PSYKOPATEN. et portræt

Transkript

1 Causeri Af Nikolaj Lunøe For de fleste af os er det vanskeligere at tale højt om de egenskaber, vi har svært ved at lave om på (fx begavelse eller karaktertræk), end om dem, der er frivillige og derfor lette at forandre (fx viden eller meninger). De første er farligere og går tættere på. Ikke desto mindre er de fleste psykiske egenskaber ufrivillige. Ingen mennesker har valgt deres eget temperament eller begavelse. Sådanne kvaliteter kan kun ændres med stort besvær, og i reglen kun delvist. Ingen vælger heller frivilligt at blive psykopat. Psykopati er en sygdom. Derfor giver det ingen mening at bebrejde psykopaten, at han er psykopat, eller at straffe ham, fordi han opfører sig psykopatisk. I de fleste mennesker foregår en stadig kamp mellem ufrivillige impulser (fx vrede, nysgerrighed, sult, begær) på den ene side og frivillige handlinger eller beslutninger (fx om at holde vreden eller begæret i ave) på den anden. Men der foregår også en kamp mellem de ufrivillige impulser og en række forskellige, men ligeledes ufrivillige hæmningskræfter. Psykopater mangler efter alt at dømme en af disse ufrivillige hæmninger nemlig den, vi kalder samvittighed. Derfor har psykopaten formentlig svært ved at nære de følelser, vi normalt forbinder med dårlig samvittighed, som fx nagende tvivl, skam eller anger. Undertegnede lider af en let rød/ PSYKOPATEN et portræt Psykopaten har formentlig samme forhold til tvivl, skam og anger som den farveblinde til visse nuancer af rødt: Han har hørt om dem og forstår dem med sin forstand, men kender dem næppe fra egen erfaring 22 Nr

2 ILLUSTRATIONER: LISBETH E. CHRISTENSEN grøn-farveblindhed. Hvis jeg studerer en kromatisk farveskala, kan jeg ligesom ane, at der må være noget, der mangler, thi for mig at se er overgangene ikke helt jævne. Men hvordan disse mangler ser ud, får jeg aldrig at vide. Den, der lider af psykopati, har formentlig samme forhold til tvivl, skam og anger, som jeg har til visse nuancer af rødt: Han har hørt om dem og forstår dem måske med sin forstand, men kender dem næppe fra egen erfaring. Dette gør psykopatens liv meget besværligt og andres med. Mange psykopater kan, lige som andre mennesker, blive bange for ydre farer. Og psykopater kan godt hæmme deres impulser med frivillige midler. Det er imidlertid ikke frivillige beslutninger, der normalt afholder mennesker fra at begå unoder, men derimod den ufrivillige angst, som kommer indefra, og som vi kalder samvittighed. Når de fleste erhvervsfolk fx overholder de kontrakter, de indgår, skyldes det ikke kun deres viden om konsekvenserne ved at misligholde dem, men også at deres samvittighed fortæller dem, at de bør: Our word is our bond. I forhold til impulsernes mangfoldighed og styrke er kapaciteten i det frivillige system nemlig simpelt hen for lille til, at det kan løse hæmningsopgaven alene. Og dét er netop psykopatens problem. Samvittigheden en hjælper Dårlig samvittighed er en straf, der kommer indefra. Samvittigheden stiller krav og er vanskelig eller umulig at stille tilfreds. Den kan være en stor belastning, og mange mennesker er nærmest forpint af en vedvarende indre selvkritik. Men samvittigheden er også en hjælper, som bidrager til at holde adfærden nogenlunde konsistent, sådan at det, vi gør i den ene situation, kommer til at hænge sammen med det, vi gør i den anden. Det er ved hjælp af samvittigheden, vi kaster et kritisk blik på vore egne handlinger og vurderer, om de er gode nok. Det er samvittigheden, der hjælper os med stædigt at fastholde et langsigtet mål, selv om vanskelighederne tårner sig op. Det er samvittigheden, der undertiden holder os fast på at ville støtte andre, også når det medfører omkostninger for os selv. Og det er samvittigheden, der hjælper os med at huske på, hvad der er den ubehagelige sandhed og hvad vi bare ville ønske var sandt. Da psykopater mangler samvittighed, kan netop disse ting imidlertid volde dem store vanskeligheder. Samvittigheden er den store stabilisator. Ganske vist er dens tilstedeværelse ikke nogen garanti for, at vi behandler hinanden ordentligt, og hos de fleste af os går naturen som bekendt alligevel jævnligt over optugtelsen. Men den hjælper. Psykopater er forskellige Fraværet af samvittighedsangst bevirker dels, at de indre impulser kommer stærkere til udtryk hos psykopater end Nr

3 hos andre, dels at disse impulser skifter hurtigere. Nogle psykopater kan fx gå fra det højtidelige til det platte på få sekunder. Andre er omsorgsfulde det ene øjeblik, men hensynsløse det næste. (Det er dog her vigtigt at skelne mellem psykopati på den ene side og mennesker med en borderline personlighed på den anden. Sidstnævnte plages også af alt for stærke følelser, men mangler ikke samvittighed.) Men bortset fra det er psykopater lige så forskellige som alle andre mennesker fordi sammensætningen af de impulser, som ikke hæmmes, er forskellig: Nogle er aggressive og opfarende, andre selvmedlidende og klæbende, atter andre glade, energiske og optimistiske. Nogle er velbegavede og opnår høje poster i samfundet. Andre er det ikke, og må hutle sig igennem på må og få Mange psykopater lærer i løbet af deres ungdom og tidlige voksenalder at udnytte de særlige muligheder, som fraværet af en samvittighed giver dem. Nogle opdager, at de er i stand til lyve meget bedre end andre mennesker og optræner efterhånden denne evne til mesterskab. Alle mennesker lyver lidt, men mange er dårlige til det, fordi de får dårlig samvittighed, når de gør det og det kan andre høre og se. Psykopater får ikke dårlig samvittighed og kan derfor lyve på en mere kæk og overbevisende manér. Men ikke alle psykopater benytter denne færdighed, og de bedst begavede gør det formentlig sjældnest. Psykopater gør indtryk Mennesker kan påvirke og gøre indtryk på hinanden på mange måder. Aristoteles nævnte tre, som han kaldte logos, patos og etos: Logos er det overbevisende argument, som anviser bevægelsen en retning. Patos er appellen til de følelser, som kan skabe bevægelsen. Etos er talerens eget væsen, som er afgørende for hans troværdighed. Hvor godt en psykopat håndterer logos, afhænger naturligvis af hans begavelse. Den højt begavede behøver ikke anstrenge sig for at finde et godt argument. Men hos ganske mange vil fraværet af samvittighed vise sig som mangel på lødighed eller konsistens i argumentationer og afgørelser. For de fleste psykopater er det imidlertid snarere patos, der er det afgørende virkemiddel. Da de ufrivillige impulser kommer ufiltreret frem, opnår de let en stærk indflydelse på omgivelsernes følelsesliv, på godt og ondt. For den, der ikke er forberedt, kan det være endog meget svært at holde hovedet koldt og bevare den sunde skepsis og modstandskraft (stamina). En af grundene er nok, at mange almindelige samvittighedsfulde mennesker i det daglige netop er lidt for hæmmede og derved begrænser deres muligheder mere, end godt er. Den opvakte psykopat forstår at frigøre de hæmmede impulser hos os, og det kan være ganske dejligt for en kort 24 Nr

4 bemærkning. Og mange (inklusive undertegnede) har svært ved at indrømme det over for sig selv og andre, når de omsider opdager, at de er blevet forført eller snydt. Manglen på en indre stabilisator bevirker endvidere, at det er vanskeligt at opnå ligeværdighed i samværet med en psykopat. I forholdet mellem psykopater og andre er der næsten altid en tendens til, at enten dominerer psykopaten sine omgivelser, eller også dominerer de ham. Det sidste er i reglen langt at foretrække men føles anstrengende og er ikke rigtig rart. I alle venskaber, ægteskaber og organisationer er der uenigheder og konflikter. Tilstedeværelsen af en psykopat har ganske ofte den følgevirkning, at sådanne konflikter uddybes på en ulykkelig måde. Nogle begejstres over psykopatens virketrang og entusiasme, andre frastødes af hans inkonsistens og hæmningsløshed, og disse to grupper ender ikke sjældent med at bekrige hinanden. (Men også her er det vigtigt at skelne mellem den type splittelse, som kan opstå omkring mennesker, der lider af psykopati, og den, der næsten altid opstår omkring mennesker med et borderline syndrom.) Mangler indfølingsevne? I de fleste lærebøger kan man læse, at psykopater har svært ved at leve sig ind i andre menneskers glæder og sorger (dvs. mangler empati). Efter min opfattelse er denne beskrivelse upræcis. Der er forskel på evnen til at leve sig ind i andre menneskers indre følelser på den ene side og evnen til at drage konsekvensen heraf i form af hensyn eller omsorg på den anden. Min egen erfaring er, at psykopater med hensyn til den første er lige så for- Alle mennesker lyver lidt, men mange er dårlige til det, fordi de får dårlig samvittighed, når de gør det og det kan andre høre og se. Psykopater får ikke dårlig samvittighed og kan derfor lyve på en mere kæk og overbevisende manér. skellige som andre mennesker, mens det kniber mere med den sidste. Mange kan ganske vist sagtens opføre sig uselvisk og gøre en masse for andre. Problemet består i, at denne hjælpsomhed enten kun retter sig mod dem, der er loyale mod psykopaten, eller er ustabil og pludselig forsvinder igen som dug for solen og måske afløses af det modsatte som fx degradering eller udnyttelse. Egentlige vanskeligheder med indføling kan efter min mening ses ved en helt anden lidelse, nemlig Aspergers syndrom. Andre kan ofte opleve Asperger-patientens adfærd som ubehændig eller måske endda pinlig men bestemt ikke som hensyns- eller samvittighedsløs. Behandling er vanskelig Enkelte former for psykologisk behandling (fx hypnose og operant-betingning) søger at påvirke vore ufrivillige mekanismer direkte. Men de fleste former for rådgivning og psykoterapi satser på at udnytte patientens frivillige mekanismer som modvægt mod uhensigtsmæssige automatiske reaktioner. En af forudsætningerne for, at sådanne former for terapi kan virke, er naturligvis, at det, der sker under terapien, får konsekvenser for den måde, hvorpå patienten i øvrigt lever sit liv. Dette kan dels ske, fordi patienten rent intellektuelt lærer at genkende bestemte reaktioner og forsøge at justere dem, dels fordi samvittigheden minder ham om, at han bør søge at handle anderledes. Men da psykopatens lidelse netop består i fraværet af samvittighed, mangler terapien i sådanne tilfælde en vigtig forbundsfælle. Man kan godt forsøge at hjælpe psykopaten med bevidst at holde sine impulser i ave. Men man kan ikke regne med, at virkningen holder. Ofte vil mere kunne vindes ved at lære omgivelserne de nødvendige former for psykisk selvforsvar, så de kan styre psykopaten. Men hvor de fleste andre arbejdsopgaver før eller senere er løst og kan afsluttes, kræver dette en uophørlig indsats. Straf hæmmer i reglen den adfærd, der straffes. Dele af psykologien skelner mellem straffe, der retter sig mod ufrivillige mekanismer (nemlig forskrækkelse, snarere end smerte), og straf, der retter sig mod de frivillige ditto. De første har muligvis en vis, men dog kun beskeden virkning ved psykopati. Som bekendt er retsvæsenet imidlertid baseret på brugen af de sidste. Er dårlige ledere Nogle påstår, at man nok skal være en lille smule psykopat for at være en god virksomhedsleder. Den, der måtte være faldet for dette godtkøbssynspunkt, kan passende spørge sig selv, om det mon er et tilfælde, at Danmarks suverænt største virksomhed, A.P. Møller-gruppen, gennemsyres af en ledelse og en kultur, der er baseret på det stik modsatte: Nemlig en streng og krævende samvittighed? Den psykopatiske erhvervsleder er undertiden dygtig til at tjene mange penge på hurtige konjunkturopsving, men har i reglen store vanskeligheder Nr

5 med at styre virksomheden gennem perioder med modgang. Psykopater kan være langt mere dynamiske og fandenivoldske end andre mennesker, og nogle er gode til at få sat en masse ting i gang. Men det er sjældent nogen god idé, at mennesker uden samvittighed får mulighed for at træffe afgørelser, der har konsekvenser for andre menneskers liv eller velfærd. Derfor bør man undgå at besætte lederposter med personer, der lider af psykopati. Psykopater findes i alle sociale lag og inden for alle erhverv (dvs. også blandt læger og psykologer). Men det er logisk, at psykopater ofte vil føle sig tiltrukket af politiske miljøer, der lover individet færre begrænsninger og mere valgfrihed. Hvis pamperiet er bagsiden af den socialdemokratiske bevægelses grundtanke om solidaritet, er psykopatien bagsiden af liberalismen. Psykopati og markeds økonomi De fleste af de institutioner, vi hylder i den vestlige verden retsstaten, demokratiet, rule by law osv. ville bryde sammen, hvis ikke borgerne havde en samvittighed. Alligevel er det ikke helt forkert at sammenkæde markedsøkonomi og psykopati, især ikke hvis man tænker på de former for motivation, som forskellige samfundssystemer nor malt appellerer til. En simpel iagttagelse: Når markedsøkonomier vil motivere deres borgere, fremviser de billeder, der lover tilfredsstillelse af individets impulser eller drifter: Den nye bil. Det dejlige hjem. Den udsøgte flaske whisky. Den fristende, sexede kvinde. Kort sagt: Reklame. Men dengang de nu forsvundne planøkonomier endnu forsøgte at opildne kadrerne, viste de billeder af pligter og idealer, kort sagt af samvittigheden: Stærke arbejdere. Modige soldater. Velnærede bønder. Eller hele nationens kærlige, men bestemte far og mor. Kort sagt: Socialistisk realisme. Denne forskel var ikke kun et æstetisk påhit. Den viste hen til fundamentale strukturelle forskelle på de to systemer. Markedsøkonomiens grundlæggende motivationelle kategori er løftet om driftstilfredsstillelse. Planøkonomien hyldede derimod, i al fald i teorien, asketiske principper som Psykopater findes i alle sociale lag og inden for alle erhverv, dvs. også blandt læger og psykologer. Men det er logisk, at psykopater ofte vil føle sig tiltrukket af politiske miljøer, der lover individet færre begrænsninger og mere valg frihed. uselviskhed, ansvarlighed og loyalitet, dvs. samvittighedsfunktioner. At den første har vist sig mere effektiv end den sidste, er åbenbart for enhver. Men det er værd at huske på, at den såkaldte tredje (dvs. europæiske) vej er baseret på deres kombination. En virkeliggjort minimalstats- eller laissez faire-liberalisme (som den, Herbert Spencer eller Friedrich von Hayek anbefalede) ville temmelig sikkert resultere i et samfund, hvis kultur havde store ligheder med de egenskaber, der på det individuelle plan kendetegner psykopati: hensynsløs egoisme. Mange af de sociale institutioner eller hierarkier, der modificerer det frie marked, tåler i deres funktion til gengæld sammenligning med det, vi på det individuelle plan kalder samvittighed. Psykologisk set er det derfor næppe nogen overdrivelse at hævde, at en af årsagerne til blandingsøkonomiernes succes er, at de har formået at skabe samfundsmæssige pendanter for begge kræfter: Impulser og samvittighed og at afbalancere disse i forhold til hinanden. Nikolaj Lunøe er cand.psych. og rådgiver/kursusmager inden for organisation og ledelse 26 Nr