Tekstil- og beklædningsindustriens spor i Herning, Hammerum og Birk

Transkript

1 Tekstil- og beklædningsindustriens spor i Herning, Hammerum og Birk Af Tine Froberg Mortensen & Kristine Holm-Jensen Sporene efter tekstil- og beklædningsindustriens historie, f.eks. i form af gamle fabrikker, er mangfoldige i de gamle tekstilbyer i Midtjylland så mangfoldige, at det kan være en næsten uoverkommelig opgave at få styr på dem alle sammen. Derfor har Herning Museum i foråret og sommeren 2010 lavet en undersøgelse af tekstil- og beklædningsindustriens bygninger i Herning, Hammerum og Birk. Undersøgelsen kom i stand via en bevilling fra Kulturarvsstyrelsen og er udført i tæt samarbejde med Herning Kommunes planlægnings- og byggesagsforvaltning. Formålet med undersøgelsen har været at udvikle en metode, der kan bruges til at se områdets mange virksomheder som delelementer af et samlet kulturmiljø 1. Med kulturmiljø menes her et geografisk område, der gennem fysiske spor afspejler en bestemt historisk udvikling eller periode. For mange byer i Midtjylland gælder det f.eks., at de afspejler tekstil- og beklædningsindustriens historie. Undersøgelsens metode går derfor ud på at skabe redskaber, der kan bruges til systematisk håndtering, vurdering og prioritering af tekstil- og beklædningsindustriens kulturmiljøer, både når det gælder større bebyggelsesmiljøer, samlede fabriksanlæg og den enkelte bygning 2. Undersøgelsen har taget udgangspunkt i det område af tekstil- og beklædningsindustrien omkring Herning, Hammerum og Birk, som Kulturarvsstyrelsen i 2007 udpegede til ét af 25 nationale industriminder. Argumentet for udpegelsen lyder som følger: Tekstilbyen Herning præget af tekstilindustriens blomstring især i årene , hvilket gør det enestående i Danmark. vilje til at tiltrække nogle af landets bedste arkitekter, landskabsarkitekter, kunstnere og designere til området 3. Tidsmæssigt dækker undersøgelsen perioden Starttidspunktet i 1870 markerer overgangen fra hjemmebaseret produktion til industrialiseret fabriksproduktion. Sluttidspunktet i 1990 erne markerer en periode, hvor stigende globalisering bevirker, at virksomhederne flytter de arbejdsintensive produktionsgange til lavtlønslande, eller helt opgiver egen produktion og overgår til at blive ordregivende og derfor hverken har produktion i ind- eller udland. Undersøgelsesområdet er, som det fremgår af figur 1, stort set identisk med det område, der er udpeget til nationalt industriminde. Begrundelsen er, at det rummer fysiske spor fra hele perioden , og at der er tilstrækkelig mængde og variation i bygninger, anlæg og bebyggelsesmiljøer til, at de kan danne grundlag for generelle udsigelser. Endelig spiller det også en rolle, at området har tydelige spor efter logistik og transportforhold. Bebyggelsesmiljø, anlæg, bygning For at gøre tekstil- og beklædningsindustriens kulturmiljø mere håndterbart, blev der fra projektperiodens start arbejdet med en inddeling på tre niveauer: bebyggelsesmiljø, anlæg og bygning 4. Artiklen vil primært be- 27

2 Figur 1. Kort over det område, der i 2007 blev udpeget til nationalt industriminde, med de få ændringer, der blev foretaget i forbindelse med projektet. Det drejer sig om Herning Klædefabrik, som er inddraget i undersøgelsen, men som var placeret uden for det udpegede område fra mellem bebyggelsesmiljøerne, fordi tekstilog beklædningsindustrien i perioder har haft flere forskellige fysiske udtryk. Vi er i forbindelse med undersøgelsen kommet frem til fem dominerende bebyggelsesmiljøer i Herning, Birk og Hammerum: Tidlig fabriksindustri, protoindustri, begyndende klyngedannelse, uplanlagte industrikvarterer samt planlagte industrikvarterer, fremgår af figur 2. Tekstil- og beklædningsindustriens tidlige fabriksindustri (lyseblå) dækker perioden i slutningen af 1800-tallet, hvor fabrikkerne vinder indpas ved overgangen fra hjemmeproduktion til fabriksproduktion. Geografisk dækker området de tre virksomheder Jensen & Stampe, Niels Larsens Trikotagefabrik og Jacob Jensen/Hammerthor i Hammerum, centreret omkring Hammeskæftige sig med bygninger, som er det tredje niveau. Men for at forstå helheden gennemgås bebyggelsesmiljø og anlæg i korte træk. Bebyggelsesmiljø Med bebyggelsesmiljø menes et mere eller mindre afgrænset område, eller en bydel, der er domineret af spor fra en bestemt periode, eller retning, inden for tekstil- og beklædningsindustrien. Sporene kan bestå af elementer som fabriksbygninger og -anlæg til tekstil- og beklædningsindustrien, følgeindustrier, uddannelsesinstitutioner mv., som alle skal ses i tilknytning til tekstil- og beklædningsindustrien. Bebyggelsesmiljøet ses også i forhold til transportforhold og i forhold til dominerende anlægstyper og bygningstyper. Selvom mange af bebyggelsesmiljøerne efterfølger hinanden, er der tidsmæssige overlap 28

3 Figur 2. De fem bebyggelsesmiljøers placering indenfor undersøgelsesområdet. De to lyseblå markeringer viser tekstil- og beklædningsindustriens tidlige fabriksindustri. Den grønne markering viser tekstilog beklædningsindustriens protoindustri, den lilla viser tekstil- og beklædningsindustriens begyndende klyngedannelse og den grå og mørkeblå markering viser henholdsvis tekstil- og beklædningsindustriens uplanlagte industrikvarter og planlagte industrikvarter. rum Hovedgade og Elmegade, samt området omkring Herning Klædefabrik på Vestergade i Herning. Tekstil- og beklædningsindustriens protoindustri (grøn) repræsenterer produktion i tilknytning til private boliger. Det gælder især villaer, men ses også ved enkelte etageejendomme. Produktionen er primært foregået i kældre og i værkstedbygninger, men der er også eksempler på mindre fabriksbyggerier. Denne form for industri er særligt fremtrædende i Hernings villakvarterer og især i Grønnegade/Haraldsgade, St. Blichers Gade og Fynsgadekvarteret. Kvartererne er i perioden løbende udstykket til privatboliger. Tekstil- og beklædningsindustrien dukker op fra midten af 1920 erne til midten af 1940 erne. Produktionen er fortsat op i 1980 erne, enkelte endda op til 1990 erne. Tekstil- og beklædningsindustriens begyndende klyngedannelse (lilla) ses også i et blandet bolig- og industrikvarter, men jo længere mod øst, vi kommer, i særdeleshed Th. Nielsens Gade, Silkeborgvej og Olufsgade, jo mere dominerende bliver industribygningerne. Fabriksbyggerierne i dette område stammer hovedsagelig fra midten af 1930 erne til slutningen af 1940 erne. Den sidste produktion forlader området medio 1980 erne. Tekstil- og beklædningsindustriens uplanlagte industrikvarter (grå) er præget af en blanding af privatboliger og industribygninger. Områ- 29

4 Figur 3. Randbebyggelse centreret omkring en gårdsplads. Truelsen & Søns fabrik i Bredgade. Bag skorstenen ses gårdspladsen, der strækker sig ned mellem de to rækker af høje fabriksbygninger. Forrest i billedet anes fabrikantboligen. (Foto: Herning Lokalhistoriske Arkiv) det løber syd for banen og er centreret omkring Thrigesvej, Museumsgade, Sabroesvej, Tietgensgade, H. N. Andersensvej og A. P. Møllers Vej. Det adskiller sig fra de øvrige bebyggelsesmiljøer ved, at der har løbet en kile af fladebyggeri til industri gennem området, vinkelret på jernbanen. Størstedelen af disse fladebyggerier er i dag nedrevet, men de viser en tydelig tendens i tekstil- og beklædningsindustriens kulturmiljøer. Området er udviklet efter en lokalplan fra 1951, og der var produktion i området indtil begyndelsen af 1990 erne. Tekstil- og beklædningsindustriens planlagte industrikvarter (mørkeblå) er et af de tidligste eksempler på et område, der er planlagt og udstykket udelukkende med industri for øje og ydermere er domineret af tekstil- og beklædningsindustri. Området er orienteret omkring det stykke af Silkeborgvej, der løber mellem Herning Højskole og Hammerum, samt de to parallelveje Industrivej Syd og Industrivej Nord, kaldet Fabriks Alleen. Området blev oprettet efter 1963, og der er stadig en udpræget grad af tekstil- og beklædningsindustri i området. Anlæg Anlæg dækker den helhed, som en virksomheds samlede bygningsmasse udgør. Et anlæg repræsenterer således sammensætningen af det enkelte anlægs bygningselementer og deres placering i forhold til hinanden, anlæggets placering på matriklen og dets placering i forhold til byens/købstadens øvrige bebyggelse. I det undersøgte område er vi kommet frem til tre dominerende anlægstyper: Randbebyggelse centreret omkring en gårdsplads, 30

5 anlæg på villaudstykninger og anlæg med fladebyggeri i industrikvarterer. Randbebyggelse centreret omkring en gårdsplads dækker over anlæg, der er anlagt inden for rammerne af de tidlige købstadsudstykninger. De ses typisk i udkanten af byen og er, som betegnelsen antyder, placeret omkring en gårdsplads. Anlæg af denne type er etableret fra omkring 1870 og løbende udbygget frem til 1960 erne. Denne anlægstype består i reglen af bygningselementer fra flere forskellige tidsperioder og ses primært i bebyggelsesmiljøet Tekstil- og beklædningsindustriens tidlige fabriksindustri i Hammerum og omkring Herning Klædefabrik. Anlæg på villaudstykninger er anlagt som, eller har udviklet sig til, produktionsbygninger inden for byens villakvarterer og -udstykninger. Det er fortrinsvis anlæg med tilknyttet bolig, som enten er sammenbygget med boligen eller placeret i haven bagved eller ved siden af boligen. Kendetegnende for villaudstykningerne i Herning er, at de er relativt lange og smalle, og at udvidelser er sket i længden. De er hovedsagelig opført fra 1930 erne og frem til slutningen af 1940 erne med eventuelle senere tilbygninger, og de er centreret omkring bebyggelsesmiljøet Tekstil- og beklædningsindustriens begyndende klyngedannelse i Th. Nielsens Gade, Silkeborgvej og Olufsgade. Anlæg med fladebyggeri i industrikvarterer knytter sig til anlæg opført i de industriudstykninger, der fra begyndelsen af 1960 erne skyder op omkring Herning by. Denne type anlæg er typisk fladebyggerier, fremstillet af præfabrikerede bygningselementer. Grundarealet for anlæggene er større end undersøgelsens øvrige anlægstyper, og der er en tendens til, at anlæggene er anlagt med en tydelig bevidsthed om facade og udenomsarealer. I undersøgelsesområdet er denne anlægstype bedst repræsenteret i bebyggelsesmiljøet Tekstil- og beklædningsindustriens planlagte industrikvarter i Birk. Figur 4. Anlæg på villaudstykning. Olufsgade 11, som husede Jens L. Jensen/Cortina. Det ses, at bygningen er forlænget bagtil. (Foto: Herning Museum) Bygning Bygningerne udgør den mindste enhed. Bygningstyperne er udarbejdet ud fra byggeteknik, materialer, anvendelse og funktion, bygningernes placering på matriklen og den type produktion, de har dannet ramme om. Vi har defineret fem bygningstyper: Tidlige fabriksbygninger, kælderproduktion, værkstedsbyggeri, etagebyggeri og fladebyggeri. Tekstil- og Beklædningsindustriens tidlige fabriksbygninger er tidligt fabriksbyggeri opført tæt ved jernbane og hovedvej. Denne bygningstype ses især i bebyggelsesmiljøet Tekstil- og beklædningsindustriens tidlige fabriksindustri, dvs. Hammerum og området omkring Herning Klædefabrik i Herning. De tidlige fabriksbygninger er alle opført i perioden , hvor arkitekturen var påvirket af den historicistiske tankegang. For eksempel ses pilastre på både Jacob Jensen/ Hammerthor og Niels Larsens fabriksbygninger i Hammerum. Bygningerne er typisk placeret ud til hovedvejen og nær jernbanestationen for derved at opnå gode transportforhold. Materialet er røde mursten med tag af cementsten, tegl eller skifer og asbestcement. 31

6 Figur 5. Anlæg med fladebyggeri. Industrivej Nord 25, Egetæpper. Fabrikken er opført Facaden opført i 1982: (Foto. Herning Museum) Bygningerne har typisk været i to etager uden kælderetage. Produktionen på de tidlige fabriksbygninger har som hovedregel været trukket af dampkraft eller håndkraft. Det har stillet krav om lange, høje og slanke fabriksbygninger med mindst mulig afstand mellem dampmaskinen og produktionsmaskinerne. På den måde sikres en effektiv energioverførsel via aksler og remme. Ligeledes betyder dampkraft også, at bygningerne har haft tilknyttede skorstene. For trikotagefabrikkernes vedkommende har man typisk benyttet rundstrikkemaskiner, der hang ned fra loftet og var placeret i lange lige rækker. I loftet løb aksler, hvorfra energi til maskinerne blev overført ved hjælp af remme. Systuearbejdet var typisk arrangeret rundt om systammer af varierende længde, hvor der kunne sidde fra 10 til 20 kvinder. Systuen var gerne på første sal eller 32 loftet, fordi symaskinerne var de letteste maskiner at transportere. For Herning Klædefabrik, som var en tekstilfabrik, var der i denne periode tale om lidt større maskiner. De var mere pladskrævende end strikkemaskinerne og vanskeligere at transportere på tværs af etager. Dog var de ikke større end, at fabrikken i en årrække havde væve på loftet5. Tekstil- og beklædningsindustriens kælderproduktion dækker over produktion inden for boligens fire vægge. Ofte foregik det i kælderen, deraf navnet, men der er også talrige eksempler på, at produktionen er foregået i stuen eller på loftet. Bygningstypen ses især i bebyggelsesmiljøet Tekstil- og beklædningsindustriens protoindustri. Materialet er mursten, oftest røde, med tag af tegl, skifer eller tagpap. Bygningerne er typisk opført som villaer og de fleste bygninger er placeret lidt tilbagetrukket på matriklen, men stadig med gode ind- og udkørselsforhold.

7 Perioden for denne type produktionsbygninger har vist sig sværere at tidsfæste end først antaget. Det kræver et dyberegående felt- og arkivstudie, som ikke har ligget inden for rammerne af dette projekt. Det er vanskeligt at afgøre, om bygningerne er opført med henblik på produktion, eller om produktionen er opstået i bygninger, som allerede var opført til beboelse. En kombination af de to vil nok være det mest realistiske bud. Ligeledes volder det vanskeligheder at sige præcist hvor lang tid, der har været produktion i bygningerne. De tidligste kilder peger på 1920 erne som starttidspunkt, og de seneste eksempler på kælderproduktion findes op i 1990 erne. Kælderproduktionen har været domineret af trikotage- og konfektionsindustri. Det kunne eksempelvis være systuer eller strikkerier, der blev startet op i en kælder. Produktionen bestod typisk af mindre enheder, som gradvist voksede. Virksomhederne var relativt små og kunne bestå af familien samt ansatte, gerne op til 20 personer. Symaskinerne var af en størrelse, så de kunne transporteres ad trapper. Strikkemaskinerne inden for trikotageproduktionen har typisk været håndtrukne fladstrikkemaskiner, som var forholdsvis håndterbare og derfor relativt ubesværet kunne stilles op i en kælder eller garage. Der er i den tidligste periode eksempler på mindre modeller, som kunne monteres på et stativ eller et bord i stuer og køkkener mv. Med tiden blev de håndtrukne maskiner forsynet med motor, populært kaldet en knallert. Motorerne var hovedsageligt eldrevne. Tekstil- og beklædningsindustriens værkstedsbyggeri er kendetegnet ved mindre produktionsbygninger i tilknytning til privatbolig. Typen ses både i bebyggelsesmiljøerne Tekstil- og beklædningsindustriens protoindustri og Tekstil- og beklædningsindustriens begyndende klyngedannelse. Denne type kan med fordel ses i forlæn- Figur 6. Tidlige fabriksbygninger. Niels Larsens Trikotagefabrik på Hammerum Hovedgade i Hammerum. (Foto: Herning Museum) gelse af bygningstypen Tekstil- og beklædningsindustriens kælderproduktion, da værkstedsbyggeriet signalerer behov for mere plads. Værkstedbygningerne er tilbygninger opført på matrikler, hvor der i forvejen er anlagt privatbolig. Det er sandsynligt, at værkstedbygningerne i mange tilfælde er opført, når produktionen er vokset ud af privatboligens rammer. Materialet er mursten, oftest røde, med tag af tegl, skifer, cementsten eller tagpap. Mange af værkstedsbygningerne i er opført med pulttag. Det tyder på, at det var vigtigt med hurtigt og billigt opførte bygninger. Der er dog også eksempler på værkstedsbygninger opført med saddeltag, som vist i figur 8. Værkstedsbygningerne blev placeret, så matriklen blev udnyttet bedst muligt i forhold til den allerede opførte bolig. Da mange af villakvartererne i Herning er opbygget af lange smalle matrikler, ses det ofte, at værkstedsbygningerne er opført vinkelret i forhold til boligen med den ene mur op til skel. 33

8 Figur 7. Kælderproduktion. Viborgvej 37. Mikkelsens kælderproduktion o Fabrikant Mikkelsen havde 18 ansatte. På fotoet ses otte personer. (Foto: Hugo E/Herning Lokalhistoriske Arkiv) Der er også eksempler på, at værkstedsbygningerne er placeret parallelt med boligen, men dette gør sig kun gældende, hvor matriklens udformning giver mulighed for det. Denne form for byggeri ses især i mellemkrigstiden og danner ramme om produktion frem til 1980 erne. Værkstedsbyggeriet har ikke nødvendigvis været brugt af ejeren af den tilknyttede bolig. Værkstedsbygningerne kan også have været udlejet til personer, der var ved at starte virksomhed op og havde brug for nogle passende produktionslokaler. Lejerne er typisk flyttet videre til nye og større lokaler når, og hvis, deres virksomhed er ekspanderet. Derefter har en ny person med drømme om at starte egen tekstil- eller beklædningsvirksomhed overtaget lejemålet. Produktionen i værkstedbyggerierne har ikke adskilt sig nævneværdigt fra kælderfabrikkernes produktion. Tekstil- og beklædningsindustriens etagebyggeri med produktionsbygninger i flere etager ses i bebyggelsesmiljøerne Tekstil- og beklædningsindustriens begyndende klyngedannelse og Tekstil- og beklædningsindustriens uplanlagte industrikvarterer. En produktionsbygning tilhører denne type, når den er i flere etager. Fortrinsvis er der tale om lange, smalle bygninger med en kælderetage, stueetage og 1. sal. Tagkonstruktionen er overvejende saddeltag, men der er eksempler på pulttagsbygninger. Taget har lav rejsning, så der er sjældent tale om produktion på loftsetagen. Udformningen af bygningerne kan både være enfløjede bygninger, flerfløjede bygninger og karréer. Materialet i denne type fabriksbyggeri er sædvanligvis røde mursten med tag af skifer og asbestcement, og et særkende ved mange af de etagebyggede produktionsbygninger er, 34

9 Figur 8. Værkstedsbyggeri. Fynsgade 21, med boligen forrest og værkstedsbygningen bagved. Her har virksomheder som P. Andersen, H. J. Iversen Trikotagefabrik, Brdr. Lauridsen og T. H. Konfektion holdt til. (Foto: Herning Museum) at de ofte er placeret med gavlen vendt mod gaden. Indgangspartiet er enten placeret i gavlen eller midt på den lange facade, med god plads udenfor. Det skyldes sandsynligvis hensynet til at have god plads til leverancer af råvarer og afsendelse af de færdige produkter. Da der stadig var produktion i bygningerne, var lageret typisk placeret på øverste etage. For at lagerpersonalet ikke skulle gå for langt, blev der på flere etagebyggede fabrikker etableret en hejsemekanisme. Etagebyggeriet er hovedsagligt opført mellem 1920 erne og midten af 1950 erne. Det har dannet ramme om produktion indtil midten af 1980 erne, og denne bygningstype er fortrinsvis brugt til konfektions- og trikotageindustri. Vi ser mange af de samme produktionsmæssige træk som ved kælder- og værksteds- produktion. Dette skal delvis ses i sammenhæng med, at de er tidsmæssigt samtidige. Det skyldes nok også, at bygningerne bygges og tages i brug i en periode uden særlige teknologiske forandringer inden for trikotageindustrien. Maskinerne er eldrevne flad- og rundstrikkemaskiner, der ikke skaber nævneværdig friktion. Dette er værd at nævne, fordi etagebyggeriet på dette tidspunkt mere eller mindre har udspillet sin rolle for den tunge tekstilindustri, hvor især vævenes bevægelser er for voldsomme til det forholdsvis spinkle byggeri, som det typiske etagebyggeri er. Så på et tidspunkt, hvor etagebyggerier inden for tekstil- og beklædningsindustrien generelt har udspillet sin rolle, bliver der i samme periode opført etagebyggerier til trikotageindustrien i Midtjylland. Produktionen er organiseret i flere etager. 35

10 Figur 9. Etagebyggeri. Olufsgade 8, Ivan Lyhnes Trikotagefabrik. (Foto: Hugo E/Herning Lokalhistoriske Arkiv) Der har derfor været behov for transport på tværs af etagerne. Det er foregået manuelt, f.eks., som nævnt, med hejseværk. Ligeledes er det i denne periode, at samlebåndproduktionen indføres. De aflange bygninger er velegnede til at opstille maskiner og arbejdsstationer i forhold til en produktionslinje. Tekstil- og beklædningsindustriens fladebyggeri ses i bebyggelsesmiljøerne Tekstil- og beklædningsindustriens uplanlagte industrikvarterer og Tekstil- og beklædningsindustriens planlagte industrikvarterer. Bygningerne i denne type er med få undtagelser opført i ét plan. Oftest med fladt tag, men der er også eksempler på bygninger med saddeltag og enkelte med pulttag. I bebyggelsesmiljøet Tekstil- og beklædningsindustriens planlagte industrikvarter i Birk er der en tendens til fladt tag, hvorimod flere af bygningerne i bebyggelsesmiljøet Tekstil- og beklædningsindustriens uplanlagte industri- kvarter, centreret omkring Thrigesvej, har, eller havde, saddeltag. Herning Klædefabrik er et af de eneste endnu eksisterende eksempler på bygninger med shedtag. Generelt for denne bygningstype er, at fabrikkerne er opført af færdige komponenter, enten i beton eller mursten, hvilket i høj grad signalerer industribyggeri. Matriklerne er forholdsvis store og rummer mulighed for, at bygningerne kan udvides i bredden. Derudover ses en større diversitet i bygningernes arkitektoniske udtryk. Virksomhederne begynder i stigende grad at være opmærksomme på vigtigheden af markedsføring og branding af virksomheden og dens produkter. Facaden kommer her til at spille en rolle som en del af den visuelle profilering af virksomheden. Denne tendens er tydeligst i Birk, hvorimod det har været mindre udtalt i Thrigesvejskvarteret. De tidligste fladebygninger i Thrigesvejs- 36

11 Figur 10. Fladebyggeri. Femilet, Industrivej 3. Et eksempel på fladebygger af færdige komponenter her beton. (Foto: Herning Museum) kvarteret er opført medio 1950 erne. I Birk er den første industribygning opført i Bygningerne udvikles løbende op til starten af 1980 erne. Fladebyggeriet er kendetegnende for en periode med forandringer i både teknologi og produktionsgange. Her kommer produktionsfaciliteter, der typisk befinder sig i ét niveau og med behov for et stort gulvareal. Teknologien går for trikotageindustriens vedkommende over til stadig større strikkemaskiner med større mønstringsmuligheder. Det kræver større ekspertise af de ansatte, og det gør også, at maskinerne bliver vanskeligere at håndtere. Det kræver gode indkørselsforhold, så maskinerne kan køres direkte ind til det sted i bygningen, hvor de skal stå. Det samme gælder for opsætning af væve mv. på tekstilfabrikkerne, for Birks vedkommende især tæppevæve og siden tuftingmaskiner. De skal stå på jorden, så bygningerne ikke tager skade af maskinernes svingninger og rystelser. Derudover sikrer produktion i ét niveau, at transporten mellem de forskellige arbejdsstationer i stigende grad kan foregå på hjul. Ruller med stof og tilskåret stof bliver kørt på trådvogne fra strikkemaskinerne eller lageret til tilskæring og derfra videre til syerskerne omkring samlebåndet. Større ting bliver transporteret på gaffeltruck, og gode tilkørselsmuligheder er med til at sikre, at varerne kan trilles direkte ud på de ventende lastbiler og køres ud til kunderne. Syprocesserne blev fra 1950 ernes midte genstand for tidsstudier. Resultatet var indførelsen af samlebåndsproduktion, hvor syerskerne blev placeret rationelt i forhold til produktionslinjen. Undertøjsfabrikken Femilets flade betonbygning og skjortefabrikken Anglis runde fabrik er eksempler på bygninger, der er konstrueret og bygget med henblik på 37

12 bedst mulig produktionsgang. Begge fabrikker er placeret i Birk. Hvad kan projektet så bruges til? Undersøgelsen har haft flere formål. Det handler for det første om at give Herning Museum et godt grundlag for yderligere undersøgelser af tekstil- og beklædningsindustriens historie, ikke blot i Herning, Birk og Hammerum, men også i andre dele af Midtjylland, hvor tekstil- og beklædningsindustrien har spillet en afgørende rolle. Mange byer i Midtjylland har et enestående tekstilindustrielt kulturmiljø. Den metode, der er udviklet i forbindelse med denne undersøgelse, er derfor også udarbejdet sådan, at resultaterne skal kunne anvendes ved undersøgelser uden for det udpegede område. Det vil være interessant på længere sigt at lave lignende undersøgelser af tekstil- og beklædningsindustriens kulturmiljøer i eksempelvis Ikast, Brande eller Sunds. Men det er også vigtigt at tænke på brugen og formidlingen af undersøgelsens resultater. Et andet formål med undersøgelsen har været at give Herning Kommunes Planafdeling brugbare redskaber i det fremtidige planarbejde. Med et større kendskab til tekstil- og beklædningsindustriens unikke kulturmiljø bliver det også muligt at vurdere og prioritere blandt de mange spor efter industrien og dens udvikling, som findes i bybilledet. Ved at fremhæve den historie, som kulturmiljøerne fortæller, kan vi ude i bybilledet formidle historien omkring tekstil- og beklædningsindustrien, der hvor den er, og på den måde være med til at skabe et spændende bymiljø. Tekstil- og beklædningsindustrien i Midtjylland er enestående nationalt set. Dens historie kan være med til at profilere de midtjyske byer som noget unikt, men før vi kan formidle den historie, bliver vi nødt til at skabe et solidt fundament af viden om tekstil- og beklædningsindustrien. Om Herning Museum nogen sinde får styr på alle de mange, mange fysiske spor efter tekstil- og beklædningsindustrien er usikkert, men undersøgelser, som den museet har gennemført i 2010, er et vigtigt skridt i den rigtige retning. Noter: 1. Projektet blev gennemført i perioden 19. april til 9. september 2010 af projektansat museumsinspektør Tine Froberg Mortensen i samarbejde med Tina Dybbro, Birgit Lyhne, Hanne Ortvad og Kaare Hjorth fra Herning Kommunes Planafdeling og Hans Eghøj fra Herning Kommune Byggesag samt med inspektørerne på Herning Museums afdeling for Nyere tid, Charlotte Lindhardt, og Textilforum, Kristine Holm-Jensen. Herning Lokalhistoriske Arkiv ved Doris Frederiksen og Ole Jørgensen har bistået projektet med fremfinding af historisk billedmateriale. 2. Projektets indsamlingsmetode har blandt andet bestået i at finde adresser på tekstil- og beklædningsvirksomheder i telefonbøger, messekataloger, Herning Museums Industriregistrering og via gamle fotos. Det indsamlede materiale dækker over ca 275 adresser inden for det udpegede område. 3. Kulturarvsstyrelsen: Industri-Industri. 25 stk. dansk kulturarv. Gad 2007: 188. Se endvidere Søren Toftgaard Poulsen: Tekstilbyen Herning et nationalt industriminde i Midtjyske Fortællinger 2007 for nærmere beskrivelse af det udpegede område. 4. Som udgangspunkt arbejdede vi med en typologisering på alle tre niveauer. Efterhånden som projektet skred frem, stod det klart, at typologiseringen egnede sig bedst til at beskrive bygningsniveauet, hvor der er tale om enkeltelementer. Derimod var typologiseringen uegnet til at beskrive anlæg og bebyggelsesmiljøer, som hovedsageligt er sammensat af flere bygningselementer. 5. Gunnar Jespersen, Hundred års Herning-spind