,!7II7H9-deabja! GERONTOPSYKOLOGI. Det aldrende menneskes psykologi GERONTOPSYKOLOGI. Redigeret af Lars Larsen

Transkript

1 _g p y g / / g GERONTOPSYKOLOGI GERONTOPSYKOLOGI Det aldrende menneskes psykologi Den aldrende personlighed, det aldrende intellekt, livstilfredshed, sexliv, social deltagelse og psykiske lidelser i alderdommen det er nogle af de emner, Gerontopsykologi giver læseren indblik i. I takt med, at der bliver markant flere ældre, stiger behovet for psykologisk specialviden om både den normale og patologiske udvikling af voksenlivet. Alligevel er det begrænset, hvad der er skrevet om aldringens psykologi på dansk og denne bog udfylder et stort hul i faglitteraturen. Bogen henvender sig især til psykologistuderende og færdigud- for det aldrende menneske. ISBN AARHUS UNIVERSITETSFORLAG,!7II7H9-deabja! a Redigeret af Lars Larsen AARHUS UNIVERSITETSFORLAG dannede psykologer, men også til andre faggrupper med interesse

2

3 Gerontopsykologi

4

5 Gerontopsykologi Det aldrende menneskes psykologi Redigeret af Lars Larsen Aarhus Universitetsforlag

6 Gerontopsykologi. Det aldrende menneskes psykologi Forfatterne og Aarhus Universitetsforlag Sat med: Adobe Caslon Omslag: Jørgen Sparre Tilrettelægning og sats: Anne Marie Kaad E-bogsproduktion: Narayana Press, Gylling ISBN: Salvador Dalí, Gala-Salvador Dali Foundation/ billedkunst.dk Aarhus Universitetsforlag Langelandsgade Århus N Fax Bogen er udgivet med tilskud fra Velux-fonden TAK TIL: Mine højt værdsatte kolleger Lise Bender, Dorthe Jensen, Per Torpdahl, Jan-Henrik Winsløv og Anna Aamand fra Center for Gerontopsykologi for mange inspirerende diskussioner i forbindelse med bogens tilblivelse. Samtlige af bogens idealistiske forfattere for at afstå forfatterhonorar med henblik på at holde bogens pris så studentervenlig som mulig. Velux-fonden for økonomisk støtte til bogens produktionsomkostninger. Min klart bedre halvdel Angela Marino for utallige gennemlæsninger af og konstruktive kommentarer til bogens kapitler. Weblinks var aktive, da bogen blev trykt. De kan nu være inaktive

7 Indhold FORORD 7 I. GERONTOPSYKOLOGIENS GENSTANDSOMRÅDE OG DETS UDFORSKNING Gerontopsykologi Lars Larsen Forskningsmetodologiske problemstillinger i gerontopsykologien Lars Larsen og Peter Hartmann II. DEN NORMALE ALDRING Personlighedens stabilitet i voksenlivet Lars Larsen, Peter Hartmann og Jan-Henrik Winsløv 37 Det aldrende intellekt 63 Erik Lykke Mortensen Aldring og social deltagelse Per Erik Solem Seksualitet i de ældre år Per Torpdahl Livstilfredshed i alderdommen Mimi Y. Mehlsen III. PATOLOGISK ALDRING III. a Psykiske lidelser Udredning af ældrepsykopatologi Uffe Seilman 157

8 Det demente menneske i psykologisk perspektiv 173 Per Torpdahl og Lars Larsen Demenssygdommenes psykiatri fra et psykologisk perspektiv 195 Gitte Kragshave og Anna Aamand Depression i det sene liv 209 Karen Munk De forrykte gamle parafreni 227 Lise Bender og Lars Larsen Livslede og selvmord blandt gamle mennesker 237 Jan-Henrik Winsløv III. PATOLOGISK ALDRING III b Behandling Selvbestemmelse, omsorgshjælp, behandling og magtanvendelse 267 Susanne B. Holm Psykofarmakologisk behandling af ældre mennesker 285 Lars Larsen og Nils Chr. Gulmann Kognitiv terapi med ældre deprimerede mennesker 305 Dorthe Jensen og Per Torpdahl Terapeutisk kommunikation og demens 323 Anna Aamand og Gitte Kragshave Supervision af plejepersonale en udfordring for gerontopsykologen 305 Dorthe Jensen og Anna Aamand FORFATTERNE 363

9 Forord Denne bog er resultatet af en række fagfolks bestræbelser på at udfylde et hul i den danske psykologilitteratur. Der er tale om en antologi, der indeholder 18 forskellige bidrag, der har det til fælles, at de alle omhandler aldringens psykologi. Antologiens sammensætning afspejler redaktørens forsøg på at tilvejebringe et værk, der dækker de væsentligste emner inden for gerontopsykologien. I forsøget på at opnå den ønskede bredde er de udvalgte danske gerontopsykologer, der har forfattet denne bog, suppleret med en dansk jurist, en dansk psykiater og en norsk psykolog. Sidstnævntes bidrag er oversat til dansk. Indholdet afspejler i sagens natur redaktørens prioritering, og nogle psykologer vil formodentlig mene, at andre emner burde have været inkluderet. Det er mit håb, at bogen, udover at skabe øget interesse for gerontopsykologien i Danmark, i så fald vil give anledning til alternative gerontopsykologiske udgivelser i form af artikler og bøger. Gerontopsykologi består af tre hoveddele: Første del omhandler gerontopsykologiens genstandsområde og dets udforskning. Her findes en introduktion til feltet og en diskussion af forskningsmetodiske problemer. Anden del omhandler aldringens normalpsykologi. Her findes artikler om personlighed, intelligens, social deltagelse, seksualitet og livstilfredshed. Tredje del omhandler aldringens psykopatologi og er inddelt i to underdele. Den første beskæftiger sig med udredning, demens i psykologisk perspektiv, demenssygdommenes psykiatri, depression, parafreni og selvmord, mens den anden beskæftiger sig med behandlingsmæssige aspekter, herunder jura og etik, psykofarmakologi, kognitiv terapi, terapeutisk kommunikation og supervision af plejepersonale. God fornøjelse. Lars Larsen, lektor i udviklingspsykologi, Center for Gerontopsykologi, Aarhus Universitet & Aarhus Universitetshospital.

10

11 GERONTOPSYKOLOGIENS GENSTANDSOMRÅDE OG DETS UDFORSKNING I

12

13 Gerontopsykologi Lars Larsen Resumé Gerontopsykologiens genstandsområde kan beskrives som studiet af både normalpsykologisk og psykopatologisk aldersrelateret variation, forandring og kontinuitet i voksenlivet. I dag har gerontopsykologien konsolideret sin position som en del af den moderne psykologi. Forskningen florerer, og i takt med, at der bliver stadig flere ældre, vil behovet for kliniske gerontopsykologer stige markant i de kommende år. Psykologernes interesse for området har historisk set været behersket, og det må forventes, at der i fremtiden vil blive akut mangel på gerontopsykologer. Dette problem må især formodes at blive stort i Europa, hvor man har været dårligere til at integrere gerontopsykologerne i praksisfeltet, end det er tilfældet i f.eks. USA. I Danmark er gerontopsykologien et lille men veletableret speciale. Det er imidlertid vigtigt, at der i nær fremtid oprettes flere gerontopsykologiske stillinger på de traditionelle ansættelsesområder, men også at nye områder, såsom gerontopsykologisk privat praksis, opdyrkes. Lidt om aldersvidenskaberne Selvom gerontopsykologien er et afgrænset psykologisk speciale, er den i høj grad også en tværfaglig disciplin og har mange berøringsflader til de øvrige gerontologiske videnskaber, herunder geriatrien og gerontopsykiatrien. Ordet gerontologi betyder læren om alderdom og er en samlebetegnelse for videnskaber, hvis genstand er alder, herunder også gerontopsykologien. Geriatri er læren om sygdomme i alderdommen. Ordet er afledt af det græske geras, der betyder alderdom, og iatrikos, der betyder lægelig behandling, altså: Ger(as)iatri(kos). Til forskel fra geriatrien er det gerontopsykiatriske speciale afgrænset til alderdommens psykiske sygdomme og deres behandling. I værket Krankheiten des höheren Alters und ihre Heilung fra 1839 gav den ty-

14 12 gerontopsykologi ske læge C.F. Canstatt den første samlede fremstilling af alderdommens sygdomme (Canstatt, 1839, Kirk, 1995). Betegnelsen gerontologi blev introduceret af den russisk-franske biolog Elie Metchnikoff i værket Etudes sur la nature humaine (studier over den menneskelige natur) fra I Naschers lærebog Geriatrics The diseases of old age and their treatment fra 1914 anvendes betegnelsen geriatri for første gang. Den tidligste bog om aldringens psykologi er G.S. Halls Senescence: The Second half of Life fra Den første håndbog om aldringens psykologiske aspekter kom først i 1959, 28 år efter den først publicerede håndbog om børnepsykologi. Den demografiske udfordring Med hensyn til gennemsnitsalder er Europa verdens ældste kontinent. Ved begyndelsen af forrige århundrede var den gennemsnitlige forventede levetid omkring 40 år, og gruppen af personer over 65 udgjorde højst 5 % af den samlede befolkning. Ved det seneste århundredeskifte var den forventede levetid tæt på fordoblet, og personer over 65 udgjorde hen ved 17 % af befolkningen. Siden 1950 er andelen af 65+ årige fordoblet, 80+ årige firdoblet, 90+ årige ottedoblet og 100+ årige tyvedoblet ( Jeune, 2002). Faldet i ældredødelighed synes forbundet med bedre levevilkår og lægelig behandling. Det estimeres, at en fjerdedel af alle europæere vil tilhøre gruppen af personer over 65 i år 2025 (Fernández-Ballesteros, 2006). Alene af den grund er det nødvendigt, at psykologstanden i langt højere grad end hidtil tilegner sig den fornødne specialviden om aldringens psykologi. Der er ingen grund til at formode, at ældre har mindre behov for psykologydelser end andre aldersgrupper, måske snarere tværtimod. I takt med, at vi lever længere, kommer vi også til at leve længere med, hvad man kunne kalde det lange livs sygdomme, såsom slidgigt, åreforkalkning, hjertesvigt, højt blodtryk og forskellige former for neuropatologi (Vidiik, 2002). Det udgør en stor udfordring for vores sundhedssystem, herunder også i forhold til de psykologiske tilbud til ældre mennesker. Gerontopsykologiens genstandsområde Gerontopsykologi er aldringens psykologi. Betegnelsen er afledt af det græske geron, der betyder gammel mand, og er på sin vis misvisende, idet gerontopsykologien ikke kun er en alderdomspsykologi. Selvom nogle gerontopsykologer definerer feltet som en livsløbspsykologi, som dækker hele livet fra vugge til grav, vil genstandsfeltet i denne bog afgrænses til at omhandle voksenlivet i almindelighed og det sene voksenliv i særdeleshed.

15 gerontopsykologi 13 Gerontopsykologiens genstandsområde kan defineres som studiet af både normalpsykologisk og psykopatologisk aldersrelateret variation, forandring og kontinuitet i voksenlivet. Det er generelt set ikke muligt at foretage en knivskarp grænsedragning mellem den normale og den patologiske aldring, men i det sene liv bliver grænserne endnu mere uklare. I den høje alderdom er sygdom snarere reglen end undtagelsen, og det gælder i nogen grad også det mentale helbred. Selvom rammerne for den psykologiske aldring i sidste instans vil være bundet af de biologiske aldringsprocesser, er det utilstrækkeligt at definere aldringens psykologi alene som en biopsykologisk disciplin. De fleste biologiske funktioners forfald begynder så småt ved 30-årsalderen (Stuart-Hamilton, 2001, kap. 1), mens psykologisk udvikling under normale omstændigheder er mulig hele livet, selvom reduktion i den mentale reservekapacitet i den høje alderdom sætter stadig snævrere grænser for udvikling. Da biologisk og psykologisk udvikling således ikke følger identiske udviklingsbaner, må aldringens psykologi også beskrives på andre niveauer end det biopsykologiske. Gerontopsykologien indeholder derfor en lang række forskellige tilgange, der strækker sig fra det neuropsykologiske, over det individpsykologiske og det socialpsykologiske til det kulturpsykologiske. Eksempler på gerontopsykologiske områder er: Forskningsmetodologi Livstilfredshed Vellykket aldring Social deltagelse Kognitiv udvikling Psykopatologi Terapi Kommunikation Forskning og praksis Hvis vi tager udgangspunkt i et voksenlivsløbsperspektiv, er det overraskende, at så relativt få psykologer interesserer sig for den aldrende psyke. Måske bunder den begrænsede interesse i uvidenhed eller i værste fald en egentlig gerontofobi (angst for alderdom). I lægeverdenen opfattes psykiatrien af mange som et af de mindst prestigefyldte specialer, formodentlig kun overgået af ældrepsykiatrien. På samme vis har det gerontologiske fagområde været lavt prioriteret indenfor psykologien. Gerontopsykologien har haft svært ved at finde permanent fodfæste på de danske universiteters psykologiuddannelser, men det ser i disse år ud til at ændre sig. Den faglige lavstatus må ses som udtryk for en

16 14 gerontopsykologi kortsigtet og alderistisk nedvurdering af de ældre befolkningsgrupper (Solem, 2005, Larsen & Solem, 2007). Trods dette historisk set lidt dystre billede er interessen for gerontopsykologien heldigvis stigende. Internationalt set florerer den gerontopsykologiske forskning. En omfattende bibliometrisk undersøgelse af forekomsten af gerontopsykologiske publikationer i perioden fra 1920 til 1972 viste, at den gerontopsykologiske publikationsrate steg gennem årene, for alvor accelererede efter anden verdenskrig og kulminerede med 247 publikationer i løbet af året 1969 (Riegel, 1977). Krampen & Wahl (2003) har foretaget en bibliometrisk undersøgelse af den gerontopsykologiske publikationsfrekvens udvikling i sidste fjerdedel af det tyvende århundrede, nærmere bestemt fra Her anvendtes antallet af citerede publikationer i PsycINFO og PSYNDEX som målestok. Den gerontopsykologiske litteratur har været jævnt stigende i perioden, i udpræget grad i de tysktalende lande. Relativt står gerontopsykologiske publikationer for mellem 1 og 3 procent af alle psykologiske citationer siden 1978, og gerontopsykologien må således betragtes som et lille, men veletableret delområde inden for den psykologiske videnskab. Uddannede gerontopsykologer er imidlertid en mangelvare (Dittmann, 2003). Næsten 70 procent af amerikanske psykologer behandler ældre voksne i klinikken, men kun 3 procent angiver ældrepsykologi som deres primære behandlingsområde. Da ca. en femtedel af de ældre har forskellige diagnosticerbare psykiatriske lidelser (Gatz & Smyer, 2001), vil behovet for gerontopsykologisk ekspertise nærmest eksplodere som et resultat af den markante demografiske forandring. I 2020 anslås det, at der i Amerika vil være behov for fuldtidsansatte gerontopsykologer, hvilket er mere end 7 gange så mange, som der var registreret i den amerikanske psykologforening i Desværre er europæiske psykologer ikke involverede på ældreområdet i samme grad som deres amerikanske kolleger, og det endda til trods for, at de europæiske forskningsmiljøer hører til de mest aktive i verden (Fernández-Ballesteros & Caprara, 2003, Fernández-Ballesteros, 2006). Derfor nedsatte den europæiske sammenslutning af psykologforeninger (EFPA) i 2004 en gerontopsykologisk specialenhed med deltagere fra 6 forskellige lande heriblandt Danmark som fik til opgave at kortlægge eksisterende gerontopsykologisk viden og uddannelsesaktiviteter i Europa og komme med anbefalinger til, hvorledes gerontopsykologien kunne gøres mere synlig.

17 gerontopsykologi 15 Den danske gerontopsykologi nu og i fremtiden I Danmark forbereder psykologstanden sig på de kommende udfordringer via forskning og undervisning bl.a. på Psykologisk Institut ved Aarhus Universitet og i forhold til praksis i Dansk Gerontopsykologisk Selskab og den dertil knyttede gerontopsykologiske specialistuddannelse begge henhørende under Dansk Psykolog Forening ( De kliniske psykologer fra det århusianske Center for Gerontopsykologi, der er et formaliseret samarbejde mellem Psykologisk Institut ved Aarhus Universitet og Gerontopsykiatrisk afdeling ved Aarhus Universitetshospital i Risskov, er primus motor for såvel den danske specialistuddannelse som den gerontopsykologiske universitetsundervisning (Larsen, Bender & Torpdahl, 2006). Centret er et eksempel på tværfagligt samarbejde mellem ældrepsykologi og ældrepsykiatri. De danske gerontopsykologer indgår også i andre tværfaglige sammenhænge herunder i Dansk Gerontologisk Selskab ( der i 2006 kunne fejre 60-årsjubilæum. Rammerne er således på plads og interessen voksende blandt psykologistuderende, som i stadigt større omfang skriver bacheloropgave og speciale indenfor emnet. Derfor er det også vigtigt i fremtiden at sikre, at der oprettes et tilstrækkeligt antal nye stillinger, så de unge talenter ikke forlader området. Ud over de traditionelle ansættelsesområder er der et stort uopdyrket område i den kommunale ældresektor og i endnu højere grad blandt praktiserende psykologer, hvor der undertegnede bekendt ikke findes en eneste privatpraktiserende gerontopsykologisk specialist. Det er derfor af største vigtighed, at flere yngre psykologer specialiserer sig i gerontopsykologi og påbegynder egen praksis indenfor området, ligesom det er vigtigt, at etablerede psykologer med egen praksis efteruddannes. Referencer Canstatt, C.F. (1839). Die Krankheiten des höheren Alters und ihre Heilung. Erlangen: Ferdinand Enke. Dittmann, M. (2003). Geropsychologists are badly needed. Monitor 5 (34), 51. Gatz, M. & Smyer, M.A. (2001). Mental health and aging at the outset of the twenty-first century. In: J. Birren (Ed.). Handbook of the psychology of aging. San Diego, CA: Academic Press. Fernández-Ballesteros, R. (2006). Geropsychology An Applied Field for the 21th Century. European Psychologist, 11 (4), Fernández-Ballesteros, R. & Caprara, M. (2003). Psychology of Aging in Europe. Editorial. European Psychologist, 8 (3),

18 16 gerontopsykologi Hall, G.S. (1922). Senescence: The Second half of Life. New York: Appleton. Jeune, B. (2002). Aldrings demografi og det lange liv. I: C. Swane, A.L. Blaakilde & K. Amstrup (Eds.). Gerontologi livet som gammel. København: Munksgaard Danmark. Kirk, H. (1995). Da alderen blev en diagnose Konstruktionen af kategorien alderdom i 1800-tallets lægelitteratur. København: Munksgaard Danmark. Krampen, G. & Wahl, H-W. (2003). Geropsychology and Psychology in the Last Quarter of the 20 th Century. European Psychologist, 8 (2), Larsen, L., Bender, L. & Torpdahl, P. (2007). 15 år med Center for Gerontopsykologi. Århus: Center for Gerontopsykologi, Psykologisk Institut, Aarhus Universitet. Larsen, L. & Solem, P.E. (2007). Alderisme. Gads Psykologileksikon. In press. Metchnikoff, E. (1903). Etudes sur la nature humaine. Paris: Masson et Cie éd. Nascher, I.I. (1914). Geriatrics The diseases of old age and their treatment. Philadelphia, PA: Blakiston. Qualls, S.H. (2002). Psychologists and practise with older adults: Current patterns, sources of training, and need for continuing education. Professional Psychology: Research and Practise, 33(5), Riegel, K.F. (1977). Theory of psychological gerontology. In: J.E. Birren & K.W. Schaie (Eds.). Handbook of the psychology of aging. New York: Van Nostrand Reinhold. Solem, P.E. (2005). Alderisme, aldring og sosial deltakelse. Nordisk Psykologi, 57 (1), Stuart-Hamilton. I. (2001). Aldringens psykologi grundbog i gerontopsykologi. København: Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag. Viidik, A. (2002). Den biologiske aldringsmodel. In H. Kirk & M. Schroll (Eds.). Viden om aldring veje til handling. København: Munksgaard Danmark.

19 Forskningsmetodologiske problemstillinger i gerontopsykologien Lars Larsen & Peter Hartmann Resumé Dette kapitel understreger vigtigheden af, at gerontopsykologen løbende holder sig ajour med den aktuelle gerontopsykologiske forskning bl.a. ved at læse de nyeste empiriske undersøgelser og derved sikre, at praksis er evidensbaseret. Det kan imidlertid være vanskeligt at skelne mellem den gode og den mindre gode undersøgelse. Formålet med den efterfølgende gennemgang af en række grundlæggende forskningsmetodologiske problemstillinger er at forsøge at lette vores fagfællers læsning af den gerontopsykologiske forskningslitteratur. Den moderne gerontopsykologis genstandsområde er psykologiske variables aldersrelaterede variation, forandring og kontinuitet i løbet af voksenlivet. Sagt med andre ord: Hvad sker der med psyken, som tiden går? For at kunne frembringe kvalificerede svar på dette spørgsmål må den empiriske undersøgelse opbygges som en forskningsmetodisk proces bestående af 4 overordnede konsekutive faser. Faserne omhandler henholdsvis operationalisering, psykometri, undersøgelsesdesign og stabilitetsformer. Vurdering af en empirisk undersøgelses kvalitet forudsætter et grundlæggende kendskab til denne forskningsmetodiske proces. En nødvendig forudsætning for en fortsat positiv udvikling af såvel den teoretiske som den praktiske gerontopsykologi er, at den er evidensbaseret. Uanset hvor indlysende og sand en teori eller klinisk praksis intuitivt kan forekomme, er den, set fra et strengt videnskabeligt synspunkt, værdiløs, hvis den ikke kan evidensbaseres. Uden evidens er det ene lige så godt (eller dårligt) som det andet, og det bliver derfor et spørgsmål om tro, hvilken teori eller praksis der vælges. Det er kravet om videnskabelig evidens, der adskiller den seriøse psykologi fra diverse alternative pseudopsykologiske teorier og behandlingsformer. Både kommende og færdiguddannede gerontopsykologer er derfor nødt til kontinuerligt at holde sig orienteret med hensyn til den seneste forskning på deres område. En løbende ajourføring af evidensbaseret viden opnås bl.a. ved læsning af de nyeste empiriske undersøgelser, men desværre er ikke alle undersøgelser lige gode. Det kan