Oppositionens muligheder

Transkript

1 En artikel fra KRITISK DEBAT Oppositionens muligheder Skrevet af: Finn Sørensen Offentliggjort: 01. april 2009 Artiklens tema Noget tyder på, at det ved det kommende folketingsvalg bliver nemmere end tidligere, at få en ny regering. Måske leverer det nedslidte VKO-flertal selv stemmerne. Det er blot ikke ensbetydende med, at vi får en væsentlig anden politik. Det kræver vilje til at formulere en alternativ politik, der vil andet og mere end at lappe lidt på Foghregeringens 7-årige "raid" imod velfærd og solidaritet. Og det kræver vilje til at samle alle folkelige organisationer og brede dele af befolkningen til aktiv opbakning bag denne politik. Ellers kommer man hurtigt i samme situation som centrum-venstre regeringen i Norge, der i 2005 blev båret frem af bevægelserne og vandt på et i øvrigt temmelig konkret regeringsgrundlag, som var aftalt med fagbevægelsen og en række græsrodsbevægelser. Men samarbejdet med græsrødderne blev ikke fastholdt, og det blev den politiske offensiv heller ikke. I stedet er det norske Fremskrittspartiet stormet frem, og kandiderer nu til at blive Norges største parti ved Stortingsvalget i september Erfaringerne fra Norge har spillet en stor rolle for SF, der siden 2006 målrettet er gået efter et regeringssamarbejde med Socialdemokraterne. Men det er som om SF kun har studeret den ene halvdel af de norske erfaringer, nemlig den halvdel der handler om, at vælgerne skal have et samlet politisk alternativ at forholde sig til. SF har helt tydeligt ikke beskæftiget sig ret meget med den halvdel, der handler om forholdet mellem partierne og de folkelige bevægelser, især spørgsmålet om hvordan man rodfæster politikken i brede dele af arbejderbefolkningen, og skaber de fornødne alliancer med dele af mellemlagene, som kan bære politikken igennem, når regeringen er dannet, og den uundgåelige modstand kommer fra borgerligt hold. Hertil kommer selvfølgelig hele spørgsmålet om den politiske strategi: Hvis man virkelig vil skabe grundlag i befolkningen for en alternativ politik, er det så rigtigt, som SF helt tydeligt har gjort, både retorisk og i den konkrete politik, at tilnærme sig borgerlige standpunkter på centrale områder som privatiseringer, flygtninge- indvandrerpolitikken, lov og orden, EU-politik og krigsdeltagelse? Emnet for denne artikel er hverken en grundigere analyse af erfaringerne fra Norge (selvom en sådan er påtrængende også for den danske venstrefløj) eller en diskussion af SF s svar på udviklingen af et alternativ (selvom det også er en påtrængende diskussion) Emnet er at se på oppositionens oplagte muligheder for at sætte en anden politisk dagsorden, og at give et bud på, hvor vi skal begynde, hvis vi vil løse opgaven. En helt anden dagsorden I løbet af få måneder har krisen sat en helt anden politisk dagsorden. Den har med rekordhast udviklet sig fra en krise i det finansielle system til en god gammeldags kapitalistisk overproduktionskrise - oven i købet af et omfang og med en aggressivitet, som gør, at selv de mest forsigtige borgerlige økonomer indrømmer, at vi har det værste til gode, og at den meget vel kan udvikle sig til en dyb og langvarig depression. Det giver nogle kæmpe udfordringer for arbejderbevægelsen med hensyn til at komme med nogle 1 / 7

2 svar, der kan modvirke arbejdsløsheden, forbedre velfærd og miljø, bekæmpe uligheden og sikre de faglige rettigheder. Men situationen rummer samtidig større muligheder for en alternativ politik, end på noget tidspunkt siden Anders Fogh dannede sin første regering i november Lærestykke i nyliberalisme Krisens gennemslag har været et lærestykke for store dele af befolkningen i konsekvenserne af nyliberalistisk politik. Der er ingen grænser for VKO-flertallets gavmildhed, når det drejer sig om at sikre bankaktionærer og spekulanter, og dele enorme skattelettelser ud til de rigeste. Men kassen er lukket, når det drejer sig om beskæftigelse, uddannelse, udbygning af vedvarende energikilder og vedligeholdelse af offentlige anlæg og beskyttelse af svage og udsatte grupper i samfundet. Det er blevet tydeligt for mange flere, at regeringens politik først og fremmest bidrager til at øge uligheden i samfundet. Det afspejler sig i flere meningsmålinger, hvor VKO-partierne er i mindretal. Men også i meningsmålinger om befolkningens holdning til ulighed, skattelettelser og synet på indvandrere, som alle tyder på, at pendulet på flere væsentlige områder svinger mod venstre. Skattereformen - et afgørende brud Det har været deprimerende at se, hvordan alle oppositionspartier - bortset fra Enhedslisten - stort set ukritisk har tilsluttet sig bank- og kreditpakker, der i alt væsentligt blot er en kæmpe blodtransfusion til den selv samme finanskapital, hvis grænseløse spekulation har udløst krisen. Det var også beskæmmende, at hele oppositionen - på nær Enhedslisten - tilsluttede sig skattekommissionens oplæg som et godt udgangspunkt for forhandlinger, og at både S og SF kom med forslag, der også ville føre til øget ulighed. Men selvom sandheden er, at S, SF og RV blev smidt ud af forhandlingerne, så er det stærkt opmuntrende, at oppositionen nu står samlet om at afvise regeringens skattereform. Som finansminister Lars Løkke har formuleret det: "Valgkampen er skudt i gang". Står det til ham, vil spørgsmålet om skatten igen blive et hovedtema ved næste folketingsvalg. Gang på gang vil S og SF blive udfordret: - Hvad er det så for skatter I vil sætte op, når I kommer til? Sammen med en ekstra omdrejning på den fremmedfjendske skrue - som Dansk Folkeparti nok skal levere - skal det, ligesom ved de tre foregående valg, sikre genvalg af den borgerlige regering. Oppositionen må øjeblikkeligt tage den handske op, inden det lykkes VKO at få det til at "sætte sig", at oppositionen kun er ude på at brandskatte befolkningen. Noget tyder på, at S og SF har forstået situationens alvor. Deres kritik af skattereformen har netop gået på, at den betød en voldsom forøgelse af uligheden. De to partier har lovet at komme med et fælles skatteudspil, så vi har endnu til gode at se, om de kan levere et reelt modsvar, men det vil de være tvunget til, hvis de skal overleve en valgkamp om skatten. Erfaringen fra de sidste tre valg er jo netop at man taber, hvis man spiller på VKO s bane i det spørgsmål. Fagbevægelsen mere på banen Et andet meget positivt træk i situationen er de klare udmeldinger fra LO og en række forbund, hvor man massivt har kritiseret skattereformen for at øge uligheden. Også her er der tale om et markant skift. LO s første skatteudspil kom før skattekommissionens udspil, men byggede på de samme falske præmisser om at man må lette skatten for at sikre beskæftigelsen, ligesom udspillet også bidrog til at øge uligheden gennem lempelse af topskatten og 2 / 7

3 kraftig forøgelse af jobfradraget. Ikke desto mindre har LO ført en massiv kampagne imod den øgede ulighed i skattereformen. De store forbund har hver især også markeret sig. Det gælder ikke mindst 3F, der har kørt en fræk og offensiv annoncekampagne mod regeringen og de rige, som også indbefatter mobilisering af afdelinger og tillidsfolk til gadeaktioner. Selv Metalforbundet har afvist skattelettelser som middel til at sikre beskæftigelsen. Metal har - igen som noget nyt - lagt vægt på, at de beskæftigelsesfremmende foranstaltninger samtidig skal gavne klimaet, og bakker dermed op om forbundene i byggeriet, der kræver energirenovering af offentlige og private bygninger, udbygning af alternative energikilder m.m. Hertil kommer alle LO-forbunds krav om en omfattende uddannelsesindsats for både faglærte, ufaglærte og unge. De Radikale tvinges til at vælge side Det gavner også forestillingen om et dueligt regeringsalternativ, at De Radikale støt og roligt nærmer sig samarbejdet med S og SF. Margrethe Vestager har for nylig åbnet for muligheden af fælles udspil på enkeltområder - om end ikke en fælles platform som sådan - ligesom hun heller ikke udelukker en fælles regering med SF. Igen er det bruddet omkring skattepolitikken der baner vejen, og sandsynliggør at udmeldingerne vil kunne bære igennem frem til valget. Det understøttes af, at et nyt ungt radikalt vækstlag ikke har de samme betænkeligheder ved samarbejdet til venstre, som partiets højrefløj. Det er heller ikke sandsynligt, at denne højrefløj får nogle muligheder for at trække den anden vej. Dansk Folkeparti vil simpelt hen ikke tillade, at De Radikale er med i nogle væsentlige forlig. De Radikales udmeldinger er en reaktion på stadigt dårligere meningsmålinger, der kommer efter en længere periode med stor uklarhed om, hvem partiet vil alliere sig med. Udviklingen tvinger De Radikale til at vælge side (så meget som de nu kan, der vil nok hele tiden blive holdt en lille dør på klem for at støtte en borgerlig statsminister!). Enhedslisten mere på banen Enhedslistens udmeldinger om at ville "mere ind i kampen" om grundlaget for den nye regerings politik er også gavnligt for oppositionens muligheder. Der skal nok være dele af de tre andre partier, der helst er fri for Enhedslisten i denne proces, fordi partiet står for mere vidtgående indgreb mod kapitalen, og ikke har til sinds at opgive sit princip om at stemme imod enhver forringelse af almindelige menneskers vilkår. Men Enhedslisten har klart markeret, at partiet vil gå efter maksimal enighed i oppositionen. Partiet arbejder i øjeblikket på et udspil til, hvad en ny regering skal gennemføre i sine første 100 dage. Dette udspil skal først og fremmest bygge på de mange punkter, hvor oppositionspartierne allerede er eller kan forventes at blive enige om en alternativ politik. Oppositionen - sin egen værste fjende Konklusionen er, at oppositionen har bedre muligheder end på noget tidspunkt siden Anders Fogh dannede sin første regering i november Måske vil det lige frem være muligt, at skifte regering uden at oppositionen kommer med et samlet alternativt bud, mens man satser på, at en nedslidt regering vil være sin egen banemand. Hvis de politiske ambitioner ikke rækker videre end til at overtage taburetterne, så kan det selvfølgelig være en mulig strategi. Men udover at den er politisk forkert, er der heller ingen garanti for at den lykkes. 3 / 7

4 Det er altid farligt at undervurdere modstanderne, og Dansk Folkeparti er blevet stadigt dygtigere til at manøvrere på en måde, så de under stadigt skiftende betingelser, kan sikre flertallet for en borgerlig regering uden at komme i konflikt med deres vælgere. Det så vi op til valget i november Gennem de store velfærdsdemonstrationer d. 17. maj 2006 lykkedes det at sætte velfærden på dagsordenen, og oppositionen havde gang på gang flertal i meningsmålingerne. Alligevel lykkedes det VKO for tredje gang i træk - om end meget knebent - at vinde et valg på skattelettelser og fremmedfrygt. Det vil heller ikke være klogt at undervurdere Lars Løkke Rasmussen, når han - som forventet - overtager statsministerposten i nær fremtid. Han er en del af den inderkreds som har udformet regeringens langsigtede strategi om en langsom men sikker udhuling af den offentlige sektor, og lige så varm tilhænger af den, som Anders Fogh Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen. Men han fremtræder som mere "menneskelig" og man skal ikke kimse af hans muligheder for at vinde store dele af de "midtervælgere" der er tungen på vægtskålen. Hvad er ambitionerne? Hvis ambitionerne rækker til at gennemføre en kvalitativt anderledes politik, der gør op med syv års nedskæringspolitik og nedbrydning af solidariske og kollektive værdier, så stiller det langt større krav til oppositionspartierne, og især til S og SF, end de synes at være parat til at indfri i dag. Udfordringen består i høj grad i, at oppositionen ikke er samlet om en alternativ politik, som en ny regering skal føre - end ikke i overskrifter. S og SF er ganske vist i gang. Indtil nu har de udarbejdet fælles udspil på integrations- og skatteområdet, og de har lovet at der kommer flere fælles udspil. Det er positivt, og der er ingen tvivl om, at det i sig selv styrker troen på, at det er muligt at få en ny regering og en anden politik. Det er også interessant, at SF i langt højere grad end de andre oppositionspartier er i stand til at flytte vælgere hen over midten. Men SF betaler en adgangsbillet der kan vise sig at blive dyr for venstrefløjen. Prisen er helt tydelig, at SF fremstår som "økonomisk ansvarlig" på traditionel socialdemokratisk vis, hvilket indebærer, at man ikke for alvor vil udfordre kapitalen og den nyliberalistiske politik. Den skærpede retorik over for muslimer og østarbejdere hører også til de indrømmelser, SF har givet til midtervælgerne, ligesom SF har nedtonet sin tidligere kritik af privatiseringer af den offentlige sektor. På det seneste er der også kommet indrømmelser på retsområdet, hvor man synger med på melodien om "mere straf" som løsning på bandernes organiserede kriminalitet. Det rejser en række spørgsmål til SF: Hvilket opgør med borgerlig politik kan der skabes på det grundlag? Hvad hjælper det at flytte stemmer, hvis vi ikke samtidig flytter holdninger? Hvis det virkelig lykkes at erobre regeringsmagten på det grundlag, så vil SF enten blive fanget af sin egen "ansvarlighed" - hvilket medfører, at der ikke bliver noget virkeligt opgør med den VKO-partiernes politik - eller også kommer man til at skuffe de vælgere, man netop har tiltrukket. Elitært projekt Det andet store problem ved S og SF s fremgangsmåde, nemlig at det er elitært projekt, drevet frem af de to partiledelser. For det første har de ikke for alvor forsøgt at inddrage De Radikale og Enhedslisten i denne proces. Det ville ellers være helt naturligt, da begge partier har meldt ud, at de vil pege på en socialdemokratisk ledet regering, og da der er mange fælles berøringsflader. 4 / 7

5 Man må forvente, at De Radikale snart vil blive inviteret med i drøftelserne. Helle Thorning og Ole Sohn har også forholdt sig positivt til Enhedslistens udspil om et tættere samarbejde. Det vil da også være fornuftigt af dem, at inddrage Enhedslisten, der er en langt bedre forbundsfælle end de Radikale, når det gælder de nøglespørgsmål, som oppositionen skal levere svar på: Beskæftigelse, skat, klima, velfærd, uddannelse og sikring af de lediges og fagforeningernes rettigheder. Men selv om De Radikale og Enhedslisten blev inviteret med, og det skulle lykkes at blive enige om en mere eller mindre omfattende fælles platform, så ville det ikke løse det grundlæggende problem ved S og SF s fremgangsmåde. Problemet er, at politikudviklingen i bund og grund forbliver et elitært projekt. Der er ikke noget forsøg på at rejse en folkelig diskussion om grundlaget for den nye regering. Det kræver nemlig at man aktivt opsøger fagbevægelsen og andre folkelige organisationer for at få deres forslag og ideer - vel at mærke ikke kun lederne i fagbevægelsen (som man allerede drikker kaffe med - og fint med det!) - men hele det lokale led - de lokale fagforeninger, arbejdspladserne, uddannelsesstederne, græsrodsorganisationerne. Det er nemlig forudsætningen for at udvikle et regeringsgrundlag, der reelt modsvarer de krav og ønsker, der er i arbejderbefolkningen og de andre befolkningsgrupper, der skal bakke den nye regering op. Fagbevægelsens rolle Men fagbevægelsen udfylder heller ikke sin rolle. Uanset om partierne inviterer til det eller ej, er det jo fagbevægelsens eget ansvar, at denne diskussion bliver ført bredt blandt fagbevægelsens medlemmer. Det kræver, at fagforbundene gør op med de ensidige bindinger til socialdemokraterne. De må erkende, at fagbevægelsen er nødt til at være en selvstændig politisk aktør, der klart og præcist formulerer sine krav til samfundsudviklingen, uden at ligge under for, om det nu passer ind i det ene eller andet partis strategi (som regel Socialdemokraternes!). Der er lang vej igen, førend fagbevægelsen lever op til det. I store toneangivende forbund som 3F og Metal er ledelsen stadig socialdemokrater på den gammeldags facon, forstået på den måde, at man ikke kunne drømme om, at komme med politiske udspil, der for alvor udfordrer Socialdemokraternes strategi. Alligevel er der en klar tendens til, at fagbevægelsen gennem de sidste år i stigende grad er begyndt formulere selvstændige politikker på centrale samfundsområder. Det har især udviklet sig siden Anders Fogh kom til i Her måtte mange socialdemokrater i fagbevægelsen erkende, at man selv bar en stor del af ansvaret ved at have forsømt den politiske diskussion på arbejdspladserne. Det har blandt andet ført til, at LO har udbygget og konkretiseret sit politiske grundlag på en lang række samfundsområder. Det gælder også de enkelte forbund, hvoraf nogle ligefrem har indledt et tværgående samarbejde på tværs af hovedorganisationerne, som for eks. FOA, BUPL og Danmarks Lærerforening, der har formuleret fælles bud på velfærdspolitikken. Forbundsledelserne har endnu til gode, at sætte sig sammen på tværs af offentlige og private forbund, og tage hul på den helt centrale opgave: Hvilke krav kan vi i fællesskab formulere til en ny regering og en anden politik? Hvordan får vi aktiveret lokalafdelinger og medlemmer til at tage aktivt del i denne diskussion? Hvordan opsamler vi medlemmernes krav og giver dem en form, så de kan genkende dem og vil sætte sig i bevægelse for at få dem gennemført? Hvordan vil vi forpligte oppositionens partier på den politik, vi ønsker? 5 / 7

6 Denne proces har de "lavere niveauer" imidlertid taget hul på for længe siden. Det klareste forsøg har været samarbejdet mellem Fagligt Ansvar og LO Storbyerne om at formulere de "Faglige krav til en anden politik" - en proces, der startede med dannelsen af Fagligt Ansvar på det store møde for tillidsrepræsentanter i Silkeborg d. 1. marts 2002 og som kulminerede med vedtagelsen af debatoplægget om de "faglige krav" på et lige så stort TR-møde i (Det skal siges, at disse "faglige krav" ikke indskrænker sig til rent faglige spørgsmål, her er netop et forsøg på også at formulere nogenlunde konkrete krav til andre vigtige områder som boligenergi- miljø og trafikpolitik, og solidaritets og fredspolitik). Sideløbende med det, har der i flere og flere kommuner været forsøg fra den lokale fagbevægelses side på at udvikle krav til kommunalpolitikken, og på at forpligte de lokale arbejderpartier på kravene. Sidste skud på stammen er et tættere samarbejde mellem LO Storkøbenhavn og FTF-hovedstaden, der blandt andet er udmøntet i en fælles politisk platform, som rummer en række forholdsvis konkrete krav til en anden politik. Denne udvikling skal styrkes. Der er en god anledning op til den første styrkeprøve med VKOflertallet, nemlig kommunevalget i november Den bedste garant for et holdbart politisk alternativ til den nyliberalistiske politik er, at det er vokset frem nede fra, at alliancerne er smedet lokalt, og at de bygger på den gensidige tillid der opstår, når man udvikler politik og aktiviteter i fællesskab. Men tingene hænger sammen. Der må derfor også tages centrale initiativer, der kan stimulere diskussionen om den alternative politik og give de lokale aktiviteter et fælles samlingspunkt. Med baggrund i krisen har Fagligt Ansvar taget initiativ til, at puste nyt liv i denne udvikling, bandt andet med en aktionsdag d. 15. maj med kampen mod den stigende arbejdsløshed som hovedtema. LO Storbyerne har taget godt imod ideen. I løbet af april vil det blive afklaret, hvor stor mobiliseringen kan blive, og om der kan samles en bred front af private og offentligt ansatte, faglige og politiske ungdomsorganisationer, der også rummer S, SF og Enhedslisten. Vejen frem Der er mange udfordringer og forhindringer for udviklingen af et fælles politisk alternativ til den nyliberalistiske dagsorden. Det er især en svær diskussion for Socialdemokraterne, der gennem de sidste har lavet politik ud fra en grundlæggende accept af denne dagsorden, ikke mindst hvad angår privatiseringer og indførelse af markedsprincipper i den offentlige sektor. Diskussionen bliver næsten lige så svær i SF, der siden Villy Søvndals tiltræden som formand mere og mere har tilnærmet sig dette grundsyn. Det er også nemt nok at finde problemer, uenigheder og konfliktmuligheder oppositionspartierne imellem, mellem partierne og bevægelserne og internt i bevægelserne, ikke mindst i fagbevægelsen. Selv mellem S og SF er der jo en lang række ting, der skal afklares, før de kan skrive under på et fælles regeringsgrundlag. Medierne og de borgerlige partier vil gøre alt for at udnytte disse modsætninger. Kunsten for oppositionen består derfor i at finde de temaer og krav, der kan samle og mobilisere, samtidig med at der skabes fælles aftaler om, og fælles rammer for en videre afklaring. Vi må begynde der, hvor oppositionen kan levere brugbare svar på de aktuelle spørgsmål og behov som befolkningen har, og hvor der er mulighed for både at samle oppositionens partier og de 6 / 7

7 folkelige bevægelser, hvor der kan skabes aktivitet, og hvor samlingen/enigheden er overbevisende. Ser man på den aktuelle politiske situation burde det ikke være så svært at se, hvor vi skal begynde. Vi må tage udgangspunkt i den eksplosivt voksende arbejdsløshed, da det aktuelt er den alvorligste trussel mod arbejderbefolkningens interesser - og samtidig det punkt, hvor VKO er allersvagest. Her er også oplagte muligheder for at oppositionen kan samles om en politik, hvor etablering af nye arbejdspladser i det private og det offentlige går hånd i hånd med hensynet til klimaet, til forbedring af boligsituationen, af den offentlige velfærd, og af uddannelsesindsatsen. Det giver samtidig mulighed for at forene offentligt og privat ansatte og ungdommen i en fælles kamp - en stærk alliance, som ingen borgerlig regering vil kunne stå imod. Det burde også være muligt - i hvert fald for S, SF og Enhedslisten - at levere nogle fælles svar når det drejer sig om hjælp til de udsatte grupper i samfundet, forbedringer af A-kassesystemet til fordel for de lediges økonomi og rettigheder, samt sikring af de faglige rettigheder på baggrund af EF- Domstolens og det indre markeds undergravning af disse. Samtidig skal vi alle være opmærksomme på og aktivt understøtte ethvert tilløb til aktivitet i befolkningen, der kan fremme udviklingen af alternativet, som for eksempel de unges kamp for SU, elevbevægelsens kamp for praktikpladser og slagteriarbejdernes kamp for deres arbejdspladser. Det er her vi skal hente styrken til fornyelsen! Nogle aktuelle opgaver til oppositionspartierne Trods de gode muligheder der er for at samle opposition og fagbevægelse på den nævnte dagsorden, skal vi ikke undervurdere betydningen af de punkter, hvor der ikke er enighed. S, SF, Enhedslisten og De Radikale bør derfor så hurtigt som muligt tage hul på følgende opgaver: - De bør lave en fælles opregning af de mange områder, hvor de har været enige over for VKOflertallet, samt de punkter, hvor de forholdsvis nemt kan blive enige. En sådan opregning vil i sig selv vise, at der er et godt udgangspunkt for det videre arbejde med at udbygge en fælles platform. - De bør snarest undersøge mulighederne for et fælles bud på en alternativ skattepolitik. Som udgangspunkt er der store forskelle, men det bliver et stort angrebspunkt fra VKO-partierne - og der er jo i forvejen tabt tre valg på det spørgsmål! - De bør snarest undersøge mulighederne for et fælles udspil til forbedring af integrationen, der bliver det andet hovedangrebspunkt for VKO-partierne. Her er som udgangspunkt helt uforenelige opfattelser i oppositionen, fordi S og SF lægger meget vægt på tvang, 24-årsregel og tilknytningskrav. Til gengæld bør der kunne skabes enighed om mange af de mere positive "forebyggende" tiltag. Uanset om det lykkes oppositionen at enes om de svære spørgsmål, der skiller, så vil en sådan proces bidrage til øget politisk afklaring, og hvis den gribes fornuftigt an, også føre til øget troværdighed i befolkningens øjne. Dermed vil arbejdet i sig selv fremme løsningen af den svære - men ikke uløselige - opgave, at udvikle et fælles minimumsgrundlag for en ny regering og en anden politik - et grundlag som kan forpligte både partier, fagbevægelse, elev- og studenterbevægelse og andre folkelige bevægelser, som måtte deltage i denne proces. 7 / 7