Hotel Pro Forma K I N E S I S K K O M P A S ET LYSBILLEDFOREDRAG MED OPERA

Transkript

1 K I N E S I S K Hotel Pro Forma K O M P A S ET LYSBILLEDFOREDRAG MED OPERA

2 SCENER Ouverture Scene 1 Dag I 1. Fortællingen 2. Folket 3. Sangen 4. Dansen Scene 2 Nat I 1. Sangen og søvnen 2. Drømmen 3. Sangen og søvngængerne 4. Fortællingen og sulten Scene 3 Nat II 1. Sangen og festen 2. Visen 3. Fjenden 4. Sangen og sangen Scene 4 Dag II 1. Arbejdet 2. Sangen og arbejdet 3. Fortællingen og arbejdet 4. Sangen 5. Menneskene Varighed 1 time 20 min.

3 NAVNET MODSÆTNINGERNES MAGISKE MAGNETISME rummet mellem tiltrækning og frastødning af Elisabeth Becker Straarup og Kirsten Dehlholm Hotel Pro Formas teaterarbejde er kendetegnet ved den rastløse udforskning af teaterlandskabet, hvor man hele tiden skifter retning, nye veje og stier trædes til, fremmede områder, passager og mellemrum opdages og afprøves som en evigt afsøgende bevægelse i grænselandets væld af muligheder. Hotellet bliver et billede på den ikke-stationære, midlertidige og altid skiftende synsvinkel. Det er i rodløshedens evige løsrivelser og forskydninger, at individets kultur, baggrund og historie opløses, og tilbage står det frisatte subjekt i hotellets anonyme rum, det midlertidige hjem, hvor man kan miste retningssansen, den sociale position og identiteten. Det er en form for iscenesættelse af et tomrum, hvor man kan spille med identiteter, motiver og dimensioner. Det er en søgen efter nye udtryksformer i teatret og en redefinering af teatrets muligheder som kunstart. Erik Exe Christoffersen Formen, konceptet, det samlede idésæt er hele det skelet, som Hotel Pro Formas teater bygger på. Pro Forma, der betyder for formens skyld, bliver en metafor for forestillingernes gennem-strukturerede billedkomposition og tilrettelagte handlingsforløb. Det er med andre ord gennem formens klarhed, at billedet renses for flimmer, gennem billedets strenghed, at udtrykket intensiveres og bliver eksplosiv i sin kraft. Det er et teater, der går bag om sproget og griber direkte ind i tilskuerens sansning, for at citere Antonin Artaud i hans vision om fremtidens teater, benævnt Théâtre Cruel ( Grusomhedens Teater ). Der ligger også hos Hotel Pro Forma et ønske om en art cruel, der ikke repræsenterer noget som helst andet end sig selv, en teaterkunst, der rører ved sanserne uden nogen forudsat mening eller fortolkningsramme. På den måde er det grusomt, fordi det rører ved livet før sproget. 3

4 FORMEN 4 Forestillingen bringer os ud til Kina og tilbage igen. På rejsen mod øst møder vi: blå drage og mod vest: hvid tiger. Mod syd ser vi: rød fugl og mod nord: sort skildpadde. Som to par af modsatrettede kræfter kæmper de, ikke for at overvinde den anden, men for at opretholde balancen i universet. En forudsætning for Hotel Pro Formas teaterarbejde er at tage udgangspunkt i billedmæssige eller arkitektoniske principper for komposition og tænkning. Et overordnet koncept er udgangspunktet, vi begynder med rammen, konstruktionen, hvorefter selve forløbet tænkes ind og udvikles som en del af indholdet. Således definerer Kirsten Dehlholm arbejdsgangen for sit performanceteater, og det er netop heri det karakteristiske for at skabe de nye musikdramatiske værker ligger. Den stigende interesse for det musikalske aspekt i Hotel Pro Formas teaterarbejde falder sammen med en generelt stigende interesse for at skabe og producere moderne opera i dag. I de fleste tilfælde er det dog stadig komponisten, der griber til pennen og komponerer en opera til en foreliggende tekst. Teksten eksisterer før operaen, og forestillingen er en iscenesættelse af teksten, en realisering af den og historien. Det er usædvanligt, at operaens impuls kommer fra en anden side end komponistens, at værket tager form ud fra et koncept med et tematisk billedunivers som ramme, inden tekst og musik overhovedet har set dagens lys. Denne konceptuelle, ikke-musikalske impuls i skabelsen af moderne opera er interessant, idet der sker en forskydning i operaproduktionen væk fra den faste musikalske fortællestil. Betragter vi Hotel Pro Formas musikdramatiske værker fra et musikalsk funderet synspunkt, så ligger der i skabelsen af denne nye musikdramatik mulighed for radikal æstetisk fornyelse. Hotel Pro Formas musikdramatiske forestilling KINESISK KOMPAS et lysbilledforedrag med opera adskiller sig således på det skabende plan markant fra den traditionelle opera. Her er hovedpersonen bag konceptet billedkunstneren Kirsten Dehlholm. Hun sammenfatter værkets idégrundlag og sætter tingene i system. Hun komponerer forestillingen, hvor billedforløb, musik og tekst sammensættes og modstilles i en planlagt dramaturgi. Hun har hele tiden billedsiden som sit homeland, resten sker i et samarbejde med henholdsvis komponisten, forfatte-

5 ren, koreografen, scenografen, lysdesigneren og lyddesigneren. Alle bestilles de til at deltage i udviklingen af det nye værk, som led i konceptets kalejdoskopiske forsøg på nye tværæstetiske erobringer i grænselandet mellem kunstarterne. GENREBETEGNELSER Med Hotel Pro Formas inddragelse af musik og sang åbnes der således for nye æstetiske perspektiver i produktionen af musikdramatik. Med forestillingen OPERATION: ORFEO (1993) skubbede Hotel Pro Forma for første gang direkte til operagenren med betegnelsen billedopera. Senere har musikalske genrer som musical og oratorium været genstand for seriøs omdefinering. Her bliver de velkendte musikalske genrer, som Hotel Pro Forma tager udgangspunkt i, distanceret ved at få nye betegnelser: fx. memorial-musical eller imaginært-oratorium. I Hotel Pro Formas tværæstetiske scenekunst ligger et ønske om at bringe os ud af kurs. Vi må opgive at lege stifinder, vi må acceptere det, vi oplever, uden umiddelbart at kunne stedfæste, hvor i det kunstneriske landskab vi befinder os. Det er i denne uforbeholdne distance til fast definerede kunstdiscipliner eller genrer, at formen træder tydeligere frem og bliver det centrale i Hotel Pro Formas forestillinger. Hvordan vi så vil betegne det oplevede er sådan set ligegyldigt, det primære er stadig oplevelsen, tanken og dens sansemæssige værdi. Forestillingen rækker ud efter klicheerne, hvor opera er musikken og hvor folket er massen, hvor kunsten er lang og livet er kort, og hvor naturen spiller med i alle ting. Historiens politiske figurer er posteret i kulissen, mens scenen overtages af menneskenes mangfoldige udfoldelser. 5

6 KOMPASNÅLEN V V 6 N S Med KINESISK KOMPAS leverer Hotel Pro Forma igen en forestilling, S der bryder med alle konventionelle former for et scenisk værk. Der manipuleres med vores begrebsforståelse. Opera er ikke længere opera, som den var for hundrede år siden. Forestillingen indfører operabegrebet, som om det var en side order til hovedretten, som altså består af lysbilleder og foredrag. Herved anslås det i forestillingens titel, at udgangspunktet er billedet. Men selvom billederne indrammer forestillingen, er der ikke tale om, at de har Ø primær karakter i forhold til tekst og musik i forestillingens samlede kunstneriske udtryk. Billeder, tekst og musik skal ikke udkonkurrere hinanden, men sidestilles som ligevægtige faktorer, der hver især giver udtryk for forestillingens grundlæggende tematik. Det handler om Kina, et ældgammelt kulturland, men et land der som intet andet har undergået forandringer de sidste hundrede år. Forestillingen handler om vores nødvendige stillingtagen til Kina i dag som en del af vores verden. Og dermed stillingtagen til os selv og den globale verden. Forestillingens idé er, dels at skildre Vestens fascination af Kina (musik, kunst, kitsch, opfindelser, skikke, samfund) dels at vise Kinas fascination af det Vestlige samfund (forbrugerkultur, det kommercielle). Lie Tse sagde: Den, der vandrer og ikke ved hvorhen er faret vild. At et enkelt menneske forvilder sig på en vandring, finder man slemt for ham. Men at alverden i virkeligheden har forvildet sig er der ingen, der lægger mærke til. Som det kinesiske yin yang viser forestillingen sig i klare modsætninger: det fyldte mod det tømte, det lette mod det tunge, dag og Ø nat, fortid og nutid, kunst og kitsch, det mandlige og det kvindelige. Og som spejlinger: himlen der spejler sig i havet. Øst der spejler sig i Vest og omvendt. Modsætningernes tiltrækning og frastødning af hinanden udgør et spændingsfelt, som mellem magnetens poler. Kompasset, opfundet af kineserne, bliver retningsgiver på rejsen gennem forestillingen, hvor kompasnålen slår ud mellem de modsatrettede energifelter. Det er i dette kraftfelt vi befinder os, billedligt, Nmusikalsk og litterært. V V

7 FOREDRAGET Ud fra forestillingens tema er forfatteren Carsten Jensen valgt til at skrive en tekst, der kan sammenføre journalistens iagttagelser med kunstnerens og den rejsendes eksistentielle overvejelser. En ikke-dramatisk tekst der giver forestillingen et politisk aspekt, som man ikke kan være foruden, når det handler om Kina og Vesten. Teksten er skrevet ud fra forfatterens egne erfaringer på sin rejse i Kina og fremført af ham selv. Dette forhold skaber et nærvær og en autenticitet i fremførelsen. Teksten handler om Kina, om kineserne og os, om folket og filosofien, om undertrykkelse og hungersnød, men ved at erstatte et I med et vi, forskydes fortællerens synsvinkel, bliver en dynamisk udveksling mellem erfaringer, set fra begge sider af verdensaksen. Fortælleren optræder i stum dialog med en kinesisk danser, der kun i korte øjeblikke træder ud af sin mimiske funktion og tager ordet i brug. Fortælleren og den kinesiske danser nærmer sig hinanden gennem forestillingen. I slutteksten taler Carsten Jensen kinesisk og kineseren dansk. Det er en gentagelse af den tekst, der også indleder forestillingen, og som på mange måder bliver forestillingens gådefulde omdrejningspunkt: Jeg drømte en nat, jeg var kineser. Så vågnede jeg og var dansker. Nu ved jeg ikke om jeg er en dansker, der har drømt, at han var kineser, eller en kineser, der drømmer, han er dansker. Denne spejling eller identitetsforskydning bliver den litterære, tekstlige sammenføring af modsætningerne. 7

8 MUSIKKEN 8 Forestillingen består af sang og tale, af billede og bevægelse, og af tid. Sang og musik, tekst og tale er to sider af kunstens verden med hver sin tid i sig. Mens musikken og sangen må brede sig, folde sig ud og besætte øjeblikket i den langsomme tid, må talen lyse klart og tankevækkende på den korte tid. Komponisten Pierre Dørge har i mange år bevæget sig over musikkens grænser og hans musikalske åbenhed og interesse spænder så vidt, at hans karriere har zig-zagget mellem jazz og verdensmusik, moderne kompositionsmusik og nu altså også opera. Især har han vist interesse for at integrere verdensmusikken i den vestlige jazz eller kompositionsmusik, og han ser indflydelsen fra andre landes folkemusik som en vigtig dimension i vores generelle musikforståelse. Pierre Dørge bevæger sig med kompositionen til KINESISK KOMPAS ind på et område, der for ham er forholdsvis ukendt. Han er ikke operakomponist, men frem for alt improvisationsmusiker, og de 21 selvstændige satser, der udgør forestillingens samlede komposition, bærer præg af en intuitivt eksperimenterende indfaldsvinkel til arbejdsprocessen, der igen er kendetegnet ved en improvisatorisk melodiudvikling, selv om alt er noteret i partituret. Den traditionelle kinesiske opera krydses med den vestlige, såvel harmonisk, melodisk og tonalt, som i den orkestrale besætning. LINensemble (klarinet, cello og klaver) spiller sammen med guzheng (kinesiske harpe) og percussion. I sangteknisk henseende har Pierre Dørge fremhævet kontrasten i den kinesiske og den vestlige sangtradition ved at lade den kinesiske sopran optræde med sin karakteristiske og meget fremmedartede sangteknik, nasal, overkomprimeret og uhyre direkte i sin lyd. Hun stilles sammen med en dansk sopran, en alt samt en kontratenor, der med sin høje mandsstemme refererer til den italienske operas oprindelse, til kastratsang og til kinesisk operatradition, hvor mænd synger kvindepartier. Den østlige og den vestlige sangtradition bringes sammen gennem hele forestillingen, og fx synger den kinesiske sopran en folkemelodi fra sin hjemegn, som danner grundlag for en polyfon udvikling med de andre sangere, i en blanding mellem kinesisk og vestlig melodi, harmonik og tekst. Sangteksterne synges gennemgående på kinesisk og italiensk, men ordenes indhold er underordnet det klanglige. Kompositionens fusion mellem den klassiske kinesiske operatradition og den vestlige moderne kompositionsmusik giver et musi-

9 kalsk stilistisk mix af kinesisk pentatonik, vestlig dur-mol harmoni, tolvtonemusik og seriel komposition, forenet med Dørges eget tonesprog: jazzens improvisationsteknik og verdensmusikken. Det medfører en komposition, der ikke skæver til forskellighederne, men sammenstiller dem i et intuitivt forsøg på at skabe en ny kontakt. V S 9

10 LYSBILLEDERNE Forestillingen er bygget op omkring en række billeder projiceret op i kæmpeformat på en stor oppustelig skærm. Farvestrålende billeder, hovedsageligt taget fra kinesiske reklamefilm og kinesiske turist- og kunstbøger. Her er nudelspisende kinesere, glade eller triste kinesere, alene eller sammen med andre kinesere, her er kirsebærtræer i blomst og traditionelle kinesiske masker i rød, gul og blå. Billedsuiten danner en storyboard og indrammer forestillingen. Billederne ligner de vestlige reklamebilleder og giver samtidig umiddelbart indtryk af, at vi befinder os i nutidens Kina. Billederne på skærmen og bevægelsen i rummet er udsagn om det muntre og det tragiske, om forførelsens kunst gennem kitsch og reklame og om skønheden som længsel. Billede og bevægelse er som to kroppe, der omfavner sangen og talen eller modsætter sig dem. 10

11 FOLKET Som visuelt symbol på folket deltager 46 skolebørn, klædt i ens, grå jakkesæt, gule parykker og Kinasko. Sminket som i kinesisk traditionel opera er de små blonde kinesere en fusion af de østlige og de vestlige uniformerede menneskemasser. I komponerede formationer bevæger de sig rundt på scenen, samlet eller enkeltvis som løsrevne magnetstumper, men hele tiden som et allestedsnærværende kraftfelt i en fortættet koreografi, skabt af Christine Meldal. Massen og mennesket er her også. De taler for sig selv. De taler i munden på hinanden. De spiser. De elsker. De slås. De sover. De overlever søvnen. Ligesom lyset, der aldrig går ned, men kun vender rundt på kloden. Litteraturliste: Vilde svaner af Jung Chang Kineserliv af Zhang Xinxin Real China af John Gittings Pærehavens frugter af Alette Scavenius Beyond the Chinese Face af Michael Harris Kinesiske Billeder af Jonathan D. Spence Tianqiao of Old Beijing af Zhong Jingwen 11

12 KINESISK KOMPAS Kinesisk Kompas er bestilt af Århus Festuge 1998 med ur-premiere i Århus Musikhus. Forestillingen er støttet af: Kulturfonden Københavns Internationale Teater Center for Kultursamarbejde med Udviklingslandene Statens Kunstfond og Kanonhallen Hotel Pro Forma støttes af: Statens Musikråd og Teaterrådet I forbindelse med premieren udgives Pierre Dørges musik til forestillingen på dacapo. Solister: Shi Hong Mei (sopran) Berit Mæland (sopran) Annette L. Simonsen (alt) William Missin (kontratenor) Premiere: 26. august 1999 Spilleperiode: 26. august september kl (Undt. søndage og mandage) BILLETnet Fortæller: Carsten Jensen Danser: Fang Yu Medvirkende: Musikere: LINensemble: foruden: Instruktion: Tekst: Musik: Koreografi: Scenografi: Lysdesign: Lyddesign: Produktion: 46 børn fra Ingrid Jespersens Gymnasieskole Jens Schou (klarinet) John Ehde (cello) Erik Kaltoft (klaver) Frans Hansen (percussion) Yu Jun (kinesisk harpe) Kirsten Dehlholm Carsten Jensen Pierre Dørge Christine Meldal Maja Ravn Jesper Kongshaug Ole Chr. Hansen Hotel Pro Forma Elisabeth Becker Straarup er hovedfagsstuderende ved Musikvidenskabeligt Institut i København, med sidefag i teatervidenskab. Kirsten Dehlholm er kunstnerisk leder af Hotel Pro Forma og instruktør af KINESISK KOMPAS. Redaktion: Kirsten Dehlholm Fotos: Roberto Fortuna Layout: Hans Peter Boisen/Skoletjenesten Tryk: HOTEL PRO FORMA STRANDLODSVEJ KØBENHAVN S tlf fax hotelproforma@hotelproforma.dk SERRIDSLEVVEJ KØBENHAVN Ø