dercirklen i ekstra langsom march, iført gallauniformer og medaljer. Tolv af deres kammerater var døde i kampen for at redde amerikanske liv efter

Transkript

1 Prolog Han elskede heste, men det var ikke det, der blev hans død. Alle i hans familie elskede heste, de fleste mere eller mindre oprigtigt og nogle kun, fordi det var en social nødvendighed. At dyrke det vilde ridt gennem ørkenen, hurtigt som vinden, var nærmest en national pligt derhjemme. Omtrent som den obligatoriske hyldest til mors æblepie var det i hans andet hjemland, omend på et lavere og mere barnligt plan. Hvis han havde været mere opmærksom på, hvad der skete ude i verden en måned tidligere, var det meget muligt, at han kunne have overlevet; han var jo ikke uden midler. Som saudiarabisk prins havde han en arbejdsfri apanage på 100 millioner dollar om året, og alene hans indkøb af konkurrenceheste de seneste år altid galopheste, trav var et perverst vestligt påfund havde kostet ham 127 millioner. 5

2 Men på det tidspunkt, en måned tidligere i april 2002, havde han været besat af tanken om trods alle tidligere skuffelser at vinde The Kentucky Derby, det galopløb han selv og andre regnede for det mest prestigefyldte i verden. Allerede året før havde han næret store forhåbninger om at vinde med sin treårige Point Given, hesten havde vundet praktisk talt alt frem til den store afgørelse. Han var helt knust, da Point Given kun kom ind på en femteplads, og han havde været flere måneder om at komme over den depression, der fulgte. Men knap et år senere tændtes hans håb på ny. Han sad hjemme i Riyadh og gloede ugideligt på en optagelse fra dagen før af The Illinois Derby og så en ukendt hest ved navn War Emblem vinde med seks længder. Derbyet i Illinois var et tegneserieløb i sammenligning med de største, men enhver kunne se, at War Emblem havde potentiale til at vinde selv i Kentucky. Så det var bare om at slå til. Den ejer, der havde opdrættet sådan en hest, ville normalt ikke sælge den for aldrig så mange penge, han drømte selv om at vinde The Kentucky Derby, var sandsyn- 6

3 ligvis mere end almindelig velbeslået og havde altså rigeligt med penge til at kunne sige Rend mig!. Hvem som helst, der ringede for at prøve at købe War Emblem, ville blive godt og grundigt til grin. Men Hans Kongelige Højhed Prins Ahmed bin Salman bin Abdul Aziz var ikke hvem som helst. Det tog fem minutter at gennemføre handelen over telefonen, og da den overrumplede og chokerede sælger lagde på, fortrød han allerede, at han ikke havde stanget en dobbelt så grotesk pris ud. Den 7. maj 2002 bød på strålende forsommervejr over Churchill Downs Racetrack i Louisville, Kentucky. Det skulle som sædvanligt have været en prægtig fest for det store, fint klædte publikum på personer fra nær og fjern. Men i maj 2002 var der stadig ikke noget i USA, der var som sædvanligt. 9/11 lå kun otte måneder tilbage i tiden. En lille time før løbets start gik man i gang med de på dette tidspunkt obligatoriske ceremonier. Marinesoldater blæste tappenstreg. Brandmænd fra Ladder Company 3 på East Twentyninth Street passerede vin- 7

4 dercirklen i ekstra langsom march, iført gallauniformer og medaljer. Tolv af deres kammerater var døde i kampen for at redde amerikanske liv efter terrorangrebet på World Trade Center. Brandmændene blev hyldet. Man holdt nogle minutters stilhed, tilskuerne blev mere neddæmpede og rolige. Prins Ahmed syntes, tiden sneglede sig af sted. Starten gik klokken War Emblem havde odds 20, og prins Ahmed havde af princip ikke satset mere end en million dollar på sin egen hest. Jockeyen Victor Espinoza havde aldrig set sin hest War Emblem før, og træneren havde desuden givet ham den forbløffende instruks, at han stort set intet skulle gøre ud over at lægge sig i spidsen fra først til sidst: Han sagde det til mig mindst hundred gange, og til sidst sagde jeg okay. War Emblem førte løbet fra start til mål og vandt med hele fire længder. Der var en del, der fnøs, da prins Ahmed banede sig vej ind i vindercirklen, men det så ikke ud til at berøre ham på mindste vis. Det var en af de lykkeligste dage i hans liv. 8

5 Her nyder jeg alles respekt, udtalte han. Alle her gør mig faktisk i så godt humør, at jeg indimellem kan blive næsten helt forlegen. Det amerikanske publikum behandler mig bedre end publikum hjemme i Saudi-Arabien. Det her er livsvigtigt for mig, og det er en stor ære at blive den første araber, der vinder The Kentucky Derby, tilføjede han. Han var ikke ligefrem en populær vinder, selv om han midt i sin eufori undgik at gøre denne enkle iagttagelse. Den kendte columnist Jimmy Breslin undlod ikke at hamre de oplagte pointer ind, da han skrev i Newsday: Prins Ahmed bin Salman af Saudi-Arabien viftede med vinderpokalen og godtede sig over de millioner eller mere, som han havde vundet. Alt dette for øjnene af brandmændene fra Third Ladder... og det slog mig, om ikke prins Ahmed havde noget at sige, om ikke han ville give udtryk for sin sorg eller tilbyde at gøre noget i forhold til det, Osama bin Laden og andre af hans degenererede landsmænd havde gjort mod New York. Men manden gjorde ingenting, sagde ingenting. 9

6 Fjorten dage senere vandt War Emblem USA s næstfineste galopløb, The Preakness Stakes i Baltimore. Dermed åbnede der sig en fantastisk mulighed. Ikke siden Seattle Slew gjorde det i 1977, havde en hest løbet tripelkronen hjem ved at vinde de tre største løb, Kentucky Derby, Preakness Stakes og Belmont Stakes på et og samme år. Journalisterne stillede naturligvis prins Ahmed en masse spørgsmål om den enestående chance, der nu var opstået, og han erklærede, at hvis han vandt tripelkronen, ville det betyde lige så meget for ham som at se både sin søn og sin datter lykkeligt gift. Det ville være en næsten umulig drøm, der gik i opfyldelse. Men da det afgørende løb fandt sted den 8. juni, var prins Ahmed ikke at finde på Belmont Stakes. Hans træner, Bob Baffert, forklarede, at vigtige familieanliggender havde hindret Hans Kongelige Højhed i at komme. War Emblem snublede, da den sprang ud af startboksen, og sluttede på noget så skuffende som en ottendeplads. Derefter hørte man ikke mere til prins Ahmed. Seks uger senere, den 22. juli, blev 10

7 det meddelt, at han var død. Ifølge oplysninger fra Saudi-Arabien var den 43-årige nevø til kong Fahd død af et hjerteanfald, mens han sov. Noget senere blev forklaringen ændret til, at døden skyldtes en blodprop. * * * Det var et mærkeligt skrabsammen af en specialenhed. Så meget stod klart fra begyndelsen, men det var sådan set også det eneste, der stod klart. En deling fra de pakistanske sikkerhedsstyrker med deres røde baretter, fire mænd fra US Special Forces i deres anonyme pakistanske uniformer og lige så mange fra et af FBI s SWAT-teams oppe fra Peshawar, også de underligt anonymiserede, bortset fra at bogstaverne FBI lyste hvidt og indiskret på deres skudsikre veste. Der kunne kun være tale om én type opgave: Man skulle snuppe en af the bad guys, og når det var klaret, skulle fangsten lande i amerikanske hænder, ikke i pakistanske. Men man havde ikke fået en døjt at vide om, hvor og hvornår aktionen skulle ske. Hvilket ikke 11

8 var så mærkeligt, eftersom de pakistanske sikkerhedsstyrker var så usikre, at de ikke var til at skelne fra fjenden. Erfaringerne i så henseende var lige så entydige som nedslående. Amerikanske enheder måtte af uudgrundelige bureaukratiske eller politiske grunde ikke operere på pakistansk territorium uden at have pakistanske soldater med som en slags anstandsdamer. Men hvis de kære allierede i alt for god tid fik at vide, hvor og mod hvem man ville slå til, var fuglen med garanti fløjet, når man nåede frem. Al Mansur, kaptajn i US Special Forces, bekymrede sig ikke over, at han ikke havde en anelse om, hvad operationen gjaldt. Enten var fyren der, når man nåede frem, og så fik man ham levende omend måske med et skudsår, hvis han da ikke nåede at sprænge sig selv i luften. Eller også var det falsk alarm, eller fuglen var fløjet. Det fandt man tidsnok ud af. De entrede fire helikoptere på en base uden for Rawalpindi, og piloterne meddelte, at de skulle ned til Sargodha i Punjabprovinsen, og at flyvetiden var omkring halvanden time. Det var indtil videre alt, 12

9 piloterne vidste ikke noget om, hvad der derefter skulle ske. Al Mansur masede sig frem til en vinduesplads, han holdt meget af at flyve lavt hen over det smukke forårslandskab, dagdrømme og tænke på noget andet end jobbet. Det var den 28. marts 2002, og Al havde virkelig en del at tænke eller snarere spekulere på. En amerikaner, der hørte navnet Al Mansur, ville ikke få nogen særlige associationer, men udtalte man det på arabisk, udløste det gerne vitser og munter grinen. Al Mansour var den legendariske kalif i Tusind og én nats og de andre eventyrs Bagdad i den arabiske kulturs første store blomstringstid. Tidligere i livet havde Al aldrig spekuleret så meget på sin eventuelle dobbeltidentitet, men mest opfattet sig selv som en amerikaner, der tilfældigvis talte arabisk. Det havde snarere været sejt, nærmest et socialt fortrin både i gymnasiet og på uni og endogså, da han måske i et anfald af barnlig selvhævdelsestrang søgte ind til Special Forces, de grønne baretter. Der var hans usædvanlige 13

10 sprogkundskaber helt klart blevet opfattet som en ekstra kvalifikation. Og hans arabiske udseende havde man helt ærligt snarere anset for en fordel. Als farfar havde forladt Saudi-Arabien i 1932, da landet blev til Saudi-Arabien, og af netop den grund. Familien var shiamuslimer og fra landet Najd, som det dengang hed, syd for Irak og Kuwait ved Den Persiske Golf. Men da den wahabitiske beduinklan Saud havde myrdet og plyndret sig frem til Mekka og Medina, som de også plyndrede, og slagtet, halshugget, lemlæstet eller fordrevet alle andre muslimer og udråbt sig selv til kongerige, så alle andre indbyggere i Arabien sig selv forvandlet til umennesker. Og det var enhver rettroende wahabits hellige pligt at myrde sådanne umennesker, især hvis de var jøder, kristne eller shiamuslimer. Als farfar Abdullah ibn Anaza ibn Mansur havde tilhørt det fåtal af indbyggere i Najd, der var både kloge og velbeslåede nok til at blive politiske flygtninge, inden begrebet var blevet en del af det politiske hverdagssprog. Der var ingen som helst problemer med 14

11 den slags i trediverne, hvor det var fint og romantisk at være araber, ørkenens ædle vilde, som Rudolph Valentino forvandlede til en stærkt erotisk ladet filmdrøm. Farfar Abdullah afskyede rigtignok alle beduiner, som han anså for blodtørstige snyltere, der aldrig arbejdede. Medmindre deres eneste egentlige beskæftigelse, at plyndre og myrde naboerne, lod sig opfatte som en slags arbejde. Men farfar fandt sig føjeligt i at blive ærbødigt behandlet som sheik eller beduin af sine nye naboer i, af alle steder, Portland, Maine. Han havde nemlig ejet et af de største fiskerianlæg for rejer og languster ved Den Persiske Golf og forbløffende hurtigt og nemt omstillet sig til hummerfiskeri i Nordatlantens kolde vande. Hans seks børn fik en god amerikansk opdragelse, de tre drenge kom på universitetet, de tre piger blev godt gift. Al respekt for farfar Ab, som han blev kaldt. I farfars Abs store og højrøstede familie var man naturligvis tosproget, da farmor Taifa aldrig rigtig fik lært sig engelsk. I næste generation var det lidt så som så med tosprogetheden, men Als far Hamid giftede sig til forskel fra sine brødre med 15

12 en arabisk kvinde, en palæstinenser, der kom fra Al Khalil på Jordanflodens besatte Vestbred. Al og hans fem søskende blev derfor den sidste gren af familien Mansur, der fik en tosproget opvækst. Alt dette havde været uproblematisk, nærmest idyllisk. Her i tredje generation var familien Mansur lige så amerikansk som alle andre amerikanere, og at man stadig beherskede det gamle lands sprog, var nærmest misundelsesværdigt i et land, hvor så godt som alle var immigranter i en eller anden forstand. Hvem ville ikke gerne have kunnet sine rødders sprog, hvad enten det var russisk, polsk, tysk, italiensk, svensk eller spansk? Efter 9/11 blev alt anderledes. Til forskel fra alle de andre immigranters oprindelige sprog blev arabisk et brændemærke, nærmest et underforstået bevis på uamerikansk holdning eller endnu værre, fjendtlighed. Havde han søgt ind til Special Forces på det tidspunkt, var han ikke blevet antaget, men diskret sorteret fra med en eller anden lægelig begrundelse. Det var en bitter tanke og måske uretfærdig. Men det 16

13 var sådan, det føltes, og det spørgsmål, han nu var begyndt at stille sig selv, om han var en araber, der talte flydende amerikansk, eller en amerikaner, der talte flydende arabisk, havde været en lige så meningsløs som tåbelig problemstilling før 9/11. Nu var det noget, der åd sig ind på ham, bid for bid, dag efter dag. Sidst familien havde været samlet, til mor Leylas 60-årsdag, var det kommet frem, at samtlige søskende var plaget af de samme spekulationer. Omars advokatfirma var begyndt at miste kunder, Wal hovedarving til hummerfiskerivirksomheden var røget ind i strejker og mærkelige brevkampagner henvendt til hans kunder. Susana, som var tandlæge, blev bombarderet med racistisk graffiti og hærværk. Abraham følte sig presset til at sælge sin andel i byggefirmaet, fordi det i den nuværende situation var bedst for virksomheden, og Nadias mand mumlede om skilsmisse. Men det kunne selvfølgelig også have helt banale årsager. Det havde ikke været den sædvanlige muntre familiekomsammen, hvor alle snakkede i munden på hinanden, og det eneste, 17

14 man kunne spøge med, var, at lillebror Al måtte komme noget oftere på besøg fra nu af dog ikke i civil, men i uniformen og den grønne baret. Det uforanderligt grønne pakistanske forårslandskab hvirvlede forbi dernede. Et glimt af en flodkrumning, hvor kvinder i farvestrålende dragter stod og vaskede tøj; en flok køer omgivet af børn med lange kæppe i hænderne; en by med et virvar af sammenklinede huse med flade tage af soltørret ler; en skole ja, det måtte have været en skole, for han nåede at se de lange rækker af hvidklædte drenge, der sad på hug. Ikke fordi han kunne se, at det var drenge, så hurtigt som de fløj, men fordi han vidste det og hadede det, han så. Børnenes kropsstilling havde lynhurtigt røbet alt, det var en madrasa, hvor hvidklædte drenge sad på række og geled og rokkede frem og tilbage i nogle år, mens de lirede Koranen af sig som gale, til de kunne den udenad og dermed havde afsluttet den rent intellektuelle del af deres uddannelse, dog uden at kunne regne. Derefter fulgte den mere praktiske, mili- 18

15 tære uddannelse, der skulle føre dem alle til Paradis. Tallene var nemme at huske. I 1950 havde der i hele Pakistan været 200 af den slags skoler til oplæring i religiøs fanatisme. I dag, efter nogle årtiers saudiarabiske investeringer, var tallet Det almindelige skolesystem i Pakistan var ved at bryde sammen under manglen på mandlige elever. Samt selvfølgelig den stadigt mere udbredte forestilling om, at piger ikke behøvede at gå i skole. Og alt dette blev finansieret af det regime, som farfar Ab havde hadet i en grad, så han var flyttet over på den anden side af jordkloden, det regime, som også Al hadede, næsten som om hadet var gået i arv. Men det var nu ikke, fordi det skortede på hverken aktuelle eller rationelle grunde. Det var ikke mere end fjorten dage siden, at der var udbrudt en voldsom brand på en saudisk kostskole for piger. Da brandfolkene nåede frem, de fleste af dem pakistanske gæstearbejdere, var det religiøse politi der allerede med deres piske og knipler og drev alle forkert klædte piger til- 19

16 bage i flammerne. Hvis en ung pige ville slippe levende fra en ildebrand, skulle hun altså først og fremmest tænke på at dække ansigtet og kroppen til med sort klæde. Det kom til slagsmål mellem brandmændene og det religiøse politi, som resulterede i, at adskillige piger med forkert påklædning, men svære brandsår, blev reddet tilbage til livet. Men hvor mange der indebrændte på grund af de nidkære moralvogteres piske og stave, kom naturligvis aldrig til offentlighedens kendskab. Det gjorde derimod den kendsgerning, at en halv snes brandmænd som straf for umoralsk opførsel blev dømt til hundred piskeslag i fuld offentlighed og efterfølgende udvisning uden løn. Al Mansur, kaptajn i US Special Forces, var på vej sydpå fra Rawalpindi i lav højde og med 350 km i timen mod et indtil videre ukendt mål. Det var der intet nyt i, det var nærmest rutine og formodentlig mission nummer hundred af samme slags. Det kunne lige så godt have været Irak eller Afghanistan, hvis ikke det havde været for det vårgrønne, let kuperede landskab, der susede forbi dernede. Det nye var det 20

17 nagende spørgsmål, der bed sig fast som en slags tvangstanke. Var han en amerikaner, der talte flydende arabisk, eller en araber, der talte flydende engelsk? * * *