Lægeforeningens læge- og repræsentantskabsmøde den april 2016 Ad dagsordenens pkt. 5.

Transkript

1 1 Lægeforeningens læge- og repræsentantskabsmøde den april 2016 Ad dagsordenens pkt. 5. Velkomsttale Kære gæster, kære kollegaer Sundhedsvæsenet er under pres. Flere patienter skal behandles, nye behandlinger skal i brug, vi skal udvikle, stærke tilbud tæt på borgerne. Men der er nulvækst i Danmark! Pengene følger ikke nødvendigvis med, når vi skal lave nye eller flere behandlinger. For mange læger er denne virkelighed dagligdag. Rammerne er svære at rokke ved. De efterlader os med et valg. Vi kan resignere og begrave al nytænkning. Eller vi kan melde os ind i kampen for forbedringer og udvikling. Vi vælger naturligvis det sidste.

2 2 Sundhedsvæsenet bærer med sine mange dygtige medarbejdere kimen i sig til masser af forbedringer. Vi har allerede gode eksempler på, hvad det kan føre til, hvis man går målrettet og konkret til arbejdet med at udvikle kvalitet. Sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter er gået i front med at udrydde tryksår på plejehjem og har opnået imponerende resultater. Jordemødre og fødselslæger har markant nedbragt antallet af bristninger under fødsler. Begge eksempler baserer sig på den såkaldte forbedringsmodel, som er kernen i det nye kvalitetsprogram, og det får mig til at se lyst på fremtiden. Vi skal have et sundhedsvæsen, baseret på stærk faglighed, kvalitet og engagement. Vi skal have et sundhedsvæsen, som har menneskeligt og fagligt overskud til at behandle hver patient som et unikt menneske. Vi skal have et sundhedsvæsen, hvor politikere har tillid til, at læger og andre sundhedsprofessionelle faktisk er opsat på at gøre deres arbejde så godt som overhovedet muligt.

3 3 At nå dertil er et holdarbejde. Både 'ude i virkeligheden' og på politisk niveau. Lægeforeningen er klar til at give læger en stærk stemme i det samarbejde.

4 4 Vi efterlyser en åben prioritering Hver dag bliver der prioriteret i sundhedsvæsenet. Politikere fordeler ressourcer, og sygehusledelser indkøber lægemidler og udstyr. Men de her prioriteringer er langt fra gennemskuelige. Hvad er det egentlig, der afgør, at nogle får penge, mens andre må klare sig uden? Svaret fortaber sig i stakke af regneark. Ingen har i dag overblikket over, hvordan sundhedsvæsenet og dermed patienterne får mest muligt for de penge, der er til rådighed. Det er ikke holdbart, og som læger har vi et ansvar for at engagere os i, at pengene gør mest muligt gavn. Emnet er politisk ømtåleligt. Under den seneste valgkamp gjorde både den tidligere og den nuværende statsminister sig store anstrengelser for ikke at skulle diskutere de faktiske forhold i sundhedsvæsenet: at der ikke er råd til alt. Måske fordi der var valg. Måske fordi det ikke er dem, der på egen krop kan mærke konsekvenserne af, at den krone, der bliver brugt et sted, ikke kan bruges et andet sted også. Vi har derfor arbejdet for mere åben prioritering.

5 5 Jeg vil gerne anerkende, at sundhedsministeren og alle Folketingets partier er blevet enige om syv principper for prioritering af sygehusmedicin. Det er godt gået af både ministeren og alle partierne. Den enighed, som de viser her, er en forudsætning for, at vi sammen i sundhedsvæsenet finder holdbare løsninger. I samme ombæring vil jeg gerne rose Danske Regioner for at gå både konkret og konstruktivt ind i at finde en fornuftigt måde at prioritere i sundhedsvæsenet på. Den nye model, som regionerne netop har præsenteret, samler ekspertise og inddrager økonomi. Vi er sammen med De Lægevidenskabelige Selskaber kommet med vigtige indspark i processen, siden vi så regionernes første udspil: Vi har ønsket større uafhængighed og faglighed. Vi har ønsket et medicinråd med den afgørende beslutningskompetence. Der er blevet lyttet tak for det. Sammen med partiernes syv principper er der nu et godt udgangspunkt at arbejde videre med.

6 6 En ny kvalitetsmodel skal give mening for læger Fordelingen af penge er ikke det eneste, der står over for en gevaldig forandring. Det gør arbejdet med kvalitet også. Daglige frustrationer med at tampe data, som det er svært at se meningen med. Sådan har mange læger på sygehuse oplevet Den Danske Kvalitetsmodel. Den har været udskældt, og vi har i Lægeforeningen længe efterlyst mere enkle og fagligt meningsfyldte måder at udvikle kvaliteten på. Nu er der endelig håb om forbedring. Et nyt kvalitetsprogram er på vej. Vi ser frem til et farvel til spildtid foran skærmen og et goddag til en tilgang, som har rod i virkelighedens verden. Goddag til respekt for de forhold, som vi og andre sundhedsprofessionelle arbejder under. Goddag til muligheder for at lære af hinanden og dele de gode resultater. Vi er glade for, at der er blevet lyttet til os. Der er tre faktorer, der er afgørende for, om det nye program bliver en succes. De rigtige data, dygtig ledelse og kompetenceudvikling.

7 7 For det første har vi brug for, at den nye løsning giver os de tidstro data, som vi har brug for til løbende at holde øje med, hvor gode vi er til at behandle vores patienter. Uden tidstro data hænger kvalitetsprogrammet ikke sammen. Krumtappen i den såkaldte forbedringsmodel er, at klinikerne får data tilbage hurtigt og i en form, der gør det nemt at følge med i kvaliteten i behandlingen. For det andet har vi brug for, at ledelserne på sygehusene og i afdelingerne prioriterer arbejdet med kvalitet og tænker det ind i dagligdagen. For det tredje har vi brug for, at den enkelte læge har kvalifikationerne i orden til arbejde med at udvikle kvalitet. Det kræver efteruddannelse, og her halter det altså ude i regionerne helt generelt. Det skal der rettes op på. Læger både medarbejdere og ledere skal have de nødvendige kompetencer.

8 8 Sammen med Sundhedsministeriet og Danske Regioner har jeg det sidste år haft fornøjelsen af at være på turne hos Lægeforeningen i alle fem regioner for at tale med medlemmerne om det nye kvalitetsprogram. Her mødte jeg engagerede kolleger, som kendte problemerne og havde bud på løsninger. Lyt til dem! Det er min opfordring til dig Bent, som har opgaven med at rulle programmet ud. Og til mine kollegaer vil jeg sige: Spil ind med jeres ekspertise, erfaring og engagement. Vi har som stand et ansvar for at engagere os i, at der kommer løsninger, som reelt er til gavn for patienterne.

9 9 Husk, at læger også har krav på retssikkerhed Vi får et nyt risikobaseret tilsyn med læger. Der skal kort fortalt holdes mere øje med de behandlingssteder, der udgør en reel fare for patientsikkerheden. Det er godt. Vi har længe haft det ønske. I det nye tilsyn er også fokus på, at læger gerne vil blive bedre og lære af deres fejl. Men samtidig er vi meget bekymrede over den del af den såkaldte 'strammerpakke', som vil give mulighed for at gribe ind over for læger, som er under mistanke for at være til fare for patientsikkerheden. Problemet er ikke i sig selv, at der bliver mulighed for at gribe ind over for disse læger. Det skal der selvfølgelig være. Problemet er, at der i strammerpakken ikke er taget hensyn til lægernes retssikkerhed.

10 10 F.eks. kan en læge få et øjeblikkeligt forbud mod at arbejde, mens det undersøges, om der overhovedet er en sag. Der er heller ingen modkrav om, at sagsbehandlingen skal ske hurtigt og effektivt. Myndighederne kan gribe tidligere ind over for læger, men der stilles ikke krav til, hvor lang tid myndighedernes sagsbehandling må tage. Hvis det trækker ud, er der en reel fare for, at lægen mister sit job også selv om det senere viser sig, at der ikke var noget at komme efter. Strammerpakken indebærer også, at en læges danske autorisation automatisk vil blive inddraget, hvis hans eller hendes autorisation fratages i udlandet. Det betyder, at en læge kan få frataget muligheden for at arbejde i Danmark, selv om han ikke har overtrådt de regler, som gælder her. Det er helt uholdbart! Lægeforeningen opfordrer til, at en fratagelse af autorisation altid skal vurderes i forhold til danske regler.

11 11 Vi er ikke uenige i målet med 'strammerpakken'. Tværtimod. Det skal være trygt og sikkert at være patient i det danske sundhedsvæsen. Et stærkt tilsyn er uundværligt - også set fra lægeside. Men det er bestemt muligt at gennemføre uden at underminere sundhedsprofessionelles krav på retssikkerhed. Vi efterlyser i stedet de nødvendige ressourcer og en effektiv sagsbehandling.

12 12 De rigtige speciallæger til fremtidens sundhedsvæsen Er der læger nok om 20 år til at dække de behov, som sundhedsvæsenet har til den tid? Det spørgsmål er meget svært at besvare. Og svaret afhænger naturligvis også af, hvilke forudsætninger man lægger ind i beregningerne. Seneste bud på et svar på spørgsmålet er Sundhedsstyrelsens prognose for udbuddet af læger. Den tegner et billede af, at der er langt flere læger i de kommende år, end man hidtil har regnet med. Forklaringen på det stigende antal læger er, at der bliver optaget flere studerende på uddannelserne, at vi går senere på pension, at flere udenlandske læger kommer til Danmark for at arbejde, og at speciallægelægeuddannelsen gennemføres på kortere tid. Det er naturligvis positivt, hvis det viser sig at gå, som prognosen forudsiger. Men det er kun en prognose. Politik, sundhedsvæsen, arbejdsmarked og sygdomsbyrde er ikke statiske størrelser, og alle parametre må forventes at udvikle og ændre sig frem mod Vi kender reelt set ikke efterspørgslen.

13 13 Derfor betyder denne prognose desværre ikke, at vi kan læne os lettede tilbage - trygge ved, at nu er lægemanglen på magisk vis løst. Desværre er der stadig masser af udfordringer med at sikre, at læger faktisk uddannes inden for de specialer, hvor der bliver behov for dem. Og at de senere ansættes de steder i landet, hvor der ellers vil mangle speciallæger på den lange bane. Jeg er sikker på, at mange her i salen lever i en virkelighed, hvor praksisser må lukke, når lægen går på pension. I en virkelighed, hvor der er mange huller i afdelingens vagtskema. I en virkelighed, hvor patienter græder i telefonen, fordi ventetiden til den praktiserende psykiater er fortvivlende lang. Der er i høj grad brug for det lægedækningsudvalg, som ministeren har nedsat, og som Lægeforeningen er med i. Her skal vi analysere efterspørgslen på læger, og vi skal naturligvis forsøge at finde gode, holdbare løsninger. En af de store udfordringer bliver at skabe flere attraktive faglige miljøer for læger uden for de store byer. Vi tror på, at det er muligt at skabe gode løsninger, som vil tiltrække læger.

14 14 Og når nu vi taler om løsninger, så vil jeg benytte lejligheden til at minde om, at den eksisterende 5-års frist ikke sikrer hverken geografisk spredning af læger, hurtig uddannelse eller det rette antal speciallæger. Tværtimod. Det er også stof til eftertanke, at en interesseorganisation som Lægemiddelindustriforeningen og virksomheder som Novo Nordisk nu direkte opfordrer til, at 5-års fristen fjernes, så de får bedre muligheder for at rekruttere de nødvendige læger i Danmark. Vi læger er tydeligvis ikke de eneste, der synes, at 5-års fristen er en dårlig idé!

15 15 Et akutspeciale løser ikke alle problemer For patienter er det helt afgørende, at de hurtigt kan komme i de rigtige lægehænder. Lige nu raser debatten: Hvilke lægehænder er de rigtige på landets akutmodtagelser? Skal patienter behandles af specialister i akutmedicin, eller skal de møde en vifte af speciallæger fra andre specialer? Jeg vil advare imod at isolere hele den nødvendige diskussion om akutmodtagelsernes mange udfordringer til et ja eller nej til et nyt akutspeciale. De aktuelle problemer løses ikke ved at etablere et nyt fagligt speciale, hvor der i øvrigt vil gå år, inden de første akutlæger er til rådighed på akutmodtagelserne. Problemer, som skyldes organisation eller ledelse, løses heller ikke ved at oprette et nyt speciale.

16 16 Det er naturligt, at De Lægevidenskabelige Selskaber og Det Nationale Råd for Lægers Videreuddannelse nu vurderer, hvad der videre skal ske med planer om det nye speciale. Deres vurdering bør også fokusere på, hvad et akutspeciale vil have af konsekvenser for de mange andre specialer, der er inddraget i behandlingen af de akutte patienter. Det afgørende bør være, hvad der sikrer patienterne den bedst mulige behandling både de akutte patienter og dem, der behandles på sygehusets øvrige afdelinger. Det vil også være oplagt for sundhedsministerens nye udvalg for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen at rette et særligt fokus mod det akutte område. Hvordan sikrer vi, at alle borgere får akut behandling på højt niveau? Jeg vil især anbefale et kritisk blik på 1813-akuttelefonen. Den fungerer ikke! Børn med forkølelse venter i timevis på børneafdelinger. Bekymrede borgere hænger i telefonen i alt for lang tid. Og der meldes om et bekymrende antal meget alvorlige utilsigtede hændelser.

17 17 Trist for os alle, men først og fremmest for patienterne. Vi har brug for en løsning nu! En løsning, som også inddrager de unikke kompetencer i almen praksis.

18 18 Har vi sagt farvel til forebyggelsen? Man skal have luppen frem, hvis man skal finde noget om forebyggelse i regeringens fremtidsplaner på sundhedsområdet. Jeg har ledt og ledt, men jeg har ikke kunnet finde noget. Faktisk vil jeg håbe, at jeg har overset noget, for der er i den grad brug for en indsats på forebyggelsesområdet. Hvis vi for alvor vil have skovlen under de store folkesygdomme også kræft - så skal vi blive meget bedre til at forebygge. Mange former for kræft er nemme at forebygge, men til gengæld noget at det vanskeligste at kurere. Alligevel fylder forebyggelse ikke noget i den sundhedspolitiske debat. Det er meget mærkeligt! Tobak, usund kost og for meget rødvin foran fjernsynet koster leveår. Rigtig mange, faktisk. Danskere dør markant tidligere og har flere år med sygdom end stort set alle andre i den vestlige verden. Omkring dør hvert år som følge af rygning, og knap dør af årsager, der kan forbindes med alkohol.

19 19 Jeg kan ikke forstå, hvis ikke det er et problem for regeringen. Men måske tager jeg fejl? Jeg glæder mig til at høre, hvad regeringens politik på det her område er. Jeg håber ikke, at vi skal lægge for meget i, at Sophie Løhde er sundheds- og ældreminister og ikke sundheds- og forebyggelsesminister som sin forgænger.

20 20 Hvordan kan man diskutere et godt nært sundhedsvæsen uden at høre lægerne? Lægeforeningen går gerne i dialog. Vi har viden at byde ind med, og vi er ikke bange for at tage ansvar. Derfor er det også en kilde til stor undren, at vi ikke er indbudt til at deltage i den arbejdsgruppe, som ministeren har nedsat til at komme med bud på, hvordan man udvikler et stærkt, nært sundhedsvæsen. Vi er forundrede, fordi kernen i alle de problemstillinger, der diskuteres, er sundhedsfaglige. Det handler dybest set om, hvor hvilke patienter behandles bedst, og om vi har de rigtige kompetencer. Det er os fagfolk, som kender problemerne - sammen med patienterne, sygeplejerskerne, social- og sundhedsassistenterne og andre, som er i sundhedsvæsenet hver dag. Jeg ved, at vi alle sammen kan bidrage med erfaringer, som kommuner, regioner og ministerier vil kunne bruge og nyde godt af. Derfor virker det helt hen i vejret, at vi ikke er inviteret med til at løse problemerne.

21 21 Det er en meget stor opgave at sikre, at patienterne bliver grebet, når de forlader vores stadig færre og mere specialiserede sygehuse. Det er en udfordring, som kun vil vokse og blive større. Flere ældre og kronisk syge får behov for at blive behandlet. Derfor skal vi udvikle de rigtige tilbud, som giver patienter i hele landet nye muligheder for behandling så tæt på deres hjem som muligt. Den opgave klares ikke uden fagfolk. Og uanset, om vi bliver inviteret ind på de bonede gulve eller ej, er vi klar til tage ansvar for sikre en bedre sammenhæng på kryds og tværs af sundhedsvæsenet. Jeg glæder med til at bidrage med Lægeforeningens konkrete bud på, hvordan vi løser en række af de meget alvorlige udfordringer, vi står i.

22 22 Afrunding Sundhedspolitik er hele tiden i forandring. Det er ikke så ofte, at vi på Lægemødet har haft besøg af den samme minister flere år i træk. Sidste år var Sophie Løhde til stede på Lægemødet. Den gang som Venstres sundhedsordfører. Der blev joket med, at hun måske ville ankomme i ministerbil i år. Vi fik ret. Sophie Løhde er blevet minister. Men desværre står hun lige nu i folketingsalen. Det er folkestyrets betingelser. Dem må vi alle bøje os for. Vi er til gengæld meget glade for, at hun iler herover, så hun kan deltage i aftenens fest. Vi må altså undvære sundhedsvæsenets førstedame et par timer, men førstemanden er her. Han sidder lige her på forreste række. Jeg er meget glad for at kunne byde særligt velkommen til regionernes formand, Bent Hansen, og jeg ser frem til vores debat om lidt. Velkommen til Lægemødet 2016 til jer alle.

23 23