RED CIVILISATIONEN FRA AFGRUNDEN

Transkript

1 Nyhedsorientering juli 2011 Lyndon LaRouche Helga Zepp- LaRouche RED CIVILISATIONEN FRA AFGRUNDEN Ved et møde den 7. juli advarede formanden for Schiller Instituttet, Tom Gillesberg, imod bankernes forsøg på at få staten til at overtage deres dårlige gæld. Der er i stedet behov for en Glass/Steagall-reorganisering af finansverdenen, og opstår der en kreditkrise, kan staten selv skabe kredit til kritiske investeringer. Euro- og finanskrisen fortsætter med at sprede sig og kan kun stoppes med den type reformer, der blev fremlagt på Schiller Instituttets konference i Rüsselsheim den juli, med dansk deltagelse. I USA forsøger Obama at knuse den amerikanske forfatning, men møder voksende modstand, og kravet om Glass/ Steagall vokser. Hele mødet kan ses og høres på Mens feriedvalen lægger sig som et tæppe over Danmark, er der en ting, der er helt sikker: Den verdensomspændende finanskrise tager ikke på sommerferie. Der er en række dramatiske processer i gang samtidigt. Der er vild panik i EU, i IMF, og i allerhøjeste grad i ECB, hvor man er villig til at ofre hundreder af millioner af menneskeskæbner bare for at udskyde problemerne i et par måneder, og gerne ofrer milliarder af menneskeskæbner, hvis det kan holde det internatinale finanssystem kørende et år eller to ekstra. Det er spillet om Grækenland et tydeligt eksempel på. Alle de nedskæringer, som man netop nu gennemtvinger i Grækenland, er kun starten. Jo flere nedskæringer man gennemfører, jo værre vil situationen blive i næste ombæring, og så skal der endnu mere umenneskelige nedskæringer til. Men Grækenland er samtidig kun det første offerlam i rækken. Derefter vil Portugal, Irland, Spanien og Italien de kendte nødlidende kandidater - komme under kniven, men snart er det hele EU og resten af verden, der vil lide samme skæbne, hvis disse folk får deres vilje. Alternativet til nedskæringer og kaos Der er så et alternativ, der står med flammende skrift på væggen: Glass/Steagall. Hvorfor ikke gøre op med det bankerotte system, reorganisere det og skabe rammerne for global økonomisk opbygning? Schiller Instituttets fantasti- KONTAKT OS: Skt. Knuds Vej 11, kld. tv., 1903 Frederiksberg C, SI@SCHILLERINSTITUT.DK

2 ske internationale konference, der netop fandt sted i Rüsselsheim, Tyskland, den juli, var en enorm kontrast til det nuværende bankerotte finansielle system. Den to-dages konference med omkring 350 deltagere skabte en grad af optimisme og håb for fremtiden, som det er svært at forestille sig kunne blive skabt her i Europa. Folk fik løftet deres ambitionsniveau og vilje til at handle kolossalt. Der var tilmed dansk deltagelse blandt talerne i form af Chresten Sørensen, tidligere dansk overvismand og formand for AE-rådet, Obama vil være diktator Samtidigt er slaget om USA i gang, der netop nu er inde i en meget afgørende fase, hvor Obama-administrationen forsøger at gennemtvinge et decideret amerikansk diktatur. Det er en kamp, hvor Obama, i modstrid med den amerikanske forfatning, egenrådigt fastholder krigen i Libyen. Han har ifølge Den amerikanske Forfatning lov til at starte et angreb på Libyen, som han gjorde, men ifølge forfatningen er det kun Kongressen, der kan erklære krig. Denne præcisering har fået sin moderne udformning i den såkaldte»war Powers Act«,»loven om retten til at føre krig«, der siger, at hvis præsidenten indleder militære operationer, så skal han inden for 60 dage have Kongressens opbakning til det. Får han ikke det, så skal han inden for yderligere 30 dage fuldstændigt afslutte de militære operationer. Libyen-krigen har nu varet langt over 90 dage, og Obama har ikke bedt om tilladelse fra Kongressen til fortsat at føre krig imod Libyen. I stedet har Obama sendt jurister på banen for at argumentere for, at det ikke er rigtig krig, og at han derfor ikke behøver Kongressens samtykke. Det er dog ikke jurister fra Udenrigsministeriet eller Justitsministeriet han sender, for de ved, at det er ulovligt hvad Obama har gang i, og frarådede ham at gøre det. Det er Det hvide Hus egne jurister, som siger, at man i Det hvide Hus ikke betragter det der foregår i Libyen som en krig, da der ikke er amerikanske landtropper til stede, og at der derfor ikke er en trussel imod amerikanske soldater eller den amerikanske befolkning. Da de militære handlinger primært består af luftbombardementer, hævder man altså, at det ikke er rigtig krig. Forfølger man Obamas argument betyder det, at hvis USA ville iværksætte et bombardement af et andet land med atombomber og udradere landet fra jordens overflade, så ville det ikke være krig, for landet kunne jo ikke svare igen. Med samme logik kan man heller ikke kalde det japanske bombardement af Pearl Harbour for krig, for der var jo ikke japanske landtropper til stede eller en umiddelbar fare for den japanske befolkning. Obama insisterer altså på at have den samme ret til arbitrært at føre krig imod hvem han har lyst til, som tidligere tiders enevældige konger havde. Slaget i USA står derfor om, hvor vidt Det amerikanske Senat og Kongressen vil acceptere denne forfatningsstridige handling fra Obamas side, og at de, hvis de accepterer det, har de sat sig selv uden for indflydelse for godt. Heldigvis så vokser modstanden imod Obamas egenrådighed. Efter en stor mobilisering fra bl.a. LaRouche-bevægelsen i USA stemte et flertal i Repræsentanternes Hus nej til at give Obama tilladelsen til at føre krig i Libyen. I løbet af de seneste par dage måtte også McCain og Kerry, der har forsøgt at give Obama et figenblad i Senatet gennem at retroaktivt at give Obama støtte til at føre krig i Libyen, trække deres forslag tilbage, fordi der ikke var støtte nok til at bringe forslaget til afstemning. Den danske bankkrise Endelig er der så den diskussion, der i løbet af den sidste uges tid er brudt ud i Danmark, i forbindelse med en tiltagende panik i den danske bankverden. Man er bekymret over, hvordan man skal sikre sig sin finansiering, efterhånden som den danske stat som har holdt hånden under bankerne siden krisen i 2008 trækker sin understøttende hånd tilbage. De danske bankers gode omdømme i resten af finansverdenen er blevet kraftigt undermineret efter først Amagerbankens krak, og nu så Fjordbank Mors for en uges tid siden. Danmark er faktisk det eneste sted i verden, hvor man lader banker gå omkuld. Alle andre har slet ikke maven til det. Man er bange for, at der skal komme mistillid til bankerne, og at man derfor ikke længere skal blive betragtet som troværdige i udlandet. Derfor tør man ikke lade dem gå ned. I Danmark har man derimod officielt holdt fanen højt og sagt, at det er en principsag, at banker skal have lov at gå bankerot. Det er såmænd godt nok, hvis man vel at mærke gør det på den rigtige måde, men det har konsekvenser. Lige nu har konsekvensen været, at verden rundt omkring Danmark ikke længere har så stor lyst til at låne penge til de danske banker. Det er ved at blive til et akut problem. Anders Fogh Rasmussens og Lars Løkke Rasmussens politik op igennem 00 erne var baseret på en bobleøkonomi i Danmark, der blev finansieret med lån fra udenlandske banker. Boligboblen blev finansieret gennem, at udenlandske banker lånte de danske banker penge, som de så lånte meget flittigt videre til den danske økonomi. Det skabte en boble i værdien på ejendomme, ejerboliger og fritidsejendomme, og priserne på landbrugsjord steg ligeledes kraftigt. Samtidig smed man benzin på bålet ved først at indføre indexlån og afdragsfrie lån, som i den grad har overtaget hele det danske lånemarked. Det gjorde, at man kunne skabe en boble med voksende aktivitet i økonomien og en pulserende servicesektor, der nærmest eksploderede. Der blev iværksat masser af dyrt boligbyggeri i en forventning om, at man kunne score kassen på boligboblen. Alt det er nu vej ind i næste kollapsfase. Banker vil lade staten betale for deres fejl Under de omstændigheder er den danske finansverden nu ude for at kræve, at man skal diskutere en ny redningspakke for bankerne. Man ønsker at lade den danske stat overtage bankernes dårlige lån, noget man af gode grunde indtil nu har afstået fra i Danmark. En politik der har skabt kæmpe statsgæld i så mange andre lande. Alle disse dårlige lån opstod sammen med bankernes voksesyge, hvor man lånte ud til hvad som helst og skabte et rekordoverskud 2 Schiller Instituttet juli 2011

3 Europas eneste chance for at overleve Den amerikanske økonom og statsmand Lyndon LaRouche udsendte følgende nødråb den 11. juli Det, der skete med [den italienske finansminister] Tremontis ultimatum til statsministeriet i Italien var, at Tremonti har væltet læsset. Han er fremkommet med et forslag som, hvis han blev fyret, ville kollapse hele det europæiske system som en kædereaktion. Jeg har tidligere haft nogle samtaler med Tremonti, som ikke er uden betydning på det nuværende tidspunkt. Der er sket det, at hele det økonomiske finansielle system i Europa er blevet pilråddent. Der findes ingen måde, hvorpå dette system ville kunne overleve. Spørgsmålet er blot, om kollapset kommer natten over, eller om ganske kort tid? Systemet er færdigt, og hvis der foretages et forkert træk, eller der træffes et forkert valg, så vil hele verden meget snart - det er kun et spørgsmål om få dage - gå ind i en på papiret, som man så kunne lade aktionærerne komme til gode. Det spil er nu forbi, og man vil så have, at den danske stat skal overtage alle de dårlige udlån fra bankerne. Så kan bankverdenen og deres aktionærer fortsætte med at have gode tider, mens de danske skatteydere kan få lov til at betale regningen og spænde livremmen ind. Dette»bankrøveri«ved højlys dag skal forhindres. Der må trækkes en streg i sandet. Det har været galt nok, med de bankpakker man har lavet indtil nu. Lige fra Roskilde Bank gik ned, har man håndteret det hele forkert. Man skulle fra begyndelsen, og det skrev vi faktisk dengang til samtlige medlemmer af finansudvalget og andre relevante institutioner efter jeg havde været på telefonen med Lyndon LaRouche og diskuteret sagen afstå fra at gå ind og dække alle tab. Man skal i stedet skille skidt fra kanel. Man er tvunget til at lave en Glass/Steagall-lov, hvor man vælger, hvad der skal reddes, og hvad man lader gå ned. juli 2011 generel kollapsfase. Nuvel. Jeg er den rette mand på posten. Jeg er ham, der lægger sådanne tåbeligheder i graven; det er min funktion. Og jeg har ikke tænkt mig at bruge en skovl; jeg bruger en damptromle. Det vil sige, at vi gør følgende: Europas situation er, med det nuværende system, fuldstændig håbløs. Vi er nu nået dertil, hvor en total sammenbrudskrise er umiddelbart forestående, fordi hele systemet nu er nået til et kritisk punkt, som jeg vidste, ville komme. Det vil kollapse på den ene eller den anden måde. Kun ved hjælp af De forenede Stater ville systemet kunne reddes, for det nuværende europæiske system har ingen forholdsregler til at imødegå en krise som denne. De har spillet et spil, særligt - fortsættes side 10 Danmark behøver en Glass/Steagall-lov Man må beslutte, hvad der er virkeligt betydningsfuldt for vor fremtidige økonomi. Ikke for bankerne og for bankaktionærerne, og ikke for de udenlandske banker, der har lånt penge til de danske banker. Når de har besluttet sig for at spille på rouletten, må de acceptere, at man nogle gange vinder, og at man nogle gange taber, og at man i virkelighedens kasino taber de fleste gange. Hvis man ikke kan lide det, så skal man ikke gå på kasino. Finansverdenens spekulative aktiviteter er ikke det vigtige, men samfundets normale økonomiske aktivitet som f.eks.: at staten og kommunerne får foretaget de nødvendige investeringer til at sikre den fortsatte vækst i produktiviteten, der kan sikre det almene vel og en stigende levestandard, at industri og landbrug kan låne penge til deres investeringer, at folk får deres løn og pensioner til tiden, at pengevæsenet og dankortene stadig fungerer, og at der er et stabilt og velfungerende realkredit marked. Det er de ting, der er afgørende for almindelige menneskers ve og vel, der skal reddes, og det er lige nøjagtigt det, som finansverdenen er totalt ligeglade med, når de nu kræver at komme til forhandlinger med politikerne. De er kun interesseret i at komme ud af den kattepine, de har bragt sig i. De ville gerne score kassen, da det gik godt, og når det nu viser sig, at man vil få store tab på de dispositioner, man har foretaget, så vil man have afsat dem til de naive danske skattebetalere. Finansverdenen kan så selv fortsætte med at leve det gode liv, mens danskerne får det surt. Det er konflikten. Man siger stadig, at dette er noget, der ligger et stykke ude i fremtiden. Under bankpakkerne har den danske stat ydet en række lån, der løber ud om 18 måneder i 2013, hvor bankerne så igen skulle stå på egne ben, men ser ud til ikke at kunne klare det. Det er let at bygge en boble op; det er let at sende flere penge i cirkulation. Problemet kommer, når man skal lukke luften ud af boblen igen. Det er som at bruge en nål til at få luften ud af en sæbeboble. Det siger»puf«og det var så det. Der er lidt sæbevand tilbage, men alle værdierne man troede der var, er pludseligt væk. Kollaps af priser på boliger og langbrugsjord I dag måtte ECB hæve renten en kvart procent, fra 1,25 % til 1,5%, og den danske nationalbank fulgte trop og hævede renten til 1,55%. Man kommer til at hæve renten langt mere, og for hver gang man hæver renten, så betyder det, at boligpriserne og jordpriserne skal sænkes. Samtidig er der den internationale usikkerhed overfor den danske bankverden, der bl.a. er affødt af, at man lod Amagerbanken og Fjordbank Mors gå bankerot, og af at kreditvurderingsselskaberne som f.eks. Moody s, som i den grad fejlvurderede al ting og var med til skabe finanskrisen, er i gang med at vise, at de også kan gå den anden vej. De nedjusterer nu kreditværdigheden på mange ting, inkl. de danske banker og realkreditinstitutioner. Bankerne og realkreditinstitutionerne skal derfor stille mere sikkerhed og betale en højere pris for at kunne låne penge. Det betyder en stigende rente Schiller Instituttet 3

4 og en højere bidragssats for forbrugerne, og betyder selvfølgelig også, at jord- og ejendomspriserne skal længere ned. Dertil kommer så en uhyggelig faktor, man ikke taler så højt om. Den kan illustreres med den begivenhed, der i tilfældet med Fjordbank Mors blev det halmstrå, der knækkede kamelens ryg. (Jeg vidste ikke, at man havde kameler på Mors, men de er åbenbart blevet så eksotiske deroppe). Fjordbank Mors knækkede på et eksotisk projekt kaldet Scan Energy, hvor banken spillede en nøglerolle sammen med en række store lokale svineproducenter i at bygge vindmølleprojekter i Spanien, Polen og Tyskland. Hvad har en lokalbank på Mors at gøre med at bygge vindmøller i fremmede lande? Man kunne måske forstå det, hvis det var vindmøller, der skulle opsættes på Mors, men Scan Energy var et internationalt spekulationsobjekt. Det gik ikke så godt som forventet; Scan Energy gik til sidst konkurs og disse landmænd måtte se deres investering gå op i røg, mens gælden til Fjordbank Mors var intakt. De kunne ikke betale gælden tilbage til Fjordbank Mors, og det gav det udslagsgivende tab på 400 mio. kr., som endegyldigt forseglede Fjordbank Mors skæbne. Men det rejser så også spørgsmålet om, hvad der sker med al den højtbelånte jord, som disse bankerotte bønder ejer? En masse jord, som i høj grad er købt for lånte penge, og som man på et eller andet tidspunkt bliver nødt til at sælge, for at dække nogle af de mange penge banker og realkredit har i klemme. Når man først for alvor begynder at sælge ud af den megen landbrugsjord, som realkreditinstitutionerne på tvangsauktioner og lignende indtil nu har sørget for ikke blev solgt til den faktiske markedspris, så vil jordpriserne for alvor begynde at falde og trække tæppet væk under langt flere landmænd. Hvis jordpriserne falder med 30%, vil næsten alle danske landmænd være insolvente. Det betyder også, at alle de banker og realkreditinstitutioner, der har ydet lån med sikkerhed i jorden, bliver ramt af kæmpe tab. Som med boligmarkedet er det svært at sige præcis, hvad dato næste kollapsfase begynder på, men den kommer. Der er ingen måde, hvorpå den ikke kommer. Når så boligpriserne falder igen, vil der være en lang række folk der bliver teknisk insolvente, og på et eller andet tidspunkt får det også konsekvenser for bankerne og realkreditinstitutionerne. Det er derfor fuldt berettiget at være dybt bekymret over situationen, men løsningen er ikke, at tørre alle disse dårlige lån af på den danske stat. Den eneste løsning, der historisk har vist sig at kunne løse problemet på lang sigt, er noget lignende indførelsen af Glass/Steagall i USA i Man må ind og rense op. Det kan godt være, at samtlige banker bliver insolvente, men så må vi sende nogle offentlige myndighedspersoner ind og beslutte, hvad vi skal redde, og hvad vi ikke kan redde. Vi reorganiserer bankerne, og i modsætning til det man gjorde med Roskilde Bank, EBH Banken og Amagerbanken, hvor man solgte alle de gode dele af banken fra og beholdt de dårlige dele, så skal man gøre det modsatte. Hvis man står med en bank, hvor der er mange fornuftige aktiviteter, men hvor en ledelse fik voksesyge og involverede banken i en masse ting, de skulle have holdt sig langt væk fra, så deler man bankens aktiviteter i to dele. De fornuftige dele får lov til at køre videre i bankens navn som en lokalbank, med strenge instrukser om aldrig at låne så meget som fem øre til noget, som ligger mere end 100 km væk fra det lokale torv. Man lader alle de gode dele køre videre, og giver om nødvendigt banken en statsgaranti. Resten af bankens aktiviteter må man så lave en vurdering på. Er der engagementer banken har, der er vigtige for økonomien som helhed, som f.eks. industri og landbrug, så må man afskrive gæld og finde en løsning, der er holdbar på lang sigt, og de kan overgå til den sunde del af banken. Alt hvad der ellers måtte være tilbage af dårlige lån og spekulative engagementer kan evt. interesserede så få til en god pris. Er der ingen, der vil kendes ved det, så må man deponere det i skraldespanden eller andet steds. En Glass/Steagall-reform vil fungere som et kraftigt laksativ eller en tarmskylning på hele finanssystemet, der må foretages før eller senere for at få renset op i alt det skidt, der blokerer for systemets sunde funktioner. På lignende vis må man i forbindelse med Grækenland erkende, at ligegyldigt hvor mange gange man siger, at man ikke vil acceptere en statsbankerot, så kommer den. Det er derfor bedre at tage tyren ved hornene og få det overstået, så man kan komme videre. Det drejer sig om at komme til bunds i problemet, få fjernet alt det dårlige, så man har et solidt fundament, man kan bygge videre på. Vi kommer til at gribe dybt ind i måden tingene i dag fungerer på, og se meget kritisk på indexlån, afdragsfrie lån, indførelsen af SDO-lån osv. Når alt alligevel er potentielt bankerot, så har man langt friere hænder til for alvor at få renset op, og vi skal forberede os nu, for sammenbruddet kan komme ligeså pludseligt som et skybrud i København. Det kan godt være, at man har en kælder, der ligger relativt højt, og som derfor aldrig har været oversvømmet, men det forhindrer ikke, at kælderen alligevel bliver oversvømmet, når skybruddet finder sted. Når kloakkerne ikke fjerner vandet, og gaderne svømmer over, så flyder vandet mange steder hen. Når kælderen så er blevet oversvømmet, så har man en gylden mulighed for at få renset op i alt det gamle lort, man burde have smidt ud for længe siden, men som man lod blive stående. Sådan er det også i den danske og internationale finansverden. Man kan få renset op og få et solidt fundament at stå på. Staten som kreditskaber Men hvad nu, vil nogen måske indvende, hvis alle de danske banker er i denne knibe? Hvor skal danskere så låne penge til investeringer henne? Så går det hele jo i stå. Ikke hvis man laver en Glass/Steagall-lovgivning og renser op i finansverdenen. Så vil bankerne pludselig kunne låne penge ud til fornuftige investeringer, og er de ikke i stand til det, kan løsningen aldrig være, at staten skal overtage bankernes dårlige gæld. Lad bankerne betale regningen for deres dårlige gæld, og i den udstrækning det så er nødvendigt, så lader vi staten udstede kredit: Direkte gennem Nationalbanken, hvis det er kredit til store projekter, eller enten gennem etableringen af en statsbank, der, via egne filialer eller 4 Schiller Instituttet juli 2011

5 gennem de private banker, låner penge ud til andre ting. Man kan så sørge for, at renten og gebyrerne ikke bliver for høje og målrettet dirigere lånene til de investeringer, der er gode for økonomien som helhed. Vi må gøre op med den idé, at de private finansielle interesser skal have et monopol på at styre og bestemme over økonomien. Når de ikke kan finde ud af det, og det er helt tydeligt, at de har spillet fallit, så må vi gå tilbage til en gammel lære, der går helt tilbage til USA s grundlæggelse: At det er statens opgaver at sætte rammerne. Man kan inddrage private interesser, så længe de er villige til at operere under overopsyn fra staten, og følge de spilleregler staten har fastlagt, så man sikrer, at det gavner det almene vel. Er de ikke villige til det, så skal de have nogle økonomiske tæsk og sættes i skammekrogen. I stedet for at låne penge ud til hvad som helst, må staten sørge for, at der bliver givet øremærkede kreditter til de ting, som vi mener, er vigtige for at få det danske samfund til at blomstre. Forskningsprojekter og investeringer i ny teknologi i industri og landbrug. Udlån til kommuner der er økonomisk pressede og derfor ikke får foretaget vigtigt vedligehold og investeringer. F.eks. de kommuner der kraftigt overskred vinterens snerydningsbudget pga. den hårde vinter. De tog så de ekstra penge fra vejenes vedligeholdelsesbudget, med det resultat at man, hvor man pga. den hårde vinter burde sætte ekstra ind for at reparere vejene, ikke engang har penge til almindeligt vedligehold. Vejene forfalder så langt hurtigere, og regningen bliver langt større på sigt. Staten kan gøre det, som kommunerne ikke kan, nemlig at skabe kredit til at holde økonomien i live. Der vil ikke blive bygget nye luksusboliger i Ørestaden i den kommende tid, så staten kan i stedet gøre det muligt for kommunerne at lave nødvendige vedligeholdelsesprojekter og investeringer. Dertil kommer så store infrastrukturprojekter som Kattegatbroen, Femern Bælt-tunnellen, en tunnel mellem Helsingør og Helsingborg, et magnettognet osv. Det, som de fleste økonomer ikke forstår, er, at det ikke blot skaber arbejdspladser, men har en langt større positiv indvirken på økonomien, end hvis man f.eks. kaster penge ind i hjemmeserviceordninger og lignende. Hvis man sammenligner de historiske tal for arbejdsløsheden i byggefagene og arbejdsløsheden i samfundet som helhed, så vil en stigende arbejdsløshed i byggefagene hurtigt blive fulgt af stigende arbejdsløshed i samfundet som helhed. Bygningen af store projekter bygger noget, der øger produktiviteten og er af værdi for samfundet på sigt, men som også har en umiddelbar kraftig virkning på økonomien her og nu, gennem at skabe en lang række forskellige typer af beskæftigelse blandt underleverandører, materialeproducenter, og selvfølgelig også øgede aktivitet i næsten alle dele af samfundet. Den kommende græske statsbankerot Vender vi blikket tilbage mod den store verden, er der netop nu vild panik i EU. De nedskæringer man laver, forværrer blot problemerne. Grækenland har ikke en likviditetskrise men et solvensproblem. Man har en kæmpe gæld, juli 2011 man ikke kan betale tilbage. Jo mere man skærer ned på den græske økonomi, jo mere den skrumper, jo dårlige vil den være i stand til at bære den gældsbyrde, man har. Selv de fleste økonomer ved udmærket godt, at den nuværende politik ikke kan løse problemerne. Man gør det kun for at købe tid. Der er ingen vej uden om: Man må lave en statsbankerot i Grækenland, ligesom man gjorde det for nogle år siden i Argentina. Rens op. Reducer gælden til noget man kan klare, som snarere vil være 30% end 50% af pålydende. Lad Grækenland forlade euroen og få sin egen valuta igen. Se så på hvordan Grækenland kan sætte gang i nødvendige projekter, få genopbygget økonomien og få noget eksport i gang. Så kan den græske økonomi komme på fode igen. Men i samme øjeblik som en græsk statsbankerot er en realitet, så vil ECB og en lang række store europæiske banker være bankerot, for de har mange penge i klemme i Grækenland og andre solvensramte lande. Græske statsobligationer er på papiret en rigtig god forretning, for de giver en langt højere rente end f.eks. de tyske, og det har fristet mange banker til at købe dem, så de pga. den højere rente kunne få et langt bedre afkast så længe det varer. Når Grækenland så går bankerot, kommer man til at betale regningen, og det kan man ikke. De europæiske banker har fået lov af ECB at tage alle disse dårlige statsobligationer og bruge dem som sikkerhed for lån til lav rente hos ECB. ECB har tilmed selv købt massivt ind af alle disse risikable statsobligationer, græske, irske, portugisiske etc. Hvis ECB s beholdning af værdipapirer skulle nedskrives med i gennemsnit blot 5%, så ville ECB selv være bankerot, og det er ikke en 5% s nedskrivning, der er på tale ved en græsk statsbankerot. Man har bragt sig selv i en situation, hvor man ikke er villig til at diskutere alternativer, men bare febrilsk forsøger at købe tid til en stadig højere pris, fordi ECB og EU s institutioner, og alle folkene i dem, har spillet totalt fallit. Men dette er ikke kun et problem for euroen og Europa. De europæiske banker har købt et figenblad og muligheden for at sige, at de er på sikker grund på trods af deres risikable investeringer, gennem at tegne forsikringer på deres investeringer i form af»credit Default Swaps«, CDS ere, fra primært amerikanske banker. Når en bank har købt en obligation eller givet et lån, hvor der er en rimelig stor risiko for, at det ikke vil blive betalt tilbage, så har man mange gange tegnet en sådan forsikringspolice i en amerikansk bank, i forventning om at man får tabet dækket, hvis den græske bank eller stat ikke kan betale. Det kunne selvfølgelig også godt lade sig gøre, hvis det blot var en eller to af forsikringstagerne, der skal have deres forsikring udbetalt, men det er ikke med CDS ere som med f.eks. brandforsikringer, hvor der hvert år er en lille del af forsikringerne, som man skal betale ud til. Her gælder det, at så længe det går godt, så kan man tage alle forsikringspræmierne og komme dem i lommen, eller udbetale dem som dividende til sine aktionærer, men i samme øjeblik som Grækenland går statsbankerot, så er det samtlige af alle de mange forsikringstagere, som man pludselig skal betale til. De penge har man selvfølgelig ikke, og så vælter det hele. Schiller Instituttet 5

6 Det var processen, der blev sat i gang, da Lehman Brothers gik ned i Når én ikke kan betale, så bliver den finansielle aktør trukket med ned, og så falder det hele i løbet af nul komma fem som en lang række dominobrikker. De forsikringer man har er ingenting værd, når det kommer til stykket. Derfor er Obama-administrationen den varmeste fortaler for, at man skal lave en ny hjælpepakke til Grækenland og forsøge at forhindre en statsbankerot. Men det er en kamp op ad bakke. EU er dybt uenige. Hollænderne angriber franskmændene for at være alt for bløde. I Tyskland kan det godt være, at Merkel er gået med til en aftale, men der er en dyb utilfredshed i den tyske befolkning og langt ind i mange tyske institutioner med hjælpepakkerne. I Finland har man stadig problemer med at sammensætte en regering, fordi der er så stor modstand imod denne politik. Den store vinder ved sidste valg i Finland havde et stort programpunkt: Ikke flere hjælpepakker, som finnerne skulle være med til at betale. I Sverige er der udbrudt en stor diskussion om Glass/ Steagall, og der er en udbredt enighed i Riksdagen om, at man ikke bare skal være med og spytte flere penge i økonomiske hjælpepakker. Den svenske stat har før været inde og reddet svenske banker, og den politik nyder ingen stor opbakning i dag. Dertil kommer hele tiden nye problemer. Moody s har ikke blot nedjusteret kreditvurderingen på danske banker, men også på den portugisiske statsgæld [og efterfølgende den irske], som nu er rangeret som»junk bonds«, affaldsobligationer, som amerikanske investeringsforeninger ikke længere må investere i. Det er EU meget utilfreds med, for det giver store problemer, men som tiden går, bliver det værre og være. På mange hemmelige møder i EU, bag lukkede døre, diskuterer man at underspille de nuværende problemer og så tage de kraftige nedskæringer i Det er blandt andet tilfældet i Frankrig, hvor der er præsidentvalg næste år. Så snart valget er ovre, har man tænkt sig for alvor at sætte spareknivene ind. Det kunne jo nok også være tilfældet i Danmark. Regeringen siger inden valget, at man har lavet alle de nedskæringer, der er nødvendige, men efter et valg vil man selvfølgelig skære endnu dybere. Der er ingen anden udvej end Glass/Steagall. Man kan ikke redde alt, og vi er derfor nødt til at vælge, hvad vi vil redde. Hvad der er livsvigtigt, og hvad der kan ofres. Kampen om USA Den kamp er ekstremt intensiv i USA netop nu. En genindførelse af Glass/Steagall er på Kongressens dagsorden, og der er stadig flere medunderskrivere af lovforslaget. Det overlapper diskussionen om, hvorvidt præsident Obama skal have lov til at opføre sig som kongen af USA. Obama-administrationen har gjort klart, at man ikke kan lide en genindførelse af Glass/Steagall. Man har lagt pres på de demokratiske medlemmer for at være solidariske med Obama og holde sammen på partiet for enhver pris. Med det argument har man fået mange af de demokratiske kongresfolk og senatorer til at være med til at vedtage mange ting, de egentlig ikke kunne stå inde for. Afvisningen af at retroaktivt give Obama accept af hans brud på forfatningen var et nødvendigt første skridt, der må følges af ét, som de fleste amerikanske politikere frygter: At afsætte Obama ved en rigsretssag, eller tvinge ham til at gå af som præsident under truslen om det, ligesom Nixon. USA s problemer vil ikke blive løst, så længe Obama er præsident, og man kan ikke vente til næste valg. Hvis Obama bliver siddende, så kan man ikke engang være sikker på, at der kommer et næste demokratisk valg i USA, for Obama er desperat. En ny 11. september? Da Bush var præsident var det på et hængende hår, at USA overlevede begivenhederne i forbindelse med terrorangrebet 11. september 2011 som en demokratisk nation. USA s borgerrettigheder blev efterfølgende kraftigt undermineret, og der blev skabt et politistatsapparat af den anden verden og en underminering af USA s forfatning en tilsigtet udvikling fra de kredse, der stod bag angrebet 11. september. Ligesom LaRouche i begyndelse af 2001 advarede om iscenesættelse af en stor terrorbegivenhed, som man kunne bruge til at sætte forfatningen ud af kraft, har han i den senere tid advaret imod, at man kan forsøge at gøre noget lignende i dag. Eller at man, når folk går på gaderne for at protestere pga. deres dybe utilfredshed, kan man bruge det som en undskyldning for at sætte de normale spilleregler ud af kraft. Lyndon LaRouche har betonet, at allerede den uge der kommer er kritisk, for de amerikanske delstaters finansår slutter den 30. juni. Der skal kassen gøres op, og der skal der være lagt et nyt budget for næste finansår. Men mange delstater har slet ikke været i stand til at blive enige om et nyt budget. De har ikke lov til at køre med underskud, og når så indtægterne er faldet med omkring 30%, og de ekstra tilskud man har fået fra centralregeringen de seneste tre år for at stimulere økonomien i kølvandet på finanskrisen i 2008 samtidig falder bort, så er det svært at blive enige om budgettet. Man står med et kæmpe hul, på trods af at man allerede har været i gang med at fyre sygeplejersker, politi, brandmænd, lærere og andre offentligt ansatte. Hvad gør man så nu? Det har skabt en dyb politisk krise, og i takt med at man gennemfører de mange nedskæringer, så betyder det også en chokeffekt i økonomien som helhed. Schiller Instituttets konference i Rüsselsheim Der er derfor lagt i kakkelovnen til en dramatisk tid fremover. Jeg vil opfordre alle til at gå ind på og se så meget som muligt af talerne fra konferencen i Rüsselsheim, for det var en utrolig samling af afgørende problemstillinger, der kom til diskussion på et meget højt niveau. Både rent idémæssigt, men også i form af niveauet på de talere, der var med, og som hver for sig er repræsentanter for større grupperinger, der ikke var med på konferencen, og som gemmer sig lidt i kulisserne, men som langt hen af vejen er enige i det, der blev fremført på konferencen. 6 Schiller Instituttet juli 2011

7 Konferencen havde den overordnede titel:»red civilisationen fra afgrundens rand«, og bestod af fire paneler og en meget bevægende koncert lørdag aften. Første panel havde titlen: Den umiddelbart forestående disintegration af verdens finanssystem eller indførelsen af en Glass/Steagalllovgivning, som Helga Zepp-LaRouche, den internationale formand for Schiller Instituttet, indledte med talen»den største krise i historien. Spørgsmålet er, hvordan vi kan løse den«. Hun slog fast, at den finansielle, økonomiske og moralske krise nu er så dyb, at vi kun kan undgå en ny mørk tidsalder, hvis vi gennemfører en Glass/Steagall-lovgivning og én gang for alle bryder Europa fri af oligarkiets lænker. Eric De Keuleneer, professor i økonomi ved Solvay Business School og tidligere medlem af tilsynsrådet for det belgiske finanstilsyn, talte om»fra Big Bang til det store sorte hul: Hvordan verdens finanssystem først blev til en parasit og derefter en vampyr, og hvordan vi kan vende denne udvikling.«derefter fulgte Chresten Sørensen, tidligere dansk overvismand og professor ved Syddansk Universitet, og som også sad som formand for AE Rådet i mange år. Han talte om»læren af finanskrisen: Afreguleringen af finanssektoren må føres tilbage. Nøglepunkter og mulige veje derhen«, hvor han tog udgangspunkt i Angelides-rapporten fra det amerikanske repræsentanthus. Han påpegede, at det ikke er en enkelt, men derimod rigtig mange forandringer, som man har foretaget gennem de seneste 30 år, som forårsagede krisen i Alt det må gås igennem med en tættekam, og nye regler og reguleringer må indføres, hvis man skal rette op på det. Et vigtigt punkt som Chresten Sørensen fremdrog fra Angelides-rapporten som værende afgørende for at skabe krisen, var de fejlagtige vurderinger fra kreditvurderingsselskaberne som f.eks. Moody s. Hvordan kunne de lave så fejlagtige vurderinger? Det problem var blevet kraftigt forværret efter år 2000, hvor Moody s blev børsnoteret. Derefter var deres primære formål, at tjene så mange penge hjem til deres aktionærer som muligt. Det drejede sig om at få kunder i butikken, og det fik man gennem at have slagtilbud på gode ratings. Det viser det absurde i, at noget så afgørende for hele finanssystemet som kreditvurderinger er en privat sag. Burde det ikke være nationalbankerne der lavede det? Chresten Sørensen påpegede også, at der var en frygtelig masse forskellige tilsyn i USA til at skal holde øje med finansverdenen, men at de på ingen måde levede op til deres ansvar. Dansk finansiel uansvarlighed Man kan jo trække en parallel til Danmark, hvor Amagerbanken fik et lån på 6,7 mia. kr. fra den danske stat, få uger inden den gik bankerot. Hvor var opsynet og ansvaret dér? Dem, der skulle føre tilsyn, gjorde det ikke ordentligt. Dem, der skulle regulere, levede ikke op til deres ansvar. Der var al for lidt regulering og tilsyn. Man overlod det til bankernes godtykke, hvordan de ville styre tingene. I stedet for, som under Glass/Steagall, at dele bankerne i to: Den ene del er den, der er kritisk for samfundsøkonomien som helhed, som f.eks. almindelig indlåns- og udlånsaktivitet juli 2011 osv. Der må man opretholde nogle vældigt strikse standarder, så man ikke kan tage folks sparepenge og spille med på Wall Street eller andre suspekte steder. Så er der så investeringsbanker som f.eks. Saxo Bank, der i princippet bare er nogle sidegadevekselerer, der tjener gode penge på at narre dummernakker til at investere i alt muligt mærkeligt. Der skal stå tydeligt på sådanne institutioner, at de ikke er en normal bank. Det må ikke hedde Saxo Bank. De kunne jo kalde sig Saxo Kasino, men det skal være klart, at det ikke er en normal bank. Det er ikke et sted, hvor man sætter sine penge ind og tror, at man får dem tilbage igen. I den udstrækning vi overhovedet tillader sådanne ting at eksistere, så skal det være klart, at hvis de får problemer, så får de ingen hjælpende hånd fra det offentlige. Statsministeren og nationalbankdirektøren vil græde tørre tårer, hvis de går ned, for de var alligevel ikke til gavn for samfundet som helhed. Den Glass/Steagall-separation er den eneste mulighed, hvis banker er noget man fremover skal kunne have tillid til. Ellers kan hvem som helst oprette en Ebberød Bank, hvor folk sætter deres penge ind, men når folk så kommer for at få pengene tilbage, så er de forsvundet. Det er ikke særligt godt, for vi har brug for banker man kan have tillid til. Mange folk, der burde have råbt vagt i gevær, har ment, at det var bedre for deres personlige karriere at holde kæft, og i stedet være glad for at de steg i graderne og fik deres gode løn. Det kom flere af talerne på konferencen ind på. Dertil kommer den sammenblanding der er mellem den offentlige og private del af finansverdenen. Folk arbejder måske for en privat finansinstitution og bliver så ansat i det offentlige. Når de så har været der i en årrække, så vender de tilbage til finansverdenen igen. Det skaber et problem, for der bør være vandtætte skodder mellem finansinstitutioner og de offentlige myndigheder, der skal kontrollere dem. Hvad skulle forhindre korruption? Hvad skulle forhindre, at man tilgodeser sine gamle venner og fremtidige arbejdsgivere? Hvis man har arbejdet for Goldman Sachs eller Danske Bank, og man, efter at være blevet ansat i en offentlig stilling, ser, at ens gamle arbejdsplads har problemer, så er det jo rart, hvis man kan få overtalt nogle politikere, der ikke har den fjerneste idé om, hvad der egentlig foregår, til at lange et kæmpe milliardbeløb over disken til Danske Bank eller Goldman Sachs. Når man så et par år senere søger ud i det private erhvervsliv igen, så skulle det da være mærkeligt, hvis der ikke var et godt betalt job til dig hos dine gamle venner. Chresten Sørensen og Eric De Keuleneer var begge i deres taler inde på, at det her er en meget rodet affære, der kræver et strengt tilsyn. Den næste taler på konferencen var Lyndon LaRouche, der talte om»den nuværende krise i USA og dens betydning for Europa«. Hans tale var i høj grad også et indlæg i debatten med de europæiske økonomer, om hvordan det amerikanske kreditsystem har fungeret historisk. Hvorledes det adskiller sig fra det europæiske monetære system, for forskellen mellem et kreditsystem og det traditionelle euro- Schiller Instituttet 7

8 pæiske»pengesystem«er et blindt punkt hos europæiske økonomer. Det er et meget vigtigt emne, som jeg ikke kan gå i dybden med her, men som vi vil vende tilbage til på et senere tidspunkt. Det er kernen i det, Hamilton, som USA s første finansminister, gjorde, da USA skulle grundlægges som nation, og man oprettede USA s første nationalbank, hvad Lincoln senere foretog sig under Den amerikanske Borgerkrig for at opbygge USA, og hvad Roosevelt gjorde i 30 erne for at genopbygge den amerikanske økonomi, og som Kennedy også så småt gik i gang med, inden han blev skaffet af vejen. Det er en måde, hvorpå et land selv, i stedet for at sidde og vente på, at private finansielle interesser rundt om i verden har lyst til at låne landet penge, bruger sin autoritet som suveræn nation, og det mandat man har til at tjene det almene vel, til at skabe den fornødne kredit, der kan sikre at nationen får en fremtid. Talerne blev fulgt af en meget spændende diskussion, hvor der også blev oplæst en støtteerklæring til konferencen fra fagforeningen IAM, der har specialarbejdere som medlemmer fra fly- og maskinindustrien, hvor man støttede konferencen og kravet om en ny Glass/Steagall-lov. Naturvidenskab i stedet for ideologi Det næste panel drejede sig om»naturvidenskabens overlegenhed i forhold til ideologi«. Første taler var Sky Shields fra LaRouches»basement«-team, en ung videnskabsgruppe, der sidder i LaRouches kælder og laver banebrydende videnskabeligt arbejde. I sin tale»universet er kreativt«kom Sky meget ind på den russisk-ukrainske videnskabsmand Vladimir Vernadskij, der sammen med LaRouche har været en af grundpillerne i det videnskabsarbejde de er i gang med netop nu. Derefter talte professor emeritus Friedrich-Karl Ewert fra Paderborn Universitet om»svindlen med menneskeskabt klimaforandringer«. Det ville selvfølgelig også have været spændende, hvis Henrik Svensmark også havde været på panelet. Det var der mange, der gerne havde set, og det kan måske komme på et senere tidspunkt, for rigtig meget af den stormflod af nyt videnskabeligt arbejde, der klart dokumenterer, at det er absurd at tale om mennesket som den afgørende faktor i de nuværende klimaforandringer, bygger på Svensmarks banebrydende arbejde. Det bliver dag for dag stadigt tydeligere, at det er den faldende solaktivitet og den stigende kosmiske stråling, der bevirker de nuværende forandringer i Jordens klima. Professor Ewert fortalte også sin begejstring over, hvor mange unge mennesker der var til stede på konferencen, for i denne sammenhæng er man vant til, at der sidder en masse gamle nisser blandt tilhørerne, der måske ved en hel masse, men som ikke lige er dem, der går ud og vælter verden. For at gøre det, skal man have den unge generation med, som det var tilfældet på konferencen. Derefter talte Erwin Shöpges, vicepræsident for den belgiske sammenslutning af mælkebønder, MIG, der faktisk også var ganske ung og passioneret, om»hvordan afreguleringen har ødelagt vores landbrug, og hvordan vi kan redde det igen«. Han talte om et landbrugserhverv, der i allerhøjeste grad er truet af de globale fødevarekarteller, og som skal kæmpe for sin overlevelse. Det gælder i allerhøjeste grad også i Danmark, hvor det er mange år siden, at landmændene egentlig tjente penge på sit erhverv. Man har overlevet på at optage stadig større lån med sikkerhed i de stigende priser på landbrugsjord, og nu da det bal er forbi, så venter mange blot på at må dreje nøglen om. Så fulgte et foredrag af professor Sergej Pulinets fra Instituttet for anvendt geofysik i Moskva:»Kan vi forudsige jordskælv? Hvordan står det til med den nuværende forskning«. De, der har fulgt lidt med på LaRouchePac, kender ham som en ledende forsker i forvarsler til jordskælv, men han ændrede faktisk sit planlagte foredrag, da nu ånden var ude af flasken i klimaspørgsmålet. Han forsøgte at give tilhørerne en indsigt i, hvordan ionosfæren fungerer, og hvordan der faktisk er en direkte sammenhæng mellem udefrakommende påvirkninger af ionosfæren og dramatiske vejrbegivenheder. Han viste også, hvordan det faktisk vil være muligt for os at påvirke vejrsystemerne, så når man f.eks. kan få et kraftigt stormvejr til at skifte kurs. Han talte selvfølgelig også om muligheden for at kunne lave en effektiv varsling af fremtidige jordskælv. Pulinets snakkede med rigtig mange af deltagerne i løbet af konferencen, og i et efterfølgende interview med ham på LaRouchePac, efter at hele konferencen var ovre, sagde han, at det havde været en fantastisk konference, og at det er sjældent, at man både har videnskab og sjæl med på samme tid. Han sagde, at nu måtte man sørge for at få talerne oversat til rigtig mange sprog og få budskabet spredt ud over hele verden så hurtigt som muligt. Den klassiske musiks afgørende rolle Der var en meget intensiv stemning på konferencen, og der var helt klart en speciel ånd til stede. Medvirkende til det var også, at alle de forskellige paneler blev indledt med et lille stykke klassisk musik. Før søndagens første panel sang og spillede de to viceformænd for Schiller Instituttet i Danmark, Feride Gillesberg og Michelle Rasmussen, Beethovens sang»seufzer eines Ungeliebten und Gegenliebe«WoO 118, som er en musikalsk forløber til Beethovens»Korfantasi«og hans 9. symfoni. Udover disse dejlige musikalske introer, var der så også en decideret koncert lørdag aften, hvor medlemmer fra Schiller Instituttet, med hjælp fra et par venner udefra, løftede taget på salen med vidunderlig klassisk musik. Aftenen begyndte med Johann Sebastian Bachs»Cellosuite BWV 1007«og Ludwig van Beethovens»Frühlingssonate«for violin og klaver. Derefter sang operasangeren Antonella Banaudi to sange fra Robert Schumanns Frauenliebe und Leben og en arie fra Giuseppe Verdis Opera»Maskeballet«. Den lagde salen ned. Som afslutning sang Schiller Instituttets kor og orkester, med stor dansk deltagelse, Verdis»Va, pensiero«fra operaen Nabucco og Beethovens»Korfantasi«op. 80. Det var fantastisk flot. Mange deltagere på konferencen, som ikke har været til klassisk 8 Schiller Instituttet juli 2011

9 musik før, var dybt bevæget og fattede, at der faktisk er noget guddommeligt over levende klassisk musik. Det er værd at bemærke, at Benjamin Lylloff her fra København var klaversolist ved Korfantasien, og at han sammen med sin mor, der har en lang karriere bag sig som professionel violinist, spillede en vigtig rolle i store dele af det musikalske program. Næste dag var der to paneler:»industrialiseringen af Afrika den moralske test for Europa«og»Klassisk kultur som en nødvendig betingelse for menneskeheden«. Det sidste tror jeg faktisk, at alle deltagerne havde fået indblik i ved koncerten aftenen før. Der var et stort fransk input med først Jacques Cheminade, der er kandidat ved det fransk præsidentvalg i 2012, som holdt en tale om, hvordan han ser»det franske præsidentvalg som en kreativ udfordring for at sikre en almen renæssance for udviklingspolitikken«. Han talte om de to hovedplanker i hans kampagne, som er indførelsen af Glass/Steagall og Frankrigs rolle i at sikre retfærdighed og økonomisk udvikling rundt om i verden. Det er en vigtig ting internationalt, da Frankrig på grund af sin kolonibaggrund har mange forskellige indvandrergrupper i Frankrig og spiller en stor rolle i sine tidligere kolonier. Eric Verhaeghe, tidligere bestyrelsesmedlem af den franske arbejdsgiverbevægelse, talte så om En fransk Glass/Steagall-lovgivning«; Daniel Heydt, borgmesteren fra Bellange, Moselle, i Frankrig, som var en repræsentant for de mange borgmestre, der støtter Jacques Cheminades præsidentkandidatur (man skal have 500 underskrifter fra borgmestre eller medlemmer af nationalforsamlingen for at kunne stille op til præsidentvalget), talte om»finanskrisens konsekvenser for de franske kommuner«. Wolfgang R. Grunwald, der er tysk firmarådgiver, talte derefter om»hvordan overvinder vi Kasino-kapitalismen: Gennem reform eller revolution?«det sidste panel blev indledt af dr. Marcello Vichi, ingeniør fra Italien og forfatter til det oprindelige Transaquaprojekt, som talte om»vandoverførsel fra Congo til Tchad: Transaqua-Projektet«. Og derefter holdt Lyndon LaRouche en fascinerende tale om»kreativitet som sådan«. Operasangeren og sanglæreren Antonella Banaudi holdt et foredrag om»den musikalske sjæl«, og chokerede mange med at fremlægge hvor personlig og afslørende en ting stor musik faktisk er. Hun har i mange år arbejdet med at forstå og beherske LaRouches ideer, og derigennem også få en meget dybere indsigt i hvad hun selv er i gang med, når hun synger og spreder den klassiske kulturarv.. Talerrækken blev afsluttet af professor dr. Dieter Ameling, der er tidligere præsident for industriforeningen Stahl (Stål) i Tyskland. Han holdt talen»forbundsregeringens nye energipolitik fører til tysk afindustrialisering«. Det var en skrækrapport om, hvor hurtigt Tyskland vil miste hele sin tungindustri, hvis Angela Merkels politik med at nedlægge de tyske kernekraftværker står ved magt. Hvis ikke det ændres, så kan man glemme Tyskland som økonomisk motor, og dermed kan man også lukke og slukke i resten af Europa. Hvis vi ikke vil ende som dinosaurerne Med Schiller Instituttets konference er der et alternativ på bordet. De ledende institutioner og folkene i dem har satset hele deres karriere på en politik, der har ført civilisationen til afgrundens rand og sat os på autopilot imod en ny mørk tidsalder. For dem, som ønsker noget bedre, er det afgørende ikke den præcise dato for katastrofen, men i stedet hvordan vi får skiftet kursen. Vi kan ikke gøre som vi plejer og forvente et andet og bedre resultat. Vi er tvunget til at gøre op med vor egen dumhed og de alment accepterede vrangforestiller, ligegyldigt hvor populære de så ellers er. Som f.eks. at vindmølleenergi skulle være bedre end strømmen fra kernekraftværker; at det er penge, der er fundamentet for økonomien, og at vi derfor skal have et pengesystem i stedet for et kreditsystem; eller at mennesket er noget skidt og en belastning, og at det derfor er godt, hvis der bliver færre mennesker i verden. Løsningen til vore problemer er ikke at fjerne mennesker, men at sætte mennesker til at gøre det, som kun mennesker kan: Til at skabe videnskabelige og teknologiske gennembrud. Vi kan tilegne os ny indsigt gennem at sætte spørgsmål ved det, vi alle sammen troede på og finde ud af, hvor det er, vi er gået galt i byen. Vi kan så skabe nye hypoteser om, hvordan tingene fungerer, som er i langt bedre overensstemmelse med naturlovene, og det sætter os i stand til at finde løsninger, som ikke var mulige i den gamle geometri. Hvis vi handler som kreative mennesker, som repræsentanter for den kognitive kraft i universet, så vil der altid være en løsning. Det er læren, når man studerer udviklingen på Jorden, og i de dele vi kan betragte af resten af universet. Det er en underlæggende anti-entropisk udvikling, og de mange forskellige arter, vi kan se gjorde sig gældende på et tidligere punkt i Jordens udvikling, er næsten alle gået til grunde, fordi de nåede til grænsen for deres udviklingspotentiale. Når de så ikke kunne udvikle sig længere, og derfor ikke kunne leve op til den fortsatte udvikling, som universet krævede, så døde de ud og blev erstattet af nye og bedre arter. Som vi f.eks. så det med dinosaurerne. Det er vor opgave at sikre, at menneskeheden ikke går samme vej som dinosaurerne. Hvis vi siger:»nu skal vi ikke udvikle os mere. Nu skal vi have nulvækst. Mine fejl og mangler er så fremragende, så enestående brillante, at de skal bevares til evig tid, generation efter generation. Der skal være de samme fejl og mangler, de samme tåbeligheder i al evighed«. Hvis vi gør det, så går vi samme vej som dinosaurerne. Hvis vi derimod bruger vort talent til at lave nye opdagelser, til bedre at forstå hvordan universet fungerer, og til at forstå hvor tåbelige vi selv tidligere har været - for det er nøglen til enhver god videnskabsmand - så skal vi nok klare os igennem det her. Det er udfordringen lige nu, for både unge og gamle. Brug dit talent til noget stort. Grib ind i historien. Sørg for at være med i det store slag, der udkæmpes netop nu, for det er nu, at der er en chance for at foretage de udødelige gerninger, som giver menneskeheden en fremtid på rigtig lang sigt. juli 2011 Schiller Instituttet 9

10 - fortsat fra side 3 briterne og Wall Street. Et spil, som nu er sprængt i stumper og stykker, og som de prøver at holde sammen med ståltråd. Vi har løsningen. Problemet er for det første, at Europa har den samme type af problemer som vi har i De forenede Stater - ikke nødvendigvis de samme problemer, men samme type af problemer. Der findes ikke nogen måde, hvorpå dette system kan fortsætte med at eksistere, fordi der ikke findes nogen måde, hvorpå man på samme tid kan forøge gælden - den værdiløse gæld uden at knuse den fysiske økonomi i Europa og USA og andre steder i verden. Der er ingen mulighed for at opbløde denne proces; ingen. Vi bliver nødt til at tilintetgøre store mængder af den nuværende gæld. Og naturligvis vil vi eliminere den ubrugelige gæld, den rene parasitiske gæld, og Glass/Steagall-modellen vil indgå i denne proces. Glass/Steagall kan tage alt affaldet, al gældsaffaldet i Europa, af den type vi ikke kan betale for, og give det til det relevante kommercielt banksystem. Det er jeres! Det er alt sammen jeres! I ville have det; nu får I det! Rart? Sødt? Åh, det er sødt. Du ved ikke hvor sødt det her er; du har endnu ikke tilegnet dig mine tanker om dette. Det vil du snart, med vores hjælp, bare for at sikre at I alle får en god chance for en stille latter. Tiden er inde til dette, for hvis Europa ryger, så ryger USA. Hvis USA ryger nu, så ryger Europa. Derfor har de ikke noget valg. Opføre sig ordentligt, eller dø; det er deres valg. Og de har ikke noget middel mod det; ingen løsning, undtagen at forsøge at indføre diktatur. Og et diktatur vil eksplodere. Fordi forsøget på hovedkulds at indføre det vil skabe forvirring, og det hele vil gå i opløsning. Hvis vi i dette øjeblik har viljen og evnerne, kan vi forandre verden. Timen er slået! Antallet af tilhængere betyder intet! Politisk indhold har betydning; politikken, som udgør en løsning, har betydning. Systemet kan ikke leve længere. Begravelsesklokkerne ringer; de sidste krampetrækninger er begyndt. Og alle de fjolser der har været imod os - dem griner vi af. Fordømte dumme fjolser! I troede I var smarte. I mente at vide noget, som vi ikke vidste. Ja ja, I har lige lært lektien. I vidste intet. Så, det første punkt vil være en politisk erklæring, der skal tage sig af den nuværende verdenskrise, som nu er ved at blive antændt både af USA s nuværende præsident, med hans idioti, og synkront med krisen i Europa, som er den mest dødbringende krise Europa har oplevet siden 2. verdenskrig. Det er i gang nu; i nat og i morgen. Trommerne slår, spillet er slut, og vi ved hvad der skal gøres; i det mindste ved jeg. Et kreditsystem Det vi må gøre er at etablere et kreditsystem for hele verden i stedet for det nuværende system. Hvorfor? Fordi den eneste måde at redde Europa på er ved først at gennemføre en reorganisering i stil med Glass/Steagall-loven. Men det er kun første skridt. En reorganisering af Glass/ Steagall-typen betyder, at hele kategorier af gæld overdrages til et kommercielt banksystem for at se om det kan sluge dem. De er ikke længere de statslige institutioners ansvar. De er smidt væk; det er spillegæld, det er matadorpenge, der i dag kaldes aktiver. Brænd dem! Godt. Så, det er første punkt. Europa er nødt til omgående at indføre en Glass/Steagall-standard. Ellers kan dette problem ikke løses. Der er ingen mulig løsning. De fleste af de såkaldte aktiver er falske. De er nominelle papirer uden nogen sikkerhed, bortset fra evnen til at udplyndre og dræbe folk i Europa og andre steder. Man har et valg: Ønsker man at dræbe folk? Ønsker man at begå massemord i et forgæves forsøg på at forsvare disse værdier? Vil man forsøge at oprette et diktatur, hvor der ikke er værdier til at købe de nødvendige instrumenter til diktaturets oprettelse? Det der skal gøres er derfor, at Europa er nødt til at gennemføre en konkursbehandling. En sådan operation kunne Europa ikke overleve, fordi mængden af værdiløs gæld langt overstiger andre nødvendige behov samt aktiverne. Derfor er man nødt til at annullere disse falske aktiver. De kan ikke indfris med rigtige penge; man kan ikke indfri dem med menneskers liv og lemmer. Det er umuligt. Hvis du prøver at gøre det, vil Europa ophøre med at eksistere. Europa vil blive opløst i kaos, i en ny mørk middelalder, langt værre end noget du nogensinde har drømt om. Og dette er aktuelt lige nu. Så derfor, hvad er løsningen? Europa vil, hvis man annullerer al den værdiløse gæld, gå konkurs. Hvad er løsningen? Det er Alexander Hamiltonløsningen, som den blev praktiseret ifølge USA s forfatning. Vi annullerer affaldet, vi honorerer den legitime gæld, der eksisterer i en legitim form, og vi opretter et kreditsystem, hvor vi overflytter den legitime gæld fra staterne, den legitime gæld fra nationen, der nu ligger i staterne, den flytter vi til et kreditsystem, på samme måde som man gjorde det ved dannelsen af den amerikanske forfatning. Det virker. Det er Det amerikanske System, det ægte amerikanske system. På denne måde kan vi overleve. Hvorfor? Lige nu kan mængden af den faktisk ombyttelige kredit, der repræsenterer USA s eksisterende gæld, hverken afdrages eller opretholdes, medmindre den underlægges en Glass/Steagallforordning. En sådan forordning fandtes i den amerikanske forfatning, allerede før Glass/Steagall blev indført. Når dette er gjort vil vi have en størrelse, der ikke er penge. Det er en nominel gæld i et kreditsystem, ikke i et monetaristisk system. USA s gæld afhænger ikke længere af penge. Det er, hvad USA blev indrettet til at være. Det er forskellen mellem USA og Europa, og det har det været, lige siden denne opdagelse blev gjort. Så, derfor kan Europa ikke overleve. Tja, måske hvis man ville gå sammen med Amerika og USA i en lignende politik, som et Glass/Steagall for Europa. Derfor er Europa bankerot. Hvordan kan de så takle dette problem? Tja, hvis USA har taget Glass/Steagallreformen til sig, bortkaster alt det ragelse der er i omløb, og siger: Gå hen til Wall Street og sig: Hej! Jeg har gode nyheder til jer! I kan få det hele for jer selv. Vi har intet med det at gøre. Vi vil ikke betale for det, vi skylder det ikke væk. Det er ikke vores, det er jeres! Alt sammen jeres! Wall Street, prøv at se om I kan æde den. Hvis I ikke kan æde 10 Schiller Instituttet juli 2011

11 det, så stik det op et vist sted! Det er den grundlæggende fremgangsmåde. Så derfor, hvis vi gennemfører en Glass/Steagall-reform, og hvis Europa laver en tilsvarende foranstaltning eller reform, så kan vi redde den transatlantiske region, ganske enkelt. Det er gennem et kreditsystem, som beskrevet af Alexander Hamilton, da han udarbejdede vores forfatning. Med andre ord, vi slipper af med skidtet! Tag al skidtet, det ubetalelige møg, det værdiløse møg i systemet - det er spekulative penge - det er hvad det er, ren spekulation. Matadorpenge. Så, hvordan løser vi nu problemet? Europa kan ikke komme ud med en kreditbalance stor nok til at opretholde de europæiske industrier og landbrug m.m. Hvad gør vi? Vi er nødt til at overgå til et fastkurs-system, Roosevelts faste valutakurssystem. Sådan løses problemet. For det, vi vil ende med at gøre, er at nedskrive al den gæld, som er oppustet gæld, på samme måde som i et Glass/Steagall-system. Vi skal bare fjerne alt skidtet - det er ikke legitim gæld. Forøg produktionen Så, vi får ved at reducere Europas forpligtelser råd til at hjælpe med til at overtage slynglernes gæld. Og vi kan overtage USA s gæld. Hvilket betyder, at vi må i gang med at arbejde, fordi vi skal i gang med at producere, for at dække den gæld der er skabt af vor nations fortsatte skalten og valten. Den forpligtelse vi må opretholde er livsvigtige fysiske funktioner for nationen. Alt andet er bare et spørgsmål om debat; det er et spørgsmål om betænksomhed. Hvis vi forøger vores investering i atomkraft kan vi få mere kredit. Hvis vi får fusionskraft kan vi få endnu mere kredit. Hvis vi kunne få stof-antistof-reaktioner -- åh, en enorm mængde af kredit. Fordi produktiviteten per indbygger og per kvadratkilometer af De forende Stater -- som i Europa -- pludselig vil stige kraftigt! Med andre ord, vi kan næsten finansiere alting, hvis vi leverer den teknologiske forbedring og investeringer i produktiviteten af den art. Det er i virkeligheden ikke noget problem. Problemet er, hvis man tror på penge i et monetaristisk system, så er man på den. Man bliver nødt til at opgive ideen om et monetaristisk system. Man bliver nødt til at opgive Adam Smith, eller anbringe ham der hvor han hører til, fordi med et Adam Smith-system kan man ikke redde verden; man kan ikke holde verdenen i live. Adam Smith er endelig, længe efter hans stinkende død, ved at komme til sit endelige hvilested, som vi håber ikke er i vores kvarter. Derfor er vi på vej til en fysisk økonomi, i hvilken produktiviteten, fysisk produktivitet og lignende per indbygger vil være basis for økonomien. Det er et kreditsystems natur, et hamiltonsk kreditsystem - et nationalbanksystem. Og nationalbanksystemet er hovedsageligt et depot for kreditsystemet. Og fra nationalbanken udvikler og støtter man de andre banker, som lever op til standarden for banker, rigtige banker, kommercielle banker. Og med kommercielle banker inkluderer man også visse andre typer af bankfunktioner, der ikke giver renteafkast på den almindelige måde. juli 2011 Som vi gjorde med långivning til boligmarkedet, der blev elimineret under Carter-administrationen. Så vi genopretter den kapacitet. Med en simpel reform, eller kombinerede etaper af reformer - ved at etablere en kreditsystemsreform i Europa og USA og ved at regulere kreditstrukturen på grundlag af produktiv virksomhed, med forventning om en bestemt produktivitetsbase atomkraft, får man en bonus; med fusionskraft får man en endnu større bonus. Og hvis man kan få stof-antistof-reaktioner til at virke, får man igen en endnu større bonus. Højteknologi, nye typer af jernbanesystemer til at erstatte overfyldte motorveje. Alle disse ting forøger værdien af produktionen per indbygger og per kvadratkilometer i økonomien. Vi må lave en revolution, og enten accepterer de den, eller dør. Og det skal gøres klart for dem. Tiden er kommet for en god revolution -- denne her. Et globalt fastkurssystem i hvilket spørgsmålet om fysisk produktion per indbygger og per kvadratkilometer er standardmålet for værdi. Så simpelt er det. Hvis du producerer højteknologi, forøger du investeringen i og udviklingen af vores befolkning, dets kreative og produktive evner, så du får en bonus. Fordi den føderale regering må vurdere den relative produktivitet, den fysisk produktivitet, som den kommer til udtryk gennem investeringer. Og man vil se, at den samlede mængde af gæld, per indbygger, vil stige. Men din produktivitetsforøgelse vil mere end balancere det. Og dette er systemet. Så simpelt er det. Menneskehedens udødelighed Det andet vi må gøre er en dybereliggende betragtning. Man kan ikke have et system, der måler værdi baseret på hvad nogen gør i deres egen levetid. Man bliver grundlæggende set nødt til at indregne sjælens udødelighed, baseret på en forøgelse af arbejdsstyrkens produktive evner, specielt når det drejer sig om pengebegreber. Værdien af det enkelte individ, som udtrykt i udviklingen af dets kreative evner, og værdien af fremtiden, som man repræsenterer, selv efter ens død, ved at have været med til at gøre fremtiden mulig. Derfor vil der være en arv. Arven til de ufødte fra dem som arbejder. Dette er meget grundlæggende principper. De involverer en dybere forståelse af teknologi, hvordan teknologi virker o.s.v.; det er, hvad det handler om. Se og læs mere om Lyndon LaRouches idéer på: Schiller Instituttet 11

12 Webcast med Lyndon LaRouche torsdag den 21. juli, kl International Schiller Institut-konference i Rüsselsheim: RED CIVILISATION FRA AFGRUNDEN Dansk økonom fhv. overvismand Christen Sørensen Italiensk operasanger Antonella Banaudi Amerikansk videnskabsmand og LYM-leder Sky Shields Russisk videnskabsmand Sergey Pulinetz Besked fra Amerikansk fagforeningspræsident Buffenbarger Dansk opførelse af en sang af Beethoven Fransk fhv. bestyrelsesmedlem af arbejdsgiverforening Eric Verhaeghe Italiensk ingeniør: Afrikansk Transaqua vandprojekt Marchello Vichi Et udpluk af konferencens mange talere og klassisk musikopførelser. Se videoerne fra hele konferencen på: 12 Schiller Instituttet juli 2011 Schiller Instituttets Nyhedsorientering er udgivet af Schiller Instituttet. Redaktion: Tom Gillesberg (ansvh.), Michelle Rasmussen, Percy Rosell, Hans Schultz, Janus Kramer Møller, Anne Stjernstrøm. Homebanking: , Giro: Eget tryk.