Interview hentet fra Litteratursiden

Transkript

1 Thorstein Thomsen At elske Charlotte Her er to indlæg, hvor jeg formulerer ideen med min roman At elske Charlotte: Interview hentet fra Litteratursiden Hvordan fik du ideen til romanen? Ideen opstod, da jeg stod i en butik Nice, som handlede med brugte designmøbler. Her så jeg nogle træmøbler af den verdensberømte franske designer Charlotte Perriand. (Hun designede le Corbusier chaiselongen og flere andre såkaldte le Corbusier møbler sammen med le Corbusier og hans fætter.) Disse solide træmøbler kostede en formue og så ud til at være ret lette at kopiere. Min ven, en fransk kunstner, der stod ved siden af mig, hviskede i mit øre, at det var netop, hvad de var. Kopier. Jeg kom til at tænke på har nogle af mine venner, der engang havde en møbelfabrik og havde vanskeligt ved at få økonomien til at hænge sammen. Disse to ting fik mig til at udvikle et krimiplot. De, der kender mine bøger, ved, at det ikke ligefrem er krimiplot, der præger dem. Og det kan man vist heller ikke sige om denne. Men det var udgangspunktet. Hovedpersonen, Torben, har alt. Alligevel virker det som om han har tabt livsgnisten. Hvorfor? Jeg synes ikke, et krimiplot er særlig interessant i sig selv. Det er det menneskelige, det psykologiske, der interesserer mig, og plottet kan så drive historien frem. I Stieg Larssons bøger f.eks. er det psykologiske meget primitivt, den første bog ender f.eks. med at den moralsk uangribelige helt bliver taget til fange i en sadistnazists torturkælder og en slap 25årig pige kører hen til torturhuset på sin store motorcykel, lige inden helten skal tortureres med sadistnazistens instrumenter. Den slappe pige overmander sadistnazisten, og helten afslører morderen plus en masse andet. Jeg kan godt se, at plottet er godt, men jeg keder mig alligevel, når jeg læser sådan noget. Mit plot bliver brugt sådan: Et ægte møbel kontra en kopi. Hvad er det? Det er en designer, der har arbejdet med sig selv og sit materiale og nået et resultat kontra en kopist, der tegner af. Altså dybde kontra overflade. Det bliver altså boges tema. Min hovedperson Torben har siddet fast i overflade i mange år. Alt har skulle være pænt. Hans hjem, han selv, selv hans kone skal være ung og 1

2 smuk, noget en mand nær de 60 ikke mere har brug for med mindre han er uudviklet følelsesmæssigt. Torben er groet fast i det her mønster. Ja, han sidder fast. Fra starten af bogen har Torben en mistanke om sin kones utroskab. Hvorfor forsøger han ikke at vinde hende tilbage? For at et menneske skal kunne udvikle sig, må det erkende sin situation. Det må se virkeligheden i øjnene. Det er så nemt at lyve for sig selv. At ignorere, at prøve på at glemme. Torbens jalousi gnaver, men han gør alligevel, hvad han kan for at fastholde status quo. Han er bange for, hvor han ender, hvis han sætter skub i tingene. Med en vis ret, for han ender virkelig et helt andet sted, end hvor bogen begynder. Men det er plottet, der sætter gang i de begivenheder, ikke ham selv. Hvorfor vælger Torben de lette løsninger? Han genbruger undervisningsmateriale, bruger en anden designers ideer? Det er sjovt. Jeg har aldrig tænkt det sådan. Jeg kan godt se, du har belæg for at sige sådan. Men jeg tror nu, han er en god underviser, han er bare tacklet lidt af tidens trend. Og det er kun i sin ungdom, han har været voldsomt inspireret af Charlotte Perriand. Man må godt efterligne sine forbilleder, når man er ung. Men senere skal man yde det personlige, det originale. Torben har fået nok af overflade. Lader du ham pege på et generelt samfundsproblem, altså at mange af os lever et overfladisk liv? Vi søger dybde. Langt de fleste af os søger dybde. Et dybt kærlighedsforhold kan vi alle få, det har ikke noget med vores uddannelsesniveau, vores penge, vores smag at gøre. Et tæt forhold til vores børn og samlever har noget at gøre med, om vi kan elske, om vi mener det alvorligt, om vi vil ofre noget for det. Der er to historier i romanen. Nutidshistorien, som bliver fortalt i nutid. Og så Torbens tanker bagud, som bliver fortalt i datid. En historie i 2009, og en mellem 1959 og Begge historier har Torben som hovedperson. Den i fortiden skal gerne kaste mere og mere lys på Torben i Torben har været en dreng, der er blevet voksen for tidligt. Hans far har været alt det, en rigtig mand ikke skal være. Han har været en ansvarsløs far, han har lallet derudaf, ikke taget sit ægteskab alvorligt, plattet med pengene, nydt sit eget liv uden at tage nogen som helst hensyn til sin familie. I fængsel har han også været. Torben har overtaget den rolle, faren ikke udfylder. Det har gjort, at han har overudviklet sin selvkontrol, den har været brugbar for hans livsstrategi som barn og ung. Men den bliver senere en tung klods om hans liv, den holder ham fast i det overfladiske, det pæne. For at forstå det her ordentligt, må man selvfølgelig læse romanen. Men dette er hans situation i 2009, hvor historien begynder. Er det et generelt samfundsproblem? spørger du. Ja, det tror jeg, det er. Se f.eks. på den måde man udskifter ord i det offentlige sprog. Problemer bliver til udfordringer. Udlændingestyrelsen bliver til Udlændingeservice. Højhuse bliver til vartegn. Nu sidst er jeg stødt på ordet kasino-universitet. Det er den gamle type universitet, hvor grundforskning spiller en stor rolle, og hvor man ikke kan være sikker på gevinst. Det er åbenbart meget bedre med forskning, 2

3 hvor man umiddelbart og helst allerede på mandag kan se, at det kan bruges til noget. Alt skal måles, så man kan få et hurtigt svar. Dybde på det personlige plan, vores evne til at elske og være i livet, det er et projekt enhver kan gå i gang med. Men det kan gøre ondt, fordi vi må se os selv i øjnene, om jeg så må sige. Må jeg tilføje: Der var en enkelt anmelder på en avis, der skrev en hadeanmeldelse uden egentlig at komme særlig meget ind på bogen. Hør her, bogen er kort, og den har en lethed i sproget. Den er hurtigt læst. Hvorfor denne enorme vrede? Måske var det en reaktion på, at hun var blevet ramt i et område, som hun ikke har lyst til at se nærmere på? Jeg synes, Torben er en meget kontrolleret mand. Kan hans glædesløshed løses ved at finde en ny kæreste? Nej, hans glædesløshed kan ikke løses bare ved, at han finder sig en ny kæreste. Men det er heller ikke kun det, han gør. Han får en ny indsigt i sit liv. Han finder ud af at leve sit liv på en anden måde. Kunne han ikke have opnået det med sin gamle kone (der vel at mærke er tyve år yngre end hans nye kæreste). Jo, det kunne han godt, men. Han er for sent ude. Hun er skredet med en anden, før han er blevet i stand til at se sig selv i øjnene. Torben genfinder kærligheden med den islandske butiksejer Charlotte. Men designeren Charlotte Perriand har også givet ham vigtig inspiration. Er det det, titlen peger på? Ja. På begge Charlotter. En kopi af Charlotte Perriand er overflade. Den rigtige Charlotte Perriand er dybde. Torben har en drøm, hvor en censor pludselig tager et afskåret hoved af Charlotte Perriand frem og sætter det på det grønne klæde. Hovedet snakker og snakker og censor ser på Torben og nikker, som om det er ham, der siger det hele, og han ved, han er bestået. Jeg ved ikke helt, hvad dette billede betyder. (Og det er jo noget af det dejlige ved både at skrive at læse. Vi kan få indsigt, som ikke nødvendigvis kan og ikke skal serveres på en let aflæselig formel.) Men det har måske noget at gøre med, at hans underbevidsthed gerne vil fortælle ham noget om det ægte, det dybe. Bogen handler om at elske. Om dybde. At kunne elske den ene Charlotte har også noget at gøre med at kunne elske den anden Charlotte. NOTER TIL ROMANEN AT ELSKE CHARLOTTE? som man får mest ud af, hvis man har læst bogen. Jeg har siden 1970, hvor jeg lp-debuterede som 20årig og til i dag over 130 værker senere aldrig fået så spredte anmeldelser på en udgivelse som denne. De spænder fra en helt sort (Informations) over de venlige men skuffede anmeldelser (JP, Pol) til de begejstrede (Fyns Stifttidende, Alt for Damerne.) Indrømmet: Det har generet mig. De venlige men skuffede mest. F.eks. taler Politikens anmelder om et sidespring. Hun vil gerne have mig tilbage til de tykke romaner, hvor jeg bruger hele farveladen ( og bare rolig, den skal nok komme). 3

4 Et pres kommer der jo på én efter en så stor succes som Sne på hendes ansigt, mest på en ung forfatter, men altså også på en ældre. Men selv om jeg gerne vil gøre folk glade og gerne vil have, at alle elsker mig, tror jeg ikke, det skal være min opgave at tilfredsstille folks forventninger. Heller ikke modsat: at jeg absolut skal lave det modsatte af sidste gang. Eller at jeg skal overgå mig selv med noget helt fantastisk kunstnerisk. Jeg skal bare skrive de historier, der kommer og banker på panden og siger luk mig ind. Denne gang sidder jeg tilbage med en fornemmelse af, at et par af anmelderne har læst en anden bog end den, jeg troede, jeg havde skrevet. Kan man tale om, at en læser har misforstået en roman? Nej, det synes jeg egentlig ikke. Når læseren læser en roman er det hendes og ikke mere forfatterens. Hvis hun får noget helt andet ud af bogen, end forfatteren havde tænkt sig, må forfatteren konstatere, at han ikke magtede at fortælle, det han ville, til den læser. Kan man tale om, at en professionel anmelder har misforstået en bog? Her er jeg lidt i tvivl. Muligvis. Nåh under alle omstændigheder må forfatteren vel have lov til at give sin mening til kende på sin egen hjemmeside. Muligvis er ordet forventninger nøgleordet for de meget forskellige bedømmelser af bogen. Hvis man læser romanen som en efterfølger på Den, der hvisker, lyver og Sne på hendes ansigt, så bliver man skuffet, for At elske Charlotte prøver på en måde at gå den modsatte vej: Ikke at give en stor bred mangefarvet fortælling, men at gå ned i små detaljer over et kort tidsrum. Sige tingene kort. Sige dem så lidt som muligt. Hvis man læser At elske Charlotte som en krimi, så vil jeg i stedet anbefale den overeksponerede Stieg Larsson eller en anden svensker, der skriver om sadistiske massemordere. Mordplottet i den her bog er rimelig kikset. I første kapitel dør en smed. Politiet kommer og afhører Torben, men vender aldrig tilbage. (Men Torben vender tilbage til politiet en naturlig konsekvens af, at den indre historie er vigtigere end den ydre.) Siden bliver Torbens gode ven varetægtsfængslet. Har han myrdet smeden? Har han skubbet ham ned i mekanikergraven? Det får man aldrig at vide. Hvis man læser romanen som en kærlighedsroman, så bliver man måske bevæget, måske ikke, men der er skrevet rigtig mange bøger om mænd og kvinder, der bliver skilt og gift igen. Og det her er da en kærlighedsroman, men jeg synes, den er lidt mere end det, i hvert fald er det absolut nødvendigt, at man medlæser tilbageblikkene, først og fremmest Torbens forhold til sin far, i kærlighedshistorien. For mig handler romanen om lethed og tyngde, om overflade og dybde og om, hvordan disse fire ord hænger sammen. Lad mig starte med et lille citat fra bogen: Lyset kommer bragende. Jeg ser mig selv i fuld figur i et spejl. Bag mig på en hylde ligger et hoved på et fad. Det er Athene, der står og holder det op, så fadet er vel hendes skjold. Det må være Medusas hoved. Hvordan var det nu? Folk der så Medusa i øjnene blev til sten. Jeg ser det i et spejl. Så jeg er vel beskyttet. 4

5 Myten noget af den går sådan her: Kvindeuhyret Medusas blik forvandler folk til sten. Perseus bliver sendt ud til hende. Det lykkedes ham at dræbe hende ved at bruge Athenes skjold som spejl, så han undgår direkte øjenkontakt. Han hugger hovedet af Medusa og lægger det i en sæk. Blodet sprøjter ud ad Medusas hals og vælter ud på gulvet. Af blodet opstår nu Pegasus, den bevingede hest, poesiens hjælper. Her har vi altså tyngden (sten) overfor letheden (poesiens flyvende hjælper). Okay. Denne lille scene er med i bogen for at antyde lethed overfor tyngde. Bogen er skrevet så let som muligt. Korte sætninger med billeder og replikker. Der er folkeeventyrelementer i bogen, f.eks. personer der afspejler heltens indre ( løberen, Charlotte, der er en høj dronningeskikkelse). Bogen er kort. Et par anmeldere bruger ordet letlæst. Fint. (Jeg havde som genreforbilleder bøger som Peter Seebergs Fugls føde og Italo Calvinos Marcovaldo.) Men møbelarkitekten Torben er tung. Han er fanget i et net af æstetisk kontrol. Han måler og beskriver ting og mennesker ud fra deres æstetiske fremtoning. Hans hjem skal være smukt. Hans hustru skal være smuk. Sådan har det i hvert fald været i mange år. Dette neurotiske træk er en del af hans karakter. Det gør jeg (synes jeg selv) meget tydeligt med tilbageblikkene, der er skrevet i datid. Det sidste flash back er en scene fra Torbens barndom, hvor han for at beskytte sin mor og søster vælger at lyve for dem om den totalt uansvarlige og ikke omsorgsfulde far. Torben har alt for tidligt udviklet en fars ansvar og en voksens selvkontrol. Altså: Torben er tung, selvom han dyrker yoga, har flad mave og spiser og drikker vildt kontrolleret og på alle måder forsøger at være let. (En anmelder skrev, at Torben er mit alter ego. Det håber jeg virkelig ikke.) Men der er begyndt at ske noget med vores helt. Han kan iagttage sin egen neurose i sine omgivelser. Designskolen iscenesætter sig selv, og denne iscenesættelse bliver rektors vigtigste opgave, ikke indholdet, ikke substansen, men imaget, billedet af sig selv. Og rundt om Torben: Primetime-konkurrencer, spindoktorsyndromet, en verden uden andet end overflade. Og menneskene i deres privatsfære, de hænger billeder på deres vægge for at give omverdenen et passende billede af sig selv, de bygger dyre køkkener for at iscenesætte deres lykke. (Altså det her var før finanskrisen.) Noget nyt trænger sig på. Billedligt viser jeg det i en slags arketype, som Torben kalder for løberen, en kondiløber, der bliver ved med at løbe gennem hans have, også efter han har sat lås på lågen. Løberen trænger sig på, presser sig ind på hans enemærker, vil ind. Det ydre plot er ikke en mordgåde, selvom der ligger et lig på et gulv. Plottet handler om kopimøbler. Altså om noget, der ligner til forveksling, men ikke er. Noget, der mangler substans og dybde. Og hvad bliver kopieret? Charlotte. Charlotte Perriand, den berømte franske designer, som godt nok var med til at designe flere møbler, som Le Corbusier er kendt for, men som først og fremmest arbejdede i træ, naturens materiale. Deraf romanens titel. I løbet af den lille roman, sprænger Torben sine bånd. Han begynder at føle en lethed. Undervejs har hans smukke kone forladt ham, men han har sådan set forladt hende for flere år ved at indtage en stenagtig uforanderlig position. (Hun har forsøgt at flytte ham bl.a. ved at skrive et vigtigt brev til ham om 5

6 deres forhold. Det har han lagt væk, glemt.) Okay. Dér står han. Vejen ligger åben mod et nyt forhold, ét der handler om dybde. Charlotte, en brugt kvinde med evnen til at elske, står der. Det er, hvad At elske Charlotte handler om. Synes forfatteren. 6