MARTINUS BISÆTTELSE FORLAGET KOSMOS KØBENHAVN 1951

Transkript

1 BISÆTTELSE

2 MARTINUS BISÆTTELSE FORLAGET KOSMOS KØBENHAVN 1951

3 Copyright hy MARTINUS H. SEHRNOT & CO. A/s BOGTRYKKERI K8HVH.

4 1. KAPITEL Menneskehedens llndelige horisontudvide/se og moralske kursændring. Da menneskehedens intelligens og følelse for tiden er under usædvanlig stærk udvikling, har den i tilsvarende grad måttet tage afstand fra mange gamle traditioner, sæder og skikke, som netop ikke var baseret på nogen fremragende viden eller udviklet følelse, men udelukkende opretholdt i kraft af overtro, hvilket igen vil sige i kraft af nogle på en meget mangelfuld intelligens og primitiv følelse baserede formodninger om selve livets virkelige love og den herpå hvilende sande eller absolutte verdensmoral. Den åndelige horisontudvidelse, som det fremskredne jordiske menneske således gennemgår, har altså indenfor det særlige udvidede område undergravet dets evne til at "tro". Den udvidede intelligens giver det evne til at berige sig med "viden" i felter, hvor det før måtte nøjes med at "tro", måtte leve på de almengældende dogmer, formodninger, sagn og overleveringer. Den ny viden har således indenfor de pågældende felter givet individet evne til at gennemskue overleveringernes ufuldkommenhed og således sat det i stand til i stigende grad at hæve sig op

5 over de bundne traditioner, og den på overtroen baserede fejlagtige moralitet og livsførelse. Dette vil igen sige, at nye sæder, nye skikke, er ved at opstå, en helt ny moralitet begynder at gøre sig gældende. Denne ny moralitet kan særligt spores indenfor udviklingen af menneskenes voksende interesse pil det hygiejniske område, deres tiltagende antimilitarisme og voksende tagen afstand fra at dræbe, pine og lemlæste. At der er megen krigsenergi, der endnu skal udløses, inden den ny moralitet vil sejre i verden eller blive almengældende, forandrer naturligvis ikke den kendsgerning, at den allerede i dag indtil en vis grad i mange enkelte individers bevidsthed og manifestation er en kendsgerning. Men det er jo ogsll i de enkelte individers bevidsthed eller mentalitet, den først skal fødes, åbenbares, blive stærk og derfra udgll til masserne. 2. KAPITEL Man begynder at indse, at kærligheden er den eneste vej ud af mørket. De nye felter, i hvilke menneskene hurtigst bliver vidende i stedet for troende, er naturligvis dem, i hvilke de gør de bitreste eller mest smærtefulde erfaringer. Disse felter udgøres igen af dem, i hvilke individets bevidsthed er mest udsat, de felter, i hvilke samme bevidsthed i størst udstrækning kolliderer med omgivelserne. Dette vil igen sige, slldanne tilfælde, hvor det i særlig grad gælder selvopholdelsesdriften, kampen for det daglige brød. Her fremtræder reaktionen mellem individets egenbevidsthed 6

6 og omgivelsernes bevidsthed i store og grove former. Her udløses de store lemlæstelser, sygdomme og lidelser. Her mærkes fejltrinene i størst udstrækning og giver derfor også langt hurtigere individet erfaring, forståelse eller rigtig erkendelse end i noget som helst andet felt indenfor livets oplevelse. Som følge heraf har alle store åndelige førere for menneskeheden i særlig grad lagt deres undervisning og lære an på de bevidsthedslag eller felter, hvor menneskene således i særlig grad havde deres erfaringer. Denne lære kunne da, selv om den på grund af almenhedens primitive intelligens ikke kunne blive til viden, så dog blive til tro. Hvis nævnte lære netop ikke var lagt an på de nævnte felter, ville den ikke engang kunne være blevet til tro, men kun til fantasi for de pågældende væsener og således uacceptabel. De erfaringer, menneskene i særlig grad har underlagt sig eller er blevet hjemme i, er altså dem, der udgør kendskabet til deres medmennesker. Verdensgenløserne har derfor i særlig grad koncentreret deres lære på at udvikle dette menneskenes kendskab til mennesker til fordel for stimulering af kærligheden, den ufejlbarlige vej mod himlen, mod lyset, mod faderen. Menneskene er således allerede i årtusinder blevet underrettet om det store bud "Elsker hverandre", de er blevet underrettet om, at "som et menneske s/lr, s/1 skal det høste", de har fået påmindelse om at "stikke deres sværd i skeden, thi hver den, som ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd" osv. Og for mange mennesker er disse udødelige sætningers identitet med sandheden gennem de i vor tid så mangfoldige former for nød og elendighed, kriser og arbejdsløs- 7

7 hed ved at blive anet som kendsgerning. De samme mennesker begynder at indse, at kærligheden er den eneste vej ud af mørket og frem til en højere form for tilværelse, til en højere form for liv. 3. KAPITEL Familiekærligheden er ikke det rette fredstimulerende grundlag. Men kærlighed er et meget stort begreb. Og menneskenes opfattelse af dette begreb gælder endnu hovedsageligt kun familie, venner og trosfæller. Deres kærlighedsfølelse gælder i mindre grad, når det drejer sig om andre, dem "uvedkommende" personer, anderledes tænkende, samt fattige, lurvede og primitive mennesker, for ikke at nævne deres kærlighed til dyrene, der endnu i mange tilfælde er rent mikroskopisk. Her regner jeg naturligvis ikke med de tilfælde, hvor individer har kastet deres kærlighed på hunde, katte og kanariefugle etc.; idet denne kærlighed er af samme art som "familiekærlighed" og siledes ikke behøver at være udtryk for nogen fremragende udviklingsstanddard. "Familiekærlighed" er ikke udtryk for den virkelige rene kærlighed, der giver sig udslag i form af "alkærlighed" eller den virkelige "næstekærlighed", idet den ikke udelukker eller forhindrer en i at føle antipati mod naboens familie, sparke til en fremmed hund el. lign., men derimod i visse tilfælde endog stimulerer antipatien mod alt, hvad der ikke hører ind under ens egne tilknytninger: familie, nationalitet, race, tro eller verdensopfat- 8

8 telse m.v. Dens praktisering gennem årtusinder har ført til, at vi i dag har kriser, subsistensløshed, hungersnød, arbejdsløshed, hjemløshed og vagabondering midt i en verden af overflod og rigdom, midt i en uendelighed af betingelser for fred og lykke. Men ikke desto mindre er den nævnte form for kærlighed for tiden ved at få en renaissance. I form af alt, hvad der kommer ind under begrebet "nationalisme" med tilhørende "toldmure", "racehad", "indvandringsforbud", "erobringslyst" og "militarisme", blusser den op påny. Den udgør en kærlighed, der i eet og alt søger sit "eget" og bliver derved den bærende livsbetingelse i dyreriget, der jo er selve egoismens hjemstavn eller specialzone. Men den jordiske menneskehed er gennem årtusinders religiøsitet, gennem kosmiske verdensimpulser nået op i grænseegnene mellem dyreriget og det virkelige menneskerige, hvilket igen henholdsvis vil sige mellem selviskhedens og uselviskhedens zoner. Og det er denne menneskehedens nærhed af uselviskhedens zone, der bevirker, at den dyriske livsbetingelse i form af "familiekærligheden" ikke mere kan være noget fredsstimulerende grundlag for det jordiske menneskesamfund. Den nævnte kærlighed var en bærende faktor, da menneskene endnu kun eksisterede som "stammer" eller "familier" og var også den heldigste faktor for deres videre udvikling i form af stærkt afgrænsede "nationer" eller "riger". Men nu eksisterer menneskeheden i realiteten ikke mere i stærkt afgrænsede "nationer". Det er kun af navn, kun pli papiret, at verden er inddelt i stater. I realiteten er den allerede blevet til een stat, til eet rige. Dens fremskredne videnskab, dens udvidede teknik, dens hurtiggliende sam- 9

9 færdselsmidler, dens overvindelse af af stande, dens store eksport- og importsevne m. m. har for/ængst indfiltret nationerne i et sådantfasttømret forhold til hverandre, at den samlede menneskeheds identitet som een stat i verden er en uomstødelig kendsgerning. Og jo hurtigere menneskene kommer til at opfatte denne absolutte virkelighed og handler derefter, desto hurtigere vil den virkelige verdensfred være en kendsgerning. Da det er udviklingen, der således har skruet staterne sammen til eet rige, er disse i realiteten "sammen/ øjet af gud", og ethvert forsøg på politisk eller åndeligt at adskille dem er at gå imod udviklingen og vil derfor være absolut frugtesløst, skabe lidelser, "thi hvad Gud har sammenføjet, kan menneskene ikke adskille". 4. KAPITEL Jordmenneskeheden har ikke forstået, at næstekærligheden ikke blot er kærligheden til medmenneskene, men er kærligheden til alt levende. Den form for kærlighed, som verdensgenløsningen de sidste årtusinder har været indstillet på, er således ikke "familiekærligheden", men derimod "alkærligheden" eller den absolutte kærlighed til "næsten". Men menneskenes evne til at identificere denne "næste" kunne naturligvis kun udvikles gradvis. Udviklingen foregår ikke i spring. Menneskene har derfor hidtil hovedsageligt kun været indstillet på at se deres "næste" i deres medmennesker, der- 10

10 imod ikke i dyrene eller de øvrige former for liv, sllledes som det nu gennem den ny kosmiske verdensimpuls efterhånden vil blive tilfældet. Deres åndelige eller moralske førelse har derfor hidtil i virkeligheden kun været baseret på udvikling af kærlighed til medmenneskene. Derfor er deres lov- og retsvæsen også her mere uddybet og detailleret, mere baseret på at beskytte menneskene selv end dyrene og planterne, selv om man naturligvis i det sidste århundrede mere og mere har begyndt også at føre disse former for liv ind under lovens beskyttelse. Men her har menneskene endnu en meget lang vej at tilbagelægge, før deres kærlighed til dyrene, til planterne og de endnu dybereliggende former for liv har nået en sådan fylde, at den fundamentale form for oplevelsen af "Den store fødsel" med efterfølgende forklarede tilværelse uhindret står dem åben, og det virkelige "syn af Gud" bliver en kendsgerning for dem. 5. KAPITEL Verdensgenløsningens nuværende mission. Medens verdensgenløsningen hidtil således i særlig grad har været baseret på udvikling af menneskers kærlighed til mennesker, vil den igennem den store ny kosmiske verdensimpuls fremtidig i særlig grad også komme til at stimulere og udvikle menneskers kærlighed til dyrene og alt det øvrige liv i tilværelsen og derved føre menneskene ud af dyreriget, ud af det dræbende princips favntag, hæve dem op af de sidste indenfor den religiøse verden 11

11 endnu forekommende store rester og dønninger af den i livets bog udtrykte "mørke verdensmoral" og vise dem, at deres nuværende religiøse liv, hvad enten det er buddhistisk, kristent, muhamedansk el. lign., i stor udstrækning i sin virkelige analyse endnu kun er at udtrykke som - hedensk. Først når selvopholdelsesdriften ikke mere er baseret på overtrædelsen af det femte bud "Du skal ikke ihjelslå,,, men derimod udelukkende hviler på kærlighedens livgivende princip "Vend den højre kind til, når du bliver slået på den venstre", da er hedenskabet "historie", da er det "en saga blot". Da funkler jordens atmosfære i den ligeledes i Livets Bog omtalte "lyse verdensmorals" stråleglorie. Da er menneskeheden blevet "eet med Faderen". 6. KAPITEL Det er ikke familiekærligheden eller dens af skygninger: patriotisme, nationalisme o. lign., der udgør det verdensfrelsende princip. Når vi her er kommet ind på så megen omtale af,,familiekærligheden", er det for at vise, at det absolut ikke er denne eller dens afskygninger: patriotisme, nationalisme o. lign., der repræsenterer det verdensfrelsende princip, men derimod "alkærligheden" eller den kærlighed, der absolut ikke først søger sit eget. At forstå dette og derved komme til den rigtige erkendelse af denne verdensfrelsende kærlighed er en forudsætning for at kunne forstå de efterfølgende kosmiske analyser af nærværende bogs hovedemne. 12

12 7. KAPITEL Kærligheden til mikrovæsenerne i vor egen organisme bliver efterhånden også til et samvittighedsspørgsmål, der ikke kan ignoreres. Menneskeheden må altså nu lære ikke alene at respektere sine medmennesker, men må også udvikle respekten for dyrenes og planternes liv og alle de andre former for liv i verden. For mange menneskers vedkommende er denne påkrævede kærlighed til dyr og planter allerede begyndt at anes, begyndt at vågne. Derimod er de samme væsener stadig forbundet med eller knyttet til levende væsener, hvis former for liv de endnu ikke er sig rigtig bevidts. Disse levende væsener er dem, der hører ind under mikrokosmos. De forekommer blandt andet i vor ernæring, i vort kød og blod, ja, selv vort skelet består af disse små væsener, ligesom dyrenes kød og blod og planternes bestanddele også består af de samme små former for guddommeligt liv. For at opnå "Den store Fødsel", for at blive et rigtigt menneske, for at være absolut blottet for hedenskab, må individet også her lære at "elske sin næste", må også her opfylde kærlighedsbudet til fuldkommenhed. Og vi ser i den daglige tilværelse, at enkelte fremadstræbende og åndsforskende menneskers samvittighed allerede har begyndt at skygge ind i disse små væseners verden. Der fremkommer således meget ofte spørgsmål, opståede på basis af sådanne smvittighedsfulde åndsforskeres begyndende indblik i mikrokosmos. Og et af de vigtigste af disse spørgsmål er, foruden ernæringsspørgsmålet, som vi allerede i en anden bog: "Den ideelle føde" 13

13 har gjort rede for,spørgsmålet om "ligbrænding", om forholdet til de afsjælede legemer,om hvilken behandling af disse, der vil være i overensstemmelse med de højeste guddommelige love. Og vi skal derfor i det følgende give den for det samme problem eksisterende absolut fuldkomneste og dermed højeste analyse, således at læseren også her kan begynde at træne sig i kærlighedens store lys, og være med til at skabe verdensfreden, ikke alene blandt de for hans almindelige fysiske sanser synlige levende væsener, men også være med til at lade sin stråleglans skinne ind i den, for de samme sansers ellers så usynlige verden, være med til at gøre sit eget legeme til et lysende univers for disse dets små beboere i stedet for til et "helvede". 8. KAPITEL Væsenernes uvidenhed med hensyn til deres kropslige mikroverdens liv af slører dem som ufødte væsener eller fostre pli dette felt. Når mennesker, der ellers på visse åndelige områder er fremskredne, i vore dage lader sig rive med af den ældgamle og fra et meget primitivt eller hedensk bevidsthedslag stammende ide, der går ud på, at individernes lig eller afsjælede legemer skal brændes, så skyldes det udelukkende deres endnu uendelig spinkle kendskab til mikrokosmos. Kendskabet til denne del af verdenssaltet er endnu så elementært, at det slet ikke har kunnet gribe virkningsfuldt ind i de pågældende væseners følelsesliv, berøre deres kærligbedsevne, deres samvittighed. At deres fy- 14

14 siske legeme er et helt univers, i hvilket millioner og atter millioner af levende væsener bliver skænket livets oplevelse, at det er en lille verden, i hvilken de samme små væsener har deres kampe for "det daglige brød", har deres sorger og lidelser, deres glæder og livslykke, er de ikke blevet bevidst i, ligesom det naturligvis heller ikke rigtigt er gået op for dem, at de med deres daglige vandel og livsførelse, deres ernæring og legemspleje udgør overordentlig store medbestemmende faktorer i skabelsen af harmoni og lykke eller af disharmoni og ulykke i disse små væseners tilværelsesplaner eller livszoner. Skønt en del af disse livszoner er menneskenes eget kød og blod, er dette kød og blod faktisk endnu en ukendt realitet for dem. At kende sit legeme som muskulatur, skelet og knogler, som nerver og sener, som kød og blod o. s. v. er ikke noget virkeligt eller absolut kendskab, sålænge man ikke ved, at disse realiteter kun er det ydre resultat af et sammenspil af myriader af levende væseners daglige liv og færden. Et univers, i hvilket forholdet mellem guden og de levende væsener er så latent eller ufuldkomment, er en verden uden Gud eller en Gud uden en verden, ligesom et Jeg, uden kendskab til sit legemes identitet som univers og dets beboere, er et "ufødt" væsen, er et "foster" i den virkelige tilværelse, i den virkelige form for oplevelse af livet. 9. KAPITEL Hvad sker der ved ligbrænding. Og det er på dette ukendskab til selve livets identitet, enhver form for vanrøgt og mispleje af legemskulturerne 15

15 hviler, ligesom det udelukkende er den samme primitivitet og uvidenhed, der ligger til grund, n11.r et individ trygt overgiver sit lig til fortæring af flammerne. Det pågældende væsen aner således ikke, at det ved denne handling overgiver et helt univers til en unaturlig undergang, millioner af levende væsener til en rædselsfyldt, unaturlig og smærtelig død. At det motiverer denne sin handlemåde med, at den er "mere hygiejnisk" end nogen anden form for ligbegængelse, understreger endnu kun yderligere uvidenheden. Thi en hygiejne, der kun kan opretholdes som en skrigende millionudfolde/se af overtrædelsen af det femte bud, en hygiejne, der går fuldstændig på tværs af naturlovene, en hygiejne, der ved en konsekvent hundredprocents gennemførelse med alle organiske væseners lig ville forhindre det absolut nødvendige kredsløb af stofferne og derved gøre alt organisk liv til en umulighed på jordkloden, er ingen hygiejne, er ingen idealisme, er ikke vejen til Gud, selv om også den har den egenskab at kunne fritage menneskene for den risiko af og til at blive vidne til en afbleget knogle på en kirkegårds affaldsplads. Anden risiko eksisterer nemlig ikke, thi der findes så mange andre former for behandling af de afsjælede fysiske legemer, som ikke er naturstridige eller modarbejder det organiske livs udfoldelse, og som i lige så høj grad som ilden kan fritage de efterlevende for at blive vidne til de ubehagelige dunster og forrådnelsesprocesser, der er den naturlige følge af ethvert organisk ligs opløsning, at man absolut ikke behøver at ty til en sådan uhyrlig voldshandling som den, ligbrændingen i sin kosmiske analyse repræsenterer. 16

16 At motivere ligbrændingen med, at "den er billigere end almindelig begravelse" er også ganske uden fundament, idet enhver, også ubemidlede, får sit lig rigtigt begravet, når vedkommende da ikke selv har ønsket at få dette brændt. 10. KAPITEL Drabet af et mikrovæsen har de samme skæbnevirkninger som drabet af et almindeligt synligt væsen. Det, der gør ligbrændingen aktuel, er altså kun de to små spinkle begrundelser, at "den er mere hygiejnisk" og "billigere" end almindelig begravelse. Som man ser, ganske ydre fysiske foranstaltninger. Noget etisk grundlag for ligbrændingen eksisterer ikke, hvorimod den rigtige begravelsesmetode, som vi senere skal se, står langt højere. Når det absolute etiske grundlag i nærværende felt står så fjernt fra den menneskelige opfattelse, skyldes dette, at den mikroskopiske verden endnu er en ganske ny og i det store og hele ukendt realitet for almenheden. Så længe denne endnu bevidst dræber synlige levende væsener i tusindvis og ligefrem uden at have samvittighedsnag æder deres kød og blod, er det kun en naturlig selvfølge, at den ganske uden skrupler kan være med til at dræbe i millionvis, kan være med til et umådeligt massemyrderi i felter, hvor de levende væsener kun er synlig som "stof" eller "materie", når det derigennem blot ser en eneste lille antydning af fordel. 17

17 Men det gælder her som overalt, hvor menneskene udløser fejltrin, at "de ved ikke, hvad de gør". At et mikroskopisk væsen i den kosmiske eller "hellige ånds" analyse samtidig er et kæmpevæsen, at ethvert levende væsen i samme analyse på engang således har alle størrelser, og at ethvert væsen i tilværelsen derved i realiteten har en og samme størrelse, og at det netop er på dette grundlag, at "een dag er for Herren som tusinde år, og tusinde år som een dag", har de pågældende væsener jo absolut ingen realistisk forståelse af. At drabet af et mikroskopisk væsen derved efterlader sig de samme skæbnevirkninger for morderen som drabet af et almindeligt synligt væsen, er de kendsgerninger og oplysninger verdensgenløsningen i vore dage bliver baseret på. Og vi skal i nøje samklang hermed i det efterfølgende gå over til at give et svagt omrids af de realiteter og analyser, som vil underbygge kærlighedens altoverstrålende bud også i mikrokosmos eller denne for menneskenes iagttagelsesevne begyndende ny provins eller verden i Guds evige rige. 11. KAPITEL Når menneskeheden har gjort overtrædelsen af det femte bud til en kulmination af sport og vellyst. At forstå ligbrændingens unatur er selvfølgelig ikke let for individer, der endnu kun lever i en primitiv opfattelse af tilværelsen og kun kan opfatte mennesker som de eneste hundrede procents berettigede former for liv eller 18

18 som de eneste væsener, der er under det femte buds beskyttelse. Mennesker, der i henhold til deres primitivitet eller uudviklede bevidsthed endnu må leve i et sådant hedensk bevidsthedslag eller med en sådan naiv erkendelse, kan naturligvis ikke føle samvittighedsnag over for andre former for levende væseners berøvelse af livet. I god tro, ja, endog stundom i stor begejstring og lystfølelse jager og dræber de store dyr i snesevis, ja, ligefrem konkurrerer med andre dyremordere eller "jægere", om hvem der kan nedlægge eller myrde de fleste dyr, om hvem der kan udvise det største "jagtttdbytte". Det er således ikke på basis af selvopholdelsesdriften, ikke på basis af nødværge, men i masser af tilfælde udelukkende kun i kraft af den fra dyreriget nedarvede mordlyst, at menneskene dræber. Overtrædelsen af det femte bud er blevet til "sport" hos mennesket, og har således her opnået sin kulmination. Og i de af menneskene selv oprettede love finder denne "sport" naturligvis sin beskyttelse, i særdeleshed da menneskene i stor udstrækning endnu finder behag i nydelsen af kød og blod. Og med denne beskyttelse i baghånden, tror individet sig fri for alle ubehagelige eftervirkninger af denne sin dødbringende tendens og aner sfiledes ikke, at der eksisterer evige love, der ganske uafhængigt af de jordiske love absolut uundgåeligt betinger dette, at "som et menneske sår, så skal det høste", og at ethvert individ således ved sin handlemåde bygger sin kommende skæbne, ligesom dets nuværende skæbne er et samlet resultat af dets udløste handlinger i en fortidig tilværelse. 19

19 12. KAPITEL NJr væsenet gjr over til antiligbrænding. Men da den førnævnte væremåde er en bestemt udviklingszones udtryksformer eller kendemærker, kan den samme zones individer ikke bebrejdes noget. Ingen kan manifestere højere udviklingstrin end dem, hvortil de er nået. Nærværende analyse skal derfor selvfølgelig heller ikke udgøre nogen som helst form for bebrejdelse, men er udelukkende manifesteret for at påvise, hvor langt borte sådanne individers indvendinger imod ligbrænding er fra at kunne udgøre nogen autoritet. Og det gør ikke sagen bedre i sådanne tilfælde, hvor indvendingerne er dikterede af økonomiske interesser, hvilket vil sige, i sådanne tilfælde hvor individet med en vis pengetrang allerede har afgjort sit ligs skæbne med et ligbrændingsselskab. I tilfælde, hvor dette beløb er tabt, hvis individet senere forandrer bestemmelse og ikke ønsker sit lig brændt, kan en sådan omstændighed bevirke en af individet selv ubevidst reaktion i dets underbevidsthed, hvis virkninger igen når frem til dets dagsbevidsthed som en irritation eller uvillie mod antiligbrændingen. Denne irritation søger da udløsning i bitre tanker og udtalelser mod nævnte realitet. Dens ophav vil f. eks. stemple nærværende analyse som fanatisme, dens ophav som værende "for langt ude" o. s. v. Men i mange tilfælde skyldes denne irritation netop den omstændighed, at der er noget i dybet af dens ophavs underbevidsthed, der, ubevidst for det pllgældende individ selv, er i samklang med antiligbrændingen. Dette vil igen sige, at et slldant væsen i virkeligheden, om end ubevidst, 20

20 sympatiserer med denne, og at irritationen faktisk kun er en ærgrelse over det ved antiligbrændingen for samme væsen vedhæftede økonomiske tab og over den pludselige tilsynekomst af realiteter, der afslører det som tilhænger af en faktor, der i sin virkelige analyse kun kan stemples som udtryk for primitivitet og hedenskab. Men denne ærgrelse får det virkelige fremskridtsvenlige og søgende menneske hurtigt bugt med og overgår til antiligbrændingen. Det opnår derved den omfattende lykke, at dets sidste jordiske rester, dets sidste minde, dets sidste fysiske hilsen til de efterlevende ikke skal være identisk med det uomstødelige symbol på primitivitet og følelsesløshed i mikrokosmos, den omfattende form for massemyrderi, den millionfoldige overtrædelse af det femte bud som et ligs "aske" i følge sin kosmiske analyse eller set i kraft af "den hellige ånd" repræsenterer. 13. KAPITEL Hvorfor det højt indviede væsen ikke kan gå med til at lade sit lig brænde. For den højt udviklede okkultist, for et menneske, der har passeret oplevelsen af udødelighed, passeret fornemmelsen af at være "eet med Faderen", for et væsen, der permanent føler den hellige ånds lysende og varmende kraft gennemsitre sit legeme, oplyse dets omgivelser og lader det se alt fra "Guds eget synsfelt" er tiden og rummet overvundet. Dette vil igen sige, at et sådant væsen er kommet bag ved det mysterium, vi kalder "livets ople- 21

21 ve/se", kan iagttage, hvorledes sansningen bliver til, hvorledes at alle størrelser er lig den samme størrelse, at alle farver, alle vibrationer, alle bevidsthedstilstande er lig den samme enhed. Her bliver een dag synlig, for okkultisten eller den højeste klarsynede, som tusinde tir og tusinde tir som een dag. Men da et mikroskopisk væsen på samme måde her bliver synlig som et kæmpevæsen og et kæmpevæsen som et mikroskopisk væsen, og hemmeligheden ved mikrokosmos såvel som ved makrokosmos således er blottet, bliver okkultistens bevidsthedsindstilling til omgivelserne, til livet, til de levende væsener omkring ham af en ganske anden ædel og ophøjet natur her i disse bevidsthedslag, end den den repræsenterede, medens han endnu kun var indenfor tidens og rummets høje og stærkt spærrende mure. Det kærlige syn, den udviklede forsker indenfor disse "mure" havde til mennesker og højere udviklede dyr, er her forstærket eller udvidet til også at omfatte laverestående dyr, planter og mikroskopiske væsener. Den klarsynede er i udviklingen her ført over grænsen til alkærlighedens begyndende kulminationszone, hv.ilket vil sige, den zone hvor "de rene af hjertet ser Gud". Og det er givet, at okkultister, klarsynede eller åndsforskere fra disse zoner, visdomsrepræsentanter, for hvem mikrokosmos og makrokosmos er blevet deres eget liv, deres eget kød og blod, væsener, der elsker det små som det store og det store som det små, ikke kan gå med til at lade deres lig brænde og derved med en meget uhyggelig, kvalfuld og smertebringende lidelse og død udelukke myriader af væsener fra den naturlige tilværelse og udvikling, som de var beregnet på at skulle have fundet i nævnte 22

22 lig. Og det er således her synligt, at ethvert individ, der med velbehag bestemmer sit ligs undergang på denne måde, endnu ikke praktisk har nået alkærlighedens zone, er endnu ikke blevet praktisk bevidst i mikrokosmos liv i sit eget indre, har endnu ikke som en praktisk kendsgerning følt Guds kærlighed og varme til absolut alt og alle som til sin egen tanke, sit eget blod, sit eget legeme, ganske uanset hvor stor en okkultist og autoritet, hvor verdenskendt og dyrket nævnte væsen så end måtte være. 14. KAPITEL At fremragende, kendte okkultister har ladet deres lig brænde, kan ikke udgøre noget bevis for, at ligbrænding ikke er i strid med naturens love. Jordens hidtil største verdensgenløser har lært menneskene, at de skal "kende træet pli dets frugter". Hvis man derfor som indvending mod antiligbrændingen vil påberåbe sig, at fremragende, verdenskendte okkultister har ladet sig brænde, må vi i sandhedens interesse dertil svare, at dette absolut ikke er noget bevis for, at ligbrændingen er i overensstemmelse med naturens love, men derimod et absolut uomstødeligt bevis for, at de nævnte okkultister endnu aldrig, i hvert fald ikke i mikrokosmos, har haft den åndelige position, den absolute selvoplevelse af deres samhørighed med alt det øvrige liv i verden og den deraf opståede hundrede procents tagen afstand fra overtrædelsen af det femte bud, som deres tilhængere i blind kærlighed, entusiasme og uvidenhed tillægger dem. Slige okkul- 23

23 tister har således endnu aldrig i absolut forstand i den hellige ånds strålende lys følt sig eet med Faderen i mikrokosmos, hvor udmærkede specialister, reformatorer og menneskeførere, de så end har været i andre felter. Deres indvilligelse i ligbrænding viser, at de absolut ikke har været specialister i mikrokosmos og kan således kun af uvidenheden og entusiasmen blive opretholdt som autoritet i ligbrændingsspørgsmålet. Jeg nævner ikke disse ting her for at gøre de i almindelig forstand elskelige og store personer ringere i verdens øjne, men kun for at forsvare sandheden, således at deres urigtige position på ligbrændingens område ikke skal komme til at være en hindring for den nuværende fremadstræbende åndsforskers rette indblik i nævnte område, på samme måde som tidligere tiders formentlige autoriteter og berømtheder blev en ubehagelig hindring for blandt andet de første oplysninger om jordens kugleform, dens baner og forhold til solen, planeterne og det øvrige verdensalt. 15. KAPITEL Det levende væsens fysiske organisme er et univers. Som jeg allerede har berørt, udgør ethvert levende væsens organisme et univers for levende væsener, der i forhold til organismens helhed og størrelse kun er at betragte som meget stærkt mikroskopiske eller tilhørende mikrokosmos. Og det er den virkelige oplevelse og forståelse af dette forhold, der gør det af med individets sympati 24

24 for ligbrænding. Men for det almindelige jordiske menneske er denne forståelse naturligvis ikke helt let at tilegne sig. Det har jo kun kendskab til eet univers, og det er det, det selv befinder sig i, og som har himlen, solen og stjernerne til loft og jorden til gulv. Igennem Livets Bogs samtlige bind, der bliver skrevet ud fra den store ny kosmiske verdensimpuls, som skal føre menneskeheden frem til det sande hedenskabsfrie menneskerige, vil den åndeligt interesserede læser ikke alene komme i besiddelse af et indgående kendskab til dette univers, men også få!ært, at hans egen organisme er et virkeligt univers,der i forhold til dets beboere eller mikrober er lige så gigantisk, som det almindeligt opfattede univers er overfor ham. Og det er jo netop denne individets kolossale dimension i forhold til sine mikrober, der gør, at det kun ser disse som en samling "stof" eller "materie", som kød, blod, nerver, skind og ben. Men disse realiteter er i virkeligheden kun udtryk for "boliger" i "Faderens hus". Alt, hvad vi kender af "indvendige dele" i vor organisme, er i virkeligheden således at betragte som "himmellegemer" i det univers, nævnte organisme udgør, akkurat på samme måde som jorden, solen og planeterne udgør himmellegemer i det store univers, vi selv befinder os i. Og den anelse, som menneskene gennem udviklingen lige fra deres primitive naturmennesketilstand og til deres nuværende intelligensmæssige fremtræden har haft om, at der bag ved disse sidstnævnte himmellegemer findes en guddom, får det her ved studiet af deres egne organismer intelligensmæssigt bekræftet. Thi lige så umuligt det ville være for denne organismes indvendige dele: hjerte, hjerne, lunger, 25

25 nyrer, lever o. s. v. at opretholdes i retmæssigt samarbejde og fuldkommen harmoni uden et bag disse realiteter eksisterende,,f eg", således er det også ganske umuligt, at de kendte himmellegemer og stjernesystemer skulle kunne opretholde deres samarbejde og guddommelige harmoni uden et her ligeledes eksisterende "Jeg". 16. KAPITEL Stadfæstelsen af universets grundstof. At vor egen organisme således er et univers, et mælkevejssystem, er det facit, en hvilken som helst absolut sand forskning i sin dybeste instans vil føre til. Man vil her komme til at se, at ligesom atomet er et solsystem i det små, således er også det levende væsens organisme et mælkevejssystem, en himmellegemekombination in miniature. Den absolute forskning af det levende væsens organisme vil føre langt dybere end til erkendelsen af muskulatur, safter, skind og ben. Dens facit eksisterer ikke i kød og blod, men i - sole, planeter og stjerner. Men når forskningen i sit dybeste resultat vil føre til at vise, at alle former for stof, enhver art af materie, ethvert levende væsens organisme udgør en kombination af lysende partikler, af sole, af stjerner, af himmellegemer, da er den nået til stadfæstelsen af verdensaltets enhed, til universets - grundstof. 26

26 17. KAPITEL I tids- og rumdimensionen hvor X 1. bliver maskeret til tanker, ting, former og stof, til erkendelse og oplevelse af liv. Men da dette grundstof består af stjerner, vil den videre undersøgelse i realiteten kun kunne foregå ved forskning af de enkelte stjerner. Men da al sansning er baseret på et perspektivforhold, hvilket vil sige et modsætnings- eller kontrastforhold, vil ethvert individs iagttagelsesevne komme til at befinde sig i dette perspektivforhold til det objekt, der er genstand for iagttagelsen. Dette vil igen sige, at den nævnte genstand kommer til at udvise et modsætningsforhold til de andre genstande, der er indenfor den pågældende iagttagelsesevnes område. Den bliver således at udtrykke som lysere eller mørkere, som større eller mindre, som nærmere ved eller længere borte o. s. v., kort sagt, den er kommen under tidens og rummets dimensioner, hvor alt absolut "levende" eller det i Livets Bog omtalte "X 1." bliver maskeret til "tanker" og "ting", til "former" og "stof", til "bevidsthed" og "erkendelse", til,,oplevelse" og "liv". Hvorledes dette går til, er for indviklet til at kunne forklares her, og læseren må derfor henvises til Livets Bog. Her nævner jeg kun dette for at gøre bekendt, at man uden kendskab til disse store problemer absolut er ganske uden forudsætninger for at kunne tale virkeligt sagligt og rigtigt med i ligbrændingsspørgsmålet. 27

27 18. KAPITEL Den materielle videnskab er ved at sta i stampe med hensyn til andelig materie. Materien er altså i sin dybeste analyse en kombination af stjerner. Den er en stjernetåge, et mælkevejssystem. I dette system, i denne tåge befinder det levende væsens,,feg" sig. Men i kraft af dets "X 2." eller guddommelige skabeprincip bliver denne stjernetåge af "feg'et" oplevet som "formernes verden", som fornemmelsen af livet. Og der, hvor denne fornemmelse er svagest, er tyndest, i denne formernes verdens yderste periferi, der ophører den med at være fast materie. Der kommer urformen til syne, der begynder tågen. Der ses himmellegemerne, solene og planeterne. Der bliver alt til stjerner. Der bliver materien lysende. Men i kraft af "X 2." eksisterer perspektivprincippet her endnu, og nogle af stjernerne fremtræder som store og udgør tilsammen "makrokosmos". Andre fremtræder som mikroskopiske, er ikke direkte tilgængelige for de fysiske øjne. Men ved videnskabelige metoder og beregninger er videnskaben nu ved at skrabe bunden i formernes verdens periferi nedad i det små, er kommen til "atomerne" og "elektronerne", der jo udgør solene og planeterne i mikroskopiske formater, er henhørende under "mikrokosmos'" bestanddele. Den videre materielle videnskabelige forskning her, vil kun føre til "straler" og "bølger". Men "straler" og "bølger" er jo "lysende materie", og "lysende materie" er det samme som en sammensluttet fremtræden af myriader af - "lysende partikler". Men en sammensluttet fremtræden af myriader af lysende 28

28 partikler er uundgåeligt det samme som - "stjernetåge". Den materielle videnskabelige forskning, der jo i realiteten er den første spæde begyndelse til udløsning af "Den hellige ånd", hvilket igen er det samme som - absolut viden, er her nået frem til dens nuværende forskningsmetodes allersidste facit: stjernetågen. Overalt, hvor den observerer i kraft af nævnte forskningsmetode, vil den nu absolut kun resultere i facitet: lysende materie eller stjernetåge. Den nævnte forskningsmetode er således ved at nå ind i en fase, hvor den er ganske blottet for at kunne give mere - ny viden. At materien her og der er stråler og bølger, er lysende materie, er stjernetåge kan ikke være nogen nyhed udover den første gang, det er blevet bekendt. At videnskaben således kommer til det samme dybeste resultat i det uendelige, viser kun, at den begynder at stå i stampe, kan ikke komme videre. 19. KAPITEL En ny videnskabelig forskningsmetode. Men "mennesket kan ikke leve af brød alene". Og livet kan kun opretholdes i kraft af tilegnelse af ny viden. Al bevægelse i tilværelsen består i følge Livets Bog kun i at gøre uvidenhed til viden. Den jordiske videnskab vil derfor heller ikke være at stemple som døende, tværtimod, den er meget levedygtig. Det er derimod dens nuværende forskningsmetode, der er døende. Den har udspillet sin rolle og gjort ånden synlig som - materie, som stjernetjge, som urstof. Da videnskaben således nu har nået dette 29

29 det højeste resultat af, hvad der kan opnås med dens nuværende forskningsmetode, vil den af begivenhederne selv blive tvunget ind i en helt ny metode for iagttagelse eller forskning, der vil gøre materien, stjernetågen, urstoffet synlig som - ånd, bevidsthed og liv. Resultaterne af denne ny videnskabelige forskningsmetodes retninger vil åbenbare døden som udtryk for liv og gøre al viden til åndsvidenskab. Den nævnte forskningsmetode vil således blive det fuldkomne instrument, gennem hvilket de evige fakta retmæssigt bliver synlig, Gud åbenbaret og udødeligheden oplevet. Den materielle sansehorisonts yderste periferi nedad i det små såvel som opad i det store er altså - stjerner, sole og mælkevejssystemer. Og den evige okkulte sætning, "som i det små, så i det store, og som i det store, så i det små", får her sin uomstødelige bekræftelse. Imellem disse to nævnte periferier af stjerner forlader materien sin urform og viser sig for individet som "den skabte verden", der igen i form af stof og materie, i form af tanker og ting bliver til livets oplevelse, til Guds korrespondance, til forsynets førelse af ethvert levende væsen. For samme væsen udgør de nævnte to periferier altså to fjerne horisonter, men det betyder ingenlunde, at de derved er utilgængelige for forskning, for sansning, men derimod, at al sansning her må træde ind i en helt ny fase, ind i en helt anden form for oplevelse. Livet fremtræder her i helt nye dimensioner. Og det er jo i henhold hertil, at den gamle videnskabelige forskningsmetode som før nævnt her må afløses af en helt anden og til disse dimensioner tilpasset oplevelsesform. 30

30 20. KAPITEL Hvorledes stjernernes og mælkevejens usynlige liv, hensigt og formltl er gjort synligt i individets egen organisme. At sanse hinsides stjernehorisonten såvel i det små som i det store adskiller sig fra den rent materielle sansning derved, at medens denne er en jongleren med fysiske materier, er den førstnævnte sansning en jongleren med åndelige materier. Hvad er da fysiske, og hvad er åndelige materier? - Fysiske materier er: stof, vand, luft, mineral, kemikalier o. s. v. Andelige materier derimod er: Ideer, faciter, beregninger, planer, eller kort sagt alt, hvad der kommer ind under begrebet "tanker". Når individet skal udforske en stjerne i makrokosmos eller mikrokosmos, kan det altså ikke ske ved en fysisk jongleren med disse himmellegemers fysiske materie, idet denne er "for langt borte", men derimod ved en jongleren med åndelig materie. Denne åndelige materie er individets samlede erfaringer, kundskaber eller viden om den stjerne, det selv lever på, og om det solsystem, i hvilket det selv bliver vidne til dagens lys, samt dets viden om dets egen organisme. Hvis denne viden er fuldkommen, hvilket vil sige, går i tilstrækkelige dybder, når fra den makrokosmiske til den mikrokosmiske himmel, når fra stjernetåge til "bølgelængde", da kan individet gennem denne opleve eller tilegne sig en absolut viden om livet på "stjernerne" i mikrokosmos såvel som i makrokosmos. Det har nemlig stjernernes og mælkevejens synlige liv, hensigt og formål gjort synlig i dets egen organisme, der 31

31 jo er et mælkevejssystem, en stjernet3.ge omformet til - Guds korrespondance, til livets oplevelse. Løsningen på universets dybeste hemmelighed, tilværelsens højeste gåde ligger gemt i ethvert levende væsens egen organisme. Og den okkulte sætning "Kend dig selv, og du kender hele universet", får her sin urokkelige bekræftelse. 21. KAPITEL Hvorfor den nuværende videnskabelige forskningsmetode umuligt vil kunne føre til livsmysteriets løsning. Hvis et individ ønsker et overblik over eller en virkelig oplysning om de utallige solsystemer, stjernetåger og mælkeveje, der på en klar høstaften er tilgængelig for dets fysiske sanser og eventuelle tekniske hjælpeapparater, da vil det aldrig nogen sinde kunne opnå dette ved en udvidelse af det fysiske syn. Selv om det var i stand til at frembringe teleskoper eller kikkerter, der var tusinder af gange stærkere end de nuværende stærkeste optiske apparater i verden, ville det kun bevirke, at det så endnu flere nye mælkeveje og stjernetåger og således fortsættende i det uendelige. Akkurat det samme er tilfældet med den videnskabelige forskning nedad i det små. Den er også her kommen ind i et stadium, hvor den som før nævnt umuligt kan opleve andet end "stråler" og "bølger" eller "lysende" materie, hvilket jo igen er det samme som - "stjernetågen" i det små. Den nuværende moderne videnskabelige forskningsmetode vil altså aldrig nogen sinde 32

32 kunne føre til universets hemmelighed, livsmysteriets løsning, den guddommelige ide i verdensaltet. Og hvorfor? - Fordi dens ophav her er kommen - udenfor Faderens korrespondance. Det iagttager materien i sin "urform". Det iagttager materien der, hvor den ikke bliver benyttet af Forsynet til at fortælle eller manifestere noget. 0 g der, hvor der ikke bliver manifesteret noget, kan en sand viden io umuligt opstå. Individet må således rette sin bevidsthed, sit syn ind på materien der, hvor Forsynet gennem individets andet princip "X 2." lader "urformen" komme til syne som noget andet end "stjerner" eller "stjernetåger, noget andet end "atomer", "stråler" og "bølgelængder". Og der, hvor dette andet, hvilket vil sige "former" og "ting", "genstande" eller de daglige foreteelser, der betyder livets oplevelse, viser sig, opstår viden eller bevidsthed, og absolut kun der alene. 22. KAPITEL Hvorledes den sande åndsforsknings resultat må være en absolut viden om og bekræftelse på væsenets udødelighed, ligesom den må give et positivt syn af Gud. Materiens urform er altså stjernetåge. Af stjernetåge skabes alt. Af stjernetåge bliver oplevelse eller Guds korrespondance til. Alt, hvad vi ser, enten det er faste, flydende eller luftformige materier, enten det er jord, luft, vand eller mineral, så er det i sin grundanalyse stjernetåge. Jorden er selv en partikel i en stjernetåge. Solsystemet, ja 33

33 selve vort mælkevejssystem er jo ikke andet end stjernetåge. Når vi ikke ser alt som stjernetåge, skyldes det, som tidligere nævnt, det andet af vort treenige princip, nemlig "X 2", der er basis for perspektivprincippet, der igen bevirker, at vi netop ser alt i form af kontraster, og uden hvilken anordning enhver form for livets oplevelse ville være en umulighed. Da alt i sin udform er stjernetåge, og stjernetågens enkelte partikler er stjerner, vil den rette forskning af materien kun kunne finde sted igennem forskningen af den enkelte stjerne. Men denne forskning må altså være af en sådan beskaffenhed, at dens resultater bliver noget andet og mere end synet af nye stjerner eller stjernetåger. Dens oplysninger om atomet og elektronen såvel som om fremmede sole eller kloder må ikke resultere i nye tomme eller intetsigende betegnelser af "stråler", "bølger" eller "bølgelængder", men må udgøre en virkelig beretning om de små såvel som de store stjerners sande liv, betydning og rolle i den guddommelige verdensplan. De samme oplysninger må være identisk med en virkelig absolut viden og bekræftelse på det levende væsens udødelighed, tilværelsens evighed. De må være et urokkelig positivt "syn af Gud". De må vise, at blodets og tankernes love er identiske, og at den fysiske harmoni og hjertets renhed er eet og det samme, og at det evige bud "Elsker hverandre" således er videnskab, er universets største magtfaktor, er verdensaltets bærende fundament, thi i modsat fald vil de komme til at betyde - stene for brød, betyde åndelig hungersnød, fysisk krig, død og lemlæstelse. 34

34 Vi skal derfor i det efterfølgende påvise den ny videnskabelige forskningsmetode, gennem hvilken store og små fremmede verdener vil afsløre deres hemmeligheder, mikrokosmos og makrokosmos åbne deres mysterium for fremtidige forskere, og give dem det rette indblik i, hvad der virkeligt sker under en ligbrænding. 23. KAPITEL Livsmysteriets løsning kan kun tilegnes ad en vej, der ligger uden/ or den gudløse materialistiske forskning. Den på Jorden til dato gældende, videnskabelige forskningsmetode, der i sine sluttelige analyser resulterer i "lysende materie", hvilket altså vil sige "stjernetåge", "stråler" og "bølger", er ved at gå ind i en fase, hvor den begynder at have udspillet sin rolle, idet dens ophav her er kommen til al fysisk materies yderste periferi eller grænse. Nye, forstærkede, optiske apparater vil kun forlænge synet af stjernetåge og vil derfor være ganske ude af stand til at videreføre åbenbaringen af selve livets mysterium, idet denne materiens lysende stjernehorisont er den guddommelige korrespondances sidste hendøende stråler, før den fortoner sig og bliver lig det store - intet. At forske videre ad denne vej, lader sig derfor ikke gøre, idet vi her er kommen til vejs absolutte ende eller ophør. Den viden, der her sparsomt siver frem, er som en enlig tot græs i en milevid ørken og bliver mere og mere lig - intet. 35

35 Men da livet ikke kan eksistere uden pll basis af oplevelse af ny viden, og da det samtidig i følge sin kosmiske analyse er udødeligt, bliver det her llbenlyst, at der mll findes en anden vej, ad hvilken en urokkelig fortsættelse af tilegnelsen af ny viden kan finde sted eller komme til udløsning. Denne anden vej gllr hverken gennem teleskopet eller mikroskopet, selv om man naturligvis ikke kan frakende disse faktorer deres identitet som uundværlige, guddommelige redskaber for videnskabens førelse frem til det stadium, hvor den nævnte ny vej bliver den eneste nøgle til den fortsatte åbenbaring af løsningen pll livets gllde eller dybeste hemmelighed. 24. KAPITEL Hvorfor jordmennesket igennem den direkte fysiske sansning kun kan få et teoretisk overblik over selve jordkloden. Ved den almindeligt gældende, fysiske sansemetode er individet afhængig af tiden og rummet eller et fast, fysisk perspektiv, som det ikke pll nogen særlig realistisk mllde kan komme uden om. Dette faste perspektiv bevirker sllledes, at nogle genstande f. eks. kan være "for nær ved", sllledes at den behørige afstand, af hvilken et overblik over disse betinges, for forskeren ikke er til stede. Dette er f. eks. tilfældet med Jorden, der er det jordiske menneskes "nærmeste" stjerne. I det fysiske sanseperspektiv er den alt for nær pll, dens enkelte detailler 36

36 alt for store og undertiden i stand til helt at udfylde sansehorisonten. Det jordiske menneske har ingen adgang til på almindelig fysisk sansemåde at få Jorden på en sådan afstand, at et derpå hvilende fundamentalt og praktisk overblik over den kan blive oplevet. Det må nøjes med et - teoretisk. 25. KAPITEL "Den hellige ånd" eller en sanseform, der udgør vejen til livsmysteriets løsning. Medens Jorden således er for nær inde på individet til at kunne fysisk "overses", er de andre stjerner i realiteten så "langt borte", at de svinder ind og kun bliver til små, lysende punkter, der for det fysiske syn helt fortoner sig over i det usynlige. Og det kun fysisk materielt indstillede individ befinder sig atter her kun på - teoretisk grund. Men dette forhindrer dog ikke, at der alligevel findes en adgang til rent praktisk at opleve det realistiske, det væsentlige på de mindste og største stjerner, både på dem, der er i vor nærhed, og dem, der er os fjernest i universet, både dem, der som kæmpesole kaster deres stråler tusinder og atter tusinder af lysår gennem rummet ind imod os, og dem, der som små elektroner baner sig vej gennem materiens dyb, og hvis skin er med til at skabe lyset i vor skrivebordslampe såvel som blodets sus i vore årer. Der eksisterer altså en sansemetode, der, når individet bliver tilstrækkelig udviklet, giver 37

37 det adgang til en på virkelig selvoplevelse baseret, absolut viden om fremmede verdener, stjerner og sole såvel som om detaillerne i atomer, elektroner, molekyler o. s. v. Og det er denne oplevelsesform, der er den absolut eneste, gennem hvilken materiens identitet som tankeenergi eller bevidsthed og universets dybeste analyse eller identitet som "levende væsen" eller kort sagt den eneste oplevelsesform, gennem hvilken verdensaltets største åbenbaring den evige Guddom og vor egen identitet som udødelige gudesønner, kan komme til syne. Da denne oplevelsesform således er den allerhøjeste og mest fundamentale i al tilværelse, har jeg udtrykt den som "Guds Korrespondance"; men i realiteten udgør den det samme som det, der i Bibelen betegnes som "Den hellige And". 26. KAPITEL Hvorfor den materielle videnskab umuligt kan se andet end livløshed. Da den almindelige, videnskabelige forskningsmetode kun er indstillet på - materie, kan den overalt kun komme til materie, hvilket igen vil sige, at materien overalt kun viser sig som - stof, som materiale, men fremtræder derimod ikke som liv. Men en forskningsmetode, der overalt kun resulterer i "stof", kan kun vise verden som - livløs. At se verden som stjernetåge, som stråler og bølger som vand, luft, hav og himmel, som mælkeveje, som stjerner, sole og planeter er at se en død verden, en 38

38 livløs realitet, det er at se mørket i stedet for lyset, det er at tro på og tilbede døden i stedet for livet, det er at kende en bogs papirværdi, dens fysiske vægt og mlll, dens farve og pris uden at kunne læse dens tekst eller have nogen anelse om dens litteraturværdi eller åndelige indhold. Den materialistiske videnskab står med "Livets Bog" i hænderne, hvilket i dette tilfælde naturligvis ikke skal betyde det af mig skrevne værk, men derimod den daglige tilværelse med alle dens detailler og oplevelser, uden dog at kunne forklare eller læse dens virkelige indhold: Udødelighed. Den samme videnskab ser liv og bevægelse overalt, men dens forskningsresultater er ikke desto mindre kun - stof, er materie, er atter og atter ting, der kan vejes og mllles, er ting, der fremtræder i gram, vibration og styrke. Men at eje faciter, der kun udtrykker grader i mål, vægt og bevægelse, giver ingen viden om det virkelige og absolute liv og dermed heller ingen beviser for den absolute, evige tilværelse, der er alle levende væseners højeste privilegium, thi livet kan ikke veje noget. Det er til stede i lette såvel som i tunge væsener, pulserer i små såvel som i store individer. 27. KAPITEL Den materialistiske videnskabs kapacitet. Når vi her nævner disse fakta er det naturligvis ikke for at kritisere eller indvende noget imod den jordiske videnskab, tværtimod, det er kun for at påvise dens kom- 39

39 mende, åndelige kursændring. Kun at kende Jordens eller livets materieværdi er en ligeså ufærdig eller ufuldkommen viden som den, en mand har om en bog, han ikke kan læse. Ligesom bogens papirværdi ikke kan føre ham ind i dens åndelige dybder, således kan kendskabet til verdens materieværdi, dens mål og vægt heller ikke føre forskeren ind i selve livets virkelige analyse, men kun ind i materiens umådelige dybder og labyrinter. Den jordiske videnskab, der er begyndelsen til Den hellige And eller det bevidsthedslag, gennem hvilket Gud bliver synlig eller livets udødelighed til kendsgerning, er nu ved at være færdig med åbenbaringen af materieværdien eller alle sådanne analyser, der udtrykkes i mjj, vægt og hastighed. Den har på vidunderlig måde for sin undrende samtid kastet en lysstribe tværs over materiens store bælte lige fra mælkevejens umådelige stjernetåger i makrokosmos til atomernes, elektronernes og endnu mindre partiklers lysende stjernetåger eller bølgelængder i mikrokosmos. 28. KAPITEL Plt "tværs" ad materien eller hvorfor den materialistiske forsker eller videnskabsmand ikke kan udtyde livets mening. Når vi i det foranstående har betegnet den materialistiske videnskabs resultater som en lysstribe gående "tværs over materien", vil vi dermed pointere, at den gennem disse resultater udtrykte forskningsretning, adskiller sig 40

40 fra en anden forskningsretning, hvis lysstribe kun kan udtrykkes som "gående på langs ad materien". For at forstll. dette ml!. man sammenligne selve materien, der jo er objektet for al forskning, og gennem hvilken al oplysning manifesteres, med et legeme, der har en bestemt bredde, men er uendeligt i længden. Dette legemes bredde strækker sig altsll. fra stjernetågen i mikrokosmos til stjernetll.gen i makrokosmos, fra mælkevej til bølge.. længde. Og det er denne strækning, den jordiske videnskab i kraft af sin forskning har tilbagelagt, og af hvis ydergrænser den nu er ved at begynde at standses. Da materien i den her nævnte retning "tværs over" sluttelig kun udtrykker sig i stjernetll.ge og denne igen fortoner sig i en slags "intet", ml!. al forskning her af sig selv ophøre. Men før forskeren sll.ledes her har nll.et grænsen, er han altsll. blevet beriget med kundskaben om livets materieværdi. Han er ekspert i al viden, der udtrykkes gennem mll.l, vægt og hastigheder. Men han er ikke ekspert i viden om disse faktorers ophav. Han er ikke særlig kyndig i selve det "levende" eller det disse faktorer skabende og dirigerende element, idet denne form for viden absolut ikke kan komme til syne gennem mål eller hastighedsgrader. Han ved således ikke endnu, at enhver form for mål, enhver form for vægt, enhver form for bevægelse eller hastighed sll.vel udenfor i naturen, i universet, som inde i hans egen organisme og bevidsthed kun kan være udtryk for - vilje, og dermed for 11.nd og tænkning. Han ser alt i "tal" og "bogstaver", men kan endnu ikke "læse" "ord" eller "sætninger", og kan derfor ikke komme til den viden, som disse "ord" og "sætninger" udtrykker. 41

41 Han har "Bogen", kender dens mål, vægt og alle dens ydre detailler, men kan endnu ikke tilegne sig mere viden, før han får "lært at læse", således at han kan udtyde "Bogen"s forskellige "bogstavkombinationer". Denne "bog" er det samme som den samlede daglige tilværelse. "Bogstaverne" er de enkelte, daglige oplevelser. Dem kan den jordiske videnskabsmand endnu kun udtyde i "tal" og "bogstaver", hvilket vil sige i mål og vægt, men ikke i "ord" og "sætninger", hvilket i dette tilfælde vil sige "kosmiske analyser". Men når han kun kan udtyde det daglig liv i "tal" og "bogstaver", ikke i "ord" og "sætninger", kan han jo heller ikke udtyde dets mening og hensigt. 29. KAPITEL På "langs" ad materien eller "Guds korrespondance", "kosmisk bevidsthed" eller evnen til at "se Gud". At udtyde livets mening og hensigt kan kun gøres gennem en forskningsmetode, der er indstillet på "liv" og ikke blot og bar på mål, vægt og vibration. Og det er denne indstilling, der vil være at udtrykke som "gående på langs ad materien". At forske på "langs ad materien" vil altså være det samme som at forske på basis af evnen til at udtyde den vilje, de meninger og sætninger, som det daglige livs "bogstav'' - og "talkombinationer" i virkeligheden har til hensigt at udtrykke. Den vekselvirkning, der her opstår mellem forskeren og hans forsker- 42

42 objekt er intet mindre end - "Guds Korrespondance", er individets voksende evne til at "se Gud", er dets oplevelse af de evige fakta som kendsgerninger. Det er "kosmisk bevidsthed" eller individets totale overskygning af den hellige ånd. Forskningen på "langs ad materien" adskiller sig yderligere fra forskningen på "tværs ad materien" derved, at den er - uendelig. Forskningen på "tværs ad materien" støder altså mod det store - intet, hvis forposter er stjernetågen i mikrokosmos såvel som i makrokosmos. Den giver kun individet kendskabet til "bogen" og dens "bogstaver". Men forskningen på "langs ad materien" giver individet evnen til at "læse" eller udtyde dens sande og virkelige indhold. Og med denne evne begynder livets og Guddommens sande åbenbaring for individet. Og denne er uendelig. Her spærres synet ikke af nogen som helst form for stjernetåge eller af noget tilsyneladende - intet. Livets oplevelse bliver her i stigende grad mere og mere synligt som evigt uforgængeligt og tiltagende i lys, harmoni og kærlighed. 30. KAPITEL Korsets tegn. At udtrykke de her nævnte to retninger for forskning, på hvilke oplevelsen af det virkelige kendskab til livets sande identitet er baseret, lader sig ikke gøre i fysisk form uden gennem to linier, der går på tværs af hin- 43

43

44 Korsets tegn Det lysende felt til venstre skal udtrykke stjernetågen i mikrokosmos, medens det lysende felt til højre derimod udtrykker stjernetågen i makrokosmos. Mellem disse to felter fører en punkteret linie over det mørke felt, der skal udtrykke materien. Denne linie skal udtrykke den jordiske videnskabs nuværende forskningsretning, som går på "tværs" ad materien. Den anden punkterede linie, som fører opad "langs" ad materien, udtrykker den retning, som samme videnskab får ved den her i bogen omtalte kursændring. Disse to forskningsretninger, der begge er nødvendige for at udtrykke den retmæssige "hellige ånd", eksisterer altså som det dybeste udløsende moment for fremkomsten af "Korsets Tegn". anden. Men to linier, der går på tværs af hinanden, er jo - "Korsets Tegn". Og vi har altså her den allerdybeste eksisterende analyse af dette "symbol", som gennem kristusbegivenheden blev så aktuelt for Vestens nationer. Korset er alts/l i virkeligheden et urokkeligt tegn på eller symbol over al sansnings fuldkommenhed. Pil sansningens fuldkommenhed beror jo det højeste lys i bevidstheden. Korset bliver derved fra evighed til evighed uomstødeligt lysets symbol - ganske uafhængigt af Kristus. Men da Kristi død var så betydelig, at den blev en verdensgenløsning, og således var en altoverstr/llende kærlighedsmanifestation, og denne død netop blev fuldbyrdet på et kors, kom korsets tegn atter frem i lyset, kom til at opleve en renaissance. Dets identitet som "lysets symbol" blev urokkelig stadfæstet og vil ti/sidst blive hædret af alle folk gennem alle tider. 45

45 31. KAPITEL Det bliver "Livsanalysen" og ikke "Materieanalysen", der kommer til at udgøre det primære i den kommende verdensstat. Den kursændring, som videnskaben nu ubevidst er ved at afstedkomme, vil altså afvige fra den gamle, videnskabelige kurs derved, at medens dennes resultater fremtræder i mål, vægt og hastigheder, vil den ny videnskabs kendsgerninger blive "ånd", "liv" og "bevidsthed". De vil udtrykke individernes udødelighed og den derpå hvilende, guddommelige verdensplan. Guds identitet som verdensaltets "faste punkt" vil blive individernes realistiske oplevelse, hvilken oplevelse igen vil underminere alle former for det dræbende princips udfoldelser. Alle den ny videnskabs opfindelser vil kulminere i kærlighedens fuldbyrdelse på samme måde, som den nuværende videnskabs opfindelser kulminerer i frembringelsen af krigens tortur- og lemlæstelsesraffinementer. Den jordiske videnskabs opvågnen i sin virkelige identitet som "Den hellige And" er altså den kursændring, som nu forestår. Det må dog bemærkes, at denne kursændring først vil blive særlig aktuel, når verden har oplevet eller gennemgået den bloddryppende lemlæstelsesproces, som den nuværende videnskabs tekniske og kemiske opfindelser på myrderiernes og ødelæggelsernes område snart vil bringe til udløsning. Men vi skal dog her alligevel kaste et flygtigt blik hen over den forskningsmetode, som den samme videnskab efter kursændringen vil betjene sig af. Dens kendskab til materiens mål, vægt og hastigheder har til den tid for- 46

46 længst kulmineret, og den søger da ikke mere disse resultater. Men da disse resultater har åbenbaret en i naturens frembringelser uomstødelig, hårfin logik eller intelligens, og intelligens ikke kan frembringes af materiekombinationer af den eller den art, men derimod udelukkende kun kan eksistere som en bevidsthedsfaktor, hvilket vil sige en realitet, der kun kan være en egenskab ved et levende væsen (en død ting kan ikke have intelligens), bliver det - livsanalysen og ikke - materieanalysen, der er det centrale i den kommende videnskab. Den nuværende videnskab vil derfor mere og mere gå bort fra at veje, måle og beregne materien, til fordel for en tiltagende analysering af bevidsthed, tanke og liv. Den vil se på selve det levende væsen, - ikke i form af "vivisektion", thi ved vivisektion fjerner den jo noget af livet, objektet for dens iagttagelse, og besværliggør eller modarbejder derved sin oprindelige hensigt. Den vil derimod se på det levende væsen i dets fulde manifestation og fremtræden. Og ved at rette sansningen eller forskningen ind på selve det levende, vil livets analyser åbenbare sig ligeså uomstødeligt, som materiens analyser åbenbarer sig eller bliver tilgængelige ved dens nuværende indstilling på selve materien. 32. KAPITEL "Materialister" og "Jndsforskere". Den ny forskningsmetode er altså baseret på indstilling på selve livet. En indstilling på selve livet vil igen sige 47

47 det samme, som at forskeren i dette tilfælde er indstillet på at undersøge - ikke det levende væsens vægt, dets legemsbygning, dets organer og blod o. s. v., men derimod ønsker klarhed over den mystik, det "noget", der gennem de nævnte faktorer afslører bevidsthed, intelligens og vilje. Dette mystiske "noget" vil blive brændpunktet i fremtidens forskning. Og denne forsknings resultater bliver i modsætning til nutidens videnskab, der jo er at udtrykke som "materievidenskab", at betegne som "lmdsvidenskab". Disse to videnskabers ophav er meget forskellige. Medens den første videnskabs ophav hovedsageligt er at udtrykke som "materialister", udtrykkes den sidstnævntes derimod som "de åndeligt indstillede", som "de religiøse", men vil efterhånden blive betegnet ved det mere korrekte "åndsforskere". 33. KAPITEL Materialistens livsanskuelse. Ved "materialister" vil altså her være at forstå individer, hvis højeste kundskaber kun kan udgøres af faciter i mål, vægt og hastigheder. Noget kendskab til disse realiteters dybeste årsag har de ikke, idet de årsager, de påviser, altid vil vise sig kun at være identisk med nye mål, vægt og hastigheder og således fortsættende. Men da disse materieforskere således overalt kun kommer til mål, vægt og hastigheder, kun kommer til vibrationer eller bevæ- 48

48 gelser, kommer de ikke til selve "det levende" eller livet. De bliver ved med at leve i en grænseløs uvidenhed om denne tilværelsens største hovedfaktor. Det levende væsens analyse har de kun i gram, vibrationer og bevægelsesformer. Det levende væsen er således for dem kun synlig som en kombination af kemikalier, syrer, stoffer eller materier. At denne kombination kan tænke, handle, skabe eller manifestere, er de endnu i overordentlig stor udstrækning uberørt af, idet de i samme udstrækning endnu ikke anerkender overfysiske kræfters tilstedeværelse. Men når de ikke anerkender overfysiske kræfters tilstedeværelse, lever de i virkeligheden om end i nogen grad ubevidst på den forestilling, at en samling kemikalier, syrer, stoffer eller materier kan - tænke, handle, skabe, manifestere eller udvise vilje, intelligens og følelse. Dette bliver så meget mere en fantastisk og i højeste grad uvidenskabelig erkendelse, eftersom man ikke i noget som helst tilfælde finder de ovennævnte egenskaber ved materien udenfor det levende væsen. Man har endnu aldrig set og vil aldrig nogen sinde komme til at se, at et vist antal gram af den eller den art af kemikalier, af materie, ved deres sammenblanding straks begynder at tænke og handle, bliver til et levende væsen. Men når kemikalierne ikke gør dette, bliver det dermed synligt, at det levende væsen er noget andet og mere end en samling materie, og at det netop er dette "andet", der er det skabende, det viljemanifesterende, det intelligens- og følelsesafgørende. At benægte dette "skabende noget" er at benægte "Skaberen". Men da skabelsen overalt ikke desto mindre er en uomstødelig kendsgerning, vil dette at benægte "skaberen" i virke- 49

49 ligheden være det samme som indirekte at påstå, at tingene skaber sig selv. Og denne indirekte påstand er det svage punkt i materialisternes opfattelse af tilværelsen, idet den i længden er ganske umulig eller uholdbar som tilfredsstillende for individets medfødte religiøse trang og videbegær. Den kolliderer nemlig overalt med den voksende intelligens eller erkendelse af logik. At en ting kan blive til af sig selv, at en samling kemikalier, syrer og vædsker kan få vilje, kan blive tænkende og skabende er en opfattelse, der aldrig nogen sinde kan blive stabiliseret på logik. Hvad vil man f. eks. mene om en mand, der begynder at påstå, at en stol er blevet til uden stolemager, et ur uden en urmager, et sæt tøj uden en skrædder, en bog uden en forfatter o. s. v.? - Ville man ikke antage, at han hørte hjemme på et sindssygehospital? - Og dog ville han ikke være et eneste skridt mere i disharmoni med logikkens love end den "videnskabsmand", der påstår, at der intet "overfysisk" er ved det levende væsen, og at dette således ikke udgør nogen udødelig livsfaktor, men slet og ret kun udgør en samling materie, thi det er jo netop en kendsgerning, at denne samling materie er mindst ligeså intelligens- eller fornuftsmæssigt opbygget som en stol, et ur, et sæt tøj, en bog; ja disse nævnte realiteter vil næsten være for intet at regne i forhold til det hårfine system og de hensigtsmæssige foranstaltninger, som det levende væsens opbygning repræsenterer. Men at anerkende hensigtsmæssige foranstaltninger for at være opståede af sig selv, opståede uden nogen som helst tænkning eller forudfattet plan, kan aldrig nogen sinde i sin virkelige analyse være at udtrykke som "videnskabeligt". 50

50 34. KAPITEL Hvorfor det er ulogisk at antage, at en logisk skabelse kan finde sted uden et villieførende jeg. Men hvor kan et væsen i det ene tilfælde således være en hundrede procents benægter af et princip, det i det andet tilfælde oplever som en realistisk kendsgerning? - Fordi det nævnte væsen i det første tilfælde ikke ser "skaberen", medens denne i det sidste tilfælde er en fysisk kendsgerning. Det virkelige forhold er jo dette, at det felt, hvor den menneskelige sanseevne er mest klar eller seende, hvilket igen vil sige det felt, der består af detailler, som er skabt af mennesker og af andre for menneskers sanser synlige levende væsener, er det forlængst blevet en kendsgerning, at "intet kan skabe sig selv". Men når det indenfor det felt, hvor menneskene ser skarpest og er mest hjemme, er en kendsgerning, at intet kan skabe sig selv, ingen intelligens- eller fornuftsmæssige opbygninger eller kombinationer, hvilket i dette tilfælde vil sige stole, borde, ure, klæder, befordringsmidler, kunst, litteratur o. s. v., kan opstå uden hver især at være resultater af forudgående tænkning, vilje og følelse, hvorledes skal intelligensmæssige opbygninger så kunne opstå og eksistere af sig selv i de felter, hvor menneskenes iagttagelsesevner ikke er i stand til at se klart eller skarpt? - Her er det ganske vist ikke stole, borde, ure o. s. v., der er tale om, men selve de levende væseners organismer, detaillerne i naturen, i omgivelserne, i universet. Men hvem tør påstå, at disse detailler ikke er intelligensmæssige, ikke er hensigtsmæssige, ikke er led i store for- 51

51 nuftsmæssige kombinationer? - Er det ikke studiet af den logik, intelligens og visdom, hvormed disse detailler er opbyggede, der er basis for de højeste videnskabelige grader, doktor- og professortitler? - At være "doktor" eller "professor" er jo det samme som at have tilegnet sig selve "naturens" egen "viden" eller intelligens i de specielle felter, i hvilke man netop er blevet professor eller doktor. På de detailler, menneskene har skabt, og på de detailler, "naturen" har skabt, er der kun den forskel, at de sidstnævnte er endnu mere videnskabeligt eller intelligensmæssigt opbygget end de førstnævnte. Men når de svageste og mindre intelligensmæssigt fuldkomne detailler i tilværelsen, de som menneskene er i stand til at overse, således ikke kan blive til uden en "skaber", hvordan skulle så de største og mere komplicerede, intelligensmæssige fremtoninger i vore daglige omgivelser, som menneskene ikke er i stand til at overse, blive til uden en "skaber", uden et tænkende, vilje-, intelligens- og følelsesmanifesterende "levende noget"? - Umuligt! 35. KAPITEL Hvorledes det ses, at det materialistiske livssyn skyldes manglende evne til at overskue problemerne. Det ses her tydeligt, at al benægtelse af "overfysiske" realiteters tilstedeværelse, hvorved de nævnte fremtoninger i virkeligheden skulle have skabt sig selv og blive ud- 52

52 tryk for intelligens og følelse uden nogen eksisterende hjerne og hjerte, kun kan være en påstand, der netop har sin begrundelse i dens ophavs manglende evne til at overse problemerne. Og det skyldes således absolut udelukkende denne omstændighed alene, at nævnte ophav i de felter, hvor det ikke ser klart, kommer til at gå lige på tværs af logikkens love og lever på en opfattelse, der er en hundrede procents modsætning til den erkendelse, det forlængst har stadfæstet som en kendsgerning indenfor de felter, i hvilke det er fuldkomment eller er i fuld harmoni med logikkens love. Man ser således her tydeligt den disharmoni med logikken, den uvidenhed eller naivitet, som afsløres gennem materialisternes benægtelse af en intelligens- og følelsesmæssig "skaber" bag "naturen", bag tilværelsen, bag universet, og hvorved de samme materialister, om end ubevidst, kommer til at repræsentere den indirekte påstand, at "en ting kan skabe sig selv". Sålænge man endnu kun er materialist og benægter enhver "overfysisk" realitets tilstedeværelse i det levende væsen, er man blottet for selve tilværelsens generallogik. Materialistens opfattelse med hensyn til det levende væsens sande identitet og overfysiske analyser, med hensyn til naturen og omgivelserne, med hensyn til universet og tilværelsens dybeste årsag er fuldstændig analog med en opfattelse som denne, at borde, stole, ure o. s. v. skaber sig selv. Og det er givet, at en opfattelse, der er så skrigende imod al fornuft, ikke kan bestå. Og vi er her ved en af hovedgrundene til den tidligere nævnte videnskabelige kursændring.

53 36. KAPITEL Det gamle billede af Guddommen som en ærværdig olding, der bag skyerne dirigerer verdensaltet, er som symbol mere i kontakt med sandheden end det moderne materialistiske verdensbillede. Medens den materialistiske opfattelse således ikke anerkender noget "overfysisk", og dens ophav derved hovedsageligt indirekte benægter sin egen virkelige eksistens eller det levende "noget", der i form af samme ophavs identitet oplever livet, det, der i form af jeg' et tænker, handler eller manifesterer vilje, intelligens og følelse, og hvorved materien eller "det skabte" for samme ophav derved bliver betragtet som det eneste realistiske, bliver det "overfysiske" af de "åndeligt" indstillede forskere observeret og erkendt som det eneste absolute virkelige, som tilværelsens "faste" punkt. "Andsvidenskaben" følger altså tilværelsens generallogik, der går ud på, at "intet kan skabe sig selv". Den skelner skarpt mellem "skaberen" og "det skabte". For den fremskredne åndsforsker er "skaberen" altså en ligeså realistisk kendsgerning som "det skabte". At denne "skaber" eller dette usynlige "noget" er en gammel olding med hvidt skæg, og som under begrebet "Vorherre" på en mægtig trone sidder og dirigerer verden, er en opfattelse, der af den udviklede åndsforsker naturligvis kun kan akcepteres som et "symbol" på den virkelige kendsgerning. Men som symbol er nævnte opfattelse, som den udviklede læser i henhold til foranstående nu let vil forstå, langt mere i harmoni med virkeligheden end 54

54 materialistens opfattelse, der går ud på, at tingene bliver til af sig selv. Naturligvis er det levende "noget" bag naturen og tilværelsen ikke en olding, der sidder på en trone af træ eller guld, er ikke et væsen, der fremtræder i en bestemt form eller skikkelse, men dette forandrer ikke den kendsgerning, at der gennem alle synlige manifestationer afsløres en vilje-, intelligens- og følelsesmæssig udløsning, og at den højeste logik i tilværelsen tvinger os til at erkende denne udløsning umulig uden tilknytning til "et levende noget", idet materien, stofferne eller kemikalierne ikke kan tænke og handle, have intelligens og følelse. 37. KAPITEL Alle kropslige organer har sin uroprindelse i en længst forsvunden tids materielle, tekniske og kemiske værksteder pli andre kloder. Med hensyn til "det levende noget" ligger dets analyser udenfor nærværende bogs ramme, og jeg må derfor henvise læserne til "Livets Bog", hvor disse analyser er udførligt manifesteret og gør "skaberen" bag "naturen" til en kendsgerning. Ligeledes vil man gennem de samme analyser få at se, hvorledes alt i naturen, hver en lille detaille i de allermindste såvel som i de allerstørste kendte levende væseners organismer, såsom organerne: hjerte, lunger, lever, nyrer, åre- og nervesystem, tænder og skelet o. s. v. er resultater af forudgående opfindelser, tænk- 55

55 ning og planlæggelse. Ja, vi vil endog yderligere i samme bog n at se, hvorledes de nævnte detailler alle uden undtagelse kan føre deres første oprindelse tilbage til materielt-tekniske værksteder og kemiske laboratorier på længst forsvundne verdener og nu, gennem en umådelig udvikling, fremtræder for os i dag som organiske realiteter, der hver især for det kosmiske klarsyn gør sin fjerne opfinders identitet til en ligeså uomstødelig kendsgerning, som de nuværende moderne opfinderes identitet gennem dampmaskinen, motoren, flyvemaskinen, telegrafen, radio o. s. v. i dag bliver til kendsgerning for det almindelige jordiske menneske. Endvidere kan det tilføjes, at det for det førnævnte klarsyn ligeledes vil blive en kendsgerning, at nutidens moderne opfindelser i virkeligheden er identiske med den første spæde begyndelse til manifestation af ideer til organismer på fjerne kommende verdener langt fremme i tiden. 38. KAPITEL Den ny forskningsmetode og videnskab. Igennem foranstående er vi blevet vidne til, at livets højeste logik tvinger forskeren til at erkende "overfysiske" realiteter ved det levende væsen såvel som bag alle former for bevægelse eller skabelse i naturen. Og den førnævnte videnskabelige kursændring vil altså bestå deri, at videnskaben efterhånden bliver direkte indstillet på disse "overfysiske" realiteter i stedet for på de rent ma- 56

56 terielt-fysiske realiteter, som den nu hovedsageligt er indstillet p!. Den ny forskningsmetode vil s!ledes være direkte indstillet p! "det levende noget", hvis eksistens forskeren i følge den højeste logik kommer til at erkende som basis for al videre forskning. Da forskeren selv er identisk med dette "levende noget", vil hans eget liv være det objekt, der ligger ham nærmest eller er mest tilgængeligt for denne forskning. Den ny forskningsmetode vil derfor mere og mere blive baseret p! individets kendskab til sig selv, dets kendskab til sin egen overfysiske natur, thi i denne overfysiske natur ligger hele livets mysterium!benbaret. Den ny videnskab vil efterh!nden blive fortrolig med, at stjemet!l.gen i mikrokosmos s!l.vel som i makrokosmos i sin grundanalyse som universets "urstof" er nøjagtig den samme overalt i verdensaltet pli. samme m!de, som vand er vand overalt i den samme flaske eller krukke. Og ligesom man for at f! en analyse af vandet ikke behøver hele flaskens indhold, men kun en ganske lille prøve af dette, s!ledes behøver man heller ikke i den ny videnskabelige forskningsmetode hele universets samlede stjemet!ge for at erholde absolut viden om dens sande natur og analyse. Her er en enkelt lille "prøve" af denne ogs! absolut tilstrækkelig. Og en s!dan lille sand "prøve" p! universets stjernet!ge har ethvert levende væsen medfødt i form af sin egen organisme og bevidsthed, samt i sin tilknytning til den planet eller klode, som det befinder sig p!. For et jordmenneskes vedkommende har det s!ledes for sig i form af jorden en "stjerne" i stort og h!ndgribeligt format. Det kan s!ledes ved at studere

57 Jorden se livets udfoldelse på en "stjerne", der jo er den mindste partikel i "urtl!tgen", ganske uafhængigt af hvilken størrelse den som planet eller klode så end måtte have. 39. KAPITEL Den ny forskningsmetode og af sløringen af universets og dermed det levende væsens hemmelighed, mystik og identitet. At anstrenge sig for at finde livets hemmelighed eller nøglen til tilværelsens gåde på de langt mere utilgængelige mikroskopiske "stjerner" eller "atomer", fremmede kloder eller planeter, er absolut overflødigt, er at "gl!t over!!ten efter vand", idet gådens løsning i langt større og mere uhindret form åbenbares gennem jordkloden, der er den for jordiske sanser af Forsynet tilpassede åbenbaring af "stjerners", atomers, soles og planeters højeste analyse. Det samme gør sig gældende, hvis et individ vil udforske en mælkevej, der jo udgør en "stjernetåge" eller en udstrakt kombination af stjerner. Her skal det ikke rette sit fysiske syn ind p!!t en mælkevej ude i verdensrummet. Den er altfor utilpasset til de jordiske sanser, hvilket fremgår tydeligt deraf, at den overfor en sådan indstilling af sanserne aldrig nogen sinde vil komme til at afsløre anden analyse end en samling stjerner, stjernetl!tge, lysende materie. At se mælkevejen som en samling stjerner eller lysende tåge er ikke nogen grundanalyse, 58

58 det giver absolut intet billede af universets hemmelighed eller livets mening. Nej, individet må rette blikket ind på det mælkevejssystem, der af "Guds korrespondance" er li/passet til dets sanser eller iagttagelser. Og et sådant "mælkevejssystem" har individet i sin egen organisme, - der i realiteten ikke alene er "en samling stjerner", men også viser denne "samling stjerner"s bestemmelse, hensigt og formål. Og den grundanalyse, som forskeren således her kommer til, gælder for en hvilken som helst selvstændig stjernetåge. Dette vil igen sige, at stjernehimlens utallige mælkevejssystemer alle uden undtagelse er identiske med levende væseners organismer, synlige for individet i så stort et kæmpeformat, at de enkelte atomer og elektroner i form af solsystemer og planeter i disse organismers stof bliver synlige. Materiens "urtåge" er her blevet til "Guds Korrespondance". Når individet i sin daglige tilværelse har for sig stof, materie, former og ting, landskaber, hav og himmel, levende væseners organismer o. s. v. vil det altså sige, at det for sit syn har "urtågen" i et sådant kæmpeformat, at dens enkelte stjerner, atomer og elektroner her forsvinder i mængden. Og det er denne mængde, der gør "urtågen" synlig som "stof", som "materie". Og gennem materien formes så igen de daglige detailler i individets oplevelse af livet. Oplevelsen af livet bliver således identisk med Guds afsløring for individet af stjernetågens, mælkevejens, atomernes og elektronernes eller mikrokosmos' og makrokosmos' hemmelighed. Men denne afsløring er det samme som afsløringen af det levende væsens hemmelighed, mystik og identitet. 59

59 I kraft af evige love ligger det suedes indenfor mulighedens grænse for det fremskredne levende væsen at se materiens eller stoffets grundanalyse eller "urtågen" ved at rette blikket mod himlen, mod stjernerne, og stjernernes hemmelighed, bestemmelse og formu ved at rette blikket mod Jorden, mod materien, mod stoffet, mod blodet indtil en slldan grad, at man atter ser "urtågen", stjernerne, solene eller den lysende periferi, der altsll i dette tilfælde vil sige atomerne og elektronerne eller mikro kosmos. 40. KAPITEL Det levende væsen rummer i sig alle universets hemmeligheder og bliver derfor det fuldkomneste undersøgelsesobjekt for opklaringen af universets og livets mysterium. Al forskning, al afsløring af universet, eller "Guds tale" til det levende væsen, til forskeren kan suedes kun finde sted mellem de to lysende periferier: stjernetågen i makrokosmos og stjernetågen i mikrokosmos. Indenfor disse to periferier fremtræder det levende væsen, der igen er den mest fuldkomne "undersøgelsesprøve" pll "urtågen" eller det absolut eneste sande undersøgelsesobjekt for udforskning af selve livets mening og tilværelsens dybeste årsag. Det levende væsen rummer altså i sig løsningen på universets hemmeligheder. Det er selv et univers, og dets analyse som sådan er alle universers grund- 60

60 analyse. Det er selv en "gud d o m" i dette univers, hvilket Biblen ogs.!i bekræfter i sin sætning "I er e Gu - der". Og denne dets analyse som "guddom" vil give el indblik i "guders analyse". 41. KAPITEL "Guds korrespondance". Alle levende væsener har s.!iledes i deres egen analyse universets absolut ufejlbarlige grundanalyse. At komme til denne absolut sande analyse af sig selv er det samme som at komme til løsningen p.!i universets mysterium, der igen er det samme som afsløringen af livets glide. At komme til denne afsløring er m.!ilet med "Guds korrespondance". Denne "korrespondance" foreg.!ir alts.!i gennem individet selv, er dets egen oplevelse af livet. Denne oplevelse fortoner sig i "stjernet.!ige", dels nedad i mikrokosmos, dels opad i makrokosmos. Indenfor disse to gyldne rande og i harmoni med den her skitserede naturlige forskningsmetode skal jeg i det efterfølgende føre læseren ned gennem mikrokosmos og her lade ham blive vidne til den lidelse og kval, til den rædsel og smerte, til den undergang og død, som en ligbrænding afstedkommer her i disse sm.!i regioner eller zoner, over/ or hvilke han selv i realiteten er en guddom. Og yderligere vil han gennem det samme syn blive vidne til, hvorledes denne hans identitet endnu kun er at betragte som temmelig ufuld- 61

61 kommen, grumset og uren, sjlænge han ikke tager afstand fra den form for overtrædelse af det femte bud eller kærligheds/oven, der kommer til udløsning gennem ligbrænding. 42. KAPITEL Det levende væsens organisme er i princip et univers med naturkræfter pj samme mjde som det almindeligt kendte univers. For rigtigt at kunne forstå de realiteter, der viser, at den retmæssige ligbegængelse og dermed dette, at enhver form for "ligbrænding" i realiteten er det samme som en katastrofal undergang af et "univers" og dermed betyder en unaturlig og smertefuld død for de i samme "univers" eller lig eksisterende myriader af mikrovæsener, vil det være nødvendigt for læserne at sætte sig ind i studiet af en organismes identitet som "univers", hvilket sidste i dette tilfælde ikke skal betyde verdensaltet, men derimod et selvstændigt stjerne- eller mælkevejssystem, og jeg skal derfor her gå over til at give et lille kort omrids af de kræfter, der udgør hovedfaktoren i ethvert "univers" såvel som i enhver organisme og derved påvise de to faktorers fælles identitet. Som læseren må forstå, udgør hans organisme et "univers", hvilket igen vil sige en bolig, et plan, en skueplads for udfoldelse af betingelser for millioner af levende væ- 62

62 seners manifestation og oplevelse af livet. Disse myriader af levende væsener befinder sig naturligvis lige så langt under ham i mikroskopisk tilstand, som han selv i samme tilstand befinder sig under det levende væsen, for hvem det almindelige univers er organisme. Og ligesom dette sidstnævnte univers har sine "naturkræfter", sine storme, sine strømninger, eksplosioner, vulkanske udbrud, sine oceaner og kontinenter, sine klode- og planetcirkulationer o. s. v., således har også det "univers", der udgør vor egen organisme, sine "naturkræfter", sine energiudfoldelser, sine skabende vibrationer o. s. v. Når det jordiske menneske ikke plejer at kalde disse realiteter for "naturkræfter", skyldes det kun den omstændighed, at det her har større overblik over disse kræfters planmæssige mission, rolle eller opgave i deres egen organisme og derfor har været i stand til at give disse udtryk eller betegnelser, der svarer til deres mission. Disse "naturkræfter" i det jordiske menneskes organisme kender vi i den daglige tilværelse under begrebet "blodomløb", "Jndedræt", "fordøjelse". Foruden disse tre nævnte faktorer er der yderligere en stor kraftudfoldelse, som det jordiske menneske i al almindelighed endnu ikke i særlig grad har noget indgående kendskab til, men som ikke desto mindre i virkeligheden er den "naturkraft", der udgør den største skabende faktor for al bevægelse i individets samlede organisme. Denne sidstnævnte faktor udtrykkes som - "tænkning". 63

63 43. KAPITEL Tænkningen som det højeste fundament for blodets skabelse og dermed for organismens sundhed. Hvad er da tænkning, siden den spiller så stor rolle i individets tilværelse? - Tænkning er en gennem individets hjerne- og nerveorganer koncentreret udløsning af "overfysiske" kræfter. I henhold til "Livets Bog" er "overfysiske" kræfter igen det samme som højere elektriske bølger eller vibrationer. Disse bølgers modtagelse og afsendelse gennem organismen fornemmes som "tanker". Denne fornemmelse er igen det samme som oplevelsen af livet. Når et individ tænker, vil det altså sige det samme som, at der gennem dets nerver og hjerteorganer, der i dette tilfrælde vil være at betragte som et "radioanlæg" af overordentlig fin konstruktion, går en strøm af elektriske bølger, der i forhold til de sædvanlige radiobølger er overordentlig mikroskopiske. Medens denne strøm indadtil opleves som tanke, som fornemmelse af livet, viser den sig udadtil som - "magnetisme", der igen i dette tilfælde er det samme som det, vi kalder "livskraft". Idet tankerne således er det samme som fine elektriske bølger, der gennemstrømmer organismen, vil enhver tænkning være identisk med en eller anden form for - "elektrisering" af organismen, hvilket igen i dette tilfælde vil sige det samme som en "overfysisk" kraftpåfyldning. Denne "elektrisering" eller kraftplifyldning udløses direkte i blodet. Tænkningen bliver derved det højeste fundament for blodets skabelse, og dets kvalitet m/i der- 64

64 for stå og falde med tænkningens natur og kvalitet. Da blodet igen udgør det bærende fundament for selve organismens skabelse, vedligeholdelse og velbefindende, bliver tænkningen således selve livets allerhøjeste manifestations/ aktor. - Det et væsen tænker, det bliver det. Har det sygelige og abnorme tanker, vil dets organisme blive sygeligt eller abnormt magnetiseret, hvorved den i tilsvarende grad må fremtræde som usund og svækket, medens den ved lyse, sunde og normale tanker uundgåeligt vil komme til at fremtræde som udtryk for det højeste normale velvære. 44. KAPITEL Tanken er identisk med al kraft og bevægelse såvel i naturen som i organismen. At tanken netop udgør en kraft, der binder eller fastholder organismen i en bestemt tilstand kommer blandt andet til syne i individets ansigtsudtryk. Alene det, at disse kan være forskellige, viser jo, at der bag ansigtet eksisterer en kraft, der er bestemmende for ansigtsmuskulaturens mimik. Et ansigt kan jo udtrykke vrede og had det ene øjeblik og mildhed og kærlighed i det næste. At der bag vrede er vredestanker og bag kærlighed er kærlighedstanker er jo en kendsgerning for ethvert normalt menneske. Men hvis disse tanker ikke var en kraft, en energi, kunne de ikke influere på noget som helst, og 65

65 dermed heller ikke på ansigtsmuskulaturen. De ville således ikke, som det nu undertiden er tilfældet, kunne få blodet til at "skyde op i kinderne", få hjertet til at banke heftigere, få individet til at rødme eller blegne. Ethvert ansigt ville være stift som en billedstøtte, ligesom det ville være umuligt at bevæge arme og ben. Hvis tanken var absolut "intetbevæge/se", absolut stilhed, ville den jo umuligt kunne indvirke på hjerne og nerver og ville dermed umuligt kunne fornemmes eller opleves, idet en indvirkning umuligt kan finde sted uden at være identisk med bevægelse. Uden bevægelse eksisterer der således ingen tænkning, og uden tænkning ingen oplevelse af tilværelse. En evig stilhed, en evig død ville være i stedet for livet. Verdensaltet ville være et uophørligt "intet". Men da dette er det modsatte af, hvad der er en kendsgerning, er tanken altså urokkeligt identisk med bevægelse. Al bevægelse i tilværelsen, det være sig skyernes flugt, oceanets brændinger, klodernes kredsløb, blodets brus i vore årer såvel som vor tale, handling og fremtræden er således manifestation af tanke, idet "tanke" kun er Jeg'ets fornemmelse af dets omgivende energi eller bevægelse. Når energi fremtræder i vibrationer eller bølger af en sådan natur, at den går direkte gennem hjerne og nerveorganerne og derved fornemmes som identisk med bevidstheden, opleves den som "tanke". Når den derimod fremtræder i andre former, kan den kun opleves indirekte eller som noget, der er udenfor tankeorganerne eller adskilt fra bevidstheden og fremtræder da for individet som "bevægelse". "Tanke" udgør således den in- 66

66 derste fornemmelse af bevægelse. "Bevægelse" udgør den yderste konsekvens af denne fornemmelse. 45. KAPITEL Det jordiske menneske betjener sig undertiden af et tankeklima, der tilhører et milieu, det for/ængst er vokset fra. Da tanken er den magnetisme, den livskraft på hvilket blodets konsistens og kvalitet og dermed individets hele virkelige lykke og velvære er baseret, bliver tankens art, natur og kvalitet hovedfaktoren i enhver form for et levende væsens normale såvel som unormale fremtræden i tilværelsen. Er de tankearter eller tankeklimaer, som passerer gennem individets tankeorganer og dermed skaber dets vilje- eller handlemåde, af en unormal eller abnorm karakter, bliver samme individs blodmagnetisering eller livskraftoverføring og dermed dets organisme som tidligere nævnt også unormal eller abnorm, idet nævnte kraftoverføring er identisk med tænkningen. Da de jordiske menneskers udvikling i de senere årtier er gået uforholdsmæssigt stærkt frem, befinder de samme mennesker sig i tilsvarende grad i en udviklingszone, hvis normale tankeklimaer de endnu ikke rigtig er blevet fortrolige med. Følgen heraf bliver, at de i stor udstrækning betjener sig af ældgamle tankeklimaer (forestillinger), hvis energiudløsende natur kun kan være at betragte som normal magnetisme eller livskraft for organismer i 67

67 lave primitive dyriske stadier, som de jordiske mennesker med den højeste del af deres bevidsthed faktisk forlængst har forladt. Mellem de jordiske menneskers organismer og tankeklimaer er der suedes i tilsvarende grad en vis disharmoni. En vis form for unormal tænkning og dermed overføring af en tilsvarende unormal livskraft til organismerne vil derfor være fremherskende. Disse organismer kommer derved i samme grad til at fremtræde som syge, som svækkede, som modstandsløse overfor infection m. m. Organismerne er stemplede med smerte og lidelse. "Helvedes ild" flammer over den jordmenneskelige tilværelse. 46. KAPITEL Menneskeheden er endnu kun delvis blevet frelst gennem religionens og verdensgenløsningens tankeklimaer. På basis af foranstående er verdensreligionerne blevet til. Og på samme basis er deres ophav blevet kaldt "verdensfrelsere". De var nemlig væsener, der i større udstrækning end almenheden betjente sig af det for mennesket normale tankeklima, betjente sig af den rigtige livskraft, samtidig med at de gjorde dette tankeklima bekendt for medvæsenerne. Nævnte tankeklima blev så i form af religioner og moralforædling den første begyndende og nye retmæssige "livskraft" eller magnetisme for de jordmenneskelige organismer. Og da menneskene ved at beskæftige sig med dette tankeklima, ved at lade det gennemstrømme deres hjerne og nerveorganer, ved 68

68 at gøre sig til åndsforskere, ikke kan undgå at få deres blod elektriseret eller gennemstrømmet af dettes forfinede og for lavere instinkter tilintetgørende energier og deres blod og dermed alle øvrige organiske detailler forfinede, gjort mere normale, tilværelsen mere lidelsesfri, og livet mere identisk med lykke, måtte al sand religionsskabelse og dens ophav nødvendigvis for menneskeheden komme ind under begrebet "verdensfrelse" eller "verdensgenløsning". Dermed er jo ikke sagt, at de kendte religioners identitet som "normaltanker" eller "normallivskraft" for det menneskelige blod og den menneskelige bevidsthed har været i hundrede procents renkultur - tværtimod. Religionerne kan kun udtrykkes som nogle af lavere eller primitive jordmenneskelige tankearter og misforståelser fortyndede overleveringer af deres ophavs enkelte, hundrede procents normale tankeguldkorn eller virkelige symbolik eller analyser af de evige fakta. Og som følge heraf bliver de samme religioner i tilsvarende grad blottet for at kunne udløse den hundrede procents blodelektrisering, der giver individet den urokkelige og sande fuldkomne, sygdomsfri lykketilstand. Individerne er gennem de til dato eksisterende religioner eller moraltankeklimaer endnu kun delvis blevet "frelst", ganske uafhænigt af hvor meget de så end selv måtte anse sig for at have opnået denne tilstand i sin fulde helhed. Derfor ser man også det særsyn, at de såkaldte "gudfrygtige", "hellige", "rettroende" og "salige" mennesker befængte med sygdomme og lidelser ligesåvel som de såkaldte "ugudelige" og "vantroende", "røvere" og "mordere". 69

69 47. KAPITEL Hvorfor man skal elske hverandre. Det endelige og absolut lykkeførende tankeklima eksisterer kun i renkultur, når det repræsenterer en hundrede procents oplevelse af tilværelsens eller livets egen fornuft eller intelligens reguleret af en til denne intelligens tilpasset jævnbyrdig følelse. Når et tankeklima af denne art, der igen er det samme som "Den hellige And", bliver den daglige energiudløsning gennem individets tankeorganer, bliver dets blod og organisme således gennemstrømmet af den højeste magnetisme eller livskraft, der findes, og kommer derved til at være udtryk for den højeste sundhed. Men da denne livskraft gennem tankeorganerne bliver identisk med den allerhøjeste videnskab, visdom og kærlighed, bliver individets åndslegemer også udtryk for den højeste sundhed. Det højeste tankeklima giver således ufejlbarligt "en sund sjæl i et sundt legeme", hvilket igen udgør den uomstødelige hovedbetingelse for at opleve det virkelige liv bag den illusoriske verden. Kun "de rene" af hjertet kan "se Gud". Og betydningen af det store bud "elsker hverandre" får atter her sin uomstødelige bekræftelse. 48. KAPITEL Vor tanke er den højeste ydre naturkraft for vor organismes mikrovæsener. Som vi her har berørt, udgør tanken altså det samme som individets livskraft og er dermed hovedfaktoren i 70

70 bestemmelsen af individets sundhed og sygdom såvel legemligt som sjæleligt. Da individets organisme udgør et "univers" eller en bolig for myriader af mikroskopiske væsener, er det ikke alene for individet selv, at denne livskraft bliver sundheds- og lykkebestemmende. Den er også en stor medvirkende faktor i skabelsen af de små mikrovæseners skæbne. I deres "univers" udgør den jo den højeste ydre kraft, hvilket vil sige "naturkraft". Her må man huske på, at de nævnte væsener hver især også har en lille organisme, der igen er bolig eller "univers" for myriader af nogle i forhold hertil fremtrædende mikrovæsener. Da de således har en organisme, må de nødvendigvis også udløse en form for tænkning og den dermed identiske magnetisering, thi ingen organisme kan uden magnetisering undgå at udgøre et "lig". 49. KAPITEL Et livskraftoverskud der giver betingelser for, at individet kan overleve katastrofer, lemlæstelser eller påvirkninger, der ellers ville have en undergang til følge. Her vil man måske komme med den indvending, at et væsen tænker ikke, når det sover eller på anden måde er bevidstløs, og dog udgør dets organisme under en sådan tilstand ikke noget lig. Men hertil må jeg bemærke, at alle former for bevidstløshed kun kan opretholdes på basis af et vist livskraftoverskud i blodet, og at enhver organisme derfor i et sådant tilfælde uvægerligt vil gå 71

71 sin undergang i møde, blive til et lig, når dette overskud er opbrugt, hvis ikke individets tankeorganer inden dette tidspunkts indtræden igen er begyndt at fungere og en ny fortsættende livskrafttilføring derigennem atter er bragt til udløsning. Og det er jo netop i henhold hertil, at man foretager oplivningsforsøg i sådanne tilfælde, hvor bevidstheden, hvilket altså vil sige tankefunktionen, ved katastrofal påvirkning er sat ud af stand til ved egen kraft at vende tilbage. Ethvert levende væsen har således altid et vist livskraftoverskud, der betinger, at tænkningen gennem det pågældende legeme for en tid kan standses eller sættes ud af funktion uden at have døden til følge. Det får derved en større modstandsdygtighed i kampen for tilværelsen, får betingelser for at overleve katastrofer, lemlæstelser eller påvirkninger, der ellers uundgåeligt ville have udløst dets undergang. 50. KAPITEL "Søvn", "træthed" og "hvile". Ovennævnte tankestandsning kan også foregå på en måde, der er naturlig og fremtræder da for os som det, vi kalder "søvn". Søvnen udgør en proces, ved hvilken individet kan eksistere ved hjælp af opsparet magnetisme eller livskraft til fordel for en tankestandsning. Ved hjælp af denne tankestandsning bliver individets fysiske tankeorganer indtil en vis grad sat ud af funktion. Men idet de 72

72 således bliver sat i stilstand, bliver afspændet for den identisk med tænkningen fremtrædende "elektriske" strøm eller udladning, opstår der betingelser for en "reparation", fornyelse eller udbedring af de små mikroskopiske brud eller skader, som den nævnte "elektriske" strøms slid har forvoldt i hele nerve- og tankesystemet. Det er den samlede fornemmelse af disse små brud eller skader, vi kender som "træthed". Og det er den styrke og fornemmelse af velvære, som nævnte udbedring og fornyelse giver legemet, vi kalder "hvile". 51. KAPITEL Individet befinder sig i syv legemer og korresponderer med seks tilværelsesplaner. Inden jeg går videre, må jeg dog gøre bekendt, at ethvert individs samlede organisme, således som udtrykt i Livets Bog, består af syv forskellige legemer, hvoraf de seks er redskaber for individets korrespondance med tilværelsens tilsvarende grundenergier. Disse grundenergier udgør alle tankeenergier, men er af en indbyrdes forskellig natur, således at individets korrespondance eller vekselvirkning med hver enkelt af disse kun kan udløses gennem et for hver enkel energi specielt tilpasset legeme. Individets seks manifestations- eller tankelegemer er derfor tilsvarende forskellige. Jeg kan dog ikke her komme 73

73 nærmere ind på disse legemers analyser, men må nøjes med at udtrykke, at enhver af disse individets seks forskellige vekselvirkninger med den samlede verdensenergi i realiteten udgør en selvstændig tankeproces. Ethvert levende væsens samlede tilværelse udløses således gennem seks forskellige tankeprocesser. Da en tankeproces udgør en form for oplevelse af livet, bliver individet genstand for seks forskellige former for oplevelse af livet. Da en særlig form for oplevelse af livet igen er det samme som et - "tilværelsesplan", udgør individets samlede tilværelse en oplevelse af seks forskellige tilværelsesplaner. Af disse er det almene jordiske menneske kun bevidst i eet, nemlig - "det fysiske plan" eller "den fysiske verden". Nævnte individ lever nemlig i en midlertidig tilstand, hvor det af dets seks legemer, der er tilpasset til det fysiske plan, hvilket altså vil sige "dets fysiske legeme", er dets øvrige legemer så overlegen og dermed dets fysiske tilværelse så altdominerende, at dets oplevelser fra disse nævnte øvrige legemers tilværelsesplaner meget vanskeligt eller næsten slet ikke kan fornemmes af samme individ indenfor dets "fysiske tilværelse". Kun når den "fysiske" "tankestandsning" er inde, hvilket vil sige, når individet på "det fysiske plan" befinder sig i dyb søvn eller på anden måde er bevidstløs, oplever det tankeprocessen og dermed livet gennem de øvrige legemer. 74

74 52. KAPITEL Hvorfor tilværelsen udenfor det fysiske plan er mystik og mørke for det jordiske menneske og kun oplyses af et udødelig! håb om et evigt liv. Men da erindringerne herom for det i okkult henseende primitive jordiske menneske endnu er alt for svage til at kunne gennemtrænge dets fysiske tilværelse, vil samtlige tilværelsesplaner udenfor denne, for samme individ, være indhyllet i mystik og mørke. I dets vågne fysiske fremtræden tror det således, at søvnen er en bevidstløs tilstand, og døden en tilstand, hvor alt liv er udslukt, en søvn hvoraf ingen nogen sinde vil være i stand til at vågne. Og det er forståeligt, at en sand rædsel for døden dermed i samme zone er almengældende. Men midt i alt dette mørke luer en lille svag og spæd flamme. Det er håbet om en evig tilværelse. Dens blafrende skin er intet mindre end svage dønninger fra den energiudløsning fra de pågældende individers spæde oplevelse fra de øvrige tilværelsesplaner under den fysiske tankestandsnnig, der engang skal blive til en fuldkommen altgennemtrængende erindring om livet udenfor den fysiske tilværelse, blive til den udødelighedsfornemmelse, der gør individets opstandelse fra en fysisk tilstand til en evig tilværelse til en kendsgerning. 75

75 53. KAPITEL Søvnens natur og betydning for væsenets fysiske tilværelse. Individets fysiske bevidstløshed eller søvn betyder altså kun tankestandsning på det fysiske plan. Det lever og tænker under denne tilstand gennem de øvrige legemer og oplever således livet på disse legemers tilværelsesplaner. At dette er en fra den fysiske tilværelse helt afvigende form for oplevelse af liv er naturligvis en selvfølge. Men dette livs natur har ingen interesse for vort emne her, og jeg må derfor med hensyn til dettes analyser også her henvise til "Livets Bog". Da søvnen, som vi har set, udgør en slags helbredelse, udbedring og fornyelse af de små skader eller brud på nerve- og tænkeorganerne, som tankeprocessens "elektriske strøm" har slidt eller forvoldt, bliver det her synligt, hvor betydelig en faktor søvnen er for ethvert individ. Uden denne ville en fysisk tilværelse være ganske umulig. Ved en bestemt sum af tænkning og dennes forplantning gennem hele organismen i form af tilsvarende legemligt arbejde opstår der, som før nævnt, små mikroskopiske skader eller lemlæstelser i nerverne, der jo udgør tankeprocessens "ledningsnet". Efterhånden som disse skader eller brud tager til, bliver nervernes strømførende egenskab i tilsvarende grad svækket. Denne svækkelse udgør, som læserne allerede ved, det samme som "træthed". Efterhånden som strømføringen bliver svækket, bliver strømmen af en tilsvarende lavere og lavere spæn- 76

76 ding. Men da strømmen udgør selve individets fornemmelse af det pågældende tilværelsesplans liv, bevægelse og energi, bliver denne fornemmelse også i tilsvarende grad i aftagende. Denne aftagen af individets evne til at fornemme livet oplever det som "søvnighed". NlJr et individ er "søvnig", vil det altslj betyde, at nerverne er "opslidt", de mikroskopiske brud og lemlæstelser er plj sit højeste, er af en sljdan fremtrædende natur, at de slj at sige lukker af for strømmen, hvorved tankestandsningen og dermed bevidstløsheden eller søvnen i tilsvarende grad naturligvis mlj gøre sig gældende. Under den i form af bevidstløsheden eller søvnen fremtrædende afspænding af nerverne læges, heles og udbedres disse. Når denne helbredelsesproces er til ende, begynder strømføringen atter at gøre sig gældende, hvilket igen vil sige det samme, som at individet "vligner". Med fornyet kraft, styrke og velvære fornemmer det atter livet, ser dagens lys og oplever blodets varme i sine årer. 54. KAPITEL Ntlr et væsen underminerer sin soveevne. Men det er ikke altid, at denne opvågnen fornemmes som bar velvære. Undertiden er den ledsaget af stærk værken i alle lemmer, hovedpine og ugidelighed; hvordan kan det nu være? Ja, som læseren i henhold til foranstående let vil kunne forstå, kan et væsen med sit forhold til søvnen gøre ubodelig skade på sin organisme og dermed et tilsvarende 77

77 attentat på sit eget velvære. Hvis et væsen ikke respekterer sin træthed eller søvnighed, men kæmper imod, hvilket jo meget ofte sker i sjdanne tilfælde, hvor individet har brugt den tid, i hvilket det skulle sove, til natlige udsvævelser eller sold og ikke desto mindre skal passe sit arbejde dagen derpå, eller i sådanne tilfælde, hvor det på grund af fattigdom må anvende en altfor stor og unaturlig del af døgnet til arbejdstimer, får det altfor lidt søvn. Et sjdant væsen får ikke "udsovet". Det kommer ikke i seng så tidligt, at skaderne kan blive helt udbedrede og nerverne helt lægte inden det tidspunkt, hvor nødvendigheden atter tvinger det til at stå op. Det kan derfor ikke vente, til det har udsovet, og dets opvågnen derved på naturlig måde sker af sig selv, men har måttet vænne sig til en permanent kunstig opvågning. Denne opvågnen sker i de fleste tilfælde ved "vækkeure" eller ved et andet individs "kalden". Men den unaturlige opvågnen kan også blive så vanemæssig, at den kan finde sted ganske af sig selv, på det givne tidspunkt, uden nogen som helst ydre påvirkning. Men en sådan tilstand er kun udtryk for, at individets soveevne allerede er svækket, er på retur. Nævnte soveevne skal helst kunne garantere, at individets fulde tiltrængte søvn sker i eet eneste samlet træk, hvilket altså vil sige uden nogen som helst afbrydelse. At vænne sig til at vågne kunstigt er det samme som at udøve attentat mod nævnte evne. Og dette attentat, hvor uskyldigt det så end tager sig ud, ligegyldigt om det er foretaget med "vækkeur" eller ved et andet væsens venlige "kalden", er i tusinder af tilfælde den første spæde begyndelse eller indledning til det, der senere i livet for 78

78 mangfoldige mennesker betyder "søvnløse nætter". Disse menneskers "vågneevne" har efterhånden udviklet sig videre og videre for ti/sidst at blive så altdominerende i bevidstheden, at den for sjæl og legeme sundhedsbefordrende, styrke- og hvilegivende, naturlige "soveevne" kun er tilbage som "ruiner" eller "brudstykker" af sin oprindelige tilstand. Disse individer kan næsten slet ikke sove. At dette, uden kyndig, helbredende indgriben, betyder nedbrydning og undergang af de pågældende væseners fysiske fremtræden er naturligvis en selvfølge. 55. KAPITEL Når væsenet får for lidt søvn. Når et individ vågner, før det har udsovet, er skaderne eller brudene i nerverne altså ikke helt udbedrede eller lægte. Når samme individ ved sin opvågnen og den dermed indtrådte tankeproces påny sender "strøm" eller "magnetisme" gennem nerverne, vil dette betyde smerte eller værken rundt om i legemet, idet nerverne på grund af deres ulægte tilstand er ømme, ja er næsten at betragte som sår. Ved en permanent for tidlig opvågnen bliver disse "sår" aldrig lægt. Men sår, der aldrig bliver lægt, men får lov til at vokse videre, bliver let inficeret med, eller modtagelige for usundhed for derved tilsidst at blive en katastrofe for individet; og således også med de overanstrengte nerver. En permanent mangel på hvile eller søvn vil uvægerlig ti/sidst få nerverne til bogstaveligt at fremtræde i "laser" og "pjalter". Gennem et sådant "led- 79

79 ningsnet" kan "tankemagnetismen" kun vanskeligt befordres, hvilket igen bevirker et pres i hjernen, der mærkes som hovedpine, hver gang individet forsøger at tænke eller arbejde med hjernen. Når dertil kommer, at blodet i sådanne tilfælde, hvor det ikke får det fulde kvantum magnetisme, samtidig med at den magnetisme, der sliledes sparsomt tildeles det, ikke kan være af nogen høj kvalitet som "livskraft", idet individet under de foreliggende omstændigheder ikke kan være i noget højt og lysende tankeklima, men snarere bevæger sig i selvbebrejdelsernes, samvittighedsnagets og melankoliens mørke og gustne tågeskyer, er det givet, at individets samlede organisme i et slldant tilfælde er ttnder et hurtigt voksende fald mod svære lidelser, mod dets egen dommedag og undergang. 56. KAPITEL Når væsenet får for megen søvn. Men ligesom individet kan få for lidt søvn, således kan det også få for megen søvn. I et sådant tilfælde bliver nerverne ligesom "forvoksede". Fornyelsen bliver unaturlig, og nerverne dermed i tilsvarende grad uegnet som ledning for livskraften. Der opstår derved omtrent de samme symptomer som ved for lidt søvn med træthed, værken i lemmerne, hovedpine og ugidelighed. Men hensyn til, hvor megen søvn et individ skal have, kan der ikke gives nogen for alle fælles regel, idet det er meget individuelt. Men man skal i alt fald have så megen, at man på naturlig måde vågner af sig selv. Og hvis man 80

80 s.!i i tilknytning hertil kun betjener sig af rene og ædle tankeklimaer, da vil nævnte naturlige opågnen være ledsaget af en følelse af et sådant velvære og en s/idan arbejdslyst, at enhver tanke om at fortsætte hvilen eller sengelejet i højeste grad er ubehagelig, hvorfor man skyndsomt forlader dette for i strjjlende humør og livsglæde at gå de med den ny dag forbundne oplevelser, frembringelse" og foreteelser i møde. 57. KAPITEL Individets forhold til dets organismes mikrovæsener og overholdelsen af det femte bud og næstekærlighedsloven. Læseren har nu fået lige akkurat så meget indblik i organismens hovedfaktor: tankefunktionen og den derigennem manifesterede livskraft, at han er i stand til at forstll. efterfølgende analyse af organismens identitet som "univers" og universets identitet som "organisme". Denne forstll.else er, som han nu skal se, netop nødvendig for at kunne opleve den rette og højeste guddommelige erkendelse af hans ansvar overfor de myriader af mikroindivider eller levende væsener, for hvem hans organisme er blevet den verden eller det verdensalt, der af Forsynet er skænket dem som vejen til livet. At komme i kontakt med Forsynet på dette omrjjde og gøre sin organisme til en fuldkommen og behagelig vej til livets oplevelse for disse hærskarer af sm.!i individer er en af de realiteter, der m.!i opfyldes og praktiseres, før den fuldkomne over- 81

81 holde/se af det femte bud, "Du skal ikke dræbe", eller opfyldelsen af det ene store kærlighedsbud "Elsker hverandre", der er "alle loves fylde", er en kendsgerning. Og før denne kendsgerning eksisterer, vil en sygdoms- og lidelses/ri tilværelse heller aldrig nogen sinde kunne blive en kendsgerning. Indtil da er individerne mørkefrembringende og mt!i selvfølgelig leve i dette af dem selv frembragte mørke. 58. KAPITEL Individets forhold til mikrovæsenerne i dets egen organisme er ikke en biting i skabelsen af dets skæbne. Som den udviklede læser heraf vil se, er individets forhold til sin egen organisme og de i denne eksisterende mikrovæsener ikke en biting i skabelsen af dets egen fremtidige skæbne eller lykketilstand, men derimod i allerhøjeste grad en ligeså stor hovedting som dets forhold til dets øvrige medvæsener i tilværelsen. Og da dets organisme også ud over døden er bolig for organiske mikrovæsener, bliver dets ansvar for dets egen ligbegængelse og dermed for disse små individers skæbne således ikke, som det uvidende menneske nu forestiller sig, en ren biting, men derimod en uundgåelig hovedfaktor, overfor hvilken en overfladisk eller skødesløs erkendelse, der udløser sig i unaturlig og pludselig tilintetgørelse af organismen, f. eks. i form af "ligbrænding", uundgåeligt vil udelukke individet, om end ikke fra en glimtvis okkult begavelse, så dog fra den fundamentale oplevelse af "Den 82

82 store Fødsel" og det med den forbundne permanente "kosmiske klarsyn" eller totale overskygning af "Den hellige And". Individet kan aldrig komme til helt at "se Gud", sålænge dets egen udstråling formørker vejen til livets oplevelse for de naturlige mikrovæsener i dets egen organisme, eller fra samme organisme ved primitiv eller mørk tænkemåde udelukker den nærende livskraft, som en højere tankeform eller en permanet kærlighedsopfattelse til alt og alle giver. 59. KAPITEL Hvorfor vi i "Bisættelse" er kommet ind på analyser, der synes sagen uvedkommende. Når vi i denne min bog om bisættelse er kommet ind på så dybtgående felter sagen vedrørende, at de fra en overfladisk betragtning, for enkelte af læserne, måske kan synes hovedemnet ganske uvedkommende, så skyldes det netop sagens, i henhold til ovennævnte, alvorlige natur i forbindelse med den omstændighed, at vi ikke har følt os berettiget til at forvente, at læserne sad inde med de for den rette forståelse af en ligbegængelses sande analyse nødvendige forkundskaber. Dette gælder navnlig med henblik på den under samme emne henhørende vildfarelse, der hedder "ligbrænding", og som indtil en vis grad er blevet et dogme, der blindt og uden nogen tilstrækkelig intelligensmæssig stabilisering af enkelte individer påberåbes udelukkende i kraft af den spinkle begrundelse, at "fremragende okkultister har ladet deres lig brænde". 83

83 Med henblik på det gennem denne begrundelse afslørede ukendskab og primitive følelsesforhold til mikrokosmos i forbindelse med stærke opfordringer til os om et svar på ligbrændingsspørgsmålet, har vi, for at et sådant svar skulle kunne få den fornødne logiske eller intelligensmæssige vægt, følt det nødvendigt, således som det gennem det foranstående nu er blevet læseren bekendt, at give nogle enkelte omrids af Jegets forhold til mikrokosmos og derigennem, i forbindelse med det efterfølgende, give ham, i alt fald, de mest uundværlige faktorer i hænde for skabelsen af hans retmæssige erkendelse af forholdet mellem hans eget Jeg, hans organismes dybder og de guddommelige love. 60. KAPITEL Makroopleve/sen og mikroopleve/sen, samt makroindividet og mikroindividet. En organisme udgør altså i henhold til det tidligere omtalte en kombination af betingelser, der tilsammen danner skuepladsen for umådelige hærskarer af levende mikrovæsener af indbyrdes vidt forskellig natur, fremtræden og former for oplevelse af livet. Samme kombination, der i virkeligheden udgør det samme, som det der i Livets Bog udtrykkes under begrebet "X 3", opretholdes på basis af en anden realitet, som i samme bog udtrykkes som "X 2". Disse to realiteter, der henholdsvis igen kan udtrykkes som "organismen" og "skabeevnen", ville dog igen være ganske uden betydning, hvis der ikke eksisterede en tredie urokkelig realitet, nemlig et "noget", 84

84 der kan opleve og benytte denne skabeevne og organisme. Dette guddommelige "noget" er det samme som "Jeget" eller som det i Livets Bog udtrykte "X 1 11 Gennem sin organisme og skabeevne oplever og manifesterer det livet. Men da dets organisme, som vi jo ved, består af levende mikrovæsener, og disse hver især igen ligeledes har deres lille organisme og skabeevne og derfor også må have et lille Jeg, der oplever livet, bliver det således her gennem det levendevæsens grundanalyse synligt, at der i dets fremtræden eksisterer to former for oplevelse af livet, nemlig dets egen oplevelse og mikrovæsenernes oplevelse. Disse to former for oplevelse vil vi herefter henholdsvis kalde "makroopleve/sen" og "mikrooplevelsen 11, idet vi med henblik på forskellen mellem de to oplevelsesformers ophav nødvendigvis i nærværende tilfælde må betragte den samlede organisme og dens indehavere som mikrovæsenernes "makrokosmos" og den samlede fremtræden af de små væsener i samme organisme som "mikrokosmos" for organismens ophav. I henhold hertil vil vi derfor også i det efterfølgende betegne nævnte ophav som "makroindividet" og alle samtlige små væsener i organismen for "mikroindividerne". 61. KAPITEL Når et væsen føler smerte og lidelse, udtrykker det, at det har skabt unaturlige forhold for mikrovæsenerne i dets organisme. Medens makroindividet er direkte bevidst i makrooplevelsen, der jo er dets egen direkte oplevelse af livet, er 85

85 det kun indirekte bevidst i mikrooplevelsen eller de små væseners oplevelse og tilværelse i dets organisme. Denne indirekte oplevelse forekommer hovedsageligt, når der i samme organisme opstår disharmonier. Disse disharmonier oplever makroindividet som identisk med dets sygdom, smerte og lidelse. Når der ingen disharmonier forekommer i organismen, opgår mikroindividernes samlede tilværelse og oplevelse kun i makroindividets oplevelse som fornemmelsen af naturligt velvære. Når et individ føler legemlig smerte og lidelse, vil det altså sige det samme som, at der i dets organisme findes en hel del mikroindivider, der på en eller anden måde har fået deres livsbetingelse eller eksistens besværliggjort og deres små organismer mere eller mindre lemlæstede eller ødelagte af en for dem deraf opstået unaturlig forøget "kamp for tilværelsen". Hvis det ikke netop var små organismer, repræsenterende små levende væsener, organismen bestod af, men derimod "død materie", hvilket naturligvis er en umulighed i universet, ville smerte og lidelse ikke kunne eksistere. Og da smerten og lidelsen er den urokkelige basis for den første form for skabelsen af makroindividets oplevelse af visdom og kærlighed og den deraf fremtrædende absolut fuldkomne lykke eller oplevelse af Guddommens eget liv, den tilværelse, som i virkeligheden er en kendsgerning, men af det store flertal af jordmenneskene fejlagtigt opfattet eller misforstået, vil nævnte oplevelse uden disse mikroorganismer være en umulighed. 86

86 62. KAPITEL Sammenspillet mellem makroindividet og mikroindividerne gennem nerverne og det heraf affødte almenbefindende for begge parter. Makroindividet kan således ikke eksistere uden på en måde hele tiden at være i kontakt med fornemmelsen af sine mikroindividers oplevelse af behag eller ubehag. Dets organisme er som tidligere nævnt et "univers", beboet med myriader af levende væsener, der alle hver og et er med til, i form af kampen for deres egen tilværelse, at opretholde makroindividets fornemmelse af at være til. Fra alle egne af dette "univers", ja, selv fra de mest utilgængelige og fjerneste, er der lagt "ledninger" indtil centrum, indtil makrojeget. Da hver enkelt af disse "ledninger", om end usynligt for det fysiske øje, med hundreder af forgreninger er rodfæstet i et mikroindivids organisme, bliver selv den mindste vibration eller bevægelse i nævnte lille organisme overført til makroindividet. Dette fornemmer således en uafbrudt strøm af disse små væseners tilværelsesvibrationer. Denne strøm kendes i den daglige tilværelse som identisk med makroindividets "almenbefindende", medens "ledningerne", som læserne sikkert allerede har gættet, er det samme som "nerverne". Nævnte almenbefindendes kvalitet er altså afhængig af makroindividets organismes kvalitet som "univers" for det pågældende trins naturlige mikroindivider. Hvis makroindividet ved usund levevis, laster og katastrofer har påført sin organisme lemlæstelser, indvendige eller 87

87 udvendige beskadigelser, frembringer dette jo katastrofer for mikroindividerne i de egne af organismen, hvor beskadigelserne eller nedbrydningerne har fundet sted. Tusinder af disse væseners lemlæstelse og død finder således sted ved unaturlig fremtræden af makroindividet, hvorved de funktioner, som de nævnte små væsener var med til at udfylde eller befordre i dettes organisme, derved naturligvis svækkes eller umuliggøres. Og makrovæsenets unaturlige levevis eller fremtræden bliver således i værste tilfælde til en katastrofe for dets samlede organisme og dermed for dets egen naturlige evne til at opleve livet. 63. KAPITEL Hvorledes makrovæsenets levevis betinger kvaliteten af dets organismes mikroindivider og den heraf følgende skæbne. Imellem makroindividet og mikroindividerne er der således et indbyrdes afhængighedsforhold. Mikroindividernes "daglige liv og færden" udløser sig i makroindividets "almenbefindende", medens makroindividets daglige liv og færden udløser opretholdelsen og skabelsen af kvaliteten af skuepladsen for mikroindividernes form for oplevelse af livet, idet makroindividets samlede organisme jo er univers eller bolig for disse væsener. Hvis makroindividet udgør det, vi kalder "et højt udviklet væsen", hvilket vil sige et væsen, der i kraft af sin kærlighedsstandard, sit store erfaringsmateriale, sin intelligens og visdom lever i fuld kontakt med de guddommelige love, må 88

88 dets organisme frembyde en fuldt harmonisk og sygdomsfri fremtræden, medens det modsattte er tilfældet med et makroindivid, der udgør et mindre udviklet eller primitivt væsen, hvilket altså vil sige et væsen, der endnu ikke kender livets love og derfor ikke kan være i kontakt med disse og således endnu er født til at myrde og dræbe, sønderflænge og skabe lidelse. Disse to former for makroindivider repræsenterer således forskellig livsbetingelse og kan ikke have den samme opholdszone. For at kunne opretholde livet må de væsener, hvis livsbetingelse kun kan opretholdes i kraft af at dræbe, jo befinde sig i en zone, hvor der er tilstrækkelig basis for denne mordevne. Rovdyret mister således sine livsbetingelser, hvis det bliver lukket inde i et område, der er hundrede procents vegetabilsk, hvilket vil sige et område, hvor der ikke findes dyr at dræbe. På samme måde må det væsen miste sine livsbetingelser og fysisk ophøre, hvis livsbetingelser er det modsatte af at dræbe, hvis det blev indespærret i et hundrede procents animalsk område. Hermed tænker jeg naturligvis ikke på det jordiske menneske, thi det er endnu ikke nået så langt frem i udviklingen, men derimod på det færdigudviklede menneske eller "gudemenneske". Livet betinger således selv, at alle væsener hver især kommer til de omgivelser og zoner, hvor der er basis for opfyldelsen af deres livsbetingelser. Dette bliver altså livets almenlogik. I samklang hermed bliver organismernes mikroindivider også af forskellig natur, idet de pågældende organismer i deres indre jo også frembyder højst forskellige livsbetingelser for disse væsener. Mindre 89

89 udviklede makroindivider der lever i disharmoni med lovene, og hvis organismer derfor repræsenterer sygdomme, lemlæstelser og lidelser, giver naturligvis ikke de samme livsbetingelser for mikroindividerne som de væsener, hvis organismer repræsenterer den højeste fuldkommenhed og harmoni. Og det er da også en kendsgerning, at det ikke er de samme blodlegemer, celler, molekyler o. s. v. i et menneske som i et dyr, og heller ikke de samme små realiteter i et dyr som i en plante. Ethvert levende væsen får altså mikroindivider i sin organisme, der i det væsentlige passer ind i dets udviklingsstandard, hvilket vil sige karaktertrin og væremåde. Hvis et væsen f. eks. har primitiv tænkemåde, bliver dets magnetisme eller livskraft, som allerede påvist, også primitiv, hvilket igen gør blodet af en lavere eller ringere kvalitet. Dette skaber uundgåeligt igen en tilsvarende ringere kvalitet af livsbetingelse for mikroindividerne i dets organisme. Og det pågældende væsen får da kun tilsvarende primitive mikroindivider i sin organisme, medens et makroindivid med en fin og højt kultiveret og kærlighedsudløsende tænkemåde skaber den diametralt modsatte tilværelsesbetingelse i sin organisme, skaber ophold for tilsvarende fremragende udviklede mikroindivider i denne. Hvad dette giver af velvære og styrke, manifestationsevne og naturlig glæde ved livet for det pågældende makroindivid er næsten ufatteligt for det almindelige jordiske menneske, der endnu i forhold hertil lever i det dybeste mørke. Hvis et individ efterhånden har gjort sig til dranker og derved fået et uudslukkeligt begær efter spiritus, vil det altså sige, at det har ødelagt livsbetingelsen for de fleste 90

90 af de mikroindivider, der naturligt havde hjemme i dets organisme, og således skabt denne om til kun at kunne være bolig for mikroindivider af en sådan robust natur, at de ligefrem har disse uheldige forhold, som drikkeriet afstedkommer i samme organisme til livsbetingelse. Men når en organisme bliver fyldt med et flertal af mikroindivider, der står under den standard, som ellers ville være at betragte som den naturlige for den nævnte organismes normaltilstand, er det givet, at samme organismes udseende og kvalitet kommer til at afvige fra den standard, som den ville have repræsenteret, hvis den var fyldt med de for dens oprindelige tilstand naturlige mikroindivider i dens indre. At et sådant individ dermed i tilsvarende grad mister sin naturlige førlighed, svækker sin tænkeevne og kommer længere og længere ned i primitivitet for tilsidst at fremtræde med en organisme så ødelagt, at den nu kun kan være bolig eller univers for mikroindivider af en så ringe standard eller i en sådan udviklingsafstand fra makrojeget, at dette helt mister kontrollen over organismens funktioner og fremtræden, hvilket tab som oftest slutteligt for samme individ udløser døden på et sindssygehospital eller en åndssvageanstalt, er en af de katastrofer som et sådant unaturligt forhold i værste tilfælde udløser sig i. At man på samme måde nedbryder sin organismes standard som bolig for de naturlige mikroindivider og dermed tilsidst umuliggør den som redskab for Jegets manifestation, ved alle andre former for laster, unaturlige og dermed giftige eller narkotiske nydelser, unaturlige begærs tilfredsstillelse, er naturligvis en selvfølge. At sådanne ulykkelige væsener, abso- 91

91 lut alle uden undtagelse, i kommende liv bliver hjulpet tilbage til den naturlige tilværelse er en kendsgerning for den kosmiske klartseende, men det har ingen interesse i nærværende artikels hovedemne, og jeg må derfor desangående atter henvise læseren til Livets Bog. 64. KAPITEL Alt stof er levende. Ethvert levende væsen udgør altså i henhold til foranstående et "makroindivid" og en hærskare af "mikroindivider". "Makroindividet" er det levende væsens udødelige Jeg i forbindelse med dets samlede organisme, hvilket vil sige en kombination af fysiske åndelige legemer eller organer. "Mikroindividerne" er denne organismes stofmateriales sidste gmndanalyse, hvilket igen vil sige "livsenhederne" eller de mikroskopiske levende væsener, af hvilke hvert enkelt af samme organismes legemer udelukkende består, enten dette så er et lig eller endnu er knyttet til makrojeget. At der ikke findes noget som helst stof, der ikke består af "livsenheder", bliver en kendsgerning derved, at der ustandseligt i tilværelsen foregår forvandling. Denne forvandling er i sin sidste instans kendt som "tidens tand". Idet det er en kendsgerning, at absolut intet stof i længden kan modstå "tidens tand" og derved befinde sig udenfor forvandling, bliver det også en kendsgerning, at dette stof er "levende", thi hvis det ikke netop var "levende", kunne det umuligt bevæge sig. Og uden bevægelse er forvandling absolut umulig. 92

92 Det er forlængst blevet en kendsgerning indenfor den virkelige erkendelse af logik, at en virkelig "død" ting er identisk med absolut "stilhed". Men hvordan skulle den oplevelse af livet, der nu er en kendsgerning for individet, blive til, hvis der i dets organisme herskede absolut stilhed, ikke fandtes nogen som helst forvandlingsproces? - Der ville i så tilfælde ikke være noget, der hed barndom, ungdom og alderdom, ja, der var jo overhovedet slet ikke noget, der hed fødsel, ikke noget, der hed ernæring, mad og drikke. Hvad skulle en absolut "stille" eller forvandlingsfri organisme med det? - En "død" ting kan ikke "fordøje", behøver ingen føde. 65. KAPITEL En maskine er en art forlængelse af individets legemlige organisme. Her vil man måske gøre en indvending og sige, at en kraftmaskine på en måde "fordøjer" olie eller benzin og udvikler kraft uden dog at være et "levende væsen". Men hertil må jeg svare, at maskinen i virkeligheden slet ikke er noget helt "dødt" væsen. Den er en "forlængelse" af det individs legemlige organisme, der er sat til at betjene den, og uden hvilken betjening den uvægerligt i princip er analogt med et lig. Den udgør således et i fysisk materie skabt "organ", der ved sin tilknytning til det levende væsens øvrige organisme kan forøge eller forstærke samme væsens manifestations- eller skabeevne. Den afviger således ikke fra individets øvrige organer, såsom hjerte, 93

93 lunger, mave og sanseorganer på anden måde end derved, at den ikke som disse ved fosterdannelse i moders liv er legemligt sammenvokset med individets øvrige organer. Men det kommer af, at disse af menneskene opfundne maskiner eller tekniske apparater endnu er så ny i deres vorden, er så langt tilbage i deres udvikling, at de endnu kun kan fremstilles i stof eller materie, hvis "livsenheder" endnu ikke kan jonglere med den i almindelig forstand opfattede "organiske materie" således som "livsenhederne" i den medfødte legemlige organisme. 66. KAPITEL Organisk materie. Ved "organisk materie" må altså her forstås materie, som er sammensat af så lave bevægelses- eller vibrationsarter, at livsenhederne eller mikroindividerne derigennem kan blive bevidst på det fysiske tilværelsesplan. Dette vil igen sige, at for at denne bevidsthed eller fornemmelsesevne kan komme i stand, må stoffet eller materien, som mikroindividerne betjener sig af, udgøre en kombination af en næsten altdominerende majoritet af "tyngde"- og "følelsesenergi", der i henhold til "Livets Bog" er tilværelsens anden og tredie grundenergi. Ved et særligt overvejende kvantum af disse to energiers tilstedeværelse i en materiesammensætning plus et mindre kvantum "instinktenergi" (tilværelsens første grundenergi) og ganske små enheder af de øvrige tre grundenergier opstår den kombination af stof, vi kender som "organisk materie", 94

94 hvilket igen i den daglige tilværelse er det samme som "vegetabilske" og "animalske" stoffer, som "blod", "kød", "muskeltråde", "slim" og "safter". 67. KAPITEL Hvad man må kende for at være kapacitet i ligbrændingsspørgsmålet. Denne sammensætning af materie repræsenterer maskinernes eller de tekniske apparaters stof eller materie ikke. De er som oftest lavet af forskellige legeringer af metaller, fremtræder i messing, jern og stål. Men hvad forstår man så ved metaller? - Denne art materie udgør igen kosmisk set en kombination af en altovervejende majoritet af "tyngdeenergi", "salighedsener gi" og "intuitionsenergi", der igen for de to sidstnævnets vedkommende henholdsvis er tilværelsens sjette og femte grundenergi. En nærmere redegørelse for disse grundenergiers specielle natur er altfor omstændelig til, at vi kan komme ind på denne her og må derfor henvise til "Livets Bog"s andet bind, der netop i særlig grad omhandler grundenergiernes højeste fundamentale analyser. Her må vi derfor indskrænke os til at sige, at ovennævnte absolut ikke er af en så fantastisk natur, som det eventuelt i første instans for det på kosmiske tilværelsesplaner endnu ubevidste jordmenneske kan se ud til at være. Alle foreteelser i verden, alle arter af stof eller materie, både faste, flydende, luftformige og overfysiske er alle absolut uden 95

95 undtagelse i sin højeste analyse vibrationer. Verdensaltet udgør således i en bestemt analyse et ocean af disse små energiformer. Og det er disse samlede energiformer, der, som det fremgår af "Livets Bog", fremtræder i syv store grundarter. Ved forskellige særlige kombinationer eller sammensætninger af disse grundarter opstår alle de eksisterende forskellige stoffer eller materier i verden, såvel fysiske som overfysiske. Og uden at kende disse nævnte særlige kombinationer af grundenergierne vil intet individ kunne fremtræde som nogen retmæssig autoritet i ligbrændingsspørgsmålet eller i noget som helst andet hovedspørgsmål vedrørende stoffets identitet som "levende materie" og dets som følge heraf påkrævede retsmæssige fordringer til makroindividets manifestation og levevis. 68. KAPITEL "Mineralier" og "mineralriget''. Med hensyn til metallerne udgør de også en af de særlige kombinationer af grundenergierne. Som jeg allerede før betegnede, udgøres denne metallernes sammensætning i særlig grad af den anden, sjette og femte grundenergi. I henhold til disse tre energiarters særlige natur og inddelingsforhold i nærværende sammensætning, bliver denne identisk med en materie, hvis vibrationsstyrke er af en så høj natur, at den som redskab for skabelse af bevidsthed direkte kun tjener levende væsener af en helt anden natur end de såkaldte "organiske". Ved "organiske" levende væsener forstås alle væsener, 96

96 der kommer ind under begrebet "planter" og "dyr". Den nævnte materie udgør bevidsthedsmateriale for en helt anden væsenskategori end de her på jorden almindeligt kendte former for levende væsener. Den bliver således udtryk for et helt andet og for jordiske mennesker fremmed tilværelsesplan. Da nævnte materie er kombineret sammen med "tyngdeenergi", er den i sin groveste form synlig på det fysiske plan og derved i denne form i daglig tale medregnet til "fysisk materie". Denne art "fysiske materie" er altså igen identisk med alt, hvad vi kender under begrebet "mineralier", der igen er det samme som guld, sølv, kobber, jern, alle slags stene, krystaller o. l. Alt, hvad der kommer ind under disse begreber, er da også i tilværelsen tilsammen udtrykt under begrebet "mineralriget". 69. KAPITEL Hvorfor mineralmaterien bliver opfattet som en død materie. Men da "mineralriget" ved sin omfattende tilknytning til tilværelsens sjette og femte grundenergi langt overstiger den vibrationsstyrke, som er betingelsen for skabelsen af fysisk sansning, opstår der ingen direkte fysisk oplevelse eller fornemmelse gennem samme materie. Den bliver derfor for væsener, der endnu kun kan sanse fysisk, en slags "død materie". Overalt, hvor den forekommer i renkultur i organismen, f. eks. i håret og neglene, er individet følelsesløst. Når det ikke gør ondt at få hårene og neglene klippet, så skyldes det, at livsenheder- 97

97 ne bag mineralmateriens vibrationer på grund af samme vibrationers høje svingningsgrad ikke kan sanse fysisk og derfor heller ikke kan have fysisk fornemmelse. Men når disse livsenheder ingen fysisk fornemmelse kan opleve, får de heller ingen fysisk fornemmelse at rapportere videre til deres makroindivids nervesystem. Og samme individ bliver derved følelsesløs i de dele af dets organismes mineralregion, der er i renkultur. Men fra denne regions renkultur og over til samme organismes organregions renkultur findes der mellemstadier eller blandingsstadier, hvor vibrationerne er delvis mineralske og delvis organiske og derved bliver bindeled for nervesystemets tilknytning til mineralmaterien i organismen. Og det skyldes disse mellemstadier, at et individ f. eks. kan få "tandpine" eller andre former for smærter i ben-, horn- eller mineralregionen. Men der, hvor organismens mineralregion er i renkultur, oplever individet altsll ingen fornemmelse. 70. KAPITEL Ni!ir makroindividet bliver bedøvet. Nævnte region udgør således en hundrede procents kontrast til den organiske regions renkultur, hvor alt er baseret på at skabe fysisk fornemmelse, og hvor selv den mindste disharmoni i systemet straks fornemmes af de pågældende livsenheder og vidererapporteres til makroindividets erkendelse. I denne region kan man ikke klippe eller skære, ja selv et nok så lille stik med en mikrosko- 98

98 pisk nålespids vil ikke kunne undgå den normale og højt udviklede organismes nervesystem og således heller ikke kunne undgå at komme til makroindividets kundskab. Kun ved at bedøve disse små væsener kan operative indgreb i den levende organismes kød og muskulatur indtil en vis grad foretages smertefrit. Når et makroindivid bliver bedøvet, sker der i virkeligheden kun det, at de små mikroindividers bevidsthed bliver lammet, bliver midlertidig sat ud af funktion, og makroindividet bliver følelsesløs i de pågældende organiske felter af organismen. 71. KAPITEL "Mineralmikroindiver" og "organmikroindivider". I ethvert levende væsens organisme her på det fysiske plan findes der, som udtrykt i foranstående, to i meget stor udstrækning fra hverandre afvigende grupper af mikroskopiske væsener. I henhold til den specielle natur, de hver for sig repræsenterer, kan vi kalde den ene gruppe for "mineralmikroindivider" og den anden for "organmikroindivider". Disse to overfor hinanden meget kontrastrige individgrupper fremtræder naturligvis igen hver især i mangfoldige indbyrdes forskellige væsensarter; men det har ingen betydning her i denne forbindelse. Her er det kun af interesse at kende de nævnte to gruppers særlige bevidsthedstilstand. Som vi allerede har berørt, er det kun organmikroindividerne, der har evne til at sanse på det fysiske plan, medens mineralmikroindividernes fy- 99

99 siske sanseevne endnu er så langt tilbage i udviklingen, at de pågældende væsener endnu ikke har nogen bevidst fornemmelse af det fysiske plan. Medens de første væsener har en vågen dagsbevidsthed på nævnte plan, har mineralmikroindividerne på samme plan endnu kun bevidsthedsfunktioner, der tilsammen vil være at udtrykke som deres "underbevidsthed". Deres vågne dagsbevidsthed har de derimod endnu på det åndelige plan, hvilket i dette tilfælde vil sige "salighedsriget''. De oplever således en bevidst form for tilværelse, men denne er ikke fysisk. Men i henhold til deres underbevidste funktioner er de i deres udvikling på vej ned mod det fysiske plan. Og det er denne deres nedadstræbende underbevidste energiudløsning, der viser sig på nævnte plan som identisk med alt, hvad der kommer ind under begrebet "krystallisering" eller "mineraldanne/se". 72. KAPITEL Når mineralmikroindividerne forvandles til organmikroindiveder. Forannævnte proces er i henhold til "Livets Bog"s andet bind, hvor al materieskabelse er specielt analyseret, den første spæde begyndelse til skabelse af organismer for en for de pågældende mineralmikroindivider kommende bevidst fysisk tilværelse. Når denne krystaliseringsproces er tilstrækkeligt udviklet eller fremskreden, indtræder jeg'erne i mineralmaterien, og "krystallerne" bliver "levende". Isblomsterne har fået varme, liv og duft. 100

100 Og vi kalder dem ikke mere "krystaller", men - "planter". Mineralmikroindividerne har forladt "salighedsriget", er gået til det fysiske plan, er blevet til organmikroindivider. "Adam'er" og "Eva'er" er udvandret fra "Paradisets Have", er blevet gæster i det dræbende princips zone. Men de har endnu deres overjordiske eller himmelske natur så meget i behold, at den selv her i denne mordenes og drabenes hjemstavn, i form af vegetationens farve og duft, urokkeligt afspejler den himmelske verden, som alle fysiske væsener engang har forladt. Hvad ville vel den fysiske verden være uden denne vegetations stråleglans? - Hvad ville en sommer være uden grønne skove og enge, blomster og blade? - En sommer uden disse himmelske momenter ville ikke være nogen sommer, og en fysisk verden uden vegetation ville være en følelsesløs verden, en verden uden bevidst fysisk liv, en altdominerende ørkentilstand ville gøre sig gældende der, hvor vi nu ser det levende bevidste liv opleve dagens lys, får lov til at nyde det guddommelige skaberværk, får lov til selv at være bevidst medophav til livets fremvækst. 73. KAPITEL Mineralmikroindividernes materie som beskyttelsesmateriale for organmikroindividerne. Med hensyn til mineralmikroindividerne har de som nævnt ikke noget vågent bevidst liv på det fysiske plan. 101

101 Deres bevidstheds hovedsæde er, som også nævnt, i "salighedsriget". Deres funktioner på det fysiske plan er underbevidste processer, er den begyndende forberedelse og tilrettelægning af skabelse af kommende fysiske organismer, gennem hvilke disse væsener engang skal se den fysiske verden. Idet nævnte væseners vibrationer og virkefelt på det fysiske plan ikke udløser sig i nogen som helst form for fysisk følelse, kan de heller ikke udgøre sædet for nogen art af smærte- eller lidelsesfornemmelse. I henhold hertil bliver den materie, som udgøres af disse vibrationer, en uundværlig hovedfaktor som "beskyttelsesmateriale" for de stærkt følsomme og fysisk bevidste organmikroindivider. Vi ser derfor overalt i enhver fysisk organisme mineralmaterien placeret på sådanne steder, hvor organismen er mest udsat for stød, tryk og pres, medens de mest udviklede og derfor mest følsomme organmikroindivider derimod altid har deres domæne bag disse mineralregioner. På grund af den særlige kosmisk-kemiske sammensætning af grundenergierne, som mineralmaterien repræsenterer, fremtræder den ikke alene som "ufølsom", men også som en så overordentlig stærkt fortættet eller sammentrængt energimængde, at den under særlige omstændigheder fremtræder i en "fast" eller "hltrd" form. Denne dens "faste" eller "fortættede" tilstand afhænger igen af det indbyrdes forhold, der er imellem "tyngdeenergien" og "følelsesenergien" i dens sammensætning. (Her må jeg også henvise til "Livets Bog"s andet bind.) Men bag mineralmateriens fremtræden i "fast" form 102

102 er altså de følsomme, ædle dele af organismen beskyttet. Til mineralregionen i organismen hører alt, hvad der fremtræder som ben- og hornstof, og hvoraf skelettet, hår og negle er opbygget. Og bag disse faste, men følelsesløse materier er de fremskredne, udviklede og bevidsthedsbærende dele af makroindividets organisme beskyttet. Hjerte og lunger finder vi dækket bag brystkassen, hjernen bag kraniet o. s. v. 74. KAPITEL Hvis et lig udelukkende var mineralmaterie, vil ligbrænding ikke være en befordring af det dræbende princip. Da mineralmikroindividerne er følelsesløse på det fysiske plan og har deres dagsbevidsthed på et åndeligt plan, vil en opløsningsproces af mineralmaterie således ikke kunne afstedkomme smerte og lidelse for selve disse væsener, om end den naturligvis i stor udstrækning indirekte ville komme til at skabe smerte og lidelse for makroindividet, idet dette derved mistede beskyttelsen og fundamentet for sine organmikroindividers tilværelse, der igen måtte blive et kaos og gøre de nævnte små væseners mission som bærer af makroindividets fornemmelsesevne umulig. En opløsningsproces af mineralregionen i et levende væsens fysiske organisme ville betyde organismens undergang eller makroindividets såkaldte fysiske død. Noget ganske andet gør sig derimod gældende for 103

103 mineralmaterien udenfor de organiske legemer. Her betyder smeltning, opløsning, krystallisering kun ganske naturlige processer. Og hvis en af makrojeget forladt fysisk organisme, hvilket vil sige et lig, udelukkende var af mineralmaterie, ville en "ligbrænding" være ganske naturlig og uden nogen som helst befordring af det dræbende princip med dets tilhørende lemlæstelse og lidelse. Men et lig består ikke udelukkende af mineralmaterie, er ikke en "død" organisme, fordi den er forladt af makrojeget. Den er endnu univers for levende og fysisk bevidste organmikroindivider. Og vi skal i det følgende blive vidne til, hvor nedværdigende hedenskab og overtrædelse af det femte bud en "ligbrænding" i sin sande natur er, og hvor umulig den derfor vil være i en hvilken som helst civilisation og kultur, der er baseret på den allerhøjeste visdom og kærlighed. 75. KAPITEL Hvorledes væsenerne udgør "materie" eller "stof" for overliggende og "universbærere" for underliggende væsener i spiralkredsløbet. Medens mineralmikroindividerne er uimodtagelige for smerte og lidelse, stiller det sig ganske anderledes med organmikroindividerne. Disse små væsener er nemlig individer, der er så langt fremskredne i udvikling, at de har fået en fuldt ud følsom og dermed orienteringsdygtig dagbevidsthed på det fysiske plan. Dette vil igen sige, at de nævnte små væseners daglige liv er analogt med de 104

104 væseners, vi ellers er vante til at betragte som medvæsener, som dyr og mennesker, men kun med den forskel, at mikrovæsenernes tilværelse foregår i underliggende spiraler. I henhold til livets bog har hver spiral seks tilværelsesplaner. Dette vil igen betyde, at ligesom den spiral, vi selv befinder os i, har sit planterige, dyrerige, menneskerige o. s. v., således har alle de øvrige spiraler også hver især sit planterige, dyrerige, menneskerige o. s. v., som igen for hvert enkelt riges vedkommende er baseret på nøjagtig de samme livsprincipper eller love som de, der gælder i de tilsvarende riger i vor egen spiral. For alle spiraler gælder den fælles evige lov, at de underliggende spiralers individer fremtræder som "materie", som "stof" eller som det materiale, på hvilken enhver form for overliggende spiralers individers oplevelse af livet, deres skabelse, er baseret. Til gengæld udgør de overliggende spiralers individer så igen "universbærere" for de underliggende spiralers beboere. Og det er på basis heraf, at makrokosmos og mikrokosmos med henholdsvis tilhørende makro- og mikroindivider eksisterer. 76. KAPITEL Ethvert væsen er en altdominerende faktor i bestemmelsen af livsbetingelserne for mikrovæsenerne i dets organisme. Hvert enkelt makroindivid er altså universophav for en serie mikroindivider, idet dets organisme består af en 105

105 hærskare af mikroindividers organismer fra mange forskellige grader og trin i udvikling. På samme måde er mikroindividet igen universbærer for de små væsener, hvoraf dets egen organisme er opbygget. Men når ethvert individ, og derfor også ethvert menneske således udgør en universbærer for myriader af mikroindivider eller væsener fra underliggende spiraler, bliver det samme menneske en altdominerende faktor i bestemmelsen af skabelsen af livsbetingelserne for disse små væsener i dets organisme, der jo er deres univers. Det nævnte væsens daglige liv og færden kan være af en sådan natur, at den er i harmoni med de evige love og derfor skaber de fuldkomne betingelser for en lys, ophøjet og harmonisk tilværelse i den pågældende organisme for mikroindividerne. Men den samme daglige færden kan også være af en så ufuldkommen og slet natur, være i så skrigende disharmoni med de realiteter, på hvilke en absolut lykkelig tilværelse for mikroindividerne er baseret, at den pågældende organisme for dens små retmæssige beboere bliver en koncentreret skueplads for dødbringende "naturkatastrofer" (makroindividets sygdomme), og der kommer invasion af fremmedvæsener (skadelige bakterier og baciller) der ved deres myrdende og dræbende egenskaber kan gøre denne mere og mere abnorm og svækket for tilsidst helt at bevirke dens undergang, røve den fra dens retmæssige beboere og dermed afføde en unaturlig død for dens ophav. Det er dette, der sker ved nydelsen af skadelige og unaturlige føde- og drikkemidler, manglende hygiejne og sundhedspleje, tilegnelse af uheldige nedbrydende vaner og laster. 106

106 77. KAPITEL Hvorledes vi selv bestemmer harmonien eller disharmonien i forholdet til vor organismes mikrovæsener. Og det er givet, at det individ, der lever i kontakt med betingelserne for skabelsen af en lykkelig og harmonisk tilværelse for de retsmæssige levende væsener i sin organisme, får denne fyldt med mikroindivider af en så fremskreden udvikling, af en så høj rang, at de netop passer ind i denne harmoni, ligesom det individ, der lever i disharmoni med alle betingelser for skabelsen af en lykkelig tilstand for sin organismes retmæssige beboere, får denne fyldt med så primitive og lidet udviklede mikroindivider, at deres skæbne netop passer ind i denne robuste lidelsestilstand. I første tilfælde bliver organismen, billedligt set, beboet af højt udviklede "menneskelige" væsener, bliver både indvendig og udvendig en skønhedsåbenbaring, medens den i sidstnævnte tilfælde er et "junglekrat", beboet af "vilde mennesker", "rovdyr" og "giftigt kryb". Et sådant væsens legeme eller organisme eksisterer kun som den fuldkomne manifestationsbasis for sygdom, sorg og lemlæstelse. 78. KAPITEL Hvorfor livsmysteriets løsning ikke findes ude i himmelrummets fjerne mælkeveje, men i vor egen fremtræden som makrokosmos og mikrokosmos. Ethvert levende væsen er altså i henhold til sin organisme en "universbærer", en opretholder af en generalbolig for myriader af levende væsener overfor hvilke det 107

107 selv og dets organisme tilsammen bliver "makrokosmos", medens de små væseners organisme, liv og færden tilsammen for samme individ bliver "mikrokosmos". Men når vi således selv i vort eget væsen i form af vor egen organisme og manifestation udgør både "mikrokosmos" og "makrokosmos", har vi jo hele tilværelsens mysterium i os selv. Livets store gådes løsning ligger ikke ude i himmelrummets fjerne mælkeveje, tusinder eller millioner af lysår borte, ligesom den heller ikke ligger hinsides besværlige og utilgængelige "mælkeveje" eller "lyståger" i det fantastiske små. Og da tilværelsen netop udløser disse gyldne rande som afslutning for sansningens yderste periferi, er det fysiske verdensalt netop dermed, trods lystågernes eller mælkevejenes uendelige fortsætten, fremtrædende som "endeligt". De fjerne sole, i det små som i det store, er det sidste punktum i den guddommelige åbenbaring af den fysiske verden. De lysende tåger er Guds glorie om sit eget fysiske legeme. De er grænse for den guddommelige faderlige korrespondance "på tværs af materien". (Se billedet side 44.) De er endepunkterne på den vandrette linie i "korsets tegn". De gør den "lodrette linie" i samme tegn aktuel. Forskningen bliver "på langs ad materien". "Korsets tegn" bliver fuldkomment. Stjernerne drejer den gudesønlige kurs direkte tilbage mod hjertet af den evige fader. Og absolut kun her alene fortæller den overjordiske fader sit mysterium, sit altoverstrålende livs hellige eventyr, det eventyr fra det virkelige liv som vi nu her gennem denne bog har forsøgt at give et ganske lille svagt omrids af. 108

108 79. KAPITEL Vi har set individet som en gudelignende hersker over myriader af levende væsener. Og gennem dette omrids har vi altså set, hvorledes det levende væsen ikke var blot og bar en samling nerver, kød, sener og ben, et kvantum blod, vædsker og kemikalier, at dets organisme ikke var blot og bar et redskab for dets egen manifestation, men også samtidig var et verdensalt, et univers, var et rige i hvilket det var en gudelignende hersker over myriader af sjæle, af levende væsener, og at denne side af dets natur var en næsten altdominerende faktor i skabelsen af dets eget møde med det virkelige lys, den virkelige lykke, og at uvidenhed, ukærlighed og manglende hensyntagen til denne del af dets fremtræden er de grundårsager til en hvilken som helst af de realiteter i dets skæbne, der fremtræder under begrebet "sygdom". 80. KAPITEL Et panorama indenfor hvilket væsenerne med deres kærlighed kan fjerne alt det, der i dag gør jordens hospitaler, sygehuse og Jndssvageanstalter nødvendige. Og vi fik yderligere et lille begreb om, at det ikke alene var materien i organismen, der således var levende, men at alt stof og materie udenfor denne også var identisk med livsenheder eller mikroindivider, og at disse også hører med til vor "næste" og derfor også skal "elskes som os selv". Et nyt stort panorama, en ny stor og ukendt 109

109 verden, i hvilken det jordiske menneske i stor stil overtræder loven for tilværelse, blev således gjort synlig, og dermed skabt basis for individets egen bekæmpelse af denne sin ufuldkomne natur, skabt basis for dets udvikling af dets eget væsen henimod også her med sin kærlighed at overholde det evige bud og derved tilintetgøre eller fjerne alt, hvad der i dag gør jordens hospitaler, sygehuse og lndssvageanstalter nødvendige. Thi det, der gør disse foranstaltninger nødvendige, er i absolut forstand ene og alene kun individernes i form af narkotiske nydelser, Laster og udskejelser, i form af for lidt søvn, unaturlig føde, i form af mørke eller onde tanker og hidsighed frembragt bevidst eller ubevidst vanrøgt, mishandling og lemlæstelse af de levende væsener indenfor den mikroskopiske verden i organismerne. 81. KAPITEL Der hvor det dræbende pricip ikke er en livsbetingelse er det en overtrædelse af næstekærligbeds/oven at praktisere det. Nu er der mlske læsere, der vil komme med indvendinger og mene, at det her berettede er altfor overdrevent, og at man i det daglige liv umuligt ville kunne opfylde en sldan levevis, som den, der her er anvist som den absolutte vej til lyset, til Den store Fødsel. De vil mlske plberlbe sig, at man ikke engang kan koge en liter vand uden i stor stil at myrde og dræbe mikroindivider at man ikke engang kan røre sig ude i naturen, kan næsten ikke sætte sin fod noget sted uden, ja, selv mod sin vilje 110

110 at være en ulykkesfaktor for mikroverdenen. Og hertil må jeg svare, at naturligvis intet er overdrevet i mine analyser, men det er ganske rigtigt, at man ikke kan leve her på den jordiske klode eller verden uden selv mod sin vilje at dræbe. Jorden er nemlig henhørende under de kloder, hvor det dræbende pricip endnu i stor udstrækning er en livsbetingelse. Men den er dog i stadig udvikling. Og dette vil igen betyde, at det dræbende princip som livsbetingelse er degenererende, er i aftagende, og at en ny livsbetingelse: det livgivende princip eller kærligheden er ved at spire frem. Dette vil igen sige, at afhængigheden af det dræbende princip som livsbetingelse bliver mindre og mindre. Der bliver således i samme grad affødt et voksende område, indenfor hvilket det dræbende princip ikke mere eksisterer som livsbetingelse men alligevel af menneskene, grundet på gamle vaner, ubetænksomhed og uvidenhed, bliver praktiseret eller opretholdt. Og det er kun indenfor dette område, at kærlighedsbudet til det jordiske menneske er rettet. Det nævnte bud er ikke indstillet på at forlange umuligheder. Det påbyder kun overholdelse indenfor de felter, hvor det absolut ikke er en livsbetingelse at dræbe. Det er disse felter individet til enhver tid må være i kontakt med. Det er således ikke nogen normal livsbetingelse for et individ at nyde unaturlige og skadelige drikke- og fødemidler. Det er ikke en livsbetingelse for mennesket at spise animalsk kød- og fedtprodukter. Det er ikke en livsbetingelse at bagtale sin næste, at være hidsig, at være opfyldt af hævngerrige og onde tanker mod andre og derved, foruden at forpeste luften for disse andre, underminere sit 111

111 eget blods magnetisme og fremkalde dllrligt helbred. Det er heller ingen livsbetingelse at brænde animalske stoffer, at bruge animalske lyskilder: tællelys, julelys o. J. ligesom det naturligvis heller aldrig, under nogen som helst forhold, kan være en livsbetingelse at brænde sit eget lig. Således er der en mængde dræbende og skæbneunderminerende felter, der ikke er en livsbetingelse og derfor ml!. bekæmpes af individet. Men der er naturligvis felter, hvor individet ml!. betjene sig af det dræbende princip grundet pli. jordens endnu lave udviklingsstandard. Mennesket kan endnu ikke leve af frugtkød alene og ml!. derfor indtil en vis grad opsummere i sig vegetariske næringsstoffer med livsenheder af sll. fremragende karakter, at de ml!. dræbes enten ved kogning eller ved fordøjelsesprocessen i organismen, for at de livsenheder, som udgør den virkelige næring, kan blive frigjort. I alle sådanne tilfælde, hvor beskyttelsen af mikroindividerne betyder død og undergang for makroindividet, der kan det dræbende princip ikke ignoreres. I sådanne tilfælde stll.r individet jo overfor to former for udløsning af det dræbende princip og ml!. selvfølgelig betjene sig af den form, der afstedkommer det mindst mulige drab. Af to onder ml!. man vælge det mindste. Ved en kærlig og fornuftsmæssig forskning vil individet aldrig være i tvivl om, hvor det nødvendigvis ml!. betjene sig af det dræbende princip, og hvor det ikke er afhængig af dette. Der, hvor det ikke er afhængig af dette, der er dets træningsplads for afvænningen af samme prinåp. Der ml!. det ignoreres indtil hundrede procent. Men 112

112 der, hvor det endnu er en virkelig livsbetingelse, der udgør det felter, som kun jordens egen vækst i udviklingen kan forandre. Der vil det virke i retning af selvmord, hvis individet ignorerer det dræbende princip. 82. KAPITEL Der er intet som helst, der af kræfter jordkloden, solen og mælkevejene som levende væsener. Vi har nu gennem nærværende bog fået et så stort indblik i vor egen organismes analyse, at vi har set, at billedet af os selv i form af mikrokosmos og makrokosmos i vor egen organisme i virkeligheden er et billede af verdensaltet, og at vor egen analyse således er identisk med af sløringen af selve livets mysterium, er et spejlbillede af de levende væseners umådelighed i suverænitet, og at stoffet er pro forma, medens livet er det altbeherskende "faste punkt" bag enhver form for størrelse, vibration, lyd og farve. Er vor egen identitet som makrokosmos overfor mikroverdenen i vor egen organisme ikke det samme, som de mægtige "naturkræfter" er overfor os? - Er vi ikke netop overfor gigantiske energi- eller kraftudløsende centrer som f. eks. jordkloden, solen, mælkevejen at betragte som mikroindivider? - Hvad betyder hvert enkelt menneskes, hvert enkelt dyrs samlede manifestation eller kraftudløsning i forhold til disse umådelige centrer? - Er disse store centrer ikke "organismer", udtryk for gigantiske væsener, udtryk for "makroindivider" overfor os?- 113

113 Ja, der findes overhovedet ikke noget som helst til at afkræfte spørgsmålet. I alle detailler passer billedet af disse kraftcentrer på vor egen organisme. En hvilken som helst benægtelse heraf bliver hjælpeløst udtryk for det modsatte af logik. 83. KAPITEL At jorden er en kugle modbeviser ikke dens identitet som levende væsen. Ved at betragte det nærmeste af disse mægtige centrer: Jordkloden, bliver vi vidne til, at den udgør et fysisk legeme. Den afviger altså herved ikke fra analysen af det levende væsen, fra billedet af os selv. Man vil måske indvende, at dette fysiske legeme udgør en "kugle". Men at det er en "kugle" afkræfter ikke på nogen som helst måde, at det er analogt med ethvert andet levende væsens fysiske legeme. Det udtrykker kun en forskel i form, ikke i princip. Livet viser os jo selv, gennem det umådelige ocean af højst forskelligartede former, som de samlede levende væseners organismer repræsenterer, at det ikke er begrænset til kun at kunne komme til manifestation gennem en enkelt for tid og evighed forudbestemt særlig legemsform, men at det derimod betjener sig af, eller kan ytre sig gennem absolut alle former. Men rent bortset herfra, kan det heller ikke forbindes med nogen som helst form for logik at antage, at det er formerne, der skaber livet. Det ville være det samme som at påstå, at det er "det døde", der skaber "det levende". Kendsger- 114

114 ningen viser os jo, at det er "det levende", der manøvrerer med "det døde" og derved gør enhver påstand i modsat retning abnorm. 84. KAPITEL forden har i princip både mikrovæsener, blodomløb, muskulatur og skelet ligesom andre levende væsener. Så vil man måske påstå, at jorden ikke er en organisme, har ikke kød og blod, har ikke de foreteelser, vi ellers er vante til at erkende som betingelser for en levende fysisk organismes fremtræden. Men er denne påstand ikke også abnorm? - Hvad er kød, blod og organisk materie? Er det ikke netop en officiel videnskabelig kendsgerning, at de nævnte realiteter består af levende væsener: celler, molekyler, blodlegemer o. s. v. altså af mikroindivider, således som vi i det foranstående har lært? - Men mangler jorden mikroindivider? - Er ikke alle samtlige levende væsener indenfor dens område, mennesker, dyr og planter mikroindivider, organisk materie, en slags celler og molekyler i dens fysiske organisme? ligesom dens blodomløb i form af vandets bevægelse heller ikke står tilbage for noget som helst andet fremskredent organisk legemes. Desuden kan vi heller ikke komme uden om, at dens faste sten- eller mineralformation i princip har den samme mission som skelettet i enhver anden organisme, nemlig at være det faste bærende underlag for organismens mindre faste eller blødere, men absolut nødvendige materier. Jorden har jo også sådanne mindre faste og blødere materier umiddelbart hvilende på sit "skelet". 115

115 Disse materier kalder vi ganske vist "jordlag". Men er disse jordlag ikke ligeså impulsive og levende som de blødere dele i de kendte organismer? - Foregår der ikke her en lige så kolossal udløsning af kemiske stofforvandlingsprocesser som i vor egen muskulatur? - Er det ikke netop denne udløsning, der skaber kul, guld og ædelstene, giver plantens rødder næring? - Kunne dette finde sted, hvis jordlagene kun var dødt materie, hvis indhold var absolut blottet for enhver vibration eller bevægelse, var absolut stilhed? - Er det ikke jordlagenes kemiske proces, der går igen i vort eget kød og blod, skaber vor huds overflade og får hver enkelt lille hår til at spire frem? KAPITEL f orden har i princip åndedræt og ernæring. Med hensyn til åndedræt lader jordvæsenet heller intet tilbage at ønske i udtryk for sin identitet som levende væsen. De tre fjerdedele af dens overflade er vand, der igen som før nævnt er det samme som dens blod. Det eksisterende kredsløb: vandfordampningen og dampfortætningen er jordkæmpens umådelige åndedræt. Gennem dette udløses det livsfornyende ernæringsprincip, på hvilket opretholdelsen af tilværelsen for dens mikroindivider: de levende væsener verden over, er baseret, på samme måde som mikroindividerne i vort kød og blod og øvrige materie gennem vort eget åndedræt får tildelt den samme, også for dem uundværlige livskilde. Men det er ikke alene til vor åndedrætsernæring og de 116

116 andre nævnte livsfunktioner, at der i jordkæmpen kan påvises en parallel. Også for det rent grove ernæringsprincip, opsummering af fast føde i organismen og dets fordøjelse giver nævnte kæmpevæsen bevis. Det "spiser" hele døgnet rundt. Dets "føde" opsummerer det i form af de materielle partikler, der i umådelige mængder i form af lysende stof udslynges fra solen og som naturligvis også er udgørende ernæringsmateriale for alle de øvrige planeter i solsystemet, der igen må betragtes som en endnu højere organisme, i hvilken jorden kun er udgørende et organ. Lyshavet er således planeternes materielle føde. Idet vi således befinder os som mikroindivider i en kæmpes organisme, vil den bevægelse, vi bliver vidne til, de vældige naturkræfter, orkaner og briser, regn og solskin, dag og nat, sommer og vinter, kulde og hede være identisk med kæmpens livsfunktioner, dens fordøjelse. Naturkatastrofer, krig og lemlæstelse er disharmonier, er unormale tilstande, er sygdom og ufuldkommenhed i dens fremtræden. Fred og harmoni er den fuldkomne sundhed i dens almenbefindende. 86. KAPITEL NJr videnskaben ikke erkender jorden som levende væsen. Vi har altså her påvist nogle enkelte af de faktorer, der viser, at jorden, den omfattende klode vi befinder os på, ikke er en klump død materieophobning, og at de fremtrædende realiteter, vi kalder "naturkræfter", ikke 117

117 er tilfældige, unyttige foreteelser, men er et levende væsens livsfunktioner, fuldstændigt analogt med livsfunktionerne og bevægelserne i vor egen organisme, og at jorden sllledes er et levende væsen. Ja, synet heraf er endog så fremtrædende, at det ikke engang betinges af noget kosmisk klarsyn, men rent intelligensmæssigt vil blive den logik, en hvilken som helst videnskabelig forskning tilsidst må bøje sig for. I modsat fald vil ingen videnskab kunne blive fuldkommen matematisk stabiliseret. En videnskab, der kun kender jorden som en 11 planet" 1 men ikke som 11et levende væsen", og derfor ikke har nogen rede på de umådelige naturkræfters sande identitet som dette levende væsens livsfunktioner, men tror dem identiske med blinde, tilfældige kraftudløsninger uden intelligensmæssig viljekontrol, uden mål og med, har intet med logik at gøre, er ikke videnskab, men er udtryk for uvidenhed, primitivitet og ufuldkommenhed i sin verdensanalyse. En videnskab, der accepterer troen pll, at så gigantiske kræfter som planeterne, solene og mælkevejene i deres egen natur er døde "naturkræfter", tilfældigt flydende om i verdensaltet, og at det levende liv, vi kender som mennesker, dyr og planter, og som overfor disse nævnte realiteters umådelige masse helt forsvinder i mikrotilstand, næsten bliver lig intet, skulle være det eneste område for disse gigantiske kræfters udnyttelse i livets tjeneste, at disse milliarder og atter milliarder af 11hestekræfter" 1 manifesteret på områder, der selv målt i 11lysår" bliver millionfoldige, bliver utallige, kun har til opgave at opretholde de støvfnug, vi før nævnte som mennesker, dyr og 118

118 planter, er at tilbede ufuldkommenheden, er at leve i døden i stedet for i livet, det er at gå bevidstløs hen over verden. En sådan videnskab vil overfor fremtidens anerkendte og matematisk stabiliserede videnskab være ligeså ulogisk, barnlig og primitiv som en verdensopfattelse fra oldtiden er overfor det, vi idag kalder "moderne videnskab". 87. KAPITEL At se Jordkloden som levende væsen er i princip det samme som at se et væsen af vor egen art i en millionforstørrelse. Gennem foranstående har vi nu fået så mange forkundskaber til selve livets mysterium, at det vil være forholdsvis let at fatte meningen med efterfølgende analyse af en ligbrændings uhyrlighed overfor stoffets liv. Vi har således set, at Jordkloden selv var et levende væsen. Vi har påvist de samme princippers tilstedeværelse i dens organisme, som vi finder i vort eget legeme, og som er udtryk for et levende væsens manifestation. Vi har naturligvis kun kunnet gå rent elementært til værks, men har dog påvist de felter i Jordklodens organisme, de naturkræfter, der ved en nærmere analyse eller udforskning uafviseligt vil gøre de ræsonnementer og faciter til kendsgerninger, som jeg har påvist angående jordkæmpens livsfunktioner, og som - måske for første gang - har givet læserne et svagt pust af fornemmelsen af et levende væsen bag de oceaner af kræfter, han eller hun er vant 119

119 til at udtrykke som naturen, som himmel og jord, som kontinenter og have, som lys og mørke. Der kan naturligvis være meget tilbage for læseren at gøre indvendinger imod eller spørge om angående denne jordklodens identitet som levende væsen, men disse indvendinger eller spørgsmål vil alle kun dreje sig om den forskel, der nødvendigvis må være mellem jordkæmpens og dens mikroindividers livsfunktioner i henhold til den overliggende spirals indflydelse, som jordvæsenet netop tilhører. Og læseren må således lære at forstå, at det kun er i principperne, at jordvæsenet har livsfunktionerne tilfælles med ham selv, men derimod ikke i den materielle form for udløsning af disse. Denne er naturligvis ubegrænset ligesom legemsformen og kan varieres i det uendelige. Det er i den guddommelige verdensplan ingen almenbetingelse for materiel spisning, at denne skal foregå ved hjælp af kniv og gaffel, eller at denne skal være en i en særlig mavesæk forekommende opsummering af grove materier, der i denne sæk skal begynde deres fordøjelse. Det er kun en enkelt særlig lokal metode for den materielle ernæringsform i verdensaltet. At nævnte metode ikke er universets eneste kan allerede iagttages her på jorden gennem forskningen af planternes ernæring, der jo dog foregår på en helt anden måde. Når jordvæsenet får sin materielle føde i form af so/stof, er der således absolut intet mærkværdigt eller unaturligt i dette, idet denne ernæringsform også kun er en af verdensaltets mangfoldige variationer af det samme princip. Selv om der er meget ved erkendelsen af jorden som et levende væsen, der synes mærkeligt, må man naturligvis 120

120 huske på, hvor umådelig stort et fysisk væsen det er, vi her har for os, og hvor fantastisk små læsernes fysiske øjne er overfor dette væsen. Alt kan som følge heraf kun ses i kæmpeformat, alt bliver grotesk og fuldstændig uden den harmoniserende og mildnende tilpasning eller sammensmeltning med omgivelserne, der gør sig gældende i alle synsfelter indenfor den sædvanlige observation af væsener fra individets egen livszone, og hvor det samlede overblik over hvert enkelt levende væsens fysiske ydre i rig overdådighed er vanemæssigt tilgængelig. At se jorden som et levende væsen er i princip næsten det samme som at se et væsen af vor egen art i en millionforstørrelse. Alt i dette syn ville være ligeså grotesk, unaturligt og vanskeligt at opfatte som detail/er i et levende væsens organisme, som de realiteter, vi i dag tilsammen kalder "naturen", for den begyndende åndsforsker er vanskelige at opfatte som livsfunktioner i et levende væsens organisme. 88. KAPITEL Hvorledes man bedst kan tilegne sig den rette opfattelse af en ligbrænding. Med hensyn til "ligbrænding", da vil denne også udtrykke et forhold mellem makroindivider og mikroindivider. Og det store spørgsmål for den samvittighedsfulde og følelsesudviklede forsker vil derfor komme til at dreje sig om, hvilken indflydelse dette forhold gensidigt har på de pågældende makro- og mikroindivider. Og i følge alle de oplysninger og analyser, der har været fremført i 121

121 denne bog, vil det nu ikke være så svært at forstå efterfølgende analyse af dette problem. At se en ligbrænding i sin virkelige dybeste konsekvens lader sig ikke gøre gennem det almindelige fysiske syn af et medvæsens organismes opbrænding, idet mikroindividerne i samme organisme perspektivisk set er altfor langt borte til, at de, for denne materielle form for skuen, kan vise sig som levende væsenet. De fremtræder i nævnte skuen kun som "materie". En sådan ligbrænding vil derfor set med det jordiske menneskes fysiske øjne kun forme sig som en opløsningsproces af mineralske og animalske stoffer, en stegning, brankning og forkullelse af tilsyneladende dødt materie. For at blive vidne til virkeligheden i en ligbrænding må man komme begivenheden på så nært hold, at den tilsyneladende døde materie ikke mere fortoner sig som materie, men derimod klart fremtræder som det, den i virkeligheden er, nemlig en verden befolket med myriader af levende væsenet ligesom vort eget synlige tilværelsesplan. At komme nævnte mikroverden på så nært hold, at man ser dens enkelte individers liv og færden, deres lidelser og kvaler lader sig lettest gøre i det felt, hvor nævnte verden er mest åbenbaret. Da det jordiske menneske selv er et mikroindivid, vil nævnte felt således være dets eget liv og færden i dets egen verden, hvilken jo netop er en mikroverden overfor de overliggende spiralers væsener. 122

122 89. KAPITEL Makrokosmos' og mikrokosmos' størrelsesforhold til os er kun et kosmisk perspektivforhold. Ved således at indstille sin observation på sin egen identitet som mikroindivid, får individet den størst mulige adgang til mikroverdenen, der findes. Her er åbenbaringen indtil hundrede procent. Her er brændpunktet for den guddommelige faderlige korrespondance. Her vil man måske indvende, at der er meget stor forskel på vort eget liv og vore mikroindividers liv. Hertil må jeg svare, at der ganske vist er forskel, men denne forskel fremtræder kun i overfladiske detailler og eksisterer ikke i art, men kun i grad. Livsprincipperne er de samme i alle spiraler, blide i de overliggende og i de underliggende. Vil man derfor retmæssigt gøre sig klart, hvad der foregår ved en ligbrænding, da skal man ikke rette bevidstheden ind på mikroindividerne, idet disse jo fremtræder som sansningens yderste periferi og trods mikroskopet fortoner sig i nævnte periferis lysende tliger. Alle levende væsener fremtræder i det indbyrdes kontrastforhold til hverandre, vi kalder "udvikling". Denne udvikling viser sig igen som en stigende skala af forskellige trin fra en tilsyneladende mindre til en mere fremtrædende form for oplevelse af livet. Ethvert levende væsen befinder sig altså på et eller andet af disse trin i skalaen. Dette trin vil igen for det pågældende individ blive centrum i dets observation eller oplevelse af andre trins væsener og forhold. Dette vil igen sige, at nævnte trin bliver en slags "fast punkt", en slags "målestok" eller den kontrast, i forhold til hvilken de nævnte andre trins væsener og forhold bliver bedømt, får karakter, kommer til at forme sig i nævnte individs erkendelse eller opfattelse. 123

123 Lige i det samme trins kulminationspunkt befinder sig individets oplevelse af sig selv eller sin egen tilværelse. Denne oplevelse bliver igen individets sansebrændpunkt. Det samme individs oplevelse af et andet væsens tilværelse kan derfor ikke ske i dette "brændpunkt", men vil straks fremtræde udenfor. Som følge heraf kan oplevelsen af et andet væsen ikke være ligeså klar som individets oplevelse af sig selv. Og jo længere borte fra nævnte brændpunkt et andet væsens trin ligger, desto uklarere og Det levende væsens sanseevne. mindre detailleret vil samme væsens livsforhold og fremtræden forekomme sansebrændpunktets ophav. Ethvert levende væsen kommer derved til at stå i et vist perspektivisk forhold til sine medvæsener, ikke alene fysisk, men også åndeligt. Da vor egen begavelse og erfaringssamling er vort sansebrændpunkts ordinære lyskilde, vil alt, hvad der forekommer indenfor dette brændpunkts særlige område, blive stærkest belyst, idet denne vor livsflamme aftager i styrke, desto mere den ligger udenfor brændpunktets centrum. Alt, hvad der ligger udenfor vort eget liv, befinder sig altså mere eller mindre fjernt fra dette brændpunkt og vil forekomme os tilsvarende mere eller mindre uklart og fremmed. Og jo længere borte fra brændpunktet en ting 124

124 befinder sig, desto mere vil den derfor fortone sig for tilsidst helt at gå over i det usynlige. Dette sanseområdets klareste og stærkeste lysfelt udgøres altså af vort eget liv og manifestation. På nærværende symbol er dette udtrykt ved den stærke lysstråle, som udgår fra et bestemt trin på trappeformationen til højre, der netop skal illustrere udviklingsstigen. Trekanten, hvorfra strålen udgår, skal udtrykke et levende væsen. Strålen udtrykker dette levende væsens samlede sansning. Genstanden for denne sansning er verdensaltet. Dette er igen udtrykt på symbolet som den lodrette kegleformige figur til venstre. Af dette verdensalt sanser individet altså klarest den del, der udgør dets eget liv og fremtiden, den del indenfor hvilken det selv skaber eller manifesterer. Denne del i forbindelse med den del, der udgøres af medvæsenerne på det samme trin, udgør igen som påvist i min bog "Logik", den eneste absolute basis for individets erkendelse af den absolute logik, hvilket vil sige verdensaltets planmæssighed eller matematik, og uden hvilken erkendelse en hundrede procents logisk tænkning umuligt vil kunne udløses. Denne individets hjemstavn på udviklingsstigen er igen at udtrykke som "mellemkosmos" og vil på symbolet udgøres af det felt, der ligger lige i lysstrålens kulmination. Udenfor denne lysstråle fortsætter verdensaltet opad i det store og nedad i det små. Disse to fortsættelser er grundet på visse perspektiviske omstændigheder, som nævnt i nærværende bog, henholdsvis at udtrykke som "nærkosmos" og "fjernkosmos". Disse to afsnits beboere udgør igen, grundet på de samme perspektiviske forhold, overfor vort eget udviklingstrin henholdsvis "makro"- og "mikroindivider", kæmpe- og miniaturvæsener. Ved den daglige oplevelse af livet, oplevelse af smerte og lidelse, oplevelse af kærlighed og lykke næres individets livsflamme, og lyskeglen holdes i live og er det strålevæld fra den evige Faders eget ocean af lys, der i form af den hellige ånd skal åbenbare Hans nærhed, livets mysterium og kærlighedens altbeherskende element i verdensaltet for den betagede gudesøn. 125

125 At noget fremtræder som mikroskopisk og fortoner sig i de lysende materier er kun udtryk for, at det netop befinder sig længst muligt borte fra sansefeltets klare og tilgængelige centrumsområde, hvilket altså igen vil sige det felt, hvor individet har sin allerhøjeste observationsog analyseringsevne, det felt, hvor den guddommelige faderlige korrespondance er på sit højeste. Men ligesom en ting kan være for langt borte fra sansningens brændpunkt og derfor i en altfor høj grad kan overses, således at den forsvinder som et lille detailleløst punkt i det fjerne, således kan en ting også være altfor tæt ved nævnte brændpunkt og derved, ja endog kun med en enkelt detaille i sit område, opfylde hele sansefeltet og kommer derved til at virke uoverskueligt, kæmpemæssigt eller makrokosmisk. Mikrokosmos og makrokosmos er altså i realiteten kun et åndeligt perspektivforhold. 90. KAPITEL Mellemkosmos, fjernkosmos og nærkosmos. Perspektivprincippet er fundamentet for al sansning og går således igen i alt, hvad individet oplever. Det bestemmer kontrasterne i tilværelsen. Disse betinger igen, at noget i det hele taget kan blive synligt, kan opleves. Det inddeler altså sanseområdet i tre felter, nemlig mikrokosmos eller det felt, der er længst borte fra individets hjemsted i sansebrændpunktet, makrokosmos, der udgøres af det felt, der er for tæt ved nævnte brændpunkt, og så til sidst det felt eller den zone, der er individets hjemsted i spiralerne, og hvor dets sansning kulminerer. Individets sansning har altså sit brændpunkt midt imel- 126

126 lem mikrokosmos og makrokosmos, og vi vil derfor herefter udtrykke nævnte zone som "mellemkosmos", ligesom vi i samme forbindelse herefter vil udtrykke de to andre felter, mikrokosmos og makrokosmos, henholdsvis som "fjernkosmos" og "nærkosmos". Medens fjernkosmos og nærkosmos i virkeligheden kun er staffage i selve sanseområdet, bliver mellemkosmos derimod det felt, hvor al oplevelse af livet kulminerer og derfor det absolut eneste felt, hvor selve livets mysterium i direkte form afsløres, Guddommen åbenbares og evigheden opleves. Al forskning udenfor mellemkosmos vil derfor uundgåeligt slutteligt føre tilbage til mellemkosmos, til brændpunktet, til livets kulmination og facit. Her brænder livets lys med sin allerhøjeste flamme. (Se det vedføjede symbol.) Og jo længere man er borte fra denne flamme desto mere mørke, og jo mere mørke desto mere mystik, men jo mere mystik desto mere overtro og uvidenhed og jo mere overtro og uvidenhed desto større konflikt med livets love. Og jo større konflikt med disse love desto større lemlæstelse, sorg og lidelse. Mellemkosmos er altså sædet for individets opnåelse af den sande virkeligheds fulde erkendelse, medens fjernkosmos og nærkosmos, som jeg nævnte før, er staffage, hvilket igen vil sige, at de er i stand til at afgive til individet lige akkurat så megen supplerende viden, at individet derigennem kan opleve, at alt er i det store som i det små og omvendt, at livsprincipperne er ens for alle spiraler, og at mellemkosmos bliver Guds højeste fremvisning af verdensaltet for ethvert levende væsen. Og i samklang hermed skal vi nu gå over til at vise en ligbræn- 127

127 dings sande grundanalyse - ikke gennem mikrokosmos og ikke gennem makrokosmos, - men derimod gennem mellemkosmos eller det felt, hvor læserens livsflamme har sin største udløsning og den guddommelige åbenbaring af mikrokosmos og makrokosmos for forskeren fremtræder i sit højeste strålevæld. 91. KAPITEL Hvis Jordkloden, der er vort makroindivid, kom i brand. At opleve mikrokosmos gennem mellemkosmos vil være det samme som at betragte sig selv som et mikroindivid. Og vi vil nu på denne måde gøre os klart, hvad der ville ske, hvis jordkloden, der jo er vort makroindivid, lod sin organisme opløse ved ild. Da vi er mikroindivider i denne organisme, vil vi således få de store grundrids af de fakta, der i grundprincip vil være absolut analoge med de fakta, som vil gøre sig gældende overfor mikroindividerne i vor egen organisme ved en ligbrænding. Hvis jorden på en eller anden måde kom i brand, f. eks. ved et sammenstød med en anden planet, ville den umiddelbart forudgående tid før dette sammenstød fylde verdens dyr og mennesker med en rædsel, til hvilken der aldrig på dens overflade har eksisteret noget sidestykke. Et panisk virvar ville som en stormvind gå hen over jorden og forvandle den til en forgård til helvede. Mennesker og dyr ville i afsindig skræk som jaget vildt i rasende fart styrte afsted frem og tilbage hen over en vaklende klode, hvis tyngdekraft og ligevægtspunkt, ved 128

128 det fremmede himmellegemes nærhed, for/ængst var kommen af lave. En hær - ikke af soldater med kanoner, maskingeværer, bombeflyvemaskiner eller andet menneskeligt påfund af mordinstrumenter, hvis virkninger her i nærværende tilfælde næsten kun ville være at betragte som kærtegn, - men derimod en hær af skypumper, stormfloder, jordskælv, nye opdukkende vulkanske udbrud ville omringe den jagede menneskehed og øvrige repræsentation af liv. I en regn af glødende partikler fra jordens indre måtte de tilbageblevne overlevende væsener hjælpeløst balancere på randene af opståede mægtige svælg eller dybe afgrunde i den revnede jordoverflade. En fortættet atmosfære af mere eller mindre giftige dunstarter og røgskyer ville forpeste luften og udelukke enhver stråle af solens lys. Og i den begsorte nat ville hærskarernes dødsrallen og angstskrig totalt overdøves af en altdominerende larm eller torden fra en sammenstyrtende jord eller elementernes undergang. Over den mørke himmel ville der gnistre en mangfoldighed af lyn, der ligesom en hærskare af flammesværd, ført af usynlige hænder, ville dolke eller nedsable livet både her og der. Men endnu er enden ikke nået. Fra den fjerne horisont begynder et rødligt lysskær at gennemtrænge mørket. Verden er kommen i brand. Et umådeligt flammehav æder sig med stærk fart frem gennem kontinenterne og med sine altomspændende røde ildsluer lader forstå, for de sidste rester af organisk liv, som har været i stand til at trodse og overleve de hidtidige strabadser, at "her lades alt håb ude". Og med den sidste hendøende gnist fra dette mægtige flammehav slukkes en stjernes lys. En før 129

129 så lysende, skøn og beboet verden er gået under i nattens mørke. 92. KAPITEL Mellemkosmiske væseners rædsler og pinsler ved f ordklodens undergang ved ild vil i princip være det samme som dem, der bliver mikrovæsenerne til del ved ligbrænding. Dette var en "ligbrænding" set i mellemkosmos, hvor individet netop har sin klareste og skarpeste oplevelsesevne. De fakta, som vi her blev vidne til, er de eneste absolute, der kan være basis for logik. Dette vil altså sige, at den logik, vi bliver vidne til i mellemkosmos, er den eneste absolut ufejlbarlige og derfor også den eneste absolut retmæssigt anvendelige i oplevelsen af erkendelsen af detaillerne i såvel fjernkosmos som nærkosmos. Dette vil i nærværende tilfælde igen sige det samme som, at ovennævnte skildring af jordklodens unaturlige undergang er identisk med den rædsel, der gør sig gældende ved den almindelige ligbrænding. De grundprincipper, vi blev vidne til ved jordens unaturlige undergang, er også uafviseligt til stede i enhver anden form for opløsning af et organisk legeme ved ild. Den forskel, der kan være tale om, eksisterer ikke i princip, men kun i den ganske overfladiske detaillering. Da store grupper af mikroindividerne i vor organisme har fysisk dagsbevidsthed, vil dette betyde, at de samme sjælelige kvaler, den samme rædsel og dødsangst, den samme panik, som er til stede blandt dyrene og menne- 130

130 skene ved jordklodens unaturlige undergang, også er til stede hos de førnævnte mikroindivider, når vor organisme prisgives en unaturlig undergang ved ild. 93. KAPITEL Makrolivet dør i en organisme samtidig med dens adskillelse fra makrojeg' et. Nu vil man måske indvende, at jordens organisme i den før skildrede unaturlige undergang ikke var et lig, men et levende legeme, og at der ingen rædsler eller pinsler ville have fundet sted, hvis den netop havde været et lig. Men hvad forstår man ved et lig? Hvis man tror, at et organisk legeme ved døden straks er blottet for organisk, fysisk bevidste mikroindivider, da er man offer for en meget stor fejltagelse. Sålænge der endnu er fugtighed i liget, er der også organisk, fysisk bevidste mikroindivider, der, selv om de naturligvis er meget lavtstående i deres udvikling, så dog har følelse og kan opleve fysisk smerte og pine, kan føle angst og rædsel og således kan reagere overfor enhver unaturlig opløsningsproces af liget. Kun den del af liget, der udgøres af miniralmikroindividerne, er uberørte af enhver fysisk opløsningsproces, idet disse væsener kun med en meget elementær del af deres underbevidsthed er hjemmehørende på det fysiske plan og derfor ikke har nogen som helst form for dagsbevidsthed på nævnte plan, men har hjemsted i "salighedsriget". De kan derfor ikke føle nogen som helst form for smerte og lidelse, er højt hævet over al jordisk ufuldkommenhed. 131

131 94. KAPITEL Hvad der sker med mikrovt.esenerne i et lig. Men for yderligere at klargøre mikroindividernes skæbne i en organisme, hvis makroindivid pl normal mlde er døende, vil vi igen betragte mikroverdenen gennem mellemkosmos, hvilket altsl vil sige det samme som, at vi igen vil indstille vor bevidsthed pl os selv som mikroindivider. Nh jorden engang pl naturlig mlde skal dø, hvilket vil sige, nlr dens jeg skal slippe sin forbindelse med dets fysiske legeme (den fysiske jordklode), vil denne proces ikke skabe nogen særlig forvirring i dens mikroverden, under hvilken mennesket altsl er henhørende. Da jordens fysiske levetid i forhold til menneskets levetid er af en sldan udstrækning, at hvad der er lrhundreder for mennesket, faktisk kun er "minutter" for jordvæsenet, vil samme væsens dødsproces selv i heldigste tilfælde, hvor den i dets eget tidspanorama kun varer nogle n "minutter", for dets mikroindivider og dermed for menneskene vare liges. mange lrhundreder. Nævnte dødsproces vil derfor ikke være i stand til at fremkalde nogen som helst form for unaturlig død blandt de plgældende mikroindivider. Disse flr alle hver især rigelig tid til at leve deres nuværende fysiske liv naturligt til ende. Og virkningen af jordens døende tilstand vil kun blive synlig i den omstændighed, at de nævnte væsener ikke mere kan genfødes pl jorden. Med dødens indtræden ophæves livsbetingelserne for de mikroindivider, der er af en sl fremskreden udviklingstilstand, at de kun kan eksistere i en 132

132 "levende" organisme - ikke i et lig. I henhold til denne deres tilstand drages de mod andre verdener, hvor de for dem særlige reinkarnations- eller genfødelsesbetingelser er til stede. Men i jordens lig er livet synkende. Livsbetingelserne bliver mere og mere grove og barske og åbner kun mulighed for inkarnation af tilsvarende lavere og lavere, primitive og robuste levende væsener. Bevidsthedsniveauet synker ned til barbariske og primitive dyriske former. Men tilsidst ophører også betingelserne for de dyriske væsener og alt organisk liv. Tilbage vil så kun være mineralregionernes, på det fysiske plan bevidstløse masse, verdens "skelet". Jordorganismen er blevet til en - måne. Som et lysende gravmonument over sin egen fortidige tilværelse vil den sejle hen gennem verdensaltet, følgende evige love, higende frem mod opløsning, mod frigørelse, mod hvile også for disse sidste rester af bunden materie, af underbevidste livsmasser. Og engang vil denne ruinhob af en svunden verden, denne sidste fysiske hilsen fra et fortidigt tidspanorama i den guddommelige skabelseshistorie også have forladt det fysiske plan. Men på den mørke nathimmel lyser nye sole, nye verdener, nye måner i det evige kredsløb i Guds stråleglorie eller evige firmament. 95. KAPITEL "Fo"Unelse" og "ml!metilværelse". På samme måde som den naturlige død eller undergang for jordvæsenet eller vort makroindivid ikke på nogen måde kan afstedkomme nogen som helst form for 133

133 unatur, såsom for tidlig død, lemlæstelse og lidelse, således vil vor egen naturlige død med tilhørende naturlige opløsning af vor efterladte fysiske organisme eller lig heller ikke kunne forårsage nogen som helst abnorm tilværelse for mikroindividerne i nævnte organisme eller lig. Disse væsener vil leve deres liv uantastet heraf. Kun vil der altså ske dette, at de ved deres død ikke inkarnerer mere i den organisme, der er forladt af makrojeget. De mikroindivider, som beboede den levende organisme, uddør således efterhånden fra denne for at inkarnere i en anden levende organisme og giver derved plads for inkarnering af lavere og lavere livsformer i den døde organisme, hvis betingelser for organiske livsformer hurtigt degenererer og opløses. Det er denne del af opløsningen, vi er vante til at kalde "forrådnelse". Men ligesom vor verdens opløsningsproces bliver også her den mineralske del tilbage, hvilket altså vil sige, den del af materien, der helt eller delvis består af livsenheder, hvis vågne dagsbevidsthed er i "salighedsriget" og derfor, på det fysiske plan, endnu ikke har nogen bevidst oplevelsesevne. Deres berøring med det fysiske plan er kun en udløsning af meget elementære underbevidsthedsfunktioner. De er derfor ganske uden nogen som helst evne til at føle smerte og lidelse. Den mineralske materies skæbne, enten ved ild eller vand, enten ved kulde eller varme, kan derfor aldrig i noget som helst tilfælde give smerteoplevelse for dens livsenheder. Men til gengæld bliver disse livsenheders bevidsthedsvækst på det fysiske plan kun at betragte som værende i sit allerførste spæde fosterstadium. 134

134 Disse tilbageblevne mineralske rester af et lig er af indbyrdes forskellig natur, idet de stammer fra den forhenværende levende organismes mange forskelligartede materier, der alle uden undtagelse har indeholdt en vis form for mineralmaterie. Af disse forskellige mineralmaterier er skelettets og hudens de mest uopløselige og kan eksistere længe efter, at de øvrige materier i liget er opløst. Disse indtørrede og indskrumpne resten af et lig svarer i princip til jordlegemets "m?metilværelse". 96. KAPITEL Mumien som det sande gravmæle og dens stof som noget, der kan fredes eller ti/intetgøres uden at være i strid med kærligheds/oven. Ethvert levende væsens fysiske organisme kommer således ved sin naturlige opløsningsproces til at gennemløbe et "månestadium", som naturligvis også har sit nyttige formål at skulle opfylde for livsenhederne i den pågældende materie. På dette stadium udgør livet i virkeligheden kun en "mumie", men er endnu omgivet af en lysende glorie eller aura. Men denne er her af en så fin eller høj overfysisk natur, at den kun kan iagttages i kraft af det højeste klarsyn. En sådan lysende glorie er derimod ikke til stede ved asken eller de efterladte jordiske rester af et organisk legemes opløsning ved ild. Her er nok en glorie, men den vibrerer kun i mørke farver, der kun synes at tangere i retning af sort. Denne mørke glorie er også af en sådan beskaffenhed, at den kun bliver synlig ved hjælp af den hellige ånds højeste sekraft. 135

135 Ligesom en måne altid vil være et levende gravmæle over en mere eller mindre udviklet fortidig verden, således er også mumien i realiteten det eneste absolut ægte og dermed naturligt lysende gravmæle over et levende væsens forhenværende jordiske tilværelse, dets nedstigning i fysisk materie og tilbagevenden til et overjordisk tilværelsesplan. Da stoffet i dette gravmæle ikke er levende bevidst liv, kan man, alt eftersom det nu passer ind i forholdet, frede eller tilintetgøre nævnte gravmæle. Ved tilintetgørelse vil stoffet her på naturlig måde gå over i kredsløbet. 97. KAPIEL De mørke erfaringer og kærlighedslovens udvikling. Vi har hermed set den unaturlige og naturlige undergang af en fysisk organisme. Medens den naturlige ingen som helst smerte og lidelse frembringer og derfor er i overensstemmelse med overholdelsen af det store kærlighedsbud, så er den unaturlige undergang f. eks. ved ild eller "ligbrænding", som vi har set, en udløsning af selve kulminationen af helvede for det pågældende ligs organiske mikroindivider. Ikke desto mindre p?tdrager ethvert individ, der overgiver sit lig til en opløsning ved ild, sig ansvaret for en s?tdan udløsning. At det i øjeblikket ikke føler nogen gene ved denne sin handlemåde, ja måske endog føler denne som den bedste og mest tiltalende afslutning på sin fysiske tilværelse, fritager det absolut ikke for dens uundgåelige virkninger. 136

136 Et individ, der endnu i visse felter kan udløse kulminationen af helvede, er et individ, der i de samme felter kulminerer i overtrædelse af de evige love for opretholdelse af normalt liv. Dette vil igen sige, at samme individ i de nævnte felter er tilsvarende ufærdigt eller uudviklet. Men i de felter, hvor individet er ufærdigt eller uudviklet, der er det i tilsvarende grad ubeskyttet mod lidelse, idet lidelsen er det fundamentale middel, ved hvilket de vanskeligste erfaringer bliver virkeliggjort, den guddommelige visdom bliver til kendsgerning, og kærligheden fødes. Efterhllnden som lidelserne skrider frem, vokser kærlighedsevnen i de samme felter, hvorved individet netop i disse felter får talent til at overholde loven for tilværelse, kommer til at elske sin næste som sig selv, for derefter i tilsvarende grad at blive uimodtagelig eller immun overfor enhver form for lidelse i de pågældende felter. Hvor individet er færdigudviklet, overtræder det ikke loven og kan her kun opleve den fuldkomne lykke, den fuldkomne tilværelse. 98. KAPITEL Når et individ lader hånt om enhver beretning om ligbrændingens unatur. Når et individ derfor lader hånt om enhver beretning om ligbrændingens unatur, er det udtryk for, at det i dette felt er meget uf ær digt eller uudviklet. Dette vil så igen i følge de evige love betyde, at det i det samme felt er ganske blottet for beskyttelse mod lidelser. Et sådant in- 137

137 divids beskyttelse mod ildsvåde, brandsår, skoldning og indebrænding er meget spinkel. Og det vil derfor før eller senere enten i dets nuværende eller i kommende liv mere eller mindre falde i disse realiteters vold, således at det selv kommer til at opleve det helvede, til hvilket det har prisgivet sine mikroindivider, for derigennem at blive tildelt den i det pågældende felt manglende guddommelige erkendelse af kærligbedslovens identitet som fundamentet for al lidelses ophør. 99. KAPITEL Hvorfor verden er fyldt med jammer, sygdom og lidelse. Vi kommer således her tilbage til dette, at lidelserne er med til at bringe individerne til at få den rigtige indstilling til livet, til deres medvæsener, til mikrokosmos og makrokosmos. De bringer kvaliteten af individets tankeenergi op på et højere bevidsthedsniveau. Og da det netop er denne kvalitet, som vi gennem nærværende bog er blevet gjort bekendt med, der bestemmer kvaliteten af samme individs blodelektrisering og dermed graden af dets organismes sundhed og dets egen lykke og velvære, bliver samme kvalitet dermed også udløsende de realiteter, der er bestemmende for, om den pågældende organisme skal være et "univers" fuld af harmoni, lykke og velvære for de myriader af mikrovæsener, der af naturen i samme organisme skal finde deres livsbetingelser, eller den skal være et "univers" med en atmosfære fuld af disharmoni, "krige", "katastrofer" og lemlæstelser for de samme væsener. 138

138 Vi har set, at individet blot ved permanent at undlade at få den for organismen nødvendige søvn nedbryder sine nerver, hvorved blodelektriseringen mere og mere besværliggøres, formindskes, og organismens funktioner i højeste grad svækkes, taber sin evne til at overvinde de realiteter, der kan ødelægge organismen. Svære sygdomme og lidelser opstår. Når dertil kommer, at en masse mennesker yderligere i form af narkotiske nydelser, unaturlige spise- og drikkebegær nedsvælger i deres organisme stoffer, der ikke alene er denne ganske uvedkommende, men også i mere eller mindre grad udgør stærkt ødelæggende giftstoffer for denne, er det ikke svært at forstå, hvorfor verden er fyldt med så megen jammer, sygdom og lidelse. Menneskene har altså ikke lært at tænke rigtigt. Den rigtige tanke er jo, som vi her har set, hovedbetingelsen for den fuldkomne oplevelse af livet og dermed for opnåelsen af den højeste fornemmelse af lykke og velvære KAPITEL Makrovæsenets og mikrovæsenets skæbnesamhørighed. Men når menneskene ikke kan tænke rigtigt og ikke har lært, hvilket ansvar de pådrager sig ved forkert tænkning, må de jo lære dette. Og de jordiske mennesker befinder sig derfor også som "mikrovæsener" i et univers eller en organisme, indenfor hvilken der forekommer megen disharmoni, katastrofer, lemlæstelse og lidelse. Men var det ikke også det, vi blev vidne til inde i de menneskelige organismer? - 139

139 Den store "organisme", i hvilleen menneskene befinder sig som "mikrovæsener", er således i sin natur af samme kvalitet som det jordiske menneskes. Dette vil altså igen sige, at det store jeg, der har jordkloden til organisme, heller ikke tænker rigtigt. Dette væsens tankeenergi eller livskraft, der er identisk med vore "naturkræfter", er således heller ikke fuldkommen. Der opstår naturkatastrofer, oversvømmelser, vullcanske udbrud, jordskælv, cykloner, dødbringende kulde og varme, altså en besværliggørelse af livsbetingelserne for dets "mikroindivider", hvortil menneskene hører. Men hvorledes skulle disse mennesker kunne gøre krav på eller få nogen betingelse for at komme til at være "mikrober" i en anden organisme, hvillcet altså vil sige: være beboere af en anden klode eller verden, hvor alt var strålende fuldkommenhed og harmoni, hvor naturkræfterne umuligt kunne udløse sig i katastrofer for noget levende væsen, suænge de selv blindt ved deres egen fejlagtige tankeenergi udløser en tilsvarende katastrofal eller dødbringende "naturkraft" for mikroberne i deres egen organisme? - Umuligt! - Sådanne mennesker ville på en sådan verden eller i en sådan "organisme" fremkalde disharmoni, være altfor primitive mikroindivider. Så viselige er tilværelsens guddommelige love, der befordrer skæbnens veje, indrettet, at ethvert levende væsen netop kommer til at befinde sig som mikroindivid i den del af et makroindivids organisme, der netop repræsenterer den udviklingsstandard, den kvalitet i overholdelsen af det store kærlighedsbud, den disharmoni eller harmoni, som det nævnte mikroindivid selv repræsenterer. Det samme 140

140 mikroindivid får således gennem sin ydre verden et samlet billede af sin egen indre verden. Det høster gennem den første det, det slir gennem den sidste. Og den evige analyse: "Hvad et menneske slir, skal det høste", bliver blandt andet også her til kendsgerning for den udviklede forsker KAPITEL Ligbrænding kan aldrig blive en lov for den samlede menneskehed, og f ordkloden kan ikke komme til at gli under ved ild. Med hensyn til jordkloden som makroindivid for det jordiske menneske, da har dens almenbevidsthed forlængst passeret den hedenske udviklingsstandard, der repræsenteres ved ligbrænding. Dette vil igen sige, at jorden som individ betragtet er - "antiligbrænder". Tankeklimaet: Antiligbrænding er således i en altovervejende majoritet i dens bevidsthed og kan aldrig blive andet. Dette vil igen sige det samme som, at det tankeklima, der repræsenteres ved det antal individer indenfor dens område, som ønsker ligbrænding, i realiteten bliver mindre. Dette forhindrer naturligvis ikke, at det måske undertiden kan se ud, som om nævnte tankeklima er i tiltagende. Men det viser sig ved en nærmere analyse, at det kun er indenfor visse lokale krese, hvor man enten i kraft af et endnu ufølsomt, dødt eller primitivt felt i bevidstheden overfor mikroverdenen eller kun i kraft af manglende eftertanke er suggereret til at tro på den tiltalende "større hygiejne", som ligbrændingen tilsyneladende repræsen- 141

141 terer, at der kan forekomme fremgang. Udenfor disse lokale krese i menneskeheden vil ligbrændingen støde på en urokkelig mur. Og da denne udenfor de nævnte krese fremtrædende del af menneskeheden udgør jordens almenbevidsthed, og dennes modtagelighed for videnskabelig udvikling og åndsforskning befinder sig i en stærkt tiltagende vækst, vil en så uvidenskabelig handlemåde som en ligbrænding aldrig nogen sinde nå at kunne blive en ved lov indført tvungen foranstaltning for den samlede menneskehed. Og det bliver blandt andet derigennem synligt, at jorden aldrig kan blive genstand for en totalopløsning ved ild. Den unaturlige undergang af jorden, som blev beskrevet i forrige nummer af "Kosmos", kan således ikke blive en kendsgerning. jordkloden er for langt fremskreden i udvikling. Dens udstråling, dens aura, der netop udløses i kraft af eller er baseret på det tankeklima, der er almengældende, vil umuliggøre ethvert sammenstød med et andet himmellegeme. Den er ligesom ethvert levende væsen beskyttet i sin atmosfære. Og katasrofer ved ild kan kun forekomme partielt - ikke totalt indenfor dens samlede område, og absolut kun i en udstrækning, der netop svarer til udstrækningen af de bevidsthedslag i dens fremtræden, hvis mikroindivider (mennesker) er ufølsomme overfor andre væseners død eller undergang ved ild KAPITEL Hvad det vil sige at tilhøre de mennesker, der ønsker deres lig brændt. At være blandt de mennesker, der ønsker deres lig brændt, vil altså sige det samme som at være i disharmoni 142

142 med den jordiske menneskeheds nærmeste makroindivid eller det væsen, der har jordkloden til fysisk legeme. Dette væsen har på trods af, hvor mange andre forskellige ufuldkomne og ubehagelige realiteter, der ellers kan være at erkende indenfor dets organiske område, dog forlængst passeret det udviklingsstadium i sin spiral, der svarer til ligbrænderens sande udviklingsstadium her i vor spiral. Og alt, hvad der vil være at henføre under "ligbrændingstankeklimaet", er således mere og mere på retur, er i færd med at visne, er dødsdømt i den jordiske sfære. Hvis der forekommer tilsyneladende opblussen af dette, vil denne kun være at betragte som et midlertidigt modelune. Antiligbrænderen og jordklodevæsenet er i dette spørgsmål bevidsthedsmæssigt analoge. Helvede eller en hundrede procents rædselsfrembringelse eller tilintetgørelse af organisk liv ved ild kan derfor ikke blive udløst på de jordiske kontinenter i deres totale udstrækning. Verden vil få en naturlig undergang KAPITEL For at være i kontakt med livet må man også erkende mikrovæsenerne i vor organisme som den "næste", vi skal elske som os selv. Gennem nærværende bog er vi nu ført så langt frem i analyserne, at vi har fået et lille indblik i det store og mægtige sammenspil, der forekommer mellem makroindividerne og mikroindividerne. Nævnte analyser vil, hvis vi har været tilstrækkelige opmærksomme, have vist os dette sammenspils store rolle i vor egen skæbnedannelse. 143

143 De vil have klarlagt for os, at mikroverdenen er det store fundament, på hvilket al vor fremtræden er baseret, og at det således ikke er nogen særlig omfattende opfyldelse af det store kærlighedsbud kun at elske sådanne medvæsener, som hører til det for vor fysiske oplevelsesevne synlige område, såsom andre mennesker, dyr og planter, men at man for at blive fuldkommen, for at være i kontakt med livet, også må føre mikroindividerne ind under begrebet vor "næste", som vi skal "elske som os selv". Ved kun at elske de væsener, vi kalder "mennesker", "dyr" og "planter", kan man ganske vist opnå en tilsyneladende position i andre menneskers øjne, man kan blive anset for at være "hellig", "gudfrygtig", "retskaffen", "frelst" o. s. v. Men hvad betyder alle disse smukke prædikater, når man intet særligt begreb har om den af levende væsener umådeligt befolkede verden, som er betroet os i form af vor egen organisme, den verden, igennem hvilken det virkeligt bliver en kendsgerning, at vi fremtræder i "Guds billede efter hans lignelse" som en art Gud i et univers? KAPITEL Intet væsen kan blive fuldkomment, s/ilænge det ikke opfylder de fuldkomne livsbetingelser for mikrovæsenerne i sin organisme. Hvis vi ikke tilegner os kendskabet til disse vore små medvæsener i den del af Guds altomfattende rige, som udgøres af vor egen organisme, og derfor ikke opfylder de for dem gældende livsbetingelser, vil det være lige- 144

144 gyldigt, hvilket af de førnævnte smukke prædikater vi så end måtte sidde inde med. Vi vil nemlig før eller senere komme til at opdage, at vi ikke er raske, at vi har den eller den organiske lidelse, sygdom eller svækkelse, idet disse lidelser udelukkende kun er identiske med virkningerne af forsyndelser mod mikroverdenen, mod mikroindividerne i vort eget legeme. Og det er således i kraft heraf, at vi i stor udstrækning bliver vidne til, at de såkaldte "hellige", "frelste", "troende" og "salige" ligeså godt er besværede med sygdomme og lidelser som de såkaldte "ugudelige", "vantroende" og "onde". Dette vil altså med andre ord sige, at ingen er virkelig gudfrygtig, virkelig frelst, virkelig troende eller virkelig salig, sålænge han endnu er uvidende, "vantroende" eller ufuldkommen i den del af de "mange boliger i Faderens hus", der i form af hans egen organisme udgør et hjem for mikroindividerne. Det er således blevet synligt for os, at den retmæssige overholdelse af det store kærlighedsbud og det deraf følgende bevidste, virkeligt realistiske møde med Gud, oplevelsen af det højeste klarsyn, den fuldkomne lykke, umuligt kan opleves uden gennem skabelsen af den fuldkomne harmoni i samarbejde mellem makrokosmos og mikrokosmos, mellem individets egen tilværelse og mikroindividernes tilværelse i dets egen organisme KAPITEL En guddoms tale. Men sj viselige er tilværelsens guddommelige love sj til gengæld fremtrædende, at njr de samme love bliver 145

145 overholdt, kan mikroindividerne føre deres daglige tilværelse og fuldkomne oplevelse af livet ugenert og få en guddommelig hundrede procents lykkelig livsoplevelse og samtidig være det fuldkomne og uundværlige manifestationsmateriale for makroindividerne, ligesom de sidstnævnte individer igen ligeledes på basis af de nævnte loves fuldkomne overholdelse, ja, endog på et stadium, hvor denne endnu kun er delvis, kan opleve deres liv, deres tilværelse som et syn af blandt andet et verdensbillede med farvestrålende kontinenter, blånende have, gyldne skyformationer, tindrende stjerner, purpurfarvet aftenskumring, lyse dæmrende morgentåger, sølverne måneskinsnætter med elskende arm i arm og midt i dette sfærernes guddommelige trylleri være indhyllet i og overvåget og underholdt af en guddommelig Almagts umådelige skabekraft, en evig almægtig Faders guddommelige kærlighedsmanifestation, en guddommelig lysende korrespondance, skrevet med "l e v e n d e mat er i al e", mikroindivider, gudesønner. - I sandhed en Guddoms tale KAPITEL Hvem der tør trodse den guddommelige villie ved at besværliggøre livet for mikrovæsenerne i deres egen organisme. Hvem vil være med til at ødelægge disse små gudesønner, der således er identisk med Faderens almægtige røst til det jordiske menneske i dag? - Hvem tør vove at trodse den guddommelige villie ved at besværliggøre livet 146

146 for disse små væsener, fylde dette med smerte og lidelse? - Hvem tør gå i rette med Afmagtens største bud, tilsmudse og fordunkle denne Faderens lysende skrift ved at dræbe, pine og lemlæste, ikke alene et enkelt væsen, men ved i form af ligbrænding at lade hele organismer, hele universer med millioner og atter millioner af fysisk bevidste levende individer påføre lemlæstelse, død og undergang? - Hvem tør gå i rette med Gud, modarbejde hans kærtegn til de levende væsener, ved at fare rundt og dræbe, myrde og lemlæste overalt, hvor det behager eller tilsyneladende giver fordel? - Svaret herpå bliver: absolut kun de væsener, der endnu ikke har evne til at fornemme Gud i materien, væsener, der endnu ikke kan se eller forstå stoffets liv og derfor heller ingen respekt kan have for dette liv og ikke kender virkningen af denne manglende respekt. Med andre ord, den guddommelige villie, de evige fakta, Faderens røst tør kun trodses af de væsener, "der ikke vide, hvad de gøre" KAPITEL En verden af levende væsener hvis atmosfære kaster glans over den fysiske tilværelse og et mildnende skær over al jordisk ufuldkommenhed. Foruden det her gennem ligbrændingen analyserede massemyrderi af mikroindividerne er det almengældende, at der forekommer en endnu ret udstrakt drabs- eller lemlæstelsesproces af levende væsener af en hel anden art 147

147 ved det jordiske menneskes jordefærd. Disse levende væsener har en fremtræden i tilværelsen så skøn og ren, har endnu så meget af "salighedsriget" s eller det åndelige plans atmosfære over sig, hvorfra de er kommen, og hvor deres dagsbevidsthed endnu har hjemme, at de ikke alene kaster glans over deres egen fysiske fremtræden, men er også efterhånden blevet uundværlige i alt, hvad der skal smykkes, overalt, hvor der skal være fest, overalt, hvor der skal være glæde. Deres navne er blevet poesiens udtryksmidler for al forherligelse, de er jordiske symboler på uskyldighed, ophøjethed og renhed. Intet under, at man hurtigt fandt ud af at benytte disse former for liv til kroning af den fysiske tilværelses skønneste drømme såvel som til tilsløringen af dens tungeste sorger. De lyser op foran den unge brud foran alteret, såvel som de dækker over gravens tunge alvor. Deres duft breder sig fra festsalens strålende toiletter til sygesengen i hospitalets fjerneste enecelle. De er barnets hyldest til moderen. De er ynglingens kærtegn til sin unge elskede. De er mandens erkendtlighed for trofast kammeratskab og årelangt samarbejde. De er de sidste lysende momenter ved oldingens dødsseng. De vidner om et overjordisk rige, hvorfra han kom, og hvortil han går. Denne verden af levende væsener, hvis atmosfære således kaster glans over den fysiske tilværelse, er "planteriget". Og det er i form af "blomster", at dette riges mægtige glans kulminerer og baner sig vej til hjerterne, tøer de frosne sind op, og med sin farvestrålende sommerkåbe søger at lægge et mildnende skær over al jordisk ufuldkommenhed. 148

148 108. KAPITEL Det almene jordmenneskes beundring for blomster er af dræbende natur for de samme væsener eller former for liv. Men hvad gør menneskene til gengæld overfor dette ocean af kærtegn? - Er de onde, er de hensynsløse, er de utaknemlige mod planterne? - Vi må herpå til menneskenes ros svare, at bevidst er der næppe noget normalt menneske, der kan nænne at gøre en plante fortræd, og at der i selve naturen næppe findes noget, der har så stor en plads i de menneskelige hjerter som netop blomsterne. Er det ikke vanskeligt, uden for storbyernes stenørkener og pladsmangel, at tænke sig et privathjem, det være sig slot eller hytte, villa eller bungalow, uden spor af have, planter eller blomster? - Hvad med de senere års store blomsterforretninger, de store drivhuse og omfattende planteskoler? - Taler de ikke deres eget sprog om planters og blomsters uundværlighed i den menneskelige tilværelse? - Jo! Menneskene har stor kærlighed til blomsterne. Men denne er endnu på et vist felt ganske primitiv og uden kultur. På basis af uvidenhed og blind iver bliver den ofte så hårdhændet, at den bliver til drab og lemlæstelse for planten. Afstanden mellem plantens bevidsthedsform og det almene jordiske menneskes er for stor. Og det sidstnævnte væsen bliver ofte i forhold til planten, åndeligt set, næsten at ligne ved en elefant, der vil kærtegne en flue og derved kommer til at knuse denne. Dette gør sig navnligt gældende i sådanne tilfælde, hvor men- 149

149 neskene netop i deres beundring for plantens skønhed betjener sig af denne til udsmykning af en eller anden genstand, det være sig festsal eller ligkiste. Her kulminerer plantebeundringen i en udløsning af en ligefrem slagtning, henrettelse eller lemlæstelse KAPITEL En bisættelse eller jordefærd kan ikke være fuldkommen, sålænge den er behæftet med det dræbende princip. Men for det udviklede menneske, der kan føle plantens liv, kan glæden over afskårne blomsters, over de amputerede plantelemmers farvepragt og duft ikke borteliminere eller dulme smerten over den lemlæstelse af plantelegemet, som en sådan udsmykning har kostet. Og vi kan derfor heller ikke beskæftige os med analysen af den sande bisættelse uden netop her også at berøre dette problem, idet en bisættelse eller jordefærd aldrig for det kærlighedsudviklede væsen kan være fuldkommen, sålænge den endnu på en eller anden måde befinder sig indenfor det dræbende princips kulminationszone. Det nytter jo også kun lidet, at man lige har reddet sine mikroindivider ud af en ligbrændings skærsild, når man bag efter ved en bisættelse eller jordefærd alligevel blindt styrter en hel serie af levende væsener ud i en ren "Bartholumæus-nat". 150

150 110. KAPITEL Dekoration af af skårne blomster er det samme som en buket af afskårne plante/emmer og giver det udsmykkede en uren aura. Trods menneskenes kærlighed til planterne er deres forhold til disse former for liv dog temmelig hårdhændet. Det er efterhånden blevet en meget udbredt skik ved jordefærd, begravelse eller bisættelse at udsmykke ligkisten med et væld af afskårne blomster. Rent overfladisk er der tilsyneladende ikke noget ondt i denne udsmykning, idet den jo er udtryk for en vis sympatitilkendegivelse overfor den afdøde. Men ved en nærmere kosmisk analyse bliver en sådan handlemåde mildest talt forfærdelig. For det højt klarsynede væsen er udstrålingerne fra et sådant blomstervæld ikke rene. Den højeste aura omkring kisten er inficeret med mørke stråler, der lader den fremtræde i et grumset skær. Blomstervældet består nemlig som før nævnt kun af afskårne blomster eller plantedele, altså en samling amputerede plante/emmer. Man har i blind uvidenhed og på basis af manglende evne til at føle plantevæsenets identitet som levende væsen været med til, enten ved at købe blomsterne afskårne eller ved selv at have plukket eller afrevet disse, at holde det dræbende princip i kulmination. Man har været med til at holde lemlæstelsesideen ved lige. Man har berøvet de pågældende plantevæsener deres skønneste pryd. Blomsterne er jo basis for disse væseners højeste livsglæde. 151

151 111. KAPITEL Plantevæsenets "kunstværker". Plantevæsenet er ikke så langt fremme i spiralen som mennesket og kan derfor ikke som dette i fremmede materier frembringe skabte realiteter. Medens mennesket således kan f! udløsning for sin skabertrang i fremmede materier, har plantevæsenet kun sit eget "kød" og "blod" at anvende som materiale for sine "kunstværker". Billedhuggeren kan skabe i marmor og granit, maleren med farver og lærred og håndværkeren i de for hans specielle fag gældende materialer. Da disse af mennesker således frembragte kunstværker er skabte udenfor deres ophavs kødelige legemer i selvstændige materier, har de den fordel, at de kan "plukkes", hvilket vil sige adskilles fra deres ophav, tilegnes, flyttes af andre væsener uden at betyde død og lemlæstelse for deres ophav, hvilket naturligvis er umuligt for plantevæsenets "kunstværker": blomsterne, idet disse jo udgør en del af deres ophavs eget legeme, kød og blod. Medens det for den sande kunstner, hvad enten denne er billedhugger, maler eller håndværker, er en nydelse, at medvæsenerne beundrer hans frembringelser indtil en sådan grad, at de på behørig måde tilegner sig disse og glæder sig over dem, så vil en beundring af samme rang for plantens vedkommende være mere eller mindre lemlæstende eller dødbringende, hvis man her, som jo er ret almengældende, skiller "kunstværket" fra ophavet og derved dissekerer dettes kødelige legeme. 152

152 112. KAPITEL Hvis menneskene kom ud for det samme forhold som det, de tilføjer plantevæsenerne. Plantevæsenet tilhører altså et plan, hvor man endnu kun kan frembringe -levende kunstværker. Blomsterne er af kød og blod. Mennesket derimod er nået længere ned i materien. Udenfor sit organiske legeme kan det skabe i uorganisk materie. Disse frembringelser er uden følelse og kommer derved til på en vis måde at repræsentere "død materie". Disse menneskelige frembringelser vil således i denne forbindelse være at betragte som - døde kunstværker. Dog frembringer menneskene ligesom planterne automatisk levende kunstværker. Ligesom plantevæsenet kan have smukke blade og blomster, således kan et menneske også have smukke øjne, hænder og fødder, kønt hår o. I. Disse realiteter svarer i princip til plantevæsenets frembringelser, dets blade og blomster. Hvis man nu tænker sig, at der fandtes nogle, menneskene overlegne, væsener, der nærede den samme interesse og sympati for disse smukke øjne, hænder o. s. v., som menneskene nærer for planternes smukke!egernsdele, men derimod ikke kendte mere til menneskets sjæleliv og følelse, end menneskene kender til planternes, da ville disse væsener i deres egoisme og uvidenhed rive nævnte øjne ud af hovedet, skalpere håret fra issen og brække lemmerne fra kroppen af menneskene for at tilegne sig disse amputerede!egernsdele. Og vi har da nøjagtig i princip her et billede af den kendsgerning, som menneskenes forhold til plantevæsenerne repræsenterer. 153

153 At menneskene netop ikke er offer for et sådant princip, skyldes kun den omstændighed, at man på de for mennesket overliggende trin forlængst er kommen bort fra det dræbende princips udløsning og i besiddelse af høj visdom og humanitet kun kan tjene de underliggende væsener i harmoni med de højeste kærlighedslove KAPITEL Man mlt være forsigtig med bedømmelsen "fantasi". Nu er der måske læsere, der vil smile af foranstående og eventuelt mene, at jeg her er kommen altfor langt ud, og at min analysering er fantastisk. Men dette understreger blot de samme væseners svigtende bevidsthed, deres bristende sans for den virkelige logik, tilværelsens højeste matematik. Men forøvrigt, hvad er fantasi? - Hvis en vildfarelse er bleven en tusindårig tradition som opfattet virkelighed blandt menneskene, vil den sande virkeligheds afsløring for de samme mennesker virke som "fantasi". Men hvis sandheden allerede er traditon, vil vildfarelsen derimod blive opfattet som "fantasi". Det såkaldte fantastiske behøver altså ikke at være uvirkeligt, ligesom det uvirkelige ikke behøver at virke fantastisk. Om noget opfattes fantastisk, beror altså på, hvorledes man i forvejen er indstillet. Man skal være forsigtig med bedømmelsen: "fantasi". En vildfarelse eller fejltagelse kan altså, for det under "Den guddommelige suggestion" (se "Livets Bog", stk. 140) henhørende menneske, til tider opfattes som 154

154 total virkelighed, ligesåvel som en total virkelighed eller kendsgerning til andre tider af det samme menneske kan opfattes som total uvirkelighed KAPITEL Hvorledes man kan kende forskel på sandhed og vildfarelse. Hvorledes kan man da i et givent tilfælde kontrollere, om det er en sandhed eller vildfarelse, man har for sig? - Og her må svaret naturligvis, som overalt i mine beretninger om livet, blive, at den absolute sandhed eller virkelighed manifesterer sig gennem en hundrede procents logik, hvilket igen er det samme som en hundrede procents hensigts- eller planmæssighed i nyttefrembringende udløsning, og at en hvilken som helst oplysning om et problem uden denne logiks tilstedeværelse er ganske blottet for sin tilknytning til det matematiske ligevægtspunkt i den guddommelige verdensplan, hvilket igen er det samme, som at den er uden nogen som helst matematisk bevislighed. Dette forstås måske bedre, når man erfarer, at verdensaltet er en matematisk enhed. Alle eksisterende detailler i tilværelsen har rod i denne enhed, er med til at få samme til at gå op i et særligt hovedfacit, der alene kun kan udtrykkes med ordene "alt er såre godt". Dette er den samlede verdenslogiks generalfacit og bliver derved det altbeherskende ligevægtspunkt, med hvilket en hvilken som helst realitet i sin dybeste analyse samstemmer. En- 155

155 hver analyse af et problem, der ikke går op i dette facit, udtrykker derfor ikke problemets sande samhørighed med verdensplanen og er således som analyse betragtet ganske uden tilknytning til den samlede verdenshensigt eller logik. Men en analyse, der er uden tilknytning til nævnte hensigt eller logik, kan tilsidst kun vise sig at være meningsløs. Men en meningsløs analyse er ikke en analyse. Den er et falsum. Et sådant falsum eller en fremsat oplysning uden matematisk bevisførelse kan ikke være identisk med en hundrede procents virkelighedserkendelse, idet den manglende bevisførelse nødvendigvis må betinge uklare felter i oplysningen og derved i samme grad gøre denne til "mystik". Mystik er igen det samme som oplysninger, hvis kærlighedsopfyldende, planmæssige tilknytning til det samlede verdensalts generalfacit ganske mangler eller er ukendt KAPITEL Moralbegreber der ikke eksisterer som videnskabelige fakta. Da jeg i min bog "Logik" har givet oplysninger om den sande logik eller livets egen matematik, der gør den guddommelige verdensplan bevislig, tør jeg ikke her opholde læseren med flere uddybninger desangående, men blot gøre opmærksom på, at der i henhold til ovennævnte findes megen mystik i verden, og at denne i virkeligheden er den sande analyse af mange af de oplysninger og moralbegreber, der har været og stadigt er bæ- 156

156 rende for store dele af det menneskelige sjæleliv. Dette vil altså igen sige, at disse moralbegreber og oplysninger i virkeligheden, uanset hvor mange tilhængere og forkæmpere de så end har haft og eventuelt endnu har, ikke eksisterer som klare videnskabelige fakta. Deres tilknytning til og harmoni med verdensplanens logiske ligevægtspunkt er uoplyst. De er således omkranset af en ring af ukendte terræner. Da deres tilknytning til verdensplanen ligger i denne ring af ukendskab af mørke, kan de umuligt matematisk stabiliseres af individer, der bevidsthedsmæssigt endnu ikke kan befare disse terræner, og som derfor heller ikke kender verdensplanen. Og dette har da også hos de samme væsener udløst sig i hjertesukket "Guds veje er uransagelige", altså et nyt begreb uden matematisk underbygning, et nyt postulat indkranset i den samme ring af ukendte terræner eller mørke, med den samme ukendte identitet, "Guds veje", som virkelighed eller uvirkelighed KAPITEL Guds veje er ikke uransagelige. Den fremskredne åndsforsker der gennem sin udviklede kærlighed forlængst har fået lov til at "se Gud" og oplevet verdensplanens matematiske ligevægtspunkt, gennemskuer med lethed den uvidenhed, der befordrer nævnte postulat. For ham er Guds veje ikke uransagelige, tværtimod. Han har forlængst opdaget, at absolut intet liv kan befordres i tilværelsen uden på basis af erfaringsoplevelse. Men da denne igen ikke kan eksistere uden at 157

157 omskabe uvidenhed til viden, kan intet individ eksistere uden at befinde sig midt i denne omskabelse. Men da samme omskabelse er identisk med "Guds veje", bliver en hvilken som helst erfaringsoplevelse således uomstødeligt identisk med en "ransagelse af Guds veje". Ethvert levende væsen befinder sig altså midt i denne "ransagelse", der oven i købet er dets livsbetingelse. Postulatet, "Guds veje er uransagelige", kunne her ikke stå for verdenslogiken. Det måtte smelte for matematiken som isen for varmen. Og således vil det gå med alle postulater, moralbegreber og dogmer, der ikke udtrykker den virkelige sandhed. Kun den virkelige sandhed kan ikke opløses, smeltes eller forgå. Den går strålende og urørlig gennem logikens eller matematikens brændpunkt KAPITEL Verdensbilleder, kulturer, religioner og moralbegreber, der vil forgå. Og det er således absolut udelukkende af sådanne af nævnte brændpunkt urørlige analyser eller oplysninger, det virkelige og dermed evige verdensbillede er bygget op og er fremført i mit samlede værk "Livets Bog". Et hvilket som helst verdensbillede bygget op på andre realiteter eller analyser vil uundgåeligt i verdenslogikens skarpe lys før eller senere forvitre, opløse sig og forgå. Og vi bliver da også gennem historien vidne til, at verdensopfattelse efter verdensopfattelse og dermed kultur efter kultur, civilisation efter civilisation, religion ef- 158

158 ter religion, moralbegreber efter moralbegreber er opstået og forgået, efterhånden som det menneskelige sjæleliv er gået fremad i intelligens- og følelsesudvikling og derved i tilsvarende grad har fået den logiske sans forstærket eller evnen til at "ransage Guds veje" forhøjet KAPITEL Suggestion, tro og formodninger. Med hensyn til den jordiske menneskehed lever den allerstørste part af dens individer endnu på postulater, altså formodninger, der er udråbt som virkelighed uden at være baseret på nogen som helst matematisk stabilitet eller intelligensmæssig analyse. Da den menneskelige intelligensudvikling først i de seneste årtier har taget fart, har man altså være nødsaget til at leve på sådanne postulater og vil fremdeles være nødsaget til dette i alle felter i den daglige tilværelse, hvor intelligensevnen endnu er for svag til at nå ind til det matematiske ligevægtspunkt i verdensplanen, der skal afsløre postulatet som virkelighed eller uvirkelighed. Men da et postulat som før nævnt er en formodning, der bliver opfattet som virkelighed trods manglende matematisk stabilitet eller intelligensmæssig analyse, bliver en sådan opfattelse det samme som "tro". Men at "tro" på noget, man intelligensmæssigt ikke forstår, er det samme som "suggestion". Da dette at være suggereret til en vis grad er det samme som at være hypnotiseret, og dette atter igen igen udgør en vis form for søvngængertilstand, 159

159 vil intet individ se fuldstændigt vågent og klart i nogen som helst andre felter end dem, hvis tilknytning til det matematiske ligevægtspunkt i den guddommelige verdensplan, de har oplevet som kendsgerning. I alle andre felter er det endnu et suggereret eller forholdsvis sovende væsen. Det formoder og påstår ofte i disse sidstnævnte felter at "vide", men har i virkeligheden kun "tro". "Troen" er således det første højeste resultat af et sanseindtryks indvirkning på et individ, hvis intelligenslegeme og dermed logiske sans er uudviklet og derfor utilstrækkelig i indflydelsen på det pågældende sanseindtryks skabelse. Nævnte skabelse foregår derfor i sådanne tilfælde næsten udelukkende gennem instinkt- og følelseslegemet. Sanseindtrykket bliver en følelsesoplevelse uden intelligensmæssig definition ved hjælp af "formodninger" KAPITEL Væsener der hellere går med flokken den forkerte vej, end de går alene på den rigtige vej. Men formodninger er ikke det samme som kendsgerninger. Og da kendsgerningerne i det givne tilfælde på grund af den utilstrækkelige logiske sans ikke kan blive til realitet, bliver formodningerne aktuelle, får tilhængere hos de ligestillede medvæsener, bliver til tradition. Og når en opfattelse akcepteres af mange væsener, bliver den en kraft, ganske uafhængig af, om den er logisk eller ulogisk, om den er virkelig eller uvirkelig, om den er sandhed eller usandhed. Den har således sine forkæmpere, over- 160

160 for hvilke et mindretal af modsat opfattelse Ur vanskeligheder ved at hævde sig. Dette kan naturligvis kun siges at være udmærket, for så vidt flertallet repræsenterer kendsgerningen, og mindretallet kun repræsenterer formodningen. Men når tilfældet er omvendt, er vejen til sandheden noget af en bjærgbestigning. Menneskene er endnu så rodfæstet i dyrerigets traditioner, at de ynder at gå i flok. De gjr hellere i følge med flokken pa en forkert vej, end de gjr alene pa den rigtige vej. Men derved kommer de naturligvis også til at dele flokkens skæbne KAPITEL Floksystemet eller flokprincippet. I dyreriget, hvor livet er en kamp for tilværelsen, har dette floksystem naturligvis ikke alene sin berettigelse, men er også en stor naturnødvendighed for arternes beståen. Overfor fælles fysiske vanskeligheder, fælles fysisk modstand, fælles fysiske "fjender", står flokken jo bedre end eneren. Floksystemet er da også blevet en tradition og basis, der følger dyret gennem udviklingen helt op i dets fremtræden som "jordisk menneske". Hvad er nationerne, religionerne, sekterne, foreningerne andet end hver for sig "flokke" om en fælles basis, om et fælles mål? - Og hvorledes skulle disse realiteter være blevet til, have fået indpas i jordzonen og fremdeles have hævdet sig uden de enkelte eneres "floktendens" eller instinktive lyst til at gå i følge? - Denne floktendens er en naturlov i udviklingsspiralens 161

161 første tilværelsesplaner, hvor individet endnu er i "fostertilstand", hvilket vil sige, endnu ikke har oplevet "den store fødsel (se "Livets Bog" stk. 20). Men den kan endogsll. spores helt ned i selve den fysiske materie og fremtræder da som en lov, der bevirker, at det større altid tiltrækker det mindre. Og det er i kraft af samme princip, at vi netop holdes bundne til jorden, at vore fysiske legemer ikke svæver ud i verdensrummet, ligesom det bestemmer vor gang og hele vor øvrige bevægelses natur. Hele den fysiske tilværelse er en jongleren med dette princip. Og i form af floktendensen spiller det samme princip ogsll. en udstrakt rolle ved den guddommelige suggestion KAPITEL Det sennepskorn af hvilket himmeriges rige vokser frem pli jorden. Men efterhll.nden som udviklingen skrider frem, vokser individerne ud af nævnte suggestion, fll.r deres logiske sans eller tænkeevnemere og mere frigjort af flokkens eller flertallets mening, begynder at klamre sig mere til virkeligheden end til flokken. Dette bevirker naturligvis ofte, at sll.danne afvigende individer bliver "uglesete" og forfulgt af flokken. Og denne gene fll.r naturligvis mange til at tøve med officielt at vedkende sig deres faktiske mentale indstilling. Men derimod er der heldigvis andre væsener, der er længere fremskredne, og som derfor ikke er bange for flokkens skærsild. For dem er sandhedens afsløring og 162

162 praktisering det absolut eneste mentalt bestemmende i deres fremtræden, ganske uafhængigt af hvilken lidelse, hån, spot og bagtalelse fra den uvidende hob de så end måtte være genstand for. Og denne standhaftighed gør dem ganske vist til enere i en ny flok, men i denne flok er det ikke flertallet eller mængden, der er bestemmende, men derimod udelukkende enhver eners ny erobring af den absolute sandhed, der er den eneste herskende manifestationskraft. Og i dette kendsgerningernes so/klare dagslys bliver eneren eller mindretallet til "den lille tue, der vælter det store læs", til det lille moment, der befordrer verdensgenløsningen for det store flertal, udfrier hoben fra uvidenhedens og suggestionens favntag og er stiledes det lille retmæssige "sennepskorn", af hvilket "Himmeriges Rige" vokser frem pli Jorden KAPITEL Videnskaben eller væsener, der ikke mere kan tro og derfor kun kan finde tilfredsstillelse i kendsgerninger. Den jordiske menneskehed er som nævnt på vej bort fra "den guddommelige suggestion", hvilket altså vil sige, at den er på vej bort fra dogmerne, fra gamle formodninger, gamle traditioner, gammel skik og brug og befinder sig på vej til - sandheden, den eneste absolute virkelighed. I denne vandring er alle individer indenfor den jordiske menneskehed naturligvis ikke lige langt fremme. For nogles vedkommende er de blot på vej til 163

163 nye, men i reglen bedre formodninger, til nye dogmer, er endnu underkastet floktendensen, tør ikke g! alene, tør ikke g! med mindretallet, tør ikke afvige fra den gængse mening eller opfattelse, hvilket vil sige flertallets. Andre derimod er videnskabeligt anlagt. Deres evne til at "tro" er svigtende, hviket igen har affødt en anden tendens, nemlig trangen til at "vide". Sådanne individer kan ikke suggereres til at finde hvile i andre opfattelser, i andres påstande, ligegyldigt af hvor stort et flertal disse opfattelser og påstande i forvejen så end er akcepterede. Sådanne væsener kan kun finde fred i en opfattelse, hvis rent intellektuelle analyser er blevet til kendsgerning. En opfattelse, der endnu kun er et følelsesprodukt og således ganske mangler den intelligensmæssige eller rent videnskabelige begrundelse, er uakceptabel for disse væsener, ligegyldigt af hvor mange og af hvem den så end måtte repræsenteres. Disse væsener er sllledes i realiteten med hensyn til tænkning frit stillet og har til basis for deres opfattelse og tænkning de mere eller mindre intellektuelle faciter, som de i deres begær efter viden tilsidst søger. Sådanne væsener kender vi under begrebet "videnskabsmænd" eller forskere. Og deres resultater udgør det, vi kalder "videnskaben" KAPITEL Den materialistiske videnskab er den begyndende "hellige ånd". Medens troens repræsentanter er suggererede væsener, en slags "søvngængere", er videnskabens derimod at be- 164

164 tragte som fuldt v!gne eller klart bevidste væsener, vel at mærke i de felter, hvor de er kommen til de virkelige faåter eller den urokkelige sandhed. I andre felter, hvor deres faciter ikke har n!et virkelighedens bund, eller i felter, hvor de ikke har evne til at forske, kan forskerne ogs! udmærket være bundne til traditioner, formodninger og dogmer. Thi vi ml huske p!, at den jordiske videnskab er endnu kun i sin første spæde vorden. Men efterh!nden vil den n! frem til afsløringen af selve livets mysterium og bliver i kraft heraf, siledes som jeg s! ofte før har p!vist, identisk med den begyndende "hellige lind" KAPITEL Den mentale frigørelse, der fører væsenet op over dogmernes tilgesumpe til den sande virkeligheds sollyse egne. De jordiske mennesker befinder sig alts! p! mange forskellige stadier. Om man vil kunne akceptere en eller anden opfattelse som kendsgerning vil være afhængigt af, hvilket af disse stadier man tilhører. Man kan endnu være så bunden af den guddommelige suggestion i visse felter, at man her er ganske afsk!ret fra at bruge sin fornuft og derfor ikke forlanger nogen som helst intelligensmæssig udredning, ja, kan endog undertiden betragte en s!dan som "syndig". Og man kan ogs! være s! uhildet, s! fri af floktendensen, at man slet ikke akcepterer nogen som helst opfattelse uden netop denne intellektuelle udredning. Mellem disse to yderpunkter findes der alts! en skala af mellemstadier. 165

165 Da "Livets Bog" såvel som "Kosmos" og alt mit øvrige meddelelsesmateriale er et resultat - ikke af tro, - men af viden, vil det være let at forstå, at ikke nær alle er modtagelige for mine intellektuelle manifestationer. Det vil kun sådanne væsener mere eller mindre være, som i større eller mindre grad er fri af suggestionen, er upartiske, er uafhængige af dogmer, af den gængse opfattelse, "folks mening" eller mere populært "den offentlige mening", pressen, af skik og brug, eller af hvad der er "moderne" o. s. v. I samme grad, som man er frigjort herfra, er man modtagelig for livets virkelige analyser. Og i samme grad tør man vedgå sig sin opfattelse overfor andre. Og i samme grad bliver man derfor verdensgenløsningens støttepunkter overfor den øvrige menneskehed. Den nuværende verdensgenløsning er nemlig intet mindre end menneskehedens totale befrielse fra de sidste rester af den før så nødvendige og velsignelsesrige "guddommelige suggestion", er en førelse af menneskeheden ud af de dogmatiske fantomers uklare tågesumpe til virkelighedens mere dagklare og sollyse egne KAPITEL Væsener, der lader hånt om antiblomsterplukning, er åndeligt sovende væsener. I denne menneskehedens førelse fra uvidenhed til viden har vi her passeret spørgsmålet "ligbrænding" og befinder os altså ved et sted, hvor spørgsmålet om - afskårne blomster - er blevet aktuelt. Men da dette at afskære eller plukke blomster lige så 166

166 vel som troen p!, at planten er uberørt af denne lemlæstelse, er en mangetusind!rig tradition, er der selvfølgelig mange mennesker, der slet ikke kan følge med i nærværende analyser, men kun kan betragte disse som fantastiske, som overdrivelse, som naivitet og overlegent vil trække spottende pl smileblndet. Men aldrig har vel et spottesmil været mere direkte rettet mod sit eget ophav, været mere ugunstigt blottende af samme ophav overfor det virkeligt vidende væsen end netop i nærværende tilfælde. Er ikke dette smil, er ikke enhver laden hjnt om antiblomsterplukningen, et suggereret væsens søvngængeragtige slag ud i den tomme luft efter en eller anden foregøglet realitet, som savner fuldstændig intellektuel begrundelse- - Er ikke uvillie, hjn og modstand mod antiblomsterplukningen udelukkende baseret pj den omstændighed, at dette at plukke blomster er en mangetusindjrig tradition, i hvilken de allerfleste af jordens mennesker tager del? - Men at pjstj eller mene, at en handling er rigtig, fordi den er tradition, er blevet skik og brug, er blevet mode, at erklære den for absolut fuldkommen eller ufejlbarlig blot af den grund, at den udøves af mange mennesker, har absolut intet med intellekt eller videnskab at gøre. Tværtimod, de nævnte realiteter er netop de ud/øsende momenter for suggestion, for næringen af "floktendensen", og gør derfor individet Jndeligt sovende. 167

167 126. KAPITEL PJstande, der er et suggereret væsens manifestationer. Enhver pjstand, der udelukkende kun er underbygget eller begrundet med ovennævnte momenter, er altsll ikke et intellektuelt, men et suggereret individs manifestation. Og jo mindre spottende og mindre hovmodigt et slldant væsen kan docere denne sin pllstand, desto mindre vil det selv blive til grin eller offer for samtiden af de intellektuelle væsener, der kun befinder sig pll en udviklingsstandard, hvor man endnu kan nænne at benytte sit intellekt til udlevering af andre væsener til spotten, satiren eller grinet. Thi en vildfarelse bliver jo ikke mindre, fordi der er mange væsener, der er offer for den. At begrunde sin mening med en sltdan underbygning er at befinde sig i en fæstning, der, som et korthus for det mindste vindpust, må falde for intellektets eller visdommens klare sollys KAPITEL Med hensyn til blomsterplukning går næsten alle i flok. Vi har altså overfor os en menneskehed, der i overordentlig stor udstrækning hviler i suggestionens favntag, en menneskehed, hvis altovervældende flertal af individer er afhængig af "den offentlige mening", af hvad der er tradition, skik og brug, af hvad der er "moderne", af hvad "der står i biblen", af hvad den eller den har sagt o. s. v. Og dette gælder ikke mindst med hensyn til forestillingen om blomsterplukning. Her er floktendensen 168

168 ganske overvældende. Når det gælder blomsterplukning, går næsten alle i flok, både videnskabsmanden og lægmanden, både den rige og fattige, både gamle og unge, både "religiøse" og "irreligiøse" o. s. v. Og den, der begynder ikke at ville være med i denne flok, skal ikke her vente sig flokkens særlige gunst ligeså lidt som ved at tage afstand fra de andre af mig på basis af verdenslogiken påviste, men af massesuggestionen opretholdte unaturlige tilstande KAPITEL En dekoration af af skjrne blomster er i virkeligheden en mordglorie, men skjules af plantens skønne farve og pragt. Sålænge man endnu i kraft af suggestionen jager og dræber dyrene, som dog står det jordiske menneske forholdsvis nær i udvikling, flænser og flår deres indvolde og fortærer deres lig, skal man ikke vente sig megen forståelse eller pardon, når det gælder planterne eller de vegetabilske former for levende væsener, der jo står det menneskelige udviklingstrin endnu fjernere end dyrene, og hvis identitet som levende og følende væsener man derfor har endnu vanskeligere ved at forstå og fatte. Blomsterdrab og lemlæstelser bliver da også udført ved næsten enhver tænkelig given lejlighed i den jordmenneskelige tilværelse, ved enhver hyldest, ved enhver gunstbevisning. Og jo mere berømt eller socialt højt på strå en person er, en desto større mordglorie i form af afskårne blomster, amputerede plantelemmer vil hans fødselsdage, jubilæumsdage, hans begravelsesceremoni, hans ligkiste være indhyllet i, ja, helt ned i selve graven fyldes 169

169 undertiden en hob af disse afrevne plantelemmer, - organiske legemsdele af levende væsener. Suggestionens mørke er komplet. Mordglorien skjules i ceremoniudløsningsøjeblikket af blomsternes endnu skønne duft- og farvesmil. Thi det har planterne tilfælles med alle andre levende væsener, der sth i meget nær tilknytning til de højeste verdener, (planten har sin dagsbevidsthed i "saligbedsriget", se "Livets Bog", stk. 183), at de endog i dødskampen stadig udløser deres guddommelige smil og varmer deres bødler eller mordere med denne deres altomfattende strålende velsignelse KAPITEL En forlængelse af blomstens dødsproces. At denne velsignelse er det suggererede individ særdeles kærkomment, og at det ønsker at nyde den fuldt ud til dens absolute ophør, er meget stærk synligt gennem dets opfundne forlængelsesmetode af blomsternes dødsøj eblik. Thi hvad er vel dette, at sætte afskårne blomster i en skål eller vase med vand, andet end en kunstig ernæringsproces for de lemlæstede plantedele, en ernæringsproces, der dog ikke kan redde blomsterne fra den unaturlige død, som er amputationens uundgåelige følge, men derimod ene og alene kun kan gøre dødsprocessen endnu mere langstrakt, og derved give blomsterplukkeren eller plantens ubevidste, suggererede bøddel en tilsvarende længere frist for nydelsen af hans døende offers guddommelige kærlighedsåbenbaring, dets kærtegn i farver, duft og skønhed. 170

170 130. KAPITEL Modtagelige og uimodtagelige væsener for nærværende analyser. At det her berettede preller fuldstændigt af på det fuldt ud suggererede individ og virker på dette som fantasi eller naivitet er naturligvis en selvfølge, idet et sådant væsen endnu ikke er modtagelig for en intellektuel udredning i nævnte bevidsthedsfelt. Men for væsener af denne art er, som vi i det efterfølgende skal se, nærværende beretning heller ikke skrevet. At vække disse væsener af den guddommelige suggestion kan kun livet selv gøre i kraft af gengældelsesloven. Ved en fortsættende overtrædelse af naturlovene opstår der disharmoni. Disharmoni afføder igen ulykkelige skæbner for sine ophav. Ulykkelige skæbner består af lemlæstelser og lidelser, sorg og modgang. Disse realiteter udgør igen tilsammen den guddommelige almagts banken på det hårdtsovende væsens dør, dets udfrielse fra suggestionen og befordrer dermed dets opvågnen til intelligens og visdom, til modtagelighed for udvikling af evnen til at tænke Guds tanker efter, for evnen til at ransage Hans evige og ufejlbarlige veje. Og det er altså for væsener med denne vågnende modtagelighed, at jeg med mine analyser kan være til nytte. Disse væsener vil være "den gode jord" for kosmiske analyser, for logikens kerner, der netop i dem vil komme til rig udvikling, bære mange fold, medens de øvrige væsener mere eller mindre endnu kun vil være at udtrykke som "den hårde stengrund". 171

171 131. KAPITEL Hvorfor der ikke er noget grundlag for indignation over/ or blomsterplukkere. Ovennævnte er naturligvis ikke sagt for pli. nogen mlde at kritisere eller angribe blomsterplukkerne, men er derimod i realiteten et forsvar for de samme væsener, idet det ved sin pll.pegen af suggestionen jo viser, at man her som i alle andre tilfælde af konflikt med de evige love "ikke ved, hvad man gør", hvilket sll.ledes neutraliserer ethvert grundlag for indignation eller intolerance mod de nævnte væsener. At disse skal have den samme forstll.else overfor antiblomsterplukkerne kan absolut ikke forventes, idet de ikke er frie, men suggererede væsener, er søvngængere i det pli.gældende bevidsthedsfelt. Men sll. har antiblomsterplukkerne til gengæld den store fordel, at de befinder sig i en uindtagelig fæstning i form af en intellektuel basis for deres fremtræden, der er hundrede procents i kontakt med verdensaltets eller den guddommelige verdensplans matematiske ligevægtspunkt KAPITEL Hvorledes vi har kunnet udrede beviserne for antiblomsterplukningens standpunkt som intellektuel harmoni med verdenslogiken. At planten er udtryk for liv, at dette liv er organisk i sin natur, er bevidsthedsdannende, at bevidsthedsdanne/se igen er baseret på følelse, idet enhver form for sansning i virkeligheden i sin dybeste instans er at ud- 172

172 trykke som grader af "fornemme Ise", der jo er det samme som følelse, og da planten sdledes har fornemmelse, og enhver fornemmelse baseret plj radbrækning, brutal adsplittelse eller iturivning af et organisk legeme uundgljeligt for samme legemes ophav mlj gøre nævnte fornemmelse identisk med ubehag, og ubehag igen er den uomstødelige tilkendegivelse af disharmoni med verdensplanen, hvis korrekte praktisering absolut kun kan skabe harmoni, har vi her sdledes kunnet følge den røde trljd, der beviser antiblomsterplukningens standpunkt som en intellektuel harmoni med selve den guddommelige verdensplan, med selve verdenslogiken, med selve de evige skabelsesfakta, der umuligt kan omstødes eller gøres uvirkelig af forsvaret for blomsterplukning, der alene kun har sin styrke i, at der er mange til at udføre det, i at det er blevet skik og brug, men ellers, ud over at det er baseret plj suggestion, savner enhver intellektuel begrundelse KAPITEL En lille fortrop af jordens mennesker, der bærer verdensgenløsningen i deres skød. Men selv om sljdanne mennesker, der ikke nænner at plukke blomster eller afrive grønne grene og stilke, kun udgør et ganske lidet mindretal af jordens befolkning, slj udgør de dog fortroppen for en logisk eller intellektuel styrke, der i kontakt med de evige love bærer den samlede verdensgenløsning i sit skød, og bør i kraft heraf ikke lade sig afskrække af det store flertals uvidenhed 173

173 og naivitet, dets modstand, h;j,n og spot, men netop tage planten til forbillede og helt ind i døden omslutte alt og alle i deres kærligheds skønneste favntag KAPITEL fordmenneskenes unaturlige levemme befordrer professioner og leveveje. For en vis gruppe mennesker vil min analyse om blomsterplukning i særlig grad virke mærkelig eller uforståelig, nemlig den gruppe for hvem blomsterplukningen ligefrem betyder levevej. Det er jo netop således i den daglige tilværelse, at den menneskelige overtrædelse af livets absolute love på mange felter er så mangfoldige og altdominerende, at den er blevet en eksistensmulighed. De unaturlige eller primitive begær er så fremherskende, at skabelsen af muligheden for deres tilfredsstillelse er blevet til profession. Slagtning, jagt og fiskeri, tobaksdyrkning, salg af narkotiske og legemsnedbrydende nydelsesmidler, salg af afskårne blomster og grene er således professioner, der udelukkende er baseret på det store flertals endnu primitive bevidsthedsindstilling til loven for tilværelse, dets fejlagtigt udviklede begærs tilfredsstillelse. Og det er givet, at jeg med nærværende analyser eller linier selvfølgeligt ikke venter mig at kunne forvandle en så altomfattende unatur, et så almengældende fejlagtigt indstillet bevidsthedsliv. Denne forvandlingsproces kan kun livet selv besørge. Overtrædelser af livets love hører jo ikke op med at være overtrædelser, 174

174 fordi de er blevet profession, forretning og gennem verdensfirmaer giver brød og arbejde til mange mennesker, tværtimod, de tilslører netop i slldanne tilfælde sandheden endnu mere og gør illusionen endnu stærkere. Og overtrædelsernes eller det ufuldkomne livs virkninger udebliver da heller ikke, men betinger, at det samme store flertal af levende væsener mll leve i en livsform, hvor mord, drab, lemlæstelse, sygdom, sorg og armod er blevet til sll udbredte daglige realiteter, at de jordiske mennesker ikke engang skænker deres sande llrsag en tanke, men derimod i mange tilfælde tror, at det er selve verdensaltet, der er ufuldkomment, at livet i sig selv er et kaos baseret pll lutter tilfældigheder. At det er deres egen væremllde, deres opfattelse og indstilling til livet, der er den absolute llrsag til disharmonierne ved ikke at være i kontakt med verdensplanens logik, er de uvillige til og har meget vanskeligt ved at forstll, netop fordi deres opfattelse og væremllde er almengældende, er flertallets, er flokkens KAPITEL Hvad verdensgenløsningen er indstillet pll. Og det ville jo være fejgt af mig og forræderi mod livets virkelige sandhed, hvis jeg gik udenom alle de felter, hvis analysering er ubehagelig eller kedelig for menneskene. Verdensgenløsningen bestllr netop udelukkende i at oplyse og udfri menneskene fra de opfattelser eller forestillinger, der ligger til grund for forkerte livsvaner eller fejlagtig levemllde, ganske uafhængigt af, hvor- 175

175 meget disse vaner eller denne levemlde sl end mltte være almengældende, mitte være tradition, mode, skik og brug, ganske uafhængigt af, hvor meget den sl end mltte forekomme flertallet at være religion, moral eller levebrød. V erdensgenløsningen bestltr ikke i at skabe eller stimulere unaturlige leveve;e for at tækkes nævnte flertal, bestltr ikke i at finde ud af, hvad der kan vække størst sensation eller udløse den bedste underholdning. Den er udelukkende kun baseret plt at vise verden den sande virkelighed. Grundet pl menneskenes voksende videnskabelige indstilling og pl de videnskabelige opdagelser, som den nærmeste fremtid bærer i sit skød, er verdensgenløsningen her i det tyvende lrhundrede ikke indstillet pl at indføre nye dlbshandlinger, sakramenter eller ceremonier, der er guddommelige suggestionsmidler, ved hvilke individerne kan føres, sllænge deres tænkeevne, deres hjerne eller nerver endnu ikke er udviklet til at kunne arbejde med livets virkelige analyser, men derimod er ganske virkningsløse overfor de af Kristus for nitten hundrede lr siden nævnte "kommende slægter". Disse "kommende slægter" bestlr af de af i dag og i fremtiden "videnskabeligt", hvilket vil sige intelligensmæssigt, indstillede væsener, væsener, der er begyndt at blive "forskere", væsener, der har begyndt at "ransage Guds veje", har begyndt at tænke i kontakt med verdensplanens logik. Disse væsener er alt efter deres forskningstalent og videnskabelige indstilling mere eller mindre uimodtagelige for "troen". Deres livsbasis eller moralske tilfredsstillelse bliver mere og mere kun opnlelig for dem gennem "viden". 176

176 136. KAPITEL Hvad nutids- og fremtidsmennesker fordrer med hensyn til de store facitter. Medens tidligere verdensgenløsninger kunne nøjes med kun at give "livsfacitter", såsom "som et mennesker sår, så skal det høste", - "han skal betale alle efter deres gerninger", - "hævner eder ikke selv I elskelige, jeg vil betale, siger den herre Zebaoth", - "vend den højre kind til, når du bliver slået pll den venstre", samt det store grundfacit "alt er sll godt", så kan den nuværende verdensgenløsning kun manifesteres som identisk med en bevisførelse af disse facitters realitet. Det er ikke nok for nutids- og fremtidsmennesket, at disse facitter i en mere eller mindre fjern fortid er udtalt af den eller den profet, af den eller den autoritet, af den eller den verdensgenløser eller religionsstifter. Det videnskabeligt anlagte menneske, der på så mange andre felter er blevet hjemme i regning, matematik, i opgørelser, analyser og planer får ingen tilfredsstillelse ved blot og bar profetiske udtalelser af livsfacitterne. Det fordrer forklaring over den udregning, den matematik, der gør disse facitter bevislige og dermed uomstødelige. De vil lære at regne dem efter. Derfor er hele mit arbejde i virkeligheden indstillet pll matematik. Det er blevet min opgave at vise matematikken i de ovenfor nævnte tusindllrige facitter, vise dem i kendsgerningens klare dagslys og sllledes gøre det videnskabeligt, at "Herrens ord bliver evindelig". 177

177 13 7. KAPITEL "Troende" mennesker har ikke brug for nogen intellektuel udredning af dogmerne eller livsfacitterne. Denne ovenfor nævnte matematik eller analysering af livsfacitterne kan naturligvis ikke i dag forstås lige let i alle felter. Denne manglende forståelse gør sig i særlig grad gældende i de felter, hvor man i størst udstrækning lever i disharmoni med de evige love, der hvor overtrædelserne af disse er blevet til livsvaner, tro, moral og levevej. Man må derfor heller ikke tro, at min matematiske udredning af livsfacitterne i særlig grad tager sigte på præster, biskopper eller andre autoriserede forkyndere af de nævnte facitter. Jeg ved kun altfor godt i forvejen, at flertallet af disse personer er "troende", hvilket er det samme som suggererede væsener, og som følge heraf ikke har brug for nogen udredning af facitterne. De nævnte væsener befinder sig i den guddommelige suggestions favntag. Deres gerning består jo i, gennem sakramenter, dåbshandlinger og ceremonier at suggerere væsenerne til at "tro" på livsfacitterne og derigennem blive "frelste". En forkyndelse, en vej til den samme "frelse", der ikke er baseret på disse realiteter, men på forskning, selvsyn og kendsgerninger, er for dem utrolig, for deres forestillingsliv ligefrem blasfemi, idet suggestion jo holder dem bundne til postulatet eller dogmet "Guds veje er uransagelige". 178

178 138. KAPITEL Udenfor det religiøse område findes der ogslt "troende" mennesker, der har mindre brug for virkelig logik end for almenopfattelse. Ligeledes er min bog "Den ideelle Føde", der i så stort et omfang påviser kødspisningens unatur, absolut ikke et angreb på slagtere, fiskere eller andre hjælpere indenfor fremskaffelsen af de animalske ernæringsprodukter. Flertallet af disse væsener lever ligeledes i suggestionen, i "troen" på, at menneskene absolut ikke kan leve uden den animalske føde. Heller ikke er mine analyser om narkotiske nydelsesprodukter et angreb på spiritus- eller tobaksforhandlere, idet hovedparten af disse væsener også lever i massesuggestionen, lever i god "tro". På samme måde forholder det sig naturligvis også med de fleste af tilhængerne af ligbrænding. Disse lever også i "troen" på denne proces som den mest ideelle begravelsesform. Og med hensyn til forhandlere af afskårne blomster mangler de fleste af disse selvfølgelig heller ikke "tro" på, at denne deres handling er idealisme. Menneskene er således, også udenfor det rent religiøse, i stor stil "troende". De lever også her i en suggestions favntag. Deres daglige handlemåde reguleres mere af, hvad der er skik og brug, mere af, hvad der er almengældende, folks mening o. s. v., end af virkelig intelligens eller logik. Trangen efter virkelig logik vil derfor også for den store masse være tilsvarende mindre end trangen efter en almenopfattelse, ganske uafhængigt af, hvor naiv 179

179 og ulogisk eller i strid med verdensplanen denne s:l end m:ltte være KAPITEL Verdensplanen er så hårfin i sin struktur, at selv den mindste afvigelse fra logik skaber disharmoni i det pågældende væsens liv. Og det er givet, at s:llænge man i en s:ldan grad endnu lever i "troen" p:l hobens mening som ufejlbarlig og ikke p:l nogen milde tør afvige fra denne, har man selvfølgelig ikke brug for analyser, logik og visdom, der ligger udenfor nævnte mening. Og det er en selvfølge, at jeg ikke noget øjeblik har tænkt mig, at nærværende analyser skal finde jordbund hos væsener af denne art. De er jo ikke søgende, har ikke bud efter analyser, der ikke findes i Biblen eller i leksikonet, eller som ikke doceres af den eller den anerkendte autoritet eller videnskabsmand. Og denne store suggererede del af menneskeheden ville roligt kunne sove videre i den guddommelige suggestions favntag, hvis ikke netop den eksisterende verdensplan var s:l Mrfin og kulminerende i logik, at selv det mindste væsens mindste overtrædelse af denne logik ikke kan finde sted uden at skabe en tilsvarende disharmoni i det samme væsens liv og færden. 180

180 140. KAPITEL Når man ikke har evne til at være i kontakt med verdensplanens logik. Alle levende væsener er uundværlige enheder, hver især beregnet på at opfylde en særlig hensigtsmæssig del af verdensplanens logik, hvilken sidste i sin højeste instans netop betinger kærlighed eller oplevelsen af det absolut fuldkomne liv. Men når denne logik ikke praktiseres, opstår der en brist i verdensplanens fulde gennemførelse, hvilket nødvendigvis må give sig udslag i en tilsvarende mindre fuldkommen manifestation af tilværelsen. Disharmonien og lidelsen opstår. Verdensplanens logik betinger altså, at kærlighed og fuldkommenhed er identiske med bestemte virkninger af tilsvarende særlige bestemte forudgående årsager. Hvis det levende væsens manifestation eller handlinger ikke bliver identiske med disse årsager, der i realiteten er opfyldelsen af verdensplanens logik, kan det heller ikke komme til at opleve disse virkninger. Og da disse udgør kærlighed og fuldkommenhed, vil ethvert væsen således være ganske afskåret fra at opleve nævnte realiteter i samme grad, som det selv mangler evne til at være i kontakt med verdensplanens logik. Og det gør ikke sagen bedre eller lettere, fordi der er mange, der befinder sig i samme situation. Virkningerne af et individs afvigelse fra dets bestemmelse i verdensplanen ophører ikke, fordi tusinder af væsener begår den samme fejltagelse, eller fordi fejltagelsen i god "tro" praktiseres som religion, offentlig moral, skik og brug. 181

181 141. KAPITEL Hvad den evige verdensplan betinger. Men herved betinges jo verdensplanens logiske stabilitet, idet individerne derigennem netop lærer verdensplanens logik at kende, bliver vise, bliver kloge og derved bringes til at leve i kontakt med denne logik, hvorved disharmonierne igen ophører. Verdensplanen kan ikke forgå. De levende væsener heller ikke. Men enhver kollision med livets sande mening betyder underminering og lemlæstelse. Enhver harmoni med verdensplanen betyder sundhed, lykke og kærlighed. Den evige verdensplan betinger kresløb. Individerne kan handle forkert, kan til en vis grad gå imod verdensplanen, kan komme ud i mørket, men bliver ligeså uomstødeligt af samme plan atter bragt tilbage til lyset og fuldkommenheden. Men derved opstår kendskabet til lyset og mørket, kendskabet til "godt" og "ondt". Individerne kommer af nævnte kresløb til at "se Gud", lærer at være i kontakt med verdenslogiken, og at denne kontakt er identisk med kærligheden til alt og alle KAPITEL Hvilke væsener der har brug for nærværende kosmiske analyser. Og det er netop for sådanne væsener, der har begyndt at lære af livet selv, væsener, der begynder at forstå, at flertallets mening ikke altid er den rigtige eller ufejl- 182

182 barlige væsener, der begynder at søge, lytte og spejde efter den virkelige sandhed, væsener, der ikke finder sig tilfreds med de gængse traditioner og opfattelser, at mine analyser er beregnet. Disse væsener vil igennem dem finde vejen, finde forklaringen på alt det, de har gået igennem, og som har affødt deres spørgsmål eller videbegær. Disse i dag således indstillede væsener ugør, som før nævnt, de af Kristus udpegede "kommende slægter", hvem "Talsmanden den hellige ånd netop skulle lære alle ting". "Den hellige ånd" er livets højeste bevidsthedsform, højeste og reneste tankeklima, den højeste fornemmelse af en forklaret tilværelse. Mit arbejde er således for de søgende, og absolut ikke for dem, der endnu har travlt med at leve i overtrædelserne, som jeg er indforstået med også skal til for netop at afføde de lidelser, af hvilke råbet efter visdommen vokser frem KAPITEL Væsenernes vækst bort fra de vanemæssige overtrædelser af livslovene foregår næsten umærkeligt og ikke i spring. Nu er der måske hos flere af læserne opstået spørgsmålet om, hvorledes det skal gå, hvis alle pludselig holdt op med at spise kød, nyde tobak, spiritus el. 1., købe afskårne blomster eller kort sagt, hvis alle nu brat holdt op med de nævnte forkerte livsvaner. Alle de mennesker, hvis eksistens er baseret på de nævnte vaner og nydelser, ville jo blive arbejdsløse, og helt andre og meget ubehagelige konsekvenser opstå. Og heri har de eventuelle spørgere ganske ret. Men der er blot den omstændighed 183

183 ved hele sagen, at en sådan pludselig afbrydelse slet ikke kan finde sted. Alle de nævnte unaturlige realiteter har menneskeheden kun gjort sig afhængig af ved en gradvis tilvænning, og kan kun gøre sig uafhængig af disse igen ved en tilsvarende gradvis afvænning. Og energien og lysten til denne afvænning findes absolut ikke i lige høj grad hos alle de pågældende væsener. Der vil derfor umuligt kunne opstå den situation, at alle samtlige væsener pludselig på en dag afbryder disse deres livsvaner. Udviklingen kan kun ske gradvis og foregår ikke i spring. Krystaller bliver ikke pludselig til planter, og planter ikke pludselig til dyr. Og en hel menneskehed kan ikke pludselig på een dag af skaffe traditioner og foreteelser, der ved deres masseudbrede/se ugør en hovedfaktor i dens økonomiske skelet, og hvorfor en sådan afskaffelse uvægerligt måtte afføde en tilsvarende altfor uoverkommelig lemlæstelse af det samme samfund. Men de evige love repræsenterer jo også en langt højere logik. Vanerne kan kun aflægges ved vækst. Ved et bestemt trin i sin udvikling når individet dertil, at det får interesse i at aflægge vanen. 0 g da individerne i den jordiske menneskehed aldeles ikke står på samme trin i vækst, vil de netop befinde sig i meget forskellige forhold til det førnævnte trin, hvor lysten til afvænningen indfinder sig. Og da de således faktisk kun en efter anden kan nå til dette trin, er samfundet jo dermed garanteret, at dets samlede vækst bort fra de unaturlige livsvaner kun kan ske langsomt eller næsten umærkeligt, og at arbejdsløshed, økonomisk krak eller sammenbrud af den grund umuligt kan udløses. (Se iøvrigt "Livets Bog", stk. 138). 184

184 144. KAPITEL Hensigten med nærværende kosmiske analyser. Vi er hermed kommen igennem analyseringen af alle de vigtigste fakta, der ikke bør find sted ved en bisættelse eller begravelse, og har nu kun tilbage at belyse de fakta, der retmæssigt bør være at iagttage som den bærende for nævnte proces. Det kan ikke nægtes, at vi under denne analysering er kommen ind på mange forskellige felter, ja felter, som den overfladiske og mere eller mindre uinteresserede læser måske har ment ikke var nødvendigt, ja var sagen ganske uvedkommende. Der har måske endda yderligere været en eller anden læser, der ligefrem har kedet sig. Men lad mig med det samme gøre bekendt, at jeg absolut ikke skriver for at underholde. Hvis det var det, det gjaldt om, skulle jeg nok vide at finde andre felter at berette om. Men det er ikke min opgave at parodisere over tilværelsen. Min samlede mission, mine skrifter, foredrag og billeder er ikke beregnet på at skulle være en forlystelse. De er en undervisning, en lektie, et studium, der virkeligt skal læres, et supplement til livets egen tale, en vejledning for dem, for hvem erkendelsen af den virkelige sandhed begynder at blive ligeså nødvendig som den daglige mad og drikke. For disse væsener er mit arbejde beregnet. Og for dem er det ikke unyttigt eller kedeligt, hvilket de mange takkebreve, jeg stadig modtager, i stor udstrækning understreger. Men ligeså lidt som jeg skriver for at underholde, ligeså lidt skriver jeg for at angribe. Min analysering er en 185

185 blottelse af livets love og den af dem betingede årsag og virkning, og er absolut upartisk eller neutral KAPITEL Sandhedens blottelse i form af kosmiske analyser bliver et universelt defensorat for alle levende væsener. Men sandhedens blottelse kan naturligvis i mange tilfælde virke meget hårdt. Dette gælder navnligt i sådanne tilfælde, hvor den netop afslører læserens egne særlige forhold til den. Men da den samtidig ved sin videreførelse tilsidst afslører den sande årsag til enhver konflikt med livets love som identisk med uvidenhed, og at alle "syndere" således "ikke vide hvad de gøre", bliver den jo i sig selv det samme som "et universelt defensorat" for alle levende væsener. Og det er netop i fuld kontakt med denne livets højeste logik, kærligheden, at mine manifestationer bliver til. Og det er naturligvis en selvfølge, at jeg ikke kan betragte slagtere, fiskere, jægere, kødspisere, tobaksrygere, drankere, blomsterplukkere, ligbrændere eller andre udøvere af det dræbende princip som min fjender, men tæller dem ligeså godt blandt mine venner som alle andre væsener, der i mindre grad er redskaber for samme princip. Og hvis der findes noget tilfælde, hvor dette venskab ikke er gensidigt, kan det således kun være baseret på uvidenhed eller misforståelse fra modpartens side. Jeg er fuldt indforstået med, at disse væseners levevis 186

186 er naturlig for dem. Virkningerne af dens ufuldkommenhed eller disharmoni med livets sande mening kommer ikke over mig, men over dem selv. Og da de efter oplevelsen af de nævnte virkninger engang i deres evige væren ikke kan undgå at blive søgende, blive modtagelige for oplysninger om de evige fakta, kan det kun være godt, at jeg netop i dag er med til at tilrettelægge vejen også for disse "kommende slægter" KAPITEL Fremtidige menneskeheder vil få helt andre organismer eller legemer end dem, det jordiske menneske af i dag manifesterer sig i. Som før berørt i "Livets Bog" vil enhver dødsproces medføre, at jeg'et og dets overfysiske legemer skiller sig ud fra det fysiske legeme. En forbindelse, der ellers er mellem dette og jeg'et, bliver således afbrudt. Da jeg'et i kraft af denne forbindelse bærer det fysiske legemes organisation eller sammenspil mellem dettes enkelte organer og befordrer deres særlige virksomhed, standser naturligvis denne organisation og virksomhed, når nævnte forbindelse bliver afbrudt. En opløsningsproces begynder. Men dette betyder ikke, at livet standser. Livet er liv og kan ikke blive andet end liv. Livet kan ikke dø. Hvad der er levende, har evigt været levende og må i al evighed blive ved med at være levende. Ingen som helst fuldkommen matematik vil nogen sinde kunne komme til at gå op i noget andet facit på dette felt. Oplevelsesevnen kan således aldrig nogen sinde høre op. Men den befordres 187

187 af hele serier af organer. Disse er igen, som jeg også har gjort læserne bekendt med, identiske med "maskiner" eller "redskaber", hver især i deres første spæde begyndelse engang opfundet og fremstillet på tekniske, kemiske laboratorier eller værksteder som resultater af forudgående oplevelser, erfaringer, tænkning og beregninger, manifesteret af geniale opfindere og videnskabsmænd på længst forsvundne kloder eller verdener. Man må således ikke tro, at det nuværende menneskelige legeme i al evighed har set, eller skal blive ved med at se sådan ud i sin opbygning og struktur, som det netop gør i dag. Fremtidige menneskeheder, der først skal passere det jordiske menneskes nuværende udviklingstrin på kommende kloder, vil få helt andre og endnu skønnere og fordelagtigere legemer end dem, de jordiske mennesker i dag må manifestere sig i. Til gengæld er de jordiske menneskers nuværende legemer langt fuldkomnere end fortidige kloders menneskers KAPITEL Tekniske og kemiske apparater og maskiner udgør den første spæde begyndelse til udviklingen af levende væseners organer på fremtidige kloder eller verdener. Da legemerne og organerne, som før nævnt, i virkeligheden er det samme som maskiner og apparater, er de i princip netop fuldstændig analoge med de tekniske maskiner og apparater i tilværelsen. Ligesom de nuværende legemer og organer er opfundne på og har været ma- 188

188 skiner og apparater i fortidige verdeners teknik, således er også vore nuværende maskiner og apparater identiske med den første spæde begyndelse til udviklingen af levende væseners legemer og organer for livets oplevelse i fremtidige verdener. Alle nuværende maskiner og apparater, al nuværende teknik og kemi er ikke alene til fordel for menneskene af i dag. Nej, opfindelsernes dybeste princip og ide har en langt længere livsbasis, en langt længere mission. Deres manifestation og kredsløb er kun fuldkommen tilendebragt, når de har udløst sig, ikke alene i den rent fysiske mineralmaterie, men også er kommen til manifestation i organisk materie, er kommen til udtryk og praktisering i kød og blod KAPITEL Det vi kalder "døden". Med hensyn til det levende væsens fysiske legeme, da er dette således sammensat af mange forskellige organer, der hver især er redskab for en eller anden funktion, et eller andet nødvendigt led i det nævnte væsens samlede fysiske oplevelsesevne. Da disse organer igen er redskaber, er "værktøj", er "maskiner" eller "apparater" manifesteret i fysisk materie, er de forgængelige ligesom alle de andre realiteter, vi ellers er vante til at betegne ved de her nævnte udtryk. Ligesom et lokomotiv, en bil, en motorcykle trods god vedligeholdelse ikke kan blive ved med at eksistere i det 189

189 uendelige, men tilsidst på grund af slitage og ælde må kasseres, således kan det levende væsens fysiske legeme heller ikke blive ved med at eksistere i det uendelige, men vil ligeledes, trods god vedligeholdelse, før eller senere vise tegn på ælde, blive mere og mere ubrugeligt og må kasseres. Og det er denne kassation, vi kalder "døden" KAPITEL Organismens undergang og skabelsen af en ny organisme og dermed skabelsen af barndom, ungdom, manddom og alderdom. Men når jeg'et således må kassere sit fysiske redskab, kan det jo efter denne kassation ikke mere direkte opleve den fysiske verden, lige så lidt, som en mand kan køre i sin bil, når denne er kasseret, er blevet ubrugelig og ikke mere er til at reparere. Og ligesom han må afvente anskaffelsen af en ny vogn for at kunne køre igen, således må også det levende væsen afvente anskaffelsen af et nyt fysisk legeme, før det igen normalt kan manifestere sig på det fysiske plan. Der bliver således i ethvert levende væsens evige væren et tidsrum, hvor det ikke fremtræder på det fysiske plan, nemlig fra det tidspunkt, hvor dets fysiske legeme ikke mere er tjenligt til sit formål, og til det tidspunkt, hvor individet atter har fået bygget et nyt fysisk legeme så meget op, at det kan udløse de nødvendige hovedfunktioner, såsom puls, åndedræt og fordøjelse, der jo er nævnte legemes motoriske drivkraftbasis. Når det fysiske legeme er nået til et sådant stadium, hvor 190

190 denne virksomhed kan begynde, behøver det ikke mere at ernæres af moderlegemets blod, men fødes til verden. Fosterstadiet er ophørt, og en ny fysisk tilværelse er begyndt for det pågældende legemes ophav. Men det nye legeme er endnu langt fra at være færdigbygget og er endnu ikke tjenligt til den fulde fysiske manifestation, men må gradvis bygges op og trænes til denne. Denne gradvise opbygning af den fysiske organisme kalder vi "vækst". Og det er denne vækst, der ligger til grund for, at det levende væsen kommer til at gennemgå de forskel" lige stadier, vi kender under begreberne "barndom", "ungdom", "manddom" og "alderdom". Først ved manddommens eller trediveårsalderens indtræden er det almindelige jordiske menneskes fysiske legeme fuldt modent eller færdigbygget, og først her kan dets ophavs virkelige karaktertrin og sande udviklingstilstand gøre sig helt gældende. Før det har nået denne modenbedstilstand, kan man ikke helt bedømme dets karaktertilstand, da den indtil da i stor udstrækning kun er repetitioner af mindre udviklede karaktertrin, som det pågældende væsen egentlig har overvundet i tidligere liv. (Se "Livets Bog", stk. 148) KAPITEL Hvorfor væsenerne ikke kan genkende hinanden fra deres tidligere liv. Denne individets opbyggelse af sit fysiske legeme fra fosterstadiet til aldersdomsstadiet er således ikke en pro- 191

191 ces, som det samme væsen kun har befordret een gang, men derimod en proces, det har befordret en uendelig kæde af gange. Men da det jordiske menneskes åndelige sanser er meget primitive, medens dets fysiske er stærkt udviklede, kan det i virkeligheden kun identificere eller genkende ad fysisk vej. Det genkender således sine bekendte på deres rent fysiske ydre, deres øjne, hår, stemme, gang og størrelse o. s. v. og kan altså faktisk kun identificere de samme bekendtes højere væsen, ånd eller jeg gennem nævnte fysiske realiteter. Hvis de samme bekendte pludselig viste sig i nye fysiske legemer, der ikke var helt nøjagtige som de gamle, ville det pågældende væsen således slet ikke kunne identificere eller genkende disse sine bekendte. Men det er jo netop det, der sker, når individet fødes til verden. Hvis to jordiske mennesker har levet sammen i et tidligere liv og kun kender hinanden gennem det ydre udseende, det fysiske legeme, de hver især havde i nævnte liv, vil de ikke være i stand til at genkende hinanden i deres nuværende tilværelse, idet deres nye fysiske legemer jo er meget forandrede, har ikke det samme udseende som deres tidligere legemer, selv om der naturligvis altid vil være en vis lighed til stede. Identificeringen bliver endnu vanskeligere, hvis bekendtskabet i det tidligere liv var i alderdomsstadiet, hvor de begge havde gamle og rynkede fysiske legemer, og de i deres nuværende bekendtskab befinder sig i et af de andre tre livsstadier. Man vil således forstå, at det er vanskeligt at identificere en person, man i hans tidligere tilværelse kendte som olding, men i hans nuværende til- 192

192 værelse møder som barn, yngling eller mand, i et helt nyt legeme, der vil være langt skønnere og smukkere, mere ædelt og fint formet end det legeme, vedkommende havde i sit sidste liv, for såvidt at han netop har levet i dette, som han skulle, men også kan være meget mindre tiltalende, mindre smukt og mindre fuldkomment end hans forrige fysiske legeme, alt eftersom han netop ikke har levet i dette, som han burde, men derimod har ligget under for laster og udskejelser, der netop har svækkelse af legemsopbyggelsesevnen til følge. Som følge heraf genkender de jordiske mennesker ikke i deres nuværende tilværelse deres bekendte fra deres tidligere fysiske tilværelse KAPITEL Uvidenheden om reinkarnationen trods bibelens og Kristi udsagn herom. Og da hukommelseslegemet hos de samme væsener for tiden er på et meget primitivt stadium, således at de ikke engang kan huske de første år af deres nuværende fysiske tilværelse og derfor heller ikke på det fysiske plan kan have nogen bevidst erindring om deres tidligere fysiske liv, ser det ud for disse væsener som om, deres nuværende tilværelse er den eneste, i hvilken de har levet. Den hårdnakkede overtro, at individet først er blevet til ved undfangelsen, og at dets nuværende fysiske liv er det eneste, i hvilket det har eksisteret, er derved kommen ind i verden, skønt en af dens hellige bøger "Bib- 193

193 len" beretter, at Johannes Døberen var inkarnationen af profeten Elias, i form af Jesu ord: "Thi alle profeterne og loven have profeteret indtil Johannes. Og dersom I ville tage imod det: Han er Elias, som skal komme. Den som har øren at høre med, han høre". Ligeledes udtrykker Biblen Jesu ord til rådsherren Nikodemus således: "Sandelig, sandelig siger jeg dig, uden nogen bliver født pa ny, kan han ikke se Guds Rige". Nikodemus siger til ham: "Hvorledes kan et menneske fødes, neir han er gammel? Mon han kan anden gang komme ind i sin moders liv og fødes?" Jesus svarede: "Sandelig, sandelig, siger jeg dig, uden nogen bliver født af vand og lind, kan han ikke komme ind i Guds Rige. Hvad, der er født af kødet er kød; og hvad, der er født af linden, er lind. Forundre dig ikke over, at jeg sagde til dig: I mj fødes pa ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører dens susen, men du ved ikke, hvorfra den kommer, og hvor den farer hen; seiledes er det med hver den, som er født af linden". Da "den, som er født af linden", er "det levende væsen", og da "vand" og "lind" i nærværende tilfælde henholdsvis kun kan være udtryk for "kødet" eller det fysiske legeme, og bevidstheden, ligesom "Guds Rige" er det samme som "det evige liv", bekendtgør Jesus således her selv reinkarnationens urokkelighed i verdensordningen. Et andet sted understreger samme bog ligeledes reinkarnationen med Jesu ord: "Og Fader! herliggør Du mig nu hos Dig selv med den herlighed, som jeg havde hos Dig, før verden var". 194

194 Jesus var inkarneret i kød og blod, havde været et foster i moders liv, var født til verden af en kvinde, gennemgik barne- og ungdomsstadiet, ligesom ethvert andet jordisk fysisk væsen og ejede dog en herlighed hos Faderen, før verden var. Hvorledes skulle det være muligt? - Jesus var kun ca. 33 år, medens jorden i form af år repræsenterede en alder af utalte millioner KAPITEL Når Johannes Døber og Kristus kunne inkarnere på jorden efter en fortidig tilværelse samme sted, hvorfor skulle det så være umuligt for andre væsener, rent bortset fra den kendsgerning, at uden reinkarnation er en evig tilværelse umulig. For at ovennævnte ikke blot skal være en påstand, må Jesus således have eksisteret, før den nuværende fysiske jordklode blev til. Jesu fysiske legeme, hvis alder i forhold hertil ikke engang var en døgnfluetilværelses, men kun udgjorde et rent mikroperspektiv, kan således ikke have været hans sande væsenskerne. Denne må have eksisteret i en hel anden materie, en materie af ikkefysisk natur. Hvor! og i hvad skulle den ellers have eksisteret i de utalte millioner af år, før den inkarnerede i det fysiske legeme, verden kalder "Jesus af Nazaret" I Biblen udtrykker altså gennem dette, at både Jesus og Johannes havde eksisteret, før de fremstod i deres kendte fysiske inkarnationer, og fra denne eksistens hver især været i stand til at inkarnere i fysisk materie, komme til 195

195 syne her i verden som et lille nyfødt barn, vokse frem til ungdom og manddom o. s. v. uden de mindste spor af afvigelser i de symptomer og udtryk, hvormed livet markerer sig i alle andre fysiske væsener. Men når to individualiteter således erkendes at have en overfysisk eksistens, hvorfra de har kunnet inkarnere i kød og blod, hvorfor så benægte at alle andre væsener i kød og blod har haft en overfysisk eksistens før deres nuværende jordiske tilværelse? - Hvorfor skulle kun to individualiteters væsenskerner være af en overfysisk natur og millionernes ikke være det? - Skulle denne umådelige masse af levende væsener hver især blot være fysiske materiekombinationer? - Hvor bliver så det i religionerne meget omtalte "evige liv" af. Et liv, der har begyndelse, er ikke "evigt" og kan aldrig nogen sinde blive "evigt". "Evigt" er det samme som "uendeligt". "Uendeligt" er igen det samme som "umåleligt". Men et liv med "begyndelse" er i højeste grad "måleligt", idet man netop har denne "begyndelse" som udgangspunkt og basis for opmålingen. De jordiske væsener, der efter døden "arver det evige liv", vil således efter dette, i "himlen", alle hver især have en "alder". Men en levetid, der kan udtrykkes ved en alder, et væsen, der kan stemples som så og så gammelt, har jo intet med et "evigt liv" at gøre. Et sådant væsens liv er så temmelig timeligt, jordisk og dagligdags. 196

196 153. KAPITEL Andsvidenskaben vil dbenbare væsenernes evige liv. Den overfysiske væsenskerne. Det kosmiske klarsyn eller den hellige dnd, ved hvis hjælp individet oplever livet udenfor tiden og rummet, vil da ogsd her bdde i form af fysisk og dndelig videnskab komme menneskene til hjælp og dbenbare, at livet virkelig er evigt, og at alle levende væsener ligesom Jesus og Johannes har en overfysisk eksistens, hvorfra de kan inkarnere i den fysiske materie, og hvortil de atter kan vende tilbage. Desuden er det jo allerede en meget omfattende kendsgerning, at alt, hvad man her pd det fysiske plan bliver vidne til, kun er "bevægelse". Denne "bevægelse" fremtræder for sanserne i umddelig mange nuancer. Alt, hvad vi ser, føler eller oplever, sdsom stof, lys, farve, lyd o. s. v. er kun forskellige arter eller former for bevægelse eller vibration. Bevægelsens herre eller ophav bliver vi derfor ikke vidne til pd det fysiske plan. Men at dette ophav ikke desto mindre er en kendsgerning, viser sig igennem den umddelige hdrfine logik eller intelligens, hvormed bevægelsen foretages, organiseres og beherskes. Dette materiens eller bevægelsens ophav er altsd den overfysiske væsenskerne, som uomstødeligt betinges nærværende i ethvert levende væsens fysiske fremtræden, for at manifestation og bevidsthed overhovedet kan finde sted, og hvis besiddelse derfor aldrig nogen sinde har kunnet, og aldrig nogen sinde vil blive noget særligt specielt for Jesus og Johannes. 197

197 154. KAPITEL Det evige liv er ikke en forandring af livslovene eller af de øvrige bærende fakta i tilværelsen. Og igennem følgende ord - "Men dette er det evige liv, at de kendte dig, den eneste sande Gud og den du udsendte Jesus Kristus", - udtrykker Jesus selv, at det evige liv ikke er en forandring af livslovene, ikke er en omskabelse af de bestående skabelsesf akta i verdensordningen, ikke er en særlig gunstbevisning for enkelte fortjenstfulde væsener, men derimod er - et kendskab til Gud og den han udsendte Jesus Kristus. Men dette kendskab er jo åndsvidenskab i renkultur. Det er det samme som kendskabet til livet og tilværelsen, til verdensaltet, til de evige love, til livsf acitternes matematiske uomstødelighed eller stabilitet. Med dette kendskab får individet absolut ikke tildelt noget "evigt liv", idet det jo allerede i forvejen er indehaver af nævnte liv; men med nævnte kendskab begynder dets opdagelse af denne dets egen udødelige identitet. Og først med denne opdagelse kan dets kontakt med udødeligheden begynde. Og da det, før denne kontakt er tilegnet, netop må føle sig som et dødeligt væsen, der har begyndt sit liv ved fødslen og igen skal af slutte dette ved døden, bliver det rigtigt, at det evige livs fulde bevidste oplevelse og nydelse kun kan udløses gennem kendskabet til Gud og gudesønnen, hvilket kendskab igen er det samme som "Den hellige ånd", den hellige bevidsthed eller allerhøjeste viden om livet og verdensaltet. 198

198 155. KAPITEL Hvis reinkarnationen ikke eksisterede, måtte verdensaltet være kaos og tilfældighed. Den erkendelse eller påstand, det dogme eller postulat, der udtrykker, at det levende væsens nuværende fysiske tilværelse udgør den absolut eneste fysiske tilværelse, det har oplevet, viser sig meget hurtigt ikke at have det ringeste med logiken i den guddommelige verdensplan at gøre. Hvis det nuværende fysiske liv var det eneste, som det levende væsen kom til at opleve, ville hele verdensaltet kun kunne forklares som et kaos af tilfældigheder, ganske blottet for retfærdighed og kærlighed. Da dette er det modsatte af, hvad livets egen matematik viser som kendsgerning, bliver "den evige tilværelse" og dermed reinkarnationen således det urokkelige fundament i verdensplanens logik, uden hvilket absolut intet som helst af de store livsf acitter, der går igen som de allerhøjeste læresætninger i verdens helligste bøger og religioner, nogen sinde kan komme til at stråle i kendsgerningernes klare videnskabelige sollys, men evigt må forblive i troens og postulaternes dunkle måneskin KAPITEL Tilfredsstillelse af ønsker og begær og opnåelse af fordele, som kun bliver mulige i kraft af reinkarnationen. Det levende væsens fysiske legeme er således i realiteten ikke væsenet selv, men dets redskab for fysisk mani- 199

199 festation. Men da intet som helst, der kommer ind under begrebet redskab, kan være evigt, men udelukkende er af forgængelig natur, er individets fysiske legeme også af forgængelig natur. Dets nuværende legeme er kun et midlertidigt redskab, afløses af et nyt når beskadigelserne (sygdommene) og slitagen er så stor, at det ikke mere kan repareres (læges) eller vedligeholdes. Men er dette ikke guddommeligt, at legemet således kan afkastes, når det er havareret og opslidt, og individet derved får åbnet adgangen til at opbygge et helt nyt legeme, forbedret og fuldkommengjort i kontakt med individets nye erfaringer, naturlige ønsker og begær? - Hvis et menneske i dette liv f. eks. fremtræder som neger, men måtte nære ønsket om at komme til at manifestere sig i et hvidt legeme, så ville dette ikke kunne blive opfyldt uden igennem umådelige tidsrum, hvis ikke netop genfødelsen eller reinkarnationen eksisterede. I kraft af den kan en negers jeg efter dets nuværende legemes forfald eller naturlige død inkarnere i et hvidt legeme, fødes til verden med hvide forældre, fødes i de hvides samfunde eller race, hvis dets ønsker, begær og øvrige kvalifikationer er stærke nok dertil. Den højtudviklede klarsynede, der kan identificere sjælene bag de fysiske legemer, bliver vidne til mange sådanne i den hvide race inkarnerede væsener, der i tidligere liv har tilhørt andre racer, ligesom det omvendte naturligvis også kan være tilfældet. Man bliver gennem det samme klarsyn netop også vidne til, at enkelte af de andre racers nuværende repræsentanter, i tidligere liv har tilhørt den hvide race. 200

200 Individet vil således i kraft af reinkarnationen kunne få sine naturlige ønsker og længsler opfyldt. - Det man tænker, det bliver man. Da disse problemer er nøjere behandlet i Livets Bog, skal jeg ikke komme nærmere ind på disse her, men blot fremhæve, at reinkarnationen således forkorter og letter betingelserne umådeligt meget for individet i opnåelsen af dets allerhøjeste ønskers og måls tilfredsstillelse samtidig med,at den jo også giver individet lejlighed til en tid helt at leve i den åndelige verden bag den fysiske og få hvilet ud efter sine strabadser og besværligheder. Hvis ikke netop reinkarnationen eksisterede, ville legemerne ikke kunne komme til at gennemgå den gradvise forvandling fra mindre til mere udviklede arter og racer. Det levende væsen måtte således i en alt for høj grad komme til at leve og eksistere med utilfredsstillede længsler og mål, idet det da ville være umuligt for legeme og ånd at følges ad. Forøvrigt bruger man jo heller ikke dette princip i den daglige fysiske fabrikationsvirksomhed. Når man vil fremstille en ny biltype, sker dette ikke ved, at man sætter nye dele på de gamle vogne eller på anden måde laver disse om, men derimod ved at man bygger dem op helt nye fra bunden af. Det samme gør sig gældende med alle andre større fysiske redskaber og opfindelser. Man kan ikke i det uendelige blive ved med at bygge nye opfindelser og forbedringer på de gamle maskiner. Før eller senere vil det være mest praktisk at opbygge helt nye modeller, baseret på og tilpasset til de nye erfaringer og opfindelser, man efterhånden har tilegnet sig. Ligeledes 201

201 kan man jo heller ikke blive ved med at lappe og sy sit gamle tøj og derved få dette til at eksistere uendeligt. Der kommer uundgåeligt en dag, da det ikke mere kan lappes, en dag da det er så skørt og medtaget, at det må kasseres og erstattes med et nyt sæt, som igen til gengæld kan tilskæres og syes efter et mere tidssvarende tilsnit end det gamle KAPITEL Fordele ved væsenets udskiftning af sit fysiske legeme og det heraf affødte ophold i den åndelige verden. Reinkarnationen giver således individet den store fordel, at det altid vil have et legeme, der er i overensstemmelse med dets bevidsthed, udviklingstrin og skæbne, samtidig med at det giver det lejlighed til at få hvilepauser i dets fysiske tilværelse, får lejlighed til, når det er "mæt af dage" eller har fået lemlæstet sit fysiske legeme så meget, at det ikke mere er tjenligt til manifestation, at få et ophold i de højeste verdener og tilværelsesplaner. Her er livet ligefrem en guddommelige rekreation, en salighedsmættelse, der atter får individets fysiske energier, længsler og begær til at spire frem, og gennem hvilke de atter bliver tildelt adgangen til skabelsen af et nyt fysisk legeme, forherliget med alle de nyeste forbedringer og fordele, som måtte være i det pågældende individs højeste favør. Og da det gennem dette legeme atter kan opstå i den fysiske verden, nyfødt, ren og fri fra alle de slagger, det grums og snavs, den sladder og bag- 202

202 tale/se, det forbryderalbum og fingeraftryk, den straffeattest, den vanførhed, den åndssvaghed, den sindssyge, den unatur og livslede, der eventuelt klæbede ved det gamle fysiske legeme, og som var dettes identificeringsmidler, kan et individs naturlige død eller adskillelse fra sit fysiske legeme ikke være noget retmæssigt grundlag til sorg og bekymring KAPITEL Reinkarnationen og den herunder henhørende naturlige fødsel og død er livets største kærlighedsprocesser. Reinkarnationen, død og fødsel er således i realiteten livets allerstørste kærlighedsprocesser. At ønske et menneskes naturlige død forhindret, at ønske "den døde" eller det diskarnerede væsen tilbage her til det fysiske plan, at sørge, græde eller fortvivle over et væsens bortgang til de højeste verdener, hvorfra det engang, når tiden er inde, skal vende tilbage, lykkeligt og strålende, med fornyet mod, livskraft og forstærkede evner, talenter og anlæg, er jo at modarbejde den guddommelige forsorg, det er at græde over so/skinnets og regnens velsignelser, det er at være med til at spærre eller besværliggøre vejen til livet, til lyset og kærligheden for det samme væsen og kan kun udløses som virkninger af primitive væseners uvidenhed eller blottelse for al kendskab til, hvad det er, de ser, eller i virkeligheden er vidne til. 203

203 159. KAPITEL En begravelse eller bisættelse bør absolut ikke være en sørge- eller begrædelses/ est. En begravelse eller bisættelse er derfor i sin højeste analyse ikke en begrædelsesfest, således som man i årtusinder i kraft af uvidenheden og overtroen har gjort den til. Derfor vil også al den strenghed i ceremoniellet eller tonen ved en jordefærd, der fordrer, at alle deltagerne helst skal være et hundrede procents udtryk for sorg, gråd eller nedtrykthed, være stik imod naturens love og dermed ganske uberettiget. Men hvortil også al denne strenghed i den gængse begravelsesceremoni, denne undertrykkelse af al naturlighed og normal glæde ved livet, denne klæden sig i "sort", dette kunstige udtryk for en sorg, der for de fleste af deltagernes vedkommende alligevel slet ikke føles? - Disse holder jo faktisk kun sørgeminen for ikke at støde an imod den herskende opfattelse af "god tone", af "hvad man kan være bekendt". Hvorfor gøre en sådan sammenkomst, der i virkeligheden ene og alene burde være en lysets fest, en fest til ihukommelse af tilværelsens store kærlighedslave, individualitetens uophørlighed og livets evige væren, til en sorgfremelskende mørkets fest? - Hvorfor besmitte eller forurene en ellers så naturlig sammenkomst af den "afdødes" venner med al denne kunstige sorg, der for det udviklede menneske ikke kan undgå af minde alle for meget om hykleri. Og selv i tilfælde, hvor den er ægte, vil det dog i virkeligheden sige 204

204 det samme som, at man græder og sørger over Guds evige og kærlige veje og lyse anordninger. Men at græde over Guds førelse af individet, kan ikke være naturligt. Hvorfor så ikke stræbe efter hurtigst muligt at komme bort fra det? - Fremtidens mennesker vil da også vide at se helt anderledes på et menneskes jordefærd. Med det kendskab til virkeligheden og i kraft af den naturlighed som dette vil afføde, vil man på absolut ingen som helst måde gøre begravelsen eller bisættelsen til en "sørgefest". Tværtimod, man vil i højeste grad forstå Guds kærlige veje og gøre alt for at udslette de gamle hykleriske tendenser og traditioner KAPITEL Igennem den normale søvn kan de overlevende på det fysiske plan have forbindelse med de afdøde, hvorved man efterhånden vil komme bort fra at føle døden som en adskillelse. Naturligvis kan det ikke undgås, at der fra enkelte af den "afdødes" virkelige venner og pårørende altid vil udløse sig et vist vemod over den forandrede tilstand, der jo til en vis grad ligner en adskillelse, men i virkeligheden slet ikke er nogen adskillelse, idet alle fysiske væsener har adgang til den åndelige verden igennem deres normale søvn og er da sammen med dem af deres "afdøde" pårørende, de holder af eller har været knyttet til på det fysiske plan. Bevidstheden herom vil vokse med 205

205 udviklingen, og vil derfor være langt stærkere hos fremtidens mennesker end hos nutidens. Og man vil således ti/sidst komme helt bort fra at føle "døden" som en adskillelse KAPITEL Fremtidens begravelse eller jordefærd vil ikke blive en sørgefest, men derimod en glædes- og takkefest for livets evige beståen. Traditionen med de "sorte" klæder, de "sorte" draperier, det "sorte" flor o. s. v. vil derfor i fremtiden være helt forsvunden, og menneskene vil fejre højtideligheden mere og mere i almindelige daglige klæder. Dette formindsker sorgfremelske/sen. Det hjælper til med at bevare indtrykket af situationens ligefremhed og naturlighed, hvilket ikke er tilfældet med "sørgebeklædningen", der netop skal udtrykke sorg, skal vise, at man mindes den "afdøde" med sorg o. s. v. og bliver derfor således stimulerende for vedligeholdelsen af sorgens kedelige, ubehagelige og uligevægtige sindstilstand. Hvis man i særlige tilfælde i fremtiden vil foretage sig noget kærligt ud over det almindelige ved en jordefærd, vil hvide klæder blive anvendt, og alt vil blive smykket i hvidt, alt vil blive baseret på at lovprise dødens sande identitet som en ny fødsel, som indgangen til et nyt liv, som udtryk for guddommelig kærlighed. Man vil vide, at sorgen er en slags egoisme, et utilfredsstillet begær efter at eje noget, som man i realiteten slet ikke har krav på. 206

206 Her i dette tilfælde vil det altså sige, at sorgen skyldes et individs begær efter at have det til det åndelige plan indviede eller bortgangne væsen her på det fysiske plan. Da dett begærs tilfredsstillelse jo ikke passer ind i den bortgangnes skæbne, men ville betyde, at han eller hun måtte give af kald på den for sin videre udvikling midlertidige absolut nødvendige indgang til de højeste verdener for at få fuldkommengjort sin skabeevne så meget, at det kan blive i stand til at opbygge sig et nyt fysisk legeme, i hvilket det ikke i nær så høj en grad, som nu er tilfældet, behøver at ligge under for de mangler og besværligheder, der gennem dets nu af kastede legeme har været tyngende i dets sidste fysiske inkarnation, før døden indtrådte, vil sorgen over denne død kun være identisk med egoisme. De højtudviklede væsener, der er besjælet af det modsatte tankeklima: uselviskheden og visdommen, der igen er det samme som "Den hellige ånd" sørger ikke over deres "døde". De har ingen "døde". De ved, at døden ikke eksisterer i realistisk forstand, men kun er indgangen til en anden tilværelsesform, en tilværelsesform, de gennem åndsvidenskab eller studiet og praktiseringen af "Den hellige ånd" allerede er blevet fortrolige med her i den fysiske tilværelse. Og i den nævnte ånds klare lys, i den guddommelige bevidsthed om "dødens" identitet med livet, vil ingen begravelse eller bisættelse finde jordbund som en "begrædelsesfest" eller "sørgehøjtidelighed" hos den nye åndskulturs kommende slægter, men derimod forme sig som en stille lykkelig lovprisning og takkefest i den "afdødes" navn, rettet mod ophavet for uforgængeligheden eller alt livets evige væren. 207

207 162. KAPITEL feg'et, organismen og maskinen. Som det fremgår af "Livets Bog" og foranstående eksisterer ethvert levende væsen i dette øjeblik midt i sin evige tilværelse. Det har aldrig nogen sinde begyndt og kan aldrig nogen sinde komme til at ophøre. Og det, vi kalder "døden", er således, som "død" betragtet, blot en illusion, idet dets virkelige analyse er en ombyggelsesproces, en redskabsfornyelse. Ingen manifestation eller bevægelse, ingen oplevelse kan erfares uden ved hjælp af redskaber. Verdensaltet er en "fabrik" i sin højeste face, hvilket igen vil sige en "organisme". Når en fabrik eller maskinkombination har fuldendt sit kredsløb i udviklingen, hvilket vil sige, dens ide har udviklet sig frem til manifestation i mere kompliceret materie end den rent fysiske mineralmaterie: jern, stål, zink, nikkel, messing, kobber o. s. v" er nået frem til mamifestation i vegatabilske og animalske materier, fremtræder i kød og blod, kalder vi den ikke mere en "fabrik", en "maskine" eller "maskinkombination", men erkender den som en "organisme". En "organisme" og en "maskine" er således i virkeligheden den samme ting, men hver for sig blot fremtrædende på forskelligt stadium i udviklingens kredsløb. I kraft af sit fremskredne stadium og sin opbyggelse i vegetabilske og animalske materier kan en "organisme" benyttes direkte af det i "Livets Bog" omtalte "guddommelige noget" eller "jeget" og er knyttet umiddelbart til dette ved hjælp af livets andet princip "X 2". 208

208 Da disse problemer vil blive specielt belyst i "Livets Bog", kan jeg ikke uddybe dem nærmere her, men blot antyde, at denne tilknytning derimod med undtagelse af skelettet ikke er mulig for maskiner eller apparater, der endnu kun er i deres fysiske mineralform. De tekniske, fysiske apparater og maskiner her på jorden kan altså i deres nuværende tilstand kun anvendes indirekte af jeget. Dette vil igen sige, at jeget kun kan arbejde med mineralmaterie ved hjælp af den fysiske eller animalske del af sin organisme KAPITEL Det levende væsens fysiske og psykiske legemer, materier og tankestoffer. Med hensyn til det levende væsens samlede organisme er den, som læserne allerede ved, bestående af seks forskelligartede dele. Den fysiske del er bygget op af mineralsk, vegetabilsk, animalsk materie og udgør igen den del af det levende væsen, der er kendt af det store flertal som dets "fysiske legeme". Derimod er de fem andre dele af samme organisme, der netop er bygget op af materier på helt andre stadier i kredsløbet, endnu ikke, i deres oprindelige natur, kendt af videnskaben eller masserne. Disse andre dele udgør hver især ligesom den fysiske del et legeme, men er det levende væsens redskaber til manifestation og oplevelse af livets udfoldelse i overfysisk tilstand. Disse materier er hverken vegetabilske eller animalske, men er derimod at betragte som elektrisk vibrerende "tankestoffer" og spiller gennem hjerne og 209

209 nerver som identisk med det, der sammen med jeget giver det fysiske legeme liv og bevidsthed, skaber dets vækst, udformning og kvalitet KAPITEL Hvorfor kun den hellige 1tnd eller 1tndsvidenskaben kan udfri menneskene af mystikkens t1tgeslør. Selv om disse fem andre dele eller legemer af individets samlede organisme endnu ikke er opdaget af den moderne videnskab og endnu ikke er kendt af offentligheden, har deres tilstedeværelse i verdensaltet ikke kunnet skjules eller været uden virkninger. Disse virkningers tilstedeværelse som kendsgerning for alle samtidig med deres for den moderne verden ganske ukendte årsagsanalyser eller identitet har bevirket, at de alle kommer ind under betegnelsen "mystik". Under "mystik" vil således alle virkninger af individets fem ukendte dele af sin egen højere væsensnatur være henhørende. Og disse virkninger er i dag kendsgerninger, men uanalyseret under begreberne: religion, trosopfatte/se, religiøse læresætninger, "mirakler", "undere", spiritisme eller "ko"espondance med de døde" o. I. Alt er her indhyllet i mystikens tåge. At denne hist og her, ved seancer, trance- og ekstasetilstande, kan lette et øjeblik og visse faste punkter fra den overfyiske verden i form af blandt andet "religiøse læresætninger", "meddelelser fra de døde", "visioner" og "telepati" derved gennem de fremkomne huller i tågen kan komme til syne et øjeblik, tilintetgør eller ophæver 210

210 jo ikke mystiken, idet "tågehullerne" som regel igen er forsvundne, inden nye tilskuere kan komme til stede, og inden en videnskabelig undersøgelse kan forberedes. Disse fænomener vil derfor altid til en vis grad forblive mystik for de ikke tilstedeværende, og kan ikke for dem give nogen matematisk vished, blive en modvægt, et fundament mod angsten for døden, for det ukendte, giver ikke den endelige fundamentale opdagelse eller oplevelse af det evige liv og dets kærlighedslove. Kun den hellige ånd alene kan få tågen til at forsvinde og dermed skabe adgang for individet til den absolute og sande vished i permanent vågen, bevidst tilstand gennem dets egne sanser, gennem dets egen organisme, så det ikke mere behøver andres udtalelser, behøver ikke mere hjælp fra foredragsholdere, prædikanter eller medier, om end disse realiteter indtil en vis grad, hvor den absolute ærlighed og kyndighed er til stede, kan virke i retning af støttepunkter for den søgende. Med den hellige ånd har gudesønnen fundet sin Fader, og Faderen er direkte blevet sønnens lærer, liv og forsyn KAPITEL Et diskarneret væsen. Ethvert levende væsens oplevelse af livet betinges altså af et sammenspil af dets seks forskellige legemer. Dette sammenspil koncentrerer sig for de fysiske væseners vedkommende i overvejende grad i det fysiske legeme. Men ligesom det kan koncentrere sig i det fysiske legeme og 211

211 giver individet fornemmelsen af den fysiske verden som det eneste realistiske, således kan sammenspillet også koncentrere sig i ethvert af de andre legemer, hvorved den fysiske verden næsten forsvinder ud af individets fornemmelse og den "elektriske" eller overfysiske tilværelsesform dermed bliver den mest fundamentale. Koncentrationen af sammenspillet mellem legemerne kan altså skifte, og individets tilstedeværelse og manifestation skifter således karakter. Hvis nævnte sammenspil hos et individ er permanent koncentreret i et af dets overfysiske legemer, er samme individ ikke direkte bevidst på det fysiske plan, har ingen tilknytning til de grovere fysiske materier, og har derfor ikke noget synligt fysisk legeme. Det er et "diskarneret" væsen KAPITEL Den fysiske fødsel. Men i henhold til de evige love eller selve verdensplanens logik kan intet individs legemsammenspil evigt være koncentreret i det samme legeme, men er under en evig vedvarende skiften fra legeme til legeme. Og før eller senere vil det diskarnerede væsen være moden for en skiftning af koncentrationen af sit legemssammenspil. Og det er denne skiftning, vi bliver vidne til her på det fysiske plan som identisk med det, vi kalder "fødsel". 212

212 167. KAPITEL Hvorfor enhver form, ting eller genstand må ældes, forvitre og forgå. Ved fødslen begynder et individs koncentration af sit legemssammenspil i særlig grad at gøre sig gældende i den fysiske del af dets organisme, om end denne ganske vist har sin særlige begyndelse under den seksuelle forbindelse mellem individets forældre, som udløste jeg'ets undfangelse. Efter undfangelsen og fødslen går koncentrationen af legemssammenspillet mere og mere over på individets fysiske del, dets fysiske evner, talenter eller anlæg. Og det nye fysiske legemeudvikler sig i forholdhertil. Men som før nævnt kan koncentrationen af sammenspillet ikke vare evigt. Materien, legemet er bygget op af, er levende væsener, er mikroindivider, under stadig udvikling. Denne udvikling vil ti/sidst sprænge legemskombinationen. Derfor kan intet legeme bestå evigt af den samme materie. Da al materie, alt stof, mineralsk såvel som animalsk, således er levende, arbejder det sammen i en vekselvirkning med al ydre påvirkning, ganske uafhængigt af hvilken form eller kombination det så end måtte udgøre stoffet til. Og det er denne omstændighed, der bevirker, at formen, kombinationen, ti/sidst må gå til grunde, og at enhver ting, enhver genstand, der i realiteten kun eksisterer i kraft af sin særlige form eller kombination, må "ældes", "forvitre" og forgå, medens stoffet stadig er lige aktivt, kun overgået, bundet og fastholdt i nye former, i nye kombinationer. 213

213 168. KAPITEL Hvorledes troen p~ "døden" er kommet ind i verden. Ligesom ethvert redskab, enhver ting eller genstand således ikke kan bestå evigt, suedes også med individets fysiske legeme. Efter at dette er bygget færdigt op, har nået sin kulmination, begynder dette også at ældes. Og en skønne dag kan det ikke mere holdes i funktion. Koncentrationen af legemssammenspillet glider over på et af de andre legemer, her i dette tilfælde "følelseslegemet". Og individet "fødes" til verden i dette legemes hjemstavn eller tilværelsesplan på samme måde, som det før fødtes til det fysiske plan eller det fysiske legemes hjemstavn. Men her i dette tilfælde ser de "overlevende" mennesker ikke "fødslen" eller individets indgang til det overfysiske tilværelsesplan. De bliver derimod kun vidne til afsjælingen af individets fysiske legeme. De ser således kun det fysiske legemes tilsyneladende livløshed og begyndende opløsning. Da det fysiske menneske ikke kan se den åndelige eller overfysiske del af individet, tror det det afsjælede legeme identisk med individet, og siger derfor om samme individ, at det er "død". Og suedes er troen på døden kommen ind i verden, skønt det, vi kalder "fødsel", og det, vi kalder "død", i virkeligheden er nøjagtigtig et og samme princip, nemlig en omskiftning af legemssammenspillet. 214

214 169. KAPITEL Hvorledes jeg'et igennem sin skiftende dagsbevidsthed oplever sin uforgængelighed igennem de forgængelige ting. Da denne koncentration er det samme som "dagsbevidstheden", vil det, vi sædvanligvis kalder "fødsel", være dagsbevidsthedens overførelse fra det åndelige eller overfysiske til det fysiske tilværelsesplan, og det, vi kalder "døden", være dagsbevidsthedens overførelse fra det fysiske til det åndelige tilværelsesplan. I kraft af de evige kærlighedslove vil enhver død således ikke kunne eksistere uden at være en ny "fødsel". Og denne evige omskiften af dagsbevidsthed fra legeme til legeme, fra tilværelsesplan til tilværelsesplan, er netop den basis, p?t hvilken jeget absolut alene gennem forgængelige ting kan opleve sin egen uforgængelighed, kan besidde "det evige liv" KAPITEL Jeg'ets forhold til dets afsjælede, fysiske legeme eller lig. Når jeget eller individets virkelige væsenskerne har skiftet sin koncentration eller dagsbevidsthed fra det fysiske til det overfysiske eller åndelige legeme, bliver der tilbage på det fysiske plan dets fysiske legeme, dets kasserede redskab for fysisk oplevelse. Dette redskab eller "liget", som det betegnes, bliver altså af almenheden op- 215

215 fattet som en slags ligegyldig materie, som det er bedst ad skille sig af med på den mest fordelagtige og hurtigste måde. Og grunden hertil er netop den, at "liget" ikke er noget "lig" i virkelig forstand. Det rummer i sig selv en meget stor kraftkoncentrering, der i form af forrådnelse kan komme til udløsning fra det øjeblik, da det pågældende legeme blev til et "lig". Denne udløsning stammer således ikke fra legemets eller ligets ophav. Fra det øjeblik "døden" indtrådte er legemet blot en ydre ting for dets oprindelige besidder. Men dette forandrer ikke, at denne tidligere besidder stadigt fra sin overfysiske tilværelse kan nære overdordentlige store følelser for dette. Det rummer så mange minder. Det har været hans "fartøj" gennem både medgang og modgang, gennem sorg og glæde. Disse følelser kan altså være meget stærke og som følge heraf holde sig meget længe. Man må derfor ikke tro, at den "afdøde" er helt uberørt af, hvad der sker med dennes lig. Denne kan nemlig, hvis han eller hun er "åndelig clairvoyant" (hvilket vil sige fra det åndelige plan at kunne se fysiske foreteelser ligesom man ved "fysisk clairvoyance" fra det fysiske plan kan se åndelige foreteelser), fuldstændig følge enhver foreteelse vedrørende sit lig. Og selv om vedkommende ikke er udstyret med nævnte evne, så kan han eller hun dog gennem ligets mikroverdens samlede astrale eller overfysiske liv indirekte følge enhver proces med liget. 216

216 171. KAPITEL Den uhyggeligste oplevelse en "afdød" kan have med hensyn til sit lig. Den uhyggeligste oplevelse en sådan "afdød" kan have med henblik på sit lig, er dette ligs forhastede, pludselige og unaturlige tilintetgørelse. Da den "afdøde", fra den del af den åndelige verden, hvor han eller hun i den første tid efter døden befinder sig, har en langt klarere horisont over de "levende" væsener i liget og deres kamp for tilværelsen, end han eller hun havde på det fysiske plan, kan enhver unaturlig proces med liget virke i retning af en katastrofe for nævnte væsen. Det må naturligvis indrømmes, at det primitive og robuste naturmenneske ikke i samme grad bliver anfægtet af sit ligs skæbne, som det højtudviklede kulturmenneske. Da det er "følelseslegemet", der bærer dagsbevidstheden efter døden, vil al oplevelse efter døden netop være afhængig af, hvor udviklet nævnte legeme er. Ligeledes vil indtrykket af ens ligs unaturlige skæbne naturligvis også være afhængig af, hvor stor og udviklet et kendskab, man i forvejen har til mikroindividernes tilværelsesplaner KAPITEL Almindelig begravelse er at fortrække fremfor ligbrænding. Med enhver unaturlig proces med et lig vil der således altid være forbundet et faremoment for dets ophav. Det 217

217 store spørgsmål bliver så for det udviklede menneske, hvorledes det skal forholde sig for at kunne gavne det naturlige levende liv i dets tilkommende afsjælede legeme. Som læseren nu er gjort bekendt med, har en ligbrænding absolut intet med en naturlig behandling af liget at gøre. Med hensyn til den almindelige begravelsesform vil den, selv om den i sin nuværende traditionelle form ikke kan siges helt at være hundrede procent i kontakt med den højeste moral og absolut naturlige handlemåde, være langt at foretrække frem for ligbrænding. Og af to uundgåelige onder må man vælge det mindste KAPITEL Den fuldkomne naturlige bisættelse vil fa vanskeligt ved at blive praktiseret pa grund af verdens forvirrede begreber om samfundsøkonomi. I henhold til verdens endnu ufuldkomne og forvirrede begreber om økonomi og samfundsadministration vil den fuldkomne naturlige bisættelse, der vil komme til at gøre sig gældende i det kommende internationale verdensrige (Livets Bogs fjerde kapitel), hvilken bisættelse vi senere skal komme tilbage til, få vanskelighed ved at blive praktiseret af det store flertal for tiden. Rent privat vil kun de mest velstillede i samfundet kunne praktisere denne kommende begravelsesform. Naturligvis vil man kunne overvinde vanskelighederne ved en sammenslutning. Og venner af den ny verdensimpuls og det hermed forbundne 218

218 åndsvidenskabelige arbejde vil naturligvis tage sagen op. Men foreløbig vil kun den almindelige begravelsesform stå de fleste udviklede mennesker åben. Det vil derfor ikke være uden betydning, hvis man reviderede den lidt KAPITEL Behandlingen af et lig, samt dets udsmykning. Ethvert lig bør naturligvis, når døden er absolut konstateret, straks føres til et køligt kapel. Kisten bør, selv om den i dette tilfælde ikke ligefrem er hermetisk lukket, dog være så tæt, at ingen stank, vædsker eller materier fra liget kan sive gennem dens sprækker eller sammenføjninger og forpeste luften for omgivelserne. Med hensyn til udsmykning ved den udviklede læser allerede nu, at anvendelsen af af skårne blomster er imod naturens love og som følge heraf ikke kan anvendes af mennesker med en forfinet samvittighed. Derimod kan man gå over til, under højtideligheden, at overdække kisten med et stort hvidt klæde eller tæppe. Når dette er hensigtmæssigt forarbejdet med guldbroderi og guldfrynser, vil man ikke kunne blive vidne til en smukkere og mere højtidelig og passende dekoration. Indenfor sagen her vil man gå over til at dekorere nævnte klæde med hovedsymbolet fra Livets Bog, der jo netop udtrykker: Individets udødelighed, verdensaltets uforgængelighed og guddommens eksistens. Renere, højere og ædlere tanker kan en båre ikke indhylles i. 219

219 Med hensyn til det førnævnte tæppe vil man måske indvende, at et sådant for de fleste vil blive for kostbart at anskaffe. Men hertil er der at svare, at tæppet naturligvis ikke skal begraves sammen med kisten, men kan anvendes flere gange, ligesom der senere hen vil blive dannet adgang til at kunne leje sådanne tæpper KAPITEL Det utiltalende ved en almindelig begravelse. Med hensyn til selve begravelsen er der noget utiltalende i dette, at deltagerne henvises til at stå ved det åbne hul i jorden, den åbne grav med den opkastede jordbunke, med dens reb, brædder og andre remedier, afhængig af vejr og vind, i regn og slud såvelsom i frost og sne. Det kan ikke nægtes, at en højtidelighed under sådanne forhold meget vanskeligt kan afføde den guddommelige stemning, den i forvejen dog må være beregnet på at tilsigte, rent bortset fra alle de forkølelses- og sygdomsspirer, der under de samme primitive forhold får rig og gunstig lejlighed til at forplante sig KAPITEL En begravelses- eller bisættelsesceremoni, der er en velsignelse og i kontakt med kærlighedens og livets evige love. Betydelig sundere, skønnere og derfor mere tiltalende ville det derimod være, hvis højtideligheden kunne af- 220

220 sluttes i kapellet, og den ellers så smukke og kærlige sammenkomst dermed blev fritaget for at blive skæmmet af den førnævnte udendørs tradition ved graven. Jeg overværede engang en bisættelse. Denne højtidelighed afsluttedes netop i kapellet på den måde, at kisten, til en smuk sang fra et skjult kor, langsomt og automatisk dalede ned i en dertil indrettet skakt i gulvet og forsvandt foran forsamlingen. Denne symbolske foranstaltning var af overordentlig betagende virkning og i fuld samklang med begivenhedens særlige ophøjede og alvorlige natur. Dermed var højtideligheden forbi, og deltagerne kunne gå hver til sit. At kisten fra rummet under gulvet blev ført videre til en ligbrændingsovn, hvor helvedes død og rædsel i blind uvidenhed blev sluppet løs på millioner og atter millioner af organiske, animalske mikroindivider i det afsjælede legeme, kan vi, i henhold til alt det, vi har fået at vide om nævnte proces, naturligvis ikke tage til forbillede. Men der er derimod ikke noget som helst til hindring for, at ethvert kapel kunne være indrettet på den ovenfor anførte måde med en elevator, hvorpå kisten med sit hvide guldindvirkede symboltæppe kunne stå under højtideligheden og så, når tiden var inde, automatisk sænkes ned til et rum under gulvet og denne foranstaltning dermed være den officielle af slutning på ceremonien. Fra nævnte rum kunne så begravelsesvæsenet selv besørge det efterfølgende fornødne, således at kistens anbringelse i graven og de hermed forbundne omstændigheder blev selve ceremonien uvedkommende. Ligesom man ikke behøver at være tvungen til at se 221

221 liget blive placeret i ilden ved en ligbrændingshøjtidelighed, stiledes behøver man jo heller ikke at være tvungen til at se kistens anbringelse i graven og være genstand for de med denne anbringelse førnævnte ubehagelige omstændigheder. I henhold til den hensyntagen til mikroindividernes liv, som den nu begyndende lindsvidenskabelige udvikling vil afføde, er det en selvfølge, at det fremskredne menneske indenfor denne udvikling ikke kan anvende animalske lyskilder: Vokslys, tællelys, stearinlys o. s. v., idet en slidan anvendelse i sig selv ville være en ligbrænding for de animalske mikroindivider eller livsenheder, som udgør stoffet i de pligældende lys. Det elektriske lys vil derimod være det reneste og fuldkomneste og bør anvendes overalt, hvor det overhovedet er muligt. Ved at tage hensyn til de her plipegede ting ved en jordefærd er man stiledes med til at hæve sin sidste hilsen til den "afdøde" slægtning eller plirørende, ven eller veninde op i et plan, hvor der ikke ved den klæber lemlæstelse, død, sorg og lidelse for noget levende væsen. Den er blevet en velsignelse i kontakt med kærligheden og livets evige love KAPITEL Egoisme eller selviskhed skærer verdenssamfundet i stumper og stykker. Før vi nu gaar over til at afslutte denne bog, gennem hvilken vi i realiteten, ligesom bogen "Den ideelle Føde", 222

222 har haft lejlighed til at få et lille indblik i visse sider af et af den ny verdensimpuls store punkter "mikroverdenen", vil vi endnu engang søge at gøre os begribeligt, hvad det egentlig er, der er kernen i nærværende analyser. Vi er her, ligesom i alt det øvrigt af mit materiale, kommen i berøring med den kendsgerning, at udviklingen går i retning af at stimulere kærlighedens vækst. Vi har her lært at forstå, at det gennem den højeste visdom, gennem verdensgenløsere eller menneskehedens ypperste repræsentanter er blevet demonstreret eller udtrykt, at denne kærlighed ikke er en blot og bar "familiekærlighed" med dens afskygninger "patriotisme", "nationalisme" e. I., hvilke former alle er egoistiske eller selviske. Da egoisme eller selviskhed netop sætter skel, sætter en mur, sætter et panser, sætter pigtråd, kanoner og maskingeværer o. s. v. mellem sit ophav og "næsten" og har "ejendomsretten" til højeste livsværdi for samme ophav, er den en adskillende realitet, der deler individerne i flere lejre eller grupper. Den skærer verdenssamfundet i stumper og stykker KAPITEL Internationalisme er det b1md, hvormed Gud sammenføjer verden. Da den samlede jordklode er een enhed, een organisme, eet legeme, er dens enkelte dele bestemt til at skulle samarbejde. Dens samlede menneskehed er derfor også en enhed, allerede fasttømret og uadskillelig ved den allerede 223

223 stedfundne internationale udvikling og frembragte import- og eksportmulighed i forbindelse med den moderne trafikudvikling. At man i de senere år har begyndt at rejse en kinesisk mur mellem landene i form af told- og valutaforanstaltninger, indvandringsforbud og racehad og derved har givet den kollektive selviskhed eller egoisme i form af nationalisme en renæssance, har intet med den guddommelige verdensplans logik at gøre og må derfor ende i en katastrofe. Verdens sande natur og åndelige kurs er international udvikling. Internationalisme er det bånd, hvormed Gud har sammenføjet verden. Og "hvad Gud har sammenføjet, kan menneskene ikke adskille". Alt, hvad der går imod denne udvikling, vil udløse krig KAPITEL Menneskehedens sande styrelse er udelukkende "alkærlighed", der er højt hævet over nationalitet. Den kærlighed, der gennem religionerne og verdensgenløserne bliver forkyndt og demonstreret som den retmæssige, som vejen til livet og lyset, er ikke diktatur og ejendomsret, er ikke raceforfølge/se og selvforgudelse, hverken af stater eller personer, men udgør alene "alkærligheden", eller den kærlighed, der ikke søger sit eget. Denne kærlighed skaber ikke ejendomsret, partiskhed eller nationalisme. Den omfavner alt og alle med sit guddommelige favntag. Den er Guds plan med verden. Livets mening er slzledes ikke national, er ikke selvisk, men uselvisk. Menneskehedens sande styrelse kan ikke være ame- 224

224 rikansk, tysk, fransk eller engelsk, kan ikke udtrykkes i nogen som helst form for nationalitet, kan kun udtrykkes i det ene ord "alkærlighed". Og da denne alkærlighed er "det ene fornødne" i verden, kan den ikke skjules eller ignoreres, men er det vordende facit eller den egentlige hensigt bag alle lidelser, i alle fremragende religiøse læresætninger indenfor alle samfundslag og raceforhold. Og det er ud fra samme alkærlighed, denne verdensaltets højeste logik, at vi her har gjort vore studier angående behandlingen af de af sjælede legemer KAPITEL Ethvert levende væsen er vor næste. Vi er således kommen til erkendelse af, at den "næste", som vi skal "elske som os selv", ikke blot er et medlem af vor familie, af vor særlige religion, af vort eventuelle særlige politiske parti, ja, er ikke blot et individ indenfor vor egen væsenstilstand, et andet menneske, men at vi også, for at være i kontakt med fremtidskulturen, må lære at erkende, at vor "næste" ligeså godt er et dyr, en plante, en mikrobe. Alt levende er vor "næste". Dette vil igen sige, at alt levende skal vi elske, som vi elsker os selv KAPITEL En ny tone fra himlen eller den begyndende virkning af den ny kosmiske verdensimpuls. At dette falder mange svært at fatte i et samfund, hvis største festmåltider er rene orgier i nydelsen af kød, blod 225

225 og fedt fra andre levende væsener af den art, de endnu ikke engang selv er færdig med at tilhøre, og over hvilke de i virkeligheden kun står hævet nogle få grader i udvikling, men ikke i art, er naturligvis givet. Man må erindre, at det jordiske menneske endnu i stor stil er et "pattedyr" og kan absolut ikke frigøre sig fra denne sin identitet og herkomst. Den store kærlighed er således ikke så ligetil. Og kun den almindelige udvikling vil efterhånden gøre den for. vandling af det jordiske menneske mulig, som skal give det den virkelige fuldkomne evne til at opfylde den sande kærlighed, der igen er vejen til den store fødsel eller fundamentale overskygning af den hellige /lnd. Vi har derfor måttet gøre dette vort studium af en så tilsyneladende ringe ting som en bisættelse til en meget omfattende analysering, idet det her jo ikke drejer sig om de vante felter eller zoner for princippet at "elske sin næste". I årtusinder har dette princip været forkyndt, og i ligeså langt et tidsrum har denne "næste" kun været opfattet som et medmenneske. At alt andet levende ogs/1 hører ind under det samme begreb er en ny tone fra himlen. Det er den begyndende virkning af "den ny kosmiske verdensimpuls" eller det tyvende /lrhundredes verdensgenløsning KAPITEL Hvad vi er blevet vidne til i denne vor analysering af mikrovæsenerne. Vi er således her marcheret lige ind midt i en ny verdenskultur. Den "ny himmel" og "ny jord" har allerede 226

226 begyndt at overskygge læserne. De kan i dag begynde at varme sig i en ny og højere verdensatmosfære og solskin. Dette solskin er åbenbaringen af vort samarbejde med mikrokosmos og makrokosmos. Det er erkendelsen af, at livet også udstrækker sig til disse zoner, og at individprincippet er ligeså detailleret og fuldkomment i det "små" som i det "store". I intet som helst andet skriftligt materiale i verden er der åbnet en sådan adgang til studiet af "mikroindividerne" som netop i bøgerne "Den ideelle Føde" og "Bisættelse". I ingen som helst anden lære, oplysning eller videnskab er "mikroindividernes" rolle som fundament for vor egen skabeevne, sundhed og livsglæde blevet så indgående påtalt og begrundet. I ingen som helst anden forkyndelse er disse små væseners liv og færden trådt så åbenlyst frem for os og vist så analogt med vort eget væsen, med vor egen tilværelse, vist at de ligesom os er "skabt i Guds billede efter hans lignelse" KAPITEL Den virkelige åndsvidenskab og væsener, der endnu lever i den hedenske næringskultur, der udløser mord og drab på dyrene. Intet under, at en sådan ny åbenbaring, en sådan ny videnskab kan virke fantastisk og mærkelig på en mentalitet, der er vant til i stoffet kun at se "dødt" materie, er ukendt med vegetationens følelsesstruktur, er vant til i dyrene kun at se næring for sin kød- og blodhunger. Det er naturligt, at en sådan mentalitet, der gennem år- 227

227 tusinder har været vant til kun at betragte dette at erkende sin "næste" - ikke i alt levende, - men i "medmennesker", som eneste basis for kærlighedslovens overholdelse, må reagere, må være uforstående overfor dette sit eget hedenskab KAPITEL En kærlighed, der kun gælder medmenneskene, kan aldrig udgøre den fuldkomne overholdelse af næstekærligbeds/oven. At denne basis, at dette, kun at elske medmenneskene som sig selv, ikke udgør nogen tilstrækkelig opfyldelse eller overholdelse af det store kærlighedsbud, der er "al lovens fylde", viser med tilstrækkelig tydelighed de overfyldte hospitaler, med deres kroniske syge, defekte og lidende. Og navnlig, idet der blandt disse lidende ikke mangler mennesker, der efter almindelige gængse begreber er "frelste", er opfyldere af det store bud, er kærlige og gode mod "medmenneskene". Ikke desto mindre martres disse mennesker også af lidelsens svøbe, trods dette at disse jo netop måtte være at betragte som hævet over al lidelse. Men kendsgerningen viser, at de ikke befinder sig i en sådan ophøjethed trods deres "menneskekærlighed". Kærlighed til mennesker gør det altså ikke alene. Det er ikke nok, at man er god og kærlig mod vor egen væsensart, mod mennesker, når vi samtidig jager og dræber andre former for levende væsener, sønderlemmer og æder deres kød, skaber lemlæstelse, lidelse og helvede både 228

228 for dyr, planter og mikrober. Intet som helst individ kan opfylde kærligheds/oven komplet uden ved ogs~ at erkende disse væsensarter som sin "næste" og s~ elske denne "næste" som sig selv. Enhver afvigelse herfra er en mangel i individets kærlighedsevne, er en brist i verdensplanens opfyldelse. Da verdensplanens opfyldelse er en betingelse for den fuldkomne oplevelse af livet, den fuldkomne og sande lykke, vil en sman brist være en tilsvarende hindring for den fuldkomne oplevelse. Men en hindring for den fuldkomne oplevelse er en disharmoni i individets fornemmelse af tilværelsen. Denne disharmoni kan igen kun eksistere som identisk med lidelse. Al lidelse stammer s~ledes fra mangelfuld overholdelse af det store bud "elsker hverandre" KAPITEL Hvilke felter, der er væsentlige for det jordiske menneske med hensyn til udviklingen af næstekærlighed. Da den jordiske menneskehed lever i en zone, hvor det dræbende princip endnu udgør ca. tredive procents livsbetingelse, vil det være umuligt at opfylde kærlighedsloven med mere end de halvfjerds procent, der ikke kolliderer med livsbetingelsen. Men når der her på jorden i dag findes betingelser for at kunne opfylde kærlighedsloven med ca. halvfjerds procent, er det unaturligt, at den f. eks. kun bliver opfyldt med femten, tyve eller femogtyve procent. Og det er altså de her i dette tilfælde henholdsvis resterende femoghalvtreds, halvtreds og fem- 229

229 ogfyrre procent i overholdelsen, der må tilegnes. De ca. tredive procents overtrædelse af kærlighedsloven, der i dag er en livsbetingelse, fordres ikke bekæmpet før efterhånden, som de på grund af udviklingen ophører med at være livsbetingelse. Desuden er det heller ikke virkningerne af denne del af overtrædelsen, der er hovedfaktoren i menneskehedens nuværende lidelsestilstand, selv om den naturligvis ikke kan frakendes at være medvirkende. Det væsentlige for det jordiske menneske, der selv begynder at tage del i sin egen udvikling, er ikke at koncentrere eller hæfte sig så meget ved de felter, hvor overtrædelsen endnu er en livsbetingelse, men er derimod dette af al kraft at koncentrere sig på de felter, hvor det overtræder loven, uden at denne overtrædelse er en livsbetingelse. Og det er netop derfor, jeg i særlig grad har koncentreret mit arbejde på at oplyse i disse sidstnævnte felter. Det er derfor, at jeg påviser dette, at gå på jagt, at slagte, fiske, at føre krig, at iværksætte lemlæstelse o. s. v. ikke mere hører til de felter for overtrædelse af kærlighedsloven, der er en livsbetingelse KAPITEL En zone, hvor overholdelse af kærligheds/oven kun kan ske som et "mindste onde" og en zone, hvor der ingen hindringer er for overholdelse af nævnte lov. Derimod kan det jordiske menneske endnu ikke leve af frugter alene og må derfor endnu nyde blade, stilke og rødder af planter for at eksistere og er således her 230

230 nødsaget til at overtræde det femte bud, fordi det er en livsbetingelse. Det ville dræbe sig selv, hvis det ikke netop dræbte planterne og anvendte dem til ernæring eller føde. Men at bevirke sin egen død er også en overtrædelse af det femte bud. Vi ser således her, at indenfor de felter, hvor overtrædelsen af kærlighedsloven endnu er en livsbetingelse vil selve overholdelsen være en befordring af det dræbende princip. Så hvis man overholder kærlighedsloven i de nævnte felter, er det et "onde", ligesom det på en måde også er et "onde", hvis man ikke overholder den. Men af to uundgåelige "onder" må man vælge det mindste. At individets oplevelse af livet betinges af det ene eller andet uundgåelige "onde" er netop den omstændighed, der adskiller den primitive zone fra den fuldkomne. I den højeste tilværelsesform eksisterer ingen hindringer for overholdelsen af kærlighedens store bud. Her har alle overvundet de dyriske traditioner. Her har alle væsener en organisme, der absolut kun kan bruges som redskab i kærlighedens tjeneste. Alle medfødte naturlige anlæg er her ene og alene kærlighed, visdom og salighed KAPITEL Hvad praktiseringen af det mindste onde kan føre til. Men hertil er det jordiske menneske endnu ikke nået. Der er endnu i dets eksistens en ikke ringe del af det dræbende princip, der eksisterer som livsbetingelse. Her må det altså vælge det mindste "onde". Men dette "onde" bliver alligevel en velsignelse, idet 231

231 det afføder ubehagelige erfaringer, der igen ti/sidst resulterer i intelligens- og følelsesudvikling. Denne udvikling giver igen individet en forfinet l'tnd og bevidsthed. En forfinet ånd ag bevidsthed afføder igen et tilsvarende forfinet fysisk legeme, som i mindre grad end det forudgående kræver det dræbende princip til livsbetingelse og således fremdeles, indtil individets naturlige anlæg er blevet en hundrede procents opfyldelse af al kærlighed og visdom. Men da er mennesket ikke mere et fysisk væsen. Det er et overjordisk væsen. Det lever i overjordiske tilværelsesformer, fremtræder på kontinenter af andre dimensioner. De lever i "himmelske" verdener. Disse væsener kan det jordiske menneske derfor ikke helt tage til forbillede. Det må foreløbig lære at tilegne sig den halvfjerdsprocentsevne til at opfylde kærligheds /oven, der kan praktiseres på jorden, før det tænker på at kunne lære at opfylde den totalt eller med hundrede procent KAPITEL Det jordiske menneske lever på en masse dræbende traditioner og forestillinger, der for/ængst er ophørt med at være livsbetingelse. Det jordiske menneske er altså ved sin afhængighed af det dræbende princip bundet til dyreriget. Men denne afhængighed bliver med udviklingen mindre og mindre. Dette vil igen sige, at evnen til at overvinde afhængigheden af det dræbende princip bliver større. Den er således meget større hos menneskene end hos rovdyrene. 232

232 Førstnævnte væsener behøver ikke at leve af animalsk føde, hvilket derimod er fuldt ud nødvendigt for de sidstnævnte. N(Jr menneskene ikke desto mindre nyder animalske ernæringsprodukter: kød, blod og fedt, er det absolut ikke baseret p(j livsbetingelse, men derimod p(j en fra fortiden nedarvet - vane, - som de i kraft af deres, i forhold hertil al tf or højt udviklede tilstand, kun kan have den allerstørste fordel af at vænne sig af med. Det må således dygtiggøre sig i den vegetariske ernæring. Men her findes indenfor denne også felter, hvor man endnu som før nævnt med hensyn til blade, stilke og rødder er afhængig af det dræbende prinåp. (Nærmere defineret i bogen "Den ideelle Føde"). Men ligesom det jordiske menneske har nedarvet vanen til den nævnte primitive eller animalske føde, således har det også nedarvet en masse andre traditioner og forestillinger fra sin primitive og længst forsvundne fortid, f. eks. hidsighed, skinsyge, misundelse, had og hævntørst o. s. v., som i dag heller ikke er en livsbetingelse, men ligeledes kun er en vane KAPITEL Hvorfor man m(j vænne sig af med de gamle hedenske tradtioner og vaner, som ikke mere er en livsbetingelse. Men når en primitiv vane ikke mere er en livsbetingelse, er den unaturlig og må bekæmpes. Det jordiske menneske lever således i ret stor udstrækning på traditioner, som endnu gør sig gældende i dets sind og mani- 233

233 festation under den fejlagtige opfattelse, at disse er en livsbetingelse. Det er denne fejlagtige opfattelse, som i virkeligheden kun er overtro eller indbildning, der må afsløres. Og det er netop denne afsløring, der praktiseres gennem åndsvidenskaben eller den hellige ånd. Alle mennesker er ikke i lige høj grad bundet af ovennævnte overtro, bundet af gamle traditioner og forestillinger. Nogle har en levevis eller livsførelse, der stærkt nærmer sig den tidligere nævnte halvfjerds procents overholdelse af kærlighedsloven eller toppunktet af det, der kan opfyldes her på det nuværende jordiske plan. Andre befinder sig i en tilstand, hvor de kun opfylder femten, tyve eller femogtyve procent af altets grundlov. Og det er klart, at disse mindre kærlighedsbegavede mennesker meget vanskeligt forstår den livsførelse, der repræsenterer større overholdelse af loven end deres egen, og derfor ikke ret gerne går med til at indrømme denne deres egen underlegenhed. De får derved let tendens til, som et forsvar for deres egen mangelfulde væremåde, at kritisere den højereliggende væremåde som abnorm, fantastisk og unaturlig. Men for det højere udviklede og mere vidende væsen, der forstår en sådan kritik, betyder denne naturligvis intet som helst. 234

234 190. KAPITEL Ethvert væsen er nødsaget til at manifestere eller udtrykke sig igennem de manifestationer, der er dets udviklingtrins symptoner eller kendemærker og opleve virkningerne heraf. Man har gjort indvendinger imod mine analyser og ytret, at man, hvis det forholdt sig således, som jeg har skrevet, ikke engang kunne koge en kedel vand, kunne ikke slå sin græsplane, kunne ikke sprøjte sine frugttræer o. s. v., idet man jo her befordrede det dræbende princip i stor stil. Og man har i henhold hertil forespurgt, om moderne kultur eller civilisation var illusion. Lad mig endnu engang gentage, skønt jeg allerede før i nærværende bog har berørt dette spørgsmål i sit princip, at livet eksisterer i udviklingstrin, og at de levende væsener befinder sig på disse trin. Nogle trin ligger højere, andre lavere. De repræsenterer en stigende skala af forskellige livsførelser, der bliver skønnere, renere og ædlere, jo mere vi kommer op ad denne stige. Hvert trin har naturligvis sine særlige kendemærker, ytret gennem den for samme trin naturlige levevis. Der er således nogle trin, hvor man endnu absolut tror ikke at kunne undvære kød eller animalske produkter som næringsmiddel. Dette at dræbe, slagte, fiske og gå på jagt bliver derfor naturligt for dettes trins væsener. For et andet trins væsener er det ganske naturligt at beskæftige sig med planter, udføre deres pasning og forædling uden at have den mindste konflikt med sin sam- 235

235 vittighed ved at skulle beskære disse, ved at skulle tilintetgøre "ukrudt". Et tredie trin er befolket med væsener, hvis samvittighed slet ikke mere kan være i kontakt med disse livsførelser, men har valgt helt andre opgaver i tilværelsen, hvor de i mindre grad kolliderer med overholdelsen af det femte bud. Hvert trin for sig er naturligt nok. Og der kan ikke bebrejdes de pågældende væsener noget som helst. Enhver må jo være på det trin, hvor de hører hjemme. Tigeren må være på sit og lammet på sit. Kun virkningerne af de forskellige trins livsførelser eller tilværelsesformer kan forandre individerne, flytte dem fra det ene trin til det andet. Et trin, hvor livsførelsesformerne er meget dræbende, skaber virkninger med stor lidelse. Stor lidelse skaber følsomhed eller kærlighedsudvikling. Stor kærlighedsudvikling gør individet uegnet tit en livsførelse af dræbende natur. Men et individ, der er uegnet til den dræbende livsform, hører jo ikke mere hjemme i denne livsforms zone eller trin og er således allerede hjemmehørende på trin med mere humane livsformer KAPITEL Sandhedens åbenbaring er ikke, hvad individerne siger, men hvad livet selv og den herpå baserede åndsvidenskab eller hellige ånd af slører. Da menneskene således befinder sig på forskellige trin, kan de umuligt opvise de samme lyster og tendenser, den 236

236 samme opfattelse af tilværelsen. Hver især vil jo forfægte sin særlige livsform som den naturlige og rigtige og navnlig som den "højeste", idet næsten ingen holder af at vedkende sig at stå på et lavere trin end andre. Og sandhedens åbenbaring er derfor ikke, hvad individerne siger, men hvad livet selv siger og den herpå baserede upartiske viden, åndsvidenskab eller den i Biblen udtrykte "hellige ånd" KAPITEL Livet, verden eller tilværelsen er i ethvert givet øjeblik og på ethvert trin absolut fuldkomment. At der er mennesker i dag, der finder det fuldt moralsk at være skarpretter, at være slagter, jæger eller fisker, at der er mennesker, der i dag finder det fuldt forsvarligt at anvende pryglestraffe, spanskrør, brutalitet eller legemlig lemlæstelse som opdragelsesmiddel, at der er mennesker, der i dag finder det rigtigt at sprøjte frugttræer, dræbe ukrudt og plukke blomster, ligesom der er mennesker, der i dag tror, at et "lig" er en død ting, man ganske roligt kan brænde eller på anden unaturlig måde tilintetgøre, er ikke blot en selvfølge, men er også en ligefrem naturlig nødvendighed. I modsat fald ville de pågældende trin, som de nævnte manifestationsformer er udtryk for, jo ganske mangle. Og der ville således i den gradvis stigende trinrække i den samlede udviklingsstige være store huller, der ville gøre den ganske ubestigelig på samme mllde, som en almindelig stige ville være ubru- 237

237 gelig, hvis der i denne manglede altfor mange af dens trin. Livet, verden eller tilværelsen er således i ethvert givent øjeblik og på ethvert trin for sig absolut fuldkommen. 0 g den "hellige ånd", den virkelige åndsvidenskab kan derfor ikke være en kritik af individers livsførelse eller manifestation, kan overhovedet ikke være kritik i retning af bebrejdelse mod nogen eller for noget, men er en absolut upartisk eller neutral belæring om kræfternes natur, en analysering af årsag og virkning KAPITEL Udviklingens store mål og den sande verdensgenløsning. Da ethvert individ befinder sig midt i denne årsag og virkning, kan det ikke tænke en tanke, kan det ikke røre et lem uden derved at skabe virkninger i sin egen oplevelse af livet. At få disse virkninger til at blive af en for alle behagelig og smertefri natur er udviklingens store mål her på det jordiske tilværelsesplan. Men opnåelse af dette mål er umulig uden kendskab til virkningernes årsag. At give individerne kendskab til virkningernes årsag er at give dem magt til selv at bestemme deres skæbne, er at give dem evne til ikke at handle i blinde, er at give dem evne til ikke at udløse årsager, hvis virkninger de ikke kender. Det er at hæve dem ud af den lidelsesskæbne, som nu er ligeså almindelig, som den er uforståelig for 238

238 det store flertal af de jordiske mennesker. Det er den sande verdensgenløsning KAPITEL Hvis man er misfornøjet med sin nuværende skæbne. Det store spørgsmål i nærværende sag bliver derfor ikke, om det er rigtigt eller forkert, hvad naboen gør, hvad ens "næste" gør, det kan kun blive til lykke eller ulykke for ham, men derimod hvilken kommende skæbne man selv ønsker at opleve. Er man misfornøjet med sin nuværende skæbne, kan det kun have sin store betydning, ja, er ligefrem påkrævet, at man kan få klarhed over de problemer, der er skæbnedannende, kan få vejledning i foretagelsen af de modtræk, der udløser frigørelsen fra den ikke ønskede skæbne og derved er banebrydende for opnåelsen af den ønskede tilværelsesform. Og det er i fuld kontakt hermed, at alt mit arbejde bliver manifesteret. At jeg gennem dette netop har valgt at vise årsager, hvis virkninger er en højere, men ikke uopnåelig, verdenskultur, en mere dybtgående kærlighedsmoral end den nu gældende, er kun ganske logisk og nødvendig KAPITEL Hvad ophavet til nærværende analyser tilsigter eller føler som sin opgave. Mit arbejde viser analysering af årsag og virkning. Menneskene kan derved selv bestemme deres forhold til 239

239 kræfterne. Gennem nævnte analyser har de således på forhånd fået et overblik over, hvilke fremtidige virkninger deres nuværende handlemåde bliver årsag til. De har fået i hænde det kort, hvorefter de kan styre deres rette åndelige kurs. Hvilken anden kurs de eventuelt ønsker at gå, har jeg absolut intet med at gøre. Deres valg er frit. Kun væsenerne selv kommer til at opleve det lys eller det mørke, som den kurs fører igennem, de vælger. Jeg ønsker kun at være den upartiske vejviser. Det er altså ikke min opgave at bebrejde menneskene deres nuværende leveformer, men derimod er det, som før berørt, min hundrede procents opgave at vise en højere form for verdenskultur og kærlighedsmoral end den, menneskene er vante til, vise de leveregler eller den livsform, på hvilken et højere tilværelsesplan er baseret KAPITEL Hvis man længes imod højere tilværelsesplaner eller man er tilfreds med det plan, man lever i. Har man længsel imod et sådant tilværelsesplan, ja, da må man allerede her opøve sig i samme tilværelsesplans love og principper, dets særlige manifestationsformer og livsbetingelser samtidig med, at man naturligvis må vænne sig af med de mørkebefordrende tilbøjeligheder og vaner, der uden at være en livsbetingelse alligevel praktiseres af menneskene her på jorden, og ved hvilke man holdes bundne til sorgens og lidelsens plan. 240

240 Men er man tilfreds med sin nuværende jordiske tilværelsesform, er man lykkelig ved at slagte, dræbe, jage og forfølge, er man lykkelig ved at erobre og undertrykke, ved militarisme eller krigerske foreteelser, er man lykkelig ved at være skarpretter eller bøddel, er man lykkelig ved tanken om ligbrænding o. s. v., ja, da kan man rolig fortsætte. Da er man de fødte redskaber til udløsning af disse processer, der er ligesli uundværlige i den samlede guddommelige verdensplan som de højere verdeners manifestationsformer. Desuden vil den lykkeføle/se, som de nævnte jordiske processer afføder, kun være udtryk for, at den, i hvem den fødes eller eksisterer, endnu kun kan føres til Faderen, til visdommen og kærligheden, gennem de virkninger, som de nævnte primitive processer afføder. Den heraf affødte kommende robuste skæbne er da for disse væsener den eneste eksisterende virkningsfulde guddommelige tale. Den højeste visdom, lindsvidenskaben eller "den hellige lind" kommer her ganske til kort, kan af samtlige disse væsener endnu kun opfattes som fantasi eller uvirkelighed KAPITEL Hvor det virkelige syn af Gud begynder, og hvor man bliver "eet med Faderen". Den hellige ånd kan først rigtig begynde at accepteres, forstås eller fornemmes af dem, der begynder at få disse primitive livsformers ulykkelige eftervirkninger bag sig. Først her begynder modtageligheden for en højere gud- 241

241 dommelig instruktion og visdom at gøre sig gældende i individets sind. Og her har nærværende bog som mission at være det hjælpende materiale til at vise, at kærlighedens rige ikke blot omfatter mennesker, men også udstrækker sit guddommelige favntag til - alt levende. Et hvilket som helst individ eller væsen, uafhængigt af hvilken art eller race, vegetabilsk eller animalsk, det så end måtte tilhøre, er således en borger med indfødsret i dette lyse rige, i dette vidunderlige favntag. Kernen i nærværende bog har altså ligesom "Den ideelle Føde" i særlig grad været at vise mikroindividernes ret til livet og denne rets respekteren som den uundgåelige basis for opnåelsen af den virkelige oplevelse af "frelse", af verdensgenløsning, af frigørelse fra usundhed, mørke og lidelse. Thi først her begynder det virkelige syn af Gud. Og først her bliver alle "eet med Faderen" KAPITEL Den kommende behandling af lig og deres bisættelse i fællesmousoleer. Da fremtidens mennesker jo vil have en langt højere udviklet følelse og intelligens end nutidens mennesker, har de også en langt dyberegående forståelse eller virkelighedsfornemmelse af mikroindividerne. Man vil derfor her anderledes lægge vægt på et ligs naturlige behandling end i vore dage. Der vil i "planetarriget" (se "Livtes Bog"s fjerde kapitel) naturligvis slet ikke være nogen som helst lovmæssig hjemmel for ligbrænding. Ja, ikke 242

242 engang balsamering vil være tilladt. Man vil med det nøje kendskab, man da har til mikroindividerne i liget, sørge for, at de får al den naturlige hjælp og støtte, der kan gives dem her fra det materielle plan, samtidigt med at man også vil vide at være i stand til at beskytte alt det levende udenfor liget for forrådnelsesprocessens påvirkning. Man vil igennem hermetisk tillukkede kister fuldstændig isolere ligene fra al ydre omgivelse. Og ligesom man nu har urnehaller, således vil man i verdensriget på særlige dertil egnede bestemte pladser have mægtige kistehaller eller "fællesmausoleer", hvor kisterne, forsynede med navn og data, føres hen, indsættes og opbevares til behageligt skue for de efterlevende, pårørende og besøgende KAPITEL Fremtidsmenneskenes syn pli nutidsmenneskene. Dette kan måske lyde ganske fantastisk og usandsynligt for mennesker af i dag, men vi må huske på, at alle nulevende slægter vil overfor verdensrigets indbyggere kun være primitive "fortidsmennesker", der endnu ikke havde opdaget "udødeligheden", endnu ikke kendte mikroverdenens, materiens, stoffets eller energiens sande identitet med livet, endnu jagende, dræbende, myrdende andre levende væsener, sønderlemmende deres kød og indvolde, ædende deres lig eller ligrester som "festmliltider", serveret pli borde, "udsmykkede" med amputerede, lemlæstede og døende plantelemmer, suppleret med "sklil- 243

243 taler" holdt til nydelsen af giftige og underminerende alkoholindholdige vædsker samtidigt med ophold i lokaler, der er inficerede og stinkende af uigennemsigtige tllgeskyer, dunster eller røg fra giftige planters sammenrullede tørrede blade, der i form af cigarer og cigaretter er blevet den selvfølgelige permanente eller uundværlige lækkerbidsken i enhver forsamling, i enhver situation KAPITEL Hvorfor nutidsmennesket har vanskeligt ved at forstll fremtidsstatens kosmiske hensyntagen til dens lig og store f orstllelse af livet i mikrokosmos sllvel som i mellemkosmos og makrokosmos. Det er klart, at man i et samfund, hvor man i en slldan grad endnu lever ganske udenfor fornuftens love, hvor den samlede verdensøkonomi er ganske uden administration, hvor enkelte væsener "tjener" millioner, gllr til grunde i frlldseri, dovenskab og udsvævelser, andre kan ikke fll adgang til at tjene til livets nødtørftigste ophold, gllr til grunde i fattigdom, sult og nedværdigelse samtidigt med, at der mellem disse to kontraster skabes en blodfyldt, pulserende næring, stimulans og basis for en samfundets underverden, en forbrydelsernes hjemstavnszone, der gør helvedes nærhed til en kendsgerning og livet til en parodi pll alt, hvad der er ædelt, skønt og fuldkomment, og hvor man i den grad endnu mangler respekt for alt levende, selvfølgelig ikke kan forstll en sll simpel ting som verdensstatens, fremtidsmenneskehedens naturlige 244

244 behandling af dens lig, dens naturlige hensyntagen til dens "døde", dens kyndige og skærmende hånd over mikrokosmos såvel som over mellemkosmos, og dens harmoni og kontaktskab med makrokosmos, dens værende eet med selve livet, naturen og Guddommen KAPITEL Spørgsmål, der begynder at gøre sig gældende for det åndeligt udviklede nutidsmenneske. I vort "moderne" samfund, hvor enhver stat endnu har andre stater at konkurrere med, hvor enhver stat endnu er indspundet i pengenes edderkoppespind, og hvor produktionen derfor ikke så meget reguleres efter forbruget som efter profiten, og hvor denne profit, som i sin virkelige kosmiske analyse er ganske uden værdi, er en illusion, sættes i stedet for den eneste eksisterende absolute værdi i tilværelsen, nemlig arbejdsevnen, vil alt selvfølgelig komme til at dreje sig om et spørgsmål om penge, om hvad, der kan "betale sig". Og mange vil således ved læsningen af foranstående linier angående verdensstatens bisættelse af dens lig i hermetisk tillukkede kister og fællesmausoleer indvende, at dette vil være altfor kostbart og uoverkommeligt. Men har verden ikke sand, sten og cement nok til disse haller? - Har den ikke materiale nok til disse kister? - Har den ikke også ensomme pladser, ødemarker eller terræner, der slet ikke egner sig til noget andet brug? - Hvorfor ikke udnytte disse områder? Hvorfor ikke indvi disses store fred og ensomhed 245

245 til noget smukt og højtideligt i menneskehedens tjeneste, til en stille hvileplads for menneskehedens udslidte og jordiske rester? Hvorfor ikke give disse rester af menneskenes kostbareste redskaber, bygget op af lånt materiale, tilbage til naturen ptl en værdig mme? Hvorfor netop ikke give dem tilbage helt og naturligt? Hvorfor ikke være ptl højde med sin guddommelige identitet og herkomst og give mikroindividerne tilbage uskadte, beskyttet og frelst til den verden og de forhold, der for dem er vejen til livet og lyset? Hvorfor holde ptl primitive traditioner, såre og opbrænde og dermed skabe helvede og lidelse for de milliarder af levende mikroindivider, der i vore legemer har fået anvist univers eller "bolig i.faderens hus", der i os skal leve, røres og være, blot fordi det er "moderne" at lade sit lig brænde? Hvorfor ikke netop være med til at gtl de rigtige veje og repræsentere den guddommelige lignelse, repræsentere dette at være skabt i "Guds billede"? Og i særdeleshed, da dette er det eneste, der er i kontakt med verdenslogiken, det eneste, der virkelig er "hygiejnisk" og dermed det eneste, der er sundt, det eneste, der tilsidst skaber et urokkeligt lys, en absolut lykkelig skæbne, en absolut ufejlbarlig vej til omgivelsernes kærlighed. fa! Det er alle disse spørgsmtll, der for det kosmisk udviklede nutidsmenneske mtl gøre sig gældende i henhold til de endnu latente og primitive samfundsforhold. Men i det kommende verdensrige, hvor alle nationer er een stat, een administration, een regering, hvis medlemmer alle er fra en zone i den højeste videnskabelige eksamenskreds, en regering besttlende af verdens bedste 246

246 specialister på absolut alle felter, fået flertal ved af stemning af alverdens mennesker, vil man netop gå den vej, som de her nævnte spørgsmål antyder KAPITEL Når alle jordens nationer er blevet til een stat, og alverdens mennesker er blevet til eet folk. Når alle nationer er provinser i een stat, er der i virkeligheden kun eet folk i verden. Men når der kun er eet folk i verden, er der ingen at føre krig imod, ingen at sætte toldgrænser for, ingen at købe af, ingen at sælge til. Et folk er i princip at ligne ved et individ. Et individ kan ikke "handle" med sig selv. Penge mister deres basis for eksistens, bliver ganske overflødige. Den højt videnskabelige administration, der vil komme til at regere verden, kan ikke opretholde eller tillade den naive og ganske ulogiske tradition, vi kender under begrebet "forretning", som i virkeligheden kun er maskeret røveri, er et middel ved hvilket kunstige eller maskerede næringsveje kan opretholdes. Kunstige næringsveje vil igen sige metoder, hvor individet kan tilegne sig værdier uden at yde arbejde. F. eks. en mand køber et hus og giver en bestemt sum penge for dette hus. Umiddelbart efter sælger han det igen og får den dobbelte sum for huset uden at have gjort noget som helst arbejde for det fremkomne overskud. Den spekulation eller overtalelseskunst, han måske har måttet lægge for dagen for at opnå det nævnte resultat, har intet som helst at gøre med, hvad fremtidsstatens 247

247 mennesker vil anse for hæderligt arbejde. Derfor vil i samme stat ingen som helst af den slags transaktioner kunne finde sted, idet man nemlig for/ængst vil have af skaffet alt, hvad der hedder "penge". Kun "arbejde" kan eksistere som betaling. Alle mennesker ejer materien, jorden, materialerne. Men det koster "arbejde" at gøre disse materialer brugbare i menneskehedens tjeneste. Det er den eneste naturlige skranke, der er imellem individet og verden. Ved hjælp af penge kan menneskene i vore dage købe sig fri for at udføre det "arbejde", det koster at gøre materialerne brugbare til deres eget livs ophold. Resultatet bliver, at de, der ikke har penge, må udføre ikke alene arbejdet for deres egen eksistens, men også det arbejde, de besiddendes liv eller eksistens koster. Dette bevirker igen, at de første bliver udslidte, ukultiverede og forældede længe før tiden, medens de andre bliver overkultiverede, ugidelige, dovne og hovmodige. Herfra må der naturligvis fradrages visse undtagelser, der gør sig gældende. Men i det store og hele er pengenes resultater netop som her anført. Dette primitive onde vil ikke tolereres i verdensstaten. Alt koster "arbejde", men ikke "penge". Og arbejdsevner og arbejdskraft vil der til enhver tid være nok af i verden, og navnlig da man i fremtidsstaten i en langt størremålestok, end det nu er tilfældet, vil forstå at anvende maskinerne og øvrige tekniske hjælpemidler, ligesom vi jo også netop bliver vidne til, hvilken umådelig arbejdskraft, der i vore dage er i overskud, går til grunde, skaber subsistensløshed, armod og revolution. Dette syge lediggængeri, som millioner af mennesker i vore dage er prisgivet, kan umuligt finde sted i 248

248 en verden, hvor der ikke findes "penge", og hvis eneste betalingsmiddel er "arbejde" KAPITEL Når arbejde bliver betalingsmiddel, får alle råd til et økonomisk fuldkomment liv. Da "arbejde" således i virkeligheden er og bliver et overordentlig billigt betalingsmiddel, idet alle og enhver absolut ikke kan komme uden om at yde sit arbejdsbidrag til sin egen eksistens, og der derfor bliver mange til at udføre den nødvendige produktion plus maskinernes hjælp, bliver fremtidens "normalarbejdsdag" kun udgørende en ganske ringe brøkdel af nutidens "normalarbejdsdag". Alle får råd til et økonomisk fuldkomment liv. I verdensstaten er understøttelser, fattighjælp og filantropi ganske overflødige og ukendt i det praktiske liv. Kun i dens historiebøger vil man kunne læse om disse lysets begyndende stråleglimt ind i det kød- og blodnydende, barbariske fortidsmenneskes primitive, mørke verden, der i dag kendes og lovprises som "moderne civilisation", "kultur" og "moral", og hvis sande identitet som "hedenskab" endnu er skjult for masserne KAPITEL Den fuldkomne bisættelse. I denne førstnævnte lyse og strålende fremtidsverden, hvorfra man således kan se ned på vore dages primitivi- 249

249 tet og ufuldkommenhed, vil ethvert afsjælet menneskelegeme blive bisat under en for det virkelige menneske standsmæssig form, hvilket vil sige i kontakt med naturens love og på en for mikroindividerne i legemet og for det samme legemes tidligere jeg eller ånd harmonisk og lykkelig måde. Nævnte legeme vil komme i sin dertil egnede kunstnerisk og videnskabeligt udførte sarkofag, blive hensat i verdensstatens eller folkenes "fællesmausoleer". Her vil de henstå i det spand af tid, som det animalske, organiske liv i liget endnu har betingelser for at kunne opretholde sin tilværelse i dette. Når disse betingelser er ophørte, vil der kun eksistere en art mineralliv i liget. Da denne arts livsenhed eller mikroindivider bevidsthedsmæssigt er uberørte af ydre fysisk påvirkning, dog ikke af ild, vil liget, efterhånden som det organiske liv i dette er uddøet, blive rigtigt begravet under særlige hensigtsmæssige forhold, hvor dets naturlige opløsning på human måde vil blive begunstiget. Og dette legeme er så ikke mere. Et univers, en stjernetåge, en hærskare af sole med beboede verdener i form af mellem- og mikrokosmos har fuldendt sit kredsløb, er gået over i en højere verdens strålende atmosfære, hjulpet og bivånet af sit eget makroindivid. Men over de mørke ødemarker lyser og funkler fællesmausoleernes hvide tårne og kupler mod himlen som et monument for kærligheden. Fredens engel er gået hen over verden. Og hvor den har gået, er "døden" ikke mere, "ej heller skrig eller pine". 250

250 INDHOLD 1. kapitel. Menneskehedens åndelige horisontudvidelse og moralske kursændring Man begynder at indse, at kærligheden er den eneste vej ud af mørket Familiekærligheden er ikke det rette fredsstimulerende grundlag Jordmenneskeheden har ikke forstået, at næstekærligheden ikke blot er kærligheden til medmenneskene, men er kærligheden til alt levende Verdensgenløsningens nuværende mission Det er ikke familiekærligheden eller dens afskygninger: patriotisme, nationalisme o. lign., der udgør det verdensfrelsende princip Kærligheden til mikrovæsenerne i vor egen organisme bliver efterhånden også til et samvittighedsspørgsmål Væsenernes uvidenhed med hensyn til deres kropslige mikroverdens liv afslører dem som ufødte væsener eller fostre på dette felt Hvad sker der ved ligbrænding Drabet af et mikrovæsen har de samme skæbnevirkninger som drabet af almindeligt synligt væsen Når menneskeheden har gjort overtrædelsen af det femte bud til en kulmination af sport og vellyst Når væsenet går over til antiligbrænding Hvorfor det højt indviede væsen ikke kan gå med til at lade sit lig brænde At fremragende, kendte okkultister har ladet deres lig brænde, kan ikke udgøre noget bevis for, at ligbrænding ikke er i strid med naturens love

251 15. kapitel. Det levende væsens fysiske organisme er et univers Stadfæstelsen af universets grundstof I tids- og rumdimensionen hvor X 1. bliver maskeret til tanker, ting, former og stof, til erkendelse og oplevelse af liv Den materielle videnskab er ved at stå i stampe med hensyn til åndelig materie En ny videnskabelig forskningsmetode Hvorledes stjernernes og mælkevejens usynlige liv, hensigt og formål er gjort synligt i individets egen organisme Hvorfor den nuværende videnskabelige forskningsmetode umuligt vil kunne føre til livsmysteriets løsning Hvorledes den sande åndsforsknings resultat må være en absolut viden om og bekræftelse på væsenets udødelighed, ligesom den må give et positivt syn af Gud Livsmysteriets løsning kan kun tilegnes ad en vej, der ligger udenfor den gudløse materialistiske forskning Hvorfor jordmennesket igennem den direkte fysiske sansning kun kan få et teoretisk overblik over selve jordkloden "Den hellige ånd" eller en sanseform, der udgør vejen til livsmysteriets løsning Hvorfor den materielle videnskab umuligt kan se andet end livløshed Den materialistiske videnskabs kapacitet På "tværs" ad materien eller hvorfor den materialistiske forsker eller videnskabsmand ikke kan udtyde livets mening På "langs" ad materien eller "Guds korrespondance", "kosmisk bevidsthed" eller evnen til at "se Gud"

252 30. kapitel Korsets tegn..."..." Det bliver "Livsanalysen" og ikke "Materieanalysen", der kommer til at udgøre det primære i den kommende verdensstat "Materialister" og "åndsforskere" Materialistens livsanskuelse Hvorfor det er ulogisk at antage, at en logisk skabelse kan finde sted uden et villieførende jeg Hvorledes det ses, at det materialistiske livssyn skyldes manglende evne til at overskue problemerne Det gamle billede af Guddommen som en ærværdig olding, der bag skyerne dirigerer verdensaltet, er som symbol mere i kontakt med sandheden end det moderne materialistiske verdensbillede Alle kropslige organer har sin oprindelse i en længst forsvunden tids materielle, tekniske og kemiske værksteder på andre kloder Den ny forskningsmetode og videnskab Den ny forskningsmetode og afsløringen af universets og dermed det levende væsens hemmelighed, mystik og identitet Det levende væsen rummer i sig alle universets hemmeligheder og bliver derfor det fuldkomneste undersøgelsesobjekt for opklaringen af universets og livets mysterium "Guds korrespondance" Det levende væsens organisme er i princip et univers med naturkræfter på samme måde som det almindeligt kendte univers Tænkningen som det højeste fundament for blodets skabelse og dermed for organismens sundhed

253 44. kapitel. Tanken er identisk med al kraft og bevægelse såvel i naturen som i organismen Det jordiske menneske betjener sig undertiden af et tankeklima, der tilhører et milieu, det forlængst er vokset fra Menneskeheden er endnu kun delvis blevet frelst gennem religionens og verdensgenløsningens tankeklimaer Hvorfor man skal elske hverandre Vor tanke er den højeste ydre naturkraft for vor organismes mikrovæsener Et livskraftoverskud der giver betingelser for, at individet kan overleve katastrofer, lemlæstelser eller påvirkninger, der ellers ville have en undergang til følge "Søvn", "træthed" og "hvile" Individet befinder sig i syv legemer og korresponderer med seks tilværelsesplaner Hvorfor tilværelsen udenfor det fysiske plan er mystik og mørke for det jordiske menneske og kun oplyses af et udødeligt håb om et evigt liv Søvnens natur og betydning for væsenets fysisiske tilværelse Når et væsen underminerer sin soveevne Når væsenet får for lidt søvn Når væsenet får for megen søvn Individets forhold til dets organismes mikrovæsener og overholdelsen af det femte bud og næstekærlighedsloven Individets forhold til mikrovæsenerne i dets egen organisme er ikke en biting i skabelsen af dets skæbne Hvorfor vi i "Bisættelse" er kommet ind på analyser, der synes sagen uvedkommende

254 60. kapitel. Makrooplevelsen og mikrooplevelsen samt makroindividet og mikroindividet. """ " Når et væsen føler smerte og lidelse, udtrykker det, at det har skabt unaturlige forhold for mikrovæsenerne i dets organisme Sammenspillet mellem makroindividet og mikroindividerne gennem nerverne og det heraf affødte almenbefindende for begge parter Hvorledes makrovæsenets levevis betinger kvaliteten af dets organismes mikroindivider og den heraf følgende skæbne Alt stof er levende..."..."..." En maskine er en art forlængelse af individets legemlige organisme Organisk materie.""."".."""""""""" Hvad man må kende for at være kapacitet i ligbrændingsspørgsmålet ".."."..."""."" "Mineralier" og "mineralriget" "".""" Hvorfor mineralmaterien bliver opfattet som en død materie "...""..."."".."."..."" Når makroindividet bliver bedøvet..." "Mineralmikroindiveder" og "organmikroindivider" Når mineralmikroindividerne forvandles til organmikroindivider Mineralmikroindividernes materie som beskyttelsesmateriale for organmikroindividerne Hvis et lig udelukkende var mineralmaterie, vil ligbrænding ikke være en befordring af det dræbende princip..." Hvorledes væsenerne udgør "materie" eller "stof" for overliggende og "universbærere" for underliggende væsener i spiralkredsløbet Ethvert væsen er en altdominerende faktor i bestemmelsen af livsbetingelserne for mikrovæsenerne i dets organisme..."

255 77. kapitel. Hvorledes vi selv bestemmer harmonien eller disharmonien i forholdet til vor organismes mikrovæsener Hvorfor livsmysteriets løsning ikke findes ude i himmelrummets fjerne mælkeveje, men i vor egen fremtræden som makrokosmos og mikrokosmos Vi har set individet som en gudelignende hersker over myriader af levende væsener Et panorama indenfor hvilket væsenerne med deres kærlighed kan fjerne alt det, der i dag gør jordens hospitaler, sygehuse og åndssvageanstalter nødvendige Der hvor det dræbende princip ikke er en livsbetingelse, er det en overtrædelse af næstekærlighedsloven at praktisere det Der er intet som helst, der afkræfter jordkloden, solen og mælkevejene som levende væsener At jorden er en kugle modbeviser ikke dens identitet som levende væsen Jorden har i princip både mikrovæsener, blodomløb, muskulatur og skelet ligesom andre levende væsener... "... " " Jorden har i princip åndedræt og ernæring Når videnskaben ikke erkender jorden som levende væsen At se jordkloden som levende væsen er i princip det samme som at se et væsen af vor egen art i en millionforstørrelse Hvorledes man bedst kan tilegne sig den rette opfattelse af en ligbrænding... " Makrokosmos og mikrokosmos' størrelsesforhold til os er kun et kosmisk perspektivforhold... "... "... ""." Mellemkosmos, fjernkosmos og nærkosmos

256 91. kapitel. Hvis jordkloden, der er vort makroindivid, kom i brand... " Mellemkosmiske væseners rædsler og pinsler ved jordklodens undergang ved ild vil i princip være det samme som dem, der bliver mikrovæsenerne til del ved ligbrænding Makrolivet dør i en organisme samtidig med dens adskillelse fra makrojeg'et Hvad der sker med mikrovæsenerne i et lig "Forrådnelse" og "månetilværelse" Mumien som det sande gravmæle og dens stof som noget, der kan fredes eller tilintetgøres uden at være i strid med kærlighedsloven De mørke erfaringer og kærlighedslovens udvikling Når et individ lader hånt om enhver beretning om ligbrændingens unatur Hvorfor verden er fyldt med jammer, sygdom og lidelse Makrovæsenets og mikrovæsenets skæbnesamhørighed Ligbrænding kan aldrig blive en lov for den samlede menneskehed, og jordkloden kan ikke komme til at gå under ved ild Hvad det vil sige at tilhøre de mennesker, der ønsker deres lig brændt For at være i kontakt med livet må man også erkende mikrovæsenerne i vor organisme som den "næste", vi skal elske som os selv Intet væsen kan blive fuldkomment, sålænge det ikke opfylder de fuldkomne livsbetingelser for mikrovæsenerne i sin organisme En guddoms tale Hvem der trodser den guddommelige villie ved at besværliggøre livet for mikrovæsenerne i deres egen organisme

257 107. kapitel. En verden af levende væsener, hvis atmosfære kaster glans over den fysiske tilværelse og et mildnende skær over al jordisk ufuldkommenhed Det almene jordmenneskes beundring for blomster er af dræbende natur for de samme væsener eller former for liv En bisættelse eller jordfærd kan ikke være fuldkommen, sålænge den er behæftet med det dræbende princip Dekoration af afskårne blomster er det samme som en buket af afskårne plantelemmer og giver det udsmykkede en uren aura Plantevæsenets "kunstværker" Hvis menneskene kom ud for det samme forhold som det, de tilføjer plantevæsenerne Man må være forsigtig med bedømmelsen "fantasi" Hvorledes man kan kende forskel på sandhed og vildfarelse Moralbegreber, der ikke eksisterer som videnskabelige fakta Guds veje er ikke uransagelige Verdensbilleder, kulturer, religioner og moralbegreber, der vil forgå Suggestion, tro og formodninger Væsener, der hellere går med flokken den forkerte vej, end de går alene på den rigtige vej Floksystemet eller flokprincippet Det sennepskorn, af hvilket himmeriges rige vokser frem på jorden Videnskaben eller væsener, der ikke mere kan tro og derfor kun kan finde tilfredsstillelse i kendsgerninger Den materialistiske videnskab er den begyndende "hellige ånd"

258 124. kapitel. Den mentale frigørelse, der fører væsenet op over dogmernes tågesumpe til den sande virkeligheds sollyse egne Væsener, der lader hånt om antiblomsterplukning, er åndeligt sovende væsener Påstande, der er et suggereret væsens manifestationer Med hensyn til blomsterplukning går næsten alle i flok En dekoration af afskårne blomster er i virkeligheden en mordglorie, men skjules af plantens skønne farve og pragt En forlængelse af blomstens dødsproces Modtagelige og uimodtagelige væsener for nærværende analyser Hvorfor der ikke er noget grundlag for indignation overfor blomsterplukkere. "... " Hvorledes vi har kunnet udrede beviserne for antiblomsterplukningens standpunkt som intellektuel harmoni med verdenslogiken. " En lille fortrop af jordens mennesker, der bærer verdensgenløsningen i sit skød " Jordmenneskenes unaturlige levemåde befordrer professioner og leveveje Hvad verdensgenløsningen er indstillet på." Hvad nutids- og fremtidsmennesker fordrer med hensyn til de nye facitter... ".. ". ".. "" "Troende" mennesker har ikke brug for nogen intellektuel udredning af dogmerne eller livsfacitterne. ".. " "... "... " ".. "... "... " Udenfor det religiøse område findes der også troende mennesker, der har mindre brug for virkelig logik end for en almenopfattelse Verdensplanen er så hårfin i sin struktur, at selv den mindste afvigelse fra logik skaber disharmoni i det pågældende væsens liv... "

259 140. kapitel. Når man ikke har evne til at være i kontakt med verdensplanens logik Hvad den evige verdensplan betinger Hvilke væsener der har brug for nærværende kosmiske analyser Væsenets vækst bort fra de vanemæssige overtrædelser af livslovene foregår næsten umærkeligt og ikke i spring Hensigten med nærværende kosmiske analyser Sandhedens blottelse i form af kosmiske analyser bliver et universelt defensorat for alle levende væsener..._ Fremtidige menneskeheder vil få helt andre organismer eller legemer end dem, det jordiske menneske af i dag manifesterer sig i Tekniske og kemiske apparater og maskiner udgør den første spæde begyndelse til udvikligen af levende væseners organer på fremtidige kloder og verdener Det vi kalder "døden" Organismens undergang og skabelsen af en ny organisme og dermed skabelsen af barndom, ungdom, manddom og alderdom Hvorfor væsenerne ikke kan genkende hinanden fra deres tidligere liv Uvidenheden om reinkarnationen trods bibelens og Kristi udsagn herom Når Johannes Døber og Kristus kunne inkarnere på jorden efter en fortidig tilværelse samme sted, hvorfor skulle det så være umuligt for andre væsener, rent bortset fra den kendsgerning, at uden reinkarnation er en evig tilværelse umulig Andsvidenskaben vil åbenbare væsenernes evige liv. Den overfysiske væsenskerne

260 154. kapitel " " " " " Det evige liv er ikke en forandring af livslovene eller af de øvrige bærende fakta i tilværelsen "".""".""."""...""."...""" 198 Hvis reinkarnationen ikke eksisterede, måtte verdensaltet være kaos og tilfældighed """ 199 Tilfredsstillelse af ønsker og begær og opnåelse af fordele, som kun bliver muligt i kraft af reinkarnationen..." Fordele ved væsenets udskiftning af sit fysiske legeme og det heraf affødte ophold i den åndelige verden "..."..."..."."..""..". 202 Reinkarnationen og den herunder henhørende naturlige fødsel og død er livets største kærlighedsprocesser ""."..."..."."..""""". 203 En begravelse eller bisættelse bør absolut ikke være en sørge- eller begrædelsesfest """". 204 Igennem den normale søvn kan de overlevende på det fysiske plan have forbindelse med de afdøde, hvorved man efterhånden vil komme bort fra at føle døden som en adskillelse ". 205 Fremtidens begravelse eller jordefærd vil ikke blive en sørgefest, men derimod en glædesog takkefest for livets evige beståen.." Jeg'et, organismen og maskinen..." Det levende væsens fysiske og psykiske legemer, materier og tankestoffer...". 209 Hvorfor kun den hellige ånd eller åndsvidenskaben kan udfri menneskenes psykiske og fysiske side af mystikkens tågeslør Et diskarneret væsen...""..."...""."" 211 Den fysiske fødsel Hvorfor enhver form, ting eller genstand må ældes, forvitre og forgå "."..."..."..." 213 Hvorledes troen på "døden" er kommet ind i verden..."

261 169. kapitel " " " " " " " " Hvorledes jeg'et gennem sin skiftende dagsbevidsthed oplever sin uforgængelighed igennem de forgængelige ting Jeg'ets forhold til dets afsjælede, fysiske legeme eller lig Den uhyggelige oplevelse en "afdød" kan have med hensyn til sit lig Almindelig begravelse er at foretrække fremfor ligbrænding..." Den fuldkomne naturlige bisættelse vil fl vanskeligt ved at blive praktiseret pl grund af verdens forvirrede begreber om samfundsøkonomi Behandlingen af et lig, samt dets udsmykning 219 Det utiltalende ved en almindelig begravelse 220 En begravelses- eller bisættelsesceremoni, der er en velsignelse og i kontakt med kærlighedens og livets evige love Egoisme eller selviskhed skærer verdenssamfundet i stumper og stykker Internationalisme er det blnd, hvormed Gud sammenføjer verden..." Menneskehedens sande styrelse er udelukkende "alkærlighed", der er højt hævet over nationalitet......" Ethvert levende væsen er vor næste En ny tone fra himlen eller den begyndende virkning af den ny kosmiske verdensimpuls 225 Hvad vi er blevet til i denne vor analysering af mikrovæsenerne Den virkelige lndsvidenskab og væsener, der endnu lever i den hedenske næringskultur, der udløser mord og drab pl dyrene En kærlighed, der kun gælder medmenneskene, kan aldrig udgøre den fuldkomne overholdelse af næstekærligbedsloven

262 185. kapitel. Hvilke felter, der er væsentlige for det jordiske menneske med hensyn til udviklingen af næstekærligheden En zone, hvor overholdelse af kærlighedsloven kun kan ske som et "mindste onde", og en zone, hvor der ingen hindringer er for overholdelse af nævnte lov Hvad praktiseringen af det mindste onde kan føre til Det jordiske menneske lever på en masse dræbende traditioner og forestillinger, der forlængst er ophørt med at være livsbetingelse Hvorfor man må vænne sig af med de gamle hedenske traditioner og vaner, som ikke mere er en livsbetingelse Ethvert væsen er nødsaget til at manifestere eller udtrykke sig igennem de manifestationer, der er dets udviklingstrins symptomer eller kendemærker og opleve virkningerne heraf Sandhedens åbenbaring er ikke, hvad individerne siger, men hvad livet selv og den herpå baserede åndsvidenskab eller hellige ånd afslører Livet, verden eller tilværelsen er i ehvert givet øjeblik og på ethvert trin absolut fuldkornment Udviklingens store mål og den sande verdensgenløsning Hvis man er misfornøjet med sin nuværende skæbne Hvad ophavet til nærværende analyser tilsigter eller føler som sin opgave Hvis man længes imod højere tilværelsesplaner eller man er tilfreds med det plan, man lever i

263 197. kapitel. Hvor det virkelige syn af Gud begynder, og hvor man bliver "eet med Faderen" """".." Den kommende behandling af lig og deres bisættelse i fællesmausoleer..."" Fremtidsmenneskenes syn på nutidsmenneskene """"""""""""""""""."""."" Hvorfor nutidsmennesket har vanskeligt ved at forstå fremtidsstatens kosmiske hensyntagen til dens lig og store forståelse af livet i mikrokosmos såvel som i mellemkosmos og makrokosmos """"""""""""""""""" Spørgsmål, der begynder at gøre sig gældende " for det åndeligt udviklede nutidsmenneske " Når alle jordens nationer er blevet til een stat, og alverdens mennesker er blevet til eet folk "".""""."""""""."."""".""""" Når arbejde bliver betalingsmiddel, får alle " råd til et økonomisk fuldkomment liv """ 249 2o4. Den fuldkomne bisættelse """.""".."""". 250 Illustrationer: Korsets tegn """""""" "" "" """ """". 44 Det levende væsens sanseevne "" ". ""."""