MAGASIN. S o 9. 6> & VI. / x Z. fap Jjjr KØBENHAVNS RAADHUS- BIBLIOTEK

Transkript

1

2 MAGASIN S o 9. 6> & VI / x Z EX LIBRI3 fap Jjjr Tu M im p mw KØBENHAVNS RAADHUS- BIBLIOTEK EH

3 En Eg vokser op... Jens Villadsens Fabriker gennem 50 Aar København 1944 Stadsingeniørens Oirektomt Kai mhaon

4 f I ANLEDNING AF AT DET I 1944 ER 50 AAR SIDEN JENS VILLADSENS FABRIKER BLEV GRUNDLAGT, ER DETTE HISTORISKE SKRIFT UDARBEJDET TRYKT I EKSEMPLARER DYVA & JEPPESENS BOGTRYKKERI AKTIESELSKAB KØBENHAVN

5 den sidste Snes Aar af forrige Aarhundrede indlededes en af de største Byggeperioder, Danmark har kendt. Med Travlheden fulgte ogsaa Omvæltninger indenfor Bygningsteknikken, og i et stadigt stigende Tempo indførtes nye Materialer og tekniske Fremskridt. Byggeriet var i Overgangsalderen og kæmpede sig igennem en begivenhedsrig, men ogsaa meget vanskelig Periode. Saaledes var de Forhold, hvorunder den unge Jens Villadsen startede, da han i 1872 søgte Borgerskab som Tømrermester i København, efter i nogle Aar at have virket i sin Fødeby, Aalborg. Han arbejdede hurtigt sin ny Virksomhed i Hovedstaden op og tog i mere end 20 Aar Del i det store Byggeri. Samtidig interesserede han sig, som den virksomme Mand han var, ogsaa for tekniske Fremskridt og kom derved ind paa en Forbedring af Tjærepaptagene, der efterhaanden havde vundet en vis Udbredelse, navnlig som Tag paa Bygninger i Landbruget og Industrien, men ikke fuldt ud svarende til de Forhaabninger, der var stillet til dem. Tagene blev nemlig vedligeholdt med en Tagtjære, der simpelthen bestod af det tykke Bundfald, der blev tilbage i Tagpapmaskinerne. Dette Produkt kaldtes»taglak«; Taglakken havde en tyktflydende Konsistens og maatte derfor opvarmes før Paastrygningen. Bagefter stivnede den hurtigt og lagde sig ovenpaa Tagpappet som en tyk Skal. Efterhaanden som det ene Lag blev strøget ovenpaa det andet, blev Skallen saa svær, at den flød ud, naar Solen skinnede paa Taget. Taglakken kunde ligge som uformelige Tjærebølger, der undertiden drev ud over Tagskægget. Om Vinteren blev Taglakken haard og sprængtes, saa der kom dybe Revner i Taget og dermed Utætheder, som det var svært at komme tillivs. Jens Villadsen eksperimenterede paa egen Haand med Fremstillingen af en Tagtjære, der var letflydende og kunne paastryges uden at være opvarmet. Dens Klæbeevne var større end Taglakkens, og den var saa smidig, at den kunde trænge ind og lukke alle Huller og Revner. Samtidig skiftede den ikke Karakter hverken i Sol eller Frost. I 1894 var Jens Villadsen naaet saa vidt, at han kunde bringe Varen frem paa Markedet. Han havde ladet udtage Patent Nr og indregistrerede Materialet under Navnet»Dansk 3

6 r Tagpixtjære«. Tagpixtjæren blev fremstillet af præpareret Stenkulstjære tilsat Harpix, Olier og pulveriserede Mineralier. Samtidig udarbejdede han en Metode, hvorefter man med Lærredsstrimler, der var imprægneret med den ny Tagpixtjære, kunde tætte større Huller og Revner i Tagene. Dette gjaldt ikke alene Tagpaptage, men ogsaa Zinktage, der var stærkt benyttet i Byg- TØMRERMESTER JENS VILLADSEN Virksomhedens Grundlægger født 1842, død geriet i Aarene op til Aarhundredeskiftet særlig i Hovedstaden, hvor man i videste Omfang, for at udnytte Tagetagen uden at overtræde Byggelovens Højdebestemmelser, anvendte flade Tage. Zinken var straks blevet modtaget med Begejstring. Man mente, den gav et tæt og uforgængeligt Tag, men som Aarene gik, viste det sig, at Byen og Metaltaget havde svært ved at forliges. Kulstøvet fra de mange Skorstenes Røg lagde sig paa Zinken og fremkaldte en stadig Tæring. Saa maatte Blikkenslagerne til, og Reparationerne foregik ved Lodning. Med Jens Villadsens 4

7 Blandekar for Tagpixtjære. Fabrikens første Maskine. Tagpixtjære havde man faaet en baade hurtigere og sikrere Metode. Gennem Produktionen af Tagpixtjære lagde Tømrermester Jens Villadsen Grunden til den vidtforgrenede Virksomhed, der i Dag er samlet under Aktieselskabet Jens Villadsens Fabriker. Hans første»fabrik«laa ude paa Lampevejen, nu Finsensvej paa Frederiksberg. Det var langt udenfor Byen. Paa Grunden stod der to Træskure; i det ene var der anbragt en Blandemaskine, som blev drevet med et Haandsving; det andet tjente som Lager for Raavarer og Emballage. I Gaarden havde man en stor Jerngryde ovenpaa et muret Ildsted større var de tekniske Installationer ikke. Men den ny Fabrikant var en driftig Mand, og han havde et godt Navn i Byggeverdenen. Kunderne kom hurtigt. Blandt de første var Tuborg Bryggerierne, Tivoli, De danske Statsbaner, Orlogsværftet og Frihavnen, som endnu 50 Aar efter hører til Aktieselskabet Jens Villadsens Fabrikers faste Kunder. I Løbet af faa Aar havde Tømrermester Jens Villadsen faaet skabt et saa sikkert Grundlag for sin ny Virksomhed, at han helt lagde sit oprindelige Haandværk paa Hylden og helligede sig Fabriken. Til at begynde med beskæftigede han to Mand, og Udgifterne var til at overse. Den samlede Dagløn udgjorde syv Kroner, endskønt man arbejdede i tolv Timer inklusive de traditionelle Frokost- og Middagshvil. For Jens Villadsen selv var Arbejdstiden nu væsentligt længere. Han tog fat Kl. halv seks om Morgenen og sluttede først henad ti om Aftenen. Men Fremstillingen af Tagpixtjæren var heller ikke nok for ham i det lange Løb. Da denne Vare var indarbejdet, saa han sig om efter andre Arbejdsmuligheder, og ganske naturligt fulgte nu direkte Entrepriser med Oplægning af Tagpap. Tagpaptækning blev dengang i stor Udstrækning udført af Tagpapfabrikerne ved Hjælp af Arbejdere, der den ene Dag arbejdede paa Fabriken og den næste blev sendt ud for at lægge Tagpap op. Mange af dem havde ikke større Kendskab til dette Arbejde, men Jens Villadsen uddannede Specialarbejdere til Tagtækning og kunde derigennem yde større Garanti for Kvalitet. 5 er Hof det bedste Materiale til" Overstrygning af Pap- og Zinktage og gjør disse fuldstændig vandtætte. Overslag og Arbejders Udførelse ved Tømrermester Jens Villadsen, Herluf Trollesvej 4, Kbhvn. V. I Telefon Sælges ogsaa i Fustager. 8 Øre pr. Pd. til Pap-, 10 Øre pr. Pd. til Metal tage. Den første Annonce.

8 ra Dag til Dag voksede Omsætningen, og Jens Villadsen saa de Fremtidsmuligheder, der laa for den, der virkelig vilde sætte hele sin Energi ind paa at følge Udviklingen i den moderne Tagteknik. Da hans Søn Chr. Villadsen i Efteraaret 1903 kom hjem fra Udlandet, hvor han i nogle Aar havde søgt videre Handelsuddannelse, knyttede han ham til Forretningen for at give den en bedre købmandsmæssig Organisation. Der var nok at gøre for dem begge. Med stor Opmærksomhed fulgte Far og Søn de ny Fabrikationsmetoder, der kom frem i Udlandet indenfor Specialet Tagtækning. Særlig Interesse havde Udnyttelsen af den amerikanske Metode til Fremstilling af tjærefrit Tagpap. Dette Materiale var langt mere holdbart end den gammeldags Tjærepap, fordi Imprægneringsstoffet Asfalt ikke indeholdt flygtige Bestanddele og derfor ikke krævede Vedligeholdelse ved stadige Overstrygninger. Resultatet blev, at Jens Villadsen sikrede sig Eneforhandling for Danmark. Den ny Vare fik Navnet»leopal«, og alle var forsaavidt enige om at anerkende det Fremskridt, Icopalen betød. Paa den anden Side virkede det som altid, naar en Forbedring skal gennemføres, noget chokerende, at Prisen selvfølgelig laa højere end paa den gamle, mere primitive Vare. I dette Tilfælde drejede det sig ikke om saa lidt; Icopalen var tre Gange saa dyr som Tjærepappet. Det var et Problem. Men saa tog Jens Villadsen den raske Beslutning at tilbyde ti Aars Garanti for Tæthed og Holdbarhed uden Vedligeholdelse. Det var maaske nok en Risiko, men han troede selv paa Produktet og var klar over, at naar man krævede Tillid, maatte man ogsaa vise Tillid. Omsætningen steg, uden at man derfor slog sig til Ro, nu da Sukcessen var sikret. Den næste Nyhed var Tagpixfarver til Maling af sorte Tagpaptage. Det har ogsaa sin Værdi at sætte lidt Kulør paa Tilværelsen, og de sorte Tage virker ikke opmuntrende. Der var efterhaanden gaaet tretten Aar siden Starten tretten haarde Arbejdsaar, men de havde givet Foretagendet en saadan Vækst, at man kunde begynde at se sig om efter Markedet udenfor Danmarks Grænser. I 1907 startedes ved et Samarbejde med en svensk Tagpapfabrik Svenska Tagpixf abriken. Dermed førtes Virksomheden over paa svensk Grund, og man var inde paa en Linie, som siden er fulgt, saaledes at Jens Villadsens Fabriker er blevet en skandinavisk Koncern, der foruden de danske Fabriker ogsaa omfatter Fabriker i Sverige, Norge og Finland. Man var efterhaanden naaet til et Punkt, hvor Haandværkerens praktiske Erfaring ikke var tilstrækkelig. Opgaverne blev stadig mere komplicerede. Der blev Brug for en Kemiker, og nu knyttedes for første Gang en Ingeniør til Fabriken. Forinden var Forholdene paa Finsensvej blevet for smaa. Virksomheden var blevet flyttet til Herluf Trollesvej Nr. 4, hvor man indrettede en større Bygning til Fabrikationen og fik Dampkedel og elektrisk Drivkraft. Den unge Ingeniør, der kom til at lede de kemiske Eksperimenter, var ansat paa Statsbanernes Laboratorium, og Arbejdet hos Jens Villadsen udførte han om Aftenen. Jens Villadsen lejede et Labo-

9 Samtidig Tegning af Pladsen paa Lampevej, nu Finsensvej, hvor Jens Villadsen begyndte Fabrikationen af Tagpixtjære ratorium i en Kælder paa Hjørnet af Gothersgade og Søtorvet; endnu gik man beskedent frem. Gennem Laboratoriearbejdet kom Chr. Villadsen ogsaa i Forbindelse med Laboratorieforstander Karl Meyer, den senere Professor og Formand for Industriraadet. Der indlededes hermed et betydningsfuldt Samarbejde, som vedvarede uden Afbrydelse til Professor Karl Meyers Død i Karl Meyer var en Kapacitet indenfor den tekniske Kemi og tillige i Besiddelse af stor finansiel Viden og sjældne Evner som Organisator. Indtil dette Tidspunkt var Icopalen blevet importeret og kun solgt her i Landet igennem Jens Villadsen, men man var blevet klar over, at Fabrikationsretten, der tilhørte Firmaet Otto Herr & Co. i Hamborg, kunde købes for Danmark mod en Licensafgift. Det var en Chance. Men saa maatte Kapitalen forøges, og det faldt naturligt samtidig at omdanne Forretningen til et Aktieselskab. Planerne blev udarbejdet, og alt var i den smukkeste Orden; man skulde blot have Støtte hos en Bank. Dette viste sig dog at blive langt vanskeligere end forudset, for i Bankverdenen var man ikke klar over de Muligheder, den ny Virksomhed indebar. Der blev svaret, at Projektet ikke havde nogen Interesse, Danmark havde Tagpapfabriker nok: En ny Fabrik vilde antagelig slet ikke kunne klare sig. Paa et vist Tidspunkt var Grundejerbanken dog villig til at tage Spørgsmaalet op, men Banken stod paa svage Fødder, og nogle Dage senere indtraadte det store Byggekrak i 1908, der gik saa haardt ud over Grundejerbanken, at den maatte standse sine Betalinger. Saa blev Aktieselskabsplanen skrinlagt. Øjeblikket var endnu ikke inde til at gennemføre de paatænkte Reformer. Man maatte fortsætte som hidtil og saa regne med, at den Dag vilde komme, hvor ogsaa Finansverdenen forstod, hvad Firmaet var værd. 7

10 er fulgte nogle forcerede Arbejdsaar. De øvrige Tagpapfabrikanter var blevet opmærksomme paa Jens Villadsens stigende Omsætning, og Konkurrencen skærpedes. Undertiden gik det haardt til. En afgørende Sejr blev vundet, da Jens Villadsen i 1910 fik overdraget Tækning af de store Perronhaller paa den ny Københavns Hovedbanegaard, der var under Opførelse. Det var et Arbejde, der blev lagt Mærke til. Firmaet kom ogsaa til at udføre Isoleringen af Tagbeklædningen under Skifertaget paa Banegaardens Hovedhal og i Forbindelse med disse Anlæg det meget interessante Arbejde: Isolering af Banegraven til den ny Boulevardbane. Alle Steder anvendtes Icopal. I økonomisk Henseende var Entreprisen ikke attraaværdig. Der var ved Boulevardbanen mange Vanskeligheder at overvinde, fordi Grundvandet stadig trængte igennem. Men Materialet bestod sin Prøve, og det var det vigtigste. Da Firmaets Grundlægger, Tømrermester Jens Villadsen, døde i 1910, efterlod han sig en blomstrende Forretning, skabt paa Grundlag af hans personlige Initiativ, Dygtighed og Udholdenhed. Han havde allerede forinden forudset den Udvikling, der maatte komme. En Gang sagde han:»det her kan blive til noget stort. Jeg vilde ønske, jeg var noget yngre.«selvfølgelig stødte man stadig paa den Indvending, at Icopalen var et udenlandsk Materiale og ikke burde foretrækkes for danske Produkter. Dette Synspunkt havde Firmaet selv været inde paa, da det i 1907 søgte at skaffe Kapital til Start af en hjemlig Produktion, og man ventede fortsat paa det Tidspunkt, hvor den oprindelige Plan om at bygge en Fabrik, der kunde fremstille Icopal, lod sig realisere. Det kom i Man henvendte sig atter til Professor Karl Meyer, der var villig til at foretage en Rejse til den tyske Fabrik og her gøre sig bekendt med Indretningen og Fabrikationen; han fandt alt tilfredsstillende og opstillede en Rentabilitetsberegning, der blev forelagt Bankierfirmaet J. M. Levin & Co. Rentabilitetsberegningen var udregnet paa Basis af Ruller Icopal 6000 til Salg og 4000 til Tagtækninger, og Ruller Tjærepap placeret paa lignende Maade; desuden paa Fabrikation og Salg af 500 Tons Tagpixtjære og Farver og Entreprisearbejder for Kr Pengene var smaa i 1912, det er ganske morsomt at se, hvor beskedne Beløb, man regnede med, da Aktieselskabet overtog Selskabets Aktiver. Aktieselskabet skulde overtage Varelageret for ca. Kr. 8000,. Udestaaende Fordringer for ca , Inventar, Maskiner o. s. v. for Kr Firmaet Jens Villadsens Fabrikers Interesser i den svenske Fabrik indgik ikke i Overenskomsten, men Aktieselskabet forbeholdt sig Ret til senere at overtage disse. J. M. Levin & Co. accepterede Forslaget, og den 29. September 1912 stiftedes Aktieselskabet Jens Villadsens Fabriker med en Kapital paa Kr Stifterne var: Fabrikant Chr. Villadsen, Professor Karl Meyer, Tømrermester Eli Unmack, Vekselererne Martin og Johan Levin, der repræsenterede Bankierfirmaet I. M. Levin & Co., og Overretssagfører Axel Simonsen. Chr. Villadsen blev Direktør. 8

11 Icopal-. Tagpap- og Vejmaterialefabriken i Tømmerup ved København. a Aktieselskabet Jens Villadsens Fabriker tog fat paa at virkeliggøre Tanken om at bygge en Fabrik for Icopalfremstilling, blev der indgaaet en Overenskomst med den hidtidige Leverandør Otto Herr & Co., der skulde stille hele sin Organisation til Raadighed og garantere en bestemt Fremstillingspris. Den samlede Sum for denne Medvirken blev sat til en Sum af RM, der skulde betales i to Rater. Den nye danske Fabrik, der var at betragte som et lille lokalt Foretagende, viste sig at være i Besiddelse af en Livskraft, som maaske kun de færreste havde ventet. Tre Aar senere ændredes Kontraktens Bestemmelse om, at Virkeomraadet var begrænset til Danmark, saa ogsaa Sverige hørte med, og i Foraaret 1918 tog man det næste Skridt, der gav Jens Villadsens Fabriker Adgang til at fabrikere og sælge sine Produkter i alle Lande undtagen Tyskland, Østrig, Balkan og Østersøstaterne. Saa gik der fire Aar, da var det danske Selskab blevet saa stærkt, at det mod en kontant Udbetaling udløstes for enhver Begrænsning af sin Handelsfrihed. Med de sidste Data foregriber vi den kronologiske Beretning om en Række vigtige Begivenheder, der gik forud. Da Aktieselskabet var dannet, skulde man se sig om efter en Plads til den ny Fabrik. Det var slet ikke saa nemt. Brandpolitiloven krævede, at en saadan Virksomhed skulde ligge paa et stort Areal med en betydelig Afstand til Naboerne. Desuden ønskede man Plads ved Jernbane og i Nærheden af Havn. Til sidst fandt man et Areal i Maglebylille paa Amager. Der kunde Fabriken faa Tilslutning til Amagerbanen ved Tømmerup Station, og Kørslen til Havnen i Kastrup var overkommelig. Om selve Handelen fortælles det, at Ejeren, en gammel Amagerbonde, var lidt svær at træffe. Selskabets Ledelse søgte ham forgæves paa forskellige Beværtninger og fandt ham omsider i Gæstgivergaarden»Falken«paa Christianshavn, hvor der med det samme blev skrevet en Slutseddel og drukket Lidkøb i Form af en Tuborg-Øl. Tjeneren kom først med en gammel Carlsberg, men den afviste Professor Karl Meyer som absolut uegnet til Formaalet han var nemlig Medlem af Tuborgs Bestyrelse.

12 f Det var i de Tider, da Amager endnu laa langt væk fra København, Landevejen løb frit mellem store Marker med Grøntsager, og der blev betalt Bompenge - 32 Øre for et Tospand og 16 Øre for en Enspænder. Fabriken kom i det hele til at koste smaa Kroner. Foruden leopal var den indrettet til at fremstille Tagpixtjære, Tagpixfarver, Løvepap og Sandtagpap. Straks voldte Fabrikationen af leopal en Del Bekymringer. Man kunde ikke give Materialet den rigtige Under- og Overflade, og det tyske Firma, der havde paataget sig at lede den tekniske Tilrettelæggelse, var ikke i Stand til at løse dette Problem. En Tid saa det hele ikke saa godt ud. Men saa tog Fabrikens egne Folk fat, og de fandt en Udvej, saa man naaede frem til et Produkt, der var af bedre Kvalitet end den leopal, der tidligere var importeret. Aktieselskabet fik Kontorer paa Amagerbrogade Nr. 8 i to smaa Værelser. Personalet bestod af en Bogholder og en Kontordame foruden Fabriksbestyreren og en Bygningskonduktør til at passe Entrepriser med Tagtækning. Kontoret laa overfor Amagerbros Godsbanegaard, hvor man havde bygget et Skur for Varer til By-Ekspedition. Bogholderen maatte ogsaa passe Lageret ved Hjælp af en Arbejdsmand, der var ikke Raad til en Telefon til Skuret, saa al Ekspedition maatte ske i Løb. Direktør Villadsen passede foruden Rejserne rundt om i Landet ogsaa Korrespondancen paa sin Skrivemaskine. Der var ikke 8 Timers Arbejdsdag, Arbejdet sluttede, naar alt var i Orden om Aftenen, og paabegyndtes tidligt næste Dag. Den ny Fabriks Start svækkede selvfølgelig ikke Konkurrencen. Den blev tværtimod haardere, og der maatte sættes en efter Datidens Forhold omfattende Propaganda i Gang for at sikre Foretagendet. Omkostningerne var større end straks beregnet; man maatte kæmpe for Livet. Derfor saa det næsten ud som en Katastrofe for det nystiftede Selskab, da Verdenskrigen udbrød i 1914, og alting standsedes. Ingen vidste, hvad der vilde ske. Personalet blev indkaldt til Militærtjeneste. Der maatte over Hals og Hoved engageres midlertidig Hjælp, og en Dag i August fik Fabriken tilmed Besøg af en Ingeniørkaptajn, som meddelte, at Bygningen langs Jernbanen skulde fjernes, for at der kunde blive Plads til et Batteri; man fandt dog heldigvis en egnet Plads paa Marken ved Siden af. Kort efter mødte Politiet med en Beskyldning for Spionage. Vagtposter havde konstateret Lyssignaler, udsendt fra Fabrikens Vandtaarn, og der gik Rygter om, at Betonfundamenterne under Maskinhuset var maskerede Kanonstillinger. Det tog Tid at forklare, at Lyssignalerne stammede fra Genskæret af Ilden i Kedlerne, der kunde ses, naar Fyrdørene blev aabnet, og at Betonfundamenterne ganske vist var svære, men det skyldtes udelukkende Ønsket om at holde Grundvandets Tryk ude. 10

13 Svenska Icopalfabriken ved Industrihavnen i Malmø. Den fremstiller leopal, Tagpap, Vejmaterialer og Isolationsmaterialer var et svært Aar at komme igennem. Maaneder gik inden den første Forskrækkelse fik sat sig. Bagefter var Efterspørgslen stor nok paa Byggematerialer, men hc-z nu kneb det med at faa de normale Tilførsler af Raamaterialer, specielt naar det gjaldt Asfalt. Gamle Forbindelser udgik, ny maatte skaffes. Heldigvis var man saa forudseende at opkøbe den Asfalt, der kunde skaffes, indtil Importen af Asfalt i 1917 blev fuldstændig standset. Den næste Vanskelighed var Raapap. En Tid spekulerede man paa at starte en dansk Fabrikation og havde Planerne liggende parat, men det viste sig, at Papirfabrikerne havde sikret sig en Overenskomst med Kludehandlerne over hele Landet om et samlet Opkøb af de Klude, der bruges i Raapapfabrikationen. Dermed blev Opgaven for svær for en ny Fabrik. I sidste Øjeblik fik man en svensk Forbindelse. Disse Dispositioner satte Selskabet i Stand til at forsyne det danske Marked med leopal og Tagpap i de gode, gamle Kvaliteter, medens Konkurrenterne led af Mangel paa Raamaterialer, og her grundlagde Selskabet sin Stilling som den førende Tagpapfabrik i Danmark, en Stilling Selskabet ogsaa har opnaaet i de andre nordiske Lande, hvor det har Tagpapfabrikker. løvrigt gav Perioden Anledning til en rig Byggevirksomhed, og Salget af Tagpap var stort i disse Aar. En af de mest omfangsrige Entrepriser blev sluttet med Staten, der i 1917 byggede Barakker til Krigsfangelejre ved Horserød og Hald. Her blev Tagene tækket med leopal og Væggene isoleret med Vægpap. Alene Kontrakten medlhorserødlejren løb op til Kr Industrien foretog store Udvidelser, og mange nye Fabriksanlæg blev byggede. Landbruget benyttede Lejligheden til Fornyelse af deres Metaltage. Metal var i høj Pris, saaledes at det kunde betale sig at erstatte disse Tage med Icopaltage. Noget lignende fandt Sted i København, hvor Zinken paa Beboelsesbygninger blev taget af og solgt og erstattet med Icopaltage, et Bytte som man ikke har haft Lejlighed til at fortryde, da det har vist sig her som andre Steder, at Icopaltage staar over Metaltage. Interessen for Virksomheden steg ogsaa i Sverige. Der kom Tilbud om store Entrepriser. Det hele udviklede sig paa en Maade, saa man blev klar over, at det maatte være rigtigt at lave 11

14 en selvstændig Fabrik for Icopal paa den anden Side af Sundet. Ganske vist forudsatte Medejerskabet i Svenska Tagpixfabriken, at Jens Villadsens Fabriker ikke drev Tagpap-Fabrikation i Sverige, men denne Overenskomst blev ændret, saa man i 1915 kunde grundlægge Svenska Icopal- & Tagpixf abriken, og dermed skabtes en Mønsterindustri, der skulde blive Sveriges største Tagpapfabrik. Krigsaarene, som begyndte med en øjeblikkelig Lammelse af alt Initiativ, udvikledes til en Travlhedsperiode. Grunden i Tømmerup var allerede i 1915 for lille og maatte forøges med tre Tdr. Land. Fabriken blev udvidet, der blev bygget Bestyrerbolig og de første Lejligheder til faste Arbejdere. Tilsyneladende havde dansk Industri i disse gyldne Aar uophørlig Medvind; men siden viste det sig, at netop denne Periode indeholdt et særligt Risikomoment, fordi man mange Steder overvurderede Fremtidsudsigterne og fuldstændig lod sig forblinde af den øjeblikkelige Medbør, uden Tanker for at Vinden kunde slaa om og ændre alle trufne Dispositioner. Der skulde navigeres med større Agtpaagivenhed end nogensinde, idet den aktuelle Situation krævede en Produktionsforøgelse for at tilfredsstille Efterspørgslen. Her stod man over for et Hensyn til Kunderne, hvis Interesser ikke maatte tilsidesættes. Den industrielle Udvikling gennem de første Aar af forrige Verdenskrig var et af de vanskeligste Afsnit i dansk Erhvervslivs Historie, ikke mindst for Virksomheder, der som Jens Villadsens Fabriker allerede var inde i en naturlig Vækst og derfor skulde udvide sit Virkefelt. Henimod Slutningen af 1916 tegnede det til en ny Forsyningskrise for Raapap, og man kunde ikke længere være afhængige af de usikre Raapapleverancer. Der blev saa truffet en rask Beslutning, og Akts. Jens Villadsen vedtog at købe Fabriken A. B. Lagamill, Timsfors, for 1 Million Kroner. Alt syntes at være i den bedste Orden, men pludselig kom de svenske Myndigheder og erklærede, at Udlændinge ikke kunde faa Koncession paa Udnyttelsen af den Vandkraft, der var en Forudsætning for Fabrikens Drift. Man maatte derfor nøjes med en Kontrakt om Leverance af Raapap til de Fabriker, man havde i Gang. Naa, der blev nu ogsaa Brug for Kapital paa anden Maade. Paa det danske Marked var der dukket en Konkurrent op, idet den største Tagpapfabrik»Dortheasminde«ved Horsens var begyndt at fabrikere en tjærefri Tagpap, som den søgte at sætte op imod Icopal. Ejeren blev dog ked af Konkurrencens Tempo og tilbød Jens Villadsens Fabriker at købe Virksomheden. Det skete i Januar 1917.»Dortheasminde«var pudsigt nok startet samme Aar, som Jens Villadsen begyndte at lave Tagpixtjære, saa denne Del af Virksomheden jubilerer sammen med Hovedfabriken. Paa»Dortheasminde«fabrikerede man et anerkendt Tagpapmærke, den sandfri Tjærepap»Herkules«, der var det mest solgte her i Landet. Denne Fabrikation fortsattes ogsaa efter Overtagelsen lige til 1936, hvor Fabriken brændte. Med Genopbygningen blev»dortheasminde«indrettet til Vejmaterialefabrik. Det er nu en Historie for sig, om hvilken vi først senere skal berette. 12

15 Fjeldhammer Brug ved Oslo fremstiller Icopal, Tagpap, Vejmaterialer, Raapap, Bogbinderpap og Kunstlæder. Norge var Icopalen langsomt blevet indarbejdet, og efter Bergens Brand i 1916 steg Efterspørgslen. Fra norsk Side opfordrede man Jens Villadsens Fabriker til at starte en selvstændig Fabrikation i Norge. Resultatet blev, at der i 1918 dannedes et norsk Aktieselskab, som købte en gammel Tagpap- og Raapapfabrik»Fjeldhammer Brug«ved Strømmen Station en Snes Kilometer fra Kristiania. Dermed fik Jens Villadsens Fabriker endelig begyndt paa en egen Raapapfabrikation. Men Fødselsvanskelighederne var svære. Man stod midt i en Krigsperiode. De eksisterende Maskinanlæg var utidssvarende og skulde fornyes. I Virkeligheden blev det en helt ny Fabrik, der rejstes. De norske Interessenter i Selskabet og Ledelsen viste sig at være mindre modstandsdygtige end beregnet. Det danske Moderselskab blev spændt haardt for, og det endte med, at Jens Villadsens Fabriker i 1922 maatte overtage hele Kapitalen og dermed ogsaa den økonomiske Garanti. Den norske Fabriks Start var maaske nok et voveligere Eksperiment, end man straks havde forudset. Fjeldhammer Brug satte i en Periode Ledelsen af Jens Villadsens Fabriker graa Haar i Hovedet, og der var ogsaa et Øjeblik, hvor man ønskede, Selskabet aldrig havde begyndt paa dette Foretagende. Det viste sig dog, da de aktuelle Vanskeligheder var overstaaet, at være en klog Disposition. Med Fjeldhammer Brug kom Koncernen Jens Villadsens Fabriker til selv at beherske Raapapfremstillingen og var ikke mere bundet til usikre Leverancer eller underkastet de Karteller, som søgte at monopolisere Markedet. Man kunde - hvad der maaske var endnu vigtigere - direkte arbejde med Raapappets Kvalitet og producere netop de Varer, som var egnede til den stadig mere omfattende Industris forskellige Formaal. Det lader sig ikke gøre at fremstille den følgende Udvikling Trin for Trin, for det gik i disse Aar saa stærkt, at de forskellige Interesser i Danmark, Norge og Sverige voksede sideløbende. Den ny Fabrik i Malmø blev indviet i 1916, Fabriken Dortheasminde købt i 1917 og Fjeldhammer Brug i Paa fem Aar var det lille Selskab, der som tidligere nævnt blev 13

16 dannet under meget beskedne Former for at optage en Fabrikation af leopal i Danmark, blevet til en skandinavisk Koncern, der raadede over fire Fabriker: to i Danmark, en i Sverige og en i Norge. Da Krigen sluttede, aabnedes der ogsaa Muligheder for et Marked udenfor Skandinavien deltog Jens Villadsens Fabriker i Udstillingen i Bruxelles og kom derfra i Forbindelse med hollandske Kredse. Man oprettede et Kontor i Amsterdam, hvorfra der gjordes betydelige Forretninger saavel i Holland som Luxembourg og Belgien, og i 1928 ønskede et hollandsk Konsortium at bygge en selvstændig Icopalfabrik i Holland. Rettighederne blev ogsaa erhvervede, men Fabriken kom aldrig i Gang, og det hollandske Marked blev siden stadig forsynet fra Danmark. Efterkrigsaarene rummede en fortsat Fremgang. Byggeriet havde en stor Tid overalt, men Konkurrencen blev ogsaa større - nu var det ikke længere indenlandske Fabriker, det drejede sig om. Ogsaa udenlandske Producenter søgte at vinde Fodfæste i Skandinavien, og der maatte mange og lange Forhandlinger til for at naa frem til en rimelig Ordning. Nu skulde man maaske synes, at den videre Fremdrift kun var et Spørgsmaal om at sikre den vundne Placering og holde Kvaliteten af Materialerne oppe, men der meldte sig mange Opgaver. Saaledes havde Byggemyndighedernes Indstilling overfor Tagpaptækning ikke fulgt med i Udviklingen. Man betragtede stadig de ny Materialer med en vis Skepsis og anførte særlig Brandfaren som Begrundelse, uagtet det var en Kendsgerning, at ikke en eneste Brand var opstaaet ved Antændelse udefra af Tagpaptage. Tværtimod var mange Brande blevet begrænset, idet Ilden ikke kunde komme igennem Tagpappet. Alle Forsikringsselskaber og Kreditforeninger anerkendte Tagpap som haardt Tag i Klasse med Metal og Sten, men det var ikke tilstrækkeligt. Paa Initiativ af Direktør Chr. Villadsen blev der af Industriraadet nedsat et Udvalg, som skulde forhandle med Byggemyndighederne. Udvalget anmodede Statsprøveanstalten om at gennemføre en Forsøgsrække. Der blev ligefrem bygget et Prøvehus fyldt med brandbare Materialer og tækket med Tagpap, hvorefter Huset antændtes. Teorien om Brandfaren modbevistes eftertrykkeligt, og det lykkedes efter denne meget langvarige Dokumentation at faa den gamle Indstilling ændret, saa da den ny Byggelov traadte i Kraft i 1939, indsattes der detaljerede Bestemmelser, hvorefter Tagpap og navnlig leopal fik en meget gunstigere Stilling som Tækkemateriale end før. Femten Aar tog det at vinde frem til denne Anerkendelse. Da Tømrermester Jens Villadsen startede i 1894, anbefalede han sine Varer gennem en lille Annonce, som vi gengiver andetsteds. Med Tiden blev Propagandaen et Felt for sig. For at lære alle, hvad der var opnaaet gennem moderne Teknik, udsendtes der aarligt i mægtige Oplag Kataloger, Prøver, Prisberegninger og Konstruktionsanvisninger. Der blev udskrevet en Arkitektkonkurrence.om Anvendelse af leopal, og delvis paa Grundlag af Konkurrenceresultaterne udsendtes en Haandbog i moderne Tagtækning, som gjorde Rede for alle de forskellige 14

17 Dortheasminde ved Horsens, der nu helt er forbeholdt Tjæredestillation og Vejmaterialefabrikation. Former for Tækning med saavel almindeligt Tagpap som Icopal. Den direkte Propaganda støttedes af en udstrakt Avertering i Dagbladene. Men en Vares Sukces kan i det lange Løb ikke bygges paa Reklame. Reklamen kan kun understøtte det Salg, der er naturligt betinget af Varens Egenskaber, og et industrielt Produkt kan end ikke regne med at have et sikkert Marked, med mindre der til Stadighed føres en omhyggelig Kontrol med dets Kvalitet og udføres et videnskabeligt Arbejde for til enhver Tid at holde Produktet oppe i det Plan, som Videnskabens Fremskridt muliggør. Derfor har Laboratorierne spillet en stor Rolle for Jens Villadsens Fabriker. Det lille Laboratorium, der ved Aarhundredets Begyndelse blev indrettet i en Kælder paa Søtorvet, er blevet efterfulgt af store selvstændigt arbejdende Laboratorier med fortsat løbende Forsøgsrækker og daglig Driftskontrol rundt paa de forskellige Fabriker. Ti videnskabeligt uddannede Ingeniører er knyttet til Koncernen. enne tekniske Organisation satte i 1927 Jens Villadsens Fabriker i Stand til at inddrage ogsaa Vejmaterialer under sit Virkeomraade. Man var indstillet paa Arbejdet med Anvendelsen af Asfalt, og Skridtet fra Tagoverfladen til Vejbelægningen var derfor slet ikke saa stort, som det umiddelbart kunde synes. Der blev oprettet Afdelinger for Fabrikation af Asfaltemulsion til Overfladebehandling af Veje. I en Periode rejstes der overalt, jævnsides med Biltrafikkens voldsomme Fremgang, Kravet om at faa Vejnettet forbedret, ikke alene gennem Bygning af ny Veje, men i nok saa høj Grad ved at befæste de gamle, makadamiserede Vejbaner med bituminøse Stoffer. Ved sagligt at gaa ind paa dette Spørgsmaal og paa videnskabeligt Grundlag tilrettelægge en Fabrikation af Vejmaterialer startedes en helt ny Epoke for Aktieselskabet Jens Villadsens Virksomhed. Fabriken i Tømmerup var fra Tid til anden blevet udvidet. Nu blev der købt mere Jord, saa det samlede Omraade efterhaanden naaede op paa at dække fjorten Tdr. Land, og man byggede en Fabrik for Asfaltemulsion, Tjæredestillation og Vejtjærefremstilling samt en Fabrik for Asfaltpulver. Paa Dortheasminde, hvor man havde et tilstrækkeligt Jordtilliggende, byggedes et lignende Anlæg. I Malmø havde man faaet en Fabrik for Asfaltemulsion, og i Oslo baade en Emulsionsfabrik og en Vejtjærefabrik. De ny Produkter blev»leobit«,»tarox«og»stahlas«. Det sidste 15