for Kræftrehabilitering,

Transkript

1 Cancer Kræftrehabilitering Muligheder og udfordringer for almen praksis Af Dorte Gilså Hansen og Jens Søndergaard Biografi Dorte Gilså Hansen er læge, ph.d. og lektor ved Forskningsenheden For Almen Praksis, Syddansk Universitet, og har siden 2009 været daglig leder af Nationalt Forskningscenter for Kræftrehabilitering. Jens Søndergaard er praktiserende læge i Middelfart og professor på Forskningsenheden for Almen Praksis, Syddansk Universitet. Forfatters adresse Nationalt Forskningscenter for Kræftrehabilitering, Forskningsenheden for Almen Praksis, Syddansk Universitet. dgilsaa@health.sdu.dk Hver læge har ca. 10 patienter årligt, som får stillet en kræftdiagnose (eksklusiv ikke-malign hudkræft) og 64 patienter, der lever med kræft. Der er store forventninger fra alle sider til netop den praktiserende læges indsats. Hvordan bliver vi sammen med de øvrige aktører i sundhedsvæsenet bedre til at give hver enkelt netop det, han eller hun har brug for? Og hvad skal forholdet være mellem standardisering og håndholdthed? Boks 1 / Tid til refleksion Ved patient og pårørende, at jeg kan hjælpe og anvise hjælp under og efter kræftbehandlingen? Kan patienten have gavn af anden professionel hjælp (kræftrehabilitering) på områder, som jeg ikke er opmærksom på? Kan en konsultation målrettet kræftsygdommens følger bidrage til afklaring? Hvilke kræftrelaterede rehabiliteringstilbud har kommunen? Er det aftalt, hvem der kontrollerer og behandler patientens komorbiditet? Har patienten behov for planlagte opfølgninger i praksis? Praktiserende læger kan bidrage med en anden form for lægefaglig behandling og opfølgning i et kræftforløb end lægerne på sygehusene (1). Den praktiserende læge er patientens eneste kontinuerlige, sundhedsfaglige person i sundhedsvæsenet og har ofte et godt kendskab til patienten og vedkommendes livssituation fra længe før kræftdiagnosen. Egen læge kan derfor fungere som et fast holdepunkt og bør spille en nøglerolle i de fleste kræftforløb. Kræftrehabilitering er for alvor blevet sat på den politiske dagsorden (2). Kræftrehabilitering er et paraplybegreb, som omfatter forskellige indsatser, der har til formål at forbedre kræftpatienters funktionsevne og livskvalitet (Boks 2). De politiske og kliniske programmer, som 967

2 Cancer beskriver området, indeholder alle store forventninger til den praktiserende læges indsats men hvad omfatter egentlig den gode kræftrehabiliteringsindsats i almen praksis? Med udgangspunkt i forskellige sygehistorier og organisatoriske modeller forsøger denne artikel at bidrage til refleksion, diskussion og efteruddannelse for dermed at bringe læseren tættere på et svar på spørgsmålet: Hvordan og hvornår kan almen praksis bidrage til egne kræftpatienters rehabilitering? Sygehistorie 1 Det er onsdag eftermiddag, og du har tid til at tjekke dagens epikriser. Der er besked fra mammakirurgisk afdeling om Mette Pedersen, 59 år. Du så sidst Mette for dage siden, da du henviste hende til kræftpakkeforløb på mistanke om brystkræft. Mette har tidligere været henvist til netop dette pakkeforløb og sagde, da hun forlod klinikken: Skal vi ikke vælge at tro, at der heller ikke er noget alvorligt denne gang? Mette er i behandling for hypertension. Hun har løbet regelmæssigt de sidste fire år og derfor tabt sig 8-10 kg, så hun nu er normalvægtig og i god blodtrykskontrol. Mette arbejder som pædagog i en skolefritidsordning. Bor med manden, som har en tømrervirksomhed. Deres to drenge på 23 og 24 år bor i København, hvor de studerer. Mettes mor døde for et halvt år siden efter et langvarigt forløb med kræft i spiserøret. Mette havde 8 ugers orlov i den forbindelse. Mette blev udskrevet fra sygehuset for et par dage siden efter at have fået fjernet højre bryst og et større antal lymfeknuder i aksillen. Hvordan har Mette behov for sin praktiserende læge? Månedsskrift for almen praksis november 2014 Flere ting kan give anledning til, at Mette har behov for sin praktiserende læge: chokket over pludselig at være kræftpatient, angsten for den næste del af behandlingen, bivirkningerne, familiens reaktion, den forandrede krop og tankerækker med rødder tilbage til moderens sygdomsforløb. Personlige samtaler med professionelle, som Mette føler sig tryg ved, kan bidrage til, at hun tidligt og samtidig med det intensive behandlingsforløb i sygehusregi finder ro og overskud til egenomsorg. De samtaler kan være et vigtigt led i en god kræftrehabilitering. Mon Mette selv tænker på egen læge som en professionel samtalepartner og guide? Som en nøgleperson? 968

3 Boks 2 / Om kræftrehabilitering Kræftsygdom og behandling kan medføre symptomer og problemer, der påvirker patientens funktionsevne, dvs. mulighed for at være i aktivitet og deltage i sociale relationer. Kræftrehabilitering omfatter professionelle indsatser med fokus på at afhjælpe tab i den fysiske eller psykosociale funktionsevne, som primært skyldes kræftsygdommen eller kræftbehandlingen. Indsatsen ydes med det formål, at patienten skal opnå bedre livskvalitet i et selvstændigt og meningsfuldt liv med de forandringer, som sygdommen giver. Indsatsen tager udgangspunkt i det enkelte menneskes funktionsevne, værdier og mål. Indsatserne kan være meget forskelligartede og have karakter af både forebyggelse og sundhedsfremme, behandling, genoptræning og palliation. Hvilke problemer skal kræftrehabilitering afhjælpe? Kræftsygdom og -behandling medfører en række forskellige symptomer og problemer, som kan opstå tidligt i forløbet eller først vise sig måneder til år efter behandlingens afslutning. Træthed (fatigue), frygt for recidiv, smerter, bevægelsesindskrænkning, kvalme, hårtab, koncentrationsbesvær, inkontinens, ændret udseende og kropsopfattelse, manglende lyst til sex samt depressive symptomer ses for eksempel relativt hyppigt for nogle kræftsygdomme (Figur 1, gengivelse fra Ugeskr L (3)). Symptomerne kan genere patienten så meget, at det bliver vanskeligt at udføre helt almindelige aktiviteter som at købe ind, vaske tøj, være intim og dyrke sex, dyrke motion og andre fritidsaktiviteter, spise sammen med andre, hjælpe sine børn, gå på arbejde eller fortsætte sit uddannelsesforløb. Hverdagsaktiviteter er med til at give livet mening. Mange kræftpatienter længes efter normalitet, og hverdagslivsaktiviteter er vigtige mål for rehabilitering. Kræftrehabilitering skal fx hjælpe patienten med at bevare eller reetablere sin tilknytning til arbejdsmarkedet, muligheden for at passe børnebørnene eller bade ved stranden. Sygehistorie 2 To personer i praksis har fået konstateret kræft med få ugers mellemrum. Lone, 49 år, gift, folkeskolelærer med 2 voksne børn, og Torben, 48-årig single, som er uden arbejde, efter at han for tre måneder siden mistede sit job i et konsulentfirma. Lone underviser i idræt og dansk, og du ser hende tit i løbeklubben. Torben ser du jævnligt til kontrol for type 2-diabetes, som det kniber ham noget at håndtere. Han ryger, har et BMI på 28 og er glad for mad og vine, men fysisk aktivitet er simpelthen ikke mig, og livet skal jo leves, griner han. Han kommer dog oftest til de aftalte kontroller. Der kan være stor forskel på, hvor stor belastning den enkelte kræftpatient oplever, og i hvilken udstrækning vedkommende ønsker en pro- 969

4 Cancer fessionel indsats. Selv hvis Lone og Torben havde fået den samme kræftdiagnose og primære behandling, ville de næppe have behov for samme indsats fra det professionelle system. Kun Torben har komorbiditet, som fortsat skal håndteres. Deres ressourcer, netværk og egenomsorgsevne er helt forskellige. Hvor mange patienter har behov for kræftrehabilitering? Boks 3 / Kræft i tal I alt ca danskere har eller har haft kræft, heraf er der 62 % 65+årige og 42 %, som har fået stillet diagnosen inden for de sidste 5 år. Antallet af nye tilfælde er stigende, aktuelt ca årligt (eksklusive ikke-malign hudkræft). Hver praktiserende læge forventes derfor at have 64 patienter, som har eller har haft kræft, og knap ti patienter om året, som får stillet en kræftdiagnose. I løbet af fire år vil den gennemsnitlige læge opleve, at fem patienter får brystkræft, fem prostatakræft, fem lungekræft, tre tyktarmskræft og to malignt melanom. Godt hver tredje nydiagnosticerede patient er under 65 år. Månedsskrift for almen praksis november I alt ca danskere har eller har haft kræft, men det er uvist, hvor mange der har behov for rehabilitering og i hvilket omfang (Boks 3) (3). Talrige undersøgelser har dog vist, at mange kræftpa tienter ikke får den hjælp og støtte i sundhedsvæsenet, som de synes, de har behov for i forbindelse med sygdommen. En dansk undersøgelse blandt kræftpatienter 14 måneder efter diagnosen viste for eksempel, at halvdelen ikke havde fået tilstrækkelig hjælp til bl.a. fysiske, psykiske, sociale og åndelige problemer (4). Oplevelsen af utilstrækkelig hjælp er stærkt associeret med dårlig livskvalitet (4). Professionelle i både sygehussektoren, i almen praksis og i kommunerne må derfor bidrage til at forbedre indsatsen. I en anden stor, dansk undersøgelse gennemført to år efter diagnosen angav 22 %, at de ikke havde fået tilstrækkelig information om, hvordan deres praktiserende læge kunne bidrage. Op til 60% syntes ikke, at deres praktiserende læge havde hjulpet tilstrækkeligt vedrørende fysiske, psykiske og sociale forhold (5). Mange patienter ved ikke, hvordan og med hvad den praktiserende læge kan bidrage, mens de behandles og kontrolleres på sygehuset (1). Uden at blive direkte opfordret går de ikke til deres praktiserende læge, og hvis de kommer i anden anledning, nævner de ikke bekymringer og symptomer, som relaterer sig til kræftsygdommen, medmindre de bliver direkte adspurgt. Hvem skal informere om, hvordan den praktiserende læge kan bidrage? Hvordan styrkes praktiserende læges rolle under kræftbehandlingen? Flere praksis har på eget initiativ indarbejdet metoder, der synliggør praksis rolle og indsatsmuligheder, når en patient får stillet en livstruende diagnose. I nogle praksis tager sygeplejersken telefonisk kontakt til alle patienter, når praksis får information om kræftdiagnosen. Hun

5 fortæller, at klinikken er bekendt med patientens situation, og spørger ind til, hvordan patienten har det. Lytter og yder støttende og empatisk omsorg. Finder ud af, om der er klarhed over det videre forløb, og hvad praksis kan være behjælpelig med. Til slut laves en aftale om videre kontakt (6-7). En anden model er baseret på et brev, som sendes til alle nye kræftpatienter med invitation til en samtale om forløbet indtil nu, forventninger om det videre forløb og egen læges mulighed for at yde støtte (8). Andre praksis aftaler rutinemæssigt opfølgning. Organisering af patientkontakten kan give bekymring for, om der bliver plads til patienternes forskellighed. Erfaringerne viser dog, at man undgår at tænke forfra ved hver ny kræftpatient, og at patienterne ikke føler sig overset eller usikre på egen læges rolle. Med udstrakte hænder og systematisk opmærksomhed kan der tidligt komme fokus på patientens samlede helbredsproblemer, livskvalitet og mulighed for rehabilitering. Det skal imidlertid understreges, at det har været svært at måle en effekt i randomiserede forskningsprojekter, når man har afprøvet forskellige metoder, der skulle styrke praktiserende læges rolle (9). Hvordan opdager egen læge, at patienten har behov for rehabilitering? Kliniske vejledninger og politiske programmer for kræftrehabilitering lægger op til, at alle kræftpatienter tilbydes systematisk behovsvurdering omfattende en bred vifte af rehabiliteringsbehov (fysiske, psykiske, sociale og eksistentielle) (2). Da behovene typisk ændrer sig over tid, bør vurderingen gentages gennem sygdomsforløbet. For hver patient kan det blive til mange behovsvurderinger i forskellige sektorer inkl. kommunen. Den praktiserende læge er tiltænkt en nøglerolle. I nogle tilfælde som den sundhedsperson, der gennemfører en omfattende, systematisk behovsvurdering og lægger en plan sammen med patienten. I andre situationer som den, der følger op på andres mistanke, fx når onkologisk afdeling formidler viden eller mistanke om depression, social isolation, truende arbejdsløshed, smerter etc. Hvordan bliver notatet fra sygehuset til gavn for Bent i sygehistorie 3? Kan det bidrage til at skabe sammenhæng i hans behandling? Boks 4 / Praktiserende læges rolle i kræftrehabilitering Vær opmærksom på sygdommen og behandlingens betydning for patientens sociale, psykiske og fysiske velvære. Forhold, der kan afhjælpes? Evt. forebyggende tiltag? Sårbarhed og komorbiditet lav konkrete aftaler om opfølgning. Er patienten motiveret til at være fysisk aktiv? Til at gennemføre væsentlige livsstilsændringer? Rehabiliteringsønsker, -mål, muligheder. Udform en plan sammen med patienten. Relevant med henvisning til kommunal rehabilitering eller sygehuset for opfølgning på senfølger? Andre instanser? 971

6 Cancer Hvordan kommer man systematisk omkring mulige behov for rehabilitering? Dialogen er det vigtigste redskab i forbindelse med behovsvurdering. For at sikre opmærksomhed på alle relevante områder anbefaler bl.a. Sundhedsstyrelsen, at den professionelle dialog støttes af en guideline (liste) (Tabel 1) eller et spørgeskema, som patienten afkrydser hjemme og medbringer til konsultationen (2). Studier fra onkologiske afdelinger i udlandet har vist, at et spørgeskema øger antallet af emner, der diskuteres i konsultationen, særligt de ikke-fysiske forhold (inkontinens, identitetstab, angst, seksualitet osv.) Der skrives flere henvisninger, og patienterne oplever bedre sammenhæng i behandlingen. I et tilsvarende studie fra dansk almen praksis er lægerne blevet overraskede over væsentlige forhold, som de næppe havde fået indblik i uden patientens forberedelse med afkrydsningsskemaet og deres egen inddragelse af skemaet i konsultationen (upubliceret). Det har været foreslået, at man indfører ét patientspørgeskema til alle kræftpatienter, uanset hvor behovsvurderingen foregår (sygehusafdeling, almen praksis eller kommune) og uanset sygdommens prognose. Da der ikke er opnået enighed, pågår mange forskellige initiativer, bl.a. fem forskellige regionale (10). Kommuner og hospitalsafdelinger arbejder ligeledes med forskellige metoder og samtaleredskaber. I almen praksis kan introduktion til patient og pårørende om, hvad næste øremærkede konsultation skal handle om, være første skridt, og samtalen kan støttes af den tematiserede liste (Tabel). Sygehistorie 3 I epikrisen fra urologisk afdeling står der bl.a. om 61-årige Bent, der udskrives efter ukompliceret fjernelse af højre nyre pga. kræft: Patienten virker depressiv og er opfordret til at søge egen læge. Månedsskrift for almen praksis november Hvilke patienter har særligt behov for en indsats fra almen praksis? Det betragtes som en kerneydelse, når almen praksis tager hånd om dem, der har det sværest, og dem, der har det største behov. Personer med andre kroniske sygdomme, ældre, ressourcesvage, økonomisk dårligt stillede og personer med kort eller ingen uddannelse har øget risiko for ikke at få den nød vendige hjælp og dermed ikke deltage i rehabilitering, ligesom mænd generelt har modstand mod at deltage (11). Mænds typiske mestringsstrategier i forhold til kræft er at stræbe efter normalitet, selvstændighed, at glemme og komme videre (12, 13). Deltagelse i rehabilitering kan udløse frygt for at miste kontrol og fravælges for at undgå en påvirket mandighed, medynk, afhængighed og konfrontation med døden. Ligesom for rehabilitering i forbindelse med andre sygdomme er patientens motivation, forbehold for at deltage og tro på, hvordan og

7 Figur 1 / Kræftsygdom og -behandling kan påvirke patientens funktionsevne, dvs. mulighed for at være i aktivitet og deltage i sociale relationer. Gengivelse fra Ugeskr.-artiklen Hansen DG, 2014 (reference 3), med tilladelse fra forfatter og Ugeskrift for læger. Symptomer og problemer Generelle Smerte Nedsat bevægelighed af led Træthed (fa5gue)/manglende energi Angst for 5lbagefald Angst for at dø Usikkerhed omkring frem5den Psykisk sårbarhed Depressive symptomer/depression Fravær fra arbejde (sygemelding) Hukommelses- og Koncentra5onsbesvær Nære pårørendes bekymringer Søvnforstyrrelser Sygdoms- og behandlingsspecifikke Kropslige forandringer Udseende (påklædt) Udseende (ajlædt) Gener fra stomi Urininkon5nens Infer5litet Voldsom diare/inkon5nens for afføring Potensproblemer Vejrtrækningsbesvær Lammelser Føleforstyrrelser Talevanskeligheder Spiseproblemer Personlighedsændringer Påvirkning af funk=oner, der betyder noget i hverdagen at varetage personlig hygiejne at spise selv, spise sammen med andre at bevæge sig - indenfor/udenfor at mo5onere at varetage et job/sit vante job at gennemføre en uddannelse at kunne få børn at være socialt sammen med andre at udfylde sin vante rolle i familien at opnå iden5tet via arbejde og fri5dsliv at opleve in5mitet og sex at læse, huske og koncentrere sig at skabe og opleve tryghed i familien at bidrage 5l sikkerhed i familiens økonomi at lægge planer for frem5den at kunne det man plejer at kunne Kræft og funktionsevne Nedsat eller truet funk=onsevne fysiske psykiske sociale komplekse kombina5oner hvorfor det vil kunne hjælpe, afgørende for, om vedkommende starter og fuldfører et konkret program (14, 15). Hvilke rehabiliteringsindsatser hjælper? Kognitiv terapi, lymfødembehandling, styrketræning, diætvejledning, familierådgivning og smertebehandling er eksempler på meget forskellige indsatser i kræftrehabilitering. Evidensen diskuteres dog ofte. Ingen har et samlet overblik en slags facitliste for kræftrehabilitering findes ikke. Mange indsatser og problemstillinger er imidlertid generelle for det at have en livstruende sygdom og er hyppige i almen praksis. De indgår i den praktiserende læges kerneydelser. Andre indsatser er velkendte i andre sammenhænge, men relativt nye som led i kræftbehandling og -rehabilitering. Livstruende sygdom kan betyde væsentlige forskydninger i parhold og familier. I løbet af behand lingen vil Mette (sygehistorie 1) måske føle, at hun hverken kan være mor for børnene eller hustru for sin mand. Andre må overtage hendes sædvanlige opgaver, mens hun plages af bekymringer for deres frygt og fremtid og måske selv er så træt, at hun har svært ved at genkende sig selv i den nye trætte krop. Samtaler i praksis om netop familiens trivsel, patientens frygt, parforholdets og sexlivets udfordringer kan være en stor støtte og en vigtig del af en samlet rehabiliteringsindsats (13). Fysisk træning er et eksempel på en intervention med god evidens. Mere end 400 randomiserede studier har tilsammen vist, at holdtræning har god effekt på både fysiske, psykiske og sociale forhold: Træningen afhjælper depressive symptomer og kræftrelateret træthed (fatigue) og forbedrer patientens velbefindende, fysiske form, bevægelighed og 973

8 Tabel 1 / Rehabiliteringsemner for systematisk behovsvurdering Emne Overordnet velbefindende Forebyggende støtte Fysiske forhold Psykiske forhold Sociale forhold Eksistentielle emner Arbejde Økonomi Komorbiditet Opsamling Eksempler Overordnet oplevelse af sin livssituation Nedenstående forholds betydning for sociale aktiviteter og hverdagsliv: KRAM: kost, rygning, alkohol, motion. Praktisk hjælp. Fx smerter, muskelkraft og bevægelighed, åndenød, træthed, inkontinens, føleforstyrrelser, ernæring. Angst for tilbagefald/at dø, depression, parforhold, intimitet, seksualitet, kropsopfattelse, bekymring for børn og pårørende, skyldfølelse. Ændrede roller og selvværd, ensomhed, mulighed for støtte og nærvær, socialt samvær. Hvad der giver håb og mening med livet. Støtte fra arbejdspladsen. Mulige hjælpeforanstaltninger. Risiko for langvarigt sygefravær/arbejdsløshed. Sociale rettigheder og hjælpemidler, pensioner. Sammenhæng med andre sygdomme, herunder indvirkning, behandling og opfølgning. Sårbarhed, ressourcer og egenomsorgsevne Behov for professionel indsats, ønsker og motivation Mulige interventioner og samarbejdspartnere Målsætning, evt. henvisning Opfølgning. Månedsskrift for almen praksis november kondition (16). Træningen kan have karakter af både forebyggelse og behandling og bør have en vis styrke og varighed og foregå flere gange ugentligt. Som udgangspunkt er træning sikker både under og efter behandling. Nyopererede patienter og patienter i kemoterapi eller med avanceret sygdom bør dog forinden få foretaget en lægefaglig risikovurdering med fokus på blødningsforhold og metastaser i knogler og hjerne. Sygehusbaserede træningshold er efterhånden etableret flere steder i landet som Krop og Kræft -tilbud for patienter i kemoterapi. De fleste kommuner tilbyder ligeledes fysisk træning og ofte som led i et flerstrenget tilbud (med patientuddannelse, cafemøder, individuelle samtaler m.m.) Efter vel afsluttet initialbehandling bør de fleste kræftpatienter tilrådes at følge de nationale anbefalinger for fysisk aktivitet, som er gældende for raske. Mange kræftpatienter har imidlertid et aktivitetsniveau under anbefalingerne og har haft det i mange år før kræftdiagnosen. Livsstilsændringer er lette at foreslå, men svære at gennemføre. Alvorlig sygdom omtales imidlertid som et important teachable moment (17). En motiverende samtale kan tage udgangspunkt i tidligere aktivitetsniveau, foretrukne aktiviteter (havearbejde, dans, løb, cykling, fitness etc.), sygdomsstatus og lokale muligheder. Forklaring, motivation og henvisning til fx kommunale hold kan være afgørende (15). For nogle pa tienter kan træning som led i kræftforløbet blive vejen til varig livsstilsændring, mens det for andre er vanskeligt at fastholde aktivitetsniveauet og dermed skabe en varig livsstilsændring.

9 Visse behandlingsregimer medfører senfølger, som vedvarer eller først opstår år efter endt behandling, fx perifer neuropati, strålebetingede tarmsymptomer og hjerteklapdefekter. Kræftrehabilitering kan derfor også være relevant, længe efter at den primære behandling er afsluttet. Det vil sige, når patienten kommer med symptomer, som han eller hun måske slet ikke forbinder med en for længst overstået kræftsygdom. Henvisning til kræftrehabilitering En del kræftpatienter vil kunne få tilstrækkelig hjælp og rehabilitering i almen praksis. En mindre gruppe patienter får komplekse problemer, som kræver udredning, behandling og rehabilitering på højt specialiseret niveau, dvs. i sygehusregi. Måske vil den praktiserende læge være involveret i forbindelse med henvisning eller opfølgning. Andre patienter vil få behov for rehabilitering i kommunalt regi og vil i en del tilfælde blive henvist fra behandlende sygehusafdeling. Alle kommuner har oprettet tilbud målrettet kræftpatienters rehabilitering, men tilbuddenes omfang og bredde varierer fra flagskibet Center for Kræft og Sundhed i København til de mindre steder (18). Nogle opretter hold på tværs af kommunegrænser. Kommunerne har forskellige modeller for henvisning. I nogle tilfælde betragtes rehabilitering efter kræft som genoptræning og forudsætter en genoptræningsplan fra en læge. I andre tilfælde betragtes det som et sundhedsfremmeog forebyggelsestilbud, der i nogle kommuner tilbydes efter lægehenvisning og i andre kommuner uden henvisning. Henvisningen giver mulighed for videregivelse af oplysninger om rehabiliteringsbehov, kræftsygdom men og behandlingsstatus, men også andre forhold, der får betydning, bl.a. komorbiditet og sociale for hold. En detaljeret henvisning kan bidrage til et godt samarbejde mellem almen praksis og kommune og medvirke til, at patienten får et udbytterigt og målrettet tilbud. Hvordan får kræftpatienterne fra sygehistorierne adgang til rehabilitering, og skal det være i kommunen? Almen praksis rolle i fremtiden Der kan fremhæves talrige potentielle barrierer, der forhindrer rettidig, effektiv, evidensbaseret rehabilitering til patienter med kræft. Mange af disse barrierer er imidlertid generelle for det samarbejdende sundhedsvæsen og tværfaglige indsatser på tværs af sektorer og enheder: manglende understøttelse af IT-baseret kommunikation, manglende fælles sprog, strategier og behandlingsmål, manglende respekt på tværs af fag og sektorer, manglende kommunikation, manglende viden om evidens, eksisterende tilbud og henvisningsmuligheder. Gennem indarbejdelse af systematik og åbenhed omkring kræftpatienters forskelligartede problemer og behov for professionel hjælp, italesættelse af praksis muligheder og viden om lokale rehabiliterings- 975

10 Cancer tilbud kan almen praksis imidlertid opnå en betydningsfuld rolle for kræftpatienters sygdomsforløb, rehabilitering og velbefindende. Tilbuddene til kræftpatienterne skal være differentierede med andre ord tage højde for, HVEM patienterne er, og ikke bare være et one-size-fits-all -tilbud. Det er jo netop almen praksis særkende, at vi skræddersyr. Og det er helt givet, at Lone, Torben, Mette og Bent skal have det på hver sin måde. Netop dér kan almen praksis komme med et værdifuldt bidrag til kræftrehabiliteringen. Økonomiske interessekonflikter: ingen angivet Månedsskrift for almen praksis november 2014 Referencer: 1. Hølge-Hazelton B, Christensen I. Praktiserende lægers rolle i forhold til kræftpatienter. Månedsskrift for Praktisk Lægegerning 2009;87: Forløbsprogram for rehabilitering og palliation i forbindelse med kræft del af samlet forløbsprogram for kræft. København: Sundhedsstyrelsen, sundhedsstyrelsen.dk/publ/publ2012/syb/ Kraeft/RehabPalliationForloebsprog.pdf 3. Hansen DG, Hjortbak BR, Jarlbæk L. Kræftrehabilitering. Ugeskr L 2014;176:V Hansen DG, Larsen PV, Holm LV, Rottmann N, Bergholdt SH, Søndergaard J. Association between unmet needs and quality of life of cancer patients: a population-based study. Acta Oncol, 2013;52: Kræftramtes behov og oplevelser gennem behandling og i efterforløbet. Kræftens Bekæmpelses Barometerundersøgelse, København: Kræftens Bekæmpelse, Nissen A. Omsorg for kræftpatienter I erfaringer fra patienter og praksispersonale. Månedsskrift for Praktisk Lægegerning 2014, 5. maj. 7. Pedersen N. Omsorg for kræftpatienter II organisering hos Allerødlægerne. Månedsskrift for Praktisk Lægegerning 2014, 5. maj 8. Dagens Medicin, Korsørlæger holder tæt kontakt til deres kræftpatienter. 9. Bergholdt SH, Søndergaard J, Larsen PV, Holm LV, Kragstrup J, Hansen DG. A randomised controlled trial to improve general practitioners services in cancer rehabilitation: Effects on general practitioners proactivity and on patients participation in rehabilitation activities. Acta Oncol, 2013;52: regionsyddanmark.dk/dwn Holm LV, Hansen DG, Kragstrup J, Johansen C, Christensen RdP, Vedsted P, Søndergaard J. Influence of comorbidity on cancer patients rehabilitation needs, participation in rehabilitation activities and unmet needs: a population-based cohort study. J Supp Care Cancer 2014 Aug;22(8): Handberg C, Nielsen CV, Lomborg K. Men s reflections on participating in cancer rehabilitation: a systematic review of qualitative studies European Journal of Cancer Care 2014; 23(2): Ingholt L, Tjørnhøj-Thomsen T. Vi mænd, kræft og rehabilitering. En undersøgelse af mænds grunde til at deltage i tilbud om kommunal kræftrehabilitering. København: 2014, Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet. 14. Christensen KS, Hansen DG. Den alment praktiserende læges rolle i forbindelse med rehabilitering. Ugeskr L 2014;176: V Dilworth S, Higgins I, Parker V, Kelly B, Turner J. Patient and health professionals perceived barriers to the delivery of psychosocial care to adults with cancer: a systematic review. Psycho-Oncology 2014; 23(6): Mishra SI, Scherer RW, Snyder C, Geigle PM, Berlanstein DR, Topaloglu O. Exercise interventions on health-related quality of life for people with cancer during active treatment. Cochrane Database of Systematic Reviews 2012, Issue 8. Art. No.: CD DOI: / CD pub Demark-Wahnefried W, Aziz NM, Rowland JH, Pinto BM. Riding the Crest of the Teachable Moment: Promoting Long-Term Health After the Diagnosis of Cancer. J Clin Oncol 2005; 23(24): Vibe-Petersen J, Trier K. Kommunal rehabilitering af kræftpatienter. Månedsskrift for Praktisk Lægegerning