Det udenrigspolitiske nævn. Oplysning Om n ævnets arbejde

Transkript

1 Det udenrigspolitiske nævn Oplysning Om n ævnets arbejde

2 2 Det udenrigspolitiske nævn

3 Det udenrigspolitiske nævn 3 DET UDENRIGSPOLITISKE NÆVN NEDSÆTTELSE OG SAMMENSÆTNING Det Udenrigspolitiske Nævn bliver nedsat af Folketinget i henhold til Grundloven. Nævnets arbejde m.v. er desuden reguleret ved loven om Det Udenrigspolitiske Nævn. På den måde adskiller Nævnet sig helt fundamentalt fra de andre udvalg i Folketinget, idet udvalgenes arbejde som udgangspunkt er reguleret af Folketingets forretningsorden. Nævnet har 17 medlemmer og 17 stedfortrædere, som alle er medlemmer af Folketinget. De er udpeget af de politiske partier i Folketinget, og de får tildelt pladser i Nævnet i forhold til partiernes størrelse i Folketinget. Nævnet bistås af et nævnssekretariat, som er en del af Folketingets Administration.

4 4 Det udenrigspolitiske nævn GRUNDLOVENS OG NÆVNSLOVENS BESTEMMELSER Det Udenrigspolitiske Nævns funktioner er fastlagt i grundlovens 19, stk. 3, som lyder:»folketinget vælger af sin midte et udenrigspolitisk nævn, med hvilket regeringen rådfører sig forud for enhver beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde. Nærmere regler om Det Udenrigspolitiske Nævn fastsættes ved lov.«disse nærmere regler er fastsat i lov nr. 54 af 5. marts 1954 om Det Udenrigspolitiske Nævn. I nævnslovens 2 står der, at regeringen rådfører sig med Nævnet forud for enhver beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde, Nævnet drøfter med regeringen sager af betydning for landets udenrigspolitik og Nævnet modtager oplysninger fra regeringen om udenrigspolitiske forhold. Ifølge grundlovens 19, stk. 1, er det kongen (dvs. regeringen), der»handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender«. Det vil sige, at det i praksis er regeringen, der fører Danmarks udenrigspolitik. Folketinget har imidlertid med grundloven og nævnsloven en række formelle muligheder for at øve indflydelse på regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitik. Samtidig er regeringen på det udenrigspolitiske område omfattet af den samme parlamentariske kontrol og de samme sanktionsmuligheder, som gælder på andre områder. Det betyder bl.a., at Nævnet har snitflader til sagsområderne for især to af Folketingets stående udvalg, nemlig Udenrigsudvalget og Forsvarsudvalget. Eftersom medlemmerne af disse to udvalg har mulighed for at bruge de almindelige parlamentariske metoder til at føre kontrol med regeringens udenrigspolitik og forsvarspolitik, kan der i praksis ske en parallel behandling af emner i Nævnet og i disse udvalg. Forsvarsudvalget kan f.eks. kalde en minister i samråd om et sikkerheds- eller forsvarspolitisk emne, samtidig med at ministeren rådfører sig med Nævnet om det samme emne. Det gælder også for Udenrigsudvalget, der ligesom Forsvarsudvalget har kontrolbeføjelser over for regeringen, hvad angår emner, der falder inden for udvalgets sagsområde.

5 Det udenrigspolitiske nævn 5 Danmark har haft mindretalsregeringer i størstedelen af nyere tid. Det har i praksis betydet, at Folketinget og dermed også Det Udenrigspolitiske Nævn har haft stor indflydelse på de skiftende regeringers udenrigs- og sikkerhedspolitik, samtidig med at regeringen har ønsket at sikre sig størst mulig opbakning til den førte politik.

6 6 Det udenrigspolitiske nævn SAGER AF STØRRE UDENRIGSPOLITISK RÆKKEVIDDE Hvornår er en beslutning så»af større udenrigspolitisk rækkevidde«, som forpligter regeringen til at rådføre sig med Nævnet? Da rådføringen sker på regeringens initiativ, er det i første omgang op til regeringen at bedømme, om en beslutning er»af større udenrigspolitisk rækkevidde«. Denne bedømmelse bygger på flere forhold: For det første vurderer regeringen den pågældende sag rent udenrigspolitisk. Dernæst tager regeringen højde for den betydning, som Danmarks holdning til den pågældende sag kan have. Endelig overvejer regeringen den politiske interesse i Danmark for det pågældende emne. Regeringen har et vist råderum til at definere, hvilke sager der er af større udenrigspolitisk rækkevidde. Nogle sager forelægges dog Nævnet efter en fast praksis. F.eks. bliver alle sager, som kræver Folketingets samtykke efter grundlovens 19, stk. 1 og 2, forelagt Nævnet med henblik på en rådføring, og bagefter bliver sagen behandlet i det udvalg, som den hører under. At sende danske militære styrker ud for at deltage i internationale operationer er f.eks. en sag, som regeringen først forelægger for Nævnet, og som derefter behandles i Folketingssalen. Udsendelse af danske militære styrker for at deltage i internationale operationer er f.eks. en sag, som først bliver forelagt Nævnet og derefter behandlet i Folketinget i form af et forslag fra regeringen til folketingsbeslutning.

7 Det udenrigspolitiske nævn 7 REGERINGENS RåDFØRINGSPLIGT Regeringens pligt til at rådføre sig med Nævnet indebærer, at den minister (som regel statsministeren, udenrigsministeren eller forsvarsministeren), der forelægger en sag af større udenrigspolitisk betydning i Nævnet, har pligt til at lytte til eventuelle kommentarer fra nævnsmedlemmerne og til at besvare deres eventuelle spørgsmål. Det kan dreje sig om aktuelle sager som situationen i Syrien, konflikter i Mellemøsten, situationen i Afghanistan eller rådgivning før møder i Det Europæiske Råd. Regeringen er ikke bundet af Nævnets standpunkter, men behandlingen i Nævnet kan være retningsgivende for, om regeringens udenrigspolitik har opbakning blandt et flertal af Folketingets medlemmer. Regeringen er ikke fritaget for at rådføre sig med Nævnet, selvom en sag bliver forelagt Folketinget som beskrevet i grundlovens bestemmelser (f.eks. 19, stk. 1). Pointen ved forelæggelsen i Nævnet er netop at sikre en rådføring om emnet, inden regeringen træffer en endelig beslutning.

8 8 Det udenrigspolitiske nævn REGERINGENS FORPLIGTELSE TIL AT DRØFTE SAGER MED NÆVNET Ud over den omtalte rådføringspligt fremgår det af 2 i loven om Det Udenrigspolitiske Nævn, at det også er Nævnets opgave»med regeringen at drøfte sager af betydning for landets udenrigspolitik«. Regeringen skal altså sørge for, at Nævnet er tilstrækkeligt bredt orienteret om aktuelle udenrigspolitiske emner, så Nævnet har et grundlag for at kunne drøfte udenrigspolitiske spørgsmål af betydning for Danmark. Denne forpligtelse til drøftelse mellem Nævnet og regeringen hænger derfor snævert sammen med regeringens informationsforpligtelse.

9 Det udenrigspolitiske nævn 9 REGERINGENS FORPLIGTELSE TIL AT INFORMERE NÆVNET Loven om Det Udenrigspolitiske Nævn bestemmer også, at Nævnet skal»modtage oplysninger fra regeringen om udenrigspolitiske forhold«. Denne oplysningspligt skal især sikre, at Nævnet er i stand til rådgive regeringen på et forsvarligt informationsgrundlag, og at Nævnet har mulighed for at indgå i egentlige drøftelser med regeringen om et givet emne. Regeringen informerer som regel Nævnet via statsministeren, udenrigsministeren og/eller forsvarsministeren, som på Nævnets møder mundtligt orienterer Nævnets medlemmer om f.eks. udenrigspolitiske emner eller regeringens holdning til kommende internationale eller bilaterale møder. Nævnet modtager efterfølgende en mundtlig orientering om forløbet af sådanne møder. Endelig modtager Nævnet skriftlig information fra regeringen i form af indberetninger fra ambassadører og referater af relevante møder, ministrene har deltaget i. KRAV OM FORTROLIGHED Ifølge nævnslovens 4 har medlemmerne af Det Udenrigspolitiske Nævn tavshedspligt, i det omfang en minister eller Nævnets formand beslutter det. Nævnets møder er derfor heller ikke åbne for offentligheden. Tavshedspligten medfører bl.a., at referaterne fra møderne ikke fordeles til Nævnets medlemmer, men at de har mulighed for at læse referaterne hos nævnssekretariatet efter møderne.

10 10 Det udenrigspolitiske nævn SKRIFTLIGE SPØRGSMåL TIL REGERINGEN Ud over drøftelserne på møderne har Nævnets medlemmer mulighed for at stille skriftlige spørgsmål til regeringen. Spørgsmålene skal stilles via nævnssekretariatet i Folketinget, og ministeren skal besvare dem mundtligt på Nævnets førstkommende møde. Muligheden for, at Nævnets medlemmer kan stille skriftlige spørgsmål til regeringen, er ikke reguleret i loven om Det Udenrigspolitiske Nævn, men er en praksis, som lægger sig op ad de kontrolmuligheder, der eksisterer for de stående udvalg i Folketinget.

11 Det udenrigspolitiske nævn 11 TIDSPUNKTET FOR DEN FORUDGåENDE KONSULTATION AF NÆVNET Det centrale spørgsmål om, hvornår Nævnet skal inddrages i regeringens beslutningsproces i en udenrigspolitisk sag, har gentagne gange været genstand for debat i Nævnet. Det fremgår af grundlovens 19, stk. 3, og af Nævnslovens 2, at regeringen skal rådføre sig med Nævnet, før den træffer beslutning i en sag af større udenrigspolitisk rækkevidde. Det fremgår således klart af både grundloven og nævnsloven, at forelæggelsen skal ske, før beslutningen træffes. Hvis rådgivningen skal have nogen betydning, skal den som udgangspunkt finde sted på et tidspunkt, hvor regeringen endnu ikke har meddelt sin beslutning til andre stater eller i øvrigt realiseret beslutningen. Det udelukker dog næppe regeringen fra internt at træffe sin beslutning, som naturligt nok bliver meddelt Nævnet i forbindelse med forelæggelsen. Det afgørende er, at beslutningen i givet fald kan ændres. En særlig situation kan opstå, hvis regeringen har behov for at træffe en beslutning så hurtigt, at det ikke kan nås at indkalde Nævnet. I sådan en situation kan regeringen være nødt til at træffe en beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde uden først at have rådført sig med Nævnet. Efterfølgende skal regeringen hurtigst muligt forelægge de foranstaltninger og beslutninger, den har truffet, for Folketinget. For at regeringen kan tilsidesætte sin forpligtelse til at rådføre sig med Nævnet, skal der være en afgørende faktisk hindring. Spørgsmålet om, hvornår der er en sådan hindring, er i praksis en politisk vurdering og afhænger af, om politikerne efterfølgende vurderer, at situationen har været sådan, at regeringen ikke kunne nå at indkalde Nævnet, før den traf en beslutning. Det er vanskeligt at forestille sig, at regeringen ikke kan nå at indkalde Nævnet, før den træffer en beslutning, især i betragtning af at det tidligere har vist sig muligt at indkalde Det Udenrigspolitiske Nævn med meget kort varsel.

12 12 Det udenrigspolitiske nævn Hvis der ikke er tale om en beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde, men derimod om regeringens forpligtelse til en drøftelse med og orientering af Nævnet (jf. formuleringen»modtager oplysninger«i nævnsloven), sker det i praksis, både før og efter at regeringen har truffet beslutning i sagen.

13 Det udenrigspolitiske nævn 13 MØDER I DET UDENRIGSPOLITISKE NÆVN Formanden for Det Udenrigspolitiske Nævn indkalder Nævnet til møde, jf. 3 i loven om Det Udenrigspolitiske Nævn. Ifølge denne bestemmelse skal formanden indkalde til møde, når mindst 3 af Nævnets medlemmer eller regeringen beder om det. Eftersom rådføringen m.v. med Nævnet sker på regeringens initiativ, er det som regel regeringen, der bedømmer, om en beslutning er af en sådan større udenrigspolitisk rækkevidde, at Nævnet indkaldes til møde. Formanden for Nævnet og medlemmerne kan også stille forslag til konkrete emner, der skal sættes på dagsordenen. Når formanden har godkendt den endelige dagsorden, indkaldes Nævnet. Nævnets medlemmer har dog også selv mulighed for at tage initiativ til et møde i Nævnet. Således skal formanden indkalde Nævnet og dermed statsministeren, udenrigsministeren og/eller forsvarsministeren til møde, når mindst 3 af Nævnets medlemmer ønsker, at Nævnet indkaldes. Det Udenrigspolitiske Nævn mødes efter behov cirka hver tredje eller fjerde uge og møderne varer typisk 1-2 timer. Der er dog en hyppigere mødeaktivitet i forbindelse med internationale topmøder og i tilfælde af internationale kriser m.v. Af hensyn til medlemmernes planlægning fastsætter nævnssekretariatet foreløbige mødetidspunkter ca. 2 måneder frem i tiden.

14 14 Det udenrigspolitiske nævn STUDIEBESØG, DELTAGELSE I KONFERENCER M.V. Nævnet foretager studieture og besøg og deltager i høringer og konferencer m.v. Nævnssekretariatet i Folketinget varetager sammen med Udenrigsministeriet alle opgaver i den forbindelse. Studieturene har til formål at supplere Nævnets informationsgrundlag med direkte indtryk, samtaler og møder. Der kan både være tale om længere rejser for at studere den politiske udvikling i et givet land eller kortere studieture for at indhente information om et givet emne. Kommende studierejser drøftes i et underudvalg under Nævnet, der består af 1 medlem fra hvert parti i Folketinget. I underudvalget drøfter man desuden procedurespørgsmål. Når udenlandske parlamentarikere eller regeringsmedlemmer er på besøg i Danmark, mødes Nævnets medlemmer også ofte med dem. Endelig afholder Nævnet høringer efter behov, hvor man f.eks. inviterer relevante regeringsrepræsentanter og forskere fra anerkendte universiteter og tænketanke til at holde oplæg.

15 Det udenrigspolitiske nævn 15 DET UDENRIGSPOLITISKE NÆVN OG EU Som et naturligt led i regeringens rådførings- og orienteringsforpligtelse drøfter Nævnet løbende EU-sager. Nævnet har altså også snitflader til Folketingets Europaudvalg, der har til opgave at give regeringen mandat forud for forhandlinger i EU. Der har udviklet sig en fast praksis for, hvornår regeringen rådfører sig/holder møder med henholdsvis Nævnet og Europaudvalget. Generelt inddrager regeringen Nævnet i sager om EU s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik på et så tidligt tidspunkt som muligt. Regeringen orienterer derefter løbende Nævnet om disse sager. Møder i Det Europæiske Råd forelægges for Nævnet, før de forelægges for Europaudvalget. Dermed tages der hensyn til den særlige kompetence og stilling, som Nævnet har i henhold til grundloven. Når regeringen har været til møde i Det Europæiske Råd, rapporterer den først om møderne i Nævnet og dernæst i Europaudvalget. For Nævnets vedkommende omhandler afrapporteringen først og fremmest de udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål. Rådsmøder (udenrigsministre) forelægges dog ikke på forhånd i Nævnet, men sager, der vedrører den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, bliver efter en konkret vurdering forelagt Nævnet. Regeringen informerer som følge af sin informationsforpligtelse Nævnet om rådsmødernes (udenrigsministre) dagsordener, inden rådsmøderne afholdes. På den måde har Nævnet mulighed for at sikre sig, at der ikke er emner på Rådets dagsorden, som burde have været forelagt Nævnet. Efterfølgende sender udenrigsministeren en skriftlig rapport om indholdet af rådsmødet til Nævnet. Det tilstræbes, at Nævnet modtager den skriftlige afrapportering fra Rådsmødet, før det pågældende rådsmøde er sat på Nævnsmødets dagsorden til skriftlig afrapportering. Denne procedure sikrer Nævnet mulighed for at stille spørgsmål til afrapporteringen på mødet. Regeringen forelægger også emner af større udenrigspolitisk rækkevidde, som er på dagsordenen for de uformelle EU-udenrigsministermøder og de uformelle EU-forsvarsministermøder, for Nævnet (også før behandlingen i Europaudvalget). Den efterfølgende afrapportering er skriftlig.

16 16 Det udenrigspolitiske nævn Med hensyn til møder under EU-regeringskonferencer på ministerniveau forelægger regeringen løbende emner om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik for Nævnet og giver en statusrapport i forbindelse med møderne i Det Europæiske Råd. NÆVNSSEKRETARIATET Det Udenrigspolitiske Nævn betjenes af nævnssekretariatet i Folketinget i samarbejde med Udenrigsministeriet. Nævnssekretariatet består af embedsmænd, som har til opgave at rådgive formanden og Nævnets medlemmer om tilrettelæggelsen og gennemførelsen af arbejdet i Nævnet. Bistanden omfatter også den praktiske tilrettelæggelse af nævnsarbejdet, f.eks. indkaldelse af Nævnet til møder, fremskaffelse af oplysninger til Nævnet eller til dets medlemmer og udarbejdelse af Nævnets beretninger. Endvidere står nævnssekretariatet for planlægningen og gennemførelsen af Nævnets studieture og anden rejseaktivitet. Det er en planlægnings- og gennemførelsesproces, der foregår i et snævert samarbejde med Udenrigsministeriet.

17 Det udenrigspolitiske nævn 17 GRUNDLOVENS Stk. 1. Kongen handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender. Uden Folketingets samtykke kan han dog ikke foretage nogen handling, der forøger eller indskrænker rigets område, eller indgå nogen forpligtelse, til hvis opfyldelse Folketingets medvirken er nødvendig, eller som i øvrigt er af større betydning. Ej heller kan kongen uden Folketingets samtykke opsige nogen mellemfolkelig overenskomst, som er indgået med Folketingets samtykke. Stk. 2. Bortset fra forsvar mod væbnet angreb på riget eller danske styrker kan kongen ikke uden Folketingets samtykke anvende militære magtmidler mod nogen fremmed stat. Foranstaltninger, som kongen måtte træffe i medfør af denne bestemmelse, skal straks forelægges Folketinget. Er Folketinget ikke samlet, skal det uopholdeligt sammenkaldes til møde. Stk. 3. Folketinget vælger af sin midte et udenrigspolitisk nævn, med hvilket regeringen rådfører sig forud for enhver beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde. Nærmere regler om Det Udenrigspolitiske Nævn fastsættes ved lov.

18 18 Det udenrigspolitiske nævn LOV NR. 54 AF 5. MARTS 1954, LOV OM DET UDENRIGSPOLITISKE NÆVN VI FREDERIK DEN NIENDE, af Guds Nåde Konge til Danmark, de Venders og Goters, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg, Gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov: 1. Ved begyndelsen af hvert folketingsår og efter afholdelse af folketingsvalg nedsættes et udenrigspolitisk nævn, bestående af 17 medlemmer, der vælges blandt folketingets medlemmer efter forholdstal. På tilsvarende måde vælges et lige så stort antal stedfortrædere, der indtræder i stedet for medlemmerne, når nogen af disse er forhindret. Nævnet vælger formand og næstformand blandt sine medlemmer. 2. Forud for enhver beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde rådfører regeringen sig med nævnet, der iøvrigt har til opgave med regeringen at drøfte sager af betydning for landets udenrigspolitik og at modtage oplysninger fra regeringen om udenrigspolitiske forhold. 3. Nævnet sammentræder efter indkaldelse af sin formand. Formanden skal sammenkalde nævnet, når 3 af dets medlemmer eller regeringen fremsætter begæring derom. 4. I det omfang, som vedkommende minister eller nævnets formand bestemmer, er nævnets medlemmer og andre, der måtte være tilstede under nævnets forhandlinger forpligtede til at bevare tavshed om, hvad de erfarer i nævnet. Ethvert nyt medlem af nævnet afgiver en skriftlig erklæring på tro og love om at ville efterkomme denne forpligtelse. 5. Denne lov træder i kraft straks. Samtidig ophæves lov nr. 137 af 13. april 1923 om nedsættelse af et udenrigspolitisk nævn. Givet på Christiansborg slot, den 5. marts Under Vor Kongelige Hånd og Segl. Frederik R. (L.S.) H.C. Hansen

19 Det udenrigspolitiske nævn 19 det Udenrigspolitiske nævn Januar 2013 Udgivet af Folketinget Christiansborg 1240 København K Fotos Per Morten Abrahamsen, Anders Hviid, Thorkild Jensen, David Kahr, Henrik Sørensen Oplag stk tryk Formula A/S isbn

20 det Udenrigspolitsike nævn Folketinget Christiansborg DK-1240 København K Tlf.: Fax: Folketinget Christiansborg DK-1240 København K Tlf.: Fax: folketinget@folketinget.dk