HØJESTERETS KENDELSE afsagt torsdag den 22. november 2012

Transkript

1 HØJESTERETS KENDELSE afsagt torsdag den 22. november 2012 (Det forbydes offentligt at gengive navn, stilling eller bopæl eller på anden måde offentliggøre identiteten på de nedennævnte) Sag 258/2012 Anklagemyndigheden mod T1 (advokat Hanne Reumert, beskikket) og Sag 259/2012 Anklagemyndigheden mod T2 (advokat Thorkild Høyer, beskikket) I tidligere instanser er afsagt kendelse af Københavns Byret den 12. april 2012 om fortsat varetægtsfængsling af T1 indtil den 18. maj 2012 og kendelse af 8. maj 2012 om fortsat varetægtsfængsling af T2, indtil der er afsagt dom i sagen. Østre Landsrets 14. afdeling har ved kendelser af 25. juni 2012 stadfæstet byrettens kendelser om fortsat varetægtsfængsling af begge. Procesbevillingsnævnet har den 15. august 2012 givet tilladelse til, at sagerne indbringes for Højesteret.

2 - 2 - I påkendelsen har deltaget fem dommere: Børge Dahl, Poul Søgaard, Thomas Rørdam, Michael Rekling og Oliver Talevski. Påstande mv. De kærende, T1 og T2, har påstået løsladelse. Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse. Landsretten har henholdt sig til afgørelserne. Kæremålene er for Højesteret behandlet i forbindelse med hinanden. Sagsfremstilling Anklageskriftet mv. T1 er født den --- december 1988, og T2 er født den --- august Der er rejst tiltale imod dem ved anklageskrift af 20. april 2012, hvori det hedder bl.a.: ANKLAGESKRIFT T1, T2, T3, T4, og T5 sættes herved under tiltale ved Københavns Byret under medvirken af nævninger til straf T1 og T2 1.

3 - 3 - for overtrædelse af straffelovens 114, stk. 1, nr. 7, jf. til dels 21, ved på de nedenfor nævnte tidspunkter og steder med forsæt til at volde omfattende ødelæggelse af fremmed ejendom, som anført i straffelovens 180, 2. led, og med forsæt til at skræmme en befolkning i alvorlig grad eller uretmæssigt at tvinge danske eller udenlandske offentlige myndigheder eller en international organisation til at foretage eller undlade at foretage en handling eller at destabilisere eller ødelægge et lands eller en international organisations grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer, at have begået og forsøgt at begå terrorhandlinger som nævnt i stk. 1, nr. 7, der i kraft af deres karakter eller den sammenhæng, hvori de begås, kunne tilføje Danmark eller et andet land eller en international organisation alvorlig skade, idet de tiltalte i forening 1a. den 17. april 2010 ca. kl med to molotovcocktails forsøgte at sætte ild til virksomheden ---, --- i ---, hvor der blev opbevaret pelse til en samlet værdi af mere end 6 milliarder kr., hvilket mislykkedes, fordi molotovcocktailene kun ramte asfalten foran bygningerne, hvor ilden blev slukket af en medarbejder, 1b. den 14. maj 2010 ca. kl ved hjælp af brændbar væske satte ild til Politiskolen, Brøndbyøster Boulevard 30 i Brøndby, og til flere politibiler på stedet, hvorved der skete skader for ca. 2 millioner kr., 1c. på et ikke nærmere fastlagt tidspunkt mellem den 23. august 2010 kl og den 24. august 2010 kl med en molotovcocktail satte ild til et skilt ved den i forhold 1a nævnte virksomhed ---, hvorved der skete skader for omkring kr., ligesom de klippede hul i hegnet ind til virksomheden med henblik på at sætte ild til den, hvilket af ukendte årsager mislykkedes, 1d. den 20. september 2010 ca. kl ved hjælp af brændbar væske flere steder satte ild til bygningerne på adressen --- i ---, hvor virksomheden --- opbevarede pelse for ca. 100 millioner kr., hvorved der opstod skader for ca. 1,5 millioner kr., 1e. den 27. oktober 2010 ca. kl knuste en rude ind til Nestlé Danmark, Dampfærgevej 28 i København, og dernæst ved hjælp af brændbar væske og en molotovcocktail satte ild til virksomheden, hvorved der opstod skader for ikke under 2 millioner kr., 1f. den 10. november 2010 ca. kl knuste en rude ind til virksomheden Saga Fur of Scandinavia, Sandbjergvej 26 i Vedbæk, og ved hjælp af brændbar væske og en molotovcocktail satte ild til virksomheden, hvorved der skete skader for ca. 1,7 millioner kr., 1g. den 8. december 2010 ca. kl knuste en rude ind til Politiets Efterretningstjeneste, Klausdalsbrovej 5 i Søborg, og ved hjælp af brændbar væske satte ild til bygningen, hvorved der skete skader for ca. 3 millioner kr.,

4 - 4-1h. den 11. januar 2011 ca. kl klippede hul i hegnet ind til Rigspolitiet Koncern IT, Landlystvej 34 i Hvidovre, og ved hjælp af brændbar væske satte ild til bygningerne, hvor der opbevares udstyr mv. til en samlet værdi af 85 millioner kr., og til to biler, hvorved der skete skader, som foreløbig er opgjort til kr., 1i. den 14. januar 2011 ca. kl med et kanonslag knuste en rude ind til Nordeas hovedkontor, Strandgade 3 i København, med henblik på at sætte ild til bygningen ved hjælp af en fakkel og 20 liter benzin, hvilket af ukendte årsager mislykkedes. 2. Alle for overtrædelse af straffelovens 114, stk. 1, nr. 7, jf. til dels 21, ved den 6. april 2011 ca. kl i Hammerensgade i København, med forsæt til at skræmme en befolkning i alvorlig grad eller uretmæssigt at tvinge danske eller udenlandske offentlige myndigheder eller en international organisation til at foretage eller undlade at foretage en handling eller at destabilisere eller ødelægge et lands eller en international organisations grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer, at have forsøgt at begå en terrorhandling som nævnt i stk. 1, nr. 7, der i kraft af sin karakter eller den sammenhæng, hvori den begås, kunne tilføje Danmark eller et andet land eller en international organisation alvorlig skade, idet de tiltalte i forening ved hjælp af hjemmelavet napalm (benzin med flamingostykker) satte ild til Den Græske Ambassade med forsæt til at volde omfattende ødelæggelse af fremmed ejendom, jf. straffelovens 180, 2. led, og under sådanne omstændigheder, at de indså, at beboerne i ejendommene ved siden af ambassaden var kommet i livsfare, jf. straffelovens 180, 1. led, hvis ikke branden var blevet opdaget og slukket i tide af to beboere fra naboejendommen. Ved branden opstod der skader for ca kr. 3. T1, T3, T4 og T5, for overtrædelse af straffelovens 114, stk. 1, nr. 7, jf. 21, ved den 26. april 2011 ca. kl. 1.45, med forsæt til at volde omfattende ødelæggelse af fremmed ejendom, som anført i straffelovens 180, 2. led, og med forsæt til at skræmme en befolkning i alvorlig grad eller uretmæssigt at tvinge danske eller udenlandske offentlige myndigheder eller en international organisation til at foretage eller undlade at foretage en handling eller destabilisere eller ødelægge et lands eller en international organisations grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer, at have forsøgt at begå en terrorhandling som nævnt i stk. 1, nr. 7, der i kraft af sin karakter eller den sammenhæng, hvori den begås, kunne tilføje Danmark eller et andet land eller en international organisation alvorlig skade, idet de tiltalte i forening knuste en rude ind til Politiskolen, Brøndbyøster Boulevard 30 i Brøndby, med henblik på at sætte ild til bygningerne ved hjælp af ca. 30 liter benzin og nødblus, hvilket mislykkedes, fordi de tiltalte blev anholdt af politiet

5 - 5 - Sagens forløb T1 blev anholdt den 26. april 2011 og har været frihedsberøvet siden. T2 blev anholdt den 18. maj 2011 og har været frihedsberøvet siden. Anklagemyndigheden har oplyst, at efterforskningen i sagen i det væsentlige var afsluttet ved udgangen af Den 25. januar 2012 indgav anklagemyndigheden til Københavns Byret anmodning om forhåndsberammelse af hovedforhandling i sagen. På et retsmøde den 24. februar 2012 blev hovedforhandlingen forhåndsberammet til foretagelse i Københavns Byret som nævningesag fra den 29. oktober 2012 til den 17. december Den berammede hovedforhandling omfatter 20 retsdage. I retsbogen hedder det herom bl.a.: Berammelsen blev drøftet. Advokat Hanne Reumert oplyste, at hun kan give møde fra marts Følgende muligheder for berammelse i 2012 blev drøftet: Anklagemyndigheden kunne ikke møde på de tilbudte dage i uge 34, advokat Thorkild Høyer kunne ikke møde på de tilbudte dage i uge 35, retten kunne ikke tilbyde dage i uge 36, advokat Hanne Reumert kunne ikke møde i ugerne 37, 38, den 24. september og 25. september, berammelse var ikke mulig de resterende dage i uge 39, retten kunne ikke tilbyde datoer i uge 40 og 42, berammelse var af forskellige årsager ikke mulig i uge 41, og advokat Peter Hjørne kunne ikke møde i uge 43. En række øvrige datoer blev tilbudt. Advokatfuldmægtig Berith Ernst oplyste, at advokat Michael Juul Eriksen ikke kunne give møde følgende datoer, hvor de øvrige forsvarere og anklagemyndigheden kunne møde: 29. oktober, 30. oktober, 31. oktober, 1. november, 2. november, 5. november, 6. november, 7. november, 8. november, 12. november, 16. november, 19. november, 20. november, 22. november, 23. november, 29. november og den 17. december, men at hun har mulighed for at give møde. Retten besluttede, at sagen forhåndsberammes til hovedforhandling i retslokale 27 som følger: 29. oktober, 30. oktober, 31. oktober 2012,

6 november, 6. november, 7. november, 12. november, 15. november, 16. november, 19. november, 20. november, 22. november, 29. november 2012, 3. december, 4. december, 5. december, 11. december, 12. december, 13. december og 17. december Det er oplyst, at byretten forventer at træffe afgørelse om skyldsspørgsmålet den 17. december Anbringender T1 har til støtte for sin påstand om løsladelse anført, at der ikke er begrundet mistanke om, at han er skyldig i forhold 1-2. I forhold 3 har han erkendt forsøg på overtrædelse af straffelovens 181, men der er ikke begrundet mistanke om, at han har forsøgt at overtræde straffelovens 114 eller 180. Der er ikke bestemte grunde til at frygte, at han på fri fod vil begå nye lovovertrædelser af samme beskaffenhed, jf. retsplejelovens 762, stk. 1, nr. 2. Der kan ved vurderingen heraf ikke lægges vægt på antallet og arten af forhold, som han er tiltalt for. Der må tages hensyn til, at han ikke er tidligere straffet af betydning, og at hans personlige og sociale forhold ikke er ustabile. Der foreligger endvidere ikke sådanne særlige omstændigheder, at varetægtsfængslingen kan opretholdes trods udløbet af et års fristen i retsplejelovens 768 a, stk. 1, nr. 2. Der må hertil kræves en kvalificeret gentagelsesrisiko og et kvalificeret mistankegrundlag, der grænser til særligt bestyrket mistanke, og disse betingelser er ikke opfyldt. T2 har til støtte for sin påstand om løsladelse anført, at der ikke er begrundet mistanke om, at han er skyldig i forhold 1-2. Han er ustraffet, og der er derfor ikke nogen klar underbygning af gentagelsesrisiko, jf. retsplejelovens 762, stk. 1, nr. 2. Der foreligger heller ikke sådanne særlige omstændigheder, at varetægtsfængslingen kan opretholdes trods udløbet af fristen på et år i retsplejelovens 768 a, stk. 1, nr. 2. Den allerede

7 - 7 - langvarige varetægtsfængsling svækker en eventuel gentagelsesrisiko. Endvidere vil der blive tale om en betydelig overskridelse af et års fristen. Anklagemyndigheden har til støtte for påstanden om stadfæstelse anført, at der er begrundet mistanke om, at T1 er skyldig i forhold 1-3, og at T2 er skyldig i forhold 1-2. T1 og T2 havde forsæt til omfattende ødelæggelser af fremmed ejendom som nævnt i straffelovens 180, 2. led, og de havde endvidere terrorforsæt som nævnt i straffelovens 114, stk. 1. Der er bestemte grunde til at frygte, at T1 og T2 på fri fod vil begå ny ligeartet kriminalitet, jf. retsplejelovens 762, stk. 1, nr. 2. Det forhold, at de ikke tidligere er straffet for ligeartet kriminalitet, udelukker ikke, at der kan ske varetægtsfængsling efter bestemmelsen. Ved bedømmelsen af gentagelsesrisikoen i denne sag må der henses til antallet af organiserede ildspåsættelser begået regelmæssigt inden for et år, og til at ildspåsættelserne først ophørte, da de blev anholdt. Der må endvidere henses til baggrunden for ildspåsættelserne, herunder at T1 og T2 havde terrorforsæt. Der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at betingelserne for varetægtsfængsling ud over et år er opfyldt, jf. retsplejelovens 768 a, stk. 1, nr. 2. Der skal lægges vægt på karakteren af den kriminalitet, som T1 og T2 er tiltalt for. Sagen er endvidere fremmet med den fornødne hurtighed, jf. retsplejelovens 768, og fortsat varetægtsfængsling vil ikke være i strid med det proportionalitetskrav, der fremgår af retsplejelovens 762, stk. 3. Selv hvis de forhold, som T1 og T2 er tiltalt for, henføres under straffelovens 180 eller 181, kan der forventes langvarige fængselsstraffe, således at betingelserne for fortsat varetægtsfængsling ud over fristen på et år er opfyldt. T1 og T2 skal subsidiært varetægtsfængsles i henhold til retsplejelovens 762, stk. 1, nr. 3, og mere subsidiært i henhold til retsplejelovens 762, stk. 2, nr. 1. Retsgrundlaget Retsplejelovens 768 a, der blev indsat ved lov nr. 493 af 17. juni 2008, har følgende ordlyd:

8 a. Medmindre retten finder, at der foreligger særlige omstændigheder, må varetægtsfængsling ikke finde sted i et sammenhængende tidsrum, der overstiger 1) 6 måneder, når sigtelsen angår en lovovertrædelse, som efter loven ikke kan medføre fængsel i 6 år, eller 2) 1 år, når sigtelsen angår en lovovertrædelse, som efter loven kan medføre fængsel i 6 år eller derover. Stk. 2 Stk. 3. Fristerne nævnt i stk. 1 og 2 omfatter tidsrummet frem til hovedforhandlingens begyndelse i første instans. Retsplejelovens 768 a er bl.a. baseret på overvejelserne i betænkning nr. 1492/2007 om begrænsning af langvarige sigtelser og varetægtsfængslinger afgivet af Justitsministeriets Strafferetsplejeudvalg. I forslaget til bestemmelsen anføres i de almindelige bemærkninger bl.a. (L 78, Folketingstidende , 2. samling, tillæg A, s ff): Udvalget anfører, at varetægtsfængsling er et særligt alvorligt straffeprocessuelt indgreb, Den belastning, som en varetægtsfængsling er forbundet med, skyldes efter udvalgets opfattelse ikke alene den usikkerhed, der følger af sigtelsen og den skete fængsling, men også usikkerhed med hensyn til fængslingens længde og dermed f.eks. spørgsmål om, hvorvidt den pågældende kan genoptage sit arbejde eller sin uddannelse efter endt fængsling, forholdet til familie og venner mv. Belastningen må antages normalt at blive større i takt med indgrebets varighed, og navnlig derfor bør varetægtsperiodens længde begrænses mest muligt. Udvalget finder på den anførte baggrund, at der er behov for yderligere tiltag for at begrænse den tidsmæssige udstrækning af varetægtsfængslinger. Udvalget bemærker i øvrigt, at det indgrebets alvorlige karakter taget i betragtning må påhvile både politi, anklagemyndighed og domstole ved arbejdstilrettelæggelsen at være særligt opmærksomme på at bidrage til at fremme disse sager med henblik på, at en varetægtsfængsling bliver af kortest mulige varighed. Udvalget har overvejet, om der bør ske ændringer i de gældende regler om tidsgrænser for varetægtsfængslinger, herunder om der i loven bør fastsættes en tidsgrænse for længden af den samlede periode, hvor en sigtet kan være varetægtsfængslet. Der er enighed i udvalget om at foreslå, at der indføres længstefrister for varetægtsfængsling, men udvalget har delt sig i et flertal (8 medlemmer) og et mindretal (2 medlemmer) med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt der i særlige tilfælde bør være mulighed for at varetægtsfængsle ud over fristerne, eller om fristerne bør være ufravigelige Flertallet anfører, at der vil kunne komme et tidspunkt, hvor varetægtsfængslingen må ophæves, selv om der fortsat (f.eks. på grund af fortsat flugt-, recidiv- eller kollusionsrisiko) kan være et vist behov for varetægtsfængsling, men at det er vanskeligt præcist at angive, hvornår dette tidspunkt indtræder, idet det vil afhænge af en række

9 - 9 - forhold, herunder kriminalitetens art og grovhed mv. Der kan ved den mest alvorlige og komplicerede kriminalitet af forskellige grunde være et stærkt behov for varetægtsfængsling gennem længere tid. Flertallet finder, at en absolut overgrænse må antages i givet fald at ville få betydning navnlig ved varetægtsfængslinger i meget alvorlige sager. En sådan overgrænse ville på den baggrund nødvendigvis føre til løsladelse også i tilfælde, hvor det efter gældende ret ville fremstå som helt åbenbart, at fængslingsbetingelserne, herunder også proportionalitetskravet, i øvrigt er opfyldt. Der kan som eksempel herpå nævnes kompliceret, grov bandekriminalitet, herunder narkotikakriminalitet, med internationale forgreninger eller drabssager med særligt tidskrævende undersøgelser. Flertallet kan på denne baggrund ikke anbefale en absolut overgrænse for varetægtsfængsling. Flertallet finder, at der i stedet i retsplejeloven bør fastsættes et tidspunkt, hvor varetægtsfængsling bør være ophørt, eller hvor det må kræve en særlig begrundelse, hvis varetægtsfængslingen skal fortsætte. I overensstemmelse hermed foreslår flertallet, at der indføres fravigelige overgrænser for, hvor længe varetægtsfængsling kan opretholdes. Tre medlemmer af flertallet (repræsentanterne for politiet og anklagemyndigheden) bemærker, at en frist på et år for varetægtsfængsling i sager med en strafferamme på fængsel i 6 år eller derover kan få betydning i en større del af de alvorligste straffesager. Det er disse tre medlemmers opfattelse, at der er mulighed for at foretage opstramninger, således at varigheden af politiets og anklagemyndighedens sagsbehandlingstid, inden der foreligger et anklageskrift, bliver nedbragt. Rigsadvokaturen har i overensstemmelse hermed oplyst over for udvalget, at man snarest vil tage skridt til at drøfte mulighederne herfor med statsadvokaterne og politidirektørerne. De nævnte tre medlemmer anfører, at anklagemyndigheden imidlertid er uden væsentlig indflydelse på den sidste del af perioden før hovedforhandlingen, hvor sagen bliver berammet og afventer hovedforhandlingens begyndelse. Den ovennævnte undersøgelse af nævningesagerne viser således bl.a., at kun i 34 pct. af sagerne var hovedforhandlingen indledt senest 3 måneder efter udfærdigelsen af anklageskrift. Varigheden af denne periode kan formentlig i et vist omfang forkortes ved anvendelsen af den foreslåede regel om forhåndsberammelse. Udvalgets tilkendegivelser om, at kriminalitetens karakter i høj grad skal spille en rolle ved domstolenes afgørelse om varetægtsfængsling ud over fristen, kan også medvirke til, at der ikke sker løsladelse i de alvorligste straffesager. De tre medlemmer har dog alligevel en vis bekymring for, om der under den foreslåede retstilstand i nogle tilfælde vil kunne ske løsladelse fra varetægtsfængsling i alvorlige straffesager kort tid før hovedforhandlingen, hvor dette kan forekomme stødende eller medføre vanskeligheder for gennemførelsen af hovedforhandlingen. Det er derfor efter de tre medlemmers opfattelse af stor betydning, at de foreslåede regler om frister for varetægtsfængsling gennemføres i sammenhæng med udvalgets andre forslag, der har til formål at nedbringe berammelsestiden, og at retterne udviser stor

10 agtpågivenhed med henblik på, at sager fremmes og styres således, at sådanne fristoverskridelser undgås. Det er også en væsentlig forudsætning for de tre medlemmer, at de skærpede betingelser for varetægtsfængsling efter udløbet af fristen i praksis anvendes i overensstemmelse med de udførlige bemærkninger til udvalgets lovudkast. Det følger bl.a. heraf, at varetægtsfængsling efter retsplejelovens 762, stk. 1, nr. 3 (om risiko for påvirkning af efterforskningen mv.), også kan være på sin plads efter afslutningen af efterforskningen og tiltalerejsning, samt at selve den grove kriminalitets karakter i alvorligere sager naturligt vil indgå i skønnet over, om varetægtsfængslingen kan fortsættes ud over de angivne frister Justitsministeriet er enig i udvalgets overvejelser og forslag om at fastsætte frister for varetægtsfængslingers tidsmæssige udstrækning,, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. Justitsministeriet er endvidere enig med flertallet i, at væsentlige hensyn taler imod at gøre de foreslåede tidsfrister absolutte. En absolut tidsgrænse ville navnlig ramme varetægtsfængslinger i meget alvorlige straffesager og ville således bl.a. kunne føre til løsladelse i alvorlige straffesager kort tid før hovedforhandlingen, hvor dette kan forekomme stødende eller medføre vanskeligheder for den videre gennemførelse af straffesagen. Justitsministeriet kan endvidere tilslutte sig de synspunkter, som særligt er anført af politiets og anklagemyndighedens repræsentanter i udvalget om, hvordan den foreslåede mulighed for i særlige tilfælde at fravige fristerne for varetægtsfængsling bør anvendes i praksis. På den anførte baggrund er lovforslaget udformet i overensstemmelse med flertallets lovudkast. I de specielle bemærkninger hedder det bl.a. (Folketingstidende , 2. samling, tillæg A, s ff.): Der lægges ikke op til en ændring af fængslingsgrundene som sådan, men der lægges op til en skærpelse af kravene for anvendelsen af den enkelte fængslingsgrund ved længerevarende varetægtsfængslinger med henblik på en mere nuanceret vurdering end efter gældende ret af, om fortsat fængsling efter udløb af fristen på henholdsvis 6 måneder og 1 år er nødvendig. Ved rettens vurdering heraf må der bl.a. tages udgangspunkt i den anvendte fængslingsgrund. Varetægtsfængsling efter retsplejelovens 762, stk. 1, nr. 1 (unddragelsesfare), og 762, stk. 1, nr. 2 (gentagelsesfare), vil - forudsat at betingelserne for varetægtsfængsling fortsat er opfyldt - i sagens natur normalt vare ved, indtil sagen er afsluttet Ved fængsling efter de nævnte bestemmelser indebærer kravet om særlige omstændigheder, at der må foretages en samlet vurdering med udgangspunkt i en skærpet vurdering dels med hensyn til de omstændigheder, der er omtalt i 768 (dvs. navnlig om ef-

11 terforskningen fremmes med tilstrækkelig hurtighed), dels med hensyn til nødvendigheden af at opretholde fængslingen efter den anvendte fængslingsgrund. Den skærpede opmærksomhed med hensyn til nødvendigheden af fængslingens opretholdelse indebærer også, at retten må være særlig opmærksom på hensynet til proportionalitetskravet efter retsplejelovens 762, stk. 3, Der må endvidere foretages en fornyet vurdering af gentagelsesrisikoen efter stk. 1, nr. 2, ud fra karakteren af den pågældende kriminalitet og varigheden af den hidtidige fængsling I alle tilfælde vil den påsigtede kriminalitet spille en betydelig rolle, således at fortsat fængsling efter fristerne især kan komme på tale i alvorlige straffesager, dvs. i sager om alvorlig, personfarlig kriminalitet samt andre sager af særlig samfundsmæssig betydning, hvor den forventede straf vil være på flere års fængsel. Retten skal således efter en helhedsbedømmelse foretage en kritisk vurdering af nødvendigheden af fortsat varetægtsfængsling i lyset af varigheden af den hidtidige fængsling. Ved vurderingen af spørgsmålet om fængslingens opretholdelse ved den mest alvorlige kriminalitet - f.eks. i drabssager, de alvorligste narkotikasager mv. - vil selve den grove kriminalitets karakter naturligt indgå i skønnet over, om varetægtsfængslingen kan fortsættes ud over de angivne frister. Navnlig i tilfælde, hvor tiltale er rejst, og hvor der foreligger en mistanke af en betydelig styrke, vil kriminalitetens karakter af en meget alvorlig forbrydelse - ved siden af den konkrete fængslingsgrund - kunne indgå som et væsentligt hensyn, der kan bevirke, at der må antages at foreligge særlige omstændigheder efter den foreslåede bestemmelse. Højesterets begrundelse og resultat Hovedspørgsmålet for Højesteret er, om betingelserne for fortsat varetægtsfængsling af T1 og T2 i medfør af retsplejelovens 762, stk. 1, nr. 2, er opfyldt, herunder navnlig om der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at varetægtsfængslingen skal opretholdes efter udløbet af den frist på et år, som er fastsat i retsplejelovens 768 a, stk. 1, nr. 2. T1 har været frihedsberøvet fra den 26. april 2011, og T2 har været frihedsberøvet fra den 18. maj De er ved anklageskrift af 20. april 2012 tiltalt for terrorisme, til dels forsøg herpå, jf. straffelovens 114, stk. 1, nr. 7, jf. til dels 21. Hovedforhandlingen i Københavns Byret begyndte den 29. oktober 2012, og der forventes truffet afgørelse om skyldsspørgsmålet den 17. december Højesteret tiltræder, at der er begrundet mistanke om, at T1 og T2 har overtrådt straffelovens 114, stk. 1, nr. 7, jf. til dels 21, at betingelserne for fortsat varetægtsfængsling efter rets-

12 plejelovens 762, stk. 1, nr. 2, er opfyldt, og at varetægtsfængslingen kan udstrækkes ud over et år, jf. retsplejelovens 768 a, stk. 1, nr. 2. Særligt om retsplejelovens 762, stk. 1, nr. 2, og 768 a, stk. 1, nr. 2, bemærkes: Bestemmelsen i 762, stk. 1, nr. 2, må forstås således, at varetægtsfængsling ikke er udelukket, selv om den sigtede ikke er tidligere straffet, jf. Højesterets kendelse af 13. juni 2007 (UfR 2007 s. 2350). Når der er begrundet mistanke om terrorisme eller forsøg herpå, og den sigtede hører til en gruppe, der har et fælles aktionsmål, er der i retsplejelovens 762, stk. 1, nr. 2, hjemmel til varetægtsfængsling, hvis den sigtedes forhold gør det nærliggende at antage, at den pågældende vil fortsætte med at begå terrorhandlinger. Efter retsplejelovens 768 a, stk. 1, nr. 2, må varetægtsfængsling i et sammenhængende tidsrum, der overstiger et år, ikke finde sted, medmindre retten finder, at der foreligger særlige omstændigheder. Bedømmelsen af, om der foreligger særlige omstændigheder, beror efter forarbejderne på en konkret helhedsvurdering af sagens omstændigheder i hvert enkelt tilfælde. Med hensyn til varetægtsfængsling efter retsplejelovens 762, stk. 1, nr. 2, fremgår det af forarbejderne, at en gentagelsesfare normalt vil vare ved, indtil sagen er afsluttet, men at kravet om særlige omstændigheder indebærer, at der skal foretages en samlet bedømmelse med udgangspunkt i en skærpet vurdering dels med hensyn til de omstændigheder, der er omtalt i retsplejelovens 768 (navnlig om efterforskningen er fremmet med fornøden hurtighed), dels med hensyn til nødvendigheden af at opretholde fængslingen efter den anvendte fængslingsgrund. Retten må herved være særlig opmærksom på proportionalitetskravet i retsplejelovens 762, stk. 3, og der må foretages en fornyet vurdering af gentagelsesrisikoen ud fra karakteren af kriminaliteten og varigheden af den hidtidige fængsling. Det fremgår endvidere af forarbejderne, at kriminaliteten vil spille en betydelig rolle, således at fortsat fængsling efter fristerne især kan komme på tale i alvorlige straffesager, dvs. i sager om alvorlig, personfarlig kriminalitet samt andre sager af særlig samfundsmæssig betydning, hvor den forventede straf vil være på flere års fængsel. Hvor tiltale er rejst, og hvor der foreligger en mistanke af betydelig styrke, vil kriminalitetens karakter af en meget alvorlig for-

13 brydelse ved siden af den anvendte fængslingsgrund kunne indgå som et væsentligt hensyn, der kan bevirke, at der må antages at foreligge særlige omstændigheder, som begrunder varetægtsfængsling ud over den fastsatte frist på et år. T1 og T2 er tiltalt for en meget alvorlig forbrydelse, nemlig terrorisme, til dels forsøg herpå. Efter tiltalen har de i flere tilfælde over en periode på ca. et år overtrådt eller forsøgt at overtræde straffelovens 114, stk. 1, nr. 7. Henset hertil og til den begrundede mistanke om deres bevæggrunde er det nærliggende at antage, at de på fri fod vil begå ny ligeartet kriminalitet. Denne risiko kan ikke antages at være afsvækket som følge af den tid, de har været frihedsberøvet. Det proportionalitetskrav, der fremgår af retsplejelovens 762, stk. 3, taler ikke imod fortsat varetægtsfængsling. Efterforskningen er fremmet med den fornødne hurtighed, jf. retsplejelovens 768, og sagen blev i februar 2012 forhåndsberammet til hovedforhandling, der er begyndt. På denne baggrund tiltræder Højesteret, at der efter en samlet vurdering foreligger sådanne særlige omstændigheder, at det i medfør af retsplejelovens 762, stk. 1, nr. 2, er nødvendigt at udstrække varetægtsfængslingen af T1 og T2 ud over fristen på et år i retsplejelovens 768 a, stk. 1, nr. 2. Højesteret stadfæster herefter landsrettens kendelser af 25. juni Thi bestemmes: Landsrettens kendelser af 25. juni 2012 stadfæstes.