ved kommunalbestyrelsens godkendelse af takster Pres på vandplanerne - status på vandplanlægningen

Transkript

1 Nyhedsmagasin for kommuner Nr. 01/2011 Ret & Indsigt horten yder full-service juridisk rådgivning til kommuner, offentlige og private virksomheder Mere om Inhabilitet ved kommunalbestyrelsens godkendelse af takster Pres på vandplanerne - status på vandplanlægningen Panel til vurdering af den juridiske kvalitet hos Folketingets Ombudsmand - version 2 - lidt om indholdet af det hidtidige arbejde med kvaliteten Krav om forbrugerrepræsentanter i vandselskabernes bestyrelser

2 Klavs V. Gravesen Afdelingsleder, Indholdsfortegnelse Leder Side 4 Mere om inhabilitet ved kommunalbestyrelsens godkendelse af takster når kommunalbestyrelsesmedlemmer, der tillige er medlem af bestyrelsen i kommunens vandselskab, skal tage stilling til selskabets takster. Når kommunerne ejer affaldet, og kommuner (eller kommunale fællesskaber) samtidig ejer en række affaldsforbrændingsanlæg, så står anlæggene ikke i lige konkurrence. Citatet stammer fra den netop udsendte Embedsmandsrapport, der anbefaler omfattende ændringer i forbrændingssektoren for at skabe mere konkurrence. Embedsmandsrapporten anbefaler blandt andet, at de kommunale og fælles kommunale forbrændingsanlæg udskilles til selvstændige selskaber, som det allerede er sket på vandområdet. Når de kommunale forsyninger omdannes til aktie- og anpartsselskaber, er det selskabslovgivningen, årsregnskabsloven mv., som fastsætter rammerne for disse driftsenheder. Disse regler er netop fokuserede på at skabe de bedst mulige rammer for en effektiv drift på et frit og konkurrencedygtigt marked. De selskabsretlige regler giver blandt andet større frihed til at indrette beslutningsprocesser, tegningsregler, regler for minoritetsbeskyttelse mv. efter den enkelte forsynings ønske og behov. På trods af en del udfordringer i den nye lovgivning, er det vores opfattelse, at selskabsgørelsen i vandsektoren har skabt nogle engagerede og fokuserede driftsorganisationer. Den nye Embedsmandsrapport rejser spørgsmålet, om kommunerne skal påbegynde selskabsdannelsen af de kommunale forbrændingsanlæg allerede nu, eller om de skal vente og se, om der vedtages et lovkrav om selskabsgørelse. Der kan være fordele og ulemper ved at udskille forbrændingsanlæggene, før der vedtages et lovkrav herom. Ved at igangsætte udskillelsesprocessen med det samme, får kommunerne bedre tid til at tilrettelægge processen. Hvis udskillelsen gennemføres nu, er det lettere at trække på de erfaringer, som kommunerne har gjort i forbindelse med selskabsgørelsen af vandsektoren. Generelt er det vores erfaring, at hvis kommunen/kommunerne er enige om, at forbrændingsanlægget skal organiseres i et aktieselskab, giver det den mest effektive interne proces at gennemføre udskillelsen eller omdannelsen, så snart kommunalbestyrelsen eller kommunalbestyrelserne har nikket til beslutningen. Så snart beslutningen er truffet er overvejelserne og bekymringerne i organisationen i gang. En udskydelse af selskabsdannelsen vil give anledning til usikkerhed og spørgsmål. En lang proces er i udgangspunktet dyrere og mere ressourcekrævende for organisationen end en målrettet gennemførelse af beslutningen. Udskillelse før der foreligger et klart lovkrav indebærer naturligvis en risiko for, at efterfølgende lovregulering af selskabsdannelsen vil indeholde konkrete krav til for eksempel udformning af vedtægter, forbrugerindflydelse eller lignende, som betyder, at organisationen skal justeres. På vandområdet tog loven højde for, at nogle anlæg allerede var organiseret som aktieselskaber. Vi forventer, at der vil være en tilsvarende forståelse fra lovgivers side på forbrændingsområdet. Kommunerne må altså afveje ønsket om selv at kunne tilrettelægge processen og have den fornødne tid over for eventuelle ulemper ved efterfølgende at skulle foretage de tilpasninger, som lovgivningen nødvendiggør. Det brændbare affald er en knap ressource i disse år. De danske forbrændingsanlæg, der er privatejede (det vil sige ejet af selskaber, der er domineret af den danske eller svenske stat), deltager allerede i konkurrencen om affaldet, ligesom for eksempel svenske og muligvis tyske forbrændingsanlæg. Omdannelse af kommunale forbrændingsanlæg til aktieselskaber vil antageligt gøre det nemmere for dem at deltage i den nordeuropæiske konkurrence om affaldet. Den enkelte kommune eller deltagerne i et kommunalt fællesskab må foretage en selvstændig vurdering af, om de nuværende forudsætninger peger i retningen af en hurtig selskabsgørelse, eller om kommunen med fordel kan vente til det endelige lovgrundlag foreligger. Vi er naturligvis altid parat til at tage en uformel drøftelse af de spørgsmål, som Embedsrapporten og kravet om selskabsgørelse måtte rejse. Side 7 Krav om forbrugerrepræsentanter i vandselskabernes bestyrelser Side 10 Pres på vandplanerne Status på vandplanlægningen og konsekvenser, som den aktuelle forsinkelse vil medføre for blandt andet kommunerne. Side 12 Panel til vurdering af den juridiske kvalitet hos Folketingets Ombudsmand version 2 - lidt om indholdet af det hidtidige arbejde med kvaliteten Side 14 Rammeaftaler direkte tildeling og miniudbud? Konsekvenser af ny udtalelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Side 17 Internationale retskilders betydning for adgangen til at videregive personoplysninger, herunder foretage automatisk offentliggørelse af disse Skal der foretages en konkret sagligheds- og proportionalitetsvurdering, inden der videregives personoplysninger? Nyere domme fra EU-Domstolen lægger op til diskussion. Side 20 Hvornår begynder klagefristen? Løber fristen dagen efter, at afgørelsen er afsendt, eller fra det tidspunkt, hvor brevet rent faktisk er modtaget? ny afgørelse i sag fra Retten i Herning. Side 22 Nye regler på vejområdet Gennemgang af nogle af de mest markante ændringer af gældende ret, der er resultatet af den nye privatvejslov og af ændringerne i vejloven. Side 26 Vandselskabers behandling af sager om aktindsigt Hvilke regler gælder ved vandselskabers behandling af anmodninger om aktindsigt efter offentlighedsloven? Ret & Indsigt udgives af: Horten Philip Heymans Allé 7 Box Hellerup Telefon Telefax Ansvarshavende redaktør: Klavs V. Gravesen, kvg@horten.dk Enhver gengivelse, mangfoldiggørelse eller kopiering af indhold fra denne publikation er betinget af forudgående skriftlig tilladelse fra udgiver og/eller andre rettighedshavere. Indholdet i dette nyhedsmagasin kan ikke sidestilles eller erstattes med juridisk rådgivning. Horten er ikke ansvarlig for ukorrekte eller ufuldstændige tekster og figurer. Horten Ret & Indsigt produceres af 727 Redaktionen er afsluttet den 9. februar 2011 Titel: Ret & indsigt ISSN (Papirform): ISSN (Online): Side 28 Udbud med mere fleksibilitet og mindre formalia Seneste tendenser og udvikling inden for udbudsretten - herunder om den øgede fokus på at få flere opgaver i udbud og det politiske pres på at skabe mere fleksible og smidige udbudsregler. Side 30 Kort nyt / Nyansatte jurister SIDE 02 RET & INDSIGT/LEDER SIDE 03 RET & INDSIGT/INDHOLDSFORTEGNELSE

3 Klavs V. V. Gravesen Afdelingsleder, vandselskabernes takster. Vi er glade for de mange reaktioner, som viser, at Ret & Indsigt bliver læst af mange, og som gav anledning til en god debat om emnet. Rikke Søgaard Berth Berth Line Markert Kort om praksis Praksis var frem til 2006, at der som udgangspunkt forelå inhabilitet, når kommunalbestyrelsen skulle tage stilling til spørgsmål, der vedrørte selskabet. Efter afgivelsen af en embedsmandsrapport i december 2006 er praksis imidlertid ændret, således at udgangspunktet nu er, at der ikke foreligger inhabilitet i disse tilfælde den såkaldte kommunalretlige modifikation. I rapporten anføres dog, at der kan være anledning til at statuere inhabilitet, når 1) kommunalbestyrelsen skal tage stilling til det pågældende medlems udøvelse af sit bestyrelseshverv, 2) kommunalbestyrelsen udøver tilsyn eller kontrolvirksomhed i forhold til selskabet, 3) kommunalbestyrelsesmedlemmet er bestyrelsesformand i selskabet, og der kan være tvivl om, hvorvidt vedkommende ved kommunalbestyrelsens behandling af sagen alene vil varetage saglige, offentlige interesser, eller 4) kommunalbestyrelsen og selskabet indgår privatretlige aftaler. Mere om inhabilitet ved kommunalbestyrelsens godkendelse af takster I sidste nummer af Ret & Indsigt (nr. 4/2010) skrev vi om en række tilfælde, hvor der kan opstå inhabilitet, når kommunalbestyrelsesmedlemmer også er bestyrelsesmedlemmer i kommunalt ejede selskaber. I denne artikel følger vi op på spørgsmålet om, hvorvidt et kommunalbestyrelsesmedlem, der tillige er medlem af bestyrelsen i kommunens vandselskab, er inhabil, når kommunalbestyrelsen skal tage stilling til selskabets takster. Spørgsmålet om godkendelse af takster Vi skrev i artiklen følgende om den situation, der opstår, når en kommunalbestyrelse skal tage stilling til, om den kan godkende de takster, som et vandselskabs bestyrelse har indstillet: Også i sager om godkendelse af vandselskabernes takster opstår spørgsmålet om inhabilitet. Det følger af lovgivningen, at taksten skal indstilles af selskabets bestyrelse og godkendes af kommunalbestyrelsen, samt at den skal overholde såvel det prisloft, der fastsættes af Forsyningssekretariatet, som hvile-i-sig-selv princippet. Udgangspunktet må være, at den, der er medlem af selskabets bestyrelse, er inhabil ved kommunalbestyrelsens behandling af taksten. Det skyldes, at kommunalbestyrelsen skal tage stilling til, om den kan godkende bestyrelsens indstilling, og om den finder, at taksten overholder prisloft og hvile-i-sig-selv princippet. Kommunalbestyrelsen skal således beslutte, om den er enig i bestyrelsens vurdering. Skal udgangspunktet fraviges, må det kræve støtte i lovgivningen. Den lovgivningsmæssige kontekst kan måske støtte, at medlemmer af et vandselskabs bestyrelse ikke er inhabile, når kommunalbestyrelsen tager stilling til taksten. Vandreformen pålagde således kommunerne at udskille deres vandforsyninger, og det må antages, at det herved blev forudsat, at kommunerne vil vælge kommunalbestyrelsesmedlemmer til selskabernes bestyrelse. De såkaldte specialitetsprincipper medfører, at kommunalbestyrelsen ved sin afgørelse formentlig alene kan lægge vægt på, om taksten overholder prisloftet og hvile-isig-selv princippet, og kommunalbestyrelsesmedlemmerne har dermed et ret bundet mandat ved beslutningen om at godkende eller afvise taksten. Der foreligger imidlertid endnu ikke praksis om spørgsmålet. Reaktioner Artiklen ledte til en række reaktioner, ikke mindst fordi stort set alle landets kommuner på dette tidspunkt netop havde behandlet eller skulle til at behandle spørgsmålet om SIDE 04 RET & INDSIGT/Mere om inhabilitet ved kommunalbestyrelsens godkendelse af takster En af reaktionerne vedrørte vores tilkendegivelse af, at der ikke er grundlag for at antage, at de fire typetilfælde, som er anført i ovennævnte embedsmandsrapport, kan anses som en udtømmende angivelse af, hvornår der kan foreligge inhabilitet efter offentlighedslovens 3, stk. 1, nr. 5. Denne indsigelse blev understøttet af, at Statsforvaltningen Hovedstaden den 6. december 2010 afgav en vejledende udtalelse om netop inhabilitet i forbindelse med godkendelse af takster. Statsforvaltningen anførte, at de sager om godkendelse af takster og kommunegaranti for lån, som kommunalbestyrelsen skulle behandle ses ikke at være omfattet af nogen af de fire undtagelsestilfælde, hvor der kan foreligge inhabilitet. Statsforvaltningen Hovedstaden synes herved at lægge til grund, at de fire typetilfælde udtømmende angiver, hvornår et kommunalbestyrelsesmedlem, der tillige er medlem af et kommunalt ejet selskabs bestyrelse, kan være inhabil.¹ Hortens vurdering af spørgsmålet Det er fortsat vores opfattelse, at der kan opstå inhabilitet i andre tilfælde, end de fire der nævnes i embedsmandsrapporten. Offentlighedslovens 3, stk. 1, nr. 5, er således en opsamlingsbestemmelse, der netop ikke indeholder en udtømmende angivelse af karakteren af de forhold, der kan medføre inhabilitet. Herudover skal der i henhold til fast praksis foretages en konkret vurdering af, om der foreligger inhabilitet i hvert enkelt tilfælde, hvilket med stor styrke taler imod at anse fire typetilfælde anført i en embedsmandsrapport som udtømmende. Efter vores vurdering kan der eksempelvis opstå inhabilitet for de medlemmer af en selskabsbestyrelse, der også er medlem af den kommunalbestyrelse, der ejer selskabet, når kommunalbestyrelsen skal foretage legalitetskontrol af de takster, der er fastsat af selskabets bestyrelse. For vandselskaber indebærer kommunalbestyrelsens kontrol i forbindelse med godkendelsen dels en prøvelse af, om taksterne overholder hvile-i-sig-selv princippet, og dels en kontrol af om taksterne overholder det prisloft, som Forsyningssekretariatet har fastsat. Reglerne herom er spredt i lovgivningen: Godkendelsen af spildevandstaksten fremgår af 3, stk. 1, i betalingsloven: Spildevandsforsyningsselskabet fastsætter én gang årligt størrelsen af den variable kubikmetertakst. [ ]. De fastsatte takster og bidrag skal overholde det prisloft, der er fastsat for spildevandsforsyningsselskabet i medfør af 6 i lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold. Den af spildevandsforsyningsselskabet fastsatte kubikmetertakst og eventuelle faste bidrag skal godkendes af kommunalbestyrelsen [ ]. Godkendelsen af vandtaksten fremgår af vandforsyningslovens 53, stk. 1: Et alment vandforsyningsanlæg fastsætter under overholdelse af det prisloft, der måtte være fastsat for forsyningen i medfør af 6 i lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold, anlægs- og driftsbidrag en gang årligt ved levering af vand fra forsyningen. De årligt fastsatte anlægs- og driftsbidrag skal efterfølgende godkendes af kommunalbestyrelsen [ ]. Det fremgår således udtrykkeligt af bestemmelserne, som tillægger kommunalbestyrelserne godkendelseskompetencen, at vandselskabernes takster skal fastsættes under iagttagelse af prisloftet. Herudover følger det af betalingslovens 1 og vandforsyningslovens SIDE 05 RET & INDSIGT/Mere om inhabilitet ved kommunalbestyrelsens godkendelse af takster æ

4 52 a, at taksterne skal overholde hvile-i-sigselv princippet. Kommunalbestyrelsen er således efter vores opfattelse forpligtet til at påse, at både prisloftet og hvile-i-sig-selv princippet er opfyldt. Det er enkelt at påse, om taksten overholder det prisloft, som Forsyningssekretariatet har fastsat. Det kan derimod være mere vanskeligt at påse, om hvile-i-sig-selv princippet er overholdt. Der er her tale om mere skønsprægede vurderinger, f.eks. ved fastlæggelsen af, hvordan indtægter og udgifter bør indregnes. Inhabilitetsreglernes formål er blandt andet at sikre, at en sådan kontrol ikke udføres af den samme personkreds, som har truffet den første beslutning. Har et selskabs bestyrelse eksempelvis ændret praksis for, hvordan indtægter og udgifter opgøres efter hvile-i-sigselv princippet, og taksterne derfor øges væsentligt, vil det være vanskeligt at forestille sig, at et af bestyrelsesmedlemmerne efterfølgende vil afvise at godkende selskabets indstilling i forbindelse med kommunalbestyrelsens legalitetskontrol. Derfor er vores vurdering, at det i denne situation ikke kan udelukkes, at der kan være modsatrettede interesser mellem kommune og selskab. Kommunalbestyrelsen kan ikke allerede som følge af interessens karakter og styrke se bort fra, at kommunalbestyrelsens legalitetskontrol af taksterne vil kunne blive påvirket af uvedkommende hensyn. Kommunalbestyrelsen kan således ikke med den fornødne sikkerhed generelt afvise, at der ikke kan være sådanne modsatrettede interesser, at der faktisk foreligger inhabilitet. Det er uhensigtsmæssigt, at der er uklarhed om retstilstanden på et så centralt spørgsmål særligt fordi næsten alle kommuner vil stå i denne situation hvert år. Der kommer derfor forhåbentlig en afklaring af denne problemstilling i den nærmeste fremtid, hvilket f.eks. vil kunne ske ved, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet eller Folketingets Ombudsmand udtaler sig om spørgsmålet. Har du spørgsmål til artiklen, er du velkommen til at kontakte advokat Klavs V. Gravesen, kvg@horten.dk, advokat Rikke Søgaard Berth, rsb@horten.dk, eller advokat Line Markert, lma@horten.dk. Note 1 Det bemærkes, at det fremgår af udtalelsen, at det er en umiddelbar tilkendegivelse, at der umiddelbart ikke ses at foreligge nogen interessekonflikt mellem kommune og selskab, og endelig at der under hensyntagen til behovet for et hurtigt svar ikke er tale om en udtømmende udtalelse. Tilkendegivelsen bør derfor også af denne grund tages med forbehold. Rikke Søgaard Berth Line Markert David Salomonsen fuldmægtig Krav om forbrugerrepræsentanter i vandselskabernes bestyrelser Senest den 30. juni 2011 skal alle vandselskaber have gennemført valg af forbrugerrepræsentanter til selskabets bestyrelse. Det følger af bekendtgørelsen om forbrugerindflydelse i vandselskaber. Princippet om forbrugerindflydelse er kendt fra andre forsyningsområder, men kravene til vandselskaberne er væsentligt strengere end for de andre forsyningsarter. Det er således ikke tilstrækkeligt, at kommunalbestyrelsen udpeger flertallet af bestyrelsesmedlemmerne. Samtidig lægger Naturstyrelsen (tidligere By- og Landskabsstyrelsen) op til en ganske snæver fortolkning af undtagelsesbestemmelserne i bekendtgørelsen. Den 22. oktober 2010 trådte bekendtgørelse nr af 14. oktober 2010 om forbrugerindflydelse i vandselskaber i kraft. Bekendtgørelsen udmønter vandsektorlovens 12 om forbrugerrettigheder i vandselskaber og fastsætter et overordnet krav om, at forbrugerne i et vandselskab har krav på at vælge minimum to forbrugerrepræsentanter til vandselskabets bestyrelse. Én eller to forbrugerrepræsentanter? Bekendtgørelsen giver mulighed for, at et vandselskab, hvori medarbejderne har valgt bestyrelsesmedlemmer efter selskabslovens 140, kan nøjes med at lade forbrugerne vælge én forbrugerrepræsentant. Naturstyrelsen har imidlertid tilkendegivet, at denne bestemmelse skal fortolkes snævert og således alene finder anvendelse i de tilfælde, hvor et vandselskab i henhold til selskabslovens 140 er forpligtet til at lade medarbejderne vælge et antal bestyrelsesmedlemmer. Hvis et vandselskab giver medarbejderne mulighed for at vælge et eller flere bestyrelsesmedlemmer uden at være retligt forpligtet hertil, udløser det derimod ikke rabat på antallet forbrugerrepræsentanter. Et aktie- eller anpartsselskab har kun pligt til at lade medarbejderne vælge bestyrelsesmedlemmer efter selskabslovens 140, hvis selskabet i gennemsnit over tre år har haft mindst 35 medarbejdere. Dette vil sjældent være tilfældet for vandselskaberne. For det første er det kun ganske få vandselskaber, som har eksisteret i tre år, hvilket er en betingelse for, at medarbejderne kan stille krav om medarbejderrepræsentanter i bestyrelsen. For det andet er medarbejderne ofte ansat i et serviceselskab og ikke i vandselskabet. Serviceselskaber er ikke omfattet af udtrykket vandselskaber og derfor ikke af bekendtgørelsen og kravet om forbrugerrepræsentation. Hvis medarbejderne har ret til at vælge medarbejderrepræsentanter til bestyrelsen i serviceselskabet, og disse repræsentanter får tilbudt en bestyrelsespost i koncernens vandselskaber, giver det heller ikke rabat på antallet af forbrugerrepræsentanter. æ SIDE 06 RET & INDSIGT/Mere om inhabilitet ved kommunalbestyrelsens godkendelse af takster SIDE 07 RET & INDSIGT/Krav om forbrugerrepræsentanter i vandselskabernes bestyrelser

5 Fælles valg i multiforsyningskoncerner Ifølge bekendtgørelsen skal forbrugerne i hvert vandselskab som udgangspunkt vælge deres egne forbrugerrepræsentanter, og alle forbrugere skal sikres lige indflydelse ved valget. I multiforsyningskoncerner giver bekendtgørelsen dog mulighed for at foretage et fælles valg af forbrugerrepræsentanter. Valgprocessen skal tilrettelægges, så der tages rimeligt hensyn til antallet af forbrugere under de forskellige forsyningsarter. Som multiforsyningskoncerner forstås koncerner med minimum to af forsyningsarterne vand, spildevand, el og varme. Da el- og varmelovgivningen imidlertid ikke pt. giver mulighed for at foretage valg i fællesskab med vandselskaber, kan reglerne om fælles valg reelt kun anvendes mellem vand- og spildevandsselskaber. Udfordringer ved bestyrelsessammensætningen De nye regler gør det vanskeligt at tilgodese ønsket om at have en lille og ens bestyrelse i hele koncernen. En lille bestyrelse hindres af den snævre fortolkning af reglerne om medarbejderrepræsentanter og ikke mindst af ejerens ønske om at bevare flertallet i bestyrelsen. aftager vandselskabets ydelser til eget forbrug, uanset om vedkommende står i et direkte kundeforhold til vandselskabet eller for eksempel er lejer eller andelshaver, som ikke afregnes individuelt. En virksomhed er også forbruger i denne sammenhæng. Bekendtgørelsen regulerer ikke spørgsmålet om den nærmere fordeling af stemmerne, dvs. om én person har én stemme, eller om én husstand har én stemme. Det er overladt til vandselskaberne at fastsætte regler herom. Denne afgrænsning bør fastlægges på den måde, som er lettest at administrere for vandselskaberne. Alle fysiske, myndige personer er valgbare, uanset om de er forbrugere i det pågældende vandselskab. Bekendtgørelsen indeholder ingen krav til kandidaterne, bortset fra myndighedskravet. Vandselskaberne må dog kunne stille enkelte saglige opstillingskrav, for eksempel et krav om, at alle kandidater skal opstilles af f.eks. fem eller ti stemmeberettigede forbrugere. Derimod kan vandselskaberne næppe stille supplerende krav til valgbarhed, herunder krav om ren straffeattest eller lignende. Valgprocessen Selve valget kan ske på to forskellige måder: Enten som et direkte valg, hvor forbrugerne vælger forbrugerrepræsentanterne til bestyrelsen, eller som et indirekte valg via et repræsentantskab, hvortil vandselskabets forbrugere kan vælge repræsentanter. Den sidstnævnte mulighed er eksempelvist relevant ved forbrugerejede amba er. Vandselskabet skal så vidt muligt give forbrugerne direkte information om valget. Rent praktisk kan dette ske i forbindelse med, at selskabet udsender årsopkrævning eller lignende. Det også muligt at få påført en tekst om det forestående valg på udskriften fra Betalingsservice. Henvendelse via eller sms må efter vores vurdering også anses som direkte information, hvis dette er en sædvanlig kommunikationsform mellem vandselskabet og de pågældende forbrugere. Informationen skal også tilgå de forbrugere, der ikke indgår i et direkte kundeforhold til selskabet. Dette kan eksempelvis ske ved at bede en udlejer videredistribuere materiale om valget. Derudover kan vandselskabet søge at nå disse forbrugere gennem annoncering i dagspressen og på vandselskabets hjemmeside. Selve valgprocessen kan gennemføres på flere måder, f.eks. ved at forbrugerne skal indsende fortrykte stemmesedler, ved at afholde et valgmøde, eller ved sms- eller internetafstemning. Det må umiddelbart antages, at afstemning med fysisk fremmøde er mest smidigt og omkostningseffektivt for vandselskabet, men det vil måske også medføre den laveste stemmeprocent. Enkelte vandselskaber har gennemført frivillige valg af forbrugerrepræsentanter til bestyrelsen. I så fald er det ikke nødvendigt at foretage nyvalg, hvis det tidligere valg i praksis har overholdt bekendtgørelsen. Her vil særligt kravene om information af forbrugerne formentligt kun sjældent være overholdt. Valget skal være gennemført senest den 30. juni fremgå af vedtægterne, at forbrugerne så vidt mulig skal have direkte besked om, hvornår og hvordan valget gennemføres. Bekendtgørelsen indeholder ingen frist for at ændre vedtægterne. Det kan være hensigtsmæssigt, at vedtægterne er ændret, inden forbrugerne informeres om valget og valgreglerne. Der er imidlertid ikke noget formelt til hinder for, at vandselskabet informerer forbrugerne og beder om opstilling af kandidater, inden vedtægterne ændres. Ændringerne bør dog være sket, inden valget gennemføres. Vedtægtsændringer skal vedtages af ejeren på en generalforsamling. Dette kan ske på den ordinære generalforsamling, eller hvis det passer bedre med timingen på en ekstraordinær generalforsamling. Omkostninger ved valg af forbrugerrepræsentanter Det er endnu ikke afklaret, om vandselskabernes omkostninger forbundet med valget af forbrugerrepræsentanter kan indregnes som 1:1 omkostninger. Vi anbefaler imidlertid, at vandselskaberne sikrer klar regnskabsmæssig dokumentation for selskabets omkostninger til at gennemføre valget med henblik på at søge at få disse godkendt som 1:1 omkostninger. Har du spørgsmål til artiklen, er du velkommen til at kontakte advokat Rikke Søgaard Berth, rsb@horten.dk, advokat Line Markert, lma@horten.dk, eller advokatfuldmægtig David Salomonsen, dsa@horten.dk. I forhold til ønsket om en enhedsbestyrelse bemærkes, at ejeren kan vælge at stille pladser til rådighed for forbrugerrepræsentanterne i f.eks. serviceselskabet og holdingselskabet. Forbrugerrepræsentanter, som er valgt til bestyrelsen for et eller flere vandselskaber, kan imidlertid ikke forpligtes til at indtræde i bestyrelsen i koncernens øvrige selskaber. Vedtægtsændringer Vandselskabernes vedtægter skal indeholde bestemmelser om valg af forbrugerrepræsentanter. Det skal blandt andet Bestyrelsessammensætningen må derfor tilrettes individuelt efter den enkelte ejers ønsker og den valgte selskabsstruktur. Hvad kan stemme, og hvem kan vælges? Bekendtgørelsen fastlægger visse rammer for valget. Det er op til vandselskabet at udfylde disse rammer, f.eks. ved at vedtage et valg- regulativ. Visse af reglerne for forbrugervalget skal dog fremgå af selskabets vedtægter. Vandselskabets forbrugere har stemmeret ved valget. En forbruger er den slutkunde, der SIDE 08 RET & INDSIGT/Krav om forbrugerrepræsentanter i vandselskabernes bestyrelser SIDE 09 RET & INDSIGT/Krav om forbrugerrepræsentanter i vandselskabernes bestyrelser

6 Mogens Moe Pres på vandplanerne Vandplanlægningen er allerede betydeligt forsinket. Det har udløst en åbningsskrivelse og en begrundet udtalelse fra Europa-kommissionen. Hvad enten Danmark nu bliver dømt for nøl ved Europa-Domstolen, eller Kommissionen nøjes med at opretholde presset mod Danmark, vil det videre arbejde med vandplanlægningen foregå under et stigende pres fra et utålmodigt EU er et valgår, og det kan betyde yderligere forsinkelse af de statslige vandplaner. Presset vil derfor forplante sig til kommunerne, der i løbet af 12 måneder skal sørge for at få vedtaget handleplaner. Forslagene til vandplaner er for tiden til høring indtil 4. april Ifølge miljømålsloven hvis frister staten dog hidtil har taget let på - skal der så efter seks måneder foreligge vedtagne vandplaner er imidlertid et valgår, hvor det ikke er nemt at træffe beslutninger, og hvor den endelige vedtagelse med meget stor sandsynlighed udskydes til efter valget. Det bliver ikke nemmere ved, at den nødvendige lovgivning skrider langsomt frem. Der er ganske vist indgået politiske aftaler mellem V, K og DF, som afgrænser landbrugets meget store andel af miljøforbedringerne. Det er Grøn Vækst 1 og 2. En del er udmøntet af Fødevareministeriet i form af skrappere regler om gødning og plantedække. Men dette ministerium mangler blandt andet at udarbejde regler om ti meter randzone. Miljøministeriet har udsendt et lovudkast om forskellige emner med høringsfrist i august I skrivende stund ( ) har Folketinget imidlertid ikke modtaget noget lovforslag. Der er heller ikke meldinger om, hvorvidt det er landmændene eller vandværkerne, der skal betale for de nye sprøjtefri 25 meter-zoner omkring boringer. Den regering, der til sin tid skal vedtage vandplanerne, skal derfor både forholde sig til det nødvendige lovgrundlag og til indsigelserne mod forslagene. Blandt de sidstnævnte er landbrugets synspunkter om, at ålegræssets trivsel er en dårlig målestok for vandkvaliteten i kystvandene og dermed også en dårlig målestok for behovet for nitrat-reduktioner. De kommunale handleplaner Når de statslige vandplaner er vedtaget, har kommunerne 12 måneder til at offentliggøre forslag til og få vedtaget kommunale handleplaner. Kommunerne skal ikke regne med nogen tålmodighed fra EU s eller statens side. Så man får travlt. Man får ekstra travlt, fordi der med samme frister skal udarbejdes handleplaner for de 261 Natura 2000-områder. Det bliver i øvrigt svært. De statslige planer, som er udgangspunktet, må forventes at blive lige så løse i konturerne som de forslag, der er sendt i høring. Der er på nuværende tidspunkt ikke noget EU-pres på denne del af miljømålsloven. Det har været et dansk valg at lade de to sæt af planer forløbe i samme kadence. Der er dog ikke tvivl om, at Danmark skylder at gøre en omfattende indsats for at få en række Natura 2000-områder op på gunstig bevaringsstatus. Kommuner og forsyninger Der er sat tal på statens vandplanforslag, og de viser, at staten forventer, at forsyningerne bliver de store bidragsydere på den kommunale side, f.eks. med investeringer i regnvandsbassiner for at undgå overløb og med flytning af vandboringer, der tager for meget vand fra vandløb. Forsyningerne er forberedt på, hvad der kan blive krævet, og måske kan forsyningens indsats simpelthen aftales med kommunen. Men her skal man lige være opmærksom på Forsyningssekretariatets rolle. Denne instans giver ikke noget for aftaler, men forventer, at miljøkrav udmøntes i påbud. Forskellen er, at aftalte miljøudgifter nedskrives i takt med produktiviteten i det danske samfund; den har ganske vist været stagnerende i ti år, men der er i de kommende år store muligheder for produktivitetsforbedringer. Påbudte miljøudgifter bliver ikke nedskrevet. I disse måneder behandler 2. instans, Konkurrenceankenævnet, en række sager, hvor der kan blive taget stilling til, om aftalte miljøudgifter kan ligestilles med påbudte miljøudgifter. Vandværker i knibe De fleste vandindvindingstilladelser udløb egentlig 1. april 2010, nemlig 30 år efter vandforsyningslovens ikrafttræden. Tidspunktet passede dårligt med den forsinkede vandplanlægning. Derfor er de automatisk forlænget til vedtagelsen af den kommunale handleplan plus et år. Vandværkerne kan altså stadig hente vand, men de er i en venteposition, hvor man dårligt tør foretage nye investeringer. I mange tilfælde ved man ikke, om man kan beholde en boring. Vandplanerne lægger op til flytning af en del boringer. Flytning er ikke så enkelt som det lyder. Det betyder dels, at tilladelsen til den eksisterende boring ikke forlænges. Dels at vandværket skal finde et sted, hvor en ny boring kan sættes og gennemgå den proces, som er nødvendig for at få en ny tilladelse. Det er en proces, der kan tage flere år, dels fordi den kræver et grundigt forarbejde, dels fordi den berørte landmand vil kæmpe imod af al kraft. Set med hans øjne er det ikke lykken at skulle huse en vandværksboring. Har du spørgsmål til artiklen, er du velkommen til at kontakte advokat Mogens Moe, mmo@horten.dk. SIDE 10 RET & INDSIGT/pres på vandplanerne SIDE 11 RET & INDSIGT/pres på vandplanerne

7 Anders Valentiner-Branth Panel til vurdering af den juridiske kvalitet hos Folketingets Ombudsmand version 2 lidt om indholdet af det hidtidige arbejde med kvaliteten Vi har tidligere i Ret & Indsigt 01/2010 berettet om arbejdet med at vurdere kvaliteten i det juridiske arbejde hos Folketingets Ombudsmand. Folketingets Ombudsmand besluttede i 2008 at nedsætte et panel, der skulle foretage kvalitetskontrol af institutionens juridiske arbejde mv. Da processen nu er gennemført for andet år, gives her en kort status. I et notat af 22. oktober 2008 om ekstern kvalitetskontrol blev det blandt andet anført, at Paneldeltagerne bør være jurister med et indgående kendskab til forvaltningsret. Panelet har i sit andet år bestået af professor, dr. jur. Karsten Revsbech, Aarhus Universitet, professor, dr. jur. Steen Rønsholdt, Københavns Universitet, byretspræsident Lisbeth Larsen, Retten i Glostrup, og advokat Anders Valentiner-Branth, Horten. Det nedsatte panel har vurderet 20 konkrete udtalelser. Det overordnede billede er næppe overraskende og naturligvis ganske positivt, at udtalelserne er præget af den dybe indsigt i forvaltningsretlige spørgsmål, der altid har været og også fortsat bør være Ombudsmandsinstitutionens kendemærke. Der har imidlertid også været anledning til at give konstruktiv kritik i en række af de undersøgte sager. Gennemgangen af de konkrete sager har herudover navnlig givet mig anledning til generelt at komme med bemærkninger vedrørende følgende temaer: Afgørelsesbegrebet Der er i forvejen ganske mange vanskelige udfordringer i forhold til at skabe en effektiv moderne forvaltning med fokus på såkaldte varme hænder. Jeg er derfor ikke nogen stor tilhænger af, at det skal være administrativt tungt at afklare, hvornår myndigheden træffer afgørelser og dermed, om sagsbehandlingsreglerne finder anvendelse. Det klassiske afgørelsesbegreb, hvorefter der træffes en afgørelse, når en myndighed ensidigt fastsætter, hvad der skal være ret i en given situation på baggrund af et offentligretligt hjemmelsgrundlag, giver efter min vurdering myndighederne mulighed for relativt let at konstatere, om der er tale om en afgørelsessag. Efter at Højesteret efter min vurdering i en lang periode stort set alene har anerkendt brugen af det klassiske afgørelsesbegreb, kan der imidlertid ikke ses bort fra, at Højesteret har anerkendt, at myndighederne i særlige tilfælde skal anvende et udvidet afgørelsesbegreb. Højesteret har således i to nyere domme i U H (beslutningen om at iværksætte en granskning af en fond var en afgørelse) og U H (overflytning af en lærer fra en skole til en anden skole i samme kommune blev formentlig efter de særlige omstændigheder i netop denne sag anset som en afgørelse) vist, at myndighederne i særlige tilfælde skal anvende et udvidet afgørelsesbegreb. Det forhold, at der afhængig af situationen skal anvendes forskelligartede afgørelsesbegreber, ændrer imidlertid efter min vurdering ikke på, at Folketingets Ombudsmand i sine udtalelser bør gøre det klart, hvilket afgørelsesbegreb han har lagt til grund i den enkelte sag. Det har i den forbindelse også været min anbefaling, at det klassiske afgørelsesbegreb skal anvendes som udgangspunkt, og at anvendelsen af det udvidede afgørelsesbegreb herefter skal reserveres til de særlige situationer, hvor det er nødvendigt at anvende dette. Skøn under regel I den forvaltningsretlige litteratur og i praksis har der i mange år været tale om, at der er et forbud med at sætte skøn under regel. Højesteret har imidlertid allerede i dommen i U H (om en afskærende regel ved vurderingen af ansøgere til vognmandsbevillinger) og meget markant i dommen i U H (om indførelse af generel afgangsalder på 67 år i forbindelse med en sparerunde) samt formentlig også i U H (om vurdering af erhvervsevnetab og vurdering af ansøgers muligheder for at skaffe sig indtægter ved arbejde) efter min vurdering kommet med klare ledetråde i forhold til, at interne regler i vidt omfang må accepteres. Det er således næppe retvisende at omtale retsgrundsætningen som et forbud mod skøn under regel, idet doktrinen om skøn under regel i praksis nok nærmest snarere anvendes som en mulighed for at foretage en retlig underkendelse af hjemmelavede regler, der fører til forkerte eller måske endda blot til ganske urimelige eller uhensigtsmæssige resultater. Folketingets Ombudsmand bør efter min vurdering ved sin anvendelse af retsgrundsætningen om skøn under regel i sine udtalelser lade Højesterets ganske positive grundindstilling til interne regler komme til udtryk. Det har i denne forbindelse været min anbefaling, at der ikke i de konkrete udtalelser tages udgangspunkt i et forbud mod skøn under regel. Gældende ret eller principperne om god forvaltningsskik Bedømmelsesgrundlaget er forskelligt afhængigt af, om en given situation skal bedømmes ud fra en målestok svarende til gældende ret eller principperne om god forvaltningsskik. Hertil kommer, at vurderingen af betydningen af fejl, herunder vurderingen af, hvad der er den fornødne reaktion som følge af konstateringen af fejl, også afhænger af bedømmelsesgrundlaget, idet det f.eks. alene kan konstateres ugyldighed, når bedømmelsesgrundlaget er gældende ret. Det har været min vurdering, at det i en del af udtalelserne har været uklart, om Folketingets Ombudsmand har foretaget sin bedømmelse på grundlag af gældende ret eller principperne om god forvaltningsskik. Det har i denne forbindelse været min anbefaling, at det af de konkrete udtalelser skal kunne udledes, hvilket bedømmelsesgrundlag der er blevet anvendt i den konkrete situation. Samlet set har det også i år været spændende og inspirerende at deltage i de intense drøftelser, og det er samtidig mit indtryk, at institutionen har været meget lydhøre og åbne i forhold til at drøfte de input, som deltagerne i panelet er kommet med. Har du spørgsmål til artiklen, er du velkommen til at kontakte advokat Anders Valentiner-Branth, avb@horten.dk. SIDE 12 RET & INDSIGT/Panel til vurdering af den juridiske kvalitet hos Folketingets Ombudsmand version 2 SIDE 13 RET & INDSIGT/Panel til vurdering af den juridiske kvalitet hos Folketingets Ombudsmand version 2

8 Andreas Christensen Martin Stæhr Rammeaftaler direkte tildeling og miniudbud? Hvorvidt rammeaftaler kan give ordregivende myndigheder mulighed for at anvende både direkte tildeling og miniudbud, har længe været genstand for ophedet debat. På trods af at udbudsdirektivet (siden 2004) implicit har udelukket parallelle tildelingsmodeller, og Europa Kommissionen (siden 2005) har været af den holdning, at parallelle tildelingsmodeller er i strid med udbudsdirektivet, har sådanne i vidt omfang været anvendt i Danmark. I en udtalelse fra den 4. januar i år slår Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen nu fast med syvtommersøm, at rammeaftaler med frit valg mellem direkte tildeling og miniudbud er ulovlige og ikke kan afløfte udbudspligten for ordregivende myndigheder. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens udtalelse Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen udtalte sig om lovligheden af parallelle tildelingsmodeller på baggrund af en konkret klage over en kommunes indkøb af rådgivningsydelser på SKI-rammeaftalen I overensstemmelse med SKI s daværende praksis kunne SKI-kunder, der ønskede at anvende rammeaftalen, enten foretage en direkte tildeling på baggrund af allerede fastsatte vilkår (herunder faste timepriser) eller genåbne konkurrencen blandt leverandørerne ved et miniudbud. Der var således tale om en rammeaftale med to parallelle tildelingsmodeller. I forbindelse med sin behandling af sagen indhentede Konkurrence- og Forbruger- styrelsen en udtalelse fra Europa Kommissionen. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen citerer i sin udtalelse Europa Kommissionen for følgende svar: [..] valget mellem de to metoder skal være truffet én gang for alle ved indledningen af proceduren, og den valgte metode skal derfor udtrykkeligt være fastsat i udbudsdokumenterne og i rammeaftalen. Det betyder ikke, at det ved en rammeaftale er udelukket at anvende begge muligheder for tildeling af enkeltkontrakter. Men hvilken tildelingsprocedure der skal anvendes, må ikke overlades til den ordregivende myndigheds frie valg. Valget skal træffes på grundlag af objektive kriterier, der overholder principperne om ikke-diskriminering og gennemsigtighed. Og disse kriterier skal være fastsat i rammeaftalen. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen erklærede sig ikke overraskende enig med Europa Kommissionen og fastslog således, at det er i strid med udbudsreglerne, hvis der i en rammeaftale er frit valg imellem direkte tildeling og SIDE 14 RET & INDSIGT/Rammeaftaler direkte tildeling og miniudbud? miniudbud. Styrelsen understregede også, at det ikke er udelukket, at den samme rammeaftale kan tage højde for både direkte tildeling og miniudbud, men det vil i givet fald kræve, at det i vilkårene for rammeaftalen er fastlagt, hvilken fremgangsmåde der anvendes ved den senere kontraktindgåelse. For så vidt angår den konkrete SKI-aftale, som klagen vedrørte, fastslog Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, at den efter styrelsens opfattelse var i strid med udbudsdirektivet, idet rammeaftalen gav kunderne frit valg mellem direkte tildeling og miniudbud. Klagenævnets fortolkning I to efterfølgende kendelser fra henholdsvis 10. og 11. januar har Klagenævnet for Udbud ligeledes haft lejlighed til at tage stilling til lovligheden af en rammeaftale, der gav mulighed for såvel direkte tildeling som miniudbud. Kendelserne vedrørte et kommunalt indkøbsfællesskabs rammeaftale om indkøb af møbler, redskaber mv. til de deltagende kommuners institutioner. Rammeaftalen gav i modsætning til den ovenfor nævnte SKI-rammeaftale ikke mulighed for frit valg mellem tildelingsmodellerne. Det fremgik således af rammeaftalen, at alle ordrer af en værdi på under kr. skulle indgås ved direkte tildeling, mens større ordrer skulle indgås ved miniudbud. Klagenævnet fastslog, at en sådan rammeaftale, hvori det præcist var beskrevet, hvornår den enkelte tildelingsmodel skulle finde anvendelse, ikke var i strid med udbudsreglerne. Hvornår er rammeaftaler med både direkte tildeling og miniudbud lovlige? I lyset af den omtalte udtalelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og kendelserne fra Klagenævnet for Udbud kan det konstateres, at det principielt er muligt at anvende både direkte tildeling og miniudbud på samme rammeaftale. På samme tid står det klart, at der er betydelige begrænsninger i muligheden. Der skal således være foretaget en klar afgrænsning mellem, hvornår de to tildelingsmodeller finder anvendelse, i selve rammeaftalen. Hvorvidt en rammeaftale afgrænser tilstrækkelig klart mellem direkte tildeling og miniudbud, vil formentlig altid bero på en konkret fortolkning af rammeaftalen. I det svar, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen indhentede fra Europa Kommissionen, anføres det, at der for rammeaftaler vedrørende varer kan foretages en objektiv afgrænsning på baggrund af mængden af de varer, der efterspørges ved det konkrete træk på rammeaftalen. Rammeaftaler, der indeholder en sådan afgrænsning, må således antages at være i overensstemmelse med udbudsreglerne. Rammeaftalen, som var genstand for Klagenævnet for Udbuds kendelser af henholdsvis 10. og 11. januar, vedrørte netop indkøb af varer. Rammeaftalens afgrænsning mellem direkte tildeling og miniudbud bestod dog i stedet af en værdigrænse for den enkelte ordre. Selv om Klagenævnet for Udbud konkret godkendte rammeaftalens afgrænsning mellem direkte tildeling og miniudbud, må det vurderes som mere usikkert, om en værdimæssig afgrænsning er udbudsretligt holdbar. En afgrænsning, der baseres på mængden af det påtænkte indkøb, eksempelvis 100 skalstole, er utvivlsomt objektiv og afhænger alene af myndighedens skønnede behov. Omvendt vil en værdimæssig afgrænsning være baseret på myndighedens skøn over ordrens værdi. Om det konkrete træk på rammeaftalen skal ske ved direkte tildeling eller miniudbud, vil således afhænge af den ordregivende myndigheds skønsmæssige vurdering af indkøbets værdi. Dette problem har været genstand for retssager for de svenske domstole. Eksempelvis har Förvältningsrätten i Stockholm i marts 2010 beskæftiget sig med en rammeaftale, som indebar en værdimæssig afgrænsning mellem æ SIDE 15 RET & INDSIGT/Rammeaftaler direkte tildeling og miniudbud?

9 Anders Valentiner-Branth Henrik Sauer Egil Husum tildelingsmodellerne. Af rammeaftalen fremgik det, at ordrer med en skønnet værdi på under SEK skulle indgås ved direkte tildeling, mens større ordrer skulle tildeles efter miniudbud. I dommen udtaler Förvältningsrätten, at: Enligt förvältningsrättens bedömning innebär detta inte att förfarandet kan anses föreneligt med LOU [den svenske udbudslov red.]. Det är fortfarande i sådan hög grad upp til avropande myndigheters fria skön att avgöra vilken metod som ska användas att upphandlingen brister både i transparens og i förutsägbarhet. Retten valgte på den baggrund at annullere den udbudsforretning, der lå til grund for rammeaftalen. Anbefalinger I lyset af den seneste praksis kan det ikke anbefales, at der fremover udarbejdes rammeaftaler, der giver et frit valg mellem direkte tildeling og miniudbud. Det kan heller ikke anbefales at benytte gamle rammeaftaler, der indebærer en sådan valgfrihed mellem tildelingsmodellerne. Vælger man således at benytte en rammeaftale, der ikke er udformet i overensstemmelse med udbudsreglerne, kan udbudspligten ikke anses for afløftet. Det gælder uanset, om rammeaftalen er udbudt af myndigheden selv, et indkøbsfællesskab eller en central indkøbsorganisation. Har man som ordregiver et særligt behov for at kunne anvende både direkte tildeling og miniudbud i samme rammeaftale, vil vi i lyset af seneste praksis anbefale, at der i rammeaftalen foretages en objektiv afgrænsning af, hvornår de enkelte modeller skal anvendes. På baggrund af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens udtalelse i SKI-sagen må det antages, at en afgrænsning på baggrund af de enkelte SIDE 16 RET & INDSIGT/Rammeaftaler direkte tildeling og miniudbud? ordrers størrelse er tilstrækkelig objektiv. Derimod må lovligheden af rammeaftaler, der afgrænser tildelingsmodellernes anvendelsesområder på baggrund af de enkelte ordrers skønnede værdi, anses for mere tvivlsom, hvilket blandt andet afspejler sig i de modsatrettede resultater af lignende sager i Danmark og Sverige. Har du spørgsmål vedrørende udbud og brug af rammeaftaler, er du velkommen til at kontakte advokat Andreas Christensen, ac@horten.dk, eller advokat Martin Stæhr, mst@horten.dk. Internationale retskilders betydning for adgangen til at videregive personoplysninger herunder foretage automatisk offentliggørelse af disse Det kan på grundlag af nyere domme fra EU-Domstolen diskuteres, om der i videre omfang end hidtil skal foretages en konkret sagligheds- og proportionalitetsvurdering, inden der videregives personoplysninger, hvilket belyses nærmere i artiklen. Det er fast antaget, at en myndighed af sig selv normalt vil kunne offentliggøre oplysninger, som de efter anmodning ville være forpligtet til at meddele aktindsigt i. Det er dog antaget, at der skal foretages en sagligheds- og proportionalitetsvurdering, inden der offentliggøres belastende oplysninger om f.eks. virksomheder, og at dette gælder uanset, om de pågældende oplysninger kan anses for at være af fortrolig karakter. I Justitsministeriets betænkning nr fra 2010 om offentlige myndigheders offentliggørelse af kontrolresultater, afgørelser mv. er der på side 63 anført følgende herom: Der er i den forbindelse grund til at fremhæve, at Folketingets Ombudsmand i en udtalelse gengivet i beretningen for 2005, side 309 ff., har udtalt, at det følger af det almindelige forvaltningsretlige saglighedsprincip, at en myndighed uanset at reglerne om tavshedspligt ikke i sig selv var til hinder for offentliggørelsen ikke uden hjemmel i lovgivningen eller (anden) saglig grund må offentliggøre oplysninger om en virksomhed, som må anses for belastende for virksomheden. Ombudsmanden henviste i den forbindelse til principperne i persondatalovens 5 og til, at det må antages, at en myndighed i disse situationer også er undergivet visse begrænsninger som følge af princippet om god forvaltningsskik Det er således ikke et ukendt fænomen i dansk ret, at der skal foretages en konkret vurdering af, om der f.eks. skal ske offentliggørelse af oplysninger. Vendes blikket mod de internationale retskilder, vil man erfare, at kravet om en konkret vurdering står endnu stærkere. I Justitsministeriets betænkning nr fra 2010 om offentlige myndigheders offentliggørelse af kontrolresultater, afgørelser mv. er der f.eks. på side 44 ff. anført følgende om betydningen af EMRK artikel 8 om retten til respekt for sit privatliv i forbindelse med en sag om offentliggørelse af offentligt ansattes indkomster og pensioner over en bestemt størrelse: Der foreligger derimod i tilknytning til denne problemstilling en afgørelse fra EF- Domstolen i sagen Österreichischer Rundfunk (de forenede sager C-465/00, C-138/01 og C139/01), der navnlig vedrører spørgsmålet om, hvorvidt de fællesskabsretlige SIDE 17 RET & INDSIGT/Internationale retskilders betydning for adgangen til at videregive personoplysninger æ æ

10 bestemmelser (persondatadirektivet) er til hinder for national lovgivning, hvorefter en statslig institution har pligt til at indsamle oplysninger om indkomstforhold for derefter at videregive oplysningerne med henblik på offentliggørelse af navne og indkomstforhold. Sagen vedrørte konkret en østrigsk ordning, i henhold til hvilken offentlige institutioner, der var undergivet revision af en offentlig revisionsmyndighed, var forpligtet til at give denne myndighed oplysninger om de indkomster og pensioner over en bestemt størrelse, som de udbetalte til deres ansatte og tidligere ansatte, samt om modtagernes navne, med henblik på udarbejdelsen af en årsberetning, der bl.a. skulle stilles til rådighed for offentligheden. Domstolen fandt, at formålet med den østrigske ordning at lægge pres på offentlige institutioner for at få dem til at holde lønningerne inden for rimelighedens grænser var legitimt såvel i henhold til EMRK artikel 8, stk. 2, som i henhold til persondatadirektivets artikel 6, stk. 1, litra b (om at oplysninger kun må indsamles til udtrykkeligt angivne og legitime formål) og anførte, at det var op til den forelæggende domstol at efterprøve, om offentliggørelsen var nødvendig og stod i rimeligt forhold til dette formål, og at undersøge, om et sådant formål ikke kunne opfyldes lige så effektivt ved mindre indgribende midler. Domstolen udtalte endvidere, at hvis en bestemmelse om behandling af personoplysninger er uforenelig med EMRK artikel 8, kan bestemmelsen heller ikke opfylde proportionalitetskravet i persondatadirektivets artikel 6, stk. 1, litra c, og artikel 7, litra c og e. Heller ikke direktivets artikel 13 kan fortolkes således, at den kan begrunde et indgreb i retten til beskyttelse af privatlivets fred, der er i strid med EMRK artikel 8. Det må antages, at en tilsvarende vurdering af en offentliggørelsesordnings legitimitet eller saglighed og en tilsvarende proportionalitetsvurdering af en forvaltningsmyndigheds videregivelse, herunder offentliggørelse af en følsom personoplysning omfattet af persondatalovens 8 (som ikke implementerer bestemmelser i direktivet, jf. dette kapitels pkt ), vil skulle foretages for at sikre, at myndigheden overholder EMRK artikel 8. Det er således fast antaget, at danske myndigheder med henblik på at sikre, at myndigheden overholder EMRK artikel 8, har pligt til at vurdere, om det er i overensstemmelse med almindelige sagligheds- og proportionalitetsprincipper at videregive personoplysninger. I forhold til offentliggørelse af modtagen støtte fra det offentlige gælder herudover en række retssikkerhedsmæssige hensyn, der blandt andet kommer til udtryk i EU-Chartrets artikel 7 om respekt for privat- og familieliv samt artikel 8 om beskyttelse af personoplysninger. I det omfang de oplysninger, der agtes at give aktindsigt i, kan siges at være personhenførbare og har været undergivet elektronisk behandling, vil behandlingen af de pågældende oplysninger i princippet være undergivet de umiddelbart anvendelige regler i persondatadirektivet. Dette ændrer dog ikke på, at spørgsmålet om aktindsigt normalt alene skal afgøres på baggrund af en vurdering af reglerne i den danske offentlighedslov. Af persondatadirektivets præambel betragtning nr. 72 fremgår således: (72) dette direktiv giver mulighed for, at der i gennemførelsen af dets bestemmelser kan tages hensyn til princippet om aktindsigt i offentlige dokumenter. På den baggrund var det i forbindelse med tilblivelsen af persondataloven i slutningen af 1990 erne persondatalovudvalgets og Justitsministeriets opfattelse, at persondataloven ikke skulle påvirke anvendelsesområdet for de almindelige regler i offentlighedsloven. Af bemærkningerne til persondataloven fremgår: Efter lovforslaget har tredjemand ikke ret til aktindsigt i oplysninger om andre personer. Spørgsmålet skal derfor afgøres efter anden lovgivning, herunder reglerne i offentlighedsloven. Før EU-Chartret har det således været antaget, at persondatalovens regler om, hvornår en myndighed er berettiget til at videregive oplysninger ikke i almindelighed påvirker spørgsmålet om, hvornår den pågældende myndighed er forpligtet til at videregive oplysninger efter offentlighedsloven. Offentlighedslovens regler finder derfor fortsat normalt upåvirket anvendelse i forhold til spørgsmål om aktindsigt. På baggrund af praksis i forhold til EMRK art. 8 og med EU-Chartret kan der imidlertid argumenteres for, at spørgsmålet om udlevering af oplysninger om navngivne eller på anden måde identificerbare personer f.eks. til pressen blandt andet må vurderes på baggrund af en EU-konform fortolkning, der ligeledes tager hensyn til EMRK artikel 8, af offentlighedslovens regler. Det indebærer, at reglerne i offentlighedsloven om muligt må fortolkes på en sådan måde, at de fremkomne resultater ikke strider mod de grundlæggende bestemmelser i EU-Chartret og i EMRK. For så vidt angår forståelsen af artikel 7 og artikel 8 i EU-Chartret, har EU-Domstolen i sag C-92+93/09, Schecke, erklæret en forordning om automatisk offentliggørelse af oplysninger om navne på privatpersoner, der modtog landbrugsstøtte, ugyldig under henvisning til disse bestemmelser i Chartret. Hensynet bag reglerne, der krævede automatisk offentliggørelse, var et ønske om åbenhed og kontrol, men det var efter EU-Domstolens opfattelse ikke fornødent for at opnå den ønskede kontrol mv., at der fandt en automatisk offentliggørelse sted. EUdomstolen lagde i den forbindelse afgørende vægt på, at der ikke med reglerne var sikret, at den enkelte medlemsstat ville foretage den fornødne proportionalitetsvurdering også i forhold til hensynet til de registrerede privatpersoner inden den automatiske offentliggørelse. Spørgsmålet er imidlertid, om denne dom fra EU-Domstolen sammen med den hidtidige praksis for så vidt angår EMRK artikel 8 skaber en formodning for, at der i hvert fald skal ske en sagligheds- og proportionalitetsvurdering i forhold til, hvorvidt den offentlige interesse i at videregive oplysningerne overstiger hensynet til den enkeltes privatliv, inden oplysningerne kan videregives, f.eks. i forbindelse med en anmodning om aktindsigt. En myndighed, der modtager en begæring om aktindsigt, som hvis den imødekommes vil indebære videregivelse og eventuelt offentliggørelse af oplysninger om navngivne eller dog identificerbare privatpersoner, skal derfor efter omstændighederne være opmærksomme på pligten til at foretage en sagligheds- og proportionalitetsvurdering i overensstemmelse med det anførte i Scheckedommen fra EU-Domstolen og af praksis vedrørende EMRK. Dette kan efter vores vurdering ske ved, at de eksisterende regler i blandt andet offentlighedsloven underlægges en fortolkning, hvorved det sikres, at der i fornødent omfang foretages den påkrævede sagligheds- og proportionalitetsvurdering, inden oplysningerne videregives. Har du spørgsmål til artiklen, er du velkommen til at kontakte advokat Anders Valentiner-Branth, avb@horten.dk, advokat Henrik Sauer, hsa@horten.dk, og advokat Egil Husum, ehu@horten.dk. SIDE 18 RET & INDSIGT/Internationale retskilders betydning for adgangen til at videregive personoplysninger SIDE 19 RET & INDSIGT/Internationale retskilders betydning for adgangen til at videregive personoplysninger

11 Jan E. Jørgensen Hvornår begynder klagefristen? Hvis en borger ønsker at klage over en afgørelse, som er truffet efter planloven, kan borgeren skriftligt klage til Natur- og Miljøklagenævnet inden fire uger efter, at afgørelsen er meddelt. Se Planlovens 60, stk. 1. En række afgørelser meddeles offentligt f.eks. ved en annonce i den lokale avis og så regnes fristen fra offentliggørelsen. Andre afgørelser meddeles i et brev. Modtageren af brevet har fire uger til at klage, fra han har modtaget brevet, hvorimod andre borgere har fire uger fra det tidspunkt, hvor den pågældende har fået kendskab til afgørelsen. Denne på papiret ret simple regel har givet anledning til enkelte domstolsafgørelser senest en afgørelse fra Retten i Herning. Nævnets formodningsregel Det spørgsmål, som retten skulle tage stilling til, var, om fristen begyndte at løbe dagen efter, at et brev fra en kommune var afsendt, eller om fristen løb fra det tidspunkt, hvor brevet rent faktisk var modtaget. Natur- og Miljøklagenævnet benytter sig af en formodningsregel, hvor man går ud fra, at et brev modtages dagen efter afsendelsen. I den konkrete sag kunne det imidlertid dokumenteres, at brevet først var modtaget tre dage efter afsendelsen, da det var stemplet med et modtagelsesstempel. Dette var dog ikke nok til at overbevise Natur- og Miljøklagenævnet, som derfor afviste en klage med den begrundelse, at den var indgivet for sent. Virkelighedens verden Ved rettens behandling af sagen fremlagde klageren statistikker fra Post Danmark, der viste, at virkeligheden desværre ikke passer på formodningsreglen. Mellem seks og syv ud af 100 prøvebreve modtages ikke dagen efter afsendelsen. Derudover er der breve, som postbuddet fejlagtigt afleverer på en forkert adresse, så brevet bliver forsinket. Endvidere kunne det dokumenteres, at der netop den dag, hvor brevet burde være dumpet ind af modtagerens brevkasse, var forsinkelser på det lokale posthus. Naturklagenævnet tabte Retssagen blev tabt af Natur- og Miljøklagenævnet, hvilket sker yderst sjældent. Den principielle betydning af sagen skal dog ikke overvurderes, da afgørelsen ikke nødvendigvis betyder, at et modtagelsesstempel i sig selv er nok til at afgøre, hvornår et brev er modtaget, idet byretten lagde samlet vægt på alle momenter i sagen den rutinemæssige påstempling af breve hos modtageren, det konkrete stempel på brevet og oplysningen om forsinkelsen på det lokale posthus. Et godt råd til klageren Som klager bør man derfor fortsat for en sikkerheds skyld sende sin klage inden fire uger efter brevets datering, selv om man rent faktisk først har modtaget brevet mere end én dag efter afsendelsen. Tre gode råd til kommunen Omvendt kan man som kommune ikke være helt sikker på, at en afgørelse ikke kan påklages, selv om der er gået mere end fire uger og én dag fra afsendelsen af afgørelsen. For en sikkerheds skyld kan det derfor anbefales, at man overvejer at vente et par dage, før man handler i tillid til, at der ikke er klaget over afgørelsen. I øvrigt skal man være opmærksom på, at der også kan klages over en afgørelse for så vidt angår retlige spørgsmål ved at gå til domstolene. Her er søgsmålsfristen seks måneder, og det er ingen betingelse, at man først har forsøgt sig i Natur- og Miljøklagenævnet. Kommuner og andre, der skal vejlede om klagefrister, kan med fordel oplyse, at klagefristen som udgangspunkt beregnes fra dagen efter brevets datering. Et godt råd til Folketinget Det bedste ville imidlertid være en lovændring, hvorefter fristen ændres fra fire uger efter modtagelsen (meddelelsestidspunktet) til én måned efter afsendelsen (brevets datering). Hvis man som borger ville klage over en afgørelse, der var dateret den 22. februar, skulle det således ske senest den 22. marts. Så nemt har lovgivningsmagten imidlertid ikke (endnu) valgt at gøre det. P.S. Brug Hvad enten man er klager eller kommune, kan det anbefales at bruge . På den måde har man sikkerhed for afsendelsestidspunktet. Skriver man til Natur- og Miljøklagenævnet skal man ikke sende klagen som almindeligt brev, hvis man har sendt den som . Ønsker du dommen tilsendt, eller har du spørgsmål til artiklen, er du velkommen til at kontakte advokat Jan E. Jørgensen, jaj@horten.dk. SIDE 20 RET & INDSIGT/hvornår begynder klagefristen? SIDE 21 RET & INDSIGT/hvornår begynder klagefristen?

12 Anders Valentiner-Branth Henrik Sauer NYE REGLER på vejområdet I artiklen gennemgås nogle af de mest markante ændringer af gældende ret, der er resultatet af den nye privatvejslov og af ændringerne i vejloven, og vi kommer med nogle bemærkninger om, hvorvidt kommunerne som følge af de nye regler bør have økonomisk kompensation. Som det også fremgår på side 30 her i bladet, tilbyder Horten i samarbejde med Københavns, Århus og Odense Kommuner tre gratis kurser om de nye regler. På kurserne bliver der mulighed for at komme nærmere ind på de mange nye regler mv., og vi vil derfor i denne artikel alene fokusere på enkelte problemstillinger. Den 16. december 2010 vedtog Folketinget en ny lov om private fællesveje og nogle ændringer af vejloven. Den nye privatvejslov havde været undervejs et stykke tid. Fremsættelsen af forslaget til ny privatvejslov og til ændringer af vejloven gav anledning til en del medieomtale blandt andet vedrørende ændringerne i vejloven, der begrænser kommunernes muligheder for at nedklassificere offentlige veje til private fællesveje. Nedklassificering af offentlige veje til private fællesveje I forbindelse med ændringerne i vejloven har man i 90, stk. 7, indsat en ny regel om, at en vejbestyrelse tidligst kan træffe beslutning om, at en offentlig vej skal nedlægges og overgå til privat fællesvej eller privat vej fire år efter, at vejbestyrelsen har offentliggjort, at den påtænker at træffe en sådan beslutning. Det følger endvidere af reglen, at beslutningen om nedklassificering til privat fællesvej skal træffes senest seks år efter offentliggørelsen. Hermed har man altså indført en slags karensperiode på SIDE 22 RET & INDSIGT/Nye regler på vejområdet fire år, som ifølge lovforslagets bemærkninger skal sikre, at de berørte grundejere får mulighed for at indrette sig på at skulle sørge for vejens fremtidige vedligeholdelse som privat fællesvej, herunder eventuelt at få oprettet vejlav mv. Hvad angår offentliggørelsen af den påtænkte beslutning, fremgår det af lovforslagets bemærkninger, at det er op til den enkelte kommune at beslutte, hvordan offentliggørelsen skal ske, men at det forudsættes, at offentliggørelsen i almindelighed sker på kommunens hjemmeside. En anden nyskabelse er 90, stk. 8, som stiller krav om, at vejbestyrelsen i forbindelse med en beslutning om, at en offentlig vej nedklassificeres til privat fællesvej eller privat vej skal udarbejde en tilstandsrapport, som dokumenterer, at vejen og dens udstyr er i god og forsvarlig stand til den fremtidige brug som privat fællesvej eller privat vej. Efter de tidligere regler kunne de vedligeholdelsespligtige grundejere ikke kræve, at vejen havde en bestemt stand ved nedklassificeringen til privat fællesvej, hvorimod kommunerne i forbindelse med optagelse af en privat fællesvej som offentlig vej både efter de gamle og de nye regler efter omstændighederne har kunnet kræve vejen istandsat. Hvilke krav, der stilles for at en vej er i god og forsvarlig stand, er belyst nærmere i lovforslagets bemærkninger. Det fremgår heraf, at det forudsættes, at vejens elementer vejkasse, belægning, slidlag og eventuel vejbelysning i almindelighed har en restlevetid på mindst en fjerdedel af anlægselementets tekniske levetid, og at vejen er forsynet med et tilstrækkeligt vejafvandingssystem i forhold til normale nedbørsmængder. 90, stk. 9 12, indeholder en række bestemmelser om tilstandsrapporten, herunder om dens indhold, partshøring og offentliggørelse. Optagelse af private fællesveje som offentlige veje Den nye privatvejslov indeholder i 58, stk. 1, en regel, der giver kommunalbestyrelsen pligt til af egen drift jævnligt at vurdere, om en privat fællesvej har en sådan betydning for den almene færdsel, at vejen bør optages som offentlig vej i medfør af 23 i lov om offentlige veje. Loven giver også grundejerne nogle rettigheder i forhold til at kunne kræve den trafikale situation på en privat fællesvej nærmere undersøgt. Det følger således af 58, stk. 2, at hvis grundejere, der efter fordelingsreglen i lovens 49 står for mindst 2/3 af den private fællesvejs vedligeholdelsesudgifter, anmoder om det, så skal kommunen gennemføre trafiktællinger til belysning af, hvor stor en del af den motorkørende færdsel på vejen, der er almen færdsel. Det gælder dog ikke, hvis kommunen inden for de seneste fire år har foretaget sådanne trafiktællinger efter anmodning fra grundejerne. Hvis trafiktællingerne viser, at den gennemgående motorkørende færdsel på vejen udgør mere end 50 % af den samlede motorkørende færdsel, da er kommunalbestyrelsen efter 58, stk. 3, forpligtet til enten at optage vejen som offentlig vej i medfør af 23 i lov om offentlige veje eller at gennemføre færdselsregulering, der nedbringer den gennemgående motorkørende færdsel på vejen til mindre end 50 % af den samlede motorkørende færdsel. Selvom det i bemærkningerne til lovforslaget er anført, at bestemmelsen i 58, stk. 1, ikke i selv indebærer nye pligter for kommunerne, idet kommunerne allerede i dag forudsættes at gøre sig overvejelser om, hvorvidt en privat fællesvej har en sådan betydning for den almene færdsel, at den bør optages som offentlig vej, så vil bestemmelsen efter vores vurdering etablere en ny retlig situation. Det skyldes, at borgerne med denne bestemmelse i hånden vil have mulighed for at komme med en ganske anderledes håndfast argumentation end hidtil i forhold til at kræve, at en privat fællesvej optages som offentlig vej, hvis kriteriet om vejens betydning for den almene færdsel er opfyldt. Hertil kommer, at de pligter for kommunen og dermed rettigheder for grundejerne som følger af 58, stk. 2 og 3, er nye, og disse regler indebærer under alle omstændigheder væsentlige ændringer på dette område. Bestemmelsen i privatvejslovens 58 vil kunne få stor økonomisk betydning for kommunerne i årene fremover. Der ligger en betydelig administrativ opgave for kommunerne i jævnligt at skulle foretage vurderinger af, om de private fællesveje har en sådan betydning for den offentlige færdsel, at de bør optages som offentlige veje, ligesom det også må forventes, at en lang række grundejere vil fremsætte krav om gennemførelse af trafiktællinger på de private fællesveje. I det omfang der vil skulle gennemføres færdselsregulerende foranstaltninger, der nedbringer den gennemgående motorkørende færdsel til mindre end 50 %, eller i det omfang private fællesveje vil skulle optages som offentlige veje, så vil dette naturligvis også belaste kommunerne opgavemæssigt og økonomisk. Det er vores vurdering, at mange grundejere, der i dag har udgifter til vedligeholdelse af private fællesveje, vil opdage lovens muligheder for enten at få det offentlige til at betale for trafikdæmpende foranstaltninger på vejen eller til simpelthen at overtage vejen som offentlig vej og dermed spare de fremtidige vedligeholdelsesudgifter. Det må derfor også forventes, at mange grundejere vil anmode kommunerne om at foretage trafiktællinger i de kommende år. Som udgangspunkt er det gratis for borgerne at prøve disse muligheder af. Der er dog i 58, stk. 4, indsat en regel om, at kommunen kan stille krav om, at de grundejere, der anmoder om trafiktællingerne, afholder udgifterne hertil, hvis det viser sig, at den gennemgående motorkørende færdsel udgør mindre end 25 %. Selvom denne regel jo nok i nogle tilfælde vil kunne dæmpe lysten til at kræve trafiktællinger, så forventer vi dog, at der vil blive fremsat krav om trafiktællinger i et betydeligt antal tilfælde, ligesom kommunerne jo under alle omstændigheder er forpligtet til jævnligt af egen drift at foretage vurderingen af, om en privat fællesvej har en sådan betydning for den almene færdsel, at den skal optages som offentlig vej. Der knytter sig efter vores vurdering også nogle centrale problemstillinger til gennemførelsen af de i loven omtalte trafiktællinger, som kalder på en afklaring fra Transportministeriets side. æ SIDE 23 RET & INDSIGT/Nye regler på vejområdet

13 I 58, stk. 2 og 3, bruges udtrykket trafiktællinger. Men indebærer dette, at kommunen i disse situationer kan foretage et antal trafiktællinger med bestemte mellemrum, herunder f.eks. på forskellige årstider, og skal alle trafiktællinger i givet fald vise en gennemgående motorkørende færdsel på mere end 50 %, før kommunen er forpligtet til enten at gennemføre færdselsregulerende foranstaltninger eller at overtage vejen? Eller udløses disse forpligtelser, hvis blot én af flere trafiktællinger viser en gennemgående færdsel på mere end 50 %? Og er kommunen forpligtet til på forhånd at besvare spørgsmål om (f.eks. via meddelelse af aktindsigtsregler i arbejdsplaner mv.), på hvilke dage trafiktællingerne foretages. Dette vil medføre risiko for, at en aktiv grundejerforening vil kunne medvirke til at sikre, at den gennemkørende færdsel i hvert fald i disse dage kommer til at udgøre mere end 50 % af den samlede færdsel på vejen. I bemærkningerne til lovforslaget er således blot anført, at det er kommunen, der bestemmer, hvordan analyserne nærmere skal foretages, hvilket imidlertid efter vores vurdering ikke giver den fornødne vejledning. Da der her vil kunne opstå en række spørgsmål og usikkerheder, som er helt afgørende for tilrettelæggelsen og gennemførelsen af disse opgaver og for retsstillingen, bør Transportministeriet efter vores vurdering sørge for en præcisering af disse forhold snarest, og i hvert fald inden reglerne træder i kraft den 1. januar Vejbelysning Da der tidligere har været stor usikkerhed i mange kommuner om, i hvilket omfang kommunerne kunne afholde udgifter til vejbelysning på private fællesveje, har der været set frem til, at dette blev afklaret i den nye privatvejslov. Usikkerheden har blandt andet bestået i, hvorvidt det krævede en konkret vurdering af forholdene på de enkelte private fællesveje at beslutte, at kommunen skulle betale for vejbelysningen. Baggrunden for usikkerheden har til dels været, at området både har været reguleret i lovgivningen og af de ulovbestemte kommunalfuldmagtsregler. Det har således været udgangspunktet efter den hidtidige 45 i privatvejsloven, at de grundejere, hvis ejendomme grænser op til en privat fællesvej, har skullet betale for belysningen af vejen. Indenrigs- og Sundhedsministeriet har imidlertid udtalt, at kommuner med hjemmel i kommunalfuldmagtsreglerne har kunnet afholde udgifterne til driften af vejbelysningen på private fællesveje, såfremt kommunen herved varetager en saglig kommunal interesse. Det har imidlertid givet anledning til nogen usikkerhed, hvad der præcist skulle til, for at en kommune med tilstrækkelig sikkerhed havde hjemmel i kommunalfuldmagtsreglerne til at afholde sådanne udgifter. Spørgsmålet er så, om bestemmelserne om vejbelysning i den nye privatvejslov giver den nødvendige klarhed på området. Bestemmelsen om belysning af privat fællesveje findes nu i privatvejslovens 59. Udgangspunktet er fortsat, at grundejerne skal betale for vejbelysningen. Det følger af 59, stk. 1, at kommunen kan bestemme, at private fællesveje skal holdes belyst, hvis det vurderes, at dette er nødvendigt af hensyn til færdslen på vejen eller for at tilgodese andre almene offentlige hensyn. I endnu en ny og for kommunerne efter omstændighederne omkostningskrævende bestemmelse i 59, stk. 4, pålægges kommunen endvidere at afholde en forholdsmæssig del af udgifterne til belysning, hvis den private fællesvej kræves belyst af hensyn til den almene færdsel på vejen. Af den nye bestemmelse i privatvejslovens 59, stk. 5, følger, at kommunalbestyrelsen kan bestemme, at kommunen afholder udgifter til anlæg, forbedring og drift af vejbelysning, hvis almene, offentlige hensyn taler derfor. Bestemmelsens ordlyd sammenholdt med det anførte i bemærkningerne indeholder fortsat et krav om, at kommunen alene kan overtage betalingsforpligtelsen, hvis dette sker af hensyn til den almene færdsel på de pågældende veje. Når kommunen skal foretage denne vurdering, vil dette som udgangspunkt som hidtil kræve, at kommunen foretager et konkret skøn over denne problemstilling i forhold til de enkelte veje. Den bestemmelse, der havde til formål at skabe klarhed, og hvorom det i ministerens pressemeddelelse af 5. november 2010 om forslaget til privatvejslov er udtalt, at kommunerne får eksplicit hjemmel til at betale for vejbelysningen på de private fællesveje, har dermed ikke ændret væsentligt på kravet om, at der skal foretages en konkret vurdering. Det må således konstateres, at bestemmelsen ikke eliminerer behovet for en konkret stillingtagen til de enkelte veje, hvor kommunen har et ønske om at deltage i eller overtage betalingen for belysning. Hertil kommer, at de nye regler indeholder den for kommunerne uhensigtsmæssige indbyggede risiko, at de på den ene side skal pege på en række offentlige, almene hensyn for at skabe hjemlen til at betale for f.eks. vejbelysningen, men at bemærkningerne til lovforslaget på den anden side samtidig peger på, at tilstedeværelsen af sådanne hensyn bør føre til en vurdering af, om vejen skal optage den pågældende private fællesvej som offentlig vej i medfør af vejlovens 23 med væsentligt øgede driftsomkostninger for kommunen til følge. Spørgsmålet om økonomisk kompensation til kommunerne som følge af DUT I forbindelse med spørgsmålet om kommunernes nye opgaver og udgifter som følge af den nye privatvejslov er det værd at bemærke sig, at det i bemærkningerne til lovforslaget er anført, at den nye privatvejslov forventes at medføre en administrativ lettelse for kommunerne, og at loven samlet set ikke vil have væsentlige økonomiske konsekvenser for kommunerne. Selvom man med rette kan stille spørgsmålstegn ved denne forventning, må kommunerne altså være forberedte på, at dette vil være statens synspunkt i forbindelse med DUT-forhandlingerne. Det er således vores vurdering, at de nye regler medfører en række nye administrative udfordringer og forandringer i forhold til, hvem der skal afholde væsentlige omkostninger til driften af de pågældende veje. På den baggrund vil kommunerne med rette kunne kræve en økonomisk kompensation som følge af de nye regler i forbindelse med DUT-forhandlingerne. Man kan blot som et eksempel i den forbindelse pege på, at den ovenfor omtalte fire-årige karensperiode i forbindelse med nedklassificering af offentlige veje til private fællesveje, også vil medvirke til at øge de økonomiske konsekvenser af den nye regel i 58 om pligten til at optage private fællesveje af væsentlig betydning for den almene trafik som offentlige veje. Dette skyldes, at en kommune ikke hurtigt kan nedklassificere en offentlig vej til privat fællesvej, hvis f.eks. de trafikale forhold ændrer sig på en sådan måde, at vejen ikke længere har en væsentlig betydning for den almene færdsel, eller hvis det viser sig, at de trafiktællinger mv., der udgjorde grundlaget for vejens optagelse som offentlig vej, var fejlbehæftede. Har du spørgsmål til artiklen, er du velkommen til at kontakte advokat Anders Valentiner-Branth, avb@horten.dk og advokat Henrik Sauer, hsa@horten.dk. SIDE 24 RET & INDSIGT/Nye regler på vejområdet SIDE 25 RET & INDSIGT/Nye regler på vejområdet

14 Anders Valentiner-Branth Egil Husum René Frisdahl Jensen Efter at kommunerne har udskilt deres vandog spildevandsforsyninger i selskaber, får vi ofte spørgsmålet, hvordan de nye kommunale vandselskaber skal behandle anmodninger om aktindsigt. Vi gennemgår nedenfor, hvilke krav der kan stilles til vandselskabets behandling af anmodninger om aktindsigt, som selskabet enten selv modtager direkte, eller modtager fra kommunen til besvarelse i vandselskabet, fordi anmodningen vedrører den del af kommunens administration, der er udskilt til selskabet. Behandling af anmodninger om aktindsigt hvilke selskaber er forpligtede? Ved modtagelse af en anmodning om aktindsigt er det relevant først at fastslå, hvilke regler selskabet skal overholde ved behandlingen af sagen. Det følger af 14 i vandsektorloven, at kommunalt ejede vandselskaber er omfattet af offentlighedsloven og lov om aktindsigt i miljøoplysninger. 1 Serviceselskaber og holdingselskaber er ikke forpligtede til at Vandselskabers behandling af sager om aktindsigt Vandselskaber er forpligtede til at give aktindsigt i overensstemmelse med, hvad der følger af reglerne i offentlighedsloven. I denne artikel gennemgår vi de regler, der gælder ved vandselskabers behandling af anmodninger om aktindsigt efter offentlighedsloven, herunder om vandselskaberne skal overholde sagsbehandlingsreglerne i forvaltningsloven, når der gives afslag på aktindsigt. Vi kommer også ind på vandselskabernes pligter i forhold til at journalisere og arkivere dokumenter. efterleve reglerne i offentlighedsloven, da de ikke er vandselskaber i lovens forstand. De privatejede vandselskaber, som er reguleret af vandsektorloven, er omfattet af lov om aktindsigt i miljøoplysninger, men er ikke forpligtede til at efterleve reglerne i offentlighedsloven. Ingen af selskaberne er imidlertid en del af den offentlige forvaltning og er derfor i modsætning til kommunerne ikke forpligtede til at efterleve reglerne i forvaltningsloven. Denne forskel i forhold til den kommunale forvaltning har betydning både i forhold til selskabernes journaliseringspligt og de sagsbehandlingsregler, som selskaberne skal overholde ved behandlingen af konkrete anmodninger om aktindsigt. Hvad indebærer det, at selskaberne er omfattet af offentlighedsloven? At vandselskaberne er forpligtede til at efterleve reglerne i offentlighedsloven betyder, at borgerne har adgang til aktindsigt i de dokumenter, som selskaberne er i besiddelse af. Enhver kan anmode om aktindsigt efter offentlighedslovens regler, og der kan ikke kræves en nærmere begrundelse for anmodningen. Det fremgår således også af forarbejderne til vandsektorlovens 14, at bestemmelsen skal sikre, at borgerne har de samme rettigheder efter offentlighedsloven, som de havde, da vand- eller spildevandsforsyningsvirksomheden var en del af den kommunale forvaltning. Har vandselskaberne en journaliseringspligt? Det er en forudsætning for at få aktindsigt, at ansøgeren angiver de dokumenter eller den sag, som vedkommende ønsker at få aktindsigt i. Det følger imidlertid af praksis fra Folketingets Ombudsmand, at offentlige myndigheder kan være forpligtede til at vejlede om, hvordan ansøgeren kan formulere sin anmodning på en sådan måde, at det er muligt at identificere de pågældende dokumenter og sager. Det er også en forudsætning i reglerne i arkivloven og kan udledes af principperne om god forvaltningsskik, at de offentlige myndigheder skal have et tilstrækkeligt effektivt journalsystem til, at de dokumenter og sager, som der anmodes om aktindsigt i, rent faktisk kan findes frem af myndigheden. Arkivloven gælder imidlertid ikke for kommunalt ejede selskaber, og disse selskaber skal heller ikke efterleve principperne om god forvaltningsskik. Der stilles derfor ikke bestemte krav til selskabernes opbevaring og journalisering af dokumenter. Der er i forslaget til den nye offentlighedslov blandt andet en bestemmelse om, at forvaltningsmyndigheder skal journalisere dokumenter, der har betydning for en sag, og at journalsystemet skal indeholde en aktliste, der viser data for dokumentets modtagelse eller afsendelse og dokumentets indhold, jf. 15 i det fremsatte lovforslag. Vandselskaberne er efter vores vurdering ikke omfattet af den foreslåede pligt til journalisering, da pligten kun gælder for den kommunale centralforvaltning. Det fremgår således af bemærkningerne til bestemmelsen, at f.eks. en kommunal børnehave, der er en del af den såkaldte kommunale enhedsforvaltning, men ikke er en del af centralforvaltningen i kommunen, ikke vil være omfattet af den nye journaliseringspligt. Dette må efter vores opfattelse også indebære, at kommunalt ejede selskaber, der er organiseret på et privatretligt grundlag, og dermed ikke er en del af den offentlige forvaltning, heller ikke vil være forpligtede til at efterleve den foreslåede regel om en pligt til journalisering. Hvilke sagsbehandlingskrav gælder? Det er fast antaget, at en offentlig myndigheds stillingtagen til en anmodning om aktindsigt er en afgørelsessag i forvaltningslovens forstand, og at ansøgeren er part i denne aktindsigtssag. En offentlig myndighed vil derfor i forbindelse med et afslag på aktindsigt være forpligtet til blandt andet at efterleve begrundelseskravet i forvaltningsloven. Vandselskaber, der er organiseret f.eks. som aktieselskaber, er imidlertid ikke omfattet af forvaltningsloven, da loven ikke finder anvendelse i forhold til selskaber organiseret på et privatretligt grundlag. Og dette gælder også, selv om disse selskaber varetager offentlige opgaver. Vandselskaber skal efter 26, stk. 1, 1. pkt., i vandsektorloven meddele afgørelser om aktindsigt skriftligt til adressaten. Vandselskaber er endvidere efter 16 i offentlighedsloven forpligtet til at afgøre sager om aktindsigt snarest, og den, der har anmodet om aktindsigt, skal underrettes om årsagen hertil, og hvornår en afgørelse kan forventes at foreligge, hvis anmodningen ikke er imødekommet eller afslået inden ti dage. Vandselskabernes afslag på aktindsigt kan efter vandsektorlovens 26, stk. 3, påklages til Natur- og Miljøklagenævnet. Hvordan bør vandselskaberne indrette deres sagsbehandling? Selvom vandselskaberne som det fremgår ovenfor hverken er omfattet af journaliseringspligt eller forvaltningslovens sagsbehandlingsregler, så er det alligevel vores anbefaling, at selskaberne indretter deres administrative systemer og deres sagsbehandling på en sådan måde, så de rent faktisk er i stand til at leve op til deres forpligtelser efter offentlighedsloven. Det vil i den forbindelse være hensigtsmæssigt, hvis vandselskaberne har et system, der gør det muligt at finde de akter frem, som der begæres aktindsigt i. Har du spørgsmål til artiklen, er du velkommen til at kontakte advokat Anders Valentiner-Branth, avb@horten.dk, advokat Egil Husum, ehu@horten.dk, og advokat René Frisdahl Jensen, rfj@horten.dk. Note 1 Det bemærkes, at de kommunalt ejede vandselskaber, som ikke er omfattet af vandsektorloven, fordi de forsyner mindre end ti ejendomme, ikke er forpligtede til at efterleve reglerne i offentlighedsloven. SIDE 26 RET & INDSIGT/Vandselskabers behandling af sager om aktindsigt SIDE 27 RET & INDSIGT/Vandselskabers behandling af sager om aktindsigt

15 Thomas Grønkær fuldmægtig Medlem af Klagenævnet for Udbud Martin Stæhr Andreas Christensen Udbud med mere fleksibilitet og mindre formalia Øget velfærd øget udlicitering. Sådan indledte Berlingske Tidende overskriften på en artikel den 31. januar For tiden er der kommet øget fokus på at få flere opgaver i udbud. Samtidig er der fra politisk side mere pres på at skabe mere fleksible og smidige udbudsregler. Som et led i denne proces er der blandt andet blevet udsendt et udkast til ny bekendtgørelse om fremgangsmåden ved indgåelse af offentlige kontrakter om anskaffelser og arbejder. Derudover er der planer om, at Klagenævnet for Udbud i højere grad skal fokusere på grove overtrædelser af udbudsretten og derfor ikke længere skal have kompetence i sager vedrørende overtrædelser af tilbudsloven. Spørgsmålet er dog, om lovgivning er svaret på øget smidighed i udbudsprocessen, eller om der ud fra de eksisterende udbudsretlige rammer allerede kan skabes mere smidighed i udbudsprocessen. Behov for øget fleksibilitet Behovet for øget fleksibilitet i udbudsreglerne virker udtalt især når man som udenforstående kigger på Klagenævnet for Udbuds praksis. Mange virksomheder og myndigheder tolker kendelserne fra klagenævnet som unødigt formalistiske. Dette kan være mere eller mindre berettiget, men ofte levnes Klagenævnet ikke mange muligheder for at komme til andre resultater ud fra det grundlag og især de betingelser, som ordregiver har opstillet for udbudsprocessen. Også fordi Klagenævnet ikke tager stilling til, om en udbudsproces er tilrettelagt mere eller mindre hensigtsmæssigt, men alene forholder sig til, om der er sket overtrædelser af udbudsreglerne. Klagenævnet for Udbuds praksis Som eksempel kan fremhæves klagenævnskendelsen af 17. januar 2011 i klagesagen mellem Danmarks Miljøundersøgelser, Århus Universitet, og By- og Landskabsstyrelsen. I udbudsbetingelserne havde By- og Landskabsstyrelsen fastlagt, at tilbudsgivere skulle dokumentere deres omsætning i de seneste tre regnskabsår inden for det område, som kontrakten vedrørte. Et ofte anvendt udvælgelseskriterium. By- og Landskabsstyrelsen havde endvidere gjort det særligt klart i udbudsbetingelserne, at manglende iagttagelse af de opstillede dokumentationskrav ville medføre, at tilbuddet ville blive afvist som ukonditionsmæssigt. Danmarks Miljøundersøgelser havde imidlertid ikke oplyst de krævede omsætningstal i deres tilbud, og By- og Landskabsstyrelsen valgte på den baggrund at afvise tilbuddet som ukonditionsmæssigt. Danmarks Miljøundersøgelser valgte herefter at klage til Klagenævnet for Udbud og gjorde under klagesagen gældende, at de ikke var i besiddelse af de krævede omsætningstal. Som begrundelse for at de ikke var i besiddelse af omsætningstallene anførte Danmarks Miljøundersøgelser, at de i 2007 var blevet en del af Århus Universitet med fuld integreret økonomi for regnskabsåret 2008, og at det ikke var muligt at fremskaffe de pågældende omsætningstal for universitetet. Klagenævnet gav By og Landskabsstyrelsen medhold i påstanden om, at klagen ikke skulle tages til følge. Klagenævnet fremhævede således i kendelsens præmisser, at Danmarks Miljøundersøgelser i det mindste for årene 2006 og 2007, hvor virksomheden aflagde selvstændig årsrapport, kunne have oplyst om omsætningen inden for de leverancer, som kontrakten fra By og Landskabsstyrelsen omfattede. Da kun to virksomheder, inklusive Danmarks Miljøundersøgelser, havde afgivet tilbud, gik ordren til den anden tilbudsgiver, Eurofins Miljø A/S, hvis tilbud blev vurderet til at være konditionsmæssigt. Spørgsmålet som denne kendelse rejser er, om der reelt var noget behov for at fastsætte mindstekravet om omsætningstal for tilsvarende ydelser. Henset til de ganske få aktører på det pågældende marked, burde ordregiver måske helt have afstået fra at opstille udvælgelseskriterier, eller i hvert fald have begrænset dem betydeligt. I den forbindelse kunne By- og Landskabsstyrelsen måske have overvejet blot at bede om oplysninger om virksomhedernes samlede omsætning i de seneste regnskabsår eventuelt sammenholdt med et krav om fremlæggelse af en leveranceliste for de seneste tre år. Nye udbudsregler på vej I hvert fald har en reaktion på kendelser af denne type været at forberede nye og mere smidige udbudsregler. Senest ved udkast af 23. december 2010 til ny bekendtgørelse om fremgangsmåden ved indgåelse af offentlige vareindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter. Hensigten med nye regler på området er at øge fleksibiliteten i anvendelsen af udbudsreglerne. Dette skal ifølge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ske i en tofaset proces: I starten af 2011 skal ovennævnte bekendtgørelse træde i kraft, som erstatning for den gældende bekendtgørelse fra Den nye bekendtgørelse skal medvirke til at gøre udbudsprocesserne mere smidige og skal forhindre, at formalitetsfejl i tilbud eksempelvis manglende fremlæggelse af regnskaber eller omsætningstal - bevirker, at et ellers konditionsmæssigt tilbud ikke kan antages af en offentlig udbyder. Andet led i den tofasede proces består i, at der skal udarbejdes og vedtages en ny udbudslov. I den forbindelse har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen lagt op til, at erfaringer fra udarbejdelsen af en ny udbudslov i Sverige vil blive inddraget. Opstil kun nødvendige udvælgelseskriterier Men at bruge love og bekendtgørelser til at implementere mere smidige processer er ikke problemfrit. Et eksempel er persondataloven, som blev sat i verden for at implementere et EU-direktiv. Resultatet af denne implementering er blevet en lovjungle, der sætter selv en garvet jurist på prøve. I stedet for yderligere regulering af udbudsområdet, kunne der sættes mere fokus på, hvilke mindstekrav og udvælgelseskriterier offentlige udbydere opstiller i udbudsbetingelserne. Med de nuværende regler kan man allerede fremme en smidig udbudsproces. I det udbud, der lå til grund for ovennævnte klagenævnskendelse af 17. januar 2011 kunne ordregiver som nævnt have overvejet, om det var nødvendigt at oplyse omsætningen inden for det område, som kontrakten vedrørte, henset til det begrænsede antal aktører på det pågældende marked. I tråd med den tanke kan man spørge, om ordregiver altid behøver at kræve, at tilbudsgiver fremlægger en serviceattest sammen med tilbuddet. Ofte vil en underskrevet erklæring være tilstrækkeligt til at opfylde formålet med en serviceattest. Hvis udbudsmaterialet udarbejdes på en sådan måde, at tilbudsgivers underskrift på tilbudslisten indebærer, at tilbudsgiver samtidig erklærer, at denne ikke er omfattet af artikel 45-udelukkelsesgrundende, bliver tilbudsafgivningen og tilbudsevalueringen endnu lettere at håndtere. Ordregiver bør kun opstille de kriterier, som er nødvendige og relevante for den kontrakt, som er i udbud. En smidigere udbudsproces kan således opnås ved at på forhånd at sondere det relevante marked. Hvis markedet er stort, kan dette tale for opstillingen af flere udvælgelseskriterier med henblik på at sikre, at de bedst egnede leverandører får adgang til at afgive tilbud. Er der omvendt tale om et lille marked, så er der måske behov for færre kriterier for at sikre, at der i sidste ende etableres en tilstrækkelig konkurrence om kontrakten. Foretager udbyder ikke en sådan markedsvurdering ved hver enkelt udbud, er der risiko for, at der i sidste ende ikke opnås det, der ellers er et af hovedformålene med udbudsreglerne: At den offentlige udbyder får en ønsket anskaffelse til den bedst opnåelige pris og/eller med den bedst mulige kvalitet. Med omtanke og kvalificeret vejledning allerede i udformningen af udbudsbetingelserne, kan man fastlægge de nødvendige udvælgelses- og tildelingskriterier og derved tillige imødekomme de politiske intentioner om at fremme konkurrence (og få gode priser på offentlige anskaffelser) i stedet for at hindre en effektiv konkurrence. Har du spørgsmål til artiklen, er du velkommen til at kontakte advokat Martin Stæhr, mst@horten.dk, eller advokat Andreas Christensen, ac@horten.dk. SIDE 28 RET & INDSIGT/Udbud med mere fleksibilitet og mindre formalia SIDE 29 RET & INDSIGT/Udbud med mere fleksibilitet og mindre formalia

16 KORT NYT Forslag til ny offentlighedslov fremsat Justitsministeren fremsatte onsdag den 8. december 2010 forslag til en ny offentlighedslov. herunder kommunerne, hvilket vil kræve en indarbejdes i hele den offentlige forvaltning, Lovforslaget indeholder en række væsentlige omfattende uddannelsesindsats. ændringer i aktindsigtsreglerne, særligt for kommunerne. Den nye offentlighedslov er nu henvist til behandling i Retsudvalget, og udvalget Berth fra Horten afholder, som tidligere an- Anders Valentiner-Branth og Rikke Søgaard forventes at afgive betænkning den 3. marts nonceret, seminarer om de nye regler, såfremt Kravene i en ny offentlighedslov vil skulle loven bliver vedtaget af Folketinget. Kursus om den nye privatvejslov Hortens afdeling for offentlig ret arrangerer i samarbejde med Københavns Kommune, Århus Kommune og Odense Kommune tre kurser om den nye privatvejslov med advokat Anders Valentiner-Branth og advokat Henrik Sauer som undervisere. Kurserne bliver afholdt dels hos Horten, dels hos Århus og Odense Kommuner: 27. september 2011, kl hos Århus Kommune (ny kantine), Bautavej 1, 8210 Århus V. 29. september 2011, kl hos Horten, Philip Heymans Allé 7, 2900 Hellerup. Da dette kursus, der afholdes sammen med Københavns Kommune, næsten er fuldt booket (100 deltagere), afholdes også kursus den 5. oktober oktober 2011, kl hos Horten, Philip Heymans Allé 7, 2900 Hellerup. 7. oktober 2011, kl hos Odense Kommune, Uddannelsescenter (lokale 100, 1. sal), Schacksgade 39, 5000 Odense C. Nyansatte jurister i Horten Siden sidste nummer har vi i Horten budt velkommen til følgende jurister: fuldmægtig Thomas Grønkjær EU, Udbud & Konkurrence fuldmægtig Charlotte Stausholm Nielsen Fast ejendom & Entreprise fuldmægtig David Salomonsen Offentlig Ret fuldmægtig Anne Kathrine Holm Eriksen Immaterialret & Teknologi Alle er velkomne. Tilmelding kan ske til Trine Lindenskov Andersen, tla@horten.dk. Program for Foreningen for Kommunal- og Forvaltningsret i Danmark 2011 Cand.merc.jur. Kia Pham M&A Horten ved advokat Anders Valentiner-Branth og advokat Line Markert er sekretariat for Foreningen for Kommunal- og Forvaltningsret i Danmark, hvis program for 2011 foreligger nu: Forvaltningsretlige udfordringer i forbindelse med digital sagsbehandling (E-dag 3, objektiv sagsbehandling mv.) v/ kontorchef Karsten Loiborg, Folketingets Ombudsmand og chefkonsulent Frederik Siegumfeldt, It- og Telestyrelsen 8. februar i København 10. februar i Århus Nyt fra det kommunalretlige og forvaltningsretlige område v/ kontorchef Pernille Christensen, Indenrigs- og Sundhedsministeriet og advokat Anders Valentiner-Branth 26. april i København (samtidig afholdes foreningens generalforsamling) 28. april i Århus Thomas Grønkær tiltræder som advokatfuldmægtig i Hortens afdeling for EU-, udbuds- og konkurrenceret Grænser for gaver og repræsentation særligt debatmøde v/ professor dr.jur. Niels Fenger, Københavns Universitet 20. september i København 22. september i Århus Udfordringer i forbindelse med udbuds- og tilbudslovgivningen v/ vicedirektør Kim Sparlund, Konkurrencestyrelsen og advokat Andreas Christensen, Horten 24. november i København Se endvidere foreningens hjemmeside ( for nærmere oplysninger om tidspunkt og sted for årets arrangementer. Tilmelding til arrangementerne kan ske til sekretariatet på komret@horten.dk. Thomas Grønkær (f. 1973) starter fra den 1. marts som advokatfuldmægtig i Hortens afdeling for EU-, udbuds- og konkurrenceret. Thomas Grønkær kommer fra en stilling som chefkonsulent hos Rambøll Management Consulting A/S. Her har han primært beskæftiget sig med udarbejdelse og kvalitetssikring af udbudsmateriale, rådgivning vedrørende udbudsret og udbudsgrundlag og indgåelse af endelig kontrakt med leverandør. Specielt inden for udbud af it-kontrakter har Thomas Grønkær gjort sig bemærket. Blandt andet har han medvirket i udbud af it-systemer i SKAT og inden for forsyningsområdet. Sideløbende har han siden 2008 været medlem af Klagenævnet for Udbud, hvor han har fungeret som særlig sagkyndig i udbudsspørgsmål. I den forbindelse deltager han i den mundtlige og skriftlige behandling af klagesager og i udarbejdelsen af kendelser. I en årrække har Thomas Grønkær været ansat i centraladministrationen, blandt andet Udenrigs- og Finansministeriet. Endvidere har han været juridisk ansvarlig for implementeringen af et projekt for digitalisering af alle sagsbehandlingsprocesser, herunder for godkendelse af lægemidler. Thomas Grønkær bliver i kraft af sin store ekspertise inden for alle aspekter af udbudsretten og it-kontraktsret et væsentligt bidrag til Horten på denne front. SIDE 30 RET & INDSIGT/Kort nyt SIDE 31 RET & INDSIGT/NYANSATTE JURISTER

17 Horten er blandt landets førende advokatfirmaer. Vi rådgiver erhvervslivet og den offentlige sektor inden for alle juridiske specialer og har mere end 50 års erfaring som juridisk rådgiver for en lang række af landets kommuner, kommunale selskaber, offentlige myndigheder og virksomheder. Vi er 220 medarbejdere, heraf 110 jurister, der står klar til at tage hånd om din virksomheds eller kommunes behov for løsningsorienteret juridisk rådgivning. Ret & Indsigt på horten.dk Du kan også læse nye og gamle udgaver af Ret & Indsigt på vores hjemmeside Her kan du ligeledes opdatere dine abonnementsoplysninger og tilmelde dig Ret & Indsigt som onlinemagasin samt Hortens elektroniske nyhedsbreve inden for en lang række juridiske specialer. Horten Philip Heymans Allé 7 Box Hellerup Tlf Fax info@horten.dk