Folkemordsforskningen gennem 50 år - En definitorisk tilgang Anders Bjørn Hansen

Transkript

1 Folkemordsforskningen gennem 50 år - En definitorisk tilgang Anders Bjørn Hansen I gennem det seneste årti er begrebet folkemord dukket op i medierne med stadig større hyppighed. Konflikterne i kølvandet på Jugoslaviens sammenbrud, især konflikten i Bosnien, og massakrerne på tutsier og moderate hutuer i Rwanda i 1994, er begge blevet klassificeret som folkemord. På trods af dette skudsmål formåede det såkaldte internationale samfund ikke at gribe resolut ind i de to konflikter. Tværtimod var de politiske beslutningstagere påpasselige med ikke at betegne konflikterne som folkemord. Som underskrivere af FN s folkemordskonvention fra 1948, ville de ellers have været moralsk forpligtede til at intervenere. Efter afslutningen på konflikterne (og i tilfældet Bosnien medens den endnu stod på) var man imidlertid parate til at oprette krigsforbrydertribunaler til retsforfølgelse af påståede krigsforbrydere. Af disse blev endog flere tiltalt for folkemord med henvisning til FNs folkemordskonvention. Det blev således folkeretseksperter som fik til opgave at påvise, hvorvidt folkemord havde fundet sted. Den generelle diskussion af hvad folkemord er, har imidlertid ikke været begrænset til en debat blandt jurister, men har i høj grad været ført af sociologer og historikere, psykologer og politologer igennem de seneste 50 år. I denne artikel vil der blive redegjort for udviklingen indenfor folkemordsforskningen gennem denne periode med hovedvægt på en definitorisk tilgang. Artiklen vil således søge at skildre den udvikling som definitionerne på folkemord har gennemgået og give en redegørelse for, hvilke kriterier der gennem perioden er blevet betragtet som afgørende for at kunne betegne en begivenhed som folkemord. Grunden til at jeg har valgt at redegøre for definitionsdebatten skyldes, at det har været den mest vedholdende og strukturerende diskussion indenfor folkemordsforskningen, idet det er blevet betragtet som væsentligt at finde frem til en så præcis definition som mulig. Baggrunden for den langvarige definitionsdebat må søges i spændingsfeltet mellem ønsket om at operationalisere folkemordskonventionen for derved at blive i stand til at retsforfølge udøvere, og behovet for at få en samfundsvidenskabelig forklaring på fænomenet. Folkemordsforskning indtil 1970 Folkemordsforskningens oprindelse er af nyere dato. Selve studiet af folkemord blev indledt af den polske jurist Raphael Lemkin under 2. Verdenskrig, medens nazisternes jødeudryddelser endnu fandt sted. Han var ikke alene pioner indenfor folkemordsforskningen, men endvidere ophavsmand til selve ordet Genocide, som han sammensatte af græsk og latin, hvor genos betyder folk/race/stamme og cide mord. Allerede i 1930 erne argumenterede han for, at det daværende Folkeforbund skulle lovgive mod at udrydde en race eller et folkeslag. Hans tilgang til folkemord var således formet af et ønske om, dels at kunne definere denne type forbrydelse, dels at skabe et juridisk grundlag for retsforfølgelse. Lemkins tilgang var således præget af ønsket om at styrke den internationale retsorden. I bogen Axis Rule in Occupied Europe definerede han folkemord som: "The coordinated and planned annihilation of a national, religious or racial group by a variety of actions aimed at undermining the foundations essential to the survival of the group as a group" (Lemkin 1944, 79). Lemkin betonede dermed, at folkemord var både systematisk og planlagt. Desuden begrænsede han folkemord til overgreb, som fandt sted på grund af folks nationale, religiøse eller racemæssige tilhørsforhold. Hvad angik måden et folkemord kunne udføres på, var hans definition imidlertid meget bred. Således var handlinger som havde til hensigt at underminere grundlaget

2 for en gruppes overlevelse som gruppe tilstrækkelig. Derudover inkluderede hans definition etnocide, hvilket vil sige ødelæggelsen af en kultur, men ikke af dens bærere. Den centrale betydning Lemkin tillagde etnocide i sin definition, blev også understreget af de tre forskellige typelogier for folkemord som han opererede med: 1) Folkemord tidsfæstet til antikken og middelalderen med den fuldstændige eller næsten fuldstændige ødelæggelse af grupper og nationer; 2) Etnocide i moderne tid; 3) En blandingsform hvor nogle grupper udvælges til fysisk udryddelse, mens andre udvælges til etnisk assimilation. I forbindelse med Nürnbergprocesserne umiddelbart efter 2. Verdenskrig fulgte et retsopgør med ledende nazister, hvoraf flere blev idømt dødsstraf eller lange fængselsstraffe for forbrydelser mod menneskeheden og forbrydelser mod freden. Desuden blev jødeudryddelserne behandlet under Nürnbergprocesserne, hvor også termen folkemord blev anvendt. Imidlertid var der ikke en klar definition af, hvad begrebet indebar. Således var det op til FN s Generalforsamling i 1946 at vedtage en egentlig folkemordsresolution: "Genocide is the denial of the rights of existence of entire human groups ( ) Many instances of such crimes have occurred, when racial, religious, political and other groups have been destroyed, entirely or in part". Til forskel fra Lemkins definition inkluderede folkemordsresolutionen både politiske og andre grupperinger. Endvidere var kravet om intention udeladt. Folkemordsresolutionen blev imidlertid erstattet af en egentlig folkemordskonvention i december 1948: In the present Convention, genocide means any of the following acts committed with the intent to destroy, in whole or in part, national, ethnical, racial or religious groups, as such: a) Killing members of the group; b) Causing serious bodily or mental harm to members of the group; c) Deliberately inflicting on the group conditions of life calculated to bring about its physical destruction in whole or in part; d) Imposing measures intended to prevent births within the group; e) Forcibly transferring children of the group to another group. Det blev således i folkemordskonventionen fremhævet, at folkemord var en forbrydelse begået med intention. Konventionen var på dette punkt på linie med Raphael Lemkins definition. Reelt at slå folk ihjel var imidlertid ikke en nødvendig forudsætning for at udføre et folkemord, hvilket underpunkterne b-e i konventionen slår fast. Endvidere blev det understreget at kun nationale, etniske, racemæssige og religiøse grupper blev anset som berettigede til at være beskyttet mod denne type forbrydelse. Derved valgte man at udelukke politiske og andre grupperinger som potentielle ofre for folkemord. Grundet blandt andet sovjetisk modstand var politiske grupper ikke blevet inddraget i konventionen. Argumentet fra sovjetisk side havde været, at grupper kun kunne defineres objektivt enten ud fra race eller nationalitet. Det blev endvidere hævdet, at politiske tilhørsforhold var for omskiftelige til, at man kunne betragte dem som grupper på lige fod med religiøse, etniske, racemæssige og nationale. Fra vestmagternes side havde man været imødekommende overfor dette pres, fordi man gerne ville nå til enighed. Den mest voldsomme og vedholdende kritik af folkemordskonventionen kom imidlertid til at handle om, hvordan man definerer en gruppe. Ved udelukkende at fokusere på nationale, etniske, racemæssige og religiøse grupper, blev medlemskab af eksempelvis politiske, kulturelle, økonomiske og sociale fællesskaber udeladt. Gennem en systematisk analyse af konventionens tilblivelse argumenterede den hollandske jurist Pieter N. Drost i 1959 for, at gruppebegrebet skulle gøres bredere: "A convention on genocide cannot effectively contribute to the protection of certain,

3 described minorities when it is limited to particular defined groups. On the contrary, in order to achieve its purpose such convention must extend its protection to all groups of human beings". I følge Drost skulle folkemord i stedet defineres som "acts committed with intent to destroy, in whole or in part, a human group as such" (Drost 1959, ). Derved fastholdt Drost konventionens krav om intention, men udvidede til gengæld gruppebegrebet til at omhandle samtlige menneskelige fællesskaber. Drosts kritik af folkemordskonvention førte dog ikke til at konvention blevet taget op til revision. I forbindelse med udformningen af folkemordskonventionen var der en heftig debat om, hvorvidt folkemord udelukkende var en forbrydelse udført af stater eller ej. Trods uenighed blev det vedtaget ikke at begrænse folkemord til handlinger foretaget af regeringsansvarlige alene. Ingen skulle kunne påstå, at de var uskyldige, fordi de blot udførte en ordre. Det blev endvidere understreget at der var situationer, hvor regeringsmagten var for svag til at hindre et folkemord, men hvor folkemord alligevel kunne finde sted. Det blev derfor i folkemordskonventionens artikel IV slået fast, at personer som deltager i folkemord skal straffes; "whether they are constitutionally responsible rulers, public officials or private individuals". Op gennem 1960 erne lå folkemordsforskningen mere eller mindre stille. Om den tidlige folkemordsmordsforskning kan man imidlertid konkludere, at den klare juridiske dominans indenfor forskningsfeltet gjorde, at definitionerne var stærkt præget af ønsket om at drage udøverne til ansvar. Det mest dominerende træk ved definitionerne var, at intention blev fremhævet som et afgørende kriterium for et folkemord. Imidlertid var der en diskussion af, hvorvidt det kun var nationale, etniske, racemæssige eller religiøse grupper som kunne udsættes for folkemord. Forskningen i 1970 erne Det var først i midten af 1970 erne, at der for alvor kom gang i folkemordsforskningen igen. Hvor juristerne havde domineret forskningsfeltet i begyndelsen, var det nu sociologerne. Fokus blev således ændret fra det juridiske over til det samfundsvidenskabelige, hvilket blandet andet sociologen Vahakn Dadrians definition fra 1975 understreger: Genocide is the successful attempt by a dominant group, vested with the formal authority and/or with preponderant access to the overall resources of power, to reduce by coercion or lethal violence the number of a minority group whose ultimate extermination is held desirable and useful and whose respective vulnerability is a major factor contributing to the decision for genocide (Dadrian 1975, 123). Dadrian fokuserede således på magtforholdet mellem offer og udøver, og modsat juristerne tillagde han ikke udøverens intention nogen betydning, men anskuede folkemord ud fra, hvorvidt der var tale om en fuldbyrdet gerning. Derved var selve udførelsen og ikke intentionen bag folkemordet det afgørende. I sin typologi for folkemord opererede Dadrian hovedsagelig med magtforholdet mellem udøvergruppen og offergruppen, (majoriteten og minoriteten) som det afgørende. I lighed med både Lemkin og konventionen inkluderede han også kulturelt folkemord. Dadrian arbejdede med fem typer: 1) Kulturelt folkemord, hvor assimilation er målet; 2) Skjult folkemord, hvor udøverens adfærd har ikke-intenderede følger; f.eks. sygdomsspredning eller civile ofre ved bombning; 3) Gengældelsesfolkemord, hvor en minoritetsgruppe straffes for at udfordre en majoritet; 4) Nyttebetonet (utilitaristisk) folkemord, hvor målet er at opnå kontrol med ressourcer; 5) Optimal folkemord, hvor målet er den totale udryddelse af en bestemt gruppe. Det sociologiske gennembrud indenfor folkemordsforskning kom for alvor året efter. I 1976 betonede sociologen Irving L. Horowitz, at staten var den afgørende aktør i et

4 folkemord, og definerede folkemord som: "a structural and systematic destruction of innocent people by a state bureaucratic apparatus" (Horowitz 1976, 18). Hans definition var undfanget i et forsøg på at give en sociologisk dimension til den juridiske. Horowitz argumenterede for, at et folkemord grundet dets systematiske karakter blev udført med enten opbakning fra eller direkte deltagelse af statsapparatet. Horowitzs ærinde var at typologisere samfund i forhold til deres tolerance overfor afvigere og afvigergrupper og i forhold til statsmagtens mulighed for at slå egne borgere ihjel. I sin samfundstypologi opererede Horowitz således med otte samfundstyper spændende fra genocidale samfund over mindre undertrykkende samfund og endelig tolerante/eftergivende samfund (Horowitz, 42-43). Han karakteriserede et genocidalt samfund derved at statsmagten havde mulighed for arbitrært at dræbe sine borgere. Det var derimod ikke afgørende for Horowitz, hvorvidt der er tale om en autoritær styreform. Eksempelvis fremhæver han, at et samfund hvor staten anvender tortur eller deportationer ikke nødvendigvis er folkemorderisk, fordi den torterede sendes tilbage i samfundet når personen har underkastet sig. I den modsatte ende af skalaen findes det tolerante/eftergivende samfund som Horowitz karakteriserede ved at afvigelse fra normerne enten var acceptabelt og tilladt eller at samfundsnormerne var til debat. En meget væsentlig pointe ved Horowitzs model er, at den snarere fokuserer på, hvorledes et givent samfund fungerer, end på hvilken formel politisk styring det er underlagt. Horowitz betoner således, at en stat ikke alene kan defineres ud fra om styreformen er kommunistisk, liberalistisk eller konservativ, men ud fra "to what degree it permits the official and arbitrary termination of the lives of its citizens"(horowitz, 31). Et samfunds formelle organisering er muligvis en betingelse for at forklare, hvorledes et givent samfundssystem fungerer, men det er ikke nødvendigvis tilstrækkeligt til at forstå samfundet som helhed. Som nævnt var det for Horowitz staten og statsbureaukratiet, der var afgørende for udførelsen af folkemord, og hans definition adskilte sig derved betydeligt fra de øvrige. Hans fokusering på bureaukratiets betydning var i vid udstrækning påvirket af samtidens opfattelse af jødeudryddelserne under 2. Verdenskrig. Det var derfor ikke overraskende, at han så en stor risiko for, at folkemord blev anvendt af en stat som instrument til at gennemføre en given national politik. "In short, genocide is a fundamental mechanism for the unification of the national state. This is why it is so widely practiced in avanced and civilized areas, and why it is so incredibly difficult to eradicate" (Horowitz, 73). Folkemordsforskningen i 1970 erne var således præget af den sociologiske tilgang. Modsat juristernes fokusering på intention satte sociologerne Dadrian og Horowitz fokus på magtforholdet mellem offer og udøver, på statens rolle og samfundets opbygning. Folkemordsforskningen i 1980 erne I 1980 erne begyndte folkemordsforskningen for alvor at konsolidere sig indenfor samfundsvidenskaberne. En række toneangivende forskere etablerede sig på feltet og det videnskabelige niveau blev højnet blandt andet gennem en komparativ tilgang. Det første forsøg på at anlægge en komparativ vinkel på folkemord var Leo Kuper med Genocide. Its Political Use in the Twentieth Century fra Værket var motiveret af ønsket om at beskæftige sig med folkemordets udbredelse. Kuper ønskede at belyse folkemord begået internt og ikke som følge af krigshandlinger mellem to stater. Ifølge Kuper var der to generelle problemstillinger indenfor folkemordsforskningen. For det første det vanskelige i at studere brutalitet og undgå at relativisere ofrenes

5 lidelser. For det andet det vanskelige i at afgøre, hvilke cases som skulle inddrages. "There is a preliminary problem in the choice of cases for inclusion. It involves a jugdment that the case is in fact one of genocide. Inevitably this is a somewhat personal, and sometimes controversial, judgment, since there is no international criminal court to investigate charges of genocide, and the United Nations evades the issue" (Kuper 1981, 9). Kuper betonede, at han primært havde udvalgt cases som faldt inden for FN-konventionen fra 1948 dog med to væsentlige undtagelser. Han valgte også at inddrage massakrer på politisk og økonomisk definerede grupper samt konflikter som var kendetegnet ved genocidale massakrer, hvilket han definerede som "the annihilation of a section of a group - men women and children, as for example in the wiping out of whole villages" (Kuper 1981, 10). Disse typer af folkemord valgte Kuper at behandle særskilt under benævnelsen "Related Atrocities" i håbet om at gøre inddragelsen mindre kontroversiel. Det var imidlertid hovedsageligt folkemordet på armenierne i 1915 og holocaust Kuper brugte som eksempler, selvom andre cases som det stalinistiske Sovjetunionen, Gulaglejrene, Indonesien og Cambodia under Pol Pot også blev berørt. Samtidig blev afkoloniseringsprocessen nævnt som eksempel på både folkemord og folkemordslignende massakrer. Kuper argumenterede i den forbindelse for, at det pluralistiske samfund, defineret ved tilstedeværelsen af forskellige etniske, nationale og religiøse grupper, besad de nødvendige forudsætninger for folkemord eller folkemordslignende massakrer. Til at underbygge sin påstand fremhævede han en række eksempler spændende fra delingen af Indien i 1947, Rwanda/Burundi i 1972 og Bangladeshs løsrivelse fra Pakistan i I modsætning til de øvrige folkemordsforskere bidrog Kuper ikke med en ny folkemordsdefinition. Hans fokus var i stedet rettet mod, hvorledes folkemord kunne forhindres. Trods en umiddelbar accept af folkemordskonventionen indeholder Kupers værk en meget grundig gennemgang og kritik af konventionen (Kuper, 19-39) som dog munder ud i, at han vælger at følge dens ordlyd uagtet at han langtfra er enig. Tværtimod finder han, at en væsentlig mangel ved definitionen er, at politiske grupper ikke optræder på listen over beskyttede grupper. Selvom Kupers værk fortsat har status som et pionerarbejde kan det diskuteres, hvorvidt det resulterede i en afklaring inden for forskningen. Problematikken omkring gruppebegrebet blev for så vidt ikke løst, og ved at skabe en ny kategori (related atrocities) for at undersøge folkemord som falder udenfor konventionen, placerer Kuper sig i en forklaringsmæssig vanskelig situation. Hvis hans pointe var, at et givent overgreb på en politisk eller socialt defineret gruppe var folkemord, så var dette vel tilfældet uanset om folkemordskonvention fra 1948 anerkendte dette forhold eller ej. Selv fremhæver Kuper, at konventionen udelukkende var et udtryk for det, man politisk kunne blive enige om i FN på daværende tidspunkt, og dermed ikke udtryk for en objektiv forståelse af, hvad folkemord er. Kuper havde en mindre generaliserende tilgang end Horowitz, og hans folkemordstypologi havde snarere sammenfald med Lemkins end med Dadrians: 1) Folkemord som udføres for at løse religiøse, racemæssige eller etniske konflikter; 2) Folkemord iværksat for at terrorisere et koloniseret folk; 3) Folkemord iværksat for at følge eller styrke en politisk ideologi. Senere fremførte Kuper en revideret typologi, hvor han grundlæggende skelnede mellem to hovedtyper. Den første hovedtype betegnede Kuper interne folkemord, der bestod af: 1) Folkemord mod oprindelige folk. 2) Folkemord mod fjendegrupper. 3) Folkemord i forbindelse med magtkampe efter afkoloniseringen. 4) Folkemord i forbindelse med konflikt mellem etniske, racemæssige og religiøse grupper om magt eller autonomi. Den anden hovedtype ifølge Kuper var folkemord i forbindelse med krigsførelse, og dækkede eksempelvis bombningen af Hiroshima og Kinas invasion i Tibet.

6 Kuper fandt, at der var en række lighedspunkter mellem massebombningerne af de tyske byer under 2. Verdenskrig og holocaust, en sammenligning som imidlertid kun var mulig såfremt man undlod at forholde sig til udøverens intention. Sammenligning mellem atombombningen af Hiroshima og holocaust samt nedtoningen af intentionen, var Kuper langtfra ene om. Psykologen Robert Jay Lifton og sociologen Eric Markusen argumenterede i deres bog The Genocidal Mentality - Nazi Holocaust and Nuclear Threat (1990) for, at atomvåben i sig selv er genocidale, fordi de har kapacitet til at slå millioner ihjel. Lifton og Markusen introducerede med deres kritik af afskrækkelsespolitikken et helt nyt begreb Omnicide, som de definerede som tilintetgørelsen af alt liv. Hence, deterrence policy gives rise not only to a genocidal system but to a genocidal mentality, which can be defined as a mind-set that includes individual and collective willingness to produce, deploy, and, according to certain standards of necessity, use weapons known to destroy entire human populations - millions, or tens or hundred of millions, of people. And the genocidal mentality can become bound up with the institutional arrangements necessary for the genocidal act (Lifton & Markusen 1990, 3). Det fundamentale ved deres kritik af afskrækkelseslogikken og af troen på dens evne til at forhindre krig var, at selve teknologiudviklingen og opstillingen af våbene viste at man var rede til at overskride den nukleare tærskel. Tilstedeværelsen af atomvåben var i sig selv bevis på den genocidale mentalitet (Lifton & Markusen, 190). Hvor både Kuper, Lifton og Markusen nedtonede betydningen af intentionen var det for sociologen Helen Fein tværtimod det afgørende. Hun definerede folkemord som "the calculated murder of a segment or all of a group defined outside of the universe of obligation of the perpetrator by a government, elite, staff or crowd representing the perpetrator in response to a crises or opportunity perceived to be caused by or impeded by the victim" (Fein 1984, 4-5). Med Feins definition kom der for alvor et brud mellem folkemordskonventionens juridiske sigte og behovet for en videnskabelig, sociologisk definition. Feins definition blev på mange måder banebrydende. På den ene side fastholdt hun betydningen af udøverens intention samtidig med at offergrupper ikke blev begrænset til religiøse, racemæssige, etniske og nationale grupperinger. Det var imidlertid termen "outside the universe of obligation" som bragte et nyt element ind i forskningen. Hermed fremhævede Fein, at det var forholdet mellem udøveren og offergruppen som var afgørende. Hvis en given gruppe blev placeret "outside the universe of obligation" blev udøveren fritaget for moralske skrupler i forbindelse med overgrebet. Et væsentligt element ved hendes definition var, at hun modsat eksempelvis Horowitz ikke betragtede staten som eneste aktør og fremhævede, at folkemord også kunne udføres af ikke-statslige aktører. Fein opererede desuden med fire folkemordstyper: 1) Udviklingsbetingede folkemord, hvor udøveren bevidst eller ubevidst ødelægger folk som står i vejen for økonomisk udnyttelse af ressourcer; 2) Despotisk folkemord, som iværksættes for at eliminere en reel eller potentiel opposition, f.eks. i nye polariserede, multi-etniske stater; 3) Gengældelsesfolkemord, hvor udøveren søger at tilintetgøre en reel trussel; og 4) Ideologisk folkemord, som omfatter folkemord, hvor offergruppen betragtes som fjender i forhold til statens hegemoniske myter eller hvor offergruppen marginaliseres og ødelægges, fordi den anses som legemliggørelsen af det absolut onde. Overfor Helen Feins fokusering på intention opstillede Henry R. Huttenbach i forskningsfeltets første specialtidsskrift Holocaust and Genocide Studies1, hvad han

7 selv betegnede som en så simpel definition som mulig: "Genocide is any act that puts the very existence of a group in jeopardy". (Huttenbach 1988, 296) I Huttenbachs definition var udøverens intention udeladt og selve handlingen afgørende. Det er dog ganske uklart, hvad han helt præcist mente med vendingen "any act", hvilket i praksis måtte anses for vanskeligt at afgrænse, for slet ikke at tale om, hvordan "jeopardy" skulle defineres. Huttenbach anvendte desuden et meget bredt gruppebegreb, eftersom han anså det for umuligt i en definition at nævne alle grupper som nu og i al fremtiden kunne tænkes at blive udsat for folkemord. Et synspunkt som til en vis grad gav mening, men som efterlod en række problemer. Hvordan afgør man, hvad der konstituerer en gruppe? Er det op til gruppens medlemmer eller udøveren? En problematik som Huttenbach undgik. Et andet og måske større problem var det hensigtsmæssige med en så omfattende folkemordsdefinition. Huttenbachs tilgang stod dog ikke alene. I 1985 havde psykologen Israel W. Charny gjort et tilsvarende forsøg på at udvide gruppebegrebet mest muligt. Charny argumenterede for følgende definition: "Genocide is the wanton murder of human beings on the basis of any identity whatsoever that they share - national, ethnic, racial, religious, political, geographical, ideological". Derved var ikke alene gruppebegrebet men tillige typen af overgreb udbredt til et maksimum. For Charny var det afgørende imidlertid ikke at nå frem til den mest præcise definition. Hans tilgang var hovedsagelig præget af ønsket om at være i stand til at måle udviklingen i samfundet. Charny betragtede alle samfund som styret af to diskurser, en som støtter liv og en som destruerer det. Det væsentlige var at være i stand til at identificere balancepunktet mellem disse to diskurser og derved forudse og forhindre folkemord. En af de første indenfor forskningen som beskæftigede sig med forebyggelse af folkemord var juristen Barbara Harff: "Udfordringen er at blive i stand til at indfange folkemordet i sit begyndende stade, så man ikke behøver at vente på tabstal før man kan konkluderer at et folkemord finder sted" (Harff 1984). Dette ganske originale synspunkt berørte den meget vanskelige forebyggelsesproblematik. Er det muligt at forhindre folkemord eller er folkemord betinget af antallet af ofre? Modsat de øvrige folkemordsforskere valgte Harff i sin komparative tilgang bevidst at udelade holocaust. Sigtet var at undgå at deltage i diskussionen af, hvorvidt holocaust var unikt eller ej. I stedet valgte Harff at tage udgangspunkt i folkemord, der havde fundet sted efter Gennem sin komparative tilgang nåede Harff frem til, at der var tre afgørende, men ikke nødvendigvis tilstrækkelige forudsætninger for et folkemord. Det gældende Ifølge Harff var 1) strukturel forandring, f.eks. som følge af afkolonisering og efterfølgende kamp om nationalt hegemoni, 2) markante uoverensstemmelser mellem et lands forskellige grupperinger, evt. kombineret med en historisk betinget konflikt, og 3) mangel på internationalt pres som medfører at der ikke er nogen frygt for eksempelvis sanktioner eller intervention (Harff, 1987). Historikeren Robert Melson arbejdede også med de processuelle aspekter af folkemord. På grundlag af et komparativt studie af holocaust og folkemordet på armenierne opstillede Melson i 1986 følgende karakteristika: 1) Offergruppen er en minoritet, ofte med forfølgelseserfaring; 2) Forud for folkemordet har denne minoritetsgruppe haft succes med at tilpasse sig forandringer, hvilket skaber nye spændinger og konflikter mellem minoriteten og majoriteten; 3) Minoriteten bliver opfattet som en trussel mod den herskende orden; 4) Majoriteten identificerer minoriteten (dvs. offergruppen) med en ekstern stat eller gruppe og derved skabes der en forbindelse mellem ekstern trussel og intern trussel; 5) Majoriteten udsættes for militært eller politisk pres, som underminerer denne gruppes sikkerhed og orden. For Melson var det forholdet mellem minoriteten og majoriteten som var afgørende. Et interessant aspekt ved hans typologi var imidlertid, at han betragtede folkemord

8 som reaktivt. Det, der førte til folkemord, var majoritetens frygt for at minoriteten blev for dominerende. For sociologerne Isodor Wallimann og Michael Dobkowski var folkemord udelukkende et moderne begreb. De afviste enhver fokusering på intention, og betragtede folkemord som resultat af "structural violence and the anonymous forces that dominate modern man" (Walliman & Dobkovski 1987, xvii-xviii). Sociologen Zygmunt Bauman gav i bogen Modernity and the Holocaust en overbevisende argumentation for, at holocaust (og folkemord) var iboende i det moderne samfund. Ifølge hans opfattelse var holocaust et forfærdende, men ikke desto mindre legitimt produkt af vores moderne civilisation, hvor udryddelsen blev gennemført af det rationelle statsapparat. For Bauman var der således ingen intention bag folkemordet, kun et bureaukratisk maskineri. Hvor Walliman og Dobkowski samt Bauman nedtonede intention, var det for Ward Churchill væsentligt at intentionsbegrebet blev udvidet. I artiklen "Genocide: Towards a Functional Definition" forsøgte Churchill at operationalisere folkemordskonventionen og foreslog en helt ny artikel, som skulle forholde sig til grader af folkemord, som han opdelte i fire kategorier: 1) Folkemord af første grad indeholder de tilfælde, hvor der er tale om en klar intention om at begå forbrydelsen og at intentionen kan dokumenteres. Som eksempler nævnes holocaust og Sovjetunionen under Stalin; 2) Folkemord af anden grad er tilfælde, hvor intentionen er uklar, og folkemordet foregår mens udøverne deltager i andre forbrydelser. Dette gælder eksempelvis tyrkernes overgreb mod armenierne og Frankrigs overgreb i Algeriet i 1950 erne; 3) Folkemord af tredje grad er tilfælde, hvor intentionen næppe er til stede, men hvor folkemordet finder sted som følge af hensynsløse politikker, gerne i udviklingens navn. Som eksempler nævnes Pol Pots regime i Cambodia og Canadas, Australiens og New Zealands behandling af deres oprindelige befolkningsgrupper; 4) Folkemord af fjerde grad er tilfælde, hvor uvidenhed eller arrogance er skyld i overgreb. Uagtet det innovative men problematiske ved Churchills forslag vidnede det på mange måder om forskningens desperation overfor folkemordskonvention. Konventionen havde været på banen i henved 40 år, men havde ikke vist sig anvendelig i et eneste tilfælde, trods adskillige eksempler på folkemord og/eller folkemordslignende massakrer i løbet af perioden. Churchills gradbøjning af folkemord kom ikke til at sætte nogen videre spor indenfor forskningen. Han var imidlertid langt fra den eneste som fremhævede, at der var forskellige typer af folkemord. I et forsøg på at skelne mellem folkemord og holocaust anførte historikeren Yehuda Bauer (1984) følgende definition på folkemord: Genocide is the planned destruction, since the mid-nineteenth century, of a racial, national, or ethnic group as such, by the following means: 1) selective mass murder of elites or parts of the population, 2) elimination of national (racial, ethnic) culture and religious life with the intent of denationalization, 3) enslavement with the same intent, 4) destruction of national (racial, ethnic) economic life, with the same intent, 5) biological decimation through the kidnapping of children, or the prevention of normal national life, with the same intent. Hvor folkemord var udtryk for selektiv tilintetgørelse var holocaust derimod resultatet af en planlagt tilintetgørelse af alle medlemmer af en national, etnisk eller racemæssig gruppe. For at illustrere dette opererede Bauer med følgende treledede model: Massemord Folkemord Holocaust. Holocaust var dermed udtryk for det mest udviklede massemord. Ervin Staub (1989) opererede også med en skelnen i sin definition:

9 Genocide means an attempt to exterminate a racial, ethnic, religious, cultural or political group, either directly through murder or indirectly by creating conditions that lead to the groups destruction. Mass killing means killing members of a group without the intention to eliminate the whole group or killing large numbers of people without a precise definition of group membership. Staub inddrog i lighed med både Huttenbach og Charny både politiske og kulturelle grupper. Omvendt skelnede han mellem folkemord og massemord, og argumenterede i lighed med blandt andet folkemordskonventionen og Helen Fein for, at forskellen var, hvorvidt der var tale om en intention om at udrydde en hel gruppe eller ej. Hvad Staubs bidrag således også gav udtryk for var, at definitionsdebatten langt fra var tilendebragt erne var et meget vigtigt årti for folkemordsforskningen. Som beskrevet ovenfor var definitionsdebatten den mest dominerende indenfor feltet. I hovedtræk handlede det om, hvorvidt intention var det afgørende kriterium for et folkemord eller ej. Denne diskussion delte sig i tre hovedgrupper. På den ene side stod Helen Fein, som mente at intention var et afgørende kriterium sammenholdt med magtforholdet mellem offer og udøver, hvilket også Harff og Melson var enige i. Heroverfor stod strukturalisterne repræsenteret ved Walliman og Dobkowski samt Bauman som fandt enhver tanke om intention absurt, fordi folkemord var et moderne fænomen som var resultat af vores samfundsstruktur. Den tredje position var repræsenteret af Charny og Huttenbach, som på den ene side afviste intention som kriterie, men som ikke kunne klassificeres som strukturalister. Deres position var i stedet præget af en mere vidtfavnende tilgang, hvor folkemord var resultat af specifikke handlinger og ikke resultat af anonyme kræfter i samfundet. En anden diskussion var, hvorvidt man oprererede med et bredt eller et snævert gruppebegreb. For så vidt angik gruppebegrebet var der enighed blandt forskerne om, at folkemordskonventions gruppebegreb var for snævert.2 Imidlertid var der ingen konsensus om, hvad der skulle sættes i stedet. Folkemordsforskningen i 1990 erne Sidst i 1990 erne har der været en nedtoning af definitionsdebatten, hvilket tildels var en reaktion på, at folkemordskonventionen for første gang blev forsøgt anvendt. Alligevel var positionerne fra 1980 erne stadig dominerende, men feltet af forskere som diskuterede blev indsnævret, ligesom forskningen i højere grad gjorde tilløb til at bevæge sig ud over definitionsdebatten. Et af de mest markante bidrag til forskningen i 1990 erne kom fra sociologen Frank Chalk og historikeren Kurt Jonassohn (1990). I lighed med Leo Kuper og Barbara Harff forsøgte de sig med en komparativ tilgang til emnet, og gennemgik henved 40 folkemord fra antikken og frem til 1980 erne. Deres case-studier var udvalgt på baggrund af en definition, de selv havde formuleret: "Genocide is a form of onesided mass killing in which a state or other authority intends to destroy a group, as that group and membership in it are defined by the perpetrator" (Chalk & Jonassohn, 1990, 23). Ved at fokusere på "one-sided killing" understregede de, at der var tale om et asymmetrisk forhold mellem offer og udøver. Deres definition udelukkede derfor ofre for krigshandlinger inklusiv borgerkrig, eftersom kun den ene part skulle være i stand til at udrydde den anden. En case som den bosniske ville derfor umiddelbart være svær at klassificere som et folkemord ifølge deres definition. En anden væsenlig pointe i deres definition var betoningen af "mass killing". Hermed understregede de, at der ikke nødvendigvis var tale om fuldstændig udryddelse, men at antallet af dræbte skulle være substantielt. Chalk og Jonassohn fokuserede

10 endvidere på intention, og anså det for centralt at folkemord ikke opstod spontant. Et andet væsentligt element var, at de betragtede staten eller en statslignende autoritet som vigtigste aktør. Det mest banebrydende ved deres definition var imidlertid, at offergruppen udelukkende blev identificeret af udøveren. Det var udøveren og ikke såkaldte objektive kriterier som afgjorde gruppetilhørsforholdet, og hvorvidt en given gruppe blev udsat for overgreb. Chalk og Jonassohn opstillede desuden en række motiver som de fandt var repræsentative for folkemord begået fra antikken og frem til 1980 erne: 1) at eliminere en reel eller potentiel trussel, 2) at skabe skræk blandt reelle eller potentielle fjender, 3) at opnå økonomisk velstand, og 4) at implementere en tro, teori eller ideologi. Chalk og Jonassohns bidrag illustrerede den videre professionalisering af folkemordsforskningen i 1990 erne, og deres bog blev i vid udstrækning toneangivende i definitions- og typologidebatten. I en længere artikel fra 1990 "Genocide. A Sociological Perspective" (som i 1993 udkom i bogform), fremkom Helen Fein med en kritik af Chalk og Jonassohns definition som hun opdelte i tre hovedpunkter. Udøver var upræcist definiteret. Der var en al for stor fokusering på "one-sided mass killing", hvilket påkrævede en numerisk tærskel for folkemord og vanskeliggjorde muligheden for at standse det, og det åbne gruppebegreb. Ifølge Fein var det medlemmer af eksisterende grupper som blev ofre for folkemord, ikke folk som individuelt blev gjort til syndebuk for en paranoid despots fantasi. (Fein 1993, 14). Fein kom imidlertid ikke med en definition af, hvornår en gruppe er forestillet og hvornår den er ægte. I stedet fremkom hun med en ny definition på folkemord, som udsprang af folkemordskonventionen, men med et mere sociologisk sigte. I lighed med sin tidligere definition fra 1984 (se ovenfor) betonede Fein intention (purposeful actions), men hendes nye definition var langt mere operativ. Desuden betonede hun at folkemord både kunne ske gennem massemord og gennem selektive mord: Genocide is a series of purposeful actions by a perpetrator(s) to destroy a collectivity through mass or selective murders of group members and suppressing the biological and social reproduction of the collectivity. This can by be accomplished through the imposed proscription or restriction of reproduction of group members, increasing infant mortality, and breaking the linkage between reproduction and socialization of children in the family or group of origin. The perpetrator may represent the state of the victim, another state or another collectivity (Fein 1993, 24). Udkrystalliseringen af definitionsdebatten blev hovedsagelig repræsenteret af fire forskere, Frank Chalk, Leo Kuper, Israel Charny og Helen Fein. I en antologi fra 1994 blev de væsentligste aspekter af denne debat fremført (Andreopoulos, 1994). I sin indledning argumenterede redaktøren George J. Andreopolous for at "a good definition can be instrumental in the creation of an early warning system for the detection of genocide-prone situations." (Andreopolous 1994, 4) Et præcist begrebsapparat vil desuden gøre det muligt at forklare, hvorfor nogle cases udvikler sig til folkemord og hvorfor andre ikke. I antologien kritiserede Leo Kuper FNs folkemordskonvention for dens snævre gruppebegreb men undlod at foreslå et alternativ (Kuper 1994). Frank Chalk argumenterede for, at fastholdelsen af folkemordskonventionen virkede begrænsende. Efter hans overbevisning eksisterede der konsensus blandt forskere og menneskerettighedsforkæmpere om, at politiske og sociale grupper tillige burde beskyttes af konventionen (Chalk 1994). Israel Charny vendte på sin vis definitionsproblematikken på hovedet og argumenterede for en meget bred definition, der ville inkludere alt fra progromer og

11 massemord til holocaust: "Genocide in the generic sense is the mass killing of substantial numbers of human beings, when not in the course of military action against the military forces of an avowed enemy, under conditions of the essential defencelessness and helplessness of the victims" (Charny 1994, 75). Derudover opererede Charny med en række underkategorier. Hans hensigt var at få en rationel og systematisk forståelse af folkemord. Men som fremhævet af Helen Fein blev det modsatte snarere tilfældet. Hun mente, at folkemordsbegrebet hos Charny blev så udvandet, at det mest af alt mistede relevans. For Fein var det vigtigt at fastholde intention som det væsentligste kriterium (Fein 1994, 99). Imidlertid var det måske Charny som mest præcist opsummerede det begrænsende ved den langvarige definitionsdebat indenfor folkemordsforskningen. I sin artikel argumenterede han imod det han kaldte "definitionalism", hvilket han betragtede som en formålsløs akademisk øvelse, hvor definitionsdebatten fortsatte "to the point at which the reality of the subject under discussion is lost" (Charny 1994, 91). Definitionsdebatten stoppede imidlertid ikke. Filosoffen Thomas W. Simon fremkom i 1996 med en definition på folkemord klart inspireret af Chalk og Jonassohns: "Genocide is the intentional killing of members of a group, negatively identified by perpetrators, because of their actual or perceived group affiliation" (Simon 1996, 244). I artiklen, som udkom i et juridisk tidsskrift, argumenterede Simon for at fastholde kravet om intention, selvom han understregede, at det primært var gennem udøvernes handlemønstre, at man kunne klarlægge deres intention. Det væsentligste for Simon var imidlertid, at hans definition havde et så vidtfavnende gruppebegreb som muligt. "Legally and ethically, we should first concern ourselves with the harms directed against the group and not with questions of the existence of the group before or after the infliction of the harms" (Simon 1996, 245) Simons formål med at bidrage med en ny definition, som på mange måder var et opkog af Chalk og Jonassohns og Feins, var dels at sikre fastholdelsen af intention for at kunne skelne mellem overgreb som var folkemord og overgreb som ikke var, dels at samtlige grupper kunne beskyttes under definitionen. Det sidste punkt ville både Kuper og Charny være enige i, men især sidstnævnte ville modsætte sig den skelnen Simon ønskede at understrege. Selvom forskningen frem til midten af 1990 erne var voldsomt domineret af definitionsdebatten var der også andre tilgange. Sociologen Eric Markusen og historikeren David Kofts arbejde fra 1995, The Strategic Bombing and the Holocaust anskuede ikke folkemord eller massedestruktion udfra en definitorisk tilgang, men opererede i stedet med begrebet "totalkrig". Set fra deres synsvinkel var termen "totalkrig", det som bedst karakteriserede krigsførelse i det 20. århundrede. "Totalkrig" var kendetegnet ved en fuldstændig mobilisering af alle samfundets ressourcer til krigsførelsen. Derved blev krigens formål gjort absolut - enten fuldstændig sejr eller fuldstændig destruktion - og krigsførelsen blev i sig selv folkemorderisk. "Megatilintetgørelse" var også omdrejningspunktet for et meget omdiskuteret bidrag til folkemordsforskningen i 1990 erne. Politologen R. J. Rummel gjorde i en række bøger fra første halvdel af 1990 erne, hvad ingen rigtig havde tænkt på før: Han talte udryddelsens ofre. I bogen Death by Government fra 1994 nåede han frem til at i alt mennesker var blevet dræbt mellem år 1900 og 1987, som resultat af forskellige former for regeringssanktionerede overgreb. How then do we conceptualize the purposeful government killing of protesters and dissidents, the reprisal shooting of innocent villlagers, the beating to death of peasents for hiding rice, or the indiscriminate bombing of civilians? How do we conceptualize torturing people to death in prison, working them to death in concentration camps, or letting them starve to death, when such killing is done out

12 of revenge, for an ideology, or for reasons of state having nothing to do with the social group to which these people belong (Rummel, 1994, 34). For at blive i stand til at analyse disse overgreb under en fællesbetegnelse konstruerede Rummel et nyt koncept, Democide, "The murder of any person or people by a government, including genocide, politicide, and mass killing" (Rummel 1994, 31). Rummels argumentation herfor var, at begrebet folkemord ikke var dækkende, fordi overgreb mod civile befolkninger var så forskelligartede, at man ikke nødvendigvis kunne klassificere dem alle som folkemord. Folkemord var således at forstå som en del af democide. Rummels forskningsresultater gav ham blandt andet et grundlag til at sammenligne eksempelvis Hitlers forbrydelser med Stalins, fordi han betragtede antallet af omkomne som afgørende. Rummels forskning er i vid udstrækning blevet anvendt politisk til at sætte lighedstegn mellem Stalins og Maos forbrydelser på den ene side og Hitlers på den anden. Rummels sigte var imidlertid ikke at bidrage til en politisk debat om et muligt opgør med venstrefløjen i Europa, men derimod at påvise at det hovedsagelig var regeringer som stod bag masseudryddelser. Det væsentligste problem ved hans nye koncept var imidlertid den manglende skelnen mellem, hvorvidt en gruppe tilintetgøres som resultat af en genocidal politik eller som resultat af andre politikker. Derved bidrog hans resultater kun i mindre grad til at forstå processerne som fører til folkemord erne kom som nævnt tidligere til at stå i folkemordets tegn. Krigene der fulgte efter Jugoslaviens opløsning, hovedsageligt krigen i Bosnien, gjorde at begrebet folkemord på mange måder kom til at kendetegne dette årti. Hutuernes tilintetgørelse af henved tutsier og moderate hutuer i Rwanda mellem april og juni 1994, var et grufuldt vidnesbyrd om brugen af folkemord. For folkemordsforskningen medvirkede disse to cases til, at definitionsdebatten blev nedtonet. Forsøget på at straffe de ansvarlige fra Bosnien og Rwanda ved krigsforbrydertribunalerne i henholdsvis Haag og Arusha, betød at FN s folkemordskonvention fra 1948 for alvor blev taget i brug. Efterhånden som det blev overladt til juristerne at gøre brug af definitionen, blev det i tilgift mindre relevant at forsøge at reformulere selve konventionen. Der var imidlertid enkelte som gjorde forsøget. Ward Churchill fremkom i 1997 med et forslag til en ny konvention, bygget over konventionen fra 1948 med inspiration fra dels FN-resolutionen fra 1946, dels Chalk og Jonassohns definition og endelig hans egen funktionelle tilgang fra Genocide means the destruction, entirely or in part, of any racial, ethnic, national, religious, cultural, linguistic, political, economic, gender or other human group, however such groups may be defined by the perpetrator. It is understood that, historically, genocide has taken three (3) primary forms, usually, but not always, functioning in combination with one another (Churchill 1997, 432). De tre primære former var "Physical Genocide, Biological Genocide & Cultural Genocide". Derved var intention udeladt og gruppebegrebet udvidet. Imidlertid forekom Churchills forsøg på at redefinere konventionen en anelse formålsløst. Han fremhævede selv at det næppe var tænkeligt at FN s medlemslande ville ændre ved folkemordskonventionen. Behovet for at have en supplerende videnskabelig definition synes derimod forstærket, fordi man indenfor forskningen måtte erkende, at folkemordskonventionen for fremtiden vil være det mest dominerende kriterium for at klassificere en begivenhed som folkemord. Behovet for en separat videnskabelig definition betød desuden at der blev åbnet for nye tilgange til emnet, blandt andet i retning af at integrere holocaust og

13 folkemordsforskning til en fælles disciplin. Den engelske historiker Mark Levene fremførte i artiklen "Is the Holocaust simply Another Example of Genocide?" problematikken således: "The critical guestion is whether the Holocaust should be treated within the category of genocide or be placed in a category of its own" (Levene1994, 6). Levene konkluderede forsigtigt, at holocaust deler lighedspunkter med andre folkemord og derfor er et eksempel på folkemord, men han understregede samtidig at holocaust er "the model par exellence" (Levene 1994, 25). Fire år senere i tidsskriftet Holocaust and Genocide Studies præsenterede Levene et muligt nyt begreb til forståelse af folkemord. I artiklen "Creating a Modern Zone of Genocide - The Impact of Nation and State Formation on Eastern Anatolia, ", redegjorde Levene for, at kampen mellem "competing nationalisms" om ressourcer og territorium var afgørende. Disse kampe skabte fundamentet for, hvad Levene betegnede folkemordszoner, hvor en fredelig sameksistens i en multietnisk region blev ødelagt. Det var således forandringen eller kampen mod forandringen, som var det afgørende element. "What is clear, however, is that zones of genocide are created when traditional, multi-ethnic societies are subject to outside pressure in a way that impede and ultimately cancel out paths of pluralist accommodation" (Levene 1998, 419). Levenes iagttagelser understregede, at folkemordsforskningen var på vej hen imod nye forklaringsmodeller, og at definitionsdebatten var ved at ebbe ud. Imidlertid var der andre som betragtede kampen om ressourcer og territorium som væsentlig for at forstå mekanismerne bag folkemord. I antologien The Coming Age of Scarcity - Preventing Mass Death and Genocide in the Twenty-first Century (1998) tegner redaktørerne Michael N. Dobkowski og Isidor Wallimann et udpræget sort billede af fremtiden. "The problem facing us as we approach the twenty-first century is not how to reduce scarcity amid downsizing, but how to resolve the resulting conflict without resorting to genocide either explicitly through warfare or implicitly through unequal burden sharing" (Dobkovski & Walliman 1998, 3). I modsætning til Levene mente de at overbefolkning og ikke kampen mellem "competing nationalisms" var det afgørende element. Definitionsdebatten i 1990 erne var i lighed med debatten i 1980 erne præget af at klarlægge, hvilke kriterier der skulle være tilstede for at kunne klassificere et folkemord. For Chalk og Jonassohn samt Fein var der enighed om at fastholde kravet om intention. Et krav som Charny afviste i en næsten absurd vidtfavnende tilgang, hvor begrebet folkemord kunne påhæftes utallige hændelser. Fein var til gengæld uenig med Chalk og Jonassohn for så vidt angik gruppebegrebet og mente at ofre for folkemord var medlemmer af virkeligt eksisterende grupper. Forskningen opnåede således ikke at få etableret en konsensus vedrørende en samfundsvidenskabelig definition på folkemord, men både Feins og Chalk/Jonassohns definitinitioner kom til at præge de efterfølgende forsøg på at komme med nye definitioner. Imidlertid betød 1990 erne også at folkemordskonventionen for første gang blev forsøgt anvendt, hvilket nedtonede definitionsdebatten. Dermed syntes folkemordsforskningen måske på vej ind i en ny fase. Afslutning I marts 1999 udkom det første nummer af Journal of Genocide Research. Dette nye tidsskrift var med til at markere, at folkemords- og holocaustforskningen for alvor var på vej til at blive én disciplin. I sit forord til denne nye publikation fremhævede redaktøren, Henry R. Huttenbach, blandt andet: As knowledge of other genocides expands, the arguments seeking to insulate the Holocaust from findings about other genocides, especially those after Auschwitz, no

14 longer persuade. Investigations into recent genocidal massacres growing out of ethnic conflicts uncover categories of experiences and analytical problems not encountered in the study of the Holocaust. On the contrary, as investigators uncover new examples of genocidal experiences, it becomes increasingly evident that scholars of the Holocaust would learn little new of substance about the genocidal dimensions of the Holocaust without also thoroughly acquainting themselves with non-holocaust studies (Huttenbach 1999, 7). Derved lagde Huttenbach ikke alene op til slet og ret at kalde disciplinen for folkemordsforskning, men argumenterede endvidere for, at den eneste måde at få ny erkendelse om folkemord ville være gennem komparative studier. "The exclusive study of only one genocide is, in effect, a blind alley unless it is accompanied by thorough knowledge of at least another incident of genocidal behavior" (Huttenbach 1999, 9). Selvom det komparative aspekt er ønskværdigt, er det værd at holde sig for øje, at folkemordsforskningen ikke savner forkromede forsøg på at skabe store synteseværker, men derimod grundforskning. Man er i dag stadig langt fra at kunne forklare, hvorfor folkemord og overgreb af folkemordslignende karakter overhovedet finder sted. Derfor er det mest hensigtsmæssigt at koncentrere sig om mikrostudier, hvor man ikke har mulighed for at forfalde til de store generaliseringer. Imidlertid er det ofte vanskeligt og omkostningfuldt for en ny disciplin at afgrænse sig og finde sit videnskabelige ståsted.3 Definitionsdebatten har igennem de skitserede 50 år hovedsagelig fokuseret på, hvilke kriterier der skal gælde, for at kunne benævne en begivenhed folkemord. Der er i dag en generel enighed om, at folkemord er en forbrydelse begået med intention, selvom inklusivisterne og strukturalisterne på hver deres måde har nedtonet dette krav. Endvidere er der enighed om, at de grupper som folkemordskonventionen har udnævnt til offergrupper ikke er tilstrækkelige. Imidlertid er man indenfor forskningen ikke nået til enighed om, hvilket gruppebegreb der bør sættes i stedet og behovet for en supplerende samfundsvidenskabelig definition synes derfor mere presserede i dag end tilfældet var, da definitionsdebatten var på sit højeste i 1980 erne. Alligevel er det vigtigt at folkemordsforskningen også magter af nedtone denne ontologiske debat, og giver sig i kast med det væsentlige, nemlig søge at forstå de processer der får samfund og enkeltpersoner til at deltage i udryddelsen af en given gruppe. Noter 1) Tidsskriftet udkom første gang i 1987 men trods navnet har artiklerne altovervejende beskæftiget sig med holocaust, og tidsskriftet har således ikke dannet rammen om en integreret folkemordsforskning. 2) FN s sociale og økonomiske råd nedsatte i 1980 erne en arbejdsgruppe med Ben Whitaker som leder. Arbejdsgruppens opgave var at komme med indstillinger i arbejdet med at forhindre, forebygge og straffe folkemord. Whitakerrapporten fra 1985 konkluderede blandt andet: "The lack of clarity about which groups are, and are not, protected has made the Convention less effective and popularly understood than should be the case" (Whitaker 1985, 16). For at få inddraget politiske og andre grupperinger foreslog Whitaker at man kunne "include this provision in an additional optional protocol". Imidlertid førte Whitakers forskellige indstillinger ikke til, at der blev ændret ved konventionen. 3) Israel W. Charny går blandt andet voldsomt i rette med forskningsfeltets langvarige og lidenskabelige forsøg på at komme frem til en endelig definition på folkemord. (Charny 1999, lxvi).

15 Litteraturliste Andreopoulos, George J. (ed.) 1994, Genocide: Conceptual and Historical Dimensions, Philadelphia: University of Pennsylvania Press. Bauer, Yehuda 1984, "The Place of the Holocaust in Contemporary History", in J. Frankel (ed.) Studies in Contemporary Jewry, vol. I, Bloomington: Indian University Press. Bauman, Zygmunt Modernity and the Holocaust. Oxford: Blackwell Publishers Ltd. Chalk, Frank & Kurt Jonassohn 1990, The History and Sociology of Genocide. Analyses and Case Studies, New Haven: Yale University Press. Chalk, Frank: "Redefining Genocide", in George J. Andreopoulos (ed.) Charny, Israel W. (ed.) Encyclopedia of Genocide vol. I-II, Oxford: ABC-CLIO. Charny, Israel W. (ed.) 1988: Genocide. A Critical Bibliographic Review, London: Transaction Publishers. Charny, Israel W, "Towards a Generic Definition of Genocide" in George J. Andreopoulos (ed.) Churchill, Ward 1997: A Little Matter of Genocide. Holocaust and the Denial in the americas 1492 to the Present, San Franscisco. Churchill, Ward 1986, "Genocide: Towords a Finctional Definition", Alternatives no. XI. Dadrian, Vahakn 1975: "A Typology of Genocide", International Review of Modern Sociology 5. Dobkowski, Michael & Isodor Wallimann The Coming Age of Scarcity - Preventing Mass Death and Genocide in the Twenty-first Century. Drost, Pieter N.1959, Genocide, Leyden: A.W. Sythoff. Fein, Helen 1993: Genocide. A Sociological Perspective. Fein, Helen 1984: "Scenarios of Genocide: Models of Genocide and Critical Responses", in I. W. Charny (ed.) 1984, Toward the Understanding and Prevention of Genocide: Proceedings of the International Conference on the Holocaust and Genocide. Boulder/London: Westview Press. Fein, Helen: "Terror, Life Integrity and war crimes: The Case for Discrimination", in Andreopoulos, George J. (ed.) Harff, Barbara og Ted Gurr: "Genocide and Politicide Since 1945: Evidence and Anticipation", Internet on the Holocaust and Genocide 13, Harff, Barbara 1987, "The Etiology of Genocides", in Isidor Wallimann & Michael N. Dobkowski (eds.) Harff, Barbara & Ted Gurr: "Toward Empirical Theory of Genocide & Politicides: Identification & Measurement of Cases since 1945", International Studies Quarterly, No 32, Horowitz, Irving L. 1976, Genocide. State Power and Mass Murder. New Brunswick: Transaction Publishers. Horowitz, Irving L. 1997, Taking Lives: Genocide and State Power. New Brunswick: Transaction Publishers. Huttenbach, Henry R., "Introduction", Journal of Genocide Research vol. 1, Huttenbach, Henry R., "Locating the Holocaust on the Genocide Spectrum: Towards a Methodology of Definition and Categorization", Holocaust and Genocide Studies, vol. 3, no. 3, Jacobs, Steven L. 1999, "The Papers of Raphael Lemkin: a first look" in Journal of Genocide Research, vol. I nr.1. Kuper, Leo 1981, Genocide: Its Political Use in the Twentieth Century, London: Yale University Press. Kuper, Leo 1994, "Theoretical Issues Relating to Genocide: Uses and Abuses", in

16 Andreopoulos, George J. (ed.). Lemkin, Raphael 1944, Aixs Rule in Occupied Europe, Washington D.C.: Carnegie Endowment for International Peace. Levene, Mark 1998, "Creating a Modern Zone of Genocide : The Impact of Nation and State Formation on Eastern Anatolia, ", Holocaust and Genocide Studies, vol. 12 no. 3, Levene, Mark 1994, "Is the Holocaust Simply Another Example of Genocide?", Patterns of Prejudice, vol. 28, no. 2. Lifton, Robert Jay & Eric Markusen 1990, The Genocidal Mentality, New York. Markusen, Eric & David Kopf 1995, The Holocaust and Strategic Bombing. Genocide and Total War in the Twentieth Century. Boulder: Westview Press. Melson, Robert 1986 "Provocation or Nationalism: A Critical Inquiry into the Armenian Genocide of 1915", in R. Hovannisian (ed.). A cogent Rejection of Alternate Interpretations of the Massacre of the Armenians. Rummel, RJ. 1994, Death by Government. New Brunswick: Transaction Publishers. Staub, Ervin 1989, The Roots of Evil. The Origins of Genocide and Other Group Violence, Cambridge University Press. Wallimann, Isodor & Michael Dobkowski (eds.) 1987, Genocide and The Modern Age, New York. Whitaker, Ben 1985 "Revised and Updated Report on the Question of the Prevention and Punishment of the crime of Genocide", New York: United Nations.