Fjendskab. Mikkel Thorup. tæn ke pau se r

Transkript

1 Fjendskab Mikkel Thorup tæn ke pau se r

2

3 FJENDSKAB

4 Tænkepauser 1 FRIHED af Hans-Jørgen Schanz Tænkepauser 2 NETVÆRK af Jens Mogens Olesen Tænkepauser 3 MONSTRE af Mathias Clasen Tænkepauser 4 TILLID af Gert Tinggaard Svendsen Tænkepauser 5 LIVSHISTORIEN af Dorthe Kirkegaard Thomsen Tænkepauser 6 FJENDSKAB af Mikkel Thorup Se mere på Her finder du også gratis lydbøger og e-bøger T K P S R

5 MIKKEL MiKKEl THORUP Thorup Fjendskab ÆN æn Ee AU au Ee

6 FJENDSKAB Tænkepauser 6 Mikkel Thorup 2013 Omslag og tilrettelægning: Trefold Ebogsproduktion: Narayana Press, Gylling ISBN Tænkepauser viden til hverdagen af topforskere fra AARHUS AU UNIVERSITET Diskuter bogen på litteratursiden.dk, og find mere materiale på dr.dk/taenkepauser

7 UNDER ANGREB 6 FJENDSKABETS HÆRGEN 20 GODE FJENDER 30 KRIG OG FJENDSKAB 41 LÆNGE LEVE FJENDSKABET 55

8 UNDER ANGREB FRA HÆKKE TIL HOLOCAUST Alle kender til fjendskab; indrøm det bare! Hvis ikke du selv har nogen fjender, har du sikkert mødt lord Voldemort, Darth Vader, Sorte Slyngel, Orla Frøsnapper, Catwoman eller nogle af deres kumpaner. Bøger, film, tegneserier, spil, malerier og teaterstykker er fulde af personer og grupper, det er værd at hade godt og grundigt. Og kunstens grumme superskurke er desværre ikke uden sidestykke i virkeligheden. Historiebøgerne bugner af militære blodsudgydelser, massemord og menneskelige monstre, og vi behøver bare åbne dagens avis, så vælter det ud med vidnesbyrd om alle de fortrædeligheder, fjendskaber har ført med sig inden for det seneste døgn. Af højst forskellig slags. Fjendskab findes i banale former, som når en hæks højde sætter gang i en årelang nabofejde, eller når boksere inden en kamp iscenesætter et fjendskab for at øge seertallet. Og det findes i katastrofale former, som når nogle beslutter, at andre er mindreværdige og skal undertrykkes eller udryddes, som vi har set det i totalitære regimer og utallige folkemord. Imellem disse to former for fjendskab, det banale og det katastrofale, findes et utal af andre varianter. Mange af dem har vi oplevet på vores egen krop. Enten 6

9 fordi vi udpegede en anden som vores fjende, eller fordi andre stemplede os som deres. Alle fjender har dog noget tilfælles. Fjenden er ikke bare en hvilken som helst modstander eller forhindring, der findes ikke små, svage eller passive fjender man føler sig under angreb fra sin fjende, der er frygtelig, grusom og ødelæggende. Her er et miniportræt af fjenden i sin mest ekstreme udgave: Han er den, der i eksistentiel forstand truer min væren i verden; fjenden er negationen af min eksistens, modsætningen til alt, jeg er og vil. Han skal bekæmpes, for at jeg kan leve og lykkes. Men ikke nok med det: Fjenden er fundamentalt forskellig fra mig selv, det er simpelthen en kamp mellem godt og ondt. HVEM DER VEN ELLER FJENDE?! John Wayne forklædt som beskidt sherif på forbryderjagt skuler ud i mørket, mens han forbander den klap, der dækker hans ene øje. Han ved, at der er én derude, som kryber tættere og tættere hen mod lejrbålet, men han kan ikke se, hvem det er. Med whisky-drævende stemme råber han: Ven eller fjende?!. Men der kommer ikke noget svar. Derfor skyder vores helt fra hoften, i sikker forvisning om at morgenlyset vil afsløre liget, så vi kan se, hvem der luskede rundt. Sådan gør de altid i westerns, og det siger noget om genren men det fortæller faktisk også noget meget vigtigt om fjendskab. Det er ikke kun brutale sheriffer, der i filmens verden hellere vil dræbe end leve med en uidentificeret trussel. Det gælder for os alle: Vi kan kun 7

10 forholde os til den fremmede ved at fratage ham hans fremmedhed. Han skal gøres til ven eller fjende, vi kan ikke acceptere, at den fremmede bevæger sig rundt i bevidsthedens gråzoner og sorte områder. Både vennen og fjenden reducerer nemlig frygt og kompleksitet. De giver struktur, overskuelighed og sammenhæng. Og vi har brug for pejlemærker, begrænsninger, velkendthed og forudsigelighed, når vi skal navigere i tilværelsen. Men den fremmede truer med at ødelægge selve skellet mellem ven og fjende og dermed forsvinder den sociale overskuelighed. Selv om fjender kan være rædselsvækkende, er den fremmede derfor meget farligere. Vi ved ikke, om den fremmede er ven, fjende eller ingen af delene og det er ubærligt. Den fremmede er den, der pludselig kan vise sig at være fjenden. Han eller hun er den, vi indtil da havde troet var en ven eller i hvert fald uskadelig. Her kan man tænke på alle de overraskede kommentarer fra naboer, der næsten altid følger med et forfærdeligt drab: Han var altid så flink og rolig og jeg kan ikke tro, han kunne finde på sådan noget. Det er alle sammen udsagn om, at den, man troede var en ven det vil sige én, man ikke behøver at frygte, og hvis adfærd ligner vores i virkeligheden var en fjende. Vi er ikke fortrolige med fjenden, men der er omvendt ikke tale om en total mangel på genkendelighed. Den helt ukendte er ikke en fjende, for fjendskab kræver nærvær og viden. Det er ofte falsk eller fordrejet viden, men hvis vi skal genkende den anden som truende, farlig 8

11 og ond, kræver det, at vi er tæt på ham eller hende. Én, der ikke kan ramme eller skade os, kan ikke være vores fjende. Nærhed er dog ikke, hvad det har været. Tidligere kunne fjenden kun være nabostammen og senere nabolandet, ingen andre var tæt nok på til at udgøre en trussel. Men opbygningen af flåder og hære, jernbaner og flyvemaskiner, atomvåben og internet har med tiden globaliseret fjenden. Fysisk nærvær er ikke længere en forudsætning for at skade andre men viden er. FJENDSKABETS TABU Fjendskab er grimt, uværdigt og påtrængende, det kalder på handling snarere end refleksion. Måske er det derfor, ganske få har forsket i, hvad fjendskab egentlig er? Lækre og bløde fænomener som kærlighed og venskab har derimod for længst fået deres egne filosofiske grundbøger. Den manglende viden kan i det mindste ikke skyldes, at fjendskab er uaktuelt, perifert eller ligegyldigt. Fjendskab er et almindeligt kendt menneskeligt vilkår, som vi kan finde til alle tider og i alle mulige sammenhænge, og dets tidsalder er langtfra ovre. Alligevel har tænkningen hovedsageligt leveret detailstudier af specifikke fjender, og der findes en syndflod af bøger om koldkrigere og islamister. Det kildrer lidt i maven, når vi møder fjendskab i hverdagen. De fleste af os er så artige og velopdragne, at lidt følelsesmæssig intensitet kan være en kærkommen afveksling, måske især hvis vi kan stå sikkert på sidelinjen til en fodboldkamp og råbe ad dommeren, høre om 9

12 vennens kvaler med ekskæresten eller sladre om en ond og manipulerende chef, der gør arbejdslivet surt. Fjendskab er godt stof, når der skal lukkes luft ud og opbygges fællesskaber, og det sker hele tiden. Konfliktløsning er et fast kursus på konsulentfirmaernes spisesedler, og inden den første time hos Rambøll er gået, har du garanteret mødt konflikttrappen, der fortæller, hvordan uenighed optrappes til fjendskab. Og dét er noget rigtigt skidt, som vi skal lære at undgå, koste hvad det vil (og det er dyrt!). Det er da også rigtigt, at disse private fjendskabsformer ikke har meget godt at byde på, selv om de kan have en vis underholdningsværdi set udefra. Dem kan en psykolog sikkert fortælle en masse gode og lærerige historier om, men her er målet et andet, og mit fokus i denne bog er ikke det private, men det offentlige fjendskab. De offentlige fjendskabsformer gemmer på et potentiale, som har betydning for os alle og på niveauer, der hæver sig over nabokrigens tragikomik. Følelsesmæssigt er forskellen på de to fjendskabstyper ikke nødvendigvis så stor. Man kan sagtens hade en privat fjende helt ind til benet. Det private fjendskab er ofte altopslugende og altafgørende, men og dét er forskellen dets anledning er altid bestemt af det personlige forhold. Det er naboen, kollegaen, ekskæresten eller rivalen, der helt konkret er fjenden og af en ganske bestemt årsag. Naboens skyggefulde træer vs. min nye terrasse. Dette fjendskab kan ikke generaliseres: Den private fjende er min fjende på grund af noget, han eller 10

13 hun har gjort imod mig som privatperson, og det angår kun os. I det offentlige fjendskab er fjenden ikke i egentlig forstand min private fjende, men fornuftens fjende, troens fjende, racens fjende, nationens fjende, i sidste ende menneskehedens fjende. Meget få af os holder af Stalin eller Gadaffi, men de færreste vil beskrive disse mænd som deres personlige fjende det gælder noget større. Principielt kan man dog godt personligt hade den offentlige fjende; det er netop målet med propaganda, som f.eks. de hadske kampagner, der fik tidligere naboer og venner til at slå hinanden ihjel under krigen på Balkan i 1990 erne. Men det er en form for andensgradshad: Det offentlige fjendskabs egentlige årsag ligger i den trussel, fjenden udgør imod fællesskabet, hans forbrydelser imod min gruppe, ikke imod mig helt personligt. FJENDEN I DIT SIND Fjendskabet besætter vores sind og tvinger os ud i virkelighedsforvrængende tankerækker, der følger helt bestemte mønstre, som vi ikke selv er herre over. Offentlige fjendebilleder er et sammensurium af nationale mytologier, selektiv historie, frygt og fordrejede fakta, de er allerede færdige forestillinger og billeder, et reservoir af had, fordømmelse og misforståelse. Og det er hverken uskyldigt eller uden konsekvens, hvordan man betragter og betegner fjenden. Det har direkte betydning for, hvordan man behandler den anden. Derfor er de billeder, vi konstruerer af fjenden, så vigtige. Hvordan de skabes, 11

14 ved vi faktisk en del om for hvad enten det er i tanken, talen eller i kunsten, så synes der at være en række faste træk og tricks, der får et fjendebillede til at virke. Især seks elementer synes at gå igen: Lumsk og konspiratorisk Alle fjendens handlinger i fortid, nutid og fremtid tolkes som destruktive intentioner imod ens egen gruppe. Hvis fjenden gør noget, der synes godt eller neutralt, da er det enten en undtagelse som når tyskere under Anden Verdenskrig ville frelse denne ene jøde, som de kendte: Han ikke er ligesom de andre, lød det. Eller også er der skjulte og ondskabsfulde motiver bag. Alt, fjenden gør, er ondt og gøres for at skade os. Fjenden er derfor lumsk og konspiratorisk. Selv hvis vi ikke ser det, er han i gang med at skade os. Det blev fint illustreret af den amerikanske general John DeWitt, der i 1942 sagde: Det faktum, at der endnu ikke har fundet nogen sabotage sted, er en foruroligende og bekræftende indikation på, at japanerne omhyggeligt har forberedt deres undergravning, således at når den kommer, da vil den være massiv. Angriber og voldtægtsmand Fjenden identificeres som det eneste ophav til konflikten, vi reagerer defensivt på den andens uprovokerede aggression. Den anden presser os til nødtvungent at reagere og giver os intet andet valg end at slå tilbage. Det er altid fjenden, der begynder. Fjenden er angriberen og voldtægtsmanden. 12

15 Os eller dem Det sociale univers er opdelt i dem og os. Enten er du med os, eller også er du med dem, som George W. Bush sagde, og som Osama bin Laden derefter gentog. Der er ingen neutral midterposition. Alt er enten/eller. Hverken/eller er ligesom både/og forbudt og det samme som forræderi eller eftergivenhed. Der er derfor heller ingen tilladt medfølelse med medlemmer af fjendegruppen, ingen følelse af samsituation, al forståelse må afvises. At forstå er at sympatisere med fjenden. Det onde selv Fjendens værdisystem repræsenterer modsætningen til vores eget. Fjenden udtrykker og legemliggør vores modsætning, og da vi er gode, er vores fjende ond. Kun det onde registreres som egenskaber ved fjenden. Fjendens ondskab beskrives ofte i religiøse termer som djævelsk og satanisk, i seksualiserede termer som sadistisk og voldtagende og i æstetiske termer som ækel, vammel og grim. Fjenden gør os ondt, udelukkende fordi han eller hun finder glæde i at pine og ødelægge andre. Fjenden har derfor ingen legitime grunde til sit fjendskab, ingen politik eller moral: Vedkommende er sin ondskab. Ondskaben er ikke kun et resultat af fjendens handlinger i den konkrete situation, det er et naturligt og bærende træk, og fjenden vil altid være sådan. Som Gudrun Ensslin fra den vesttyske terrorgruppe Rote Armee Fraktion sagde om sin samtid: Dette er Auschwitzgenerationen, og man kan ikke diskutere med dem. 13

16 Reference til nazitiden og Hitlers rædselsgerninger er den ultimative identificering af fjenden med ondskab og på trods af den ofte himmelråbende forskel mellem Hitler og dem, der fremstilles som den nye Hitler, så er det en meget anvendt taktik. Du er ikke dig. Du er dem Fjenden er et abstrakt kollektiv, der ikke besidder individuelle karaktertræk: islam, Vesten, kapitalisterne, jøderne osv. Alle egenskaber og handlinger hos den individuelle repræsentant for den abstrakte fjende forklares med henvisning til den stereotype klassificering i det abstrakte kollektiv. Individet forsvinder til fordel for gruppebetegnelsen, som det f.eks. kendes i racismen, der reducerer individet til dets biologiske træk. Den enkelte reduceres til repræsentant for sin gruppe, fjenden har ingen individuel interesse eller karakter, men er bare muslimen, populisterne, smagsdommeren etc. Og alle i denne gruppe er per definition fjendtlige over for os, ligegyldigt hvad de selv mener og tror. Undermennesker og ikkemennesker Fjenden beskrives som undermenneske eller nogle gange endda som decideret ikkemenneske. Grebet har to grundformer, nemlig barbarisering eller omskrivning. Barbarisering gør fjenden til et undermenneske, der sammenlignes med dyr særligt rovdyr, ådselædere, utøj og andre insekter men også med affald og ekskrementer. Fjenden udstyres med fysiske deformiteter, han er 14

17 hæslig eller vansiret, og han er styret af abnorme drifter, der gør ham grådig, sadistisk, aggressiv og psykotisk. Grænsen til det overmenneskelige ligger ligefor, og barbariseringen kan også gøre fjenden til en dæmon, en kæmpe, et monster, Satan eller Døden selv. Før og under folkemordet i Rwanda i 1994, der førte til menneskers død, omtalte militante hutuer f.eks. tutsimindretallet i Rwanda som inyenzi, kakerlakker der altid ville være kakerlakker og skulle behandles derefter. Omskrivning reducerer fjenden til apersonlige numre, symboler, abstraktioner, mål på et landkort eller kliniske og tekniske termer. Fjenden reduceres f.eks. til målkoordinater for et luftangreb eller optræder i militære indrapporteringer som antal mål neutraliseret i dag. På samme måde bliver politikeren eller politimanden reduceret fra menneske til et symbol på magten (og et dyr), ligesom militærets dræbte bliver til utilsigtede døde, til gps-koordinater eller bare til fjenden. Da den japanske hær under Anden Verdenskrig foretog medicinske eksperimenter på fanger, blev ofrene f.eks. kaldt maruta, brændestykker. DET GRÆNSELØSE BEHOV FOR FJENDER Vores behov for fjender kan nogle gange være grænseløst, så fjendebillederne springer af samlebåndet i rasende tempo, og særligt forestillingen om den fremmede eller indre fjende kan i krisetider have denne opspeedende virkning på processen. Et par eksempler kan give 15

18 en idé om, hvor galt det kan gå, og vise, at minoriteter er særligt udsatte. Umiddelbart efter terrorangrebet på USA den 11. september 2001 var der en lang række angreb på amerikanske sikher, formodentlig fordi de er lette at identificere på deres turban og skæg. Frustrationen over ikke at kunne genkende fjenden forvandlede sig til en voldelig reaktion imod det fremmede som sådan. Al-Qaeda-netværket fremstod for mange som et mangehovedet uhyre, hvis medlemmer skjulte sig i mængden, og derfor blev den angstfyldte reaktion på terrorangrebet til personangreb. På den måde kunne de skyldige udpeges, det gjaldt om at finde en fjende, vi kunne se og ramme. Helt tilfældige var overgrebene naturligvis ikke. Det var overgreb på folk, der så fremmede ud, og som angriberne i deres uvidenhed har troet var muslimske. Som jøderne tidligere kunne gøres til alt, hvad der blev opfattet som fjendtligt og degenereret, kunne muslimerne eller deres vikarer nu inkarnere forestillingen om det lavtstående og frygtelige. Faktisk er denne form for reaktion set før på amerikansk grund, endda på politisk og militært niveau. Efter det japanske angreb på Pearl Harbor under Anden Verdenskrig skrev general DeWitt en rapport om evakuering af civile japanere fra den amerikanske vestkyst og til Kongressens flådeudvalg sagde han: En japser er en japser. Det er ikke muligt at bestemme deres loyalitet. Det gør ingen forskel, om han er amerikaner. Teoretisk set er han stadig japansk, og man kan ikke ændre ham. 16

19 Her ser vi en meget brutal og kategorisk bestemmelse af en hel gruppe, der hidtil havde haft status af venner og medborgere, men som pludselig blev gjort til fjender. Alle japanere blev udstillet som potentielle fjender, og det stærke behov for at identificere og uskadeliggøre denne indre fjende førte til masse-interneringer af amerikanske japanere krigen ud. Problemet med at identificere fjenden blev løst med den racistiske ikkeskelnen, hvor ingen amerikaner af japansk afstamning kunne undslå sig sin identitet som japaner og derfor fjende. OFFERBILLEDER Bag ethvert fjendebillede ligger også et helgen- eller offerbillede, der er fjendebilledets præcise modsætning. Offeret gøres smukkere, mere moralsk, bedre og renere i alle henseender end andre mennesker og end vedkommende var før. Forestil dig f.eks., hvordan den sortklædte, beskidte, ubarberede og fremmede revolvermand rider ind i en by og møder den hårdtarbejdende, kristne, unge og smukke moder, der voldtages og myrdes. Det er den norske kriminolog Nils Christie, der har lanceret begrebet om det perfekte offer. Christie siger, at det perfekte offer er svagt (syg, gammel, kvinde eller barn), det er i gang med et respektabelt ærinde på et sted og et tidspunkt, som ingen kan klandres for (f.eks. indkøb midt på dagen), og det har ingen relation til sin gerningsmand. Det uperfekte offer er omvendt den stærke, der er i gang med et tvivlsomt ærinde på problematisk sted og tidspunkt med folk, han kender, som 17

20 f.eks. en ung mand i et slagsmål med sine drukvenner på et værtshus midt om natten. Det perfekte offer i et fjendebillede er ikke altid svageligt, men vedkommende er aldrig årsag til fjendskabet. Når fjenden beskrives, renliggøres ofret. Jo uslere fjenden er, desto renere og smukkere er ofret. Som man sikkert kan fornemme, er der ofte en tydelig kønsdimension på færde: Fjenden er den perverterede (voldtægts)mand, ofret en forsvarsløs kvinde. Seksualmotivet lurer neden under de fleste fjendebilleder og giver rig anledning til modstillinger mellem det rene og det urene, det moralske og det amoralske, det der skal beskyttes, og det der skal beskyttes imod. OFFER VS. FJENDE Den tidligere amerikanske præsident George W. Bush kan passende oversætte offerlogikken til fjendskabets felt for os. Da han beskrev terrorangrebet den 11. september 2001, fremstillede han det som et uprovokeret angreb på en fredselskende og gavmild nation. Systematikken ses tydeligt: Idealiseringen af ofret modsvares af fjendens dæmonisering. Et andet amerikansk eksempel, nu af ældre dato: I september 1901 skød den 28-årige Leon Czolgosz den amerikanske præsident William McKinley, der senere døde af sine sår. Da den nyindsatte præsident Theodore Roosevelt et par måneder senere talte til Kongressen, beskrev han den nydelige, lavmælte og (indtil mordet) lovlydige Czolgosz som Judas-lignende og en helt igennem depraveret kriminel. Den store 18

21 forbrydelse kræver den barbariske gerningsmand. Dæmoniseringen er en uddrivelse af fjenden fra samfundet, den immuniserer det angrebne samfund, fordi fjenden nu beskrives som en helt ulig os. Fjendskab er selvsagt ikke baseret på det rene opspind. Sender man passagerfly ind i bygninger eller myrder præsidenter, er man selvskreven som fjende. Men vi kan formodentlig alligevel uden at overdrive sige, at fjenden (og ofret) aldrig beskrives objektivt. 19

22 FJENDSKABETS HÆRGEN BLODIG TILFÆLDIGHED Noget af det mest slående ved historiens folkemord er den ubegribelige tilfældighed, der gør sig gældende. Det har med fjendskabets natur at gøre: Fjendskabet er tomt. Det betegner bare en ekstrem og intensiv modsætning mellem to eller flere, der ser hinanden som fjender. Fjendskabet kan opstå over hvad som helst. Fjenden kan være hvem som helst. Det betyder også, at fjendskabet altid opstår i og består af det, der i øvrigt optager og fylder i samfundet. Fjendskabet benytter sig af og udtrykker sig igennem det, som et samfund eller et kollektiv ellers benytter til at beskrive sig selv og sin omverden. Derfor kan alle livssfærer og menneskelige anliggender blive årsag til fjendskab og bruges til at beskrive fjenden. Når dette principielle er sagt, så er der alligevel i praksis et mønster. I privatlivet er det nok ofte familieliv, penge, hække og kærlighed, der fremkalder fjendskab. Men hvis vi nu træder et skridt væk fra villavejen og overvejer, hvor fjendskab egentlig flammer op, når vi tænker i den helt store skala, viser det sig hurtigt, at nogle felter har været meget mere brændbare end andre. Jeg vil udpege fire områder til det offentlige fjendskabs primære scener: religion, politik, biologi og moral. Det er her, fjendska- 20

23 bet har hærget allermest i sin utæmmede form der er f.eks. ikke mange æstetiske, videnskabelige eller juridiske fjendskaber. Og det er også her, vi måske skal sætte ind med bedre styring af de stærke kræfter. Lad os gå ind på fjendskabets afsvedne marker og se, hvad tro, magt, penge, krop og forargelse har med fjender at gøre. TROENS TOSSERIER I antikken var der mange guder, og selv om det godt kunne give en del ballade, var det intet at regne mod, hvad der skete med de monoteistiske religioners magtovertagelse. Jøder, muslimer og kristne anerkender kun én Gud, og det gav det religiøse fjendskab gevaldigt vind i sejlene. Alle andres guder blev pludselig afguder, alle andre troende kættere. Hør f.eks., hvad der står i Anden Mosebog: Dine fjender [vil jeg gøre] til mine fjender og dine modstandere til mine modstandere, og disse fjender vil jeg udslette. Jeg vil sende rædsel for mig foran dig og skabe forvirring i alle de folk, du kommer til, og jeg vil slå alle dine fjender på flugt. Det Gamle Testamente er ingen fredelig sag! Det religiøse fjendskab er formodentlig det ældste og det stærkeste fjendskab. Den religiøse fjende er ikke bare min fjende. Nej, han er fjende af Gud og dermed af alt det, der giver livet mening og formål. Op igennem historien har voldelige grupper til stadighed påberåbt sig Guds velsignelse. Intet sted er Gud så meget til stede som på slagmarken, en sanktionering fra Gud er den ultimative retfærdiggørelse af blodige handlinger. Den 21

24 tillader en pletfri og moralsk massakre på Guds fjender. Under Første Verdenskrig skrev den amerikanske præst Randolph H. McKim om USA s deltagelse i krigen: Det er Gud, der har kaldt os i krig. Det er hans krig, vi udkæmper. Denne konflikt er et korstog. Det største i historien, det mest hellige. Det er i en dyb og sand betydning en hellig krig. Ja, det er Kristus, retfærdighedens konge, der maner os til at kaste os ud i denne dødelige strid med det uhellige og blasfemiske Tyskland. Denne måde at argumentere på kendetegner alle hellige krige. Også i dag ser vi påkaldelsen af Gud imod hans fjender. Mest tydeligt i den islamistiske terrorisme, der forstår verden som opdelt i to stridende lejre, hvor vold skal uddrive de ugudelige. Islams ydre fjende er for disse terrorister USA og Vesten, der krænker muslimsk suverænitet, mens den indre fjende er despotiske regimer, der krænker religionens renhed. Den ydre fjende bekæmper den sande tro, og den indre fjende underminerer troen til fordel for vestlige principper om sekularisme og kapitalisme. Vi ser dog også andre versioner af det religiøse fjendskab, som det f.eks. praktiseres af radikale jøder og hinduister eller fundamentalistiske kristne i USA. Og ikke mindst findes der en global konfliktlinje på tværs af alle de store religioner, hvor religiøse ser sekularisme som en form for skjult ateisme, der har Gud som deres fjende. Vor tid nærer et markant globalt fjendskab imod det, vi kunne kalde den sekulære fjende, som dele af de store religioner er fælles om at mobilisere kræfterne 22

25 imod. Pave Benedict XVI har f.eks. i 2005 sammenlignet sekularisme og darwinisme med nazisme, og ellers modstridende religioner er enige om, at samfundet er blevet depraveret, amoralsk og uregerligt fordi det er blevet sekulært og dermed, påstår de, ugudeligt, hvis ikke endda antireligiøst. BLOD, MAGT OG PENGE Vi har formentlig haft politisk fjendskab lige siden agerbrugets og de første faste bosætningers opkomst. Det politiske fjendskab vedrører basalt set kampen om fordelingen af samfundets ressourcer: Hvem skal have hvad, hvor meget, hvordan og hvorfor? Fjendskabet angår spørgsmålene om, hvilket samfund der skal være, hvem der skal regere, og hvordan der skal regeres. En af de helt afgørende konfliktlinjer, der igen og igen har givet anledning til fjendskaber, er sammenstødet mellem rig og fattig, altså striden om hvad forskellige personer og grupper legitimt har ret til. I moderne tid har det politiske fjendskab været ideologisk, hvor rig/fattig-konflikten oversættes til en mere omfattende opdeling i verdensopfattelser. Det allerførste punkt på listen over usual suspects er selvfølgelig fjendskabet mellem socialister og kapitalister, der senere blev til den globale konflikt mellem den kolde krigs to blokke. Et andet vigtigt politisk fjendskab har historisk udspillet sig mellem demokrater og ikkedemokrater. Vi kan næsten glemme det i nutidens demokratirus, men faktisk har den politiske idéhistorie indtil 1945 altovervejende 23

26 været antidemokratisk. Demokrati-fortalerne har været få, og demokrati var bare én blandt flere andre legitime styreformer, hvor kejserdømme, autokrati og diktatur var blandt mulighederne. På den anden side af 1945 blev denne konfliktlinje helt afgørende, da de vestlige lande efter at have bekæmpet den tyske totalitarisme og det japanske kejserdømme begyndte at forstå sig som liberale demokratier imod den nye totalitære fjende i Sovjetunionen. De to store, moderne konfliktlinjer socialisme versus kapitalisme og demokrati versus ikkedemokrati blev derfor her forenet i det ideologiske fjendskab mellem øst og vest, der dominerede kloden indtil Murens fald i POLITISK FJENDSKAB I DAG I dag ser vi en klar afsvækkelse af det politiske fjendskab internt i de vestlige lande, hvor der er konsensus snarere end konflikt om de basale spørgsmål. Til gengæld har det politiske fjendskab fået nye former andre steder. I mange lande, f.eks. Iran og Kina, forsøger en demokratisk opposition at udfordre et ikkedemokrati, og modsætningerne demokrat/ikkedemokrat eller moderat/ekstremist har tydeligvis ikke udspillet deres rolle i den politiske debat hverken herhjemme eller globalt. Man kan spekulere over fremtidens globale, politiske fjendskaber, og jeg vil pege på tre oplagte kandidater. For det første kunne man forestille sig en global konflikt mellem de fattige og den nye klasse af superrige, hvor de fattige vil kræve en større andel og udråbe de super- 24

27 rige til parasitter, og hvor de superrige vil forsvare deres privilegier og udråbe de fattige til pøbel. For det andet vil der kunne opstå stadig større spændinger mellem en demokratisk blok af lande og en ikkedemokratisk blok, der hver især vil dominere global politik. Og for det tredje kan der allerede nu anes en konfliktlinje lig den kolde krigs mellem USA og Kina et sådant fjendskab planlægges i hvert fald af militærstrateger i Washington og Beijing. KROPPENS FORRÆDERI Fjendskab handler om at gøre og se forskel på folk, og derfor har det biologiske fjendskab vist sig uhyre virksomt. Fjenden bærer beviset på sin fjendtlighed frit fremme, hans krop afslører ham. Dette fjendskab er ofte særlig blodigt, for den biologiske fjende kan jo ikke overbevises eller omvendes, hvorfor kroppen og personen må fjernes eller udryddes, for at truslen imod det sunde og rene folkelegeme kan afværges. Racismens grundlæggende påstand er, at mennesket eksisterer, før det handler, som den polsk-jødiske sociolog Zygmunt Bauman har sagt i et studie af Holocaust. Man er uafhængigt af sine personlige handlinger og ønsker bærer af en særlig identitet og fjendskab i kroppen. Fjenden er ikke fjende i kraft af noget, han vælger at gøre imod os. Han er fjende i kraft af sit liv, sin krop, sin blotte eksistens, mener racisten. Det biologiske fjendskab trækker ligesom det religiøse på nogle meget dybtliggende forestillinger, her omkring blod, liv, død, smitte, sygdom, afvigelse og de- 25

28 generation. Det angår kroppen, denne skrøbelige bærer af vores eksistens, der er truet af sult, smitte, sygdom og pludselig død. Kobler vi dette med den kollektive krop samfundet som én organisme, folkelegemet truet af fremmedelementer, så har vi det biologiske fjendskab. Der har sikkert altid været elementer af et biologisk fjendskab, men vi skal frem til moderne tid og naturvidenskabens opkomst, før det bliver virkelig intenst. Med udforskningen af mennesket som biologisk væsen opstår også frygten for dette biologiske livs eksistens. Man opdager smitteveje, mener at kunne opdele folkeslag i lavere- eller højerestående racer, og senere opdager man genetikken. Alle bidrager disse tanker til forestillingen om, at man kan forbedre menneskematerialet, og at man skal beskytte samfundet imod biologisk smitte og degeneration. Den moderne racisme er det, den franske idéhistoriker Michel Foucault har kaldt for en statsracisme. I statsracismen påtager staten sig forsvaret af den kollektive krop og optimeringen af befolkningens biologiske liv gennem sundhedspolitikker, men også gennem medlidenhedsdrab, tvangssterilisering og i sidste ende udryddelse af dem, man mener, er en fare for befolkningens biomasse. BIOLOGISK FJENDSKAB I DAG Det biologiske fjendskab blev afgørende delegitimeret, da man ved Anden Verdenskrigs afslutning befriede koncentrationslejrene og så, hvad der var konklusionen på 26

29 sådanne fjendskaber og biologistiske tilgange til samfund og politik. Vi ser det dog stadig aktualiseret i mere eller mindre åben form. Det optræder skjult og kodet i udlændingedebatten, hvor den biologiske trussel nok formuleres i kulturelle termer, men hvor kultur er noget, man bærer i sin krop gennem sin fødsel som muslim. Det biologiske fjendskabs sprog anvendes metaforisk, som da Dansk Folkepartis tidligere medlem Louise Frevert på sin hjemmeside kaldte muslimer for kræftceller. Det fik størst konsekvens for hende selv, men meget værre gik det, da serberne dyrkede det biologiske fjendskab under Balkankrigen. Den serbiske biolog og politiske leder Biljana Plavšić blev idømt 11 års fængelsstraf af krigsforbryderdomstolen for blandt andet medvirken til folkemord, og mens drabene stod på, udtalte hun sig på en måde, der førte direkte til etnisk udrensning: Det var genetisk deformt materiale, der tiljublede islam. Og selvfølgelig bliver dette gen nu simpelthen mere koncentreret i hver efterfølgende generation. Det bliver værre og værre, det udtrykker simpelthen sig selv og dikterer deres måde at tænke og opføre sig på. Det ligger i deres gener. På trods af disse eksempler er det svært at forestille sig en fuld genkomst af det biologiske fjendskab. Tabuet fra Holocaust er for stærkt. Omvendt vil elementer af det biologiske fjendskab med garanti holde sig i live. Det forklarer med usædvanlig overbevisningskraft, hvem fjenden er, og vi vil fortsat fascineres og skræmmes af 27

30 blodets og kødets mystik. Slægtskab er så let at forstå. Trods biologiens afvisning af dets videnskabelige meritter vil det biologiske fjendskab derfor givetvis fortsætte med at dukke op i nye former. MORALENS MORADS Der er en tilsyneladende uimodståelig tendens i alle fjendskaber til at se sin fjende som amoralsk. Det moralske fjendskab handler om fjenden som amoralsk, som besiddende nogle karaktertræk, der ikke kan accepteres af det gode selskab. Den moralske fjende er pervers, ikke kun men ofte også seksuelt. Det perverse er at være afvigende i forhold til det passende, naturlige og ordentlige. Men der er et ekstra element ved siden af afvigelsen, nemlig at det defineres som et aktivt valg, den moralske fjende er ikke pervers eller afvigende fra fødslen. Det er derfor, den amerikanske højrefløj i deres kamp imod bøssers og lesbiskes rettigheder har kaldt homoseksualitet for et livsstilsvalg, en valgt perversion. På samme måde kan man tolke sloganet Just Say No der var udbredt i 1980 ernes USA som et signal om, at narkomanen har valgt sin afhængighed og derfor er en berettiget moralsk fjende af samfundet i krigen mod narko. Det aktive valg af afvigelsen bliver til et fravalg af samfundets værdier ja endda en undergravning af disse værdier og derfor er fjenden amoralsk i dobbelt forstand: Den moralske fjende har ikke bare en karakterbrist, en svag moral og en valgt perversitet. Nej, den 28

31 moralske fjende står også i et aktivt og villet modsætningsforhold til det gode, vi vil. Derfor har vi god grund til at være moralsk forarget over denne fjende. Forargelse følger altid den moralske fjende. Det ser vi også i to aktuelle eksempler på moralske fjendskaber, hvor det tilsyneladende ikke så meget er personerne, der gøres til fjenden, som det er deres lidelse, nemlig fedme og rygning. Der er i disse år en markant stigmatisering af overvægtige og rygere, hvis adfærd tematiseres som et valg tænk bare på forargelsen over gravide rygere eller det blik, der møder overvægtige på indkøb. Den moralske fjende er her den personlige svaghed og dens konsekvenser for kollektivet i form af tabt BNP og øgede sundhedsudgifter. Nok er det et abstrakt fænomen, der er den egentlige moralske samfundsfjende rygning, overvægt, vanrøgt eller alkoholisme men der kommer meget hurtigt ansigt og navn på. Og som det ofte sker med fjendskabskonstruktioner, så kobles der stadig flere elementer på til et sammenhængende fjendebillede. Der fremmanes en æstetisk intolerance over for rygeren eller den overvægtige, de mødes med en moralsk vrængen. De er ulækre. De har valgt forkert. De administrerer deres liv forkert, og det går ud over alle os andre i form af passiv rygning, øgede skatter og meget andet, der legitimerer, at vi sunde, ikkerygende, ansvarlige borgere kan forarges med god grund over de moralske fjender, der ikke kan styre deres liv. 29

32 GODE FJENDER OG DER BLEV LYS Fjendskab har én meget stor positiv værdi: Det tillader os at skabe orden i kaos, dets flamme kaster lys i mørket og fordeler rollerne. Her er vi de gode og der er fjenden de onde. Fjenden er ond, farlig, amoralsk, bagudstræbende, ekstremist, barbar, kætter og dét, der er værre. Det er fjendskabets grundlæggende struktur: at monopolisere alt det gode, skønne, sande, fredelige hos os, og alt det onde, hæslige, falske, voldelige hos dem. Fjendebilleder er derfor heller ikke bare til pynt, men effektive redskaber. De hjælper os til hurtigt og ofte automatisk at fortolke en situation, det er den hurtige vej til reduktion af verdens kompleksitet og en sikker placering af os selv på det godes side. Når fjenden opskrives til at være ondskaben selv, giver det mening til en usikker situation og moralsk styrkelse. Fjendskab vender vores normale moralsystem på hovedet. Det hjælper med til at fokusere aggression og til at retfærdiggøre handlinger, der ellers ville være amoralske eller ulovlige. Når man er under angreb, kan vold være påkrævet og legitim. Ja, det kan endda være en moralsk pligt, at man afværger angrebet og beskytter sine egne. Vold og mord 30

33 bliver til patriotisme i kampens hede. Det forbudte bliver det moralske, og det ulovlige bliver det påkrævede. MENS VI VENTER PÅ MARSMÆNDENE Den tidligere amerikanske præsident Ronald Reagan sagde engang, at hele verden ville kunne samles, hvis rumvæsener angreb vores blå planet. Bemærkningen faldt under en samtale med den på det tidspunkt kommende sovjetiske præsident Gorbatjov, hvor emnet ellers var nedrustning. Gorbatjov vidste ikke helt, hvordan han skulle reagere på denne fremmaning af et kosmisk fjendskab, og de valgte da også at nedruste i stedet. Mens vi venter på det angreb fra marsmænd, der vil kunne samle kloden i venskab imod den ydre fjende, kan vi passende blive klogere på de mange forskellige fjendskabsformer, vi lever med. Jeg mener, at vi skal huske dette: Det er ikke fjender og fjendskab, der skaber konflikter konflikter har behov for at skabe fjender og fjendskab. Konflikter er og bliver en del af livet, og fjendskab vil altid bestå. Det kan selv ikke vor tids marsmænd klimaforandringerne ændre på, selv om der gøres hæderlige forsøg på at samle menneskeheden i kamp mod planetens fjender, hvoraf CO2 selvfølgelig er en af de største sataner. Fjendskab er heller ikke bare fjendskab. Der er forskel, også på de forskellige fjendskabers konsekvenser. Jeg vil nu præsentere tanken om det gode eller lige fjendskab, som er en tøjlet form for fjendskab, hvor der er opstået mutationer i fjendskabets dna. 31

34 BOKSEKAMPENS FRYD Tænk på forskellen mellem en boksekamp og et gadeslagsmål. De er begge slagsmål, og nogle kommer til skade men i boksekampen kæmpes der på et bestemt fastsat tidspunkt, inden for et afgrænset område, kampen foregår kun imellem to på forhånd aftalte parter, der er regler for kampens udførelse, og der er endda en dommer. I gadeslagsmålet er der intet af dette. Det kan opstå hvor og hvornår som helst, alle kan blive inddraget i det, der er ingen regler og ingen dommer, sluttidspunktet er uvist, og der må sparkes på folk, som ligger ned. Forskellen mellem de to fjendskabstyper er en forskel i fjendskabets konkrete udtryk og konsekvenser; det er en forskel mellem det gode fjendskab og det dårlige fjendskab. Det gode fjendskab kan sagtens være meget blodigt, men det udspiller sig mellem parter, der anerkender hinanden som ligemænd og tilstræber at overholde et minimum af regler i deres konflikt med hinanden. Det dårlige fjendskab er derimod kendetegnet ved, at mindst en af parterne ikke anerkender den anden som sin ligemand, og dermed fraskriver han sig enhver moralsk forpligtelse over for sin fjende, der betragtes som absolut mindreværdig. Derfor kalder jeg også det gode fjendskab for det lige og det dårlige fjendskab for det ulige. I princippet er det ikke graden af fjendskab, der skiller de to former fra hinanden, forskellen er strukturel. Men i praksis viser det sig dog, at netop moralens brist i det dårlige fjendskab har ført uhæmmede grusomheder og 32

35 uendelige konflikter med sig i et omfang, hvor det gode fjendskab slet ikke kan være med. FJENDSKABERNES SPIL Det kan synes forkert, næsten perverst, at tale om gode fjendskaber, og vi skulle måske snarere bruge ord som konkurrence, opposition eller uenighed. Når jeg alligevel her insisterer på betegnelsen det gode fjendskab, er det, fordi det hænger sammen med det dårlige fjendskab, som dr. Jekyll hang sammen med mr. Hyde. Hele fjendskabets historie og de fleste faktiske fjendskaber udspiller sig mellem de to former for fjendskab. Når vi betragter forskellene imellem de to former for fjendskab og stiller skarpt på deres samspil, kan vi komme til en dybere forståelse af fjendskabets natur og dets rolle i vores kollektive liv. Nu skal vi se lidt nærmere på forholdet mellem det lige og det ulige fjendskab ikke mindst på, hvordan det lige fjendskab har en indbygget tendens til at blive ulige. Det lige fjendskab kan typisk ikke ophidse følelserne nok, mobilisere befolkningen eller gøre drab moralsk rigtigt. Lige så vigtigt er det dog at lægge mærke til, hvordan det lige og det ulige fjendskab hele tiden låner fra hinanden, skifter form, tiltrækkes af hinanden. Det er nemlig ikke kun sådan, at det lige fjendskab har en tendens til at blive ulige. Mange ulige fjendskaber slutter faktisk først efter en periode med mere lige fjendskab, hvor hver af parterne har opgivet at nedkæmpe den anden. Udmattede af blodtab får vi øje på, at fjenden 33

36 også har legitimitet, og at sameksistens snarere end udryddelse er vejen frem. Det kan følges langt ind i det fredelige samfund: Mange af vores sociale omgangsformer med hinanden er afsvækkede former for lige fjendskab. Fjendskabet er en af urformerne for social organisering, og megen konkurrence eller konflikt mimer fjendskabet. Historisk har menneskeheden faktisk i vidt omfang formået at skubbe ulige fjendskaber i retning af lige og på den måde anvende fjendskabets dynamik uden dets drabelige konsekvens. Dannelsen af stater i 1800-tallet var f.eks. et kvantespring på dén konto. Staten tiltog sig med vold monopolet på legitim voldsanvendelse, og den tog dermed også monopol på fjendskab. Udadtil førte det til ekstreme grader af lige såvel som ulige fjendskaber, og verdenskrigene buldrede siden frem, men indadtil skete der noget ganske andet. Dueller, private hære, fejder, blodhævn og andre voldelige former for fjendskab internt i staten blev skubbet af banen, sådan at det lige og afsvækkede fjendskab fik gode vækstbetingelser inden for rammerne af den enkelte stat. FREDELIGE FJENDSKABER En særlig mild udgave af det lige fjendskab er det fredelige fjendskab, hvor konflikten mellem parterne udspiller sig i et reguleret og institutionaliseret miljø, hvor der er enighed om spillereglerne, og hvor vold er bandlyst. Parterne er fjender, men man kunne også kalde dem konfliktpartnere, modstandere, konkurrenter, opponenter, rivaler, kontraparter, antagonister eller modparter. De deltager 34

37 i en slags kappestrids-fjendskab, der kan være intenst og vigtigt, men ikke er voldeligt. Historien byder på en perlerække af forvandlinger, hvor ulige fjendskaber omdannes til lige og fredelige fjendskaber, og hvor uundgåelige konflikter dermed får mere konstruktive rammer. Lad mig opregne en stribe eksempler, det er egentlig vældig opløftende at tænke på, hvad civilisationen trods alt har formået. Fjenden er ikke en længere en brutal røver, men en økonomisk konkurrent på markedet, hvor man kæmper om markedsandele. Han er ikke stammeleder og tyran, men ideologisk modpart eller regering/opposition i politikken, hvor man kæmper om stemmetal. Han er ikke barbar, men sagsøger/sagsøgt i retssystemet, hvor man kæmper om dommen. Vi kan også se fjendskabets forvandling i det religiøse fjendskab; til en vis grad præges vi i dag af sekularisme og tolerance, hvor vi accepterer, at andre tror på noget andet, end vi selv gør, uden at de derfor skal brændes på bålet som i middelalderen. Konflikten mellem kapitalister og arbejdere er ofte endt i ulige fjendskaber, der har skabt blodige revolutioner og borgerkrige men som også har ført til det institutionaliserede, lige fjendskab i overenskomstsystemet. Det har netop som forudsætning, at der er modstridende eller konfliktuerende interesser, men at begge parter har en legitim og legal ret i at forfølge deres interesse. Det politiske fjendskab fortjener lidt mere opmærksomhed lad os se på, hvordan fjendskaberne spiller sammen inden for parlamentets rammer. 35

38 DET POLITISKE SLAG Politik kan være ganske søvndyssende, men hvis vi studerer fænomenet med øje for fjendskabets spil, sker der ting og sager. Parlamentets afstemning har jo faktisk samme struktur som slaget! Og politikken har samme struktur som fjendskabet. Der kæmpes (debatteres), og slaget afsluttes med en parts sejr og den andens nederlag. Sejr måles dog i stemmemæssig overvægt snarere end moral eller sandhed. Og nederlaget er ikke altødelæggende på den politiske arena. Dels kan man stadig tro på sin ret, eftersom udfaldet bestemmes numerisk, og dels behøver den besejrede ikke at frygte for sin skæbne. Som forfatteren Elias Canetti sagde om politikeren: Hvis han var bange for, at det truede hans liv, ville han reagere helt anderledes. Men han regner med fremtidige slag. Der er ingen grænse for deres antal; han regner ikke med at blive dræbt i et. Derfor kan det lige politiske fjendskab udspille sig igen og igen. Alle parter ved, at deres nederlag ikke bliver deres sidste chance, og trods al uenigheden er politik i dag en slags fjendskabets skuespil uden det ulige fjendskabs konsekvens. KONSENSUSHELVEDET Den moderne civilisering af det politiske fjendskab sker dog ikke uden omkostninger. Politik bliver lidt kedeligt, alle klumper sig sammen på midten, bureaukrati og tekniske løsninger dominerer over ideologisk debat. Kritiske forskere taler om, at vi lever i en postpolitisk tidsalder, hvor forbrug, underholdning og bureaukrati 36

39 har overtaget politikkens plads, og hvor følelser, moralsk forargelse og stærke holdninger er blevet luget ud i en nu friktions- og ideologiløs administration af tingenes tilstand. Fjenden, den ideologiske eller politiske fjende, er ganske enkelt blevet for fjern, måske endda lidt pinlig, en forstyrrelse af den gode tone og det saglige arbejde. Derfor ser vi i politisk teori og blandt iagttagere af politik en efterlysning af fjendskabets genkomst, af en klar optegning af de forskellige positioner. Selvfølgelig inden for rammerne af de demokratiske principper, men dog alligevel en mobilisering og intensivering af passionernes og holdningernes rolle i politik. Dette synes også at blive efterlyst af vælgerne, der ønsker klare forskelle at vælge imellem. Men samtidig straffes politikere også for at melde alt for klart og ideologisk ud, ligesom det er ilde set at moralsk nedgøre sine politiske modstandere. Alle partier har jokket i spinaten på dette punkt. Da Poul Nyrup Rasmussen erklærede, at Dansk Folkeparti aldrig ville blive stuerent, var det et signal om, at Pia Kjærsgaards tropper ikke ville blive behandlet som andre i Folketinget. De ville ikke blive inviteret til forhandlinger, men skulle behandles som pariaer uden for det konventionelle politiske spil. Lignende retoriske strategier har vi set med Anders Fogh Rasmussens begreb om smagsdommere, Dansk Folkepartis om islamelskere, og tidligere justitsminister Lene Espersens betegnelse grædekoner, som hun hæftede på de jurister, der var betænkelige over terrorpakkerne. Disse moralske beskrivelser af den politiske modstander blev 37

40 kritiseret heftigt. Der er derfor en paradoksal spænding imellem ønsket om en saglig, teknisk problemløsning og så en passioneret, ideologisk debat. Denne spænding ser vi også udtrykt i et aktuelt eksempel på fjendskabets genkomst i politikken, nemlig populismen. ELITEN ER FOLKETS FJENDE Populisme handler om at fremhæve skel imellem folket og dets fjender, og populismens påstand er altid, at eliten, der skulle tjene folket, nu er blevet dette folks fjender. Eliten er truslen imod folket, som populismen mobiliserer imod. Den vigtigste form for populisme i de sidste år har været nationalpopulismen, der beskriver situationen som en krigstilstand, hvor nationen trues af de fremmede og af de antinationale, der tillader invasionen, islamificeringen og multikulturaliseringen. Man er reelt i en krigssituation imod en demografisk invasion af muslimer, noget der måske ikke ligner en konventionel krig, men har samme livstruende karakter, hvor ikke blot udlændingeloven, men også madregler i børnehaven, forhæng i svømmehal og hovedbeklædning bliver sikkerhedspolitiske emner. Krigsretorikken er essentiel i al populisme, men er særligt fremtrædende i nationalpopulismen, da folk/ fjende-modellen her forener sig med nationalismens favoritskel mellem ydre og indre, ven og fjende. Det betyder også, at populismen og særligt nationalpopulismen har en tendens til at forstå al opposition som forræderi. Man er ikke bare imod nationalisternes politik, man er 38

41 imod nationens overlevelse. Og det er definitionen på en forræder. Det skal straffes! Og straf er i det hele taget et område, hvor populismen trives godt. FJENDEN SKAL STRAFFES! Befolkningens retsfølelse er et udtryk, der dukker op så forudsigeligt som amen i kirken, når der kræves stramninger af straffeloven, eller når en dom synes for mild. Disse udbrud, hvor retsfølelsens vrede trumfer retsstatens principper, er endnu et eksempel på, at de pacificerede fjendskaber måske nok er en god idé, men at de også nogle gange efterlader folk utilfredsstillede og med behov for mere markante udtryk for fjendskab og for fjendens afstraffelse. Fjendskab har selv i de mest fredelige lande en tendens til at dukke op igen og igen i forskellige former. Der svinges konstant mellem behovet for en fredelig og saglig politiks konkurrence og behovet for passioner og engagement i et slags simuleret politisk fjendskab. Den politiske virkelighed er derfor udspændt mellem administrationen og fjendskabet, to størrelser der i et parlamentarisk demokrati er hinandens modsætninger men måske også hinandens forudsætninger. TANDLØSE FJENDSKABER? De fredelige fjendskabsformer opstår altså, når vi afkonfliktualiserer og institutionaliserer tidligere, mere voldsomme fjendskaber. Hvor meget af fjendskabets dna kan man pille ved, før der er tale om en anden art? Jeg insisterer på, at disse former hører hjemme under 39

42 fjendskab, fordi disse fredeliggjorte former for konflikt har fjendskabets struktur med to parter i konflikt med hinanden. Det er samme tendens til at se den anden som fjenden, der bærer relationen, og ikke mindst er det vigtigt, at grænsen mellem ulige og lige fjendskaber hele tiden har det med at blive overskredet det ulige fjendskabs fjendtlige form står altid parat til at overtage, når natten falder på, og mr. Hyde vågner. 40

43 KRIG OG FJENDSKAB SOLDATERÆRE Krig er fjendskabets urscene, og man skulle tro, at kun det ulige fjendskab kan trives her. Ikke desto mindre er sagen mere kompleks. Mellem soldater fra fjendtlige hære hersker der historisk og aktuelt en forestilling om lighed og ligeværdighed, et æreskodeks eller en anerkendelse af, at man kan kæmpe imod andre og slå dem ihjel, men uden nødvendigvis at hade dem. Tværtimod kan man respektere sin fjende, og krigshistorien er fyldt med historier om soldater, der har respekteret den bevæbnede modstander mere end deres overordnede eller de politikere, der sendte dem ud. Hvis du har set bare nogle få krigsfilm, ved du dog også, at disse ædle følelser sjældent overlever længe på slagmarken. Krigens gang har en tendens til at forskyde fjendskabet fra det lige til det ulige. Det er klart sværere at dræbe og lemlæste en fjende, man anser som sin ligemand, end én, man betragter som umenneskelig. Hvis man skal bekæmpe fjenden ordentligt, må man falde for fristelsen til at opfatte fjenden som forfærdelig, amoralsk og morderisk. Sådan ændres fjendskabets dynamik, så det taler mere til følelserne, bedre mobiliserer og ophid- 41