En Alternativ Fællesskabspolitik - et nyt niveau i politikken, for en mere kompleks virkelighed

Transkript

1 En Alternativ Fællesskabspolitik - et nyt niveau i politikken, for en mere kompleks virkelighed Diskussionsunderlag for udviklingen af ALTERNATIVETS integrations og fællesskabspolitik. Dette dokument udgives af tænketanken METAMODERNA og er ikke ALTERNATIVETS officielle politik. METAMODERNA

2 Indhold En Alternativ Fællesskabspolitik - et nyt niveau i politikken, for en mere kompleks virkelighed... 2 Den gamle lineære tankegang... 2 Den nye komplekse tankegang... 4 Fællesskabspolitik... 6 At forbedre kvaliteten af vore relationer... 7 Konkrete forslag til en aktiv fælleskabspolitik... 9 Fælleskabspolitik i skolen... 9 Klasse, etnicitet og integration ) Accept! ikke bare tolerance ) At skabe psykosociale forudsætninger for accept ) Personlighedsudvikling som integrationspolitik

3 En Alternativ Fællesskabspolitik - et nyt niveau i politikken, for en mere kompleks virkelighed Udviklingen af vores samfund fører til en stadig mere kompleks virkelighed, hvor de forskellige dele af tilværelsen påvirker hinanden på måder, der hele tiden bliver vanskeligere at forudsige. For at håndtere denne kompleksitet kræves et mere fleksibelt samfund, hvor flere mennesker tænker, forholder sig til, og handler i overensstemmelse med en højere grad af kompleksitet. Dette er ikke blevet mindre aktuelt i takt med at Danmark er blevet et multikulturelt samfund i en globaliseret tidsalder. Vi kan ikke længere forstå verden ud fra nationalstatens snævre rammer. Danmark er en del af en større helhed, med langt større kompleksitet og mangfoldighed at forholde sig til end nogensinde tidligere. Både i forhold til udlandet, såvel som inde for landets grænser, er det i dag nødvendigt at håndtere langt flere virkelighedsopfattelser, identiteter og relationer end tidligere for at kunne navigere succesfuldt i verden og udvikle en passende politik. Derfor bør vi løfte blikket og efterstræbe en mere kompleks forståelse af verden og politikken, for dermed at finde passende svar på de nye svære problemstillinger vi står overfor. I globaliseringens kølvand kan vi ikke længere tage følelsen af fælleskab for givet. Det gamle nationale fælleskab er på mange måder forældet, med det resultat at mange føler sig udenfor. Samtidigt mangler mange i det moderne samfund de nære relationer, der er så vigtige for at vi skal føle os tilpas, som de sociale væsener vi er. Som svar på denne udfordring vil vi i dette skrift foreslå en ny politik vi har valgt at kalde for fællesskabspolitik. Men til at begynde med vil vi først give en præsentation af den gamle lineære og den nye komplekse måde at tænke politik på. Den gamle lineære tankegang Lineære tankegange og løsninger baseret på central planlægning, eller ensretning af folks tanker og adfærd, fungerer dårligere og dårligere pga. den stigende kompleksitet i samfundet, og kan i visse tilfælde forårsage stor skade. I dag præges en meget stor del af samfundslivet af lineære tankegange, der ikke lykkes med at svare på de store spørgsmål og problemer vi står over for. Lineære tankegange som forekommer i dag omfatter f.eks.: At arbejdsmarkedet handler om at "give folk jobs". At uddannelse handler om at give folk de nødvendige færdigheder så de kan deltage på arbejdsmarkedet. At menneskers "kompetencer" stiger gennem længere uddannelser. At fremtidens samfund bare er "mere af det samme" som vi har i dag. At det afgørende spørgsmål vedrørende miljøet handler om "reduktionen af udslip". 2

4 At psykisk sygdom i samfundet primært modvirkes gennem flere ressourcer til psykiatrien. At befolkningens sundhed primært forbedres gennem flere ressourcer til sundhedsvæsenet. At kriminalitet primært bekæmpes gennem flere ressourcer til kriminalitetsbekæmpelse. At sociale problemer primært afhjælpes gennem flere midler til socialforvaltningen. At ulighed primært forebygges gennem omfordelingen af økonomiske ressourcer. At samfundet opnår ligestilling gennem kurser i ligestilling. At ligestilling primært handler om en 50/50 fordeling mellem mænd og kvinder på alle områder i livet. At "kulturen" primært beriges gennem økonomisk støtte til kunst, musik og teater. At økonomisk vækst i sig selv forbedrer menneskers liv gennem gradvise fremskridt. At regeringen løser samfundets afgørende problemer. At "udvikling" sker gennem fri konkurrence på markedet. At mennesker først og fremmest er individer med specifikke interesser. At samfundet er summen af alle individer. At teknologisk udvikling løser menneskets problem. At Danmarks største udfordring er at "klare sig i den internationale konkurrence". Selv om disse lineære tankegange har en vis betydning, og alle har sin plads i politikken, kan ingen af dem give nogle virkelige svar på de grundlæggende samfundsproblemer vi står over for. I forlængelse heraf er samtlige af disse tanker derfor skadelige og må udfases til fordel for et helhedssyn der kan håndtere alle disse spørgsmål på samme tid. Det afgørende problem med lineære tankegange og arbejdsprocesser er at virkeligheden faktisk udvikles ikke-lineært, hvor nye niveauer af udvikling opstår som ikke kan forudsiges med lineære ræsonnementer. Lad os tage et mere detaljeret eksempel. Vores nuværende politik har f.eks. store vanskeligheder med at håndtere det multikulturelle samfunds udfordringer fordi politikken ikke lykkes med at integrere den store mangfoldighed af forskellige virkelighedsopfattelser og perspektiver. Med andre ord, så mangler der en kompleksitet i tænkningen som svarer til den samfundsmæssige virkelighed. I praksis findes der i dag kun tre politiske måder at håndtere multikulturalismens udfordringer på: 1) At betone den etnisk danske identitet på bekostning af andre identiteter (dvs. undertrykke eller mindske mangfoldigheden). 2) At stole på at arbejdsmarkedet med tiden forsoner kulturelle modsætninger (dvs. at bortse fra den kulturelle mangfoldighed). 3) At efterstræbe mangfoldigheden i alle dets former (dvs. at anse at alle kulturelle fællesskaber er lige gode, men at det trods alt er bedre jo flere forskellige kulturelle fællesskaber der findes). 3

5 Ingen af disse fremgangsmåder kan give os svar på det multikulturelle samfunds udfordringer. En fremgangsmåde som bedre håndterer den større kompleksitet ville være at leve sig ind i de mange forskellige virkeligheder som opleves af den danske befolkning og omhyggeligt undersøge mangfoldigheden af de mange forskellige interesser og behov. Da opstår der nye politiske spørgsmål såsom: Hvilke udfordringer står de danske muslimer overfor, når de forsøger at leve efter deres tro og traditioner? Hvordan kan deres liv gøres lettere? Hvilke færdigheder og typer af forståelse bør denne samfundsgruppe støttes i at udvikle, for at deres behov skal tilfredsstilles med de mindst mulige modsætninger som følge? Hvilke tilpasninger er rimelige for de bogstavtro muslimer i forhold til det danske majoritetssamfund? Hvordan kan disse tilpasninger bedst faciliteres? At stille sådanne spørgsmål er en måde at imødegå den komplekse virkelighed på, som derved kan skabe et velfungerende multikulturelt samfund. En politik som udføres på grundlag af et sådant perspektiv har større potentiale til at ændre folks liv til det bedre men kræver også en meget dybere forståelse af folks hverdag og virkeligheder. Den nye komplekse tankegang Det er vigtigt at kultivere samfundets evne til spontan selvorganisering gennem at udgå fra et højere niveau af kompleks politisk tænkning. En sådan tankegang fremmer et nyt niveau af politiske spørgsmål som tager hensyn til menneskers forskellige oplevelser af virkeligheden og disses indbyrdes forhold. Mennesker med forskellige typer af verdensbillede bør alle være i stand til at udtrykke sig og føle sig hjemme i samfundet. Et højere niveau af kompleksitet baserer sig ikke på et enkelt verdensbillede, men forsøger derimod at skabe rum og mulighed for udvikling inden for de mange forskellige eksisterende verdensopfattelser. Ved at hæve niveauet af kompleksitet i tænkningen kan problemer håndteres som i dag synes uløselige. Politik kan altså gå ud fra forskellige niveauer af kompleksitet. Her skitseres nogle mulige niveauer: 1) Interessepolitik: En vis gruppes specifikke interesser eller verdensbillede forsvares. 2) Forsoningspolitik: Forskellige interesser sammenvejes og integreres pragmatisk. 3) Idépolitik: En vis idé om mennesket og samfundets udvikling forsøges at gennemføres ifølge en lineær plan om fortiden, nutiden og fremtiden. 4) Tilblivelsespolitik: Særlige hensyn tages til hvordan idéerne og identiteterne som virker i samfundet bliver til, og dennes tilblivelse gøres til kernen i politikken. 5) Kompleksitetspolitik: Forudsætningerne for mangfoldige fremkomster af virkelighedsopfattelser og disses udvikling og indbyrdes forhold gøres til kernen i politikken. 4

6 På ligestillingens område kan politiske spørgsmål stilles ud fra hvert kompleksitetsniveau: 1) Hvordan kan kvinders, etniske minoriteters og homoseksuelles interesser forsvares? 2) Hvordan kan kvinders, etniske minoriteters og homoseksuelles interesser ligestilles med mænds, majoritetsbefolkningens og heteroseksuelles? 3) Hvordan kan idéer om ligestilling eller feministiske værdier komme til at gennemsyre samfundet? 4) Hvordan kan velfungerende værdier om ligestilling spontant vokse frem i forskellige samfundsgrupper? 5) Hvordan kan der skabes bedre forudsætninger for oplevelsen af seksuel tryghed, selvværd, fælleskab og frihed til at vælge egen identitet i alles liv? Hvert af de tre første spørgsmål kendetegnes ved lineær tænkning, altså som om samfundet simpelthen skulle kunne udvikles i en ønsket retning. Det er de tre første spørgsmål, der historisk set har domineret ligestillingspolitikken. I første omgang, fra begyndelsen af tallet og frem, er kvinder og mænds interesser blevet stillet op mod hinanden. Dette er i vor egen tid blevet udviklet i retning af det tredje spørgsmål, hvor man har anset diskrimination som en uønsket del af samfundet der kan renses væk med nye og "bedre" værdier om ligestilling. De mindre komplekse spørgsmål er dog potentielt mere undertrykkende end de mere komplekse. Bemærk hvordan de to sidste spørgsmål ikke skaber ligeså store modsætninger, at de tager et standpunkt for alle, uanset hvor de befinder sig i samfundet. Det fjerde spørgsmål omhandler spontan tilblivelse af de mangfoldige oplevelser, ud fra hvilke de tre første spørgsmål bliver meningsfulde. Det sidste spørgsmål omhandler den største kompleksitet, da det sikrer betingelserne for mangfoldigheden af forskellige fremkomster og hvordan disse kan udvikles i samspil med hinanden. Næsten hele den eksisterende politik baserer sig på nogen af de tre lavere kompleksitetsniveauer. Resultatet bliver at store dele af befolkningen udsættes for nogen form for ensretning og tvungen tilpasning. Det er derfor tid til at løfte politikken for dermed at bedre kunne håndtere de to højere kompleksitetsniveauer. Det kræver ændringer i den politiske kultur, i det politiske system og i samfundet som helhed. Nye politiske spørgsmål derderved åbnes op for på disse kompleksitetsniveauer, er for eksempelvis: 1) Hvordan skabes de begær og behov som driver det økonomiske liv? 2) Hvilke grundliggende attituder til livet og døden er almindeligt udbredt, og hvordan kan disse udvikles? 3) Hvordan kan menneskers følelse af selvværd og fællesskab udvikles, og hvordan påvirker denne udvikling den politiske samtale i hele samfundet? 4) Hvordan påvirker vore økonomiske institutioner og virksomhedsformer den økologiske mangfoldighed og økosystemernes modstandskraft? Det er muligt at udvikle politiske strategier der kan håndtere mere komplekse realiteter mere effektivt og samtidig udvikle kompleksiteten og dybden i hele samfundet. Et forslag hertil er et nyt politikområde som vi har valgt at kalde for fællesskabspolitik. 5

7 Fællesskabspolitik Fælleskabspolitikken er en helhedsbaseret fremgangsmåde til at øge menneskers frihed til at skabe, udvikle og udtrykke deres egen identitet det værende seksuel, etnisk, politisk eller social af anden art. Samtidig er det bestræbelsen på at skabe betingelser for mennesker at blive i stand til at skabe varme og stærke fællesskaber, både små (familier, naboskab, venskaber, foreninger) og større (etniciteter, trossamfund og generel følelse af solidaritet). Fællesskabspolitikken påvirker altså de sociale vilkår for at alle mennesker i samfundet kan have en identitet de føler sig trygge med, og hvor alle mennesker kan opleve fællesskab. En sådan politisk ambition bør stå overordnet i forhold til det som i dag kaldes for integrationsog familiepolitik, samt ligestilling. At sikre at alle føler sig som del af et fællesskab er et samfundsspørgsmål der berører os alle, ikke bare den enkelte. At alle mennesker har venner, nogen at dele livet med, og føler, at de hører til i en større sammenhæng, et fællesskab, som føles meningsfuldt, bør være en målsætning for enhver politisk bevægelse der ønsker at forbedre menneskers levevilkår. Et samfund hvor de fleste har gode relationer med andre, deltager i stærke netværk og trives socialt, ville målt i økonomiske og sundhedsmæssige mål vise meget positive resultater. I skolen lærer vi færdigheder som gør os i stand til at få ind kapital, dvs. tjene penge, på arbejdsmarkedet, men det gode liv kræver meget mere end dette. Evnen til at få ind socialt kapital, dvs. at få gode venner, opbygge stærke kontaktnetværk og kunsten at danne sunde seksuelle relationer, er noget vi er overladt til at lære os på egen hånd i dagens samfund og nogen lærer det desværre aldrig. Tænk på hvor mange der ikke har lært de mest basale sociale færdigheder, såsom det der kræves for at finde en partner at dele livet med? Hvor mange som ikke er i stand til at opretholde deres venskaber og kærlighedsforhold, fordi de begår de samme fejl igen og igen? Hvor mange mennesker der går gennem livet uden at have haft nogen rigtige venner? Der er alt for mange, unge såvel som ældre, som unødigt føler sig alene, ikke har nogle fælleskaber at deltage i, og ingen at dele deres oplevelser med. Alt for mange føler sig fortabt og uden for, kan ikke identificere sig med samfundet og er ulykkelige over det manglende fælleskab de oplever. Tænk på alle dem der spørger sig hvor det gode gamle Danmark blev af, føler sig hægtet af udviklingen og ikke kan identificere sig med eliten? Eller alle dem som undrer sig over hvorfor de ikke opfattes som danskere på lige vilkår med andre. Og hvad med dem som føler sig presset ind i nogle normer de ikke kan genkende sig selv i? Mennesker med forskellige virkelighedsopfattelser som på den ene eller anden måde gør at de ikke føler sig som fuldgyldige medlemmer i majoritetssamfundet. På den ene side har vi spørgsmålet om hvordan vi bliver i stand til at skabe et samfund, hvor alle føler sig hjemme. Et samfund, som alle oplever som meningsfuldt, noget vi trods vores forskelligheder kan forenes i. På den anden side har vi spørgsmålet om hvordan mennesker kan få en følelse af fælleskab i hverdagen, på deres egne præmisser, og på det personlige plan får dækket de mest basale behov for venskabs- og kærlighedsrelationer? Helt enkelt, hvordan 6

8 forbedrer vi kvaliteten af vores relationer? For udviklingen af vores demokrati går hånd i hånd med udviklingen af vores fælleskab, både de små og det store. At forbedre kvaliteten af vore relationer Resultater fra lykkeforskningen peger på, at kvaliteten af vores menneskelige relationer er afgørende for hvor godt vi har det i hverdagen, og hvordan vi klarer os gennem livet. Ikke nok med det: Sociologisk og statsvidenskabelig forskning viser at samfund fungerer bedre, hvis folk føler større fællesskab og har flere venner og omgås med. Højt såkaldt "socialt kapital" gør at flere stemmer ved valg, at korruptionen mindsker, og at kriminaliteten mindsker. Personer og samfund har forskellige niveauer af socialt kapital. Lavt socialt kapital betyder for den enkelte at man f.eks. lettere havner udenfor, ikke har kontakter på arbejdsmarkedet og bliver inviteret til færre fødselsdage. På samfundsniveau handler det bl.a. om graden af tillid, fælles identitet og solidaritet. I betragtning af hvor vigtigt dette er, ville det så ikke være godt med en aktiv og bevidst fællesskabspolitik med henblik på at forbedre kvaliteten af menneskelige relationer i hele samfundet? Det kunne f.eks. omhandle: Venskaber, hvor mange og hvor gode relationer, vi har. Langvarige kærlighedsforhold, i hvor stor udstrækning vore ægteskaber og familier holder. Kærlighedens spil, hvor godt vi formår at nå hinanden og tilfredsstille hinandens behov. Familieforhold, selv mellem generationerne. Hvorvidt mennesker får nok berøring. Hvor meget ensomhed og isolation som eksisterer, for eksempel blandt syge og ældre. Kollegiale relationer, erhvervsorganisationer og virksomhedskulturer. Lederudvikling, hvordan vores ledere styrer. Forholdet mellem arbejdsmarkedets parter. Etniske og interkulturelle relationer. Hvor godt den politiske samtale fungerer, og hvor mange misforståelser der opstår. Relationer og konfliktløsning i skolen. Graden af social intelligens i samfundet. Graden af emotionel intelligens i samfundet. Mangfoldigheden af vores kollektive intelligenser. Hvordan det sociale kapital er fordelt i samfundet. Hvordan anerkendelse og tillid er fordelt i samfundet. Hvor meget og på hvilke måder mennesker deltager demokratisk. Hvor frie vi føler os til at vælge etnisk, social og seksuel identitet. Hvordan vi deltager i samfundslivet og beriger det på forskellige måder. Hvilke er de rigdomme der findes i vores mange kulturelle baggrunde. 7

9 Hvordan ville dette passe ind i en seriøs politisk praksis som skaber gunstige betingelser for fællesskab, uden at på nogen måde kontrollere eller overvåge folks privatliv? Fællesskabsministeriet, under ledelse af en fællesskabsminister, skulle arbejde for at skabe de bedste mulige betingelser for gode mellemmenneskelige relationer. Man skulle finansiere forskning som på mange måder viser vejene frem til at på målbare måder forbedre relationernes kvalitet. Dette kunne føre til en langt mere vellykket integrationspolitik, reduktion af kriminalitet og mindre social udstødelse. Helt enkelt føre til en sundere og lykkeligere befolkning som hjælper hinanden mere og samarbejder bedre. 8

10 Konkrete forslag til en aktiv fælleskabspolitik Her er nogle praktiske idéer. Fælleskabspolitik i skolen METAMODERNA Sociale lege og øvelser skulle udvikles og tilbydes gennem hele skoletiden for at styrke den sociale intelligens og bidrage til at bedre venskaber dannes i tidlig alder. På skolens område kan man forestille sig en stærk udvikling af sex- og samlivsundervisningen, sådan at den også omfatter spørgsmål som fremmedgørelse og marginalisering, det at blive afvist, at håndtere hverdagens konkurrence, at have en anden seksualitet end flertallet, eller at reagere på problemer i parforholdet. I gymnasiealderen kan man eventuelt lære om seksuelle præstationer og fremgangsmåder vedrørende personlig udvikling på intimitetens område. Idræt kan designes til at styrke den psykomotoriske side i ens relationer, at kunne være kropsligt nærværende og tage plads, at føle sig godt tilpas og være afslappet. Massage og berøring kan anvendes, så længe det er undervist af eksperter og med følsomhed over for den enkeltes personlige integritet. Uden for skolens område kan fællesskabspolitikken handle om byplanlægning for at skabe fælles rum, som mennesker har anledning til at besøge og stoppe op ved for at tale, at planlægge boligkvarterer som er skræddersyet til ældre, sådan at de kan beholde deres bolig til livets slutning og have venner og fritid på plads, at arrangere langsigtede, fælles kunst- og haveprojekter i det offentlige rum. Der er utallige muligheder. En aktiv fællesskabspolitik kan betragtes som nødvendig for at opnå et lyttende samfund hvor alle mennesker skulle blive set, hørt og accepteret. Klasse, etnicitet og integration Spørgsmål om klasse, etnicitet og integration bør ses som underkategorier af identitets- og fællesskabspolitikken. Klasse, etnicitet og integration er en slags overflader, mens fællesskabsog identitetspolitikken opererer på et dybere plan og svarer mod mere reelle problemstillinger. Fællesskabspolitikken efterstræber et ligestillet samfund, hvor folks herkomst og baggrund ikke opfattes som styrende eller begrænsende. Uligheder er ikke kun udtryk for de ydre strukturelle og materielle forhold, men også for menneskers oplevelse af såret værdighed i forhold til deres egen identitet eller egne egenskaber i forskellige sociale sammenhænge. Ulighed forekommer og opleves i mange former: i forbrugsmønstre, i vaner, i udfoldelsesmuligheder, i sproget, i kroppen, i det sociale liv, relationer, kærlighed og arbejde. Baseret på dette dybere og bredere billede af samfundets uligheder end den aktuelt herskende ønsker vi at efterstræbe følgende: 9

11 1) Accept! ikke bare tolerance I dagens samfund efterstræbes tolerance for forskelligheder. Et "tolerant" miljø er dog stadig fuld af afstand og fremmedgørelse mellem mennesker. At tolerere nogen er ikke det samme som med åbent hjerte ønske andre godt og udstrække sin solidaritet til dem. For at solidariteten skal vokse frit behøves ikke kun tolerance, men også accept. Vi bør arbejde aktivt for at sikre at hele samfundet skaber grobund for spontane oplevelser af medfølelse og accept. At acceptere nogen er mere end at blot at tolerere dem. At acceptere nogen indebærer at imødekomme en enkel form for varme og medfølelse for andre. At ikke føle afsky eller ubehag. Vores samfund i dag er "distinktionernes samfund", et samfund hvor stil, smag, forbrugsmønstre og kulturelle udtryk bestemmer i hvilken grad mennesker accepteres, og af hvem. Væmmelse vækkes ofte hos mennesker ved små overtrædelser af sociale normer og forventninger. Det er vigtigt at ændre dette samfundsklima og derved også reducere klasseforskelle, diskrimination og udelukkelse. 2) At skabe psykosociale forudsætninger for accept Politikken kan ikke omfordele eller forvandle menneskers spontane værdiansættelse af sig selv og hinanden. Derimod kan politikken fremme dannelsen af sociale forudsætninger hvor der findes mere psykologisk plads til anerkendelse og accept. Når mennesker finder det lettere at acceptere sig selv og hinanden, er også etniske og klassemæssige forskelligheder mindre afgørende i folks privatliv og professionelle relationer. Diskrimination og ulighed kan modvirkes gennem en intelligentere designet fællesskabspolitik der gør klassemæssige uligheder mindre afgørende i menneskers indre oplevelse af sig selv og hinanden, hvilket igen gør integrationen af mennesker på alle niveauer lettere. Folk skal have lov til at føle sig trygge i deres identitet og opleve dybere fælleskaber, hvilket kan medføre at sammenligninger med andre mennesker bliver mindre smertefulde. Skolens politik bør følge denne linje, hvor kroppens, selvdisciplinen og den indre tryghed opbygges hos alle elever. Det lyttende samfunds velfærdspolitik og den deltagerdemokratiske udvikling understøtter også denne udvikling. Alle mennesker kan ikke elske alle. Men der kan skabes vilkår for at så mange mennesker som muligt får mulighed til at føle et minimum af varme og fællesskab med andre, og at dette afspejles i handlinger, tanker og oplevelser. 3) Personlighedsudvikling som integrationspolitik En aktiv støtte til menneskers personlige udvikling, samt mulighed for selvrealisering gennem hele livet, modvirker klasseforskelle, diskriminering og udstødelse. Den grundlæggende bekymring er ikke at mennesker er forskellige og er nødsaget til at mødes omkring disse forskelligheder. Det er snarere at vi mennesker ofte ikke har kapaciteten til at møde forskelligheder på en tilstrækkelig produktiv måde. Det har i mange undersøgelser vist sig at 10

12 mennesker der oplever større personlighedsudvikling har lettere ved at identificere sig med andre, og derfor i gennemsnit er mere ydmyge, åbne og mindre diskriminerende. Diskrimination og etniske modsætninger er i høj grad forårsaget af manglende personlig udvikling, og ikke så meget af de kulturelle forskelle med hensyn til sprog, skikke og religion. Gennem støtte til menneskers personlige udvikling modvirkes også det at nogle mennesker kommer til at sidde fast i ensformige liv og gamle livsmønstre. Menneskers muligheder for personlig udvikling er i sig selv et middel mod klasse uligheder. Denne betoning på personlig udvikling betyder også at mennesker der kommer fra udlandet, og har brug for at finde sin plads i det danske samfund, lettere kan gå gennem de perspektivforandringer og opdagelses der altid er nødvendige ved tilpasningen til en ny sammenhang. 11

13 Design: Sandra Westlund 2015 (s)