Fra Sven Fengers bog 'Caribiske Stemmer'

Transkript

1 Cuba rummer mange andre musikkulturer end son og salsa. Hver især kunne de lige så godt have nået samme udbredelse. Et eksempel er troubadourgenren la nueva trova. Når jeg lukker øjnene og folder det indre øre ud, hører jeg dem igen - de caribiske stemmer. De stemmer, der synger om tiden og kærligheden, om den caribiske drøm, om barndommens land, om smerten og stoltheden. Til en puls der ikke blot er musikkens puls, men som går igen i livet i stort og småt, i måden at slentre ned ad gaden på, i måden at tale på, i måden at køre bil - tilbagelænet, stædig, medrivende, og af og til eksplosiv. Musikken er omdrejningspunktet i dette liv bag bountylandets facade. Fra Sven Fengers bog 'Caribiske Stemmer' Hvis man skal sætte den cubanske musik ned på en kort formel, så handler den om nærvær, om spontanitet, om samspillet mellem det individuelle og det kollektive, hvor begge dele er lige uundværlige og hinandens forudsætninger. Det er begreber som vi, i hvert fald i højskoleverdenen hvor jeg færdes til dagligt, kan nikke genkendende til. Fordi de også optræder i det dannelsessyn, der er grundlaget for den pædagogik, der udfoldes inden for den danske folkehøjskole. Her pointerer vi netop de fælles oplevelser for i samme åndedrag at fremhæve 1 / 6

2 "det enkelte menneske som noget enestående, som et guddommeligt eksperiment". Og mødet mellem det kollektive og det individuelle sker i samtalen, hvor det levende ord er mediet, hvor der er plads til de spontane indfald, og hvor nærværet, mødet mellem mennesker i øjenhøjde, er forudsætningen for, at kommunikationen overhovedet finder sted. Der er faktisk ikke så langt fra højskolens slagsang "Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord" til den korte formel, jeg just har stillet op for de cubanske musikkulturer. Med på den værste Men hvad er det så, der er på spil i disse for de fleste danskere så eksotiske musikkulturer? Cubansk musik er poetisk blevet beskrevet som "resultatet af en kærlighedsaffære mellem den spanske guitar og den afrikanske tromme", der med en ubekymret og tilbagelænet nonchalance blander sig med de strømninger, der når landet fra den store verden. Sådan har den cubanske musik altid opført sig, lige siden den blev født blandt spanske kolonisatorer og sorte slaver, over de massive amerikanske påvirkninger i 1940ernes og 1950ernes Cuba, til dagens påvirkninger fra de over tre millioner turister, der årligt besøger landet. Hvilket paradoksalt nok ikke har svækket musikkens egenart, blot styrket den. Fordi traditionen altid har været, at man kun tog det ind fra de fremmede musikkulturer, man kunne bruge til noget. Resten lod man bare ligge. Når man således i dag i Havanna hører tydelige rap- og techno-elementer i den allernyeste cubanske salsa, er det ikke et tegn på, at stilarten er ved at degenerere eller at den har overgivet sig til den internationale musikindustris mainstream. Tværtimod. Det viser blot, at musikken er levende og 'med på den værste'. Samtidig er man nemlig aldrig i tvivl om, at det er cubansk musik, der bliver spillet. Dertil er musikkens afro-cubanske træk - det rytmiske, det kollektive, det solistiske, det kropslige, det klanglige - for tydelige. Og inderst inde er de, cubanerne, udmærket klar over, at de er i besiddelse af en af verdens rigeste og mest originale musiktraditioner. Det er bare os andre, det ikke rigtigt er gået op for endnu. Bruttonational-kulturlivet Vi har altså at gøre med en aldeles selvbevidst og uimponeret musiktradition, som både har overskud til at give og modtage. Det skal der et kulturelt stærkt bagland til at bære, og det er lige præcist, hvad der er tale om. For Cuba er et af de lande i verden, der rummer mest kulturliv pr. indbygger. Dette er et udsagn, der ikke er statistisk belæg for al den stund, at man af gode grunde ikke kan lave statistik på musiske fænomener som poesi, musik, dans, fest i gaden, religiøse ceremonier, billedkunst, og så videre. Men har man bare én gang besøgt landet, er man næppe i tvivl om, at der her udfoldes en ganske særlig musikalsk og poetisk vitalitet, som kun sjældent opleves på vore breddegrader. Og dog - for noget af musikken er faktisk blevet så meget folkeeje her i landet, at vi har glemt, at den ikke altid har været her: Hvem har ikke danset cha-cha-cha, rhumba og mambo i barndommens danseskole, og hvem har ikke sunget med på 'Guantanamera', om ikke andet så på Shu-Bi-Duas 'Toms karameller'? Det er oprindelig cubansk musik, som blev opdaget af amerikanske turister og musikere, der boltrede sig i Cuba før revolutionen, og som kom på mode i USA i 1940erne og 1950erne for dernæst at brede sig videre til Europa. Og når vi i dag er en del, der bekender os til salsaens på én gang stramme og legende rytmiske og melodiske univers, så er det ligeledes musik, der stammer fra det ellers så 2 / 6

3 fattige sukker- og tobaksproducerende land. Revolutionens troubadour Her kunne lovsangen om landet og musikken egentlig godt slutte, for når man betænker, at Cuba i dag rummer 10 millioner indbyggere og er to en halv gange så stort som Danmark, så er det i sandhed noget af en præstation at have beriget en hel verden med nogle af sine nationale musik- og dansetraditioner. Men, men, men... Landet byder på så mange andre musikkulturer, som lige så godt kunne have opnået samme udbredelse. Blandt andet lever der en bemærkelsesværdig troubadourkunst i Cuba, som tilstræber en ligelig vægtning af musik og poesi - tilsat lidt men ikke uvæsentlig revolutionsromantik - eller kritik af samme. Fænomenet hedder la nueva trova, den nye troubadoursang, og de fremmeste inden for genren er lige så store koryfæer i den spansktalende del af verden som Paul McCartney og Bob Dylan er det herhjemme. En af de største cubanske troubadourer i dag såvel som for 30 år siden hedder Silvio RodrÌguez. Han har skabt et livsværk af sange, hvoraf nogle er klassikere og smukke vidnesbyrd om livets og kærlighedens vilkår i 'det unge Cuba', det vil sige det Cuba, der opstod efter revolutionen i Faktisk er han også repræsenteret i det danskeste af det danske: den syttende udgave af Folkehøjskolens Sangbog, hvor han er anført som komponist til den sang, alle betragter som Bj rn Afzelius' bidrag til den nordiske sangskat: "Du är det finaste jag vet". Men i virkeligheden er der her tale om en halvgod oversættelse af en af Silvio Rodriguez' klassikere i Nueva Trova-traditionen. For et par år siden udkom der en lille bog med nogle af Silvio RodrÌguez' sange i dansk gendigtning: 'Cuba, jeg skænker dig en sang', (oversat til dansk af Michael Lose, Mic.Art,1998.) Her præsenteres mange af de sange, alle kendere og aficionados har i det indre øre. Og det er en fornøjelse at bladre i bogen og genopleve stemningen, lyden, stemmen, det musikalske arrangement i sange som titelsangen, 'Te doy una canción', der også leverer bogens motto med følgende vers: Jeg skænker dig en sang som et skud som en bog et ord, en guerilla ligesom jeg giver kærlighed. Hermed angives grundstemningen i såvel Silvio RodrÌguez' som jævnaldrende troubadourers kunstneriske og politiske budskab. De voksede op med revolutionen, og de tilhørte alle den samme snævre kreds af musikere og sangere, der modnedes kunstnerisk i Havanna i 1960erne og 1970erne. En af pionererne fra dengang, guitaristen Martin Rojas, giver i et retrospektivt interview fra begyndelsen af 1990erne sin version af historien om la nueva trova - her gengivet fra min bog 'Caribiske stemmer', der rummer portrætter af nogle af de mest fremtrædende cubanske troubadourer: Vi var en lille gruppe musikere og venner, der besluttede at lave noget nyt, noget der brød med det traditionelle musikliv. Vi havde ikke nogen fælles musikalsk platform. Vi var individualister. Når vi mødtes, privat, i parker, på små beværtninger, spillede vi vores sange for hinanden. Vi udvekslede synspunkter. Vi delte en fascination af den vestlige 3 / 6

4 folk song og rockmusik og søgte efter en musikalsk udtryksmåde, som vi kunne identificere os med. Og vi var enige om, at vi ville noget andet og mere end de gamle troubadourer, der ikke bevægede sig uden for den cubanske tradition. Vores sange skulle være et spejl, der reflekterede den nye virkelighed. Samtidig skulle de holdes inden for en følsom, forfinet stil, der lagde afstand til den mere grovkornede politiske sang, som blandt andet Carlos Puebla stod for. Folk troede, vi var en politisk bevægelse eller repræsentanter for det ungdomsoprør, der foregik i den vestlige verden. Men reelt var vi blot en gruppe unge søgende musikere og digtere, der tændte på den samme idé. Vi følte simpelthen at vi kunne tilføre den cubanske troubadoursang et nutidigt udtryk. Carlos Puebla ( ) er kendt som revolutionens troubadour, der med sine skarpe og ofte humoristiske politiske sange blev opfattet som et folkets talerør og et symbol på modstanden mod Batista-styret i 1940erne og 1950erne. Efter revolutionen og indtil sin død var han personificeringen af den cubanske nationaltroubadour. Når Silvio RodrÌguez siger "vi" indbefatter det blandt andre Pablo Milanés, Noel Nicola, Eduardo Ramos, Sara Gonzçles og Vicente Feliù. Alle kunstnere, der har ydet deres bidrag til den nyere cubanske sangskat. Men det er Silvio RodrÌguez, eller Silvio som han hedder i folkemunde, der mest konsekvent har viet sin kunst til Nueva Trovaens idealer: den lavmælte hyldest til 'det nye menneske' og 'den nye virkelighed'. Hans sange hviler i et følsomt og indlevet univers, hvor kærligheden omfatter såvel den ydre verden, 'folket', det cubanske folk i revolutionens tidsalder, som det helt nære - i sangen 'Kvinder' (Mujeres) symboliseret ved kunstnerens datter: Jeg har beundret kvinder som historien tildelte laurbær og andre ukendte, giganter, som bøgerne ikke kan rumme. Jeg har beundret en masse kvinder kvinder af ild, kvinder af sne, Men det som jeg mest beundrer så jeg næsten taber vejret, det som jeg mest beundrer er dine øjne, min datter, er dine guddommelige øjne. Indlevelsen i og opmærksomheden over for individet, solidariteten med de nederste i samfundet er intakt i samtlige sange, også selv om det indebærer en kritik af det herskende politiske system. Som i sangen 'Nattens blomster' (Flores Nocturnas), hvor et af det cubanske samfunds paradokser, den udbredte prostitution i Havannas turistkvarterer, udstilles i al sin menneskelige armod: De spirer frem, de springer ud, de eksploderer på 5. avenida de rives af og duften svinder hastigt bort. De siger at blomstens liv er hårdt når dens kronblade krøller sammen i solen. Nattens blomster er blege og ånder af skuffelse og bedrag. Blomster som krydser de forbudte portaler blomster som ved det jeg aldrig får at vide blomster som fletter deres drømme om livet til guirlander uden håb blomster på lagner med øjne frasorterede blomster lystens 4 / 6

5 klokkeblomster blomster uden forår eller årstid blomster der spiser kærlighedens levninger. Selv udlægger Silvio sit forhold til revolutionen og det cubanske samfund på denne måde i et interview fra begyndelsen af 1990erne: "Jeg har aldrig bestræbt mig på at være revolutionens stemme - det er Fidel Castros anliggende. Det appellerer ikke til mig at repræsentere det officielle Cuba, for mine sange har altid været anti-officielle. De påpeger modsætningerne og udstiller mine tvivl og forbehold. Men samtidig er jeg en person, der føler for revolutionen, som tror på den, som tror på Fidel." Silvio er cubaner, og han har viet sit liv til det folk og den politiske virkelighed, han er ét med. I sangen 'Til laser og pjalter' (Canción en harapos) er nærværet og solidariteten krystalklart, ligeså foragten overfor en magelig og bedrevidende verden udenfor: Fra et veldækket bord kan enhver yde sin støtte til karavanen af fattige. Fra en importeret dug og med en årgangsvin kæmper man godt. Fra en storslået villa og en elegant limousine tager man del i lidelsen. Ved et nobelt festmåltid griber man til sværdet. Leve laser og pjalter og bordet uden dug. Leve den der stinker af gadens skidt af bandeord og værksted. Så vidt denne revolutionens troubadour - en efter min bedste overbevisning ærlig og dybt engageret cubansk kunstner. Det cubanske eventyr Hvor ordene standser, der begynder musikken som bekendt, og tilsammen kan de i heldige øjeblikke skabe det magiske øjeblik, hvor ordene danser og skaber en ny dimension. Skulle nogle få lyst til at høre ordene danse, det vil sige i de musikalske omgivelser, de er født, og sunget af Silvios lyse tenor, er man ilde stedt hvis man er dansker. For musikken er på det nærmeste umulig at opdrive her i landet. Men den er ellers nok en rejse værd, og den findes til overflod under Havannas stjernehimmel. Så hvorfor ikke gribe chancen og lade sig forføre? Cuba ligger blot 10 timers flyrejse fra København og det koster ikke en herregård at stige på det caribiske eventyr. I tilgift vil du opleve et ganske særligt land, hvor det moderne udfordres af det tidløse. Den tyske filminstruktør Wim Wenders sagde det på denne måde, da han lancerede sin cubanske film 'Buena Vista Social Club' i efteråret 1999: "Havanna er et utroligt og unikt sted. Så snart man ankommer, befinder man sig ikke længere i den samme tidsalder. Det er som om man tager et stort skridt bagud i tiden og lander et eller andet sted i de sene 1960ere eller tidlige 1970ere." 5 / 6

6 Sven Fenger, er universitetsuddannet musiklærer. Har specialiseret sig i verdensmusik og blandt andet skrevet bøgerne: 'Caribiske stemmer - cubanske troubadurer og vestindiske calypsonians i portrætter og samtaler', 1993, samt 'Soca Session', en sammenspilsbog fra Edition Wilhelm Hansen / 6