Niels Tengberg. Sagen mod Tempelherrerne i Frankrig

Transkript

1 Niels Tengberg Sagen mod Tempelherrerne i Frankrig Roskilde Universitetscenter - Institut for historie og samfundsforhold

2 Niels Tengberg Sagen mod Tempelherrerne i Frankrig Institut for historie og samfundsforhold Roskilde Universitetscenter

3 Niels Tengberg Sagen mod Tempelherrerne i Frankrig, ph.d.-afhandling, historie, Roskilde Universitetscenter 1997

4 Indholdsfortegnelse INDLEDNING Indledning. Projekt- og metodebeskrivelse...7 DRAMAETS TRE AKTER Prolog Den historiske baggrund I, Investiturstriden og Filip den Smukke, Den historiske baggrund II, Tempelherreordenen, Den historiografiske baggrund, Historieskrivningen om sagen akt. Arrestation Planen om sammenlægning af ordnerne, Jakob af Molays svar til paven, 1306/ /71 Arrestordren, Filips ordre om arrestation af Tempelherrerne i Frankrig, /85 De første forhør, Forhørsprotokoller fra fire af de indledende afhøringer, / akt. Konsultation Råd om fremgangsmåden i sagen, Filips spørgsmål - og eksperternes svar, /123 Indkaldelse til stænderforsamling i Tours, Kongens skrivelse til stænderne, /135 Vilhelm af Plaisians' tale, Udkast til en tale til paven og konsistoriet i Poitiers, / akt. Eksekution Sagen mod personerne, Biskoppens instruks om fremgangsmåden, /159 Vidneudsagn om ordenen, Fra den pavelige kommissions protokoller, Jakob af Molay...169/177 Ponsard af Gizy...183/189 Johan af Cochiaco...193/197 En gruppe Tempelherrer...201/207 Aimery af Villiers-le-Duc...211/215 Peter af Palud...219/223 Epilog Filips breve, Til Klemens om ordenens opløsning, /235 AFSLUTNING Konklusion. Om sagen, historiografien og den historiske antropologi Fontografi. Oversigt over sagens akter og lidt af deres historie Litteraturliste. Liste over den anvendte og den omtalte litteratur Bilag 1. Anklager. De 127 anklagepunkter i sagen Bilag 2. Rolleliste. Oversigt over sagens hovedpersoner

5

6 INDLEDNING Tempelherreordenen og Kong Filip Siden den beskedne begyndelse først i 1100-tallet havde Tempelherrernes orden udviklet sig til en mægtig organisation med stor betydning for den kristne kamp mod saracenerne i Det hellige Land. Den kom også til at eje store rigdomme, og den virkede blandt andet som bank i store dele af den kristne verden. Alligevel eller måske netop derfor lod den franske konge, Filip IV, de franske Tempelherrer arrestere i 1307 under anklage for kætteri i forbindelse med ordenens optagelsesritual. Sagen begyndte egentlig allerede i 1291, da kristenhedens sidste bastion i Levanten, Acre, faldt og Tempelherrerne blev 'arbejdsløse', idet de mistede deres primære opgave og eksistensberettigelse som den kristne tros forkæmpere hinsides havet. Ordenen fortsatte sin eksistens indtil den blev opløst i 1314, men virkede nu kun i forhold til sekundære opgaver som økonomi, finans og administration. Medens Tempelherrerne levede videre 'på renommeet', blev dette angrebet af vedholdende rygter om forhold inden for ordenen som ikke tålte dagens lys. Filip, der var konge i ordenens europæiske kerneområde, Frankrig, indledte en undersøgelse på baggrund af disse rygter. 7

7 Undersøgelsen mundede ud i alvorlige anklager om blasfemi og perversitet, og Filip slog til ved at lade ordenens medlemmer i Frankrig arrestere og forhøre. Under tortur eller trusler om tortur tilstod de fleste Tempelherrer, at de havde gjort sig skyldige i anklagepunkterne i forbindelse med deres optagelse i ordenen. Det handlede især om, at de nye medlemmer fornægtede Christus, spyttede på et kors og erklærede sig indforstået med i givet fald at omgås kønsligt med deres ordensbrødre. Arrestationen af de mægtige Tempelherrer og ikke mindst deres tilståelsers antal og omfang vakte en stor skandale. Efter forhandling og politisk og ideologisk magtkamp mellem de verdslige og gejstlige myndigheder blev der nedsat biskoppelige inkvisitionsdomstole til at fastslå de arresteredes skyld, medens selve ordenen og dens videre skæbne skulle undersøges af pavelige kommissioner og afgøres i forbindelse med et kirkemøde i Desuden skulle paven, Klemens V, selv tage sig af ordenens ledere. Da sagen kom i gejstligt regi, og da Tempelherrerne var kommet sig over det første chok, trak mange af dem deres tilståelser tilbage. Det blev dog kun til et midlertidigt afbræk i Filips proces mod ordenen. I 1310 lod ærkebiskoppen af Sens (som havde nære forbindelser til kongen) 54 af dem der havde trukket deres tilståelser tilbage brænde på bålet; og i 1312 suspenderede Klemens kirkemødet i Vienne, da der var optræk til flertal for at ordenen skulle have lov til at forsvare sig. Resultatet blev, at alt videre forsvar smuldrede. De allerfleste Tempelherrer lod sig overbevise om deres skyld - og måtte så leve med det. Ordenen som sådan blev opløst af Klemens i 1312, og lederne blev idømt livsvarigt fængsel i Sagen fik et sidste dramatisk højdepunkt, da stormesteren sammen med en af de andre ledere ved den lejlighed offentligt trak sine tilståelser tilbage endnu en gang. Konsekvensen var, at de blev brændt på bålet som relapsi 1, forhærdede kættere. Dermed var ordenen ophørt med at eksistere; de overlevende medlemmer spredtes og forsvandt ud af historien, medens ordenens store besiddelser overgik til det oprindelige formål: kampen for Det hellige Land. Formelt blev formuen overført til Johannitterordenen; men i Frankrig måtte denne betale at klækkeligt beløb til Filip til dækning af sagens omkostninger, hvorefter Filip og hans efterfølger på tronen alligevel forsinkede afleveringen af Templets ejendomme. 8

8 Investiturstrid og inkvisition Det var ikke første gang, at kongemagten og pavemagten var uenige om hinandens interesseområde og autoritet. Sagen mod Tempelherrerne havde form af en pavelig inkvisition, men med kongen som primus motor. Der var dermed etableret en uklar situation, idet kongen med sin verdslige magt ganske vist skulle stille sig til rådighed for gejstligheden og for paven i sådanne undersøgelser, men bestemt ikke skulle overtage føringen og i stedet bruge inkvisitionen som sit redskab. Det stred i hvert fald mod den verdensorden, som de stærkeste af paverne havde opbygget i løbet af højmiddelalderen. Sagen er dermed en udløber eller snarere et væsentligt element i den såkaldte investiturstrid 2. Derfor skal den også analyseres og forstå som sådan og i den kontekst. Historieskrivningen om Tempelherreordenen Tempelherreordenens oprettelse, udvikling, storhed og især dens fald er tidligere blevet behandlet mange gange. Men især dens fald er oftest blevet behandlet som en enestående retssag, hvor synspunktet har været mere juridisk end historisk. Forskellen er, at i en 'ægte' historisk behandling indsættes fænomenet i dets tidslige kulturelle kontekst, medens 'juristen' behandler sagen på sin egen tids præmisser uden at opdage, at han ikke skelner mellem sine egne og datidens opfattelser af lov, ret, religion og verdensanskuelse. Dertil kommer, at indsættelsen i og overblikket over den større sammenhæng oftest har manglet eller fejlet. Men den væsentligste svaghed ved den tidligere historieskrivning om ordenens fald er nok, at de rigtige spørgsmål til sagen og dens kilder endnu ikke er blevet stillet og endnu ikke er blevet forholdt til en konsekvent gennemgang af kildematerialet. Der mangler med andre ord stadig en tilfredsstillende analyse af og forklaring på den mærkelige retssag. Mange enkeltpunkter i sagen er snarere blevet mystificerede i forgæves forsøg på at forklare dem, og jo mere historikerne har belyst sagen, jo mere dunkel synes den at være blevet. Også fordi eftertidens historikere oftest har haft en mere eller mindre erkendt politisk eller religiøs overbevisning at skrive ud fra. Nogle har søgt at hvidvaske kongens og pavens forhold til sagen, medens mange andre ret ukritisk har sværtet Filip og ynket Klemens. Og først sent har man formået at lægge en egentlig historisk distance til begivenhederne for at se dem om ikke objektivt så i hvert fald mere uhildet. Spørgsmål at undersøge I forhold til den netop skitserede kontekst, hvor sam- og modspillet mellem orden, kirke og kongemagt er det centrale tema, rejser sagen mod Tempelherrerne spørgsmål som disse: Var det en inkvisition, det vil sige et udtryk for pavekirkens 'selvjustits', var det en udløber af investiturstriden mellem de gejstlige og de verdslige magthavere, eller var det 'bare' et spørgsmål om økonomi og politisk magt? Men før sådanne overordnede spørgsmål kan diskuteres eller besvares, må tilsyneladende elementære spørgsmål som 9

9 disse besvares: Hvorfor indledte kongen sagen mod Tempelherrrerne? Hvorfor fik retssagen det forløb, som den fik? Hvordan gik det til at de anklagede bukkede under? Hvad fik især kongen og paven og deres folk til at agere som de gjorde - og hvad fik stormesteren og de andre Tempelherrer til at reagere som de gjorde i de forskellige faser af forløbet? Om undersøgelsens metode Undersøgelsen er udsprunget af et misforhold mellem sagen, kilderne og historieskrivningen på området. Metodisk bliver historiografien anledningen til en reformulering af spørgsmålene til kilderne, medens kilderne selv bliver kernen og strukturen i gennemgangen af sagens forløb. Begivenhederne beskrives og forklares ud fra såvel sekundære som primære kilder, så det sekundære materiale indrammer og sammenkæder læsningen, analysen og fortolkningen af de primære kilder. Sidstnævnte ses og bearbejdes både i deres selvgyldighed og i deres sammenhæng. Kilde- og sagsgennemgangens resultater samles til sidst op i en overordnet forklaring, hvor der anvendes en kombination af forklaringsmodeller. Her de magtpolitiske forhold er centralt placeret, medens sagens egen udviklingsdynamik og de implicerede parters opfattelser også medtænkes. Denne sidstnævnte forklaringsmodel er udtryk for en historisk antropologisk tilgang, hvor de historiske agenters adfærd ikke kun forklares ud fra personlige karaktertræk og individuelle intentioner, men også ud fra fælleskulturelle opfattelser og verdensbilleder. Når historikeren vil forstå og forklare fortidige begivenheder, er det nyttigt for ham at beskæftige sig med de umiddelbare bevæggrunde til folks opførsel og handlinger. Det betyder, at hele spektret af menneskelige sindsstemninger, overbevisninger, værdier og moraldomme skal indgå i den historiske forklaringsstruktur. Folks opfattelser og følelser i et givet samfund eller i en given samfundsgruppe om liv, tro, sociale og humane værdier, oplevelser af tid og rum, ideer om døden og det hinsidige etc. danner en helhed, et verdensbillede, som hænger sammen med den sociale og økonomiske virkelighed og med deres kulturelle traditioner. Denne 'subjektive virkelighed' er en integreret del af folks liv, som er med til at bestemme deres individuelle eller kollektive handlen. 3 Denne tilgang erstatter selv sagt ikke kildekritikken, men udvider dens forklaringspotentiale og værdi. Opmærksomheden over for kildernes ophavssituation, sproglighed, tendens etc. er stadig det nødvendige grundlag i historien. Læsevejledning Med denne kontekst og metodik får min undersøgelsen af sagen mod Tempelherrerne denne udformning: Den korte indledning efterfølges af det egentlige hovedafsnit, der er udformet som et drama i tre akter med dertil hørende prolog og epilog. Prologen er en skitsering af 10

10 den forhistorie der hører til dramaets hovedpersoner, Filip IV, paverne og Tempelherrerne. Det er baseret på brede, sekundære fremstillinger og har til formål at etablere den nødvendige historiske kontekst. Prologen rummer dernæst et historiografisk afsnit, som redegør for udvalgte og repræsentative forklaringer og behandlinger af sagen mod Tempelherrerne. Denne del har en dobbelt funktion, idet den fortsætter introduktionen af den tematiske problemstilling, samtidig med at den motiverer den efterfølgende kildeanalyse. Historiografien leder direkte over i dramaets tre akter, Arrestation, Konsultation og Eksekution. Opdelingen i akter skyldes at hele sagen med fordel kan anskues som et socialt drama 4, hvor Filip er hovedaktøren, og hvor Tempelherrerne er ofrene. Forløbet er handling - forhandling - handling; det følger begivenhederne, men er også præget af kildematerialet og udvælgelsen. De valgte kilder er styrende for fremstillingen, og de giver de tre akter dette indhold: 1. akt 'Arrestationen' er optakten med forslaget om sammenlægning med Johanniterne samt det første dramatiske højdepunkt, anklagerne, arrestationerne og de indledende forhør og tilståelser. 2. akt 'Forhandlingerne' er et mellemspil, hvor Filip rådfører sig med den teologiske og juridiske ekspertise og indkalder til stænderforsamling, og hvor hans minister, Vilhelm af Plaisians, taler ved et topmøde mellem de verdslige og gejstlige myndigheder, som inkluderer paven, prælaterne, kongen, baronerne og ridderne. 3. akt 'Eksekutionen' er det andet dramatiske højdepunkt, hvor Tempelherrernes orden møder sin skæbne i Filips skikkelse. Her drejer det sig om pariserbiskoppens instruks om forhør af og mod ordenens medlemmer og om disses vidneudsagn til undersøgelseskommissionen. Til slut kommer Filips breve til paven om ordenens nedlæggelse. Denne epilog fortæller også kort det begivenhedshistoriske efterspil: Hvad der blev af Filip og hvad der blev af Tempelherrerne. Efter dette hovedafsnit følger det afsluttende, diskuterende og konkluderende afsnit. Her skal for det første fremlægges og vægtes de opnåede resultater ved anvendelsen af netop denne metode på netop dette emne, og det skal vurderes, hvordan metoden har bidraget til at kaste lys over den svært forståelige sag. For det andet skal resultatet forholdes til den tidligere og anderledes forskning i sagen mod Tempelherrerne. 11

11 Noter 1. Relapsi kommer fra latin (relabor) og betyder 'en der er gledet tilbage', det vil her sige 'en der har trukket sin tilståelse tilbage og er gledet tilbage i forhærdet kætteri'. 2. Begrebet 'investiturstriden' dækker oprindeligt striden mellem kejseren, Henrik IV, og paven, Gregor VII, om retten til at besætte de kirkelige embeder der var forlenet med verdsligt gods. Siden bruges betegnelsen mere bredt om det politiske modsætningsforhold mellem kejser/konge og pave i middelalderen i almindelighed. 3. Min forståelse af den historiske antropologis væsen og til en vis grad også min formulering af dens program er hentet hos A. Gurevich' Historical Anthropology of the Middle Ages, Se for eksempel s. 4 & Begrebet 'socialt drama' bruges af Peter Burke i hans The historical anthropology of early modern Italy,

12 PROLOG DEN HISTORISKE OG HISTORIOGRAFISKE BAGGRUND Efter de korte indledende overvejelser gælder det nu selve sagen, dramaet i tre akter. Dog er det først nødvendigt at redegøre for dramaets historiske baggrund og for historieskrivningen om sagen. Den overordnede historiske kontekst beskrives først. Det er den politiske og ideologiske magtkamp mellem de gejstlige og verdslige myndigheder i højmiddelalderen i almindelighed og mellem Filip den Smukke og Bonifacius VIII i årene frem til sagens begyndelse. Dernæst beskrives Tempelordenens historie frem til dens fald. En sådan gennemgang af ordenens historie frem til selve sagen er en uundværlig del af forståelsesrammen. Endelig følger så den historiografiske redegørelse, som er den tredje og sidste forudsætning for at dramaet kan begynde. 13

13 14

14 Investiturstriden og Filip den Smukke Den politiske og ideologiske magtkamp mellem Filip den Smukke og Bonifacius VIII kan ses som begyndelsen til afslutningen på pavekirkens storhedstid. Pave Bonifacius VIII ( ) er den tredje og sidste af de store personligheder blandt middelalderens paver. Sammen med Gregor VII ( ) og Innocent III ( ) repræsenterer han den fløj inden for den middelalderlige kristne kirke, som havde intentioner om en verdenskirke og som gjorde krav på kirkens og pavens absolutte overhøjhed i både gejstlige og verdslige sager. Kong Filip er tilsvarende en bemærkelsesværdig historisk skikkelse som (selvfølgelig) har en fremtrædende placering i den lidt ældre personcentrerede og kongefikserede historieskrivning. Han er imidlertid også centralt placeret i den nyere social- og strukturhistorie, fordi han står for nogle samfundsmæssige og strukturelle forandringstendenser i overgangen fra feudalisme til nationalstat. Man kan sige det på den måde, at samtidig med at pavens position svækkedes, styrkedes de verdslige herskeres; men det der egentlig skete var, at den franske befolkning og den franske kirke støttede og sluttede op om kongen og begyndte at undsige paven i de situationer, hvor et valg mellem de to instanser var uundgåeligt. 15

15 Sagen havde imidlertid sit udspring allerede tre hundrede år tidligere. Omkring år 1000 begyndte verden langsomt at forandre sig, først i kongeriget Frankrig, hvor det feudale system blev etableret som en ny samfundsstruktur. Kongen mistede gradvis magten, og de lokale stormænd overtog opretholdelsen af orden og sikkerhed. Magten decentraliseredes fra kongen til hertugerne, til greverne og til de enkelte borgherrer. Samtidig blev krigsførelsen specialiseret, idet adelen blev en krigeradel. Men de lokale herrer var ikke salvede og hellige som kongen. Derfor opstod der en splittelse og modsætning inden for den herskende klasse mellem adel og gejstlighed. Kongens militære og magiske magt deltes. Ridderne var ukultiverede, så kongens religiøse, magiske og æstetiske ansvar overgik til kirken. 1 Dermed kunne kirken ikke alene selvstændiggøre sig i forhold til konge- og kejsermagten, men også hævde sin overhøjhed. Men det er værd at bemærke, at kirkens voksende magt fandt sted i et magttomrum. Det drejede sig om at påtage sig et ansvar og om at sikre sig den nødvendige magtbasis. Kejser og pave, striden begynder Den store omvæltning med hensyn til pavemagt og pavepolitik begyndte med Leo IX ( ) og med den tysk-romerske kejser, Henrik III, som var ophavsmand uden selv at vide det. Henrik drog i 1046 til Italien for at ordne forholdene omkring pavestolen og pavevalgene. Problemet var, at det lokale romerske aristokrati brugte kontrollen over pavestolen som en brik i et spil om familiestridigheder. Det måtte fromme mennesker opfatte som en besmittelse af en vigtig kristen institution; og som overhoved for den europæiske kirke skulle Henrik III gøre noget ved det. Efter Henriks død i 1056 måtte paven og hans rådgivere selv forsvare den nye orden. Pave Nikolaus II ( ) bestemte nye regler for pavevalg, hvor kardinalerne fik den afgørende stemme; og ikke alene den romerske adels, men også den tyske kejsers godkendelse blev nu nedprioriteret. Betydningen af disse regler fra 1059 må understreges; det var en slags uafhængighedserklæring og begyndelsen til et nyt system, der skulle gøre kirken til herre over den autoritet, som den tidligere havde været underlagt. Det måtte føre til sammenstød mellem den nye pavestol og den tyske kejser; og det blev en af middelalderkirkens største ledere, Gregor VII ( ), der kom til at møde krisen. I forbindelse med udpegelsen af en ny ærkebiskop i Milano måtte han vælge mellem enten at give efter for kejserens (Henrik IVs) krav eller søge at opretholde kirkens frihed til at vælge sine egne ledere. Det var et dilemma, for hvis han gav efter, ville han risikere at sætte resultatet af tyve års bestræbelser over styr, og hvis han stod fast, var situationen lige så truende. Så risikerede han at miste kejserens 16

16 støtte og beskyttelse mod de italienske fjender. For at reformere og anstændiggøre paveinstitutionen havde Henrik III installeret dens selvstændighed over for italienerne uden at tænke på, at en sådan selvstændighed logisk kunne udstrækkes til at gælde over for verdslige magthavere i almindelighed. Og Nikolaus havde regelsat uafhængigheden uden tanke for det dilemma, han derved kunne komme til at sætte sine efterfølgere i. Især de efterfølgere, som ikke var til sinds at give efter for modpartens politiske pres. Men hele denne konflikt og dette skel mellem åndelig og verdslig magt var dengang stadig ukendt og uklart. Selv om den verdslige magt traditionelt var religiøst funderet, var den blevet verdsliggjort, og Gregor kunne derfor hævde, at den højeste myndighed ikke længere lå hos kejseren, men hos paven, som var Peters stedfortræder. I 1075 formulerede han dette standpunkt klart. Henrik svarede igen ved at anklage Gregor for at have ranet pavetronen, hvorefter Gregor ekskommunikerede Henrik. Det var et stort skridt at tage. Kejserens autoritet blev dermed frataget enhver religiøs basis. Det svarede næsten til at afsætte ham, hvilket Gregor da også gjorde formelt i Det var et brud på et to hundrede år gammelt fællesskab. Gregor VII havde opregnet sin juridiske stilling i Dictatus Papae. Ifølge dette skrift, hvis officielle og juridiske status ikke er sikker 2, har paven absolut myndighed, fuldstændig og direkte kontrol over kirken samt overhøjhed over den verdslige magt, først og fremmest kejseren. Det er formuleret så direkte: 'Paven kan afsætte kejsere' 3. Skriftet hviler på ældgammel tradition, hvoraf meget stammer fra dokumenter der var forfalskede i 700- og 800-tallet. Heriblandt var Konstantins gavebrev, som foregav at den verdslige magt i Italien var overdraget til paverne. Gregor og hans samtidige vidste ikke at dokumenterne var falske, derfor kunne 1000-tallets kejserlige overherredømme komme til at fremstå som en uretmæssig magtovertagelse af nyere dato. Politisk stod Gregor svagere end juridisk. Men Henrik 'havde ikke sit bagland i orden', mange af hans tyske vasaller ledte efter en lejlighed til at opsige deres troskab, og med Henriks ekskommunikation havde de fundet den. Resultatet blev som bekendt, at Henrik IV måtte gå den tunge gang til Canossa i 1077 og stå barfodet og angrende i sneen i tre dage, før Gregor forbarmede sig over ham og tog ham til nåde igen. Men efter Henrik var kommet til hægterne og magten igen, vaklede han ikke; han stod lige så fast på den nye tradition, som paven stod på den falske. Ingen af dem skelnede mellem verdslig og åndelig magt; begge krævede overhøjhed. Kejseren brugte militær magt, erklærede Gregor afsat og indsatte Klemens III ( ). Men efter Henrik havde forladt Rom på grund af tysk borgerkrig, indsatte Gregors kardinaler Urban II ( ), da Gregor døde i Klemens fik så status af modpave. 17

17 Urban II gik et skridt videre ved også at forbyde gejstlige at afgive lenshylding til lægfolk. På den måde overførte han pavens uafhængighedskrav og udvidede det til at gælde hele kirken. I England valgte de gejstlige deres leder i kongens nærværelse, hvorefter den valgte hyldede kongen for det medfølgende len; derved blev hans to egenskaber holdt adskilte: han var verdsligt kongens undersåt og åndeligt kirkens. I 1122 blev dette kompromis gældende for hele kejserdømmet ved konkordatet i Worms. Dermed var skellet mellem gejstlighed og verdslighed etableret og formaliseret på alle niveauer. Samtidig var den egentlige investiturstrid afsluttet. Det forhindrede dog ikke, at der fortsat opstod tilsvarende stridigheder, således at man kan tale om en investiturstrid i bredere forstand, der strakte sig ud over tidsrummet På den ene side havde paverne ikke opnået fuld frihed for hele kirken: biskopper og abbeder aflagde hyldingsed til lægmænd. På den anden side var pavesædet nu universalt anerkendt som den højeste religiøse autoritet, og ikke kun i åndelige sager: Urban II havde kaldt til korstog, hvorved han kom til at fremstå som leder over hele kristenheden, medens kejseren kæmpede for at opretholde sit lokale tyske kongedømme. 4 Canossa 1077 var blevet et vendepunkt og et grundlag for pavemagtens senere storhed. Den kristne kirke kunne fra da af postulere uafhængighed af statsmagten, indtil den nogle hundrede år senere blev trukket ind i statsapparatet igen. Innocent III, paven sejrer Innocents IIIs tid ( ) bliver ofte betragtet som den middelalderlige pavemagts absolutte højdepunkt, hvor den magtfulde pave krævede at bestemme hele Europas politik, højt hævet over kejsere og konger. I årene efter det fjerde korstog ( ) nåede romerkirken en udstrækning og en religiøs og politisk enhed som aldrig siden, hvilket i høj grad må tilskrives Innocent IIIs geniale ledelse. For ham var kirken en moralsk og åndelig magt der arbejdede for fred, orden og frelse i hele den kristne verden. Men han forstod også, at pavens magt ikke kunne tillade en endelig deling af det åndelige og det verdslige i to adskilte sfærer. Hans kompromisløse hævdelse af den pavelige overhøjhed blev mildnet af hans kloge forståelse af at de verdslige fyrster havde deres egne opgaver at udføre. Hans statsmandsagtige egenskaber er nøglen til hans succes. Sagt med andre ord (i et moderne ledelsessprog) forstod Innocent at varetage den øverste ledelse uden at kompromittere den ved at blande sig unødigt i underafdelingernes funktionsområder. Eller måske snarere uden at underkende sine mellemledere direkte. 18

18 Et eksempel viser det: Den franske konge, Filip August, var trængt ind i Normandiet, som var den engelske konges len. Innocent ville mægle, men de franske biskopper hævdede, at paven ingen ret havde til at dømme i en feudal sag. Innocent svarede tilbage, at han ikke havde til hensigt at blande sig i den feudale strid, men i kongens syndige adfærd. Filip August havde ikke alene brudt en højtidelig ed, men det havde også ført til krig, og det var pavens særlige pligt at forsvare freden. Dertil kom, at en højtidelig ed hørte ind under kirkens jurisdiktion. Innocent forstod at udnytte, at en feudal ed både havde et politisk og et religiøst aspekt. På den måde kunne han intervenere i politiske sager uden direkte at påberåbe sig sin erklærede overhøjhed over alle konger. Og sådan kunne han nå målet uden at sætte midlet på spil. Kejservalg var et af de områder kristenhedens højeste leder nødvendigvis måtte blande sig i, i hvert fald hvis han havde Innocents format og selvforståelse. Et af principperne i Innocents håndtering af kejserskift var således, at paven skulle vurdere kandidatens egnethed til at regere over et kejserrige. Det gjaldt vedkommendes moralske karakter samt hans magt og midler til at få sine undersåtter til at respektere og adlyde sig. Uden en stærk og god kejser ville det ikke være muligt at opretholde Innocents og kirkens program om fredelige og ordnede tilstande i kristenheden. I 1215 udtalte Innocent sig til fordel for Frederik (II) og demonstrede derved offentligt pavens absolutte autoritet. Frederik havde til gengæld måttet give afkald på at blande sig i valgene af biskopper og abbeder i Tyskland, hvilket han svor allerede i Men Innocent satte ikke hårdt mod hårdt. I sit dekret Venerabilem anerkendte han først, at retten til at vælge kejseren hørte fyrsterne til. Men så tilføjede han, at eftersom paven skulle indvie og krone kejseren, havde han også ret og pligt til at bestemme, om den valgte egnede sig til kronen. Og hvis fyrsterne ikke kunne blive enige, så måtte paven bestemme, hvem der var den mest egnede: "Vi anerkender sandelig som vi skulle, at fyrsterne, hvem det med rette og efter gammel sædvane tilkommer, har retten og magten til at vælge en konge, der bagefter ophøjes til kejser, så meget mere som denne ret kom til dem fra det apostolske sæde, der overdrog det romerske imperium fra grækerne til germanerne ved Karl den Stores person. Men fyrsterne skulle anerkende, og det gør de da også, at retten og myndigheden til at undersøge den kongevalgte person, der skal ophøjes til kejserværdigheden, tilhører os, som salver, vier og kroner ham; for det er almindeligt iagttaget, at undersøgelsen af en person angår den, som håndspålæggelsen hører til. Hvis fyrsterne valgte en vanhellig, en ekskommunikeret, en tyran, en tåbe eller en kætter til konge, og det enstemmigt, skulle vi så salve, vie og krone en sådan mand? Selvfølgelig ikke." 5 I hele den kristne verden greb Innocent således ind uden frygt og uden tøven i politik og i privatliv. Han holdt Europas politiske tråde i sin hånd, men hans håndtering af dem var måske lidt for behændig for en præst. Ved det fjerde Lateranmøde i Rom i 1215 var alle 19

19 der betød noget i Europa samlet. Her var hele den pavelige magtfuldkommenhed i synlig funktion. Innocent styrede åndelige og verdslige sager og afgjorde teologiske spørgsmål, vurderede kandidaterne til kejsertronen, afgjorde retten til grevskabet Toulouse og dømte mellem engelske kong John og hans baroner. Endnu mere indtryk gjorde hans skridt til at reformere kirken ved hjælp af intern opstramning. For ikke at tale om det nye korstogsprojekt, som han dog ikke nåede at se løbe ud i sandet. Hele kleresiet var knyttet sammen til det mest effektive administrative system datiden havde kendt; den kirke Innocent III styrede udgjorde en universal magt inden for hele den kristne verden. Det var en kirke, der var i stand til at rumme de materielle, spirituelle og intellektuelle dynamiske kræfter, som virkede og omformede menneskers liv og syn på livet. Det fremtidige problem var så, om kirken kunne blive ved med at rumme dem, når de fortsat udviklede sig. 6 Bonifacius VIII, krisen begynder Innocent III havde i 1200-tallet demonstreret pavemagtens potentiale og ambitionsniveau. I slutningen af samme århundrede stod hans efterfølgere over for en række alvorlige og påtrængende problemer. Italien var hjemsted for megen ufred, hvori kirkefyrsterne også var indblandet, franciskanerordenen var splittet på grund af uoverensstemmelser mellem spiritualerne og konventualerne, hvor begge parter havde pavebuller der støttede dem, og med tabet af Acre i 1291 faldt korsfarernes sidste bastion i Levanten. Da kardinalerne i 1294 valgte eremitten Peter som pave Cølestin V, var det et tegn på deres rådvildhed og desperation. Da denne ulærde hellige mand gik af igen efter et halvt år, var situationen nærmest kaotisk, i hvert fald inden for institutionens administration. Umiddelbart syntes det nærliggende at vælge hans modsætning til at rette op på denne uorden; men på længere sigt var det nok ikke klogt at vælge kardinal Benedetto Caetani som hans efterfølger, Bonifacius VIII ( ). Han var ganske vist duelig, men også arrogant, ubøjelig og meget ambitiøs. Dertil kom, at han holdt hårdt på pavens principielle krav på overhøjhed over hele den kristne verden, og på hans ubetvivlelige ret til at føre den åndelige og den verdslige magts to sværd. Da denne rigide og juridiske holdning blev konfronteret med vanskelige politiske problemer, gjorde den ham hvervet umuligt. Gennem længere tid havde konflikten med kejserriget og begivenhederne i Italien tilsløret, hvor afgørende betydning det havde, at Frankrig og England bidrog med penge og våben til kirkens sag. Det udsprang af at Gregor IX ( ) havde påbegyndt den praksis, at hele Europas kleresi skulle beskattes, når korstog skulle finansieres. Dertil kom at korstogbegrebet af politiske og finansielle grunde blev udvidet til også at omfatte andre og mere indirekte mål end Det hellige Land. Således var krigen mod 20

20 Hohenstauferne og Aragonerne blevet ført og finansieret som korstog. Og da paven kaldte Frankrig og England til hjælp, var det nærliggende at finansiere deres bistand på lignende vis ved at tillade dem at beskatte de nationale gejstligheder. Det utilsigtede resultat var, at de to konger med en vis ret kunne mene, at de havde vundet hævd på denne indtægtskilde, nårsomhelst deres diplomatiske og militære forpligtelser gjorde det nødvendigt, at de fik støtte fra deres undersåtter. Denne beskatning var med til at få kirkens folk til at arbejde tættere sammen med kongen i hans sekulære politik; den havde nu ikke alene ideologisk interesse for dem, men også økonomisk. Andre forhold var med til at sætte dem op mod romerkirken og dens repræsentanter. Paven lagde således større byrder på kirkerne i Frankrig og England for at lette trykket på sine italienske støtter. De henvendte sig derfor til deres respektive konger for at få beskyttet deres interesser mod de fremmede fra kurien. Tendensen var således, at båndene mellem konger og nationalkirker styrkedes, medens båndene til Rom løsnedes. På en måde betalte paven for kongernes støtte med tabet af ikke alene afgifter fra de to landes gejstlige, men også loyalitet. Fremmedgørelsen i forhold til Rom var større i den sekulære gejstlighed end i den regulære, som i sin natur var mere internationalt og romersk orienteret. Så de rige munkeordener klagede til Rom over den kongelige beskatning, medens præsterne klagede til deres konge over den pavelige beskatning. Så længe de to landes konger var allierede med paven, havde alle parter fælles interesser. Hvadenten skatterne gik til Rom, Paris eller London, blev de dog brugt i den samme gode sag, kunne skatteyderne mene. Men i 1294, da der udbrød krig mellem Frankrig og England, kom disse problemer for dagen, og Bonifacius' krise blev fremskyndet. Både den franske og den engelske konge skulle bruge penge til deres indbyrdes krig, og krige plejede som nævnt at blive finansieret ved beskatning af såvel de verdslige som de gejstlige vasaller. Tidligere var beskatningen af den nationale gejstlighed gennemført med pavens autoritet enten i korstogets navn eller til gengæld for kongelig bistand ved indkrævning af tiende fra kirken til paven. Men for Bonifacius drejede de to kongers krav sig både om indgreb mod kirkens uafhængighed og mod pavens eneret til at udnytte kirkens rigdomme. Dertil kom, at nogle af de italienske byer var begyndt at beskatte deres gejstlige på linje med andre borgere - til pavens vrede. Den fransk-engelske krig havde i øvrigt intet at gøre med paven eller pavens politik i sit udspring. Men selv om begge konger hver for sig kunne se krigen som et korstog, kunne paven ikke anerkende, at to af kristenhedens støttepiller førte korstog mod hinanden. Det ville kræve et paveligt skisma, sådan som det så sørgeligt skete mindre end hundrede år senere. Så vidt var det endnu ikke kommet; Bonifacius måtte intervenere, og det gjorde han i første omgang ved at udstede bullen Clericis laicos i

21 Bonifacius' reaktion og hans bulle vidner om hans manglende fleksibilitet og hans ringe politiske tæft. Clericis laicos var kompromisløs: lægmænd er fjendtlige mod præsteskabet. De nøjes ikke med hvad der er deres, men efterstræber ulovligt kirkens personer og gods og beskatter dem - og søger at gøre dem til slaver, hed det. Verdslige fyrster der vovede at beskatte kirke og præster truedes med ekskommunikation, dvs. udstødelse af de kristne fællesskab. Det samme gjaldt biskopper og præster der gik ind på sådanne krav. 7 Indholdet var således næsten for klart: Kirkens ejendom skulle ikke beskattes af verdslige magter, men gå fuldt ud til gejstligt formål. Juridisk og sædvanemæssigt stod Bonifacius stærkt; men den almindelige fornuft og tidens forhold bakkede ikke standpunktet op. Den franske og engelske reaktion viste det: Bonifacius kunne måske nok formulere loven, men han kunne ikke føre den ud i virkeligheden. Han havde desuden problemer nok på hjemmefronten, hvor lokale familiers stridigheder førte til, at han blev mødt med spørgsmål om lovligheden af hans egen myndighed, da han truede med at ekskommunikere sine modstandere og afsætte dem fra alle embeder. Frankrigs konge, Filip den Smukke, reagerede på udfordringen ved at forbyde al udførsel af guld og sølv fra Frankrig, hvilket betød at Bonifacius kom til at mangle midler til at hævde sig i Rom. Han måtte derfor give efter. Han tilbagekaldte dog ikke Clericis laicos, men dækkede over den med to buller, hvor den første, Ineffabilis Amor 8, tillod kongelig beskatning af gejstlige i nationale nødsituationer, og hvor den anden, Etsi de Statu, gav kongen ret til at bestemme, hvornår en sådan situation forelå. Kongerne og især Filip havde sejret. Og Filip havde samtidig dels fået indblik i Bonifacius' svage punkt: lovligheden af hans valg til pave, dels fundet potentielle allierede i Bonifacius' italienske fjender. I 1301 fortsatte sagen sin gang, da Filips folk anklagede biskoppen af Pamiers i Sydfrankrig for tilskyndelse til oprør og for kætteri. Han appellerede til paven, som krævede hans sag for en gejstlig ret, hvilket førte til en ny og alvorligere konfrontation mellem Bonifacius og Filip. Bonifacius må have vidst, hvad han gjorde. Men problemet var, at anklagen ikke alene gjaldt kætteri, som var en gejstlig sag, men også forræderi mod Frankrig. Det måtte bringe spørgsmålet om pavens påståede suverænitet i verdslige sager på banen. Hvor langt kunne og skulle en principfast og rigid pave strække sin teoretiske myndighed i praksis? Bonifacius valgte atter den hårde vej. Hans bulle Ausculta fili var personligt henvendt til Filip, og den indkaldte den franske gejstlighed til at møde for paven i november 1302, så de sammen kunne rådslå om, hvordan den franske gejstlighed skulle dømme i kongens sager - under pavens opsyn. 22

22 I Ausculta fili opregnede Bonifacius på skarp pædagogisk vis Filips mange krænkelser mod kirke og stat, hvorefter han bekendtgjorde sin vilje til at tage skridt til at reformere kongedømmet, idet han advarede Filip om at han var underlagt paven - og at kun en tåbe kunne tro andet: "Hør her, min søn,... Bevæget af vor samvittighed og af påtrængende nødvendighed vil vi forklare dig mere tydeligt, hvorfor vi skriver dette til dig. Thi, skønt vore fortjenester er utilstrækkelige, så har Gud alligevel sat os over konger og kongeriger og har pålagt os den apostolske tjenestes byrde, som er at oprykke og nedbryde, at ødelægge og nedrive, at opbygge og plante 9 i hans navn og ifølge hans lære... derfor, kære søn, skal du ikke lade nogen få dig til at tro, at du ingen overmand har, eller at du ikke er underkastet overhovedet for det kirkelige hierarki, for det tror kun en tåbe, og den der påstår det hårdnakket, bliver dømt som ikke-troende og sat uden for den gode hyrdes fold." 10 Bortset fra det arrogante tonefald var indholdet i overensstemmelse med doktrinen: kongen var som alle andre (syndere) underlagt paven, og dertil kom, at paven besad det verdslige såvel som det åndelige sværd i sin egenskab af Christi stedfortræder. I forbindelse med det omtalte møde blev Unam sanctam bekendtgjort i december Det er alle tiders klareste udsagn om pavens overhøjhed i verdslige sager: Der findes én hellig, katolsk og apostolisk kirke, og uden for denne kirke findes ingen frelse og ingen syndernes forladelse. Det åndelige og det materielle sværd er i kirkens magt; det ene bruges af kirken og det andet for kirken; det ene i præstens hånd, det andet i kongens og soldaternes med præstens vilje og samtykke. Men det åndelige står over det verdslige. Hvis den verdslige magt forvilder sig, skal den dømmes af den gejstlige. Hvis en lavere gejstlig magt forvilder sig, skal den dømmes af en højere, og hvis den højeste åndelige magt forvilder sig, skal den dømmes af Gud alene og ikke af noget menneske. Derfor er det nødvendigt for et hvert menneskes frelse, at det underkaster sig paven. 11 Det er altså kun én kirke, og uden for den er der ingen frelse. Dette indhold var måske ikke nyt, men det var aldrig tidligere blevet formuleret så konsekvent. Filip lagde ikke skjul på at han igen ville tage udfordringen op. Han indkaldte stænderne allerede efter Ausculta fili og forelagde dem en række anklager mod Bonifacius. Ved et rådsmøde i juni 1303 oplæste Vilhelm af Plaisians et anklageskrift, hvor Bonifacius - lige som tidligere biskoppen af Pamiers - blev anklaget for en præcis og forbløffende række forbrydelser, iberegnet kætteri og ussel udnyttelse af pavemagten. Det drejede sig om grådighed, nepotisme, etc. Og Bonifacius blev endvidere beskyldt for at være usurpator, skismatiker og kætter. Det var dygtigt gjort, og det virkede efter hensigten, da den franske gejstlighed støttede adelen og tredjestanden i stændernes bøn til kongen om at han skulle forsvare Frankrigs og den franske kirkes rettigheder. 23

23 Med denne opbakning kunne Filip anklage Bonifacius for et kirkemøde, som så kunne afsætte denne pave der vovede at komme imellem Filip og hans undersåtter. Det eneste problem var, at Filip ikke kunne indkalde et kirkemøde, så Vilhelm af Nogaret blev sendt til Italien for sammen med pavens derværende fjender at pågribe Bonifacius. Planen var at bringe ham til Frankrig og tvinge ham til at indkalde et kirkemøde der skulle afsætte ham. Og det skulle nok være lykkedes at tilsværte ham så meget, at udfaldet var sikret. Men sådan skulle det ikke gå. I september 1303 kom Vilhelm af Nogaret til Anagni uden for Rom, hvor den 86-årige Bonifacius lå syg i sin sommerbolig. Vilhelm og de italienske allierede overraskede og pågreb paven og hans folk; men den lille bys indbyggere rejste sig og befriede paven efter et par dage. Vilhelm måtte flygte tilbage til Frankrig, og Bonifacius havde lige kræfter nok til at returnere til Rom, hvor han kort efter døde, angiveligt på grund af den rystende oplevelse. Bonifacius' efterfølger, Benedikt XI, fordømte Vilhelm af Nogaret og de andre deltagere i Anagni-kuppet, men frikendte Filip. Dermed var grunden til et kirkemøde borte, og Unam sanctam var uaktuel. Et par år efter valgtes den franske ærkebiskop af Bordeaux til pave Klemens V ( ). Han støttede Filip, undsagde Bonifacius og erklærede dennes buller ugyldige. Vilhelm af Nogaret renvaskede han også. Klemens flyttede aldrig til Rom, men slog sig i 1309 ned i Avignon på den daværende grænse til Frankrig. Unam sanctam var konsekvent i forhold til den pavelige ideologiske udvikling, men den var ikke i overensstemmelse med tidens politiske virkelighed. Det franske folk og dermed også landets gejstlighed havde støttet kongen på pavens bekostning. Der var sket noget med den politiske struktur i Europa siden Innocent IIIs tid: ingen pave kunne længere bestemme over kongerne og fyrsterne. Hele denne konfrontation afspejler de nationale kongers voksende magt. Men den peger også på et skift i den almene holdning til den etablerede romerkirke og til pavens krav - ikke kun i Frankrig, men i hele Europa. Man kan sige, at Bonifacius' stejle og uforsonlige holdning fik denne forandring op til overfladen; men den var ikke årsagen til den. Pavestolen havde svigtet på afgørende områder. 12 Pavestolen var afgørende svækket, og dens indflydelse nåede aldrig siden det samme omfang og de samme højder. Tilbage er kun at konstatere, at den franske konge, Filip den Smukke, var tilsvarende styrket. Han var den første middelalderkonge der kunne forholde sig til pavemagten på samme måde som den tysk-romerske kejser, Henrik III, havde gjort det tidligere: aktivt indgribende, regulerende og med stor autoritet. Hvor pavemagten i sin storhedstid havde benyttet den verdslige magt som sit redskab, var stillingen nu vendt: Filip havde overvundet Bonifacius og kunne betragte Klemens som sit nyttige redskab. Men selv om stillingen var vendt, og selv om Klemens var fransk og den franske konges mand på pavestolen, fandt Filip ud af, at han ikke helt kunne få sin vilje med ham. 24

24 Noter 1. Georges Duby, The Age of the Cathedrals, 1981, s. 31ff. 2. Den bedste forklaring på skriftets usædvanlige form er, at det kunne være overskrifter til en kanonsamling. Se også Brian Tierney, The Crisis of Church and State , 1964, s Brian Tierney, The Crisis of Church and State , 1964, s. 49, min oversættelse. 4. Ovenstående bygger især videre på Maurice Keen, The Penguin History of Medieval Europe, 1991, s.73ff. 5. Brian Tierney, The Crisis of Church and State , 1964, s. 133f, min oversættelse. 6. Ovenstående bygger især videre på Maurice Keen, The Penguin History of Medieval Europe, 1991, s.135ff. 7. Brian Tierney, The Crisis of Church and State , 1964, s. 175f. 8. Tierney betegner denne skrivelse som et separat brev fra Bonifacius til Filip. Brian Tierney, The Crisis of Church and State , 1964, s Jeremias 1: Brian Tierney, The Crisis of Church and State , 1964, s. 185f, min oversættelse. 11. Brian Tierney, The Crisis of Church and State , 1964, s. 188f. 12. Ovenstående bygger især videre på Maurice Keen, The Penguin History of Medieval Europe, 1991, s.207ff. 25

25 26

26 Tempelherreordenens historie Oprettelsen I pavekirkens storhedstid drog tusinder af kristne på korstog til Det hellige Land for at befri det eller erobre det fra tyrkerne. Man taler om syv, otte eller ni 'rigtige' korstog, men egentlig var der en fortsat strøm af korsfarere og pilgrimme i hele denne periode, som falder sammen med det man kalder højmiddelalderen. Kun det første og det tredje korstog var vellykkede set fra de kristnes synspunkt. Det første sluttede i 1099 med Jerusalems erobring; og med det tredje korstog, næsten hundrede år senere, lykkedes det at aftale en våbenstilstand så kristne pilgrimme fik adgang til den hellige by, som muslimerne i mellemtiden havde erobret tilbage 1. Siden sluttede en række nederlag i de følgende hundrede år med tabet af den sidste korsfarerby i Levanten, Acre, i Det storslåede hellige projekt med den massive indsats af menneskeliv og finanser der skulle sikre de kristnes besiddelse af Jerusalem eller i hvert fald den uhindrede adgang til Christi grav, var slut. Ikke alle indså det med det samme; der blev fortsat lagt planer, og så sent som i slutningen af 1400-tallet, to hundrede år senere, forklarede Columbus sin og spaniernes ekspropriation af indianernes guld med at det skulle bruges til at finansiere endnu et forsøg på at kaste muslimerne ud af Jerusalem. 2 27

27 Det første korstog var altså en af de få succeser. Efter flere ugers kamp indtog korsfarerne Jerusalem i Så drog størsteparten hjem, medens de øvrige sammen med nyankomne først valgte den franske ridder Godfred af Bouillon og året efter hans broder Balduin til leder og 'Konge af Jerusalem'. De byggede fæstninger, og nogle af dem oprettede særlige militære og religiøse ridderordener til beskyttelse af Det hellige Land. En af dem var Tempelherreordenen eller mere korrekt 'Christi og Salomon templets fattige riddere' som blev oprettet i Jerusalem i En anden stor orden, Johanniterordenen 4, blev oprettet på samme tid. Senere oprettedes også den Teutonske Orden 5 og flere små ordener 6. Tempelherreordenens erklærede formål var at beskytte kristne pilgrimme mod muslimske overfald. Fra begyndelsen var de kun en halv snes riddere, som anført af Hugo af Payns havde påtaget sig dette hverv. De lovede også at leve i fattigdom, kyskhed og lydighed, så de forenede riddernes funktion med munkenes idealer. Kong Balduin indkvarterede dem i en fløj af kongeslottet ved siden af al-aqsa moskeen, hvor det jødiske tempel havde ligget 7. Tempelherrernes antal voksede snart, da mange riddere på korstog eller pilgrimsrejse sluttede sig til dem og blev optaget i ordenen. Ved kirkemødet i Troyes i 1128 blev den institutionaliseret, idet der blev udarbejdet detaljerede forskrifter for den. Bernhard af Clairvaux stod sandsynligvis bag den tillempning af Benediktinernes regel der kom til at gælde for den nu etablerede Tempelherreorden. Reglen blev godkendt af paven i 1139 i Innocent's bulle Omne datum optimum. Den første regel indeholdt 72 artikler, men allerede i 1140'erne blev regelsættet meget udvidet, blandt andet med indviklede systemer for valg af ordenens ledere. 8 Bernhard skrev få år senere en traktat til det nye riddervæsens pris, Laudatio novae militiae, hvor han sammenlignede de verdslige ridderes pyntesyge og kvindagtighed med Tempelherrenes barske mandighed. Samtidig beskrev han sin opfattelse af de nye munkeriddere. Han påtalte, at de verdslige riddere var ineffektive med deres guld, ædelstene og silke og med deres lange hår der kom i vejen for deres udsyn og lange kjoler der hæmmede deres bevægelighed. De kunne lære noget af Tempelherrernes disciplin, ubetingede lydighed og foragt for rigdom, fine klæder og god mad: de boede sammen, sobert og muntert uden kvinder og børn, uden private ejendele og uden at spille dam og terning. De hadede at gå på jagt og de nød end ikke falkens flugt. De brød sig ikke om gøglere og sjofle sange, de redte aldrig håret og de vaskede sig sjældent 9. Ordenen havde således opnået den mægtige abbed og kirkepolitikers velvilje og støtte. Den opnåede også nogle privilegier, som var med til at forme dens fremtid, først med Innocent's bulle Omne datum optimum, 1139 (jfr. ovenfor). Tempelherrerne fik 28

28 pavelig beskyttelse og lov til at disponere frit over det bytte de tog fra muslimerne. Derudover blev de fritaget for at betale tiende og for at være underlagt de lokale biskoppers domsmyndighed. Celestin II's bulle Milites Templi, 1144 gav aflad til ordenens velgørere. Med Lucius II's bulle Milicia Dei, 1145 fik Tempelherrerne lov til at bygge deres egne kapeller og begrave deres døde på ordenens egne kirkegårde. Dermed blev de selvstændige i forhold til patriarken i Jerusalem, og da de etablerede sig hjemme i Europa, var de tilsvarende uafhængige af det gejstlige hierarki, idet de refererede direkte til paven 10. Internt var ordenen organiseret i to klasser, ridderne og tjenerne. Ridderne udgjorde den militære styrke. Nogle af tjenerne bar også våben og deltog i kampene når det var nødvendigt. I løbet af 1100-tallet kom der endnu en klasse til, præsterne. Præstebrødrene og tjenerbrødrene varetog de ikke-militære funktioner, idet de sørgede for de åndelige og legemlige fornødenheder der skulle til for at holde Tempelherrerne i stand til at kæmpe i troens tjeneste. Snart kom krigerne i undertal i forhold til det store apparat der blev opbygget til at rekruttere, organisere, transportere og finansiere. Ordenen afspejlede det øvrige samfund, eller var selv et samfund, med sin opbygning i tre ordenen: de der kæmpede, de der bad og de der arbejdede. 11 Som den voksede til, blev ordenen inddelt i ti provinser: Jerusalem, Tripolis, Antiochia, Frankrig, England, Poitou, Anjou, Portugal, Apulien og Ungarn. De tre første var 'outremer', det vil sige oversøiske provinser i Levanten, medens resten var hjemlige, på denne side af havet. Det samlende overhoved var stormesteren. Under ham rangerede de enkelte afdelinger, der kaldtes huse eller templer og blev ledet af en kommandør. Hvis der var flere afdelinger i et land eller en provins, var kommandørerne underlagt en storkommandør, som også blev kaldt præceptor eller visitor 12. Ordenen modtog også midlertidige medlemmer, hvis løfte kun gjaldt i en vis periode. Gifte mænd kunne blive tilknyttet ordenen, men ikke optaget. 13 Storhedstiden i Levanten Efterhånden som Latinstaterne etableredes blev pilgrimsruterne sikrere, og Tempelherrernes oprindelige funktion som følgesvende blev tilsvarende mindre betydningsfuld. Da ordenen ikke længere stod under patriarken af Jerusalems direkte kommando, og da den fik en stor tilgang af nye medlemmer, fik den karakter af en egentlig hær med en kerne af flere hundrede riddere. Ordenens midler øgedes samtidig ved hjælp af donationer, så den kunne etablere sig i alle de større byer i området. Den kunne således forsvare de erobrede områder og sende militære enheder ud til støtte for forskellige kampagner mod muslimerne. 29

29 Tempelherrerne fik ry for at være effektive og velorganiserede krigere, som ikke alene satte deres præg på korstogene, men også efterhånden kom til at spille en hovedrolle. De opførte eller fik overladt fæstninger med tilhørende landområder og blev en slags stat i staterne, som var helt uafhængig af kongen og de andre herskere i korsfarerstaterne. Biskoppen i Acre, Jakob af Vitry, skrev i 1220'erne: "På deres leders vilje og befaling fortsatte de kampen, ikke heftigt eller uordentligt, men klogt og forsigtigt; og de var de første der gik frem og de sidste der veg tilbage (...) derfor var de blevet så frygtede af den kristne tros fjender, at én plejede at forfølge tusind, og to ti tusind." 14 Deres hovedrolle illustreres af en pilgrims iagttagelser i Jerusalem i 1172: "Det er ikke let at begribe den magt og rigdom Tempelherrerne har - de og Johannitterne har taget næsten alle byer og landsbyer i besiddelse (...) og bygget fæstninger overalt og fyldt dem med mandskab..." 15 Da det blev mere og mere tydeligt at det stort anlagte korstogsprojekt ikke kunne bringes til en lykkelig afslutning, begyndte Latinstaterne at opløses, hvilket i første omgang øgede Tempelordenens betydning og handlerum. De overtog 'fallitboet' og blev bekræftet i deres særlige status som en selvstændig organisation med økonomisk, militær og politisk magt, der placerede ordenens stormester på niveau med de store verdslige herskere. Tempelherrernes magtposition inddrog dem i konflikter og intriger. Mange historikere skriver, at de optrådte arrogant og kunne tillade sig det, fordi de havde opnået pavelige privilegier, verdslige rigdomme, militær magt og almindelig anerkendelse for deres indsats i den gode sags tjeneste. Men de skabte sig fjender, både inden for kleresiet og blandt de verdslige stormænd. Storhedstiden hjemme Tempelherrerne kunne ikke leve af det erobrede land; deres store militære indsats i Levanten krævede og blev muliggjort af omfattende og organiserede forsyninger hjemmefra. Fordi det var nødvendigt af den grund, og fordi det var nødvendigt at administrere de godser og landområder, som blev dem doneret, blev Tempelherrernes militære bedrifter i øst suppleret med lige så omfattende økonomiske, finansielle og administrative foretagender i vest. Godserne og landbrugsproduktionen skulle bestyres, afgifter og gaver skulle indsamles, beskyttes og kanaliseres (og geninvesteres med fortsat vækst for øje), og personer, udstyr og især guld skulle transporteres over Middelhavet på sikker vis. 30

30 Ordenens velorganiserede håndtering af egne midler gjorde det nærliggende at udvide forretningen til også at omfatte egentlig bankvirksomhed for andre, der skulle sende penge til Det hellige Land. Det udviklede sig til moderne former, hvor 'kunden' kunne indbetale et beløb i et af ordenens huse i Europa for siden at hæve det hinsides havet (eller andetsteds) mod fremvisning af det udstedte gældsbevis. Tempelherrerne rådede over tilstrækkelige midler til at kunne drive udlånsvirksomhed i stor stil. Ikke mindst den franske konge nød godt af denne tjeneste. I starten af 1300-tallet havde ordenen afdelinger spredt ud over Europa, og Templet i Paris fungerede stort set som kongeligt skatkammer. Den enkelte Tempelridder havde viet sig til et liv i asketisk fattigdom uden personlig ejendom, men ordenen udviklede sig fra en ydmyg start til at blive en militær og økonomisk stormagt, som kunne måle sig med hvem som helst af kristenhedens gejstlige og verdslige institutioner. Faldet Til sidst blev også Tempelherrerne løbet over ende af muslimerne i Levanten, og deres sidste bastion faldt i 1291, da muslimerne indtog Acre. Tempelherrerne søgte tilflugt på Cypern, som de betragtede som et egnet udgangspunkt for fremtidige udfald mod muslimerne. Det stod dem ikke klart, at deres rolle som kernetropper i kampen om den hellige grav var udspillet og at korstogenes tid var ovre. Deres nederlag blev totalt, da den franske konge anklagede og arresterede dem, og siden ordenen blev opløst af paven. Dermed var Tempelherrerne ophørt med at eksistere, men deres historie var ikke ude. Det har siden optaget historikerne, om de var skyldige eller uskyldige i de i vor forståelse noget bizare anklager. 31

31 Noter 1. I Tzvetan Todorov, La conquête de l'amérique, Vilhelm af Tyrus, som skrev mellem 1175 og 1185, angiver Også kaldet Hospitalitterne. 5. Den Teutonske eller Tyske Orden oprettedes i I Spanien og Portugal Calatrava-, Santiago- og Alcántaraordnerne. 7. Deraf ordenens navn. 8. Ordenens regler er udgivet i H. de Curzon, La règle de Temple, Bernard of Clairvaux, "In Praise of the New Knighthood". i Treatises III. (Cistercian Fathers Series, nr. 19, 1977, s. 138ff. 10. Malcolm Barber, The Trial of the Templars, 1978, s. 8, har Innocent som ophavsmand til alle tre buller. 11. Treordenssamfundet er behandlet i min afhandling Om franske riddere i senmiddelalderen, RUC, Hovmester eller inspektør / opsynsmand. 13. Jfr. 'Tempelridderen' Vilhelm Marskal i for eksempel Georges Duby, William Marshal eller Den bäste riddaren i världen, 1985, s. 15ff. 14. Min oversættelse efter Malcolm Barber, The Trial of the Templars, 1978, s Min oversættelse efter Malcolm Barber, The Trial of the Templars, 1978, s

32 HISTORIOGRAFI Efter de indledende overvejelser om emnet, metoden og konteksten, præsenteres udvalgte, repræsentative dele af historieskrivningen om sagen mod Tempelherrerne 1, idet den historiografiske udvikling på området er et godt afsæt for den videre behandling af såvel tematisk som metodisk. Historiografien peger på behovet for en reformulering af spørgsmålene til sagen og til kildematerialet med henblik på en mere tilfredsstillende opklaring af sagen og forløbet. Intentionen er derimod ikke at komme ud i alle sagens hjørner og krinkelkroge, for gennemgangen af repræsentative dele af historieskrivningen om denne sag viser - noget overraskende - at selv den mest pertentlige og detaljerede granskning af alle mulige momenter i sagen ikke af sig selv fører til afklaring, snarere tværtimod. Nærværende undersøgelse vil i stedet inddrage væsentlige momenter og give dem ny betydning, således at resultatet bliver en korrigering og komplettering af den eksisterende (seriøse) historieskrivning om sagen. Historieskrivningen om sagen mod Tempelherrerne har sin egen historie. Den kan inddeles kronologisk i tre perioder: den ældre fra århundrederne frem til reformationen og den franske revolution, den nyere som rækker ret langt ind i vores århundrede, og den nyeste fra de seneste årtier. Den kan også opdeles logisk-tematisk ud fra de spørgsmål, som historikerne i tidens løb har rejst om den omdiskuterede sag. Dertil kommer, at der er en tendentiel opdeling i et profransk og et antifransk (angelsaksisk) syn på især Filip den Smukkes rolle i sagen. 33

33 Opdelingerne dækker stort set hinanden, idet de ældste (pavelige/katolske) historikere ukritisk legitimerede de gejstlige (og verdslige) myndigheders håndtering af sagen, medens deres efterkommere, de nyere verdslige historikere, indskrænkede sig til at stille det nærliggende spørgsmål: Var Tempelherrerne skyldige eller uskyldige, skurke eller ofre? Dette spørgsmål kan selvfølgelig behandles historisk, men det er som regel blevet behandlet juridisk. Som nævnt er forskellen, at en historisk forsvarlig behandling af en retssag kræver at denne indsættes i sin datidige sammenhæng, medens en juridisk behanding indebærer, at sagen behandles på nutidige præmisser. Først den nyeste historieskrivning har sat andet end skyldsspørgsmålet i centrum for undersøgelsen af sagen. Man kan således opdele historieskrivningen om sagen i tre dele: den tidlige legitimeringsfase (den loyale krønikeskrivning), den nyere juridiske fase (den forlængede retssag) og den nyeste fase, som man passende kunne kalde den pluralistiske. Den første har ikke megen relevans her. Det gælder for den som for historiografien i almindelighed, at en tidlig fase altid er mindre interessant end en sen fase. Det hænger sammen med historiografiens væsen: den ældre historieskrivning er mere kilde end fremstilling, og derfor er den mere interessant at diskutere end at diskutere med. Derfor undersøges den tidlige legitimerende fase ikke nærmere her, men bruges som et afsæt for de to andre. 2 Den første legitimerende fase Denne tidlige (historie-) skrivning om Tempelherrerne og deres fald skal som sagt ikke gennemgås her. Den bliver blot illustreret med et enkelt eksempel. Dominikaneren Felix Fabri fra Ulm i det sydvestlige Tyskland drog på pilgrimsrejse til Det hellige Land omkring I den anledning fremsatte han følgende betragtninger om Tempelherrerne: "Endskønt deres begyndelse var hellig og fuld af dyd, udartede de alligevel siden hen i forhold til deres forgængere, da de voksede sig fede og blev udbredte over jorden. Derfor blev alle dem der kunne pågribes af kristne slået ihjel, fordi det på Klemens V's tid blev kendt for vort folk, at de var gået over til saracenerne, og at de var faldet i megen fordærv på grund af deres store rigdom. Og ikke alene i Asien, men også i Frankrig blev de tilintetgjort af Filip, kongen af Frankrig, med samtykke fra paven i Rom, fordi de førte et overordentligt skændigt liv." 3 Denne dominikanermunk rystede ikke på hånden, da han skrev sin mening om sagen: Tempelherrerne var skyldige, og Filip gjorde det nødvendige og det eneste rigtige 34

34 Den forlængede retssag I, skyldig eller uskyldig? I den lange periode, hvor historieskrivningen om sagen mod ordenen nærmest var en forlængelse eller rettere en genoptagelse af retssagen, hævdede nogle, at visse eller alle Tempelherrer var gnostikere 4 der brugte mystiske symboler som Baphomet 5. Man mente så, at der eksisterede en hemmelig regel foruden den officielle, og at den foreskrev hemmelige og ukristelige ritualer. En anden og mere jordnær mening var, at de blasfemiske elementer i optagelsesritualet kun havde til formål at afprøve de nye medlemmers absolutte lydighed 6. Men de allerfleste af disse historikere mente, at Tempelherrerne var uskyldige i forhold til de belastende anklager 7. Det første vigtige studium af retssagen er Pierre Dupuys fra Han havde adgang til mange dokumenter, hvoraf mange nu er væk. Men han var så fransksindet, at han ikke så sagen tilstrækkeligt klart. Han forsvarede énsidigt kong Filip som en af 'de store konger der har regeret vort monarki' 9. Den samme tendens havde E. Baluze, som i 1693 udgav en serie krøniker og dokumenter om paverne i Avignon 10 og herunder også beskæftigede sig med Tempelherrerne. Hans manglende objektivitet fik ham til at se bort fra et vigtigt dokument, pavens protestbrev til Filip efter arrestationen af Tempelherrerne 11. Man kan sige, at disse to skribenter danner en overgang fra den første til den anden fase, i og med at deres ærinde egentlig var at frikende Filip den Smukke. Det placerer dem i den første fase, medens det placerer dem i den anden fase, at de problematiserer sagen. Først i 1800-tallet blev disse forsøg fulgt op. Den franske digter og litterat François- Juste-Marie Raynouard kendte til mange af sagens akter og skrev indtrængende om Tempelherrernes ulykkelige skæbne i et omfattende forord til tragedien Les Templiers fra 1805, hvor han påpegede alle indicier på deres uskyld. Raynouards ensidige forherligelse og frikendelse af ordenen og dens medlemmer følger især disse tre temaer: 1. Tempelherrerne var gode. Alt hvad der er skrevet om dem før retssagen vidner om deres hæderfulde og hengivne offervilje, om deres troskab, og om hvordan de respekterede religionens og ærens lov. Og ingen af den tids historikere har nogen sinde anklaget eller mistænkt dem for de forbrydelser, man siden beskyldte dem for. Deres stormester, Jakob af Molay var en strålende ridder, hvis brev til pave Klemens vidner om en fornuft og klogskab, som en lærd person kunne være stolt af. Man må i det hele taget beundre frejdigheden, troskaben og tjenstiveren hos en sådan ridder, mener Raynouard. 2. Anklagepunkterne var absurde. Raynouard skriver tre steder, at (hovedparten af) anklagepunkterne forekommer at være 'absurde, usandsynlige og endog selvmodsigende'. Alene det er tilstrækkelig til at afvise den pavelige kommissions undersøgelse mod ordenen, mener han. 35

35 3. De påståede forbrydelser var ikke dikteret af ordenens regel. Ved forhørene opstod der hverken berettiget mistanke om eller beviser for eksistensen af en forfærdelig, usandsynlig, hemmelig forbryderisk statut om optagelsesritualet. Og sagen drejede sig kun om det: man påstod, at de nye Tempelherrer fornægtede Jesus, spyttede på korset, blev bemyndiget til usædelighed etc. etc. - ifølge ordenens statut. Raynouard lægger stor vægt på dette punkt og indtager en alt-eller-intet holdning; hvis 'forbrydelserne' ikke var regelsat, var Tempelherrerne uskyldige, konkluderer han mere eller mindre eksplicit. Han ræsonnerer videre, at Tempelherrer blev frikendt i andre lande, tydeligvis fordi man dér vurderede, at der ikke fandtes en hemmelig statut. Dermed er sagen klar og Tempelherrernes uskyld bevist, i hvert fald i Raynouards forståelse: "Til anklagens usandsynlighed og absurditet skal blot lægges den endnu større absurditet og usandsynlighed, at statutten kun eksisterede for de riddere der blev dømt i Frankrig." 12 Men hverken dette ræsonnement eller hans opfølgende værk om Tempelherrerne fra giver en fyldestgørende behandling af sagen 14. Derfor satte fransk histories 'grand old man', Jules Michelet, sig for at komme med en samlet udgave af sagens kilder i midten af 1800-tallet 15. Det blev til en omfattende kildeudgivelse i to bind med to ganske korte forord. Michelet publicerer først de vigtigste akter i sagen mod Tempelherrerne, nemlig vidneudsagnene fra stormesteren og fra 231 andre Tempelriddere og tjenestebrødre til den pavelige undersøgelseskommission i Paris. Disse vidneudsagn tillægger han mere tiltro end de korte, ensformige og lidet oplysende tilståelser, som inkvisitorerne og kongens folk fremtvang ved tortur umiddelbart efter arrestationen, skriver han i forordet til det første bind. Men dette udmærket kildemateriale er tidligere blevet (mis-) brugt i form af korte uddrag og som delcitater, der er udvalgte ud fra forskellige syn på sagen, skriver han videre og tilføjer, at hans 'lærde' forgængere kun søgte efter materiale der kunne støtte deres synspunkter, så de på den måde har fremhævet noget og skjult andet. Den form for selektiv historieskrivning har kun gjort skandalen større, mener Michelet, og derfor vil han publicere det hele; så kan læseren selv dømme i denne store sag, som måske er middelalderens alvorligste. Ti år efter udgiver Michelet mere kildemateriale, og her iblandt retsreferaterne af de første forhør i Paris. Dette materiale, som han ikke tidligere har kendt fuldt ud, har en sådan natur, at det på flere områder får ham til at modificere de hypoteser, som han i mellemtiden havde fremsat til fordel for Tempelherreordenen 16. Nu er hans holdning, 36

36 at uanset hvilken mening man antager om Tempelherreordenens regel og ordenens oprindelige uskyld, så er det ikke vanskeligt at fælde en dom over uordenen i dens sidste tid. Han skriver, at det er tilstrækkeligt at bemærke, at næsten alle benægtelserne er identiske, som om de var dikteret efter en aftalt formular. I modsætning dertil er tilståelserne alle forskellige og varierede efter omstændighederne, hvilket giver dem en særlig karakter af sandhed. Det modsatte burde have været tilfældet, hvis tilståelserne var sket som følge af tortur; så ville tilståelserne have være ret ens og benægtelserne forskellige. 17 Michelet har således revideret sit syn på skyldsspørgsmålet, men det er lige unuanceret, og det er ikke overbevisende, at han hænger det op på et så enkelt og så spinkelt underbygget logisk ræsonnement. Det er derimod hans store fortjeneste, at en væsentlig del af sagens akter er blevet publiceret og tilgængelige for en større kreds. Samtidig med Michelet skrev Charles G. Addison om Tempelherrerne 18. Han satte sig for at skrive retfærdigt og upartisk om ordenen, selv om han, som han skriver i sit forord, kunne have gjort sit værk mere interessant ved at gøre Tempelherrerne til frygtelige og grusomme skurke. Hans 'objektive' vurdering af sagen er, at de blev mødt med den tarveligste utaknemmelighed til gengæld for de tjenester de havde ydet den kristne tro; de blev plyndret, forfulgt og dømt til en grusom død af dem som burde have været deres forsvarere og støtter. Derfor ville Addison med sin 'upartiske' beretning fordrive mange ubegrundede fordomme, der stadig fandtes om dette broderskab, og vække beundring for deres udholdenhed og mod - og medlidenhed med deres ufortjente og grusomme skæbne 19. I det omfang man kan tale om en pro-fransk tendens over for en angelsaksisk og antifransk, må Dupuy og Baluze betegnes som typiske repræsentanter for den første kategori og Addison for den anden. Blandt værker i resten af 1800-tallet og frem til første verdenskrig var Schottmüllers fra , Prutz' fra og Finkes fra Heinrich Finkes klassiske undersøgelse af skyldsspørgsmålet fra begyndelsen af dette århundrede, hvor han tilsyneladende endegyldigt rensede Tempelherrerne for alle beskyldninger om perversion og kætteri, regnes for at være en hovedhjørnesten i hele denne historikerdebat. Malcolm Barber anfører i 1978 tre hovedværker inden for denne tradition der beskriver retssagen og eksplicit eller implicit tager afsæt i spørgsmålet om skyld eller uskyld 23. Det er H.C. Lea , Finke og Lizerand

37 Henry Charles Lea udsætter sagen mod Tempelherrerne for en grundig gennemgang og undersøgelse i sit store værk om den middelalderlige inkvisitions historie fra Og Lea er lige så sikker som han er grundig: sagen er klar, såvel i dens indgang som i dens udgang. Kort fortalt er et af Leas nøgleord 'uundgåeligt', og i hans forståelse er kong Filip lige så skyldig en forbryder som Tempelherrerne er uskyldige ofre. Klemens er til gengæld ikke så skarpt defineret, han fremstilles dels som Filips medskyldige og dels som hans offer. For Lea begynder sagen automatisk, fordi de nødvendige og udløsende faktorer var til stede. Han skriver, at inkvisitionens metoder inspirerede Filip den Smukke til middelalderens store forbrydelse, ødelæggelsen af Tempelordenen. Det var uundgåeligt, at verdslige magthavere skulle følge kirkens eksempel og bruge et så effektivt våben som kætterianklagen, når de befandt sig i en sådan position, at de kunne kontrollere den kirkelige organisation. 27 Midlet tilbød sig altså; inkvisitionen havde demonstreret sin anvendelighed, og Filip havde eller rettere tiltog sig magten over dette apparat. Lea skriver ganske rigtigt, at inkvisitionen var der som et ufejlbarligt redskab til sikker fordømmelse, og at kætteri selvfølgelig var den mest nærliggende anklage. Et hvilket som helst offentligt rygte var tilstrækkeligt til at kræve arrestation og retssag, og når først sagen gik, var det meget få, som inkvisitionen ikke kunne få dømt. Når man først havde besluttet sig for at gå i gang, så var udfaldet uundgåeligt. 28 Målet var lige så indlysende. Filip var i desperat pengenød på grund af den flamske krig. For en forklaring på Filips handling behøver vi ifølge Lea ikke se længere end til det finansielle område. 29 En sådan forklaring kan ikke uden videre afvises, især ikke, hvis den er baseret på en økonomisk - finansiel analyse eller på relevant kildemateriale. Lea lader det dog ikke blive derved. Filip og hans ministre bliver ikke alene dømt, men også fordømt. Lea gør det her ved at skrive, at ordenens rigdomme var mere end nok til at pirre de kongelige fribytteres begærlighed, og dens magt og privilegier var nok til at vække mistro hos mindre mistænksomme despoter end Filip den Smukke. Metodisk set begrundes Filips politiske fremfærd ved hjælp af de negativt ladede adjektiver. Egentlig får det argumentationen til at køre i ring: Kongen og hans mænd begik et overgreb mod Tempelherrerne, fordi kongen var en mistroisk despot og hans mænd var begærlige fribyttere. Men belægget for denne personkarakteristik ligger i deres handlemåde. De forbrød sig med andre ord, fordi de var forbryderiske, og de var forbryderiske, fordi de forbrød sig. Så enkelt kan det forklares ud fra Leas historiesyn, og det er han selv klar over. Han skriver netop, at der er blevet fremsat mange sindrige teorier for at forklare Filips handling, men de er overflødige

38 En af de sindrige teorier, som Lea meget rigtigt afviser, er, hvad han benævner som visse moderne skribenters gisninger om et Tempelherre-komplot der skulle erobre Sydfrankrig for at oprette et selvstændigt kongerige. Det savner ethvert grundlag, vurderer Lea. 31 Selv om Lea finder, at sagen er klar, og at Filips dårlige karakteregenskaber er forklaring nok, supplerer han den alligevel med en politisk og økonomisk analyse. Han skriver, at Tempelherreordenen var en farlig faktor i et kongerige, hvor feudale institutioner var ved at blive forvandlet til despotisme. Filip var i gang med at indordne de store feudalherrer under sig ved at udvide den kongelige jurisdiktion, og Tempelherrerne var ikke underlagt anden jurisdiktion end pavestolens. Tempelherrerne var ikke kongens undersåtter, og han kunne hverken pålægge dem militære tjenester eller kontrollere dem, som han kunne kontrollere den gallikanske kirke. 32 Dertil kommer det ikke ubetydelige forhold, at Tempelherrerne var fritaget fra at bidrage til kongerigets finanser med skatter af deres ejendomme. Leas tendentielle eller ligefrem tendentiøse holdning skinner her igennem ved anvendelse af betegnelsen despoti for den styreform, som Filip var med til at indføre i datidens Frankrig. Efter at Lea således har sat sagen på plads, går han over til en afklaring af skyldsspørgsmålet eller rettere til en argumentation for at Tempelherrerne og deres orden var uskyldige i anklagerne. Han gør det i to afdelinger, en ekstern og en intern; først konstaterer han, at der ikke er andre indicier eller beviser på ordenens skyld end tilståelserne selv, og derefter undersøger han tilståelserne. I forbindelse med den eksterne undersøgelse af sagen diskuterer Lea anklagen om sodomi, at brødrene skulle have samtykket i at stille sig til rådighed for hinanden, når deres kødelighed krævede det. Han afviser, at der var noget særligt, idet han skriver, at de unaturlige lyster der blev dem tillagt er let forståelige, for det var en almindelig synd i middelalderen, som især munkeordener var udsatte for. I 1292 var der en sådan skandale ved universitetet i Paris, hvor mange professorer og teologer blev forvist. 33 Den eneste nuancering i Leas fremstilling af skyldsspørgsmålet er, at han skriver, at Tempelherrerne selv udsatte sig for forfølgelsen: Den tåbelige hemmelighedsfuldhed hvormed Templet indhyllede sine fremgangsmåder måtte uundgåeligt føre til rygtedannelser. Det var deres eneste belastende forhold. Heri ligger implicit, at Tempelherrerne ikke formåede at vurdere den politiske situation, for som Lea bemærker, var den offentlige mening moden til at tro hvad som helst om Tempelherrerne; kun en gnist var nødvendig for at skabe en kæmpebrand

39 Med hensyn til den interne undersøgelse af vidneudsagn og tilståelser giver Lea dem denne status: Der er absolut ingen eksterne vidnesbyrd om eller beviser på ordenens skyld; alt hviler udelukkende på tilståelser, som er fremkommet på baggrund af valget mellem benådning eller bål, ved hjælp af tortur eller trusler om tortur samt ved indirekte tortur i form af fængsel og udsultning. Virkemidler som inkvisitionen forstår at udnytte. På de steder og tidspunkter i sagen, hvor de ikke blev anvendt, faldt der ingen tilståelser. Da vidneudsagnene således ikke har nogen værdi i sig selv, er den eneste videnskabelige metode til at analysere sagen nøje at undersøge og efterprøve hele mængden af tilståelser for at bestemme deres troværdighed. 35 Med dette udgangspunkt gennemgår Lea så materialet minutiøst og når hele tiden samme resultat: tilståelserne er selvmodsigende i detaljerne og derfor usande. Der er ikke tale om enkelte variationer, men om at alle mulige variationer forekommer. Det gælder spørgsmålet om egentligt kætteri: tilståelserne om afgudsdyrkelse er så forskellige og så usystematiske, at de umuligt kunne passe. Det samme gælder optagelsesritualet, 'hvor lignende selvmodsigelser kan iagttages', den påståede blasfemi, 'hvor vidneudsagnene er håbløst selvmodsigende' og hvad gælder de øvrige anklager, 'så hersker der den samme uforenelige forvirring'. Lea når frem til denne konklusion: Jo mere man undersøger vidneudsagnene, jo mere værdiløse forekommer de. Kun inkvisitionsformen har frembragt kompromitterende udsagn. 36 Men dommen står urokkeligt fast: På grund af anklagernes usandsynlighed, de anvendte midler og vidneudsagnenes manglende sammenhæng kan ingen jurist der er i besiddelse af kendsgerningerne tøve med at dømme ikke alene 'ikke bevist', men 'frikendt'. 37 Lea er ikke opmærksom på, at hans projekt er umuligt, og at han stiller sine spørgsmål til kilderne, på en måde så de ikke kan besvare dem. Det første problem er, at han kun opererer med to svarmuligheder: skyldig eller uskyldig. Alene sagens kompleksitet peger på at en nuancering er påkrævet. Det andet problem (som kun er aktuelt som følge af det første) er, at Lea på forhånd har udelukket den ene svarmulighed. Dermed begår han den samme fejl som inkvisitionen beskyldes for: ikke at undersøge sagen, men at bevise fordommen. Det tredje problem er mere kontroversielt og vanskeligere at håndtere: Er det i det hele taget muligt at opstille en historiens domstol der som en højeste appelinstans indfører retfærdigheden med tilbagevirkende kraft? Giver det mening at flytte en retssag til en anden tid, hvor retsopfattelsen og -håndhævelsen er helt anderledes? Selvfølgelig kan man sige, at Filip krænkede Tempelherrrernes menneskerettigheder efter vore begreber, men er det historisk interessant? 40

40 Selv om der på den måde kan stilles spørgsmålstegn ved denne side af Leas projekt, må det medgives, at det på et enkelt punkt er frugtbart. Han konstaterer, at udsagnene varierer uden mønster, men at der dog er en gruppering af den største betydning, nemlig i forhold til hvilken domstol der behandlede sagen. Jo strengere forhør, jo mere omfattende tilståelser. 38 Når den slags iagttagelser kan dokumenteres, viser det bedre end alle juridiske analyser, at retssagen ikke drejede sig om en afklaring af skyldsspørgsmålet, men om at fremtvinge tilståelser. Og så kommer overraskelsen. Efter domsafsigelsen dementerer Lea den nærmest ved at bemærke, at det på ingen måde er usandsynligt, at rygterne om skammens kys, spytten på kors havde et vist grundlag. Sådanne lejlighedsvise udtryk for brutal spøg eller hadsk selvhævdelse var mulige i datiden. Men ordenen var uskyldig i den forbrydelse, den blev straffet for. 39 Forklaringen på denne kovending kunne være, at Lea skelnede mellem sagen mod personerne og sagen mod ordenen, sådan som sagen jo også blev behandlet af henholdsvis biskoppelige inkvisitioner og pavelige undersøgelseskommissioner efter den første fase. På den måde kunne han mene, at ordenen som sådan var uskyldig, medens nogle (få) af personerne var skyldige. Men sådan forholder det sig ikke; Lea skelner ikke mellem to sager. For ham er der én sag, én skyldig og mange ofre. Og fordi Tempelherrerne er ofre, så bliver de i Leas forståelse også gode. Han skriver således, at med den terror som disse venneløse og forsvarsløse stakler blev udsat for, kan vi ikke fordømme dem der gav efter, men blot beundre standhaftigheden hos dem der udholdt torturen og bød bålet trods i deres forsvar for ordenen. 40 Det er karakteristisk, at mange af 1800-tals historikerne er kildeudgivere. Til denne række føjer Georges Lizerand sig, som i 1923 udgav den forbedrede samling af sagens akter 41 der anvendes her i denne undersøgelse. Lizerands historiesyn er personcentreret og psykologisk. Hans forklaring af sagen bygger (kun) på nogle ikke-argumenterede overvejelser om menneskelig eller personlig styrke og svaghed. I sin introduktion til kildesamlingen konkluderer han, at der skete overgreb mod Tempelherrerne fordi den stærke kong Filip utidigt blandede sig i kirkens sager, og fordi Klemens var svag. Han skriver, at kongens mænd lige til den sidste dag trængte ind på kirkens domæne, og refererer til henrettelsen af stormesteren og en af de andre ordensledere i Paris i Det er rigtigt, at kongens mænd her 'kortsluttede kommandovejen' og på den måde overskred deres grænser og beføjelser. Men når Lizerand skriver, at Filip gjorde det 'lige 41

41 til den sidste dag', får han generaliseret udsagnet, så det dækker hele retssagen, hvilket forenkler og reducerer forståelsen og forklaringen af hele affæren. Den skal netop ikke 'ses i bakspejlet', men følges i sit forløb. Lizerand skriver videre, at kongen accepterede, at Tempelherrernes formue skulle overgå til Johannitterne med visse forbehold; men det var nok fordi kongen og hans mænd planlagde en ny kampagne vendt mod denne orden, forestiller Lizerand sig. Selv om han kan have ret på et sagligt niveau, får han udvidet Filips karakter til ikke alene at være præget af personlig kraft og styrke, men også en vis portion snu ondskab. I Lizerands (og mange af hans kollegaers) øjne var Filip en ond mand, som godt nok ikke spiste små børn (det var en af de vildeste af datidens anklager mod Tempelherrerne), men i stedet nedlagde ridder-munkeordner, når han kunne se sit snit til det. Lizerands kongefjendtlige eller snarere Filipfjendtlige holdning er ikke 'uvidenskabelig', men et resultat af mange års udforskning af sagen, som bliver belyst og opfattet ud fra netop hans standpunkt. Men det fremgår af hans formuleringer, at hans sagtens kunne have været mere neutral i sin opfattelse af forholdet mellem kong Filip og pave Klemens. Lizerand skriver om dette emne, at "kongens og hans agenter utrætteligt havde belejret paven for at opnå Tempelordenens ødelæggelse". For det første peger Filips ihærdige (magtpolitiske) indsats for at påvirke paven på, at Klemens ikke uden videre lod sig løbe over ende, og for det andet kunne Lizerand have udtrykt sig mindre subjektivt ved ikke at skrive 'Tempelordenens ødelæggelse' (hvor Filip fremstår som den destruktive kraft), men for eksempel 'en løsning på problemet om Tempelherrernes angivelige blasfemiske og perverse adfærd i forbindelse med deres optagelsesceremoni' (hvor Filip så spillede en konstruktiv rolle). I stedet skriver Lizerand, at kirken misbilligede retssagen og ingen rolle spillede i den. Det første lyder rimeligt, medens det sidste er direkte forkert, selvmodsigende og under alle omstændigheder stærkt forenklet. Lizerand lægger ikke kun ansvaret på den stærke Filip, men også på den svage Klemens. Hvis denne pave havde levet op til sit ansvar, havde det forhindret "bagvaskelserne, uregelmæssighederne, volden, de kolde grusomheder og den anonyme og administrative umenneskelighed, som kongens mænd gjorde sig skyldige i". 42 Den overordnede forklaringsmodel er altså at misèren skyldtes kombinationen af en stærk (og ond) konge over for en svag (og god) pave. Så enkelt og så utilfredsstillende kan sagen om Tempelherrerne forstås og forklares

42 Det må tilføjes, at Lizerands forklaring ikke er særlig kontroversiel eller speciel. Når den kritiseres her, er det nærmest som et eksempel på den kritik der i almindelighed kan rettes mod denne fases unuancerede og ofte stærkt personfikserede (og personligt engagerede) historieskrivning om sagen. Som en af hans kollegaer skriver, så diskuterer historikerne sagen med en voldsomhed, som tyder på at den aldrig bliver endeligt afgjort. 44 Den forlængede retssag II, skyldsspørgsmålet nuanceres Lizerand er en slags overgangsfigur inden for perioden af nyere historikere. Skyldsspørgsmålet synes nu at være afgjort, men det er stadig i centrum. Tendensen er så, at det nuanceres. George A. Campbell fortsætter i 1937 linjen fra Lizerand ved at forsvare ordenen mod den onde kong Filip. Men til gengæld tager han en mere nuanceret stilling til skyldsspørgsmålet. Nu er den tid omme, hvor man var for (eller imod) ordenens uskyld. Det var ikke længere tilstrækkeligt at tage ordenens skyld for givet således som de første legitimerende historieskrivere gjorde det, og heller ikke tage ordenens uskyld for givet ud fra ubevidste eller uoverlagte betragtninger om, at hvis Filip var ond og skyldig i overgreb, så måtte Tempelherrerne være ofre og dermed uskyldige. Campbell når frem til en nuancering, som langt hen ad vejen er acceptabel, og som indvarsler en ny fase, hvor skyldsspørgsmålet ikke længere står alene eller i centrum i den lange historikerdebat om Tempelherrernes fald. Campbell afviser helt anklagepunktet om afgudsdyrkelse. Et andet og lige så perifert anklagepunkt drejede sig om, at ordenens ledere uretsmæssigt skulle have givet medlemmerne syndsforladelse. Campbell mener, at det hviler på nogle tekniske teologiske misforståelser, idet man har forvekslet tilgivelse for disciplinære forseelser med egentlige syndsforladelser. Det sidste var jo forbeholdt de præsteviede. I spørgsmålet om homoseksualitet (eller måske mere præcist om kønslig omgang mellem ordensbrødrene) skriver Campbell, at det vist nok var tilladt i nogle af ordenens præceptorier, men at vidnesbyrdene om at det fandt sted var ubetydelige eller forsvindende små. Det kan tilføjes, at dette anklagepunkt er et typisk 'biprodukt' af sagen eller skandalen. 45 De mere substantielle anklagepunkter om obskøne kys, fornægtelse af Christus og spytten på kors er Campbell (forståeligt nok) mere i tvivl om. Han forklarer det dels som grov spøg og skæmt, sådan som vi stadig kender det fra optagelsesceremonier inden for militæret, i visse sportsforeninger og på kostskoler etc., og dels som noget brødrene ikke tog alvorligt. 43

43 Campbell påpeger (måske lidt banalt eller troskyldigt) at Tempelherrerne i hvert fald agtede og ærede Christus og korset i den grad, at de kæmpede for sagen med livet som indsats, og mange af dem tilbragte år i de syriske og ægyptiske fængsler, fordi de ikke ville kalde deres frelser for en falsk profet. Campbells konklusion er, at der er rimelig grund til at antage, at nogle af brødrene i nogle af Templets huse var skyldige i grovheder, men heller ikke andet. Denne vage formulering er som nævnt acceptabel, men det må tilføjes, at disse 'grovheder' kunne forstås og formuleres som kættersk blasfemi og perversitet, og at de blev det i Erfaringen og historien viser, at hvis man er ude på den tynde is, skal man ikke spøge med alvorlige sager. Tempelherrernes problem var, at de ikke havde opdaget, at isen var blevet usikker. 46 Thomas W. Parker fremkommer i 1963 med en ny overordnet forklaring på Tempelherrernes fald. Han tilskriver det menneskets umenneskelighed. Parker skriver, at sagen mod Tempelherrerne er et af de mest interessante og dramatiske kapitler i den europæiske middelalders historie, og et godt eksempel på menneskers umenneskelighed mod andre mennesker. Han mener, at det er et udtryk for den gamle rivalisering mellem kirke og stat 47, men også at det mere handler om økonomiske og politiske interesser end om religion og moral. Han tegner (endnu) et billede af den stærke og hensynsløse konge og den svage pave - og af Tempelherreordenen som det uskyldige offer i deres magtkamp. Parker skelner mellem påståede og virkelige grunde til overfaldet på ordenen. Anklagerne om kætteri, afgudsdyrkelse, umoral og uværdig optræden var kun påskud for at komme Tempelherrerne til livs. En mere reel årsag var den fjendtlighed og misundelse de havde udsat sig for på grund af deres mange privilegier, deres store magt og indflydelse, deres arrogance og deres lejlighedsvise falskhed og troløshed. Men den både afgørende og umiddelbare grund var Filips pengenød: Tempelherrernes skat var efterhånden hans sidste udvej til at rette op på sin vaklende økonomi. Derfor slog han til, mener også Parker. 48 Parker kan betragtes som en af de sidste repræsentanter for den lange periode af historieskrivningen om Tempelherrerne, som behandlede emnet som en forlænget retssag. 44

44 Den nyeste og pluralistiske fase Malcolm Barber betragter som nævnt Lea, Finke og Lizerand som ophavsmænd til tre hovedværker i den tradition der beskriver retssagen ud fra spørgsmålet om skyld eller uskyld. På samme måde kan man sige om hans to værker - det ene er om retssagen og fra 1978, det andet er om ordenens historie og fra at de har en fremtrædende placering inden for den nyeste forskning i Tempelherreordenen og dens fald. Han er også den første der afviser spørgsmålet om skyld eller uskyld, idet han i stedet samler opmærksomheden om Filips motiver til at iværksætte retssagen. Barber sondrer mellem umiddelbare og middelbare motiver, næsten mellem anledning og årsag. Han skriver, at Filips umiddelbare og øjensynlige motiver var finansielle. Kongen manglede likvider, og Tempelherrerne havde dem. Men Barber peger også på andre og mindre let gennemskuelige motiver. Han nævner, at Tempelherrernes magt og autonomi kunne opfattes som en trussel mod den franske kongemagt, men mener alligevel ikke, at de få spredte og aldrende franske Tempelherrer kunne udgøre en reel trussel mod tronen. Barber peger også på, at det kunne have været et spørgsmål om principper for en konge der ønskede en hellig alliance mellem en hellig monark og hans loyale folk. Han mener så, at de kætterske Tempelherrer kunne opfattes som en direkte trussel mod Filips projekt, hvilke så skulle kunne retfærdiggøre undertrykkelsen af ordenen. Dertil må man indvende, at en så storstilet anlagt 'Endlösung' må være et udtryk for historikerens efterrationalisering. Filip kunne næppe have et sådant overblik over situationen, allerede før skandalen tog virkeligt omfang. I det hele taget er det uhensigtsmæssigt at anlægge en 'helhedsvurdering' af sagen, der reducerer forløbet til én begivenhed. Hvis man gør det, udelukker man den nærliggende mulighed, at Filips intentioner kunne variere i takt med eller på grund af sagens særlige udviklingsmønster. Man kan bedre diskutere, hvorfor Filip anklagede ordenen og rejste sagen, og hvorfor sagen fik det forløb og de resultater som den fik; men det giver ingen mening at spørge, hvorfor Filip i 1307 valgte eller bestemte sig til at ødelægge ordenen. Imidlertid får Barber formuleret det væsentlige spørgsmål, som hans forgængere ikke stillede, fordi de havde afgjort sagen på forhånd: Var der tale om regimets selvopfattelse eller var det en legitimering af en aktion med mere beskidte motiver? Dette spørgsmål er det nødvendigt at rejse som en forudsætning for at behandle sagen fordomsfrit med et neutralt udgangspunkt. Barber nævner som en tredje mulighed, at Filip og hans regering virkelig troede på kætterianklagerne mod Tempelherrerne. Det er en tanke, som ikke må udelukkes på forhånd, og det er ikke en tredje mulighed, men en del af 'regimets selvopfattelse'. 45

45 Barber skriver i den forbindelse, at Filip 'udviste et anseligt talent for selvbedrag'. Det er muligvis en del af forklaringen, men hvis den skal have vægt, må den underbygges af en psykologisk eller mentalitetshistorisk analyse. 49 Barbers bog om sagen mod Tempelherrerne blev anmeldt af Gabrielle M. Spiegel i Hun anfører, at den har et tredobbelt formål: Den vil undersøge begivenhedsforløbet, parternes motiver, og i hvilket omfang anklagerne mod ordenen var berettigede. Spiegels kritik af Barber går på, at han svigter undersøgelsen af deltagernes motiver på grund af sin ganske vist begrænsede, men alligevel forvridende tendens i forhold til Filip, Filips styre og Filips mænd. Barber fokuserer nemlig på Filips grænseløse grådighed og på hans tvingende behov for at skaffe sig flere finanser. Desuden sammenligner Barber sagen mod Tempelherrerne i Frankrig med de tilsvarende sager i de andre lande, hvor Tempelherrerne havde til huse, og konkluderer, at tilståelserne kun kan skyldes anvendelsen af tortur i Frankrig. For ham at se er det kun med vanskelighed, at man skulle kunne hævde at Tempelherrerne var skyldige i de anklager, som Filip og hans mænd udsatte dem for. Barber forudsætter at kongen og hans ministre var motiveret af brutal ligegyldighed over for retfærdighed og sandhed, og at Vilhelm af Nogaret fabrikerede anklagerne efter Filips tilskyndelse. Medens Barber således mener, at Filip var hoveddrivkraften bag et anslag mod Tempelherrerne, påpeger Spiegel, at det virker usandsynligt at den ellers så samvittighedsfulde konge skulle have anlagt et så storstilet angreb mod ordenen udelukkende af økonomiskfinansielle grunde. Ganske vist henviser Barber til Filips forfølgelser af jøder og lombarder 50, men det var outsidere der opererede på grænsen af det kristeligt acceptable. Det var en helt anden sag at anklage og overfalde en ridder-munkeorden med høje kristne idealer og stor prestige. Selv om prestigen måske midlertidigt var lidt anløben, var det vel ikke værre end med så mange andre af middelalderens kristne ideale institutioner, hvor afstanden mellem ideal og virkelighed kunne være ret så stor, uden at det tilsyneladende gav anledning til megen undren eller energiske indgreb. Barber er som nævnt inde på muligheden af at Filip virkelig troede på anklagerne mod ordenen. Det kunne så, ifølge Barber, forklare hvorfor Filip gik efter Tempelherrernes skat og ikke efter Johannitternes. Barber konkluderer, at denne mulighed ikke helt kan udelukkes, og han bemærker meget rigtigt, at hverken Filip eller rådgiverne kan løsrives så radikalt fra deres omgivelser, at de kan betragtes som værende i stand til at manipulere med dem

46 Men Barbers forbehold omkring Filips motiver er spinkelt og modsiges af hele vægten i hans foregående undersøgelse. Barber efterlader ikke sin læser i tvivl om hans standpunkt: Filip og hans mænd var nogle pengebegærlige skurke. Spiegel runder sin kritik af Barber af med at bemærke, at Filip blev hårdt ramt af hustruens, Johanne af Navarras, død i : "(Hendes død) skabte et næsten fanatisk ønske hos ham om at reformere ham selv og hans kongerige med hans bedstefader, Ludvig den Hellige, som forbillede." 53 Bortset fra den nævnte kritik, hvoraf en del står for Spiegels regning, demonstrerer The Trial of the Templars flere steder Barbers overblik. Han skriver blandt andet, at retssagen kan forklares ud fra de eksterne faktorer: kongens finansielle krise, pavens svaghed efter Bonifacius' nederlag 54, tabet af Acre og den tilfældighed, at Klemens havde indkaldt ordenens stormester til møde i Frankrig samtidig med at en af kronens finanskriser spidsede til. Men de interne faktorer skal ikke overses, fortsætter Barber: Samtiden troede, at djævlen konstant søgte at fordærve kristenheden, og at han ved at angribe konstruktionens svage punkter søgte at nedbryde dens funktionalitet. Argumentet var (også), at Guds straf for afgudsdyrkelse og sodomi ikke alene ramte de direkte syndere, men hele samfundet. Forsvaret mod djævelens angreb var at bortskære de fordærvede dele: Hvis dit højre øje eller din højre hånd forarger dig, så riv det ud og hug den af, for det er bedre at miste et af dine lemmer, end at hele dit legeme kommer i Helvede. 55 Retssagen kan derfor ikke ses som en konventionel afgørelse af skyld eller uskyld, men som en middelalderlig tragedie, hvor samfundet skabte de omstændigheder der gjorde Filip i stand til at knuse den orden der tidligere havde været dets stolthed. Denne konklusion må anerkendes, og det skal blot tilføjes, at Barber mangler at afklare om omstændighederne gjorde Filip i stand til at knuse ordenen, eller om omstændighederne tvang ham til det. I sin nyeste bog fra 1994 om Tempelherreordenen 56 holder Barber fast ved sit hovedstandpunkt, idet han fremhæver Filips materielle interesser og finansielle behov som det væsentligste motiv for nedlæggelsen af ordenen. Men hvor han tidligere koblede denne bevæggrund sammen med kongens dårlige karakteregenskaber (grådighed og brutalitet), inddrager han nu en nærmest freudiansk forklaringsmodel 57 og skriver, at Filips ensomme og kærlighedsløse barndom sammen med sorgen over hustruens tidlige død havde udstyret ham med en dømmesyg moralskhed og streng fromhed. Det skulle så stemme med hans reserverede og strenge personlighed, som fremhævede kongemagtens værdighed, pligt og ansvar. Hvis han (eventuelt af andre) var blevet overbevist om 47

47 ordenens skyld, påbød sådanne psykologiske træk ham at gribe ind. Men Barbers nye forklaring lider af den svaghed, at han ikke diskuterer, om en sådan freudiansk psykologi kan forklare et middelaldermenneskes adfærd. Barber fastslår, at det er Filip der agerer i sagen mod Tempelherrerne, medens de kun reagerede på omstændighederne. De havde efter 1291 og tabet af Acre gjort ordenen sårbar for kritik: Tempelherrerne var ikke fuldkomne (som Bernhard af Clairvaux havde fremstillet dem), og kløften mellem ideal og virkelighed blev understreget af tabet af Det hellige Land. Men ingen mente, at de var uigenkaldeligt kompromitterede; og selv søgte de stadig at opfylde deres rolle som før. Derfor var ingen forberedte, da chokket kom i Ordenen havde ikke levet op til Bernhards overmenneskelige standard; det gjorde retssagen mulig, men det var ikke grunden selv. Forklaringen på Tempelherreordenens endeligt må derfor søges i den franske konges og hans regerings motiver, snarere end i ordenen selv, skriver Barber. 58 Barber pointerer, at Filips angreb på ordenen kom uventet. Han skriver, at intet antydede, at Filip og hans rådgivere troede at Tempelherrerne udgjorde en undergravende eller omvæltende trussel mod Frankrig før Hvis ordenen havde været befængt med last og kætteri havde det med held været skjult for den franske konge, som brugte ordenens skatmestre som finansielle rådgivere. Udviklingerne inden for den kongelige finansadministration op til 1307 giver ingen forvarsler om retssagen. 59 Overrumplingen hænger i Barbers forståelse tæt sammen med dens egentlige årsag, som var akut pengemangel. Kronens angreb på lombarderne og jøderne i 1291, 1306 og 1311 viser, at kongens kortsigtede finansielle behov var vigtigere end langsigtet planlægning. Der er derfor indlysende finansielle grunde til den pludselige arrestation af Tempelherrerne i Frankrig, for som bankfolk lå de inde med betydelige likvider og letomsættelige værdier, og som landbesiddere ejede de både fast og mobil ejendom i alle landets egne. Der er solide vidnesbyrd om regeringens materielle interesse i ordenen, konkluderer Barber. 60 Men Barber opererer med en dobbelt motivation. Han skriver, at det sjældent er så ligetil, og at nyere undersøgelser af kongens karakter må inddrages. De lader nemlig formode, at de finansielle interesser ikke udelukker den mulighed, at Filip overbeviste sig selv eller blev overtalt af andre om Tempelherrernes skyld, og dermed om sin pligt til at gribe ind uanset prisen. Filip var en reserveret og streng person, som ville forstærke og udvide kongens værdighed og forpligtelser. Han var drevet af en dømmesyg og kritisk moralskhed og streng fromhed, som adskilte ham fra andre folk, hvilket udsprang af en isoleret og kærlighedsløs opvækst. 61 Alt dette blev forstærket af hans hustrus tidlige død i

48 Barber fortsætter disse overvejelser og skriver, at nogle historikere ud fra denne opfattelse af kongens sind har spekuleret på, i hvilket omfang han blev manipuleret af en snæver kreds af ministre. Barber mener dog, at det nok er at gå for vidt at beskrive kongens minister, Vilhelm Nogaret, som en 'sand Rasputin', selv om Filip tydeligvis var modtagelig for en vis form for påvirkning, hvilket hans ministre må have været klar over. Hvis Filip så (eller blev bragt til at se) Tempelherrerne som en fare for staten, var det ikke som militær organisation, men som en djævelsk kraft. Så måtte han opfatte det som om Tempelherrerne, jøderne og Bonifacius med flere prøvede på at underminere den ægte kristendom i det hellige franske rige, udrustede med hemmelige midler fra deres kendskab til trolddom. 63 Teorier om at Tempelherrerne repræsenterede nogen form for militær eller politisk trussel mod kronen eller at deres uafhængighed stødte an mod kongens idé om suverænitet kan derimod ikke tillægges megen tiltro, mener Barber. 64 Endelig peger han på en tredje mulighed: Filip ville på korstog. Men han affærdiger den straks som værende overdrevet. Før kirkemødet i Vienne var Filips interesse ret tynd; og ved denne lejlighed, hvor han manifesterer sin interesse i den retning, gjaldt det nok mest om at sikre kontrollen med ordenens besiddelse. Han tog i hvert fald aldrig på korstog. 65 Barber opsummerer og skriver, at ordenen blev ophævet i 1312, selv om det klart var mindre end kongen havde ønsket, for den blev ikke fordømt som sådan. 66 I denne formulering viser han samtidig sin begrænsning: For Filip var det efter Barbers mening ikke tilstrækkeligt, at Tempelherrernes orden 'kun' blev ophævet. Men Barber uddyber ikke meningen. Han daterer ikke Filips ønske til anno 1307 eller anno For Barber gør det ingen forskel, fordi Filip i hans øjne (trods alle forklaringer) alligevel er en skurk, og skurkagtighed er i den tankegang en permanent tilstand. Dermed udelukkes det, at Filip måske forandrede mening eller holdning undervejs i sagens forløb, for eksempel fordi også han blev chokeret over skandalens omfang. Selv om Barber nuancerer Filips motivation og tilbyder tre forklaringsmodeller der ikke udelukker hinanden, mangler han stadig at forklare sagen synkronisk. Der mangler også stadig en fordomsfri tilgang, for den psykologiske forklaring, som Barber her inddrager, er vel ikke andet end 'opdateret' måde at beskrive og forklare Filip onde karakter på. Sammenfattende kan man noget firkantet sige, at Barber er den første der anlægger et egentligt historisk syn på sagen. Men selv om han formår at hente sagen ud af retssalen og over i historiens arena, så er det ikke tilstrækkeligt. Heller ikke Barber har skrevet den endelige historie om sagen mod Tempelherrerne; dertil er hans fremstilling af Filip og hans manglende vægtning af sagens faser for reducerende i forhold til sagens kompleksitet. 49

49 Peter Partner skriver i at kongens angreb på ordenen ikke kun kan forklares med hans kroniske og akutte pengenød og heller ikke med Ordenens modvilje mod at lade sig fusionere med Johannitterne. Det ville ikke yde retfærdighed mod datidens mentalitet. Her er altså tilløb til eller i hvert fald markering af en mentalitetshistorisk tilgang. Partner behandler implicit sagens interessante spørgsmål, men han stiller dem ikke: Hvorfor fik retssagen det forløb, som den fik? Hvordan gik det til at Tempelherrerne bukkede under? Hvad fik Kongen, kongens folk, paven, pavens folk, stormesteren og ordenens medlemmer til at agere som de gjorde? Barber og Partner er her vist som repræsentanter for den tredje 'bølge' inden for historieskrivningen om Tempelherrernes fald. Som nævnt er dens kendetegn, at den i modsætning til de to første 'bølger' hverken forholder sig ukritisk eller kritisk til retssagens forløb og udfald, men aflægger den nærmest juridiske tilgang og erstatter den med bredere historiske tilgange, som kan være personhistoriske, socialhistoriske eller grænsende til mentalitetshistoriske. Alain Demurger, der er historiker og docent ved Paris-I universitetet, har skrevet sin historie om Tempelherrernes liv og død efter Malcolm Barber. 68 Tidsligt idet Demurger skrev sin version af Templets historie syv år efter Barbers første bog om retssagen, og indholdsmæssigt idet han følger og eksplicit hylder Barbers forklaringsmodeller og negative vurdering af Filips karakter. På den måde er han en historiker der falder uden for det etablerede fransk-angelsaksiske skel. Hans erklærede udgangspunkt er, at sagen skal ses i forhold til ordenens historie og dens internationalitet. Han skriver, at korstogenes fiasko og latinstaternes forsvinden ødelagde ordenens materielle og ideologiske grundlag, og at spørgsmålet er, i hvilket omfang det medvirkede til ordenens fald. Alt for ofte reduceres Tempelherreordenens historie til historien om sagen mod dem, eller også ses den gennem sagen. Det er let nok for os historikere at bekræfte over for hinanden, at det der skete nødvendigvis måtte ske, skriver Demurger og erklærer, at han gerne vil vise, at sagen mod Tempelherrerne ikke er den logiske og uundgåelige afslutning på deres historie. Den kritik de mødte kunne lige så godt have mødt Johannitterne, Teutonerne, Cistercienserne og tiggermunkene. En sammenligning mellem Tempelherrerne og Johannitterne falder ikke systematisk ud til fordel for Johannitterne. Templet blev syndebuk og indsats i et magtspil og en konfrontation mellem gejstlige og sekulære magter, paven og kongerne. Derfor mener Demurger, at der skal et andet afsæt til: det er nødvendigt at forlade Frankrig og ikke kun se på forholdet mellem Jakob af Molay og Filip den Smukke. En række nye historiske arbejder fra England, Tyskland, Spanien og Italien fremhæver, at Templet trods dets franske oprindelse og franske forbindelse først og fremmest er en international 50

50 orden. Denne internationale kontekst er særlig vigtig for forståelsen af sagen og den endelige bedømmelse af ordenen. Andre kongers og ærkebiskoppers adfærd belyser Filips og Klements. 69 Sådan formulerer Demurger sit projekt, men som det vil fremgå af det følgende fastholder han det ikke i sin gennemgang og analyse af sagen. Inden Demurger går over til den traditionelle undersøgelse af anklagerne og Filips motiver, etablerer han denne ramme om sagen: Nogle af Filips rådgivere, Vilhelm af Nogaret og Vilhelm af Plaisians åbnede sagen mod Tempelordenen, men med hvilke intentioner? Ville de fremskynde sammenslutningen af ordenerne? Ødelægge Templet? Eller lægge pres på paven for at få ham til at slette følgerne af Anagni (Vilhelm af Nogarets ekskommunikation)? Det er ikke sikkert, at formålet allerede var fastlagt her ved årsskiftet Men hvadenten Filip var oprigtig eller ej, så var hans overbevisning i august 1307 fastlagt og formålet bestemt: Templet skulle nedlægges. Derfor overskred det kongelige politi sine beføjelser og tog sagen ud af pavens tøvende hånd. Og det kunne lade sig gøre, fordi Klemens var en svag pave, syg og ubeslutsom. Han vidste, at i denne sag var den virkelige indsats ikke Templet, men pavemagtens autoritet, som Filips aktion hånede. Men sagens udfald var ikke kun determineret af dens start: det er tydeligt, at tilståelserne fra ordenens topfolk er bestemmende for sagens forløb. Alene det, at stormesteren, Jakob af Molay, den 24. oktober 1307 gentager sine tilståelser offentligt foran teologerne ved Paris' universitet, er nok til at ændre sagens gang radikalt. Han giver ved den lejlighed ordenens medlemmer instruks om at sige sandheden, altså tilstå, hvilket bryder alle tilløb til modstand. 70 Denne ramme har også et mere overordnet niveau. Demurger skriver, at den moderne stat fødtes i slutningen af 1200-tallet under kong Filip. Fra da af fremhævede man ideen om suverænitet, administration, skatter, effektivitet og national samling. Men medaljen har sin bagside, nogle dystre affærer, hvoraf sagen mod Tempelherrerne var den mest spektakulære. Den er ikke en almindelig kriminalsag; i dag ville man kalde det en politisk sag, ført efter en særprocedure, nemlig inkvisitionen, hvis mål ikke er at afdække sandheden, men at gøre den mistænkte skyldig. Tempelherrerne fik simpelt hen valget mellem tilståelse og tilgivelse eller benægtelse og dødsdom. 71 Sådan er rammen om sagen, og Demurger vil undersøge anklagernes sandfærdighed i denne kontekst. Han analyserer dem således: Nogle anklager går på individernes adfærd. Der var sikkert nogle Templeherrer der ikke respekterede deres kyskhedsløfte, og sodomi var en stereotypi der blev brugt hver gang man ville 'bevise' kætteri hos dem der blev angrebet, både før, under og efter sagen mod Tempelherrerne. Det samme gælder for anklager om grådighed etc. Anklagerne om den religiøse praksis synes alvorligere. Men lægmandssyndsforladelsen var allerede erkendt som en fejl, som Jakob af Molay havde indrømmet før arrestationen; det var en fejl (manglende viden) der blev gjort til en forbrydelse. 51

51 Forhørene lagde mest vægt på fornægtelsen og spytningen; men det var ikke alvorligt ment. Det var en slags bizutage, 'rekrutteri'. Det var for at holde sjov med de nye, et udtryk for dårlig smag og eller et indvielsesritual. Antagelig var det kun et ritual, hvis symbolske betydning var gået tabt. Med hensyn til de påståede kathar-forbindelser kan der have været enkelte kættere i Tempelherreordenen lige så vel som i andre ordner, men ordenen i sig selv var ikke kættersk. Tempelherrernes religiøse fejl var i forhold til deres adfærd, ikke i forhold til deres tro. Det sidste argument er, at ingen af dem døde for deres (kætterske) tro. Og med hensyn til afgudsdyrkelsen, hovedet, drejede det sig i virkeligheden om et sølvrelikvieskrin af form som et hoved! Til sidst er der anklagen om kontakt med Islam. Selvfølgelig var der kontakter, det kunne ikke være anderledes, men Tempelherrerne var den hårde kerne i det kristne angreb på Islam, og ikke Islams trojanske hest i den kristne verden. Efter denne analyse konkluderer Demurger følgende på spørgsmålet om skyld eller uskyld:taget hver for sig er ingen af anklagerne falske: det var let nok at finde en sodomitisk Tempelherre, en grådig Tempelherre og en Tempelherre der i arrigskab havde talt nedsættende om troen; mange af paragrafferne i ordenens regel gik lige frem ud på at holde sådanne fejl nede. Templets anklagere sprængte en dør der stod åben, og de kunne have gjort det samme med hvilken som helst anden religiøs orden eller organisation Men hver for sig betyder anklagerne intet. For at gøre dem operationelle, krævedes det at en politisk vilje samlede dem i et sammenhængende system og tilpassede dem ved hjælp af forvanskninger, tilføjelser og løgne til den eksisterende opinion. Det gjorde Vilhelm af Nogaret og hans hjælpere. Og kun ved at belyse kongens bevæggrunde kan man håbe på at nå frem til en fornuftig forklaring på sagen mod Templet, slutter Demurger. 72 Denne slutning er samtidig toppunktet i Demurgers analyse. Fra da af synes hans projekt at miste sin skarphed. Men han er jo også nået til det punkt, hvor sagen for alvor er problematisk at udrede. For at komme videre tager han et historiografisk afsæt, som er regulært nok, men som desværre ikke udløser et kraftspring af ny erkendelse. Han skriver, at man længe har hævdet, at den materielle interesse var Filips hoveddrivkraft i sagen mod ordenen. Den nyere historiografi tillægger derimod denne faktor mindre betydning. For nogle har det tydeligvis været svært at indrømme, at en af de 'store konger der skabte Frankrig' har kunnet begå sådanne uhyrligheder for at få fat i en skat. Ikke uden grund har historikerne ledt efter andre forklaringer, for en sådan sag kan kun have komplekse motivationer. 52

52 Men træet bør ikke skjule skoven, fortsætter Demurger. Kongens handling har udelukkende været dikteret af den lokkende fortjeneste; spørgsmålet om Tempelherrernes besiddelser blev rejst allerede på selve dagen for deres arrestation. Det er derfor efter Demurgers mening med rette, at Malcolm Barber påny har lagt vægten på de finansielle motivers betydning, uden dog at gøre dem til de eneste. Angrebet på ordenen må indplaceres i sammenhæng med kongestyrets metoder til at løse sine problemer med magt og midler, for det gik Tempelherrerne lige som lombarderne, jøderne og ågerkarlene. De var også rige, upopulære og indblandede i kongens finanser. For Filip var Templet intet andet end endnu en guldmine, og rygterne om ordenen var kun anledningen til at fratage den dens rigdomme. Mere og mere har historikerne søgt at begrunde sagen med Filips tro, fortsætter Demurger sin argumentation, kongen, hans rådgivere og den almindelige opinion var overbeviste om Tempelherrernes skyld. Filip, Vilhelm af Nogaret og inkvisitoren for Frankrig troede virkelig, at de var Guds forkæmpere som bekæmpede det onde. Sådanne ideer var allerede fremme i forbindelse med konflikten med Bonifacius VIII. Malcolm Barber har forsøgt at beskrive Filips og hans nærmestes mulige verdensbillede ud fra dokumenter fra det kongelige kancelli. Denne analyse viser, at Tempelherrerne havde forladt deres tilforordnede placering og dermed skabt tvivl om skaberværkets fuldkommenhed. Filip fulgte sin pligt og pressede paven til at handle: Tempelherrerne burde elimineres. 73 Troede Filip selv på det han sagde, spørger Demurger retorisk, Han var en meget from mand og meget streng i religiøse og moralske sager. Han delte tidens ideer; men udnyttede han og hans mænd ikke deres tro til at opnå deres mål? Filip var let at manipulere, siges det. Demurgers svar er éntydigt: Alt i alt betvivler han Filips oprigtighed i denne sag, og han tror slet ikke på Vilhelm af Nogarets og Vilhelm af Plaisians', skriver han med et kategorisk udsagn. De var fanatiske i deres tro, men på staten, ikke på Gud. Kongen og hans omgivelser så et andet mål via Templet, men hvilket? Det kunne være korstog. Filip ville leve op til sin far og farfar, som begge døde på korstog. Dertil skulle han bruge penge, mange penge. Han udryddede Templet for selv at komme i spidsen for et korstog. Filip havde først angrebet Bonifacius, nu kunne han gøre det samme med pavemagtens potentielle redskaber: de militære ordner. For Johannitterne stod for tur efter Tempelherrerne: Filip ville have sin egen orden, som han kunne kontrollere og lige frem anføre. 74 Sådan er Demurgers forklaring. Hans analyse er langt henad vejen forbilledlig, men alligevel utilstrækkelig og især ufuldendt. For det første fastholder han ikke sit projekt om at forklare retssagen i lyset af ordenens hele historie, og for det andet fører han ikke sin analyse igennem og drager de relevante konklusioner. I stedet indsætter han sine kategoriske udsagn om Filips finansielle krise som hans eneste motivation og om Filips manglende oprigtighed. 53

53 Demurger er at betragte som en fransk autoritet på området. Når den historieinteresserede fag- eller lægmand søger oplysning og læsestof om Tempelherreordenen i Frankrig i dag, er det Demurgers bog der tilbyder sig. 75 Da han samtidig generelt tilslutter sig Barbers udlægning af sagen, må han sammen med denne siges at være repræsentativ for vor tids historieskrivning på området. 54

54 Alternativ historieskrivning Ved siden af den seriøse videnskabelige udforskning af emnet blomstrer en alternativ historieskrivning, som udnytter det spændende materiale til at opbygge sensationer og myter. Den form har nok eksisteret hele tiden, lige fra retssagens egen tid, hvorfra myten eller sagnet om 'Stormesterens forbandelse' stammer 76, og frem til vore dage. De kendteste nutidige bidragsydere til genren er Michael Baigent og Richard Leigh 77. Det må dog samtidig med en vis beklagelse bemærkes, at dette forfatterpar stort set er ene om repræsentere historieskrivningen om Tempelherrerne for brugerne af de danske folkebiblioteker. Som det vil fremgå af det følgende, er de udmærket i stand til at vække appetitten hos den historielæsende amatør, men de formår ikke at tilfredsstille den. Deres værker rummer en 'ortodoks beretning' om Tempelherrernes historie og heri indbefattet en skildring og forklaring af retssagen, som foregiver at være (og som er) langt mere objektiv og dokumenteret end deres øvrige spekulationer om Tempelherrernes forgængere og efterkommere. En hurtig gennemgang viser den tilstræbte saglighed, men sensationslysten præger teksten, både når det gælder valget af forklaringsmodeller og selve ordvalget. Her skal der dog særligt peges på, hvad man kunne kalde de anakronistiske træk i The Temple and the Lodge fra Deres forklaringer er centreret omkring Filip og hans personlighed. Det er rigtigt set, at Filip er den aktive part i sagen; problemet er, at de to forfattere analyserer ham ud fra en psykologisk teori, som man ellers kun støder på i ugeblade og amerikanske TV-serier. De skriver, at Tempelherrernes effektivt forvaltede rigdomme var en uimodståelig lokkemad for en monark, hvis dristighed og overmod var lige så stor som hans grådighed. Han var enormt ambitiøs og han havde storslåede planer for sit land og kun ringe samvittighedsnag over at knuse hvemsomhelst eller hvadsomhelst der kom ham i vejen. Det psykologiske portræt, som de her præsenterer, passer ind i en senere tid end middelalderen. Samvittighedsnaget (eller rettere udtrykt Filips manglende skyldfølelse 79 ) er postreformatorisk, og med hensyn til det næsten imperiebyggende projekt føler man sig hensat til den moderne tid, og forestiller sig Filip som en indrestyret anglo-amerikaner, sådan som denne karaktertype er beskrevet og analyseret af Max Weber, David Riesmann eller Christopher Lasch. 80 De to forfattere supplerer psykologien med nogle løse formodninger der grænser til bagvaskelse. De skriver, at Filip allerede havde havde fået gennemført kidnappingen og mordet på én pave, Bonifacius VIII, og at mange troede, at han havde iscenesat giftmordet på en anden, Benedikt XI. Man bemærker, hvor behændigt at udtrykket 55

55 'allerede én pave' indebærer en faktisk forventning af at der kommer flere til senere. Det kombineres med 'mange troede', hvorefter den ukritiske læser kommer til at tro, at der er historisk belæg for at Filip havde myrdet to eller flere paver. Desuden havde han kapret og bortført pavestolen selv fra Rom til Avignon på fransk jord, lyder det i fortsættelsen. Man må sige, at det er en kraftig reduktion af de faktiske begivenheder, og at det kun har til formål at befæste billedet af Filip som den samvittighedsløse skurk. Deres konklusion på dette er, at Filip havde paven i sin lomme og dermed frit spillerum til at angribe Templet. De skriver ligefrem, at han tyranniserede sin marionet til at støtte foretagendet med hele den pavelige autoritet. Kernen i disse betragtninger er ikke forkerte (og heller ikke nye), men fremstillingen nedgør historien og historiefaget til et sensationsjournalistisk niveau. Baigent og Leigh analyserer Filips bevæggrunde og når frem til tre hovedmotiver, hvoraf de to første er gode eksempler på, hvorfor sensationshistorien ikke kan bruges til at nå frem til en overbevisende historieskrivning. De skriver nemlig, at Filip var motiveret af en farlig kombination af grådighed, ydmygelse og hævngerrighed. For det første fordi han havde et personligt nag, et horn i siden på Tempelherrerne. Han havde søgt optagelse i ordenen, men var blevet afvist på fornærmelig vis. For det andet havde han selv med sine egne øjne set det svimlende omfang af ordenens rigdomme og pengemidler, da den oprørske menneskehob havde tvunget ham til at søge tilflugt i Templet i Paris i juni Hans egen pengenød var da desperat og synet af ordenens skatte må have fået ham til at savle, skriver de to forfattere. Man må sige, at de formår at gøre fortiden levende, men deres læser kommer let til at forestille sig sceneriet som når Walt Disneys Anders And er på besøg i Onkel Joakims pengetank. Det tredje motiv de tillægger Filip er mere ortodokst og antageligt. De skriver, at Tempelherrerne i Filips øjne udgjorde en reel trussel mod kongedømmets stabilitet. Efter Acres fald havde de ikke længere nogen eksistensberettigelse og - hvilket var mere ildevarslende for Filip - noget hjemsted. Man kan næsten sige, at Baigent og Leigh vedkender sig deres anakronistiske tilgang, når de skriver, at Filip planlagde sin strategi minutiøst og med pinlig omhu i en operation der var et moderne hemmeligt politi værdigt. De skriver sammenfattende, at Filips iver og nidkærhed i jagten på Tempelherrerne var meget mistænkelig, ja helt sikkert lidt af en tvangstanke. Han kan næppe have været motiveret af moralsk inderlighed, skriver de uden at forklare, hvorfor det skulle være en 56

56 selvfølge, og de mener heller ikke, at han som næsten pave-serie-morder skulle kunne være 'sart med hensyn til troens renhed'. Han behøvede heller ikke at være tro mod kirken, for den tilhørte ham praktisk taget. Med så enkle antagelser får de tilsyneladende sat bom for en af de vigtigste sider af sagen, nemlig kongen og hans forhold til troen og kirken. Baigent og Leighs stillingtagen til det klassiske spørgsmål om ordenens skyld eller uskyld er langt mindre sensationel og langt mere antagelig. De skriver (efter eventuelt at have læst Campbell), at det for dem er tilstrækkeligt at erkende, at Tempelherrerne næsten sikkert var 'befængt' med religiøst heterodoksi, om ikke med fuldt flyvefærdigt kætteri. Resten af anklagerne var sandsynligvis opdigtede, fabrikerede eller overdrevne og ude af proportion. Deres holdning til skyldsspørgsmålet er acceptabel og genkendelig, men ved ærmere eftersyn er formuleringen så uspeciferet, at den næsten er indholdsløs. En så anerkendt forsker som Umberto Eco har også brugt materialet og givet sit bud på en forståelse af Tempelherrerne og deres fald. Der sker imidlertid i en anden genre, nemlig i den skønlitterære og i form af en roman, Foucaults pendul 81. Her lader Eco sin hovedperson fortælle Tempelherrernes historie på en måde der på overfladen og i formen er langt mindre seriøs end Baigent og Leighs beskrivelse, men som ved nærmere eftersyn kommer tæt på den 'ortodokse' version. Eco understreger det gådefulde uforklarlige eller uforklarede ved sagen og indleder kapitlet således: "En rettergang fuld af tavshed, modsigelser, gåder og dumhed." 82 Med disse overvejelser og eksempler er det vist, at den eksisterende historieskrivning om sagen mod Tempelherrerne er omfattende og minutiøs, men at den alligevel oftest er utilstrækkelig. Malcolm Barber er på rette spor, når han peger på de samfundsmæssige omstændigheder. Men det er nødvendigt at gå et skridt videre ved også at analysere forløbet i et magtpolitisk perspektiv, samt at se historisk antropologisk på sagen. De spørgsmål, som Partner lægger op til, stilles her, idet der især fokuseres på kongen som aktør i et socialt drama, og på Tempelherrerne som ofre i dette drama. Hensigten med nærværende undersøgelse er således ikke at erstatte den tidligere skrevne historie om omstændighederne ved Tempelherrernes fald, men at supplere og opdatere den seriøse del af den med den vifte af spørgsmål, der kan få kilderne til at tale. 57

57 Noter 1. For en mere grundig bibliografi, se Malcolm Barber, The Trial of the Templars, 1978, s Der henviser Barber endvidere til Marguerite Dessubré, Bibliographie de l'odre des Templiers, 1928 og Heinrich Neu, Bibliographie des Templer-Ordens , 1965, som to værker der tilsammen dækker historieskrivningen om Tempelherreordenen frem til Dertil kommer Laurent Dailliez, Bibliographie du Temple, Den tidlige fase i historieskrivningen om retssagen gennemgås i Ansgar Konrad Wildermann, Die Beurteilung des Templerprozesses bis zum 17. Jahrhundert, 1971 (doktorafhandling). For en diskussion af samtidens reaktioner på sagen, se Sophia Menache, "Contemporary attitudes concerning the Templars' affair: propaganda's fiasco?" i Journal of medieval history, nr. 3, vol 8, Denne artikler giver især et godt overblik over en bred vifte af samtidige kilder. 3. Felix Fabri, The Book of the Wanderings of Brother Felix Fabri (c ), tr. A. Stewart, vol. II, Palestine Pilgrims' Text Society 9, London, 1893, s. 320f. Citeret fra Malcolm Barber, The New Knighthood. A History of the Order of the Temple, 1994, s (min oversættelse). 4. Gnosticismen hører hjemme i Middelhavsområdet i de første århundreder efter Christi fødsel. Gnostikerne var de åndelige mennesker der imodsætning til de sjælelige og de materielle mennesker var modtagelige for guddommelige åbenbaringer. De kan derfor modtage den kristne frelse. De materielle mennesker er uden for ethvert håb, medens de sjælelige kan stige op og blive åndelige. Til gnosticismen hører den overbevisning, at den skabte verden er ond og ikke skabt af den sande gode Gud. Ved hjælp af gnosis (erkendelse, her lig med åbenbaret viden) kunne sjælen frigøre sig fra den onde materialitet og vende hjem til de himmelske egne. 5. Baphomet er et gnostisk 'afgudsbillede'. I spidsen for denne 'historikerskole' stod Joseph von Hammer-Purgstall, som udgav Mysterium Baphometis revelatum i Se Hans Prutz, Entwicklung und Untergang des Tempelherrenordens, Jean B. Richard, "Templars" i Encyclopedia Britannica. 8. Pierre Dupuy, Traitez concernant l'histoire de France, sçavoir la condamnation des Templiers, etc., Georges Lizerand, Le Dossier de l'affaire des Templiers, 1923, s. XIX. 10. E. Baluze, Vitae paparum Avenionensium, hoc est historia pontificum romanorum qui in Gallia sederunt ab anno MCCCV usque ad annum MCCCXCIV, (Baluze angiver tilsyneladende pavernes Avignontid til at være i modsætning til ellers ). 11. Georges Lizerand, Le Dossier de l'affaire des Templiers, 1923, s. XIX. 12. François-Juste-Marie Raynouard, Les Templiers, Tragédie, 1805, s. LVIII)(min oversættelse). 13. François-Juste-Marie Raynouard, Monumens historiques relatifs à la condamnation des chevaliers du Temple et de l'abolition de leur ordre, Jfr. Georges Lizerand, Le Dossier de l'affaire des Templiers, 1923, s. XX. 15. Jules Michelet, Le Procès des Templiers (Collection des Documents Inédits sur l'histoire de France), Jules Michelet, Histoire de France, bind Jules Michelet, Le Procès des Templiers, tome 2, 1851, s. VIIf. 18. Charles G. Addison, The History of the Knights Templars, the Temple Church, and the Temple, Charles G. Addison, The History of the Knights Templars, the Temple Church, and the Temple, 1842, s.iiff. 20. K. Schottmüller, Der Untergang des Templerordens, H. Prutz, Entwiclung und Untergang des Templerordens, Heinrich Finke, Papsttum und Untergang des Templerordens,

58 23. Malcolm Barber, The Trial of the Templars, 1978, s H.C. Lea, A History of the Inquisition in the Middle Ages, Heinrich Finke, Papsttum und Untergang des Templerordens, Georges Lizerand, Clément V et Philippe IV le Bel, H.C. Lea, A History of the Inquisition in the Middle Ages, 1889, vol III, s H.C. Lea, A History of the Inquisition in the Middle Ages, 1889, vol III, s H.C. Lea, A History of the Inquisition in the Middle Ages, 1889, vol III, s H.C. Lea, A History of the Inquisition in the Middle Ages, 1889, vol III, s H.C. Lea, A History of the Inquisition in the Middle Ages, 1889, vol III, s H.C. Lea, A History of the Inquisition in the Middle Ages, 1889, vol III, s. 252f. 33. H.C. Lea, A History of the Inquisition in the Middle Ages, 1889, vol III, s. 255f. 34. H.C. Lea, A History of the Inquisition in the Middle Ages, 1889, vol III, s. 255f. 35. H.C. Lea, A History of the Inquisition in the Middle Ages, 1889, vol III, s. 265f. 36. H.C. Lea, A History of the Inquisition in the Middle Ages, 1889, vol III, s H.C. Lea, A History of the Inquisition in the Middle Ages, 1889, vol III, s. 275f. 38. H.C. Lea, A History of the Inquisition in the Middle Ages, 1889, vol III, s H.C. Lea, A History of the Inquisition in the Middle Ages, 1889, vol III, s H.C. Lea, A History of the Inquisition in the Middle Ages, 1889, vol III, s Georges Lizerand, Le dossier de l'affaire des Templiers, Georges Lizerand, Le dossier de l'affaire des Templiers, 1923, s. XII, min oversættelse. 43. Lizerand baserer sin korte historiske introduktion på sin egen Clément V et Philippe IV le Bel fra H.C. Lea, A History of the Inquisition in the Middle Ages, 1889, vol III, s Eksempler på og overvejelser om fænomenet kan i øvrigt ses i Emmanuel le Roy Ladurie, Montaillou, The World-Famous Portrait of Life in a Medieval Village / Cathars and Catholics in a French Village, , 1978, s. 147ff). 46. George A. Campbell, The Knight Templars: Their Rise and Fall, 1980 (1937). 47. Thomas W. Parker, The Knight Templars in England, 1963, s.85f. 48. Jfr. min omtale af 'investiturstriden' ovenfor. 49. Malcolm Barber faktisk forsøgt sig med en slags mentalitetshistorisk tilgang sin artikel "The world picture of Philip the Fair" i Journal of medieval history, vol 8, 1982, hvor han indledningsvis skriver, at Filips motiver til at arrestere Tempelherrerne stadig er en kontroversiel sag; men at det ikke synes inkonsistent at tro, at Filip dels havde brug for pengene og dels havde overbevist sig selv om Tempelherrernes skyld. Barber vil så i denne artikel koncentrere sig om det sidste aspekt og i den forbindelse behandle Filip mentalitetshistorisk. Men denne analyse er ikke særlig overbevisende. 50. Lombarderne var (her) betegnelsen for de norditalienske bankfolk. 51. Malcolm Barber, The Trial of the Templars, 1978, s Spiegel henviser til R.-H. Bautier, "Diplomatique et histoire politique: Ce que la critique diplomatique nous apprend sur la personalité de Philippe le Bel" i Revue Historique, nr. 259, Gabrielle M. Spiegel, "Malcolm Barber, The Trial of the Templars" i Speculum, nr. 55, 1980, min oversættelse. 54. Bonifacius VIII fastslog pavens verdslige overhøjhed ved bullen Unam sanctam i 1302; hvorefter han blev taget til fange af Vilhelm af Nogaret. Bonifacius døde kort efter sin befrielse i Mattæus-evangeliet 5,29f. 59

59 56. Malcolm Barber, The New Knighthood. A History of the Order of the Temple, Barber giver ingen referencer, men henviser vagt til undersøgelser fra de senere år. 58. Malcolm Barber, The New Knighthood. A History of the Order of the Temple, 1994, s. 294f. 59. Malcolm Barber, The New Knighthood. A History of the Order of the Temple, 1994, s Malcolm Barber, The New Knighthood. A History of the Order of the Temple, 1994, s Barber henviser til E.A.R. Brown, "The Prince is Father of the King: The Character and Childhood of Philip the Fair of France" in Medieval Studies, 49, 1987, s Malcolm Barber, The New Knighthood. A History of the Order of the Temple, 1994, s. 298f. 63. Malcolm Barber, The New Knighthood. A History of the Order of the Temple, 1994, s. 299f. 64. Malcolm Barber, The New Knighthood. A History of the Order of the Temple, 1994, s Malcolm Barber, The New Knighthood. A History of the Order of the Temple, 1994, s. 300f. 66. Malcolm Barber, The New Knighthood. A History of the Order of the Temple, 1994, s Peter Partner, The Murdered Magicians: The Templars and their Myths, 1982, s.66f. 68. Alain Demurger, Vie et mort de l'ordre du Temple, 1985/1989/ Alain Demurger, Vie et mort de l'ordre du Temple, 1985/1989/1994, s. 11f. 70. Alain Demurger, Vie et mort de l'ordre du Temple, 1985/1989/1994, s Alain Demurger, Vie et mort de l'ordre du Temple, 1985/1989/1994, s. 329f. 72. Alain Demurger, Vie et mort de l'ordre du Temple, 1985/1989/1994, s Demurger refererer til Malcolm Barber, "The world picture of Philip the Fair" i Journal of Medieval History, nr 8, Alain Demurger, Vie et mort de l'ordre du Temple, 1985/1989/1994, s Såvel Louvre som Cluny-musseet i Paris har afdelinger der sælger relevant faglitteratur på videnskabeligt niveau. Ved et 'butikstjek' i oktober måned 1997 viste det sig, at Demurgers bog om Tempelherrernes liv og død dækkede området begge steder. 76. Barbara W. Tuchman beskriver i A Distant Mirror, hvordan Tempelherrernes stormester sammen med sin næstkommanderende blev ført til et skafottet. For øjnene af den store mængde hævdede de deres egen og ordenens uskyld. Kongen gav ordre til at de skulle brændes på bålet, og da flammerne slog op om stormesteren råbte denne, at Gud ville hævne ham. "Ifølge en senere opstået tradition nedkaldte han en forbandelse over kongen og hans efterkommere indtil trettende led, og med de sidste ord man hørte, inden han døde i flammerne, kaldte han Philip og pave Clemens til møde for Guds domstol inden et år. Clemens døde faktisk inden der var gået en måned, fulgt syv måneder efter i november af Philip, der var midt i livet, 46 år, og døde af ubestemmelige grunde efter et rideuheld. Legenden om tempelherrens forbandelse brugtes, som legender ofte gør, som forklaring på mærkelige sammentræf efter begivenheden. De symptomer der blev iagttaget ved Philips dødsleje har man siden ment tydede på et slagtilfælde, men de forfærdede samtidige har utvivlsomt ment, at tempelherrens forbandelse er steget opad med røgen fra bålet i solnedgangens røde skær." Filips tre sønner efterfulgte hinanden som Louis X, Philip V og Charles IV og regerede mindre end seks år hver, idet de døde henholdsvis 27, 28 og 33 år gamle, alle uden at efterlade sig mandlige arvinger. (Her refereret og citeret fra den danske udgave, Et fjernt spejl, bind 1. s. 64). Tuchman henviser til øjenvidnet Godfred af Paris, hvis rapport citeres af Rapetti i Hoefer (ed), Nouvelle biographie générale, 1861, til Marcel Lobet, Histoire des Templiers, 1944 og M. Reyonard, Procès et condamnation des Templiers,

60 77. Michael Baigent, Richard Leigh og Henry Lincoln, The Holy Blood and the Holy Grail, 1982, (dansk udgave, Det hellige blod og den hellige gral. Mysteriet om Tempelherrerne og Jesu efterkommere, 1982) og Michael Baigent og Richard Leigh, The Temple and the Lodge, 1989, (dansk udgave, Templet og logen, 1996). 78. Michael Baigent og Richard Leigh, The Temple and the Lodge, 1989, side Se diskussionen om middelalderlig skam og moderne skyld i Tove Kruses "Det indrestyrede menneske" i Håkan Arvidsson, Henrik Jensen og Tove Kruse, Magt og Mentalitet, Se Max Weber, Den protestantiske etik og kapitalismens ånd, 1920, David Riesman, Det ensomme massemenneske, 1949, Christopher Lasch, Narcissismens kultur, Umberto Eco, Il pendolo di Foucault, 1988, dansk udgave Foucaults pendul, Umberto Eco, Foucaults pendul, 1989, s.85 61

61 62

62 FØRSTE AKT ARRESTATION Efter disse (nødvendige) indledninger og omsvøb er det kommet så vidt, at selve kernen i undersøgelsen af sagen mod Tempelherrerne er nået. Det er den analyserende og fortolkende gennemgang af det udvalgte kildemateriale, sagens akter. Den har form af et drama i tre akter, hvor udviklingen er handling - forhandling - handling, for sådan forløb sagen: Arrestation, Konsultation, Eksekution. Den første akt, arrestationshandlingen, består af tre kildebearbejdninger. Kilderne er et brev fra Templets stormester til paven, kongens ordre til arrestation af Tempelherrerne og forhørsprotokoller over fire af de arresterede Tempelherrer. Tilsammen indkredser disse kilder det dramatiske højdepunkt i første akt, den overrumplende samtidige arrestation af (næsten) alle Tempelherrerne i Frankrig den 13. oktober Optakten til arrestationen er stormesterens afslag på pavens genfremsættelse af planen om at sammenlægge de store ordener. 63

63 64

64 Kildetekst Planen om sammenlægning af ordnerne. Jakob af Molays svar på pavens forslag Meget Hellige Fader, på det spørgsmål, som du har stillet mig om sammenlægning af Tempelherre- og Johannitterordenen, svarer jeg, Templets mester, følgende: Sandelig husker jeg, at da pave Gregor var til kirkemødet i Lyon sammen med Ludvig den Hellige 2 og mange andre gejstlige og verdslige personer, var broder Vilhelm af Beaujeu, den daværende Tempelmester, der også, og sammen med ham mange andre af de gamle brødre fra vor orden; broder Vilhelm af Courcelles fra Johannitterordenen var der ligeledes sammen med adskillige brødre og andre personer fra den orden. Og den nævnte pave og Ludvig den Hellige ville have råd om den ovennævnte sammenlægning, og deres hensigt var at gøre én orden af alle de militære religiøse ordner. Men man svarede, at kongerne i Spanien på ingen måde ville give deres samtykke dertil, på grund af de tre militære religiøse ordner 3, som er oprettet hos dem. Det var derfor, man besluttede, at det var bedre, at hver orden forblev som den var. Ligeledes genoptog pave Nikolaus IV i sin tid 4 efter tabet af Det hellige Land, som fandt sted den gang, den ovennævnte sammenlægningsplan. Han gjorde det, fordi romere og andre folk beklagede sig kraftigt over, at han ikke havde sendt tilstrækkelig hjælp til at forsvare det nævnte land, for at undskylde sig på en eller anden måde og for at vise, at han 65

65 Kildetekst ville afhjælpe situationen i Det hellige Land; men i den sidste ende gjorde han intet. Siden talte pave Bonifacius om det flere gange; imidlertid foretrak han, alt taget i betragtning, at opgive sagen helt, hvilket du kan erfare af nogle af kardinalerne, som levede på hans tid 5. Endvidere, Hellige Fader, er det, vedrørende sammenlægningen af ordnerne, nødvendigt at overveje de fordele og ulemper og den ære og forargelighed, som kunne følge deraf. For det første forekommer det mig, at det ikke ville være ærefuldt at lægge de ordener sammen nu, som er så gamle, og som dels i Det hellige Land og dels andre steder har gjort så meget godt, fordi man kunne frygte, at det modsatte af det, der hidtil er sket, ville indtræffe, for man skaber aldrig eller sjældent noget nyt uden at fremkalde store farer. Endvidere må man frem for alt befrygte sjælefaren. Og jeg siger sådan, fordi det er at handle på en meget fjendsk og hård måde at tvinge en mand, som uopfordret har viet sig til en ordens klædedragt og trosbekendelse, til at ændre sit liv og sine sæder eller til at vælge en anden orden, hvis han ikke vil det. Endvidere, hvis man forener ordnerne, vil der være en anden alvorlig fare på grund af de menneskelige skel, og man kunne frygte, at de to ordners medlemmer ved djævelens tilskyndelse ville skændes indbyrdes og sige: Vi var stærkere, og vi gjorde mere godt. Og mange farer kunne opstå af denne diskussion, fordi Tempelherrerne og Johannitterne bærer våben. Og hvis rygtet om det breder sig blandt dem, kunne det let fremkalde alvorlig forargelighed. Endvidere, hvis man samler ordnerne, er det meget vigtigt, at Tempelherrerne får meget, eller at Johannitterne underkastes begrænsninger; af det kunne der fremkomme en fare for sjælene, fordi der, efter hvad jeg tror, er få, der vil forandre deres liv og deres sædvaner. Endvidere, hvis man lægger ordnerne sammen, vil deres almisser og velgerninger formindskes betragtelig. For Johannitterordenen er grundet på sygepleje, men desuden er dens medlemmer militære og giver mange almisser. Tempelherreordenen er især grundet på militærtjeneste, men dens medlemmer i alle distrikter giver tre gange om ugen almindelig almisse til alle, der vil have det, og de giver altid en tiendedel af al deres brød til de fattige. Endvidere giver de i deres konvent to brødre kød nok til, at to fattige kan mættes af resterne. Hvoraf det følger, at hvis ordnerne lægges sammen, så vil de ikke tilsammen gøre mere, end hvad en af dem gør nu. Og jeg kan sige det samme om Guds tjeneste og de hellige messer. Endvidere, hvis man foretager sammenlægningen, så vil man i byerne og andre steder, hvor de nævnte ordner har flere huse, nedlægge et af husene og lade det 66

66 Kildetekst andet bestå, og hver af ordnerne vil have, at det er deres, der skal bevares, hvilket ofte kunne føre til skænderier. Og der, hvor de to ordner har flere præceptorer, vil det være nødvendigt, at der kun er én, og at den anden underlægges ham. Af det kan der let opstå uenighed, fordi de vil blive utilfredse. Endvidere har Johannitterkonventet en marskal, en kommandør og en klædemager 6 ; og det samme har Templet. Det kunne resultere i megen kappestrid og konflikt, fordi begge ville søge at opretholde deres embeder. Endvidere, hvis nogen ville indvende, at var nødvendigt med en sammenlægning for at udrydde den kappestrid, som man siger findes mellem Tempelherrerne og Johannitterne, så svarer jeg, at det ville forårsage den allerstørste skade for Det hellige Land at undertrykke denne kappestrid, og at resultatet ville blive en stor fordel for saracenerne. For den har altid skaffet ære og fordel for de kristne og alt det modsatte for saracenerne, fordi, når Johannitterne foretog en væbnet ekspedition mod saracenerne, så havde Tempelherrerne intet andet svar end at gøre det samme eller mere, og omvendt. Endvidere, når Tempelherrerne hinsides havet foretog en stor transport af brødre, heste og andre kreaturer, havde Johannitterne intet andet svar end at gøre det samme eller mere. Og denne kappestrid, som altid har eksisteret, og som eksisterer endnu mellem dem, har altid været og er stadig ærefuld og fordelagtig for de kristne og skadelig for saracenerne. Endvidere, når en af ordnerne har gode riddere og mænd, der er kendte for deres våbenbedrifter og for andre gode gerninger, så har den anden altid med flid og af al magt søgt at få nogle der var bedre. Og, som følge af denne kappestrid, afholder hver af de to ordner uafbrudt sådanne udgifter, at de begge altid er bebyrdet med vægten af den tungeste gæld. Hvoraf følger, tror jeg, at hvis de to ordner blev gjort til en, så ville de ikke gøre sig så megen umage i den anledning. Endvidere, som følge af den kappestrid og modsætning, som har været mellem dem, har de aldrig ophørt med at ride mod saracenerne eller med at gøre noget væbnet angreb mod dem; og endnu bedre, på grund af denne kappestrid gør de det mere og bedre. Desuden har man aldrig hørt sige, at en af dem af nogen som helst grund har løftet hånden voldeligt mod en anden. Endvidere forekommer der et eksempel på det foregående hos Prædikebrødrene og Minoritterne, som har bedre klerke og bedre omdømme, end hvis de to ordner var forenede til en, fordi de to ordner hver for sig stræber efter at få de mest udmærkede mænd, og de ansporer yderligere deres mænd til læsning af den hellige messe og til prædiken og fremsigelse af Guds ord, således at alt strømmer over til ære og gavn for det kristne folk. Endvidere, når konger, hertuger, grever og selv andre baroner, almindelige 67

67 Kildetekst folk og pilgrimme, hvem det end måtte være, tager til Det hellige Land og rider bevæbnet mod saracenerne, bruger de altid, at en af de to ordner går forrest og udgør den bevogtning, som kaldes 'avantgarde', medens den anden udgør den bevogtning, som kaldes 'arrièregarde', idet de tilsammen dækker og omslutter de fremmede, som er imellem dem, lige som en moder gør det med sit spædbarn. Og det er godt, at det er sådan, fordi de kender saracenernes sædvaner, og fordi saracenerne kender dem; og enhver, der har redet uden dem, har fået grund til at fortryde det, således som jeg kan berette det til Deres Hellighed, når det ville behage ham at høre det 7. Men hvis de to ordner var forenede, behøvedes der andre til at udgøre enten fortroppen eller bagtroppen. Endvidere vil de Herrens pilgrimme, hvem de end er, store eller små, som kommer til Det hellige Land, altid finde forfriskning, opmuntring, hjælp og støtte hos en af de to ordner. Og hvis der kun var en af dem, ville de måske ikke finde så stor opmuntring og så fuldendt støtte. Og jeg siger det også for de mest beskedne tjenere, som altid har fundet et godt tilflugtsted hos den ene eller den anden af de to ordner. De fordele og bekvemmeligheder, som jeg erkender ved sammenlægningen, er følgende: Det er velkendt, at alle folkeslag førhen har været vant til at have stor hengivenhed for de religiøse, hvilket kan synes at være fuldkommen forandret, fordi man nu finder flere folk, der er mere tilbøjelige til at tage fra end give til de religiøse, og fordi næsten alle hellere modtager gaver fra dem end giver til dem; adskillige skader er til stadighed forvoldt dem, lige så meget af prælater som af andre mænd, mægtige eller ej, gejstlige eller læge. Men hvis sammenlægningen gennemføres, vil ordenen blive så stærk og så mægtig, at den vil forsvare og vil kunne forsvare sine rettigheder mod lige meget hvem. Endvidere ved jeg en anden fordel: de vil få færre udgifter. For hvor man har to hospitser, skal man kun have et; hvor der er to præceptorer eller to stormestre, skal der ikke være mere end en, det være sig i konventet 8 hinsides havet eller i provinserne og husene på denne side af havet; og det vil være en stor aflastning af udgifterne. I alt det foregående, Hellige Fader, er påvist fordelene og ulemperne, æren og vanæren eller farerne, som jeg kan se og erkende ved den nævnte sammenlægning. Desuden vil jeg, hver gang det behager dig at lytte til råd fra vort konvent og fra hæderlige mænd i vor orden på denne side af havet i provinserne og distrikterne, lade dem mødes med hinanden, og endog, hvis du vil det, i dit nærvær. Og så kan du høre vort konvents og de nævnte brødres råd og vilje og handle derefter, i forhold til det foregående, som det synes bedst og mest nyttigt for Deres Hellighed. 68

68 Kildetekst Yderligere, Hellige Fader, har jeg hørt, at man har fortalt dig, at de religiøse der er underkastet lydighed, er mere egnede og nyttige til generobring og bevogtning af Det hellige Land end andre folk. Det er med sikkerhed sandt, fordi de har færre udgifter, og fordi de er mere lydige i husene, i lejrene og i slag. Men hvis du har til hensigt at tildele faste, årlige og løbende summer til at underholde så mange riddere og væbnere, som man vurderer, at der skal til for at kunne gøre det, mener jeg, at det ville være bedre at tildele dem separat til hver af de to ordner, det vil sige til Tempelherrerne og til Johannitterne, end at samle dem, for alle stræber efter at få deres og mere til. 69

69 Kildetekst Noter 1. Bibliothèque nationale, manuscrit latin 10919, fol Her husker Jakob forkert: Gregor X var pave og kirkemødet i Lyon var i 1274, men Ludvig døde allerede i Calatrava-, Santiago- og Alcántaraordnerne. 4. Nikolaus IV's tid: Bonifacius VIII's tid: Som tager sig af alt vedrørende iklædningen af ordenens medlemmer. 7. De kristne led i 1250 nederlag ved Mansurah, angiveligt fordi den franske konges broder, grev Robert af Artois nægtede at lade Tempelherrerne udgøre fortroppen i angrebet. 8. Det almindelige ordenskapitel, som støttede og rådede stormesteren i Levanten. 70

70 PLANEN OM SAMMENLÆGNING AF ORDNERNE JAKOB AF MOLAYS SVAR PÅ PAVENS FORSLAG 1306/ Efter at muslimerne havde indtaget Acre og Tempelherrerne havde søgt til på Cypern, brød en hidtil ulmende kritik af ordenen ud i lys lue. Johannitterordenen og Den tyske Orden gik heller ikke ram forbi, da der rejste sig en debat om, hvordan de militære ordener kunne reformeres og reorganiseres. Et af de centrale synspunkter i denne debat var, at ordnerne med fordel kunne fusioneres, og gerne med en ny og stærk udefrakommende leder. Det skulle kunne gøre en ende på den gensidige rivalisering mellem ordnerne, som man mente var en hovedårsag til deres manglende effektivitet og dermed til deres nederlag i Levanten. I 1306 indledte Klement V en undersøgelse af dette forslag ved at udbede sig stormestrenes holdninger til en sådan sammenslutning af deres ordener. Det første dokument i nærværende gennemgang af sagen mod Tempelherrerne i Frankrig er Jakob af Molays reaktion på forslaget. Den har form af et brev eller et memorandum, som er medtaget her til at tage hul på sagen og til at vise tre forhold: For det første prøvede Klemens at løse 'problemet' med Tempelherreordenen; men stormester Jakob så ikke eller greb ikke den fremstrakte hånd. 2 For det andet havde ingen (og heller ikke paven og stormesteren) forudset den hurtige, ja nærmest eksplosive udvikling, som sagen fik. Der syntes at have været om ikke fred og ingen fare, så i hvert fald tid til at fremsætte forslag om fredelige og konstruktive løsninger (og tid og råd til at afslå dem). For det tredje agerede Jakob ikke, men reagerede. Han var og blev et passivt offer på linje med det store flertal af sine ordensbrødre, indtil han til sidst sagde fra og blev brændt. Først da rager han frem; ellers kvalificerer han sig ikke til nogen særlig hovedrolle i dramaet. 71

71 Gennemgang af brevets indhold Teksten er (vel-) disponeret på den måde, at den består af en indledning, en henvisning til tidligere planer om sammenlægning, en beskrivelse af planens ulemper, en beskrivelse af planens fordele og en afslutning. I den følgende analyse gennemgås indholdet i tekstens egen disponerede rækkefølge, inden brevet kommenteres og fortolkes i dets helhed. Indledningen Jakob skriver ikke som privatperson, men som "jeg, Templets mester": ego, magister Templi. Han skriver ikke til privatpersonen Klemens, men til den/sin "Meget Hellige Fader": Pater sanctissime. Man kunne sige, at det er et forretningsbrev, eller mere teknisk, et aktstykke. Henvisningen til tidligere planer om sammenlægning Jakob indleder sin argumentation for og (især) imod sammenlægning af ordnerne med at henvise til tre tidligere tilfælde, hvor denne sag har været på dagsordenen: Ved et kirkemøde i Lyon ville pave Gregor X og den franske konge, Ludvig den Hellige, have forsamlingens råd om sammenlægning af de militære religiøse ordener. Forsamlet var blandt andre adskillige Tempelherrer, Johannittere og de to ordeners ledere. Planen strandede dengang på, at de spanske konger ikke ville lade de små spanske ordener indgå. Jakob tager i øvrigt fejl, når han nævner Ludvig den Hellige som deltager i dette møde; kirkemødet i Lyon var i 1274, men Ludvig døde i I 1291 efter tabet af kristendommens sidste bastion i Levanten, Acre, tog pave Nikolaus IV planen op som en reaktion på klager over, at indsatsen i Det hellige Land og især pavens støtte ikke havde været tilstrækkelig. Men der kom intet ud af det. Endelig overvejede pave Bonifacius VIII planen flere gange, men også han endte med at skrinlægge den. Beskrivelsen af planens ulemper Brevets kerne er de ni ulemper, som Jakob kan få øje på ved planens eventuelle gennemførelse. Jakob kalder også ulemperne for "forargeligheder" eller "skandaler", scandala og sætter dem op over for fordelene, som han også kalder for "ærer", honores. Den første ulempe udtrykker ganske enkelt konservatisme. Ordnerne er gamle, derfor ville en sammenlægning sandsynligvis give et negativt resultat. For som Jakob skriver: "Man skaber aldrig eller sjældent noget nyt uden at fremkalde store farer." 3. 72

72 Den anden ulempe går på hensynet til den enkelte. Jakob mener, at det ville være for hårdt at tvinge medlemmerne af de gamle ordener ind i en ny med dertil hørende nye sæder og skikke. Han mener lige frem, at det er farligt for sjælene: "Man må frem for alt befrygte sjælefaren" 4. Den tredje ulempe er faren for indbyrdes strid mellem de gamle ordeners medlemmer, hvis de tvinges sammen i en ny. Jakob ser bort fra de små spanske ordener og forestiller sig, at Tempelherrerne og Johannitterne ikke alene ville skændes, men også kunne finde på at gribe til våben mod hinanden. For begge parter ville påstå: "Vi var stærkere, og vi gjorde mere godt." 5. Den fjerde ulempe skulle opstå som følge af en ikke forklaret, men tilsyneladende nødvendig regulering af forholdet mellem de to ordener. Jakob skriver, at det er meget vigtigt, at Tempelherrerne får meget, eller at Johannitterne underkastes begrænsninger. Det skulle så give den samme ulempe for den enkelte som ovenfor nævnt, fordi: "Det er få der vil forandre liv og sædvaner." 6 Jakob mener åbenbart, at Tempelherrerne var rigere og bedre vant end Johannitterne. Den femte ulempe er, at de to ordeners samlede mængde af velgerninger, almisser og gudstjenester ville falde. Jakob forudser, at sammenlægning ville medføre en reduktion af de to ordeners aktiviteter, i hvert fald hvad angår deres religiøse og humanitære virke. Den sjette ulempe er, at et antal underafdelinger skulle nedlægges, fordi de to ordener mange steder har hver deres hus. Tilsvarende skulle antallet af præceptorer, marskaller, kommandører og klædemagere reduceres. Det ville give anledning til utilfredshed og indbyrdes strid, fordi begge ordener ville holde på, at netop deres hus og deres ledere skulle fortsætte. Den syvende ulempe tager atter spørgsmålet om de to ordeners indbyrdes rivalisering op. Men nu ses den som et gode, som det ville være en ulempe at afskaffe. Netop rivaliseringen får Tempelherrerne og Johannitterne til at yde en endnu større indsats mod muslimerne. Hver gang den ene orden har øvet en bedrift, har den anden søgt at overgå den. Her nævner Jakob, at det samme gælder for Dominikanerne og Franciskanerne; konkurrencen mellem to ordener ansporer dem "Til ære og gavn for det kristne folk" 7. Den ottende ulempe er tilsyneladende rent militærtaktisk. Med to ordener kan den ene danne fortrop og den anden bagtrop, når de kristne er på korstog. Derved beskytter kompetente og erfarne folk de almindelige korsriddere i midten, "Lige som moderen (dækker og omslutter) spædbarnet" 8. Hvis ordnerne blev lagt sammen, kunne det ifølge Jakob ikke længere lade sig gøre. 73

73 Den niende og sidste ulempe er, at pilgrimmene i Det hellige Land ikke ville modtage den samme støtte og opmuntring, hvis der kun var én orden. Beskrivelsen af planens fordele Jakob kan kun komme på to fordele ved planen. For det første mangler de religiøse og deres institutioner de forskellige folks opbakning, som ellers var almindelig førhen. Men hvis de to ordener blev lagt sammen, ville de blive så stærke og mægtige, at de kunne forsvare deres ret mod lige meget hvem. For det andet ville der være en rationaliseringsgevinst at hente. Når de overskydende huse og embeder blev nedlagt, ville der blive væsentligt færre udgifter. Afslutningen Jakob slutter af med at tilbyde sit og ordenens stadige samarbejde. Han er klar til at indkalde sine folk til møder, også med Klements deltagelse. Han understreger til sidst, at de religiøse militære ordener er de bedste til at generobre og forsvare Det hellige Land, fordi de er billigere i drift og mere lydige end andre riddere og væbnere; hvis Klement vil betale hvad det koster, er det bedre at finansiere de to ordener hver for sig end at samle dem. Kommentarer og fortolkning Jakobs reaktion på Klements plan om sammenlægning af alle eller primært de to store religiøse militære ordener er et responsum, som foregiver at være en objektiv vurdering, men som reelt er en argumentation imod planens gennemførelse. Argumentationen har to elementer med hver sin form, en historisk og en logisk/etisk/patetisk. Jakob trækker således på hovedområderne inden for argumentation og retorik. Det historiske og det logiske/etiske er eksplicit, medens det følelsesmæssige aspekt er implicit og forklædt som logik/etik. Det historiske element er Jakobs referat af planens forhistorie. Den taler for sig selv, og Jakob overlader det da også til Klemens selv at drage konklusionen: Tre af hans pavelige forgængere har undersøgt mulighederne og alle tre nåede samme resultat, at planen ikke kunne eller skulle gennemføres. Jakob nævner ikke, at Klements pavelige forgængere ikke fandt grund til at skrotte planen, men kun skrinlagde den på grund af de aktuelle omstændigheder. 74

74 Det logiske/etiske element er en traditionel opstilling af fordele og ulemper. Formen er her skolastisk, idet argumenterne akkumuleres i tilfældig rækkefølge, uden at de hverken prioriteres eller vægtes indbyrdes. Der mangler dog den lærde skolastiks referencer til autoriteter som Bibelen, Aristoteles, Augustin eller Aquinas, lige som der heller ikke trækkes på hverken kanonisk lov, civil lov eller naturret. Indholdet i den logiske/etiske argumentation har disse præmisser: Jakob er først og fremmest konservativ i sin opfattelse af verden. Han vil bevare status quo og opretholde ordenen (og det gælder både for Tempelherreordenen og for verdensordenen). Det kommer ikke til udtryk på den måde, at han positivt fremhæver fortiden eller negativt kritiserer nutiden, bortset fra at han ret klartskuende har indset, at de religiøse institutioner (den sekulære og regulære gejstlighed) har mistet de verdsliges tillid. Hans konservatisme er snarere en udpræget betænkelighed ved forandringer eller erfaringer om, at forandringer medfører ubehageligheder. Han kender til menneskelig træghed og mental inerti, han er bevidst om det og han udtrykker det eksplicit flere steder. Trægheden kommer også frem som frygt for og uvilje mod at miste status og privilegier. Hans bekymring er tilsyneladende lige så meget på andres vegne som på egnes, selv om det ikke er klart, om han tænker på den enkeltes velfærd eller på den kollektive 'sjælefare'. Måske tænker han mest på, hvilke problemer, han og ordenen ville få på grund af (summen af) de enkeltes utilfredshed. Ellers ser Jakob nok rivaliseringen mellem Tempelherrerne og Johannitterne som det største problem. Det er slemt at miste embeder, men det er værre at aflevere dem til rivalerne. Det værste er dog, hvis de griber til våben mod hinanden. Her kommer Jakob lidt i modstrid med sig selv, idet han et andet sted i brevet fremhæver, at man aldrig har hørt om, de to ordener har haft indbyrdes voldelige opgør: "Desuden har man aldrig hørt sige, at en af dem af nogen som helst grund har løftet hånden voldeligt mod en anden." 9. Det må være et argument for, at de også kunne undgå interne blodsudgydelser efter en sammenlægning. Rivaliseringen har dog også en positiv effekt. Jakob anfører som en slags omvendt ulempe, at den forsvinder, hvis ordnerne sammenlægges. Det er i forhold til dette konkurrence-tema at Jakob objektivitet svigter og hans holdning skinner igennem. Han overvejer ikke og diskuterer heller ikke, om den positive rivalisering måske kunne fortsætte, eller om den negative rivalisering måske er et skræmmebillede. Endelig drejer det sig om virkningen i forhold til de to ordeners samlede indsats. Jakobs vurdering er, at den vil svækkes. Han forudser, at velgørenheden over for de fattige vil mindskes, og at serviceniveauet over for pilgrimmene i Det hellige Land vil falde. Men han kommer ikke med nogen begrundelse for sin pessimisme. Ingen af parterne opererer 75

75 imidlertid med den mulighed, at ordnernes rolle i Det hellige Land er udspillet, og at de kristnes magtposition i Levanten ikke lod sig genoprette. Jakob er i det hele taget mindst interesseret i det der måtte være det væsentligste punkt, nemlig det militære. Hovedspørgsmålet var vel, om sammenlægningen styrkede eller svækkede det kristne potentiale i kommende erobringsforsøg. Han kommer ind på det i almindelighed i forbindelse med rivaliseringen og specielt på det sted, hvor han skriver om det hensigtsmæssige i at have Tempelherrer og Johannitter hver for sig som avantog arrièregarde. Her er argumentationen til gengæld meningsløs. Uanset om ordnerne var delt eller samlede, måtte det være muligt at formere deres militære enheder i to tropper. Jakobs negative vurdering opvejes eller burde opvejes af de to fordele, han nævner: En stororden ville blive så stærk og mægtig, at den kunne sætte sig op mod hvem som helst. Og samtidig ville den kunne organiseres mere økonomisk med administrative besparelser. Man kan sige, at den logiske argumentation i endnu højere grad end den historiske lider af væsentlige svagheder. Jakob kommer ikke med en klar konklusion baseret på en afvejning af de fremlagte vurderinger. Han slutter snarere af med at gentage sit standpunkt: det etablerede skal bestå. Selv om han kender til den skolastiske form, er han hverken teologisk eller juridisk lærd, og han formår således ikke at gennemføre og afslutte øvelsen. Det er vanskeligt at vurdere hans politiske kløgt. Den tilsyneladende ubehjælpsomme logiske argumentation er måske taktisk set den der tjener hans interesser bedst. Eller rettere sagt det, som Jakob troede var hans interesser. Hvis han som os havde kunnet se konsekvenserne, havde han nok haft en positiv indstilling til planen. Under de givne omstændigheder kan det fortolkes som et næsten genialt træk, at den stort set eneste fordel han kan se, i virkeligheden er den største ulempe eller fare for paven og især for kongen: "Men hvis sammenlægningen gennemføres, vil ordenen blive så stærk og så mægtig, at den vil forsvare og vil kunne forsvare sine rettigheder mod lige meget hvem." 10. Ingen af disse to mægtige institutioner, hvis magtpositioner slet ikke var så solidt funderede i tiden, kunne være interesseret i en tredje stormagt, som kunne gøre sig gældende i den lange magtkamp mellem kirkens og verdslighedens fyrster. I øvrigt er det interessant at observere, at drivkraften i Jakobs svar til Klement er politisk-pragmatisk, helt uden forsøg på at tolke eller følge Guds vilje. Jakob er en religiøs militærperson, men mere politisk end klerikal og mere snu end intellektuel. 76

76 Jakobs historieopfattelse Når han skriver ære-skandale i stedet for fordele-ulemper, kan det være en konvention; men det kan også (eventuelt samtidig) afspejle hans middelalderlige historieopfattelse, hvor han (ubevidst) forholder sig til Guds plan med Tempelherreordenen og ham selv. Det implicitte argument er da historisk-organisk: når ordenen har udviklet sig sådan, som den har, er det betænkeligt at forandre den. I så fald er hans konservatisme og træghed måske mere forståelig, for ordenen har jo (haft) en glorværdig position. Det forklarer måske også hans tilsyneladende inkonsekvente aktions- og reaktionsmønster, og gør ham i det lys til mere interessant, end han i første omgang synes at være. Set i et mentalitetshistorisk perspektiv er en sådan tilsyneladende inkonsekvens et signal til historikeren om at grave dybere i materialet for at finde forklaring; men ud fra det her foreliggende materiale må man nøjes med at se Jakob af Molay som en person, der er præget af konservatisme og intellektuel træghed, hvilket tilsammen gør ham dårligt rustet til at forudse, forstå og indrette sig på forandringer. 77

77 Noter 1. Dokumentet er fra 1306 eller Det findes i Bibliothèque nationale, manuscrit latin 10919, fol Det er tidligere udgivet i E. Baluze, Vitae paparum Avenionensium, hoc est historia pontificum romanorum qui in Gallia sederunt ab anno MCCCV usque ad annum MCCC XCIV, 1693, t. II, s (Georges Lizerand, Le Dossier de l'affaire des Templiers, 1923, s. 2). 2. Jakob af Molay var Tempelherrernes sidste stormester fra 1297 og Klement V, hvis navn var Raimond Bertrand de Got, var pave fra 1305 til 1314, fra 1309 i Avignon. 3. Nunquam vel raro fit novitas que non pariat pericula magna. 4. Super omnia timenda sunt animarum pericula. 5. Nos melius valebamus et plura faciebamus bona. 6. Pauci sunt (...) qui vellent vitam et mores assuetos mutare. 7. In honorem et commodum populi christiani. 8. Sicut mater infantem. 9. Preterea nunquam auditum fuit qoud ex aliqua causa ullus ipsorum apponeret manum violentam in alium. 10. Sed si talis unio fiat, religio erit tam fortis et potens quod bene defendet et poterit defendere jura sua a quibuscunque personis. 78

78 Kildetekst Arrestordren Filips ordre om arrestation af Tempelherrerne i Frankrig september 1307 Filip, ved Guds nåde konge af Frankrig, til vore elskede og trofaste herre til Onival, ridder Johan af Tourville og fogeden i Rouen, vor hilsen og synderlige kærlighed 2. En bitter sag, en begrædelig sag, en sag det med sikkerhed er gruelig at tænke på, skrækkelig at høre om, en afskyelig anklage, en forbandelsesværdig forbrydelse, en ildevarslende handling, en forbandet skændsel, en helt igennem umenneskelig sag, ja mere end det, fremmed for hele menneskeheden, er, takket være indberetning fra adskillige troværdige personer, nået vort øre, ikke uden at slå os med stor forbavselse og få os til at skælve af voldsom skræk; og, idet vi betænker dens alvor, vokser en umådelig smerte frem i os så meget grusommere, da der ingen tvivl er om at forbrydelsens uhyrlighed er så overvældende at den er en krænkelse af den guddommelige majestæt, et tab for den rette tro og for hele kristendommen, en skam for menneskeheden, et fordærveligt eksempel på det onde og en almindelige skandale. Det er sikkert, at den fornuftige ånd lider for den der overskrider naturens grænser, og idet den lider er den især forpint af at disse folk, der har glemt dens princip, ikke er belært om dens betingelse, er ubekendte med dens værdighed, er ødsle af sig og er forfaldne til forkastelige anskuelser, ikke har forstået, hvorfor 79

79 Kildetekst den var højt anset. De er at sammenligne med dumme bæster, ja ovenikøbet overgår de disse dyrs dumhed med deres forbløffendes dyriskhed; de udsætter sig for alskens forbrydelse og skændsel, som selv de fornuftsløse dyrs sanselighed afskyer og undviger. Disse folk har forladt deres Gud og skaber, opgivet deres Gud og frelse, skilt sig fra den Gud der frembragte dem, glemt deres skaber, ofret til dæmoner og ikke til Gud. De er rådvilde og ukloge, Gud give at de forstod, begreb og forudså det skete. For nylig er det, ud fra troværdige personers rapportering til os, kommet os for øre, at brødrene af den militære Tempelorden, alt medens de skjulte ulven under fåreklæder og under deres ordensdragt og på det elendigste fornærmede vores tros religion, påny i vore dage korsfæstede vor Herre Jesus Christus, som allerede var blevet korsfæstet til menneskehedens frelse, og overvældede ham med krænkelser endnu værre end dem, han led på korset, når man ved deres indtræden i ordenen og ved aflæggelsen af deres løfte stillede dem over for hans billede, og de så med ulykkelig, ja ynkelig blindhed fornægtede ham tre gange og med skrækkelig grusomhed spyttede ham tre gange i ansigtet. Derefter blev de, afklædte deres verdslige klæder og nøgne, stillet over for visitatoren eller hans stedfortræder, og ifølge denne ordens uhellige ritual kysset af ham først nederst på rygsøjlen, dernæst på navlen og til sidst på munden til skam for den menneskelige værdighed. Og efter at de så grufuldt har fornærmet den guddommelige lov med så afskyelige foretagender og så usmagelige handlinger, forpligter de sig ved edsaflæggelsens hellige løfte og uden frygt for at bryde den menneskelige lov til at hengive sig til hinanden uden at nægte det, når det bliver krævet af dem som følge af lastefuldheden ved et forfærdeligt og frygteligt syndigt samliv. Og det er derfor Guds vrede kommer til disse utroskabens sønner. Dette urene folkefærd har forladt livets kilde og erstattet dets ære med billedet af guldkalven, og de ofrer til afgudsbilleder. Der ser man det, tillige med endnu flere sager, som disse troløse folk, disse afsindige mennesker, der hengiver sig til afgudsdyrkelse, ikke frygter at gøre. Ikke alene ved deres gerninger og deres afskyelige virke, men endog også ved deres uventede tale, besudler de jorden med deres snavs, fjerner duggens velgerninger, besmitter luftens renhed og bringer vor tro i uorden. Og derfor havde vi besværet med først at vende vores opmærksomhed mod kolportørerne af disse så ulyksalige rygter, idet vi havde mistanke om, at de udsprang af gusten misundelse, hadets brod og begærlighed, snarere end af troens inderlighed, nidkærhed efter retfærdighed eller følelsen af barmhjertighed; imidlertid udsprang der, efterhånden som de nævnte angivere og stikkere mangedoblede sig og skandalen tog til i omfang, af de nævnte formodninger, vægtige og legale argumenter og sandsynlige gisninger en voldsom formodning og mistanke, der fik os til at søge efter sandheden i denne sag. Efter at have talt med vor meget hellige 80

80 Kildetekst Fader i Herren, Klemens, ved det guddommelige Forsyn eneherskende pave for den meget hellige romerske og universelle Kirke, efter omhyggeligt at have forhandlet det med vore prælater og vore baroner og efter at have overvejet det med vort fulde råd, er vi begyndt omhyggeligt at indkalde de mest anvendelige midler til at oplyse os og de mest effektive veje ad hvilke man i denne sag klarest kan finde sandheden. Og jo mere vi omfattende og grundigt undersøgte sagen, som når man undergraver en mur, jo mere alvorlige var de vederstyggeligheder, som vi mødte. Som følge heraf har vi, som er anbragt af Herren på den kongelige højheds vagttårn for at forsvare Kirkens trosfrihed, og som sætter den katolske tros fremgang over tilfredsstillelsen af alle vor ånds ønsker, i betragtning af den forudgående og hastige undersøgelse foretaget om de foreliggende oplysninger om de offentlige rygter ved vor kære broder i Christus, Vilhelm af Paris 3, inkvisitor af det perverse kætteri, udsendt af den apostolske myndighed; i betragtning af den resulterende voldsomme mistanke mod de nævnte fjender af Gud, troen og naturen og mod de nævnte modstandere af samfundskontrakten, såvel den nævnte undersøgelse som forskellige andre formodninger, legale argumenter og sandsynlige gisninger; samtykkende i den nævnte inkvisitors forlangender, som har påkaldt vor arms hjælp; og selv om visse af de tiltalte skulle være skyldige og andre uskyldige i betragtning af sagens alvor; forventet at sandheden ikke kan blive fuldt afdækket på anden vis, at en voldsom mistanke har bredt sig over dem alle og at, hvis nogle af dem skulle være uskyldige, er det vigtigt at de bliver prøvede, som guld bliver det i smeltedigelen, og rensede ved den domsundersøgelse, som er tiltrængt; efter fulde overvejelser med prælaterne og baronerne i vort kongerige og med vore andre rådgivere, som det er nævnt ovenfor, har vi bestemt og bekendtgjort, at alle medlemmerne i den nævnte orden i vort kongerige skal arresteres, uden nogen undtagelse, holdes fangne og forbeholdes Kirkens dom, og at alle deres besiddelser, faste og løse, skal pågribes, stilles under vor hånd og opbevares samvittighedsfuldt. Det er derfor vi pålægger Dem og foreskriver Dem det strengt, hvad angår Rouen fogeddistrikt, at transportere Dem derhen personligt, alene eller to og to, og der arrestere alle den nævnte ordens brødre uden nogen som helst undtagelse, at tilbageholde dem som fanger, idet de forbeholdes Kirkens dom, at pågribe deres besiddelser, løse og faste, og at tilbageholde disse beslaglagte ejendele strengt under Deres hånd, uden at forbruge noget af det og uden at ødelægge noget af det på nogen måde, i overensstemmelse med vor ordning og instruks, som er tilsendt Dem med vor kontrasignatur, indtil De modtager nye ordrer derom fra os. Desuden giver vi i samme forbindelse ordre til vore trofaste dommere og undersåtter at adlyde Dem på effektiv vis og være opmærksomme på, hvad angår de foreliggende sager, samlet eller hver for sig, og til dem der hører dertil. 81

81 Kildetekst Gjort i Sainte-Marie Klosteret, nær Pontoise, på Korsoprejsningsfestens dag, det Herrens år tusind tre hundrede syv. Den form kommissærerne skal iagttage, når de udfører deres hverv: For det første skal de, når de er ankommet, og når de har afsløret sagen for drosterne og fogederne, udføre en hemmelig forundersøgelse af alle deres huse, og de kan af forsigtighedsgrunde, hvis der er behov for det, også udføre en efterforskning af de andre religiøse huse og foregive, at det er i anledning af tiendeafgiften eller under et andet påskud. Derefter skal de, der skal sendes med drosten eller fogeden den pågældende dag, udvælges ud fra antallet af huse og lader 4 blandt stedets stærke hædersmænd fri for mistanke, riddere, rådmænd og dommere, informeres om hvervet under ed og hemmeligt og om hvordan kongen er underrettet derom af paven og Kirken; og de skal straks sendes af sted for at arrestere personerne, pågribe besiddelserne og organisere deres bevogtning; og de skal overvåge at vinmarkerne og jorden bliver dyrket og tilsået på passende vis, og de skal overdrage bevogtningen af godset til nogle af områdets ærlige og rige personer sammen med de tjenere, som man vil finde i husene; og i deres overværelse skal der den samme dag for hvert sted opstilles lister over alt løsøre, og de skal forsegle det, og de skal gå frem med tilstrækkelig styrke, for ikke at brødrene og deres tjenestefolk skal kunne gøre modstand, og de skal have retstjenere med for at sikre at de bliver adlydt. Derefter anbringer de personerne isoleret under god og sikker bevogtning, og de foretager først en efterforskning af dem, hvorefter de tilkalder inkvisitorens kommissærer og omhyggeligt undersøger sandheden, ved hjælp af tortur, hvis der er behov for det; og, hvis de tilstår sandheden, skal de underskrive deres vidneforklaring efter at der er tilkaldt vidner. Den måde undersøgelsen skal udføres: Man formaner dem i forhold til troens artikler, og man siger dem, hvordan paven og kongen af flere troværdige vidner, medlemmer af ordenen, er blevet informeret om den forseelse og de unaturlige laster, som de især har gjort sig skyldige i ved deres indtræden i ordenen og ved deres trosbekendelse, og man lover dem tilgivelse, hvis de tilstår sandheden og vender tilbage til den hellige Kirkes tro, og at de ellers bliver dømt til døden. Man spørger dem omhyggeligt, forstandigt og under ed om, hvordan de blev modtaget, hvilken ed og hvilket løfte de afgav, og spørger dem med almindelige 82

82 Kildetekst ord, indtil man har fået sandheden ud af dem, og indtil de holder fast ved denne sandhed. Artikler med Tempelherrernes synder, tilvejebragt af adskillige vidner: Den der skal optages spørger først om at få vand og brød af ordenen, hvorefter kommandøren eller mesteren, der modtager ham, hemmeligt fører ham om bag alteret eller ud i sakristiet eller et andet sted hen og viser ham korset og figuren af vor Herre Jesus Christus og får ham til tre gange at fornægte profeten, det vil sige vor Herre Jesus Christus, hvis figur det er, og til tre gange at spytte på korset; derefter får han ham til at tage dragten af, og ham, der modtager ham, kysser ham for enden af rygsøjlen under bæltet, så på navlen, og så på munden, og siger til ham, at hvis en af ordenens brødre vil i seng med ham kødeligt, er han nødt til at finde sig i det, fordi han bør det, og fordi han er forpligtet til at tåle det ifølge ordenens regel, og at flere af dem derfor på sodomiagtig vis går i seng med hinanden kødeligt og spænder en snor om livet på enhver under skjorten, og denne snor skal broderen altid bære på sig, så længe han lever; og man hører sige, at disse snore er blevet anbragt og lagt rundt om halsen på et afgudsbillede, der har form af et mandshoved med et stort skæg, og at de kysser og tilbeder dette hoved i deres provinskapitler 5 ; men dette ved ikke alle brødrene, kun stormesteren og de gamle. Desuden indvier ordenens præster ikke Vor Herres legeme; og derom skal man foretage en særlig undersøgelse vedrørende ordenens præster. Og kommissærerne bør, så snart de kan, sende en kopi, der skal være beseglet af dem selv og af inkvisitorens kommissærer, af vidnesforklaringen fra dem der tilstår de nævnte forseelser og først og fremmest fornægtelsen af Vor Herre Jesus Christus. 83

83 Kildetekst Noter 1. Archives nationales, J 413, nr Brevet er et af mange sendt til kongens folk i rigets forskellige regioner, her Rouen fogeddistrikt. De stammer fra kongens kancelli og består som her af et anklageskrift fulgt af særlige instrukser om arrestation af ordenens personer og beslaglæggelse af ordenens besiddelser og ejendom. De findes i mange eksemplarer, som ikke varierer meget, og de er indsamlede hos de fogeder, droster og kommissærer, som fik pålagt operationen. De findes både på latin og fransk. Her er anklageskriftet på latin og de efterfølgende instrukser på fransk. 3. Dominikaner, teologisk doktor, inkvisitor for Frankrig i hvert fald siden 1303 og kongens skriftefader fra Ordet 'lader' (granches) refererer til (fæste-) gårde der var underlagt et af ordenens større 'huse'. 5. Disse provinskapitler (forsamlinger og møder) var sammensat af regionens højtstående Tempelherrer, som bistod provinskommandøren med administrationen. Der var også andre, ugentlige kapitler, hvor alle ridderne deltog. 84

84 ARRESTORDREN FILIPS ORDRE OM ARRESTATION AF TEMPELHERRERNE I FRANKRIG Omstændighederne Jakob af Molays skrivelse, hvor han afslog en sammenlægning med Johannitterne, og hvor han i det hele taget satte sine egne og sin ordens interesser over den samlede indsats for Det hellige Land, kom i kongens besiddelse og må have fremmet dennes beslutning om et hurtigt og drastisk indgreb mod Tempelordenen. 3 Der verserede mange og grimme rygter om ordenen, og da kongen lod dem undersøge, bekræftedes de af vidner, som hans mænd fandt blandt tidligere Tempelherrer der var blevet ekskluderet af ordenen som uønskede. Klemens blev orienteret om sagen i april-maj 1307, men anså den tilsyneladende ikke for at være en hastesag. Han tilkendegav dog, at han agtede at indlede en undersøgelse af sagen, og så sent som de 26. september udbad han sig yderligere oplysninger fra kongen. 4 Men paven var for lunken og for nølende, og på det tidspunkt havde Filip allerede taget det første og helt afgørende skridt. Arrestationen var besluttet, og arrestordren var skrevet og sendt afsted i al hemmelighed. Snebolden var begyndt at rulle. 85

85 Indholdet Arrestordren består af to dele, en egentlig arrestordre i form af et brev på latin af 14. september 1307 fra Filip til hans folk 5 i Rouen (i dette tilfælde), og en medfølgende instruks på fransk om ordrens udførelse. Ordren Brevet rummer en ret enkel, motiveret ordre, som er pakket ind i en meget følelsesladet retorisk beskrivelse af Tempelherrernes påståede forbrydelser. Hvis man ser bort fra den patetiske indpakning, kan ordren refereres således: Rygter om en forbrydelse er nået os. Ved Tempelherrernes indtræden i ordenen fornægter de Jesus tre gange og spytter ham i ansigtet, hvorefter de nøgne kysses af ham der modtager dem, nederst på ryggen, på navlen og på munden. Og brødrene forpligter sig til at hengive sig kødeligt til hinanden, når det kræves af dem. Efter at vi har rådført os med paven, rigets stormænd og vort råd, har vi med inkvisitorens hjælp undersøgt sagen og fået bestyrket mistanken. Vi har bestemt, at alle medlemmer af ordenen i vort rige skal arresteres, og at deres besiddelser skal konfiskeres. Derfor pålægger vi jer at arrestere alle ordenens brødre i jeres område og beslaglægge deres besiddelser i overensstemmelse med den tilsendte instruks. Instruksen. Instruksen er lige så saglig som det ovenstående referat af brevet, og den er lige så nøgtern som resten af brevet i sin voldsomme reaktion er emotionelt på grænsen til det hysteriske - i hvert fald målt med vore dages målestok og i forhold til vore normer for administrative og bureaukratiske skrivelser. 6 Den er i to (eller tre) dele, idet den består af en forskrift for arrestationens gennemførelse, en forskrift for et efterfølgende forhør og en beskrivelse af ordenens optagelsesritual, der samtidig er et katalog over de synder, som de arresterede skal tilstå ved forhøret. Beskrivelsen er ikke en selvstændig del, men indflettet i forskriften for forhøret. Forskriften for arrestationens udførelse er henvendt til kongens stedlige kommissærer (li commissaire), og den foreskriver følgende otte punkter: De skal indvie de lokale fogeder i planen. De skal udføre en hemmelig forundersøgelse af ordenens huse. De skal udvælge betroede folk til at udføre arrestationen og beslaglæggelsen og informere dem om det umiddelbart inden selv arrestationen. De skal opstille inventarlister over det beslaglagte løsøre. 86

86 De skal anbringe de arresterede sikkert og isoleret. De skal forhøre dem, inden de tilkalder inkvisitionen. 7 De skal sammen med inkvisitionen omhyggeligt undersøge sandheden, om nødvendigt ved hjælp af tortur. Hvis (når) de arresterede tilstår sandheden, skal deres tilståelse underskrives i overværelse af tilkaldte vidner. Forskriften for det efterfølgende forhør er de mere detaljerede instrukser for den nævnte undersøgelse: De anklagede skal først formanes i forhold til troens artikler. Så skal de have at vide, at paven og kongen er bekendt med deres brøde. Derefter skal de orienteres om deres to valgmuligheder: Enten tilstår de deres skyld og vender tilbage til den rette tro og bliver tilgivet. Eller også bliver de dømt til døden. Endelig skal de udspørges om deres optagelse i ordenen, indtil de siger sandheden og holder fast ved den. Kongens kommissær skal indsende en kopi af tilståelserne. Instruksens tredje del er en mere udførlig beskrivelse af optagelsesritualet. De synder, som Tempelherrerne i den forbindelse gør sig skyld i, er som følger: De fornægter Jesus, de spytter på korset, de bliver kysset obskønt, de indvilliger i at skulle gå i seng med hinanden, og de bærer en snor der siges at have været lagt rundt om et afgudsbillede om livet under skjorten. Dertil kommer, at stormesteren og de gamle brødre efter sigende tilbeder dette afgudsbillede, som er et skægget mandshoved, og at ordenens præster ikke udfører nadversakramentet korrekt. Kommentarer til brevets og instruksens saglige indhold Det saglige indhold er klart gennemtænkt og klart formuleret. Det er skrevet af en person og en institution, som er vant til at administrere effektivt. Handlingsanvisningerne har været til at forstå og til at udføre. Det viste sig jo også, at planen lod sig gennemføre (med et overvældende resultat). Det er interessant, at der foreskrives anvendelse af tortur. Og det er ikke mindre interessant, at anvendelse af tortur foreskrives så 'tilfældigt': "Med tortur om nødvendigt" 8. Dertil kommer, at de anklagede skal tilstå sandheden, det vil sige udspørges indtil de siger sandheden, og at de anklagede kun kan vælge mellem at tilstå eller at dø. Sandheden er altså givet på forhånd og lig med anklagerne. De anklagede kan kun 'lyve' eller 'tilstå'; og hvis de 'lyver', skal de forhøres, indtil de 'tilstår'. De anklagede kan ikke hævde deres uskyld, for de kan ikke være uskyldige. Magten - kirken og kongen - har i den grad eneret på sandheden, at den ikke kan fejle. Set i det lys gør 87

87 kongen det rette: han tvinger de vildfarne tilbage i den rette tro og tilgiver dem. Set med vore øjne er der tale om et helt utåleligt overgreb mod 'menneskerettigheder' og 'basal retssikkerhed'. Men på det område adskiller sagen mod Tempelherrerne i Frankrig sig ikke fra andre og mere ordinære inkvisitionssager. Forskellen ligger på to andre felter: Der blev ikke diskuteret teologi, og det blev ikke forventet, at de anklagede skulle påstå, at de havde ret i deres 'heterodoksi'. Ifølge en beskrivelse af inkvisitionssagen mod kætterne i den sydfranske landsby, Montailliou 9, foregik det almindeligvis på den måde, at den mistænkte via sin præst blev tilsagt til at møde for retten. Og kun hvis han ikke mødte op, blev han arresteret og fremstillet af fogeden. Mellem de enkelte forhørsdage fik den anklagede ofte bare husarrest med besked om ikke at forlade sognet eller stiftet. Kun i et enkelt og særligt tilfælde blev der anvendt tortur. Selve forhøret havde karakter af dialog. Inkvisitoren, Jakob af Fournier, 10 spurgte om en lang række punkter og detaljer, og den anklagede kom med lange svar. En afhøring kunne let fylde ti, tyve eller flere store foliosider i protokollen. Inkvisitoren var drevet af ønsket om at lære sandheden at kende for at opdage syndig adfærd og for at frelse sjæle. I det øjemed tøvede han ikke med at involvere sig i lange diskussioner. Det berettes, at denne inkvisitor brugte fjorten dage af sin dyrebare tid på en overbevise en anklaget om Treenighedens mysterium, og en uge på at få ham til at anerkende Christi dobbelte væsen, og ikke mindre end tre uger på at forklare ham om Messias' komme. 11 I sammenligning med forhørene af Tempelherrerne er især forskellen i den umiddelbare hensigt med afhøringerne slående. Filip ville have tilståelser, i første omgang vel for at legitimere arrestationen, medens Jakob af Fournier ville lære sandheden at kende for i givet fald at kunne redde de anklagedes sjæle. En del af forklaringen på denne forskel mellem de to spektakulære sager er (selvfølgelig), at katharerne i Montaillou og omegn opfattede sig selv som sådanne, medens Tempelherrernes angivne kætteri kom lige så meget bag på de anklagede selv som på anklagerne og omverdenen. Dertil kommer, at det sydfranske kætteri havde en mere kronisk karakter, medens sagen mod Tempelherrerne udgjorde en akut situation, hvor hurtig handling var nødvendig, og hvor tiden til længeresigtede løsninger var forpasset. Med hensyn til heterodoksi eller ej er det i øvrigt tilstrækkeligt at notere sig, at hvis Tempelherreordenen virkelig havde været kættersk og bevidst havde udlagt troens lære forskelligt fra pavekirken, så havde der også været martyrer i ordenen. Men der var ikke en eneste Tempelherre der åbent tilstod og vedkendte sig nogen vranglære. De mænd, der senere blev brændt på bålet, brændte ikke for deres tro, men for deres ære, fordi de nægtede at være skyldige i anklagerne

88 Sagen mod Tempelherrerne i Frankrig var altså lagt an som en inkvisitionssag, men om kætteri i egentlig forstand var der ikke tale. Det handlede ikke om uacceptable afvigelser fra de rette teologiske læresætninger, men om udfordrende adfærd, og der stod også politiske og økonomiske interesser på spil. Når denne sag ikke drejede sig om heterodoksi, og hvis Filip ikke forvekslede Tempelherrernes udfordrende adfærd med kætteri, men i stedet benyttede sin antagelig ærlige forargelse over denne adfærd som en anledning til at nå egne politiske og økonomiske resultater, så er der tale om en ny situation, hvor kongen overtager inkvisitionen og bruger den som sit redskab. Filip gør det ikke eksplicit i teksten; han refererer tvært imod flere gange til pavens myndighed på det område. Han skriver udtrykkeligt, at han havde talt med paven og forhandlet med sine prælater, inden han satte undersøgelsen i gang. Og han gjorde det, fordi han var indsat til at overvåge og forsvare kirkens trosfrihed. Endelig var det ikke Filip selv, men hans 'kære broder i Christus', inkvisitor for Frankrig og udsendt af paven, som forlangte kongens hjælp, understreges det. Filip gjorde stort set ikke andet end at samtykke og adlyde, da inkvisitoren kaldte, skriver han. Men hele dette 'cover-up' kan ikke skjule realiteterne: det er den verdslige konge, Filip, der beordrer sine fogeder til at arrestere Tempelherrerne på hans initiativ. Det er Filip der svinger det verdslige sværd. Og ikke alene det: i og med at han anvender inkvisitionen til sit eget verdslige formål, lægger han også sin hånd på det gejstlige sværd. Der er således ingen tvivl om, at Filip tager over. Det spørgsmål, som stadig står åbent er, i hvilket omfang han i sin egenskab af konge påtager sig at udfylde det tomrum, som en svækket pavestol har ladet opstå, og i hvilket omfang han udnytter situationen i egen interesse. Dette spørgsmål kan imidlertid ikke besvares med et enten-eller. Beskrivelse af og kommentar til brevets stilistiske udformning Som vist rummer brevet en saglig arrestordre, der er pakket ind i en stærkt følelsesladet beskrivelse af Tempelherrernes påståede forbrydelser. Man kunne også beskrive dette element som dramatisk retorik. Hovedsagen er, at det klart skiller sig ud fra det saglige indhold, og at det lige så klart tjener et andet formål end det rent praktisk handlingsanvisende. Det er ikke ensbetydende med at dette element er overflødigt eller mindre vigtigt end brevets sagindhold. 89

89 Det kommer til udtryk rent kvantitativt: Bortset fra den korte indledning og den korte afslutning består brevet 13 af knap 1200 ord eller godt 6000 karakterer. Det ovenstående referat af det saglige indhold fylder der imod kun knap 120 ord eller lidt mindre end 600 karakterer, det vil sige omkring en tiendedel af teksten. De øvrige ni tiendedele er den følelsesladede indpakning. Det kommer også til udtryk sprogligt-stilistisk, især ved den iøjnefaldende anvendelse af mange og 'stærke' adjektiver, som her nævnes med et eksempel der er karakteristisk, om end ikke udtømmende: "(Sagen m.v. er) bitter, begrædelig, gruelig, skrækkelig, afskyelig, forbandelsesværdig, ildevarslende, forbandet, umenneskelig, voldsom, ynkelig, frygtelig, troløs, afsindig, ulyksalig" 14. Indholdet i de 'usaglige' ni tiendedele følger to spor. Det ene går på at Tempelherrerne er blasfemiske, idet de fornærmer Jesus ved blandt andet at fornægte ham og spytte på ham. Det andet går på at de er perverse, idet de går i seng med hinanden på dyrisk vis. Det er kun i vor moderne forståelse, at vi kan skelne mellem blasfemi og perversitet. I datidens kristne kultur og religiøse samfund har det været to sider af samme sag, nemlig et angreb på eller en trussel mod den etablerede kristne samfundsorden. Det betegnes som en forbrydelse mod Gud og mennesker: "En krænkelse af den guddommelige majestæt, et tab for den rette tro og for hele kristendommen, en skam for menneskeheden" 15 ; men ikke nok med det, det er også en tilsvining af det omgivende miljø(!): "De (Tempelherrerne) besudler jorden med deres snavs, fjerner duggens velgerninger og besmitter luftens renhed" 16. Her skal vi ikke være anakronistiske og udpege Filip til at være en forløber for den moderne miljøbeskyttelse, men der imod bemærke os, hvordan han er i stand til at opbygge et overbevisende fjendebillede, hvor hverken indhold eller form mangler saft og kraft. Denne sproglige kompetence genfinder vi i andre af sagens akter fra kongens hånd eller mere præcist fra hans embedsmænd. Det gælder især indkaldelsen til stændermødet i Tours i 1308 og i nogen grad også i Vilhelm af Plaisians' udkast til en tale i Poitiers samme år. Andre af sagens kongelige skrivelser er præget af den samme saglige og nøgterne stil som her i arrestordrens instruksafsnit, medens de egentlige sagsakter, forhørsprotokollerne og vidneudsagnene, derimod er skrevet i et brugssprog af ringe kvalitet

90 Filip kan umiddelbart set have haft tre motiver til at indpakke den saglige arrestordre med stærkt følelsesbetonede fremhævelser af Tempelherrernes synder og laster: Ærlig forargelse, behov for at hidse sig selv op til et politisk nødvendigt eller fordelagtigt overgreb mod Tempelherrerne og deres orden og/eller behov for at styrke sine 'public relations' i den sidstnævnte forbindelse. Brevet er stilet til, hvad man kunne kalde datidens sekulære offentlighed, nemlig det lag i befolkningen, der besad en vis politisk magt, og som Filip måtte tage hensyn til. Hvis han var nødt til at legitimere overgrebet, så var dette måden at gøre det på. Motiveringen og især den nævnte selvophidselse behøver ikke at have været bevidst. Det ville nok også være en over- eller fejlfortolkning at tilskrive Filip alt for stort overblik over situationen på dette tidspunkt. Først senere (efter de omfattende tilståelser) fik sagen og skandalen et omfang, som Filip næppe kunne have forudset. Men ellers kunne man overveje, om ikke alle tre motiver gik op i en højere enhed for Filip. Samtidig er brevet indirekte henvendt til den gejstlige offentlighed i almindelighed (hvis opbakning også havde politisk vægt) og til Klemens (som et direkte politisk signal). Over for disse modtagere tjener den emotionelle retorik til henholdsvis at tilsløre og legitimere Filips egenmægtige og hidtil usete brug af inkvisitionen på pavens vegne og dermed som et politisk redskab. 91

91 Noter 1. Dokumentet er fra 14 september Det findes i Archives nationales, J 413, nr. 22. Det er tidligere udgivet i E. Boutaric, "Clement V, Phillippe le Bel, et les Templiers" i Revue des questions historiques, t. X, 1871, s (Georges Lizerand, Le Dossier de l'affaire des Templiers, 1923, s. 16). 2. Arrestationen fandt sted 13. oktober Jfr. Georges Lizerand, Le Dossier de l'affaire des Templiers, s. II 4. Jfr. Georges Lizerand, Le Dossier de l'affaire des Templiers, s. III. 5. Filips folk er her herren til Onival, ridderen Johan af Tourville og fogeden (baillivo) i Rouen. De to førstnævnte må være områdets feudalherrer, medens den tredje er den lokale repræsen tant for det tætte net af kongeligt aflønnede fogeder, som Filip udbredte over hele landet, og som efterhånden overtog retsudøvelsen fra feudalherrerne. Her synes det at foregå i et samarbejde. Jfr. også Michael Nordberg, Den dynamiska medeltiden, 1984, s Det ville have styrket den nedenstående analyse af brevets stilistiske udformning, hvis denne var blevet sammenlignet med, hvordan Filip og andre af datidens regenter ellers udtrykte sig i den slags skrivelser. Det ligger desværre uden for rammerne af denne undersøgelse, så det må blive et emne for videre forskning. 7. Les commissaires de l'inquisiteur. Inkvisitionen var kirkens opsporing og udryddelse af kætteri. I 1184 organiseredes den i biskoppeligt regi, og i 1232 oprettede Gregor IX en særlig pavelig inkvisition ledet af dominikanere. Det var i forbindelse med forfølgelsen af katharerne i Sydfrankrig. Inkvisitionen og kongemagten supplerede hinanden på den måde, at de første brugte verbale argumenter og tortur, medens de andre brugte sværdet og bålet. For - som den fromme franske konge, Ludvig den Hellige (Filips farfader) erklærede - så var det eneste argument en lægmand kunne bruge over for en kætter at støde sværdet i ham lige til skæftet (H.C. Lea, A History of the Inquisition in the Middle Ages, 1889, bind 2, s.113). Overbeviste kættere blev som hovedregel brændt på bålet, medens de der tilstod og afsvor deres vildfarelser fik mildere straffe. Inkvisitoren er i dette tilfælde Vilhelm af Paris, pavelig inkvisitor for Frankrig. 8. Par gehine, se mestier est. 9. Emmanuel le Roy Ladurie, Montaillou, The World-Famous Portrait of Life in a Medieval Village / Cathars and Catholics in a French Village, , Inkvisitoren Jakob af Fournier blev i 1334 pave i Avignon med navnet Benedikt XII. 11. Emmanuel le Roy Ladurie, Montaillou, The World-Famous Portrait of Life in a Medieval Village / Cathars and Catholics in a French Village, , 1978, s. XV. 12. Jfr. også Henry Charles Lea, A History of the Inquisition in the Middle Ages, 1887, bind 2, side 265, i noten. 13. I min oversættelse. 14. Amarus, flebilis, horribilis, terribilis, detestabilis, execrabilis, abhominibalis, detestandus, inhumanus, vehementis, miserabilis, tremendus, perfidus, insanus, infaustus. 15. In divine majestatis offensam, orthodoxe fidei et tocius christianitatis dispendium, humanitatis obprobrium. 16. Terram sua feditate commaculant, roris beneficia subtrahunt et aeris inficiunt puritatem. 17. Lizerand betegner retsprotokollernes form som meget rugueuse, 'ru, runkne og ujævne'. Han mener i øvrigt, at de dokumenter, som foregive at være skrevet i en smuk stil, heller ikke er sprogligt og stilistisk vellykkede. (Jfr. Georges Lizerand, Le Dossier de l'affaire des Templiers, s. XXIV) 92

92 Kildetekst De første forhør Forhørsprotokoller fra fire af de indledende afhøringer 1 Oktober-november Forhør af Godfred af Charney, præceptor over Normandiet (21. oktober 1307).... Fremdeles, i ovennævnte år, indiktion 2, måned, dag, pontifikat og sted, i nævnte inkvisitors, vor, notarer og undertegnede vidners nærværelse, siger under ed broder Godfred af Charnay, ridder af nævnte orden og præceptor 3 over hele Normandiet, 56 år gammel cirka, efter hvad han siger, fremmødende personligt, som vidne havende svoret på samme måde at sige om sig og om andre, i en sag der berører troen, den rene og fulde sandhed, udspurgt om tiden og måden han blev modtaget, at det er cirka år siden han blev optaget i Tempelherreordenen i Etampes af broder Amalrik af Roche 4 i nærværelse af broder Johan af Franceys, kommandør over Paris og nogle andre, som nu er døde. Han siger også under ed, at efter man havde modtaget ham og givet ham kappen om halsen, bragte man ham et kors, hvorpå der var et billede af Jesus; og den samme broder, som havde modtaget ham, sagde til ham, at han ikke skulle tro på ham, hvis billede var fremstillet dér, fordi han var en falsk profet, og fordi han ikke var Gud. Og så fik ham, der havde modtaget ham, ham til at fornægte Jesus Christus tre gange, med munden, men ikke med hjertet, efter hvad han siger. 93

93 Kildetekst Afkrævet erklæring om, hvorvidt han havde spyttet på selve billedet, siger han under ed, at han ikke husker det, og at han tror, at det var fordi de havde travlt. Adspurgt om kysset, siger han under ed, at han kyssede mesteren, som modtog ham, på navlen, og at han hørte broder Gerhard af Sauzet, kommandør over Auvergne, sige til de tilstedeværende brødre i kapitlet, at han holdt på, at det var bedre at forene sig 5 med ordenens brødre, end at udøve sin vellyst med kvinder, men han gjorde det aldrig, og det blev aldrig krævet, at han skulle gøre det, efter hvad han siger. Afkrævet erklæring under ed om, hvorvidt han selv havde modtaget eller ladet modtage nogle brødre i den nævnte orden, siger han under ed ja. Han siger også under ed, at den første, som han modtog i ordenen, modtog han på samme måde, som han selv var blevet modtaget, men at han modtog alle andre uden nogen fornægtelse, uden spytten og uden andet der kunne være uanstændigt, i overensstemmelse med ordenens første regler, fordi han indså, at den måde, han var blevet modtaget på, var skammelig, vanhellig og i modsætning til den katolske tro. Adspurgt om han har blandet nogen usandhed ind i sit vidneudsagn eller om han har fortiet sandheden som følge af vold, frygt for tortur eller fængsel eller af nogen anden årsag, siger han under ed nej; tvært imod, af hensyn til sin sjæls frelse har han sagt den rene og fulde sandhed. * * * 2. - Forhør af Jakob af Molay, stormester for Tempelherreordenen (24. oktober 1307). I Kristi navn, Amen. Lad det ved nærværende offentlige dokument være vitterligt for alle, at i det Herrens år et tusind tre hundrede og syv, i sjette indiktion, i oktober måned, på den fireogtyvende dag i samme måned, i det andet år af den meget hellige Fader, Herre, og pave ved det guddommelige forsyn, Klemens V's, pontifikat, under overværelse af den religionens mand og hæderlige broder Vilhelm af Paris fra prædikebrødrenes ordenen, inkvisitor for kættersk vildfarelse, udsendt til kongeriget Frankrig af den apostolske myndighed, i Tempelherreordenens hus i Paris, for at anstille undersøgelse mod visse personer, som befinder sig dér, og som står anklagede foran ham for den nævnte kætterske forbrydelse, og også under nærværelse af os, offentlige notarer og undertegnede vidner, siger broder Jakob af Molay, stormester for Tempelherreordenen, som er personligt fremmødt og har svoret ved Guds hellige Evangelier, anbragt foran samme og korporligt berørt af 94

94 Kildetekst ham selv, at sige om sig selv og andre, i en sag om troen, den fulde, rene og hele sandhed, adspurgt om tiden og måden for hans modtagelse, under ed, at det er 42 år siden, han blev modtaget i Beaune, i bispedømmet Autun, af broder Humbert af Pairaud, ridder, under overværelse af broder Amalrik af Roche og flere andre brødre, hvis navne han ikke husker. Han siger også under ed, at efter han havde aflagt flere løfter om at overholde ordenens vedtægter og regler, gav de ham kappen om halsen. Og nævnte modtager lod hente et kors af bronze, hvorpå der var et billede af Christus, og sagde til ham og foreskrev ham at fornægte Christus, hvis billede var der. Og han gjorde det mod sin vilje; og så foreskrev ham der modtog ham, at han skulle spytte på det, men han spyttede på jorden. Adspurgt om hvor mange gange han gjorde det, siger han under ed, at han kun spyttede én gang; og det husker han tydeligt. Adspurgt om man, da han aflagde kyskhedsløftet, havde sagt ham, at han skulle forene sig kødeligt med sine brødre, siger han under ed nej, og at han aldrig har gjort det. Afkrævet erklæring under ed om, hvorvidt de andre brødre i den nævnte orden blev modtaget på samme måde, siger han, at han troede, at man ikke havde gjort andet med ham, end man gjorde med andre; desuden tilføjer han, at han kun modtog få Tempelherrer. Han siger dog under ed, at efter han havde modtaget dem, foreskrev han nogle af de tilstedeværende, at de skulle føre dem til side og gøre ved dem, hvad de skulle. Han siger også under ed, at hans hensigt var, at man gjorde det ved dem og foreskrev dem det, som der var gjort og foreskrevet ham, og at de skulle modtages på samme måde. Adspurgt om han af frygt for tortur eller fængsel eller af nogen anden grund har sagt eller indblandet noget usandt i sin forklaring eller fortiet sandheden, siger han under sin ed nej, tværtimod har han sagt den rene sandhed på grund af hans sjæls frelse. * * * 3. - Forhør af Hugo af Pairaud, tilsynsførende for Frankrig (9. november 1307). I Herrens navn, amen. I samme Herres år 1307, i sjette indiktion, i november måned, på samme måneds niende dag, i det andet år af den meget hellige Fader, Herre, og pave ved det guddommelige forsyn, Klemens V's, pontifikat, under 95

95 Kildetekst overværelse af den religionens mand broder Nikolas af Ennezat, kommissær hos broder Vilhelm af Paris, af prædikebrødrenes orden, inkvisitor for kættersk perversitet, udsendt af den apostolske myndighed til kongeriget Frankrig, i Tempelherreordenens hus i Paris for dér at anstille undersøgelser mod visse personer af den nævnte orden, som står anklaget for ham for kætteri, og også under nærværelse af os, offentlige notarer og undertegnede vidner, siger broder Hugo af Pairaud, ridder af nævnte orden og tilsynsførende for Frankrig 6 fremmødende personligt og havende svoret ved Guds hellige Evangelier, som han har berørt med sin hånd, at sige sandheden, i en sag som berører troen, om sig selv og om andre, og adspurgt under ed om tiden og måden for hans modtagelse i ordenen, at han blev modtaget i Templets hus i Lyon af sin onkel, broder Humbert af Pairaud, for fyrre år siden forrige helligtrekongers dag 7 under nærværelse af broder Henrik af Dôle og en anden broder ved navn Johan, som siden blev kommandør over la Muce, og af nogle andre, hvis navne han ikke husker. Han siger også under ed, at efter han havde aflagt talrige løfter om at holde ordenens regler og hemmeligheder, gav man ham ordenens kappe om halsen, og at nævnte Jean, som siden blev kommandør over la Muce, førte ham om bag et alter og viste ham et kors, hvorpå der var et billede af den korsfæstede Jesus Christus, og befalede ham at fornægte ham, som billedet forestillede, og at spytte på korset; og, til trods for sig selv, fornægtede han Jesus Christus med munden, men ikke med hjertet, efter hvad han siger. Han tilføjer under ed, at uanset ordren, han havde fået om at spytte, spyttede han ikke på korset, efter hvad han siger, og at han kun fornægtede én gang. Afkrævet erklæring om, hvorvidt han havde kysset ham, som modtog ham, eller om han var blevet kysset af ham, siger han under ed ja, men kun på munden. Adspurgt om han havde modtaget nogle brødre, siger han under ed ja og flere gange. Adspurgt om måden, hvorpå han modtog dem, siger han under ed, at efter de havde lovet at holde ordenens regler og hemmeligheder, og efter man havde givet dem kappen om halsen, førte han dem til hemmelige steder og lod sig kysse af dem på den nederste del af rygsøjlen, på navlen og på munden, at han derefter lod anbringe et kors over for det første, og at han sagde til dem, at de ifølge den nævnte ordens regler skulle fornægte den korsfæstede på korset tre gange og spytte på korset og på billedet af Jesus Christus, idet han siger, at skønt han beordrede dem det, gjorde han det ikke af hjertet. Afkrævet erklæring om, hvorvidt han havde fundet nogle, som nægtede at gøre det, siger han ja, men at de til sidst fornægtede og spyttede. 96

96 Kildetekst Han siger også under ed, at han sagde til dem, som han modtog, at hvis nogen naturlig hede drev dem til ukyskhed, gav han dem tilladelse til at dulme sig med de andre brødre. Han siger dog, at han ikke foreskrev denne fremgangsmåde med hjertet, men kun med munden. Afkrævet erklæring om, hvorfor han bar sig ad på den måde, hvis det han foreskrev ikke kom fra hjertet, men kun fra munden, svarer han under ed, at han gjorde det, fordi det var sædvanen efter ordenens regler. Afkrævet erklæring om, hvorvidt dem, der blev modtaget af andre på hans ordre, blev det på samme måde, som han siger, at han modtog de andre, svarer han, at han ikke ved det, fordi det der sker i et kapitel på ingen måde kan afsløres for dem, som ikke var til stede, eller vides af dem, og det er derfor, han ikke ved, om de blev modtaget sådan. Afkrævet erklæring om, hvorvidt han troede, at alle den nævnte ordens brødre blev modtaget på denne måde, svarede han, at han ikke troede det. Siden tilføjede han dog samme dag, i nærværelse af den nævnte kommissær, af os, notarer og af undertegnede vidner, at han har forstået og svaret dårligt, og han bekræfter under ed, at han tror, at alle blev modtaget på den måde snarere end på nogen anden måde, og at han taler sådan for at korrigere sit udsagn og for ikke at nægte. Adspurgt om det hoved, som er nævnt tidligere, siger han under ed, at han har set, holdt og befølt det i et kapitel i Montpellier, og at han selv og andre tilstedeværende brødre tilbad det. Han siger dog, at han tilbad det med munden og på skrømt, og ikke med hjertet; han ved imidlertid ikke, om de andre brødre tilbad det med hjertet. Afkrævet erklæring om, hvor det er, siger han, at han afleverede det til broder Pierre Alemandin, kommandør over huset i Montpellier, men han ved ikke, om kongens folk fandt det. Han siger, at nævnte hoved havde fire fødder, to foran, ved siden af ansigtet, og to bagved. Afkrævet erklæring under ed om, hvorvidt han har sagt noget usandt eller blandet nogen usandhed ind i sit udsagn, eller om han har fortiet sandheden som følge af vold, frygt for tortur eller fængsel eller af nogen anden årsag, siger han under ed nej; han har tvært imod sagt den rene sandhed uden at blande nogen løgn deri. * * * 97

97 4. - Forhør af Johan af Chateauvillars (9. november 1307) 8. Kildetekst Fremdeles, broder Johan af Chateauvillars, tredive år gammel, har svoret på samme måde at sige sandheden i en sag, der berører troen, om sig selv og om andre, og adspurgt om måden og tiden for sin modtagelse siger han under ed, at han blev modtaget i Mormant, i bispedømmet Troyes, af broder Laurent af Beaune, kommandør over nævnte hus, for fire år siden forrige Magdalenes dag 9, under nærværelse af broder Julian, kapellan i det nævnte hus, og af nogle andre, hvis navne han ikke husker. Han siger også under ed, at efter han havde aflagt mange løfter vedrørende overholdelse af nævnte ordens gode regler, gav man ham kappen om halsen, og derefter tillod ham, der havde modtaget ham, at han kyssede ham på munden, lige som alle de andre tilstedeværende brødre; og man befalede eller foreskrev ham intet andet, efter hvad han siger under ed. Gjort i ovennævnte år, indiktion, måned, dag, pontifikat og sted i nærværelse af de religiøse og hæderlige personer broder Johan af Ile, prior i Troyes, Feliks af Fayo af dominikanerordenen, Johan af Farrières, Vilhelm af Choques og Stefan af Mâcon, vidner til dette møde og forhør. 98

98 Kildetekst Noter 1. Archives nationales, J 413, nr Femtenårsperiode. 3. Svarer til kommandør. 4. Ordenens daværende stormester (fra 1264). 5. Kødeligt. 6. Tilsynsførende eller visitor vil sige udsendt af stormesteren til at inspicere ordenens huse i Frankrig. 7. Den 6. januar. 8. Af de anklagede i Paris i oktober og november var der kun tre Tempelherrer, som intet tilstod. 9. Den 22. juli. 99

99 100

100 DE FØRSTE FORHØR FORHØRSPROTOKOLLER FRA FIRE AF DE INDLEDENDE AFHØRINGER Omstændighederne og kilderne Arrestationerne fandt sted samtidigt, den 13. oktober 1307, og de allerførste forhør, som kongens folk selv stod for, fandt sted umiddelbart efter. Derefter blev inkvisitionen planmæssigt tilkaldt og inddraget. Den forhørsrække, hvor inkvisitoren for Frankrig og hans kommissærer deltog, fandt sted i perioden fra 19. oktober til 24. november Der findes ingen kilder overleveret til de allerførste forhør; men der findes stadig talrige forhørsprotokoller over dem, hvor inkvisitionen også deltog. Det er fire af dem, som her bliver gennemgået, analyseret og diskuteret. De er udvalgt efter dette kriterium: Hvordan forholdt ordenens gamle ledere sig til anklagerne, og hvad sagde et ungt, menigt medlem? Det sidste kan også ses som et eksempel på en Tempelherre der ikke tilstod. Tre af de fire forhørte er nemlig stormesteren for hele ordenen, Jakob af Molay, visitoren for Frankrig, Hugo af Pairaud og præceptoren for Normandiet, Godfred af Charney - alle topledere med en anciennitet på omkring fyrre år, medens den fjerde er en almindelig broder, Johan af Chateauvillars med kun fire års tjeneste bag sig. 101

101 Johan og tre af hans brødre i Templet var de eneste af de mange 3 anklagede i Paris i oktober og november der intet tilstod. Udvalget afspejler således ikke de statistiske forhold mellem dem der tilstod og dem der intet tilstod. Det umiddelbart interessante ved disse dokumenter er, at de tre topledere i organisationen tilstår de påståede forbrydelser eller rettere vedgår en væsentlig del af anklagerne. Det var en skandale, at Tempelherreordenen kunne anklages for blasfemi og perversitet, men skandalen voksede til uhørte dimensioner i det øjeblik ordenens ledere bekræftede den. Det kan vel ikke udelukkes, at tilståelserne også bygger på en vis arrogance fra Tempelherrernes side; de var ret selvsikre, og de kunne med et vis ret tro, at de havde et paveligt sikkerhedsnet under sig. Retsprotokollernes indhold, form og karakter Men omstændighederne ved retsprotokollerne er egentlig nok så interessante: For det første kan man konstatere, at referaterne er stereotype (ensformige og klichéagtige), for det andet må man undre sig over forholdet mellem det mundtlige forhør og det skriftlige referat, og her kommer også spørgsmålet om tortur ind i billedet. I den forbindelse kan man så diskutere, hvilke interesser og opfattelser der lå bag forhørenes indhold og referaternes udformning. Stereotypi Stereotypien gælder både form og indhold. Det formelle klichépræg kommer især til udtryk i de enkelte forhørsprotokollers indlednings- og afslutningsformuleringer, medens indholdets ensformighed kommer til udtryk i deres hovedafsnit, som er - eller foregiver at være - referater af den mundtlige udspørgen. To af de fire afhøringer, den første og den sidste, er tydeligvis fortsættelser af dagens serie. Det fremgår af den forkortende indledningskliché: "Fremdeles" 4. Skriveren sparer på sin (og læserens) indsats ved at referere til og genbruge indledningen fra dagens første forhør. En anden meget anvendt form er "ovennævnte", som sparer megen omstændelig gentagelse. Derved forkortes teksten, samtidig med at den bevarer sin juridiske gyldighed. De to andre må være de pågældende dages første forhørsreferater. Det fremgår af den uforkortede indledningskliché: "I Christi navn, amen..." henholdsvis: "I Herrens navn, amen..." 5 efterfulgt af en datering der med ikke mindre end 25 ord tidsfæster forhøret: "I 102

102 samme Herres år 1307, i sjette indiktion, i november måned, på samme måneds niende dag, i det andet år af den meget hellige Fader, Herre, og pave ved det guddommelige forsyn, Klemens V's, pontifikat..." 6. Efter 'indgangsbønnen' og dateringen følger listen over tilstedeværende, nemlig inkvisitoren for Frankrig, (dominikaner-) broder Vilhelm af Paris eller en af hans kommissærer, i disse tilfælde broder Nikolas, samt offentlige notarer og indkaldte vidner. Indledningen sluttes af med den forhørtes navn og anciennitet i ordenen samt hans edsaflæggelse: "(Anklagede) har svoret ved Guds hellige evangelier, anbragt foran samme og korporligt berørt af ham selv, at sige om sig selv og andre, i en sag om troen, den fulde, rene og hele sandhed..." 7. De to hele indledninger er ens uden at være helt identiske. Det samme gælder afslutningerne: "Adspurgt om han af frygt for tortur eller fængsel eller af nogen anden grund har sagt eller indblandet noget usandt i sin forklaring eller fortiet sandheden, siger han under sin ed nej, tvært imod har han sagt den rene sandhed på grund af hans sjæls frelse." 8 I de mellemliggende hovedafsnit, som indeholder referaterne af spørgsmål og svar, er det de to tilbagevendende klicheer: "Forhørt..." og "Afkrævet erklæring under ed..." 9, som markerer de enkelte spørgsmål. Forhørene er lige så skematisk opbyggede med få variationer: Godfred forhørtes om tiden og måden han blev modtaget på, fornægtelse af Jesus, spytning, obskøne kys, kønslig omgang mellem brødrene og hans eget virke som modtager af nye brødre. Jakob forhørtes om tiden og måden han blev modtaget på, fornægtelse af Jesus, spytning, kønslig omgang mellem brødrene og hans eget virke som modtager af nye brødre. Hugo forhørtes om tiden og måden han blev modtaget på, fornægtelse af Jesus, spytning, obskøne kys, hans eget virke som modtager af nye brødre, kønslig omgang mellem brødrene (dog kun i forbindelse med ham selv som modtager) og tilbedelse af et mystisk hoved. Johan falder uden for skemaet, idet han kun blev forhørt om tiden og måden han blev modtaget på og om et ærbart kys. 103

103 Selve forhørsreferatet er også stereotypt. Alle fire forhøres om tiden og måden for deres modtagelse i ordenen, og det noteres således: de tempore et modo sue recepcionis, de tempore et modo receptionis sue, de tempore et modo sue receptionis, de modo et tempore sue recepcionis. Alle de tre ledere forhøres om de har fornægtet Jesus: abnegare Jhesum Christum, abnegaret Christum, Jhesum Christum abnegavit. Alle de tre ledere forhøres om de har spyttet på billedet af Jesus: spuerit supra ipsam ymaginem, spueret supra eam, spuit supra crucem. Formuleringerne er hele tiden de samme uden at være helt identiske. Det er altså proceduren der er stereotyp og ikke (kun) protokolføringen. Kun to af de tre ledere, Godfred og Hugo forhøres om obskøne kys: "Han kyssede mesteren, som modtog ham, på navlen" 10, "Han lod sig kysse af dem på den nederste del af rygsøjlen, på navlen og på munden" 11. Alle de tre ledere forhøres om der har været tale om kønslig omgang mellem brødre: "Det var bedre at forene sig med ordenens brødre, end at udøve sin vellyst med kvinder" 12, "Forene sig kødeligt med ordenens brødre" 13, "Hvis nogen naturlig hede drev dem til ukyskhed, gav han dem tilladelse til at dulme sig med de andre brødre" 14. Endelig bliver alle de tre ledere forhørt om deres eget virke som modtagere af eller ansvarlige for modtagelse af nye brødre. Klicheerne må vige efterhånden som svarene bliver til mere end ja eller nej. Det sidste spørgsmål kan ikke besvares efter 'multiple choice' metoden og bliver derfor individuelle snarere end konforme. Alligevel må det konkluderes, at forhørsprotokollerne er stereotype (eller mere præcist så stereotype som muligt): ensformige og klichéagtige, men ikke identiske, hverken i deres helheden eller i detaljen. 104

104 Det eneste der bryder mønstret er, at Jakob ikke forhøres om kys, og at Hugo forhøres om tilbedelsen af det mystiske hoved. Det første kunne måske forklares som en fejl (en undladelse på grund af forglemmelse), men det andet kræver en forklaring (som følger nedenfor). Og så bryder det selvfølgelig mønstret, at Johan falder uden for i og med at han intet tilstår. Forklaringen på ensformigheden er dobbelt. Meget af det skyldes tradition. Netop sådan formulerede man en forhørsprotokol; sådan var en notars (hånd-) værk. Det handlede dels om at gentage nogle faste vendinger, dels om at 'genbruge' nogle egnede dokumenter - næsten som når nutidens tekstbehandlere 'skriver oveni' deres gamle dokumenter. Denne del af forklaringen dækker det meste af det formelle klichépræg. Den anden del af forklaringen er, at indholdet og det skematiske præg skyldes den ovennævnte instruks, som Filip udsendte sammen med arrestordren. Inkvisitionen har stort set fulgt Filips instruks slavisk, som var det et spørgeskema. Med det store antal anholdte kan forhørene også meget hurtigt være blevet rutinearbejde, selv om det er vanskeligt at forestille sig. Denne iagttagelse støttes af, at selv ordenenes topledere er blevet forhørt efter skemaet. Forholdet mellem det mundtlige forhør, det skriftlige referat og de involveredes interesser, eller måske snarere forholdet mellem den individuelle broder og det ønskede resultat: Forhørslederen har tydeligt haft et ønske om at få den forhørte til at tilstå ifølge det givne anklageskema - eller i hvert fald så meget af det som muligt. At nå frem til sandheden (sådan som vi forstår den) har der ikke været tale om. Modsat har den forhørte prøvet at tilstå så lidt som muligt, men dog nok til at stille forhørslederen tilfreds. Og nok til at slippe for eventuel (yderligere) tortur. Forhørsreferaterne bærer præg af, at disse modsatrettede interesser er søgt tilgodeset ved hjælp af uudtalte, indforståede kompromisser. Når Hugo forhøres om hovedet og tilstår, at han har været med til at tilbede det, medens de to andre topledere ikke forhøres om det, peger det på en forskel mellem det mundtlige og det skriftlige; det ville være uhensigtsmæssigt at nævne, at de to havde benægtet dette punkt. Det ville have bragt uorden i regnskabet og have klassificeret dem som benægtere i stedet for bekendere. Men når nu Hugo var 'positiv' på det punkt, så skulle det også med i protokollen. (Der er ikke materiale til at diskutere, hvorfor Hugo tilstår dette. Om ægte kætteri kan der ikke have været tale, jvf. diskussionen i foregående afsnit; Hugo har alligevel på en eller anden måde givet anledning til at spørgsmålet kom frem.) 105

105 Kompromisserne syner små, men er tydelige. De kunne overses af datidens sensationspresse (hvis der havde eksisteret en sådan), og eftertidens historikere har mig bekendt heller ikke haft øje for dem; men for de direkte involverede parter var de tilstrækkelige til at begge sider 'kunne leve med' resultatet. Eksempler på kompromisser i form af forbehold, omskrivelser og smånægtelser: Godfred fornægtede Jesus "Med munden, men ikke med hjertet" 15. Han hørte om fordelen ved kødelig forening mellem brødre frem for med kvinder, men han praktiserede det aldrig. Han havde selv modtaget andre, men han modtog kun den første på en uanstændig måde. Så indså han, at den var "Skammelig, gudsbespottelig og i modsætning til den katolske tro" 16. Jakob fik besked på at fornægte Jesus. "Og han gjorde det, mod sin vilje" 17. Han skulle også spytte på billedet af Jesus, "Men han spyttede på jorden" 18. Hugo skulle fornægte Jesus, og "Til trods for sig selv (...) med munden, men ikke med hjertet" 19. Han beordrede dem han modtog til obskøne kys, fornægtelse og spyt, men "Han gjorde det ikke af hjertet" 20. Han opfordrede dem også til at dulme deres lyster med hinanden; han foreskrev dog denne fremgangsmåde "Ikke med hjertet, men kun med munden" 21. Og han gjorde det "Fordi det var sædvanen efter ordenens regler" 22. Endelig tilbad han det famøse hoved "Med munden og på skrømt, og ikke med hjertet" 23. Kompromisserne består i, at man efter ønske eller behov kan forstå udsagnene som mere eller mindre bekendende eller benægtende og dermed nærme sig en falsk fælles forståelse (det ligger i forhørsreferatets natur, at de to parter i sagen er enige om formuleringen, ellers ville det være meningsløst at retten refererede den anklagedes udsagn). Men her etablerer man én tekst med to fortolkninger og to forståelser. Lige som Tempelherrernes adfærd i forbindelse med deres optagelsesceremoni kunne forstås og beskrives dobbelt (som grove løjer eller som perverst kætteri), så kan disse tilståelser læses og forstås dobbelt. Man kan fokusere på forbeholdene eller i det mindste notere sig dem og dømme synderne mildt, eller man kan overse forbeholdene, blive rystet over skandalens dybde og omfang og tage de nødvendige forholdsregler. Filip gjorde det sidste. Tempelherrerne / brødrene / de fængslede (man aner en brat social deroute) blev presset i et vist omfang. Nok til at få dem til at tilstå meget eller i hvert fald noget, men ikke nok til at få dem til at tilstå alt. En del af dette pres har sikkert været egentlig tortur. Filip havde instrueret sine mænd om det, og for inkvisitionens folk var det en del af deres rutiner. Der skulle anvendes tortur efter behov; men forhørsprotokollerne understreger hver gang, at tilståelserne hverken skyldtes tortur eller frygt for tortur. Måske har der været en gradsforskel i hvor offentlig instruksen var i forhold til retsprotokollerne, siden den første foreskriver tortur, medens de sidste fornægter den. 106

106 Et enkelt sted afslører eller antyder de dog torturen: Hugo erklærer, at han ikke tror, at alle ordenens medlemmer blev modtaget ifølge anklagen. Men senere på dagen genåbnes forhøret for at han kan erklære, at han har misforstået spørgsmålet og svaret forkert. Nu mener han det modsatte, nemlig at alle er blevet modtaget ulovligt. Vi kan kun gisne om, hvad der er foregået i mellemtiden. Men hvis retten er blevet hævet for at Hugo kunne blive pint, må man undre sig over, at notaren ikke skjuler det bedre. Opsummerende kan man konstatere, at forhørsreferaternes stereotype objektivitet dækker over en udbredt flertydighed. De anklagede har (under mere eller mindre pres) tilstået meget, men ikke alt; og bestræbelserne har mere gået i retning af at gennemtvinge det givne skema end at skabe klarhed over sagen. Forhørslederne har gjort, hvad de skulle, men mekanisk, 'ore, non corde'. Dette sættes i relief, hvis vi sammenligner det med Jakob af Fourniers fremgangsmåde ved inkvisitionen i Pamiers 24. Gennemgangen af forhørsprotokollerne bekræfter, at der ikke var tale om egentlig inkvisition og kætteri; det vi i dag ville kalde anklagemyndigheden var simpelt hen ikke interesseret i at udforske de anklagedes forhold til den rette tro. Man må i stedet konstatere, at den kongelige inkvistion fungerede med overrumplende effektivitet - ikke med hensyn til at afdække sandheden, men i forhold til at producere formelle tilståelser. Der kom i sandhed nye og nærmest uforudsigelige resultater ud af at bruge et gammelkendt redskab på en ny måde. 107

107 Noter 1. Dokumenterne er fra oktober-november De findes i Archives nationales, J 413, nr. 18. De er tidligere udgivet i J. Michelet, Le Procès des Templiers (Collection des Documents Inédits sur l'histoire de France), , s. 295f, 305f, 361ff og 369. (Georges Lizerand, Le Dossier de l'affaire des Templiers, 1923, s. 30f). 2. Jfr. Parettis artikel om Molay i Hoefer (ed), Nouvelle biographie générale, 1963 (1861), tome 35, spalte Alain Demurger angiver tallene til at være fire ikke-tilstående ud af 138 forhørte. (Vie et mort de l'ordre du Temple, 1989/1994 (1985), s. 305). 4. Item. 5. In Christi nomine, amen / In nomine Domini, amen. 6. Anno ejusdem Domini MCCC septimo, indictione sexta, mense novembris, ejeusdem mensis nona die, pontificatus sanctissimi patris et domini Clementis divina providentia pape quinti anno secundo... Indiktion er betegnelsen for et femtenårsperiode. 7. Juratus ad sancta Dei evangelia, eidem preposita et ab ipso corporaliter tacta, dicere de se et aliis in causa fidei plenam, meram et integram veritatem Requisitus utrum vi vel metu tormentorum vel carceris aut alia de causa aliquam falsitatem dixerit vel immiscuerit in deposicione sua aut tacuerit veritatem, dixit per juramentum suum quod non, immo dixit puram veritatem propter salutem anime sua. 9. Interrogatus... og Requisitus per juramentum Osculatus fuit magistrum recipientem ipsum in umbilico. 11. Faciebat se osculari ab eis in inferiori parte spine dorsi, in umbilico et in ore. 12. Melius erat se commiscere cum fratibus ordinis quam libidinem exercere cum mulieribus. 13. Commisceret se carnaliter cum fratribus. 14. Si aliquis calor naturalis urgeret ipsos ad incontinentiam, dabat eis licentiam refrigerandi cum aliis fratribus. 15. Ore et non corde. 16. Nephandus et prophanus et contra fidem catholicam. 17. Qui, licet invitus, fecit. 18. Sed spuit ad terram. 19. Licet invitus (...) ore, et non corde. 20. Non faciebat corde. 21. Non corde, sed ore solum. (Og her handler det ikke om ægte kærlighed kontra oralsex.) 22. Quia usus erat de statutis ordinis. 23. Ore et fingendo, et non corde. 24. Som er beskrevet i det foregående afsnit om arrestordren. 108

108 ANDEN AKT KONSULTATION Efter at Filip havde slået til over for Tempelherreordenen ved at arrestere alle dens medlemmer i Frankrig, og efter at ordenen havde skandaliseret sig ved de omfattende tilståelser af blasfemi og perversitet (og på den måde selv havde været med til at legitimere Filips indgreb), indtrådte der en slags stilstand, en tænkepause eller en mellemakt, som blev brugt til overvejelser over det skete og til rådslagninger om sagens videre forløb. Imedens sad Tempelherrerne i fængsel, hvor de kunne sunde sig lidt oven på forskrækkelsen eller måske tvært imod tabe den sidste modstandsvilje over for den skæbne der havde ramt dem så hårdt og så pludseligt. Klemens reagerede i første omgang positivt på Filips aktion og indtrængen på det pavelige domæne ved at udstede en bulle, hvori han beordrede fyrsterne i andre lande om at følge Filips eksempel. Men omkring årsskiftet til 1308 skiftede han holdning og suspenderede inkvisitorerne i Frankrig. Stormesteren havde da trukket sin tilståelse tilbage, og Klemens kom åbenbart i tvivl om værdien af de tilståelser, som Filips mænd og de franske inkvisitorer i fællesskab havde vredet ud af de anklagede. Denne udvikling satte Filip i gang med at sikre sig en bredere opbakning ved rådføre sig med og forhandle til forskellige sider. 109

109 De kilder der her dækker denne forhandlingsfase er Filips spørgsmål til de gejstlige og verdslige autoriteter og eksperter med de tilhørende tilbagesvar om, hvordan sagen skulle procederes, Filips indkaldelse af stænderne til forsamling i Tours samt Vilhelm af Plaisians tale til paven og konsistoriet i Poitiers. De tre kilder giver et til sammen solidt billede af anklagernes opfattelser og holdninger i forhold til sagen. 110

110 Kildetekst Råd om fremgangsmåden i sagen Filips spørgsmål til pariserteologerne og til sin minister - og de tilhørende svar Spørgsmål stillet af kongen til de teologiske magistre i Paris (begyndelsen af 1308) 2. I forbindelse med retsforfølgelsen af Tempelherresagen, og således om det der vedrører de personer, som tager sig af kirkegodset, rejser der sig tvivlsspørgsmål som disse: [1.] For det første, en sag der forholder sig til troen tilhører Kirken dobbelt: dels fordi den vedrører prædikenen af troen og belæringen af folket, og dels fordi, hvis nogle hjemsøges af tvivl i deres sjæle vedrørende troen, hvem det nu end måtte være, så falder kendskabet til og beslutningen om sagen tilbage på Kirken. Desuden på en anden måde: fordi, hvis nogen vanhellig synder mod troen, må den handle imod ham for at lede ham til den åndelige bod og forsoning, når den finder ham angrende og adlydende; eller, hvis det er en forhærdet stivnakke eller en frafalden, som forinden har forsværget sin fejl, og som man ikke kan forvente standhaftighed af efter en sådan opførsel, så må Kirken trods sin bedrøvelse og sin lidelse overføre disse forhærdede og frafaldne til den sekulære domstol. Den hverken dømmer eller fordømmer dem i det timelige, den beder oven i købet for de frafaldne, som i anden 111

111 Kildetekst omgang erkender deres fejl, disse frafaldne, mod hvem den sekulære domstol udøver sin myndigheds magt. Om det hersker der ikke tvivl hos nogen. Men der rejser sig en tvivl hos den, der i følge den guddommelige lovs bestemmelse, den verdslige fyrste eller de folk, der har domsmyndigheden, hører vanhelligelse af Herrens navn og ser spytten på den katolske tro af kætterne, skismatikerne eller andre vantro: han vil, hvis det er sket i offentlighed, i kraft af den domsmyndighed, der er ham beskikket, udøve rettens handling, eller, hvis handlingen ikke er offentlig, foretage en undersøgelse vedrørende den handling der er gjort mod Gud og mod troen, sådan som det er blevet anmeldt ham; og, hvis han finder, at forbrydelsen virkelig er blevet begået, at der ikke eksisterer nogen tvivl derom ved den juridiske bestemmelse der vedrører den katolske tro, vil han udøve retfærdigheden mod den skyldige, for at de andre skal blive skrækslagne; han forudser, at en forargelse kan opstå, hvis han ikke udøver sin justits. Man spørger altså, om det er ham tilladt uden begæring fra Kirken eller fra andre, eller om den verdslige myndigheds magt er således begrænset af Det nye Testamente, at den ikke må gribe ind, hvis ikke det sker på Kirkens begæring. [2.] For det andet, i Tempelherresagen - hvor man så at sige ikke finder andet end en eksempelløs sekt, bestående af adskillige personer, fordømte, så skrækkelige og så afskyelige - er det sådan, at den verdslige fyrste på grund af farens størrelse bør udøve sin ovennævnte justits mere fuldt ud, for i kraft af sit embede at bortskære et så stort og pestagtigt kætteri, eller om det er sådan, at netop fordi Tempelherrerne har bekræftet at de udgør en religiøs orden, at fyrstens hånd er således bundet, at han ikke kan gribe ind over for dem andet end på Kirkens begæring? Eller også, er det sådan, at en således bevist anklage, således lagt for dagens lys ved tilståelser fra et stort antal Tempelherrer, sætter al værdighed og alle privilegier ud af kraft, eftersom ordenen især er en forsamling af riddere og ikke af klerke? [3.] For det tredje, da mere end halvtreds Tempelherrer fra forskellige egne i kongeriget Frankrig har tilstået den nævnte sekts fejl, lige som ordenens mester og højtstående mænd, er dette bevis så tilstrækkeligt mod hele ordenen? Er det nok til at denne falske orden bliver fordømt i sin helhed eller i det mindste bliver regnet som fordømmelig, især på grund af den kendsgerning, at de ovennævnte, som har tilstået i de forskellige egne af kongeriget, ikke gensidigt kendte hinandens tilståelser og heller ikke detaljerne i disse tilståelser? Eller er det passende at vente på lignende tilståelser fra de andre kongeriger, før ordenen bliver fordømmelig og må regnes for sådan? [4.] For det fjerde, idet det er givet, at hver broder, i det øjeblik han indtrådte i ordenen, efter at han offentligt havde aflagt den fælles trosbekendelse, var, af den der modtog ham, i nærværelse af kun to eller tre brødre, blevet trukket til side til 112

112 Kildetekst et skjulested, hvor man tvang ham til at frafalde troen, og at der således er flere, mod hvem der ikke findes beviser, hvis de ikke tilstår spontant, eller hvis man ikke aflurer dem sandheden, eftersom de der var til stede ved deres modtagelse er døde, bør man så, hvis man på ingen måde kan aflokke dem sandheden, betragte dem og modtage dem som katolikker? [5.] For det femte, hvis nu tilfældigvis de, der ikke tilstår noget, og som benægter forbrydelsen, og mod hvem man ikke kan føre noget bevis, er ti, tyve tredive eller flere, bør nævnte ordens rettigheder og regler så forblive, gældende for dem? Eller er en orden af den slags fordømt i og med de mange andre vidnesbyrd imod den? [6.] For det sjette spørger man, som en følge af det der foregår, om de midler, som de nævnte Tempelherrer ejede i fællesskab, og som var deres ejendom, om de bør konfiskeres til fordel for fyrsten i den jurisdiktion, hvor de var oprettet, eller om de skal tilfalde enten Kirken eller Det Hellige Land, i betragtning af dem, som de er erhvervede fra eller søgt hos. [7.] For det syvende, hvis det kom dertil, at man i kraft af retten eller som følge af fyrsternes fromhed lod dem tilfalde Den Hellige Jord, til hvem bør dispositionen, regnskabet eller administrationen af disse midler tilkomme, Kirken eller fyrsterne - især i kongeriget Frankrig, hvor man ved, at alle Tempelherrernes midler siden gammel tid har været under særlig bevogtning og overvågning af kongen og af hans forgængere? * * * 2. - Svar fra de teologiske magistre (25. marts 1308). Højeste og kristeligste fyrst Filip, af Guds nåde fornemste konge af Frankrig, dine ydmyge og hengivne kapellaner, de teologiske magistre i Paris, er, skønt uværdige, lige så meget i regeringssager som i andre sager, med fuldstændig underdanighed parate og villige til altid at fremvise den kongelige majestæt taknemmelig og hengiven tjeneste. Det højt berømte kongerige Frankrigs meget kristne konger er kendte for at have glimret, lige fra selve oprindelsen af kongeriget, ikke så meget ved udstrækningen af deres magt som ved ypperligheden af deres sæder og ved deres kristne fromhed. Her er derfor, meget udmærkede fyrste, som efterlignende Deres hellige forgængeres rosværdige sæder, brænder af ildhu for troen, men alligevel vil forsvare den i overensstemmelse med fornuftens retsmæssige regler, uden at gøre indgreb i 113

113 Kildetekst en anden magts ret, og skønt De kunne kræve det af os, som er Deres ydmyge tjenere, har de desuagtet som følge af Deres høje agtelse foretrukket at spørge os venskabeligt ved deres brev om, hvordan De kunne gå frem, uden at skade andres ret, mod visse ødelæggere af den nævnte tro, foreslående os, om dette emne, visse artikler, om hvilke og sagens vigtighed og fraværet af nogle af de betragteligste blandt os, har tvunget os til at svare mere forsinket end det ellers ville have været nødvendigt; den kongelige fromheds sædvanlige velvilje vil tilgvive os den krænkende langsommelighed. Om de nævnte artikler har vi efter flittige, modne og gentagne overvejelser, for at undgå vidtløftighed og for at spare Deres kongelige majestæts tid, besluttet at svare ved kort at fremstille de konklusioner, som vi, idet vi er overbeviste, om at vi har fornuftige motiver, tror er sande. Altså, om de nævnte artikler svarer vi som følger: [1.] På det første, hvor man spørger, om en verdslig fyrste kan arrestere kættere, og undersøge og straffe dem, siger vi, at det forekommer os, at de verdslige dommeres myndighed ikke går så vidt som til at føre proces for kætteri mod nogen, som ikke er leveret af Kirken, med mindre Kirken har begæret det eller begærer det, eller der er en umiddelbar fare, som er øjensynlig og vitterlig; i hvilket tilfælde det, på betingelse af sikker stadfæstelse, er tilladt den verdslige magt at arrestere dem med den hensigt at overføre dem til Kirken, så snart man kan. Og det forekommer os ikke, at man i kraft af bemyndigelse fra hverken Det nye Testamente eller Det gamle Testamente kan tillade udtrykkeligt, at den verdslige fyrste bør beskæftige med den nævnte forbrydelse på anden måde. Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt den ret, som fyrsterne forekommer at have i Det gamle Testamente i sager der drejer sig om den nævnte forbrydelse, er begrænset af noget i Det nye Testamente, siger vi, at hvis man kalder påkaldelsen af lige meget hvilken regel eller hvilken ret, som udelukkende trækker på kraften af den gamle lovs lære, for begrænsning, så er alt under den nye lovs styrelse begrænset på dette punkt, da det der er baseret udelukkende på den gamle lovs lære er ophævet ved indsættelsen af Det nye Testamente. [2.] På den anden artikel, hvor man spørger, om Tempelherrerne, fordi de er riddere, bør kendes ikke-religiøse og ikke-fritaget, siger vi, at det forekommer os, at den milits, der er oprettet til at tjene troen, ikke udelukker en religiøs ordensregel, og at sådanne riddere, som udtaler ordenens løfte, der er indsat af Kirken, de bør holdes som religiøse fritagne. Hvis der alligevel er nogle, som ikke har afgivet en sådan løfte, men kun har været nødt til at observere dette kætteri, er de ikke religiøse og bør ikke betragtes som sådanne. Hvis det imidlertid er tvivlsomt, om de har afgivet et sådant løfte, tilkommer de Kirken, som har oprettet denne 114

114 Kildetekst orden, at bestemme på dette punkt. På grund af forbrydelsens natur hører, alt hvad der vedrører denne forbrydelse, ind under Kirken, uanset hvilken person det drejer sig om, indtil det tidspunkt, hvor vedkommende som nævnt ovenfor bliver overdraget af den. [3.] På den tredje artikel, hvor man spørger, om ordenen bør fordømmes på grund af den mistanke, der kommer af de allerede aflagte tilståelser, siger vi, at eftersom der i følge de allerede aflagte tilståelser er en voldsom mistanke om, at alle ordenens medlemmer er kætterske eller anstiftere af kætteri, for eksempel ved hverken at have angivet det til eller gjort det bekendt for Kirken; og da der findes en voldsom formodning om, at de på ingen måde havde ukendskab til eksistensen af dette kætteri i ordenen; og da især ordenens mestre og et stort antal andre har tilstået denne forbrydelse, bør det være tilstrækkeligt til at fordømme ordenen på grund af had til personerne eller til at retfærdiggøre en undersøgelse af hele ordenen, som har et sådant offentligt vanry for en så stor forbrydelse. [4.] På den fjerde artikel, hvor man spørger os, hvad det er passende at gøre med dem, der intet har tilstået, eller som ikke er blevet overbeviste, hvis sådanne findes, siger vi, at der findes en voldsom mistanke mod alle ordenens medlemmer, efter hvad der siges, så selv om disse ikke bør fordømmes som kætterske, eftersom de intet har tilstået, og eftersom de ikke er blevet overbeviste, alligevel, eftersom de har meget at frygte, på grund af ovennævnte mistanke, forekommer det os, at det er godt at tage sig af dem og at passe på faren for infektion fra de andre. [5.] Hvad angår det femte spørgsmål, der omhandler tredive eller fyrre medlemmer af den resterende orden, etc., fremgår svaret af det der er sagt om artiklerne 3 og 4. [6-7.] Til det sjette og syvende spørgsmål, hvor man spørger, hvad der skal gøres med Tempelherrernes midler, siger vi, at da Templets midler ikke blev givet til Tempelherrerne personligt, som herrer, men snarere som forsvarere af troen og som Det Hellige Lands tjenere, og at sådan var giverne af disse midlers endelige hensigt, så bør det, der er gjort med henblik på et mål, af en vis grund eller af en vis nødvendighed, have sin virkning med henblik på dette mål; og som det nævnte mål stadig består, selv om de er uefterrettelige, bør de nævnte midler trofast administreres og bevares med henblik på det nævnte mål. Det forekommer os, at hvad angår deres opbevaring, bør den ordnes ifølge det der bedst passer til dette mål. Sådan er, allerhøjeste Herre, de konklusioner, om hvilke vi er kommet overens, og som vi har nedskrevet det bedste vi kunne, idet vi af hele vort hjerte ville adlyde de kongelige ordrer og også sandhedens. Takket være Gud, hvis de, som vi ønsker det, synes acceptable for Deres Kongelige Majestæt; thi vi vil meget gerne, og vi er rede til at vie vor flittige bestræbelse på det, der kan være en så stor Højhed 115

115 Kildetekst behageligt. Og takket være Himlen, at en så stor skade på troen, hvis førende forfægter og forsvarer I er, en skade så skandaløs og skrækkelig for hele folket, vil blive hurtigt straffet, ifølge Jeres hellige ønske. Måtte den Meget-Høje bevare Deres Kongelige Majestæt, som, tror vi fast, er gavnlig, ikke kun for den timelige Stats regering, men også for Kirkens åndelige fremgang, og måtte Jeres eminente godhed nedlade sig til at os i sin varetægt, Jeres hengivne og ydmyge kapellaner. Til vidne om alt det foregåede har vi vedhængt de tilstedeværendes segl. 3 Givet på den hellige Jomfrus Bebudelsesdag, det Herrens år * * * 3. - En anden konsultation (begyndelsen af år 1308). 5 [1.] Til det første spørgsmål, hvor der spørges, hvordan man skal gå frem mod Templets mester, som først har tilstået offentligt at han var skyldig i det han var anklaget for, og som en anden gang har sagt at han tilstod af frygt for pinsel, og som en tredje gang har sagt at den første bekendelse var sand, og som måske endnu kan skifte holdning, svarer jeg 6 med overbevisning at ifølge den kanoniske og den civile lovs regler og svarende til hvad den naturlige fornuft viser, er det aldeles uværdigt, at den der har tilstået åbent og offentlig afkræfter sit eget vidnesbyrd. Det står da også fast, at den nævnte mester først af egen fri vilje tilstod sine forseelser til inkvisitoren for kættersk perversion i overværelse af mange gode personer, og at han dernæst holdt fast ved sin tilståelse i mange dage, for så i nærvær af samme inkvisitor, adskillige religiøse og Paris' universitet grædende at tilstå sin og ordenens brøde i offentligt tale, og siden stod han ved den i endnu to måneder og mere; det står endvidere fast, at efter sagens begyndelse bad han en dag, grædende over sin menneskelige skam, om at blive tortureret, for at hans brødre ikke skulle sige at han villigt havde forårsaget deres undergang. Man svarede ham at der var vidner der offentligt afgav erklæring mod ham, og derfor skulle han ikke tortureres, men man så ingen frygt hos ham. Den tomme skræk ved tanken om pinsel kan ikke føre en mand til så konstant at gøre sådanne tilståelser. På grund af de mange vidner han har imod sig og på grund af hans egen så ofte fornyede bekendelse, som han har fastholdt så længe, lige som det yderligere er nødvendigt at føje dertil sådanne 116

116 Kildetekst vidnesbyrd fra andre Tempelherrer ved hvilke Templets fordømmelige ceremoni klart er bevist, og fordi det er umuligt, at ordenens mester selv skulle have været uvidende om sådanne sager, så bør ingen person med en sund forstand være i tvivl om, at der på grund af de foregående tilståede forseelser og de andre sideløbende beviser ikke skal rejses indsigelse mod hans tilståelse. Det er ikke forbavsende, hvis han skifter standpunkt efter tilståelsen. Det er nemlig Guds hemmelige dom, at mesteren for så store bespottelser mod Christus, som har levet dårligt så længe og som har trukket så mange andre brødre med sig i en fordømt sekt, ikke bør fortsætte uden at blive straffet i denne verden som et eksempel: thi Kirken kan ikke med lethed og uden forargelse have medlidenhed med en sådan mand. Man bør sige det samme om broder Hugo af Pairaud, som er kendt for at have trukket tusind brødre eller flere med til det fordømte kætteri, og lige sådan om andre der har gjort lige som han. [2.] Til det andet spørgsmål, hvor der spørges, om essensen i deres bekendelse, som er: Jeg sværger at bevare ordenens regler og hemmeligheder (og faktisk kræves det blandt hemmelighederne at edsaflæggeren fornægter Christus), bør betragtes som fordærvet, svarer jeg, at skønt en retfærdig mand, hvor han ikke nærer nogen sand tvivl, ofte kan bruge tvivlen til at bekræfte sandheden og stille spørgsmål til en sikker sag så vel som til en tvivlsom, og at det nævnte spørgsmål på den måde kunne være katolsk, så kan den, der siger at holde sin trosbekendelse på en sådan måde at dens essens eller dens substans ikke kan ændres, hvis han i sandhed nærer tvivl om den, ikke være ret fast i sin tro, thi som det står skrevet: Den der tvivler i troen er vantro. At den nævnte trosbekendelses essens eller substans er fordærvet, skal jeg bevise blandt andet med mangfoldig grunde: For det første på grund af edsaflæggerens fejltagelse. Han tog fejl af substansen i sin forpligtelse og i sin kontrakt. Det er nemlig sikkert, at alle dem der trådte ind i den nævnte orden på forhånd mente og troede, at den var katolsk, og at den udgjorde et samfund og et kollegium af brødre, der var grundlagt udelukkende for at tjene Christus, og at de betragtede dens hemmeligheder som lovlige. Da det nævnte medlem imidlertid sluttede sig til et sådant kollegium, og da han - hvilket er hovedpunktet ved al trosbekendelse - lovede lydighed som til et Christi kollegium til det der snarere var et Antichisti kollegium, fejlede han af faktisk uvidenhed om substansen i den pågældende kontrakt og om substansen i sin forpligtelse vedrørende regelen i det kollegium, med hvilket han indgik kontrakt, og til hvilket han knyttede sig, eftersom han ofrede sig til Christi tjeneste, selv om ordenens formål var det modsatte. For han troede, at han gav sig til Gud, men han gav sig til djævelen. På samme måde svor han på at bevare de hemmeligheder, som han troede var lovlige i deres essens, men som ikke var det. 117

117 Kildetekst For det andet bevises den samme sag af en anden grund: I hele kontrakten synes der nemlig i det der aftales og ordnes mellem parterne ved siden af hovedkontrakten at befinde sig kontrakten selv, det vil sige indkorporeret i dens substans, og det giver, i overensstemmelse med de juridiske argumenter, sin form til kontrakten selv. Tempelherrerne skal altså, som fremstillet i kontrakten, straks efter at de har gjort deres trosbekendelse, det vil sige før de giver sig til andre beskæftigelser, ifølge deres ritual fornægte Christus og love og gøre andre skændigheder på ganske samme måde som aftalt i den forudgående trosbekendelse, der i hovedsagen drejede sig om det. For det tredje er den samme sag bevist af endnu en grund: Vi ser faktisk, at hvis et skammeligt forhold indledes i et kødeligt ægteskab, som er i modsætning til det gode ved ægteskabet, det vil sige imodsætning til det, som ægteskabet er indstiftet til, så er ægteskabet uden værdi, og al substansen i ægteskabet er fordærvet... 7 Jeg beviser det endnu en gang ved et fjerde argument: Hvis jeg nemlig forpligter mig over for dig, hvis du så af en skændig grund dræber en mand, eller hvis du begår en anden forbrydelse, så er hele substansen i min forpligtelse intet... 8 [3.] Til det tredje spørgsmål, hvor det spørges om det er nødvendigt at beskikke en forsvarer i denne sag, er mit svar hvad angår de enkelte personer helt sikkert nej. Og faktisk er der heller ingen sagførere indblandet. Hvis man går frem mod hele ordenen med direkte anklage og på ordinær vis, og hvis ordenens mester er forhindret, fordi han skal forsvare sig selv, forekommer det ved første øjekast, at man bør beskikke en forsvarer; men her går det alligevel ikke. Faktisk rejser man hverken anklage eller anlægger sag; det er nemlig ved utallige Tempelherrers vidneforklaringer klart at ordenens fordærv hører hjemme under Kirken. Kongen af Frankrig, Kirkens folk og hele kongerigets befolkning ser en så ildelugtende orden, af hvem Christus er blevet så forulempet, at de påkalder Gud, ikke for at rejse en anklage, og heller ikke for at føre en sag, men for at opfordre den romerske Kirke til at forsvare Christi legeme og den katolske tro mod disse træske og utro mænd, til at renvaske den for så stor en plet og til at udrydde Kirkens forargelse. Kongen taler derfor ikke som anklager eller som part i en sag; men som Guds embedsmand, troens forsvarer og forkæmper, råber han til den, at den skal gribe ind; sønnen vækker sin sovende fader, for at han skal overvåge de tyve, som gennemhuller murene i Herrens hus, lige som Kirken har for sædvane at tilkalde de katolske fyrster. Når Kirken således tilkalder fyrsterne, er der ingen anklage; og når en katolsk fyrste påkalder Kirken, og opfordrer den til at handle, er der ingen anklage; men han viser Christi Kirke dens sår, for at den kan helbrede dem, og for at den kan fjerne det rådne kød fra Kirkens legeme. 118

118 Kildetekst Hvad gør så Kirken? Den må beslutte, om klagen hviler på kendsgerninger, når sagen er tvivlsom. Men her kan den ikke være i tvivl. For det fremgår klart af de mange vidneforklaringer fra Tempelherrerne, selv om de ikke er blevet modtaget med henblik på fordømmelse af ordenen, at ordenen er bedærvet. Kirken ser det, den der er indstillet på at foretage en undersøgelse uden at der skal være nogen anklager; allerede kendsgerningerne vidner om ordenens fordærv. Hvorfor skulle man så give den en forsvarer, hvis ikke - Gud forbyde det - for at forsvare Tempelherrernes forseelser, eftersom kendsgerningernes vidnesbyrd gør forbrydelsen notorisk? Desuden træder kirken selv i stedet for en forsvarer, hvis den ser, at der kan blive tale om forsvar, også selv om der ikke er nogen forsvarer. I øvrigt, hvor finder man, hvad angår de nestorianerne eller de andre kætterske sekter, som hidtil er blevet fordømte, at man har anerkendt, at de skulle have en forsvarer? Så nu hvor Tempelherrernes kætteri fremstår krystalklart for Kirken, hvilket forsvar kunne da finde sted, og hvilken form for proces kunne man følge? Gud forbyde det! Endvidere skal Kirken ikke føre sag mod hele ordenen ved dom, med ved provision 9. Faktisk ser Kirken så mange brødre fra denne orden, som ved tilståelse af forseelser, der besudler den, gør det klart, at den er fordømt, og at det er umuligt, at den fremover kunne være til nytte eller bestå uden til forargelse for hele Kirken. Måtte kirken dog afværge forargelsen! Og måtte den dog haste med at gøre det! Faktisk er forargelsen så stor, at den romerske kirke ikke uden dødelig og meget alvorlig fare for sig selv og andre kan udskyde undertrykkelsen af denne orden, som således forarger hele Guds Kirke. En forsinkelse, selv ret kort, vil udgøre en utålelig fare. Thi det står skrevet: Hvis dit øje forarger dig, etc. 10 Endvidere ser vi, at Gregor X ved mødet i Lyon på grund af et for stort antal ordner og på grund af en ubetydelig forargelse, som ikke berørte troen, udelukkede adskillige ordner 11 fra Kirkens skød, og at der ikke ved den lejlighed var hverken forsvar eller juridisk debat. I denne sag er der endnu stærkere grund til at Kirken, som ser og erkender forargelsen, selv bør udrydde en sådan orden. Thi på grund af så mange Tempelherrers forseelser er ordenen, selv om det måtte indrømmes at alle måske ikke har syndet, fuldt og notorisk fra nu af en vederstyggelighed og en forargelse for hele verden. [4.] Til det fjerde spørgsmål, hvori man spørger, om man i det tilfælde, hvor man måtte finde nogle uskyldige, selv et lille antal, bør bekræfte og forsvare hele ordenen, svarer jeg, at det er vanskeligt, ja det er næsten umuligt at finde nogle uskyldige blandt dem, som ikke har været i forbindelse med eller på anden vis 119

119 Kildetekst berørt af smitten; og der eksisterer en alvorlig og voldsom mistanke mod alle, og hvis nogen af dem, ved tortur eller på anden måde, intet vil tilstå, eller hvis der tilfældigvis ikke findes vidner mod ham, fordi vidnerne er døde, eller fordi de deler hans hårdnakkethed, så følger det ikke deraf, at hans uskyld er bevist, eftersom en alvorlig mistanke stadig belaster ham. Det vil fortsat være en anstødssten af forargelse og skændsel for lige meget hvilken katolik, der ser ham. Det er derfor man ikke kan se, hvordan ordenen kunne bestå eller blive bekræftet med sådanne personer Endvidere har størsteparten af dem syndet, som det fremgår allerede af dem der har tilstået, og som så at sige kommer fra alle regioner, heriblandt også mestrene. Og for at fordømme helheden er det tilstrækkeligt, at størstedelen har syndet, især fordi de, der har syndet, er dem, der har styret dem alle Endvidere ser vi, at på grund af forbrydelsens afskyelighed og de manges forseelse, er det sket at en by eller et samfund er blevet helt ødelagt, selv om flere blandt dem kunne være blevet fundet uskyldige, eller at en hel slægt, ved én mands fejl, er blevet tilintetgjort, som man ser det i den hellige Skrift om den syndige afgudsdyrkelse, som blev begået mod troen, og på grund af den syndige sodomi, hvilke to synder begge er blevet begået af Tempelherreordenen, og hvad der er værre, der var blevet etableret som en regel Desuden så ville de der blev tilbage altid være en forargelse og en vederstyggelighed i Guds Kirke, fordi Kirken ikke kunne bekræfte en sådan orden uden alvorlig synd og uden fare for de forargendes sjæle. Det er ikke nødvendigt at bekræfte ordenen, og hvis det var, kunne der på ingen måde komme noget gavnligt ud af det. Derfor hverken kan eller bør en sådan orden ifølge den guddommelige og den menneskelige rets regler bekræftes i nogle af dens medlemmers person, ikke engang hvis flere af dem forblev. Hvis jeg nemlig afstår fra at spise kød for ikke at forarge min broder, for hvem Christus ifølge apostelen er død, er det nødvendigt for at undgå forargelse, at undgå alt det der kan udelades uden dødssynd, og ikke bare se bort fra foragelsen, i overensstemmelse med reglerne i den guddommelige og civile ret, undtagen når det ikke kan undgås uden fare for den evige frelse. Men her kan forargelsen undgås uden fare; og ydermere kan en sådan ordre ikke bestå uden fare og uden forargelse for hele Kirken. 120

120 Kildetekst Noter 1. Archives nationales, J 473, nr. 31 og 31b, J 413, nr. 1 og J 413, nr Antagelig i februar måned, idet det forsinkede svar er er dateret 25. marts. 3. Der vedhængt 16 segl, hvoraf navnene kan læses på de marts 1308 efter den nye tidsregning. 5. Jakob af Molay tilbagekaldte sin tilståelse i december Forfatteren bag denne tekst kunne være Vilhelm af Plaisians eller eventuelt Peter Dubois (jfr. Georges Lizerand, Le Dossier de l'affaire des Templiers, 1923, s. 71). 7. Et stykke tekst uden relevans for sagen er udeladt her. 8. Et stykke tekst uden relevans for sagen er udeladt her. 9. Afgøres administrativt og ikke juridisk. Der skelnes jo ikke mellem dømmende og udøvende myndighed. 10. "Og hvis dit øje forarger dig, så riv det ud!" Markus-evangeliet 9, Nogle nye tiggerordener blev ikke anerkendt ved kirkemødet i Lyon i Et stykke tekst uden relevans for sagen er udeladt her. 13. Et stykke tekst uden relevans for sagen er udeladt her. 14. Et stykke tekst uden relevans for sagen er udeladt her. 121

121 122

122 RÅD OM FREMGANGSMÅDEN I SAGEN FILIPS SPØRGSMÅL TIL PARISERTEOLOGERNE OG TIL SIN MINISTER - OG DE TILHØRENDE SVAR En første konsultation Filip stillede syv spørgsmål til teologerne i Paris 2 i begyndelsen af 1308, antagelig i februar måned, det vil sige få måneder efter afslutningen af den indledende forhørsrunde og lige efter Klemens havde suspenderet inkvisitorernes mandat. Spørgsmålene Filips spørgsmål indeholder disse punkter: 1. Trosspørgsmål hører kirken til. Hvis nogle synder, skal kirken lede de angrende tilbage i folden og overlade de forhærdede til de sekulære myndigheder. Men må de sekulære myndigheder gribe ind på eget initiativ, uden kirkens begæring? 2. Hvad gælder, når det drejer sig om Tempelherrerne? Det er ganske vist en religiøs orden, men de fleste medlemmer er riddere og ikke klerke. Kan omfanget af deres synder sætte privilegierne ud af kraft? 123

123 3. Kan ordenen som sådan fordømmes ud fra et antal medlemmers skyld? (Mange af dem har tilstået enslydende uden at kende hinandens tilståelser.) 4. Det er givet, at alle brødre er blevet tvunget til at fornægte troen ved deres indtræden i ordenen. Skal de der ikke vil tilstå og som ikke kan overbevises (for eksempel hvis vidnerne er døde) frikendes? 5. Kan ordenen som sådan frikendes ud fra et antal medlemmers påståede uskyld eller ikke-beviselige skyld? 6. Skal det beslaglagte tilfalde de lokale myndigheder eller den tiltænkte modtager, Det hellige Land? 7. Hvis det beslaglagte skal tilfalde Det hellige Land, hvem skal så administrere midlerne, kirken eller kongen? Filips syv spørgsmål er relevante og klare, og de viser, at Filip anerkender kirkens eller måske snarere teologernes autoritet og ekspertise, i hvert fald formelt. De viser også, at han tager Tempelherrernes skyld for givet. Han indskrænker skyldsspørgsmålet til at gælde fornægtelsen af troen (Jesus), hvilket er klogt, fordi det forenkler sagen og udelukker enhver tvivl. Desuden kan han gøre det med en vis ret, også set med vore nutidige øjne. Spørgsmålene er sprogligt og stilistisk udformet på en måde, som klart adskiller sig fra den følelsesladede retorik i arrestordren. Det er meget tydeligt, at Filip (og/eller hans skrivende embedsmænd) er i stand til at skifte genre og stil alt efter tekstens funktion og modtager. Spørgsmålene dækker tre temaer: Kongens ret til at gribe ind i almindelighed og over for Tempelherrerne, ordenen som sådan og dens retslige stilling, samt kongens eller kirkens ret til at 'administrere' (læs overtage) Templets formue. Spørgsmål 6 er interessant, fordi det retorisk udelukker andre muligheder end kongen og kirken. Svarene Teologerne svarer den 25. marts, hvilket tilsyneladende er mere forsinket end normalt: "Den kongelige fromheds sædvanlige velvilje vil tilgive os den krænkende langsommelighed." 3 124

124 Det fremgår af de indledende og afsluttende fraser, at teologerne anerkender kongens position: "Højeste og kristeligste fyrst Filip, af Guds nåde fornemste konge af Frankrig, dine ydmyge og hengivne kapellaner, de teologiske magistre i Paris, er, skønt uværdige, lige så meget i regeringssager som i andre sager, med fuldstændig underdanighed parate og villige til altid at fremvise den kongelige majestæt taknemmelig og hengiven tjeneste." 4 og "(vi er) Jeres hengivne og ydmyge kapellaner" 5 Men svarene er hverken ydmyge eller underdanige. De modarbejder høfligt, men bestemt kongens interesser. De syv spørgsmål besvares således: 1. Nej. Kongen har ingen myndighed i trossager, kun hvis der er umiddelbar, øjensynlig og vitterlig fare, og så skal den arresterede snarest muligt afleveres til kirken. 2. Nej. Tempelherrerne er religiøse og skal behandles som sådanne. 3. Ordenen som sådan bør fordømmes på grund af de afgivne tilståelser. 4. De brødre der ikke har tilstået, skal ikke fordømmes, men heller ikke frikendes. 5. Spørgsmålet falder bort på grund af svarene til 3. og og 7. Midlerne skal tilfalde Det hellige Land og bevares og administreres med henblik derpå. Svarene udtrykker imidlertid ikke så meget et forsøg på at kun modarbejde Filip som en almindelig stram kurs, både mod Filip og mod Templet: Ingen skal blande sig i kirkens sager, og Filip skal ikke stå for retssagen mod Tempelherrerne. Tempelherrerne er skyldige, og deres orden skal fordømmes. Og ingen af dem skal slippe; selv om de ikke kan overbevises om deres skyld, skal de alligevel forblive i myndighedernes varetægt. Kun i spørgsmålet om Tempelherrernes formue glider de af og undlader at tage konfrontationen med Filip; men de kan da følge ham i, at valget står mellem kongen og kirken. Konklusionen er, at de teologiske magistres ydmyghed er mere retorisk end reel. Svaret på det første (og vigtigste) spørgsmål er imidlertid ikke helt éntydigt. Det opstiller en klar regel: kongen har ingen myndighed i trossager, hvorefter det dementerer sin egen klarhed ved at åbne for undtagelsestilfælde: dog hvis der er akut fare. Det kan læses eller rettere fortolkes på to måder. Enten er det pragmatisk ment, således at det ikke reelt udvider kongens autoritet, eller også er det en indrømmelse på linje med den som Bonifacius VIII måtte give Filip efter Clericis laicos. Filip fik da pavelig tilladelse til at beskatte den franske gejstlighed 'i nødstilfælde'

125 I afsnittene om arrestordren og om de første forhør viste det sig, at kongen uden videre diskussion betragtede og behandlede sagen som en inkvisitionssag, i hvert fald formelt. Her viser det sig, at de teologiske eksperter og rådgivere intet har at indvende mod det. Pariserteologernes alternativ var at karakterisere sagen som politisk, hvorved den ville glide kirken (og Filip) af hænde. Hovedlinjen i teologernes vurdering af sagen er imidlertid klar: Inkvisitionen er et kirkeligt ansvarsområde; her skal Filip ikke agere, men reagere - på kirkens opfordring eller i akutte og farlige situationer. En anden konsultation De følgende fire svar daterer sig antagelig fra begyndelsen af 1308, i hvert fald efter at Jakob af Molay har trukket sin tilståelse tilbage i december Svarene korresponderer ikke med de ovenstående syv spørgsmål, men refererer til fire lignende, ikke kendte spørgsmål. Den der svarer kunne være ridder Vilhelm af Plaisians, der var en af kong Filips ministre og fortrolige rådgivere. 7 Spørgsmålene fremgår af svarene, hvor de gentages. Spørgsmål og svar kan meget kort resumeres således:. Sp.: Hvad med Jakob af Molay, som har trukket sin tilståelse tilbage? Sv.: Han er skyldig. Sp.: Er Tempelordenen og dens edsbekendelse fordærvet? Sv.: Ja. Sp.: Skal der beskikkes en forsvarer i sagen? Sv.: Nej, hverken til personerne eller til ordenen som sådan. Ordenen skal ikke anklages og dømmes, men udryddes. Sp.: Kan fundet af uskyldige brødre retfærdiggøre ordenen? Sv.: Der findes ingen uskyldige brødre. Det eneste spørgsmål, der går igen i de to konsultationer, er det fjerde, som svarer til det femte af de syv ovenstående. Her drejer det sig ikke om, hvordan kirken rådgiver kongen i en sag, hvor kongen er kommet ind på kirkens område, men om hvordan en af kongens egne mænd rådgiver og støtter ham og legitimerer hans handlinger. Der er ingen interessekonflikt, og svarene forhindrer ikke Filip i at fare hårdt frem mod Tempelherrerne og deres orden, men råder ham tvært imod til det. 126

126 Svareren er ikke ukendt med den juridiske form, eller i hvert fald med denne juridiske floskel, som han anfører, men ikke ekspliciterer: "Jeg svarer (...) ifølge den kanoniske og den civile lovs regler og svarende til hvad den naturlige fornuft viser..." 8 Teksten er i det hele taget (meget) længere, mindre klar og mere omstændelig end i den første konsultation. Hvad der mangler i logisk og intellektuel klarhed søges opvejet, skjult eller pakket ind i omstændelige omsvøb. En nøjere stilistisk analyse kunne nok afgøre, om denne teksts forfatter virkelig er den samme, som skrev udkastet til en tale der blev holdt i Poitiers (og som er behandlet nedenfor i et særskilt kapitel). Men jeg mener ikke, at det er nødvendigt for min analyse af sagen mod Tempelherrerne, hvorfor jeg afstår. Argumentationen i svarene kan refereres og kommenteres således: Når man (Jakob) har tilstået i vidners nærvær, kan tilståelsen ikke trækkes tilbage. Når dette råd kombineres med Filips instruks i forbindelse med arrestordren om at den arresterede skal forhøres indtil han tilstår: "(Man) spørger dem (...) indtil man har fået sandheden ud af dem, og indtil de holder fast ved denne sandhed" 9, cementeres den ensrettede vej det forudbestemte mål: Skyldig! Forhandlingen og afgørelsen om skyld eller uskyld er åben indtil den anklagede er overbevist om sin skyld. Derefter er sagen afgjort og lukket. En sådan procedure og et sådan retfærdighedsbegreb viser systemets fundamentalisme: retten defineres af magten. Og når magtens interesser for alvor står på spil, bliver retssagen til en skueproces. Sådan vurderer vi i hvert fald den form for rettergang i dag. De nye brødre fejlede, fordi de aflagde ed på at overholde ordenens regler. De kunne ikke vide at ordenen var ukristelig, så de blev ikke klar over deres fejl før det var for sent: "For han troede, at han gav sig til Gud, men han gav sig til djævelen." 10 Dette 'bevis' på at ordenens edsbekendelse og dermed ordenen som sådan er fordærvet er en tom cirkelslutning: ordenen er fordærvet, fordi ordenen er fordærvet. Men cirkelen er pakket ind i så mange omsvøb, at pakken virker tilforladelig. Især hvis man ikke forholder sig kritisk til sagen, hvad Filip jo næppe har gjort. Der skal ikke beskikkes forsvarere i sagen, hverken til personerne eller til ordenen. Der argumenteres ikke for rådet om at personerne ikke skal forsvares: "Mit svar er hvad angår de enkelte personer helt sikkert nej." 11 Ordenen skal heller ikke forsvares. Det er en intern kirkesag, og der er ingen tvivl om at ordenen er fordærvet. Kirken skal heller ikke dømme ordenen, men fjerne den: "Fjerne det rådne kød fra Kirkens legeme." 12 Man læser mellem linjerne, at beskikkede forsvarere kunne forstyrre eller spolere skueprocessen, lige som en retssag mod ordenen som sådan skulle undgås, fordi den rummede for mange usikre punkter. Det er interessant, at kongens minister betragter sagen 127

127 mod ordenen som sådan som en intern sag for kirken. På den ene side set er ordenen uinteressant, når først samtlige medlemmer er eliminerede, på den anden side set er det ordenen som sådan, der er indehaver af de betragtelige rigdomme. Lige som i den første konsultation affærdiges spørgsmålet om uskyldigt anklagede som hypotetisk: der findes ingen uskyldige Tempelherrer. Selv om enkelte ikke er overbeviste, betyder det ikke, at de er uskyldige. Bevisbyrden er omvendt i forhold til det vi kender i vor tid. Standpunktet er juridisk, etisk og logisk primitivt fundamentalistisk; men det er pakket ind i så mange omsvøb, at det kunne bruges til sit formål. De to konsultationer De to svar fra henholdsvis en gejstlig og en verdslig myndighed er forskellige i formen og stilen. Den ene er kollektiv-kollegial, medens den anden er individuel-personlig. Den ene er kort og klar, den anden er det ikke. Tilsammen viser de, at selv om der var interessekonflikter mellem konge og kirke, så var fronten mod Tempelherrerne samlet. Selv om der blev sat et stort apparat i gang, var kursen og målet defineret fra starten: Tempelherrerne var skyldige og de skulle tilstå deres skyld og sone deres brøde. Og deres orden skulle fjernes. Proceduren var altså, at kirken skulle stå for sagen mod personerne, som var skyldige, og som ikke skulle have beskikkede forsvarere. Ordenen var fordærvet og skulle fjernes administrativt af kirken. Ordenens ejendom skulle administreres af kongen eller kirken. Den hårde linje kan ses (og er blevet set) som de franske myndigheders onde vilje over for Tempelherrerne og deres orden og som et udtryk for deres vilje til at få ram på den. Men man må huske at se situationen i lyset af Tempelherrernes skandaløse tilståelser. Men selv om de to svar tager Tempelherrernes skyld for givet, er de ikke enige om alt. Når det gælder det indbyrdes forhold mellem kongens og pavens ansvar og autoritet, skilles vandene. Pariserteologerne fastholder kirkens position og monopol, medens den kongelige embedsmand eller minister ganske vist pålægger kirken at udrydde den forargelige orden, men ikke udtaler sig med samme klarhed om sagen mod personerne. Dermed viger han uden om en klar stillingtagen, hvilket ikke udelukker Filips fortsatte indblanding i denne sag. 128

128 Noter 1. Dokumenterne er fra begyndelsen af De findes i Archives nationales, J 473, nr. 31 og 31b, J 413, nr. 1 og J 413, nr. 32. Det første og det tredje er tidlige udgivet i Heinrich Finke, Papsttum und Untergang des Templerordens,1907, t. II, s og s Det andet er tidligere udgivet i Denifle og Chatelain, Chartularium universitatis parisiensis, t. II, nr (Georges Lizerand, Le Dossier de l'affaire des Templiers, 1923, s. 56, 62f og 70). 2. Pariserteologerne var mere end en tilfældig samling universitetslærere. I Frankrig hyldede man translatio studii-tanken, som er et postulat om, at 'lærdommens hovedsæde' var blevet flyttet fra Alexandria via Athen og Rom til Paris, hvor disse teologer nu udfyldte den glorværdige og ansvarsfulde plads. (Jfr. Gilbert Ouy, "Humanism and Nationalism in France at the Turn of the Fifteenth Century", i Brian Patrick McGuire (ed), The Birth of Identities. Denmark and Europe in the Middle Ages, 1996, s Jakob af Fournier, som Ladurie har gjort verdensberømt, og som jeg bruger til sammenligningsgrundlag i de foregående kapitler, kan meget vel have været i blandt disse teologiske doktorer. Ladurie skriver, at Jakob tog nordpå og opholdt sig som student og derefter som doktor ved universitetet i Paris, indtil han i 1311 efterfulgte sin onkel som abbed i Fontfroide. I 1317 blev han biskop i Pamiers. Jfr. Emmanuel le Roy Ladurie, Montaillou, The World-Famous Portrait of Life in a Medieval Village / Cathars and Catholics in a French Village, , 1978, s. XI. Jakob af Fourniers segl er dog ikke blandt de fjorten læselige segl (ud af 16), som findes på det pergament, hvorpå pariserteologerne skrev deres svar på Filips spørgsmål. Jfr. Georges Lizerand, Le Dossier de l'affaire des Templiers, 1923, s. 68f. 3. Propter quod de tante tarditatis offensa parcat nobis pietatis regie benivolencia consueta. 4. Serenissimo ac christianissimo principi Philippo, Dei gratia regi Francorum illustrissimo, sui capellani humiles et devoti, magistri in theologia Parisius, licet indigni, tam actu regentes quam non regentes, cum omni subjectione se promptos et voluntarios regie majestati semper gratum et devotum servicium exhibere. 5. Vestros devotos et humiles capellanos. 6. Jfr. ovenfor i afsnittet om "Investiturstriden og Filip den Smukke". 7. Finke peger på Vilhelm af Nogaret som forfatter, hvilket ifølge Lizerand næppe er acceptabelt; han peger i stedet på Vilhelm af Plaisians eller Peter Dubois, der fungerede som en slags 'kongelig propagandist'. Jfr. Georges Lizerand, Le Dossier de l'affaire des Templiers, 1923, s.71. Når jeg angiver Vilhelm af Plaisians som manden bag disse svar, sker det på dette spinkle grundlag, og det skal ikke tillægges større vægt end som så. For mig er det væsentligt, at det stammer fra en af 'kongens mænd', og uinteressant om det er den ene eller den anden. 8. Respondeo (...) secundum juris canonici regulas et civilis et prout ostendit ratio naturalis (On leur) demanderont (...) jusque tant que l'en tire de eus la verité et que il perseverent en cele verité. 10. Se namque dedicare Deo credebat; se dyabolo dedicabat. 11. Respondeo quod, quad personas singulas, certum est quod non. 12. Carnes putridas de corpore ecclesie expellat. 129

129 130

130 Kildetekst Indkaldelse til stænderforsamling i Tours Kongelig skrivelse til stændernes repræsentanter Filip, af Guds nåde konge af Frankrig, til alle vore kære og trofaste borgmestre, dommere, rådsmænd og brødre fra de angivne steder i vort kongerige til hvem disse breve tilgår, vor hilsen og kærlighed. 2 Vore forgængere var altid mere end andre fyrster på deres tid påpasselige med at bortjage kætterier og andre forseelser fra Guds kirke og især fra kongeriget Frankrig, idet de forsvarede den katolske tros dyrebareste perle som en uforlignelig skat mod tyve og røvere. Da vi således er opmærksomme på den sten vi er hugget af, følger vi vore forgængeres spor og erkender, at Gud har skænket os afslutningen på de verdslige krige, hvorved han har vist os og jer, at vi skal vie alle vore kræfter på de krige der er anstiftet mod den katolske tro af fjender, der endnu ikke er afslørede, men snarere hemmelige, som er så meget farligere, som de er nærmere ved os, og som de fortrædiger os på en mere skjult måde. I ved, at det er ved den katolske tro, at vi forbliver det vi er i Christus; det er ved den vi lever, ved den at vi, landflygtige og dødelige som vi er, bliver adlede i den herre Jesus Christus, for at vi med Christus skal blive den levende Guds, den evige Faders sande sønner, og også arvinger til himmelens kongerige. Dette meget smukke håb varmer og trøster os, det er derfor vor hele substans. Hvis så nogen 131

131 Kildetekst forsøger at bryde denne kæde, stræber han efter at dræbe os katolikker; Christus er vejen, livet og sandheden for os. Hvem kan dog fornægte ham, af hvem og ved hvem vi eksisterer, som ikke stræber efter at ødelægge os? Måtte enhver overveje om han, som vi har elsket sådan, at han ikke frygtede at tage kødet på sig for os, og i dette kød at udstå en meget grusom død. Lad os dog elske en sådan Herre og Frelser, som først har elsket os sådan, vi som er en eneste krop, og som skal herske sammen med ham; Lad os bestræbe os på at hævne den uret der er overgået ham. Oh smerte! Tempelherrernes afskyelige forbrydelse, så bitter og så sørgelig, er ikke skjult for jer: ikke alene fornægtede de Jesus Christus i deres trosbekendelse, men de tvang også dem, der indtrådte i deres gudsbespottende orden, til at fornægte, og de fornægtede hans gerninger, som er nødvendige sakramenter i vort liv, lige som alt, hvad er skabt af Gud. De spyttede på det kors, som vi er blevet forløst ved, de trampede på det, og i foragt for Guds skabning kyssede de hinanden på skammelige steder, og de tilbad afgudsbilleder i hans sted. De sagde, at det var dem tilladt af deres fordømmelige sædvane at gøre imod naturen, det som de umælende dyr ville afslå at gøre. Himmel og jord rystes ved pustet fra en sådan forbrydelse, og elementerne oprøres. Det er bevist, at den slags uhyrligheder er blevet begået i de forskellige egne af vort kongerige, og de er offentliggjort i form af vidneforklaringer fra de højeststående i ordenen (hvis man kan kalde det en orden); og det er ikke sandsynligt, at de skulle være begået i fællesskab af så mange og så store personer udelukkende i vort kongerige; tvært imod er det blevet bevist, at de er blevet begået hinsides havet; rettere sagt, overalt hvor der er lande, og på samme måde. Mod en så forbryderisk pest bør alt rejse sig: loven og magten, kvæget og alle de fire elementer. For at udrydde sådanne forbrydelser og så alvorlige forseelser og for troens bekræftelse og den hellige moder Kirkes ære foreslår vi derfor, at vi holder os meget tæt sammen med pavestolen. Dens hellige virke vil vi, at I skal være deltagere i, I som er deltagere i og de mest trofaste forkæmpere for den kristne tro; og vi foreskriver jer ikke at tøve med at sende til Tours, tre uger efter den følgende påskehøjtid, fra hver af de nævnte byer to mænd, der er opildnede af trosiver, i deres fællesskabs navn til sammen med os at bevidne og bistå med alt, hvad der kan gavne de nævnte sager på angivne tid og sted. Gjort i Melun, 25. marts, det Herrens år

132 Kildetekst Noter 1. Archives nationales, J 415, nr Indkaldelsen er antagelig skrevet af kongens kansler, Vilhelm af Nogaret. Jfr. Georges Lizerand, Le Dossier de l'affaire des Templiers, 1923, s marts 1308 efter ny tidsregning. 133

133 134

134 INDKALDELSE TIL STÆNDERFORSAMLING I TOURS VILHELM AF NOGARETS KONGELIGE SKRIVELSE TIL STÆNDERNES REPRÆSENTANTER Indkaldelse af repræsentanter 25. marts 1308, samme dag som teologerne i Paris besvarede kongens syv procedurespørgsmål, indkaldte Filip til stænderforsamlinger i Tours. Indkaldelsen, som antagelig er formuleret af hans kansler, Vilhelm af Nogaret 2, er en retorisk udfoldelse der er et sidestykke til arrestordren af 14. september 1307, selv om den ikke når de samme højder af hysterisk forargelse. Teksten er opbygget traditionelt med en kort indledning og en endnu kortere afslutning, der tjener som henholdsvis adresserings- og afsendelsesformular. Efter den korte adressering følger en længere indledning, hvorefter teksten når frem til sit egentlige eller saglige ærinde, som er at indkalde to mænd fra hver by som repræsentanter ved det stændermøde der skulle finde sted i Tours tre uger efter påske. Det er bemærkelsesværdigt, at skrivelsens hovedærinde og nødvendige formaliteter kun udgør cirka en fjerdedel af teksten. De tre fjerdedele er den nævnte længere indledning, som er interessant allerede ud fra en kvantitativ betragtning. Det er lange del af indledningen, som minder om den retoriske tour de force i brevet med arrestordren. Her er der en klar tematisk opdeling i to ligevægtige hovedområder: Fremhævelse af kongens dyd og understregning af Tempelherrernes brøde. 135

135 Den gode konges dyd Filips rolle som dydens forkæmper etableres først med en henvisning til hans forgængere på tronen. De har altid og mere end andre fyrster bekæmpet troens fjender "idet de forsvarede den katolske tros dyrebareste perle som en uforlignelig skat mod tyve og røvere" 3. Efter denne historiske argumentation erklærer Filip, at han vil følge sine forgængeres eksempel, og hele tiden med Gud og for Gud. Til sidst virker det også som om skellet mellem (det majestætiske) 'vi' og (det folkelige) 'jer' i teksten ophæves, så indsatsen samles i et fælles 'vi'. Mellem linjerne læser vi at Filip byder sig til som folkets leder og appellerer til folket om en bredere opbakning til den fælles indsats: "Lad os bestræbe os på at hævne den uret der er overgået ham (vor herre og frelser)" 4. Appellen bliver konkret og får specifik adresse i selve den formelle indbydelse: "Dens (kirkens/pavestolens) hellige virke vil vi at I skal være deltagere i, I som er deltagere i og de mest trofaste forkæmpere for den kristne tro" 5. Her er tale om en hellig alliance mellem et folk, eller rettere de tre stænder, og deres rettænkende og rettroende konge, med Gud og for Gud. De onde Tempelherrers brøde Tempelherrernes synder beskrives som tidligere med omtale af fornægtelsen af Jesus, spytteriet på korset, de obskøne kys, den unaturlige omgang mellem brødrene, "Det som de umælende dyr ville afslå at gøre" 6, og dyrkelsen af afgudsbilledet, det mystiske hoved. Det saglige indhold er lige som i den tidligere arrestordre pakket ind i retoriske udbrud af forargelse: "Oh smerte! (...) Himmel og jord rystes ved pustet fra en sådan forbrydelse, og elementerne oprøres" 7. Tekstens sproglige virkemidler fremgår allerede af de ovenstående citater. Modsætningen mellem den gode konge og de onde Tempelherrer skærpes ved hjælp af værdiladede og forstærkende adjektiver og substantiver. 'Troens dyrebareste perle' stilles som 'en uforlignelig skat' over for 'Tempelherrernes afskyelige, bitre og sørgelige synd', der er som 'en forbryderisk pest' 8. Det sker på en måde, der minder om retorikken i arrestordren, og som ikke lader nogen af tekstens modtagere i tvivl om, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert i denne sag. Formålet med den lange indledning er at fremme Filips sag. Hans position konsolideres, når han selv går op i en højere enhed med Gud, kirken, folket (stænderne) og forgængerne, og når Tempelherrerne nedgøres. Der konstrueres ikke alene et fjendebillede af modstanderne, men også et 'vennebillede', hvor Filip står sammen med og i spidsen for alle gode kræfter. 136

136 De ovenstående konsultationer kan fortolkes som en tilsvarende magtkonsolidering. Filip tager med dem Paris' teologer og sin egen minister i ed. At bede dem om råd er at inddrage dem og 'kompromittere' dem. I denne indkaldelse til stænderforsamling inddrager Filip en bredere kreds, nemlig folket, eller rettere den befolkningsgruppe der politisk tegner folket. På samme måde som Filip tidligere har inddraget sine egne lokale mænd med arrestordren. Man kan (lidt banalt) konkludere, at Filip ikke var enevældig. Hverken oplyst eller absolut. Hans konsultationer med den gejstlige og den verdslige autoritet eller ekspertise var (meget) mere end rådgivning og oplysning til monarken. Og hans følelsesladede appeller til folket var ikke suveræne befalinger. Filip var afhængig af den politiske og offentlige støtte til sit korstog mod Tempelherrerne. Og denne støtte gjaldt såvel hans indsats i sagens første fase, hvor Tempelherrerne var blevet arresteret, anklaget og forhørt, som i sagens videre forløb, hvor den første og hurtige sejr skulle konsolideres med behørig skelen til mere ortodokse procedurer. 137

137 Noter 1. Dokumentet er fra 25. marts Det findes i Archives nationales, J 415, nr. 19. Det er tidligere udgivet i E. Boutaric, "Notices et extraits des documents inédits relatifs à l'histoire de France sous Philippe le Bel" i Notices et extraits des manuscrits de la Bibliothèque nationale, 1862, t. XX, 2. del, s (Georges Lizerand, Le Dossier de l'affaire des Templiers, 1923, s. 102f). 2. Jfr. Georges Lizerand, Le Dossier de l'affaire des Templiers, 1923, s Preciosissimam fidei catholice margaritam, utpote thesaurum incomporabilem, a furibus et latronibus defendentes. 4. Ad ejus vindicandas injurias intendamus. 5. Cujus operis sancti vos volumus esse participes, qui participes estis et fidelissimi zelatores fidei christiane. 6. Quod animalia bruta recusant. 7. Proh dolor! (...) Celum et terra moventur tanti flatu sceleris et elementa turbantur. Templarium error abhominabilis, tam amarus, tam flebilis. 8. Preciosissimam fidei (...) margaritam, thesaurum incomporabilem, Templarium error abhominabilis, tam amarus, tam flebilis og sceleratam pestem. 138

138 Kildetekst Vilhelm af Plaisians tale Udkast til en tale holdt for paven og konsistoriet i Poitiers I Guds navn, amen. Christus sejrer, Christus styrer, Christus befaler. Efter denne altomfattende sejr, som på korsets træ til forsvar for Kirken og til forløsning for menneskeheden mod den ældgamle fjende er vundet af Jesus Christus selv, som styrer og befaler, og som mere end nogen anden ved antonomase 2 og udmærkelse fortjener at være sagt og kaldt konge (desto mere fordi han er søn af kongernes Konge, det vil sige Gud Faderen - som er, var og evigt og altid vil være konge i himlen og på jorden, kongernes Konge og herskernes Herre - og fordi han har legemliggjort sig og er blevet født af Jomfru Maria, hans moder, som selv er af kongelig afstamning, denne dronning, som man aldrig har fundet sidestykke til, og som heller ikke vil få det i fremtiden) og som fortjener selv at blive kaldt kejser, fordi han befaler over alt under solen, over englene, såvel som over de gode og onde ånder, og selv over alle elementerne, og som ingen bestemmer over, Jesus har ikke vundet en større, hurtigere og mere beundringsværdig sejr, og så gavnlig og nødvendig over sin Kirkes og den rette tros fjender, som han har gjort det for nylig, i disse dage, ved hjælp af embedsmænd,... 3 og deres repræsentanter, ved mirakuløst at afsløre i sagen mod de ondsindede Tempelherrer deres længe skjulte lastefulde kætteri, til fare for sjælene, til omstyrtning af troen og til ødelæggelse af Kirken. 139

139 Kildetekst Det er derfor, for at tilkendegive og forkynde nævnte sejr for jer, meget hellige Fader, som er universal biskop over byen 4 og over verden, den åndelige stedfortræder på jorden for den meget høje leder Jesus Christus, og for jeres brødre som er søjlerne i Guds hellige Kirke, og gennem jer og gennem dem for alle kristne, min herre kongen af Frankrig, verdslig stedfortræder i sit kongerige for nævnte konge Jesus Christus, kommer, hel og uberørt, det vil sige med alle lemmer i behold, - prælaterne, domkapitlerne, hele kleresiet og Kirken, baronerne og ridderne, fællesskaberne og kongerigets trofaste folk, - i overværelse af deres ærværdige Hellighed, følgende i forgængernes spor, bevidnende den romerske moder Kirke og jeres sæde den ærbødige hengivenhed, der tilkommer dem, uden hensigter om at bestride jer selv og ej heller jeres prælater, baroner og folk rollen som anklagere, anmeldere, eller arrangører i en form for retssag mod hvem som helst, men som forkæmpere for den katolske tro, forsvarere for kirken, bolværk for Jerusalem og udryddere af kætterske perversitet, at vi for jer bekendtgør og belyser den nævnte sejrs substans såvel som dens form. Således var denne sejr forfærdelig og frygtelig ved kampens indgang, lystig og forunderlig i dens fremgang og klar og ubetvivlelig i dens udgang. Og der mangler intet andet at blive gjort, end at I til dens fuldendelse, fromme fader, og andre det tilkommer, med de nødvendige og passende hjælpemidler, offentliggør den som højst nødvendig og gavnlig for de kristne og tilkendegiver det til alle folk. Den var forfærdelig og frygtelig for den herre kongen og for de andre Christi tjenere i sin begyndelse af fire grunde: for det første på grund af anmeldernes stilling, for de var mænd af ret ringe stand 5 til at sætte så stor en sag i gang; for det andet på grund af størrelsen og umådeligheden af rigdomme og magt hos de anklagede i ordenen og hos deres tilhængere; for det tredje på grund af forbrydelsernes umenneskelighed, ved hvilken, hvis de var sande, den guddommelige og den menneskelige natur ville blive omstyrtet. for det fjerde på grund af de kærligheds-, troskabs- og hengivenhedsbånd med hvilke de var knyttede til den herre kongen, som til deres principale patron og timelige herre; og fordi den herre kongen behandlede dem - lige som hans forgængere havde gjort det - med en særlig begunstigelse og nåde, og fordi han havde en særlig tillid til dem, mere end til andre personer iført religiøse dragter. Derudover vil man offentligt udstille hele kongens fremgangsmåde, lige fra begyndelsen med den hemmelige informering af ham og siden af inkvisitoren, til det velovervejede råd i Pontoise og til den tid, hvor man beordrede deres arrestation. 140

140 Kildetekst Denne sejr blev glædelig og forunderlig: For det første fordi Gud har valgt sådanne tjenere til denne sejr, så de i denne sag ikke søger egne fordele, men Christi fordele, idet de holder sig langt væk fra enhver griskhed og al tom forfængelighed. Og her kunne man nævne kongens hensigt og det som han har forordnet vedrørende besiddelserne. Faktisk ville ingen anden levende have turdet gøre en så stor ting; og han selv garanterer derfor af mange grunde, især fordi han har svoret det ved sin kroning. II o Fordi Christus synes at have handlet mirakuløst på en sådan måde, at fra kongeriget Frankrig, udvalgt og velsignet af Herren frem for de andre kongeriger i verden, har han løftet Dem som efterfølger for apostelen Peter, for at De skal være til stede i nævnte kongerige sammen med Deres råd, med den nævnte konge; og han har forenet jer med hinanden og begge to til selv samme krop og ånd, for at den enes og den andens mod forenet tilsammen hele tiden skal kæmpe for ham. III o Fordi han førte alle den forbryderiske ordens stormænd fra forskellige dele af verden, under påskud af en anden sag, til det nævnte kongerige, for der at møde retfærdigheden i anledning af det forudgående 6. IIII o Fordi mesteren, sammen med alle de andre stormænd, før deres arrestation, idet han undskyldte sig over for kongen og skjulte sine forseelser så godt han kunne og idet han højlydt lod deres regel og deres hemmeligheder bekendtgøre i overværelse af andre, som bifaldt det, tilstod et vitterligt kætteri, som berører nøglesakramentet og det sakramentale skriftemål 7. V o Fordi nogle iblandt dem efter deres arrestation af frygt for de anklager, de var udsat for, og uden håb om Christi barmhjertighed hængte sig, medens andre dræbte sig og endnu andre styrtede sig ned. VI o Fordi alle, på nær meget få undtagelser, i kongerigets forskellige dele, i alle fogedistrikterne og i alle drostdistrikterne spontant og fuldt har tilstået det forudgående og næsten altid uden at vide noget om hinandens tilståelser, og fordi tilståelserne vedrørende alle anklagens dele har været overensstemmende i deres substans; og dog var de ikke blevet afhørt om bestemte punkter, og dem der befandt sig i et fogeddistrikt eller i et drostdistrikt kendte intet til de andre. - Dertil kommer den tale, som ordenens mester holdt offentligt i overværelse af Paris' Universitet 8. - Dertil kommer Tempelherren fra Uzès og ham fra Carcasonne og mange andre, som har givet sig til kende ved åbenlyse mirakler 9. VII o Fordi der hos dem har været en standhaftighed i tilståelserne, så langvarig og gentaget, snart i nærvær af biskopper, snart i nærvær af deres dommere og af andre religiøse personer; og en fornyet bekendelse i nærvær af kirkens mænd og af folket. - Nogle af dem har ganske vist efter deres bekendelse - som var spontan og ofte fornyet under overværelse af forskellige personer gennem længere tid af uger 141

141 Kildetekst og måneder- og efter at de har holdt fast derved længe, tilbagekaldt den i fælles forståelse og i ledtog med hinanden, som de herrer kardinaler udsendte til Paris 10 har oplevet det, og takket være de opmuntringer, som de fik mundtligt og skriftligt fra visse personer, hvis navne skal blive afsløret på rette tid og sted, og hvoraf nogle af de betragteligste siges at være fra dette land. Og nogle er fordærvede af penge, og andre ledes af forstyrrede følelser, og de kan med rette frygte kætternes straf. VIII o Fordi andre efter alles almindelige og samstemmende bekendelser lang tid senere spontant har bekendt uhyrligheder. Og her vil det være på sin plads at sige det, som fem af dem har bekendt for ærkebiskoppen af Sens, og som tredive af dem har bekendt for biskoppen af Mâcon, og at en af de fem fastholdt sin bekendelse i sin dødsstund, måtte det end behage Gud. Denne sejr står klart og ubetvivleligt fast: For det første fordi de er besejrede og overbeviste af et stort antal vidner, og ordenen er overvundet; For det andet fordi de har tilstået med så mange bekendelser at sagen dermed er notorisk; For det tredje på grund af det offentlige rygte der rejste sig mod dem, fordi det er fælles for hele kongeriget, ja endog for hele verden; For det fjerde fordi sagen ikke alene er retslig notorisk, men endnu mere fordi den er faktisk notorisk for alle; V o ved offentlige akter og fuldgyldige skrifter forseglet med fuldgyldige segl; VI o ved uangribelige vidnesbyrd fra en så stor og så katolsk fyrste, Guds tjener i denne sag, på hvem, hvad angår troen, man skylder at tro; VII o ved vidnesbyrd fra så katolske biskopper og prælater, som for dem selv, i deres eget navn og i hele den gallikanske Kirkes navn, erklærer den notorisk; VIII o ved bifaldsråb fra så mange baroner og så mange folk fra dette kongerige; ved begrundede formodninger, ved forskellige fuldkommen klare tegn og ved sandsynlige gisninger, som forenede til et bundt er tilstrækkelige til at gøre sagen uomtvistelig, bortset fra andre hidtidige kendsgerninger: For det første fordi folk i umindelige tider har bekendtgjort, at de begik noget ulovligt ved deres hemmelige modtagelse, og at de af den grund med sandsynlighed var mistænkelige for alle, offentligt og notorisk; For det andet fordi de ikke afslørede ordenens hemmeligheder for den romerske Kirkes biskopper; 142

142 Kildetekst Endvidere fordi de holdt deres kapitler og konventer om natten, hvilket er sædvanligt for kættere, og den der handler ilde afskyer lyset; Endvidere fordi vi kan kende dem på frugterne af deres gerning, eftersom man siger, at Det Hellige Land blev tabt på grund af deres svigten, og at de ofte har sluttet hemmelige aftaler med sultanen, og at de i deres huse hverken tilbød husly eller almisser, og at de ingen barmhjertighedsgerninger gjorde: hele deres opmærksomhed var henledt på nyanskaffelser, retstrætter og skænderier; det er sådan de lovede at handle, med rette eller med urette, sådan som det åbenbares ved vidneforklaringer fra nogle af dem; Endvidere fordi nogle af dem, efter at være blevet arresteret som mistænkte for kætteri og sat under anklage, har undsluppet fængslet; fordi andre, skønt indkaldte, ikke har vist sig; fordi andre igen, som den eneherskende romerske pave selv havde beordret pågrebet, er flygtet 11 : nogle iblandt dem er røvere i skoven, andre er landevejsrøvere, andre er mordere, andre truer de dommere og betjente, der er betroede denne sag, med døden ved sværd eller ved gift; Endvidere fordi de i mange af verdens dele har befæstet deres slotte mod Kirken og dens magt, og fordi de har ranet og forødet dens ejendele, og fordi de har sat dem over styr, her iblandt endog de hellige alterkar; Endvidere fordi ingen eller kun få, selv af dem der boede uden for kongeriget Frankrig, har tilbudt at retfærdiggøre sig, selv om en almen ordre udgik fra dette sæde om at arrestere dem alle som mistænkte for kætteri, og at mange af dem der boede i kongerigerne i Spanien tvært imod helt og holdent er gået over til saracenerne. Af det forudgående må man nødvendigvis konkludere, at de nævnte kendsgerninger er notoriske, klare, utvivlsomme og klarere end middagslyset, og desuden at det hverken kan eller bør drages i tvivl af nogen person, som er en sand katolik, og som vil undgå faren ved at begunstige kætteri, idet der er givet overvejende de ting der mirakuløst er bekræftet af Gud, som det er nævnt tidligere, med den nævnte meget kristne fyrste og den nævnte Kirke i Frankrig, baronerne og hele folket i det nævnte kongerige som mellemmænd. Dertil kommer, at selv om et umælende dyr skulle indbringe sagen, som er klar og bevist, ville der ikke være mere at diskutere. Altså bør troens sag, som alle love værner om, støttes især af den romerske pave; og i denne sag er alle retsregler bedrageriske. Og ingen skal bekymre sig om, hvordan, på hvilken måde, eller i hvis nærværelse det er sket, når blot sandheden er fundet, som den er det, slet ikke Roms pave, som er løst af alle bånd

143 Kildetekst Noter 1. Archives nationales, J 413, nr Retorisk figur der betegner en person ved dennes karaktertype. For eksempel når Aristoteles kaldes Filosoffen, eller omvendt når en fremragende taler kaldes en Demosthenes. 3. Her er et ulæseligt ord i manuskriptet. 4. Urbis et orbis, fast udtryk: byen (Rom) og verden. 5. Den første anmelder var en vis Esquiu af Floyrano. Det nævnes også, at der var flygtninge og kriminelle udstødte fra ordenen blandt anmelderne. 6. Paven havde indkaldt Jacob af Molay og flere af ordenes ledere til rådslagning om støtte til kongerne af Armenien og Cypern. Jfr. Georges Lizerand, Le Dossier de l'affaire des Templiers, 1923, s Det drejer sig om den syndsforladelse som stormesteren undertiden (uretsmæssigt) gav ordenens riddere, hvilket man kritiserede ham for. 8. Jakob af Molay gentog sin tilståelse ved Templet i Paris foran medlemmerne af Universitetet den 25. oktober 1307, altså dagen efter at han havde været fremstillet for inkvisitoren, Vilhelm af Paris og tilstået første gang. 9. Ifølge en datidig beretning omtalte Vilhelm af Plaisans en mirakuløs hændelse, hvor en arresteret Tempelherre nægtede at tilstå, hvorefter hans hals svulmede op, hans ansigt fortrak sig, og hans mund skummede, indtil han lod sig overtale til at tilstå. Så blev han normal igen. Jfr. Georges Lizerand, Le Dossier de l'affaire des Templiers, 1923, s. 118f. 10. I december 1307 kom to kardinaler til Paris for i pavens navn at få udleveret de fængslede Tempelherrer. Det fik Jakob af Molay og Hugo af Pairaud til at tilbagekalde deres tilståelser. Jfr. Georges Lizerand, Le Dossier de l'affaire des Templiers, 1923, s Det lykkedes kun ganske få Tempelherrer at undslippe. En datidig fortegnelse indholder kun tolv navne. Jfr. Georges Lizerand, Le Dossier de l'affaire des Templiers, 1923, s Den tale, som Vilhelm af Plaisians holdt for konsistoriet i Poitiers var stærkt omarbejdet i forhold til dette skriftlige forarbejde. Især var afslutningen voldsommere og truende over for paven. Jfr. Georges Lizerand, Le Dossier de l'affaire des Templiers, 1923, s. 114f. 144

144 VILHELM AF PLAISIANS' TALE UDKAST TIL EN TALE HOLDT FOR PAVEN OG KONSISTORIET I POITIERS Omstændighederne To måneder efter Filips indkaldelse til stænderforsamlinger i Tours (der gav kongen den ønskede støtte) kom han den 26. maj 1308 til Poitiers for at møde paven. Ved dette topmøde mellem verdslige og gejstlige myndigheder holdt Vilhelm af Plaisians tale for forsamlingen, som inkluderede paven, prælaterne, kongen, baronerne og ridderne, der var forsamlet i Poitiers som et sidestykke til stænderforsamlingen i Tours for at afgøre proceduren mod Tempelherrerne og deres orden. Vilhelms ærinde var at overbevise paven om Templets skyld. Denne tekst er et forarbejde til talen. Vi ved fra samtidige kilder, at den mundtlige version var noget forandret, mere voldsom og truende over for paven 2. Vilhelm af Plaisians var i øvrigt kongelig minister og talsmand, ridder og kendt som Vilhelm af Nogarets alter ego. 3 Resultatet af Vilhelms anstrengelser og af mødet i det hele taget var, at sagen faldt på plads igen, set med Vilhelms og Filips øjne. Klemens bøjede sig og ophævede sin suspension af inkvisitorerne, således at undersøgelserne kunne genoptages. 145

145 Indholdet og formen Vilhelm deklarerer selv talens indhold og funktion: Jesus har vundet en strålende sejr over de onde Tempelherrer, og nu skal Vilhelm bekendtgøre denne sejr ved at belyse dens substans og form. Det gør han ud fra denne menu med tre punkter: "Sejren var forfærdelig og frygtelig ved kampens indgang, lystig og forunderlig i dens fremgang og klar og ubetvivlelig i dens udgang". 4 Det eksplicitte formål med talen er at overbevise Klemens, så han giver affæren sit pavelige blåstempel og er med til at formidle sejren til alle kristne som: "Nødvendig og nyttig" 5. Paven skal altså deltage aktivt i legitimeringen af overgrebet på Tempelherrerne. De flotte adjektiver (forfærdelig og frygtelig, lystig og forunderlig og klar og ubetvivlelig) bliver således brugt til at påvirke paven, medens de rationelle (nødvendig og nyttig) skal bruges til den folkelige propaganda. En noget usædvanlig retorik. Vilhelm bruger sin trepunkts menu direkte og forsyner den med underpunkter, så den danner en hierarkisk dispositionsstruktur. Den retoriske udvikling er (næsten) en potensrække med sine af 4, 8, 15 underpunkter. Den velordnede disposition afspejler periodens tro på et logisk ordnet univers, således som det også ses i højgotikkens katedraler. 6 Først serverer han fire grunde til at kampens begyndelse var frygtelig, så følger otte grunde til at kampens fremgang var forunderlig, og han slutter så af med otte plus syv grunde til at sejren var notorisk. De syv tillægspunkter betegnes som 'begrundede formodninger', 'klare tegn' og 'sandsynlige gisninger'. Resumé af punkterne: Indgangen til kampen var forfærdelig, fordi: Anmelderne var af ringe stand. Ordenen og tilhængerne havde stor rigdom og magt. Forbrydelserne var umenneskelige. Ordenen havde kongens tillid og gunst. Fremgangen i kampen var forunderlig, fordi: Kongen handlede uselvisk (for Christus). Paven var fransk. Ordenens ledere var forsamlet i Frankrig. 7 Stormesteren tilstod kætteri inden arrestationen. 8 Mange af de arresterede begik selvmord. 146

146 Alle på få undtagelser nær tilstod spontant, fuldt og enslydende uden at kende hinandens tilståelser. Stormesteren tilstod over for Paris' universitet. 9 Der skete åbenlyse mirakler med nogle af de arresterede. 10 De arresterede fastholdt og gentog deres tilståelser. Ganske vist tilbagekaldte nogle deres tilståelser, men de blev påvirket til det, eller også var de fordærvede af penge eller forstyrrede. Nogle har ud over de fælles tilståelser bekendt særlige uhyrligheder. Udgangen af kampen er notorisk, fordi: Tempelherrerne er besejret og overbevist af mange vidner. Der er så mange tilståelser. Offentligheden er imod dem. Sagen er ikke alene juridisk klar, men klar for alle. Der er offentlige, gyldige og forseglede sagsakter. Paven er med. Biskopper, prælater og dermed den franske kirke erklærer sagen notorisk. Mange baroner og folk i Frankrig bifalder sagen. Og fordi: Folk har altid fortalt om ulovligheder i forbindelse med den hemmelige modtagelse i ordenen. De afslørede ikke deres hemmeligheder for biskopperne. De holdt deres møder om natten lige som kættere og andre lyssky fok. Deres handlinger var i det hele taget kritisable. De mistede Det hellige Land, underforhandlede med sultanen og gjorde ingen barmhjertighedsgerninger. De havde travlt med at vinde, føre sag og skændes. Nogle af dem er undsluppet og lever som lovløse. 11 I andre lande har de forsvaret sig mod kirken. Ingen eller kun få udenlandske Tempelherrer har tilbudt at retfærdiggøre sig. Vilhelm slutter talen af med at opsummere bevisførelsen. Han konkluderer, at der er ført fyldestgørende bevis for Tempelherrernes skyld. Paven skal bare tilslutte sig og i øvrigt ikke bekymre sig om, hvordan sagen er blevet afsløret: "Og ingen skal bekymre sig om, hvordan, på hvilken måde, eller i hvis nærværelse det er sket, når blot sandheden er fundet, som den er det, slet ikke Roms pave, som er løst af alle bånd"

147 Kommentarer Terribilis & mirabilis. Vilhelm kategoriserer og karakteriserer for at få formen til at gå op. Derved kommer han til at betegne nogle forhold som forfærdelige (eller mere præcist medvirkende til at forfærdeliggøre sagens begyndelse) og andre som forunderlige (medvirkende til at forunderliggøre sagens udvikling). Han kan med sit synspunkt have ret i, at forbrydelserne var forfærdelige, og han kan også have ret i, at det var forfærdeligt, at det netop drejede sig om en så rig og mægtig orden, der endog nød kongens tillid og gunst. Desuden var det vel også forunderligt, at Filip handlede uselvisk, selv om det vel ideelt set ikke var andet end rimeligt. Men når Vilhelm så siger, at det var forunderligt, at mange af de arresterede Tempelherrer begik selvmord, kan man ikke længere følge ham. Enten er det formen der bestemmer indholdet, eller også er Vilhelm af Plaisians virkelig énsidig i sin bedømmelse af sagen og i sin fordømmelse af Tempelherrerne. Mål og midler, ideal og praksis. Vilhelm slutter sin tale med at berolige Klemens ved at minde ham om, at målet helliger midlet: man skal ikke bekymre sig om, hvordan sandheden er kommet frem, siger han. Her er han ved at overskride de også den gang gældende normer. Det var ganske vist accepteret og foreskrevet, at der blev anvendt pres og tortur i alvorlige sager som denne, men det foregik dog under visse regler, der skulle overholdes, hvis rettergangen skulle være gyldig. En tilståelse der var faldet som følge af tortur, skulle gentages 'frivilligt' den næste dag, for at kunne gælde som fuldt bevis 13. Det fremgår også af forhørsprotokollerne i sagen, at de afhørte hver gang måtte skrive under på, at de ikke var påvirkede af tortur eller frygt for tortur, medens de udtalte sig for retten. Når man ikke i praksis fulgte en sådan regel, var det et eksempel på den splittelse mellem ideal og praksis der var almindelig (også) i middelalderen, og som gjorde det nærliggende at lade målet hellige midlet. Falsk vidneudsagn eller dokumentforfalskning blev for eksempel ikke sjældent givet ud fra den overbevisning, at 'retfærdigheden' var bedst tjent med et lille skub i den rigtige retning 14. Enten er der her tale om en lapsus fra Vilhelm side, at han lader praksis komme til syne, hvor han skulle have hævdet idealet, eller også er det et eksempel på, hvor brutalt og hårdt han prøvede at presse Klemens. Det er i øvrigt kuriøst, at Vilhelm bortforklarer nogle af de anklagedes tilbagekaldelse af deres tilståelser med, at de var blevet påvirket til det ved hjælp af opmuntring eller bestyrkelse (confortacione)! 148

148 Magtkamp eller magtmanifestation. Vilhelm beroliger også Klemens ved at minde ham om hans særlige status. Klemens er pave, og som pave er der ingen bånd der binder ham 15. Vilhelm referer til den overhøjhed, som Klemens (og især nogle af hans forgængere som Innocent III og Bonifacius VIII) selv havde postuleret. Det er interessant, at den kongelige ridder og minister bruger det pavelige krav i sin indsats for at kue det; men han er måske den første til at værdsætte og udnytte en sådan magtfuldkommenhed. Slutningen på dette udkast til talen (der som nævnt angiveligt blev skærpet i sin mundtlige form), er det nærmeste Vilhelm kommer til at erklære sit taktiske mål, som er at få Klemens til at holde op med at modarbejde sagens gang. Vilhelm kunne i det øjemed berolige og / eller true paven til at makke ret. I denne version, og især med denne slutning, beroliger han Klemens eksplicit, samtidig med at han implicit truer eller presser ham i forblommede eller diplomatiske vendinger. Vilhelm fremhæver Filips status og position i forhold til Klemens ved at betegne ham som "kongen af Frankrig, den verdslige stedfortræder i sit kongerige for nævnte konge Jesus Christus". 16 I denne udtalelse ligger, at den franske konge og hans folk ganske vist anerkender paven som Christi stedfortræder på jorden i almindelighed; men når det drejer sig særligt om Frankrig, så gør Filip ham rangen stridig. Og Vilhelm går et skridt videre ved at præsentere Frankrig som værende: "udvalgt og velsignet af Herren frem for de andre kongeriger i verden". 17 Hvad angår det helt centrale stridspunkt mellem de to fyrster, nemlig om overhøjheden og 'ejerforholdet' til den franske kirke, formulerer Vilhelm det således: Filip er, "hel og uberørt, det vil sige med alle lemmer i behold, - prælaterne, domkapitlerne, hele kleresiet og Kirken, baronerne og ridderne, fællesskaberne og kongerigets trofaste folk". 18 Ved hjælp af denne kropsmetaforik understreger Vilhelm, at de franske præster og den franske kirke er en del af Frankrig på samme måde, som de andre personer og institutioner i kongeriget er det. De er ikke længere eller ikke kun en del af den romerske kirke. Den magtkamp, der foregik mellem kong Filip og hans ministre mod Bonifacius VII, ser nu ud til at have vendt sig til at være Vilhelm af Plaisians manifestation af Filips magt over Klemens V. Men det må ikke overses, at talen også rummer en talehandling: Det hele går jo ud på, at Vilhelm (og Filip) ønsker at få paven til at anvende sin position og sit apparat til at få folk til at acceptere overgrebet mod Tempelherrerne. Dermed kommer der en tredje og mere ubestemmelig part til syne i spillet: "Og der mangler intet andet at blive gjort, end at I til dens fuldendelse, fromme fader, og andre det tilkommer, med de nødvendige og passende hjælpemidler, offentliggør den som højst nødvendig og gavnlig for de kristne og tilkendegiver det til alle folk."

149 I magtkampen mellem de verdslige og gejstlige autoriteter viser det sig, at kongen må appellere til paven for at legitimere sig i forhold til offentligheden. Vilhelm af Plaisians gør det retorisk elegant, men han overser, at i og med han erklærer sejren for at være strålende og forunderlig, afskærer han sig og sit parti fra ethvert tilbagetog. Efter at sejren er blevet udråbt med så megen styrke og selvbevidsthed, har sagen for kongens vedkommende nået et 'point of no return'. 150

150 Noter 1. Dokumentet er fra 29. maj Det findes i Archives nationales, J 413, nr. 37. Det er tidligere udgivet i Heinrich Finke, Papsttum und Untergang des Templerordens,1907, t. II, s (Georges Lizerand, Le Dossier de l'affaire des Templiers, 1923, s. 110). 2. Jfr. Georges Lizerand, Le Dossier de l'affaire des Templiers, 1923, s. 124f. 3. Jfr. Georges Lizerand, Le Dossier de l'affaire des Templiers, 1923, s. VII. 4. Victoria in belli ingressu horrenda et terribilis, in ejus progressu jocunda et mirabilis, in ejus egressu dilucida, notoria et indubitalis. 5. Necessaria et utilis. 6. Malcolm Barber sammenligner talens struktur med højgotikkens kirkeportaler (jfr. Malcolm Barber, "The world picture of Philip the Fair" i Journal of Medieval History, nr. 8, 1982, s.15). 7. Paven havde indkaldt Jacob af Molay og flere af ordenes ledere til rådslagning om støtte til kongerne af Armenien og Cypern (jfr. Georges Lizerand, Le Dossier de l'affaire des Templiers, 1923, s. 117). 8. Det drejer sig om den syndsforladelse som stormesteren undertiden (uretsmæssigt eller misforstået) gav ordenens riddere, hvilket man kritiserede ham for. Jfr. Campbell i historiografiafsnittet ovenfor. 9. Jakob af Molay gentog sin tilståelse ved Templet i Paris foran medlemmerne af Universitetet den 25. oktober 1307, altså dagen efter at han havde været fremstillet for inkvisitoren, Vilhelm af Paris og tilstået første gang. 10. Ifølge en datidig beretning omtalte Vilhelm af Plaisians en mirakuløs hændelse, hvor en arresteret Tempelherre nægtede at tilstå, hvorefter hans hals svulmede op, hans ansigt fortrak sig, og hans mund skummede, indtil han lod sig overtale til at tilstå. Så blev han normal igen (jfr. Georges Lizerand, Le Dossier de l'affaire des Templiers, 1923, s. 118f). 11. Det lykkedes kun ganske få Tempelherrer at undslippe. En datidig fortegnelse indholder kun tolv navne (jfr. Georges Lizerand, Le Dossier de l'affaire des Templiers, 1923, s. 123). 12. Nec est curandum quomodo aut qualiter aut coram quo, dummodo veritas sit reperta, ut est, et maxime per Romanum pontificem, qui solutus est nexibus. 13. Jfr. det følgende afsnit om sagen mod personerne, hvor dette forhold tages op. 14. Jfr. A.J.Gurevich, Categories of Medieval Culture. s.7f og s. 177f for en videre diskussion af dette fænomen. 15. Romanum pontificem, qui solutus est nexibus. 16. Francie rex, dicti regis Jhesu Christi in regno suo temporalis vicarius. 17. A domino electo et benedicto pre ceteris regnis mundi. 18. Totus et integer, id est cum omnibus membris suis prelatis, capitulis, toto clero et ecclesia, baronibus et militibus, communitatibus et fidelibus populis regni sui. 19. Nilque aliud restat agendum, nisi quod in ejus execucionis effectu per vos, pie pater, et alios ad quos pertinet debitis et oportunis adjuta remediis, ut, perquam christicolis necessaria et utilis publicetur et declaretur omnibus populis. 151

151 152

152 TREDJE AKT EKSEKUTIONEN Efter den handlingsmættede første akt, hvor Tempelherrerne blev arresteret, forhørt og måske også tortureret, og efter den andens akts forhandlinger om fremgangsmåden, hvormed hele sagen skulle gribes an, følger så den tredje og sidste akt i dramaet, hvor handlingen igen tager fart og kulminerer med ordenens opløsning og stormesterens død på bålet. Egentlig burde selve dramaet være overstået. Der manglede kun at blive ryddet op efter de retningslinjer der var blevet aftalt af Klemens og Filip: de enkelte Tempelherrer skulle hver for sig tilstå, angre og tilgives, og ordenen skulle ophæves af et kirkemøde. Det stod dog endnu åbent, om Templets skat skulle tilfalde Filip til brug for hans strid for kristenheden. Sådan var planen, men den var lige ved at slå fejl, da nogle af ordenens medlemmer fik sundet sig og begyndte at forsvare sig mod de uhyrlige anklager. Da det hele pludseligt så ud til at kunne blive til en fiasko for Filip og hans mænd, slog de hårdt til. Filip af Marigny, som netop var blevet udnævnt til ærkebiskop af Sens, og som dermed var kommet i centrum for begivenhederne, var mand for at skære igennem. Men først skal vi følge, hvordan det udviklede sig derhen, ved hjælp af analyserende og fortolkende gennemgange af biskoppens instruks for undersøgelserne mod ordenens personer og af vidneforklaringerne i sagen mod ordenen som sådan. 153

153 154

154 Kildetekst Sagen mod personerne Biskoppens instruks om fremgangsmåden Eksempel på forhørsprotokol. 3 I Christi navn, Amen. Lad det ved nærværende offentlige dokument være åbenbart for alle, at vi, Vilhelm 4, ved den guddommelige forbarmelse biskop af Paris, etc., og som sådan inkvisitor, etc., fra vor Hellige Fader og Herre, den herre Klemens, ved det guddommelige forsyn af den fredhellige, etc., har modtaget fuldgyldige, ikke annullerede, ikke ophævede breve med følgende indhold: Klemens, etc., etc. Hvilke breve, af os modtagne med ærbødighed, med den hensigt at foretage en efterforskning mod de af Templets enkeltpersoner, der bor i vor by, stift og udmærkede steder, i forhold til de artikler, der er sendt os af nævnte Meget Hellige Fader og eneherskende pave, og hvis indhold er gengivet længere nede, ved et stævningsdekret offentliggjort i vor nævnte by, stift og udmærkede steder, i overensstemmelse med indholdet i de nævnte apostolske breve, dekret hvis indhold er indsat herunder, anmoder vi jer om at Templets personer på en sådan dag og et sådant sted bliver fremstillet for os enkeltvis på nævnte dag af dem, der var foreslået til at bevogte dem. På hvilken dag, i vort nærvær, på nævnte sted, som sådan, fremmødende personligt, og ikke ellers undersøgt, som han har forsikret 155

155 Kildetekst det og har svoret det i vort nærvær ved de hellige Evangelier - hvis bog han har berørt med sine hænder - at sige den rene og fulde sandhed, såvel om sig selv som om de andre personer fra den nævnte orden, i forhold til punkter der vedrører den katolske tro og om visse forbrydelser og visse rædsler, i overensstemmelse med de ovennævnte artikler, rejst af vor ovennævnte herre, den eneherskende pave og hvoraf indholdet er som følger: Disse er artiklerne, etc. Altså, den ovennævnte som sådan, forhørt omhyggeligt om tiden og måden for hans modtagelse, etc., svarede, etc. 2. Hvordan afhøringen skal udføres. Angående Tempelherrer, som hele tiden har nægtet, og som stadig nægter, forekommer det godt, at de bliver afhørt flere gange, og at man er meget opmærksom på, om deres andet vidneudsagn er forskelligt fra det første. Fremdeles, om stedet, tidspunktet og personen der modtog dem, de tilstedeværende personer ved modtagelsen og måden, de blev modtaget. Fremdeles, om de efter den offentlige modtagelse blev ført til et hemmeligt sted, og om der dér blev gjort dem noget, hvad det så var, og hvordan, og i overværelse af hvem. Fremdeles, om der er nogle stadig i live, som siger, at de har bistået ved modtagelsen, og om man nemt kan have dem til disposition, at man afhører dem under ed, og hvis man ikke nemt kan have dem, at man så skriver til prælaten i den by eller det stift, hvor de er tilbageholdt, som bør afhøre dem om det og om andre punkter, gøre rede for det og undersøge ikke alene sandheden af det de siger, men også den troværdighed, de fortjener, og deres omdømme. Fremdeles, det er vigtigt, at Tempelherrer af den slags i hemmelighed tages i sikker forvaring. Fremdeles, at man spørger dem, om de har set nogle blive modtaget, hvor og hvornår og af hvem de blev modtaget, hvem der blev modtaget, da de var til stede, og hvem der overværede det; og så om hjælperne og dem der stod for modtagelsen er blevet afhørt som ovenfor anført; og ligeledes om deres omdømme. Fremdeles, at man holder dem i stramt styre, det vil sige på vand og brød med få andre fødevarer, med mindre at deres sygdom, svaghed eller andre årsager kræver, at de ernæres mere overdådigt. Hvis de imidlertid ikke på den måde vender tilbage til sandheden, og hvis de ikke på anden måde kan overbevises, at man først viser dem tilståelserne, indeholdte i apostolske beseglede breve, udgående fra ordenens mester og andre stormænd, og at man siger til dem, at det store flertal af Tempelherrer har tilstået spontant, og hvis der er en der fremturer med det gode, at han taler med dem for at overbevise dem. 156

156 Kildetekst Fremdeles, hvis dette ikke tjener til noget, at man truer dem med tortur, endog streng tortur, og at man viser dem instrumenterne, men at man ikke straks underkaster dem den; og, hvis truslen ikke lykkes, kunne man søge tilflugt i de tidligere indicier ved spørgsmålet og ved torturen, men først let, og man bør kun søge tilflugt til andet, hvis det første slår fejl. Torturen bør udføres af en skikket gejstlig torturbøddel på den sædvanlige måde og uden at gå til yderligheder. 5 Fremdeles nytter det ikke, at der gives dem de kirkelige sakramenter undtagen skriftemålet, når det offentlige og velkendte rygte arbejder mod dem og endog imod alle fra ordenen; i så fald udpeges en diskret og pålidelig skriftefader, som skræmmer dem godt og omhyggeligt formaner dem, så de vender tilbage til at sige sandheden til deres sjæls og krops frelse og nytte, og at Kirken vil behandle de omvendte barmhjertigt. Alligevel skal skriftefaderen ikke give dem syndsforladelse og heller ikke kirkelig begravelse, hvis de skulle rammes af døden i denne tilstand. Fremdeles, at de der har tilstået og som fastholder deres tilståelse gives syndsforladelse, hvis de ikke allerede har fået, efter at de har afsværget al kætteri med den fornødne alvor og højtidelighed, og at de behandles med velvilje så vel med sakramenter som med bevogtning og fødevarer. Hvad angår dem, som først har nægtet og siden tilstået, at man med hensyn til dem laver en undersøgelse af de punkter, der er indeholdt i den første artikel, og at man forvarer dem omhyggeligt, fordi deres første nægtelse gør dem mistænkelige; hvad angår forvaltningen af sakramenterne, deres tilstedeværelse ved gudstjenester efter at de har fået syndsforladelse og deres mad, at man behandler dem med velvilje, som nævnt i den foregående artikel. Man kunne give dem syndsforladelse for det troskabsbrud de begik, da de først nægtede, og idømme dem en frelsende bod. Hvad angår dem, som først har tilstået og siden nægtet, og som bliver ved med at nægte, at man fratager dem de kirkelige sakramenter, undtaget skriftemålet og på den ovenfor påpegede måde. Fremdeles, at man behandler dem, hvad angår mad og hvile, som dem, det er spørgsmålet om i den første artikel, imidlertid med undtagelse af dem, som er blevet afhørt af paven 6, inkvisitoren og de ordinære, at man forvarer dem på sikker vis til andet bliver beordret. 157

157 Kildetekst Noter 1. Archives de Maine-et-Loire, G 7, fol Datoen må være efter 6. maj 1309, jfr. Georges Lizerand, Le Dossier de l'affaire des Templiers, 1923, s Dokumentet stammer fra Vilhelm Le Maire, biskop af Angers. At han har haft disse instrukser tyder på, at de også er blevet brugt i andre stifter end Paris. De må med andre ord have været brugt som eksempel. 4. Vilhelm af Baufet var Paris' biskop. 5. Denne instruks synes ikke at være blevet fulgt. Flere klagede over at være blevet tortureret, og 36 af de arresterede Tempelherrer døde af det. Jfr. Lizerand s Paven besluttede 6. maj 1309, at de Tempelherrer der allerede var afhørt af ham selv og af kardinalerne ikke skulle afhøres yderligere. Med hensyn til Tempelherrer der var blevet afhørt af andre, overlod han det til prælaterne at afgøre, om det havde været tilstrækkeligt. Jfr. Georges Lizerand, Le Dossier de l'affaire des Templiers, 1923, s

158 SAGEN MOD PERSONERNE BISKOPPENS INSTRUKS OM FREMGANGSMÅDEN Omstændighederne Vilhelm af Plaisians holdt sin tale ved mødet i Poitiers den 29. maj Den 14. juni holdt han endnu en tale for det samme forum. Den 27. juni sendte kongen 72 udvalgte Tempelherrer som vidner til paven, hvor de gentog deres tilståelser. Det fik Klemens til at vakle, og i første halvdel af juli kom han og Filip frem til en fælles forståelse og en (kompromis-) aftale. Klemens bestemte, at sagen mod personerne skulle fortsættes under ledelse af de biskopperne i de forskellige stifter bistået af to kanniker, to dominikanere og to franciskanere, altså som en inkvisition. Den 12. august udsendte Klemens to pavebuller, Faciens misericordiam og Regnans in coelis, hvor han redegjorde for sit (nye) syn på sagen. Samtidig oprettede han regionale kommissioner til at undersøge ordenen som orden. Resultatet af disse undersøgelser skulle forelægges et kirkemøde, der skulle samles i Vienne og beslutte Tempelherreordenens skæbne. 159

159 I foråret 1309 eller omkring et år efter Plaisians' tale i Poitiers, begyndte biskopperne så deres undersøgelser mod ordenens medlemmer. Nu hvor sagen formelt var flyttet fra kongen til kirken, skulle Tempelherrerne kunne se frem til en mere retfærdig behandling end ved de første forhør i oktober-november 1307; men i Frankrig, hvor valgretten til domkapitlerne var begrænset af kongen, lod Filip ofte sine egne håndlangere udnævne 2. Under disse omstændigheder må spørgsmålet blive, i hvilket omfang sagen var en 'rigtig' inkvisition og ikke en verdslig retssag på kongens præmisser. Vi kan bedømme forholdene ud fra den instruks, som biskoppen af Paris, Vilhelm af Baufet, udsendte. Den er ikke dateret, men må være udstedt efter 6. maj 1309, hvor paven besluttede, at de Tempelherrer der allerede var afhørt af ham selv og af kardinalerne ikke skulle afhøres yderligere. 3 Dokumentet er fundet hos biskoppen af Angers, Vilhelm Le Maire. Det tyder på, at instruksen fra Paris også er blevet brugt andre steder. Den må have været brugt som eksempel. Ellers har sagen mod personerne næsten ingen spor efterladt sig i form af retsdokumenter, forhørsprotokoller eller andre kilder, men selve forhørene må i nogen grad antages at være gentagelser af dem fra Indholdet Afsenderen er som nævnt Vilhelm, biskop af Paris og som sådan inkvisitor (episcopus, etc., et talis, inquisitor). Han bekendtgør hermed, at han har fået besked fra paven om at undersøge (inquirere) 5 Tempelherrerne i sit stift. De skal enkeltvis af deres vogtere fremstilles for retten på nærmere angivne tider, hvor de under ed skal sige sandheden om sig selv og om andre enkeltpersoner i ordenen i overensstemmelse med de tilsendte anklagepunkter om, hvordan de er blevet optaget i ordenen. Efter denne indledning følger instruksen om hvordan forhøret skulle foregå. Det kom an på, hvilken af de tre kategorier de anklagede tilhørte, om det var Tempelherrer der hele tiden har nægtet og som stadig nægter, om det var nogle der først havde nægtet og siden havde tilstået, eller om det drejede sig om nogle der først havde tilstået og siden nægtet og stadig nægtede. 1. Tempelherrer der hele tiden havde nægtet og som stadig nægtede skulle forhøres om den offentlige del af modtagelsen: stedet, tiden, modtageren og evt. vidner. Dernæst om den hemmelige del af modtagelsen: hvad foregik der, hvordan og med hvilke vidner? Og så skulle de udspørges, om der fandtes nulevende tilgængelige vidner, og endelig om de anklagede selv havde været vidne til andre modtagelser. I så fald: hvornår, hvad, hvordan, hvem etc.? 160

160 Om fremgangsmåden over for denne kategori lød instruksen: De skulle holdes stramt, på vand og brød og ikke meget andet, hvis ikke sygdom eller lignende krævede mere rigelig forplejning. De måtte ikke få andre kirkelige sakramenter end skriftemålet. En egnet skriftefader skulle indgive dem en frelsende frygt og formane dem om at tilstå "til frelse for deres sjæl og til gavn for deres krop" 6. Han skulle også sige til dem, at kirken ville være barmhjertig over for dem der vendte tilbage til sandheden. Men han måtte ikke give dem syndsforladelse, hvis de fremturede (i ikke at tilstå), og de måtte ikke blive kirkeligt begravet. De skulle afhøres flere gange, og man skulle være opmærksom på afvigelser i udsagnene. Hvis det ikke var nok til at få dem til at tilstå, skulle man vise dem stormesterens og de andre lederes tilståelser, og fortælle dem, at flertallet af Tempelherrerne havde tilstået spontant. Og hvis der var en af dem der holdt fast ved sandheden, skulle han tale med dem for at overbevise dem. Hvis det heller ikke var nok, skulle de trues med tortur og med streng tortur, idet man skulle forevise dem torturinstrumenterne. Hvis trusselen ikke rakte, og alt andet var prøvet, skulle de tortureres: "Torturen skal udføres af en skikket klerk, på skyldig vis og uden at gå til yderligheder" 7. Når de så havde tilstået, skulle de have syndsforladelse og behandles med velvilje, men dog forvares sikkert. 2. Tempelherrer der først havde nægtet og som siden havde tilstået, skulle behandles godt og idømmes en frelsende bod (penitencia salutaris). Deres nægtelse skulle registreres og gemmes, da den gjorde dem mistænkelige. 3. Tempelherrer der først havde tilstået og som siden havde nægtet, skulle behandles lige som den første kategori. Endelig var der også tale om en fjerde kategori, nemlig de Tempelherrer der havde været til forhør hos paven selv, hos inkvisitoren og hos andre ordinære 8. De skulle forvares sikkert, indtil videre. 161

161 Kommentarer Instruksen kan ses som en parallel til Filips arrestordre fra Men her er stilen nøgtern, og tekstens funktionalitet er ikke pakket ind. Her er ingen emotionelle udbrud, ingen store adjektiver og ingen forargelse eller moraliseren. Teksten skal ikke overbevise nogen om Tempelherrernes skyld eller legitimere processen mod dem. Og indledningen tjener kun til at fastslå, at det er pavens vilje og autoritet der står bag foretagendet. Ellers peger denne instruks på tre ting: Standardisering, anvendelse af 'pisk og gulerod' -metoden samt konsekvens og ensretning. Standardisering. Instruksen er så operationel, at den styrer processen. Hvis flere får denne instruks, vil udførelsen ikke variere. Midlerne og målet er entydigt defineret. 'Pisk og gulerod'. Her er tale om professionelle folk, der har megen erfaring i at 'overbevise' folk om deres skyld. Det er helt bogstaveligt gavnligt for de forhørtes krop og frelsende for deres sjæl at tilstå 'sandheden'. Pisken er vand og brød, tortur og udelukkelse fra kirkens sakramenter, medens guleroden er god forplejning og syndsforladelse. Tortur blev foreskrevet som en sidste udvej, men det betyder ikke, at den aldrig eller sjældent kom i brug; flere klagede over at være blevet tortureret, og mindst 36 af de arresterede Tempelherrer døde af det 9. Konsekvens og ensretning. Også i dette dokument er starten, vejen og målet éntydigt bestemt. Tempelherrerne er skyldige, de skal forhøres indtil de er overbeviste om deres skyld og tilstår den. Og de skal forblive i retsmaskineriet indtil de tilstår. De der ikke straks tilstår, forbliver i den aktive proces, som i en slags skærsild. Hvis man tilstår, træder man ud af den aktive proces og overgår til en passiv tilstand, en slags limbo, hvor man forvares indtil videre. Hvis man trækker sin tilståelse tilbage, overføres man til den aktive proces igen. Der er kun én udvej ifølge denne instruks. Kirkelig inkvisition og kongelig kriminalret Hvis denne biskoppelige instruks afspejler pavens politik, så kan man konkludere, at den var lig med kongens. Ifølge en moderne retsopfattelse tjener en undersøgelse det formål at bestemme, om den anklagede er skyldig eller uskyldig. Den form for inkvisition, som vi møder den her, havde kun til formål at overbevise om den anklagedes skyld; og på den måde adskiller den sig fra den 'rigtige' inkvisition, hvis ideelle hensigt var at undersøge troen hos de anklagede - eller mere præcist hos dem der var mistænkte på grund af vedvarende rygter - for at lede eventuelle vildfarne får tilbage i flokken, eller for om nødvendigt at udstøde forhærdede sjæle fra det kristne fællesskab. 162

162 Formelt var der tale om en inkvisition, og bortset fra bemandingen og målet var der ikke så stor forskel på kirkens inkvisition og kongens kriminalret. Inkvisitionen var blevet institutionaliseret i 1230'erne og 1240'erne, hvor den tilgrundliggende juridiske teori, lovgivningen og den juridiske praksis blev fastlagt. Men samtidig var strengheden og effektiviteten inden for den verdslige kriminalret drastisk stigende i hele Europa. Man kan næsten sige, at disse retter blev 'inkvisitioniserede'. Kirkens inkvisition må ses i lyset af denne udvikling, for selv om mange historikere har beskrevet det modsat, så var de pavelige inkvisitorer altid færre og ofte mindre lidenskabelige i deres forfølgelse af misdædere end deres verdslige kollegaer 10. De verdslige kriminalretter benyttede i 1200-tallet denne fremgangsmåde i større sager med dødsstraf: Når dommeren blev informeret om en forbrydelse, foretog han en indledende inquisitio generalis, som var en almindelig undersøgelse af, om forbrydelsen faktisk havde fundet sted, om den var strafbar, og om nogen skulle anklages. Når den anklagede var udpeget, begyndte inquisitio specialis, den særlige undersøgelse. Den anklagede fik en skriftlig tilsigelse, som også redegjorde for anklagerne imod ham. Bevisførelsen i sagen kunne være 'fuldt bevis', som var to øjenvidners vidnesbyrd, eller 'delvist bevis', som var alt andet, og som aldrig kunne erstatte 'fuldt bevis'. Hvis der ikke kunne opnås 'fuldt bevis', måtte anklagen opgives eller, hvis der var et omfattende delvist bevis', søges bevist ved tilståelse. Her kom torturen ind i billedet. Ved hjælp af tortur kunne retten få den anklagede til at tilstå, hvilket også blev betragtet som 'fuldt bevis'. Men det var en betingelse for tilståelsens gyldighed, at den blev bekræftet frivilligt dagen efter torturen. Set i det lys var der på mange områder overensstemmelse mellem den pavelig inkvisition og de samtidige verdslige normer og procedurer. Dog havde inkvisitorerne en noget anden tilgang; deres opgave var ikke kun - og ikke engang primært - at dømme kætteren, men om muligt at frelse hans sjæl og bevare kirkens enhed. 11 Forskellen mellem den kirkelige inkvisition og den verdslige kriminalret svarer til forskellen mellem den 'rigtige' inkvisition og den 'falske' kongeligt kontrollerede inkvisition, som der her er tale om. Og forskellen er altså målet og ikke midlerne eller formen. Den form for inkvisition, som Tempelherrerne blev udsat for, havde kun til formål at overbevise om deres skyld; og på den måde adskiller den sig fra den inkvisition, hvis ideelle hensigt var at undersøge troen hos de anklagede - eller mere præcist de der var mistænkte på grund af vedvarende rygter - for at lede eventuelle vildfarne får tilbage i flokken, eller for om nødvendigt at udstøde forhærdede sjæle fra det kristne fællesskab. Set i det lys bliver det klart, at dette kun var inkvisition i sin form - målet 163

163 var noget andet. Noter 1. Dokumentet er fra Det findes i Archives de Maine-et-Loire, G 7, fol. 86. Det er tidligere udgivet i C. Port, "Le livre de Guillaume Le Maire, évêque d'angers" i Mélanges historiques, Documents inédits, 1877, t. II, s (Georges Lizerand, Le Dossier de l'affaire des Templiers, 1923, s. 138). 2. Jfr. Georges Lizerand, Le Dossier de l'affaire des Templiers, 1923, forordet, s. VIIIf. 3. Jfr. Georges Lizerand, Le Dossier de l'affaire des Templiers, 1923, s Jfr. Georges Lizerand, Le Dossier de l'affaire des Templiers, 1923, forordet, s. XV. 5. Inquirere betyder også indsamle beviser til en anklage imod. 6. Salutem et utilitatem anime et corporis eorumdem. 7. Per tortorem clericum ydoneum et modo debito et non excessivo procedatur. 164

164 VIDNEUDSAGN OM ORDENEN FRA DEN PAVELIGE UNDERSØGELSESKOMMISSIONS PROTOKOLLER Omstændighederne Som nævnt udsendte Klemens V den 12. august 1308 to buller, Faciens misericordiam og Regnans in coelis, hvor han redegjorde for sit ændrede syn på sagen om Tempelherrerne. Medens biskopperne lokalt forhørte de arresterede for at overbevise hver enkelt af dem om deres skyld, modtog særlige kommissioner vidneudsagn fra en række Tempelherrer for at etablere et beslutningsgrundlag for kirkemødet i Vienne, som skulle afgøre selve ordenens skæbne. De enkelte undersøgelseskommissioner dækkede en region eller et helt land. Pariserkommissionen bestod af syv prælater, der iblandt en ærkebiskop og tre biskopper. Den blev nedsat 12. august 1308, men mødtes først et år senere. Det første vidne blev hørt den 22. november Kommissionerne fik stor betydning for studiet af skyldsspørgsmålet i forhold til ordenen som orden. Den i Paris er mere interessant end de andre, ikke alene fordi den afhører et stort antal vidner, men også fordi det er her de mest betydningsfulde vidner optræder. Nogle nægtede at sige noget positivt, fordi de følte sig truede. Ordenens ledere tav også, idet de håbede, at de kunne få deres sag for hos paven. Andre vovede at tale Templets sag. 2 Der er gemt flere af akterne fra disse sager. De otte vidneudsagn der her behandles er fra tidsrummet 26. november 1309 til 19. april

165 Den 26. maj 1311 blev de sidste vidneforklaringer afgivet til de pavelige kommissioner, og den 5. juni sluttede retshandlingerne. Fire måneder senere åbnedes kirkemødet i Vienne lige syd for Lyon. Der var da blevet udarbejdet en omfattende rapport, der fyldte ikke mindre end 219 folioark. Den måtte derfor omsættes til resumeer, før materialet kunne bruges af mødedeltagerne. I forhold til sagens første faser ser det ud som om man nu har god tid eller lige frem ønsker at trække tiden lidt ud. Tempoet daler, og intervallerne mellem begivenhederne bliver længere. Måske mente Klemens, at tidens gang ville svække skandalen og Filips ildhu, så han, Klemens, bedre kunne gøre noget for Tempelherrernes sag. 166

166 Noter 1. De otte dokumenter er fra november april De findes i Bibliothèque Nationale, manuscrit latin 11796, fol. 9f, 12, 24, 10f, 18f, 42ff, 70b og 203. De er tidligere udgivet i J. Michelet, Le Procès des Templiers (Collection des Documents Inédits sur l'histoire de France), , t. I, s. 32ff, 42ff, 87f, 36ff, 71f, 164ff, 275f og t. II, s. 195f. Desuden er det første, andet og sjette dokument udgivet i Pierre Dupuy, Histoire de l'ordre des Templiers, nr. 81, s. 318ff, nr. 82f, s. 320ff og nr. 88, s. 331ff. (Georges Lizerand, Le Dossier de l'affaire des Templiers, 1923, s. 146, 162f, 174, 154, 170, 176f, 188, 192). 2. Jfr. Georges Lizerand, Le Dossier de l'affaire des Templiers, 1923, forordet, s. IX. 167

167 168

168 Kildetekst Vidneudsagn om ordenen Fra den pavelige undersøgelseskommissions protokoller Første vidneudsagn fra stormesteren, Jakob af Molay, for den pavelige undersøgelseskommission i Paris (26. november 1309) 2... Endvidere blev på den nævnte onsdag, som var den 26. november, medens de nævnte herrer kommissærer var forsamlede i værelset beliggende bag bispesalen, af de ovennævnte, fogeden fra Poitiers og Johan af Janville, fremført for de samme herrer kommissærer broder Jakob af Molay, den ovennævnte Tempelherreordens stormester, som efter at have fået læst biskoppen af Paris' stævning, som det er nævnt ovenfor i sagen, havde svaret, at han ville komme til stede for de nævnte herrer kommissærer. Afkrævet erklæring af de samme herrer kommissærer, om han ville forsvare ovennævnte orden eller sige noget til dens forsvar, svarede han, at ordenen var bekræftet og privilegeret af pavestolen, og at det faktisk forekom ham forbløffende, at Romerkirken pludselig ville virke for ødelæggelsen af den ovennævnte orden, hvorimod afsættelsesdommen mod kejser Frederik var blevet udsat i toogtredive år

169 Kildetekst Han siger også, at han ikke selv er så vidende eller har så tilstrækkelig stor rådgivning, som det var passende til selv at kunne forsvare den nævnte orden, men han vil imidlertid være rede til efter evne at forsvare den nævnte orden, thi ellers ville han anse sig selv som ulykkelig og foragtelig og kunne få ry blandt andre for at være sådan, hvis han ikke forsvarede den nævnte orden, hvoraf han havde modtaget så mange fordele og så megen hæder, skønt det forekom ham vanskeligt at fremføre et passende forsvar, fordi han var fange hos de herrer paven og kongen og intet havde, ikke en gang fire denarer, at bruge på det nævnte forsvar eller til noget andet, med undtagelse af det, som var blevet tildelt ham personligt. Han bad også om, at man gav ham råd og bistand til at udføre dette forehavende, idet han sagde, at hans hensigt kun var, at sandheden vedrørende det, som ordenen var sigtet for, blev kendt, ikke kun fra dem fra den nævnte orden, men også fra alle verdens dele fra konger, fyrster, prælater, hertuger, grever og baroner, endskønt dem fra hans orden i forsvaret for deres ret havde vist for megen umedgørlighed over for flere af disse prælater. Og den nævnte mester var rede til at bistå ved erklæringer og vidnesbyrd fra konger, fyrster, prælater, grever, hertuger, baroner og andre hæderlige folk. Men, fordi sagen er vanskelig, og fordi den nævnte mester kun havde en eneste tjenerbroder med sig til at råde sig, siger de nævnte herrer til den nævnte mester, at han godt og fuldt skal overveje det nævnte forsvar, som han tilbyder, og være opmærksom på det, som han allerede har tilstået til belastning for ham selv og for den nævnte orden. Desuagtet tilbyder han sig, og de erklærer sig rede til at modtage ham til det nævnte forsvar, hvis og som fornuften påpeger det, hvis han holder fast ved det nævnte forsvar, og de giver ham endog en udsættelse, hvis han vil overveje det yderligere. Alligevel vil de, at han skal vide, at i en sag, der vedrører kætteri og tro, går man enkelt frem, de plano 4 uden alarm og opstandelse og uden videre omstændigheder. De ovennævnte herrer kommissærer lod mesteren, for at han kunne overveje det fuldt ud, omhyggeligt læse og oversætte til fransk kommissionens pavelige breve, som er givet dem, og som pålægger dem at iværksætte en undersøgelse mod den nævnte Tempelorden, og fire andre pavelige breve vedrørende sagen samt endog det brev, hvormed mester Vilhelm Agarni 5, foged i Aix, gav lovlig undskyldning for sit fravær, og også den stævning, der er offentliggjort af de nævnte herrer kommissærer, ved hvilken de indstævner Tempelordenen, brødrene i den nævnte orden og andre, der var grund til at indkalde, samt pavelige breve og edikter, hvis ordlyd er indsat herovenfor, i sagen. Under læsningen af de nævnte pavelige breve, og især da man læste det, som den nævnte mester efter sigende havde bekendt 6 i nærværelse af de Ærværdige Fædre 170

170 Kildetekst af Guds nåde, Bérenger; nu biskop i Tusculum, den gang titulær kardinal-præst i St. Nérée og Achillée; Stefan, titulær kardinal-præst i St. Ciriaque aux Thermes, og Landolf, kardinal-diakon i St. Ange; til disse repræsentanter og udsendinge for den nævnte herre vor enerådende pave, forekom den nævnte mester, idet han to gange gjorde korsets tegn foran sit ansigt og ved andre tegn, at foregive, at han faktisk var forbløffet over indholdet i den nævnte bekendelse og de nævnte pavelige breve, idet han blandt andet sagde, at hvis de nævnte herrer kommissærer var andre personer, af hvem han fik lov til at høre det, ville han selv sige noget andet. Og da han fik til svar af de nævnte herrer kommissærer, at de ikke var der for at modtage stridshandsken, tilføjede den nævnte mester, at han ikke hørte tale om det, men at det ville behage Gud, at det, som blev gjort af saracenerne og tartarerne, også blev gjort i dette tilfælde mod så perverse personer, thi saracenerne og tartarerne kappede hovedet af de perverse, som de fandt, eller også kløvede de dem midt igennem. Og så tilføjede de nævnte herrer kommissærer, at Kirken dømte dem til kættere, som blev fundet kætterske, og at den overgav de hårdnakkede til den verdslige ret. Og da den nævnte mester havde spurgt den ædle herre og kongelige ridder Vilhelm af Plaisians, som var kommet der (men ikke beordret dertil af de nævnte herrer kommissærer, efter hvad de selv siger), om han godt ville tale sammen med ham, og da den nævnte herre Vilhelm havde talt særskilt med mesteren, som han elskede og havde elsket, efter hvad han selv sagde, fordi de begge to var riddere, og fordi, som han erklærede det, denne burde være omhyggelig med ikke at udsætte sig for fare og med ikke at blive fordømt uden årsag, da erklærede den nævnte mester, at han godt indså, at hvis han ikke overvejede det godt, kunne han komme til at falde i sin grime, og at han af den grund ville overveje det, idet han bad de nævnte herrer kommissærer om til det formål at tilstå ham en udsættelse til den følgende fredag, en udsættelse, som de gav ham, idet det endog tilbød ham at give ham en længere, hvis det behagede ham og hvis han ville det. Da det var gjort, og efter den ovennævnte betjent på kommissærernes ordre som de foregående dage havde opfordret dem, der eventuelt ville forsvare ordenen, til at træde frem for dem, og da ingen fremtrådte, forlængede de nævnte kommissærer af velvilje den nuværende frist, som det er påpeget ovenfor, og sagde, at de ville vente til følgende torsdag, ved prim 7, idet de ikke derved mente at tilbagekalde udsættelsen givet til den nævnte mester, men at fortsætte med de andre ting, der vedrører ovennævnte sag, som det ville passe sig. Om alle ting, etc. som herovenfor nævnt. 171

171 Anden erklæring fra Jakob af Molay (28. november 1309). Kildetekst Endvidere, fredagen for St. Andreæ dag, da de ovennævnte herrer kommissærer var forsamlede i værelset, hvor de plejede at mødes, beliggende bag bispesalen, blev broder Jakob af Molay, stormester af den nævnte Tempelorden, som den foregående onsdag havde bedt de nævnte herrer kommissærer om indtil denne fredag at kunne overveje det svar, som han havde givet den nævnte onsdag i deres nærværelse, om han ville forsvare ordenen, ført frem for de nævnte herrer kommissærer af den nævnte foged fra Poitiers og af den ovennævnte Johan af Janville, og han takkede de nævnte herrer kommissærer for den nævnte udsættelse, de havde givet ham, og fordi de havde tilbudt at give ham en større, hvis det behagede ham, og derved havde de, som han sagde, givet ham frie tøjler. Adspurgt af de nævnte herrer kommissærer om ham ville forsvare den ovennævnte orden, svarede han, at han var en ulærd og fattig ridder, og at han havde forstået af indholdet i et paveligt brev, som man havde læst for ham, at den herre pave havde forbeholdt sig retten til at dømme ham og nogle andre højtstående Tempelherrer, og at han af den grund, for nuværende, i den tilstand han befandt sig, intet andet ville gøre ved den sag. På kravet om udtrykkeligt at sige, om han i dette øjeblik ville forsvare den nævnte orden, svarede han nej, men han ville i den herre paves nærvær, når det behagede den nævnte herre pave, og han bad de nævnte herrer kommissærer og krævede af dem i betragtning af, at han var dødelig som alle mennesker og kun rådede over den nuværende tid, at de lod paven forstå, at han måtte indkalde ham hurtigst muligt til sig, for kun da ville han sige det, i det omfang han havde styrke til det, til den herre pave, som var til ære for Christus og Kirken. Fremdeles, afkrævet erklæring om, hvorvidt han ville tilføje noget, som kunne forhindre de nævnte kommissærer - som, uden at blande sig i sagen mod de enkelte personer, kun beskæftigede sig med ordenen som orden - i at gå godt og trofast frem med undersøgelsen mod den ovennævnte orden, som pålagt dem af den herre pave, svarede han nej, og anmodede dem om at gå godt og trofast frem i denne sag. Da det var gjort, sagde den nævnte mester for Tempelordenen, at han for at lette sin samvittighed ville fremvise tre ting vedrørende den ovennævnte orden for de nævnte herrer kommissærer, og han fremviste dem dette: Det første var, at den nævnte mester ikke kendte nogen anden orden, hvor kapellerne og kirkerne havde udsmykninger, relikvier og tilbehør til den hellige gudstjeneste, som hverken var bedre eller smukkere, og hvor gudstjenesten blev forrettet bedre af præsterne og klerkene, bortset fra domkirkerne. 172

172 Kildetekst Det andet var, at han ikke kendte nogen orden, hvor man gav flere almisser end deres orden; for i alle ordenens huse gav de efter den nævnte ordens almindelige regel almisse tre gange om ugen til alle, som ville tage imod den. Det tredje var, at han ikke kendte nogen anden orden eller nogle andre personer, som til forsvar for den kristne tro mod den nævnte tros fjender hurtigere havde udsat deres personer for døden eller udgydt deres blod så meget, og som var mere frygtet af den katolske tros fjender; og at det var derfor, at greven af Artois 8, da han døde i et slag hinsides havet, ville have, at Tempelherrerne blev fortroppen af hans hær; og hvis den nævnte greve havde troet den daværende ordensmester, så var greven, mesteren og andre ikke omkommet; og at den nævnte mester den gang bad ham tro på, at han kun sagde det for hans bedste, eftersom han, idet han fulgte den nævnte greves råd, selv faldt i slaget og samtidig den nævnte greve og også andre. Da man svarede ham, at alt dette ikke gavnede sjælens frelse, eftersom den katolske tros fundament manglede, svarede den nævnte mester, at det var sandt, og at han selv troede på en Gud og på en treenighed af personer og på andre punkter i den katolske tro, og at der var en eneste Gud, en eneste tro, en eneste dåb og en eneste kirke, og når sjælen blev skilt fra kroppen, prøvede man, hvem der var god, og hvem der var ond, og at alle og enhver så ville vide sandheden om de ting, der nu blev spurgt om. Men da den ædle herre og kongelige kansler Vilhelm af Nogaret - som var kommet til efter det svar, som den nævnte mester havde givet; nemlig at han ikke ville forsvare ordenen på anden måde, end han havde påpeget - sagde til mesteren, at man rapporterede i Saint-Denis krønikerne 9, at på sultan Saladin 10 af Babylons tid havde den daværende ordensmester og andre af den nævnte ordens store herrer hyldet nævnte Saladin, og at denne, da han hørte, hvor stor en ulykke, de nævnte Tempelherrer dengang havde oplevet, offentligt havde sagt, at Tempelherrerne havde oplevet den, fordi de havde indladt sig på syndig sodomi, og fordi de havde fejlet i deres tro og i deres lov, blev den nævnte mester bestyrtet derover i højeste grad og erklærede, at han aldrig havde hørt det sagt før, men at han alligevel godt vidste, at da de opholdt sig oversøisk på den tid, da mesteren for den nævnte orden var broder Vilhelm af Beaujeu 11, havde han selv, Jakob, og mange andre brødre fra de nævnte Tempelherrers konvent, unge og ivrige efter krig, som det er sædvanligt blandt unge riddere, som vil medvirke til våbenbedrifter, og andre, som ikke var fra deres konvent, mumlet mod den nævnte mester, fordi den nævnte mester under den våbenstilstand, som den afdøde konge af England havde etableret mellem de kristne og saracenerne 12, viste sig underdanig over for sultanen og bevarede hans bevågenhed; men at den nævnte broder Jakob og de andre fra det nævnte 173

173 Kildetekst Tempelherrekonvent til sidst blev tilfredse dermed, idet de indså, at den nævnte mester ikke havde kunnet handle anderledes, fordi deres orden på den tid holdt mange byer og fæstninger på grænsen til den nævnte sultans land under deres hånd og beskyttelse, på steder, som han nævnte, og som han ikke kunne have beskyttet, og som endog kunne været gået tabt, hvis den nævnte konge af England ikke havde sendt dem forsyninger. Til sidst bad den ovennævnte broder Jakob, mester for Tempelordenen, ydmygt de nævnte herrer kommissærer og den nævnte kongelige kansler, om det behagede dem at give ordre til, at han, mesteren, kunne høre messe og de andre gudstjenester og have sit kapel og sine kapellaner. Og de nævnte herrer kommissærer og kansler, sagde til ham, idet de roste den fromhed, han udviste, at de ville sørge for det. Tredje erklæring fra Jakob af Molay (2. marts 1310).... Dernæst, den følgende mandag, som var den 2. marts, mødtes de syv herrer kommissærer alle i et lille værelse der støder op til den nævnte sal; og i deres nærværelse førte man de nedennævnte brødre fra det nævnte Tempelhus i Paris, som, hver for sig afkrævet erklæring om, hvorvidt de ville forsvare den nævnte Tempelorden, svarede som følger Broder Jakob af Molay, ridder og stormester for Tempelordenen, afkrævet erklæring af de nævnte herrer kommissærer, om han ville forsvare den nævnte orden, svarede, at den herre pave havde forbeholdt sig hans sag, og som følge deraf anmodede han de nævnte kommissærer om at fritage ham for dette, indtil han mødte frem for paven, idet han tilføjede, at han så ville sige det, som han troede var nyttigt. De herrer kommissærer erklærede udtrykkeligt, at de på ingen måde hverken ville eller kunne handle mod eller foretage en undersøgelse mod hans person, men kun procedere i den dem pålagte undersøgelse mod ordenen som orden, en undersøgelse som de skulle gøre i overensstemmelse med den formular, der var blevet dem meddelt; og den nævnte mester bad de nævnte herrer kommissærer skrive til den herre pave, at han skulle indkalde ham og de andre, hvis sag han havde forbeholdt sig. Og de nævnte herrer kommissærer svarede, at de ville gøre det, så snart de kunne. Gjort på nævnte dag og sted, under overværelse af mig, Florimont Dondedieu, og de andre ovennævnte notarer. 174

174 Kildetekst Noter 1. Bibliothèque Nationale, manuscrit latin 11796, fol. 9f, 12, 24, 10f, 18f, 42ff, 70b og Kommissionen bestod af syv prælater, her iblandt en ærkebiskop og tre biskopper. Den blev nedsat 12. august 1308, men mødtes først et år efter, og det første vidne blev hørt den 22. november De følgende vidneudsagn er fra tidsrummet 26. november 1309 til 19. april Frederik II, , tysk-romersk kejser, blev bandlyst 1227 og igen i Afsat af 1. kirkemøde i Lyon i 1245 som kætter. 4. Uden juridiske vanskeligheder. 5. Medlem af kommissionen. 6. Den 20. august 1308 i Chinon. Jfr. Georges Lizerand, Le Dossier de l'affaire des Templiers, 1923, s Umiddelbart før solopgang. 8. Grev Robert I af Artois blev dræbt ved Mansourah den 8. februar Hans overmod var skyld i nederlaget, idet han nægtede at lade de erfarne Tempelherrer være forrest i slaget. 9. Den efterfølgende beskyldning kan ikke findes i de overleverede eksemplarer af Saint- Denis krønikerne. Jfr. Georges Lizerand, Le Dossier de l'affaire des Templiers, 1923, s Saladin, , var ægyptisk sultan. Han erobrede Jerusalem i 1187 og indgik forlig med det tredje korstog i Stormester for Tempelherreordenen fra 13. maj 1273 til han blev dræbt ved saracenernes erobring af Acre den 18. maj Edvard I sluttede i 1272 en tiårig våbenstilstand med fjenden, fordi hans hær var svækket. 13. Her er de fire Tempelherrers negative svar udeladt. 175

175 176

176 VIDNEUDSAGN OM ORDENEN, fortsat FRA DEN PAVELIGE UNDERSØGELSESKOMMISSIONS PROTOKOLLER Stormesterens, Jakob af Molays, tre vidneudsagn til den pavelige undersøgelseskommission i Paris 1. Den 26. november 1309 Som ordenens stormester blev Jakob af Molay (naturligvis) indstævnet til at møde for pariserkommissionen for at forsvare sin orden. Han indvilligede også, og en onsdag eftermiddag blev han efter at have været arresteret i godt og vel to år af to vogtere ført ind i værelset, hvor kommissionen sad. Kommissionens egentlige opgave var at undersøge, om ordenen skulle fortsætte eller nedlægges; men her og nu drejede sagen sig om, hvorvidt den indstævnede Jakob kunne og ville forsvare ordenen. Adspurgt derom reagerede han umiddelbart med dette lidt tamme forsvar: "Ordenen er bekræftet og privilegeret af pavestolen". 1 Underforstået, at så var den (ideelt set) ufejlbarlig eller (pragmatisk set) uangribelig. Jakob havde åbenbart ikke fulgt så godt med tiden og udviklingen, når eller hvis han på dette tidspunkt troede, at en simpel henvisning til paven kunne befri ordenen for kætterianklagerne. Det kunne i dette tilfælde jo ikke være et procedurespørgsmål, eftersom sagen mod ordenen ikke blev undersøgt af kongens mænd, men af pavens kommission. 177

177 Så fortsatte han sit vidneudsagn med at erklære, at han hverken havde viden eller rådgivning nok til at præstere et ordentligt forsvar. Det havde han nok ret i. I samme øjeblik ordenen fik frataget sin militære-økonomiske magtbasis og sin politiske støtte, blev den og Jakob magtesløs. I ordenens storhedstid i Levanten havde den opbygget en arrogant og selvtilstrækkelig attitude i forhold til andre og ikke mindst til modparterne i de stridigheder, ordenen gerne var involverede i, og som den oftest havde trukket sig sejrende ud af. Denne holdning holdt sig frem til arrestationen i 1307, og den gennemsyrede også stormesterens afslag på pavens plan om sammenlægning af ordnerne umiddelbart inden. Men efter arrestationen var alt dette smuldret. Filips fortolkning og formulering af ordenens noget uortodokse optagelsesceremoni gjorde faldet brat og tungt. Jakobs argumentation i brevet fra viser også, at han manglede format til at overskue situationen og gendrive anklagerne. Han var en sværdets mand og ikke en ordets; han var hverken teologisk eller juridisk skolet, men militært. Det ligger uden for rammerne af dette projekt at afgøre Jakobs talenter i felten eller som militærstrateg, men der er ingen tvivl om, at han på andre områder hverken kunne hamle op med pavens teologer inkvisitorer eller med kongens jurister og administratorer. Det var også som ridder, at han følte sig forpligtet til at stille op, "ellers ville han blive ulykkelig og foragtelig i sine egne øjne og i andres" 2, sagde han til kommissærerne. Det er næsten patetisk, at han i sin håbløse position, hvor han havde tilstået perverst kætteri, stadig forsvarede sin ære over for sig selv og andre, og stadig ikke ville risikere at blive ulykkelig og foragtet. Man må spørge sig, om han nægtede at se situationen i øjnene, eller om han levede i en anden verden, end den vi nu ser rimeligt klart i bakspejlet? Kommissionen pressede ham ikke til at fortsætte, men rådede ham i stedet til at opgive forsvaret eller i hvert fald udsætte beslutningen. Han blev rådet til at overveje sagen for ikke at forringe sin egen og ordenens stilling yderligere, ikke mindst på grund af hans tidligere tilståelser. Vi kan ikke på stedet afgøre, om kommissionens holdning var et forsøg på at være retfærdig over for Jakob, eller om den så det som en fordel, at ordenen ikke blev forsvaret. Hvis Jakob tav for ikke at inkriminere sig yderligere, kom han heller ikke til at 'dekriminere' ordenen. Situationen kan fortolkes på to modstridende måder: de agerende parter kan ses som selviske og smålige eller som idealister. Den kan også ses som et sidestykke til de uudtalte, indforståede kompromisser der prægede referaterne fra de første forhør. Også der blev modsatrettede interesser søgt tilgodeset ved hjælp af kompromisser. 178

178 Medens Jakob overvejede sin stilling, lod kommissionen ham læse en række breve der indgik i sagens akter. Da han fik læst referater af sin egen og andres tilståelser, som gengivet efter forhørsprotokollen, korsede han sig to gange og syntes forbløffet. Han skal til at udtrykke sin tvivl om akterne og sin modstand mod retten, men bremses af kommissionen, som ikke ønskede striden genoptaget. Jakob lod det ligge og blev i stedet selv dybt forarget over skandalen. Han foreslog, at sådanne perverse personer skulle behandles efter saracenernes og tartarernes skik, nemlig med halshugning eller kropskløvning. Kommissionen svarede afvisende, at det er kirkens sag: "Kirken dømte dem til kættere, som blev fundet kætterske, og den overgav de hårdnakkede til den verdslige ret." 3 Igen må man undre sig over Jakobs reaktion. Han synes ikke at genkende sin egen tilståelse (som sikkert også er fremstillet mere éntydigt på skrift end i virkeligheden), og lidt forvirret anfægter han den, for så umiddelbart efter at kræve en hårdere kurs over for synderne (som han selv er iblandt). Vilhelm af Plaisians, som vi kender fra hans svar på Filips spørgsmål og fra hans tale ved mødet i Poitiers, kom til stede som ven og 'ridderkollega'. Han forklarede, at han "elskede og havde elsket Jakob, fordi de begge var riddere" 4, og han rådede Jakob til ikke at rode sig ind i yderligere forviklinger. Jakob modtog rådet og sagen blev udsat til den følgende fredag. Vi skal nok passe på ikke straks at stemple Vilhelms omsorg for Jakob som det rene hykleri. Middelalderen igennem møder vi riddere fra indbyrdes fjendlige lejre, som betragter og behandler hinanden med respekt og hensyn, fordi de uanset det aktuelle fjendskab alligevel tilhører det samme broderskab. Kommissionsmødet sluttede som de andre dage med at en betjent forgæves opfordrede forsvarere for ordenen til at melde sig. Vi må forestille os, at han råbte til en eksisterende eller ikke-eksisterende forsamling: "Er der nogle til stede, som ønsker at træde frem og forsvare denne orden..." 2. Den 28. november 1309 Som aftalt kom Jakob igen for kommissionen om fredagen efter at have haft torsdagen til at overveje situationen. Han begyndte sit andet vidneudsagn med at takke kommissionen for den velvillige udsættelse, idet han erklærede, at den dermed har givet ham frie tøjler. Egentlig sagde han, at "de havde lagt tøjlen hen over hans hals" 5, som man gør det på en hest, når man slipper styringen af den. Ved det første møde, om onsdagen, sagde 179

179 Vilhelm af Plaisians til Jakob, at han skulle passe på ikke "at snuble i sin grime" 6. Denne hestemetaforik peger på, at Jakobs verden var mere knyttet til hippologien end til teologien. Han var et jævnt og ligefremt menneske, i hvert fald intellektuelt. Måske var det hverken snuhed eller falsk beskedenhed, da han straks efter betegnede sig selv som "en ulærd og fattig ridder" 7. Resultatet af hans overvejelser var, at han ikke ville forsvare ordenen under de aktuelle forhold og omstændigheder, men vente til han kunne tale med paven, hvilket han ønskede skulle ske hurtigst muligt. Han kunne og ville ikke lægge kommissionen hindringer i vejen for at gennemføre en undersøgelse af ordenen som sådan; men for at lette sin samvittighed ville han gøre opmærksom på tre forhold: Ordenens kirker var rigere udsmykket end alle andre bortset fra domkirkerne, ordenen gav flere almisser end andre, og ordenens medlemmer havde udsat sig for døden og udgydt deres blod i kampen for troen mere villigt end andre. Jakob fremhæver ordenens positive sider ved at sammenligne med andre; men kommissionen affærdiger dette noget tamme forsvar ved at erklære, at dens slags 'bedre gerninger' ikke tjener til sjælens frelse, hvis det er vildfarent i forhold til den katolske tros rette grundlag. De gode gerninger kan med andre ord ikke opveje de onde i dette tilfælde: de kan ikke betragtes som bod for perverst kætteri. Det er jo heller ikke den kristne tro, der er inde i billedet her, men netop den katolske kirkes ortodoksi. Vilhelm reagerer enfoldigt-lydigt på kommissærernes afvisning ved at gentage sin trosbekendelse, hvormed denne spage ansats til retfærdiggørelse af ordenen falder til jorden: "Han selv troede på en Gud og på en treenighed af personer og på andre punkter i den katolske tro, og at der var en eneste Gud, en eneste tro, en eneste dåb og en eneste kirke, og når sjælen blev skilt fra kroppen, prøvede man, hvem der var god, og hvem der var ond." 8 Så kom Vilhelm af Nogaret til stede og til orde. Han henviste til en sag der var mere end hundrede år gammel, hvor Tempelherrerne (af politiske grunde) forhandlede eller ligefrem kom til forståelse med saracenernes sultan 9. Også dette kunne have givet anledning til en principiel diskussion om fundamentalisme versus pragmatisme. Teologerne og ministrene kendte doktrinerne og idealerne, men Tempelherrerne handlede ude i virkeligheden. 10 I stedet bad Jakob ydmygt om lov til at høre messe, og "kommissærerne og ministeren roste ham for hans fromhed og gav ham lov" 11. Helt præcist roste de ham dog ikke for hans fromhed, men for den fromhed han fremviste eller foregav, pretendebat. 180

180 3. Den 2. marts 1310 Der gik tre måneder inden Jakob for tredje og sidste gang blev fremstillet for pariserkommissionen. Hans vidneforklaring blev ganske kort og formel. Han ønskede ikke at forsvare ordenen for kommissionen, men hurtigst muligt at møde paven. Kommissærerne præciserede, at de på ingen måde ville ham noget personligt, idet det kun var pålagt dem at undersøge ordenen som sådan. I øvrigt ville de snarest skrive til Klemens, at han skulle indkalde Jakob og de andre ledende Tempelherrer, hvis sag han havde forbeholdt sig. Man kan konkludere, at hverken her eller tidligere bidrog Jakob af Molay til forsvaret for Tempelherrerne. Og slet ikke med den energi og effekt, som man kunne have forventet sig af en stormester. 181

181 Noter 1. Ordo erat per sedem apostolicam confirmatus et priviligatus. 2. Nam aliter se vilem et miserum reputaret et posset ab aliis reputari. 3. Ecclesia illos qui inveniebantur heretici indicabat hereticos et obstinatos relinquebat curie seculari. 4. Diligebat et dilexerat, quia uterque miles erat. 5. Posuerant frenum super collum ejus. 6. Cadere in capistrum suum. 7. Miles illitteratus et pauper. 8. Ipse bene credebat in unum Deum et in trinitate personarum et in aliis pertinenciis ad catholicam fidem et quod unus Deus erat et una fides et unum baptisma et una ecclesia, et quando anima separaretur a corpore, tunc appareret qui bonus et quis malus esset. 9. Saladin, , erobrede Jerusalem i 1187 og indgik forlig med det tredje korstog i Uddrag af en bog fra 1100-tallet viser, at den daglige omgang mellem Tempelherrer og muslimer var fredelig, især når det var erfarne Tempelherrer, som ikke lå under for vestens fordomme. En muslim fortæller: "Et Eksempel paa, hvor barsk Frankerne - Allah beskæmme dem! - kunde optræde, fik jeg, da jeg besøgte Bail al-mukaddas (Jerusalem. Besøget fandt sted cirka 1140 (red)). Jeg kom ind i al-aksâ Moskéen, og ved Siden af den laa der en lille Moské, som Frankerne havde omdannet til en Kirke. Da jeg traadte ind i al-aksâ Moskéen, hvor mine Venner ad-dâwijah (Tempelherrerne (red)) var til Huse, gav de mig Tilladelse til at være i den lille Moské for dér at holde Bøn. Jeg kom saa en Dag derind og priste Allah. Hensunket i min Bøn stod jeg, da én af Frankerne pludselig fór hen til mig, greb fat i mig og drejede mit Ansigt mod Øst med de Ord: "Saaledes bedes der!" Nogle tilstedeværende Tempelherrer ilede hen til ham, greb ham og fjernede ham fra mig. Jeg begyndte saa igen at bede, men han ringeagtede dem, fór igen hen til mig, drejede mit Ansigt mod Øst og sagde: "Saaledes bedes der!" Atter kom Tempelherrerne hen til ham og fjernede ham. De gjorde mig en Undskyldning og sagde:"denne fremmede er først i disse Dage kommet fra Frankernes Land og har aldrig set nogen bede undtagen med Front mod Øst." "Nu har jeg bedt tilstrækkeligt," svarede jeg og gik. Jeg undrede mig over denne Satan: Hans Ansigt glødede - det forfærdede ham og var ham ufatteligt at se nogen forrette sin Bøn i Bederetningen. (I retning mod Mekka (red))" (Kilde: "KITÂBU-L-ITIBÂRI" i Ove Chr. Krarup, De lærererige Eksemplers Bog, 1950). 11. Et dicti commissarii et cancellarius, laudentes devocionem quam pretendebat, dixerunt se procuratoros predicta. 182

182 Kildetekst Vidneudsagn om ordenen, fortsat Fra den pavelige undersøgelseskommissions protokoller Vidneforklaring fra Ponsard af Gizy (27. november 1309). Endvidere, på samme sted og dag, da broder Ponsard de Gizy, præceptor i Payns blev ført frem for de nævnte herrer kommissærer og forhørt af dem, om han ville forsvare den nævnte orden, svarede han, at anklagerne formuleret mod den nævnte orden, nemlig at den nævnte orden fornægtede Jesus Christus og spyttede på korset, og at man gav tilladelse til at brødrene forenede sig kødeligt med hinanden, og også de andre uhyrligheder, der fremkom som følge af de forudgående som man rejste indsigelse imod, var falske, at alt det, som han og de andre brødre fra den nævnte orden havde tilstået derom foran biskoppen i Paris og andre steder var falsk, og at de kun havde tilstået, fordi de var tvunget til det på grund af faren og skrækken, fordi de var blevet tortureret af Floyran af Béziers, prior i Montfaucon og munken Vilhelm Robert 1, som var deres fjender, og i henhold til en aftale og en instruks, der udgik fra dem der holdt dem fængslet, og også af frygt for døden og fordi seksogtredive af brødrene var døde i Paris, lige som mange andre var det andre steder, som følge af tortur og pinsler. Han tilføjede, at han var rede til at forsvare den nævnte orden i sit eget navn og i dens tilhængeres navn, hvis man bevilgede 183

183 Kildetekst ham midler fra Templets ejendom til hans udgifter, og anmodede om at brødrene Reginald af Orléans og Peter af Boulogne blev beskikket ham som hjælpere og rådgivere. Desuden afleverede han en håndskreven seddel, som han sagde indeholdt navnene på nogle personer, som han sagde var fjender af den nævnte orden. Indholdet af denne seddel er det følgende: Liste over forrædere, som har udtalt sig falsk imod dem fra Tempelordenen og som har tillagt dem utro gerninger: Vilhelm Robert, munk, som har forhørt dem under tortur; Esquius Floyrac af Béziers, medprior i Montfaucon; Bernhard Pelet, prior i Mas-d'Agenais; og Gerhard af Boyzol, ridder, som er kommet til Gisors. Adspurgt om han nogensinde var blevet underkastet tortur, svarede han, at tre måneder før den tilståelse, som han havde gjort foran den herre biskoppen af Paris, blev han anbragt i et hul med hænderne bundet så stramt på ryggen, at blodet løb helt hen til hans negle, og at han forblev der, uden at have mere plads end længden på en håndtøjle, medens han protesterede og sagde, at hvis han blev udsat for mere tortur, ville han benægte, hvad han havde sagt, og at han ville sige alt, hvad de ville. Lige så meget som han var rede til at lide, bare pinen var kort: halshugning, bål eller skoldning, lige så meget var han ude af stand til at udholde længere tids tortur, hvori han allerede befandt sig, idet han havde været genstand for fængsling i mere end to år. Endvidere, afkrævet at sige, om han ville tilføje noget, som kunne afholde de nævnte herrer kommissærer i at gå videre med deres efterforskning godt og trofast, svarede han nej, og at han ville, at de udførte efterforskningen ved hjælp af gode personer. Endvidere, da den nævnte foged fra Poitiers havde afleveret en seddel til de nævnte herrer kommissærer i nærvær af nævnte broder Ponsard, og da denne seddel var blevet læst for ham, svarede nævnte broder Ponsard, fordi sandheden ikke søger omveje, at han havde skrevet en seddel med dette indhold, at han havde givet den til nævnte foged for at blive ført frem for den herre paven og de herrer kommissærer for at blive hørt af dem. Han sagde også, at han havde skrevet den dengang han var fortumlet, fordi Templets skatmester havde henvendt nogle fornærmelige ord til ham. Indholdet af denne seddel er det følgende: Dette er de punkter, som I skal udspørge Templets brødre om, punkter som de nævnte brødre ikke er blevet udspurgt om: 184

184 Kildetekst 1. punkt. Det er af mestrene forbudt brødrene at deltage i præsternes ofring. Fremdeles, det er forbudt brødrene at holde børn over fonten for at døbe dem. Fremdeles, det er forbudt brødrene at gå i seng under et tag, hvor der befinder sig en kvinde; og, på grund af ovenstående artikler ville mestrene sætte en fattig broder i fængsel. Endvidere, mestrene som skabte Templets brødre og søstre 2 lod love de nævnte søstre lydighed, kyskhed og fattigdom, og de nævnte mestre lovede dem tro og tillid som til deres søstre. Fremdeles, når de nævnte søstre var trådt ind, berøvede de nævnte mestre dem deres mødomme; og andre søstre, som havde en vis alder, og som troede at de var trådt ind i ordenen for at frelse deres sjæle, dem var det nødvendigt for mestrene at påtvinge deres vilje; og de nævnte søstre fik børn af det; og de nævnte mestre gjorde deres børn til brødre i ordenen. Fremdeles, ordenens regel var sådan, at ingen broder burde modtage en anden broder i ordenen, hvis denne ikke var sund på alle lemmer og ikke bastard, og hvis han ikke førte et godt liv med en god opførsel. Fremdeles, der har gennemgående været tyvagtige folk, som har dræbt andre personer, og som, hvis de havde lidt penge, blev brødre. Endvidere, de nævnte mestre i fogeddistrikterne anmodede provinskommandørerne om autorisation til at modtage nye brødre på samme måde, som man køber en hest på markedet: sådan holdt man marked over den der ville indtræde i ordenen. Og I ved, at alle de mænd og kvinder der indtræder i en orden ved hjælp af simoni - både dem der modtager og dem der indtræder - bliver ekskommunikeret; og den der er ekskommunikeret på den måde kan ikke få syndsforladelse af andre end af vor fader paven. Endvidere, de nævnte mestre fik broderen til at sværge ved helgenerne, at han ikke kom ind ved gave eller ved løfte derom, og de nævnte mestre vidste godt, at de fik ham til at sværge falsk, og den nævnte broder var meneder og ekskommunikeret, at han kunne derfor ikke redde sit liv. Endvidere, den nævnte kommandør i fogeddistriktet, hvis en lille broder sagde noget til ham, som irriterede ham, så anmodede han provinskommandøren og opnåede hos ham ved hjælp af gaver, at den fattige broder blev sendt hinsides havet for at dø der eller til et fremmed land, hvor han ingen kendte, og der døde han af lidelse og fattigdom; og hvis han ikke adlød ordren og blev taget, blev han sat i fængsel. Endvidere, ved det sidste kapitelmøde, som blev holdt af visitøren 3 og som fandt sted ved Kyndelmisse, som er festen for Vor Frue, 4 anklagede broder Renald af Folie sammen med en anden brode, Gerald af Villiers for at have ladet Tortose-øen 5 185

185 Kildetekst gå tabt og for at have forårsaget flere brødres død eller tilfangetagelse - og de er stadig fanger - og han ville bevise det ved hjælp af ærlige personer; og det blev det, fordi nævnte broder Gerald drog bort en dag før, idet han medførte sine venner sammen med sig, af mangel på gode riddere, som han havde ført bort, så de 6 var fortabte. Og da den nævnte broder Ponsard sagde, at han frygtede, at man forværrede hans fængsel, fordi han havde tilbudt at forsvare ordenen, bad han dem om at sørge for, at det ikke blev forværret af den grund; og de nævnte herrer kommissærer anbefalede den nævnte foged fra Poitiers og Johan af Janville ikke at behandle ham dårligt på nogen måde, fordi han have tilbudt sig til den nævnte ordens forsvar. Til hvilket de svarede, at de ikke ville forværre hans forhold på grund af det. 186

186 Kildetekst Noter 1. Måske er det broder Vilhelm af Paris, inkvisitoren for Frankrig. 2. Disse søstre må være kvinder der var beskæftigede i ordenens huse som husholdersker. 3. En visitor eller en præceptor var inspektør eller leder af en lokalafdeling. 4. Den 2. februar. 5. Ved Syriens kyst. Blev generobret af muslimerne i De tilbageværende. 187

187 188

188 VIDNEUDSAGN OM ORDENEN, fortsat FRA DEN PAVELIGE UNDERSØGELSESKOMMISSIONS PROTOKOLLER Vidneudsagn fra Ponsard af Gizy for den pavelige undersøgelseskommission i Paris (27. november 1309) Medens Jakob af Molay betænkte sig om torsdagen mellem sin første og anden vidneforklaring, blev Ponsard af Gizy stillet for undersøgelseskommissionen. Han lagde ud med at erklære, at anklagerne mod ordenen var falske, og at alle brødrenes tilståelser også var det. De havde kun tilstået: "fordi de var tvunget til det på grund af faren og skrækken, fordi de var blevet tortureret af (...) deres fjender" 1. Seksogtredive brødre var allerede døde af torturen og det strenge fængsel alene i Paris, og flere var døde andre steder. Han erklærede sig rede til at forsvare ordenen, hvis hans udgifter blev dækket, og hvis to af brødrene der var præster blev beskikket til at hjælpe ham. Så afleverede Ponsard en seddel til kommissionen med navnene på fire af ordenens fjender; det var 'forrædere' der havde vidnet falsk mod ordenen. I den forbindelse blev han spurgt, om han selv havde været udsat for tortur. Han fortalte, at han havde siddet fængslet i mere end to år 2, og at han i tre måneder før sin tilståelse havde været anbragt i et hul med hænderne bundet stramt på ryggen, så blodet løb ham til neglene, og han ikke kunne bevæge sig længere end en 'håndtøjle'. Da havde han overgivet sig og erklæret 189

189 sig villig til at indrømme hvadsomhelst de ville have ham til. Han kunne tåle kortvarig pine så som halshugning, bål eller skoldning, men den langvarige tortur måtte han give op over for, erkendte han. Så skete der et brud i vidneafhøringen, da den ene af de to vogtere, fogeden fra Poitiers, afleverede en seddel til kommissærerne. Den blev læst op for Ponsard, som indrømmede at han havde givet den til vogteren for at blive fremstillet for paven og for kommissionen. Men han sagde også, at han skrev den medens han var urolig og forbitret på ordenen, fordi Tempelherrernes skatmester havde fornærmet ham. Indholdet i Ponsards skrivelse var en række af ordenens regler, som de arresterede Tempelbrødre burde afhøres nærmere om (så indirekte var der tale om en række nye anklagepunkter, som Ponsard havde noteret ned som en slags hævn mod sin orden). De pågældende regler var: - Brødrene måtte ikke give offergaver til præster, de måtte ikke holde børn over dåben, og de måtte ikke gå i seng, hvor der var kvinder i samme hus. Disse første punkter er ikke så opsigtsvækkende som de følgende, (hvor Ponsard ikke skelner mellem regler og anklager, men blander indirekte og direkte anklager): - Mestrene der modtog nye brødre og søstre lovede de nye søstre lydighed, kyskhed og fattigdom samt tro og tillid. Og når de nye søstre var tiltrådt, "deflorerede mestrene dem" 3. Nogle søstre blev tvunget, og nogle fik børn der blev optaget i ordenen. Det kommer som noget af en overraskelse, at de barske, asketiske og kyske (eller sodomitiske) brødre havde søstre, som de legede far, mor og børn med. Det giver unægtelig ordenen et uventet og vel også misvisende skær af hjemlig hygge. Og alligevel, så var det en stor orden med mange forgreninger. Måske passer Ponsards beskrivelse på nogle af ordenens mindre huse i den yderste (eller inderste) franske provins, fjernt fra Paris og endnu fjernere fra Det hellige land og det hårde krigerliv, der havde udspillet sig der. Listen fortsætter: - Ifølge ordenens regel, må kun sunde, ægtefødte og ustraffede optages i ordenen. - Tyve og mordere kunne købe sig ind. Det foregik lige som når man køber en hest på markedet, også selv om straffen for simoni er ekskommunikation. - Hvis en af ordenens lokale ledere blev irriteret på en lavtstående broder, fik han ham sendt til Det hellige Land eller et andet fremmed sted, hvor han døde af lidelse og fattigdom. Hvis han nægtede det, blev han sat i fængsel. 190

190 - To brødre havde anklaget en tredje for at have svigtet ved at forlade kamppladsen for tidligt, så Tortose-øen 4 gik tabt og flere brødre døde eller blev taget til fange. Meningen med disse punkter er ikke så let at gennemskue. Ponsard ville gerne forsvare ordenen, men han benyttede en række klagepunkter eller anklager mod ordenen (som han havde sat sammen på et tidspunkt, hvor han var forbitret på ordenen, fordi han var blevet fornærmet af en af dens ledere) til at få adgang til paven og kommissionen for at forsvare ordenen. Man siger godt nok, at angreb er det bedste forsvar, men det er underforstået, at det er modparten man angriber og ikke sine egne. Kommissærerne krydsforhørte ikke Ponsard for at opklare denne mærkværdighed, og de søgte heller ikke at opklare forholdene omkring Tempelsøstrene. I stedet sluttede vidneudsagnet med at Ponsard sagde, at han var bange for repressalier fra vogternes side, fordi han havde tilbudt sig som forsvarer for ordenen. Det fik kommissærerne til at formane de to vogtere, som lovede at de ikke vil forværre Ponsards forhold. Vi bemærker, at der var forskel på ordenens forfølgere. Selv om kommissionen bestod af mere eller mindre kongetro prælater, havde Ponsard lidt større tillid til dem end til de kongelige vogtere, og kommissærernes holdning virker i det hele taget mere neutral og mindre personforfølgende, end man kunne have forventet i forhold til rettergangen i øvrigt. Selv om vidneudsagnet er mærkeligt eller atypisk, viser det, at kommissionsmedlemmerne var lidt mere åbne over for 'sandheden'. Indholdet går i hvert fald langt ud over det tidligere brugte skema. Der er uden tvivl større overensstemmelse mellem det mundtlige og det skriftlige her, end der var det i de første, meget stereotype forhør. Ponsards forsvar for ordenen er meget overbevisende i begyndelsen, indtil den famøse seddel afbryder forsvaret og fremstiller Ponsard som et uvederhæftigt vidne. Men ansatsen til et forsvar var dog dukket op. 191

191 Noter 1. Per vim et propter periculum et timorem, quia torquebantur a (...) inimicis eorum. 2. Fra 13. oktober 1307 og foreløbig til 27. november Li dit maistre les despouceloient. 4. Ved Syriens kyst. Blev generobret af muslimerne i

192 Kildetekst Vidneudsagn om ordenen, fortsat Fra den pavelige undersøgelseskommissions protokoller Vidneforklaring fra Johan af Cochiaco (14. februar 1310). Johan af Cochiaco fra Langres-stiftet ligeledes afkrævet at sige 1, påberåbte sig råd fra sine mestre og fremviste et brev, som syntes at have været forseglet med to segl, hvis aftryk imidlertid ikke var tydelige. Klerken Johan Chapin skulle have sendt det til de nævnte brødre og til adskillige andre, som da befandt sig samlede i Sens 2, da den herre biskoppen af Orléans kom dertil for at undersøge dem, ifølge hvad ovennævnte broder Laurits af Beaune 3 siger. Indholdet af brevet er følgende: Filip af Voet, foged ved kirken i Poitiers, og Johan af Jeanville, den herre kongens retsbetjent 4, beskikkede til bevogtningen af Tempelherrer i provinserne Sens, Rouen og Reims til vor elskede broder Laurits af Beaune, tidligere kommandør i Épailly, og til andre brødre, der er i fængsel i Sens, hilsen og kærlighed. - Vi lader jer vide, at vi har opnået, at kongen, vores herre, sender jer til biskoppen af Orléans for at lade jer forsone og genindvie i Kirken. Som følge deraf, anmoder vi jer og beder jer om at holde fast ved den gode bekendelse, som I overlod os, og 193

193 Kildetekst det så hengivent og så nådefuldt, hvad angår den nævnte biskop af Orléans, så han ikke har grund til at sige, at vi har gjort ham ondt, eller at vi har ladet ham høre en løgn; vi anbefaler jer Johan Chapin, vor kære klerk, på hvem I kan tro, hvad han siger jer på vore vegne, og som vi sender jer i vort sted. Og vid at vor fader paven har forordnet, at alle jer som har tilstået for inkvisitorerne, hans udsendinge, og som ikke vil fastholde denne bekendelse, skal dømmes til døden på bålet. Vi har befalet nævnte Johan at give jer bekvemme værelser, indtil vi er hos jer, hvad vi snart vil være, hvis det behager Gud; og vi gør rejsen, med mindre vi får et stort hverv, hvor kongen sender os ud. Gud bevare jer. Men den nævnte foged 5, der blev tilkaldt af de nævnte herrer kommissærer, til hvem det nævnte brev blev vist, og af hvem det omhyggeligt blev undersøgt, sagde, at han ikke troede at have sendt det nævnte brev, og at han ikke vidste, om det var blevet forseglet med hans segl, for hans klerk havde det undertiden i sin varetægt: at det imidlertid aldrig var blevet forseglet på hans ordre eller med hans samtykke, efter hvad han sagde, forsikrende om, at han aldrig personligt eller ved udsending, eller ved brev eller på anden måde havde tilskyndet en broder fra den nævnte orden eller ansporet nogen til at sige andet end den rene sandhed, og han ville, at man spurgte de nævnte brødre om det. Og de ovennævnte Johan af Cochiaco og Laurits af Beaune 6 erklærede øjeblikkeligt, at den nævnte foged aldrig havde sagt til dem, at de skulle sige andet end det gode og det sande. 194

194 Kildetekst Noter 1. Om han ville forsvare ordenen. 2. Hvor de havde været i fængsel. 3. Kommandør for Tempelherrernes hus i Épailly og tidligere præceptor for huset i Mormant. Han er åbenbart til stede, antagelig fordi han netop selv har afgivet vidneforklaring, jfr. prædikatet 'ovennævnte'. 4. Huisser d'armes, (væbnet) rådstuebetjent eller retsfunktionær og stævningsmand. 5. Det må være Filip fra Poitiers. 6. Han blev senere brændt på bålet. 195

195 196

196 VIDNEUDSAGN OM ORDENEN, fortsat FRA DEN PAVELIGE UNDERSØGELSESKOMMISSIONS PROTOKOLLER Vidneudsagn fra Johan af Cochiaco for den pavelige undersøgelseskommission i Paris (14. februar 1310) Et par måneder efter Jakobs og Ponsards vidneforklaringer blev Johan af Cochiaco fremstillet for kommissærerne. Han forlangte råd fra ordenens ledere, og hans vidneforklaring endte egentlig dermed, da resten af mødet kommer til at dreje sig om et brev, han havde med, og som han forelagde retten. Så i det omfang han forsvarede ordenen, var det indirekte. Retsreferatet af omstændighederne omkring brevet er endnu mere ubehjælpsomt end ellers. Sagen var, at brevet, der bar svage aftryk efter to segl, ifølge Tempelherren Laurits af Beaune (der åbenbart var til stede, måske fordi han netop havde afgivet vidneudsagn) var sendt af klerken Johan af Chapin til ham, Laurits, og til de andre brødre der sad fængslede i Sens, da biskoppen var på vej for at forhøre dem (i sagen mod personerne). Klerken Johan var assistent eller stedfortræder for de to beskikkede og ansvarlige vogtere af fængslede Tempelherrer i provinserne Sens, Rouen og Reims. 197

197 Brevet er skrevet på fransk og dets indhold er gengivet in extenso. Det var - eller foregav at være - skrevet af de to beskikkede vogtere, Filip der var foged ved kirken i Poitiers og Johan der var kongelig retsbetjent. Det er stilet "til vor elskede broder Laurits af Beaune (...) og til andre brødre, der er i fængsel i Sens, hilsen og kærlighed." 1 Laurits var som kommandør den højest rangerende i gruppen af fængslede, og derfor var brevet vel stilet særligt til ham. Budskabet var, at de to vogtere havde opnået, at kongen lod de fængslede fremstille for biskoppen af Orleans, for at de kunne blive forsonet og genindviet i kirken (de skulle med andre ord fremstilles for inkvisitioren i sagen mod personerne). Og i den anledning og ved den lejlighed blev de bedt om at gentage deres tilståelse, så biskoppen ikke skulle komme forgæves, og så de ikke skulle blive brændt på bålet. I øvrigt overlod de to vogtere det videre til deres kære klerk Johan, som de anbefalede. Den ene af de to vogtere og angivelige afsendere, foged Filip, blev tilkaldt. Han undersøgte brevet, men ville ikke kendes ved det. Han havde hverken skrevet eller forseglet det, sagde han, og han kunne i det hele taget ikke finde på at tilskynde nogen Tempelherre til at sige andet end den rene sandhed. Men hans klerk Johan havde undertiden adgang til hans segl. Tempelherrerne Johan (ikke at forveksle med hverken klerken eller retsbetjenten og fangevogteren af samme navn) og Filip, de to ofre for den angivelige tilskyndelse til frivilligt at gentage tilståelser, der antagelig var afgivet under hårdt pres eller direkte tortur, støttede Filip: "Nævnte foged havde aldrig sagt til dem, at de skulle sige andet end det gode og det sande" 2. Hvad enten afsenderen nu var mestrene eller svenden, var budskabet klart: Kongens mænd, som havde været med til at fremtvinge tilståelserne ved de indledende forhør, lagde nu pres på de anklagede for at få dem til at gentage tilståelserne ved den efterfølgende biskoppelige undersøgelse mod ordenens personer. Det er interessant, at dette kommer for dagen i forbindelse med den tredje form for undersøgelse, nemlig de pavelige kommissioners undersøgelse af ordenen som orden. Men egentlig faldt det uden for forsamlingens kommissorium, og den følte da heller ingen anledning eller pligt til at forhøre Laurits for at få belyst hændelsen 3. Men der er nok ingen tvivl om, at fogedens tilstedeværelse påvirkede vidnerne. Måske var det tilfældigt, måske var det tilsigtet fra kongelig side, eller måske var der slet ingen normer for undersøgelseskommissionernes integritet: i hvert fald har vi set Vilhelm af Plaisians, Vilhelm af Nogaret og nu også Filip af Voet træde frem og med deres blotte tilstedeværelse påvirke vidneafgivelsen. 198

198 Alligevel fornemmer man en stigende grad af retfærdig sagsbehandling. De anklagede tvinges af første instans til at tilstå og trues af samme til at gentage tilståelsen over for anden instans, hvilket de så klager over til tredje instans. Kongens mand er ikke sikker på, at biskoppen er mand for at genfremtvinge tilståelserne, men Tempelherrerne har så meget tillid til de pavelige kommissærer, at de fremlægger det for dem i håb om retfærdighed. På den måde er denne vidneforklaring et tegn på, at sagen endnu ikke var afklaret og udfaldet endnu ikke var afgjort. 199

199 Noter 1. A nostre amez frere Lorent de Biame (...) et aus autres freres qui sont en prison de Sans, salut et amor. 2. Dictus prepositus nunquam eis dixerat quod dicerent nisi bonum et veritatem. 3. Jfr. Georges Lizerand, Le Dossier de l'affaire des Templiers, 1923, s

200 Kildetekst Vidneudsagn om ordenen, fortsat Fra den pavelige undersøgelseskommissions protokoller En gruppe Tempelherrers forsvar for ordenen (7. april 1310).... Endvidere, den samme tirsdag, det vil sige den syvende april, kom vi igen til det nævnte kapel, som støder op til biskoppens sal, og der fremstod, i nærvær af alle de nævnte herrer kommissærer, de nævnte brødre Renald af Provins 25 og P. af Boulogne 26, præster, og brødrene Vilhelm af Chambonnet, Bertram af Sartiges og Vilhelm af Foix, riddere, brødrene Johan af Montreal, Mathias af Cresson-Essart 27, Johan af Saint-Léonard og Vilhelm af Givry, for dem og for alle de andre nævnte brødre, som havde tilbudt sig til at forsvare ordenen 28, og for dem og for de andre nævnte brødre at fremlægge, i nærvær af de nævnte herrer kommissærer, en seddel, og den nævnte broder Peter af Boulogne læste den, bemyndiget dertil af de andre nævnte og til-stedeværende brødre; og indholdet af denne seddel er det følgende: "I jeres nærværelse, velærværdige Fædre og kommissærer, nedsat af den herre eneherskende pave for at oplyse om Tempelordenens forhold i anledning af visse frygtelige påstande der er fremsagt mod Tempelordenen, foreslår og siger 201

201 Kildetekst undertegnede brødre af den nævnte orden, ikke med hensigt på at indlede en retssag, men helt enkelt som et svar: at i en så stor sag hverken kan eller bør de eller endog vil de være advokater uden tilstedeværelse, råd og samtykke af deres mester og af kapitlet, for de hverken kan eller bør de gøre med rette. "Fremdeles, at de alle tilbyder sig, personligt, sammen og hver for sig til at forsvare ordenen, og at de anmoder ydmygt og indtrængende om personligt at medvirke i det store møde 29 og være til stede overalt, hvor man behandler ordenens forhold. - Fremdeles siger de, at når de bliver sat helt fri, har de med sikkerhed i sinde at tage dertil, hvis de kan; de, der ikke kan tage dertil, beskikker i deres sted eller opstiller som advokater brødre af den nævnte orden, som i deres navn skal følge sagen. - Fremdeles har de udpeget brødrene Renald af Provins, P. af Boulogne, præster, Vilhelm af Chambonnet og Bertram af Sartiges, ridderbrødre, og har bemyndiget dem til at fremføre, præsentere, sige og fremsætte på skrift til jer, ovennævnte velærværdige fædre, gennemgangen af alle rettighederne, alle påstandene og alle de fordelagtige argumenter, som de frembringer og som de kan frembringe for den nævnte ordens forsvar, regel og ære; og hvis de skulle forestille eller sige jer noget, som nogen kan vende eller dreje til fordom eller til bekostning for den nævnte orden, giver de slet ikke deres samtykke deri, med anmoder om og vil, at man holder det helt for ugyldigt og tomt. - Fremdeles hævder de, at hvad Tempelbrødrene har sagt, siger eller vil sige i fremtiden, medens de sidder i fængsel, hvad som helst til belastning for dem selv eller for Tempelordenen, bærer det ingen fordom mod den nævnte orden, fordi det er notorisk, at de har talt, eller vi tale, bundne, ansporede eller forførte af bønner, penge eller frygt, og de hævder, at de kan bevise det med tid og sted, når de kommer til fuld frihed, og når de har fået etableret sig fuldt og helt igen. - Fremdeles anmoder de om, at alle de brødre af den nævnte orden, som har aflagt den sekulære dragt 30 og opfører sig uhæderligt til skam for den nævnte orden og for den hellige Kirke, bliver overgivet i Kirkens hænder, under sikker bevogtning, indtil man ved, om de vil aflægge falsk eller sand vidnesbyrd. - Fremdeles anmoder, bønfalder og kræver de, at der, hver gang brødre skal undersøges, ingen lægmænd må være til stede, som kunne høre dem, eller nogle andre hæderlige personer, om hvem man med rette kunne betvivle, at det falske blev sagt og det sande blev skjult under påskud af rædsel eller frygt, fordi alle brødrene i almindelighed er slået med en sådan frygt og en sådan rædsel, at det på ingen måde behøver at overraske, hvis nogle af dem lyver, men snarere at der er nogle af dem der støtter sandheden, når man ser de trængsler og lidelser, som 202

202 Kildetekst de oplever, som siger sandheden, truslerne, uhyrlighederne og det andet ondskab, som overfalder dem dagligt, og fordelene, bekvemmelighederne, behagelighederne og frihederne, som løgnerne nyder godt af, og de store løfter, som gives dem hver dag. Hvoraf det følger at det for os er underligt, ja forbløffende, at man tillægger løgnere, som, således fordærvede, vidner til fordel for deres krop, mere troværdighed end dem, der som martyrer for Christus, er døde under tortur, med martyrkrans, for at støtte sandheden, idet de kun adlød deres samvittighed, har lidt og stadig lider hver dag i fængslet så meget tortur, pinsler, trængsler, angst, ubekvemmelighed, plager og elendighed. - Fremdeles siger de, at man ikke har fundet nogen Tempelbroder uden for kongeriget Frankrig, i hele verden, som siger eller har sagt disse løgne; deraf ser man ret klart grunden til at de er i kongeriget Frankrig, at løgnene er blevet udtalt: det er fordi, de der har sagt dem har vidnet, medens de var fordærvede af frygt, bønner eller penge. - Til forsvar for ordenen svarer de og siger helt enkelt, at Tempelordenen blev skabt og grundlagt med et sandt broderskabs barmhjertighed og kærlighed, og at den - til ære for glorværdige Jomfru, moder til Vor Herre Jesus Christus, til ære og forsvar for den hellige Kirke og hele den kristne tro, og til kamp mod korsets fjender, det vil sige de vantro, hedningerne eller Saracenerne alle vegne og især i det Hellige Land Jerusalem, som Guds søn ved at dø for vores forløsning, har indviet og helliggjort med sit eget blod - hos Gud Faderen er en hellig orden, der er pletfri og ubesmittet af enhver slags synd, og i hvilken der gælder og altid vil gælde en ordentlig troslære og en god og frelsebringende ordensregel, og at den som sådan er godkendt, bekræftet og beæret med talrige privilegier af det apostolske sæde. - Enhver der indtræder i den nævnte orden lover fire væsentlige ting, nemlig: at adlyde, forblive kysk, forblive fattig og vie alle sine kræfter til det Hellige Lands tjeneste, det vil sige til erobringen af det Hellige Land Jerusalem og, i fald Gud skulle være så nådig at det erobres, at bevare, beskytte og forsvare det af al sin magt; fredskys er tilladt i ærbarhed, og når han har modtaget dragten med korset, som de evigt bærer udbredt på brystet i ærbødighed for Ham, som blev korsfæstet for os, og til minde om hans lidelse, lærer man ham et overholde og bevare regelen og de gamle skikke, som er givet til Tempelherrerne af den romerske Kirke og de hellige fædre. Og sådan er alle Templets brødre forenede i en eneste trosbekendelse, som bliver og blev bevaret i hele verden af alle den nævnte ordens brødre, fra dens grundlæggelse og til i dag. Og den der siger eller tror noget andet tager helt fejl, synder dødeligt og fjerner sig faktisk fra sandhedens vej. 203

203 Kildetekst - Det er derfor, hvad angår de anklager, der er fremsat mod ordenen - anklager der er uhæderlige, forfærdelige, frygtindgydende og afskyelige i lige så høj grad som de er umulige og overordentligt skammelige - så siger de, at disse anklager er løgnagtige og falske, og at de, der har foreslået disse uretfærdige løgne til vor herre den enerådende pave og til vor allerhøjeste herre kongen af Frankrig, er falske kristne eller perfekte kættere, bagtalere og fordærvere af den hellige Kirke og af hele den kristne tro, fordi de bevægede af en lysten nidkærhed og misundelig ild, som meget ufromme skandalespredere, har søgt efter frafaldne eller brødre, der har forladt ordenen, som på grund af deres forbrydelser var forjagede, som syge dyr forjages fra fårestalden, de vil sige fra brødrenes menighed; sammen med dem har de opfundet og udpønset disse forbrydelser og disse løgne, som man falskeligt tillægger de nævnte brødre og deres orden; de har forført dem på en sådan måde, at alle de som kunne være blevet afsløret, dem søgte de efter, fremskaffede og læste teksten, og de opstillede en sagsmappe med disse løgne for at bringe dem til den herre kongen og til hans råd. På den måde blev alle de, der var hentet fra forskellige dele af verden, så mange var de, forledt og ført, at de, hvad angår disse forbrydelser, aflagde den samme vidneforklaring. Takket være hvilket de vildledte den nævnte herre konges ånd og hans råd til at tro på disse forbrydelser. Thi de troede, at det de sagde, og den der gik ud fra ophavsmænds og forføreres ondskabsfuldhed, gik efter ordenens og brødrenes fejl. - Det er af alt dette, at der fulgte så store farer for ordenen, så som arrestation, udplyndring, tortur, drab og tvang, udholdt af de nævnte brødre, som under dødstrusler tilstod imod deres samvittighed, dresserede som de var af drabanter; og de var tvunget til at tilstå disse forbrydelser, fordi den nævnte herre konge, således ført på vildspor af forførere, belærte den herre pave om alt det der foregik, og således blev den herre pave og den herre konge vildledt af falske råd og underretninger. - Fremdeles siger de, at I ikke kan gå frem ad den vej, der er afstukket for jer, det vil sige på embeds vegne, fordi de ikke var berygtede i forhold til disse anklager før deres arrestation, og fordi den offentlige mening ikke var imod ordenen. Og det er sikkert, at de ikke mere end os befinder sig på et sikkert sted, for de befinder sig og har hele tiden befundet sig i deres magt, som foreslog falskhederne for kongen, og som hver dag af sig selv eller ved andre, ansporer dem ved hjælp af tale, udsendinge og breve til ikke at tage afstand fra de falske vidneforklaringer, som er blevet vredet ud af dem af frygt, fordi, siges der, hvis de tager afstand fra dem, vil de med sikkerhed blive brændt. - Fremdeles siger de, at de af ordenens brødre, som har sagt eller tilstået det foregående, har gjort det på grund af eller af frygt for tortur, og at de gerne ville 204

204 Kildetekst trække deres tilståelser tilbage, hvis de turde; men de er ramt af så stor rædsel, at de ikke vover det, på grund af de trusler, man dagligt udsætter dem for. Som følge deraf, bønfalder de om, at man under afhøringen giver dem en så stor sikkerhed, at de uden frygt kan vende tilbage til sandheden. - De protesterer mod alle disse ting, og siger, at alle de indsigelser uden undtagelse er fremsat og bliver fremsat af Templets brødre i særdeleshed, hver for sig eller samlet, nu eller i fremtiden, til forsvar eller til fordel for den nævnte orden. Og hvis der er blevet fremført eller frembragt eller sagt noget, som kunne vendes til ugunst for eller fordom mod den nævnte orden, holder de det helt igennem for intet, ugyldigt og værdiløst." 205

205 Noter 1. Tidligere præceptor for Tempelherrernes hus i Orleans. 2. Peter af Boulogne var den sidste befuldmægtigede for ordenen ved pavehoffet i Rom. 3. Præceptor for Tempelherrernes hus i Belleyvial i Amiens-stiftet. 4. Der var nu mere end fem hundrede Tempelherrer, som meldte sig til kommissærerne for at forsvare ordenen. 5. Et brev fra kongen til paven af 4. november 1311 siger, at der da var Tempelherrer i omegnen af Lyon, og at deres holdning var truende. (Kirkemødet i Vienne syd for Lyon åbnedes 16. oktober 1311.) Jfr. Lizerand p Ved optagelsen i den religiøse orden. 206

206 VIDNEUDSAGN OM ORDENEN, fortsat FRA DEN PAVELIGE UNDERSØGELSESKOMMISSIONS PROTOKOLLER Vidneudsagn fra en gruppe Tempelherrer for den pavelige undersøgelseskommission i Paris (7. april 1310) Igen gik der et par måneder, hvorefter en gruppe på ni Tempelherrer fulgte kommissionens opfordring og trådte frem for at forsvare ordenen. Gruppen talte folk med en vis position i ordenen: Renald af Provins var tidligere præceptor for huset i Orleans, Peter af Boulogne var den sidste befuldmægtigede for ordenen ved pavehoffet i Rom og Mathias af Cresson-Essart var præceptor for huset i Belleyvial. Vilhelm af Chambonnet, Bertram af Sartiges og Vilhelm af Foix betegnes som riddere (milites), medens Johan af Montreal, Johan af Saint-Léonard og Vilhelm af Givry kun har fællesbetegnelsen brødre (fratres). De ni Tempelherrer kom for at tale på vegne af de mere end fem hundrede brødre, som på daværende tidspunkt havde meldt sig til forsvar for ordenen 1. Deres vidneforklaring havde form af et skrift på latin, som Peter af Boulogne læste op for kommissionen. Skriftet indledes med en påpegning af, at i en så alvorlig sag bør ordenens stormester og kapitel være til stede som en naturlig betingelse for at de ni kan forsvare ordenen. De henviser åbenbart til et kommende stormøde, hvor de ønsker at medvirke. Derefter 207

207 nævnes Renald af Provins, Peter af Boulogne, Vilhelm af Chambonnet og Bertram af Sartiges som deres særlige talsmænd. Men hvis de skulle komme til at sige noget, der kunne vendes mod ordenen, da skal det holdes for ugyldigt og tomt (irritum et inane). Efter disse indledende præciseringer følger en række punkter: 1. De hævder, at alt hvad Tempelbrødrene har sagt, siger eller vil sige, som belaster dem selv og ordenen, er ugyldigt, da det er sagt under pres. 2. De anmoder om, at alle de ordensbrødre der opfører sig uhæderligt til skam for ordenen og kirken bliver overgivet til kirken til videre foranstaltning. 3. De anmoder, bønfalder og kræver, at ingen lægmænd er til stede ved afhøringer af brødre, fordi de får brødrene til at lyve af frygt. Løgnerne giver man fordele og tillægger troværdighed, medens de brødre der adlyder deres samvittighed lider under "tortur, pinsler, trængsler, angst, ubekvemmelighed, plager og elendighed" De siger, at de løgnagtige tilståelser er et særligt fransk fænomen. I de andre lande har de forhørte ikke været "fordærvede af frygt, bønner eller penge" De påpeger, at ordenen er stiftet ud fra de ædleste motiver til kamp for det gode og mod det onde, at den er "hellig, pletfri og ubesmittet af enhver synd (... og) godkendt, bekræftet og meget privilegeret af pavestolen" Enhver der indtræder i ordenen aflægger løfte om at være "lydig, kysk og fattig og vie hele sit liv til Det hellige Lands tjeneste". 5 Efter at have afgivet dette løfte belæres den nye Tempelherre om at overholde og bevare ordenens regel og de gamle skikke, som de har fra paven og de hellige fædre. "Og den der siger eller tror noget andet tager helt fejl, synder dødeligt og fjerner sig helt og holdent fra sandhedens smalle vej" Derfor er anklagerne mod ordenen forkerte. Og de der har fundet på dem er drevet af misundelse og nid og har opsøgt bortviste brødre for sammen med dem at brygge de falske anklager sammen. Fordi disse falske anklager blev samlet og givet til kongen, aflagde de forhørte brødre ens vidneforklaringer. Derfor er kongen og hans råd blevet vildledt. 8. Derfor er ordenen blevet udsat for "arrestation, udplyndring, tortur, drab og tvang". 7 Og derfor blev de arresterede brødre under dødstrussel tvunget til at tilstå, fordi kongen og paven var vildledt af falske informationer og falske råd. 208

208 9. Kommissionen kan ikke fortsætte de begåede overgreb og uretfærdigheder, for brødrene kan ikke trække deres tilståelser tilbage, da de så med sikkerhed vil blive brændt. 10. De bønfalder om, at de arresterede får så stor sikkerhed, at de tør trække deres falske tilståelser tilbage uden at skulle frygte tortur og bål. De ti punkter forfølger tre temaer: For det første er Tempelherrerne ofre for falske anklager. For det andet bliver de ikke retfærdigt behandlet, idet torturen har fremtvunget falske tilståelser, og frygten for bålet hindrer dem i at trække tilståelserne tilbage. Og for det tredje skyldes denne ulykke dels at nogle onde mennesker ville dem til livs, og dels at kongen og paven er blevet vildledt. Fremstillingen er klar og sober, argumentationen hænger sammen og holdningen synes rimelig. Især set i forhold til Filips hysteriske anklageskrift og Jakob Stormesters kluntede forsøg på genmæle. Forsvaret af ordenen var således ved at få et solidt fodfæste 8, da et lynnedslag splintrede det. 209

209 Noter marts 1310 var 546 Tempelherrer, der er rede til at forsvare ordenen, forsamlet i biskoppens have i Paris. 2. Tormenta, penas, tribulaciones et angustias, inproperia, calamitates et miserias. 3. Corrupti timore, prece vel precio. 4. Sancta, munda et inmaculata (...) per sedem apostolicam approbata, confirmata et multis privilegiis decorata. 5. Obedienciam, castitatem, paupertatem et se totis viribus exponere servicio Terre Sancte. 6. Et quicumque aliud dicit vel aliter credit errat totaliter, peccat mortaliter et omnino discedit a tramite veritatis. 7. Captione, spoliacione, tormentis, occisionibus et coactionibus. 8. Forsvaret er overbevisende, men det udelukker ikke den opfattelse, at ordenens optagelsesceremoni balancerede på kanten af det tilladelige, og at dette kunne fortolkes og formuleres som kætteri. Men det er tydeligt, at ordenen her forsvarer sig kompetent, fordi den gør det absolut og på et generelt plan - og ikke usikkert og i forhold til specifikke anklagepunkter, som kunne være vanskelige at bortforklare, ikke mindst under trusler om tortur. Forsvarerne har her fået så meget afstand til chokket, at de har kunne sortere det uvæsentlige fra det væsentlige. 210

210 Kildetekst Vidneudsagn om ordenen, fortsat Fra den pavelige undersøgelseskommissions protokoller Vidneforklaring fra Aimery af Villiers-le-Duc (13. maj 1310).... Endvidere, den følgende onsdag, som var den 13. maj, forenede de nævnte herrer kommissærer sig i kapellet for den hellige Eligius, undtagen og undskyldte de herrer ærkebiskoppen af Narbonne 1 og biskoppen af Bayeux, og i deres nærvær blev Aimery af Villiers-le-Duc fra Langres-stiftet ført frem for at han kunne afgive sin vidneforklaring, med skægget barberet af, uden Tempelherrernes kappe og dragt, i en alder af omkring halvtreds år, efter hvad han selv sagde; og han sagde, at han var blevet Tempelbroder for omkring tyve år siden, og at han inden han blev broder havde tjent i den nævnte orden i otte år, efter hvad han selv sagde. Og da de herrer kommissærer viste ham anklagerne, som de skulle foretage en efterforskning af, erklærede det nævnte vidne, bleg og meget skrækslagen, under ed og med fare for sin sjæl, - idet han nedkaldte en brat død over sig, hvis han løj, og idet han accepterede her og nu, i overværelse af de nævnte kommissærer, at blive kastet i helvede med krop og sjæl, og idet han slog sig på brystet med sine knyttede hænder og løftede sine hænder mod alteret i en mere højtidelig bekræftelse, idet han bøjede sine knæ - at alle de forseelser der var tillagt ordenen var helt igennem falske, selv 211

211 Kildetekst om han som vidne som følge af de talrige gange han var blevet tortureret, hvilket var bibragt ham, efter hvad han sagde, af G. af Marsillac og Hugo af Celle, kongelige riddere, som forhørte ham 2, havde tilstået nogle af de ovennævnte forseelser. Han bekræftede, at han dagen før med sine egne øjne havde set fireoghalvtreds af den nævnte ordens brødre blive ført til vogns for at blive brændt, fordi de ikke ville tilstå de ovennævnte forseelser, og at han havde hørt sige, at de var blevet brændt, og at han selv, da han frygtede, at han ikke kunne yde megen modstand, hvis han blev brændt, ville tilstå og aflægge ed på, af frygt for døden, i nærvær af de nævnte herrer kommissærer og i nærvær af lige meget hvem, hvis han blev forhørt, at alle de forseelser der var tillagt den nævnte orden var sande, og han ville endog tilstå at have dræbt Herren, hvis man krævede det af ham. Og han bønfaldt og besvor de nævnte herrer kommissærer og os, de tilstedeværende notarer, om ikke at afsløre det foregående for kongens folk eller for hans vogtere, fordi, sagde han, at han frygtede at blive udsat for samme pinsler som de fireoghalvtreds ovennævnte Tempelherrer, hvis de fik det at vide. Det er derfor, da de ovennævnte herrer kommissærer så, at det nævnte vidne var på afgrundens rand, at han og andre var fuldstændig forfærdede over det der var foregået, og at et vidne, som var afhørt forinden af de samme herrer, på grund af begivenheder, der var fundet sted tirsdagen før, var vendt tilbage til dem for at bønfalde dem om at holde hans vidneforklaring hemmelig på grund af den fare, som han frygtede truede ham, at de nævnte herrer kommissærer, på grund af disse farer og andre, hvis trussel de frygtede, og for sagen, der var betroet dem, og for vidnerne, hvis de hørte derom så længe denne rædsel varede, og også af andre grunde, besluttede øjeblikkeligt at opsætte afhøringen af det nævnte vidne og det samme med de andre afhøringer, indtil de havde overvejet det mere udførligt. Og de ville og forordnede, at det blev indført af os, notarerne, i protokollen. Gjort på nævnte dag og sted, i nærvær af os, Florimont Dondedieu, Hugo Nicolas, Vilhelm Raoul og Bernhard Imbaut samt andre notarer nævnt ovenfor. 212

212 Kildetekst Noter 1. Den 10. maj var repræsentanter for de fængslede, som havde hørt at provinsrådet i Sens skulle mødes dagen efter, og som frygtede dets beslutninger, kommet til kommissærerne for at bede dem om at gribe ind for at få ærkebiskoppen af Sens til at udsætte rådsmødet. Men ærkebiskoppen af Narbonne trak sig tilbage, idet han sagde, at han skulle til messe. De andre kommissærer overvejede anmodningen og svarede at de ikke kunne gribe ind. Men den 12. maj, efter at dommene var afsagt, krævede de - uden held - at eksekutionen af dommene skulle udsættes. 2. Dette forhør var før inkvisitionens folk medvirkede eller stod for forhørene. 213

213 214

214 VIDNEUDSAGN OM ORDENEN, fortsat FRA DEN PAVELIGE UNDERSØGELSESKOMMISSIONS PROTOKOLLER Vidneudsagn fra Aimery af Villiers-le-Duc for den pavelige undersøgelseskommission i Paris (13. maj 1310) Da Aimery fem uger senere blev fremstillet for kommissionen den 13. maj var lynet allerede slået ned. Det fremgår både direkte og indirekte af forhørsprotokollen. Aimery kunne berette, at han dagen før med sine egne øjne havde set fireoghalvtreds Tempelherrer blive ført til vogns for at blive brændt, fordi de ikke ville tilstå de falske forbrydelser; han havde endvidere hørt sige, at de var blevet brændt. Aimery hverken så eller hørte forkert. Den 11. maj samledes provinskirkerådet for Sens i Paris under forsæde af den nyudnævnte ærkebiskop, Filip af Marigny, broder til kongens minister Enguerrand af Marigny. Han dømte fireoghalvtreds Tempelherrer, som havde trukket deres tilståelser tilbage, idet han erklærede dem for frafaldne på uretmæssig vis. De blev altså ikke dømt som forhærdede, men som tilbagefaldne, fordi de over for biskoppernes inkvisition i sagen mod personerne havde tilbagekaldt deres tidligere tilståelser til kongens folk i de første forhør. 215

215 Rådet havde konsulteret pariserteologerne, hvoraf kun tre støttede den hårde linje. Nitten andre magistre vurderede, at de anklagede ikke kunne dømmes som tilbagefaldne. Provinsrådet i Sens og Filip af Marigny antog dog mindretallets indstilling, til skade for de anklagede. 1 Det må ses i lyset af, at den nye ærkebiskop var kongens redskab mere end han var kirkens mand. Henrettelsen af de ulykkelige, som blev brændt levende, skabte kaos blandt de Tempelherrer, der forsvarede ordenen. Pariserkommissionen var også berørt. Det fremgår af Aimerys vidneforklaring. Han var "bleg og meget skrækslagen" (pallidus et multum exterritus), da han fik forelagt anklagerne, noterede retsreferenten. Han var tydeligvis påvirket, men det samme var retsreferenten selv, som ikke alene bemærkede Aimerys tilstand, men som også fandt anledning til at notere den i protokollen. For første gang er retsreferatet mere end en tør nedskrivning. Notaren følte medlidenhed med Aimery og forståelse for hans situation. Vidnet i sagen mod ordenen, som samtidig var anklaget i sagen mod personerne, fremstod pludselig som et offer. Aimery slog sig på brystet med sine knyttede hænder med en karakteristisk katolsk gestus og løftede hænderne mod alteret, idet han faldt på knæ og højtideligt bekendte, at alle anklagerne mod ordenen var falske, selv om han også selv havde tilstået dem. Men det var sket som følge af de mange gange, han var blevet tortureret af de to "kongelige riddere" der forhørte ham. Han ville til hver en tid tilstå hvad som helst, hvis alternativet var at han blev brændt levende på bålet. Han ville tilstå "endog at have dræbt Herren, hvis det ønskedes af ham". 2 Derfor bønfaldt han de tilstedeværende kommissærer og notarer om ikke at afsløre for kongens folk og vogterne, hvad han her sagde. Hvis de fik det at vide, ville han blive brændt som sine fireoghalvtreds brødre. Kommissionens undersøgelse skiftede karakter. Nu var det ikke længere sagens indhold, men omstændighederne der diskuteredes. Samtidig blev tredelingen tydeligere: Sagens parter var ikke længere kongen og paven mod kætterne, men kongen mod Tempelherrerne med pavens folk som ufrivillige bisiddere eller gidsler. Kommissærerne indså, at vidnet var på afgrundens rand (paratum precipio), og besluttede at opsætte denne og resten af afhøringerne, indtil de havde overvejet omstændighederne og deres stilling. Og det blev ført til protokols. 216

216 Kommissionen standsede derpå sine møder. Da den genoptog dem, var det meget få Tempelherrer der trådte frem for den, og næsten ingen vovede at optræde som forsvarere. 3 Det solide forsvar for ordenen, som var grundlagt med de ni Tempelherrers udsagn, var hermed smuldret, inden det nåede at få effekt. De pavelige kommissærer var måske nok fra starten udpeget blandt kongetro franske prælater, men vi kan konstatere, at der var et skel eller en gradbøjning mellem på den ene side kongens ministre, riddere og biskopper og på den anden side de pavelige kommissærer og pariserteologerne. Da dommene over de fireoghalvtreds Tempelherrer var blevet afsagt den 12. maj, henstillede kommissærerne - efter anmodning fra en delegation af fangne brødre - til ærkebiskoppen, at fuldbyrdelsen af dommene skulle udsættes 4, men Filip af Marigny tog ikke hensyn til deres indstilling. Han betænkte sig ikke, men handlede i stedet omgående. Den resolutte og ubarmhjertige indgriben vendte sagen definitivt til skade for Tempelherrerne. Resultatet var, at Filip tog og fik ret, og at Tempelherrerne led uret - i forhold til deres skyld, men ikke i forhold til deres tilståelser. 217

217 Noter 1. Jfr. Georges Lizerand, Le Dossier de l'affaire des Templiers, 1923, forordet, s. X samt s Eciam interfecisset Dominum, si peteretur ab eo. 3. Jfr. Georges Lizerand, Le Dossier de l'affaire des Templiers, 1923, forordet, s. X. 4. Jfr. Georges Lizerand, Le Dossier de l'affaire des Templiers, 1923, s

218 Kildetekst Vidneudsagn om ordenen, fortsat Fra den pavelige undersøgelseskommissions protokoller Vidneforklaring fra Peter af Palud, fra prædikebrødrenes orden 1 (19. april 1311).... Endvidere, broder Peter af Palud fra Lyon-stiftet, fra prædikebrødrenes orden og bachelor i teologi, som siges at vide noget om de anklager, der er indeholdt i de nævnte punkter, svor, efter at have berørt de fredhellige Evangelier og i overensstemmelse med den samme edsformular som de ovenfor beskrevne vidner, som blev oplæst for ham, at sige sandheden i denne sag, så godt som hans hukommelse rakte. Da anklagerne 2 var blevet læst for ham sammen og hver for sig, svarede han, at om deres indhold vidste han kun, og troede han kun at have hørt sige det følgende: nemlig at han havde hjulpet til med undersøgelsen af mange Tempelherrer, hvoraf nogle tilstod et stort antal af de forseelser der er indeholdt i de nævnte artikler, og hvoraf nogle andre benægtede dem helt, og at det af mange grunde forekom ham, at man måtte fæste mere lid til dem som nægtede end til dem som tilstod. Imidlertid hørte han af et stort antal inkvisitorer, som foretog undersøgelse mod de nævnte Tempelherrer, mange enkeltheder, som blev tilstået i deres nærvær: ud fra disse 219

219 Kildetekst fortællinger og ud fra andre kendsgerninger sluttede han, at de i de ovennævnte artikler indeholdte forbrydelser eller i det mindste størsteparten af dem blev begået under eller efter modtagelsen af visse brødre, og at de ikke blev det af andre. Og han havde hørt fortalt, at i begyndelsen, ved ordenens start, red to Tempelherrer på én hest i et slag hinsides havet, den der sad forrest anbefalede sig til Jesus Christus og blev såret i slaget; men den anden, som red bag ved ham, og som, troede han, var djævelen forklædt i menneskeskikkelse, sagde, at han skulle anbefale sig til ham, som bedre kunne hjælpe ham. Da han ikke var blevet såret i slaget, bebrejdede han den anden, at han havde anbefalet sig til Jesus Christus, og han sagde til ham, at hvis han ville tro på ham, ville ordenen vokse og blive rig; og vidnet havde hørt fortælle, men vidste imidlertid ikke af hvem, at den første, som var blevet såret, blev forført af den nævnte djævel forklædt i menneskeskikkelse, og at det er derfra de ovennævnte forseelser stammer. Og han ser ofte på malerier to skæggede mænd på samme hest, og han tror, at det er et billede af de to nævnte Tempelherrer. Han tilføjede, at han havde hørt fortælle, men at han ikke huskede af hvem, at ordenens mester engang, efter længe at have lidt i et sultansk fængsel, blev løsladt efter at have lovet at indføre de nævnte forseelser indeholdt i de nævnte artikler i ordenen eller i det mindste nogle af dem, og at den nævnte sultan ved denne betingelse lovede, at han og hans efterfølgere skulle holde ordenen i agt og ære, og at de ville hjælpe de nævnte Tempelherrer og deres orden materielt. Ganske vist erklærede det nævnte vidne, at han ikke vidste om disse beretninger var sande eller falske, idet han tilføjede, at han intet mere vidste om de punkter, der er indholdt i de nævnte artikler. 220

220 Kildetekst Noter 1. Peter af Palud var dominikanermunk og blev senere udnævnt til patriark af Jerusalem (men ikke i Jerusalem). 2. Det drejer sig om 127 anklagepunkter eller 'artikler', som var baseret på de oprindelige anklager fra september 1307, som blev suppleret med hvad der yderligere 'kom frem' under de første afhøringer. Kongens folk forberedte de 127 artikler, som så blev sendt til Rom, hvor de blev endeligt formulerede og sendt videre til undersøgelseskommissionerne. Undersøgelser har vist, at paven ikke underkastede dem nogen særlige modi fikationer. Se bilag 1. Jfr. Georges Lizerand, Le Dossier de l'affaire des Templiers, 1923, s

221 222

222 VIDNEUDSAGN OM ORDENEN, fortsat FRA DEN PAVELIGE UNDERSØGELSESKOMMISSIONS PROTOKOLLER Vidneudsagn fra Peter af Palud fra prædikebrødrenes orden for den pavelige undersøgelseskommission i Paris (19. maj 1311) Efter kommissionen havde genoptaget sin undersøgelse, vidnede en ung dominikanermunk til forsvar for eller måske snarere til forklaring af Tempelherreordenen. Der var gået et års tid efter den drastiske vending, som sagen havde taget med Filip af Marignys resolutte indgreb, da Peter af Palud, den senere patriark af Jerusalem, kom med sit syn på sagen og ordenen. 1 Peter var antagelig indkaldt som ekspertvidne, eller også har han selv stillet sig til rådighed for kommissionen, fordi han mente, at nogle ting skulle sættes på plads i forhold til den ukritiske fordømmelse af Tempelherrerne. Der var ellers ikke mange udenforstående der vidnede for eller imod ordenen. Måske har han meldt sig frivilligt, eller også har han gjort sig bemærket og er blevet tilsagt af den grund. Under alle omstændigheder krævede det mod at stå frem og tale for ordenen, da det var ensbetydende med at man dermed pådrog sig kongens vrede. 2 Retsreferatet redegør ikke for omstændighederne, men nævner, at "det siges om ham, at han ved noget om indholdet i de nævnte artikler" 3, hvormed der sandsynligvis menes de 127 anklagepunkter i sagen

223 Han kom med to forklaringer; men inden da fremlagde han sin umiddelbare konklusion: Han havde været med ved forhøret af mange Tempelherrer; nogle tilstod mange af punkterne, medens andre benægtede dem alle; men han fandt, at de sidstnævnte var de mest troværdige: "Af mange grunde forekom det ham, at man måtte fæste mere lid til dem der nægtede end til dem der tilstod" 5. Ud fra sine egne erfaringer sluttede han, at de fleste af de nævnte forseelser var blevet begået ved nogle modtagelser af nye brødre, men ikke ved andre. Her taler en forsigtig jurist; han udviste personligt mod ved at gå i brechen for Tempelherrerne, men holdt samtidig hovedet koldt, så han ikke konkluderede mere end grundlaget kunne bære. Det fremgår ikke af retsreferatet, om kommissærerne prøvede at få ham til at udtale sig mere specifikt om forseelsernes omfang: hvad var forholdet mellem 'nogle' og 'andre'? Det, som er karakteristisk for hele sagen mod Tempelherrerne, bliver tydeligt her: hverken forhørsledere eller undersøgelseskommissærer er virkelig interesserede i at analysere eller trænge til bunds i Tempelherrernes 'kætteri'. I stedet for at fastholde dette førstehåndsvidne til de inkvisitoriske forhør af de anklagede på et sagligt niveau, lader de - måske i ond vilje - ham forvilde sig ud i fantastiske forklaringer. Efter disse besindige overvejelser og efter dette tilløb til en rationel diskussion af skyldsspørgsmålet skifter vidneudsagnet og Peter af Palud nemlig karakter, idet han fremsætter de nævnte to forklaringer, hvoraf den ene er en version af den almindelige konspirationsteori, medens den anden nærmest er metafysisk. Den konspirationsteoretiske forklaring kan refereres således: Engang sad en stormester længe i fængsel hos saracenernes sultan. Han blev løsladt mod at love at indføre forseelserne i de nævnte artikler i Tempelherreordenen. Så skulle sultanen og hans efterfølgere agte og ære ordenen og hjælpe ordenen og dens medlemmer materielt. Peter skyndte sig at erklære, at han ikke kunne stå inde for sandheden heri, men han referede i hvert fald til en teori om, at Tempelherrerne havde et hemmeligt forbund eller en hemmelig forståelse med deres og alle kristnes hovedfjende, muslimerne. Den anden og næsten metafysiske teori har dette indhold: I begyndelsen, da ordenen startede, red to Tempelherrer i et slag på den samme hest. Den forreste anbefalede sig til Jesus, men ham der sad bagpå var djævelen forklædt som menneske (troede Peter), og djævelen sagde, at hvis han anbefalede sig til ham, skulle ordenen få fremgang og blive rig. 224

224 Teologen Peters anden forklaring er nok så interessant i og med at den trækker på hele tre forskellige motiver: Det er en 'oprindelsesmyte' (sådan skabtes ordenen). Det er også en konspirationsteori (den gamle historie om pagten med djævelen er måske den oprindelige konspirationsteori). Og endelig er det jo en version af fortællingen om djævelen der frister den fromme. 6 Og så siger det noget om datidens verdensbillede, at en (kommende) lærd teolog til andre lærde teologer i en juridisk undersøgelse for alvor og hverken symbolsk eller metaforisk inddrager djævelen i menneskeskikkelse. 7 En nutidig og nøgtern fortolkning af vidneudsagnet må være, at Peter stiller spørgsmålstegn ved forbrydelsernes altomfattende karakter, og at han i det omfang der er begået fejl forudsætter, at der må findes en naturlig eller overnaturlig forklaring. Det er simpelt hen ikke rimeligt i hans øjne, at kongen (eller paven for den sags skyld) lader sig rive med af skandalen og sætter et modspil ind, som synes endnu mere skandaløst end de mere eller mindre påståede forseelser. Opsamling De otte vidneudsagn tegner til sammen en udvikling i tre faser. Den indledende og opbyggende fase, der starter fra et nulpunkt, hvor ordenens stormester, Jakob, viser sig som en svag og modløs leder og et dårligt eksempel for sine brødre, idet han ikke er i stand til at præstere noget forsvar for sin orden. Derfra træder omridset af et forsvar frem, idet et af de menige medlemmer, Ponsard, har mod til at trodse de falske anklagere, men så mister sin troværdighed ved et modtræk fra deres side, og idet et andet medlem, Johan, formår at så tvivl om myndighedernes fremgangsmåde, hvorved han indirekte styrker ordenens stilling. I den næste fase konsolideres det spirende håb, idet en gruppe på ni Tempelherrer på overbevisende måde hævder ordenens uskyld ved hjælp af en kompetent afvisning af anklagerne. Så indtræder katastrofen: 54 Tempelherrer bliver brædt på bålet, og derefter bliver udviklingens tredje fase en afmægtig konstatering af ordenens nederlag. For sent viser det sig, at en af inkvisitionens egne folk, dominikanermunken Peter, kunne have støttet ordenens sag; men han afspores. Og selv om der var blevet sået ny tvivl om de anklagedes skyld - sådan som tendensen havde været frem til katastrofen, så var den vel blevet mødt med de 'nødvendige' modtræk fra anklagernes side. Sagen havde allerede forlængst overskredet det punkt, hvorfra en 180 graders vending var mulig. Kuppet der ændrede forløbet viser, at Filip og Klemens var for dybt involverede og havde for meget prestige på spil til at sagen mod Templeherrerne kunne behandles retfærdigt. 225

225 Den strålende sejr, som Vilhelm af Plaisians under udfoldelse af megen retorik havde proklameret i Poitiers i 1308, kunne ikke reproduceres og befæstes med samme overrumplende effektivitet som ved de første forhør. Sagen var blevet tung og besværlig, fordi nogle af de anklagede Tempelherrer havde rystet chokket af sig og var begyndt at forsvare sig, og fordi andre af de involverede parter også var kommet i tvivl om sagens enkelhed og om Tempelherrerne skyld. Derfor blev kongen og hans folk nødt til at gennemtvinge den ved hjælp af et sejt pres og ved et pludseligt kup. 226

226 Noter 1. Peter af Paluds karriere som teolog, prædikant, jurist og politiker er beskrevet i Jean Dunbabins biografi A Hound of God. Pierre de la Palud and the Fourteenth-Century Church, Dunbabin forestiller sig, at Peter har talt Tempelherrernes sag hos ærkebiskop Peter af Savoyen i begyndelsen af 1310, og at han derfor (antageligt mod sin vilje) er blevet indkaldt til at vidne for kommissionen. Jfr. Jean Dunbabin, A Hound of God. Pierre de la Palud and the Fourteenth-Century Church, 1991, s Qui dicebatur aliquid scire de contentis in dictis articulis. 4. De 127 anklagepunkter var baseret på de oprindelige anklager fra september 1307, som blev suppleret med hvad der yderligere 'kom frem' under de første afhøringer. Kongens folk forberedte 'artiklerne', som så blev sendt til Rom, hvor de blev endeligt formulerede og sendt videre til undersøgelseskommissionerne. Se en gengivelse i Bilag Ex multis argumentis videbatur ei quod major fides esset adhibenda negantibus quam confitentibus. 6. Jfr. Mattæus-evangeliet, 4:9, hvor Djævelen siger til Jesus: "Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig." 7. Dunbabin skriver, at Peter af Palud også i sine senere prædikener og polemiske skrifter gør sådanne Dr. Jekyll - Mr. Hyde-agtige spring fra det lærde til det folkelige. Jfr. Jean Dunbabin, A Hound of God. Pierre de la Palud and the Fourteenth-Century Church, 1991, s

227 228

228 EPILOG FILIPS TO BREVE TIL KLEMENS OM ORDENENS OPLØSNING Et års tid efter dominikanermunkens ekspertudsagn om Tempelherreordenens forhold til de 127 anklagepunkter var ordenen ved at blive nedlagt. Vi kan læse om det i to breve fra kong Filip til pave Klemens. Først sagens gang kort: I tiden frem til det første brev var retsundersøgelserne blevet afsluttet, der var kirkemøde i Vienne, og stænderne var indkaldt i Lyon. I tiden mellem de to breve, (fra 2. marts til 24. august 1312) var Filip i Vienne, og Klemens udstedte tre pavebuller, hvor han i den første ophævede ordenen administrativt, i den anden bestemte at ordenens ejendom skulle overgå til Johannitterne, og i den tredje bestemte personernes skæbne. Efter det andet brev, som er den sidste kilde i nærværende samling, skete der dette: Johannitterne samtykkede i at betale Filip livres tournois i erstatning. Klemens udpegede tre kommissærer til at undersøge og dømme ordenens fire ledere, som de dømte skyldige. Jakob af Molay og Godfred af Charney trak deres tilståelser tilbage og blev brændt på bålet. Klemens og Filip døde samme år. Protokollerne fra kirkemødet er forsvundet, og forhandlingerne mellem kongen og paven er der næsten intet tilbage af. Det er på baggrund af disse begivenheder og denne mangel på kilder Filips to breve til Klemens fra marts og august 1312 skal læses. 229

229 230

230 Kildetekst Filips to breve til Klemens om ordenens opløsning Brev fra Filip den Smukke til pave Klemens V med krav om ordenens nedlæggelse (2 marts 1312) 2. Til den Meget Hellige Fader i den Herre Klemens, ved det guddommelige Forsyn højeste pave for den hellige og ukrænkelige romerske og universelle Kirke fra Filip, af samme nåde konge af Frankrig, idet han kysser hans højsalige fødder. Deres Hellighed ved, at vi har hørt fra troværdige personer, at det fremgår eller resulterer af det, som man har fundet i undersøgelserne mod Tempelbrødrene og Tempelordenen, at de har begået sådanne og så store kætterier og andre forfærdelige og afskyelige forbrydelser, at ordenen af den grund med rette bør nedlægges. Det er derfor at vi, som brænder af nidkærhed for den ortodokse tro, og som ikke vil have, at en så stor uret gjort mod Christus forbliver ustraffet, inderligt, hengivent og ydmygt bønfalder Deres Hellighed om at nedlægge den nævnte orden, oprette en ny militær orden og tillægge den med deres rettigheder, ærer og forpligtelser den nævnte ordens besiddelser eller de besiddelser, som den havde og som den ejede på det tidspunkt, hvor ordenens mester, præceptorerne for Frankrig, for hinsides havet, for Normandiet, for Poitou og for Aquitanien og mange andre af den nævnte ordens 231

231 Kildetekst brødre blev arresterede og holdt tilbage i vort kongerige i stort antal, det vil sige i det Herrens år et tusind tre hundrede og syv 3, eller at samtykke i at overføre dem til en anden af de gamle militære ordner 4, sådan som Deres hellige omtanke bedømmer det fordelagtigt for Guds ære og til gavn for Det hellige Land. Og sandelig Hellige Fader vil vi holde alt hvad du bestemmer om dette emne for godkendt og behageligt, vi vil modtage det og overholde det hengivent i vort kongerige, og vi vil, beordrer og foreskriver, at vore efterfølgere respekterer det; og vi vil, som det tilkommer os, se til at vore undersåtter overholder det, dog på en sådan måde, at de nævnte besiddelser med de dertil knyttede ærer, rettigheder og forpligtelser, forbliver intakte til hjælp for Det hellige Land i overensstemmelse med her føranførte bestemmelse, som bør gøres deraf, idet de rettigheder, uanset hvilke, som før den nævnte arrestation tilhørte os selv og prælater, baroner, adelsmænd og alle andre i vort kongerige bliver tilbage i behold. Til vidnesbyrd om og garanti for hvilket, vi har ladet påsætte vort segl på de nævnte breve. Gjort i Mâcon den 2. marts det Herrens år tusind tre hundrede og elleve 5. * * * 2. - Brev fra Filip den Smukke, som samtykker, men med forbehold for overførelsen af Tempelordenens besiddelser til Johannitterordenen (24. august 1312). Til den Meget Hellige Fader af Vorherre den Herre Klemens, ved det guddommelige Forsyn højeste pave for den hellige og ukrænkelige romerske og universelle Kirke fra Filip, af samme nåde konge af Frankrig, idet han kysser hans højsalige fødder. Meget Hellige Fader, forventet som hidtil, ved det almindelige kirkemøde i Vienne, Deres Hellighed har draget omsorg for, at - på grund af kætterier, uhyrligheder og forbrydelser, der er afsløret hos brødrene af den gamle militære Tempelorden - udstøde ved en forordning og en apostolsk foranstaltning den nævnte orden af Guds hellige Kirke, som frugtesløs, modbydelig og vederstyggelig, at ophæve dens statut og dens navn, og at vi har samtykket i, at Deres Hellighed ved overførslen af den gamle Tempelordens besiddelser til en ny militær orden eller til en gammel disponerer derover ifølge hvad som forekommer Deres Hellighed fordelagtigt for Gud og for hjælpen til Det hellige Land; forventet at Deres Helligheds endelige beslutning, taget med vor tilslutning, har bestået deri, at den nævnte ordens besiddelser, med de dertil knyttede ærer og forpligtelser, ved 232

232 Kildetekst apostolsk forordning bliver overført til Johannitterbrødrene og ordenen til tjenesten i Det hellige Land, til hvilken de fra først af har været bestemt, på samme måde som Johannitterordenens egne besiddelser, i betragtning af, at de nævnte besiddelser, for så vidt som de er i vort kongerige finder sig placerede under vor bevogtning og under vor særlige beskyttelse og at den middelbare og umiddelbare patronatsret over dem tilhører os, som man ved det, fuldt ud; vi dog, sådan som det tilhører os, vi har været ført, med de forenede prælater på kirkemødet 6, til at give vort samtykke til din beslutning, fordi Deres Hellighed havde sørget for, at den nævnte Johannitterorden skulle reguleres og reformeres af det pavelige sæde såvel dens leder som dens medlemmer 7 og at den skulle gøres acceptabel for Gud og for gejstlige og lægmænd, og ikke farlig, men så nyttig som mulig til hjælp for Det hellige Land og at man også med hensyn til alle de ovennævnte besiddelser tager forsigtighedsregler, efter at have genvundet alle dem, som tilhørende de to ordner er blevede fjernet for at de frugter, produkter og indtægter, med fradrag for nødvendige udgifter til deres bevaring og administration, hvilket skal benyttes trofast og ubeskåret til tjeneste og hjælp for ovennævnte og således som Deres Hellighed, med det hellige råds samtykke, har beordret det og har kundgjort ordren for det nævnte råd. Vi tiltræder altså arrangementet, forordningen og overførelsen som anført, og vi giver det vores samtykke, (idet) alle vores, prælaternes, baronernes, adelens og hvilke som helst andre i vort kongerige værende personers tidligere rettigheder over de nævnte besiddelser altid skal holdes uden skade for os og dem. Til vidne om og garanti for hvilket vi har ladet vort segl påsætte nærværende skrivelse. Givet i Paris, den 24. august, det Herrens år tusind tre hundrede tolv. 233

233 Kildetekst Noter 1. Archives nationales, J. 413, nr. 12, 12b og Dette brev blev sendt af kongen på vej til Vienne efter at han havde mødt sine udsendinge, heriblandt Marigny, Nogaret og Plaisians, som havde forladt paven i slutningen af februar. Jfr. Georges Lizerand, Le Dossier de l'affaire des Templiers, 1923, s. 196f. 3. Den 13. oktober I 1274 havde kirkemødet i Lyon foreslået at de militære ordener skulle lægges sammen, og nogle år senere fik Jakob af Molay forelagt forslaget til udtalelse. Jfr. Jakobs brev til Klemens fra 1306/ Det er den 2. marts 1312 efter den nye tidsregning. 6. Filip accepterede ikke overførelsen, fordi hans plan om at skabe en ny orden mødte stærk modstand på kirkemødet. Jfr. Georges Lizerand, Le Dossier de l'affaire des Templiers, 1923, s Dette forbehold var måske tænkt fra de kongelige rådgiveres side som lokkemad til en ny proces, denne gang mod Johannitterordenen. Jfr. Georges Lizerand, Le Dossier de l'affaire des Templiers, 1923, s

234 FILIPS TO BREVE TIL KLEMENS OM ORDENENS OPLØSNING Før det første brev Den pavelige kommission afsluttede retshandlingerne den 5. juni Men selv om ordenen faktisk var ophørt med at eksistere, skulle den endelige dom over denne religiøse institution alligevel fældes af pavekirken. Det var det vigtigste punkt på dagsordenen for det kirkemøde, som forsamledes i Vienne den 16. oktober Det skulle om ikke afgøre Tempelordenens skæbne, så i hvert fald stadfæste den, så alle formalia blev tilgodeset. Forsamlingen skulle dømme ud fra de pavelige undersøgelseskommissioners retsprotokoller der blev sendt dertil og studeret. Protokollerne var dog for omfattende, så der måtte udarbejdes resuméer. 2 Samtidig begav et antal Tempelherrer sig på vej til Vienne for at fremsætte deres forsvar for ordenen. Et brev fra paven til kongen dateret den 4. november vurderer antallet af Tempelherrer der var forsamlede i Lyon og krævede at få foretræde for kirkemødet til femten hundrede eller to tusinde. 3 I begyndelsen af december 1311 spurgte paven kirkemødets storkommission i Vienne, om der skulle gives adgang for sådanne forsvarere af ordenen. Flertallet af de tilstedeværende prælater svarede bekræftende, her iblandt de danske. Et meget lille mindretal på fem medlemmer, hvoraf de fire var franske, stemte imod. 4 Beslutningen var alvorlig, for hvis Klemens V lod hånt om dette overvældende flertals indstilling, ville der blive sat spørgsmålstegn ved alt det, der var gjort indtil da. Han 'klarede' situationen ved at afbryde mødet uden at noget blev besluttet. 235

235 Filip prøvede atter at påvirke pavens vilje. Han indkaldte i februar 1312 en forsamling af de tre stænder i Lyon, lige som han tidligere havde gjort det i Tours i Og han sendte sine repræsentanter, blandt andre Vilhelm af Nogaret, Enguerrand af Marigny og Vilhelm af Plaisians, til Vienne. Fra og med den 17. januar arbejdede de hver dag med paven og hans kardinaler. I slutningen af måneden, kunne de sende deres forslag eller tilbud til kongen. Filip sendte i det første brev af 2. marts 1312 sine sidste forslag til paven: han krævede, at ordenen blev nedlagt - men ikke at den blev fordømt - og han accepterede, at dens besiddelser overgik til en anden orden. Det første brev Brevet begynder i den høje stil, og Filip sparer ikke på den formelle eller falske underdanighed; han runder de indledende fraser af med: "(Jeg) kysser (dine) salige fødder" 5. Derefter konstaterer han, at det fremgår af undersøgelserne mod brødrene og mod ordenen, at de har begået så mange og så store forbrydelser, at ordenen bør nedlægges. Derfor beder han i sin trosiver Klemens om at gøre det og i stedet oprette en ny, som så kan overtage Tempelherrernes funktion og (ikke mindst) deres ophævede rettigheder og beslaglagte besiddelser. Eller subsidiært at disse overføres til en af de gamle ordener 6. Filip lover højt og helligt, at han, hans undersåtter og hans efterkommere altid vil respektere og efterkomme den pavelige afgørelse. Dog er det en betingelse (og en selvfølge), dels at de nævnte besiddelser forbliver i god behold til brug for Det hellige Land, og dels at de rettigheder, som tilhører Filip selv og hans prælater, baroner, adelsmænd og andre i Frankrig, forbliver uantastede. Formuleringen er noget usikker, og min oversættelse ligeså; måske har Filip 'uld i munden', fordi hans krav er så delikat. Samtidig med at han forsikrer om sin underdanighed og pavens suverænitet i sagen, foreslår, foregriber eller omformulerer han et løsningsforslag, hvor Tempelherrernes kæmpeformue på ideal vis kanaliseres til det oprindelige formål, men hvor den franske del af formuen, som var betydelig, (knap så idealt) holdes uden for handelen. Det er i den forbindelse interessant, at brevet indledes med høfligheds- og underdanighedsfraser, men afsluttes i en mere forretningsmæssig tone uden nogen form for fodkysseri. Man kan sige, at Filip kysser Klemens i den ene ende og presser ham i den anden ende af brevet. 236

236 Efter det første brev Forhandlingerne mellem pave- og kongemagten fortsatte stadig som et (hemmeligt) sidestykke til det suspenderede kirkemøde, og den 20. marts ankom Filip selv til Vienne. To dage efter rådførte paven sig for sidste gang med en forsamling sammensat af kirkemødets storkommission og kardinalerne, og han foreslog dem sin løsning, som er formuleret i bullen Vox in excelso af 22. marts 1312: Eftersom den franske konge forlangte ordenens nedlæggelse, og eftersom kirkemødet forlangte, at man tillod den at benytte forsvarere, var en regulær retssag blevet umuliggjort, fordi dens emne ville være tvivlsomt; der eksisterede kun én acceptabel løsning, og det var at nedlægge ordenen, ikke som følge af en domfældelse, men ved 'apostolisk provision'. 7 Man kan sige, at Klemens huggede den gordiske knude over, men ikke særligt elegant. Det blev besluttet og siden bekendtgjort den 3. april ved kirkemødets tredje samling i Vienne. De anførte motiver var, at ordenen var berygtet, at den ikke var til nogen nytte i Det hellige Land, at tilgang til den fra nu af ville være umulig, og at det var uopsætteligt nødvendigt ikke at forhale sagens afgørelse, da det kunne medføre risiko for at ordenens besiddelser gik tabt. Bullen Ad providam af 2. maj 1312 bestemte at ordenens ejendom skulle overdrages til Johannitterne, og Klemens overførte trods modstand fra et stort antal af kirkemødets deltagere ordenens besiddelser til Johannitterordenen, dog undtaget dem der befandt sig i Spanien. Filip, som kunne have ønsket at rigdommene blev overført til en ny orden, accepterede dog (i det andet brev af 24. august 1312 fra Paris) denne overførsel, men på betingelse af at Johannitterordenen blev reformeret. Det andet brev Det andet brev er som det første: indledende høflighed og underdanighed efterfulgt af en bekræftende gentagelse af, at Tempelherreordenen bør nedlægges, fordi den er "Frugtesløs, modbydelig og vederstyggelig" 8, samt at han, Filip, har samtykket i at ordenens besiddelser skal over gå til en anden, ny eller gammel orden til brug for det oprindelige formål. Dog (stadig) med det ikke uvæsentlige forbehold, at den del af Templets formue der befinder sig i Filips kongerige under hans "særlige bevogtning og beskyttelse, (...) dens middelbare eller umiddelbare patronatsret tilhører ham fuldt ud" 9. På disse betingelser går Filip med til at Johanitterordenen får Templets formue, men så skal Klemens også sørge for, at denne orden bliver reformeret og reguleret, både i toppen og blandt dens almindelige brødre eller, som Filip skriver: "i hovedet såvel som i lemmerne"

237 Brevet sluttes af med det formelle samtykke: "Vi tiltræder altså arrangementet, forordningen og overførelsen som anført, og vi giver det vores samtykke, (idet) alle vores, prælaternes, baronernes, adelens og hvilke som helst andre i vort kongerige værende personers tidligere rettigheder over de nævnte besiddelser altid skal holdes uden skade for os og dem." 11 Det gennemsyrer de to breve, at Filip ville opretholde den formelle anerkendelse af Klements placering i hierarkiet. Klemens var som pave den højeste i det gejstlige hierarki og derfor (i det mindste formelt) den øverste myndighed i religiøse anliggender. Og Tempelordenens opløsning var (i hvert fald formelt) et sådant religiøst anliggende. Filip ønskede ikke eller forestillede sig ikke at kunne ændre på det. Men det er lige så tydeligt, at Filip uformelt satte sin magt igennem over for Klemens, hvad angår det vi i dag ville betragte som substansen i sagen. Efter det andet brev Bullen Considerantes dudum af 6. maj 1312 bestemte personernes videre skæbne, bekendtgjorde ordenens ophævelse og befalede alle andre fyrster at forbyde den i deres lande. Johannitterne samtykkede den 21. marts 1313 i at betale Filip livres tournois i erstatning. Så nu manglede man kun at tage sig af ordenens ledere, før sagen var færdig og dens akter kunne arkiveres. Paven havde hele tiden forbeholdt sig retten til at dømme de højtstående Tempelherrer, som sad fængslet i Paris. Han gjorde det imidlertid ikke personligt, da det kom til stykket, men udpegede den 22. december 1313 tre kommissærer til at undersøge og dømme ordenens fire ledere. Den 19. marts 1314 dømte denne kommission, som bestod af tre kardinaler, ordenens topfolk til livsvarigt fængsel. To af de dømte, Hugo af Pairaud og Godfred af Gonneville, påhørte i tavshed oplæsningen af dommen; men Godfred af Charney og Jakob af Molay protesterede; de proklamerede, at de bebrejdede sig selv, at de havde afgivet falske tilståelser, og at de havde forrådt en hellig orden. Kongens folk greb ind og gjorde kort affære, idet de tilrev sig kommissionens beføjelser og dømte de to til at blive brændt levende. 12 De to blev brændt den samme dag på bålet på spidsen af Ile de la Cité, øen i Seinen, hvor Notre Dame ligger. Ifølge et øjenvidne, Godfred af Paris, sagde eller måske snarere råbte Jakob af Molay (blandt andet) dette på bålet: Gud vil hævne vor død på dem der dømte os fejlagtigt. Vore modstandere skal komme til at lide. I skal møde mit ansigt foran Jomfru Maria, som fødte Christus

238 Blandt folk opstod senere det rygte, at Jakob på bålet forbandede Klemens og Filip og stævnede dem begge for Guds domstol inden år og dag. 14 Klemens døde den 20. april og Filip døde den 29. november samme år. Kort efter uddøde den franske kongeslægts hovedlinje, hvilket udløste den arvestrid der blev til Hundredårskrigen

239 Noter 1. De to breve er fra De findes i Archives nationales, J. 413, nr. 12, 12b og 13. De er tidligere udgivet i Pierre Dupuy, Histoire de l'ordre des Templiers, nr. 110, s. 416f og nr. 116, s. 450f. Desuden er det første af de to breve udgivet i Leibniz, Codex juris gentium, s. 92f. (Georges Lizerand, Le Dossier de l'affaire des Templiers, 1923, s. 196ff). 2. Biskopperne af Soissons, Mende og Léon fik til opgave at studere de forskellige vidneudsagn og udforme en rapport. Jfr. Rapettis artikel om Molay i Hoefer (ed), Nouvelle biographie générale, 1963 (1861), tome 35, spalte Rapetti skriver, at det var Tempelherrer, som var undsluppet fra arrestationen (i 1307) og som havde flakket om i bjergene i fire år. Det lyder noget usandsynligt. Der var måske knap så mange, og det var nok (overvejende) Tempelherrer der havde tilstået og var blevet tilgivet. Jfr. Rapettis artikel om Molay i Hoefer (ed), Nouvelle biographie générale, 1963 (1861), tome 35, spalte For forsvarere stemte prælaterne fra Italien (på nær en enkelt), Spanien, Tyskland, Danmark, England, Skotland, Irland og endog flertallet af dem fra Frankrig. Imod stemte en italiener og ærkebiskopperne fra Reims, Rouen og Sens. I de tre nævnte franske steder var der blevet brændt Tempelherrer på bålet. Vi kender i forvejen den sidste af de tre franske nejsigere, Filip af Marigny, ærkebiskoppen af Sens, som lod de 54 Tempelherrer brænde. Jfr. Rapettis artikel om Molay i Hoefer (ed), Nouvelle biographie générale, 1963 (1861), tome 35, spalte 811 samt Jules Michelet, Histoire de France, 1876 (1837), tome 4, s Pedum oscula beatorum. 6. Til Johannitterne, sådan som det tidligere havde været på tale. Jfr. Jakob af Molays brev til Klemens fra 1306/1307 om sammenlægning af de militære ordener. 7. Ikke per modum definitivae sententiae... et de jure, men per viam provisionis et ordinationis apostolicae. Altså ikke med en endelig og juridisk dom, men ad provisorisk vej og ved apostolisk forordning. Jfr. Rapettis artikel om Molay i Hoefer (ed), Nouvelle biographie générale, 1963 (1861) spalte 811f. 8. Infructuosum, odiosum et abhominabilem. 9. Gardia speciali et protectione (...) ad nos jus patronatus mediate vel inmediate plenarie pertinere. 10. In capite quam in membris. 11. Nos igitur disposicionem, ordinationem et translationem hujusmodi acceptamus et ei nostrum prebemus assensum, juribus omnibus nobis et prelatis, baronibus, nobilibus et aliis quibuscunque regni nostri ante predicta competentibus in bonis predictis, salvis perpetuo nobis et eis. 12. Jfr. Georges Lizerand, Le Dossier de l'affaire des Templiers, 1923, forordet s. XII. 13. Godfred af Paris, som skrev Chronique métrique, Her i mit referat af originalteksten, der lyder således: Sur cels qui nous dampnent à tort: Diex en vengera nostre mort. Seingnors, ici sachiez, sans tère, Que tous celz qui nous sont contrere, Por nous en aront à souffrir. En ceste foy veil-je mourir. Vez-ci ma foy; et je vous prie Que devers la vierge Marie, Dont nostre Seingnor Crist fu nez, Mon visage vous me tornez. Kilde: Rapettis artikel om Molay i Hoefer (ed), Nouvelle biographie générale, 1963 (1861), tome 35, spalte

240 14. Jfr. 'Stormesterens forbandelse' i historiografiafsnittet. 15. Min gennemgang af den sidste fase af sagen mod Tempelherreordenen støtter sig især til Georges Lizerand, Le Dossier de l'affaire des Templiers, 1923, forordet s. Xff. 241

241 242

242 KONKLUSION Efter kildeanalysen og gennemgangen af sagen mod Tempelherrerne i Frankrig kan resultaterne samles og vurderes. Det sker på tre niveauer: først resumeres sagens begivenheder, forløb og udgang, dernæst gives den en politisk- og mentalitetshistorisk forklaring, og til sidst indsættes den i en overordnet kontekst med et længere forløb. Endelig forholdes disse resultater og forklaringer til den eksisterende historieskrivning om sagen. Hvad der skete med ordenen og med de implicerede personer Tempelherreordenen blev som følge af anklagerne og tilståelserne ophævet, dog ikke som aftalt i forlængelse af en vedtagelse af kirkemødet i Vienne, men administrativt af Klemens med Filip som indforstået bagmand. Ordenens besiddelser blev principielt overdraget til Johannitterne til brug for en (ikke realiseret) erobring af Jerusalem. De franske Tempelherrer, der så godt som alle blev arresteret i 1307, blev forhørt i flere omgange. Allerførst af kongens fogeder og riddere i forbindelse med arrestationen og umiddelbart efter med inddragelse af inkvisitionen. Siden af den biskoppelige inkvisition og som vidner for den pavelige undersøgelseskommission. 243

243 De fleste tilstod (under tortur eller af frygt for tortur). De der holdt fast ved deres tilståelser og de der først trak deres tilståelser tilbage og siden tilstod påny (på grund af fornyet tvang eller for at redde skindet) blev tilgivet og benådet. De blev løsladt efter at have siddet fire-fem år i fængsel, hvorefter de spredtes og forsvandt ud af historien. De der nægtede sig skyldige idømtes livsvarigt fængsel, bortset fra de såkaldte relapsi, der 'frækt og forhærdet' fastholdt at deres tilståelse var falsk. De blev brændt på bålet. Til dem hører de fireoghalvtreds brødre og de to ledere der blev ofret i henholdsvis 1310 og Derefter var der hverken orden eller Tempelherrer tilbage i Frankrig. De to højeststående parter i sagen, Filip og Klemens, døde som nævnt også i En af hovedeksekutorerne, ærkebiskop Filip af Marigny, blev siden mistænkt for underslæb, anklaget for heksekunster og hængt. Broderen, Enguerrand de Marigny, og de to sidste af hovedpersonerne i dramaet, Vilhelm af Nogaret og Vilhelm af Plaisians mødte ligeledes stor ulykke og fik en ulykkelig, uforudset eller grusom død. 1 Sagen, der vel var den største i sin tid 2, endte således ret brat og ulykkeligt for alle parter. Den store taber var selvfølgelig Tempelherreordenen. Stormesteren, Jakob af Molay, endte med at få æresoprejsning efter sin svage holdning under sagens forløb, men betalte for det med sit liv. Pave Klemens vandt hverken hæder eller øget autoritet, og den der med størst ret kunne kalde sig vinderen i sagen, den franske konge Filip den Smukke, høstede ikke megen ære eller materiel fordel af sin i manges øjne tvivlsomme indsats - hverken for sig selv eller for sine efterkommere. Politisk- og mentalitetshistorisk opklaring De dramatiske begivenheder og hele forløbet er blevet belyst undervejs i analysen, men der mangler stadig en sammenhængende forklaring, det vil sige nogle svar på de indledende spørgsmål, som her skal gentages: Hvorfor indledte kongen sagen mod Tempelherrrerne? Hvorfor fik retssagen det forløb, som den fik? Hvordan gik det til, at de anklagede bukkede under? Hvad fik især kongen og paven og deres folk til at agere som de gjorde - og hvad fik stormesteren og de andre Tempelherrer til at reagere som de gjorde i de forskellige faser af forløbet? Eller med andre ord, hvorfor gik det som det gik. Disse spørgsmål kan ikke besvares éntydigt og én gang for alle. Men det er muligt at skitsere en forklaringsramme. En del af forklaringen er, at nogle handlede for kraftigt, og andre handlede for lidt og for svagt. De kræfter, der påtog sig at anklage og dømme ordenen, var handlekraftige og effektive, medens både dem det gik ud over, og dem der skulle have stået som garanter for en vis retfærdighed, svigtede. Men hvordan og hvorfor? 244

244 Især ved diskussionen af Filips handlinger, motiver og intentioner er det vigtigt at skelne mellem sagens tre faser. Hele dette spørgsmål drejer sig i høj grad om, i hvilket omfang Filip handlede fromt og idealistisk eller selvisk og politisk, og det er tydeligt, at de gode motiver og intentioner spillede en større rolle i sagens begyndelse end i dens senere faser, hvor politiske og prestigemæssige hensyn krævede, at den blev gennemført og afsluttet som en 'sejr' for de forenede verdslige og gejstlige autoriteter. Da Tempelherrerne først var blevet fordømt, kunne systemet ikke længere selv vælge kursen og destinationen. Filips fromme og idealistiske tilgang til sagen kommer bedst til udtryk i arrestordren, hvis følelsesladede retorik direkte og indirekte fortæller om kongens store forargelse over Tempelherrernes synder og om hans brændende trosiver, som byder ham at gribe ind sammen med eller på vegne af paven og inkvisitionen. Men arrestordren vidner samtidig om den kongelige handlekraft og effektivitet på det praktiske niveau, som siden får hele sagen til at gå sine egne veje. Foruden den brændende forargelse rummer den nemlig klare direktiver for planens gennemførelse. Som tidligere nævnt kan Filip have haft tre motiver til at udtrykke sin forargelse i så stærke og følelsesbetonede vendinger: Ærlig forargelse, behov for at hidse sig selv op til et politisk bestemt indgreb mod Tempelherrerne og/eller behov for at styrke sit image udadtil i den forbindelse. Men her står historikeren ikke over for et enten-eller valg. Det ville være at reducere spørgsmålet til en lidetsigende kategorisering af Filips karakteregenskaber: han var god / han var ond. I stedet må det konkluderes, at de tilsyneladende uforenelige motiver meget vel kan have støttet hinanden i denne situation. Filip følte sig berettiget og nødsaget til at gribe ind, og det fik han forklaret og legitimeret over for sig selv og over for omverdenen på denne måde. Filip kunne selv have den opfattelse, at han havde styrken til at gribe ind, og at han ville blive bestyrket ved at gøre det. I bedømmelsen af dette og andre forhold må det hele tiden medtænkes, at Filip ikke alene repræsenterer og udtrykker sin egen person, men også den kreds af ministre, rådgivere og embedsmænd, som sammen med ham tegner kongemagten på denne tid og i denne sag. Det er især mænd som Vilhelm af Nogaret, Vilhelm af Plaisians og Enguerrand af Marigny. Efter arrestationen følger de første forhør. Her anvendes den middelalderlige inkvisition med en uhyggelig og næsten moderne effektivitet. Ved hjælp af stereotypi, kompromissøgen og skematik opnås en overrumplende virkning. Et nyt og uforudsigeligt resultat opstår ved at bruge et gammelkendt redskab på en ny måde. Dette resultat er umiddelbart en strålende sejr for kongen og en legitimering af hans initiativ. Når næsten alle de arresterede Tempelherrer tilstår, giver det Filip ret. Men på længere sigt tvinger det ham også til at løbe linen ud. 245

245 Allerede så tidligt i sagen er der tegn på, at det ikke bliver Filip der styrer sagen, men sagen der styrer Filip. Man må konkludere, at 'moderne effektivitet' også har en bagside; på længere sigt er der ingen fordel ved at fremtvinge forkerte resultater. Hvis forhørslederne havde prøvet at nå frem til sandheden bag rygterne og bag Tempelherrernes optagelsesritualer, var resultatet blevet så grumset, at der aldrig var blevet en sag ud af det. I hvert fald ikke af det omfang, som den fik. Heller ikke i middelalderen var det ualmindeligt, at rygter og anklager skød langt over målet. Arrestordren peger på en dobbelthed hos Filip: fromheden og politikken forenes. Det gentager sig i hans henvendelse til pariserteolgerne og til sin egen minister om råd i sagen: det er fromt og ydmygt at søge hjælp hos eksperterne, men det er også en politisk manøvre, som dækker Filip ind og som involverer, binder og næsten kompromitterer de adspurgte, især de teologiske doktorer ved pariseruniversitetet med den særlige position de havde inden for det gejstlige hierarki. Filip har håndteret sagen mod Tempelherrerne som en inkvisitionssag; pariserteologerne har intet at indvende imod det, men understreger dog at inkvisitionen er et kirkeligt ansvarsområde. Deres budskab til kongen er, at fra nu af skal han ikke agere, men reagere på sagen. De fastholder altså kirkens position og monopol på området, medens den kongelige rådgiver i sit svar viger uden om en klar stillingtagen, og dermed holder døren åben for fortsatte initiativer fra Filips side. Resultatet af disse konsultationer er umiddelbart en halv sejr for kongen og hans parti; sagen kan fortsættes, men i paveligt regi. Desværre for Tempelherrerne (og på længere sigt også for Filip) er kongen ikke ude af billedet. De motiver der fik ham til at igangsætte sagen, får ham også til at følge den op. Men dertil kommer, at sagen får sin egen dynamik. Denne egendynamik skabes ikke, men forstærkes kraftigt af Vilhelm af Plaisians' tale i Poitiers. Her anerkender den kongelige talsmand pavens autoritet, samtidig med at han påkalder hans hjælp. Men i sine retoriske udfoldelser for at tvinge paven på plads overser Vilhelm, at han ved at proklamere sejren som strålende og forunderlig afskærer ethvert tilbagetog. Han optræder på kongens vegne med så megen styrke og selvbevidsthed, at sagen når et punkt, hvorfra det ikke længere er muligt at vende om. Filip har nu fået investeret så megen personlig og politisk prestige i sin kamp mod Tempelherrerne, at en sejr over dem er den eneste mulige udvej. Alternativet ville have været et nederlag, som en svagere og mindre ambitiøs konge måske kunne have båret, men ikke Filip. 246

246 Resultatet af dramaets anden akt, rådslagningen, er at de overrumplende tilståelser fra de første forhør - det som Vilhelm af Plaisians taler om som den forunderlige sejr - skal reproduceres i et - i hvert fald formelt - paveligt regi. Tempelherrernes skyld skal bekræftes, så de kan blive dømt og straffet eller genforsonet med kirken. Men nu går sagen ikke længere så let. Det første chok er overstået, og både de anklagede Tempelherrer og de pavelige kommissærer kommer i tvivl om, hvorvidt det hele er så enkelt, som det i første omgang så ud til. Nu kræver det både sejt pres og pludselige kup at tvinge sagen igennem. Kongen og hans mænd er imidlertid leveringsdygtige. En overgang ser det ud til, at Tempelherrerne kan få etableret et forsvar, der kan redde ordenen og ryste Filip. Der sker i forbindelse med undersøgelseskommissionens indsamling af vidneudsagn. Men den person der skulle have været den første til at tale ordenens sag og forsvare den mod udefrakommende overgreb, svigter ynkeligt. Ordenens stormester, Jakob af Molay, viser sig ude af stand til at forudse og foregribe angrebet, og han formår heller intet at stille op, hverken i de første forhør, hvor han tilstår som alle de andre, eller i sagen mod ordenen, hvor hans vidneudsagn er kraftesløst. Forklaringen på stormesterens svigt må søges i hans personlighed, som den kommer til udtryk i hans svar på pavens forslag om sammenlægning af ordnerne. Her viser det sig, at han er præget af konservatisme og af en mental-intellektuel træghed, der gør ham dårligt egnet til at forudse og indrette sig på forandringer. Han er mildt sagt ingen politisk begavelse, hvilket imidlertid ikke skal forstås udelukkende negativt. Jakobs (og de andres) situation må også huskes; tortur, trusler om tortur og fysisk svækkelse på grund af langvarig og hård indespærring tager modet og handlekraften fra de fleste. Endelig må det medtænkes, at hele hans univers styrter sammen, og der vendes op og ned på alle værdier: Tempelherrerne er ikke længere troens og kirkens ypperste forkæmpere, men afskyelige forbrydere, og Filip og Klemens er ikke længere hverken hans allierede i kampen mod det onde eller hans garanter for ordenens privilegier - de er nu fjendligsindede og fordømmende. Set i det lys er det forståeligt at han svigter, og rigtigt at han tager konsekvensen og redder sin ridderære ved at sige nej tak til tilbuddet om livsvarigt fængsel i De andre ledere i Tempelherreordenen og de menige Tempelherrer svigter også, men ikke så tydeligt. Og selv om de er endnu mere forladte i deres vanskæbne - fordi deres stormester hverken leder eller støtter dem - formår nogle af dem alligevel at stable et fornuftigt forsvar på benene. Det ændrer hele sagen på to måder. For det første er det lige ved at få det gejstlige apparat til at reagere, og for det andet får det Filip og hans folk til at gennemføre det kup, som afgør sagen, og som gør alle andre tiltag virkningsløse. 247

247 Det er karakteristisk for hele sagen mod Tempelherrerne, at gejstligheden også svigter, eller sagt med andre ord, heller ikke magter at dæmme op for Filips pres. Det sker på to niveauer. På et overordnet plan er Klemens for svag til at afvise Filips indtrængen på sit domæne. Eller mere præcist sørger han ikke for at handle i sagen på en måde, som kunne gøre Filips indgreb overflødigt. Det gælder både før arrestationen og i sagens første faser. I slutfasen er Klemens så involveret, at også han ligger under for sagens egen dynamik. Heller ikke han kan tåle et sådant nederlag. I det hele taget ville en frikendelse af Tempelherrerne på det tidspunkt have været utænkelig. På et andet niveau svigter gejstligheden som inkvisition. Det der kendetegnede de første forhør, gentager sig senere: hverken forhørsledere eller undersøgelseskommissærer er interesserede i at analysere eller trænge til bunds i Tempelherrernes påståede kætteri. Selv om formen er inkvisition, er det tydeligt, at målet ikke er det. Den form for inkvisition, som Tempelherrerne blev udsat for, havde kun til formål at overbevise om deres skyld. Ved de første forhør var det nok en utilsigtet virkning, som udsprang af den 'effektive' måde, hvorpå de blev gennemført. Hvordan det siden foregik ved de biskoppelige forhør i sagen mod personerne, ved vi ikke så meget om, men det har nok været gentagelser af de første forhør. I sagen mod ordenen kan vi derimod se, at formen er mere åben og kommissærerne mere lydhøre. Men det får en brat ende. På den måde adskiller sagen mod Tempelherrerne sig fra den egentlige inkvisition, hvis ideelle hensigt var at undersøge troen hos eventuelle vildfarne får for at lede dem tilbage i flokken, eller for om nødvendigt at udstøde forhærdede sjæle fra det kristne fællesskab. Det er ikke uforklarligt, at de forskellige personer og institutioner svigter i denne sag. Det skyldes i vid udstrækning Filips indsats, sagens omfang, sagens forløb og måske også mangelen på præcedens. Filips indsats må ikke undervurderes; den er af største betydning for sagens begyndelse, udvikling og afslutning. Men lige som det er ørkesløst at diskutere, om Tempelherrerne var skyldige eller uskyldige, så skal vi heller ikke i dag tage stilling til, om Filip var god eller ond. For det første er det som sagt en forenkling af problemstillingen, og for det andet kan vi ikke uden videre anvende vor tids etik på datiden. Men vi må dog holde fast ved, at det til hver en tid er en forbrydelse at medvirke til at 54 mennesker bliver brændt på bålet. Det tjener ikke som nogen undskyldning (men til en vis grad som en forklaring), at Filip var 'nødt til' at lade det ske, fordi sagen krævede det. Dette kup havde udelukkende til formål at gennemtvinge den nu eneste tænkelige udgang på sagen. Hverken kongen eller paven kunne tåle andet. Og det var ikke alene deres personlige prestige der stod på spil. De to magthavere var om nogen garanter for opretholdelsen af ordnede forhold. Hvis de 248

248 tabte en sådan sag, ville det være et tegn på, at der var noget grundlæggende galt med samfundets magtkonstellation. Man kan så sige, at måden hvorpå de 'vandt' sagen var lige så problematisk. Det problematiske var dels, at paven var sat ud af spillet, og dels de midler, hvormed Filip bemestrede situationen. Man må endvidere spørge sig, om Filip virkelig var situationens herre, eller om også han mere eller mindre var et 'offer' for omstændighederne. Påtog han sig et ansvar, eller misbrugte han det som et påskud? For at svare på det må sagen indsættes i en større kontekst. Sagen indsat i en overordnet kontekst med et længere forløb Indledningsvist blev disse overordnede spørgsmål rejst: Var sagen mod Tempelherrerne i Frankrig en inkvisition, det vil sige et udtryk for pavekirkens 'selvjustits', var den en udløber af investiturstriden mellem de gejstlige og de verdslige magthavere, eller var det 'bare' et spørgsmål om økonomi og politisk magt? Her må det konkluderes, at sagen var både inkvisition og magtkamp. Og magtkampen stod både mellem kongen og paven (som en forlængelse af investiturstriden) og mellem kongen, paven og Tempelherreordenen. Men det sidste var ikke så meget en magtkamp som en nedkæmpning. Men set i et større perspektiv er inkvisition og strid her i begyndelsen af 1300-tallet elementer i et overordnet paradigmeskift, hvis hovedindhold er et skifte fra en gammel dominerende verdensopfattelse til en ny, nemlig fra pavens politiske ideologiske program som det er udtrykt i Unam sanctam til Filips politiske ideologiske program, som endnu knap nok var formuleret teoretisk. I sin konsekvens betyder det først og fremmest en overgang fra den kristne enhedskirke under ledelse af paven til den gallikanske nationale kirke under ledelse af den franske konge, og i det hele taget en omvending af forholdet mellem stat og kirke. Dette paradigmeskift, som Filip opfattede før paven (og som Templets stormester slet ikke fattede), betyder også, at Filip opererede ud fra et dobbelt eller splittet verdensbillede. Filip var ikke alene fransk konge og national kejser (Rex in regno suo est imperator), men også den kristne tros forkæmper (rex christianissimus), klar til at overtage magten og æren efter det tysk-romerske sammenbrud i midten af 1200-tallet og klar til at blive de jordiske kongers konge (rex francorum qui terrestrium rex regum est). 3 Man kan sige, at Filip ville det samme, som Gregor VII og hans pavelige forgængere gjorde tidligere, nemlig gå ind i et magttomrum og tage magten og påtage sig ansvaret for at sikre samfundsordenen mod det altid lurende kaos. 249

249 Det forklarer Filips rolle i dramaet omkring formuleringen af anklagerne mod Tempelherrerne og omkring arrestationen og de første forhør. Og det er ikke overraskende, at han bruger inkvisitionen som redskab; de der agerer midt i et paradigmeskift, vil altid bruge de gamle værktøjer og tale det gamle sprog - også når de arbejder med på det nyes fremkomst. Set i lyset af denne forklaring bliver det tydeligt, at Filips politiske ideologi indgår i et forløb, der begynder med at tankerne i Aristoteles' Politik vinder indpas ved universitetet i Paris, som tydeliggøres af Marsiglio af Padovas Defensor Pacis og som kulminerer med Machiavellis Fyrsten. Det er i midten af 1200-tallet, at Aristoteles inspirerer pariserteologerne til at tænke forholdet mellem Gud og staten på en ny måde. Thomas af Aquinas bryder i sin sociale og politiske tænkning med den traditionelle opfattelse, at den sekulære politiske autoritets egentlige formål er at tøjle menneskets syndige tilbøjeligheder. Samtidig tager han et første skridt mod sekulariseringen af staten ved at mene, at selv om Gud i en vis forstand er ophav til staten, så virker han - lige som i fysikkens verden - som en causa remota eller causa impulsiva, en fjern årsag eller en igangsættende impuls, som overlader det til menneskene selv at opbygge et ordnet og retfærdigt samfund. 4 Et halvt århundrede senere fremkom der i Filips egen regeringstid politiske traktater, som vagt antydede en mere radikal bevægelse mod en moderne politisk tankegang. Fra disse forløbere for teorien om den sekulære stat er der et langt, men ikke urimeligt spring til den udviklede politiske struktur i Marsiglio af Padovas Defensor Pacis, som publiceres i 1324, det vil sige efter sagen mod Tempelherrerne og efter Filips regeringstid. 5 Hos ham er konstruktionen i Bonifacius VIIIs Unam sanctam vendt op og ned, så den verdslige magt gives overhøjhed over alle samfundets sager og personer, inkluderet gejstligheden. Religion er hos Marsiglio blevet til en funktion inden for den sekulære politik og kontrolleret af denne. 6 Defensor Pacis udtrykker i det hele taget et revolutionerende angreb på kirkens magt ved sin påstand om, at der ingen gejstlige magtbeføjelser findes, som ikke er frarøvet folket, og som ikke bør afgives til staten. Men hvorfra har staten sin magt, spørger Marsiglio. Den gamle feudale tradition mente, at magten stammede fra sværdet, medens de lærde teologer mener, at den stammer fra Gud, som har videregivet den til kongerne (og ifølge paverne med sankt Peter som mellemmand). Defensor Pacis svarer selv: fra folket, fra det flertal af indbyggere der kundgør loven. 7 Marsiglio udtrykker det således: 250

250 "Derfor hører magtfuldhed ikke den romerske biskop (paven) til og ej heller nogen anden præst som sådan, med mindre de med magtfuldhed skulle mene den forret eller det førerskab over alle andre præster og kirker, som vi har vist hører den romerske biskop og hans kirke til, bemyndiget af den troende menneskelige lovgiver (folket)." 8 Og hvis Filip den Smukke havde henvendt sig til Marsiglio for at få råd om sine beføjelser i sagen mod Tempelherrerne, ville han i 1324 have fået et noget andet svar, end det han fik af pariserteologerne i Marsiglio skriver nemlig om dette spørgsmål: "Derfor hører dommen over kættere, skismatikere og andre vantro samt magten til at tvinge dem, til at kræve timelig straf af dem og til at fastsætte pengebøder til sig selv, til fællesskabet eller til nogen som helst anden kun regenten til, som er bemyndiget af den menneskelige lovgiver (folket), og ikke til nogen præst eller biskop, selv om det er den guddommelige lov der er syndet imod. For selv om sidstnævnte virkelig er en lov i forhold til mennesket i og for det indeværende liv, er det dog ikke en lov i den sidste betydning med tvangsret over nogen i denne verden; (...) For hvis præsterne var dommere med ret til at udøve tvang og til at bestemme over kættere, fordi disse synder mod den disciplin, hvori præster er lærere, og hvori præsterne udfører visse funktioner med andre i overensstemmelse dermed, så skulle guldsmede på lignende vis være dommere og tvangsudøvere over falskmøntere, hvilket ville være helt absurd." 9 I Machiavellis Fyrsten fra 1532 er sekulariseringen af staten gennemført. Denne bog handler hverken om den ideelle godhed eller om Guds vilje, men om den rå, politiske virkelighed. Den var erfaring omsat til handlingsanvisende teori uden middelalderlige idealer. Den religiøse tro ophører her konsekvent med at være altings start og mål, og bliver i stedet til et redskab i den verdslige herskers hånd. Troende undersåtter er som regel nemmere at styre, og Gudsstaten bliver derfor til fyrstestaten. Machiavellis lære er klar og klart amoralsk. Han råder herskeren til svig, list og grusomheder af enhver art. 10 Og han skriver det rent ud: "Derfor er det faktisk ikke nødvendigt for en fyrste at have alle de ovennævnte (gode) egenskaber, men det er virkelig nødvendigt at synes at have dem. Ja, jeg vil vove at påstå, at de er skadelige at have, hvis man altid efterlever dem; men hvis det ser ud som om man har dem, er de nyttige, lige som det er nyttigt at forekomme barmhjertig, trofast, menneskekærlig, ærlig og gudsfrygtig, og at være det; men med en ånd, der 251

251 er indrettet sådan, at man, hvis man ikke behøver at være sådan, kan skifte til det modsatte. Det skal forstås således: en fyrste, og særlig en ny fyrste, kan ikke efterleve alle dyder, eftersom han ofte er tvunget til at hævde sin status og handle imod tro, godhed, menneskekærlighed og religion. Og derfor behøver han at have en ånd, som er indstillet på at forandre sig som lykken og omstændighederne påbyder det; og som jeg sagde ovenfor, så forbliv god, når det er muligt, men vær i stand til at blive ond, når nøden tvinger dig dertil." 11 Hele dette forløb indebærer en generel forandring af den politiske teori og praksis i senmiddelalderens Europa, idet der udvikles en sekulær tankegang som et alternativ til kirkens begrebsverden. Med læsningen af Aristoteles' lære om politik opstår forestillingen om den sekulære stat. Filip begynder at praktisere denne statsform, og Marsiglio af Padova giver den teoretisk form i Defensor Pacis. Tilsammen peger det frem mod den udformning (eller snarere deformering) som Machiavelli udtrykker i Fyrsten, hvor 'raison d'état' (hensynet til staten) og hensynet til fyrsten bliver så altafgørende, at fyrsten rådes til at bruge religionen udelukkende til at fremme sine egne mål. Så vidt var Filip ikke nået. Historiografisk konklusion Når der skal konkluderes i forhold til den allerede eksisterende historieskrivning om sagen mod Tempelherrerne, kommer man ikke uden om disse to spørgsmål: var de skyldige? og var det derfor Filip valgte at fælde dem? Begge spørgsmål har været genstand for megen spekulation og udforskning i de snart syv hundrede år, som er forløbet siden de dramatiske begivenheder. Men de er forkert formulerede set fra et historisk synspunkt. Var Tempelherrerne skyldige eller uskyldige? Spørgsmålet er forkert formuleret, fordi det lægger op til en enten/eller besvarelse. Og sådan er det da også blevet behandlet ofte - men ikke altid. Allerede Peter af Palud, dominikaneren der havde deltaget i undersøgelsen, og som vidnede for undersøgelseskommissionen i april 1311, var inde på at skyldsspørgsmålet måtte nuanceres. Ud fra sine erfaringer konkluderede han, at de i anklagepunkterne anførte forbrydelser - eller i det mindste størsteparten af dem - var blevet begået af nogle af brødrene, men ikke af alle. 252

252 Først i vores århundrede bliver denne holdning taget op af historikerne. George A. Campbell konkluderer, at der er grund til at antage, at nogle Tempelherrer nogle steder var skyld i 'grovheder', men heller ikke andet. Derved udtrykker han den samme nuancering som Peter af Palud. Forskellen på de to er, at Campbell har en afslappet indstilling til forseelserne. Dermed udtrykker han vor tids eller kulturs vage og tolerante forhold til religionen. Sådanne 'grovheder' kunne ikke opfattes og formuleres som kættersk blasfemi og perversitet i dagens Danmark, sådan som de kunne det og blev det i middelalderen. Malcolm Barber er enig i, at spørgsmålet er forkert formuleret. Han skriver, at retssagen ikke skal ses som en afgørelse af skyld eller uskyld, men som en middelalderlig tragedie, hvor Filip knuste den orden der tidligere havde været samfundets stolthed. Alain Demurger konkluderer, at anklagerne som sådan ikke var falske: man kunne sikkert ret let finde Tempelherrer der havde forbrudt sig; mange af paragrafferne i deres regel gik lige frem ud på at holde sådanne fejl nede. Men det ville have været det samme med hvilken som helst anden religiøs orden. Demurger tilføjer, at anklagerne kun kunne ramme Tempelherreordenen, fordi der var en politisk vilje til det. Ud fra sådanne overvejelser kan spørgsmålet besvares: Ja, nogle af Tempelherrerne har nok gjort noget af det, som de blev anklaget for, og som de tilstod. Men skyldens omfang og grad hænger snævert sammen med den tidslige og kulturelle kontekst og med den politiske vilje der stod bag anklagerne. Og det var en del af tiden, at sådanne fænomener, som der her er tale om, på den ene side kunne florere mere eller mindre fordækt uden at det fremkaldte større reaktioner, medens det på den anden side kunne vække voldsom skandale, når de blev udråbt som skandaløse. I dette tilfælde skete der det ulykkelige, at den politiske vilje til at forstærke anklagerne blev forstærket af skandalens omfang i en ond cirkel. Hvorfor Filip valgte at fælde Tempelherrerne? Spørgsmålet er forkert formuleret, fordi det i høj grad er ufrugtbart at reducere sagens forløb til en begivenhed. Det er som oftest sket ved, at historikerne har anlagt et overordnet (negativt) syn på Filips karakter og personlige egenskaber. Hvad enten det er baseret på en psykologisk eller på en alment menneskelig tilgang, er der en tendens til, at det medfører et unuanceret syn på sagen. Det har fået historikerne til at ræsonnere, at når Filip tvang sagen igennem i dens sidste fase, så anlagde han den også med den samme jernhårde vilje til ordenens undergang. 253

253 H. C. Lea er en typisk repræsentant for denne tradition. Hans argumentation kører i ring, når han skriver, at Filips og hans folk forgreb sig på Tempelherrerne, fordi Filip var en mistroisk despot, og fordi hans mænd var begærlige fribyttere. Som allerede påpeget ovenfor ligger belægget for personkarakteristikken i personernes handlemåde. De forbrød sig, fordi de var forbryderiske, og de var forbryderiske, fordi de forbrød sig. Det er forståeligt og sympatisk, at Lea lader sin holdning komme til udtryk, men det fremmer ikke opklaringen af den komplicerede sag. Malcolm Barber skriver hundrede år senere end Lea i nyere faglig tradition. Han er mere nuanceret, idet han opstiller alternative muligheder: Var Filips hensigter reelle, eller var det en aktion med beskidte motiver? Her er der i hvert fald tale om at behandle sagen med et neutralt udgangspunkt. Men i sin analyse og i sine konklusioner vælger Barber det andet alternativ og fordømmer Filip som en skurk - uden at overveje, om Filip måske skiftede holdning undervejs i sagens forløb, for eksempel under indtryk af skandalens omfang og af hensyn til sin (nødvendige) politiske prestige. Alain Demurger har imidlertid ikke en gang tilløb til nuancering, hverken i det hele taget eller i forhold til sagens forløb. Han mener, at Filip udelukkende var styret af den lokkende fortjeneste, og at kongen kun så Templet som en guldmine. De har ikke forstået, at Filips indstilling kunne variere på grund af og i takt med sagens særlige udviklingsmønster. Eller at det ingen mening giver at spørge, hvorfor Filip i 1307 bestemte sig til at ødelægge ordenen. Det giver derimod mening at diskutere, hvorfor Filip anklagede ordenen og rejste sagen, og hvorfor sagen fik det forløb og de resultater som den fik. Den væsentligste svaghed ved den eksisterende historieskrivning om ordenens fald er altså måden, hvorpå spørgsmålene til sagen er blevet stillet. Men der har også været en mangel på konsekvent udvælgelse og gennemgang af kildematerialet. Nogle historikere har ukritisk inddraget så meget materiale, at det har stillet sig i vejen for opklaringen af sagen. Dermed har de samtidig indsat og behandlet den i en forkert eller uhensigtsmæssig kontekst i stedet for at medtænke middelalderens strid mellem pave og kongemagt, som på Filip den Smukkes tid gled over i en begyndende statssekularisering - uden at de medvirkende i dramaet selv var helt sikre på, hvad der foregik. Uden denne sammenhæng kan Filips og hans mænds opfattelser af sagen mod Tempelherrerne ikke forklares. 254

254 Noter 1. Jfr. Rapettis artikel om Jakob af Molay i Hoefer (ed), Nouvelle biographie générale, 1963 (1861), tome 35, spalte Jules Michelet betegner sagen mod Tempelherrerne som middelalderens måske alvorligste. Jfr. hans Le Procès des Templiers, tome 1, 1841, s. IV. 3. Jfr. Gilbert Ouy, "Humanism and Nationalism in France at the Turn of the Fifteenth Century", i Brian Patrick McGuire (ed), The Birth of Identities. Denmark and Europe in the Middle Ages, 1996, s. 10ff. 4. Ernst Cassirer, Myten om Staten, 1948, s Marsiglio af Padova var pariseruniversitetets rektor Han var således tæt på eller lige frem involveret i de dramatiske begivenheder - og vel også påvirket og inspireret af dem. Han blev (sammen med Johan af Jandum) færdig med sit berømte værk i 1324, hvor han behandler statens politiske forhold og kirken og dens forhold til staten. Han fastslår, at lovens egentlige giver er folket, eller i hvert fald det store flertal (af mænd), hvis vilje udtrykt i offentlige forsamlinger bestemmer loven. Uanset om det er direkte eller via en befuldmægtiget stedfortræder (en hersker), så kommer al autoritet fra folket. Det kræver en hersker til at gennemføre loven og opretholde respekten for den. Denne hersker har altså kun sin autoritet i kraft af folkets mandat, og folket beholder hele tiden suveræniteten. Jfr. også Michael Nordberg, Den dynamiska medeltiden, 1984, s. 265ff. 6. Jfr. C. W. Previté-Orton, The Shorter Cambridge Medieval History, Volume II, The Twelfth Century to the Renaissance, 1971, s. 945ff. De omtalte politiske traktater stammer fra Peter Dubois og Johannes af Paris. 7. Jfr. Georges Duby, Le Moyen Âge. Fondements d'un Nouvel Humanisme , 1995 (1966) s. 180f. 8. Marsiglio af Padova, Defensor pacis, 1967 (1324), s. 316, min oversættelse. 9. Marsiglio af Padova, Defensor pacis, 1967 (1324), s. 177f, min oversættelse. 10. Selv om machiavellismen siden fik stor betydning for det praktiske politiske liv, så modarbejdedes den af stærke intellektuelle og moralske kræfter som oplysningsfilosofferne. Den totalitære stat var ukendt for dem, borgerne var ikke til for staten, men omvendt. Om Machiavelli og machiavellismen, se Ernst Cassirer, Myten om Staten, 1946, s.134ff. 11. Niccolò Machiavelli, The Prince, s. 70f, min oversættelse. 255

255 256

256 FONTOGRAFI OVERSIGT OVER SAGENS AKTER OG LIDT AF DERES HISTORIE Dette afsnit er en redegørelse for kilderne til sagen mod Tempelherreordenen i almindelighed og for kildematerialet til nærværende analyse af den i særdeleshed. Materialet til denne 'fontografi' stammer især fra Georges Lizerands introduktion til Le Dossier de l'affaire des Templiers (s. XIII-XIX) og fra Malcolm Barber, The Trial of the Templars (s. 290). Indholdet i afsnittet består af en gennemgang af Lizerands beskrivelse af (alle mulige) dokumenter i sagen og af hans beskrivelse af de stadig bevarede dokumenter, som nu i eftertiden har fået status af kilder til sagen. Denne redegørelse for de utrykte kilder efterfølges og suppleres med en oversigt over trykte kildeudgivelser, som helt overvejende er hentet hos Barber. Blandt de trykte udgivelser er Lizerands, som ligger til grund for nærværende undersøgelse, og som her beskrives ud fra denne udgivers egen indledning. Til sidst bringes detaljerede oplysninger om netop de kilder, som ligger til grund for nærværende undersøgelse af sagen mod Tempelherrerne, og som udgør den første kildesamling til sagen om Tempelherreordenen der er oversat til dansk. Dokumenterne i sagen Retssagen mod Tempelherrerne og mod deres orden, som varede i fem år, gav anledning til mange dokumenter i form af sagsakter, breve og andre tekster. De kan grupperes i overensstemmelse med sagens faser, det vil sige tilnærmet kronologisk. 257

257 1. De første vigtige dokumenter stammer fra den franske konges kancelli. De består af et anklageskrift fulgt af særlige instrukser om arrestationen af ordenens personer og beslaglæggelse af ordenens besiddelser og ejendomme. De findes i mange eksemplarer, som ikke varierer meget, og de er indsamlede hos de fogeder, droster og kommissærer, som fik pålagt operationen. De er både på latin og fransk. Her bruges de i afsnittet om arrestationen i Den næste kategori udgøres af inventarlisterne. De er råmaterialet til kongens opgørelse af 'boet' efter de arresterede Tempelherrer. Det er simpelt hen udtryk for god forvaltning, at alle ordenens store og små besiddelser blev registreret, inden de blev spredt. Der er ikke så mange tilbage af disse inventarlister. Her bruges de ikke, eftersom de ikke er relevante for nærværende undersøgelse og dens metodiske tilgang. De er der imod velegnede som kilder til Tempelherrernes (og mere generelt til datidens) dagligliv. 3. Til inventarlisterne kan føjes afhøringsudskrifterne, som var af to slags. De allerførste blev ført af kongens agenter alene. De er ikke blevet gemt. Det er til gengæld referaterne af de umiddelbart følgende afhøringer, som blev foretaget af inkvisitoren for Frankrig og hans kommissærer. De er talrige, og de giver os indirekte kendskab til de allerførste, som var af forberedende karakter, og som de skulle svare til ifølge kongens instruks. Nogle af dem bruges her i afsnittet om de første forhør i (Når der skelnes mellem de allerførste og de 'første', er det i forhold til de senere forhør og vidneudsagn i sagen mod personerne og i sagen mod ordenen, jfr. nedenfor). 4. I løbet af den første periode i sagen blev der skrevet en række nye dokumenter, som egentlig ikke er en del af selve proceduren. De kan opdeles i fire grupper: a. Brevveksling mellem kongen og fremmede fyrster for at få dem til at deltage i arrestationen af ordenens (ikke-franske) medlemmer. Den findes ret komplet, men er ikke særlig interessant. b. Brevveksling mellem kongen og paven, som var utilfreds med regeringens initiativ. Den er ikke komplet, men interessant. En del af forhandlingerne har været mundtlige og er derfor ikke bevaret. c. Juridiske konsultationer fra halvofficielle institutioner som det teologiske fakultet i Paris. Der er tilstrækkeligt af dem til at man kan få et tilfredsstillende billede af dem. d. En intimideringskampagne ved hjælp af pamfletter. Den er tilstrækkeligt repræsenteret ved det der er tilbage af Peter Dubois' skrifter. Her bruges dokumenter fra den tredje gruppe i afsnittet om rådgivning til kongen fra pariserteologerne og fra en af ministrene. 258

258 5. Fra maj-august 1308 (forhandlingerne og aftalerne i Poitiers) stammer et stort antal dokumenter. Der er talrige og ret enslydende tekster vedrørende indkaldelse af repræsentanter for de tre stænder til Tours. Der er de to taler, som Vilhelm af Plaisians holdt ved mødet i Poitiers. Og der er forslag til procedureaftaler, sendt fra kongen til paven. Endelig er der de pavelige beslutninger som definitivt bestemmer retssagens procedure. Her bruges indkaldelsen til stænderforamlingen og den første (og mest interessante) af Vilhelm af Plaisians taler. 6. Den retssag eller rettere de to retssager, som blev resultatet af de nævnte procedure forhandlinger, gav anledning til flere dokumenter. Sagen mod personerne, som styredes af biskopperne i stedet for inkvisitorerne, har næsten intet spor efterladt sig; men det gør ikke så meget da den (vel) gentager afhøringerne fra Der er dog biskoppen af Paris' instruks, hvorom vi ved at også andre biskopper har brugt den. Fra sagen mod ordenen, som paveligt udpegede undersøgelseskommissioner førte, har vi til gengæld flere af akterne. Her bruges biskoppens instruks og en række af vidneudsagnene i sagen mod ordenen i afsnittene om de to sager. 7. Kommissionernes arbejde blev afsluttet i 1311, ofte hastigt, fordi åbningen af kirkemødet i Vienne nærmede sig. Vidneudsagnene udgjorde et omfattende værk, der ikke kunne bruges som det var. Der blev derfor fremstillet resuméer til brug for konciliefædrene. Vi har det der beretter om den engelske retssag. 8. Der må have været flere dokumenter. Protokoller fra kirkemødets kommissioner er forsvundet. Der er næsten intet tilbage fra forhandlinger mellem kongen og paven. Men der er af resultatet, Klemens Vs endelige beslutninger. Her bruges to breve fra Filip til Klemens fra 1312 om Tempelordenens opløsning i epilogen. Der bruges også et dokument, som egentlig falder uden for denne gennemgang, fordi det er fra (umiddelbart) før sagens begyndelse. Det er Jakob af Molays brev fra 1306 eller 1307 til Klemens om planen om en union af riddermunkeordnerne. Dette brev og denne sag bruges som en slags optakt i det første afsnit i den første af dramaets tre akter. De opbevarede dokumenter eller kilder til sagen Selv om Lizerands oversigt er fra 1923, må vi gå ud fra at den stadig er gældende, da de nævnte dokumenter synes sikkert opbevaret, og da der næppe er dukket nye op. Dokumenterne opbevares to steder, i Vatikanet og i Frankrig. 259

259 Vatikanet En liste oplyser at Klemens efterlod sig arkiver der fyldte flere kasser. Efter Avignontiden blev de overført til Rom og anbragt i Engelsborg. I 1810 lod Napoleon dem sende til Paris, hvorfra de senere blev tilbageleveret, men i ukomplet stand, hvilket fik romere og franskmænd til at anklage hinanden for forsømmelighed. En del af de bevarede dokumenter handler om afhøringen af personer. Resten er om sagen mod ordenen. Det vigtigste af dem er protokollen fra pariserkommissionen: det er en rulle pergament i meget dårlig stand, hvor cirka tres vidneforklaringer er blevet ulæselige. Heldigvis er der et eksemplar af denne protokol i Paris. Frankrig De franske dokumenter har været talrige; men nu er der relativt få tilbage. Forklaringen er, at embedsmændene på Filip den Smukkes tid tog dokumenter med hjem, og de blev ikke altid afleveret igen, når disse 'hjemmearkivarer' døde. Vi ved dog, at både Vilhelm af Nogaret og Vilhelm af Plaisians var uskyldige på dette område. Registreringen af dokumenter der befandt sig hos de to indeholder henholdsvis femten og syv numre. Og en af grundene til, at der er så relativt få inventarlister tilbage, er måske netop, at de to ministre ikke beskæftigede sig med ordenens besiddelser (i detaljer). De franske dokumenter er (i 1923) i nationalarkivet i tre kartoner (J ), lidt sammenblandede. På nationalbiblioteket er der en afskrift af særlig vigtige dokumenter, her iblandt Jakob af Molays brev til Klemens om fusion af ordnerne. Endelig er der, som nævnt, det ene eksemplar af protokollerne fra , som blev opbevaret i Notre- Dame kirkens samlinger. Efter en lidt omtumlet skæbne kom det til nationalbiblioteket (manuscrit latin 11796) i Det er på papir og i perfekt stand, men med temmelig mange forkortelser. I denne oversigt er der ikke tale om kilder til retssagerne mod Tempelherrerne i de andre lande. Sådanne kilder findes spredt i de pågældende landes arkiver. Oversigt over trykte kildeudgivelser Der er to grundlæggende samlinger af trykte kilder. Den ene er J. Michelets Le Procès des Templiers fra , som indeholder retsreferaterne fra de første forhør i Paris i oktober og november 1307 og vidneudsagnene til den pavelige undersøgelseskommission i Paris i sagen mod ordenen i Desuden indeholder den referatet fra en lokal biskoppelig undersøgelse i Roussillon i sagen mod de enkelte Tempelherrer i

260 Den anden er H. Finkes Papsttum und Untergang des Templerordens fra Den indeholder kilder fra arkivet i Barcelona, men også fra de franske Archives nationale og Bibliothèque Nationale i Paris og fra Vatikanets arkiv. Det drejer sig blandt andet om breve i forbindelse med forhandlinger og konsultationer om fremgangsmåden i sagen mod Tempelherrerne fra den mellemliggende forhandlingsfase. K. Schottmüller har i Der Untergang des Templer-Ordens fra 1887 udgivet kilder til sagen uden for Paris og Frankrig, blandt andet det nævnte resumé af sagen i England, tilsyneladende til brug for kirkemødet i Vienne i H. Prutz' Entwicklung und Untergang des Tempelherrenordens fra 1888 skal også nævnes, idet den indeholder appendixer med forskelligt supplerende kildemateriale. Endelig er der G. Lizerands Le Dossier de l'affaire des Templiers fra 1923, der ifølge Malcolm Barber er "en bekvem samling af kilder til retssagen", hvilket man kun kan give ham ret i. Lizerands kildeudgivelse Samlet ville sagens dokumenter fylde mere end sider. Alene den franske inkvisitor afhørte personligt eller ved kommissærer 138 fanger bare i Paris. Den pavelige undersøgelseskommission i Paris registrerede 232 vidneforklaringer. I forhold dertil er Lizerands udgivelse 'på grund af pladsmangel' meget begrænset. Men mange af dokumenterne ligner hinanden, og vidneudsagnene er for eksempel stereotype og meget monotone at opremse. Man kan sige, at hvad Lizerands samling mangler i kvantitet, har den i kvalitet. Ved at udvælge de bedste kilder og fravælge gentagelserne og de mindre væsentlige, bliver resultatet en 'bekvem' kildesamling, som egner sig til brug for en undersøgelse som den nærværende. For en kvantitativ, statistisk tilgang er den ikke tilstrækkelig. Men også for den slags undersøgelser tilbyder Lizerand en helt nødvendig indgang til og oversigt over sagen. Lizerand indleder sin samling med Jakob af Molays memorandum om en eventuel sammenlægning af Tempelherre- og Johanitterordenen ( ) som en introduktion til sagen. Derefter kommer den kongelige proklamation der opregner de forbrydelser der tilskrives ordenen, og instrukserne til kommissærerne der har fået til opgave at foretage arrestationerne (1307). 261

261 Hvad angår den første del af retssagen, den dominikanske inkvisition (de første forhør, 1307), bringer Lizerand inventarlisten fra et af Templets huse, vidneforklaringer fra tre højtstående Tempelherrer der bekræfter anklagerne, og fra en (laverestående) der ikke gør det. Fra den anden periode (1308) medtager Lizerand mere materiale, fordi 'dokumenterne fra denne periode viser retssagens sande ansigt', som han skriver. Derfor bringer han de juridiske konsultationer, to af Peter Dubois' pamfletter (som egentlig ikke er så interessante), indkaldelsesbrevet til stænderne i Tours og to af Plaisians taler som blev holdt i Poitiers i forbindelse med kongens forhandlingerne med paven. Fra den tredje periode ( ) der især består af sagen mod ordenen, har Lizerand taget mere med end fra den første, fordi, som Lizerand bemærker, 'vidnerne denne gang møder frivilligt frem, udtaler sig i garanteret hemmelighed og - i hvert fald i begyndelsen - med en vis frihed'. Samlingen indeholder tre vidneforklaringer fra Jakob af Molay og nogle fra fanger der blankt tilbagekalder deres tilståelser, og endog et fra en teolog uden for ordenen, hvis standpunkt kunne repræsentere den offentlige mening. Lizerand har udeladt vidneforklaringer fra dem der fastholder deres tilståelser: 'for de stammer mest fra Tempelherrer der har forsonet sig med biskoppen af Paris. De er bange for at kompromittere sig med nye forklaringer og lykkelige for at være ude af det tragiske eventyr'. Samlingen slutter med to breve fra kongen om pavens endelige beslutning (1312). Lizerand har endvidere fundet det nyttigt at bilægge et uddrag af Templets regel om ceremonien ved optagelse af nye brødre, 'så man kan sammeholde forskrifterne med den påståede forbryderiske praksis'. Alle teksterne har tidligere været publiceret. Men de er alle (undtagen instrukserne fra biskoppen i Paris) gennemgået i manuskripterne af Lizerand, hvilket har medført ændringer og rettelser i forhold til tidligere udgivelser. 262

262 Oversigt over kilderne til nærværende undersøgelse af sagen mod Tempelherrerne 1. Planen om sammenlægning af ordnerne. Jakob af Molays svar på pavens forslag, 1306/1307. Dokumentet er fra 1306 eller 1307 og opbevares i Bibliothèque nationale, manuscrit latin 10919, fol Det er tidligere udgivet i E. Baluze, Vitae paparum Avenionensium, hoc est historia pontificum romanorum qui in Gallia sederunt ab anno MCCCV usque ad annum MCCC XCIV, 1693, t. II, s , og det kan læses på latin og fransk i Lizerands kildeudgivelse fra 1923, s Arrestordren. Filips ordre om arrestation af Tempelherrerne i Frankrig, 1307 Dokumentet er fra 14 september 1307 og opbevares i Archives nationales, J 413, nr. 22. Det er tidligere udgivet i E. Boutaric, "Clement V, Phillippe le Bel, et les Templiers" i Revue des questions historiques, t. X, 1871, s , og det kan læses på latin og fransk i Lizerands kildeudgivelse fra 1923, s Den sidste del af teksten, som rummer instrukserne for anholdelse og forhør samt anklager, er ikke skrevet på latin, men på datidens fransk. 3. De første forhør. Forhørsprotokoller fra fire af de indledende afhøringer, Dokumenterne er fra oktober-november 1307 og opbevares i Archives nationales, J 413, nr. 18. De er tidligere udgivet i J. Michelet, Le Procès des Templiers (Collection des Documents Inédits sur l'histoire de France), , s. 295f, 305f, 361ff og 369, og de kan læses på latin og fransk i Lizerands kildeudgivelse fra 1923, s Råd om fremgangsmåden i sagen. Filips spørgsmål til pariserteologerne og til sin minister - og de tilhørende svar, Dokumenterne er fra begyndelsen af 1308 og opbevares i Archives nationales, J 473, nr. 31 og 31b, J 413, nr. 1 og J 413, nr. 32. Det første og det tredje er tidligere udgivet i Heinrich Finke, Papsttum und Untergang des Templerordens,1907, t. II, s og s Det andet er tidligere udgivet i Denifle og Chatelain, Chartularium universitatis parisiensis, t. II, nr De kan læses på latin og fransk i Lizerands kildeudgivelse fra 1923, s

263 5. Indkaldelse til stænderforsamling i Tours. Vilhelm af Nogarets kongelige skrivelse til stændernes repræsentanter, Dokumentet er fra 25. marts 1308 og opbevares i Archives nationales, J 415, nr. 19. Det er tidligere udgivet i E. Boutaric, "Notices et extraits des documents inédits relatifs à l'histoire de France sous Philippe le Bel" i Notices et extraits des manuscrits de la Bibliothèque nationale, 1862, t. XX, 2. del, s , og det kan læses på latin og fransk i Lizerands kildeudgivelse fra 1923, s Vilhelm af Plaisians tale. Udkast til en tale holdt for paven og konsistoriet i Poitiers, Dokumentet er fra 29. maj 1308 og opbevares i Archives nationales, J 413, nr. 37. Det er tidligere udgivet i Heinrich Finke, Papsttum und Untergang des Templerordens, 1907, t. II, s , og det kan læses på latin og fransk i Lizerands kildeudgivelse fra 1923, s Biskoppens instruks. Om fremgangsmåden i sagen mod personerne, Dokumentet er fra 1309 og opbevares i Archives de Maine-et-Loire, G 7, fol. 86. Det er tidligere udgivet i C. Port, "Le livre de Guillaume Le Maire, évêque d'angers" i Mélanges historiques, Documents inédits, 1877, t. II, s , og det kan læses på latin og fransk i Lizerands kildeudgivelse fra 1923, s Vidneudsagn om ordenen. Fra den pavelige undersøgelseskommissions protokoller, De otte dokumenter er fra november april 1311 og opbevares i Bibliothèque Nationale, manuscrit latin 11796, fol. 9f, 12, 24, 10f, 18f, 42ff, 70b og 203. De er tidligere udgivet i J. Michelet, Le Procès des Templiers (Collection des Documents Inédits sur l'histoire de France), , t. I, s. 32ff, 42ff, 87f, 36ff, 71f, 164ff, 275f og t. II, s. 195f. Desuden er det første, andet og sjette dokument udgivet i Pierre Dupuy, Histoire de l'ordre des Templiers, nr. 81, s. 318ff, nr. 82f, s. 320ff og nr. 88, s. 331ff. De kan læses på latin og fransk i Lizerands kildeudgivelse fra 1923, s Epilog. Filips to breve til Klemens om ordenens opløsning, Dokumenterne er fra 1312 og opbevares i Archives nationales, J. 413, nr. 12, 12b og

264 De er tidligere udgivet i Pierre Dupuy, Histoire de l'ordre des Templiers, nr. 110, s. 416f og nr. 116, s. 450f. Desuden er det første udgivet i Leibniz, Codex juris gentium, s. 92f. De kan læses på latin og fransk i Lizerands kildeudgivelse fra 1923, s Disse kilder har jeg oversat til dansk. I første omgang til brug for min egen analyse af og afhandling om sagen mod Tempelherrerne i Frankrig. Dertil kommer, at jeg er overbevist om, at de også kan være til inspiration og nytte for andre historikere og historieinteresserede. 265

265 266

266 Litteraturliste Anvendt litteratur Charles G. Addison, The History of the Knights Templars, the Temple Church, and the Temple, 1842 Ernst Cassirer, The Myth of the State, 1946 Bernard of Clairvaux, "In Praise of the New Knighthood". i Treatises III. (Cistercian Fathers Series, nr. 19, 1977) Michael Baigent og Richard Leigh, The Temple and the Lodge, 1989, (dansk udgave, Templet og logen, 1996) Michael Baigent, Richard Leigh og Henry Lincoln, The Holy Blood and the Holy Grail, 1982, (dansk udgave, Det hellige blod og den hellige gral. Mysteriet om Tempelherrerne og Jesu efterkommere, 1982) Malcolm Barber, "Propaganda in the Middle Ages: The Charges Against the Templars", i Nottingham Mediaeval Studies, vol XVII, Malcolm Barber, The New Knighthood. A History of the Order of the Temple, Malcolm Barber, The Trial of the Templars, 1978 Malcolm Barber, "The world picture of Philip the Fair" i Journal of Medieval History, nr. 8, 1982 Marc Bloch, The Royal Touch, Sacred Monarchy and Scrofula in England and France, 1973, original fransk udgave, Les Rois thaumaturges, 1961 Peter Burke, Culture and Society in Renaissance Italy ,

267 Peter Burke, "Mentalitetshistoriens styrker og svagheder" i Den Jyske Historiker, 1986 Peter Burke, The historical anthropology of early modern Italy, 1987 Peter Burke, The Italian Renaissance, Culture and Society in Italy, Ernst Cassirer, Myten om Staten, André Castelot og Alain Decaux, Histoire de la France et des Français au jour le jour, Tome II: , le flamboyant Moyen Age, 1976 George A. Campbell, The Knight Templars: Their Rise and Fall, 1980 (1937) H. P. Clausen, Hvad er historie, 1963 Penny J. Cole, The Preaching of the Crusades to the Holy Land, , 1991 Ottar Dahl, Om årsaksproblemer i historisk forskning. Forsøk på en vetenskapsteore -tisk analyse, 1956 Alain Demurger, Vie et mort de l'ordre du Temple, 1989/1994 (1985) Georges Duby, The Age of the Cathedrals, 1981, original fransk udgave, L'Europe des Cathedrales, Georges Duby, Le Moyen Âge. Fondements d'un Nouvel Humanisme , 1995 (1966) Georges Duby, Verdens bedste ridder, Guillaume le Maréchal, dansk udgave 1987 (1984) Jean Dunbabin, A Hound of God. Pierre de la Palud and the Fourteenth-Century Church, 1991 Umberto Eco, Il pendolo di Foucault, 1988, (dansk udgave Foucaults pendul, 1989) Kim Esmark, Et spørgsmål om ære. Ridderideal og social strategi, specialeafhandling, Roskilde Universitetscenter, Jonas Frykman og Orvar Löfgren, Den kultiverade människan, 1979 Frances Gies, The Knight in History, 1984 Carlo Ginzburg, Il formaggio e i vermi, 1976, (svensk udgave, Osten och maskarna, 1983) Aron Gurevich, Categories of Medieval Culture, 1985 (1972) Aron Gurevich, Historical Anthropology of the Middle Ages, 1992 Joseph von Hammer-Purgstall, Mysterium Baphometis revelatum, 1818 Hoefer (ed), Nouvelle biographie générale, tome 35, 1963 (1861) Johan Huizinga, Herfstiij der Middeleeuwen (Middelalderens høsttid/efterår), 1919, (engelsk udgave, The Waning of the Middle Ages, 1955) Maurice Keen, Chivalry, 1984 Maurice Keen, The Penguin History of Medieval Europe, 1991 (1968) Ove Chr. Krarup, De lærererige Eksemplers Bog, 1950 Tove Kruse, "Det indrestyrede menneske" i Håkan Arvidsson, Henrik Jensen og Tove Kruse, Magt og Mentalitet,

268 Emmanuel le Roy Ladurie, Montaillou, The World-Famous Portrait of Life in a Medieval Village / Cathars and Catholics in a French Village, , 1978, original fransk udgave, Montaillou, village occitan de 1294 à 1324, 1978 Christopher Lasch, Narcissismens kultur, 1979 Karen Laustsen, Riddere i højmiddelalderen, projektrapport, RUC 1995 Henry Charles Lea, A History of the Inquisition of the Middle Ages, 1887 Georges Lizerand, Le Dossier de l'affaire des Templiers, 1923 Niccolò Machiavelli, The Prince, 1947 (1513/1532) Sophia Menache, "Contemporary attitudes concerning the Templars' affair: propaganda's fiasco?" i Journal of medieval history, nr. 3, vol 8, 1982 Paul Meyer (ed), l'histoire de Guillaume le Maréchal, Paris 1901 Jules Michelet, Histoire de France, 1876 ( ). Jules Michelet, Le Procès des Templiers (Collection des Documents Inédits sur l'histoire de France), Edgar Morin, Penser l'europe, 1987, dansk udgave, Europæisk kultur, På vej mod en ny bevidsthed, 1988 Michael Nordberg, Den dynamiska medeltiden, 1984, dansk udgave, Den dynamiske middelalder, 1987 Gilbert Ouy, "Humanism and Nationalism in France at the Turn of the Fifteenth Century", i Brian Patrick McGuire (ed), The Birth of Identities. Denmark and Europe in the Middle Ages, 1996 Marsilius of Padua, Defensor Pacis, 1967 (1324) Sidney Painter, William Marshal, 1933 Thomas W. Parker, The Knight Templars in England, 1963 Peter Partner, The Murdered Magicians: The Templars and their Myths, 1982 Edwards Peters, Inquisition, 1989 (1988) C. W. Previté-Orton, The Shorter Cambridge Medieval History, Volume II, The Twelfth Century to the Renaissance, 1971 François-Juste-Marie Raynouard, Les Templiers, Tragédie, 1805 Jean B. Richard, "Templars" i Encyclopædia Britannica David Riesmann, Det ensomme massemenneske, (1949) Gabrielle M. Spiegel, "Malcolm Barber, The Trial of the Templars" i Speculum, nr. 55, 1980 Niels Tengberg, Bogen om ridderlighed, 1996 Niels Tengberg, Om franske riddere i senmiddelalderen, RUC, 1987 Niels Tengberg, Om læsning som konstruktion, specialeafhandling, RUC, 1986 Brian Tierney, The Crisis of Church and State , 1964 Tzvetan Todorov, La conquête de l'amérique, 1982 Tzvetan Todorov, "La lecture comme construction" i Poétique de la Prose,

269 Barbara W. Tuchman, A Distant Mirror, 1978, dansk udgave, Et fjernt spejl, 1987 (1985) Ernst Wallis, Illustreret Verdenshistorie, 1878 (norsk udgave) Max Weber, Den protestantiske etik og kapitalismens ånd, (1920) Ansgar Konrad Wildermann, Die Beurteilung des Templerprozesses bis zum 17. Jahrhundert, 1971 Uffe Østergårds "Efter den videnskabelige historieforsknings storhed og fald" i Historiens ansigter,

270 Indirekte anvendt eller nævnt litteratur E. Baluze, Vitae paparum Avenionensium, hoc est historia pontificum romanorum qui in Gallia sederunt ab anno MCCCV usque ad annum MCCCXCIV, 1693 Robert-Henri Bautier, "Diplomatique et histoire politique: Ce que la critique diplomatique nous apprend sur la personalité de Philippe le Bel" i Revue Historique, nr. 259, 1978 E. Boutaric, "Clement V, Phillippe le Bel, et les Templiers", Revue des questions historiques, X-XI, E. Boutaric, "Notices et extraits des documents inédits relatifs à l'histoire de France sous Philippe le Bel" i Notices et extraits des manuscrits de la Bibliothèque nationale, 1862 E.A.R. Brown, "The Prince is Father of the King: The Character and Childhood of Philip the Fair of France" i Medieval Studies, 49, 1987, s G. W. Coopland, The Tree of Battles, 1949 H. de Curzon, La règle de Temple, 1886 Laurent Dailliez, Bibliographie du Temple, 1972 J. Delaville le Roulx, "La Suppression des Templiers", Revue des questions historiques, XLVIII, 1890 Denifle & Chatelain (eds.), Chartularium universitatis parisiensis Marguerite Dessubré, Bibliographie de l'ordre des Templiers, 1928 Pierre Dupuy, Histoire de l'ordre des Templiers Pierre Dupuy, Traitez concernant l'histoire de France, sçavoir la condamnation des Templiers, etc., 1654 Felix Fabri, The Book of the Wanderings of Brother Felix Fabri (c ), tr. A. Stewart, vol. II, Palestine Pilgrims' Text Society 9, London, 1893 Heinrich Finke, Papsttum und Untergang des Templerordens,1907 Anne Gilmour-Bryson, Studi e testi, nr. 303, Vatikanet, 1982 M. Gluckman (ed), Essays on the Ritual of Social Relations, 1962 Joseph von Hammer-Purgstall, Mysterium Baphometis revelatum, 1818 R. Holtzmann, Wilhelm von Nogaret Charles V. Langlois, "Le Procès des Templiers", Revue des deux mondes, CIII, 1891 Leibniz, Codex juris gentium Georges Lizerand, Clément V et Philippe IV le Bel, 1910 Marcel Lobet, Histoire des Templiers, 1944 Heinrich Neu, Bibliographie des Templer-Ordens , 1965 C. Port, "Le livre de Guillaume Le Maire, évêque d'angers" i Mélanges historiques, Documents inédits, 1877 Hans Prutz, Entwicklung und Untergang des Tempelherrenordens,

271 François-Juste-Marie Raynouard, Monumens historiques relatifs à la condamnation des chevaliers du Temple, et à l'abolition de leur ordre, 1813 K. Schottmüller, Der Untergang des Templerordens, 1887 Ives de St-Denis, Histoire de France, XXI Karl Wenck, Philipp der Schöne von Frankreich, seine Persönlichkeit und das Urteil der Zeitgenossen,

272 Bilag 1: Anklagepunkterne 1 Dette er de punkter der skal forhøres om mod Tempelherreordenen. For det første, at selv om de erklærede, at Ordenen var højtideligt oprettet og anerkendt af Pavesædet, blev der alligevel, ved modtagelsen af brødre i den nævnte Orden og et stykke tid efter, af brødrene opretholdt og udført følgende: 1 Nemlig at alle, ved deres modtagelse, et stykke tid efter eller så snart der var lejlighed til det, fornægtede Christus, nogle gange den korsfæstede Christus, nogle gange Jesus og nogle gange Gud og nogle gange den Hellige Jomfru og nogle gange alle Guds helgener, ført og rådet af dem der modtog dem. 2 Endvidere, at brødrene som helhed gjorde dette. 3 Endvidere, at størsteparten af dem gjorde dette. 4 Endvidere, at de nogle gange også gjorde det efter modtagelsen. 5 Endvidere, at modtagerne sagde til dem de modtog og belærte dem om, at Christus eller nogle gange Jesus eller nogle gange den korsfæstede Christus ikke er den sande Gud. 6 Endvidere, at de fortalte dem de modtog at han var en falsk profet. 7 Endvidere, at han ikke havde lidt eller var blevet korsfæstet for menneskehedens frelse, men på grund af sine synder. 8 Endvidere, at hverken modtagerne eller dem der blev modtaget havde håb om frelse gennem Jesus, og dette sagde de eller noget tilsvarende eller noget lignende til dem de modtog. 9 Endvidere, at de fik dem de modtog til at spytte på et kors eller på et billede eller en skulptur af korset og et billede af Christus, selv om dem der blev modtaget nogle gange spyttede ved siden af. 10 Endvidere, at de nogle gange gav ordre til at korset blev trampet under fode. 273

273 11 Endvidere, at de brødre der var blevet modtaget nogle gange trampede på korset. 12 Endvidere, at de nogle gange lod vandet og trampede og fik andre til at lade vandet på korset, og flere gange gjorde de det langfredag. 13 Endvidere, at nogle af dem på denne dag eller på en anden dag i den Hellige Uge plejede at forsamles for at udføre den ovennævnte trampen og vandladning. 14 Endvidere, at de tilbad en vis kat, som nogle gange kom til syne for dem i deres forsamling. 15 Endvidere, at gjorde dette i foragt for Christus og den rette tro. 16 Endvidere, at de ikke troede på alterets sakramente. 17 Endvidere, at nogle af dem ikke troede på det. 18 Endvidere, at størsteparten af dem ikke troede på det. 19 Endvidere, at de heller ikke troede på Kirkens andre sakramenter. 20 Endvidere, at Ordenens præster, som indvier Christi legeme, ikke sagde de rigtige ord i messen. 21 Endvidere, at nogle af dem ikke gjorde det. 22 Endvidere, at størsteparten af dem ikke gjorde det. 23 Endvidere, at modtagerne pålagde dem dette. 24 Endvidere, at de troede, at Stormesteren kunne give dem syndsforladelse, som det var blevet sagt dem. 25 Endvidere, at Visitoren kunne. 26 Endvidere, at præceptorerne kunne, af hvem mange var lægmænd. 27 Endvidere, at de faktisk gjorde det. 28 Endvidere, at nogle af dem gjorde det. 29 Endvidere, at den ovennævnte Ordens Stormester tilstod dette i nærværelse af vigtige personer, inden han blev arresteret. 30 Endvidere, at modtageren og nogle gange de modtagne, ved modtagelsen af brødre i den nævnte orden eller omkring den tid, blev kysset på munden, på navlen eller på den bare mave og på balderne eller på den nederste del af rygraden. 31 Endvidere, at de nogle gange blev kysset på navlen. 32 Endvidere, at de nogle gange blev kysset på den nederste del af rygraden. 33 Endvidere, at de nogle gange blev kysset på kønslemmet. 34 Endvidere, at dem der blev modtaget, ved modtagelsen svor på at de ikke ville forlade Ordenen. 35 Endvidere, at de straks betragtede dem som munkeviede. 36 Endvidere, at holdt disse modtagelser hemmeligt. 37 Endvidere, at der ikke var andre til stede end brødrene af den nævnte Orden. 38 Endvidere, at der på grund af dette længe havde været voldsom mistanke mod den nævnte Orden. 274

274 39 Endvidere, at dette var almindeligt antaget. 40 Endvidere, at de sagde til de brødre, som de modtog, at de kunne have kødelig omgang sammen. 41 Endvidere, at det var lovligt for dem at gøre dette. 42 Endvidere, at de burde gøre det og underkaste sig det indbyrdes. 43 Endvidere, at det ikke var en synd for dem at gøre dette. 44 Endvidere, at de gjorde dette eller mange af dem gjorde. 45 Endvidere, at nogle af dem gjorde. 46 Endvidere, at de i hver provins havde afgudsbilleder, nemlig hoveder, hvoraf nogle havde tre ansigter og nogle kun ét, og andre havde menneskekranium. 47 Endvidere, at de tilbad disse afgudsbilleder, og især i deres store kapitler og forsamlinger. 48 Endvidere, at de ærede dem. 49 Endvidere, at de ærede dem som Gud. 50 Endvidere, at ærede dem som deres Frelser. 51 Endvidere, at nogle af dem gjorde det. 52 Endvidere, at størsteparten af dem der var i kapitlerne gjorde det. 53 Endvidere, at de sagde, at dette hoved kunne frelse dem. 54 Endvidere, at det kunne frembringe rigdom. 55 Endvidere, at det gav dem alle Ordenens rigdomme. 56 Endvidere, at det fik træerne til at blomstre. 57 Endvidere, at det fik jorden til at spire. 58 Endvidere, at de ombandt eller berørte hvert af de nævnte afgudsbilleders hoved med små bånd, som de bar rundt om sig selv uden på skjorten eller lige på huden. 59 Endvidere, at de nævnte små bånd eller stykker af dem blev givet til hver af brødrene ved deres modtagelse. 60 Endvidere, at de gjorde dette til ære for et afgudsbillede. 61 Endvidere, at det var pålagt dem, at de skulle bære de små bånd rundt om sig selv, som det er redegjort for, og bære dem bestandigt, og dette gjorde de, endog om natten. 62 Endvidere, at brødrene af den nævnte Orden almindeligvis blev modtaget på den ovennævnte måde. 63 Endvidere, at det blev gjort overalt. 64 Endvidere, at det blev gjort af størsteparten. 65 Endvidere, at dem der ikke var villige til at gøre det ovennævnte ved deres modtagelse eller senere, blev dræbt eller sat i fængsel. 66 Endvidere, at nogle af dem blev det. 67 Endvidere, at størsteparten blev det. 68 Endvidere, at de pålagde dem under ed ikke at afsløre det ovennævnte. 275

275 69 Endvidere, at dette blev gjort under dødsstraf eller fængsling. 70 Endvidere, at de heller ikke måtte afsløre modtagelsesmåden. 71 Endvidere, at deheller ikke skulle vove at tale om det ovennævnte med hinanden. 72 Endvidere, at hvis det blev opdaget, at nogen havde afsløret disse ting, blev de straffet med døden eller fængsel. 73 Endvidere, at de pålagde dem ikke at skrifte til nogen anden end en af Ordenens brødre. 74 Endvidere, at de nævnte brødre i Ordenen forsømte at rette de nævnte vildfarelser, selv om de kendte til dem. 75 Endvidere, at de forsømte at informere den Hellige Moderkirke. 76 Endvidere, at de ikke afstod fra at følge de ovennævnte vildfarelser og fra fællesskabet med de ovennævnte brødre, selv om de havde lejlighed til at afstå og til at gøre det ovennævnte. 77 Endvidere, at de ovennævnte ting blev gjort og opretholdt hinsides havet, på steder hvor den nævnte ordens Stormester og kapitel opholdt sig for tiden. 78 Endvidere, at den ovennævnte fornægtelse af Christus blev gjort i nærværelse af den ovennævnte Stormester og kapitel. 79 Endvidere, at de ovennævnte ting blev gjort og overholdt på Cypern. 80 Endvidere, at de blev gjort på denne side af havet i alle kongeriger og andre steder hvor de ovennævnte brødre blev modtaget. 81 Endvidere, at de ovennævnte ting blev overholdt i hele Ordenen i almindelighed og i fællesskab. 82 Endvidere, at opretholdelsen af dem var lang og almindelig. 83 Endvidere, at de var gammel sædvane. 84 Endvidere, at de var fra den ovennævnte ordens statut. 85 Endvidere, at overholdelser, sædvaner, ordninger og statutter blev gjort og overholdt i hele Ordenen, hinsides havet og på denne side af havet. 86 Endvidere, at det ovennævnte var fra de af Ordenens punkter, som var indført af deres vildfarelser efter godkendelsen fra Pavesædet. 87 Endvidere, at modtagelserne af brødrene i den nævnte Orden almindeligvis blev gjort på den ovennævnte måde i hele den ovennævnte Orden. 88 Endvidere, at den nævnte Ordens Stormester pålagde, at det ovennævnte blev overholdt og gjort sådan. 89 Endvidere, at Visitorerne gjorde det. 90 Endvidere, at præceptorerne gjorde det. 91 Endvidere, at andre ledere af den nævnte orden gjorde det. 92 Endvidere, at disse selv samme mænd overholdt det og belærte om at det skulle gøres og opretholdes. 93 Endvidere, at andre af dem gjorde det. 276

276 94 Endvidere, at brødrene ikke opretholdt nogen anden optagelsesmåde i den nævnte Orden. 95 Endvidere, at ingen i Ordenen, der er i live, kan mindes, at der har været overholdt nogen anden modtagelsesmåde i deres tid. 96 Endvidere, at Stormesteren, Visitorerne, præceptorerne og de andre Mestre i den nævnte Orden med magt dertil straffede dem hårdt der ikke opretholdt eller var villige til at opretholde den ovennævnte modtagelsesmåde og de andre ting ovenfor, når en klage blev forelagt dem. 97 Endvidere, at velgørenhedsgaver i den nævnte Orden ikke blev givet som de burde, og gæstfrihed ikke blev tilbudt. 98 Endvidere, at de ikke betragtede det som en synd i den nævnte Orden at erhverve sig ejendomme tilhørende andre med lovlige eller ulovlige midler. 99 Endvidere, at de bemyndigede sig til at skaffe tilvækst og profit til den nævnte Orden på enhver måde de kunne ved lovlige eller ulovlige midler. 100 Endvidere, at det ikke blev anset for en synd at aflægge falsk ed af den grund. 101 Endvidere, at de havde for sædvane at holde deres kapitler i hemmelighed. 102 Endvidere, at de blev holdt hemmeligt, enten ved nattens første søvn eller ved dens første vågen. 103 Endvidere, at de blev holdt hemmeligt, idet hele resten af husets familia blev sendt ud og huset blev lukket, idet de sendte hele familiaen ud de nætter hvor de holdt kapitler. 104 Endvidere, at de blev holdt hemmeligt, fordi de på denne måde lukkede sig inde når et kapitel blev holdt, idet de forstærkede alle husets og kirkens døre hvor de holdt kapitlet, så meget at ingen kunne komme ind til dem eller nær dem, og ingen kunne heller se eller høre hvad de gjorde og sagde. 105 Endvidere, at de blev holdt så hemmeligt at de havde for sædvane at anbringe en vagt på taget af huset eller kirken hvor de holdt kapitlet, i det tilfælde at nogen skulle nærme sig det sted hvor de holdt kapitlet. 106 Endvidere, at de overholdt og havde for sædvane at overholde lignende hemmelighed, som var almindelig ved modtagelsen af brødre. 107 Endvidere, at denne vildfarelse blomstrer og har blomstret i Ordenen i lang tid, eftersom de har den mening og havde den førhen at Stormester kan forlade brødrene deres synder. 108 Endvidere, at den store vildfarelse blomstrer og har blomstret, at disse mener og har ment førhen at Stormesteren kan forlade Ordenens brødre deres synder, endog de ikke-skriftede, som de undlod at skrifte på grund af skam eller frygt for den bod der blev pålagt eller tildelt. 109 Endvidere, at Stormesteren har tilstået disse ovennævnte vildfarelser før han blev pågrebet, frivilligt i nærværelse af gejstlige og troværdige lægfolk. 110 Endvidere, at størsteparten af Ordenens præceptorer var til stede. 277

277 111 Endvidere, at de har og havde den ovennævnte vildfarelser, ikke kun ved Stormesterens meninger og antagelser, men også fra andre præceptorer og især fra Ordenens ledende Visitorer. 112 Endvidere, at lige meget hvad Stormester, især sammen med hans kapitel, gjorde, forordnede og lovgav, havde hele Ordenen at overholde, og det blev overholdt. 113 Endvidere, at denne magt tilhørte ham og har været hans fra gammel tid. 114 Endvidere, at de ovennævnte fordærvede sædvaner og vildfarelser har varet så længe, at Ordenens kunne have udskiftet sine personer en, to eller flere gange siden de ovennævnte vildfarelser blev indført eller overholdt. 115 Endvidere, at... alle eller to tredjedele af Ordenen, som kendte de nævnte vildfarelser, forsømte at rette dem. 116 Endvidere, at de forsømte at informere den Hellige Moderkirke. 117 Endvidere, at de ikke afstod fra overholdelsen af de nævnte vildfarelser eller fra fællesskabet med de nævnte brødre, selv om de havde lejlighed til at afstå og til at gøre det ovennævnte. 118 Endvidere, at mange af den nævnte Ordens brødre forlod den, og nogle gik over til en anden Orden og andre forblev i det verdslige liv på grund af deres Ordens smuds og vildfarelser. 119 Endvidere, at stor forargelse på grund af hver af de ovennævnte punkter har rejst sig mod den nævnte Orden i hjertet hos ophøjede personer, selv hos konger og fyrster, og er blevet fremkaldt i næsten hele den kristne befolkning. 120 Endvidere, at alle og hvert af de ovennævnte punkter er blevet overholdt og åbenbart blandt den nævnte Ordens brødre. 121 Endvidere, at hvad angår disse ting er der offentlig tale, almindelig mening og antagelse både blandt Ordenens brødre og udenfor. 122 Endvidere, at der er det hvad angår størsteparten af det ovennævnte. 123 Endvidere, at der er det hvad angår andre. 124 Endvidere, at Ordenens Stormester, Visitoren og de Storpræceptorerne af Cypern, Normandiet og Poitou såvel som mange andre præceptorer og nogle af de andre brødre i den nævnte Orden har tilstået, hvad der er skrevet ovenfor, både under retsligt forhør og udenfor i nærværelse af udpegede personer og også over for offentlige personer mange steder. 127 Endvidere, at nogle af den nævnte ordens brødre, riddere såvel som præster og også andre, i nærværelse af vor herre pave og af de herrer kardinaler, har tilstået det ovennævnte eller en stor del af de nævnte vildfarelser. 128 Endvidere, at de har tilstået ved at aflægge ed. 129 Endvidere, at de har bekræftet det ovennævnte for hele forsamlingen. 278

278 Note Teksten er min oversættelse af Malcolm Barber, The Trial of the Templars, appendix A: "The articles of accusation, 12. August 1308". Barber henviser til J. Michelet (ed), Le Procès des Templiers, 2 vol, Paris , I, s De 127 artikler er i denne version eller i min optælling blevet til

279 280

280 BILAG 2. Rollelisten (de medvirkende i dramaet, fra ordenen, verdsligheden og gejstligheden) Fra ordenen medvirker: Jakob af Molay, Templets Stormester. Han skrev svaret til Klemens om sammenlægning af ordner i Han blev forhørt i Han afgav vidneudsagn i Han blev brændt på bålet i Godfred af Charney, præceptor for Normandiet. Han blev forhørt i Han blev brændt på bålet i Hugo af Pairaud, visitor for Frankrig. Han blev forhørt i Han blev ikke brændt på bålet i Johannes af Châteauvillars, Tempelherre. Han blev forhørt i 1307 uden at tilstå noget. Ponsard af Gizy, præceptor for Payns. Han afgav vidneudsagn i Johannes af Cochiaco, Tempelherre. Han afgav vidneudsagn i Aimery af Villiers-le-Duc, Tempelherre. Han afgav vidneudsagn i En gruppe Tempelherrer, her iblandt Peter af Boulogne, som afgav vidneudsagn i Fra verdsligheden medvirker: Filip IV den Smukke, konge af Frankrig. Vilhelm af Nogaret, kongelig kansler. Han tiltrådte som storseglbevarer [justitsminister] den 23. september 1307, og han skrev indkaldelsen til stænderforsamlingerne i Tours i Han blandede sig, da Jakob af Molay aflagde vidnesbyrd for undersøgelseskommissionen 28. november Vilhelm af Plaisians, kongelig minister, ridder og kendt som Vilhelm af Nogarets alter ego. Han skrev (vistnok) svar på Filips spørgsmål til ministeren i begyndelsen af 1308 og holdt tale til konsistoriet i Poitiers senere samme år. Han blandede sig, da Jakob af Molay aflagde vidnesbyrd for undersøgelseskommissionen 26. november Enguerrand af Marigny, kongelig minister. Han var broder til Filip af Marigny. Fra gejstligheden medvirker: Klemens V, pave. Filip af Marigny, ærkebiskop af Sens. Han lod 54 Tempelherrer brænde på bålet i Vilhelm af Baufet, biskop i Paris. Han gav instruks for afhøring af Tempelherrer i Vilhelm af Paris, dominikaner og inkvisitor for Frankrig. Peter af Palud, dominikaner og teolog. Han afgav vidneudsagn i Og en række kommissærer, inkvisitorer, notarer, fangevogtere, bødler og andet godtfolk. 281

281 282

282 Niels Tengberg, december 1997 Resumé af Sagen mod Tempelherrerne i Frankrig. Sammenfattende redegørelse for de videnskabelige resultater i ph.d.-afhandlingen Afhandlingen beskriver en undersøgelse, hvis mål er at forklare sagen mod Tempelherrerne i Frankrig i begyndelsen af 1300-tallet. Sagens centrale tema er sam- og modspillet mellem orden, kirke og kongemagt, og umiddelbart melder disse spørgsmål sig: var det en inkvisition, var det en form for investiturstrid, eller var det simpelthen et spørgsmål om økonomi og politisk magt? Men sagen lader sig ikke forklare inden for så enkle rammer. Først må spørgsmål som disse besvares: Hvorfor indledte kong Filip sagen mod Tempelherrrerne? Hvorfor forløb retssagen, som den gjorde? Hvorfor bukkede de anklagede under? Hvorfor agerede kongen, paven og deres folk, som de gjorde - og hvorfor reagerede ordenens stormester og medlemmer, som de gjorde i de forskellige faser af forløbet? Dernæst kræver sagen at blive indsat i en overordnet kontekst der også inddrager overgangen fra den middelalderlige enhedskirke til den moderne sekulære stat. Undersøgelsens udspring er et misforhold mellem sagen, kilderne og den eksisterende historieskrivning. Historiografien giver anledning til reformulering af spørgsmålene til kilderne, medens kilderne selv melder sig som kerne og struktur i en revideret gennemgang af sagens forløb. Denne kilde- og sagsgennemgang resulterer i en overordnet forklaring med en kombination af forklaringsmodeller. Her er de magtpolitiske forhold vigtige, medens sagens egen udviklingsdynamik og de implicerede parters opfattelser også spiller ind. Det sidstnævnte udtrykker en historisk antropologisk tilgang, hvor de historiske agenters adfærd ikke kun forklares ud fra personlige karaktertræk og individuelle intentioner, men også ud fra fælleskulturelle opfattelser og verdensbilleder. Afhandlingen er udformet som et drama i tre akter med dertil hørende prolog og epilog. Dramaets hovedpersoner er den franske konge, paven og Tempelherrerne, og prologen sætter rammerne ved at beskæftige sig med deres forhistorie. Prologen rummer desuden det historiografiske afsnit, som er med til at igangsætte undersøgelsen. Dramaets tre akter er Arrestation, Konsultation og Eksekution. 1. akt er optakten med forslaget om en sammenlægning af Tempelherrerne og Johanniterne samt det første dramatiske højdepunkt med anklagerne, arrestationerne og de indledende forhør og tilståelser. 2. akt er et mellemspil, hvor Filip rådfører sig med den teologiske og juridiske ekspertise og indkalder til stænderforsamling, og hvor en af hans ministre taler til paven ved et topmøde mellem de verdslige og gejstlige myndigheder 3. akt er det andet dramatiske højdepunkt, hvor Tempelherrerne og deres orden møder skæbnen i Filips skikkelse. Epilogen behandler Filips breve til paven om ordenens nedlæggelse. Efter disse hovedafsnit følger konklusionen. Sagens forklaring En del af sagens forklaring er, at de kræfter, der påtog sig at anklage og dømme ordenen, var handlekraftige og effektive, medens både dem det gik ud over, og dem der skulle have stået som garanter for en vis retfærdighed, svigtede. 1

283 Især ved diskussionen af Filips handlinger, motiver og intentioner er det vigtigt at skelne mellem sagens tre faser. I spørgsmålet om, i hvilket omfang Filip handlede fromt og idealistisk eller selvisk og politisk, er det tydeligt, at de gode motiver og intentioner spillede en større rolle i sagens begyndelse end i dens senere faser, hvor politiske og prestigemæssige hensyn krævede, at den blev gennemført og afsluttet som en sejr for de verdslige og gejstlige autoriteter. Da Tempelherrerne først var blevet fordømt, kunne systemet ikke længere selv vælge kursen og destinationen. Filips fromme og idealistiske indstilling kommer til udtryk i arrestordren, hvis følelsesladede retorik fortæller om hans forargelse over Tempelherrernes synder og om hans brændende trosiver, som byder ham at gribe ind. Men arrestordren vidner samtidig om den kongelige handlekraft og effektivitet, som siden får hele sagen til at gå sine egne veje. Ved de første forhør anvendes den middelalderlige inkvisition med næsten moderne effektivitet. Ved hjælp af stereotypi, kompromissøgen og skematik opnås en overrumplende og strålende sejr for kongen og dermed en legitimering af hans initiativ. Men på længere sigt tvinger det ham også til at gennemføre sagen. Dermed får sagen en egendynamik, som forstærkes af Vilhelm af Plaisians tale. Han optræder med megen styrke og selvbevidsthed og proklamerer sejren over Tempelherrerne som så forunderlig, at sagen når et punkt, hvorfra det ikke længere er muligt at vende om. Det ville være et nederlag, som en svagere og mindre ambitiøs konge måske kunne have båret, men ikke Filip. Sejren skal reproduceres i paveligt regi. Tempelherrernes skyld skal bekræftes, så de kan blive dømt og straffet eller genforsonet med kirken. Men efter det første chok er overstået, opstår der tvivl om, hvorvidt det hele er så enkelt, som det i første omgang så ud til. Nu kræver det både sejt pres og pludselige kup at tvinge sagen igennem. En overgang ser det ud til, at Tempelherrerne kan få etableret et forsvar. Men ordenens stormester svigter. Han kan intet stille op, hverken i de første forhør, hvor han tilstår som alle de andre, eller i sagen mod ordenen. Han er præget af konservatisme og af en mental-intellektuel træghed, der gør ham dårligt egnet til at forudse og indrette sig på forandringer. De andre ledere og de menige Tempelherrer svigter også, men nogle af dem får dog stablet et fornuftigt forsvar på benene. Det er lige ved at få det gejstlige apparat til at reagere, og det tvinger Filip og hans folk til at gennemføre det kup, som afgør sagen. Det er karakteristisk for hele sagen mod Tempelherrerne, at gejstligheden også svigter og viger for Filips pres. Klemens sørger ikke for at handle på en måde, som kunne gøre Filips indgreb overflødigt. Det gælder både før arrestationen og i sagens første faser. I slutfasen er paven selv så involveret, at også han ligger under for sagens egen dynamik. Gejstligheden svigter også som inkvisition. Ingen er interesserede i at analysere eller trænge til bunds i Tempelherrernes påståede kætteri. Den form for inkvisition, som Tempelherrerne blev udsat for, havde kun til formål at overbevise om deres skyld. På den anden side må man spørge sig, om Filip virkelig var situationens herre, eller om også han mere eller mindre var et offer for omstændighederne. Påtog han sig et ansvar, eller misbrugte han det som et påskud? For at svare på det må sagen indsættes i en større kontekst. 2

284 Sagen i sin kontekst og i sin historiografiske sammenhæng Først må det konkluderes, at sagen både var inkvisition og magtkamp. Og udsigten til forbedrede finanser var uden tvivl med til at motivere Filips indgreb. Men set i et større perspektiv er inkvisition og magtstrid her i begyndelsen af 1300-tallet elementer i et overordnet paradigmeskift, hvis hovedindhold er et skifte fra en gammel dominerende verdensopfattelse til en ny, nemlig fra pavens politiske ideologiske program, som det er udtrykt i Unam sanctam, til Filips politiske ideologiske program, som endnu knap nok var formuleret teoretisk. I sin konsekvens betyder det en omvending af forholdet mellem stat og kirke. Dette paradigmeskift betyder også, at Filip opererede ud fra et dobbelt eller splittet verdensbillede. Filip opfattede sig ikke alene som Frankrigs konge, men også som den kristne tros forkæmper, klar til at overtage magten og æren efter det tysk-romerske sammenbrud i midten af 1200-tallet. Filip ville på sin vis det samme, som paverne tidligere havde gjort, da de gik og påtog sig ansvaret for samfundsordenen. Det forklarer hans rolle i sagens første fase. Og det er ikke overraskende, at han bruger inkvisitionen som redskab; de der agerer midt i et paradigmeskift, vil altid bruge de gamle værktøjer og tale det gamle sprog - også når de arbejder med på det nyes fremkomst. På den måde indgår Filips politiske ideologi i et forløb, der begynder med at tankerne i Aristoteles Politik vinder indpas ved universitetet i Paris, som tydeliggøres af Marsiglio af Padovas Defensor Pacis og som kulminerer med Machiavellis Fyrsten. Der udvikles en sekulær tankegang som et alternativ til kirkens begrebsverden. Var Tempelherrerne skyldige? Og var det derfor Filip valgte at fælde dem? Disse to spørgsmål har været genstand for megen spekulation og udforskning i historiens løb; men de er forkert formulerede. Det første fordi det lægger op til en enten/eller besvarelse. Og sådan er det ofte blevet besvaret. Men den dominerende opfattelse er nu, at nogle af Tempelherrerne nok har gjort noget af det, som de blev anklaget for, og som de tilstod. Skyldens omfang og grad hænger snævert sammen med den tidslige og kulturelle kontekst og med den politiske vilje der stod bag anklagerne. Her skete der det ulykkelige, at den politiske vilje til at forstærke anklagerne blev forstærket af skandalens omfang. Det andet spørgsmål er forkert formuleret, fordi det er ufrugtbart at reducere sagens forløb til en begivenhed. Det er som oftest sket ved, at historikerne har anlagt et overordnet (negativt) syn på Filips karakter og personlige egenskaber. Det har fået dem til at ræsonnere, at når Filip tvang sagen igennem i dens sidste fase, så anlagde han den også med den samme jernhårde vilje til ordenens undergang. De har set bort fra, at Filips indstilling kunne variere i forhold til sagens udvikling. Det er meningsløst at spørge, hvorfor Filip i 1307 bestemte sig til at ødelægge ordenen; men det giver mening at diskutere, hvorfor Filip anklagede ordenen og rejste sagen, og hvorfor sagen fik det forløb og det udfald, som den fik. Historieskrivningen om sagen er ikke alene præget af fejlformulerede spørgsmål, men også af inddragelser af forkerte eller uhensigtsmæssige kontekster. Uden at medtænke striden mellem pavekirke og kongemagt, som på Filip den Smukkes tid gled over i en begyndende statssekularisering - uden at de medvirkende i dramaet selv var helt sikre på, hvad der foregik - kan Filips og hans mænds opfattelser af sagen mod Tempelherrerne ikke forklares. 3

285 Niels Tengberg, september 1998 Noter til et oplæg i Odense om korstog Disposition 1. Indledning: OU-korsfarerprojektet: Snævert og bredt korstogsbegreb. 2. Urban II, 1095 Tempelherreordenens historie I 3. Bernard, ca Usâma Ibn Munkids, ca Tempelherreordenens historie II 5. Jakob, (om 1250) 6. Det udvidede korstogsbegreb 7. Filip, Konklusion Tempelherreordenens historie III / Tempelherreordenens historie IV 1

286 1. Indledning OU-korsfarerprojektet: Snævert og bredt korstogsbegreb På internettet har jeg læst en beskrivelse af korstogsprojektet på Odense Universitet ( Her skitseres en traditionel og en bred korstogsdefinition. Den traditionelle definition er snæver, baseret på specifikke begivenheder og derfor begrænset i tid og rum: Korstog er de militære forsøg på at erobre det hellige og forvare den hellige grav i middelalderen (eller helt præcist ). Ifølge den brede definition er korstog det samme som pilgrimsrejser, en bodsakt der sikrede deltagerne syndsforladelse. Det var således teologisk fortjenstfuldt at kæmpe mod kristendommens fjender. Den brede definition har selvfølgelig en særlig interesse for dansk middelalderhistorie, i og med at den gør det muligt at indlemme Danmark i korstogshistorien. Derved kan man antagelig nå frem til en dybere forståelse af det danske middelaldermenneskes mentalitet og selvforståelse - dybere end den som den traditionelle danske historieskrivning ellers har budt på. Det er noget af det som korstogsprojektet her på Odense Universitet vil, i hvert fald sådan som jeg har læst projektbeskrivelsen. Det er i mine øjne interessant, at der bag den snævre definition ligger et kollektivt projekt: sikring af de hellige steder, mens der bag den brede ligger et individuelt projekt: syndsforladelse og sikring af den enkeltes frelse. Men når disse to projekter fordeles på to forskellige definitioner, må man stille spørgsmålstegn ved, om disse er tilstrækkeligt afklarede. Det er også interessant, at den brede definition er åben og fleksibel: enhver kamp mod kristendommens fjender er et korstog. Det blev efterhånden fortolket derhen, at enhver kristens kamp mod sine fjender kunne kaldes korstog. I mit oplæg vil jeg forsøgsvis vende tingene på hovedet og se på korsfarernes projekt for at kunne diskutere de to definitioner: Hvad mente korsfarerne selv og deres samtidige iagttagere, at det gik ud på? For at besvare disse spørgsmål vil jeg nærme mig sagen indirekte ved at give eksempler på hvordan forskellige deltager-kategorier blev opfattet og beskrevet i middelalderen. Fremstillingen bliver kronologisk og med hovedvægt på Tempelherrerne. Jeg har beskæftiget mig med sagen mod Tempelherreordenen i Frankrig, det vil sige efter 1291 og uden for det hellige land. Alligevel har jeg mere eller mindre bevidst opereret med et (eller flere) korstogsbegreber som en del af min forståelsesramme. Jeg håber, at seminaret kan bidrage til, at jeg får afklaret mit korstogsbegreb. 2

287 2. Urban II, 1095 Først vil jeg se på Urban II s tale ved kirkemødet i Clermont i 1095, hvor han opfordrer til det første korstog. Ifølge munken Robert og krønikeskriveren Fulcher sagde Urban til den forsamlede menneskemængde, at et forbandet og gudsforladt folk, et foragtet og usselt folkefærd, som tilbeder dæmoner, havde overfaldet Konstantinopel og Jerusalem og hærget disse steder med sværd, plyndring og brand. De ødelægger og besudler altrene, omskærer de kristne og voldtager kvinderne (bemærk prioriteringen). Og når de vil torturere en mand, så trækker de hans tarme ud gennem et hul ved navlen, binder dem til en pæl og pisker ham rundt, indtil alle indvoldene er trukket ud af ham, og han falder død om på jorden. Lad dem der har været vant til at føre uretfærdige og private krige mod de troende nu vende sig mod de vantro. Lad dem der har været røvere blive riddere. Lad dem der har kæmpet mod deres brødre og slægtninge nu kæmpe redeligt mod barbarerne. Lad dem der har tjent som lejesoldater for en lille betaling nu opnå den evige belønning. Alle der dør undervejs, til lands eller til søs, eller i kamp mod hedningene, skal få øjeblikkelig syndsforladelse. På denne side (af havet(?)) vil være de sorgfulde og de fattige, på den anden side de rige. På denne side Guds fjender, på den anden hans venner... Gud vil lede vejen for dem der tager afsted. Urban har retorikken i orden. Han opstiller et klart fjendebillede og motiverer dermed det kollektive projekt. Men han motiverer også den enkelte ved at pege på fordelene ved at tage korset: rigdom, retfærdighed, glæde og den evige frelse. Og så garanterer han her-og-nu-frelse i tilfælde af dødsfald. Han opstiller et primært modsætningsforhold mellem de overordnede kategorier i korstogshistorien: de kristne mod de vantro, det vil sige de gode mod de onde. De onde er karakteriseret ved deres grusomhed. Men han opstiller også et sekundært modsætningsforhold mellem korsfarere og ikke-korsfarere, det vil groft sagt sige mellem røvere og riddere. Vi kan også skelne en skjult dagsorden, et andet kollektivt projekt: Ved at sende voldsmændene mod muslimerne, bliver volden kanaliseret ud af Europa og anvendt konstruktivt i stedet for destruktivt (i hvert fald ifølge Urban-planen). Men i og med at han sætter korsfarerne op som modsætninger til både de muslimske barbarer og de kristne røvere/voldsmænd, får han placeret de to sidstnævnte kategorier på den samme negative side. Måske var de lige slemme, måske var der kun tale om en gradsforskel. Vi kan gisne om Urbans opfattelse, men ikke afgøre det ud fra det ovennævnte. 3

288 Tempelherreordens historie I Det første korstog blev en af de få succeser. Efter flere ugers kamp indtog korsfarerne Jerusalem i Så drog størsteparten hjem, medens de øvrige sammen med nyankomne først valgte den franske ridder Godfred af Bouillon og året efter hans broder Balduin til leder og 'Konge af Jerusalem'. De byggede fæstninger, og nogle af dem oprettede særlige militære og religiøse ridderordener til beskyttelse af Det hellige Land. En af dem var Tempelherreordenen, som blev oprettet i Jerusalem i En anden stor orden, Johanniterordenen, blev oprettet på samme tid. Senere, i 1198, oprettedes også den Teutonske (Tyske) Orden og flere små ordener 6. Tempelherreordenens erklærede formål var at beskytte kristne pilgrimme mod muslimske overfald. Fra begyndelsen var de kun en halv snes riddere, som havde påtaget sig dette hverv. De lovede også at leve i fattigdom, kyskhed og lydighed, så de forenede riddernes funktion med munkenes idealer. Kong Balduin indkvarterede dem i en fløj af kongeslottet ved siden af al-aqsa moskeen, hvor det jødiske tempel havde ligget. (Deraf ordenens navn.) Tempelherrernes antal voksede snart, da mange riddere på korstog eller pilgrimsrejse sluttede sig til dem og blev optaget i ordenen. Ved kirkemødet i Troyes i 1128 blev den institutionaliseret, idet der blev udarbejdet detaljerede forskrifter for den. Bernard af Clairvaux stod sandsynligvis bag den tillempning af Benediktinernes regel der kom til at gælde for den nu etablerede Tempelherreorden. Noter 6. I Spanien og Portugal Calatrava-, Santiago- og Alcántaraordnerne. 4

289 3. Bernard, ca (det vil sige i tiden mellem 1. og 2. korstog) Bernard af Clairvaux skrev få år senere en traktat til det nye riddervæsens pris, hvor han sammenlignede de verdslige ridderes pyntesyge og kvindagtighed med Tempelherrernes barske mandighed. Han påtalte, at de verdslige riddere var ineffektive med deres guld, ædelstene og silke og med deres lange hår der kom i vejen for deres udsyn og lange kjoler der hæmmede deres bevægelighed. De kunne lære noget af Tempelherrernes disciplin, ubetingede lydighed og foragt for rigdom, fine klæder og god mad: de boede sammen, sobert og muntert uden kvinder og børn, uden private ejendele og uden at spille dam og terning. De hadede at gå på jagt og de nød end ikke falkens flugt. De brød sig ikke om gøglere og sjofle sange, de redte aldrig håret og de vaskede sig sjældent. 9 Bernard skrev endvidere: Men først og fremmest var de verdslige ridderes sjæle i fare, eftersom de vovede at påtage sig så farlige forehavender af så spinkle og så betydningsløse grunde. De eneste årsager de havde til deres indbyrdes krige og stridigheder var ufornuftige og urimelige vredesudbrud og tørst efter tom ære 10 eller attrå efter jordisk ejendom. Det er visseligt usikkert at dræbe eller blive dræbt af sådanne grunde. Derimod kan Kristi riddere trygt kæmpe Herrens kampe, idet de ikke skal frygte hverken at slå fjenden eller selv at blive dræbt. At dræbe eller at dø for Kristus er ingen synd, men vejen til stor ære og herlighed. I det første tilfælder vinder man for Kristus, og i det andet vinder man selv Kristus. (mit referat) Her opstiller Bernard sit ridderideal, som er Tempelherrerne. Det fremgår her og andre steder, at Bernard ikke var til fest og farver. Hans (sekundære/tertiære) skel mellem verdslige riddere og Kristi riddere er tilsyneladende både en gentagelse af Urbans skel mellem røvere og riddere og en ny opdeling af ridderne. Det nye moment er, om korsfarerne her opdeles i verdslige riddere og riddermunke. I så fald har vi tre kategorier: 1. Dem der ikke tager på korstog ( røverne ). 2. Dem der tager på korstog uden at være Tempelriddere (eller lignende). 3. Tempelridderne, Johannitterne etc. De to sidste kategorier kunne man kalde henholdsvis amatør-korsfarere og professionelle korsfarere. Mere derom senere. Note 9. Bernard of Clairvaux, "In Praise of the New Knighthood". i Treatises III. (Cistercian Fathers Series, nr. 19, 1977, s. 138ff. (Laudatio novae militiae). 10. (Paulus brev til galaterne 5,26:...Lad os ikke søge tom ære, så vi udæsker hverandre og misunder hverandre.) 5

290 4. Usâma, ca (det vil sige i tiden mellem 1. og 2. korstog) Samtidig med at Bernard nedfælder disse overvejelser skriver en syrisk emir, Usâma Ibn Munkids om sit syn på sagen. Han skriver om forholdet mellem muslimerne og korsfarerne ( Frankerne ) og om forskellen på nye og gamle korsfarere. Han skriver: Priset være Skaberen! - Naar én har lært Frankernes Skikke nøje at kende, maa man prise og hellige Allah - Han være ophøjet! Thi man har i dem faaet at se Udyr, der udmærker sig ved Mod og i Kamp, men heller ikke ved andet - ligesom jo ogsaa Vilddyrene har deres Fortrin i deres Styrke og Angrebsmod... Man kan se, at her ses det primære modsætningsforhold fra et synspunkt, som er omvendt i forhold til Urbans. Men ellers ligner de hinanden: De andre er nogle udyr. Dog må man sige, at emirens udtalelse er noget mere afdæmpet end pavens. Det peger måske på, at Urban, som ikke havde mødt fjenden, havde dannet sig nogle mere rabiate forestillinger. Denne tese bekræftes af forskellen på de nye og de erfarne korsfareres attitude over for muslimerne. Om det skriver emiren videre: Alle de, der i den senere Tid bosætter sig paa frankisk Omraade, er stejlere i deres Optræden overfor vore end de, der engang erobrede Landet og vænnede sig til venlig Omgang med Muslimerne. Et Eksempel paa, hvor barsk Frankerne - Allah beskæmme dem! - kunde optræde, fik jeg, da jeg besøgte (Jerusalem). Jeg kom ind i al-aksâ Moskéen, og ved Siden af den laa der en lille Moské, som Frankerne havde omdannet til en Kirke. Da jeg traadte ind i al-aksâ Moskéen, hvor mine Venner (Tempelherrerne) var til Huse, gav de mig Tilladelse til at være i den lille Moské for dér at holde Bøn. Jeg kom saa en Dag derind og priste Allah. Hensunket i min Bøn stod jeg, da én af Frankerne pludselig fór hen til mig, greb fat i mig og drejede mit Ansigt mod Øst med de Ord: "Saaledes bedes der!" Nogle tilstedeværende Tempelherrer ilede hen til ham, greb ham og fjernede ham fra mig. Jeg begyndte saa igen at bede, men han ringeagtede dem, fór igen hen til mig, drejede mit Ansigt mod Øst og sagde: "Saaledes bedes der!" Atter kom Tempelherrerne hen til ham og fjernede ham. De gjorde mig en Undskyldning og sagde:"denne fremmede er først i disse Dage kommet fra Frankernes Land og har aldrig set nogen bede undtagen med Front mod Øst." 6

291 "Nu har jeg bedet tilstrækkeligt," svarede jeg og gik. Jeg undrede mig over denne Satan: Hans Ansigt glødede - det forfærdede ham og var ham ufatteligt at se nogen forrette sin Bøn i Bederetningen (mod syd). (...) Nogle af Frankerne har bosat sig iblandt os og har udvist venlig Optræden mod Muslimerne. Disse Frankere er bedre end dem, der i den senere Tid har bosat sig paa deres Omraade - der er slet ingen Sammenligning! Det oplevede jeg et Eksempel paa, da jeg engang sendte en Ven i et Ærinde til Antâkija. En Dag sagde (byens borgmester(?)) til min Ven: "En Ven af mig, en Franker, har indbudt mig. Du kan komme med mig for at lære deres Skik at kende." Han (Usâmas ven) fortalte mig endvidere følgende: "Jeg gik saa med ham, og vi kom ind i Huset hos en frankisk Ridder, én af de gamle Riddere, der var draget herover paa det første Frankertogt. Han havde ladet sig slette paa Lønningslisten og Tjenestemandsfortegnelsen, idet han i Antâkija ejede en Ejendom, han levede af. Han lod et smukt Bord stille frem, og derpaa var der yderst propert serverede og udsøgte Retter. Han saa da, at jeg stod nølende overfor Maden, og sagde derfor: "Spis, gør dig tilgode! Selv kan jeg ikke spise af Frankernes Mad, men jeg har ægyptiske Kokkepiger og spiser kun, hvad de har kogt - og der kommer ikke Svinekød i mit Hus." - Saa spiste jeg, om end forsigtigt, og derefter gik vi bort sammen. Da jeg senere gik over Torvet, gik en frankisk Kvinde tæt bag efter mig og skældte ud paa deres barbariske Tungemaal. Jeg forstod ikke, hvad hun sagde. En Skare Frankere samlede sig om mig, og jeg var forvisset om, at jeg skulde dø. Men se da kom denne Ridder til Stede, saa mig og kom saa nær hen og sagde til Kvinden: "Hvad har du at skaffe med denne Muslim?" - "Han har dræbt min Broder Urs," svarede hun. (...). "Denne Mand er en Borger, nemlig en Købmand, der ikke kæmper og ikke er Deltager i nogen Kamp!" raabte min Ridder til hende. Derpaa udskældte han dem, der havde samlet sig, hvorefter de spredtes. Saa tog han mig ved Haanden og gik. - Bordfællesskabet med ham bevirkede saaledes, at jeg dengang undgik at blive dræbt." (fra Ove Chr. Krarup, De lærererige Eksemplers Bog, København, 1950) Denne skildring viser ikke alene et mere forsonligt modbillede til Urbans fjendebillede. Den opstiller også en modsætning mellem uerfarne og erfarne korsfarere. Denne modsætning hænger sammen med det ovennævnte skel mellem amatører og professionelle. (Også selv om nogle kunne være nybagte professionelle.) 7

292 Tempelherreordenens historie II Tempelherrerne havde opnået den mægtige abbed og kirkepolitikers (Bernards) velvilje og støtte. De opnåede også nogle privilegier, som var med til at forme ordenens fremtid: De blev fritaget for at aflevere byttet fra muslimerne, for at betale tiende og for at være underlagt de lokale biskoppers domsmyndighed. Dertil kom, at paven lovede aflad til deres velgørere. De fik også lov til at bygge egne kapeller og begrave deres døde på ordenens egne kirkegårde. Dermed blev de selvstændige i forhold til patriarken i Jerusalem, og da de etablerede sig hjemme i Europa, var de tilsvarende uafhængige af det gejstlige hierarki, idet de refererede direkte til paven. Storhedstiden i Levanten Efterhånden som Latinstaterne etableredes blev pilgrimsruterne sikrere, og Tempelherrernes oprindelige funktion som følgesvende blev tilsvarende mindre betydningsfuld. Ordenen voksede i størrelse og selvstændighed og fik snart karakter af en egentlig hær med en kerne af flere hundrede riddere. Ordenens midler øgedes samtidig ved hjælp af donationer, så den kunne etablere sig i alle de større byer i området. Den kunne således forsvare de erobrede områder og sende militære enheder ud til støtte for forskellige kampagner mod muslimerne. Tempelherrerne fik ry for at være effektive og velorganiserede krigere, som ikke alene satte deres præg på korstogene, men også efterhånden kom til at spille en hovedrolle. De opførte eller fik overladt fæstninger med tilhørende landområder og blev en slags stat i staterne, som var helt uafhængig af kongen og de andre herskere i korsfarerstaterne. Deres hovedrolle illustreres af en pilgrims iagttagelser i Jerusalem i 1172: "Det er ikke let at begribe den magt og rigdom Tempelherrerne har - de og Johannitterne har taget næsten alle byer og landsbyer i besiddelse (...) og bygget fæstninger overalt og fyldt dem med mandskab..." 15 Biskoppen i Acre, Jakob af Vitry, skrev i 1220'erne: "På deres leders vilje og befaling fortsatte de kampen, ikke heftigt eller uordentligt, men klogt og forsigtigt; og de var de første der gik frem og de sidste der veg tilbage (...) derfor var de blevet så frygtede af den kristne tros fjender, at én plejede at forfølge tusind, og to ti tusind." 14 Da det blev mere og mere tydeligt at det stort anlagte korstogsprojekt ikke kunne bringes til en lykkelig afslutning, begyndte Latinstaterne at opløses, hvilket i første omgang øgede Tempelordenens betydning og handlerum. De overtog 'fallitboet' og blev bekræftet i deres særlige status som en selvstændig organisation med økonomisk, militær og politisk magt, der placerede ordenens stormester på niveau med de store verdslige herskere. 8

293 Tempelherrernes magtposition inddrog dem i konflikter og intriger. Mange historikere skriver, at de optrådte arrogant og kunne tillade sig det, fordi de havde opnået pavelige privilegier, verdslige rigdomme, militær magt og almindelig anerkendelse for deres indsats i den gode sags tjeneste. Men de skabte sig fjender, både inden for kleresiet og blandt de verdslige stormænd. Storhedstiden hjemme Tempelherrerne kunne ikke leve af det erobrede land; deres store militære indsats i Levanten krævede og blev muliggjort af omfattende og organiserede forsyninger hjemmefra. Fordi det var nødvendigt af den grund, og fordi det var nødvendigt at administrere de godser og landområder, som blev dem doneret, blev Tempelherrernes militære bedrifter i øst suppleret med lige så omfattende økonomiske, finansielle og administrative foretagender i vest. Godserne og landbrugsproduktionen skulle bestyres, afgifter og gaver skulle indsamles, beskyttes og kanaliseres (og geninvesteres med fortsat vækst for øje), og personer, udstyr og især guld skulle transporteres over Middelhavet på sikker vis. Ordenens velorganiserede håndtering af egne midler gjorde det nærliggende at udvide forretningen til også at omfatte egentlig bankvirksomhed for andre, der skulle sende penge til Det hellige Land. Det udviklede sig til moderne former, hvor 'kunden' kunne indbetale et beløb i et af ordenens huse i Europa for siden at hæve det hinsides havet (eller andetsteds) mod fremvisning af det udstedte gældsbevis. Tempelherrerne rådede over tilstrækkelige midler til at kunne drive udlånsvirksomhed i stor stil. Ikke mindst den franske konge nød godt af denne tjeneste. I starten af 1300-tallet havde ordenen afdelinger spredt ud over Europa, og Templet i Paris fungerede stort set som kongeligt skatkammer. Den enkelte Tempelridder havde viet sig til et liv i asketisk fattigdom uden personlig ejendom, men ordenen udviklede sig fra en ydmyg start til at blive en militær og økonomisk stormagt, som kunne måle sig med hvem som helst af kristenhedens gejstlige og verdslige institutioner. Noter 14. Min overs. efter Malcolm Barber, The Trial of the Templars, 1978, s Min oversættelse efter Malcolm Barber, The Trial of the Templars, 1978, s. 9. 9

294 5. Jakob, (om 1250) Jakob af Molay er Tempelherreordenens sidste stormester. Han bliver af Klemens V bedt om at redegøre for fordele og ulemper ved en eventuel sammenlægge Tempelherrerne med Johannitterne. I sit svarer til paven foregiver en at være meget objektiv, men det skinner tydeligt igennem, at han er modstander af planen. Han indleder svarbrevet således: Meget Hellige Fader, på det spørgsmål, som du har stillet mig om sammenlægning af Tempelherre- og Johannitterordenen, svarer jeg, Templets mester, følgende:... Endvidere, når konger, hertuger, grever og selv andre baroner, almindelige folk og pilgrimme, hvem det end måtte være, tager til Det hellige Land og rider bevæbnet mod saracenerne, bruger de altid, at en af de to ordner går forrest og udgør den bevogtning, som kaldes 'avantgarde', medens den anden udgør den bevogtning, som kaldes 'arrièregarde', idet de tilsammen dækker og omslutter de fremmede, som er imellem dem, lige som en moder gør det med sit spædbarn. Og det er godt, at det er sådan, fordi de kender saracenernes sædvaner, og fordi saracenerne kender dem; og enhver, der har redet uden dem, har fået grund til at fortryde det, således som jeg kan berette det til Deres Hellighed, når det ville behage ham at høre det. Men hvis de to ordner var forenede, behøvedes der andre til at udgøre enten fortroppen eller bagtroppen. Endvidere vil de Herrens pilgrimme, hvem de end er, store eller små, som kommer til Det hellige Land, altid finde forfriskning, opmuntring, hjælp og støtte hos en af de to ordner. Og hvis der kun var en af dem, ville de måske ikke finde så stor opmuntring og så fuldendt støtte. Og jeg siger det også for de mest beskedne tjenere, som altid har fundet et godt tilflugtsted hos den ene eller den anden af de to ordner. Det fremgår, at Jakob ikke argumenterer særligt sagligt om fortrop og bagtrop. Det er mere interessant, at han tegner et billede af Tempelridderne (og Johannitterne) som groft sagt barnepiger eller støttepædagoger for de tilrejsende korsfarere. Det styrker den tidligere nævnte modsætning mellem amatørerne og de professionelle. Her beskytter og betjener de professionelle amatørerne. 10

295 Jakob skriver om korsfarere der har fået grund til at forttryde, at de sagde nej til den tilbudte støtte. Han hentyder sikkert til det 6. / 8. (det vil sige det næstsidste) korstog og nederlaget i Mansurah i Her anførte Ludvig IX s broder, greven af Artois, et voveligt, men sejrrigt angreb med Tempelherrerne som fortrop. Derefter besluttede greven at forfølge sin sejr ved at at angribe selve byen, hvortil modstanderne havde trukket sig tilbage - mod Templets storkommandør,,,broder Gilles råd. Det er blevet beskrevet således (mit referat):,,en ridder der var sammen med greven sagde: Hvis Tempelherrerne og Hospitalitterne og de andre (altså dem jeg kalder de professionelle korstogsdeltagere) ville det, så var det hellige land blevet erobret for længst. Greven sagde spottende til Gilles, at han (og de andre Tempelherrer) kunne blive tilbage, medens de andre ( amatørerne ) angreb. Men denne nægtede og sagde: Vi går med jer, men I skal vide, at hverken vi eller jer vil vende tilbage (overleve). Og ganske rigtigt. De franske led et knusende nederlag; greven og mange af hans riddere blev dræbt og Tempelherrerne mistede to hundrede mand. Note: Referat af Demurger, side 275. Det fremgår af episoden, at de de nyankomne korsfarere er dumdristige og fejlvurderer styrkeforholdet, idet de / greven overmodigt undervurderer muslimernes styrke. De erfarne Tempelherrer / storkommandøren maner til besindighed - indtil det øjeblik, hvor der stilles spørgsmålstegn ved deres mod. Uanset om det her gælder ordenens kollektive ære eller de enkelte Tempelherrers, så kan intet holde dem tilbage: hellere død end vanære. Dertil kommer, at en af grundene til nederlaget og nedsablingen i Mansurah var, at de kristne deltagere - såvel amatører som professionelle - efter at de var stormet ind i byen, havde mere travlt med at plyndre sultanens palads end med at føre kampen til ende. Her er passende at genoptage temaet om det kollektive og individuelle projekt. Var korstogene et kollektivt forsøg på at erobre det hellige land og forvare den hellige grav, eller var det de enkelte deltageres måde at opnå garanteret sjælefrelse? 11

296 Både grevens folk og Tempelherrerne kæmpede ved Mansurah for at forsvare og generobre det hellige land. De kæmpede i hvert fald mod muslimerne. Det var deres egentlige formål, også hvis de selv skulle sige det. Bevidst eller ubevidst betød den garanterede sjælefrelse vel også noget eller meget for den enkelte deltagers motivering. Men som det fremgår af det ovennævnte, spillede andre og verdslige motiver nok så meget ind. Det gjaldt i høj grad om at vinde personlig ære og personlig materiel rigdom - hvad enten personen var højt eller lavt placeret i samfundshierarkiet. For greven (og indirekte for hans broder, den franske konge) havde det politisk betydning, og for de lavere-rangerende korsfarere gjaldt det deres personlige karriere. For Tempelherrerne gjaldt det ordenens prestige og hele eksistensberettigelse. Her optræder nu et tredje projekt imellem eller ved siden af det kollektive og det individuelle korstogsprojekt; nemlig et institutionelt projekt. Tempelordenen havde fået selvstændig politisk og ideologisk eksistens. Det fremgår også af Jakobs modstand mod en sammenlægning: han modarbejdede (bevidst eller ubevidst) planen, fordi en fusion vil ophæve Tempelherreordenens selvstændige eksistens. Jakob argumenterede tilsyneladende i forhold til det kollektive projekt, men i virkeligheden i forhold til det institutionelle. 12

297 6. Det udvidede korstogsbegreb Det blev efterhånden mere og mere vanskeligt at se optimistisk på det store projekt om at erobre og fastholde det hellige land. Men det betød ikke, at korstogsideen blev skrinlagt. Korstogsbegrebet blev af politiske og finansielle grunde udvidet til også at omfatte andre og mere indirekte mål end Det hellige Land. Nedkæmpelsen af albigenserne ( ) blev således betragtet som et korstog. Gregor IX ( ) havde påbegyndt den praksis, at hele den kristne kirke skulle beskattes, når korstog skulle finansieres, så krigen mod Hohenstauferne og Aragonerne blevet ikke alene ført, men også finansieret som et korstog. Og da paven kaldte Frankrig og England til hjælp, var det nærliggende at finansiere deres bistand på lignende vis ved at tillade dem at beskatte de to landes respektive nationale gejstligheder. Så længe de to landes konger var allierede med paven, havde alle parter fælles interesser. Hvadenten skatterne gik til Rom, Paris eller London, blev de dog brugt i den samme gode sag, kunne skatteyderne mene. Men i 1294, da der udbrød krig mellem Frankrig og England, kom disse problemer for dagen. Både den franske og den engelske konge skulle bruge penge til deres indbyrdes krig, og krige plejede som nævnt at blive finansieret ved beskatning af såvel de verdslige som de gejstlige vasaller. Tidligere var beskatningen af den nationale gejstlighed gennemført med pavens autoritet enten i korstogets navn eller til gengæld for kongelig bistand ved indkrævning af tiende fra kirken til paven. Selv om begge konger hver for sig kunne se krigen som et korstog, kunne paven ikke anerkende, at to af kristenhedens støttepiller førte korstog mod hinanden. Det ville kræve et paveligt skisma, sådan som det skete mindre end hundrede år senere. 13

298 7. Filip, 1307 Som nævnt opfattede Jakob stormester planen om sammenlægningen med Johannitterne som en trussel mod Tempelordenens fortsatte selvstændige eksistens. Måske skulle han hellere have set planen som en redningsplanke, for ordenen blev snart udsæt for en langt værre trussel. Den 14. september 1307 udstedte den franske konge, Filip IV, nemlig ordre om arrestation af alle Tempelherrer i Frankrig. Han skrev således til myndighedspersonerne rundt omkring i Frankrig: En bitter sag, en begrædelig sag, en sag der med sikkerhed er gruelig at tænke på, skrækkelig at høre om, en afskyelig anklage, en forbandelsesværdig forbrydelse, en ildevarslende handling, en forbandet skændsel, en helt igennem umenneskelig sag, ja mere end det, fremmed for hele menneskeheden, er, takket være indberetning fra adskillige troværdige personer, nået vort øre, ikke uden at slå os med stor forbavselse og få os til at skælve af voldsom skræk; og, idet vi betænker dens alvor, vokser en umådelig smerte frem i os så meget grusommere, da der ingen tvivl er om at forbrydelsens uhyrlighed er så overvældende at den er en krænkelse af den guddommelige majestæt, et tab for den rette tro og for hele kristendommen, en skam for menneskeheden, et fordærveligt eksempel på det onde og en almindelige skandale.... Disse folk (...) er at sammenligne med dumme bæster, ja ovenikøbet overgår de disse dyrs dumhed med deres forbløffendes dyriskhed; de udsætter sig for alskens forbrydelse og skændsel, som selv de fornuftsløse dyrs sanselighed afskyer og undviger. Disse folk har forladt deres Gud og skaber, opgivet deres Gud og frelse, skilt sig fra den Gud der frembragte dem, glemt deres skaber, ofret til dæmoner og ikke til Gud.... Brødrene af den militære Tempelorden har... krænket vor Herre Jesus Christus, når de ved deres indtræden i ordenen og ved aflæggelsen af deres løfte stillede sig over for hans billede, og så med ulykkelig, ja ynkelig blindhed fornægtede ham tre gange og med skrækkelig grusomhed spyttede ham tre gange i ansigtet. Derefter blev de, afklædte deres verdslige klæder og nøgne, stillet over for visitatoren eller hans stedfortræder, og... kysset af ham først nederst på rygsøjlen, dernæst på navlen og til sidst på munden til skam for den menneskelige værdighed. Og efter at de så grufuldt har fornærmet den guddommelige lov med så afskyelige foretagender og så usmagelige handlinger, forpligter de sig ved edsaflæggelsens hellige løfte og uden frygt for at bryde den menneskelige lov til at hengive 14

299 sig til hinanden uden at nægte det, når det bliver krævet af dem som følge af lastefuldheden ved et forfærdeligt og frygteligt syndigt samliv. Og det er derfor Guds vrede kommer til disse utroskabens sønner. Dette urene folkefærd har forladt livets kilde og erstattet dets ære med billedet af guldkalven, og de ofrer til afgudsbilleder. (...) Gjort i Sainte-Marie Klosteret, nær Pontoise, på Korsoprejsningsfestens dag, det Herrens år tusind tre hundrede syv. Man må sige, at Tempelherrernes prestige her styrtdykker. Først fremhævede Bernard dem som et ideal for alle kristne riddere. Siden blev de alment anerkendt for deres militære og organisatoriske indsats til gavn for det kollektive korstogsprojekt. Da det så skrantede begyndte kritikken at rejse sig. Men her, hvor det bliver mere og mere klart, at korstogene var endt med et nederlag, bliver Tempelherrerne udsat for et uhyrligt angreb, hvor de bliver karakteriseret med nogle af de termer, som korstogenes igangsætter anvendte til at danne sit fjendebillede af de kristne modstandere, muslimerne. 15

300 8. Konklusion Om det snævre og det brede korstogsbegreb Det snævre korstogsbegreb blev allerede overskredet i korstogstiden, hvor projektet blev udvidet, og hvor derfor den geografiske ramme også blev sprængt. Paven kaldte til korstog mod albigenserne i Sydfrankrig i 1209 (-1229), og den engelske og den franske konge ville gerne have ført korstog mod hinanden, hvis det havde kunnet lade sig gøre. Korstog blev efterhånden en almindelig anerkendt måde at søge at legitimere og finansiere sine krige på i middelalderen. Det brede korstogsbegreb holder imidlertid heller ikke, så længe det fokuserer på bodsakten som det centrale eller eneste mål. Vi kan se, at korstogene tjente en vifte af andre formål: Først og fremmest det kollektive, militære formål, at nedkæmpe kristendommens fjender i det hellige land - og hvor de ellers måtte være at antræffe. Fjenderne var dels muslimerne (først de oprindelige aggressorer, hvis man i det hele taget kan kalde dem det, og siden muslimer i almindelighed(?)) og dels hvem det ellers var politisk formålstjenstligt at udråbe som fjender. Men der var også det andet kollektive og skjulte formål, at vende voldelighed væk fra egne rækker og ud mod de fremmede ; eller mere positivt udtrykt: at civilisere ridderne ved at lade dem tjene Herrens sag. Endelig groede der et institutionelt formål frem: Tempelherreordenens fremgang / opretholdelse blev et mål i sig selv. På det individuelle plan gjaldt det som nævnt også mere end sjælefrelsen. Personlig berigelse og vinding af ære var en væsentlig motivering for den enkeltes deltagelse. Vi skal nok passe på med at betragte sådanne motiver som lavere. For datidens riddere var det helt legitimt, ja nærmest nødvendigt, at vinde så megen ære som muligt. Hvis der fulgte rigdom med, var det kun så meget bedre. Og det blev ikke nødvendigvis opfattet som en modsætning til at tjene Herrens sag. Men selv om korstogene var andet eller mere end opnåelse af aflad, så er der al mulig grund til at analysere og fortolke de baltiske korstog i forhold til de mellemøstlige korstog (og til alle mulige andre konkretiseringer af korstogsideen). Og hvis man skal operere med et udvidet kortstogsbegreb, så skal det udvides i flere dimensioner. Det vil dog nok indskrænke forståelsen, hvis man betragter dem som fredsbevarende missioner, således som det vist nok gøres i OU-korsfarerprojektet. 16

301 Om fjendebilleder Jeg har i det ovennævnte skelnet mellem amatører og professionelle. Men betydningen af dette skel er ikke særlig klar. Der er en tendens til, at jo længere væk man er fra fjenden, jo mere fordomsfuldt bliver fjendebilledet. Jeg tænker på Urban og på de nyankomne korsfarere. Det er nok et spørgsmål om kendskabukendskab. Men det drejer sig også om at hidse sig selv og hinanden op til dåd. Her er det interessant, at den kristne pave betegner muslimerne som udyr på samme måde som den muslimske emir betegner de kristne. Men det er endnu mere interessant, at Urbans retorik om muslimerne gentages af Filip om Tempelherrerne. Her kunne konklusionen (eller måske snarere hypotesen) blive, at datidige (eller samtidige) opfattelser og beskrivelser af fjender ofte relaterer sig mere til situationen end til en absolut værdiskala. Tempelherreordenens historie III (den korte form) De franske Tempelherrer, der så godt som alle blev arresteret i 1307, blev forhørt i flere omgange. Først af kongens fogeder og riddere i forbindelse med arrestationen og umiddelbart efter med inddragelse af inkvisitionen. Siden af biskoppernes inkvisition i sagen mod personerne og endelig som vidner for den pavelige undersøgelseskommission i sagen mod ordenen. De fleste tilstod (under tortur eller af frygt for tortur). De der holdt fast ved deres tilståelser blev tilgivet og benådet. De blev løsladt efter at have siddet fire-fem år i fængsel, hvorefter de spredtes og forsvinder ud af historien. De der nægtede sig skyldige blev idømt livsvarigt fængsel, bortset fra de forholdsvis få der frækt og forhærdet fastholdt, at deres tidligere tilståelser var falske. Det var dem der blev brændt på bålet. De to højeststående parter i sagen, Filip og Klemens V, døde også i (som forudsagt af rygtet om Stormesterens forbandelse). 17

302 Tempelherreordenens sidste historie IV (den lange form) Arrestationerne fandt sted samtidig over hele Frankrig den 13. oktober Et stort flertal - og heriblandt tre af ordenens topledere - tilstod væsentlige dele af anklagerne. Det var en skandale, at Tempelherreordenen kunne anklages for blasfemi og perversitet, men skandalen voksede til uhørte dimensioner i det øjeblik ordenens medlemmer og ledere lige frem bekræftede den. Samarbejdet mellem kongens folk og den tilkaldte kirkelige inkvisition havde fungeret med overrumplende effektivitet - i hvert fald med hensyn til at fremskaffe tilståelser. Det fremgår af forhørsprotokollerne, at forhørene ikke gik ud på andet. De melder således ikke noget om, hvorfor nye medlemmer af ordenen skulle fornægte, spytte og kysses. Der blev dog talt om, at kønslig omgang mellem brødre kunne være bedre end utugt med fremmede kvinder. Efter den dramatiske massearrestation og efter de rystende tilståelser gik sagen ind i en knap så dramatisk mellemfase. Her opstod der tvivl om værdien af de tilståelser, man havde vredet ud af de anklagede. Det satte Filip i gang med at sikre sig en bedre opbakning, ikke mindst fra paven, hvis område det egentlig var at holde justits med Tempelordenen og dens medlemmer. Diverse forhandlinger mellem verdslige og gejstlige myndigheder førte til, at landets biskopper skulle nedsætte inkvisitionsdomstole til at fastslå de arresteredes skyld, medens ordenen som sådan skulle undersøges af kommissærer, der var udpeget af paven, og dens videre skæbne skulle afgøres ved et kirkemøde ud fra kommissærernes indberetninger. Endelig skulle paven selv tage sig af ordenens ledere. Filip måtte således overlade sagen til kirkens regi og 'nøjes' med at påvirke den indirekte fra en position i kulissen. Det gjorde han til gengæld meget effektivt ved hjælp af et stadigt pres og et pludseligt kup. Egentlig burde selve dramaet være overstået. Der manglede kun at blive ryddet op efter de retningslinjer, der var blevet aftalt af Klemens og Filip: de enkelte Tempelherrer skulle hver for sig tilstå, angre og tilgives, og så skulle ordenen ophæves. 18

303 Sådan var planen, men den var lige ved at slå fejl, for da sagen kom i kirkeligt regi, og da Tempelherrerne var kommet sig over det første chok i forbindelse med den overrumplende arrestation, trak mange af dem deres tilståelser tilbage. Og nogle af ordenens medlemmer begyndte at forsvare sig mod de uhyrlige anklager. Vi er nu fremme ved I forbindelse med den pavelige undersøgelseskommissions arbejde, vidnede en gruppe Tempelherrer til forsvar for ordenen. Essensen i deres forsvar var: For det første er Tempelherrerne ofre for falske anklager. For det andet bliver de ikke retfærdigt behandlet, idet torturen har fremtvunget falske tilståelser, og frygten for bålet hindrer dem i at trække tilståelserne tilbage. For det tredje skyldes denne ulykke, at nogle onde mennesker vil Templet til livs, og at kongen og paven er blevet vildledt. (Det sidste var en meget fornuftig tilføjelse. Kongen og paven var jo principielt gode og fejlfri, og det fremmede ikke ens sag at kritisere dem alt for direkte.) På den måde truede den forunderlige sejr, som var blevet proklameret i utide, efterhånden med at vende sig til et nederlag. Men så slog Filip og hans mænd hårdt til. Ærkebiskoppen af Sens, som stod kongen nær, var manden der skar igennem, idet han lod 54 Tempelherrer brænde på bålet som forhærdede benægtere. Det vendte sagen definitivt til skade for ordenen. Alt videre forsvar smuldrede. Kongen og paven var nu for dybt involverede og havde investeret for meget prestige i sagen til at den kunne færdigbehandles retfærdigt. Det viser kuppet. Det fremgår også af pavens fremgangsmåde ved det kirkemøde, der skulle tage stilling til ordenens skæbne. Klemens suspenderede simpelthen mødet, da der tegnede sig et flertal for, at ordenen skulle have lov til at forsvare sig, og derefter ophævede han ordenen ved en administrativ afgørelse (bifaldet af Filip). Lederne blev idømt livsvarigt fængsel i Sagen fik sit sidste dramatiske højdepunkt, da stormesteren, Jakob af Molay, og en af de andre ved den lejlighed offentligt trak deres tilståelser tilbage endnu en gang. Konsekvensen var, at de blev brændt på bålet som forhærdede kættere. Derefter var der hverken Tempelherrer eller orden tilbage i Frankrig. 19

304 The Trial of the Templars in France Abstract The thesis describes a study of the trial of the Knight Templars in France in the early 14th century. The essence of the matter is the interaction between the Order of the Temple, the Papal Church, and the French Crown, which gives rise to a number of questions are: was it a particular type of inquisition? Was it a late part of the investiture contest, or was is a con ict over economics and political power? But the trial cannot be explained within simple settings like these. At rst, questions like the following should be answered: why did king Philip initiate the trial against the Templars? Why did the case take the course it did? Why did the accused submit themselves the way they did? Why did the king and the Pope act as they did? And why did the Grand Master and the other members of the Order react as they did in the different phases of the trial? Next, the trial must be placed in a broader context including the passage from the medieval universal Christian Church to modern national secular state. The present study is motivated by a mismatch between the case, the sources, and the existing historiography. The historiography gives rise to a reformulation of the questions to the sources, while the sources in their turn form a core and a structure for a revised examination of the trial and its course. The result is a combination of explanatory models. Political power is an important one, but the trial's intrinsic dynamic and the mental perceptions of those involved also play a role. The thesis takes the form of a drama in three acts with a prologue and an epilogue. The main characters in the drama are the king of France, the Pope, and the Templars, and the prologue forms the settings by describing selected parts of their past. The prologue also contains the historiographic part, which plays a role in the take-off of the study. The three acts are 'The Arrest', 'The Consultation', and 'The Execution'. The rst act is the opening with the proposed union of the military religious orders, and the rst dramatic climax with the accusations, the arrests, and the preliminary interrogations and confessions. The second act is an interlude with the King consulting theological and juridical experts and summoning the estates of the realm, and with one of the royal ministers making a speech for the Pope at a summit of secular and clerical authorities. The third act is the second climax, when the Templars meet their fate in the shape of king Philip. The epilogue deals with the King's letters to Pope Clement about the abolition of the Order. The drama is followed up by the conclusion of the examination and of the thesis. The explanation of the matter Part of the explanation is the difference between the accusing and condemning forces on the one hand, and the accused and their supposed supporters on the other. The rst were energetic and effective, while the others failed pathetically. It is particularly important to discern between the phases of the trial when discussing Philip's actions, motives and intentions. It is evident that good motives and intentions played a more important role in the beginning of the events than in the later phases, when political and prestigious concerns demanded that it be brought to an end and concluded with a victory for the secular and clerical authorities, i. e. Philip and Clement. Once the Templars were condemned, the system could no longer choose their own course and destination. 1

305 Philip's pious and idealistic attitude is expressed in the warrant for the arrest of the Templars. Its emotional rhetoric tells of his indignation and of his religious zeal that command his taking action. But the source also gives hints of the royal ef ciency, which later will make the trial autonomous in its own dynamic. At the rst interrogations the inquisition is applied with almost modern ef ciency. By means of stereotypes, compromising, and schema-making a surprising and glorious victor is achieved for the king. And thereby his initiative seems legitimated. William of Plaisians' speech creates or strengthens the free- oating dynamics of the trial. He proclaims the kings victory over the Templars to be so wonderful that the trial reaches a point-of-no-return. Anything but a victory would be a defeat that a weaker and less ambitious king might have suffered, but Philip couldn't. The victory had to be reproduced under the aegis of the papal See. The Templars' guilt had to be con rmed for the sake of their punishment and reconciliation with the church. But now the rst shock was over, and doubt about the whole case was arising. From now on it wasn't going easy. Persistent pressure and sudden blows had to be given in order to force the trial through. For a short time it was as if the Templars managed to establish a defence for themselves. But the Grand Master of the Order failed. With his conservatism and his mental-intellectual inertness he was un t to foresee and adapt to change. The other leaders and the ordinary members of the Order failed too, but some of them set up a reasonable defence, which is just about to make the system react. This forces Philip and his men to deal the fatal blow. And then the case is settled. Characteristically, for the whole trial against the Templars the clergy also fails and gives way to the pressure from Philip. Clement doesn't act in a way that makes Philip's intervention super uous. The clergy also fails as inquisition. Nobody really wants to analyse and get to the bottom of the alleged heresy of the Templars. That sort of inquisition they were exposed to had no other purpose than to prove their guilt. But the question is whether Philip really mastered the situation or whether he could be said to be a 'victim', too. Did he take the responsibility upon himself, or did he abuse his authority to his own advantage? To answer this the matter must be placed in a broader context. The trial in its thematic and historiographic context The case was both inquisition and power struggle. And the prospect of improved nances was likely to encourage Philip. But seen in a wider perspective, the inquisition and investiture contest in the early 14th century were elements of a change of paradigm that meant a change from an older and dominating world order and world picture to a new one, namely from the papal political and ideological programme to a new one belonging to Philip. In its consequence it meant an inversion of the relation between Church and State. The change of paradigm also meant that Philip had a double or split world picture. He regarded himself not only as king of France, but also as champion of Christianity, ready to take over power and responsibility after the fall of the Roman-German empire, as the Popes had done a couple of centuries earlier when the secular rulers failed to secure the social order. This explains Philip's action in the beginning of the case. And it isn't 2

306 surprising that he used the inquisition as his tool. When acting during a change of paradigm you will always use the old tools and speak the old words - even when you are contributing to the development of the new. In this perspective Philip's political ideology is part of a course beginning with the reading of Aristotle's Policy at the university of Paris, continued by Marsiglio of Padova's Defensor Pacis, and culminating with Machiavelli's The Prince. A secular way of thinking is developed as an alternative to that of the Papal Church. Were the Templars guilty? And was that Philip's reason for bringing about their downfall? These two questions have been the subject of much speculation and research over the years. But they are misformulated. The rst one because it points to a yes-or-no answer. Now, most historians agree that some Templars were guilty in some of the alleged offences. But the amount and the degree of guilt depends on the cultural context of their time and of the political will behind the accusation. Unfortunately, in this case the political will was enforced by the amount of scandal and a vicious circle was established. The other question is misformulated because it isn't pro table to reduce the course of the trial to one incident. Historians have reasoned that when Philip violently forced the trial trough in its last phase, he also began it with the same iron will to abolish the Order. They ignore that Philip's attitude might change according to the development of the case. It gives no meaning to discuss why Philip in 1307 made up his mind to destroy the Templars; but it is meaningful to discuss why he initiated the trial, and why it developed and ended the way it did. The historiography of the matter is not only characterized by the misformulation of questions, but also by the use of wrong or inexpedient contexts. One has to involve the contest between Church and Crown - which includes the incipient secularisation of the State - in order to explain Philip's and his men's behaviour and understanding of the trial against the Templars. Niels Tengberg, Roskilde University 3