Der var noget sært bevægende over sejrsceremonien

Transkript

1 Kongen knægten Roger Federer og Rafael Nadal har stået over for hinanden i flere store finaler end nogen andre. Mens vi venter på den næste, tegner Anders Haahr Rasmussen et portræt af en af sportshistoriens største rivaliseringer, der har givet tennissporten nyt liv. Der var noget sært bevægende over sejrsceremonien ved de åbne australske mesterskaber i januar. Den var på en gang inderligt rørende og yderst ubehagelig. Man behøvede ikke være tennisentusiast for at blive påvirket, om end det hjalp at kende en smule til finalisterne og deres årelange rivalisering: Roger Federer, monarken, havde siden 004 tronet øverst på ranglisten og domineret sporten så overlegent, at han syntes sikker på en plads i historiebøgerne som den bedste tennisspiller nogensinde. Indtil sommeren 008, da den evige toer, unge Rafael Nadal, som voldte Federer større og større problemer, først udraderede ham ved de åbne franske mesterskaber kun for at gentage succesen en måned senere med en sejr ved Wimbledon, der markerede magtskiftet i tennistoppen. Samtidig overtog Nadal førstepladsen på verdensranglisten. Der stod Federer så på et lille podie under Melbournes aftenhimmel med sin sølvplatte i hånden, klar til at holde sin taber-takketale foran godt tilskuere, der netop havde set ham tabe endnu en finale til Nadal. Den femte i træk. Publikum klappede, og Federer tog en dyb indånding, men der kom ingen ord, kun tårer, og til sidst gav han slip. Federer græd og græd med hoppende skuldre og sænket hoved, indtil han fik lov at udskyde sin tale, gøre plads til Nadal, som trådte op på podiet, modtog sin pokal, stillede sig hen ved siden af Federer og lagde armen om hans skulder. Det var et rørende syn, sportens to største rivaler i tårevædet omfavnelse. Det var også et brutalt syn. Spanieren havde fundet opskriften til at vinde over den uovervindelige, og det var ved at slå Federers karriere itu. Det var ved at overflødiggøre hans mange titler og rekorder, for når alt kommer til alt, er tennis en gladiatordyst, hvor selv det største pokalskab er for småt til at skjule den personlige fornedrelse, der følger af at tabe den ene duel efter den anden. Federer var på vej til at fuldende sin skæbne som mesteren over dem alle, men han fik gummiarm. Han kunne ikke slå Nadal. Derfor græd han, og derfor virkede Nadals omsorgsfulde arm og opmuntrende ord paradoksale som at trøste den ulykkelige kæreste, hvis hjerte man netop har knust. Nadal var årsagen til den selvsamme smerte, han forsøgte at lindre. FINALEN I AUSTRALIEN kunne passende have markeret afslutningen på rivaliseringen mellem Federer og Nadal. I så fald ville det have været historien om den perfekte tennisspiller og opkomlingen, der sendte ham på for tidlig pension. Det ville have været historien om Björn Borg og John McEnroe om igen. I sidste halvdel af 70 erne var der ingen over og ingen ved siden af den stilfulde svensker. Borg vandt Wimbledon og de franske mesterskaber fem gange i træk, men lige så langsomt begyndte en ilter knægt fra Queens at få stadigt bedre fat i mesterens spil. Det kulminerede i sommeren 1981, da McEnroe slog Borg i både Wimbledon- og US Open-finalen. Amerikaneren havde nu vundet deres sidste fire møder og overtaget førstepladsen på ranglisten. Han havde krammet på Borg, alle kunne se det, Borg vidste det selv, og han tog konsekvensen, pakkede sine ketsjere sammen og indstillede karrieren, 5 år gammel. Roger Federer har valgt en anden løsning. Den går ud på at genopfinde sig selv som tennisspiller. Målet er at slå Nadal, og missionen er værd at følge med i, for som den tidligere svenske verdensstjerne og nuværende tenniskommentator Mats Wilander siger: Deres kampe er allerede den største sportsbegivenhed. Hver gang de mødes i en grand slam-finale, er det, som om hele verden pludselig... (Wilander løfter hænderne og laver en langstrakt pustelyd for at simulere andægtighed)... og hvis Federer kommer tilbage og begynder at slå Nadal, så er det jo helt mageløst. Så kan det ikke sammenlignes med noget andet inden for idrætsverdenen nogensinde. Tvekampen mellem Roger Federer og Rafael Nadal er allerede udråbt som en af sportshistoriens allerstørste rivaliseringer, helt deroppe ved siden af bokseklassikerne Muhammad Ali versus Joe Frazier og de politisk betændte skakdramaer mellem Boris Spassky og Bobby Fischer. Ud over de grundlæggende forudsætninger for enhver rivalisering de er de bedste, i deres bedste alder, mødes ofte, og deres kampe er dramatiske lever Federer-Nadal højt på deres indbyrdes modsætninger. De kan let opremses som højrehåndet mod venstrehåndet, schweizisk møjsommelighed mod spansk temperament, kosmopolit mod provinsdreng, elegance mod råstyrke, geni mod viljekraft, skalpel mod kødhakker, Fred Astaire mod Marlon Brando, men forskellene er nok bedre beskrevet gennem oplevelsen af at se dem spille tennis. FØRSTE GANG MAN ser professionel tennis i levende live, får man et chok. Især hvis man sidder tæt på banen, for der bliver det tydeligt, hvor skræmmende hårdt spillerne i virkeligheden slår til bolden, og hvor hurtigt de reagerer. Det, der gør Federer unik, er den lethed, hvormed han bringer sig i position og slår til disse ubegribelig hårde bolde. Han ser stort set ikke ud til at anstrenge sig. Som i kvartfinalen ved dette års Wimbledon, hvor han mødte Ivo Karlovic, en 08 cm høj kroat med en serv så stejl, at den lader til at bevæge sig lige så meget nedad som fremad. I sine seneste otte kampe havde han ikke tabt et eneste serveparti. Det havde han efter 10 minutter mod Federer. Bagud sender Karlovic ellers en kanonkugle af en førsteserv af sted, 08 km/t, ud i Federers baghåndsside. Når Karlovic får sin førsteserv i spil, plejer der ikke at være så meget at rafle om. I sin sidste kamp betød det point til kroaten i 19 ud af 0 tilfælde. Men denne gang var det Federer, der returnerede, og han nåede ikke bare at sætte ketsjeren på, han fik også dirigeret bolden ned ad linjen til en klokkeklar vinder. Publikum måbede, ikke kun fordi Federer i samme parti brød Karlovic serv. Det er imponerende i sig selv, men det utrolige var, hvor ubesværet det så ud. En serv med 08 km/t giver Federer under et halvt sekund mindre end den tid, det tager at sige et halvt sekund til at aflæse boldens bane, svinge ketsjeren, justere grebet og modstå det tryk på over 50 kg, hans arm bliver udsat for, alt sammen med den millimeterpræcise timing, der skal til for at sende bolden tilba- > 84 EUROMAN SEPTEMBER 009 SEPTEMBER 009 EUROMAN 85

2 ge ret ned ad linjen. Når man ser Federer gøre det så let som ingenting, kan man næsten forestille sig, hvordan han ser dette projektil af en tennisbold som en stor ballon, langsomt svævende ham i møde. Den 8-årige schweizer er udstyret med den perfekte tenniskrop 185 centimeter høj, lange arme, brede skuldre, senestærke muskler med en smidighed på grænsen til det elastiske og så er han født med en uforlignelig koordinationsevne mellem hånd og øje, en instinktiv fornemmelse for boldspil svarende, velsagtens, til Mozarts gehør. Alligevel skulle der gå adskillige år, før Federers talent begyndte at resultere i de helt store trofæer. Han deltog i 16 grand slam-turneringer uden at nå længere end til kvartfinalen, før han vandt Wimbledon i 003. Det blev begyndelsen på Federer-æraen, , den mest ensidigt dominerede periode i moderne tennishistorie. Manden vandt stort set alt, overalt, mod alle og på alle slags underlag, og han gjorde det så overlegent, at selv hans modstandere blev fans. Lad det være eksempel nok, at Facebook-gruppen Hvis tennis var en religion, ville Federer være Gud blandt sine administrerende officerer tæller amerikaneren John Isner, som Federer slog i tredje runde af US Open i 007. Det var omkring denne tid, at Rafael Nadal for alvor begyndte at udfordre Federers herredømme, og det var tiltrængt, for tilskuerne savnede spænding. De længtes efter en, der kunne bryde fænomenets rytme. De fandt ham i Nadal. HVIS FEDERER ER TENNISSPORTENS luftige impressionist, så er Nadal den uregerlige ekspressionist. Hans spillestil er en form for abstrakt kunst. Dette er fra en træningsseance en søndag formiddag sidst i maj under de franske mesterskaber: Nadals tilstedeværelse afsløres allerede inden, man rigtig kan se bane 13, og det skyldes ikke kun det massive opbud af fans, der står tæt pakket i fem lag, hvoraf de bagerste håbefuldt sender deres kameraer frem i geledderne for at få fortropperne til at tage et billede. Nej, det skyldes først og fremmest lydene fra banen, lydene af Nadals slag. Enhver, der har spillet tennis, kender den sjældne følelse af at træffe bolden rent og ved, hvordan et sådant slag med ketsjerens sweet-spot akkompagneres af en svært tilfredsstillende dump lyd, som i plok eller fffump. Sådan lyder det, hver gang professionelle tennisspillere slår til bolden. Sådan lyder det overhovedet ikke, når Nadal slår til bolden; man forestiller sig, at han flækker bolden midt over og knækker strengene på tværs, hver gang han slår et slag. Det lyder som en mindre voldshandling, og det ser ligesådan ud. Som en køllesvingende huleboer holder Nadal så langt nede på ketsjeren, at en del af hans håndflade har fat under grebet. Når han slår et forhåndsslag, læner han sig ikke fremad, han læner sig snarere bagud, og i stedet for at føre slaget gennem bolden og videre hen foran kroppen slynger han ketsjeren opad, op over hovedet, med en bevægelse, der ved første øjekast ligner et smertefuldt freakshow, men ved nærmere eftersyn fremstår som en ekstrem variant af moderne tennis. Det er nemlig blevet et spil om spin, og Nadal genererer sindssyge mængder spin med sin forhånd. Boldens bane består af høje kurver: Den bliver slået hårdt frem- og opad, tvinges af topspin til at dykke drastisk ned på modstanderens banehalvdel kun for at springe højt og hastigt op igen. Højt op i Federers baghånd, fx. Helt op i skulderhøjde, hvor det er svært at slå ordentligt til den. Teknikken er særlig effektiv på grus, hvor bolden hopper højere end på græs, og derfor var det længe sådan, at Nadal slog Federer ved de franske mesterskaber, mens Federer slog Nadal ved Wimbledon. År efter år stod de over for hinanden i sommerens to store finaler, hver gang delte de i porten. Indtil sommeren 008. Først fik Federer en røvfuld uden lige i Paris. Nadal vandt 6-1, 6-3, 6-0 i en kamp, der om noget udstillede de to rivalers forskellige kampånd. Federers værste modstander har altid været ham selv. Som juniorspiller var han kendt for sit hysteriske temperament, Borg McEnroe Første gang de stod på samme tennisbane, var ved US Open i begyndelsen af 70 erne. John McEnroe var bolddreng, mens den tre år ældre Björn Borg var en lovende junior. Senere skulle de to komme til at stå over for hinanden i en af tennishistoriens mest højtprofilerede rivaliseringer. Det var den stoisk rolige Borg fra Södertalje i Sverige, kendt for sin fysiske udholdenhed og tålmodige grundslag fra baglinjen, mod den rastløse newyorker McEnroe, evigt netsøgende, på udkig efter de mest uforudsigelige vinkler og ikke bleg for at overfuse dommeren. Deres første kamp var i 1978, da Borg lå nummer et på verdensranglisten, og McEnroe kun lige var blevet professionel. Amerikaneren gik uimponeret til værks og slog den mangedobbelte grand slam-mester 6-3, 6-4. Siden fulgte yderligere 13 møder, hvoraf Wimbledon-finalen i 1980 stadig huskes som en af de mest velspillede og dramatiske kampe nogensinde. Borg misbrugte fem matchbolde i fjerde sæts historisk lange tiebreak, som McEnroe vandt 18-16, men Borg kom tilbage og tog det afgørende sæt 8-6. Året efter fik McEnroe revanche. Han slog Borg i både Wimbledon- og US Open-finalen, hvorefter svenskeren indstillede karrieren. Målt i indbyrdes opgør sluttede deres duel uafgjort, 7-7. POLFOTO han kylede med ketsjeren og råbte og skreg og græd, og selv i sin tidlige seniorkarriere var det rutine efter en utilfredsstillende træningstime at køre en tur med træner Peter Lundgren, der rullede vinduerne ned, skruede op for Metallica og lod ham råbe og skrige af sine lungers fulde kraft. Federer var frustreret, ikke over dommerkendelser, modstanderen eller højlydte tilskuere, men over forvaltningen af sit enorme talent. Det var han også den dag i Paris. Nu havde han lært ikke at smadre sin ketsjer, så han hang med skuldrene i stedet for og lod sig modløst ydmyge i tredje sæt. Ikke at Nadal gav ham mange chancer for at komme tilbage i kampen, spanieren hamrede løs til det sidste, som om hver duel gjaldt døden. NEDSABLINGEN VED DE franske mesterskaber blev efterfulgt af Wimbledon, hvor Nadal sejrede 9-7 i femte sæt efter en historisk lang finale. Tennisfans verden over var ikke i tvivl, journalisterne var enige, og legenderne Borg og McEnroe nikkede anerkendende: Dette var den største tenniskamp nogensinde. En anden sandhed lurede i baggrunden: Federer havde et Nadal-kompleks. Magtskiftet kunne ikke kun forklares med Nadals udvikling som spiller, hans tilpasning til græstennis, den skarpere serv, flugtningerne, hurtigheden, fighterviljen, evnen til at slå en vinder på det mest usandsynlige tidspunkt og hans jernhårde, aldrig svigtende, 80 omdrejninger i sekundet-roterende grundslag. Alt sammen var nødvendige forudsætninger, men de var ikke tilstrækkelige. Det afgørende element var psykisk. Man skulle tro, at Federer blev intimideret bare ved synet af den muskelsvulmende spanier i de ærmeløse trøjer. Og denne tro er blevet til viden, efter at den velrenommerede tennistræner og psykolog Vic Braden analyserede optagelser af Federers ansigtsudtryk med samme teknik, som efterretningstjenester bruger til at afsløre terrorister. Det viser sig, at Federer vanligvis spiller med opadvendte mundvige, vidtåbne øjne og blikket lige frem, men når han møder Nadal, falder både blikket og mundvigene til jorden, og det sker allerede under opvarmningen. De ved det godt i Nadal-lejren. Tennis handler ikke kun om tennis. Rafaels onkel og træner, Toni, har for længst erklæret Federers spil i en klasse for sig. Selv efter Rafael Nadals sejre i 008 og efterfølgende førsteplads på verdensranglisten stod Toni fast: Rafael er lige nu den bedste ifølge ranglisten. Men hvem har det bedste spil? Federer. Roger er en fantastisk tennisspiller. Men han er kun et menneske. Hvis du kan så tvivl i hans hoved... Det er i den grad lykkedes at så tvivl i Federers hoved. Som Mats Wilander beskriver det: Hans hjerne bliver jo helt nulstillet, når han møder Nadal, det er helt sygt. Jeg har aldrig set noget lignende. I Australian Open-finalen løb han ud og slog to forhåndsslag fra ulige side på Nadals andenserv. To gange på fire en halv time slog han sådan en forhånd, den ene slog han inside-out: vinder. Den Roger Federer 8. august 1981 (8 år) Wollerau, Schweiz 185 cm, 85 kg (rekord) Kenneth Carlsen er en af de få spillere med en positiv statistik mod Federer. Danskeren vandt deres eneste opgør ved ATP Masters Series Miami tilbage i 1999, året efter Federer blev professionel. Federer er en af de få topspillere uden en fast fuldtidstræner. Til gengæld rejser han altid med sin kone og manager, Mirka Federer, der selv har en fortid som professionel tennisspiller. De mødtes under OL i Sydney 000, da de begge stillede op for Schweiz. 7 3 anden slog han ned ad linjen: vinder. Hvorfor i helvede gør han ikke det noget mere? Der er ingen af os ældre, der forstår det. DA FEDERER HAVDE TØRRET ØJNENE efter nederlaget i Melbourne i januar, stod han over for en udfordring, som ikke kunne reduceres til et spørgsmål om finjusteringer af slagteknikken. Perfektionisten var nødt til at ændre sin indstilling til tennis. På svævende fødder var han danset til tops, men nu havde Nadal trukket ham ned på jorden og ind i et hundeslagsmål. Federer var nødt til at bide tilbage, han var nødt til satse og spille et spil, han ikke følte sig tryg ved, men som ødelagde Nadals rytme på samme måde, som Nadal havde ødelagt hans. For at slå Nadal var Federer nødt til at spille mod Nadal snarere end mod sig selv. Han viste, hvordan det skulle gøres i maj måned. Anledningen var finalen ved Madrid Open, Nadal var på hjemmebane, og underlaget var grus, men Federer satte dagsordenen vs. Født Bopæl Højde & drøjde Turneringssejre Grand slam-titler Diverse Indbyrdes opgør Sejre i alt på grus på græs på hard court i grand slam-finaler fra starten. Først benyttede han sig af et klassisk Nadal-trick og tog sig ekstra god tid til at pakke ketsjerne ud af tasken, så Nadal måtte stå og vente ved nettet sammen med dommeren, klar til den ceremonielle lodtrækning om retten til at serve først. Jeg havde lyst til at gøre tingene anderledes i dag. Spillerne giver ham lov til for meget, de lader ham selv bestemme sin rytme, forklarede en sjældent konfronterende Federer efterfølgende om den usædvanlige optakt til kampen. På banen fortsatte han stilen. Federer gik til nettet på sin serv, slog den ene mere vovede stopbold efter den anden, og i stedet for at lade sig fange i grundlinjedueller på kryds af banen fra Nadals stærke forhånd til Federers baghånd trådte Federer ud i baghåndssiden og slog med forhånden ned ad linjen, ned i Nadals baghånd, et vanskeligt slag med høj risiko, men det fungerede. Federer vandt kampen 6-4, 6-4 og fik sin første sejr over Nadal i halvandet år. Det var en lille sejr i en mindre turnering, og Nadal Rafael Nadal 3. juni 1986 (3 år) Manacor, Mallorca, Spanien 185 cm, 87 kg 36 6 Rafael Nadals onkel, Miguel Nadal, var professionel fodboldspiller og kendt for sin fysisk betonede stil, der gav ham tilnavnet The Beast. Han vandt fem mesterskaber med FC Barcelona i 90 erne og deltog ved tre VM-slutrunder. Rafael Nadal er faktisk højrehåndet. Når han alligevel spiller tennis med venstre hånd, skyldes det, at hans træner og onkel, Toni, tidligt opfordrede sin nevø til at tage ketsjeren i den anden hånd, fordi han selv hadede at spille mod venstrehåndede var i forvejen udmattet efter en maratonsemifinale dagen inden, men det varslede nye tider. Resten af sommeren brugte schweizeren på at vinde de franske mesterskaber og Wimbledon uden at møde sin rival en eneste gang. En knæskadet Nadal så på, mens Federer slog alle tiders rekord for flest grand slam-titler og generobrede førstepladsen på verdensranglisten. Det var kongens comeback, men det var i knægtens fravær. Det var Federer som fighter, men det var ikke den ultimative forløsning. Den kan kun komme i direkte strid med Nadal på de helt store arenaer med begge spillere i topform. Årets sidste grand slam-turnering, US Open, afgøres den 13. september. Det er første del af rivaliseringens næste akt. Nadal skal bevise, at Federers genkomst blot har været et mellemspil. Federer skal bevise det modsatte. Resten af os må bare håbe, at de begge står på scenen til slut. For der er ingen finale som en Federer- Nadal-finale. n 86 EUROMAN SEPTEMBER 009 SEPTEMBER 009 EUROMAN 87

3 0 Refleks Weekend maj 009 Dagbladet Information sektion Tennis Kroppens rytme. Caroline Wozniackis mundvig gør en trækning nedad, hver gang hun slår til bolden. Det er ikke noget, hun er bevidst om, det sker helt af sig selv. Engang begyndte hun på det, og nu er det blevet en fast integreret del af hele den rutine, der er hendes tennisslag. Foto: Benoit Tessier/Scanpix Sikken et tempo, sikken en timing French Open. Der er tennis, og så er der professionel tennis. Caroline Wozniacki spiller professionel tennis i disse dage ved de åbne franske mesterskaber i Paris af Anders Haahr Rasmussen, Paris Jeg sidder på centre court i Paris og tænker på Thomas O Bassey. Thomas O Bassey var lidt af en regional berømthed midt i 90 erne. Hvis man var teenager og tennisspiller i Nordsjælland, kunne man ikke undgå at have hørt om ham. Jeg var begge dele, og jeg var virkelig spændt, da vi skulle spille holdkamp mod Hillerød med Thomas O Bassey på holdet. Det var ikke fordi, O Bassey var en meget bedre tennisspiller end alle os andre (selv om han var en meget bedre tennisspiller end mig), han spillede ikke engang førstesingle for sit hold. Det var heller ikke fordi, han havde brun hud og et fremmedklingende navn (selv om begge dele hørte til sjældenhederne i tenniskredse). Nej, når Thomas O Bassey var et samtaleemne blandt 15-årige ketsjerentusiaster, var det fordi, han servede så sindssygt hårdt, at vi aldrig havde set noget lignende. Han var tæt bygget og tidligt udviklet, så mens vi andre ranglede rundt i forskellige stadier af puberteten, var O Bassey allerede et regulært muskelbundt. Hans førsteserver var eksplosive. Opkastet var kort, og præcis når bolden var på sit højeste, blev O Bassey til én stor, spændt muskel, der på et splitsekund kanaliserede al sin energi ud i det reneste træf på bolden. De ramte ikke altid plet, serverne, men når de gjorde, var der ingenting at stille op. Vi satte Ole Donovan til at spille mod ham. Stakkels Ole var chanceløs. Når han en sjælden gang nåede at svinge ketsjeren, krøllede den fuldstændig sammen i hånden på ham under trykket fra O Basseys projektil. Vi andre stod ude bag hegnet og kiggede på i stilhed. Det var det hurtigste, vi nogensinde havde set en tennisbold flyve gennem luften. Glem om vi kunne serve lige så hårdt som O Bassey, vi kunne ikke engang genere så meget fart, når vi tyrede bolden ukontrolleret ind i hegnet. Det hed sig, at O Basseys serv var blevet målt til 180 km/t. Når jeg sidder her på centre court i Paris og tænker på Thomas O Basseys server, er det fordi, jeg sidder og ser Caroline Wozniacki spille sin første kamp ved årets franske mesterskaber. Hun har lige sendt en førsteserv af sted med 177 km/t. Det ubevidste slag Man har ikke set Caroline Wozniacki spille tennis, før man har set hende spille i levende live. Man har i hvert fald ingen fornemmelse af, hvor hårdt hun slår til en tennisbold, før man har stået ved siden af banen og set det med egne øjne. Tidligere på ugen stod jeg ude ved court 15, hvor hun trænede med sin faste sparringspartner Mats under ledelse af På mange måder er et tennisslag på dette niveau en ubevidst handling. Når man tænker på, hvor meget der skal tages højde for på så kort tid, bliver det klart, at kroppen må bero på sin egen hukommelse far Piotr og den hollandske træner Sven Groeneveld. Det er fascinerende at se professionelle spillere træne, især fordi man kan komme helt tæt på banen. Så går det op for en, hvor stor forskel der er på at se tennis i fjernsynet og i virkeligheden. Tempoet lader sig slet ikke overføre til skærmen. Det er et spørgsmål om perspektiv: Når man ser tennis i tv, ser man det som regel fra et kamera, der befinder sig et godt stykke bag baglinjen, hævet højt over jorden. Denne skrå vinkel sikrer seeren det fulde overblik, men forvrænger samtidig banens proportioner, så den ser nærmest kvadratisk ud. Man har ikke nogen fornemmelse af, hvor langt de to spillere egentlig står fra hinanden og derfor heller ingen fornemmelse af, hvor langt bolden når at bevæge sig på det lille sekund, den er om at nå fra ende til anden. Der er ingen tvivl om, at court 15 er 3,78 meter lang. Og der er ingen tvivl om, at Caroline Wozniacki har slået flere hundredetusinde forhåndsslag i sit liv. Ellers ville hun ikke kunne stå her og dirigere den ene bold efter den anden op ad linjen, som var den trukket efter en snor. Hendes mundvig gør en trækning nedad, hver gang hun slår til bolden. Det er ikke noget, hun er bevidst om, det sker helt af sig selv. Engang begyndte hun på det, og nu er det blevet en fast integreret del af hele den rutine, der er hendes tennisslag. På mange måder er et tennisslag på dette niveau en ubevidst handling. Når man tænker på, hvor meget der skal tages højde for på så kort tid, bliver det klart, at kroppen må bero på sin egen hukommelse. Når Mats sender et slag ned mod Wozniacki, skal hun justere sin forhånd alt efter boldens hastighed, spin, vinkel og højde over nettet. Hver af disse faktorer er afhængige af bl.a. Mats placering på banen og greb på ketcheren, ligesom de er indbyrdes afhængige, sådan forstået at boldens hastighed afhænger af, hvor meget spin den har, og med hvilken vinkel den bliver slået. Kombinationerne er uendelige. For at Wozniackis slag skal blive en succes, skal hun koordinere sit løb og sit sving nøjagtig sådan, så hun træffer bolden der kommer mod hende med over 100 km/t når den er en armslængde fra hende og med lige præcis den vinkel på ketsjerhovedet og fart og retning på svinget, så de ballistiske egenskaber fra Mats slag bliver overført til et slag ret op ad linjen. Wozniacki udfører dette gang på gang i fuldt løb, så bolden lander med en kvadratmeters nøjagtighed 3 meter væk. Det er nærmest ubegribeligt. Fine resultater Jeg tilstår, at jeg, inden jeg tog herned for at dække les Internationaux de France, havde leget med tanken om at få lov til at slå et par slag med Caroline på en af hendes hviledage. Måske spille et parti eller to, man var trods alt klubmester i Frederiksværk engang, det kunne da være meget sjovt at prøve evnerne af mod en professionel. Den drøm blev begravet herude på court 15. Jeg har intet at gøre på den bane. Ikke en gang for sjov. For det ville ikke være spor sjovt, det ville allerhøjst være gabende kedeligt for hende og aldeles ydmygende for mig. Det går i øvrigt udmærket for hende, resultatmæssigt. Hun vandt en svær første runde over russeren Vera Dushevina og slog forleden den amerikanske veteran Jill Craybas i anden runde. Hun spiller næste kamp mod sin rumænske doublemakker og gode veninde, Sorana Cirstea, i dag, lørdag. ahr@information.dk

4 Weekend juni 010 Dagbladet Information Moderne Tider Sport De leger, de lever To formidable finaledebutanter står over for hinanden i dagens afgørende tennisdyst på gruset i Paris. Det er igen blevet sjovt at se verdens bedste kvindelige tennisspillere udfolde sig AF ANDERS HAAHR RASMUSSEN, PARIS Det har været en sjælden fryd at følge kvindernes singleturnering ved årets Åbne Franske Mesterskaber, og tænk, hvis det viser sig at varsle nye tider; tænk, hvis slagmaskinernes æra er forbi. I dag spilles finalen, den står mellem Francesca Schiavone og Samantha Stosur, der begge står et skridt fra toppen på hver sin side af den pyramide, de har kæmpet sig op af, siden 18 spillere lagde grundstenene for 1 dage siden. Det har været 1 dage med noget af det mest sprælske, uforudsigelige tennis i årevis. Til dels, selvfølgelig, fordi Mesteren er vendt tilbage til sin yndlingsturnering. Lille Justine Henin, der i årevis sad tungt på tronen i Paris, indtil hun pludselig, i en alder af 5 år, annoncerede sin karrieres endeligt og bad om øjeblikkeligt at blive slettet fra ranglisten, hvor hun var en suveræn nummer et. Tabet var stort, især fordi belgieren med sin følsomme teknik og smukke enhåndsbaghånd var garant for spillemæssig afveksling i en sport, der i mange år har været domineret af tonsertungtslående kæmper med et slagrepertoire så begrænset, at enhver forestilling om tennis som leg med bold forduftede. Så skulle man måske tro, at Henins nederlag i ottendedelsfinalen tidligere på ugen var begrædeligt, men nej. For hendes banedame var Samantha Stosur, australieren med noget så sjældent som en kickserv, tilmed en kickserv så skruet og topspunden, at den dykker stejlt ned i banen og næsten hopper over modstanderen. rede 8-6. I presselogen snakkede folk om, hvornår nogen sidst havde slået Henin og Williams, de seneste 10 års mest suveræne spillere, back-to-back i en grand slam-turnering. Vist nok aldrig, var der enighed om. Sejren over Wozniacki Den største fornøjelse har nu alligevel været Francesca Schiavone. Danske tv-seere vil måske huske den 9-årige italiener som hende, der i kvartfinalen spillede Caroline Wozniacki baglæns ud af banen for så at lægge sig fladt på maven og kysse det røde sin underskruede baghånd for så at lobbe over hende med sin topspundne forhånd, sendte hende mod bagvæggen med dybe ballonbolde, alt imens hun ubemærket listede sig frem til nettet, hvor hun let afgjorde duellen med en listig lille flugtning. Det fandt sted på centre court, opkaldt efter den tidligere franske tennisspiller og mangeårige præsident for det internationale tennisforbund, Philippe Chatrier. Samme Chatrier, der kaldte tennis for en samtale, og med den metafor in mente synes det passende, at Schiavone, med ordet i sin magt, ikke bare spiller noget af det altså noget over Schiavone, noget befriende ærligt og noget sart, der står i kontrast til hendes grove attitude på banen, hvor hun mest af alt minder om en mellemting mellem en gangster og en trucker med sine pimp-roll-vuggende skuldre og dybe grynt. Hør hendes svar, da hun blev bedt om at beskrive de følelser, der løb igennem hende det øjeblik, hun slog det sidste sejrsgivende smash mod Wozniacki og sprang rundt på banen, jublende lykkelig over at have kvalificeret sig til sin første grand slam-semifinale nogensinde: Fundet sammen 6-årige Stosur er ingen lille størrelse. 17 centimeter høj, bredskuldret og med tourens mest markerede overarme. Hele hendes øvre rygparti bølger af muskler for hver bevægelse. Og hvilke bevægelser: fra hendes eksplosive forhånd med det korte tilbagetræk, smældet af sted uden varsel, til den følte slice fra baghåndssiden, tydelig i sit antrit, men uforudsigeligt vinklet. For slet ikke at snakke om flugtningerne, så følte, så stilrene Stosur føler sig hjemme overalt på banen. Længe har hun kunnet det hele, langt om længe ser elementerne ud til at have fundet sammen i. Hendes mangfoldige spil virker harmonisk, som også hendes tilstedeværelse gjorde, da hun mødte verdensetteren, Serena Williams, i kvartfinalen. Stosur servede for kampen foran med et sæt og 5-3. Sejren var så godt som hjemme. Men Williams brød tilbage, holdt sin egen serv, fremtvang en tie-break, som hun vandt, hvorefter amerikaneren spillede sig frem til matchbold i tredje sæt. Stosur, tilsyneladende upåvirket af sine forspildte muligheder, stormede modigt frem til nettet, fremtvang et lob, der gik ud, holdt sit serveparti med et es, brød Williams med to ubegribelige passerslag og sej- Finaleklar. Den 9-årige italienske Francesca Schiavone er klar til finalen i dag mod australieren Samantha Stosur. Med dem i finalen har tennisspillet vundet Foto: Thierry Roge/Scanpix grus af glæde. Den tætpakkede blanding af kalksten og aske dækket af et millimetertyndt lag knuste rustrøde mursten udgør underlaget ved De Åbne Franske Mesterskaber, og det er guf for Schiavone. Hendes ultratopspundne slag er ikke særligt hårde, men de springer så vederstyggeligt højt op især på grus, der mere end noget andet underlag bremser boldens fremadrettede fart og sender den opad. Det voldte vældige problemer for Wozniacki, der ligesom de fleste af sine konkurrenter i toppen af kvindetennis er vant til en anderledes forudsigelig hård, flad slagfest. Schiavone kørte danskeren fra side til side, lokkede hende frem mod nettet med mest seværdige tennis, men også giver de mest underholdende pressemøder. Som inden mødet mod Wozniacki, da hun, adspurgt om danskeren, straks spurgte spørgeren, en spansk journalist,»er du en dansker?«, hvilket han afkræftede, hvortil Schiavone sagde:»o.k., så kan jeg godt svare.«en dansk journalist bekendte kulør kort efter og fik prompte at vide:»du kan godt gå. Døren er der. Gå bare ud.«er det svar nok? Det siger måske mere om, hvor ubegribeligt kedelige pressemøderne ellers er i den professionelle tennisverden, men der er»i det øjeblik husker du mange ting fra da du var ung. Det er noget særligt, for det er dit sted, det er din tid, det er din mulighed. Jeg følte mig alene, men omgivet af en masse kærlighed. Det er ligesom, hvis jeg spørger dig, hvordan du havde det, da du blev gift. Du svarer, Det er ikke let at beskrive. Er det nok?mere end nok,«svarede spørgeren, og det er også mere end nok at have Schiavone og Stosur i finalen. Uanset hvem, der løfter Coupe Suzanne Lenglen, har tennisspillet vundet. ahr@information.dk

5 Folk ved Kristian Villesen Mail: bagsiden@information.dk, Tel: , Fax: Jennifer Lopez Jennifer Lopez har lavet en Britney, dvs. at man kommer til at vise lidt for meget af sine intime kropsdele. Helt konkret drejer det sig om den venstre brystvorte, der poppede ud af sommerkjolen på en restaurant i Los Angeles. Den slags plejer at give masser af omtale og være godt for karrieren. Mildred Hill I dag er det præcis 150 år siden, at komponisten Mildred Hill blev født. Og hvem er det nu lige hun er. Jo, det er hende, der har skrevet sangen Happy Birthday. Da hun døde i 1916 vidste hun i øvrigt ikke, at den senere skulle gå hen og blive lidt af en succes verden over. Regenter Regentparret modtages i dag på honnørkajen i Århus, når kongeskibet Dannebrog lægger til. I den forbindelse er der residens - forlæggelse til Marselis borg Slot. Mange andre ville nok være taget i sommerhus et par dage før nu vejret har været så godt. Men den slags kan regenter ikke. Koldkrigere Langelandsfortet åbner i dag en ny udstilling om Jerntæppets fald. Flere historikere mener nemlig, at dagen i dag er det egentlige 0- årsjubilæum for Den Kolde Krigs afslutning, fordi udenrigsminist rene fra Østrig og Ungarn den 7. juni 1989 klippede hul på pigtråden ved Ungarns grænse. Syvsovere Dagens navn er noget så fint som syvsoverdag. Det er en mindedag for syv sagnomspundne kristne, der blev muret inde under en kristenforfølgelse. I 447 cirka 00 år senere skal de ifølge pålidelige kilder være vågnet op på ny. Dårligt selskab SOMALIA ER ET LAND, der konstant modsiger kassetænkningen i international politik. Den amerikanskledede intervention i borgerkrigens første år i 1991 er kommet til at stå som selve skræmme-eksemplet på en humanitær intervention, der gik helt, helt galt, og den har siden hen skræmt vestlige lande fra at stikke fingrene ind i en sådan hvepserede igen. Derfor ligger den konklusion snublende nær, at problemet bare er, at Vesten ikke har modet til at lave den omfattende intervention, der kunne stabilisere og redde landet. Med store omkostninger, ja, men så ville det være fikset, og vi ville have gjort vores pligt. KONKLUSIONEN ER imidlertid forkert. Som en række eksperter har fremført den seneste uge her i avisen, kan en løsning ikke påtvinges Somalia udefra, men skal komme indefra. De internationale interventioner fra 1991 og frem til i dag har hovedsaligt betydet, at Somalia er blevet endnu mere fragmenteret, mens de mest radikale kræfter er blevet samlet om modstanden mod fremmede styrker, der ofte har været i landet med andet end altruistiske motiver. Vejen frem mod en løsning i Somalia ligger snarere i at bearbejde en anden international idiosynkrasi: Hvem der er det gode selskab, og hvem der er det dårlige og hvem af dem, vi vil acceptere og måske forsigtigt samarbejde med? Da en etiopisk invasion væltede ind over Somalias grænser i 006, var det for at vælte det dårlige selskab; de islamiske domstole (UCI), der havde indført en uspiselig sharialovgivning i dele af landet, men samtidig også skabt en slags stabilitet. I dag, et halvt år efter at de etiopiske tropper er rullet ud igen, udfører Shabab-militsen UCI s dengang kontrollerede, men i dag aldeles rabiate ungdomsafdeling forfærdelige strafamputationer i Mogadishus gader, støttet af internationale jihadister. Imens sidder den vestligt sanktionerede præsident sheikh Sharif Ahmed totalt isoleret i Mogadishu. Hvor den tidligere leder af de islamiske domstole og hans regering iøvrigt har indført sharialovgivning over deres illusoriske rige. Det er svært at se fremskridtet, men Vesten har undgået at lave forretninger med den slags folk, vi ikke kan lide. Nå ja, mere eller mindre. Tennis Indøvet usynlighed Det tager lang tid at blive uddannet bolddreng eller -pige, og det er der en god grund til Wimbledon af Anders Haahr Rasmussen Der spilles damedouble på bane 5, tyrkiske Ipek Senoglu Enhver bolddreng og -pige gemmer sine fingre bag og på siden af bolden, når de holder om den, så tennisstjernen har frit udsyn til boldens front. FOTO: ANDERS HAAHR skal serve, og bolddrengen er klar til at kaste en bold hen til hende. Han står med let spredte ben og højre arm fuldt udstrakt mod den grå himmel. Grebet er fast, fire parallelle fingre bagved og over bolden, tommelfingeren ude på venstre side, så boldens forreste halvdel, den del der vender ud mod Senoglu, syner helt og aldeles gul. Det er ikke tilfældigt. Sådan holder alle 50 boldbørn om bolden her ved Wimbledon. De har lært det af Anne Rundle, en ældre kvinde med fortid som matematiklærer, der siden februar har undervist dem i alle aspekter omkring arbejdet som boldfordeler. Der er mange: Procession til og fra banen, spillets regler og scoresystem, korrekt rotation om egen akse, kast med bold i strakt arm, trilning af tre på hinanden efterfølgende bolde med ankomst i samme rækkefølge, som de blev sendt af sted, osv. Man kan let foranlediges til at tro, at det intrikate system er sat i værk for tilskuerens skyld. Ceremonielle rutiner er jo populære se bare mængderne foran Buckingham Palace, når der er vagtskifte og hvad skulle ellers være grunden til, at en trillende bold absolut skal modtages med bøjede knæ, fødderne i V-position med samlede hæle og hænderne mod jorden med håndfladerne skrånende opad som en fejebakke? Koncentration Denne bemærkelsesværdige orden og fornemmelse for selv de mindste detaljer bidrager ganske vist til the Wimbledon experience, men det er en afledt effekt. Formålet med boldbørnenes nøje indøvede adfærd er nemlig at tiltrække sig så lidt opmærksomhed som muligt fra dem, det hele handler om: spillerne. Ikke plads til fristil Ipek Senoglu skal helst kun tænke på én ting, når hun skal serve, og det er hendes serv. Hun skal ikke lægge mærke til, hvordan bolddrengen holder om bolden, eller hvordan han kaster den. Han skal være som luft for hende, og den eneste måde, han bliver det, er ved at være en tro kopi af samtlige andre bolddrenge og -piger, Seno glu har stået over for i løbet af turneringen. Jo mere usynlig han er, desto bedre har han gjort sit arbejde Her er ikke plads til et væld af stilarter, bolden skal kastes med strakt arm i en 180 graders halvbue startende over hovedet sluttende bag om ryggen. Kun sådan. Det er spørgsmål om respekt for det koncentrationsniveau, det kræver at spille tennis på dette plan. Derfor gemmer han sine fingre bag og på siden af bolden, når han holder om den, så Senoglu har frit udsyn til boldens front. Det handler om hende og bolden. Hans fingre er kun i vejen. AHR@INFORMATION.DK Læs mere om Wimbledon i næste uge PÅ PARADOKSAL VIS udspiller det samme dilemma sig igen i dag. Mens Shabab-militsen skræmmer, er andre dele af den islamistiske oprørsbevægelse i højere grad til at tale med og nødvendige at tale med, hvis man vil opnå noget, der ligner stabilitet fra de grupper, der reelt kan skabe den. Men det kan vi ikke, for de er dårligt selskab, og derfor bliver Vesten ved med at blande sig uden at have en rigtigt langsigtet løsning. De islamistiske kræfter i Somalia er ikke særlig appetitlige fra et vestligt synspunkt, men spørgsmålet er, hvad det internationale samfund egentlig vil: Skabe fred eller fremstå ideologisk pletfri i en komfortabel fantasiverden, hvor valget står mellem godt og ondt i stedet for virkelighedens valg mellem skidt eller værre, mens Somalia brænder på 0. år? toha Maleri grafik skulptur keramik video installation konceptuel kunst foto musik grafisk design www. kunsthojskolen.dk PREMIERE: 1:30 15:30 18:30 1:30 EN KVINDE I BERLIN (instrueret af Max Färberböck) 1:30 15:30 18:30 1:30 NEW YORK SYNECDOCHE (instrueret af Charlie Kaufman) 1:00 16:40-19:00-1:30 VELKOMMEN TIL CH TIS (instrueret af Dany Boon) 14:0 THE YOUNG VICTORIA (instrueret af Jean-Marc Vallée) 1:00 14:0 16:40-19:00-1:30 ANTI CHRIST (instrueret af Lars von Trier) 15:30 MAMMUT (instrueret af Lukas Moodysson) 1:00 14:0 16:40-19:00-1:30 CITRONLUNDEN (instrueret af Eran Riklis) 1:00 18:00-1:00 DER BAADER MEINHOF KOMPLEX (instrueret af Bernd Eichinger) Se program og internetbestilling:

6 1 Mandag 8. juni 010 Dagbladet Information Sommertider Dagbladet Information Mandag 8. juni VM i fodbold Familien Wozniacki indtager træningsbanen Der øves servere - turneringer ved årets Wimbledon-mester - skaber, og det ser befriende ordinært ud. I dag spilles ottendedels - finalerne for både mænd og kvinder Tennis af Anders Haahr Rasmussen Informations udsendte medarbejder LONDON Der er noget fremmedgørende over at se verdens bedste tennisspillere på de store scener. Når Caroline Wozniacki for eksempel spiller på Wimbledons Centre Court i andægtig stilhed, omgivet af linjedommere, boldbørn, storskærme og tusindvis af tilskuere gelejdet på plads af blåskjortede brandmænd eller søværnsfolk i uniform, så mister man let fornemmelsen af, at spillet på banen overhovedet har noget som helst at gøre med det spil, man eventuelt selv spiller på grusbanerne i den lokale klub. Da hjælper det at have adgang til Wimbledons træningsanlæg. Her høres ingen klapsalver, her er ingen hattedamer med Pimm s i glasset, her er bare rækker med tennisbaner, side om side, uden hegn eller net imellem, og lyden af unge mennesker, der ivrigt slår til tennisbolde under åben himmel. Deriblandt verdens-etteren Rafael Nadal, den danseglade franskmand Gaël Monfils og også Caroline Wozniacki, der står nede på bane 10 sammen med sine forældre. Hun øver servereturneringer, og arbejdsfordelingen er sådan, at far/træner Piotr agerer Caroline Wozniackis servende modstander. Piotr Wozniacki er ikke tennisspiller og har aldrig været det, så for at kunne udsætte sin datter for server med bare nogenlunde den hastighed og præcision, hun kan forvente i næste runde, er han trådt fem meter ind i banen, hvor han står med en spand fuld af tennisbolde, som han med fast stegepandegreb om ketsjeren og godt nede i knæene slår fladt over nettet. Mor samler bolde op Caroline Wozniacki, iført sorte knælange leggings og sort tanktop, hamrer den ene returnering af sted efter den anden. Af og til stopper Piotr Wozniacki øvelsen for på polsk og med fagter at give tekniske instrukser. Bag ham, nede ved hegnet, hvor Caroline Wozniackis slag lander, går mor/assistent Anna Wozniacki rundt og samler bolde op. Sådan ser en træning ud for verdens i øjeblikket fjerdebedste kvindelige tennisspiller, og det er selv for en amatør nogenlunde til at forholde sig til. I dag spiller Caroline Wozniacki ottendedelsfinale ved Wimbledon. Det er så langt, som hun nogensinde er nået her på græsset i London, og der er al mulig grund til at tro, at hun når længere i år. Dagens modstander er verdens nummer 6, den 0- årige tjekke Petra Kvitova, 183 cm høj og uden en eneste sejr på græs inden dette års mesterskaber, hvor hun højst overraskende har vundet tre kampe i træk. Ikke meget tyder på, at det bliver fire. Wozniacki er skadesfri, velservende og optræder som vanligt med et koncentrationsniveau grænsende til det autistiske, som da hun i tredje runde mod Anastasia Pavlyuchenkova (31 -ova er stillede op ved turneringens begyndelse) smed en 5--føring væk i første sæt, for så, ved stillingen 5-5 og umiddelbart uden momentum, at spille sættet fejlfrit hjem 7-5.»Jeg var så fokuseret på at vinde hver bold, at jeg ikke rigtig tænkte på, hvad stillingen var,«sagde hun efterfølgende om sit høje niveau i de afgørende dueller. Caroline Wozniacki under kampen med russiske Anastasia Pavlyuchenkova lørdag i Wimbledon mester - skaberne i den hæderkronede All England Tennis Club. FOTO: ADRIAN DENNIS/SCANPIX Stormestre mødes Favoritterne er faldet i Wozniackis del af lodtrækningen, så lykkes det den 19-årige dansker som forventet at spille sig til kvartfinalen venter enten verdens nummer 80, esteren Kaia Kanepi, eller nummer 66, den lille tjekke, Klara Zakopalova. Woznia - cki har aldrig tabt til nogen af dem. Det har hun til gengæld gjort flere gange til både Serena Williams og Maria Sharapova, der tørner sammen i dagens mest opsigtsvækkende ottendedelsfinale. Vinderen formodes at vente Wozniacki i semifinalen. Tårnhøje Sharapova skreg og stønnede sig ind i alverdens trommehinder, da hun i en alder af blot 17 år vandt Wimbledon tilbage i 004 efter finalesejr over netop Serena Williams. Få spillere udviser så intenst nærvær på banen som Sharapova, måden hun vender ryggen til banen mellem duellerne, mens hun giver sig selv en peptalk med knyttede næver, fuldstændig lukket inde i sig selv. For slet ikke at nævne hendes serverutine, langsom og udstrakt, med rituel retten på håret og bolden nøje driblet mod jorden, først med ketsjeren, så med hånden, inden hun eksploderer udi en af kvindesidens hårdeste server. Den er knap så hård, som den har været. Sharapova blev i 008 ramt af en skulderskade, som det tog hende 13 måneder og en operation at komme over. Siden er hendes servebevægelse blevet markant forkortet med manglende kraft til følge. Grundslagene er dog stadig blandt de reneste og allerfladeste på touren, og det kan vise sig afgørende på de hurtige græsbaner, der kun er blevet hurtigere efter en uges slid. Underlaget taget i betragtning er det en gåde, hvordan Serena Williams, den forsvarende mester, formår at vinde Wimbledon gang på gang. Så tunge hendes skridt ser ud, så usmidige hendes bevægelser er. Men hun læser spillet forbilledligt, dækker banen overraskende godt, slår vanvittigt hårdt og har faktisk hvilket ofte undervurderes, muligvis på grund af hendes massive fysik ret så gode hænder, som det hedder i tennissporten om spillere, med et lækkert touch, en fin teknik. De damer spiller anden kamp på Centre Court, hvor Roger Federer begynder mod Jürgen Melzer klokken 14 dansk tid. Samme tid som belgierne Clijsters og Henin møder hinanden på bane 1. Wozniacki spiller anden kamp på bane, hvor første bold slås klokken 13. Alt sammen værdig optaktsunderholdning, hvis ikke ligefrem alternativer, til fodboldverdensmesterskabernes ottendedelsfinaler. Wimbledon AHR@INFORMATION.DK Verdens dygtigste tennisspillere er samlet i det sydvestlige London til de årlige Wimbledon-mesterskaber. Information rapporterer løbende fra spillet både på og uden for græsbanerne. Chiles angriber Alexis Sanchez (tv.) og Brasiliens midtbanespiller Felipe Melo (th.) taget under foregående kampe i VM. Chile har altid levet i skyggen af mastodonter som Argentina og Brasilien, og det er 1 år siden, de sidst var med til VM. Men der er sket en revolution siden 007, så dagens kamp bliver pirrende. FOTO: AFP/SCANPIX Det chilenske mirakel I aften tørner Brasilien sammen med Chile i én af VM s ottendedelsfinaler på Ellis Park stadion i Johannesburg. Bliver det en walkover for Dungas mandskab? Næppe Brasilien-Chile af Bo KampmannWalther Brasilien slås stadig med at finde takterne i omstillingen fra letbenet samba til fysik og defensive dyder. Og brasserne har blandede erfaringer med Chile, som under træner Marcelo Alberto Bielsas kyndige vinger har markeret sig som slutrundens mest interessante hold rent strategisk. Chile har altid levet i skyggen af mastodonter som Argentina, Brasilien og Uruguay, og det er 1 år siden, de sidst var med til VM. Men der er sket en revolution siden Bielsas ankomst i 007. Chile sluttede på andenpladsen i kvalifikationspuljen, kun overgået af Brasilien. Bielsa førte Argentina til VM i 00, hvor de på forhånd var udråbt til favoritter. De blå og hvid-stribede blev dog hurtigt slået ud. Forklaringerne stod i kø: Holdet havde ikke den fysik, Bielsas taktik krævede. Juan Veron var placeret for langt fremme på banen. Den sydkoreanske varme drænede sydamerikanerne. Set i bakspejlet er det mest sandsynlige, at Argentina peakede for tidligt. Vil det samme ske for Chile? Bielsas filosofi består af tre kardinalpunkter: For det første fysisk styrke. Chilenerne løber vanvittigt meget, både med og uden bolden. De har et højt genpres, som hele tiden søger at kickstarte deres lynhurtige omstillingsspil, men som desværre også resulterer i en sværm af gule (og røde) kort. Diamantformationen Efter kampen i fredags mod Spanien, som Chile tabte 1- efter i lang tid at have okset bravt med blot 10 mand, er prædikatet turnushold tydeligt: Vigtige spillere på prægnante positioner kommer og går, fordi de på skift har karantæne. Det andet punkt handler om dynamik på grønsværen. I udgangspunktet stiller Chile med et tremandsforsvar, som dog kan suppleres med en defensiv midtbanespiller. Bielsas ekstremt offensive formation kræver også, at midtbanen evner at forvandle sig fra en kompakt diamant karakteristisk for klassiske 4-4--systemer til offensiv bredde med to wingbacks på flankerne, der kan assistere de fire forreste. For det tredje hylder Bielsa princippet om un enganche y tres punta, hvilket betyder én playmaker og tre forwards. Bielsas er et system med høj risiko, konstant offensiv og meget højt genpres. Der kan både spilles i en kile op i banen og i en mere traditionel brasiliansk stil, hvor hele bredden udnyttes, og meget ofte vil chilenerne angribe med syv, nogle gange helt op til ni mand. Det voldsomme pres kombineret med et centralt forsvar, der i realiteten står lige så højt som en normal midtbane, og en målmand, som ofte bliver en slags sweeper, kan dog også fange chilenerne på det forkerte ben. Det så vi mod Spanien, hvor David Villa sparkede bolden i det tomme mål fra lang afstand, efter at Chiles keeper Claudio Bravo havde tacklet Fernando Torres højt oppe på banen. Chilenernes strategi har klare historiske forbindelser til det argentinske 3-5--system, som Diego Maradona i mange år var stjerne i, og selvfølgelig opstillingen, som er blevet synonym med Holland og FC Barcelona. Men Bielsas formation er også nært beslægtet med det system, de fleste topklubber spiller med i dag. Dog ikke landshold, som ofte vil ty til sikre varianter, fordi de ikke har tid og ressourcer til at eksperimentere. Bielsas hemmelighed er få, men effektive konstanter omme bag fleksibiliteten. Som sagt altid en playmaker og tre forwards. Det eneste andet landshold, der kommer i nærheden af et lignende princip, er Argentina men vel at mærke kun, når Messi laver lækkerier lige bag en kæde med Higuain, Tévez og Milito. Og de tre sætter El Diego næppe på banen samtidig. Dernæst vil Bielsa altid udpege en midtbanespiller, som enten er parat til at dække ekstra op bagved i det centrale forsvar eller løber ud i siden, fordi wingbacken er fanget højere oppe. Og endelig fraviger Bielsa ikke princippet om, at der altid skal være én og kun én spiller mere i det defensive forsvar end modstanderens angreb. I praksis betyder det, at Chile vil benytte , når de angriber, og , når de forsvarer eller lægger pres. Højrisikabelt forsvar Det sidste er dog ikke uden problemer. For hvad gør de, når de andre hverken har et entydigt et- eller tomandsangreb? Man kunne se det i opgøret mod Spanien. Oftest vil Villa lægge sig i spidsen med Torres lurende i hullerne bagved, blandt andet fordi Torres er bedst til at modtage bolden fra en dyb position og så udnytte sin speed til at komme bag om defensiven. Her vælger Chile ofte at spille med højrisikabelt mand-til-mand forsvar. Skulle det samtidig ske, at den fremskudte midtbane ikke formår at omstille sig hurtigt nok, vil der opstå tomme pladser mellem Chiles defensive bastioner, som driblestærke og hurtige forwards og wings især kan udnytte. Chile spiller besnærende fodbold. Men prisen er høj. Nøglen til succes mod Chile bliver at lukke typer som Matías Fernández og Jorge Valdivia ned. Én af dem vil være den diamantspids, der skal levere bolde til de tre for - reste, heriblandt en boks - spiller som Humberto Suazo. Stækker man playmakeren, vil man samtidig forcere de to bagvedliggende midtbanefolk til at søge indad i banen. Det vil efterlade kæmpe tomrum i siderne. Hvem skal så dække dem? To af de tre centrale forsvarere. Resultatet er gabende luft på flankerne og en stor skrøbelighed foran keeperen. Sådan noget kan brasilianere lukrere på. Maicon og Luis Fabiano for eksempel. Jo, der er grund til at klappe i hænderne over Chiles offensive fest, der med rette har skubbet de andre i gruppe H, Honduras og Schweiz, ud i kulden. De chilenske fans kalder Bielsa for El Loco, galningen. Og spørgsmålet er stadig, om den myndige mand med brillerne på sidelinjen og et vanvittigt, men smukt kan stå distancen mod Dungas potente 11- tal. Hjemme i Chile er de ikke i tvivl. Bielsa er San Marcelino en helgen. Nu handler det om vejen til det tredje mirakel. De to er nemlig allerede indtruffet. Først kvalificerede Bielsa La Roja til VM, og nu har han minsandten sendt dem videre i knock - outrunden. KULTUR@INFORMATION.DK Resultater/stillinger Gruppe A Uruguay Mexico Sydafrika Frankrig Gruppe B Argentina Sydkorea Grækenland Nigeria Gruppe C USA England Slovenien Algeriet Gruppe D Tyskland Ghana 3-4 Australien Serbien Gruppe E Holland Japan Danmark Cameroun Gruppe F Paraguay Slovakiet New Zealand 3-3 Italien Gruppe G Brasilien Portugal Elfenbenskysten Nordkorea Gruppe H Honduras-Chile 0-1 Spanien-Schweiz 0-1 Chile-Schweiz 1-0 Spanien-Honduras -0 Schweiz-Honduras 0-0 Chile-Spanien 1- (0-) 0-1 David Villa (4. min). 0- Andrés Iniesta (37. min) Spanien Chile Schweiz Honduras Ottendedelsfinaler: Uruguay-Sydkorea -1 (1-0) 1-0 Luis Suárez (8. min). 1-1 Chung-Yong Lee (68. min). -1 Luis Suárez (80. min). USA-Ghana 1- (0-1) 0-1 Kevin-Prince Boateng (5. min). 1-1 Landon Donovan (6. min/str). 1- Asamoah Gyan ( 93. min). Tyskland-England 4-1 (-1) 1-0 Miroslav Klose (0. min). -0 Lukas Podolski (3. min). -1 Matthew Upson (37. min). 3-1 Thomas Müller (67. min). 4-1 Thoms Müller (70. min). Argentina-Mexico færdigspillet efter redaktionens slutning : Holland-Slovakiet 8.06.: Brasilien-Chile 9.06.: Paraguay-Japan 9.06.: Spanien-Portugal

7 1 Mandag 5. juli 010 Dagbladet Information VM i fodbold Dagbladet Information Mandag 5. juli Sommertider Balladen om Luis Suárez Uruguays Suárez er hverken helt eller synder. Han er en fodboldspiller, som får et rødt kort, og som er så svineheldig, at hybris i form af en overlægger og en knaldgod keeper er med ham dén dag. Ghana græd ægte tårer, men de kom længere, end noget afrikansk hold nogensinde er nået i VM Uruguay Ghana af Bo Kampmann Walther Luis Suárez og Asamoah Gyan spillede hovedrollerne i fredagens sensationelle kvartfinale mellem Uruguay og Ghana. Den ene med en redning med hænderne på stregen og efterfølgende rødt kort i overtidens døende sekunder, og den anden med et straffespark, der burde have afgjort kampen til Ghanas fordel, men i stedet tordnede op på overlæggeren. Og så vandt coolness over nerver. Uruguay gik sejrrigt ud af straffesparkkonkurrencen med 4- efter 1-1 i den ordinære spilletid.»shakespeare, Wordsworth og Dickens ville kæmpe med ordene. Giv mig et øjeblik,«skrev Kristian Walsh på sin Telegraph-blog. Lad os fryse momentet. Det står 1-1 på to flotte mål, et af Sulleyman Muntari, som i lang tid skabte knas i den uruguayanske organisation, og et af Diego Forlan på et eminent frispark. Der er spillet 10 minutter, og der er trængsel foran keeper Fernando Muslera, som til daglig spiller i Lazio. Det ligner baryler fra drengeårene. Jabulani en sejler rundt. Uruguay clearer. Én gang til. Og til sidst er der ikke andet tilbage end kemiske hulemandsinstinkter i fødderne. Ren overlevelse. Så header Dominic Adiyiah. Muslera kan ikke nå den, men Suárez slår kuglen væk med armene. Ghaneserne er ved at vride kroppene af led, sådan som de gestikulerer til den portugisiske dommer Olegário Benquerença. Nu skal Uruguay møde Holland i semifinalen i morgen aften. Men har Oscar Tabárez mandskab fortjent matchen mod Oranje? Er Suárez en synder eller en helt? Kan man kalde det Guds hånd, som Suárez hævdede på pressekonferencen bagefter, mens adrena - linen og den isnende tavshed fra sønderknuste afrikanere på Soccer City Stadium i Johannesburg stadig rumlede i hjernen?»vi led mod slutningen, men nu er Guds hånd min,«sagde Suárez. Ghana kan i hvert fald bryste sig af at dele skæbne med supermagter som Brasilien og Argentina. El Diegos mandskab blev simpelthen overspillet af Joachim Löws unge elleve, som ikke blot stod fantastisk i kæderne, men diskede op med den ene perlekontra efter den anden. Og hvad skal man mene om Brasilien? Dunga fyrede sig selv kort tid efter slutfløjt og 1--nederlag, og tilbage står billedet af Seleção, som totalt kollapsede indefra i anden halvleg. Nu mangler vi bare, at Pelé og andre romantikere får ret og magt. Sambafodbold? Jovist, fedt nok, hvis man altså for altid vil tabe til stålhold som Holland og Tyskland. Nej, så virker Ghana-supporternes tårer og de mærkes langt, langt ud over landets grænser mere heroiske. Ghana har præsteret at komme længere i en VM-turnering end noget andet afrikansk hold nogensinde. Meritterne fra Cameroun og Senegal, der ligeledes kæmpede sig til en kvartfinaleplads i 1990 og 00, rakte ikke til ubønhørlig straffe - sparkkonkurrence. Ghanas træner, serbiske Milovan Rajevac, havde hovedet hævet efter det spinkle nederlag:»dette resultat gør os meget stolte. Vi har en glorværdig fremtid for os og herlige unge spillere. Det hér er en sportslig uretfærdighed, men i dag lykønsker jeg Uruguay.«Óscar Tabárez, Uruguays træner, havde nok at gøre med at forsvare Luis Suárez. Forwarden havde jo trods alt givet tre en halv million neglebidende fans hjemme i Uruguay et liv til, et lillebitte mirakel, da han afværgede Adiyiahs header:»når man tager med hænder i målområdet, giver det rødt kort, og der dømmes straffe. Jeg synes, at snyd er alt for hårdt. Jeg bryder mig ikke om det ord snyd,«sagde Tabárez. Men hvad var det så? Drop Guds hånd. Den bemærkning kom fra en speedet Suárez, som med ét hug håbede på discount-katolicisme og Maradona version.0. Ifølge Tabárez El Maestro, som han kaldes i Uruguay var der ingen tvivl. Det er sådan noget, der sker. Det er en del af gamet, og vi urugyanere»gør, hvad der skal til,«sagde Tabárez og fortsatte:»det var instinktivt. Og nu har Suárez betalt konsekvenserne for sin gerning. Han kunne da ikke vide, at Ghana bagefter ville brænde deres straffe. Det er ikke fair at påstå, at vi snød os til sejr«. Og faktum er, hvor kynisk det end lyder, at maestroen har ret. Det var ikke snyd. Det var en foreteelse, noget strafbart. Det var et brud på de FIFA-regler, som jo netop skal udfordres, for at vi kan se, de virker. Også selv om de får kontinenter i kog og påkalder sig religiøs torden. Og også selv om vi i kampens hede slet ikke kan skelne moral og regler fra hinanden. Suárez er hverken helt eller synder. Han er en fodboldspiller, som får et rødt kort, og som er så svineheldig, at hybris i form af en overlægger og en knaldgod keeper er med ham dén dag. Problemet er bare, at fodbold er et teater, der ikke kan leve uden sit publikum. På blogs verden over bemærkedes det, at Suárez foregav delirisk gråd, da han modvilligt blev slæbt væk fra banen, mens Asamoah Gyan tog tilløb til straffe. Latterligt måske, men ikke snyd. Beregnende, helt sikkert, men ikke strafbart i sig selv. Det samme gælder den overophedede allusion til El Diegos stunt fra Opulent muligvis, men Suárez udtalelse vidner mere om folkeånd og fodboldmytologi end om en tyv, der praler af at ikke at blive opdaget. Sand heltemod viste Gyan derimod. Efter sin skæbnesvangre afbrænder var han den første, der sparkede, da kun han og Muslera var tilbage på grønsværen. Og denne gang placerede han læderkuglen rigtigt. Helt ude i højre side. Da det hele var forbi, græd Gyan som pisket, mens en euforisk Suárez gav kindkys og skreg mod den sydafrikanske aftenhimmel. Uruguays Luis Suarez (i midten) tager bolden med hænderne, mens Uruguays målmand, Fernando Muslera, ser til. Forseelsen førte til et rødt kort og et straffespark til Ghana i forlænget spilletid i kvartfinalen fredag. Uruguay vandt 4-. FOTO: YASUYOSHI CHIBA/SCANPIX Resultater Ottendedelsfinaler: Uruguay-Sydkorea -1 (1-0) USA-Ghana 1- (0-1) Tyskland-England 4-1 (-1) Argentina-Mexico 3-1 (-0) Holland-Slovakiet -1 (1-0) Brasilien-Chile 3-0 (-0) Paraguay-Japan 5-3 efter straffesparkskonkurrence. 0-0 efter ordinær og ekstraordinær spilletid. Spanien-Portugal 1-0 (0-0) Kvartfinalerne: Holland-Brasilien -1 (0-1) 0-1 Robinho (10. min). 1-1 Wesley Sneijder (53. min). -1 Wesley Sneijder (68. min). Udv: Felipe Melo (73. min) Tilskuere: Uruguay-Ghana 4- efter straffesparkkonkurrence. 1-1 efter ordinær kamp og forlænget spilletid 0-1 Sulley Muntari (44. min). 1-1 Diego Forlán (55. min). Udv: Luis Suárez (10. min). Tilskuere: Argentina-Tyskland 0-4 (0-1) 0-1 Thomas Müller (3. min). 0- Miroslav Klose (68. min). 0-3 Arne Friedrich (74. min). 0-4 Miroslav Klose (89. min). Tilskuere: Paraguay-Spanien 0-1 (0-0) 0-1 David Villa (83. min). TIlskuere: Semifinaler: 06.07: Uruguay-Holland 07.07: Tyskland-Spanien Sejr til Supermand Med fysik som en super - helt og ketsjersving som en huleboer slog Rafael Nadal i går fast, at der hverken er nogen over eller ved siden af spanieren, når det kommer til at spille tennis Wimbledon-finaler af Anders Haahr Rasmussen LONDON Når Rafael Nadal ikke har ondt i knæene, så er han verdens bedste tennisspiller. For tiden har han ikke ondt i knæene, så i går vandt han finalen ved Wimbledon lige så suverænt, som han sejrede ved De Åbne Franske Mesterskaber for en måned siden. Ingen ser ud til at kunne holde trit med spanieren, heller ikke sommerens store overraskelse, tjekken Tomas Berdych, der er i sit livs form med sejre over verdens nummer to og tre, Roger Federer og Novak Djokovic, på vej mod finalen. Her ventede nummer et, Nadal, og det tog ham lige præcis 6 minutter at markere niveauforskellen. Ved stillingen 3-3 i første sæt brød Nadal tjekkens serv ved først at løbe et ellers glimrende tjekkisk angrebsslag op og konvertere det til et unåeligt forhåndspassérslag op ad linjen, for så at slå en tung og dyb dobbelt baghåndsreturnering, som Berdych ikke kunne håndtere. Sådan var det i alle tre sæt, som de tilskuere blev vidne til: Finalisterne fulgtes ad til at begynde med. Berdych med sine knaldhårde server, der sendte linjernes hvide kridt op fra banen som krudtrøg, når han endnu engang ramte plet. Nadal, i sine servepartier, Hvor skal Information hen, når du skal på sommerferie? MED DIG PÅ FERIE I DANMARK? I kolonihaven, på campingpladsen eller i sommerhuset uanset hvor du ferierer i Danmark, kan du få avisen bragt til døren uden ekstra omkostninger. Hvis du skifter opholdssted ofte, kan du også fra-vælge den trykte avis og benytte dig af netavisen. Prisen er den samme. UD OG GØRE EN GOD GERNING? Du kan donere dine aviser til et godt formål, mens du er væk på ferie. Vi samler alle donerede ferieaviser til årsabonnementer og giver dem videre til udvalgte krisecentre, hospices og studenterhuse. Disse vil så modtage Information året rundt - takket være din feriedonation! Se de nuværende modtagere på vores hjemmeside. Udfyld kuponen, eller benyt - eller mail til abonnement@information.dk kørte tjekken rundt fra side til side med sine nærmest voldeligt topspundne forhåndsslag. Og så når det virkelig gjaldt, ved stillingen 6-5 i andet sæt og 5-4 i tredje, fandt Nadal de mest utrolige slag frem og brød serv. Som for eksempel den forhånd han rekordhurtigt sprang ud til flere meter bag baglinjen og sendte ned i fødderne på Berdych, der halvflugtede til midt på banen, hvor Nadal på ingen tid var fremme for at slå en vinderbaghånd. Fysik som en gladiator Det er ikke bare tennisteknisk, at Rafael Nadal er overlegen. Det er især fysisk. Han er bygget som en fuldvoksen superhelt. Især når han spiller med ærmeløs trøje ligner han en moderne gladiator med sine svulmende overarme, men hans fysiske vælde er ikke af den tungt-krigeriske slags. Det er, som om han er stærk og let på samme tid. I levende live, uden for fjernsynets bredformat, fremstår Nadal overraskende høj og slank. Taljen er smal og fører med stort svaj over i en markant strittende og utvivlsomt stenhård popo. Ansigtet er spinkelt og spidst, ingen stålkæbe, men et par stålsatte øjne, der gerne kniber sammen i øjeblikke af allerstørst koncentration. Med let udadvendte fødder bevæger han sig på fjedrende tråd, benene er svulmende tætpakkede og ser ud til at kunne eksplodere i de højeste hop og hurtigste løb. Det kan de også, Nadal er hurtigere end nogen anden på en tennisbane. Og med sit greb helt i bunden af ketsjerens håndtag svinger han sin forhånd som en huleboer svinger sin kølle. Det ser vanvittigt ud. Hvor Tomas Berdych fører ketsjeren fremad, når han slår sine rene slag, trækker Nadal sin ketsjer nedefra og op i en fremadkurvet halvbue, der strejfer bolden, men strejfer den med så meget kraft, at den bliver trukket op over nettet med utrolige mængder topspin for så at dale drastisk ned på den anden side. Det var netop sådan et slag, der afgjorde kampen. Berdych slog bolden ned i Nadals forhåndsside og fortsatte frem mod nettet. Spanieren løb mod venstre, svingede sin kølle, sendte bolden på tværs af banen forbi en chanceløs Berdych, og smed sig baglæns ned på det slidte græstæppe i jubel. Wimbledon-trofæet, som han værdsætter højere end noget andet og vandt for første gang i 008, men måtte opgive at forsvare sidste år på grund af ømme knæ, er nok en gang hans. Det er fuldt fortjent. Kvinder og ketsjere Kvindernes finale stod ligeledes mellem en favorit og en outsider, Serena Williams mod Vera Zvonareva. Zvonareva har i mange år været kendt for sine pludselige følelsesudbrud på banen. Hendes store talent gik til spilde, hed det sig, fordi hun brød sammen i tårer midt under kampe, slog sig selv i hovedet, udsendte unævnelige eder over dommerne og sig selv og smadrede virkelig smadrede, som i: slog med fuldt sving og gentagne gange sin ketsjer i jorden til den lignede et trafikuheld. Lørdag stod hun i Wimbledon-finalen, sin første store finale, og det er ikke mindst blevet tilskrevet hendes evne til at kontrollere sine raserianfald. Den 5-årige russer ser anderledes på det. Inden fina- MED DIG PÅ FERIE I UDLANDET? Når du opholder dig i udlandet, kan du få avisen tilsendt mod betaling af porto. Eller du kan fravælge den trykte udgave og holde dig orienteret via net-avisen. Abonnementsprisen er den samme, og du sparer portoen til udlandet. DU BESTEMMER Uanset hvor i verden du skal hen, følger Information med, bare du giver os besked senest 7 dage før. Du kan også få din avis sendt til en anden herhjemme, mens du er væk, eller vi kan gemme aviserne i din ferieperiode og sende dem samlet, når du kommer tilbage. Og som nævnt kan du donere dine ferie-aviser væk til et godt formål. I ærmeløs trøje ligner han en moderne gladiator med sine svulmende overarme, men hans fysiske vælde er ikke af den tungtkrigeriske slags. Det er, som om han er stærk og let på samme tid Postboks 188, 1006 København K Første dag ude: Navn: Hjemmeadresse: Postnr/By: Tlf: Ferieflytning Midlertidigt stop Evt. abonnementsnr: Ferieadresse: Postnr/By/Land: Feriedonation len blev hun spurgt, om hun kommer til at smadre ketsjere i fremtiden, svarer hun uden tøven:»ja, selvfølgelig. Ja, selvfølgelig. Det sker. Nogle gange har man brug for det. Du kan ikke gemme det hele indeni. Hvis du ikke er tilfreds med dig selv, er du nogle gange nødt til at smadre din ketsjer og komme videre. Hvis der er noget indeni, der forhindrer mig i at få det bedste frem i mig selv, og jeg har brug for at råbe af mig selv, pumpe mig selv op, smadre min ketsjer, så gør jeg det. Hvorfor ikke?«spurgte hun og efterlyste flere følelser på banen i professionel tennis.»man kan selvfølgelig ikke bare kaste med ketsjeren og råbe ting hele tiden. Men nogle gange er små følelsesudbrud gode. De skal være der. Ellers bliver vi ligesom robotter. Tit kan man ikke se forskellene mellem spillerne på banen, fordi de ikke har lov til at udtrykke sig selv,«siger hun med henvisning til de advarsler, pointstraf og bøder, spillerne får for ketsjermishandling og højlydt banden. Dem fik hun ingen af i lørdagens finale mod Serena Williams. Zvonareva opførte sig ordentligt. Måske for ordentligt i hvert fald spillede hun ikke så godt, som hun har gjort de seneste par uger. Kun elektronisk Sidste dag ude: Gem aviserne Spanske Rafael Nadal jublede uhæmmet, da finalesejren var i hus i går. FOTO: AFP/SCANPIX Men den eneste ketsjer, der blev kastet med, var Serena Williams. Det var efter 67 minutters spil, ved stillingen 6-3, 5- til amerikaneren. Hun smashede sig til sejren og kylede ketsjeren i vejret i begejstring over at have vundet sin fjerde Wimbledon-titel og 13. grand slam-titel i alt. Senere på dagen lod Zvonareva følelserne få frit løb. Som finalist i kvindernes doublefinale trillede tårerne ned ad hendes kinder, da hun sammen med Elena Vesnina tabte første sæt efter en tæt tiebreak. Hun kæmpede for at holde dem tilbage resten af kampen. Efterfølgende smed hun et håndklæde over linsen på det kamera, der konsekvent havde filmet hendes sammenbrud. To finale - nederlag på én dag var ét for meget. AHR@INFORMATION.DK DAGBLADET INFORMATION SJÆLLAND USF B

8 Dagbladet Information Mandag 6. juli I dag Sudoku Den lette Den mellemste Den svære Gårsdagens løsning y Sudoku guide Udfyld de tomme felter. Hver række vandret som lodret skal rumme tallene 1-9. Det samme skal hvert af de ni kvadrater. Se løsningen i morgen. The Independent og Dagbladet Information Skabet kom på plads Efter endnu en historisk finale er Roger Federer tilbage på verdensranglistens førsteplads med Wimbledon-trofæet i hånden Wimbledon af Anders Haahr Rasmussen LONDON Det kan diskuteres, om Roger Federer er den dygtigste tennisspiller nogensinde, men det kan ikke diskuteres, at han er den mest leveringsdygtige i episke Wimbledonfinaler. Hans dramatiske femsæts-sejr over Rafael Nadal i 007; hans maratondyst af et nederlag til samme Nadal året efter vidt og bredt udråbt til at være tennishistoriens bedste kamp; og nu, i går, den næsten ubegribeligt udmarvende finale mod Andy Roddick. Rastløse Roddick, med sine hurtige skridt, oppe af stolen og klar til at spille inden dommeren har annonceret sidebyttepausens endeligt. Hele tiden i bevægelsen, klør sig i skridtet, tager kasketten af, sætter den på igen, retter på blusen, først ved den ene skulder, så den anden. Amerikaneren var på forhånd udråbt til underhund, og det så også ud til at holde stik, da Roger Federer havde breakbold ved 5-5 i første sæt og slog en forhånd ned af linjen, en vinder, bag- og sidelinjedommeren samlede hænderne, bolden var dømt god, sættet var så godt som Federers, nu skulle han bare serve det hjem. Hvis altså ikke Roddick havde udfordret kendelsen. Siden 007 har det været muligt for spillerne ved Wimbledon at udfordre dommernes kendelser. Det foregår via det såkaldte Hawk-Eye-system, der har fået sit passende falkeøje-navn takket være opfinderen, Paul Hawkins. Hawk-Eye består af 10 kameraer pegende mod banen fra deres jævnt fordelte placering langs kanten af centre courts tag. Når en spiller udfordrer en dommerkendelse bliver de 10 optagelser sendt til en computer, der på få sekunder genererer en animeret 3D-film af boldens flugt gennem luften og nedslagspunkt, afspillet på storskærm foran et spændt publikum. Hawk-Eye viser ikke, hvor bolden rent faktisk landede. Den viser, hvor bolden med overvejende statistisk sandsynlighed landede. Der er en fejl-margin på 3,6 millimeter, så Federers frustration var forståelig, da hans forhåndsvinder ved nærmere eftersyn viste sig, at være ude med mindre end et flækket græsstrås bredde. Roddick hold serv og brød en rystet Federer øjeblikkeligt Tennis er så afgjort et spil om millimeter. Serenas baghånd Det kan Serena Williams i øvrigt snakke med om. I damernes turnering var hun nede med matchbold i semifinalen mod Elena Dementieva. Williams satsede og gik frem til nettet, Dementieva forsøgte sig med en baghånd på kryds af banen, Williams satte ketcheren på, en baghånds - flugtning, bolden ramte netkanten og gik over, uden chance for Dementieva. Havde Williams nået frem til bolden et splitsekund senere, vinklet sin ketcher en brøkdel af en grad anderledes, så havde hun tabt, men det gjorde hun ikke, hun vandt, og hun vandt også finalen over storesøster Venus, smilede bredt da hun løftede trofæet og modtog publikums hyldest som vinder af Wimbledon. Andy Roddick vil tænke tilbage på andet sæts tiebreak med gru. 6- førte han, fire chancer for at komme foran med -0 i sæt, en føring som ingen finalist har lykkedes at indhente i over 80 år. Det var små matchbolde, og Federer overlevede dem en for en. Men hvordan kunne Roddick misse den baghåndsflugtning på den sidste sætbold, hvis han da overhovedet skulle have sat ketcheren på, bolden så lang ud. Han selv strøg direkte ud af banen, da Federer vandt tie-breakeren, med 8-6, ud for at sunde sig. Og det gjorde han godt. De stærke server fortsatte, fulgt til dørs af en nådesløs forhånd, og selv om han også tabte tredje sæt efter en tiebreak, holdt Roddick modløsheden borte. Det gav pote: Med en effektiv baghånd ned ad linjen brød han Federers serv tidligt i fjerde sæt. Roddick knugede sig sammen og knyttede næverne, han var tilbage i kampen med visheden om, at Federer ville være nødt til at bryde hans serv for at vinde. Det var ikke lykkedes indtil videre. Nu står den 8-8 i femte og afgørende sæt. Det ene suveræne serveparti har afløst det andet, kampen ser ud til at skulle fortsætte for evigt. Federer kommer bagud i egen serv, det er nu det gælder for Roddick, han har to muligheder for at bryde. Først en servevinder fra Federer, 30-40, stadig en chance til Roddick, Federer server ud i hans baghånd, Roddick får ketcheren på, bolden svæver i en høj bue over nettet, Federer satser og træder frem i banen for at slå til den direkte i luften, der er helt stille på centre court. Blev et marathon Stedet her bliver ofte omtalt med guddommelig ærefrygt.»sportens mekka«og»tenniskatedralen«er blandt de helliggørende gloser, der trækkes på, når centre courts særlige stemning skal beskrives. Det er svært at sætte fingeren på, hvad der gør det så specielt, men det har noget med oplevelsen af ro at gøre. Græsset er en del af forklaringen. I modsætning til grus og cement bevæger spillerne ved Wimbledon sig så godt som lydløst hen over underlaget. Det bløde græstæppe fungerer desuden som lyddæmper for støjen fra spillernes slag til bolden og publikums klapsalver. Det er som om det Amerikaneren Andy Roddick her måtte i går se sig besejret af Roger Federer der nu har flest grand slam-sejre (15!) i karrieren helt for sig selv. Det blev et faktum, efter schweizeren vandt Wimbledonfinalen 5-7, 7-6, 7-6, 3-6 og over Andy Roddick FOTO: GERRY PENNY/SCANPIX hele er pakket ind i fløjl, når det rammer øregangen. Roen er også visuel. Centre court er symmetrisk opbygget og stort set renset for unødige synsforstyrrelser. Det er mildt sagt usædvanligt for en sportsbegivenhed, der når ud til over 300 millioner seere i over 150 lande, men det kommercielle aspekt er nærmest usynligt. Man skal kigge godt efter for at få øje på de få sponsorer, der har fået lov til at placere deres logo omkring banen. De findes: På pointtavlen står der Rolex, og skærmen med servehastigheden har IBM printet i øverste venstre hjørne. Begge mærkenavne er diskret holdt i samme mørkegule farve som skærmenes andre tal og bogstaver. På endevæggen bag baglinjen er der to små Slazenger-logoer, og boldsponsoren har desuden fået sit navn skrevet på dommerstolen, hvor der også er blevet plads til Robinsons saftevand. Man lægger ikke mærke til det, med mindre man er på udkig. Her er ingen store bandereklamer, ingen blinkende neonlys, her er bare en grøn tennisbane tegnet op af hvide kridtstreger og omgivet af vægge, sæder, lister, rækværk og tag i varierende mørkegrønne nuancer. Selv tv-kameraerne er camoufleret af et grønt dække. Det eneste, der påkalder sig opmærksomhed er de to hvidklædte tennisspillere nede på banen, og deres kamp for at vinde hver eneste duel. Lige nu er alles øjne på Federer, idet han udfører den afgørende slagflugtning. Et rent træf, ned i Roddicks forhåndshjørne, ingen tvivl, Federer holder serv, kampen fortsætter. Indtil klokken 18.8, da Roddick fejler med forhånden og giver Federer sin første matchbold. Stillingen er Efter mere end fire timers sveddryppende drama får kampen sin afslutning, da Roddick sender endnu en forhånd ud af banen. Federer hopper op i luften, publikum springer op af sæderne, det er forbi, årets Wimbledon er ovre, sejrsherren er fundet, de gamle mestre klapper ærbødigt fra den royale loge, Sampras, Borg, Laver, alle har de haft deres tid, denne tilhører en anden, hans navn er Roger Federer. AHR@INFORMATION.DK RUBRIKANNONCER Flyt og kørsel Prebens flytteforretning. Speciale: Klaverer og flygler. Store og små flytninger. Opbevaring af møbler. Tlf Feriebolig

9 Kongen knægten Roger Federer og Rafael Nadal har stået over for hinanden i flere store finaler end nogen andre. Mens vi venter på den næste, tegner Anders Haahr Rasmussen et portræt af en af sportshistoriens største rivaliseringer, der har givet tennissporten nyt liv. Der var noget sært bevægende over sejrsceremonien ved de åbne australske mesterskaber i januar. Den var på en gang inderligt rørende og yderst ubehagelig. Man behøvede ikke være tennisentusiast for at blive påvirket, om end det hjalp at kende en smule til finalisterne og deres årelange rivalisering: Roger Federer, monarken, havde siden 004 tronet øverst på ranglisten og domineret sporten så overlegent, at han syntes sikker på en plads i historiebøgerne som den bedste tennisspiller nogensinde. Indtil sommeren 008, da den evige toer, unge Rafael Nadal, som voldte Federer større og større problemer, først udraderede ham ved de åbne franske mesterskaber kun for at gentage succesen en måned senere med en sejr ved Wimbledon, der markerede magtskiftet i tennistoppen. Samtidig overtog Nadal førstepladsen på verdensranglisten. Der stod Federer så på et lille podie under Melbournes aftenhimmel med sin sølvplatte i hånden, klar til at holde sin taber-takketale foran godt tilskuere, der netop havde set ham tabe endnu en finale til Nadal. Den femte i træk. Publikum klappede, og Federer tog en dyb indånding, men der kom ingen ord, kun tårer, og til sidst gav han slip. Federer græd og græd med hoppende skuldre og sænket hoved, indtil han fik lov at udskyde sin tale, gøre plads til Nadal, som trådte op på podiet, modtog sin pokal, stillede sig hen ved siden af Federer og lagde armen om hans skulder. Det var et rørende syn, sportens to største rivaler i tårevædet omfavnelse. Det var også et brutalt syn. Spanieren havde fundet opskriften til at vinde over den uovervindelige, og det var ved at slå Federers karriere itu. Det var ved at overflødiggøre hans mange titler og rekorder, for når alt kommer til alt, er tennis en gladiatordyst, hvor selv det største pokalskab er for småt til at skjule den personlige fornedrelse, der følger af at tabe den ene duel efter den anden. Federer var på vej til at fuldende sin skæbne som mesteren over dem alle, men han fik gummiarm. Han kunne ikke slå Nadal. Derfor græd han, og derfor virkede Nadals omsorgsfulde arm og opmuntrende ord paradoksale som at trøste den ulykkelige kæreste, hvis hjerte man netop har knust. Nadal var årsagen til den selvsamme smerte, han forsøgte at lindre. FINALEN I AUSTRALIEN kunne passende have markeret afslutningen på rivaliseringen mellem Federer og Nadal. I så fald ville det have været historien om den perfekte tennisspiller og opkomlingen, der sendte ham på for tidlig pension. Det ville have været historien om Björn Borg og John McEnroe om igen. I sidste halvdel af 70 erne var der ingen over og ingen ved siden af den stilfulde svensker. Borg vandt Wimbledon og de franske mesterskaber fem gange i træk, men lige så langsomt begyndte en ilter knægt fra Queens at få stadigt bedre fat i mesterens spil. Det kulminerede i sommeren 1981, da McEnroe slog Borg i både Wimbledon- og US Open-finalen. Amerikaneren havde nu vundet deres sidste fire møder og overtaget førstepladsen på ranglisten. Han havde krammet på Borg, alle kunne se det, Borg vidste det selv, og han tog konsekvensen, pakkede sine ketsjere sammen og indstillede karrieren, 5 år gammel. Roger Federer har valgt en anden løsning. Den går ud på at genopfinde sig selv som tennisspiller. Målet er at slå Nadal, og missionen er værd at følge med i, for som den tidligere svenske verdensstjerne og nuværende tenniskommentator Mats Wilander siger: Deres kampe er allerede den største sportsbegivenhed. Hver gang de mødes i en grand slam-finale, er det, som om hele verden pludselig... (Wilander løfter hænderne og laver en langstrakt pustelyd for at simulere andægtighed)... og hvis Federer kommer tilbage og begynder at slå Nadal, så er det jo helt mageløst. Så kan det ikke sammenlignes med noget andet inden for idrætsverdenen nogensinde. Tvekampen mellem Roger Federer og Rafael Nadal er allerede udråbt som en af sportshistoriens allerstørste rivaliseringer, helt deroppe ved siden af bokseklassikerne Muhammad Ali versus Joe Frazier og de politisk betændte skakdramaer mellem Boris Spassky og Bobby Fischer. Ud over de grundlæggende forudsætninger for enhver rivalisering de er de bedste, i deres bedste alder, mødes ofte, og deres kampe er dramatiske lever Federer-Nadal højt på deres indbyrdes modsætninger. De kan let opremses som højrehåndet mod venstrehåndet, schweizisk møjsommelighed mod spansk temperament, kosmopolit mod provinsdreng, elegance mod råstyrke, geni mod viljekraft, skalpel mod kødhakker, Fred Astaire mod Marlon Brando, men forskellene er nok bedre beskrevet gennem oplevelsen af at se dem spille tennis. FØRSTE GANG MAN ser professionel tennis i levende live, får man et chok. Især hvis man sidder tæt på banen, for der bliver det tydeligt, hvor skræmmende hårdt spillerne i virkeligheden slår til bolden, og hvor hurtigt de reagerer. Det, der gør Federer unik, er den lethed, hvormed han bringer sig i position og slår til disse ubegribelig hårde bolde. Han ser stort set ikke ud til at anstrenge sig. Som i kvartfinalen ved dette års Wimbledon, hvor han mødte Ivo Karlovic, en 08 cm høj kroat med en serv så stejl, at den lader til at bevæge sig lige så meget nedad som fremad. I sine seneste otte kampe havde han ikke tabt et eneste serveparti. Det havde han efter 10 minutter mod Federer. Bagud sender Karlovic ellers en kanonkugle af en førsteserv af sted, 08 km/t, ud i Federers baghåndsside. Når Karlovic får sin førsteserv i spil, plejer der ikke at være så meget at rafle om. I sin sidste kamp betød det point til kroaten i 19 ud af 0 tilfælde. Men denne gang var det Federer, der returnerede, og han nåede ikke bare at sætte ketsjeren på, han fik også dirigeret bolden ned ad linjen til en klokkeklar vinder. Publikum måbede, ikke kun fordi Federer i samme parti brød Karlovic serv. Det er imponerende i sig selv, men det utrolige var, hvor ubesværet det så ud. En serv med 08 km/t giver Federer under et halvt sekund mindre end den tid, det tager at sige et halvt sekund til at aflæse boldens bane, svinge ketsjeren, justere grebet og modstå det tryk på over 50 kg, hans arm bliver udsat for, alt sammen med den millimeterpræcise timing, der skal til for at sende bolden tilba- > 84 EUROMAN SEPTEMBER 009 SEPTEMBER 009 EUROMAN 85

10 ge ret ned ad linjen. Når man ser Federer gøre det så let som ingenting, kan man næsten forestille sig, hvordan han ser dette projektil af en tennisbold som en stor ballon, langsomt svævende ham i møde. Den 8-årige schweizer er udstyret med den perfekte tenniskrop 185 centimeter høj, lange arme, brede skuldre, senestærke muskler med en smidighed på grænsen til det elastiske og så er han født med en uforlignelig koordinationsevne mellem hånd og øje, en instinktiv fornemmelse for boldspil svarende, velsagtens, til Mozarts gehør. Alligevel skulle der gå adskillige år, før Federers talent begyndte at resultere i de helt store trofæer. Han deltog i 16 grand slam-turneringer uden at nå længere end til kvartfinalen, før han vandt Wimbledon i 003. Det blev begyndelsen på Federer-æraen, , den mest ensidigt dominerede periode i moderne tennishistorie. Manden vandt stort set alt, overalt, mod alle og på alle slags underlag, og han gjorde det så overlegent, at selv hans modstandere blev fans. Lad det være eksempel nok, at Facebook-gruppen Hvis tennis var en religion, ville Federer være Gud blandt sine administrerende officerer tæller amerikaneren John Isner, som Federer slog i tredje runde af US Open i 007. Det var omkring denne tid, at Rafael Nadal for alvor begyndte at udfordre Federers herredømme, og det var tiltrængt, for tilskuerne savnede spænding. De længtes efter en, der kunne bryde fænomenets rytme. De fandt ham i Nadal. HVIS FEDERER ER TENNISSPORTENS luftige impressionist, så er Nadal den uregerlige ekspressionist. Hans spillestil er en form for abstrakt kunst. Dette er fra en træningsseance en søndag formiddag sidst i maj under de franske mesterskaber: Nadals tilstedeværelse afsløres allerede inden, man rigtig kan se bane 13, og det skyldes ikke kun det massive opbud af fans, der står tæt pakket i fem lag, hvoraf de bagerste håbefuldt sender deres kameraer frem i geledderne for at få fortropperne til at tage et billede. Nej, det skyldes først og fremmest lydene fra banen, lydene af Nadals slag. Enhver, der har spillet tennis, kender den sjældne følelse af at træffe bolden rent og ved, hvordan et sådant slag med ketsjerens sweet-spot akkompagneres af en svært tilfredsstillende dump lyd, som i plok eller fffump. Sådan lyder det, hver gang professionelle tennisspillere slår til bolden. Sådan lyder det overhovedet ikke, når Nadal slår til bolden; man forestiller sig, at han flækker bolden midt over og knækker strengene på tværs, hver gang han slår et slag. Det lyder som en mindre voldshandling, og det ser ligesådan ud. Som en køllesvingende huleboer holder Nadal så langt nede på ketsjeren, at en del af hans håndflade har fat under grebet. Når han slår et forhåndsslag, læner han sig ikke fremad, han læner sig snarere bagud, og i stedet for at føre slaget gennem bolden og videre hen foran kroppen slynger han ketsjeren opad, op over hovedet, med en bevægelse, der ved første øjekast ligner et smertefuldt freakshow, men ved nærmere eftersyn fremstår som en ekstrem variant af moderne tennis. Det er nemlig blevet et spil om spin, og Nadal genererer sindssyge mængder spin med sin forhånd. Boldens bane består af høje kurver: Den bliver slået hårdt frem- og opad, tvinges af topspin til at dykke drastisk ned på modstanderens banehalvdel kun for at springe højt og hastigt op igen. Højt op i Federers baghånd, fx. Helt op i skulderhøjde, hvor det er svært at slå ordentligt til den. Teknikken er særlig effektiv på grus, hvor bolden hopper højere end på græs, og derfor var det længe sådan, at Nadal slog Federer ved de franske mesterskaber, mens Federer slog Nadal ved Wimbledon. År efter år stod de over for hinanden i sommerens to store finaler, hver gang delte de i porten. Indtil sommeren 008. Først fik Federer en røvfuld uden lige i Paris. Nadal vandt 6-1, 6-3, 6-0 i en kamp, der om noget udstillede de to rivalers forskellige kampånd. Federers værste modstander har altid været ham selv. Som juniorspiller var han kendt for sit hysteriske temperament, Borg McEnroe Første gang de stod på samme tennisbane, var ved US Open i begyndelsen af 70 erne. John McEnroe var bolddreng, mens den tre år ældre Björn Borg var en lovende junior. Senere skulle de to komme til at stå over for hinanden i en af tennishistoriens mest højtprofilerede rivaliseringer. Det var den stoisk rolige Borg fra Södertalje i Sverige, kendt for sin fysiske udholdenhed og tålmodige grundslag fra baglinjen, mod den rastløse newyorker McEnroe, evigt netsøgende, på udkig efter de mest uforudsigelige vinkler og ikke bleg for at overfuse dommeren. Deres første kamp var i 1978, da Borg lå nummer et på verdensranglisten, og McEnroe kun lige var blevet professionel. Amerikaneren gik uimponeret til værks og slog den mangedobbelte grand slam-mester 6-3, 6-4. Siden fulgte yderligere 13 møder, hvoraf Wimbledon-finalen i 1980 stadig huskes som en af de mest velspillede og dramatiske kampe nogensinde. Borg misbrugte fem matchbolde i fjerde sæts historisk lange tiebreak, som McEnroe vandt 18-16, men Borg kom tilbage og tog det afgørende sæt 8-6. Året efter fik McEnroe revanche. Han slog Borg i både Wimbledon- og US Open-finalen, hvorefter svenskeren indstillede karrieren. Målt i indbyrdes opgør sluttede deres duel uafgjort, 7-7. POLFOTO han kylede med ketsjeren og råbte og skreg og græd, og selv i sin tidlige seniorkarriere var det rutine efter en utilfredsstillende træningstime at køre en tur med træner Peter Lundgren, der rullede vinduerne ned, skruede op for Metallica og lod ham råbe og skrige af sine lungers fulde kraft. Federer var frustreret, ikke over dommerkendelser, modstanderen eller højlydte tilskuere, men over forvaltningen af sit enorme talent. Det var han også den dag i Paris. Nu havde han lært ikke at smadre sin ketsjer, så han hang med skuldrene i stedet for og lod sig modløst ydmyge i tredje sæt. Ikke at Nadal gav ham mange chancer for at komme tilbage i kampen, spanieren hamrede løs til det sidste, som om hver duel gjaldt døden. NEDSABLINGEN VED DE franske mesterskaber blev efterfulgt af Wimbledon, hvor Nadal sejrede 9-7 i femte sæt efter en historisk lang finale. Tennisfans verden over var ikke i tvivl, journalisterne var enige, og legenderne Borg og McEnroe nikkede anerkendende: Dette var den største tenniskamp nogensinde. En anden sandhed lurede i baggrunden: Federer havde et Nadal-kompleks. Magtskiftet kunne ikke kun forklares med Nadals udvikling som spiller, hans tilpasning til græstennis, den skarpere serv, flugtningerne, hurtigheden, fighterviljen, evnen til at slå en vinder på det mest usandsynlige tidspunkt og hans jernhårde, aldrig svigtende, 80 omdrejninger i sekundet-roterende grundslag. Alt sammen var nødvendige forudsætninger, men de var ikke tilstrækkelige. Det afgørende element var psykisk. Man skulle tro, at Federer blev intimideret bare ved synet af den muskelsvulmende spanier i de ærmeløse trøjer. Og denne tro er blevet til viden, efter at den velrenommerede tennistræner og psykolog Vic Braden analyserede optagelser af Federers ansigtsudtryk med samme teknik, som efterretningstjenester bruger til at afsløre terrorister. Det viser sig, at Federer vanligvis spiller med opadvendte mundvige, vidtåbne øjne og blikket lige frem, men når han møder Nadal, falder både blikket og mundvigene til jorden, og det sker allerede under opvarmningen. De ved det godt i Nadal-lejren. Tennis handler ikke kun om tennis. Rafaels onkel og træner, Toni, har for længst erklæret Federers spil i en klasse for sig. Selv efter Rafael Nadals sejre i 008 og efterfølgende førsteplads på verdensranglisten stod Toni fast: Rafael er lige nu den bedste ifølge ranglisten. Men hvem har det bedste spil? Federer. Roger er en fantastisk tennisspiller. Men han er kun et menneske. Hvis du kan så tvivl i hans hoved... Det er i den grad lykkedes at så tvivl i Federers hoved. Som Mats Wilander beskriver det: Hans hjerne bliver jo helt nulstillet, når han møder Nadal, det er helt sygt. Jeg har aldrig set noget lignende. I Australian Open-finalen løb han ud og slog to forhåndsslag fra ulige side på Nadals andenserv. To gange på fire en halv time slog han sådan en forhånd, den ene slog han inside-out: vinder. Den Roger Federer 8. august 1981 (8 år) Wollerau, Schweiz 185 cm, 85 kg (rekord) Kenneth Carlsen er en af de få spillere med en positiv statistik mod Federer. Danskeren vandt deres eneste opgør ved ATP Masters Series Miami tilbage i 1999, året efter Federer blev professionel. Federer er en af de få topspillere uden en fast fuldtidstræner. Til gengæld rejser han altid med sin kone og manager, Mirka Federer, der selv har en fortid som professionel tennisspiller. De mødtes under OL i Sydney 000, da de begge stillede op for Schweiz. 7 3 anden slog han ned ad linjen: vinder. Hvorfor i helvede gør han ikke det noget mere? Der er ingen af os ældre, der forstår det. DA FEDERER HAVDE TØRRET ØJNENE efter nederlaget i Melbourne i januar, stod han over for en udfordring, som ikke kunne reduceres til et spørgsmål om finjusteringer af slagteknikken. Perfektionisten var nødt til at ændre sin indstilling til tennis. På svævende fødder var han danset til tops, men nu havde Nadal trukket ham ned på jorden og ind i et hundeslagsmål. Federer var nødt til at bide tilbage, han var nødt til satse og spille et spil, han ikke følte sig tryg ved, men som ødelagde Nadals rytme på samme måde, som Nadal havde ødelagt hans. For at slå Nadal var Federer nødt til at spille mod Nadal snarere end mod sig selv. Han viste, hvordan det skulle gøres i maj måned. Anledningen var finalen ved Madrid Open, Nadal var på hjemmebane, og underlaget var grus, men Federer satte dagsordenen vs. Født Bopæl Højde & drøjde Turneringssejre Grand slam-titler Diverse Indbyrdes opgør Sejre i alt på grus på græs på hard court i grand slam-finaler fra starten. Først benyttede han sig af et klassisk Nadal-trick og tog sig ekstra god tid til at pakke ketsjerne ud af tasken, så Nadal måtte stå og vente ved nettet sammen med dommeren, klar til den ceremonielle lodtrækning om retten til at serve først. Jeg havde lyst til at gøre tingene anderledes i dag. Spillerne giver ham lov til for meget, de lader ham selv bestemme sin rytme, forklarede en sjældent konfronterende Federer efterfølgende om den usædvanlige optakt til kampen. På banen fortsatte han stilen. Federer gik til nettet på sin serv, slog den ene mere vovede stopbold efter den anden, og i stedet for at lade sig fange i grundlinjedueller på kryds af banen fra Nadals stærke forhånd til Federers baghånd trådte Federer ud i baghåndssiden og slog med forhånden ned ad linjen, ned i Nadals baghånd, et vanskeligt slag med høj risiko, men det fungerede. Federer vandt kampen 6-4, 6-4 og fik sin første sejr over Nadal i halvandet år. Det var en lille sejr i en mindre turnering, og Nadal Rafael Nadal 3. juni 1986 (3 år) Manacor, Mallorca, Spanien 185 cm, 87 kg 36 6 Rafael Nadals onkel, Miguel Nadal, var professionel fodboldspiller og kendt for sin fysisk betonede stil, der gav ham tilnavnet The Beast. Han vandt fem mesterskaber med FC Barcelona i 90 erne og deltog ved tre VM-slutrunder. Rafael Nadal er faktisk højrehåndet. Når han alligevel spiller tennis med venstre hånd, skyldes det, at hans træner og onkel, Toni, tidligt opfordrede sin nevø til at tage ketsjeren i den anden hånd, fordi han selv hadede at spille mod venstrehåndede var i forvejen udmattet efter en maratonsemifinale dagen inden, men det varslede nye tider. Resten af sommeren brugte schweizeren på at vinde de franske mesterskaber og Wimbledon uden at møde sin rival en eneste gang. En knæskadet Nadal så på, mens Federer slog alle tiders rekord for flest grand slam-titler og generobrede førstepladsen på verdensranglisten. Det var kongens comeback, men det var i knægtens fravær. Det var Federer som fighter, men det var ikke den ultimative forløsning. Den kan kun komme i direkte strid med Nadal på de helt store arenaer med begge spillere i topform. Årets sidste grand slam-turnering, US Open, afgøres den 13. september. Det er første del af rivaliseringens næste akt. Nadal skal bevise, at Federers genkomst blot har været et mellemspil. Federer skal bevise det modsatte. Resten af os må bare håbe, at de begge står på scenen til slut. For der er ingen finale som en Federer- Nadal-finale. n 86 EUROMAN SEPTEMBER 009 SEPTEMBER 009 EUROMAN 87