Breivik set fra Tyrkiet

Transkript

1 ANALYSE September 2011 Breivik set fra Tyrkiet Mehmet Ümit Necef Artiklen diskuterer, hvorfor der nærmest er opstået en national konsensus i Tyrkiet om, at Breiviks terrorangreb er et symbol på en udbredt islamofobi i Europa. Spørgsmålet er, om vi bag denne konsensus først og fremmest kan finde en udbredt tyrkisk modvilje og skepsis over Europa.

2 Mehmet Ümit Necef: Breivik set fra Tyrkiet 2 D et er forkert at se Breivik-sagen i Norge som simpel galskab. Europæiske politikere nægter at se sandheden i øjnene. Vi har sagt det mange gange før: Angrebet i Norge er en manifestation af den udbredte islamofobi i Europa. Breiviks massakre er regningen for den islamofobi, der ligger bag europæernes mentalitet. Sådan sagde den tyrkiske premierminister Recep Tayyip Erdogan på sin pressekonference i Aserbajdsjans hovedstad Baku ( , TRT-1 Nyheder). Med den analyse gav han udtryk for den nationale konsensus, der er opstået i kølvandet på hændelserne i Norge: Breiviks terrorangreb er blot toppen af isbjerget og et fortættet symbol på et generelt europæisk had til islam. Lad os tage et par eksempler fra den tyrkiske presse. Erdogan og Türkiye tog nogenlunde vare på deres sprogbrug, men der var mange, som gav deres vrede mod Vesten frit løb. En af landets mest fremtrædende avis- og tvkommentatorer Fatih Altayli skrev i sin klumme i Haber Türk, , om Breivik: Hvad adskiller denne morder fra Sarkozy og Merkel? Er oslomorderens dybe kultur ikke den fremvoksende følelse i Europa nu? I den regeringsvenlige avis Türkiye var overskriften et par dage efter Breiviks ugerning ( ): Europa søger sin egen morder. I avisens leder stod der: Europa, der ser gennem fingrene med racistiske tendenser, er i chok. Og skribenten noterer med slet skjult skadefryd, at Nicolas Sarkozy og Angela Merkel er på morderens dødsliste. Et par dage efter Breviks terroranslag lød det venstreliberale dagblad Milliyets overskrift: Nu er de vågnet op. Europæiske ledere har opildnet til nationalisme og islamofobi af indenrigspolitiske grunde. Efter massakren i Norge virker det, som om de har forstået, hvilket farligt spil de har sat i gang ( ). Milliyet fremførte, at europæiske ledere ville bruge det hadske klima, som ekstreme højrefløjspartier og -bevægelser har skabt, til egen fordel. Derfor har de ved deres holdninger tilskyndet til racisme. Men nu er Europa [er] faldet i den brønd, de selv har gravet (Milliyet). Fra den mere seriøse og regeringskritiske del af pressen skrev den højtrespekterede tyrkisk-armenske intellektuelle og kommentator, Etyen Mahcupyan, ordret: Anders Brevik synes ikke at være en person, der er kommet på afveje fra mainstream (Today s Zaman, ). Generaliseringer Man kan med rimelighed fremføre, at disse kommentarer gennemsyres af et højt generaliseringsniveau. Der tales om Europa, den europæiske mentalitet, europæiske ledere, den europæiske mainstream osv., som om disse størrelser udgør en homogen og samlet islamfjendtlig blok. På det punkt har

3 Mehmet Ümit Necef: Breivik set fra Tyrkiet 3 der været en betydelig forskel mellem den tyrkiske og den danske debat. I Danmark fremførte en række debattører, at Breivik både var et resultat af og en manifestation af tankegodset i en bredere kreds af højreorienterede og islamfjendtlige partier, mere eller mindre diffuse grupper ofte samlet omkring bestemte internetsider. Men der var ikke nogen i de toneangivende medier, der påstod, at Breivik var et resultat af eller symbol på den europæiske mentalitet. Så radikale synspunkter har ikke gjort sig gældende i den danske mediedebat. At der i Tyrkiet i kølvandet på Breiviks ugerninger nærmest er opstået bred konsensus om, at han skulle være repræsentant for europæernes islamofobi, racisme og nationalisme, kan undre én. Denne konsensus kan tyde på en udbredt occidentalisme, dvs. en tro på, at Vesten essentielt er ondskabsfuld, rådden og umoralsk. En fjendtlig holdning til Vesten i Tyrkiet, i denne sammenhæng specielt til Europa, er tilsyneladende ikke kun forbeholdt højrefløjen og nationalisterne, men er også bredere funderet i det politiske spektrum og den intellektuelle verden. Occidentalisme og konspirationsteorier Tyrkerne har tendens til at forklare deres historiske og nutidige problemer med henvisning til udenlandske, vestlige eller imperialistiske kræfters interventioner og konspirationer. Stiller man spørgsmålet om, hvad der skete med det armenske mindretal i , er svaret parat: Europæiske magter blandede sig og støttede armenske terrorister, og vi blev nødt til at forsvare os (Akcam 2004: 208 ff.). Handler debatten om det kurdiske problem, lyder forklaringen noget i retning af: Vi levede i fred og fordragelighed med vores kurdiske brødre, lige indtil udenlandske kræfter mobiliserede en lille klike af forrædere, der ville hjælpe dem med at svække landet (Yegen 2007). Spørger man om noget som helst, der rækker fra Det Osmanniske Riges tilbageståenhed siden og 1700-tallet i forhold til de europæiske stormagter og til de problemer, Tyrkiet har ud over de armenske og kurdiske, nøjes mange tyrkere med blot at gentage litaniet: Dette eller hint skyldes udenlandske, læs: amerikanske eller europæiske, kræfters indblanding og konspirationer hånd i hånd med lille gruppe af forrædere inde i landet (Uslu 2008). Tyrkernes occidentalisme har dybe rødder i historien. I denne sammenhæng må man huske, at Tyrkiet blev bygget på resterne af et kæmpestort rige, hvis forfald skyldes enten vestlige magtes erobringer eller deres støtte til de undertrykte folkeslag i deres kamp imod osmannerne. Påstanden om, at Det Osmanniske Riges kollaps kun skyldes de vestlige stormagters imperialistiske politik er børnelærdom i Tyrkiet. Bare en skygge af selvkritik skal man lede længe efter.

4 Mehmet Ümit Necef: Breivik set fra Tyrkiet 4 Det gamle monster Fjendtligheden over for Vesten kan mærkes, føles og høres overalt i Tyrkiet. Eksempelvis lyder en strofe i den tyrkiske nationalsang, der blev nedskrevet i 1921 midt under krigen mod grækere, briter og franskmænd: Det kan godt være, at de vestlige lande er forskanset bag stålmure, men vi har grænser, beskyttet af rettroendes stærke bryst, Du er mægtig, frygt ikke! Hvordan kan dette gamle, tandløse monster, som man kalder civilisation, kvæle en så stærk tro? Når man beskriver tyrkernes landsfader, Atatürk, plejer man at beskrive ham som pro-vestlig eller pro vestliggørelse, men Atatürk var først og fremmest en glødende tyrkisk nationalist. Det, han forstod ved vestliggørelse, var ikke overtagelsen af de liberale værdier, som man plejer at kalde vestlige værdier. Han var absolut ikke interesseret i at indføre et liberalt demokrati med flerpartisystem, ytringsfrihed og respekt for politiske modstandere og etniske minoriteter. Hans ideologi, kemalismen, rummer en stærk antiliberalisme, og ordet liberal bruges ofte af tyrkere af divergerende observans nærmest som et bandeord. Atatürks vision var at skabe et moderne, dvs. økonomisk og militært stærkt og teknologisk udviklet land, som ikke længere af Vesten kunne betegnes som Europas syge mand, der kunne kostes rundt med og ydmyges, men som kunne spille en stor rolle i verdenspolitikken som i Det osmanniske Riges storhedstid. For Atatürk var Vesten altid parat til at angribe og ødelægge Tyrkiet. I en berømt og ofte citeret tale, han holdt i parlamentet i 1921, sagde han: Vi er tilhængere af en ide som betragter kampen mod imperialismen og kapitalismen, der ønsker at kvæle os, som legitim og nødvendig. Man kan se konturerne af hans antivestlige og antiliberale grundholdning vise sig endnu en gang i tyrkernes tilgang til Breivik-sagen. En paranoid nationalisme Der var godt nok et par kommentarer i den venstreliberale Taraf, der kritisk påpegede, at dele af den tyrkiske presse fokuserede på Breiviks antityrkiske synspunkter og gengav dem, som om de kunne tages alvorligt. I sit 1500-siders manifest har Breivik nemlig en grandios plan om opdele Tyrkiet i tre dele, forære Vesttyrkiet, herunder Istanbul og Izmir, til grækerne, Østtyrkiet til armenierne og overlade resten, dvs. Anatolien, til tyrkerne. Denne naragtige plan blev forsidestof i de venstreorienterede intellektuelles avis Radikal under overskriften: Djævelens plan. Avisen gengav sågar Breiviks kort, hvor han detaljeret har påtegnet de nye grænser. Sezin Öney, en klummeskribent i Taraf, reagerede imod den store spalteplads, der blev tildelt Breiviks vision om

5 Mehmet Ümit Necef: Breivik set fra Tyrkiet 5 Tyrkiet. Hun skrev: Mens der er tale om en stor menneskelig tragedie, kolporterer dele af pressen endnu en gang den paranoide nationalistiske tese om, at Hele verden pønser på konspirationer imod Tyrkiet ( ). Men Öneys stemme var en enlig svale i mediernes dækning af Brevik-sagen. Islamofobi eller liberal islamkritik Den tyrkiske nationalismes opfattelse af Europa som i bund og grund racistisk, nationalistisk og islamofobisk tjener mindst to formål. Det ene er, at Europa, dvs. det liberaldemokratiske system med et mere eller mindre udbygget velfærdssystem mere udbygget i Nordeuropa mindre i Central- og Sydeuropa forsvinder som et alternativ til status quo i landet. Tyrkerne kan læne sig tilbage og sige: Det kan godt være, vi ikke har det så godt i Tyrkiet, men de har det endnu værre derovre i Europa, og føle sig godt tilpas og velfornøjede. Man behøver ikke gå ind i en krisefyldt selvransagelse, hvor man risikerer, at skeletterne vælter ud af skabene, og egne fejl kommer i forgrunden i bevidstheden. Det er nemmere at skyde skylden på andre og nægte, at man selv er skyld i ens ikke så eftertragtelsesværdige situation. En anden konsekvens er, at der opstår frit spil for enhver mere eller mindre realistisk og jordnær fantasi over hvordan et rigtigt godt samfund bør være. Alternativerne på markedet er legio: radikalt demokratisk, socialistisk, kommunistisk, islamisk osv., men endelig ikke et liberalt demokrati inspireret af Europa. Det uforståelige er, hvorfor ellers kulturkritiske og venstreliberalt orienterede tyrkere tager del i den udbredte occidentalisme og eksempelvis fremfører, at Breiviks ugerning nærmest er repræsentant for en racisme og nationalisme, som europæerne med voksende besvær har forsøgt at skjule under en liberal fernis. Kulturkritiske tyrkeres tilgang til Breivik-sagen peger på, at anti-(europæisk)-racismen er blevet den tyrkiske nationalismes sidste bastion. Forhindre en reel debat Det andet formål, som tyrkernes opfattelse af Europa som grundlæggende tyrker- og muslimfjendtligt kunne tjene, er, at man på den måde kan forhindre en reel debat om islams og muslimske minoriteters position i de europæiske lande. Sat på spidsen er der i de europæiske lande to islam- eller muslimkritiske retninger. Den ene tager udgangspunkt i en række værdier og normer, der opfattes som universelle, såsom lighed mellem kønnene, ytringsfrihed, individuelle rettigheder, retten til at forlade ens religiøse eller etniske gruppe osv. Det er det, man kan kalde den rettighedsorienterede liberale kritik. Folk,

6 Mehmet Ümit Necef: Breivik set fra Tyrkiet 6 som abonnerer på den retning, gør sig umage for at skelne mellem islam som sådan og dens mere eller mindre ortodokse og ekstremistiske fortolkninger. Den anden retning, som man kunne beskrive som en kulturalistisk eller nationalistisk kritik af islam, retter sit angreb imod islam som sådan og fremfører tesen om, at islam hverken kan moderniseres, sekulariseres eller demokratiseres. Derfor er der to udveje tilbage for sameksistens med muslimerne: Enten skal de forlade islam, evt. til fordel for kristendommen, eller også skal de rejse til et muslimland, sådan som Mogens Camre, europaparlamentarikeren fra Dansk folkeparti, har formuleret det. Ordret sagde han: Lad mig sige det helt klart: Muslimer skal bo i muslimland og det er ikke her (fra talerstolen ved Dansk Folkepartis årsmøde i Odense i 2004). Koranen er selve problemet Der er en afgrund til forskel mellem at kritisere bestemte dele af islam og muslimske indvandreres kultur fra et liberaldemokratisk standpunkt og at påstå, at Når det gælder bekæmpelse af islamisk terrorisme, er Koranen og imamerne ikke en del af løsningen, men selve problemet, som Søren Espersen fra Dansk Folkeparti har gjort det. Hovedproblemet med dele af højrefløjen er dens tendens til at beskrive udlændingeproblemer i krigens termer, som Weekendavisens Arne Hardis formulerer det ( ). Påstande, der går ud på at præsentere islamofobi som udbredt, som europæernes indre svinehund og at angribe enhver mere eller mindre berettiget kritik og skepsis over for islam og muslimske indvandrere som racisme, islamofobi og kulturimperialisme og orientalisme, virker blot som ikke overbevisende argumenter for at kvæle en nødvendig debat. Tyrkernes opfattelse af Breivik-sagen tyder på, at det ville være gavnligt for den gensidige forståelse, hvis de satte sig ind i de forskellige retninger i europæisk politik og tænkning. Gensidige dæmoniseringer og generaliseringer kan vi ikke bruge til noget. Kilder Akcam, Taner 2005: From Empire to Republic: Turkish Nationalism and the Armenian Genocide. London: Zed Books. Fatih Altayli 2011: Breivik. Haber Türk, Hardis, Arne 2011: Bag Wiens porte, Weekendavisen, Mahcupyan, Etyen 2011: Breivik s emphaty. Today s Zaman, Öney, Sezin 2011: Karanlik Yüz (Det sorte ansigt). Taraf, Uslu, Emrullah Ulusalcılık: The Neo-nationalist Resurgence in Turkey, Turkish Studies, 9(1):

7 Mehmet Ümit Necef: Breivik set fra Tyrkiet 7 Yegen, Mesut 2007: Turkish Nationalism and the Kurdish Question, Ethnic and Racial Studies, 30 (1).