Torben lagde alle juvelerne og guldet frem, og fortalte at de måtte tage det de ville.

Transkript

1 Kapitel 13 Klejner Alle var tavse og sad og stirrede på os. Torben forsøgte at gøre sig så lille som muligt, og jeg sad bare stiv som et bræt og var rædselsslagen, med panikken malet i ansigtet. Vi må have set sjove ud, for nu startede alle nisserne med at skrald grine. De og deres praktical jokes, det er til at blive stresset af. tænkte jeg. Jeg forklarede nisserne hvorfor vi skulle bruge metallet, hvad der var årsagen til at jeg opfattede det her som min mission, og jeg talte i det hele taget som et vandfald. Jeg fik forklaret at jeg godt kunne forstå hvis de ikke havde nogen interesse i at hjælpe, men at vi havde mange interessante stene og krystaller med, som de ville kunne brug i deres daglige arbejde og selvfølgelig som betaling for deres ulejligede og så videre og så videre. Torben kiggede bare på mig og tænkte helt sikkert sit om sin tante. Jeg forsikrede nisserne mange gange om, at det overhovedet ikke ville gå ud over vores venskab, hvis de sagde nej, men at det ville være dejligt hvis de sagde ja. Jo, det blev alt i alt en temmelig lang redegørelse og ikke den systematiske fremlæggelse jeg havde planlagt. Torben lagde alle juvelerne og guldet frem, og fortalte at de måtte tage det de ville. Der lå for langt mere omsat i menneskepenge end det nisserne skulle have som betaling for metallet. Men begge parter vidste, at nisserne kun ville tage det de selv syntes dækkede deres omkostninger, hverken mere eller mindre. Nisserne følte og mærkede på stenene og guldet. Snakken gik frem og tilbage i mellem dem i lang tid, om hvad de havde brug for, om de overhovedet havde brug for noget af det og om de overhovedet ville lavere metallet. Der blev talt og der blev samtalet. Vi besvarede de spørgsmål der dukkede op i ny og næ og ellers sad vi bare pænt stille og ventede og ventede på nissernes afgørelse. Den ene halvdel af nisserne syntes ikke at de skulle blande sig i noget som var menneskernes egne sager og den anden halvdel var enige med den første halvdel, bare med den forskel, at de mente at deres forsyninger af stene og metaller godt kunne trænge til at blive suppleret op. Torben havde fulgt intenst med i alt hvad der havde foregået indtil nu, men jeg kunne se at han begyndte at kede sig. Det var aldrig et godt signal når en teenager begyndte at kede sig, så bliver de ligeså uberegnelige som drillesyge nisser. 13.1

2 Diskret og med alle høflighedsritualerne på plads, spurgte jeg derfor forsigtigt om Torben - mens de interne forhandlinger stod på - kunne få en rundvisning i nissernes mine. Beslutningsprocessen var ikke så lang på dette spørgsmål, så Torben og en af de yngste nisser forlod selskabet. Torben fortalte senere, at det var en helt fantastik oplevelse, men at meget af det han havde set, havde han lovet ikke at fortælle noget om. Det var sådanne nogle ord man skal holde. Har man lovet at tie med noget, så tier man. Det kom vist som en helt befrielse for Torben, at han ikke blev spurgt nærmere ud. Forhandlingerne bølgede frem og tilbage. Jeg vidste ikke hvad klokken var, men havde dog på fornemmelsen af, at klokken igen var langt over midnat. Det havde vi dog forudset, så Viggo skulle først sætte en eftersøgning i gang efter os, når der var gået et døgn. Endelig havde nisserne besluttet sig. Der blev fløjtet i en lille fløjte og efter noget tid komme Torben og den yngste nisse tilbage. Den yngste nisse blev opdateret på sagens stilling og den samlede konklusion blev givet til dem alle sammen. Nisserne havde indvilliget i at levere metallet. Men der var en ting til de ville have, før handlen var helt afsluttet. De ville have opskriften på mine klejner, som Gnækkovnos farfar, havde fortalt var de bedste. Da jeg havde bagt dem så mange gange efterhånden, kunne jeg opskriften i hovedet. Som så mange gamle opskrifter, måtte jeg synge den. Sikke en lettelse. Mine skuldre faldt ned på plads igen, de var kravlet op omkring ørene af bar nervøsitet. Nisserne havde også besluttet sig for hvilke stene og metaller de ville have og de samlede dette sammen. Torben samlede resten af stenene og guldet op, og lagde det i sin rygsæk. Vi fortalte nisserne, at alt hvad vi havde taget med ned i minen var deres, hvis de ville have det, bare som et tegn på vores venskab. 13.2

3 Det blev der sat pris på og smilene blev ekstra fornøjede, også hos de af nisserne som ikke havde syntes at det var en god ide at levere metallet. Da forhandlingerne således var afsluttet, og alle havde sagt pænt farvel og på gensyn til hinanden, gik turen tilbage. Det var lettere nu, for nisserne viste os alle genvejene og fulgte os helt til den dør, som vi var kommet ind af for snart så mange timer siden. Foran minedøren kom de sidste hilsner, hvorefter vi forsvandt ud gennem døren. Det var bare totalt mørkt udenfor. Godt at vi havde taget stearinlys med. Torben tændt et af dem, med møje og besvær, for det blæste, ikke meget, men nok til at det var drillesygt. Så kunne vi i det mindste se hvad vi lavede. Udenfor tog vi igen vores flyvedragter på, da vi jo skulle flyve det sidste stykke vej til bilen. Det var koldt at stå udenfor og skifte tøj, men nisserne ville af høflighed blive stående indtil vi var taget af sted, så derfor kunne vi ikke klæde om inde i minen, selvom det havde været lidt lunere, ikke meget men lidt. Efter nogen tids søgen, fandt vi hvor vi havde parkeret bilen. Et svagt snedække havde skjult bilen så den var meget vanskelige at få øje på. Inden i bilen lå Viggo og snorkede. Alt hvad der overhovedet var i bilen, der kunne varme bare en lille smule, havde han pakket sig ind i. Vi havde brugt så meget af vores energi på at udtænke, hvad vi skulle have med til nissemødet, at vi havde glemt at tænke på, at Viggo også skulle have haft noget. Stakkels mand, han var dybfrossen, sulten og tørstig. Vi bankede på vinduet, der var tiliset, så det næste ikke var muligt at se ind eller ud af bilen. Efter mange bank på vinduet vågnede Viggo endelig og åbnede dørene. Søvndrukken, men meget glad over at se os i live. Vi fik kort forklaret ham, at det var gået fantastisk at nisserne havde sagt ja til at levere metallet. Det der skulle ske efterfølgende var, at nisserne ville levere metallet til en lille by i Ural bjergene med nissernes postsystem. Det var der vi alle tre efterfølgende skulle hen for at besøge troldene eller kæmperne som de jo foretrækker at blive kaldt. Ja, nisser har et fantastisk postsystem, endnu bedre en Post Danmarks. Viggo kom med det samme med det helt indlysende spørgsmål, nemlig hvorfor kan vi så ikke bare få det hele sendt frem og tilbage med dette postsystem, så vi ikke selv skal ud på flere rejser? 13.3

4 Meget enkelt svarede jeg Kæmperne laver intet arbejde, med mindre de har set den person an, som de skal lave arbejdet for. Kan kæmperne ikke lide dig, så laver de intet for dig, uanset hvad du så end vil betale for det. Og jeg fortsatte, og lige netop de kæmper som skal lave lågene kender jeg ikke. Sidste gang - for mere en 400 hundrede år siden - da jeg sidst fik lavet glaskugler med låg, fik jeg leveret det hele af glaspusteren i Venedig, så proceduren var unægtelig noget mere besværlig denne gang end sidste gang. Bare til orientering, hvis alt går galt, så har jeg en ekstra kugle, som energierne kan indfanges i, som forhåbentlig er tæt. Så den del af projektet behøver du ikke at spekulere på. Jeg kendte en del kæmper og havde også i rejsetasken en del anbefalinger hvori kæmperne fortalte at jeg var en OK person at lave arbejde for. Disse breve kunne altid skaffe mig en samtale med kæmperne, men om de så også ville arbejde for mig, ja, det måtte tiden jo vise. Jeg startede bilen, efter at Torben havde afiset vinduerne indvendig og tørret dem af for dug med sin T-shirt. Nu havde jeg to mænd siddende i bilen, der begge klaprede tænder af kulde. Varmen blev sat på fuld kraft, hvorefter kursen blev sat mod vores lille hyggelige hotel. Turen foregik i tavshed. Vi var trætte og alle havde hvert sit at tænke på. Da vi sad i hotelværelset, efter at Viggo havde fået et langt varmt bad, for at tø lidt op, og forhåbentligt at kunne modvirke en forkølelse, diskuterede vi dagens hændelser, og næste skridt på vejen. Kl. 12 i morgen skulle vi være i lufthavnen, hvor en længere flyrejse ventede os, for at vi kunne komme så tæt på den lille landsby i Uralbjergene som muligt. Den landsby som nissernes metal blev sendt til. Her skulle vi begive os videre på næste del af rejsen, for at møde troldene, som var verdens bedste smede. Vi trængte til nattesøvn. Torben og Viggo sov før hovederne nåede puderne, det kunne jeg høre på Viggos hurtige snorkelyde inde fra hans hotelværelse. Jeg lå og spekulerede og vendt og drejede mig. Hvor lang tid havde vi egentlig tænkte jeg. 13.4

5 Viggo havde fortalt mig historien om den ituslåede glaskugle den 1. december. Så kuglerne måtte være ødelagt på et eller andet tidspunkt efter at Viggo havde forladt kælderen kl den 30.november efter arbejde, og så til om morgenen den næste dag hvor Viggo opdagede hændelsen. Værst tænkeligt, så havde vi fra klokken den 30. november til klokken den 13. december, til at indfange Vlads dårlige energier. Det ville tage 2 dage før metallet fra nisserne var i Uralbjergene, og cirka lige så lang tid ville det tage os at komme dertil. Det ville også tage tid at få kæmperne overtalt til at lave lågene til kuglerne (jeg havde nemlig bestilt flere, så jeg fremover altid havde en i reserve). Så skulle vi til Sverige for at få støbt glaskuglerne, og de skulle hærdes og køles ned, og så skulle vi tilbage til København, hvor energierne skulle indfanges. Hvordan skulle vi overhovedet kunne nå det, indenfor tidsrammen af 14 døgn altså senest den 13. december, med al den transporttid? Pi er kommet og sidder og ser mig skrive alt dette, denne historie der kan hjælpe hvis kuglen lækker. Tror du ikke at du bare overreagerer på alt dette? spørger han direkte som en elver altid er. Nej svarer jeg alt i mig siger at der er noget galt, Niels syntes også at jeg er mærkelig, så du er ikke alene om at have den holdning. Pi kigger på mig men siger ikke noget. Tiden går, ingen af os siger noget. Jeg bryder tavsheden. Jeg har sat Jakobsen til at skygge mig, for at se om der er nogen der skygger mig. Men jeg har ikke hørt fra ham endnu. Pi ryster på hovedet. Jeg har undersøgt alt hvad jeg kan, men kan ikke finde noget usædvanligt beskrevet i alle normale kilder. pause- Jeg har selvfølgelig ikke undersøgt alt, men når der ikke er spor efter noget, så er alt med dig enten hemmelighedsstemplet, eller der er slet ikke nogen sag, og du ser bare spøgelser ved højlys dag. Jeg trækker på skuldrene. Tror du overhovedet at det er klogt at fortælle verden om, at den ikke er helt som menneskeheden tror den er? Tror du ikke at du med denne historie udsætter os alle samme for en stor risiko? 13.5

6 Måske, men dem som tror på historien, er jeg overbevidst om vil hjælpe. Men dem som ikke tror på historien ved afskrive den som ren fiktion, og dermed fortsætte som de plejer og ikke se de andre virkeligheder der også eksisterer. Pause - som er lang og tankefuld. Pi bryder tavsheden denne gang. Jeg kan ikke hjælpe dig mere lige nu, men kontakt mig, hvis der sker mere. Han rejser sig for at gå. Jeg har den ubeskrivelig ubehagelige følelse af, at der er meget mere i den samtale end det der er sagt. Som om der ligger noget og rumler. Jeg standser mit skriveri for at tænke mig om. Har Pi ret, skal historien ikke fortælles, er det farligt for os i den skjulte virkelighed! 13.6