Tog jeg centrum med til sidelinjen? Mobile vælgere - og partier

Transkript

1 Tog jeg centrum med til sidelinjen? Mobile vælgere - og partier Partierne som isbjerge i Diskobugten. Socialdemokratiets situation nu som Venstres i 60 erne? Ytringsfrihed i centraladministrationen? Modspil for at (for)blive god. 1 Partier er demokratiets nødvendige og forpligtende mellemstationer. (Senest opdateret: maj 2016) Indhold Lav profil blev et arbejdsvilkår... 2 Mit centrum er fornemmelser, der stadigt afprøves... 2 Politik (og religion) starter, hvor regnestykkerne slutter... 2 Centraladministrationen er også politisk blot på en anden måde... 2 Tog jeg centrum med til sidelinjen?... 3 Med tilskuerens begrænsede forudsætninger... 3 En eftertanke: Socialdemokratiets situation i dag som Venstres i 1960 erne?... 4 Vælgernes mobilitet er blevet et grundvilkår... 4 Det kræver modspil at (for)blive god... 4 Demokratiets krise : Svigter partierne deres rolle?... 4

2 Lav profil blev et arbejdsvilkår Mit centrum er fornemmelser, der stadigt afprøves Jeg skiftede job. Men tiden i Venstres Sekretariat havde givet så mange spændende og gode oplevelser, at mange tanker fulgte med - refleksioner på tværs af et spændende årti, hvor Danmark ændrede sig stærkere og hurtigere end i noget tidligere årti. Måske var den politiske lugt i bageriet ikke helt efter min næse længere. Men hvorfor dog bruge det som grund til stop, når der var så mange andre, gode grunde? En antydning ligger måske i den artikel, der (utilsigtet) skulle blive min afskedssalut. Mere om den i Femte Tangent: Fri os fra dogmerne giv fornuften en chance. Egentlig har mine politiske synspunkter vist altid været styret af fornemmelser, som jeg bagefter afprøvede begrundelserne for. For selvfølgelig skal de stadigt afprøves. Det er med fornemmelser og gode ideer som med kartoffelavl. Udfordringen er at få siet de dårlige fra. At jeg skiftede job, betød ikke, at jeg skiftede fornemmelser eller i hvert fald i første omgang parti. Siden hen har det været spændende at se, hvordan partierne gled i deres holdninger og som isbjerge i Diskobugten så sagte passerede gennem mine fornemmelsers sigtelinje (!) 2 Politik (og religion) starter, hvor regnestykkerne slutter Netop fornemmelser: Politik kommer ind, hvor der ikke er et objektivt rigtigt svar, dér, hvor man ikke kan regne sig frem til et og kun et resultat, dér, hvor holdninger og følelser kommer ind. På en måde har de vel her en del fælles med religioner de spiller på samme bane, om end forskellige melodier. Derfor er de politisk korrekte meninger og den eneste sande tro mig også så vederstyggelige. Dermed være bestemt ikke sagt, at de synspunkter, fornemmelserne fører frem til, ikke er underkastet afprøvning deres sammenhæng og konsekvenser må stå sig i det offentlige rum på debattens, argumenternes og logikkens prøvebænk. Selvfølgelig må du prøve at overbevise andre om, at netop dine synspunkter er bedre i den ene eller anden henseende. Men der er ingen dommer eller rettere: hvert menneske er dommer i sin egen sag. Jeg er et politisk menneske, selv om de partimæssige bånd blev løsere, og selv om jeg i mit nye job måtte holde lav profil, være den overkorrekte og loyale embedsmand. Jobbet tvang til en absolut tilbageholdende plads ved sidelinjen. Ytringsfrihed har ikke altid stået højt alle steder i centraladministrationen og gjorde det bestemt ikke i Socialministeriets dengang familieejede departement. Centraladministrationen er også politisk blot på en anden måde Egentlig er denne afstandtagen fra politik, som tidligere prægede store dele af centraladministrationen, et paradoks nogle vil kalde det hykleri. Mange opgaver og ikke mindst det interne spil er politik, og selvfølgelig har folk i centraladministrationen også deres holdninger og synspunkter Og ingen fordomme er farligere end de ikke erkendte. I perioder oplevede jeg det interne politiske spil i centraladministrationen som hårdere og mere intrigant end i den rigtige politik. Men det er en helt anden historie, som ikke hører hjemme her, men i bogen Staten er ikke kedelig.

3 Nu er jeg pensionist. Og som pensionist med ytringsfrihed og interessen for politik i behold, kan det ikke undgås, at jeg iblandt (også i det jeg skriver her) slipper mine fordomme løs, spejler nutiden i fortiden og omvendt. Er et tema stadigt på banen, husker jeg det nok nemmere, og fristelsen til en kommentar ud fra fortidens paralleller eller kontraster kan blive svær at modstå. Derfor de mange Tangenter i det følgende. Tog jeg centrum med til sidelinjen? For nogle år siden fik jeg et pudsigt indtryk af, at fortiden ikke er helt død. I 2012 placerede Ole Birk Olesen, MF for Tea Party-liberalisterne i Liberal Alliance, mig med henvisning til sin bog fra 5 år før blandt de skyldigste i Danmarks paradigmeskifte fra 50 ernes snusfornuftige holdning til taberfabrik. Ikke just småting at have på samvittigheden, selv om nomineringen ikke kommer fra den mest seriøse dommer og ikke vakte større furore, end at det tog mig nogle år at opdage den. Indholdet kommenterer jeg i tangenten Venstre tog teten i socialpolitikken, så det får ikke mere her. Jo måske: Det er trist, når skrækprocenten (skatten af den næst tjente million) overtrumfer snusfornuften. Det er nok rigtigt, at min medvirken til, at Venstre i 1963 fik et nyt socialpolitisk program og den socialreform, som fulgte deraf, er det mest markante aftryk på udviklingen, jeg har lagt navn til. Der er sket meget siden da, og meget er ændret. Men udsagn fra dengang, som at det også er socialpolitikkens opgave at give den enkelte da bedste muligheder for at opbygge, bevare og om fornødent genvinde sin erhvervsevne, står jeg stadigt ved. 3 I min opfattelse af et liberalt samfund er frihed, initiativ, konkurrence, motivation, foretagsomhed og selvstændighed værdier. Og det indebærer risiko, men det fremmer ikke initiativ og foretagsomhed at gøre risikoen bundløs. Velfærd og velstand er ikke modsætninger, men hinandens forudsætninger. Konkurrencestaten kan ikke undvære struktur, rammer og solidaritet (eller topskat). Med tilskuerens begrænsede forudsætninger Selvfølgeligt har jeg fulgt med i politik og i Venstres udvikling siden jobskiftet, men jeg føler ikke, at jeg har særlige forudsætninger for at skrive om det. Derfor bliver det kun til et par spagfærdige indkast her fra udkanten. Andre var tættere på og har skrevet om det. Jeg har netop læst Peter Brixtoftes bog, Hartlings arv. Den er spændende, velskrevet og meget interessant. Måske fremgår det af det foregående, at vi er enige om meget, men ikke helt i alle vurderinger. Jeg kender Peter tilbage fra hans unge dage, da han en periode var i studenterjob i Venstres Sekretariat, og husker ham som en højt begavet, fantastisk arbejdskraft. For nogle år siden traf jeg ved et tilfælde daværende miljøminister Karen Ellemann. Blot det, at møde en minister og måtte sige til hende, at det jo var hendes bedstefar, Jens Peter Jensen (Jens Peter Døgnbrænder ), jeg kendte og havde arbejdet sammen med, mindede mig om, at tiden går. Hun supplerede med at nævne, at hendes lillebror da var på vej ind i politik. Fra Udkants-Politik fulgte jeg chok-valget i 1973, Hartlings statsministertid med den store 1975-gevinst og det endnu større 1977-tab. Først med Uffe Ellemann-Jensen begyndte Venstres optur.

4 En eftertanke: Socialdemokratiets situation i dag som Venstres i 1960 erne? Vælgernes mobilitet er blevet et grundvilkår Set overlangs er det ikke just flatterende, hvad der skete for Venstre, mens jeg var ansat. Fra 38 folketingsmedlemmer, da jeg blev ansat, til 30, da jeg forlod sekretariatet ved nytår 1972 og endda på vej ned til 22 ved valget i Det er en ringe trøst, at det blev værre siden hen med lavpunktet 19 mandater i 1987 (efter en døgnflue med den smalle Hartling-regering i 1975). Det var imidlertid på flere måder et andet Venstre, der gik ind i 1970 erne, end det, der startede 1960 erne. Venstres traditionelle vælgergrundlag, landbefolkningen, svandt drastisk i 1950 erne og 1960 erne. Danmarkshistoriens største folkevandring (eller måske næststørste, hvis vi regner kvindernes fra kødgryder til arbejdsmarked med?) udhulede også Venstres traditionelle højborge bønderkarlene (og bønderne og deres koner med) - blev industriarbejdere. De flyttede til en anden virkelighed og en anden kultur. Venstre formåede ikke at fastholde kontakten. 4 Venstre måtte følge med udviklingen og formulere sine holdninger og værdier i forhold til en ny virkelighed. Det tager tid at bygge et nyt fundament, at skabe ny tillid og troværdighed. Derfor var 1960 erne og 1970 erne en hård tid for Venstre, ja det rakte langt ind i 1980 erne. For nok var et nyt vælgerfundament skabt, - og folketingsvalget 1964 spiller her en væsentlig rolle, men det var samtidigt vælgere, der flytter sig langt hurtigere, end Venstre var vant til fra sit tidligere vælgergrundlag. Siden synes vælgernes større mobilitet at være blevet et grundvilkår for alle partier. Det kræver modspil at (for)blive god I dag er industriarbejderen og hans kone blevet it-funktionærer eller pædagoger. Socialdemokratiet står over for en udfordring, som i flere henseender minder om Venstres i 1960 erne. Deres traditionelle vælgergrundlag er skrumpet drastisk. I dag rækker det ikke at være et arbejderparti, når arbejderklassen er avanceret eller har tabt klassebevidstheden og er gået til Dansk Folkeparti. Vil de finde et vadested vil Sivhavet atter åbne sig for Moses det gjorde det ikke for Helle, men måske for Mette? Der er ligheder og forskelle på de to partiers situation. Venstre er ved sin femte formand siden 1960, socialdemokraterne har taget hul på nr. 7 og skiftene har unægtelig haft forskellig iscenesættelse (jeg sad meget tæt på et af Venstres). Alligevel det er småting i forhold til, om Socialdemokratiet vil formå at formulere deres holdninger og værdier til en ny virkelighed. Der er brug for det, for ingen (for)bliver god uden kvalificeret modspil. Demokratiets krise : Svigter partierne deres rolle? Måske er det min fortid som professionel i et parti der gør, at temaet partiernes rolle i demokratiet jævnligt dukker op i min tankeverden, også i denne bog. For selvfølgeligt er der en grund til, at vi har dem. For mig er partierne nødvendige mellemstationer i demokratiets beslutningsprocesser. I Forenings- Danmark ved vi, hvor svært det er at blive enige, hvis der blot er mennesker til stede. I Demokra-

5 tiet Danmark skal repræsentanter for godt 4 millioner vælgere eller i hvert fald et flertal af dem blive enige, før noget overhovedet kan besluttes. Og så skal beslutningerne tilmed hænge sammen, så samfundet kan fungere og overleve, udvikles under vilkårene indefra og udefra. Det er her, partierne har deres rolle. Engang hed det: Del jer efter anskuelser. I en mellemfase hed det ideologier. I dag ville vi vel sige holdninger. I et repræsentativt demokrati er et parti i sig selv et kompromis. Når de 3-3½ millioner vælgere, der stemmer, fordeler sig på partier, er det selvfølgeligt ikke et udtryk for, at et partis vælgere alle mener det samme om alt de er hver for sig enige med partiets stilling til spørgsmål, de anser for så væsentlige, at de har stemt ud fra dem. Men de har nødvendigvis måttet give køb på mange synspunkter, de har anset for mindre vigtige. Det er det første og langt det største kompromis på vejen til demokratiets beslutningsevne. Det stiller krav til partierne, som jeg har skrevet mere om i andre sammenhænge. Derfor vil jeg her kun nævne et par af disse krav: 5 Partierne skal give vælgerne valgmuligheder og stå ved de holdninger, de er valgt på ikke springe badut på enkeltsager og meningsmålinger, selv om medierne presser på. De valgte repræsentanter er valgt til at træffe beslutninger og tage ansvar for dem. Der er gode grunde til, at vi har valgt et repræsentativt demokrati, såsom at demokratiet skal kunne beslutte i en sammenhæng og helhed. De valgte repræsentanter kan ikke skyde ansvaret fra sig via ansvarsforflygtigende og udemokratiske folkeafstemninger om løsrevne enkeltspørgsmål eller via appel til særinteresser gennem borgerinitiativer og lignende illusionsnumre. Partierne skal tage deres roller alvorligt. Svigt på disse punkter svækker tilliden til politikerne og dermed demokratiet.