GUDSBEGREBET I MARTINUS KOSMOLOGI

Transkript

1 GUDSBEGREBET I MARTINUS KOSMOLOGI Ugekursus maj 2013 MARTINUS CENTER Klint Martinus Institut 1981 Dette kompendium kan kun købes af deltagere på det pågældende kursus. Hvis du har købt dette kompendium, gøres opmærksom på, at det udelukkende er til privat brug, og at det på ingen måde må mangfoldiggøres. Har du lånt dette kompendium, beder vi dig venligst om at undlade at skrive i det, og du bedes aflevere det ved kursets afslutning til glæde for næste uges kursister.

2 2

3 Kære kursist Vi vil på dette kursus studere forskellige aspekter af gudsbegrebet, som er fundamentet i Martinus Åndsvidenskab, f.eks. forholdet mellem verdensaltet eller Gud og det enkelte levende væsen. Vi vil endvidere komme ind på alt livs enhed, den evige såvel som den tidsog rumsmæssige del af gudsbegrebet, kontrastprincippet, forældreog skytsåndsprincippet m.m. (læs evt. mere på MCs hj.side). Følgende stk. fra Livets Bog 6 læses som følger: Mandag: Stk Tirsdag: Stk Onsdag: Stk Torsdag: Stk Fredag: Stk Følgende skema giver et overblik over ugens forløb Kl. Mandag Tirsdag Onsdag Torsdag Fredag Gruppearb. Gruppearb. Gruppearb. Gruppearb. Gruppearb Dialog & spørgsmål Kl Udflugt Dialog & spørgsmål Fri Dialog & spørgsmål Foredrag Film Foredrag CD-foredrag med Martinus Foredrag & hyggeaften Kærlig hilsen Poul Dyrholm 3

4 MANDAG En dimension som fejlagtigt opfattes som det fysiske tilværelsesplan Efter dette lille besøg i universets kærlighedsstruktur kan vi atter dvæle lidt i universets tekniske struktur. Vi har allerede tidligere fået et indblik i, hvorledes den fysiske verden kun udgør et område af bevægelse og atter bevægelse. Der har aldrig nogen sinde eksisteret andet og vil aldrig nogen sinde komme til at eksistere andet end bevægelse på det fysiske plan. Der eksisterer her absolut ikke noget som helst levende væsen, stof, tid og rum. Der eksisterer således her absolut kun bevægelse. Men bevægelse kan kun finde sted i kraft af noget, der bevæges. Det er dette noget, der igennem sanserne erkendes som stof eller materie. Men denne erkendelse udgør altså ikke et fysisk, men et psykisk eller åndeligt produkt. På selve det fysiske plan eksisterer der ikke nogen som helst opfattelse af det, vi oplever som livet, universet eller verdensaltet og alle de her ind under hørende detaljer. Men når der ikke her kan eksistere nogen som helst opfattelse, eksisterer der heller ikke nogen som helst viden, ingen som helst tanker, ingen som helst bevidsthed og dermed heller ingen som helst form for liv. Den fysiske verden er således udelukkende bevægelse og atter bevægelse i renkultur. Absolut alt, hvad der findes i verdensaltet ud over bevægelse, eksisterer i en hel anden dimension. Det er denne anden dimension, menneskeheden fejlagtigt kalder den fysiske verden eller det fysiske tilværelsesplan. Men denne dimension er således i realiteten absolut ikke noget fysisk tilværelsesplan, men udgør et virkeligt hundrede procents åndeligt tilværelses- eller oplevelsesplan. Bevægelse kan umuligt opstå af sig selv og gør det derved til urokkelig kendsgerning, at der må eksistere et andet plan end det livløse fysiske ocean af bevægelse. Men hvad og hvor er dette andet plan? Vi passerer ind over den åndelige verdens grænse Når det igennem bevægelsen bliver en kendsgerning, at der må eksistere et andet plan end bevægelsesplanet, må dette yderligere kunne påvises. Og det er fuldstændigt korrekt. Dette andet plan består af det, vi kalder kraft. Da det er en kendsgerning, at bevægelse umuligt kan iværksættes uden i form af kraft, bliver denne således ligeledes til kendsgerning. Men kraft kan ikke ses eller iagttages med de fysiske sanser. Den kan kun erkendes igennem den reaktion, den fremkalder i materien. Men derved bliver den altså af en anden natur end materie. Denne anden natur er således ikke fysisk. Men noget, der ikke er fysisk og dog alligevel eksisterer, kan kun tilhøre den realitet, vi kalder ånd. Medens materien i hele verdensaltet fremtræder fysisk, vil den kraft bag materien, der bringer denne til at udgøre den mangfoldighed af former, vi kender som detaljer og ting, såsom kloder, sole, mælkeveje, planter, dyr og mennesker eller de levende væseners organismer, udelukkende kun eksistere som en psykisk foreteelse, der som nævnt er det samme som ånd. Og vi er her med denne analyse trådt ud af bevægelsesdimensionen og ind i kraftdimensionen, der altså igen er det samme som, at vi er trådt ud af den fysiske verden og er kommet ind over den åndelige verdens tærskel eller grænse. Men dermed er vi ikke nået frem til livsmysteriets løsning. Det bliver til kendsgerning, at verdensaltet dirigeres af bevidsthed Da kraft ligesom bevægelse ikke udgør et selvstændigt frit og uafhængigt noget, må den have en forudgående årsag og således være en virkning af noget andet. Da kraften bringer materien ind i de bevægelsesformer, vi kalder detaljer og ting, og hvorved begyndelse og afslutning og dermed tid og rum opstår, og 4

5 processen dermed bliver til logisk skabelse, kommer kraften til at afsløre for os, at den er udslag af noget levende. Hvis den ikke var udslag af noget levende, kunne logisk skabelse umuligt opstå. Dette udslag, der således viser sig som noget, der kun kan have et levende ophav, er igen det samme som det, vi kalder vilje. Al kraft bliver således udelukkende direkte eller indirekte dirigeret af vilje, ligegyldigt hvor og hvordan den så end måtte forekomme. Dette bliver til kendsgerning derved, at kraft umuligt kan dirigere sig selv til logisk skabelse. Og da der foruden kraft kun eksisterer materien og de reaktioner i materien, som kraften afstedkommer, er viljen således absolut det eneste, der kan regulere kraften. Da vilje igen kun kan eksistere som udtryk for det, vi kalder ønske eller begær, da der i hele verdensaltet ikke eksisterer noget som helst andet, der logisk kan lede og beherske kraft, og ønske og begær atter igen er det samme som tanker eller tankebilleder, og disse igen kun kan eksistere som identisk med bevidsthed, bliver materiens udformning i skabelse således identisk med noget levendes manifestation. Dette gælder i absolut lige høj grad, hvad enten denne manifestation er mikrokosmisk, makrokosmisk eller mellemkosmisk. Hele verdensaltet er altså i al sin vælde identisk med noget levendes manifestation. Vi er således her kommet til erkendelse af, at verdensaltet dirigeres af bevidsthed. Verdensaltet kommer til syne som et evigt levende nogets eksistens Da bevidsthed udgør en kombination af tanker, evner og anlæg, som kun kan virke i kraft af et dirigerende noget, bliver det således her til kendsgerning, at dette noget eksisterer. Og vi har, i henhold til de mange forudgående analyser af det samme noget, som vi i vort studium af livets kosmiske analyser har gennemgået, let ved at genkende det som jeget i de levende væsener. Vi møder altså dette guddommelige noget eller jeg som alle tings inderste årsag. Det er det eneste i verdensaltet, der ikke eksisterer som en virkning af noget andet. Det er således den absolut eneste eksisterende årsag, til hvilken der ikke eksisterer nogen forudgående årsag. Det udgør altså en årsagsløs årsag. Og dette jeg eller guddommelige noget er det absolut eneste, der ikke eksisterer som identisk med bevægelse, rent bortset fra at det kan afstedkomme bevægelse. I kraft heraf kan det hverken have begyndt eller nogen sinde komme til at ophøre med at eksistere. Dette guddommelige element, som altså er til stede bag enhver skabelse og til stede i ethvert levende væsens organisme som identisk med dennes jeg, er således livets absolut eneste faste punkt. I kraft af sin ubevægelighed er det evigt uforanderligt. Dette elements tilknytning til bevidsthed og materie er ligeså evig, thi hvis der har været en tid, hvor denne tilknytning ikke eksisterede, kunne dette noget ikke være levende. Men når det ikke kunne være levende, kunne det hverken ønske eller begære. Men uden ønske eller begær kunne vilje ikke opstå. Og uden vilje kunne ingen som helst kraft manifesteres. Og uden kraft kan ingen som helst bevægelse, og dermed ingen som helst skabelse, finde sted. Og det, vi kalder verdensaltet, ville således ikke have eksisteret. Da det imidlertid er en urokkelig kendsgerning, at det med alle sine detaljer, skabelsesprocesser og levende væsener eksisterer, bliver det ligeledes en urokkelig kendsgerning, at det evigt har eksisteret som udtryk for dette guddommelige nogets eksistens. Verdensaltet opfylder de tre betingelser, der kræves, for at et noget kan fremtræde som et levende væsen Verdensaltet udgør således en evig realitet. Den struktur, som vi har set gøre sig gældende i forbindelse med det guddommelige noget, såsom, bevægelse, kraft, vilje, ønske eller begær, udgør altså noget, der er ganske uadskilleligt, ganske uløseligt forbundet. Det danner et evigt sammenhængende princip i alt, 5

6 hvad der kan udtrykkes som levende. Hvis der blot mangler en af disse realiteter, ville liv eller livsoplevelse være en total umulighed. Et evigt intet ville ruge der, hvor universet eller verdensaltet eksisterer som et levende Nogets, en evig Guddoms strålevæld, en evig Guddoms bevidsthed, tankefunktion, manifestation og skabelse, en evig Guddoms kærlighedsåbenbaring. Vi er således her atter blevet vidne til, at hele verdensaltet eksisterer som et evigt treenigt princip, nemlig: jeget eller det guddommelige noget, dets bevidsthed eller dets oplevelses- eller tilkendegivelsesevne, der er det samme som dets skabeevne. Og dernæst kommer så resultatet af denne evne, nemlig: det skabte, det frembragte, som igen bliver identisk med dets livsoplevelse. Og vi ser således her verdensaltet opfylde netop de tre betingelser, der kræves, for at et noget kan fremtræde som et levende væsen. De levende væseners jeger, deres bevidsthed og deres organismer, danner tilsammen Guds jeg, Guds bevidsthed og Guds organisme At det er således, som ovenfor anført, bliver til kendsgerning igennem vor egen livsoplevelse. Vi oplever os selv som et dirigerende jeg, der oplever og skaber igennem sin organisme. Ethvert levende væsen udgør således et oplevende og skabende jeg. Alle disse jeger bliver at betragte som ét eneste stort jegelement i verdensaltet. Det bliver dette alts absolut eneste virkelige faste punkt. Dernæst bliver alle de levende væseners mentalitet eller bevidsthed således verdensaltets bevidsthedselement. Efter disse to elementer kommer så bevægelses- og materieelementet. Ligesom disse tre elementer er smeltet sammen i ethvert levende væsen og udgør dets sammensætning, uden hvilken sammensætning det umuligt kunne eksistere som et levende væsen, således eksisterer også de tre elementer i verdensaltet som dettes bestanddel, uden hvilken sammensætning dette ligeledes måtte være uden liv og dermed uden bevægelse, uden skabelse, ja, kort sagt, ganske uden detaljer, uden manifestation af nogen som helst art. Alt liv betinges af alt liv Når alle levende væsener i verdensaltet i deres allerdybeste analyse således ikke er totalt frie suveræne enheder, bliver vi her vidne til, at intet som helst væsen kan eksistere og fremtræde i sin nuværende eller fortidige tilstand uden i kraft af dets sammenhæng med det øvrige univers og familieskab med dets race- eller væsensart, ligegyldigt om det er et makrokosmisk, mikrokosmisk eller mellemkosmisk væsen. Alle levende væsener i verdensaltet er således både bevidsthedsmæssigt og organismemæssigt fast sammenknyttede til hverandre, således at ikke ét eneste væsen eksisterer eller kan eksistere uden netop i kraft af denne sammenknytning. Alle væsener skylder alle væsener til en vis grad muligheden af deres nuværende eksistens, ligesom de nuværende generationer ligeledes til en vis grad skaber muligheden for fødslen af efterfølgende generationer. Verdensaltets levende væsener bliver således en uadskillelig, organisk enhed, i hvilken hvert eneste eksisterende levende væsen er et evigt medvirkende organ i form af et på samme tid fremtrædende makro- og mikrovæsen såvel som et mellemkosmisk væsen. Alt liv betinges således af alt liv. Når væsenet med sin væremåde lukker sig selv ude fra det livsvelvære, som universets struktur er beregnet på at yde de levende væsener At ethvert enkelt væsens liv og væremåde, der kun er til glæde for væsenet selv, kun kan ske på bekostning af andre væseners liv, lykke og velfærd, bliver her åbenlyst. Med en sådan væremåde kommer væsenet, om end ubevidst, til at skille sig psykisk og dermed fysisk ud fra universets øvrige liv og bliver en sabotage på samhørigheden med livet i nævnte univers, der igen er det samme som Guds liv. 6

7 Det er derfor, at den afføder smerte, såvel bevidsthedsmæssigt med sorger og bekymringer, som organismemæssigt med sygdomme, ulykker og læsioner, rent bortset fra den ulyksalige krigszone eller dommedagsepoke, som den jordiske menneskehed i det tyvende århundrede i så udstrakt en grad har fremkaldt. Det, man kalder det onde, er således kun denne afsporede væremåde, hvis fundament er baseret på princippet enhver er sig selv nærmest. Når universet eller verdensaltets levende væsener er samhørige organer i en og samme store organisme, hvis totale velfærd derfor er baseret på denne samhørighed, er det givet, at ethvert væsen, der går imod samhørigheden, efterhånden med denne væremåde lukker sig selv ude fra universets psykiske eller mentale struktur, igennem hvilken alt velvære i universet frembringes og styres. Det frigør sig så at sige fra det livsvelvære, som universets struktur er beregnet på at velsigne alle levende væsener med, hvilket er det samme som Guds bevidsthed, og som tilsidst giver væsenerne kosmisk bevidsthed. Når mikrovæsenerne skaber sygdom i makroorganismen Det levende væsen kan altså afskære sig fra universets hovedstyrelse eller Guds vilje og den herigennem befordrede livsbeskyttelse ved kun at ville gavne og glæde sig selv, ligegyldigt hvad det så end måtte koste dets næste af bekymringer og lidelser. Og det er givet, at det med denne væremåde kun kan opleve en kort eller stakket glæde, idet enhver opstået afsporing i universet, stor eller lille, er det samme som en tilsvarende sabotage eller underminering af den store organisme eller makroorganismen. De velværefrembringende organer, hvilket vil sige medvæsenerne i nævnte organisme, igennem hvilke det pågældende individ skulle garanteres sit velvære, har det altså med sin egoistiske væremåde ignoreret, ja, måske undermineret og gjort til sine fjender. At skabe fjendskab omkring sig, hvad enten det er mand og mand imellem, eller det er imellem nationer indbyrdes, bliver således en ødelæggelsesproces i den store makrokosmiske organisme, i hvilke de pågældende væsener og nationer ellers skulle nyde godt af universets velværeskabende livsstruktur. De samme væsener og nationer vil derfor for en tid være underkastet det mørke, som udelukkelse fra universets ledende generalstruktur nødvendigvis må afføde. Væsenerne bliver da tilsidst prisgivet følgerne af den dødbringende livsførelse, som deres selvbestaltede, egoistiske væremåde nødvendigvis måtte afføde. Når makrovæsenet bekæmper krigs- og sygdomsbefordrende mikrovæsener i sin egen organisme Al ondskab, fjendskab, had og forfølgelse er således i sin dybeste analyse kortslutninger i det mellemkosmiske, elektriske system i de væsener og nationer, imellem hvilke krigen eller fjendskabet eksisterer. Men da de nævnte afsporede væsener og nationer er mikroorganer i den makrokosmiske organisme, i hvilken de eksisterer, danner de også sygdom i denne organisme. Men da enhver animalsk organisme er underkastet et ledende eller styrende jeg, lige meget hvilket af de tre kosmos den så end måtte tilhøre, vil dette jeg bekæmpe sygdommen i sin organisme og bringe den frem til førlighed igen. Dette vil altså sige, at de fjendtlige væsener og nationer, som er sygdommens årsag, vil blive forfulgt fra dette makrokosmiske jegs side akkurat ligesom vort eget jeg søger at bekæmpe sygdom i vor egen organisme og om nødvendigt operere de sygdomsbefordrende organer eller lemmer væk fra denne, hvis det er nødvendigt for dens beståen. Denne forfølgelse bliver i væsentlig grad af makrovæsenet udløst psykisk, og det iværksætter virkninger, der bliver dødbringende for de sygdoms- og krigsbefordrende mikrovæsener i dens organisme. Igennem makrovæsenet 7

8 kommer Guds bevidsthed og vilje således til at føre retfærdigheden og dermed sundheden frem i det syge felt i en sådan grad, at den totale førlighed før eller senere til slut absolut opstår. Makrokosmos identitet som levende væsen er en livsbetingelse for mellemkosmiske og mikrokosmiske væsener, ligesom disse væseners identitet som liv er en betingelse for alt makrokosmisk liv Med hensyn til livets eksistens ville denne også være en total umulighed, hvis ikke netop verdensaltet fremtrådte i form af de tre kosmos: mellemkosmos, hvilket vil sige: mennesker, dyr og planter, som tilhører vort eget spiralkredsløb, og mikrokosmos, som giver os materiale for opbygning og vedligeholdelse af vor organisme og bevidsthedsfunktion, samt makrokosmos, der så at sige giver os husly i universet. Hvordan skulle vi kunne opleve liv og bevidsthed, hvis verdensaltet ikke eksisterede som et makrokosmos for os? Og hvordan skulle vi selv kunne leve i makrokosmos og mikrokosmos, hvis vi ikke selv dannede et mellemkosmos, der kunne være makrokosmos for de væsener, for hvilke det er en livsbetingelse at opleve livet inde i os? Er ikke hele vor organisme fyldt med levende væsener, uden hvis eksistens vi umuligt kunne have organisme? Og hvordan skulle disse små væsener have mulighed for liv, hvis de mellemkosmiske organismer, altså vore organismer, ikke eksisterede? Ser vi ikke netop den samme store skabelse af betingelser for vort liv og tilværelse igennem naturens skabelsesprocesser? Er det ikke netop disse processer, der betinger vort liv og tilværelse? Hvis denne for os fremtrædende makrokosmiske skabelsesproces ikke er organfunktioner i en makrokosmisk organisme, hvad er den da? Da dens skabelsesprocesser er ligeså logiske som processerne inde i vore organismer, kan den absolut ikke være uden et jeg. Hvorfor skulle denne store organisme være til blot for os, som kun er mikrovæsener inde i den? Hvorfor skulle den ikke ligeså godt være til for et levende ophavs eller jegs skyld, ligesom vor organisme er til, ikke blot for de mikrovæseners skyld, der udgør dens indre liv, men også i nok så høj en grad er til for vort jegs skyld? Hvordan skulle livet på kloden kunne fremkomme og blomstre, hvis ikke jordkloden befandt sig inde i solsystemets organisme? Og tror man ikke, solens liv og udfoldelse ligeså godt hviler i en balance mellem dens mikrokosmos og dens makrokosmos, ligesom vi selv hviler i en balance mellem vort eget mikro- og makrokosmos? Er det ikke netop den kosmiske balance, der skal til, for at skabelse i det hele taget kan finde sted, og oplevelse af liv og tilværelse manifesteres? At tro, at universet eller verdensaltet kun er et uendeligt ocean af døde kræfters tilfældige spil, og ud af hvilken tilfældighed den smule mikroliv, som den jordiske menneskehed, altså beboerne på det støvfnug i verdensaltet, vi kalder jorden, udgør, skulle være det eneste og højeste eksisterende liv, er en gigantisk, kosmisk afsporing af logisk tænkning. Det er at leve i døden i stedet for i livet. TIRSDAG Hvad vi har tilbage at fremføre af livsmysteriets løsning Selv om vi nu er blevet kendt med verdensaltets struktur og eksistens som levende og dermed er kommet igennem det meste af livsmysteriets løsning, har vi endnu tilbage at fremføre, hvorledes bevægelser kan blive til materie, materien til skabte ting og skabte ting til livsoplevelse, og livsoplevelsen igen til manifestation og skabelse, og denne igen til livsoplevelse og således fortsættende i det uendelige, hvorved de levende væseners livsoplevelse bliver til en åbenbaring af deres 8

9 udødelighed, evige eksistens og som en kopi af universets levende struktur som en guddoms organisme og dermed fremtrædende i denne guddoms billede efter hans lignelse. Verdensaltet er en levende organisme behersket af et jeg Vi har set, at hele verdensaltet udgør én eneste stor, levende organisme, afslørende logisk skabeevne, og hvorved det bliver en kendsgerning, at nævnte alt dirigeres af bevidsthed. Men dermed bliver det også en kendsgerning, at verdensaltet dirigeres af et jeg, eftersom bevidsthed kun kan eksistere som en egenskab ved et jeg. Og det er dette jeg, der udgør det absolut eneste faste punkt i verdensaltet, ligesom vort eget jeg er det faste punkt i vor egen organisme. Ethvert levende væsen udgør samtidigt et makrokosmisk og et mikrokosmisk såvel som et mellemkosmisk væsen Igennem alle de analyser, vi har foretaget af verdensaltets store og små detaljer, har vi ikke kunnet undgå at se, at disse var udtryk for liv. Vi har set, at livsstrukturen for ethvert levende væsen er inddelt i tre kosmos: mellemkosmos, mikrokosmos og makrokosmos. Alle levende væsener er hver især et makrokosmisk væsen for de mikrovæsener, af hvilke deres organisme er bygget op. På samme måde er de selv mikrovæsener i den makrokosmiske organisme, i hvilken de oplever livet, ligesom de udgør mellemkosmiske væsener imellem de to områder, der udgør deres mikrokosmos og makrokosmos. Guddommen kan hverken være et mikrokosmisk eller mellemkosmisk * væsen Når alle levende væsener hver især således har denne tredobbelte struktur, hvad så med det væsen, der eksisterer som verdensaltets Guddom? Guddommen har hele verdensaltet til organisme. Og det er klart, at dette væsen må afvige fra alle andre levende væsener. Da det fremtræder som det største væsen, altså som et væsen, over hvilket der ikke eksisterer noget væsen, der er større, kan det ikke som andre væsener være mikrovæsen i nogen større organisme. Af samme grund kan det heller ikke være et mellemkosmisk væsen, eftersom et sådant væsen med sin organisme kun kan eksistere i en makrokosmisk organisme. Guddommen kan således i virkeligheden kun udgøre et makrokosmisk væsen, i hvis organisme alt eksisterer som mikrokosmisk liv. Det er også det, der bliver udtrykt i det gamle ord: I ham leve, røres og ere vi. For at være et mikrokosmisk og et mellemkosmisk væsen fordres der det, at der netop må eksistere et større væsen, i hvilket det kan leve, røres og være. Når Guddommen er det største væsen, der findes, kan dette væsen jo umuligt være hverken mikrokosmisk eller mellemkosmisk. Hvorledes Guddommen som levende væsen udgør det eneste i sin slags Når Guddommen er det største væsen, der findes, og den således hverken kan være mikrokosmisk eller mellemkosmisk, kan den kun befinde sig i en situation, intet som helst andet levende væsen kan befinde sig i, nemlig den, ikke at have en guddom over sig, som den kan bede til. Herved afviger Guddommen altså fra alle andre makrokosmiske væsener. Når dens organisme udgør alt, hvad der eksisterer, kan der udenfor denne organisme heller ikke eksistere noget virkeligt udenfor således som hos alle andre levende væsener. Disse har jo alle uden undtagelse en ydre og en indre verden. Men denne Guddommens organismes * Mellemkosmisk er ændret fra makrokosmisk. 9

10 uendelighed har altså ikke nogen realistisk størrelse. Den kan således ikke udtrykkes at være så og så stor eller lille. Derved afviger den også fra alle andre væseners organismer. Da samme organisme aldrig har begyndt og aldrig kan ophøre med at være til, udgør den altså også uendeligheden i tid og fremtræder derved identisk med evigheden. Den er således ganske udenfor tid, ligesom den er udenfor rum og afviger også her fra alle andre eksisterende organismer, som netop er tids- og rumdimensionelle. De har alle til enhver tid en særlig bestemt alder, hvilket Guddommens organisme altså ikke kan have, idet den som nævnt er evig. Da nævnte organisme fylder hele verdensaltet ud, kan den ikke, ligesom de levende væseners organismer, flyttes fra sted til sted. Guddommen i form af verdensaltet kan således ikke hverken løbe, spadsere, køre, flyve eller på anden måde bevæge sig fremad eller tilbage i rummet, eftersom den i sig selv udgør eller opfylder alt rum. Da Guddommen udgør det absolut eneste eksisterende levende væsen i sin slags, har den ingen udenforstående medvæsener at kunne tilkendegive sig for, at kunne udveksle tanker eller tale med. Guddommen bliver til oplevelse og kendsgerning igennem kosmisk bevidsthed Når Guddommens organisme, således som foran nævnt, er uendelig og rummer alt, hvad der eksisterer, og Guddommen dermed er det eneste eksisterende væsen i sin slags og således ingen jævnbyrdige medvæsener har at udveksle tanker eller tale med, og den ikke kan bevæge sig fra sted til sted og således i virkeligheden er uden de realiteter, der ellers er kendetegnet på andre levende væseners liv og bevidsthed, hvordan vil da hans egen særlige livsoplevelse og tilværelse forme sig for ham? Er Guddommen i det hele taget et levende væsen? Som vi her har påpeget, kan Guddommen ikke erkendes i kraft af de detaljer og foreteelser, ved hvilke vi i særlig grad erkender alle andre levende væsener. Når den ikke kan være hverken mikrovæsen eller mellemkosmisk væsen og heller ikke kan være et makrokosmisk væsen i almindelig forstand, hvilket vil sige: et makrovæsen, der samtidigt er et mellem- og mikrokosmisk væsen, hvordan kan den da være et levende væsen? Findes der overhovedet urokkelige beviser på dens eksistens? Og her må svaret uundgåeligt blive, at det gør der i allerhøjeste grad. Da Guddommen er en realitet, ethvert levende væsen på et vist trin i udviklingen igennem særlige kosmiske organer bliver bevidst i, bliver den derved en kendsgerning for de pågældende væsener. Denne bevidsthedstilstand, i hvilken ikke blot Guddommen, men hele universets struktur som identisk med et levende væsens organisme også bliver til bevidst oplevelse og dermed til kendsgerning, har vi lært at kende her i Livets Bog som kosmisk bevidsthed. Ydre foreteelser ved hvilke Guddommen bliver til kendsgerning for den udviklede forsker Kun igennem forannævnte bevidsthedstilstand kan Guddommen blive til vågen dagsbevidst oplevelse og dermed til kendsgerning. Men for alle de væsener, der endnu ikke har nået dette stadium i udviklingen, hører Guddommen ind under den mentale tilstand, vi kalder mystik. Men vi ved også fra tidligere analyser, at alle levende væsener har indbygget i sig en organisk automatisme, der bringer dyret til at skrige, når det er i overhængende livsfare, ligesom den samme automatisme, der befordres i kraft af væsenets instinktområde, får alle primitive naturmennesker til at fornemme, at der er en gud eller guder til. Denne instinktmæssige fornemmelses tilstedeværelse i disse primitive menneskers bevidsthed er altså absolut ikke et produkt af menneskeligt påfund, men udgør derimod en indbygget organisk realitet, der er ligeså evig og urokkelig som selve væsenets identitet som et treenigt princip. Guddommen er således en realitet, et 10

11 noget, der efterhånden bliver til kendsgerning for ethvert levende væsen på samme måde som alle de andre store livsprincipper i verdensaltets manifestationer. Ligesom lyset har skabt væsenernes øjne eller evne til at se, og lyden har skabt væsenernes hørelse eller evnen til at høre, således har den realitet i tilværelsen, der udgør den evige Guddom, også skabt en organisk evne i de levende væsener, i kraft af hvilken de tilsidst vågen dagsbevidst kan opleve Guddommen. Det er i virkeligheden Guddommens tilstedeværelse, der opleves som de begyndende kosmiske glimt, igennem hvilke væsenet bliver vågen dagsbevidst i sin udødelighed og reinkarnation og dermed i livs- eller skæbnemysteriets løsning, og hvorved det kommer til at opleve sig selv som sin egen skæbnes absolutte herre og ophav. Hvorfor Guddommen og de kosmiske realiteter ikke kan blive til kendsgerning for alle mennesker Igennem en lang række i hyppighed tiltagende kosmiske glimt udvikler sig den mentale struktur, der tilsidst afføder den kosmiske bevidsthedstilstand. Det er en sådan bevidsthedstilstand, der danner fundamentet for udtalelserne af de evige ord eller udødelige sætninger, der udtrykker den i renkultur fremtrædende kristendom såvel som de udødelige ord i andre af de store verdensreligioner. Det er med denne udvidelse af sanseevnernes kapacitet, at nævnte kosmiske bevidsthedstilstand opstår. I denne tilstand er væsenets sanseevner udvidet så meget, at det ved egen vågen dagsbevidsthed kan opleve kosmiske realiteter og dermed Guddommen såvel som sin egen udødelighed, reinkarnation og dermed sit eget skæbne- og livsmysteriums løsning. For ethvert levende væsen er Guddommen såvel som de kosmiske sanseobjekter ikke noget, der kan blive til dagsbevidst kendsgerning for væsener, i hvilke de kosmiske sanseevner endnu kun er i svøb, ligegyldigt hvor intelligente de så end måtte være. De kosmiske realiteter eller livsmysteriets løsning kan højst blive sandsynliggjort for de mennesker, i hvem der er så megen humanitetsevne, at deres intuitive evne har kunnet tage sin svage begyndelse. Humanitetsevnens udvikling er netop en betingelse for, at intuitionsevnen kan komme til udvikling og udfoldelse. For alle andre væsener på det jordiske menneskes udviklingsstadium er Guddommen derfor ikke noget, disse væsener har kunnet acceptere som videnskab, selv om væsenerne i kraft af deres instinktevne er meget religiøst troende. Hvorfor væsener bliver materialistiske eller gudløse I kraft af instinktet kan Guddommen ikke klarlægges i form af videnskab, men kun som noget, man absolut rent automatisk tror på eksisterer. For det kolde, intelligente menneske, der endnu ikke har nogen særlig udviklet intuition, men hvis intelligens derimod i stor udstrækning har afløst instinktevnen, er troen på en guddom i tilsvarende grad degenereret og mere eller mindre gået tabt. Det pågældende væsen tror derfor ikke mere, at der er nogen guddom eller noget forsyn til. Og vi siger om et sådant menneske, at det er materialist, det er gudløst eller vantroende. Som blot og bar intelligensvæsen er man således længst muligt borte fra oplevelsen af Guddommen og den kosmiske tilværelses sanseplan. Ja, man kan endog være så langt borte fra fornemmelsen af eller anelsen om Guddommens eksistens, at man ligefrem håner og ringeagter de væsener, der erkender Guddommens eksistens. Men ikke desto mindre vil vi her give en lille skitse af Guddommen, således som denne må leve i sin store ensomhed som det absolut eneste eksisterende væsen i sin slags og som alverdens behersker og ophavet til absolut alt, hvad der eksisterer, og hvis bevidsthed udgør: 11

12 alkærligheden, alvisdommen og almagten, i kraft af hvilke mentalkulminationer den bliver identisk med livets absolutte eneste eksisterende virkelige faste punkt. Hvorfor menneskene ikke forstår de store makrokosmiske bevægelser som levende eller som livsytringer For at gøre sig Guds eget ensomme liv begribeligt må man naturligvis først og fremmest forstå de betingelser, der kræves, for at noget kan opleve og dermed være levende eller have liv og bevidsthed. Ser vi på vort eget liv, da ser vi, at det består af en serie oplevelser, som alle stammer fra vor ydre verden. Vi ser omkring os naturens kræfter arbejde, vi ser levende væsener i en mangfoldighed af variationer, form og fremtræden. Vi ser kontinenter og have, bjerge og dale. Vi ser kloder, sol- og mælkevejssystemer lyse for os ude i verdensrummet. Vi ser, at alt udgør et uendeligt ocean af bevægelse. Men vi ved også, at al den bevægelse ikke er udløst af blot og bar tilfældigheder, idet ingen som helst bevægelse kan eksistere uden at være udgået fra et eller andet levende væsen. Der findes således bevægelser, der har rod i eller udgår fra makrokosmiske såvel som fra mikrokosmiske og mellemkosmiske væsener. Men så længe menneskene ikke kender til andre væsensarter end de mellemkosmiske og i et lille område de mikrokosmiske, men slet ikke har noget kendskab til de makrokosmiske væsener, kan de naturligvis heller ikke forstå de makrokosmiske bevægelsesarter eller energiudløsninger som levende. Derfor er hele dette store område af bevægelser og energiudløsninger, som vi kalder naturen, elementerne, regn og solskin, kulde og varme osv., mystik for disse væsener. Hvorfor den moderne videnskab ikke kan give livsmysteriets løsning At man har en viden om disse foreteelser, i form af den moderne videnskab, betyder ikke, at man kender disse energiudløsninger eller bevægelser som levende eller som livsfunktioner. Tværtimod, her kender man kun disse foreteelser som materie, som stof i bevægelse og forvandling og den i samme stof fremtrædende kemi og teknik, mål, vægt og styrkegrader, volumen osv. Men hele denne viden er i virkeligheden ganske sjælløs, selv om den ganske vist må erkendes som videnskab. Den viser absolut ikke alle disse store naturkræfter som livsytringer. Mål, vægt og volumen giver ikke noget som helst bevis for liv. Døde ting har ligesåvel mål, vægt og volumen som levende ting. Derfor kan den materielle videnskab i sig selv kun være en videnskab om sjælløse eller døde ting. Men en videnskab om døde og livløse ting kan ikke afsløre livsmysteriets løsning. Ingen som helst bevægelse kan blive til uden et ophav, der igen er det samme som Guddommen Men da det er en kendsgerning, at livet eksisterer, og at alt udgår, skabes og tilintetgøres af liv, bevidsthed og tankefunktion, ligesåvel de makrokosmiske og mikrokosmiske som de mellemkosmiske skabelsesprocesser og energiudløsninger, kan livsmysteriets løsning kun være fyldestgørende i form af facitter, der udtrykker bevidsthed og tankefunktion bag alle former for bevægelse i verdensaltet, ligegyldigt om det er de mindste støvfnug, der lægger sig usynligt og umærkeligt på et eller andet, eller det er kæmpemæssige mælkevejssystemer, der i deres gigantiske vælde sejler igennem verdensaltets evighed efterladende sig tid og rum. Ingen som helst bevægelse kan således eksistere uden at have rod i eller være udgået fra et levende ophav, ligegyldigt hvad enten det er havets brænding eller stjernernes gang. Og det er dette ophav, vi har lært at kende som den evige Guddom eller alle levende væseners evige Fader. 12

13 Hvorfor Guddommen er allestedsnærværende og betegnes som værende i himlen Hvad berettiger nu til, at vi skal opfatte dette ophav som alt livs Guddom eller evige Fader? Verdensaltet består af et uendeligt ocean af selvstændige levende væsener, der hver især har deres egen bevidsthed og vilje, begær og ønsker, og i kraft af hvilke de skaber deres eget liv og skæbne. Dette gælder ligeså godt indenfor dyrenes område som indenfor menneskenes. Hvad har alle disse tilsyneladende frie og selvstændige væsener med Gud at gøre? Er Gud da ikke også et selvstændigt væsen, der har sin egen organisme udenfor de andre væsener ligesom os? Jo, Gud er absolut et selvstændigt suverænt væsen, ja, endog i så høj grad, at intet som helst andet levende væsen kan komme til at fremtræde i en sådan suverænitet som den, Guddommen her åbenbarer sig i. Men Guddommen har ikke sin organisme udenfor andre levende væseners organismer, således som vi og alle andre levende væsener har det. Her er vi kommet til den store principielle forskel, der er på Guddommens og alle andre levende væsener i verdensaltet. Guddommens organisme er intet mindre end det evigt eksisterende verdensalt med alle dets levende væsener, detaljer og ting. Forskellen på Guddommen og et hvilket som helst andet levende væsen er den, at alt er i Guddommens organisme, medens det kun er meget begrænset, hvad der på naturlig måde har hjemsted i vor egen organisme. Da verdensaltet og alt, hvad der er i det, væsener og ting, er Guddommens organisme, kan Guddommen således ikke være et sted henne, men er allestedsnærværende. Han er i vor organisme, eftersom denne organisme udgør et lokalt organ i hans organisme. Og han er i andre væseners organismer, eftersom disse også er lokale organer i ham. At tro, at Gud er et sted henne, er således overtro. Når Kristus udtrykker Guddommen som vor Fader, du som er i himlen, er det netop fordi, denne betegnelse er den fuldkomneste og eneste, der helt dækker denne Guds stedbetegnelse. Man må her forstå, at verdensrummet udgør den himmel, der er omkring en hvilken som helst klode, omkring et hvilket som helst sol- og mælkevejssystem. Når vi ser op på den for os fremtrædende blå himmel, er det i virkeligheden det gigantiske verdensrum vi ser ind i. Himlen og verdensrummet er således det samme. Når Guddommen er allestedsnærværende i verdensrummet, vil det altså sige, at han er allestedsnærværende i himlen. Da alle kloder, sol- og mælkevejssystemer svæver i verdensrummet, befinder disse sig altså også i himlen og er dermed indenfor Guds domæne. ONSDAG Intet levende væsen kan leve isoleret og uafhængigt af andet liv Vi har således berørt, hvorledes alle væsenernes jeger tilsammen udgør Guds jeg, og alle væseners organismer er Guds organisme. Men for at det kan være det, må de netop alle være uløseligt forbundne med Guds jeg. Og vi ser da også, at intet som helst væsen kan leve isoleret og ganske uafhængigt af alt andet liv. Var der ikke dyr og planter til, ville mennesket umuligt kunne leve på det fysiske plan. Hvis ikke der var dyr, der kunne være føde for andre dyr, ville disse sidstnævnte dyr ikke kunne leve. Og hvis der ikke var vegetabilsk næringsmulighed, kunne de planteædende væsener heller ikke leve. Ser vi på kulturen og menneskelivet, ser vi også her, hvorledes menneskene er afhængige af menneskene. Alle mennesker eksisterer i kraft af andre menneskers frembringelser: videnskab, religion, oplysninger, undervisning, sygdomsbekæmpelse, huse, boliger, maskiner, redskaber osv. Intet menneske kan således undvære at være knyttet til fællesskabet med sin art eller race. Og denne 13

14 sammenknytning af væsenerne i et stort fællesskab med hensyn til opretholdelse af deres liv er ikke noget, der har taget af med udviklingen, tværtimod. Menneskene bliver i kraft af opfindelser og opdagelser, forretningsvæsen, de store rejsemuligheder, telefon, telegraf, internationale bevægelser og meget mere, sammenknyttede til en stor enhed. Dette vil senere hen med tiden blive endnu mere understreget af den omstændighed, at alle nationer og stater også bliver mere og mere forenede for tilsidst at danne én eneste stor stat, som vil komme til at omfatte intet mindre end hele kloden. Alt liv er sammensvejset til en enhed, selv om det fremtræder opdelt i enheder, vi kalder levende væsener Intet levende væsen kan således bryde af fra selve klodens liv og undvære de betingelser for dets fysiske liv, som kloden giver det, og så endda være levende. Alt liv på en klode eller planet hører sammen, ligesom alle normale organer i et væsens organisme hører sammen. Men en sådan levende klode er heller ikke fri og selvstændig. Dens livsbetingelse og opretholdelse sker kun på basis af netop de betingelser, som det solsystem, den befinder sig i, kan give. Uden at den var knyttet til en livgivende sol, ville intet som helst fysisk liv kunne eksistere på eller i dens terræner. Det samme princip gør sig også gældende for det solsystem, den befinder sig i. Dettes eksistens og udfoldelsesmulighed eller livgivende struktur er igen livsbetinget af et endnu større system og således fortsættende i det uendelige. Alt liv betinges af alt liv. Intet liv i universet eller verdensaltet eksisterer totalt frit af det øvrige liv. Hvis det kunne tages ud herfra, ville det betyde den totale tilintetgørelse. Men derved bliver det således en kendsgerning for den udviklede forsker, at alt liv i realiteten er sammensvejset som en absolut enhed, selv om det ganske vist til en vis grad er delt op i de enheder, vi kalder levende væsener. Verdensaltets guddommelige teknik og kemi, der fører de levende væsener mod den allerhøjeste totale lykke og velsignelse Denne opdeling eksisterer ikke på anden måde, end at alle de levende væsener bliver hverandres forannævnte livsbetingelser. Så guddommelig er verdensordningen, at de levende væsener kan føle sig frie og suveræne i deres eget daglige liv og dog være en livsbetingelse for andre levende væseners oplevelse af livet. Hvordan skulle mikrovæsenerne i vor egen organisme kunne eksistere, hvis vi ikke selv eksisterede? Hvordan skulle vort nuværende liv være blevet til og fået eksistens, hvis princippet mellemkosmiske væsener ikke eksisterede? Og hvordan skulle den organisme, som er vort makrokosmos, kunne eksistere som levende, hvis vi og alle vore medvæsener i mikrokosmos og mellemkosmos ikke eksisterede? Men det er ikke blot bevidsthedsmæssigt, at alt i universet er forbundet og udgør en uadskillelig enhed. Teknisk og kemisk er også alle materier, stoffer og kræfter forenede i skabelsen af logiske processer, af hvilke de levende væseners livs- og ernæringsmuligheder er et resultat. Der bliver således dannet en passende atmosfære eller luftart, hvis indånding er en livsbetingelse for os. Der er dannet et tilpas klima, hvilket vil sige: et for os livsbetingende kulde- og varmeforhold, som vi kan leve i og nyde tilværelsen. Ligeledes er det også naturens geniale tekniske og kemiske resultater, vi ser for vore øjne som sommerens mest pragtfulde blomsterenge med en mangfoldighed af variationer i solspektrets strålende farver. Alt er lagt til rette for de levende væsener således, at det opfylder betingelserne for, at de kan opleve livet så praktisk og fuldkomment som muligt og derigennem opnå den højeste totale store lykke og velsignelse. 14

15 Verdensaltet bliver synligt som Guds organisme og åbenbaring Vi ser således, at verdensaltet er et uendeligt ocean af liv, der er opdelt og udløser sig igennem de suveræne livscentre, vi kalder levende væsener. Der forekommer således absolut ikke nogen som helst mulighed for totalt at adskille noget som helst af dette livsocean fra hinanden. Det udgør en absolut uadskillelig enhed. Og da det er levende og udløser højintellektuelle eller logiske skabelsesprocesser, bliver det en kendsgerning, at dette ocean er identisk med en levende organisme. Men når verdensaltet således er en levende organisme, bliver det også en kendsgerning, at denne levende organisme har et ophav. Og vi kommer atter her til det kendte guddommelige noget eller X1. Men når dette ophav således har en organisme og kan skabe, har det altså også bevidsthed, hvilket vil sige, at det kan tænke, det har vilje, ønske og begær. Og resultatet af denne gigantiske, guddommelige skabelse bliver til kendsgerning i form af det evige verdensalt med dets mangfoldighed i variation af skabte detaljer eller realiteter. Og denne skabelse er altså den evige Guddoms åbenbaring eller tilkendegivelse. Det er denne Guds tilkendegivelse, vi oplever hvert eneste øjeblik af vort liv. Hver eneste lille brøkdel af vore oplevelser er altså brøkdele af denne åbenbaring, og som altså for os i virkeligheden bliver en ydre oplevelse af verdensaltets evige Fader. Intet og ingen kan være uden for Guddommens bevidsthed, tanke og vilje Her er adgangen til at studere Guds bevidsthed. Verdensaltet er således en levende, skabende organisme og er dermed et redskab for et altomfattende evigt jeg. Dette jeg bliver derved synligt som et altomfattende levende væsen. I dette væsen leve, røres og er alt eksisterende liv, al eksisterende oplevelse, alle størrelser, alt rum og al tid. Dette gigantvæsen udgør alt, hvad der overhovedet findes, alt hvad der har eksisteret, og alt, hvad der nogen sinde vil komme til at eksistere. Alt er underlagt dette væsens vilje, begær og ønske, såsom: forvandling og skabelse, tilblivelse og ophør. Det er ikke så mærkeligt, at alt, lige fra det mindste støvfnug til det mest gigantiske mælkevejssystem, lige fra de mest faste stoffer til de mest porøse og luftformige materier, lige fra de mindste mikrokosmiske til de mest makrokosmiske væsener er bundne lokale uundværlige felter i dette gigantvæsen, i dette den evige Faders kropslige og mentale domæne. Intet som helst kan være udenfor dette guddommelige væsens bevidsthed, tanke og vilje. Tænk hvilken grad af tryghed det afføder i det kosmisk bevidste væsens mentalitet. Det endelige mål eller slutfacit af al bevægelse, al skabelse og alle kontraster Vi er allerede blevet bekendt med, at alt, hvad naturen og dermed Guddommen overhovedet skaber, uundgåeligt i sit slutfacit er til lykke, glæde og velsignelse for levende væsener. Foruden den mangfoldighed af slutfacitter eller absolut færdige resultater, som vi ser i naturen eller i Guddommens skabelsesområde, er det endelige slutfacit med hensyn til de levende væsener dette, at de hver især skal blive til et væsen i Guddommens eget billede. De skal vide alt, kende alt, kunne skabe alt, hvad der kan være tilfredsstillelse af de normale og naturlige ønsker, der kan opstå i et højeste væsen som livscenter og søn af den evige Guddom. Dette er det endelige mål med al bevægelse, al skabelse, alle kontraster lige fra det mørkeste mørke eller såkaldte ondeste onde til det mest lysende kærlighedens strålevæld. At et sådant kosmisk væsen ikke kan komme til at føle utryghed, ufred eller nervøst sammenbrud turde være selvfølgeligt. At en virkelig kærlighed og dermed en total mental soltilværelse vil være et sådant væsens normale skæbne er hermed ligeså selvfølgeligt. 15

16 Hvorledes kærligheden og visdommen er livets højeste fundament i væsenernes førelse igennem spiralkredsløbene Ser vi på et sådant væsens hele livsbane igennem et spiralkredsløb, bliver det en kendsgerning for os, hvorledes kærligheden og visdommen er livets højeste fundament. Vi ser et sådant væsens livsforløb i spiralens første riger, når det efter at have oplevet nævnte spirals gigantiske lysepoke, udgår fra salighedsriget, hvor alle dets erindringer fra samme spiralkredsløbs oplevelser er omdannede fra at være vågne dagsbevidste og underbevidste kopioplevelser til ubevidste talentkerner og anlæg, ved hvilke væsenet nu automatisk kommer på bølgelængde med den ny spirals energikilder og påvirkninger. Og her i den ny spirals fødselszoner: planterigets og dyrerigets første sfærer, har væsenet ingen vågen dagsbevidst intellektualitet, hvilket vil sige: intelligens, i kraft af hvilken det vågent dagsbevidst kan planlægge og opbygge sin tilværelse, således som det senere får evne til længere fremme i spiralkredsløbet og derved bliver til menneske. Men ikke desto mindre er der sørget for, at alle livsformerne igennem planteriget og frem til dyreriget, hvor intellektualiteten kan begynde at udvikles hos væsenerne, kan blive fuldstændig logisk ført frem igennem dette spiralkredsløbs fødselsepoke, i hvilken deres første spæde dagsbevidsthedstendenser kan udløse sig som oplevelse af behags- og ubehagsanelse. Det er først her i denne epoke, at de kan begynde at få udviklet de fysiske sanser: synet, hørelsen, lugten, smagen og fornemmelsen. Her bliver alle væsenerne fra den forudgående spiral altså ledet ved automatiske funktioner, der udløses af disse væseners første store sanseenergi: instinktet. I kraft af denne sanseenergi og de ved denne udløste automatfunktioner føres det endnu ubevidste eller sovende, levende væsen således igennem den ny spirals fosterzoner og frem til de stadier, hvor individet selv kan begynde at tænke og ræsonnere, begynde at få vilje og forstand, så det selv kan begynde at befordre opretholdelsen af sit eget liv ved sin egen vågne dagsbevidsthed. Hvorledes væsenerne garanteres evig livsoplevelse Og herfra og frem efter har det så fri vilje til at gøre, hvad det vil. Men hermed følger så den klausul, at det må tage følgerne af sin handlemåde. Dræber det, må det selv blive dræbt. Beskytter det andre væsener, bliver det selv beskyttet. Er det koldt og egoistisk overfor andre levende væsener, møder det selv tilsidst kun egoisme og kulde hos dets medvæsener. Igennem denne livsepoke, hvilket vil sige: den sidste del af dyrerigets eller det ufærdige menneskes livsepoke, opstår visdommen som frugten af nævnte egoistiske erfaringer. Og menneskene går ved hjælp af disse frugter eller visdommen ind i deres fuldkomne epoke, får kosmisk bevidsthed, bliver ét med Gud og har dermed fået adgangen til at opleve den livsepoke, i hvilken livsoplevelsen kulminerer som den allerhøjeste og fuldkomneste form for oplevelse af liv. Efter mættelsen af denne det fuldkomne livs epoke stiler de atter imod salighedsriget, fra hvilket de igen vil udgå til livets kulmination i en ny spiral og således fortsættende i al evighed. Således er de levende væseners fornyelse og muliggørelse af evig livsoplevelse garanteret væsenerne i den evige Guddoms bevidstheds- og organismedomæne. Hvorfor den evige livsoplevelse ikke kan være en permanent uafbrudt lysoplevelse Intet som helst levende væsen behøver således at frygte nogen som helst fortabelse eller tilintetgørelse af sig selv. Intet som helst væsen kan andet i sit slutresultat end blive til det fuldkomne menneske i Guds billede og derved få oplevet livets kulmination i kærlighed, visdom, skønhed, begavelse, kunst og det højeste velvære. At dette højeste velvære ikke kan være en permanent uafbrudt oplevelsestilstand, så væsenet ikke påny behøvede at komme til at gennemgå de 16

17 lavere riger i de kosmiske udviklingsspiraler, er selvfølgeligt. Ingen oplevelse kan finde sted uden i kraft af dens modsætning eller kontrast. Man kan ikke male glimrende kunstværker med hvid maling på hvidt lærred, ligesom man heller ikke kan læse en skrift, der er malet med sort farve på tilsvarende sort lærred. Livsoplevelse kan umuligt finde sted uden at være en kontrastoplevelse. Der, hvor der ikke findes nogen kontrast, kan oplevelse umuligt finde sted. Hvis vi aldrig kunne eller aldrig har oplevet en modsætning til kærlighed, hvilket vil sige: hadet, eller ukærligheden, hvordan skulle vi da kunne opleve eller fornemme kærlighed? Det, vi ikke har en kontrast til, kan umuligt opleves. En hvilken som helst ting kan kun blive tilgængelig for sansning i kraft af sin kontrast. Det er modsætningerne, der markerer tingene. Da det levende væsens højeste livsoplevelse er kærlighedens og visdommens kulmination og derigennem fornemmelsen af det allerhøjeste velvære, der overhovedet kan eksistere, er det en absolut uundgåelig betingelse, at det levende væsen kan komme til at opleve kontrasten til kærligheden og visdommen. Hvis denne mulighed ikke eksisterede i universet, ville al bevidsthed og dermed alt liv være en umulighed. Derfor er det en uundgåelig betingelse for evig livsoplevelse, at det levende væsen har adgang til at forny sin oplevelse af mørkekontrasten for dermed at få evne til påny at opleve kulminationen af lyskontrasten eller det højeste velvære i livsoplevelsen. Og det er netop denne strålende mulighed, det store kosmiske spiralkredsløbsprincip giver de levende væsener. I dette oplever de nævnte væsener, som vi forlængst er blevet kendt med, mørkeepokens kulmination og ligeså lysepokens kulmination. Ved en skiftende gentagelse af oplevelsen af mørke- og lysepoken bliver væsenets oplevelsesevne således stadig fornyet og væsenet dermed garanteret en evig oplevelse af liv. Vi skal ikke mere dvæle ved denne de levende væseners livsoplevelsesevnes stadige fornyelse, men nu gå over til at se lidt på selve den evige Guddoms egen bevidsthed og dermed få et lille indblik i, hvordan Guddommen i sin majestætiske ensomhed oplever sit eget liv. Hvorfor Guddommens bevidsthed må afvige fra alle andre levende væseners bevidsthed Som vi har set, afviger Guddommens bevidsthed fra alle andre levende væseners bevidsthed derved, at den kun kan være indadvendt, eftersom der ikke overfor Guddommen eksisterer noget udenfor, ved siden af, for eller bag ved, ovenover eller nedenunder. Medens alle levende væsener har en ydre verden og en indre verden som objekter for deres sansning, har Guddommen således absolut kun en indre verden. Alt er således inde i Gud. Der findes absolut ikke noget udenfor Gud. Det er denne situation, der gør ham til verdensaltets Guddom. Og det er den samme situation, der betinger, at der kun kan eksistere denne absolut ene Guddom, og at intet som helst andet væsen kan komme i samme situation eller indtage Guddommens plads. Guddommens oplevelse af livet må da forme sig tilsvarende anderledes end de levende væseners livsoplevelse. Disse sidste oplever verdensaltet i to sanseområder: den ydre verden og deres egen indre verden. Men Guddommen har som nævnt kun en indre verden, da alt lever, røres og er i ham. Det bliver derfor ikke let for den begyndende forsker at forstå Guddommens bevidsthed, eftersom denne er det eneste væsen i sin slags, og man derfor ikke kan henvise til andre levende væsener som eksempel på dennes tilværelse. Men helt umuligt er det dog alligevel ikke at komme til forståelse af denne guddommelige og eneste i sin slags eksisterende tilværelses- eller livsoplevelsesform. For Gud 17