Landbrug & Fødevarer og mandatarernes bemærkninger til Naturstyrelsens udtalelse af 20. februar 2015

Transkript

1 København 4. marts 2015 Håkun Djurhuus Partner, advokat (H) T djur@bechbruun.com Sagsnr djur/djur/gsc Landbrug & Fødevarer og mandatarernes bemærkninger til Naturstyrelsens udtalelse af 20. februar 2015 Klage ID Landbrug & Fødevarer F.m.b.A som mandatar for 1. landmand Erik Ninn Johansen Eskemosegaard Slagelsevej Fuglebjerg og 2. landmand Enok Vestergård Vestergård Almevej Gilleleje København Langelinie Allé København Ø Danmark Aarhus Værkmestergade Aarhus C Danmark Shanghai Suite 1818, 18/F No. 699 Nanjing West Road Jing an District, Shanghai, T F E info@bechbruun.com Advokatfirma CVR-nr

2 2/13 1. Indledning 1.1 Landbrug & Fødevarer indgav i ovennævnte klagesag en klage til Natur- og Miljøklagenævnet over vandplanerne, generation 1, offentliggjort den 30. oktober Klagen er principiel og omfatter i princippet den samlede danske landbrugssektor. Denne klagesag føres derfor af Landbrug & Fødevarer, jf. også punkt 2 i det endelige klagesagsindlæg af 2. december Naturstyrelsen har den 20. februar 2015 afgivet en 22 sider lang udtalelse (herefter udtalelsen ) om de indgivne 154 klager over vandplanerne for (generation 1). Udtalelsen er forholdsvis generisk, selvom Naturstyrelsen har brugt 14 uger mere end lovens hovedregel på 3 uger, til at fremkomme med udtalelsen i henhold til miljømålslovens 56, stk. 3. Udtalelsen er på en række punkter direkte mangelfuld. Som eksempel fremhæves det, at den til skade for Naturstyrelsens argumentation helt centrale bestemmelse i miljømålslovens 3, stk. 2, slet ikke omtales. Miljømålsloven 3, stk. 2 er sålydende: Statslige myndigheder, regionsråd og kommunalbestyrelser er ved udøvelse af beføjelser i medfør af lovgivningen bundet af vandplanen og den kommunale handleplan og skal herunder sikre gennemførelsen af indsatsprogrammet og den kommunale handleplan. (understreget her) 2. Landbrug & Fødevarers hovedargumenter og Nat ur st yr elsens udt alelse af 20. februar 2015: 2.1 Landbrug & Fødevarers hovedanbringender i klagesagen: Landbrug og Fødevar er gør, som sit hovedanbringende, gældende, at Nat ur st yr elsen i vandplansafgørelsen har foret aget en endelig og bindende karakterisering af vandløb og vandløbsstrækninger, uden forudgående prøvelse af, hvorvidt lempelsesbestemmelserne i m iljømålslovens 15, 16

3 3/13 og 17, finder anvendelse i de enkelte vandplansafgørelser. Det gøres gældende, at Naturst yrelsen har pligt til forud for de endelige og bindende karakteriseringer af vandløb og vandløbsstrækninger i vandplanerne at foretage denne pr øvelse. Det fremhæves, at efter at de påklagede afgørelser er truffet kan alene Naturst yrelsen ændre vandløbenes karakterisering, jf. herved miljømålslovens 3, st k. 2, hvoreft er statslige myndigheder, regionsråd og kommunalbestyrelser, ved udøvelse af beføjelser i medfør af lovgivningen er bundet af vandplanen. Ved at træffe afgørelser i form af de statslige vandplaner, uden at prøve lempelsesbestemmelserne, er lempelsesbestem melserne af Nat ur st yr elsen gjort illusoriske og indholdsløse, da de ikke efterfølgende kan prøves af andre administrative m yndigheder. Det gøres gældende, at en sådan fakt isk implementering er direktivstridig. Det gøres videre gældende, at dette forhold i sig selv udgør en så væsentlig og fundamental retlig mangel ved vandplansafgørelsernes tilvejebringelse, at vandplanerne må tilsidesæt t es som ugyldige. 2.2 Uddybende bemærkninger til hovedanbringenderne ovenfor: Naturstyrelsen har, ubestridt, ikke forud for vandplansafgørelserne foretaget en konkret, individuel og systematisk prøvelse af, hvorvidt, og i givet fald i hvilket omfang, lempelsesmulighederne, der er implementeret stort set direkte og ordret fra vandrammedirektivet fra 2000, finder anvendelse eller ej: I udtalelsen på side 16 nederst, der vedrører klagepunkter om, at Naturstyrelsen ikke forud for vandplansafgørelserne har foretaget konsekvensberegninger på bedriftsniveau, anføres det, at: Det bemærkes desuden, at der i forbindelse med den kommunale udmøntning af vandløbsindsatserne vil blive gennemført konkrete konsekvensvurderinger af de enkelte indsatser, med henblik på at sikre, at iværksættelse af de enkelte indsatser ikke vil få utilsigtede negative konsekvenser. I sætningen erkender Naturstyrelsen, at styrelsen ikke før vandplansafgørelserne har foretaget den lovpligtige og direktivpligtige undersøgelse og vurdering af,

4 4/13 hvorvidt lempelsesbestemmelserne i miljømålslovens kan bringes til anvendelse i de enkelte afgørelser. Man forudsætter i stedet, at dette sker i forbindelse med den efterfølgende kommunale behandling, herunder ved udarbejdelse af kommunale handleplaner og ændrede vandløbsregulativer. Konstruktionen er i juridisk henseende absurd navnlig da Naturstyrelsen i sit høringssvar anerkender, at vandplanerne er udtryk for konkrete afgørelser (jf. nærmere herom nedenfor i punkt 3.1). Naturstyrelsen spænder, populært sagt, vognen for hesten i så henseende. Det retligt afgørende punkt er jo, at kommunerne ikke har nogen som helst hjemmelsmæssig mulighed for at ændre vandplanskarakteriseringerne, der kan få meget betydelige retsvirkninger af negativ karakter for lodsejerne efter at vandplanerne er vedtaget. Dette følger direkte af bestemmelsen i miljømålslovens 3, stk Kommuneregulativet : Det, der kunne kaldes Naturstyrelsens kommuneargument, gentages i Naturstyrelsens udtalelse på side 18, hvor det anføres, at: Viden om, at betingelserne for at kunne anvende miljømålslovens 15 er opfyldt, kan fx tilvejebringes ved den kommunale udmøntning af vandplanerne. I givet fald vil en indsats ikke blive gennemført (understreget her). Dette yder imidlertid ikke lodsejeren nogen retsbeskyttelse. Naturstyrelsen har tidligere nævnt, at hvis Naturstyrelsen overhovedet finder anledning til at rette vandplankarakteriseringen efter sådanne kommunale indsigelser, vil dette antageligt først ske i den næste planperiode, det vil sige op mod 5 år senere. Det gøres gældende, at denne pligtige konsekvensvurdering, som en direkte følge af det forvaltningsretlige officialprincip, selvsagt skulle have været foretaget før Naturstyrelsen endeligt og bindende for andre administrative myndigheder, karakteriserede vandløbene, uden at prøve hvorvidt lempelsesbestemmelserne i var anvendelige eller ej. Kommunemodellen beskrives i udtalelsen på side 14, næstsidste afsnit, herudover som følger: Vandplanlægningen efter vandrammedirektivet som implementeret ved miljømålsloven er en fremadrettet og gentagene proces, hvor bl.a. grundlaget for

5 5/13 den foretagne karakterisering af vandforekomster, udpegning af vandområder som stærkt modificerede, miljømål og indsatser løbende skal revideres og om nødvendigt justeres. Naturstyrelsen har nu reelt haft 15 år til at karakterisere vandområder som stærkt modificerede mv. Udtalelsen har intet selvstændigt retsindhold og udgør intet retligt værn for de berørte lodsejere, idet der ikke er nogen som helst retlige garantier for, at Naturstyrelsen efterfølgende, uanset hvilke kommunale indberetninger der måtte fremkomme, vil benytte sig af sin fakultative adgang til at ændre karakteriseringen af vandløbene. Hertil kommer i øvrigt, at Naturstyrelsen, som det beskrives i kommunemodellen reelt foretager en uhjemlet myndighedskompetenceforskydning, der ikke har fundet udtryk i lovgrundlaget. I endnu et forsøg på at forsvare den i retlig henseende virkningsløse kommunemodel anfører Naturstyrelsen på side 14 nederst og side 15 øverst, bl.a. at: Det bemærkes i den forbindelse, at den valgte administrationsmodel, hvor vandplanerne udmøntes kommunalt, bl.a. skal sikre lokal forankring og inddragelse af nyeste viden ved den konkrete udmøntning af vandplanerne. (understreget her). Både direktivgiver og lovgiver har imidlertid bestemt, at Naturstyrelsen ved vandplansafgørelserne med bindende virkning foretager vandløbskarakterisering. En sådan karakterisering kan imidlertid ikke foretages uden at iagttage de bestemmelser, der direkte regulerer selve karakteriseringen (bl.a ). Efter udløb af klage- og søgsmålsfrister vil en lodsejer, der oplever væsentlige negative effekter af virkemidlerne baseret på forkert karakterisering af et vandløb, som naturligt, i realiteten være retsløs. Afgørelsen vil være endelig og kan i princippet blive fastholdt i årtier, uden at lodsejeren kan imødegå dette på retlig vis. Prøvelsen skal ske, som pligtig prøvelse, i overensstemmelse med direktivets og miljømålslovens regler før vandplansafgørelserne med endelig og bindende virkning vedtages og udmøntes i det administrative hierarki Naturstyrelsens sagsbehandling i forbindelse med vandplanernes vedtagelse er baseret på vilkårlighed:

6 6/13 I udtalelsen på side 17, næstsidste afsnit, anfører Naturstyrelsen, at: Det kan i den forbindelse oplyses, at idet omfang Naturstyrelsen har haft viden om herunder fra høringssvar mv. at betingelserne for anvendelse af bestemmelserne er til stede, er bestemmelserne faktisk anvendt og begrundelserne anført i vandplanerne. Det citerede afsnit viser, at Naturstyrelsens sagsbehandling forud for vandplanernes vedtagelse er baseret på rene vilkårligheder, og ikke på en forvaltningsretligt forsvarlig måde. Det anførte er ligeledes udtryk for en tilsyneladende bevidst tilsidesættelse af det forvaltningsretlige officialprincip, idet man kun har foretaget prøvelse af lempelsesbestemmelserne, når man tilfældigt, via et høringssvar eller lignende, er blevet opmærksom på de relevante forhold. En sådan adfærd er i forvaltningsretlig henseende dybt kritisabel. Umiddelbart efter citatet gengivet ovenfor i udtalelsen anfører Naturstyrelsen herudover, at: Der kan ikke antages at gælde et skærpet begrundelseskrav, når Naturstyrelsen vurderer, at betingelserne i miljømålslovens ikke er opfyldt. Det her citerede står i skærende kontrast til citatet gengivet ovenfor vedrørende den tilfældighedsprægede prøvelse af lempelsesbestemmelsernes anvendelighed. Da Naturstyrelsen ifølge det første citat ikke har foretaget nogen som helst systematisk konkret, eller individuel vurdering af mulighederne for at anvende lempelsesbestemmelserne, og da Naturstyrelsen herved har ladet hånt om officialprincippet ved at undlade konkret sagsbehandling, vil Naturstyrelsen jo i den helt overvejende majoritet af tilfældene slet ikke have foretaget nogen prøvelse af anvendeligheden af lempelsesbestemmelserne. Det er derfor direkte vildledende når det anføres, at Naturstyrelsen skulle have foretaget en vurdering af, hvorvidt betingelserne i miljømålslovens er opfyldt eller ej. Udtalelsen mere end indikerer jo, at der er foretaget en konsekvent prøvelse, men at denne prøvelse blot ikke har fundet udtryk i nogen form for begrundelse i de tilfælde, hvor prøvelsen er faldet ud til skade for lodsejerne. De øvrige citater er imidlertid udtryk for, at Naturstyrelsen indrømmer, at man ikke har foretaget en systematisk prøvelse.

7 7/13 Kvaliteten af Naturstyrelsens sagsbehandling er, som det hidtidige 15 årige forløb har tydeliggjort, af ringe forvaltningsmæssig kvalitet. Som tingene foreligger, forstår Landbrug & Fødevarer godt, at det må være overordentligt vanskeligt at formulere en juridisk holdbar argumentation for, hvorfor Naturstyrelsen ikke har foretaget pligtig prøvelse Høringssvar med anmodninger om prøvelse af lempelsesmulighederne er blevet ignoreret af Naturstyrelsen: Landbrug & Fødevarer er bekendt med, at adskillige lodsejere i deres konkrete høringssvar udtrykkeligt har anmodet om at få prøvet muligheden for anvendelse af lempelsesbestemmelserne i vedrørende deres vandløb. Hovedparten af de kendte tilfælde af sådanne indgivne høringssvar har fået det udfald, at Naturstyrelsen ikke har reageret på anmodningen. 2.3 Naturstyrelsen har ved vandplansafgørelserne administreret reglerne direkte lovstridigt og direktivstridigt: Det fremgår af vandrammedirektivet (Europa-Parlamentet og Rådet direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000) artikel 1, bl.a., at direktivets formål er at bidrage til at afbøde virkningerne af oversvømmelser. Direktivets artikel 4 er stort set direkte og ordret implementeret i miljømålslovens Der er intet i forarbejderne til miljømålsloven, der anfører, at det skulle have været lovgivers vilje at fravige reglerne i vandrammedirektivet. Naturstyrelsen har imidlertid ved sin tilgang lagt en ejendommelig fællesskabsretlig argumentation til grund for vandplansafgørelserne, der får betydelige negative konsekvenser for en meget stor del af de danske landbrugsbedrifter, der er adressater for de enkelte vandplansafgørelser.

8 8/ I et forsøg på i udtalelsen at begrænse klageadgang mest muligt, anføres det på side 11 i udtalelsen, at: De statslige vandplaner er udtryk for politiske beslutninger. Værre bliver det imidlertid i udtalelsen på side 17, hvor Naturstyrelsen anfører, at: Det er indenfor rammerne af vandrammedirektivet valgfrit for medlemslandende, at anvende direktivets mulighed i artikel 4, stk. 3, for under særlige omstændigheder, at udpege overfladevandområder som kunstige eller stærkt modificerede overfladevandområder, hvor miljømålet er godt økologisk potentiale og god kemisk tilstand. Naturstyrelsen anfører videre på samme side, at: Det er Naturstyrelsens opfattelse, at det overordnet er et politisk valg at anvende bestemmelserne, idet det herved er forudsætning, at der foreligger oplysninger om, at betingelserne i 15 er opfyldt. (understreget her). Andet led af den direkte ovenfor citerede sætning er udtryk for en juridisk ukorrekt forståelse af det forvaltningsretlige officialprincip, hvorefter beslutningsmyndigheder; her Naturstyrelsen, skal tilvejebringe et forsvarligt oplyst beslutningsgrundlag, før der træffes bebyrdende afgørelser i sager af denne karakter. Naturstyrelsen kan ikke belave sig på, hvorvidt der tilfældigvis foreligger oplysninger om, hvorvidt betingelserne i 15 i miljømålsloven er opfyldt eller ej. Naturstyrelsen skal selv, forud for sin afgørelse i sagen, tilvejebringe sådanne oplysninger. Dette beror bl.a. på, at der er tale om en pligtig prøvelse af lempelsesbestemmelserne, og altså ikke om en dispensationsordning, hvor sagerne først initieres af den der indgives en dispensationsansøgning. Lempelsesbestemmelserne i miljømålslovens udgør således umiddelbare regler i den forstand, at Naturstyrelsen har pligt til selv at anvende reglerne uden mellemkommende ansøgning fra kommuner, landmænd eller andre. I modsætning hertil står middelbare regler om blandt andet dispensationsordninger, eksempelvis naturbeskyttelseslovens 65, som en myndighed først har pligt til at vurdere, når den har modtaget en ansøgning om fravigelse af de strenge beskyttelseskrav i naturbeskyttelseslovens kapitel 2.

9 9/13 Det er uden retligt fundament når Naturstyrelsen i udtalelsen på side 17, fjerde sidste afsnit anfører, at det skulle være valgfrit for medlemslandende at anvende lempelsesmulighederne i direktivets artikel 4, stk. 3 m.fl. Påstanden er fremført uden nogen som helst form for hjemmelsangivelse. Lempelsesbestemmelserne er som det vil fremgå stort set implementeret ordret i miljømålsloven i form af lovens Vandrammedirektivet er et samlet direktiv, der dels påfører forskellige erhverv forskellige byrder, men som samtidig indeholder bestemmelser, der skal sikre, at byrderne ikke bliver urimeligt store. Direktivet er en helhed i så henseende og direktivgiver har selvsagt haft en mening med at indføjelempelsesbestemmelserne, nemlig at disse skal anvendes når betingelserne i øvirgt er opfyldt. Det kan medlemslandene ikke ændre på. Naturstyrelsen eller for den sags skyld medlemsstaterne kan ikke sortere og vælge i, hvilke dele af et direktiv man agter at efterleve, og hvilke dele man ikke agter at efterleve. Fællesskabsretligt er Naturstyrelsens argument nærmest uforståeligt i så henseende. Medlemslandende har pligt til at implementere EU s direktiver mindst til direktivernes minimum, når der som her er tale om minimumsdirektiver Naturstyrelsen går imidlertid videre end som så, idet Naturstyrelsen har den opfattelse, at det er et politisk valg, hvorvidt bestemmelserne om lempelser skal anvendes eller ej. Naturstyrelsen i den grad skylder afgørelsesadressaterne, herunder Landbrug & Fødevarers berørte medlemmer, dokumentation for, at der skulle foreligge et politisk valg om ikke at anvende lempelsesbestemmelserne i direktivet, henholdsvis miljømålsloven, i forbindelse med vedtagelse af vandplanerne. De eneste politikere, der kunne vedtage noget sådant i betænkelig strid med fællesskabsretten ville i givet fald være lovgiver. Lovgiver ses imidlertid ikke at have truffet noget sådant valg.

10 10/13 Der er ikke holdepunkter i forarbejderne til loven for at tildele Naturstyrelsen kompetence til at træffe et politisk valg om lempelsesbestemmelserne skal anvendes, og hvis lovgiver havde truffet et valg om, at lempelsesmulighederne ikke skulle finde anvendelse i forbindelse med vedtagelse af vandplanerne, ville dette vel også have fremgået direkte af lempelsesbestemmelserne i miljømålsloven. Naturstyrelsen opfordres til at dokumentere, at der skulle være truffet et politisk valg med det fornødne demokratiske mandat om, ikke at anvende lempelsesbestemmelserne i forbindelse med vedtagelsen af vandplanerne. Man kunne populært om dette sige, at Naturstyrelsen i realiteten har underimplementeret vandrammedirektivet med sin såkaldte administrative model (omtalt på side 14 nederst og side 15 øverst i udtalelsen). 2.4 Naturstyrelsen har ved vandplansafgørelserne administreret reglerne direkte lovstridigt og direktivstridigt: Der henvises i øvrigt til EU s Guidance Document no. 4 om implementering af vandrammedirektivet (Guidance document on identification and designation of Heavily Modified and Artificial Water Bodies), hvori det detaljeret angives, hvorledes det prøves, om der er tale om et stærkt modificeret vandløb. Der er tilsvarende anvisninger i, hvorledes man identificerer kunstige vandløb. Der henvises navnlig til punkt 5 i vejledningen, der indeholder en trinvis anvisning af, hvorledes karakteriseringen skal finde sted. Det fremgår heraf, at alle overfladevandområder skal identificeres som enten naturlige, stærkt modificerede eller kunstige. Der er altså også ifølge Kommissionen, som har udarbejdet Guidance dokumentet, tale om en pligtmæssig identifikationsprocedure. Det anføres i vejledningen på side 24 nederst bl.a., at: Water bodies have to be identified for all surface waters (natural, heavily modified and artificial waters). This step is of major importance for the implementation process because water bodies represent the units that will be used for reporting and assessing compliance with the Directives principal environmental objectives.

11 11/ Hele vejledningens punkt 5 indeholder en detaljeret beskrivelse af, hvordan vandområder skal screenes, beskrives og vurderes, herunder en trin-for-trin vejledning i hvilken metodik, der skal anvendes. Under punkt beskrives blandt andet meget detaljeret, hvilke videnskabelige data, der skal inddrages ved vurderingen af, om et område er stærkt modificeret eller kunstigt. Af punkt fremgår blandt andet: According to the WFD, the biological status of a surface water is to be assessed using the appropriate elements in the different water categories. ( ) To detect the reason for the possible failure of the environmental objective (i.e. the good status or potential) of a water body, indicative parameters differ according to the causes. The HMWB & AWB Guidance is particularly concerned with indicative data to detect hydromorphological changes. Effects resulting from other impacts (e.g. toxic effects on macroinvertebrates, eutrophication concerning macrophytes) should be differentiated as far as possible. Some suggestions on the suitability of biological elements as indicators for physical alterations are made below: Benthic invertebrate fauna and fish are the most relevant groups for the assessment of hydropower generation impacts in freshwater systems; Long distance migrating fish species can serve as a criteria for the assessment of disruption in river continuity; Macrophytes are good indicators of changes in flow downstream of reservoirs as well as for the assessment of regulated lakes because they are sensitive to water level fluctuation; For linear physical alterations such as coastal defence work, benthic invertebrates and macroalgae might be the most appropriate indicators. Af afsnittet fremgår videre: Defining the extent of ecological damage in the manner required by the WFD [Water Framework Directive, HD tilføjelse] will not be possible until common ecological monitoring is in place by Since step 5 of the HMWB identification and designation process should be completed by 2004 (in time for the initial characterisation as in Art. 5), assessments may be estimates based on existing biological monitoring data and ecological classification systems. Naturstyrelsen har således modtaget en klar anvisning fra Kommissionen om, dels at styrelsen havde pligt til at foretage en vurdering af, hvilke vandområder, der er stærkt modificerede eller kunstige og derfor skal have andre indsatskrav

12 12/13 end naturlige vandområder, dels at denne vurdering skulle foretages konkret, og dels præcise anvisninger på hvilke videnskabelige data styrelsen kunne anvende til at foretage denne vurdering og den metodik, der skulle følges Guidance Document 4 opsummerer i punkt 5.7 ganske rammende konsekvenserne af hvad Naturstyrelsen skulle have gjort, når den havde foretaget den konkrete vurdering af, om et vandområde var naturligt, stærkt modificeret eller kunstigt: If it is likely that the water body will fail to achieve good ecological status due to hydromorphological changes then a range of options exist for objective setting. In some cases, restoration measures can be taken before 2015, which will allow the water body to reach GES. In other circumstances, an extension of the deadline by the application of the Article 4(4) derogation will allow the water body to achieve GES later.15 Clearly, less stringent environmental objectives can also be set if an Article 4(5) derogation is appropriate. These approaches will be required in those circumstances where a water body is subject to significant changes in hydromorphology but is not substantially changed in character. (understreget her) Igen fremgår det med al ønskelig tydelighed: Hvis et område er stærkt modificeret eller kunstigt, er der en pligt (!) til at vurdere, om undtagelsesbestemmelserne i artikel 4 (miljømålslovens 15-17) skal bringes i anvendelse. 3. Øvrige forhold i udtalelsen: 3.1 De statslige vandplaner er udtryk for forvaltningsretlige afgørelser på enkeltbedrift niveau: Under behandlingen af de tidligere klagesager og de tidligere retssager vedrørende de oprindeligt vedtagne vandplaner, drejede Naturstyrelsens og Kammeradvokatens retlige hovedargument sig om vandplanernes retlige status. Naturstyrelsen og Kammeradvokaten gjorde i den forbindelse gældende, at der ikke var tale om forvaltningsretlige afgørelser. Landbrug & Fødevarer noterer sig med tilfredshed, at Naturstyrelsen nu har taget Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse af 6. december 2012 til efterretning, idet

13 13/13 Naturstyrelsen nu anerkender, at vandplanerne er udtryk for forvaltningsretlige afgørelser på enkeltbedrift niveau. 3.2 Kan der klages over Naturstyrelsens undladelse af at prøve lempelsesbestemmelserne vedrørende karakterisering i miljømålslovens 15-17: Natur- og Miljøklagenævnet har i en præmis i afgørelsen af 6. december 2012 anført, at: Natur- og Miljøklagenævnet bemærker, at lovens 15 og 16 handler om planernes indhold, herunder kategorisering af vand og vandkvalitet, hvilket nævnet er afskåret fra at behandle. Dette er imidlertid ikke ensbetydende med, at en fuldstændig undladelse af at foretage relevant sagsoplysning og prøvelse af, hvorvidt karakteriseringen sker under iagttagelse af alle direktivets og lovens særbestemmelser om karakterisering er opfyldt eller ej. En administrationsmodel der bevirker, at der slet ikke sker nogen prøvelse af disse bestemmelser før vandplanerne endeligt vedtages, og som indebærer, at karakteriseringerne ikke af de efterfølgende involverede underordnede myndigheder, kan ændres, udgør en væsentligt retlig mangel ved vandplansafgørelserne. Dette forhold er jo om noget udtryk for særdeles væsentlige retlige tilblivelsesmangler, som Natur- og Miljøklagenævnet ikke blot kan, men vel også skal forholde sig til. København, den 4. marts 2015 Håkun Djurhuus