Niels Tengberg. Sagen mod Tempelherrerne i Frankrig

Transkript

1 Niels Tengberg Sagen mod Tempelherrerne i Frankrig Roskilde Universitetscenter - Institut for historie og samfundsforhold

2 Niels Tengberg Sagen mod Tempelherrerne i Frankrig Institut for historie og samfundsforhold Roskilde Universitetscenter

3 Niels Tengberg Sagen mod Tempelherrerne i Frankrig, ph.d.-afhandling, historie, Roskilde Universitetscenter 1997

4 Indholdsfortegnelse INDLEDNING Indledning. Projekt- og metodebeskrivelse...7 DRAMAETS TRE AKTER Prolog Den historiske baggrund I, Investiturstriden og Filip den Smukke, Den historiske baggrund II, Tempelherreordenen, Den historiografiske baggrund, Historieskrivningen om sagen akt. Arrestation Planen om sammenlægning af ordnerne, Jakob af Molays svar til paven, 1306/ /71 Arrestordren, Filips ordre om arrestation af Tempelherrerne i Frankrig, /85 De første forhør, Forhørsprotokoller fra fire af de indledende afhøringer, / akt. Konsultation Råd om fremgangsmåden i sagen, Filips spørgsmål - og eksperternes svar, /123 Indkaldelse til stænderforsamling i Tours, Kongens skrivelse til stænderne, /135 Vilhelm af Plaisians' tale, Udkast til en tale til paven og konsistoriet i Poitiers, / akt. Eksekution Sagen mod personerne, Biskoppens instruks om fremgangsmåden, /159 Vidneudsagn om ordenen, Fra den pavelige kommissions protokoller, Jakob af Molay...169/177 Ponsard af Gizy...183/189 Johan af Cochiaco...193/197 En gruppe Tempelherrer...201/207 Aimery af Villiers-le-Duc...211/215 Peter af Palud...219/223 Epilog Filips breve, Til Klemens om ordenens opløsning, /235 AFSLUTNING Konklusion. Om sagen, historiografien og den historiske antropologi Fontografi. Oversigt over sagens akter og lidt af deres historie Litteraturliste. Liste over den anvendte og den omtalte litteratur Bilag 1. Anklager. De 127 anklagepunkter i sagen Bilag 2. Rolleliste. Oversigt over sagens hovedpersoner

5

6 INDLEDNING Tempelherreordenen og Kong Filip Siden den beskedne begyndelse først i 1100-tallet havde Tempelherrernes orden udviklet sig til en mægtig organisation med stor betydning for den kristne kamp mod saracenerne i Det hellige Land. Den kom også til at eje store rigdomme, og den virkede blandt andet som bank i store dele af den kristne verden. Alligevel eller måske netop derfor lod den franske konge, Filip IV, de franske Tempelherrer arrestere i 1307 under anklage for kætteri i forbindelse med ordenens optagelsesritual. Sagen begyndte egentlig allerede i 1291, da kristenhedens sidste bastion i Levanten, Acre, faldt og Tempelherrerne blev 'arbejdsløse', idet de mistede deres primære opgave og eksistensberettigelse som den kristne tros forkæmpere hinsides havet. Ordenen fortsatte sin eksistens indtil den blev opløst i 1314, men virkede nu kun i forhold til sekundære opgaver som økonomi, finans og administration. Medens Tempelherrerne levede videre 'på renommeet', blev dette angrebet af vedholdende rygter om forhold inden for ordenen som ikke tålte dagens lys. Filip, der var konge i ordenens europæiske kerneområde, Frankrig, indledte en undersøgelse på baggrund af disse rygter. 7

7 Undersøgelsen mundede ud i alvorlige anklager om blasfemi og perversitet, og Filip slog til ved at lade ordenens medlemmer i Frankrig arrestere og forhøre. Under tortur eller trusler om tortur tilstod de fleste Tempelherrer, at de havde gjort sig skyldige i anklagepunkterne i forbindelse med deres optagelse i ordenen. Det handlede især om, at de nye medlemmer fornægtede Christus, spyttede på et kors og erklærede sig indforstået med i givet fald at omgås kønsligt med deres ordensbrødre. Arrestationen af de mægtige Tempelherrer og ikke mindst deres tilståelsers antal og omfang vakte en stor skandale. Efter forhandling og politisk og ideologisk magtkamp mellem de verdslige og gejstlige myndigheder blev der nedsat biskoppelige inkvisitionsdomstole til at fastslå de arresteredes skyld, medens selve ordenen og dens videre skæbne skulle undersøges af pavelige kommissioner og afgøres i forbindelse med et kirkemøde i Desuden skulle paven, Klemens V, selv tage sig af ordenens ledere. Da sagen kom i gejstligt regi, og da Tempelherrerne var kommet sig over det første chok, trak mange af dem deres tilståelser tilbage. Det blev dog kun til et midlertidigt afbræk i Filips proces mod ordenen. I 1310 lod ærkebiskoppen af Sens (som havde nære forbindelser til kongen) 54 af dem der havde trukket deres tilståelser tilbage brænde på bålet; og i 1312 suspenderede Klemens kirkemødet i Vienne, da der var optræk til flertal for at ordenen skulle have lov til at forsvare sig. Resultatet blev, at alt videre forsvar smuldrede. De allerfleste Tempelherrer lod sig overbevise om deres skyld - og måtte så leve med det. Ordenen som sådan blev opløst af Klemens i 1312, og lederne blev idømt livsvarigt fængsel i Sagen fik et sidste dramatisk højdepunkt, da stormesteren sammen med en af de andre ledere ved den lejlighed offentligt trak sine tilståelser tilbage endnu en gang. Konsekvensen var, at de blev brændt på bålet som relapsi 1, forhærdede kættere. Dermed var ordenen ophørt med at eksistere; de overlevende medlemmer spredtes og forsvandt ud af historien, medens ordenens store besiddelser overgik til det oprindelige formål: kampen for Det hellige Land. Formelt blev formuen overført til Johannitterordenen; men i Frankrig måtte denne betale at klækkeligt beløb til Filip til dækning af sagens omkostninger, hvorefter Filip og hans efterfølger på tronen alligevel forsinkede afleveringen af Templets ejendomme. 8

8 Investiturstrid og inkvisition Det var ikke første gang, at kongemagten og pavemagten var uenige om hinandens interesseområde og autoritet. Sagen mod Tempelherrerne havde form af en pavelig inkvisition, men med kongen som primus motor. Der var dermed etableret en uklar situation, idet kongen med sin verdslige magt ganske vist skulle stille sig til rådighed for gejstligheden og for paven i sådanne undersøgelser, men bestemt ikke skulle overtage føringen og i stedet bruge inkvisitionen som sit redskab. Det stred i hvert fald mod den verdensorden, som de stærkeste af paverne havde opbygget i løbet af højmiddelalderen. Sagen er dermed en udløber eller snarere et væsentligt element i den såkaldte investiturstrid 2. Derfor skal den også analyseres og forstå som sådan og i den kontekst. Historieskrivningen om Tempelherreordenen Tempelherreordenens oprettelse, udvikling, storhed og især dens fald er tidligere blevet behandlet mange gange. Men især dens fald er oftest blevet behandlet som en enestående retssag, hvor synspunktet har været mere juridisk end historisk. Forskellen er, at i en 'ægte' historisk behandling indsættes fænomenet i dets tidslige kulturelle kontekst, medens 'juristen' behandler sagen på sin egen tids præmisser uden at opdage, at han ikke skelner mellem sine egne og datidens opfattelser af lov, ret, religion og verdensanskuelse. Dertil kommer, at indsættelsen i og overblikket over den større sammenhæng oftest har manglet eller fejlet. Men den væsentligste svaghed ved den tidligere historieskrivning om ordenens fald er nok, at de rigtige spørgsmål til sagen og dens kilder endnu ikke er blevet stillet og endnu ikke er blevet forholdt til en konsekvent gennemgang af kildematerialet. Der mangler med andre ord stadig en tilfredsstillende analyse af og forklaring på den mærkelige retssag. Mange enkeltpunkter i sagen er snarere blevet mystificerede i forgæves forsøg på at forklare dem, og jo mere historikerne har belyst sagen, jo mere dunkel synes den at være blevet. Også fordi eftertidens historikere oftest har haft en mere eller mindre erkendt politisk eller religiøs overbevisning at skrive ud fra. Nogle har søgt at hvidvaske kongens og pavens forhold til sagen, medens mange andre ret ukritisk har sværtet Filip og ynket Klemens. Og først sent har man formået at lægge en egentlig historisk distance til begivenhederne for at se dem om ikke objektivt så i hvert fald mere uhildet. Spørgsmål at undersøge I forhold til den netop skitserede kontekst, hvor sam- og modspillet mellem orden, kirke og kongemagt er det centrale tema, rejser sagen mod Tempelherrerne spørgsmål som disse: Var det en inkvisition, det vil sige et udtryk for pavekirkens 'selvjustits', var det en udløber af investiturstriden mellem de gejstlige og de verdslige magthavere, eller var det 'bare' et spørgsmål om økonomi og politisk magt? Men før sådanne overordnede spørgsmål kan diskuteres eller besvares, må tilsyneladende elementære spørgsmål som 9

9 disse besvares: Hvorfor indledte kongen sagen mod Tempelherrrerne? Hvorfor fik retssagen det forløb, som den fik? Hvordan gik det til at de anklagede bukkede under? Hvad fik især kongen og paven og deres folk til at agere som de gjorde - og hvad fik stormesteren og de andre Tempelherrer til at reagere som de gjorde i de forskellige faser af forløbet? Om undersøgelsens metode Undersøgelsen er udsprunget af et misforhold mellem sagen, kilderne og historieskrivningen på området. Metodisk bliver historiografien anledningen til en reformulering af spørgsmålene til kilderne, medens kilderne selv bliver kernen og strukturen i gennemgangen af sagens forløb. Begivenhederne beskrives og forklares ud fra såvel sekundære som primære kilder, så det sekundære materiale indrammer og sammenkæder læsningen, analysen og fortolkningen af de primære kilder. Sidstnævnte ses og bearbejdes både i deres selvgyldighed og i deres sammenhæng. Kilde- og sagsgennemgangens resultater samles til sidst op i en overordnet forklaring, hvor der anvendes en kombination af forklaringsmodeller. Her de magtpolitiske forhold er centralt placeret, medens sagens egen udviklingsdynamik og de implicerede parters opfattelser også medtænkes. Denne sidstnævnte forklaringsmodel er udtryk for en historisk antropologisk tilgang, hvor de historiske agenters adfærd ikke kun forklares ud fra personlige karaktertræk og individuelle intentioner, men også ud fra fælleskulturelle opfattelser og verdensbilleder. Når historikeren vil forstå og forklare fortidige begivenheder, er det nyttigt for ham at beskæftige sig med de umiddelbare bevæggrunde til folks opførsel og handlinger. Det betyder, at hele spektret af menneskelige sindsstemninger, overbevisninger, værdier og moraldomme skal indgå i den historiske forklaringsstruktur. Folks opfattelser og følelser i et givet samfund eller i en given samfundsgruppe om liv, tro, sociale og humane værdier, oplevelser af tid og rum, ideer om døden og det hinsidige etc. danner en helhed, et verdensbillede, som hænger sammen med den sociale og økonomiske virkelighed og med deres kulturelle traditioner. Denne 'subjektive virkelighed' er en integreret del af folks liv, som er med til at bestemme deres individuelle eller kollektive handlen. 3 Denne tilgang erstatter selv sagt ikke kildekritikken, men udvider dens forklaringspotentiale og værdi. Opmærksomheden over for kildernes ophavssituation, sproglighed, tendens etc. er stadig det nødvendige grundlag i historien. Læsevejledning Med denne kontekst og metodik får min undersøgelsen af sagen mod Tempelherrerne denne udformning: Den korte indledning efterfølges af det egentlige hovedafsnit, der er udformet som et drama i tre akter med dertil hørende prolog og epilog. Prologen er en skitsering af 10

10 den forhistorie der hører til dramaets hovedpersoner, Filip IV, paverne og Tempelherrerne. Det er baseret på brede, sekundære fremstillinger og har til formål at etablere den nødvendige historiske kontekst. Prologen rummer dernæst et historiografisk afsnit, som redegør for udvalgte og repræsentative forklaringer og behandlinger af sagen mod Tempelherrerne. Denne del har en dobbelt funktion, idet den fortsætter introduktionen af den tematiske problemstilling, samtidig med at den motiverer den efterfølgende kildeanalyse. Historiografien leder direkte over i dramaets tre akter, Arrestation, Konsultation og Eksekution. Opdelingen i akter skyldes at hele sagen med fordel kan anskues som et socialt drama 4, hvor Filip er hovedaktøren, og hvor Tempelherrerne er ofrene. Forløbet er handling - forhandling - handling; det følger begivenhederne, men er også præget af kildematerialet og udvælgelsen. De valgte kilder er styrende for fremstillingen, og de giver de tre akter dette indhold: 1. akt 'Arrestationen' er optakten med forslaget om sammenlægning med Johanniterne samt det første dramatiske højdepunkt, anklagerne, arrestationerne og de indledende forhør og tilståelser. 2. akt 'Forhandlingerne' er et mellemspil, hvor Filip rådfører sig med den teologiske og juridiske ekspertise og indkalder til stænderforsamling, og hvor hans minister, Vilhelm af Plaisians, taler ved et topmøde mellem de verdslige og gejstlige myndigheder, som inkluderer paven, prælaterne, kongen, baronerne og ridderne. 3. akt 'Eksekutionen' er det andet dramatiske højdepunkt, hvor Tempelherrernes orden møder sin skæbne i Filips skikkelse. Her drejer det sig om pariserbiskoppens instruks om forhør af og mod ordenens medlemmer og om disses vidneudsagn til undersøgelseskommissionen. Til slut kommer Filips breve til paven om ordenens nedlæggelse. Denne epilog fortæller også kort det begivenhedshistoriske efterspil: Hvad der blev af Filip og hvad der blev af Tempelherrerne. Efter dette hovedafsnit følger det afsluttende, diskuterende og konkluderende afsnit. Her skal for det første fremlægges og vægtes de opnåede resultater ved anvendelsen af netop denne metode på netop dette emne, og det skal vurderes, hvordan metoden har bidraget til at kaste lys over den svært forståelige sag. For det andet skal resultatet forholdes til den tidligere og anderledes forskning i sagen mod Tempelherrerne. 11

11 Noter 1. Relapsi kommer fra latin (relabor) og betyder 'en der er gledet tilbage', det vil her sige 'en der har trukket sin tilståelse tilbage og er gledet tilbage i forhærdet kætteri'. 2. Begrebet 'investiturstriden' dækker oprindeligt striden mellem kejseren, Henrik IV, og paven, Gregor VII, om retten til at besætte de kirkelige embeder der var forlenet med verdsligt gods. Siden bruges betegnelsen mere bredt om det politiske modsætningsforhold mellem kejser/konge og pave i middelalderen i almindelighed. 3. Min forståelse af den historiske antropologis væsen og til en vis grad også min formulering af dens program er hentet hos A. Gurevich' Historical Anthropology of the Middle Ages, Se for eksempel s. 4 & Begrebet 'socialt drama' bruges af Peter Burke i hans The historical anthropology of early modern Italy,

12 PROLOG DEN HISTORISKE OG HISTORIOGRAFISKE BAGGRUND Efter de korte indledende overvejelser gælder det nu selve sagen, dramaet i tre akter. Dog er det først nødvendigt at redegøre for dramaets historiske baggrund og for historieskrivningen om sagen. Den overordnede historiske kontekst beskrives først. Det er den politiske og ideologiske magtkamp mellem de gejstlige og verdslige myndigheder i højmiddelalderen i almindelighed og mellem Filip den Smukke og Bonifacius VIII i årene frem til sagens begyndelse. Dernæst beskrives Tempelordenens historie frem til dens fald. En sådan gennemgang af ordenens historie frem til selve sagen er en uundværlig del af forståelsesrammen. Endelig følger så den historiografiske redegørelse, som er den tredje og sidste forudsætning for at dramaet kan begynde. 13

13 14

14 Investiturstriden og Filip den Smukke Den politiske og ideologiske magtkamp mellem Filip den Smukke og Bonifacius VIII kan ses som begyndelsen til afslutningen på pavekirkens storhedstid. Pave Bonifacius VIII ( ) er den tredje og sidste af de store personligheder blandt middelalderens paver. Sammen med Gregor VII ( ) og Innocent III ( ) repræsenterer han den fløj inden for den middelalderlige kristne kirke, som havde intentioner om en verdenskirke og som gjorde krav på kirkens og pavens absolutte overhøjhed i både gejstlige og verdslige sager. Kong Filip er tilsvarende en bemærkelsesværdig historisk skikkelse som (selvfølgelig) har en fremtrædende placering i den lidt ældre personcentrerede og kongefikserede historieskrivning. Han er imidlertid også centralt placeret i den nyere social- og strukturhistorie, fordi han står for nogle samfundsmæssige og strukturelle forandringstendenser i overgangen fra feudalisme til nationalstat. Man kan sige det på den måde, at samtidig med at pavens position svækkedes, styrkedes de verdslige herskeres; men det der egentlig skete var, at den franske befolkning og den franske kirke støttede og sluttede op om kongen og begyndte at undsige paven i de situationer, hvor et valg mellem de to instanser var uundgåeligt. 15

15 Sagen havde imidlertid sit udspring allerede tre hundrede år tidligere. Omkring år 1000 begyndte verden langsomt at forandre sig, først i kongeriget Frankrig, hvor det feudale system blev etableret som en ny samfundsstruktur. Kongen mistede gradvis magten, og de lokale stormænd overtog opretholdelsen af orden og sikkerhed. Magten decentraliseredes fra kongen til hertugerne, til greverne og til de enkelte borgherrer. Samtidig blev krigsførelsen specialiseret, idet adelen blev en krigeradel. Men de lokale herrer var ikke salvede og hellige som kongen. Derfor opstod der en splittelse og modsætning inden for den herskende klasse mellem adel og gejstlighed. Kongens militære og magiske magt deltes. Ridderne var ukultiverede, så kongens religiøse, magiske og æstetiske ansvar overgik til kirken. 1 Dermed kunne kirken ikke alene selvstændiggøre sig i forhold til konge- og kejsermagten, men også hævde sin overhøjhed. Men det er værd at bemærke, at kirkens voksende magt fandt sted i et magttomrum. Det drejede sig om at påtage sig et ansvar og om at sikre sig den nødvendige magtbasis. Kejser og pave, striden begynder Den store omvæltning med hensyn til pavemagt og pavepolitik begyndte med Leo IX ( ) og med den tysk-romerske kejser, Henrik III, som var ophavsmand uden selv at vide det. Henrik drog i 1046 til Italien for at ordne forholdene omkring pavestolen og pavevalgene. Problemet var, at det lokale romerske aristokrati brugte kontrollen over pavestolen som en brik i et spil om familiestridigheder. Det måtte fromme mennesker opfatte som en besmittelse af en vigtig kristen institution; og som overhoved for den europæiske kirke skulle Henrik III gøre noget ved det. Efter Henriks død i 1056 måtte paven og hans rådgivere selv forsvare den nye orden. Pave Nikolaus II ( ) bestemte nye regler for pavevalg, hvor kardinalerne fik den afgørende stemme; og ikke alene den romerske adels, men også den tyske kejsers godkendelse blev nu nedprioriteret. Betydningen af disse regler fra 1059 må understreges; det var en slags uafhængighedserklæring og begyndelsen til et nyt system, der skulle gøre kirken til herre over den autoritet, som den tidligere havde været underlagt. Det måtte føre til sammenstød mellem den nye pavestol og den tyske kejser; og det blev en af middelalderkirkens største ledere, Gregor VII ( ), der kom til at møde krisen. I forbindelse med udpegelsen af en ny ærkebiskop i Milano måtte han vælge mellem enten at give efter for kejserens (Henrik IVs) krav eller søge at opretholde kirkens frihed til at vælge sine egne ledere. Det var et dilemma, for hvis han gav efter, ville han risikere at sætte resultatet af tyve års bestræbelser over styr, og hvis han stod fast, var situationen lige så truende. Så risikerede han at miste kejserens 16

16 støtte og beskyttelse mod de italienske fjender. For at reformere og anstændiggøre paveinstitutionen havde Henrik III installeret dens selvstændighed over for italienerne uden at tænke på, at en sådan selvstændighed logisk kunne udstrækkes til at gælde over for verdslige magthavere i almindelighed. Og Nikolaus havde regelsat uafhængigheden uden tanke for det dilemma, han derved kunne komme til at sætte sine efterfølgere i. Især de efterfølgere, som ikke var til sinds at give efter for modpartens politiske pres. Men hele denne konflikt og dette skel mellem åndelig og verdslig magt var dengang stadig ukendt og uklart. Selv om den verdslige magt traditionelt var religiøst funderet, var den blevet verdsliggjort, og Gregor kunne derfor hævde, at den højeste myndighed ikke længere lå hos kejseren, men hos paven, som var Peters stedfortræder. I 1075 formulerede han dette standpunkt klart. Henrik svarede igen ved at anklage Gregor for at have ranet pavetronen, hvorefter Gregor ekskommunikerede Henrik. Det var et stort skridt at tage. Kejserens autoritet blev dermed frataget enhver religiøs basis. Det svarede næsten til at afsætte ham, hvilket Gregor da også gjorde formelt i Det var et brud på et to hundrede år gammelt fællesskab. Gregor VII havde opregnet sin juridiske stilling i Dictatus Papae. Ifølge dette skrift, hvis officielle og juridiske status ikke er sikker 2, har paven absolut myndighed, fuldstændig og direkte kontrol over kirken samt overhøjhed over den verdslige magt, først og fremmest kejseren. Det er formuleret så direkte: 'Paven kan afsætte kejsere' 3. Skriftet hviler på ældgammel tradition, hvoraf meget stammer fra dokumenter der var forfalskede i 700- og 800-tallet. Heriblandt var Konstantins gavebrev, som foregav at den verdslige magt i Italien var overdraget til paverne. Gregor og hans samtidige vidste ikke at dokumenterne var falske, derfor kunne 1000-tallets kejserlige overherredømme komme til at fremstå som en uretmæssig magtovertagelse af nyere dato. Politisk stod Gregor svagere end juridisk. Men Henrik 'havde ikke sit bagland i orden', mange af hans tyske vasaller ledte efter en lejlighed til at opsige deres troskab, og med Henriks ekskommunikation havde de fundet den. Resultatet blev som bekendt, at Henrik IV måtte gå den tunge gang til Canossa i 1077 og stå barfodet og angrende i sneen i tre dage, før Gregor forbarmede sig over ham og tog ham til nåde igen. Men efter Henrik var kommet til hægterne og magten igen, vaklede han ikke; han stod lige så fast på den nye tradition, som paven stod på den falske. Ingen af dem skelnede mellem verdslig og åndelig magt; begge krævede overhøjhed. Kejseren brugte militær magt, erklærede Gregor afsat og indsatte Klemens III ( ). Men efter Henrik havde forladt Rom på grund af tysk borgerkrig, indsatte Gregors kardinaler Urban II ( ), da Gregor døde i Klemens fik så status af modpave. 17

17 Urban II gik et skridt videre ved også at forbyde gejstlige at afgive lenshylding til lægfolk. På den måde overførte han pavens uafhængighedskrav og udvidede det til at gælde hele kirken. I England valgte de gejstlige deres leder i kongens nærværelse, hvorefter den valgte hyldede kongen for det medfølgende len; derved blev hans to egenskaber holdt adskilte: han var verdsligt kongens undersåt og åndeligt kirkens. I 1122 blev dette kompromis gældende for hele kejserdømmet ved konkordatet i Worms. Dermed var skellet mellem gejstlighed og verdslighed etableret og formaliseret på alle niveauer. Samtidig var den egentlige investiturstrid afsluttet. Det forhindrede dog ikke, at der fortsat opstod tilsvarende stridigheder, således at man kan tale om en investiturstrid i bredere forstand, der strakte sig ud over tidsrummet På den ene side havde paverne ikke opnået fuld frihed for hele kirken: biskopper og abbeder aflagde hyldingsed til lægmænd. På den anden side var pavesædet nu universalt anerkendt som den højeste religiøse autoritet, og ikke kun i åndelige sager: Urban II havde kaldt til korstog, hvorved han kom til at fremstå som leder over hele kristenheden, medens kejseren kæmpede for at opretholde sit lokale tyske kongedømme. 4 Canossa 1077 var blevet et vendepunkt og et grundlag for pavemagtens senere storhed. Den kristne kirke kunne fra da af postulere uafhængighed af statsmagten, indtil den nogle hundrede år senere blev trukket ind i statsapparatet igen. Innocent III, paven sejrer Innocents IIIs tid ( ) bliver ofte betragtet som den middelalderlige pavemagts absolutte højdepunkt, hvor den magtfulde pave krævede at bestemme hele Europas politik, højt hævet over kejsere og konger. I årene efter det fjerde korstog ( ) nåede romerkirken en udstrækning og en religiøs og politisk enhed som aldrig siden, hvilket i høj grad må tilskrives Innocent IIIs geniale ledelse. For ham var kirken en moralsk og åndelig magt der arbejdede for fred, orden og frelse i hele den kristne verden. Men han forstod også, at pavens magt ikke kunne tillade en endelig deling af det åndelige og det verdslige i to adskilte sfærer. Hans kompromisløse hævdelse af den pavelige overhøjhed blev mildnet af hans kloge forståelse af at de verdslige fyrster havde deres egne opgaver at udføre. Hans statsmandsagtige egenskaber er nøglen til hans succes. Sagt med andre ord (i et moderne ledelsessprog) forstod Innocent at varetage den øverste ledelse uden at kompromittere den ved at blande sig unødigt i underafdelingernes funktionsområder. Eller måske snarere uden at underkende sine mellemledere direkte. 18

18 Et eksempel viser det: Den franske konge, Filip August, var trængt ind i Normandiet, som var den engelske konges len. Innocent ville mægle, men de franske biskopper hævdede, at paven ingen ret havde til at dømme i en feudal sag. Innocent svarede tilbage, at han ikke havde til hensigt at blande sig i den feudale strid, men i kongens syndige adfærd. Filip August havde ikke alene brudt en højtidelig ed, men det havde også ført til krig, og det var pavens særlige pligt at forsvare freden. Dertil kom, at en højtidelig ed hørte ind under kirkens jurisdiktion. Innocent forstod at udnytte, at en feudal ed både havde et politisk og et religiøst aspekt. På den måde kunne han intervenere i politiske sager uden direkte at påberåbe sig sin erklærede overhøjhed over alle konger. Og sådan kunne han nå målet uden at sætte midlet på spil. Kejservalg var et af de områder kristenhedens højeste leder nødvendigvis måtte blande sig i, i hvert fald hvis han havde Innocents format og selvforståelse. Et af principperne i Innocents håndtering af kejserskift var således, at paven skulle vurdere kandidatens egnethed til at regere over et kejserrige. Det gjaldt vedkommendes moralske karakter samt hans magt og midler til at få sine undersåtter til at respektere og adlyde sig. Uden en stærk og god kejser ville det ikke være muligt at opretholde Innocents og kirkens program om fredelige og ordnede tilstande i kristenheden. I 1215 udtalte Innocent sig til fordel for Frederik (II) og demonstrede derved offentligt pavens absolutte autoritet. Frederik havde til gengæld måttet give afkald på at blande sig i valgene af biskopper og abbeder i Tyskland, hvilket han svor allerede i Men Innocent satte ikke hårdt mod hårdt. I sit dekret Venerabilem anerkendte han først, at retten til at vælge kejseren hørte fyrsterne til. Men så tilføjede han, at eftersom paven skulle indvie og krone kejseren, havde han også ret og pligt til at bestemme, om den valgte egnede sig til kronen. Og hvis fyrsterne ikke kunne blive enige, så måtte paven bestemme, hvem der var den mest egnede: "Vi anerkender sandelig som vi skulle, at fyrsterne, hvem det med rette og efter gammel sædvane tilkommer, har retten og magten til at vælge en konge, der bagefter ophøjes til kejser, så meget mere som denne ret kom til dem fra det apostolske sæde, der overdrog det romerske imperium fra grækerne til germanerne ved Karl den Stores person. Men fyrsterne skulle anerkende, og det gør de da også, at retten og myndigheden til at undersøge den kongevalgte person, der skal ophøjes til kejserværdigheden, tilhører os, som salver, vier og kroner ham; for det er almindeligt iagttaget, at undersøgelsen af en person angår den, som håndspålæggelsen hører til. Hvis fyrsterne valgte en vanhellig, en ekskommunikeret, en tyran, en tåbe eller en kætter til konge, og det enstemmigt, skulle vi så salve, vie og krone en sådan mand? Selvfølgelig ikke." 5 I hele den kristne verden greb Innocent således ind uden frygt og uden tøven i politik og i privatliv. Han holdt Europas politiske tråde i sin hånd, men hans håndtering af dem var måske lidt for behændig for en præst. Ved det fjerde Lateranmøde i Rom i 1215 var alle 19

19 der betød noget i Europa samlet. Her var hele den pavelige magtfuldkommenhed i synlig funktion. Innocent styrede åndelige og verdslige sager og afgjorde teologiske spørgsmål, vurderede kandidaterne til kejsertronen, afgjorde retten til grevskabet Toulouse og dømte mellem engelske kong John og hans baroner. Endnu mere indtryk gjorde hans skridt til at reformere kirken ved hjælp af intern opstramning. For ikke at tale om det nye korstogsprojekt, som han dog ikke nåede at se løbe ud i sandet. Hele kleresiet var knyttet sammen til det mest effektive administrative system datiden havde kendt; den kirke Innocent III styrede udgjorde en universal magt inden for hele den kristne verden. Det var en kirke, der var i stand til at rumme de materielle, spirituelle og intellektuelle dynamiske kræfter, som virkede og omformede menneskers liv og syn på livet. Det fremtidige problem var så, om kirken kunne blive ved med at rumme dem, når de fortsat udviklede sig. 6 Bonifacius VIII, krisen begynder Innocent III havde i 1200-tallet demonstreret pavemagtens potentiale og ambitionsniveau. I slutningen af samme århundrede stod hans efterfølgere over for en række alvorlige og påtrængende problemer. Italien var hjemsted for megen ufred, hvori kirkefyrsterne også var indblandet, franciskanerordenen var splittet på grund af uoverensstemmelser mellem spiritualerne og konventualerne, hvor begge parter havde pavebuller der støttede dem, og med tabet af Acre i 1291 faldt korsfarernes sidste bastion i Levanten. Da kardinalerne i 1294 valgte eremitten Peter som pave Cølestin V, var det et tegn på deres rådvildhed og desperation. Da denne ulærde hellige mand gik af igen efter et halvt år, var situationen nærmest kaotisk, i hvert fald inden for institutionens administration. Umiddelbart syntes det nærliggende at vælge hans modsætning til at rette op på denne uorden; men på længere sigt var det nok ikke klogt at vælge kardinal Benedetto Caetani som hans efterfølger, Bonifacius VIII ( ). Han var ganske vist duelig, men også arrogant, ubøjelig og meget ambitiøs. Dertil kom, at han holdt hårdt på pavens principielle krav på overhøjhed over hele den kristne verden, og på hans ubetvivlelige ret til at føre den åndelige og den verdslige magts to sværd. Da denne rigide og juridiske holdning blev konfronteret med vanskelige politiske problemer, gjorde den ham hvervet umuligt. Gennem længere tid havde konflikten med kejserriget og begivenhederne i Italien tilsløret, hvor afgørende betydning det havde, at Frankrig og England bidrog med penge og våben til kirkens sag. Det udsprang af at Gregor IX ( ) havde påbegyndt den praksis, at hele Europas kleresi skulle beskattes, når korstog skulle finansieres. Dertil kom at korstogbegrebet af politiske og finansielle grunde blev udvidet til også at omfatte andre og mere indirekte mål end Det hellige Land. Således var krigen mod 20

20 Hohenstauferne og Aragonerne blevet ført og finansieret som korstog. Og da paven kaldte Frankrig og England til hjælp, var det nærliggende at finansiere deres bistand på lignende vis ved at tillade dem at beskatte de nationale gejstligheder. Det utilsigtede resultat var, at de to konger med en vis ret kunne mene, at de havde vundet hævd på denne indtægtskilde, nårsomhelst deres diplomatiske og militære forpligtelser gjorde det nødvendigt, at de fik støtte fra deres undersåtter. Denne beskatning var med til at få kirkens folk til at arbejde tættere sammen med kongen i hans sekulære politik; den havde nu ikke alene ideologisk interesse for dem, men også økonomisk. Andre forhold var med til at sætte dem op mod romerkirken og dens repræsentanter. Paven lagde således større byrder på kirkerne i Frankrig og England for at lette trykket på sine italienske støtter. De henvendte sig derfor til deres respektive konger for at få beskyttet deres interesser mod de fremmede fra kurien. Tendensen var således, at båndene mellem konger og nationalkirker styrkedes, medens båndene til Rom løsnedes. På en måde betalte paven for kongernes støtte med tabet af ikke alene afgifter fra de to landes gejstlige, men også loyalitet. Fremmedgørelsen i forhold til Rom var større i den sekulære gejstlighed end i den regulære, som i sin natur var mere internationalt og romersk orienteret. Så de rige munkeordener klagede til Rom over den kongelige beskatning, medens præsterne klagede til deres konge over den pavelige beskatning. Så længe de to landes konger var allierede med paven, havde alle parter fælles interesser. Hvadenten skatterne gik til Rom, Paris eller London, blev de dog brugt i den samme gode sag, kunne skatteyderne mene. Men i 1294, da der udbrød krig mellem Frankrig og England, kom disse problemer for dagen, og Bonifacius' krise blev fremskyndet. Både den franske og den engelske konge skulle bruge penge til deres indbyrdes krig, og krige plejede som nævnt at blive finansieret ved beskatning af såvel de verdslige som de gejstlige vasaller. Tidligere var beskatningen af den nationale gejstlighed gennemført med pavens autoritet enten i korstogets navn eller til gengæld for kongelig bistand ved indkrævning af tiende fra kirken til paven. Men for Bonifacius drejede de to kongers krav sig både om indgreb mod kirkens uafhængighed og mod pavens eneret til at udnytte kirkens rigdomme. Dertil kom, at nogle af de italienske byer var begyndt at beskatte deres gejstlige på linje med andre borgere - til pavens vrede. Den fransk-engelske krig havde i øvrigt intet at gøre med paven eller pavens politik i sit udspring. Men selv om begge konger hver for sig kunne se krigen som et korstog, kunne paven ikke anerkende, at to af kristenhedens støttepiller førte korstog mod hinanden. Det ville kræve et paveligt skisma, sådan som det så sørgeligt skete mindre end hundrede år senere. Så vidt var det endnu ikke kommet; Bonifacius måtte intervenere, og det gjorde han i første omgang ved at udstede bullen Clericis laicos i