BELASTET KULTURARV I MÜNCHEN

Transkript

1 BELASTET KULTURARV I MÜNCHEN Projektrapport 2. semester (F15) HUMBACH 1B Hus 45.3 Gruppe 4 Camilla Klok, Cecilia Bratløv Neubert Møller, Joel Matias Jonsson, Jonas Wissing Larsen & Josefin Lillen Roselil Landini Roskilde Universitet 28. maj 2015

2 Forside Roskilde Universitet Den humanistiske Bacheloruddannelse Termin Forårssemesteret 2015 Hold HUMBACH 1B, 45.3 Gruppenummer Gruppe 4 Projekttitel Belastet kulturarv i München Camilla Klok (55936) Cecilia Bratløv Neubert Møller (54337) Gruppemedlemmer Navn (studienummer) Joel Matias Jonsson (54473) Jonas Wissing Larsen (54478) Josefin Lillen Roselil Landini (55949) Vejleder Carsten Tage Nielsen Omfang Antal enheder (Antal normalsider) antal tegn (52 sider) Side 1 af 61

3 Abstract During the war, the Königsplatz of Munich played a major role in Adolf Hitler and the NSDAP s pursuit of world domination. The place, which served as an ideological and political center during the Third Reich, housed two of the most important buildings for the NSDAP, erected by Hitler before he gained power of the nation, the Führerbau and the Verwaltungsbau. After the war, the two buildings that survived the war became subject of a major discussion on how to handle and manage the future of the two former Nazi-buildings. While some people wanted to destroy the buildings because of their former role during the war, others argued that the best way to forget the past was to restore the buildings, by giving them a new purpose. The purpose of this project is to examine if a possible ethical and moral dilemma exist in Germany today in the question of preserving buildings and structures, which generally is connected with its dark past. We will do this by analyzing the people of Munich s view and opinion on how to best preserve the buildings, and if they even mind their past and the use of the buildings today. To find this opinion, the project is based upon empirical data, collected from interviews with various young people in the streets near the Königsplatz of Munich. This will be supported by interviews with two different experts in the subject of dealing with the past. Irene Meissner of the Architectural Museum of Munich is being used, to give answers about the history of the architecture in Munich, while Ulla-Britta Vollhardt of the Science Team of the newly built National Socialism Documentationcenter of Munich is used to explain the importance of remembering the past. To understand the problem evolving around the discussion about dealing with the heritage left behind by the National Socialism, the project compares philosophical theories from the two German philosophers, Theodor Adorno and Hannah Arendt. The theories are used in order to create a foundation for a discussion about how to deal with the past today and whether the ethical dilemma of using the form NSDAP-buildings still exists among the German population today. Theodor Adorno is relevant to our project in order to get a philosophical aspect on the trouble to master the past that very much occurred in Germany after the ending of the Second World Side 2 af 61

4 War, while Hannah Arendt is relevant in order to explain, how some buildings can have a tendency to be associated with their past using the Königsplatz as our case. By combining the empirical data gathered from the interviews with the Munich citizens, as well as the experts, with the philosophical theories from Adorno and Arendt, the project can very much conclude, that an ethical dilemma of dealing with the heritage from the National Socialism, to some extent still exist among the German population today, even though it is arguably as dominating as it has been throughout the history. Side 3 af 61

5 Indholdsfortegnelse Indhold Abstract... 2 Indhold... 4 Problemfelt... 5 Problemformulering... 8 Projektmetode... 8 Empiri... 9 Præsentation af teori Theodor Adorno Hannah Arendt Metoderefleksion Dimensionsforankring Præsentation af Königsplatz Nationalsocialismens tegn og symbolik Bevægelsens hovedstad Genopbygningen af München efter krigen Skyldfølelse og fornægtelse Forvaltning af Königsplatz Opførelsen af NS-Dokumentationszentrum i München Analyse Bevarelsesteorier i München Den yngre generations holdning til den belastede kulturarv Brugernes holdning til bygningernes historie Analyse af det etiske dilemma Diskussion Udfordringen med at forholde sig til fortiden Brugerens forhold til Værket Debatten om dokumentationscentret et tegn på det etiske dilemma? Forvaltning af belastet kulturarv i fremtiden Konklusion Litteraturliste Side 4 af 61

6 Problemfelt Hvorfor og hvordan bevarer man belastet kulturarv i nutiden? Hvorfor er det så vigtigt at erindre fortiden? I mange samfund finder man steder, der repræsenterer forskellige kulturelle ar fra historiske perioder og begivenheder, som man prøver at glemme (Logan og Reeves, 2009: 1). Det er den slags kulturel arv, som vi betegner som belastet kulturarv. William Logan og Keir Reeves bruger begrebet difficult heritage i deres bog Places of Pain and Shame - Dealing with Difficult Heritage. Bogen giver et indblik i forskellige steder rundt om i verden, der på grund af deres historie bliver set som places of pain and shame. Dette er steder man associerer med negative følelser og tanker. Vi forbinder dem med en form for etisk problemstilling: Hvad skal der ske i fremtiden med disse steder, og hvordan skal man forholde sig til stedets historie? Derfor synes vi, at det vil være interessant at undersøge et af de steder, og se på hvordan de håndterer forvaltningen og bevarelsen af stedet, samtidig med at man tager hensyn til stedets fortid. Et eksempel på et sådant sted er Tyskland. Efter 2. verdenskrigs afslutning i 1945 stod man i Tyskland med en række vigtige beslutninger, der skulle træffes med hensyn til hvordan man kunne komme videre efter krigen og gribe fremtiden an. Der er mange andre steder og bygninger i Tyskland, udover arbejds- og koncentrationslejrene, der kan kategoriseres som vigtige historiske bygninger, der på den ene eller anden måde minder om krigen, uden at være direkte forbundet med krigshandlingerne. Hvor koncentrationslejrene nu er blevet museer, hvor man aktivt vælger at opsøge stedet for at få viden om de krigshandlinger, som er blevet begået, så er den del af bybilledet, der ikke nødvendigvis blev bygget eller brugt til krigsformål, i store dele af Tyskland, blevet til en del af hverdagen igen. Derfor er det også hovedsageligt på to forskellige måder, man bliver mindet om begivenhederne, når man ser de forskellige steder. Koncentrationslejrene henleder tydeligt opmærksomheden på fortiden, uanset hvor lang tid efter man besøger dem, imens bybilledet i mindre grad bliver et billede på fortiden, jo længere væk fra krigen man kommer rent tidsmæssigt. Minderne om fortiden i bybilledet er især interessante, fordi der er større chance for, at de bliver overset, da man vil vænne sig til synet af de mere eller mindre tydelige minder på krigens skader og begivenheder. Derfor er det også interessant at undersøge, hvordan Side 5 af 61

7 brugerne, der oplever dem i deres hverdag, reflekterer over fortiden, hvis det overhovedet er noget de tænker over. Mere præcist er München et godt eksempel på, hvordan den fysiske kulturarv, i form af bygninger, har stor betydning for nutidens erindring af fortiden. Det blev diskuteret i München, hvordan man kunne lægge fortiden bag sig og komme videre efter krigen. Ifølge den amerikanske historieprofessor ved Fairfield University, USA, Gavriel D. Rosenfeld, så virkede det at ødelægge og nedrive bygninger, som på en eller anden måde mindede om fortiden, for mange som den optimale måde at komme videre på. Journalisten Bernhard Pollak udtalte i 1946 således: the curse that weighs upon us will only be removed once the last clues of Nazi evil in our public life and disposition are covered up (Rosenfeld, 2000: 89). Modstanderne mod nedrivning af de gamle bygninger mente, at disse metoder mest af alt mindede om de barbariske handlinger og begivenheder, som man netop prøvede at glemme, og at en nedrivning bare ville skabe en gabende tom plads, som netop ville fungere som en påmindelse af fortiden. München er især interessant som case, da den har fungeret som et vigtigt knudepunkt for Adolf Hitler og NSDAP (Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei), og fordi byen efter krigens afslutning er vendt tilbage til status som en almindelig tysk storby, hvor tegnene på krigen nemt kan overses. Mere specifikt kan man vende blikket mod Königsplatz i hjertet af München, hvor bl.a. to historiske bygninger, der blev brugt af NSDAP, stadig står den dag i dag. Den ene af disse bygninger fungerede som Hitlers kontor (Führerbau), mens den anden fungerede som administrationsbygning for partiet (Verwaltungsbau). Der er samtidig på hjørnet af gaden delvist bevaret to Ehrentempel (æretempler), som i sin tid fungerede som en hyldest til de faldne nazister under Ølstuekuppet i 1923 (Nerdinger, 2006: 47). I dag er man samtidig i fuld gang med at opføre et dokumentationscenter (NS-Dokumentationszentrum München) ved siden af det ene Ehrentempel, som har til formål at agere som en central plads for læring og erindring om den nationalsocialistiske periode i Tysklands historie. De gamle NSDAP-bygninger bliver i dag, i stor kontrast til deres oprindelige formål, bl.a. brugt som en musikhøjskole, hvilket også er et eksempel på genanvendelsen af en historisk bygning til et nyt formål. Vores projekt handler i høj grad også om at undersøge den etiske problemstilling i bevarelsen af den belastede kulturarv, i tilfælde af at der en. I dag hersker der i Tyskland en anderledes Side 6 af 61

8 holdning i forhold til mindet om fortiden, end det synspunkt der var udbredt lige efter krigens afslutning. Man har i høj grad indset, at man ikke bare kan ignorere og fortie fortiden, og at man i stedet er nødt til at være bevidst om dennes arv. Logan og Reeves nævner i introduktionen til deres bog, at der er sket et skifte i, hvad man ønsker at bevare. Før var det vigtigt at bevare det smukke fra fortiden frem for den destruktive side af menneskeheden, der er i fokus nu (Logan og Reeves, 2009: 1). Dette skift indikerer samtidig at det ikke er tilfældigt, hvad der fremhæves som kulturarv - og specielt belastet kulturarv. Kulturarvens betydning bliver bestemt af samfundet og de normer, der hersker i den pågældende tidsperiode. Hvorfor det blev München og ikke en koncentrationslejr, vi valgte at skrive om, var fordi vi fandt det interessant at kigge på det normale bybillede, samt at studere det særlige ved arkitekturens fortid i en nutid, hvor man eksempelvis kan bruge Hitlers kontor som musikhøjskole. Når man kigger på Führerbau, får man indtrykket af en ældre bygning, der umiddelbart ikke associerer med nazismen. Det er to forskellige eksempler på kulturarv, men ikke desto mindre er de hver især knyttet til den samme plettede historie. Man kan ikke skille bygningerne fra de handlinger, der er begået der eller fra den historie, der er knyttet til stedet. Alligevel bliver de tillagt forskellige betydninger. Belastet kulturarv handler om den betydning, man selv tillægger bygningen. Hvis vi havde valgt at skrive et projekt om en koncentrationslejr, ville det have handlet om en anden slags etik: Etikken omkring hvor forfærdelig en ideologi kan være, og hvad den kan føre til. Vi fandt det i stedet interessant at se på, hvordan man kan tage en bygning som Führerbau og genbruge den på en fornuftig måde og samtidig komme sig over fortiden. Etikken vedrørende henholdsvis en koncentrationslejr og Führerbau er forskellig, i den forstand at man ikke myrdede folk i Führerbau, hvorfor den ikke på samme måde som en koncentrationslejr leder tankerne hen på nazisternes handlinger under 2. verdenskrig. I dette projekt vil vi derfor specifikt sætte fokus på nationalsocialismen og kigge på bygninger, som blev opført i Tyskland under Det Tredje Rige, eller som blev anvendt i forbindelse med krigen, og som stadig står der dagen i dag, samt hvad bygningerne betyder for nutidens befolkning i Tyskland, hvis de overhovedet har nogen speciel betydning. Side 7 af 61

9 Problemformulering Vores problemformulering lyder derfor således: På hvilke måder udgør den nationalsocialistiske kulturarv et etisk dilemma i dagens Tyskland? Vores undersøgelse har taget udgangspunkt i følgende arbejdsspørgsmål: Hvad udtrykker og symboliserer bygningerne fra den nationalsocialistiske periode? Hvordan har man håndteret og forvaltet den belastede arkitektoniske arv fra nazismen? Hvordan og hvorfor har man valgt at bevare disse bygninger? Hvordan forholder indbyggerne sig til bygningernes historie i forhold til deres brug i dag? Projektmetode Projektet udsprang fra en undren og en interesse i, om der stadig hersker en problematik omkring erindringen af krigen hos den tyske befolkning, samt om fortiden er noget man tænker over, når man dagligt benytter de gamle bygninger fra krigen. Personligt forestillede vi os, at der godt kunne eksistere en vis betænkelighed ved, at man har givet bygninger, der tidligere blev brugt af nazistpartiet og Hitler, et nyt formål, så de i dag bl.a. bliver brugt som en musikhøjskole for unge studerende. Er fortidens begivenheder noget de studerende forbinder med bygningerne i dag? Opstår der en etisk problematik i det at man bevarer disse bygninger? Vi ville derfor sætte fokus på at undersøge, hvordan man i nutiden forvalter og bevarer arkitektoniske bygninger, der stammer fra en bestemt tidsperiode eller et bestemt styre, der generelt ikke bliver set positivt på. Vi vil besvare vores problemformulering ved først at redegøre for de bevarelsesteorier, der bliver præsenteret i Rosenfelds Munich and Memory. De teorier vil vi så sammenligne med vores to ekspertinterviews med Irene Meissner og Ulla-Britta Vollhardt, fra henholdsvis Arkitekturmuseet og NS-Dokumentationscentret i München, for at se hvilke ligheder og forskelle der er. Dernæst vil vi analysere vores empiri i forhold til vores arbejdsspørgsmål og inddrage de 10 korte voxpop med udvalgte unge i München. Til sidst vil vi diskutere Side 8 af 61

10 problemet på et mere filosofisk plan ved at tage udgangspunkt i de to filosoffer Arendt og Adorno. Empiri I dette projekt fokuserer vi på bygningerne på og omkring Königsplatz, som ligger i det centrale München, da vi synes de har en spændende historie, og fordi der har været mange diskussioner om bygningernes fremtid lige siden 2. verdenskrigs afslutning i Vi mente derfor, at det ville være et godt udgangspunkt for vores undersøgelser. Vi har læst Gavriel David Rosenfelds Munich and Memory for både at få en dybere forståelse for emnet og brugt værket som baggrund for vores arbejds- og interviewspørgsmål. Vi har hovedsageligt baseret vores projekt på vores indsamlede empiri i form af data fra kvalitative interviews. Vi har udført to semistrukturerede interviews med relevante fagfolk i forbindelse med vores tur til München, for at få svar på vores arbejdsspørgsmål. Vores empiri i analysedelen stammer dermed fra kvalitative individuelle interview, samt ti voxpop interviews med unge borgere i München. De semistrukturerede interviews omhandler en interaktion mellem aktør og interviewer. Intervieweren har til opgave at stille udvalgte spørgsmål til aktøren, som herefter skal svare og derfra skabe en vis form for koncentreret data. Vi bruger den semistrukturerede interviewmetode, da det giver os en mulighed for at få interviewet i en bestemt retning, ved hjælp af vores forberedte spørgsmål, og samtidig give plads til at interviewpersonen kan komme med nye drejninger og synspunkter som ikke indgår i vores planlagte spørgsmål (Kvale og Brinkmann, 2009: 19). De data vi indsamler er på et subjektivt- og kulturelt-niveau, da fokus er på aktørens svar, meninger og holdninger, som dermed er det man forholder sig til (Progressionskursus 3 - Bente Halkier: 18/03/2015). Vi har foretaget en selektiv udvælgelse i forhold til valg af relevante kilder til vores projekt. I anledning af vores studietur til München, tog vi kontakt til vores udvalgte kilder, henholdsvis et arkitekturmuseum i München og et forskerhold fra byens nyligt opførte dokumentationscenter: NS-Dokumentationscentret ved Königsplatz, som netop har til formål, at påminde omverdenen om den nazistiske arv i München. Dokumentationscentret åbnede egentligt først d 1. maj, et par uger efter vores planlagte studietur, men vi fik lov til at snakke privat med en forsker, ved navn Ulla-Britta Vollhardt og interviewe hende om Side 9 af 61

11 Dokumentationscentret, dets formål samt Münchens måde at erindre fortiden på. Vollhardt er født i 1969 og har en M.A i tysk historie. I dag er hun forsker på NS-Dokumentationscentret, som har til opgave at fungere som formidler til den yngre generation, af de historiske begivenheder som udspillede sig under og efter 2. verdenskrig. Vi arrangerede samtidig et møde med Irene Meissner fra Münchens arkitekturmuseum (Architekturmuseum der Technischen Universität München), som havde til formål, at besvare relevante spørgsmål om arkitekturens rolle i München, både i efterkrigstids-perioden og i nutiden, samt ikke mindst, at give et indblik i hvordan man har bevaret arkitekturen fra naziperioden. Irene Meisner er diplomingeniør i arkitektur og har erfaring som mange års forsker på Arkitektur-museet i München og udvikler forskellige historiske arkitektoniske projekter. Ved begge interviews indledte vi med en lille introduktion til hvad vores projekt omhandler og bad informanterne om at præsenterer sig selv og deres faglige baggrund. Foruden de to ekspertinterviews, har vi suppleret med ti voxpop interviews med almindelige borgere i alderen 20-25, som var bosat i München. Heriblandt interviewede vi fem studerende på Münchens musikhøjskole (Hochschule für Musik und Theater), som netop holder til i en af de tidligere NSDAP-bygninger i dag. Formålet med disse interviews, var at få et indblik i synspunkterne fra den yngre generation, som ikke har en direkte relation til krigen. Ud fra deres svar vil vi så kunne se, om der er forskelle, samt mønstre, i deres udtalelser. Disse interviews vil fokusere på det mulige etiske dilemma, som et genbrug af bygningerne vil medføre. Det giver samtidig en god balance at få både et synspunkt fra eksperter samt en indsigt i, hvad en bevaring og genbrug af bygningerne betyder for den almindelige yngre borger i byen. Til at udforme vores interviewspørgsmål har vi brugt Rosenfelds Munich and Memory som inspiration og kilde. Spørgsmålene er underlagt nogle etiske dilemmaer/problematikker, som ikke er for direkte og dermed kan virke stødende. Rosenfeld er professor i tysk og europæisk historie, hvor han har specialiseret sig i nazismen og Holocaust. Derudover er han forfatter til en lang række bøger og artikler, som er meget anerkendte (Fairfield University). Vi har også læst Rosenfeld for at få et indblik i de teorier, som man arbejder med i forbindelse med bevaring af arkitektonisk kulturarv samt til at skabe et historisk overblik over, hvad man rent Side 10 af 61

12 faktisk gjorde efter krigen med nogle af de beskadigede bygninger. Vi har således brugt bogen til at læse os ind på emnet og få et bedre kendskab til problemet. Efter at have foretaget vores interviews i München, gik vi straks i gang med at transskribere dem, da dette ofte tager længere tid end forventet. Vi har transskriberet vores interviews for at få et bedre overblik, og for nemmere at kunne henvise, samt at kunne vende tilbage til vores interviews på en overskuelig måde. Inden påbegyndelse aftalte vi hvordan vi skulle betegne pause, lave formalia og rette talesprog til skriftsprog. Sidstnævnte punkt er altid problematisk at vurdere, da flere faktorer spiller ind. Steinar Kvale og Svend Brinkmann skriver i deres lærebog Interview - Introduktion til et håndværk, at der ikke findes egentlige standardregler for ordret talesprogs- og skriftsprogsstil, men at det her handler om, hvilke valg man træffer (Kvale og Brinkmann, 2009: 203). Da vores interviewpersoner var tyske, skabte det en ekstra udfordring i form af, at de ofte havde problemer med at formulere sig på engelsk og oversætte tyske begreber til engelsk og generelt ikke var helt trygge og sikre på deres engelske ordforråd. Dette kan have resulteret i, at der er nogle begreber, som er gået tabt, da informanterne ikke har kunnet formulere sig korrekt, samt at vi ikke har kunnet forstået hvad de har ment, da vi senere hen skulle transskribere. Deres sproglige usikkerhed kan samtidig have påvirket, hvor meget de har udtalt sig som privatpersoner og ikke kun som fagpersoner. Det kan være tilfældet at de har været usikre på deres sprogkundskaber og derfor frygtede at blive misforstået. Samtidig har vi ved transskriberingen været nødsaget til at rette i informanternes ordrette talesprogsstil, så det blev en mere forståelig og flydende tekst. For at opnå størst pålidelighed af, hvad informanterne har sagt, har vi blandt andet også medtaget latter og pauser, som ikke har været formuleringspauser og som dermed har haft en betydning for vores fortolkning. Ved tænke - eller formuleringspauser har vi indikeret det med (.) som Kvales guide til transskribering foreslår (Kvale og Brinkmann, 2009: 204). Da transskriberingen er en form for fortolkning, har vi gjort meget ud af at få skrevet alt ned som informanterne sagde, for at holde os mest muligt til det originale interview, selv om der ved vores transskriberinger automatisk bliver ændret lidt, når vi retter og fortolker ud fra den viden vi selv har. På den måde er vi både medproducenter til transskriptionen, men også selve interviewet, da vi har styret det i en bestemt retning. Side 11 af 61

13 Præsentation af teori I forhold til den filosofiske teori har vi benyttet den tysk-jødiske filosof Theodor Adornos afhandling Critical Models: Interventions & Catchwords, hvor vores fokus har været på kapitlet The Meaning of Working Through the Past. Her diskuterer Adorno den tyske befolknings besvær med at forholde sig til fortiden samt grundene til dette. Vi vil samtidig bruge Hannah Arendt, som er en tysk-jødisk filosof og politolog, som er opvokset i USA. Her vil vi især bruge hendes teorier omkring arkitektur, og hvordan denne lever videre selvom dens arkitekter for længst er døde. Dette er relevant for os, da det kan have betydning for hvordan man ser bygningerne i München i dag, og om de har taget noget fra dens tidligere ejere og arkitekterne med sig (Arendt, 1969: 141). Disse teorier vil blive brugt til sidst i opgaven, med det formål at diskutere emnet på et mere teoretisk plan. Vi vil holde de filosofiske teorier op mod vores empiriske data og derefter diskutere etikken i håndteringen og forvaltningen af belastet kulturarv. Denne diskussion vil samtidig have til formål, at undersøge hvorfor det er vigtigt at erindre og ikke glemme fortiden, samt hvordan man kan opnå en optimal måde, at komme videre på. Theodor Adorno Theodor Adorno var en anerkendt tysk filosof, der bl.a. beskæftigede sig med efterkrigstidens udfordringer for samfundet. Bogen Critical Models: Interventions & Catchwords er en samling af artikler, essays og radio-samtaler, hvor Adorno udtaler sig om politiske, kulturelle og filosofiske bekymringer om Tyskland i efterkrigstiden (Columbia University Press). Vi bruger Adornos teori, da han i kapitlet The Meaning of Working Through the Past kredser om, hvordan der kan opstå problemer med at afklare sig med fortiden og hvad grundene til dette kan være. Adorno tager netop udgangspunkt i tyskernes besvær med at forholde sig til fortiden i årene efter krigen, og beskriver i kapitlet nogle af de udfordringer som befolkningen stod over for. I kapitlet beskriver han, hvad der menes med at arbejde sig igennem fortiden. Titlen for kapitlet skal ikke forstås bogstaveligt talt, men i stedet forstås som en måde at komme videre i livet på og løsrive sig fra fortiden (Adorno, 1998: 89). Side 12 af 61

14 Adorno mener, at attituden om at alt burde blive glemt og tilgivet er en tilgang som burde anvendes af dem, der har været udsat for uretfærdighed, men i stedet i høj grad er en attitude, som bliver anvendt af dem, der begår uretfærdighed (Adorno, 1998: 89). Adorno beskriver samtidig, hvordan der i efterkrigstiden herskede en meget defensiv indstilling til krigen, og hvordan man i høj grad prøvede at se bort fra krigen og i stedet fokuserede på at komme videre med dagligdagen uden at stå i skyggen af fortidens minde. Adorno skriver også om en form for parathed til at ville minimere og nærmest benægte, hvad der skete under 2. verdenskrig, hvilket på det tidspunkt var meget udbredt i blandt den tyske befolkning. Der var således flere der argumenterede for, at det højst var fem millioner jøder, der blev gasset, på trods af at mange andre kilder tyder på, at det var op helt imod seks millioner. Der var samtidig en tendens til at modargumentere i stedet for at selv-reflektere, for eksempel ved at stille konsekvenserne af bombningerne af Dresden op imod drabet af jøderne i Auschwitz (Adorno, 1998: 90). Inderst inde mener Adorno, at man faktisk prøvede at retfærdiggøre krigen, med en til dels absurd tanke om at ofrene på en eller anden måde inderst inde selv havde forårsaget konsekvenserne. På visse tidspunkter var der endda en tendens til at gøre sejrherrerne fra krigen mere ansvarlige for konsekvenserne af krigen end de besejrede, som vel reelt set forårsagede krigen. Dem som tolererede Hitlers misbrug af magt, blev nærmest anset for at være lige så ansvarlige for krigen, som dem der støttede nationalsocialismen. Adorno kritiserer denne tankegang og kalder det direkte idioti: The idiocity of all this is truly a sign of something that psychologically has not been mastered, a wound, although the idea of wounds would be rather more appropriate for the victims (Adorno, 1998: 91). Den generelle holdning efter krigen, som fik befolkningen til at indtage den defensive og ignorante position i forhold til krigen, bunder ifølge Adorno, i et dybt psykologisk sår. Adorno mener at tendensen til at ville glemme fortiden og historien, både skal anskues rent psykologisk, men samtidig også i høj grad skal ses i lyset af samfundets generelle situation. Side 13 af 61

15 Hannah Arendt Vi har gennem vores læsning af Rosenfeld fundet frem til Hannah Arendt, en anerkendt filosof, som bl.a. har udtalt sig om hvordan tyskerne forholder sig til deres fortid. Vi har valgt at benytte hendes bog The human condition som dog ikke direkte er forbundet til nationalsocialismen. Der er i denne bog nogle generelle pointer om mennesker og deres forhold til objekter som bygninger, som vi har overført og sammenkoblet med vores projekt. Arendt beskriver i sin bog 'The human condition', tre forskellige aktiviteter mennesker kan foretage sig: Arbejde (Labour), Værker (Work) og Handling (Action). Arbejde er de aktioner, som man foretager, eksemplificeret ved produktion af brød, der hurtigt spises, og som proces derefter kan gentages igen, således at der hele tiden er nyt brød. Der er derfor ikke en specielt lang levetid for Arbejde. Handling er det der siges og gøres. Mennesket kan godt leve uden at producere Arbejde, da andre kan gøre dette for dem, men Handling er nødvendig for livets dynamik. Handling skal ses, høres og fortælles videre, før det kan have en reel effekt (Arendt, 1969: 176). Værker er det, der skabes for at man vil være i besiddelse af det, eller noget der skal eksistere i lang tid, som eksempelvis kunstgenstande (Arendt, 1969: 136). Værker er den vi bruger mest i vores projekt, da bygningerne fra nationalsocialismen går under denne kategori, og vi vil især i diskussionen benytte Arendts teori om Værkers holdbarhed, og hvordan man kan nedsætte eller forlænge denne bedst. (Arendt, 1969: 137). Vi vil også sætte fokus på hvordan Arendt mener, at værker kan leve videre efter sin skabers bortgang, og hvordan den kan få en ny betydning senere, for de generationer der benytter sig af den i deres levetid. I forhold til bevarelsen af bygningerne fra den nationalsocialistiske periode, har Hannah Arendt nogle teorier om, hvordan man kan forlænge eller forkorte levetiden på bygninger eller andre Værker. Arendt forklarer, at en bygning ikke har en uendelig levetid, og hvis den ikke benyttes, vil den forfalde (Arendt, 1969: 136). Dette kan tale for, at man ville have lettere ved at glemme nationalsocialismen, hvis man ikke brugte bygningerne til noget efter krigen men blot lod dem forfalde. Det samme forklarer Arendt vil ske, hvis man fjerner et menneskeligt værk, som en bygning, fra verden. Ifølge Arendt er der dog en hurtigere måde at fjerne mindet om noget end at rive det ned eller destruere det. Værker opbruges og forsvinder hurtigere ifølge Arendt, hvis de benyttes af mennesker. Side 14 af 61

16 Vi vil også se på sammenhængen mellem Værker, Arbejde og Handling der omtales af Arendt som Net (Web), og hvordan denne kan være med til at forklare det etiske dilemma, der er opstået i Tyskland. Specielt hvordan de handlinger, der er foregået i denne periode, såsom Holocaust, har en sammenhæng med bygningerne på Königsplatz, hvilket er med til at skabe det etiske problem, der kan være omkring bevarelsen af bygningerne. Metoderefleksion Vores projekt er skrevet ud fra et beskrivende og fortolkende vidensinteresse-område (Progressionskursus 3 - Bente Halkier: 18/03/2015), da projektet har til formål at beskrive feltet omkring arkitekturen og historien omkring nationalsocialismen, samt at fortolke hvordan man har forvaltet og håndteret bygninger og arkitektur i nyere tid, og undersøge et muligt etisk problem heraf. Da vi inden vores studietur til München skulle arrangere interviews med de to fagpersoner, mente vi at det kunne være interessant at få en aftale med en gruppe studerende på musikhøjskolen ved Königsplatz, for at se hvad deres generation har af meninger til bevarelsen af bygningerne på pladsen. Her var planen at lave et fokusgruppeinterview, som skulle fungere som en dialog mellem de unge, med få inputs fra os som observatører. Dog fik vi aldrig svar fra deres studenterråd vi havde taget kontakt til, så vi besluttede os for at lave et voxpop interview i stedet for. Dette viste sig, at være meget brugbart i fht. at vi fik de studerendes individuelle meninger om bygningen, samt det at de studerende skulle forholde sig til spørgsmålene uden at tænke meget over det, gav os et mere direkte svar. De unge mennesker (både de studerende og de andre unge på Königsplatz), som vi brugte i vores små voxpop-interviews, svarede på vores spørgsmål med deres egen holdning, hvilket gav et godt indblik i, hvordan de selv så på de tidligere NSDAP-bygninger ved Königsplatz. Efterfølgende har vi reflekteret over fordelene ved at lave voxpop-interviews frem for et fokusgruppeinterview. En af fordelene kunne være, at vi ved at interviewe tilfældige unge, som ikke var forberedte på vores spørgsmål og emnet, gav os nogle mere ærlige og impulsive svar. Derudover kunne de i fokusgruppen have risikeret at påvirke hinandens personlige og politiske meninger, hvilket kan resultere i mere politisk korrekte svar fra informanterne, som følger den generelle offentlige holdning. Side 15 af 61

17 Hvis man ser på de konkrete svar, som vi fik ud af de ti udførte voxpop-interviews, kommer vi frem til den pointe, at der var en del unge i München, som slet ikke kendte til historien bag musikhøjskolen. Dette var vi muligvis ikke kommet frem til, ved at holde os til fokusgruppeinterviewet. Fordelen ved at have valgt voxpop-interviewmetoden var, at vi fik nogle mere spontane svar, da de adspurgte ikke havde muligheden for at være eftertænksomme i deres svar. Når vi ser på, hvad vi har fået ud af vores interviews, og hvad vi kan bruge svarene til, så er det oplagt at spørge os selv, om der var noget vi kunne gøre anderledes. Der er flere ting, der kunne være gået bedre. I forhold til de svar, vi har fået ud af vores interviews, så er der et formulerings- og forståelsesproblem fra begge sider. Vores informanter svarer til dels flyvsk og glider nogle gange let hen over de spørgsmål, som vi stiller. Her er vi som interviewere, til gengæld heller ikke gode og erfarne nok til at spørge ind til og følge op på svarene med opfølgende spørgsmål. Derudover så forholder de to eksperter, Ulla-Britta Vollhardt og Irene Meissner, sig meget fagligt til problemet. De er ikke meget for at give deres egen personlige mening til kende, og det tyder på, at de ser sig selv som repræsentant for deres ekspertområde, og derfor holder sig inden for deres fagområde. En forklaring på dette kunne blandt andet være, at vi introducerede vores projekt og formålet med projektet forskelligt for vores informanter, inden vi gik i gang med at interviewe dem. Vi fik for eksempel ikke sagt explicit til Irene Meissner, at hun udover at være ekspert, gerne måtte forholde sig personligt til spørgsmålene, hvilket kunne forklare, hvorfor hun ikke gjorde det og i stedet i så høj grad holdt sig inden for i det faglige felt. Selv når vi forsøgte at spørge ind til hendes personlige mening, var hun stadig ikke meget for at forholde sig personligt til emnet. Vi prøvede nogle gange at vinkle spørgsmålene, så de gav anledning til et mere personligt svar, men igen svarede begge eksperter meget overfladisk, og man kunne godt fornemme, at de hellere ville forholde sig til vores spørgsmål som fagpersoner. Vi kunne godt have gjort mere ud af at spørge ind til, samt følge op på de spørgsmål, som handlede om en mere personlig holdning. Vi kunne også have gjort mere ud af at forklare, at de godt måtte forholde sig mere personligt til spørgsmålene. Det er problematisk for vores analyse, at eksperterne ikke træder ud af deres ekspertrolle. Vi kunne godt tænke os at have fået mere personlige meninger fra både de unge og eksperterne, som tilhørte den lidt ældre generation, for derefter at sammenligne svarene med hinanden, Side 16 af 61

18 med formål at se om der er forskel på deres holdning til emnet, og om der er steder, hvor de er enige. Dog vil eksperterne ikke reflektere, og dermed tilstå, at de selv er en del af deres studie. De forholder sig derimod meget objektivt til emnet. Forståelses- og formuleringsproblemet har vi ikke kunne gøre så meget ved. Det vil altid være til stede, når man arbejder på tværs af lande, kulturer og sprog. Vi har dog været opmærksomme på det i vores transskribering af interviewene. Nogle steder har vi måtte tolke ud fra sammenhængen, af hvad de har ment, når de har haft problemer med at finde eller udtale det engelske ord. Det har været gældende mest under selve interviewet, men også efter vi kom hjem og skulle begynde på transskriptionen af interviewene. Forståelses- og formuleringsproblemer kan også være en forklaring på, hvorfor informanterne ikke svarer så uddybende på vores spørgsmål. Det er muligt at de ikke helt har forstået, hvad vi har ment. Her skulle vi så igen have været bedre til at følge op på de svar som vi trods alt fik. Noget vi dog har tænkt over efterfølgende, er at de tolkninger vi laver på de forskellige interviews er hypoteser, vi ikke har mulighed for at efterteste. Dimensionsforankring Vores projekt er forankret i dimensionerne Videnskab og Filosofi samt Tekst og Tegn, fordi vi på den måde vil kunne undersøge om der er et etisk problem i at bevare belastet kulturarv, og hvorledes det bliver håndteret i München med fokus på bygningerne omkring Königsplatz. Dimensionen Tekst & Tegn vil blive benyttet i forbindelse med vores analyse af den indsamlede empiri. Her vil der blive lavet en tematisk styret tekstanalyse, hvor fokus specielt vil være på at kigge efter aktørernes personlige mening omkring en mulig etisk problematik i brugen af historiske bygninger, der til dels bliver anset for at være en belastet kulturarv. Vi har samtidig læst Gavriel D. Rosenfelds bog Munich and Memory med det formål at undersøge de forskellige teorier, der bliver brugt til at bevare bl.a. krigsskadede bygninger og bygninger med en bestemt forhistorie, for så at sammenligne teori med praksis. Igennem analysen af vores interview vil vi også kigge efter potentielle mønstre i de ti interviews med unge og studerende i München, som vi har foretaget. Dette har til formål, at udlede en form for kvalificeret data, der kan sige noget om den generelle holdning og mening, blandt den yngre generation. Igen vil der her være fokus på det overordnede tema, nemlig hvordan den yngre generation anskuer Münchens og dens bygningers fortid og Side 17 af 61

19 vigtigheden i at erindre denne, samt om der findes en etisk problematik i bevaringen af bygningerne fra krigen. Derudover kigger vi også på symbolikken og betydningen af de bygninger, der blev opført og brugt under Hitlers styre. Ved at kigge på, hvilken betydning bygningerne har i dag, og hvilke symboler der bliver brugt eller fjernet, for enten at minde eller ikke at minde brugerne om krigen, vil vi kunne svare på, hvad det er ved bygningerne, der minder os om krigen og nationalsocialismen, samt hvorfor den yngre generation ikke har så nært et forhold til bygningernes historie som den ældre generation. Vi redegør for symboler på den såkaldte nazistiske arkitektur, og vi analyserer betydningen af symbolerne på baggrund af interviewene med de unge, da vi ser det som relevant både i forhold til vores arbejdsspørgsmål og de svar, vi har fået ud af vores interviews. Dimensionen Videnskab & Filosofi vil komme til udtryk i forhold til brug af filosofiske teorier, som vil blive sat op imod vores empiri og hermed ende ud i en diskussion. Det videnskabelige aspekt kommer til udtryk igennem vores metodiske tilgang, hvor der bliver lagt vægt på en hermeneutisk tilgang i projektet. Inden vi gik i gang med projektet, havde vi en bestemt forståelse af problemet. Vi gik ud fra at der var et etisk problem i at bevare den kulturarv, som blev efterladt efter 2. verdenskrig i München. Der er ingen tvivl om, at den historiske periode omkring nationalsocialismens styre i Tyskland, generelt bliver anset som en mørk og dyster periode, hvilket selvfølgelig understreges af mange tusinde menneskers lidelser under krigen. Derfor virker det da også oplagt, at der skulle herske en eller anden form for etisk problematik, i det at erindre fortiden og perioden. Efter vi fik læst os mere ind på teorien om emnet fik vi således dannet os en ny forståelse, der dannede baggrund for vores arbejdsspørgsmål. Videre læsning har derefter givet os en ny forståelse for problematikken. Det har skabt baggrunden for vores interviewspørgsmål, som vi så har fået svar på og derefter kunne sammenholde det med den læste teori og opnå en ny og dybere viden om emnet og problematikken. Den filosofiske teori vil blive brugt til at belyse, den potentielle etiske og moralske problematik, som en belastet kulturarv kan medføre. Vi vil samtidig undersøge, om der eksisterer en moralsk forpligtelse til at erindre fortiden, og hvordan dette bedst muligt bliver opfyldt både i samtiden, men også i fremtidens samfund. Vi har læst Hannah Arendts The Human Condition og Theodor Adornos filosofiske essay The Meaning of Working Through Side 18 af 61

20 the Past i hans værk Critical Models: Interventions and Catchwords. Disse tekster vil vi anvende for at forstå de aspekter fra dimensionen Videnskab og Filosofi, der knytter sig til vores problemformulering. Vi har i dette projekt også arbejdet med fremmedsprog, idet størstedelen af vores kildemateriale har været på engelsk. Vi har bl.a. læst Gavriel Rosenfelds Munich and Memory, William Logan og Keir Reeves Places of Pain and Shame, Robert Taylors The Word In Stone, Hannah Arendts The Human Condition, samt Theodor Adornos essay The Meaning of Working Through the Past. Derudover har vi også fremmedsprog i forbindelse med vores studietur til München, hvor vi er blevet nødsaget til at tale og formulere os på engelsk. Vi har dermed også foretaget vores interviews på engelsk, både med de to eksperter, Ulla-Britta Vollhardt og Irene Meissner, samt med de yngre borgere på og omkring Königsplatz. Vi har samtidig transskriberet interviewene på engelsk, for at opretholde et så originalt og oprindeligt udtryk fra interviewene som muligt. Præsentation af Königsplatz Königsplatz ligger inde i centrum af München og blev bygget i starten af 1900-tallet. Pladsen blev oprindeligt bygget under Kong Ludwig I, som en neoklassisk hyldest til antikken (Rosenfeld, 2000: 84). Pladsen bestod oprindeligt af to store bygninger: På den nordlige side ligger det store Glyptotek (Glyptothek), tegnet af arkitekten Leo von Klenze. Det blev opført i 1830 og brugt som museum for antik græsk og romersk kunst (se faktaboks 1 - billede 1). På den sydlige side ligger Statsmuseet (Neue Staatsgalerie), tegnet af arkitekt Georg Friedrich Ziebland og bygget i 1845 (se faktaboks 1 - billede 1). På den vestlige side blev der i 1862 rejst en monumental triumfbue (Propyläen) (se faktaboks 1 - billede 1), også tegnet af Leo von Klenze, for at hylde de tætte relationer mellem Bayern og Grækenland (Rosenfeld, 2000: 85). Pladsen var i dens oprindelige tilstand før krigen dækket af græs og blev anset som værende en af Münchens mest anerkendte og berømte arkitektoniske pladser. Derfor blev pladsen også hyppigt brugt til forskellige begivenheder og events blandt offentligheden, såsom ceremonielle parader og politiske demonstrationer (Rosenfeld, 2000: 85). Side 19 af 61

21 Da Hitler og NSDAP kom til magten i München, blev Königsplatz (se faktaboks 1 - billede 1) radikalt ændret og givet en helt ny identitet. Hitler ville gerne have et passende monumentalt samlingspunkt for nazisterne, som man bl.a. kunne bruge til forskellige marcher og parader. Denne plads fandt Hitler i Königsplatz, som han i 1935 beordrede isoleret fra trafik, fjernede træer, buske og græs, og brolagde i stedet hele pladsen med granitplader. Herefter blev der bygget to store bygninger, som hver især fik en vigtig funktion for nazisterne. I 1937 byggede man således den såkaldte fører-bygning (Führerbau), som fungerede som Hitlers hovedkontor inden krigen (se faktaboks 1 - billede 1), samt administrationsbygningen for NSDAP (Verwaltungsbau) (se faktaboks 1 - billede 1) (Rosenfeld, 2000: 86). Begge bygninger var tegnet af Paul Ludwig Troost, som inden hans død i 1937 var en af Hitlers førende arkitekter (Wistrich, 2002: 261). Foruden disse bygninger, lå der allerede Der Braunes Haus (Det Brune Hus), som havde fungeret som Hitlers og NSDAPs tidligere hovedkvarter (se faktaboks 1 - billede 1). Hitler forvandlede således bygningen til at være Det Tredje Riges hovedkontor i 1931, endnu engang i samarbejde med Troost, som fik lov at re-designe bygningens interiør, så den var egnet til brug af NSDAP (Rosenfeld, 2000: 99). Der Braunes Haus var således en af de allerførste steder, som Hitler og NSDAP benyttede sig af inden krigen (NS Dokumentationszentrum). Derudover havde man rundt om pladsen forskellige andre bygninger, som også spillede en vigtig rolle for NSDAP, hvilket blot understregede pladsens funktion som NSDAPs politiske og administrative central (Rosenfeld, 2000: 86). Königsplatz spillede desuden en vigtig ideologisk rolle for Hitler og NSDAP, hvilket bl.a. også kunne ses, da man valgte at opføre de to Ehrentempler (Æretempler) på pladsen for at hylde de faldne nazister (se faktaboks 1 - billede 1), i forbindelse med Hitlers Ølstuekup den 9. november 1923 ved Feldhernhalle i München (Rosenfeld, 2000: 86). Her prøvede Hitler og andre ledende nazister at erobre magten i München ved at storme et møde som generalstatskommissær afholdt. Dette lykkedes dog ikke, og det endte i stedet med at 16 nazister omkom (Den Store Danske, 2014). Pladsen havde således en stor betydning for Hitler og NSDAP med dens funktion som nationalsocialismens ideologiske, arkitektoniske og politiske knudepunkt i Bevægelsens Hovedstad (Rosenfeld, 2000: 84). Side 20 af 61

22 Efter krigens afslutning i 1945 stod Königsplatz over for en række udfordringer. Pladsen blev i krigens sidste år udsat for en del skade, og flere af de omkringliggende bygninger blev hårdt ramt af bombninger. Alle de neoklassiske bygninger, der var tegnet af Klenze og Ziebland (henholdsvis Glyptoteket, triumfbuen og Statsmuseet), blev direkte ramt af bombninger og tilført en del skade, mens at de mere kamuflerede Ehrentempel, Führerbau og Verwaltungsbau stort set forblev intakte og uden at lide nævneværdig skade (Rosenfeld, 2000: 87). De to Ehrentempel blev i 1947 revet ned, så der kun stod fundamentet tilbage (Nerdinger, 2006: 47). Hårdest ramt var Der Braunes Haus, som mere eller mindre var efterladt i ruiner efter at blive ramt af bombningerne under krigen. Således var det eneste, der var tilbage af bygningen, efter amerikanske luftangreb i 1943 og 1945, to ud af fire af bygningens ydermure. På trods af at man fra et arkitektonisk perspektiv, nok godt kunne have reddet og renoveret bygningen, valgte man i 1947 at rive bygningen ned (Rosenfeld, 2000: 99). I stedet bestemte man i 2005, at pladsen hvor Der Braunes Haus tidligere havde stået, skulle være pladsen hvor man opførte det længe planlagte NS-Dokumentationscenter for München, som ville have til formål at være en officiel plads for erindring om krigen og den nationalsocialistiske periode. Dokumentationscentret blev færdigbygget i 2015 og åbnede for første gang dørene op for offentligheden d. 1. maj (NS Dokumentationszentrum). Som led i åbningen af dokumentationscentret, valgte man at fjerne buskads fra det ene af de to Ehrentempel, således at templets grundstruktur var mere synlig. Dette gjorde man for at vise offentligheden templernes oprindelige funktion og således gøre opmærksom på fortiden (Faktaboks 2 - billede 1+2). Det andet tempels grundstruktur står stadig med et tykt buskads omkring sig (Faktaboks 2 - billede 3+4). Führerbau og Verwaltungsbau blev til dels renoveret efter krigen, hvor man bl.a. normaliserede bygningerne ved at fjerne de nazistiske symboler og emblemer, men bygningerne er ellers blevet bevaret og står i høj grad som de gjorde før krigen. I dag bliver Führerbau brugt som Musik og Teater-højskole, hvor Hitlers gamle kontor bl.a. bliver anvendt som øvelseslokale. Indvendigt ser bygningerne i høj grad ud som de gjorde i gamle dage, hvor kun meget lidt er blevet ændret. Verwaltungbau bliver i dag brugt som kunstmuseum. Side 21 af 61

23 På grund af pladsens store betydning og rolle for NSDAP under krigen, bliver pladsen i dag i stort omfang kendt som Braunes Viertel (Den Brune Firkant), hvilket hentydede til de brune uniformer som nazisterne bar. Pladsen var og er således i høj grad associeret med nazismen. På trods af dette blev pladsen altså mere eller mindre bevaret efter krigen, dog med et par ombygninger og renoveringer. Ud over nedrivningen af Der Braunes Haus og Ehrentempel, samt diverse renoveringer ved de andre bygninger, besluttede man bl.a. at så græs på den tidligere betonplads, samt at plante træer og buske i siderne, for at give pladsen en mere empatisk følelse. Side 22 af 61

24 FAKTABOKS 1 - Königsplatz, München (Billede 1: Rosenfeld, 2000: 85) Nr. 1 - Glyptoteket (Glyptothek) Glyptoteket blev opført i 1830 og er tegnet af arkitekten Leo von Klenze. Nr. 2 Statsmuseet (Neue Staatsgalerie) Statsmuseet var tegnet af Georg Friedrich Ziebland. Det blev bygget i Nr. 3 Triumfbuen (Propyläen) Triumfbuen er tegnet af Leo von Klenze med det formål at hylde forholdet mellem Bayern og Grækenland. Nr. 4 Königsplatz Königsplatz blev også kaldt Braunes Viertel på grund af tilknytningen til NSDAP (det var deres brune uniformer, der lagde navn til Kilde: Ulla-Britta Vollhardt). Nr. 5 Hitlers hovedkontor (Führerbau) Bygningen blev bygget i 1937 og fungerede som Hitlers hovedkontor. Den var tegnet af en af Hitlers førende arkitekter, Paul Ludwig Troost, og bliver i dag brugt som musikskole. Nr. 6 NSDAP s administrationsbygning (Verwaltungsbau) - Se nr. 5. Side 23 af 61

25 Nr. 7 Der Braunes Haus Den første bygning som NSDAP købte. På adressen ligger i dag NS Dokumentationszentrum, der åbnede i maj. Nr. 8 Ehrentempel De to Ehrentempel blev opført som minder om de soldater, der faldt i Ølstuekuppet i I dag er der kun fundamentet tilbage. Dette Ehrentempel er i dag ryddet for beplantning som et led i dokumentationscentrets åbning. Nr. 9 Ehrentempel Dette Ehrentempel står stadig med planter. (Billede 2: Google Maps Königplatz, München, Tyskland) Billede 2 viser Königsplatz som den ser ud i dag (det her ikke været muligt at få den nyeste udgave af et luftfoto med NS-Dokumentationscentret på). Side 24 af 61

26 FAKTABOKS 2 - Ehrentempel (Billede 1: Foto fra vores tur til München) (Billede 2: Foto fra vores tur til München) (Billede 3: Foto fra vores tur til München) (Billede 4: Foto fra vores tur til München) Billede 1 og 2 viser fundamentet af det ene Ehrentempel, der i dag er ryddet for beplantning. Billede 1 er taget fra øverste etage i Dokumentationscentret med udsigt over den nordlige del af Königsplatz. Billede 2 er taget ude foran Dokumentationscentret ved siden af Führerbau. Billede 3 og 4 viser fundamentet af det andet Ehrentempel foran NSDAP s administrationsbygning Verwaltungsbau. Efter krigen lod man græs og træer vokse op, for at dække fundamenterne og på den måde prøve at skjule dem. Side 25 af 61

27 Nationalsocialismens tegn og symbolik Der har efter krigen været delte meninger om, hvorvidt der egentlig fandtes en nazistisk byggestil, eller om der blot var tale om en byggestil, der var opportunistisk i forhold til den moderne byggestil, hvilken traditionalisterne ikke brød sig om. Den moderne byggestil, også kaldet avant-garde eller bolsjevistisk af nazisterne, blev meget fremtrædende i 1920'erne og skabte røre blandt traditionalisterne. De ønskede et kulturelt og arkitektonisk Tyskland, som man havde set det før 1. verdenskrig og anså den moderne byggestil som værende revolutionær. De frygtede, at den kunne inspirere til marxistiske tanker (Taylor, 1974: 7). I stedet ønskede de, at tyske bygninger skulle repræsentere tyskhed, og det var bl.a. dette arkitektoniske problem, samt den i forvejen kritiske økonomiske situation i Tyskland efter 1. verdenskrig, som nazisterne lovede at løse. Nazisten, Alfred Rosenberg, stod for mange af disse løfter, da han var en af dem, der var fuldt overbevist om den rene tyskhed og ideologien. Dette stod i kontrast til flere af de fremtrædende nazistiske ledere, der så ideologien og arkitekturen som et værktøj til at fastholde magten heriblandt Hitler og Joseph Goebbels (Taylor, 1974: 9). Det lykkedes dem også at holde disse løfter, eftersom stort set al 'bolsjevistisk' arkitektur var revet ned og erstattet med ren tysk arkitektur i 1939 (Taylor, 1974: 8). Ser man på bygninger som Führerbau og Haus der Kunst (se faktaboks 3), er der visse ligheder i den grå/hvide farve, aflange vinduer med den signifikante karm, samt det dekorerede loft, som også ses i begge bygninger (Faktaboks 3). Disse ligheder kunne være et bevis for, at der fandtes en nazistisk byggestil som var gennemgående i mange af deres byggerier. Søjlerne var også noget der gik igen i mange af deres bygninger, samt at der på mange af de større byggerier ofte også var en balkon, hvor der Führer kunne holde taler. (Taylor, 1974: 12) Selve materialerne var også ofte de samme i den nationalsocialistiske arkitektur, hvor sten var foretrukket frem for beton, og generelt var den meget tunge neoklassicistiske stil et tydeligt karakteristika for arkitekturen i Det Tredje Rige (Taylor, 1974: 13). Til trods for at dette taler for en såkaldt nazistisk byggestil, har en af Hitlers hovedarkitekter, Albert Speer, udtalt i et interview i 1968, at der ikke fandtes en nazistisk byggestil (Taylor, 1974: 9). Han mente, at den neoklassicistiske stil kom fra tidligere tider og derfor ikke kunne defineres som en Side 26 af 61