På vej mod en grøn økonomi?

Transkript

1 På vej mod en grøn økonomi? Vi kommer ikke uden om, at klima- og miljøkampen kræver en kulturkamp. En debat om, hvilke værdier, der egentligt betyder mest for os, når det danske samfund skal omstilles til en grøn økonomi, som er en central ambition i regeringsgrundlaget. Hvorfor skal vi have en grøn økonomi, hvad er det og hvordan skaber vi den? Af Martin Risum Bøndergaard, klima- og energipolitisk medarbejder i Det Økologiske Råd Det er utænkeligt at forestille sig en dansk regering, som ikke vil have som erklæret mål at imødegå den store klima- miljø- og ressourcekrise menneskeheden står overfor. Udfordringernes omfang er enorme, komplekse og gensidigt afhængige. Befolkningstallet på kloden vil vokse fra syv mia. til næsten ni mia. i 2040 og vil medføre øget pres på fødevarer, vand og land. Antallet af forbrugere i byernes købedygtige middelklasse ventes at stige med tre mia. over de næste 20 år og resultere i en kraftigt stigende efterspørgsel på naturressourcer. I 2030 vil det kræve mindst 50 procent mere mad, 45 procent mere energi og 30 procent mere vand. I 2030 har vi behov for mindst 50 procent mere mad, 45 procent mere energi og 30 procent mere vand. Denne stigende efterspørgsel på ressourcer falder sammen med, at en række miljømæssige grænser bliver stadigt tydeligere og begrænser udbuddet af tilgængelige ressourcer med stigende priser til følge. Hertil kommer ikke mindst klimaforandringer som en overordnet udfordring, der truer med radikalt at ændre livsgrundlaget for den menneskelige civilisation. Grønne veje til vækst eller en helt ny økonomi I dansk politik blev grøn vækst fra sidst i 0 erne et nyt modeord. Der er i dag bred enighed om, at Danmark skal satse på grøn vækst i betydningen vækst i de sektorer af økonomien, som leverer løsninger på klima- og miljøudfordringerne. Det er et oplagt satsningsområde, da vi i Danmark har en lang række styrkepositioner inden for clean tech m.v. Men tilsvarende satsninger ses i en lang række

2 lande verden over, og kapløbet er i fuld gang. Det kan blandt andet ses af, at OECD i 2011 lancerede en Grøn vækststrategi. Grøn Økonomi er et oplagt satsningsområde, da vi har en lang række styrkepositioner inden for fx clean tech. I sin åbningstale ved Global Green Growth Summit i juni 2011 konstaterede Sydkoreas præsident Lee Myung-Bak, at grøn vækst er blevet en kerneværdi og et mål verden over. Sidst i 2011 medførte regeringsskiftet i Danmark så fremkomsten af et beslægtet men nyt begreb nemlig grøn økonomi. Det er derfor nu vigtigt at definere, hvordan begreberne grøn vækst og grøn økonomi skal forstås. Hvis ikke vi kender indholdet i det nye økonomiske paradigme, er det jo svært at styre hen imod målet. Grøn vækst Det mønster, som begynder at tegne sig, er, at grøn vækst forstås snævert som ny teknologi, mens grøn økonomi forstås bredere som en omlægning af økonomiens funktionsmåde og vores måde at leve på. Grøn vækst dækker således grønne investeringer og innovation i bestemte sektorer som fx energi, landbrug og transport, som udgør et grønt bidrag til den samlede økonomiske vækst. Denne type grøn vækst kan måles på øgede investeringer, eksportandele og sektorernes bidrag til det samlede BNP. Der er som nævnt bred enighed om, at dette er positivt, selv om hastigheden og ambitionsniveauet for disse satsninger løbende diskuteres. Et langt større spørgsmål er, om grøn vækst-satsningen kun er en del af omstillingen, og om vi bør gå et skridt videre. Bekymringen er, at hvis den grønne vækst -dagsorden udelukkende følger grønne veje til traditionel vækst, vil de teknologisk frembragte effektivitetsforbedringer blive ædt op af øget forbrug. Vi har eksempelvis halveret tvapparaters elforbrug, men samtidig har danske hjem fået tre fjernsyn i stedet for ét. Det er altså ikke nok kun at se på teknologisk innovation. Vi har halveret tv-apparaters elforbrug, men har samtidig fået tre fjernsyn i stedet for ét. Bæredygtighedsudfordringen kræver, at vi også ændrer på vores forbrugsmønstre og de tilhørende værdier. Her har vi grunden til, at miljøbevægelsen har været tilbageholdende med at omfavne begrebet grøn vækst. Mange frygter, at en snæver grøn vækst -dagsorden vil blive brugt til at fornægte konflikten mellem økonomisk vækst og dens naturlige grænser. Spørgsmålet om vækst Vores største aktuelle udfordring består i det paradoks, at vi ikke kan leve med væksten, men heller ikke uden. På den ene side medfører fortsat vækst overudnyttelse og udpining af naturressourcerne, hvilket underminerer mulighederne for fremtidig vækst. På den anden side kan vi ikke skabe arbejdspladser, betale vores gæld og finansiere velfærdsydelser, fx et stadigt dyrere sundhedssystem, uden vækst. Vi har i hvert fald ingen erfaringer med hvordan. Hvis vi fremover vil opretholde høj levestandard, vores

3 uddannelsesniveau, mobilitet og sundhed, må vi udvikle nye måder at producere og forbruge på samt redefinere, hvad vi mener med fremskridt, og hvordan vi måler det. Vi må udvikle nye måder at producere og forbruge på samt redefinere, hvad vi mener med fremskridt, og hvordan vi måler det. Vækst-kompas Så længe vi styrer vores samfund efter et mål om stadigt større BNP, er der ikke meget nyt i at bruge betegnelsen grøn vækst eller grøn økonomi. Vi har brug for et grøn vækst -kompas eller mere præcist et grønt udviklingsmål på vejen mod den grønne økonomi. Hvis man for alvor vil sætte skub i bæredygtigheden, må man også lave et nyt vækstbegreb, konstaterede udenrigsminister Villy Søvndal forud for EU-formandskabet. Han bebudede, at Danmark ville arbejde for en ny måde at måle vækst på, der også inddrager miljøbelastning og sociale faktorer. Desværre er der endnu ikke sket meget på dette felt. Selvom et alternativ til BNP-målet ikke mindst symbolsk vil være et vigtigt skridt mod en grøn økonomi, er det ikke det væsentligste. Der er ikke meget perspektiv i en dogmatisk diskussion. Det giver ingen mening at være hverken for eller imod enhver form for vækst. Det giver ingen mening at være hverken for eller imod enhver form for vækst. Det er muligt at satse storstilet på grøn vækst uden at fornægte konflikten mellem væksten og dens naturlige grænser. Det kræver, at vi foruden satsning på effektiviseringer og innovation også omstiller hele samfundsøkonomien hen imod en grøn økonomi med en tilhørende helt ny opfattelse af vækst, hvad enten man så kalder den kvalitativ vækst, økologisk vækst eller grøn vækst. Unik mulighed Her er en central pointe, at selvom alle politikere drømmer om at genskabe BNP-væksten, så er der bred enighed om, at væksten fremover vil blive mindre end i de foregående årtier. Vi må simpelthen vænne os til lavere vækstrater, som den nye nationalbankdirektør konstaterede i et interview for nylig. Vi står med en unik mulighed for at rette fokus mindre mod vækst i BNP og mere mod bedre livskvalitet, bæredygtighed, lighed, meningsfyldt arbejde og medindflydelse på livsvilkår. Vi står derfor med en unik mulighed for at rette fokus mindre mod vækst i BNP og mere mod bedre livskvalitet, bæredygtighed, lighed, meningsfyldt arbejde og medindflydelse på

4 livsvilkår. Disse værdier kan netop opretholdes også i tider, hvor det ikke er muligt eller ønskeligt at opnå vækst i BNP. Konkret grøn økonomi Billedligt talt betyder overgange til en grøn økonomi, at vi som samfund stopper med at save i den gren, vi selv sidder på, hvilket selvsagt ikke er bæredygtigt i længden. Omstillingen til en grøn økonomi handler i bund og grund om at sikre, at de økonomiske aktiviteter i samfundet ikke baserer sig på et ubæredygtigt ressourceforbrug og forureningsniveau. Et meget væsentligt element er derfor politisk regulering af markedernes funktionsmåder. Det drejer sig om indførelse af krav og standarder til produktioner og produkter såvel som økonomiske virkemidler, som skaber incitamenter til innovation, teknologiskift, nye forbrugsmønstre og adfærdsændringer. Det kræver især omfattende grønne skatteomlægninger, så vi gør det billigere at bruge arbejdskraft og dyrere at bruge ressourcer og forurene. Det betyder i sig selv, at vi vægter nogle andre værdier og tilstræber ny livsstil. Det bliver eksempelvis billigere at gå i teatret, men dyrere at spise oksekød og rejse sydpå med fly. Vækst æder energieffektivisering Højere priser på forurening og ressourceforbrug vil også medføre innovation og teknologiudvikling, som vi eksempelvis har set det på energiområdet i Danmark. På verdensplan var investeringsniveauet i vedvarende energi fem gange højere i 2012 end i blev året, hvor der for første gang i nyere tid på verdensplan blev installeret mere el-produktionskapacitet baseret på vedvarende energikilder end på fossile energikilder. Kina er nu den største investor i vedvarende energi og næsten dobbelt så stor som USA. Men Kinas økonomi vokser så hurtigt, at kul- og olieforbruget desværre også vokser kraftigt samtidig med fremgangen for vedvarende energi. Alene de sidste to år er kulforbruget til elproduktion på verdensplan vokset med seks procent. Ifølge det internationale energiagentur, IEA, er der de seneste 40 år ikke sket nogen global afkobling af forholdet mellem energiforbruget og CO2-udledning ofte beskrevet som energisektorens CO2-intensitet. Det betyder, at indsatsen for energieffektivisering og vedvarende energi fortsat bliver ædt op af den økonomiske vækst. Vi kan være lidt stolte Når verdenssamfundet som helhed ikke er på ret kurs, er det så meget desto mere vigtigt med foregangslande, regioner, byer og lokalsamfund, der viser, at det faktisk kan lade sig gøre at opnå væsentlige fremskridt mod en grøn økonomi. I Danmark fremhæver vi stolt det danske eksempel på, hvordan vi efter oliekriserne i 1970 erne satte gang i en aktiv energipolitik, som har gjort os i stand til at holde energiforbruget nogenlunde konstant trods markant økonomisk vækst. Danmark har siden oliekrisen i 1979 reduceret økonomiens CO2-intencitet med mere end 45 procent. Det kan vi med rette være stolte af. Så længe der er en tæt sammenhæng mellem økonomisk vækst og klimabelastning, kan en økonomi ikke siges at være bæredygtig. Derfor er Økonomiens CO2-intensitet en central parameter på vejen mod en grøn økonomi. Danmark har siden oliekrisen i 1979 reduceret

5 økonomiens CO2-intencitet med mere end 45 procent. Det er en præstation vi med rette kan være stolte af. Ubekvemme sandheder i dansk klimapolitik En del af forklaringen på faldet i den danske økonomis CO2-intensitet er de gennemførte energieffektiviseringer og udbygning med vedvarende energi. Omstillingen til et energisystem fri for afhængighed af fossile brændsler og baseret på 100 procent vedvarende energi er utvivlsomt en helt rigtig målsætning. Men det er vigtigt at erkende, at selv den vedvarende energi, ikke mindst bioenergi, i et livscyklusperspektiv medfører en vis CO2-udlednig og altså ikke gør den danske energiforsyning CO2-fri. Alligevel sættes udledningen til nul, når regeringen skal opfylde målsætningen om 40 procents CO2-reduktion i 2020 i forhold til Men udskiftningen af kul med træpiller på de store kraftværker vil altså ikke gøre vores energiforsyning klimaneutral. Det er den første ubekvemme sandhed i dansk klimapolitik. Selv hvis vi antager, at den kommende danske klimaplan og efterfølgende klimalov faktisk formår at reducere Danmarks CO2-udledning med 40 procent, står vi tilbage med den anden og endnu mere alvorlige ubekvemme sandhed i dansk klimapolitik: at den klimapolitiske indsats har en blind vinkel, når den kun adresserer udledningerne fra det danske territorium. Når man inkluderer CO2-udledning som følge af danskernes forbrug inklusiv udledning forbundet med internationale rejser og produktion af importerede varer og fratrukket eksporten stiger udledningen pr. indbygger fra godt 10 tons CO2 pr. år til knap 20 tons. Vi er altså meget langt fra de cirka to ton pr. verdensborger, som vi kan tillade os at udlede i 2050, og hvad værre er, tallet er ikke faldet, men steget over de sidste 30 år! Når den danske økonomis CO2-intencitet (CO2 pr. BNP-enhed) er faldet over de sidste 30 år, afspejler det ikke kun vindmølleudbygning mv., men i høj grad også outsourcing af den tunge industriproduktion til lande med billigere produktionsforhold. Det er med andre ord i højere grad et billede på, at Kina er blevet verdens fabrik end på, at vi har skabt en grøn økonomi. Teknisk fix er ikke nok Pointen er, at vil vi have en reel grøn økonomi, så kan de planlagte teknologiskift og effektiviseringer i blandt andet energi- og transportsektorerne ikke stå alene. Skal vi holde den globale opvarmning under to grader alene ved hjælp af effektivitetsforbedringer, skal vi på verdensplan øge effektiviteten med mellem 4,5 og 7 procent om året. De seneste 20 år har effektivitetsforbedringerne i snit været på 0,7 procent årligt, så det er desværre næppe realistisk. Effektiviseringer må suppleres med adfærds- og forbrugsændringer, hvis verdenssamfundet skal ind på en bæredygtig vej. Det gælder på klimområdet, og det gælder generelt for problematikken med knappe ressourcer. Vi kan med andre ord ikke skabe en bæredygtig grøn økonomi udelukkende via tekniske fix. Der er så at sige behov for, at vi udvikler kulturelle fix i form af livsstilsændringer og nye forbrugsmønstre. Benyt og byt er fremtiden Det indebærer på den ene side, at den enkelte borger må tage personligt ansvar ved aktivt at efterspørge bæredygtigt producerede produkter og ved at ændre adfærd. På den anden side må politikerne supplere politikken med yderligere tiltag rettet mod påvirkning af adfærd både hos forbrugere og producenter. Politikerne må kort sagt opstille de rammer, der gør det muligt at indrette vores liv og værdier på en både bæredygtig og mere attraktiv måde.

6 Politikerne må opstille rammer, der gør det muligt at indrette vores liv og værdier på en både bæredygtig og mere attraktiv måde. Vi skal vælge klimavenlig mad: mere grønt og mindre kød, fordi den er sund og lækker. Vi skal energirenovere vores boliger, fordi det giver bedre komfort, indeklima og velvære. Vi skal vælge cykel, kollektiv transport og el-bil, fordi det er sundest, bedst og billigst. Vi skal skabe en cirkulær grøn økonomi, hvor produkter kan skilles ad og genanvendes efter et langt liv, hvor de gentagne gange har været repareret hos skiftende brugere. Ja brugere, ikke ejere. Køb og smid væk kulturen bliver yt. Benyt og byt er fremtiden. Skatteomlægninger Men hov stop nu lige: repareret? Reparation kan jo ikke betale sig, når timelønnen langt overstiger prisen på en helt ny model af samme vare. Skal længere levetider og reparation blive til virkelighed vil det kræve en ændring i de såkaldte relative faktorpriser. Det vil sige prisen på arbejde kontra prisen på ressourceforbrug. Så er vi tilbage ved grønne skatteomlægninger som en helt central del af omstillingen til en grøn økonomi. Højere skat på ressourceforbrug og fast ejendom til gengæld for lavere skat på arbejde. Det er aktuelt ikke ligefrem den vej det går med et Folketingsflertal, der er enige om at frede boligbeskatningen og netop har gennemført en vækstplan, som sænker emballageafgift, energiafgifter for erhvervslivet og stopper ny kørselsafgift for lastbiler for slet ikke at nævne opgivelsen af trængselsringen, som kunne have fremmet adfærdsændringer. Men summa summarum: Danmark gør betydelige og vigtige fremskridt mod en grøn økonomi, men der er fortsat store bump på vejen. Vi er endnu ikke kommet til det punkt på ruten, hvor vi for alvor får taget opgøret med skizofrenien i vores opfattelse af, at vi kan skabe en grøn økonomi, uden vi behøver at ændre livsstil. Klimakamp kræver kulturkamp Før eller siden må vi også tage livtag med de kulturelle fix. Vi kommer ikke uden om, at klima- og miljøkampen kræver en kulturkamp i form af en debat om, hvilke værdier der egentligt betyder mest for os. Vi kommer ikke uden om, at klima- og miljøkampen kræver en kulturkamp i form af en debat om, hvilke værdier der egentligt betyder mest for os. Men mon ikke det også vil være meget godt for vores folkestyre, hvor demokratiet i stigende grad har karakter af teknokrati, hvor økonomiske nødvendigheder frem for politiske visioner om det gode samfund dikterer politikken. En ting er sikkert: Hvis ikke vi handler hurtigt, vil de økologiske nødvendigheder tvinge os til at ændre kurs.