Farvel til globalisering, goddag til USA

Transkript

1 En artikel fra KRITISK DEBAT Farvel til globalisering, goddag til USA Skrevet af: Redaktionen Offentliggjort: 15. maj 2005 I 90erne var 'imperialisme' et ikke-ord. I stedet taltes om 'globalisering', hvilket er noget med at tingene hænger mere og mere sammen på det globale plan; men ordet glemte disse sammenhænges sociale form, nemlig at det var den internationale kapital, der formede og styrede disse sammenhænge. Kritikere af denne uhæmmede kapitalisme talte derfor i stedet om 'nyliberalisme'. Fra globalisering til imperialisme? 'Globalisering' handler om 'globen' og den er rund. Derfor er der intet centrum, den økonomiske og politiske magt er spredt ud til en lang række ligeberettigede enheder, sådan som vi kender det fra den idealtypiske markedsøkonomi, med dens konkurrence mellem 117 producenter. Ordet 'globalisering' hævder altså at de økonomiske sammenhænge er markedslignende, og også på det politiske plan antydes en magtspredning, således at én eller nogle få stater ikke er afgørende dominerende i forhold til andre. Dette verdensbillede harmonerer med idéerne om at staterne, med deres åbenbare styrkeforskelle, bliver mindre vigtige, fordi den frie økonomi undergraver politisk magt; det indgår også i denne diskurs at selskaberne bliver mere og mere kosmopolitiske. Dette verdensbillede var og er forkert. Den globale økonomi er ikke en markedsøkonomi, men en kapitalisme. Markedet bestemmer ikke over kapitalen, det er omvendt kapitalen der bestemmer over markedet (har 'markedsmagt'), og dominansen er siden 1980 styrket i takt med at kapitalen er blevet koncentreret (fusioner og overtagelser) og i stedse stigende grad samarbejder (konkurrencebegrænsende oligopolier og strategiske alliancer). Og på det politiske plan havde verden et centrum i Washington, hvilket fx kom frem i december 1997, da det amerikanske finansministerium - via IMF - udnyttede den østasiatiske krise til at åbne disse lande for amerikanske selskabsinteresser. Globaliserings-retorikkens funktion var at dække over og skjule disse reelle magtforhold; globalisering var altså en ideologi (i marxistisk forstand). Den amerikanske dominans Efter årtusindeskiftet er det ideologiske slør blevet mere gennemsigtigt og den økonomiske og politiske magt mere synlig. Det kan vi især takke Bush for. På det politiske plan har vi fået skåret ud i pap, at verdens politiske centrum ligger i Washington. USA anerkender ikke selv de internationale regler, som andre lande kritiseres for ikke at overholde (Preben Wilhjelm har detaljeret påvist Danmarks - dermed USA's - folkeretsstridige adfærd i forbindelsen med krigen mod Irak, se Også på det økonomiske plan er det blevet klart, at verdens magtcentrum ligger i USA (New York). Amerikanernes underskud overfor udlandet har været stigende i mange år og udgør nu 6% af nationalindkomsten; USA's gæld er vokset til at være større end alle fattige landes tilsammen. I 90erne - under Clinton - blev dette set som et problem, men Bush ignorerer sagen, eller rettere: han 1 / 7

2 ser det som udlandets problem; vi - og især Kina - skal blot gøre vore valutaer og dermed vore varer dyrere, således at USA igen kan eksportere til os. Intet tyder altså på at USA vil betale sin gæld tilbage, dvs. det er ikke gæld, men tribut. Vi betaler generøst 6% af amerikanernes udgifter til køleskabe, biler, våben og Irak-krig. Dette er kun muligt i kraft af USA's økonomiske overmagt. Denne har ikke noget realøkonomisk fundament, for bruttonationalproduktet i USA, EU og Japan/Kina er af samme størrelsesorden. Overmagten ligger i stedet på det finansielle nivo, nærmere bestemt i dollarens rolle som global supervaluta. Private agenter foretrækker dollars og verdens centralbanker holder 2/3 af deres reserver i form af dollars (nærmere bestemt amerikanske statsobligationer), og det gør de fordi en række centrale varer - herunder olie - handles i dollars; når fx Danmark skal købe olie af Saudi Arabien kan vi ikke bruge kroner eller euro til noget, vi skal have dollars. Hertil kommer at internationale lån gerne indgås i dollars, således at fx Uganda skal have dollars for at betale afdrag og renter på landets lån. På det globale plan forholder dollaren sig til kroner på samme måde, som kroner forholder sig til køleskabe indenfor Danmarks grænser. Ligesom det er begrænset, hvad man i Danmark kan 'købe' med et køleskab i hånden, er det begrænset hvad man kan købe med kroner på det globale marked (faktisk kan man kun bruge dem til at købe danske varer for); og ligesom kroner er alment ækvivalent i Danmark således er dollaren det globalt. Kontrollen med pengevæsenet giver magt (det er derfor nyliberale vil have centralbanker, der er afhængige af kapitalkræfterne og uafhængige af demokratisk valgte politikere). Den amerikanske centralbank (Federal Reserve) har stor indflydelse på det amerikanske rentenivo, dvs. renten på dollar-værdier, dvs. renten på de centrale globale, finansielle værdier. USA's rente er 'benchmark' for andre landes rente, så hvis Fed synes at den amerikanske økonomi trænger til en pengepolitisk stramning - som i det sidste års tid - hæver man renten, hvorefter udlandet må tilpasse sig (selv om Euro-landene måske har brug for en rentesænkning for at bekæmpe den europæiske - især tyske - lavkonjunktur). Hvis EU har 'for lav' rente, emigrerer alle vore penge til USA, og det går jo ikke. Det er klart at forudsætningen for denne mekanisme, altså for udlandets tvang til at tilpasse sig økonomisk til USA, er kapitalens frie bevægelighed. Hvis det globale finansielle system havde haft noget at gøre med markedsøkonomi - at udbud og efterspørgsel efter kredit bestemmer renten - ville sammenhængen også gå den modsatte vej, således at den europæiske rente ville påvirke den amerikanske. Men det er altså ikke tilfældet. Denne magt er det centrale. Men hertil kommer den pekuniære gevinst, der ligger i at udstede den globale valuta. Det betyder nemlig at USA kan finansiere en del af sine udgifter ved simpelthen at trykke dollarsedler; på samme måde som det offentlige i Danmark til en vis grad kan klare sine udgifter ved at trykke kroner (men ruller seddelpressen for hurtigt går det ud over kronens værdi). Hvor stor denne fordel er, er meget usikkert; skønnet varierer fra mindre end 1% af nationalindkomsten til op mod 5%. Nærmere om disse økonomiske emner i Anders Lundkvist: USA's rolle i den globale økonomi ( november 2004). Om man skal kalde den amerikanske dominans for 'hegemoni', 'unilateralisme' eller 'imperialisme' er ret ligegyldigt (se månedens begreb). Hovedsagen er at det er blevet klart, at verden har et centrum, at magten er blevet koncentreret i ét land. 2 / 7

3 Det er også blevet klart at den økonomiske magt ikke er kosmopolitisk, men vokser ud af statens geværløb (samtidig med at den amerikanske stat holdes oppe af den amerikanske kapital). Jævnfør de amerikanske selskaber, der med Halliburton i spidsen er i gang med at overtage den irakiske økonomi, og jævnfør den officielle opbakning til de amerikanske selskaber der investerer i området omkring det Kaspiske Hav. Ud med Adam Smith, med Anders Fogh's minimalstat, med liberalismen, og ind med den gode gammeldags merkantilisme (for så vidt er 'nyliberalisme' egentlig ikke dækkende for den moderne globale økonomi, hvor stat og kapital er vokset sammen, efter i perioden med Keynesiansk velfærdsstat at have været adskilt og til dels modstillet). Det nye verdensbillede Globalisering er yt, men hvad kommer i stedet? Umiddelbart kunne man sige at tendensen går mod regionalisering, hvor USA fremprovokerer at de underordnede magter styrker deres samarbejder i Europa og fjernøsten, således at de to andre hjørner i Triaden får muskler. Men EU og Japan er både økonomisk og politisk meget svage, og det er svært at se hvordan de kan komme ud af deres stagnation. Alt tyder i stedet på at vi om år får et bipolært system, hvor USA organiserer den ene pol, Kina (måske sammen med Indien) den anden. Det er disse økonomier, der driver den globale økonomi, dvs. forhindrer at den manglende købekraft i de fattige lande, i Europa og i Japan udløser en global recession eller sammenbrud. I sin National Security Strategy fra 2002 har Bush-administrationen imidlertid afvist at affinde sig med et sådant scenarium; det hedder sort på hvidt at USA ikke vil acceptere en anden, ligestillet magt. Det kan kun være Kina, og derfor må USA's globale politik - herunder den meget aktive politik i Mellemøsten - overordnet ses som en bestræbelse på at inddæmme og svække Kina, en slags 'lining up' før det store opgør; fx bliver Kina i fremtiden helt afhængig af olie fra Mellemøsten, så hvis USA kontrollerer den, kontrollerer USA Kina. I sammenligning med 'truslen' fra Kina er bin Laden blot en irriterende myg. Men den kan tjene som påskud for den aktuelle oprustning, hvor USA's militærudgifter nu er oppe på at udgøre halvdelen af de globale. I artiklen 'USA's Asienpolitik' diskuterer Clemens Stubbe Østergaard nærmere det aktuelle forhold mellem USA og Kina. Hvordan er USA rustet til et sådant opgør? Halvdelen af den flod af bøger, der de sidste år er skrevet om USA's globale rolle, handler om hvor svagt USA egentlig er, trods den aggressive politik og trods den åbenbare militære overlegenhed. USA er sårbart både udadtil og indadtil. USA's ydre problemer Udadtil er problemet, hvor længe USA kan opretholde sit finansielle hegemoni og dermed finansiere oprustningen og krigene. I det sidste års tid er dollaren svækket betydeligt. Ifølge økonomisk teori er dette godt for handelsbalancen, fordi det gør amerikanske varer billigere og dermed lettere at sælge; faktisk har dollarfaldet indtil nu ikke haft denne effekt, men det kan jo også være ligegyldigt, da Bush som 3 / 7

4 nævnt ikke er optaget af underskuddet overfor udlandet. Omvendt er dollarfaldet - stadig ifølge økonomisk teori - skidt for kapitalbalancen (dvs. for evnen til at tiltrække kapital, der kan dække dette underskud), for hvem vil købe papirer der bliver stadig mindre værd? Det vil Kina og Japan! For i kraft af deres efterspørgsel efter dollars forhindrer de at dollaren falder for meget, hvilket frygtes at ville styrke USA's konkurrenceevne, og det vil være skidt for dem, for så kan de ikke længere få solgt deres varer på det amerikanske marked; og kan de ikke det, vil Japan's økonomi gå i sort, og Kina's mirakel løbe ind i store problemer. Dette er sadomasochistisk økonomi, hvor USA er sadisten, Kina og Japan masochisterne. Det store spørgsmål er om disse enorme lån - eller gaver/tributter i tilfælde af at pengene ikke betales tilbage - fra japanerne og kineserne (og europæerne) er nok til at dække USA's underskud, dvs. landets extravagante forbrug? Indtil nu er det gået, men hver anden måned kommer der meldinger om at nu er den gal. Problemet er at myndighederne i Kina og Japan (og EU) kun kan styre de offentlige lån, men de kan kun dække en del af det amerikanske behov. Resten af pengene leveres af private aktører, og de tager selvfølgelig ikke hensyn til nationale interesser i konkurrenceevnen; de går alene efter om investeringen i amerikanske statsobligationer er rimeligt sikker og giver en rimelig forrentning, og da det ikke længere er tilfældet, synes der at være en tendens til at de trækker sig ud. Hidtil har myndighederne i Kina og Japan kompenseret, men vil de blive ved? Kan det ikke blive så pinefuldt at købe en vare, der hele tiden skrumper, at det ikke er sjovt længere? Imidlertid: Hvis dollaren og den amerikanske økonomi går ned, ser det også sort ud for Kina. Formelt har Kina og Japan samme magt over USA som IMF har overfor debitorer i fattige lande, specielt kunne man tænke sig at de i en politisk-økonomisk konfrontation kunne true med at trække deres penge hjem ved at sælge deres amerikanske statsobligationer, hvilket straks ville ruinere USA, men det ville være en tom trussel, fordi de selv ville blive ødelagt, i stil med terrorbalancens Mutually Assured Destruction. Øvelsen for kineserne må derfor bestå i at gøre sig mere uafhængig af eksporten til USA. Det er man da også i gang med. Især det asiatiske marked prioriteres, men også Latinamerika dyrkes; den kinesiske leder har indenfor de senere måneder besøgt såvel Latinamerika som Indien, og begge steder stod øget økonomisk samarbejde øverst på dagsordenen. Måske er scenariet at EU og Japan om 10 år er for fattige til at finansiere USA, mens Kina ikke længere behøver det, fordi landet har fundet nye græsgange. I så tilfælde vil det se virkelig sort ud for USA. Latinamerika er et mere umiddelbart problem for USA. Kontinentet er i de senere år drejet skarpt mod venstre, sidst med en sejr for venstrefløjen i Uruguay. Via IMF har USA en klemme på Brasilien, hvilket dog ikke har forhindret Lula i at føre en aktivistisk udenrigspolitik (se artiklen af Steen Fryba Christensen om Lula i martsudgaven af Kritisk Debat). Smertensbarnet er dog Venezuela, hvor Hugo Chavez synes udenfor amerikansk pædagogisk rækkevidde, trods energiske forsøg på at destabilisere landets demokrati, mest dramatisk da USA for et par år siden straks anerkendte nogle uheldige kupmagere og måske havde en finger med i deres planer. Problemet for USA er at Venezuela er blevet styrtende rigt, takket være de store stigninger i olieprisen, og Chavez har vristet kontrollen med olien ud af hænderne på oligarkiet, således at pengene nu kan bruges til gavn for hans fattige vælgere. Derfor er Chavez immun overfor traditionel økonomisk pression, men da Venezuela står for en betydelig del af den amerikanske olieimport er det kun et spørgsmål om tid før han igen søges fjernet. 4 / 7

5 På den anden side har USA stor indflydelse på kontinentet i kraft af dollariseringen, både den uformelle hvor dollaren cirkulerer på lige fod med den nationale valuta, og den formelle hvor den nationale valuta erstattes af dollars (Panama, Ecuador, El Salvador og Guatemala); Óscar García Agustín diskuterer effekten i Argentina (delvis dollarisering) og Ecuador, og Fertl's artikel beskriver den politiske baggrund i sidstnævnte land. Dollarisering betyder afhængighed, og fuld dollarisering betyder at landets penge- og valutapolitik overtages af USA, altså en partiel kolonisering. Det spændende bliver om det regionale økonomiske samarbejde, især Mercosur, kan dæmme op for denne tendens. USA's indre problemer Indadtil handler det i første række om økonomien. Den amerikanske produktivitet har indtil for nylig været rimelig god, og klart bedre end den europæiske, men i de senere måneder er det gået dårligt var et godt år, med stor vækst i nationalindkomsten, men i år har økonomien foreløbig humpet af sted. Er den amerikanske økonomi omsider ved at blive ramt af den globale overkapacitet (underefterspørgsel)? I artiklen 'Den store frygt for stagnation og krigen mod social sikring' diskuterer forfattere knyttet til Monthly Review, om USA er på vej ind i den europæiske og japanske stagnationsklub. Der kan også stilles spørgsmålstegn ved den sociale sammenhængskraft. Efter en stilstand i slutningen af 90erne er uligheden atter begyndt at vokse, bl.a. takket være Bush's skattereformer der massivt omfordelte fra fattige til rige (i 2004 reduceredes skatten med $269 milliarder, hvoraf de rigeste 20% tegnede sig for $179 milliarder). Den amerikanske realløn falder, og hvad der er af økonomisk vækst har ikke synderlig indflydelse på beskæftigelsen (nærmere i M.D.Yates: A Statistical Portrait of the U.S. Working Class, Ownership Society Videre er den amerikanske velfærdsstat - altid af meget begrænset omfang - under pres. De stigende udgifter til oprustning, krige og 'corporate welfare' (offentlig støtte til selskaberne) efterlader ikke mange penge til de trængende, især ikke efter skattenedsættelserne. Der spares, bl.a. ved at lægge flere opgaver ud til enkeltstaterne, som samtidig får færre midler fra de føderale myndigheder (jf. den danske regerings politik med at lade kommunerne stå for nedskæringerne). Nok så interessant er Bush's program om et Ownership Society, en vision der forfølges med imponerende konsekvens (jf. M. Friedman: Bush & Kerry: A Big Divide, The New York Review, 21/10, 2004). Idéen er enkel, nemlig at skattebegunstige opsparing på konti, der er øremærkede til at betale for den enkeltes udgifter til pension, sundhed og arbejdsløshed. Det giver større ansvarlighed, siges det, for man rutter ikke med pengene, når de trækkes på ens egen konto. På sigt betyder det at den fælles finansiering af velfærdsydelser, altså det vi forstår ved en velfærdsstat, glider ud. I dag betales nogle ydelser af det offentlige via skatterne, mens de fleste finansieres kollektivt ved at arbejdere betaler en vis del af deres løn - som suppleres med det samme beløb fra arbejdsgiverne - til en fond, som den enkelte så kan trække på; dette sidste er systemet ved Social Security (pension) og Medicare (sundhedsudgifter). I øjeblikket bølger slaget om Social Security, som demokraterne forsvarer, mens Bush vil gennemføre en delvis privatisering gennem 5 / 7

6 den nævnte konto-model; påskuddet er at pensionsindbetalingerne snart vil være for små til at betale for fremtidens ældre (minder det om noget?), hvilket formentlig er forkert, jf. (en god kilde til oplysninger om amerikansk indenrigsøkonomi) og ovennævnte artikel fra Monthly Review. Hvis den nykonservative revolution udenrigspolitisk afføder imperialisme, giver den indenrigspolitisk er mere ren form for kapitalisme, et eldorado for kapitalejere. Visionen om et Ownership Society indebærer: - opsparing og de kapitalindtægter, den giver, favoriseres skattemæssigt, således at de, der har råd til at spare op og blive kapitalejere og rentiers, fritages for at betale for veje, oprustning, krige og hvad der måtte være af offentlige ydelser til de fattige. I overensstemmelse hermed har Bushregeringen allerede sænket selskabsbeskatningen, arveafgiften og - som sagt - skatten for de rige. Det skal kunne betale sig at spare op, altså blive kapitalist, - offentlige udgifter må derfor betales (udover af udlandet) af lønarbejderne, gennem skatten på arbejdsindtægter, - i takt med at det nye system udhuler og erstatter det gamle, slipper arbejdsgiverne for at bidrage til lønarbejdernes pensioner og sundhedsudgifter; dette er en stor gevinst for den produktive kapital, - finanskapitalen får tilført uanede beløb i takt med at de nuværende, båndlagte fonde erstattes af private konti, hvis midler placeres i Wall Street. Ownership Society er Capitalist Society, der definitivt har overvundet Labour Society. Kompromissernes tid er fortid. Oprindeligt - hos John Locke - legitimerede borgerskabet privatejendommen med henvisning til at enhver har ret til frugten af sit arbejde. Dette gav et problem i takt med at privatejendommen udviklede sig til kapital og dermed adskilte sig fra arbejdet, - dramatisk udtrykt af Marx i Det Kommunistiske Manifest, hvor han sagde at de der arbejder, ikke ejer noget, mens de, der ejer noget, ikke arbejder. Men hvordan legitimere arbejdsfri indtægter, altså indkomst, som der ikke ligger nogen indsats bag? Stort problem. De nykonservative har vendt op og ned på dette traditionelle værdihierarki ved udtrykkeligt at sætte kapitalen i højsædet. Det skal ikke kunne betale sig at arbejde, kun at have kapital. Ejerskab er højeste værdi, og arbejdet får kun del i denne ved at omformes til kapital (spare op). Kan USA holde sammen på sig selv og verden? Hvis blot en del af dette program virkeliggøres, bliver USA et dybt polariseret samfund, økonomisk set. Bliver det det også politisk? Således at den sociale sammenhængskraft og dermed stabiliteten på hjemmefronten trues? Vil USA implodere lige son Sovjetunionen? Trods fiflerierne i Florida for mere end 4 år siden og trods betænkelige indgreb i den personlige frihed i Homeland Security loven, der var vendt mod terrorismen, er USA et demokratisk samfund. Alle voksne har ret til at stemme, fx på Ralph Nader hvis de er utilfredse med de store partier, og folk kan stort set sige og skrive hvad de vil; den meste kritik af nykonservatismen og den amerikanske kapitalisme formuleres faktisk af amerikanere. Men det er lige så klart, at kapitalinteresserne gennem deres bidrag har en meget stor indflydelse på valgene. 6 / 7

7 I praksis kan man ikke blive valgt uden denne finansielle støtte (fagforeningerne, der tidligere havde meget at sige indenfor det Demokratiske Parti, er i dag svage og marginaliserede). Ligeledes er det velkendt, hvordan selskaberne gennem lobbyarbejde er medbestemmende på lovgivningsarbejdet (se hvor man fx kan læse at Tom DeLay - lederen af Republikanerne i Repræsentanternes Hus - på ét år modtog knap $3 millioner). Objektivt set er Bush-regeringens økonomiske politik kun til fordel for de rigeste, men for de øvrige er det meget svært at omsætte en utilfredshed i politisk magt. Det kan give frustration og er vel årsagen til den generelt lave stemmeprocent i USA, især blandt de fattige. Men hvis utilfredsheden ikke kan udtrykkes gennem de etablerede institutioner, er det nærliggende at den manifesterer sig i at flere og flere melder sig ud af systemet, fx ved at blive kriminelle. Fængselsbefolkningen vokser, samtidig med at de rige trækker sig tilbage i afskærmede kvarterer med private vagtværn. Hvis den udvikling fortsætter, kan det true den sociale orden. Men er folk utilfredse? Tilhængere af det Demokratiske Parti er ikke blot utilfredse, men besjælet af et raseri, der somme tider kan overraske en ikke-amerikaner (om det Demokratiske Parti efter valget: se Carl Pedersens artikel). Men partimedlemmer er ikke folket, og de 'brede masser' er ikke nødvendigvis utilfredse. Mange véd kun lidt om politik, og det de véd har de fra de store medier, som kapitalen kontrollerer. De fleste har, objektivt set, fået det ringere i de sidste 25 år, med lavere realløn og dårligere offentlige ydelser, men de sociale eksplosioner kom i 60erne og 70erne, ikke derefter. Derfor forekommer det amerikanske system at være stabilt. På den anden side må der vel være en grænse et sted, hvor selv kristne fundamentalister i en pause i deres kampagner mod abort etc. ser sig omkring i stuen og i nabolaget, opdager deres forringede levevilkår og spørger om samfundet egentlig er retfærdigt indrettet. På det udenrigspolitiske nivo er imperialisme igen kommet på dagsordenen, hvilket gør det aktuelt at sammenligne med tidligere imperier (se Anders Lundkvist's artikel om 'Gamle og nye imperier'). Blandt indflydelsesrige amerikanske og engelske nykonservative gives fænomenet en positiv betydning (se Månedens Begreb). Imperialisme er godt, når intentionen er god (at fremme frihed, demokrati og menneskerettigheder). Men imperialisme er diktatur på udebane, over hele folkeslag, og det er grundlæggende i strid med den menneskelige værdighed at være genstand for andres handlinger. Det er selvmodsigende at tvinge folk til at være frie, at diktere demokrati og at fratage folk selvbestemmelse for at give dem menneskerettigheder. Det er hykleri. Der ligger altså noget bag, hvad enten det er olie, dollars og profitinteresser eller simpel frygt for de fattige og muslimerne; nogle af disse interesser diskuteres i Anders Lundkvist's artikel om 'USA og olien'. Terrorismen er det første desperate svar på den amerikanske udfordring, men det virkelige svar vil komme fra Kina, og måske Rusland og EU. Udfaldet af sådanne konfrontationer vil afhænge af USA's økonomiske styrke. Hvor længe endnu vil dollaren være den globale supervaluta? Hvor længe kan USA blive ved med at beslaglægge omverdens overskud? Løber imperialisten tør for cash? 7 / 7