Det hele starter med en tegning Papir, farver og blyant. Processen starter med en tegning og fantasi.

Transkript

1 18 Gunhild Brethvad Det hele starter med en tegning Papir, farver og blyant. Processen starter med en tegning og fantasi. Alle skal tegne en tegning med det han/hun vil være. Det må være de underligste ting, sole, skyer, historie, som de enkelte gruppehistorier kunne indgå i? Det bruges der noget tid på - frem og tilbage mellem de mindre og den store fælles gruppe - indtil man bliver enige om en fælles historie - den overordnede plan, som de forskellige grupper kan indgå i. Udbyg: Handling, sange, danse Vær konkret og skab en grundhistorie. Når alle så har set alle tegninger, finder man ud af, hvis tegninger passer sammen. Det kan være ud fra forskellige kriterier, alt efter hvilken slags forestilling, man vil spille. Men ofte er det en god idé at sætte dyrene sammen, at sætte heksene og eventyrfigurerne i samme gruppe, at lade dem, der vil danse og spille være i samme gruppe. Når man har lavet de grupper, går de så sammen og snakker om, hvad man kunne lave. De finder en idé til en handling i deres gruppe. Så kommer grupperne tilbage og fortæller om deres idéer. Og så er det spændende om man kan få disse idéer til at hænge sammen. Hvad kunne være den store fælles Det næste skridt er så at finde den helt konkrete handling i den lille gruppe. Hvad skal helt konkret ske, hvad skal der siges, gøres, hvordan skal der ageres. Og der skal digtes sange og findes på danse. Vi har nemlig altid som udgangspunkt, at der skal mest muligt bevægelse og megen musik med - og næsten ingen ord. Det er fordi det ofte er amatører, der medvirker og de kan have svært ved replikbehandling. Hvis der er replikker, er det totalt deres egne ord, det gir den mest afvekslende og frie formidling. Men som sagt, der skal laves sange, der skal findes på koreografi, der skal vælges genre: Skal det være latin dance, hip hop, swing, ballet eller kinesisk akrobatik eller noget helt syvende. Skal musikken være moderne, rytmisk, klassisk eller bare en enkelt drone. Der er mange ting at drøfte og finde på og de enkelte grupper arbejder gerne med deres egne idéer, som så arbejdes sammen. Nogen gange er det ønskeligt at al musikken er i samme genre, nogle gange skal dansene være i samme kategori - det er meget forskelligt ud fra det man ønsker.

2 Teater for de 6 til 12-årige 19 Hvor langt vi er nået? At udveksle og lade idéerne komme. Når man er blevet nogenlunde enige om skitseformen og har øvet lidt på danse og sange, så vises det for de andre. Det behøver ikke være ret meget, men mest for at de andre kan få en idé om, hvor langt man er og hvilken retning det tager, og også for at vænne alle til at være på meget hurtigt. Det er dejligt at skulle tidligt på gulvet, for ofte kommer idéerne bedst, når kroppen er med. Det er i det hele taget godt at involvere kroppen med det samme, man husker nemmere sammen med den og idéerne kommer lettere, når man prøver med det samme i stedet for at sætte sig ned og snakke det hele igennem. Lasse ville gerne være romkugle. Han havde tegnet en flot tegning og det endte med, at han blev hovedpersonen i stykket - en romkugle som alle ville have fat i, men som rullede fra alle og som kom til de underligste steder. Lærerne holdt mange og lange møder om Lasses kostume, de kunne ikke finde ud af hvordan de skulle lave en romkugle. Jeg spurgte dem, om de havde spurgt Lasse og det havde de selvfølgelig ikke. Lasse vidste præcis, hvordan hans dragt skulle laves og på fem minutter var det i orden. Der sker nemlig det, når man tegner, at man også tænker dragt og udsmykning ind med det samme - det er også derfor det er en god idé at tegne og i øvrigt at hænge tegningerne op, så alle kan se dem og så de, der skal lave tøjet har noget at gå ud fra. Romkugle Tro på at børn kan reflektere. Slikautomat Biroller bærer stykket fremad. Det er virkelig svært med de roller, hvor folk ikke tør være noget. Som drengen, der ville være en stolpe. Så fik vi ham til at være en slikautomatstolpe og så fik han pludselig en vældig betydning. Det var bl.a. ham, der havde den føromtalte romkugle. Vi lavede en masse forskellige skuffer, der kunne trækkes ud og han kunne bevæge sig rundt ved at rokke fra side til side. Så vi fik ham i bevægelse og fik ham til at hjælpe hovedpersonen.

3 20 Gunhild Brethvad Kim i Janderup At blive set på ny. Da vi kom ned til Janderup havde lærerne på forhånd fortalt os, at der var visse problemer med nogle drenge, specielt med Kim. Kim var en smuk dreng, der gik i 6 kl. og han havde ild bagi. Hans lærer var en ældre kvinde og klasseværelset nedslidt og uden nogen form for udsmykning. Der var ikke meget for fantasien og skaberlysten. Der var ikke mange udfordringer for en kvik og nysgerrig dreng. Han lavede ballade og han kedede sig. Han fik hele tiden skæld ud. I stykket havde han valgt en rolle som Elvis - og Kim blev vores erklærede yndling. Han kunne i den grad leve sig ind i rollen som Elvis, han kunne synge og han kunne performe. Han var som smør i den uge og vi var vilde med det han kunne og med ham. I dag ville man sige, han havde X-factor. Lærerne var meget overraskede over hans velvilje og vi prøvede at sige, at man nogen gange skal gå nye veje, hvis noget ikke lykkes på sædvanlig vis. At man sommetider skal finde nye stier i sin egen vanejungle. Vi snakkede meget om pædagogik og om evnen til at tænke nyt, så man ikke tabte alle de gode sjæle på gulvet. Noget, der bl.a. udmøntede sig i det store Stifinderprojekt, som Erik Lyhne nogle år efter var foregangsmand for. Fodbold i Janderup At komme i mål. Da vi skulle lave Romkugleri i Janderup, ville drengene, der havde valgt fodboldgruppen ikke medvirke på scenen. De havde sammen med deres lærer bestemt, at de ville spille fodbold ude på boldbanen, som forældrene så skulle gå forbi, inden de kom ind i det store telt, der var stillet op til teatret. Deres lærer ville heller ikke med på scenen og vi var meget skuffede over deres holdning, men måtte respektere deres valg. Imidlertid skete der det meget specielle, at fodbolddrengene blev mere og mere lokket af livet i teltet og til sidst var de helt syge for selv at komme i rampelyset. De kunne godt mærke stemningen, føle begejstringen og nærheden og fandt ud af, at det ikke kunne lade sig gøre ude på den store

4 Teater for de 6 til 12-årige 21 åbne boldbane. Vi fandt derfor ud af, at vi kunne lave en straffesparkskonkurrence mellem Brasilien og Danmark - på scenen - hvor de fakede mål og hvor de arbejdede efter fast aftale. Det blev en fantastisk succes og deres lærer fik tårer i øjnene. Det bedste fra to verdener blev bragt sammen i smukt lys. Ændrer lærers liv At udvikle identitet - at bearbejde og begribe sig selv. Mange år efter mødte Erik Lyhne læreren tilfældigt på et kursus og denne lærer fortalte da, at den oplevelse havde ændret hans liv. Han var begyndt at beskæftige sig med andre ting end sport og havde fået en stor karriere indenfor skolevæsenet som dramarådgiver. Også Kim, som spillede Elvis, fik det bedre af oplevelsen på de skrå brædder og fik sig en uddannelse som mekaniker og arbejder i forsvaret. Ønsker til roller At udvikle fantasi og give liv. Drenge fra 3. klasse, der indretter gyserrum Børn kan meget mere, end vi tror de kan. Mens vi lavede en vandreforestilling på Gammelgårdsskolen i Aarhus, var der en gruppe drenge fra 3. klasse, der bad om at få lov til at arbejde selv. De havde en helt fast idé om, hvad de ville. De ville lave et klasseværelse om til gyserlabyrint og de arbejdede målrettede og koncentrerede hver dag i den uge, der var afsat til projektet. De ville ikke have voksen indblanding undtagen til at skaffe ting og sager og de fik lov til at arbejde på egen hånd. Resultatet var et fantastisk laboratorium med gys og gru. Man blev ledt ad smalle gange skilt fra hinanden med løsthængende stof og lyset var dunkelt, der blev spillet uheldssvanger musik og man skulle gå fremad en ad gangen. Der hang gummihandsker med is ned fra loftet, man stødte ind i dem, når man bevægede sig frem, der var kæder der raslede, døre, der knirkede, der var ki- Træer Hvis nogle ønsker at være træer, så er kravet, at de skal bevæge sig på et tidspunkt. At de skal kunne svaje og bruge armene, at de skal have en klar funktion og at de har mulighed for at gøre noget andet ind imellem. Det er meget svært og anstrengende at være træ i en time. Som regel prøver jeg at overtale dem til noget andet eller til at lave en sjov trædans.

5 22 Gunhild Brethvad ster, der smækkede og ting, der foer klaprende op og bragede i, der var lys op fra kurve og der var dødningehoveder med klaprende tænder, der var skeletter og mystiske væsner. Drengene havde fuldstændig styr over det hele og ikke en eneste gang havde vi blandet os i deres forehavende Min teori er at: Børn kan meget mere, end vi tror de kan. Gammelgårdsskolen var dengang en skole med ikke meget plads og med en voldsom tilgang af elever. Det betød at mange klasser ikke havde deres eget klasserum og derfor måtte vandre rundt med deres tasker fra sted til sted i hvert frikvarter. Man kunne således se en klasse sidde i den ene ende af aulaen og have historie, mens en anden klasse havde matematik i modsatte ende, udenfor inspektørens kontor sad der måske nogle og løste en danskopgave. Overalt var der børn, der sad, gik eller stod og mærkværdigt nok var der ikke synderlig meget larm. De var vant til det og de dygtige lærere var vant til det. Det gjorde så også, at da vi senere skulle lave det store Stifinder projekt ikke blev det ikke så vanskeligt, som det ellers kunne være blevet, fordi alle var vant til at bevæge sig rundt og tage hensyn til at andre også skulle arbejde. Roller af forskellig slags viser flere mulige handlinger Eksperimenterende arbejde gennem et tema og medie. Giv impulser til deltagerne. Det er sjovt feks at tage en sang som Tornerose, der forudsættes bekendt af de fleste mennesker. Man laver sanglegen, også selvom det kun er voksne, der er til stede, og fortæller evt. hurtigt handlingen i historien. Så danner man forskellige grupper og hver gruppe får til opgave at lave en dramatisering af sangen. Men det kan være på mange forskellige måder: Som opera - science fiction - wild west - krimi osv.osv- Grupperne øver og kommer tilbage og viser resultatet efter kort tid. Det er en meget sjov ryste sammen ting, men den viser også, hvordan en rolle kan spilles på mange forskellige måder. Den leg inspirerer til at arbejde med forskellige udtryk og man kan senere i forløbet - hvis man vælger at blive i den ramme - gøre det til et fælles stykke, slå grupperne sammen og gøre handlingen dybere og lægge musik og dans på. Og man kan bruge den særlige form for fordybelse, der ligger i at arbejde med et kendt stof over længere tid. Ulla Steen, som havde det berømte atelier i Ajstrup Gl. Skole ved Aarhus - fortalte, hvordan hun gennem syv måneder legede med Ronja Røverdattertemaet. De spiste, gik klædt, malede, byggede, spillede Ronja og Birk, de små børnehavebørn hun hav-