Tekstiler fortæller Europas historie

Transkript

1 Tekstiler fortæller Europas historie På det gamle Københavns Universitet Amager sidder en gruppe kvinder i et stort lyst lokale med kunstfærdige og farverige billedtæpper på væggene. De har på få år formået at få bragt tekstilforskningen i Danmark på verdenskortet. Af Nils Koudahl, kommunikationsmedarbejder på Det Naturvidenskabelige Fakultet Til trods for at nogle af verdens mest unikke fund af tøj og tekstiler fra bronzeog jernalderen stammer fra Danmark, har forskning i tekstiler indtil for få år siden været et nedprioriteret område. Velbevarede tekstiler fra bronzealderens egekistegrave og mosefund fra jernalderen er nok blevet grundigt beskrevet og konserveret, men har kun i mindre grad været genstand for en egentlig akademisk forskning. Produktion af tekstil til tøj, sengelinned, tæpper, sejl etc. har været, og er stadig, en af de mest grundlæggende og livsnødvendige beskæftigelser for verdens kulturer. Forskning i hvor og hvordan vores forfædre fik deres viden om at spinde, væve og sy stoffet sammen til kunstfærdige dragter, fortæller ikke bare om et håndværk, men er også en vigtig brik i det kulturhistoriske puslespil. På Danmarks Grundforskningsfonds Center for Tekstilforskning, der blev etableret i 2005 med en bevilling på 18 millioner kr. fra Danmarks Grundforskningsfond, har forskerne skabt en stærk og synlig international forskningsprofil inden for tekstilforskning. På centret arbejdes der tværfagligt. Historikere, forhistoriske og klassiske arkæologer, konservatorer, naturvidenskabsfolk og tekstilhåndværkere, som kan væve og spinde, samarbejder om at afdække tekstilteknologiens oprindelse og tidlige udvikling. Fokus i to spor Grundforskningsprogrammet følger to spor. Det ene spor tager udgangspunkt i de unikke dragt- og tekstilfund fra bronzealder og tidlig jernalder i danske samlinger. Disse skal underlægges moderne analyseteknikker og tolkes i forhold til deres kulturelle og internationale sammenhæng. Det andet spor tager udgangspunkt i Middelhavsområdet. Her er der næsten intet tekstil bevaret. Til gengæld er der dokumentation for tekstilproduktion gennem billeder, relieffer, værktøj og indskrifter. Disse ting giver et indblik i, hvordan tekstilproduktionen foregik, og hvordan de tidlige by- og paladssamfund organiserede lønninger og arbejdsforhold. I denne del af grundforskningsprogrammet vil forskerne analysere tekstilværktøj fundet i middelhavsområdet. Resultaterne herfra skal sammenholdes med resultater opnået inden for eksperimentel arkæologi, som er opnået sammen med Lejre Forsøgscenter. Dansk beklædningshistorie begynder for mere end 5000 år siden. Sparsomme fund viser, at stenaldermennesket kunne sy skind sammen til klædedragter, men vi skal helt frem til den tidlige bronzealder, før vævede tekstiler begynder at dukke op i gravene. Bronzealdermennesket brændte ikke deres døde, men begravede de påklædte lig i egetræskister. Egetræ har et højt indhold af garvesyre, der har en konserverende effekt på skind og uld. Indholdet af kisterne er derfor for en stor del blevet bevaret for eftertiden. Nogenlunde det samme gælder for de jernalderlig, der dukkede frem ved tidligere tiders tørvegravning. Her er det blot surhedsgraden af mosevandet, der har konserveret liget og dets klæder.

2 Tegninger af indhold af egetræs kister fra bronzealderen. Boye Selvom de fleste bronze- og jernalderlig er blevet beskrevet i takt med, at de er blevet fundet, kan tekstilforskerne i dag, ved hjælp af moderne analysemetoder, føje nye detaljer til vores viden om de forhistoriske samfund.

3 Liget i Huldremose Ved tørvegravning i Huldremose på Djursland stødte en landmand i 1879 på liget af en kvinde. Liget lå på ryggen med benene trukket op, iklædt to skindkapper og et uldskørt. Hendes højre arm var blevet brækket med et voldsomt hug. De lokale troede først, at der var tale om en forbrydelse, men kom alligevel på baggrund af kvindens tøj hurtigt til den konklusion, at det kunne være flere hundrede år siden, hun endte i mosen. Liget fik en kristen begravelse på Ørum kirkegård, og historien kunne være endt her. Men heldigvis sørgede en arkæologinteresseret skolelærer for, at kvinden blev gravet op igen, og at hun og hendes tøj blev sendt med dampskib til det Oldnordiske Museum i København. Mens Huldremosekvindens unikke dragt, med to skindkapper, ternet skørt og tørklæde, kom på museum og gav publikum mulighed for at se den bedst bevarede kvindedragt fra Danmarks jernalder, lå liget opmagasineret i en kasse. Liget interesserede ikke datidens arkæologer, og i 1904 blev det sendt til medicinerne på Normalanatomisk Institut. Dog ikke for at blive udsat for diverse analyser, men blot for endnu engang at blive gemt og glemt. I nyere tid er liget dukket op igen. Det har været genstand for en række moderne analysemetoder og er bl.a. blevet dateret til år 95 efter Kristus. I 2006 foretog Center for Tekstilforskning en omfattende analyse af det interessante fund i samarbejde med Nationalmuseet. I fundberetningen står der, at der i yderkappen blev fundet en hornkam, et smalt vævet bånd og en lædersnor pakket ind i en blære. Alle genstandene lå indsyet i en lomme, og det blev derfor indlysende nok, formodet at der var tale om amuletter. Forskerne fra Center for Tekstilforskning og Nationalmuseet mente dog, at det var mere sandsynligt, at amuletterne havde været syet ind i inderkappen. Kappen blev derfor gennemlyst med røntgen for at finde spor, der kunne bekræfte hypotesen om amuletternes placering. Optagelsen viste en tydelig lap i inderkappen. Lappen, der i størrelse og form kunne rumme genstandene, var syet på kappen uden at dække over et egentligt hul, men oplagt til opbevaring af amuletter. Ud fra røntgenbillederne kunne forskerne også se, at sammensyningen af Huldremosekvindens dragt er udført med høj håndværksmæssig kunnen. Farve- Lig af kvinde fundet i Huldremose i Kvinden er ved kulstof-14-analyse dateret til år 95 e.kr. Foto Roberto Fortuna.

4 Hornkammen, det vævede bånd, lædersnoren og blæreskindene som blev fundet i Huldremose kvindens inderkappe. Foto Roberto Fortuna. analyser afslørede, at dragten har været mere farverig, end den fremstår i dag. Det understøtter analyser af andre dragter fra jernalderen. Det var dog ikke kun Huldremosekvindens dragt, der kom under forskernes lup. Ved undersøgelse af selve liget fandt man i armhulen små rester af forarbejdet plantefibre. Fundet er enestående, da det kan tyde på, at jernalderfolket bar klæder af bl.a. hør under deres uld- og skindklæder. Der skal dog flere undersøgelser og analyser til, før forskerne kan komme med en endelig konklusion. Uldværksted i konferencerummet At Danmarks Grundforskningsfonds Center for Tekstilforskning på få år har formået at tiltrække tekstilforskere fra hele verden, skyldes ikke kun de velbevarede fund fra Danmarks oldtid. Det skyldes i lige så høj grad en tradition blandt skandinaviske forskere om at veksle mellem teori og praksis. Sammen med medarbejdere fra det arkæologiske forsøgscenter i Lejre blev centrets store konferencerum på universitetet omdannet til uldlaboratorium. Her sad tekstilhåndværkere, spindersker og vævere med rekonstruktioner af værktøj - fundet i det østlige middelhavsområde, hvor ikoner, relieffer og inskriptioner har vist, at tekstilproduktionen i høj grad var sat i system og næsten industrialiseret. Et af spørgsmålene var, hvad funktionen af de forskellige ten- og vævevægte var? Resultaterne viste, at garn spundet med tre forskellige tenvægte var af forskellig kvalitet, og at forskellen i kvaliteten netop var et resultat af tenens vægt snarere end af forskellen i håndværkernes teknik. De forskellige størrelser af tenvægte, som arkæologerne finder, har altså været brugt til at fremstille garn til forskellige

5 typer tekstil. Forsøgene viser også, at datidens tekstilproduktion må have været organiseret på et højt niveau for at kunne opfylde samfundets stigende krav om levering af tekstil. For at væve et sejl på 100 m 2 skal der bruges 300 km. garn. Det skal sættes i forhold til, at en habil spinderske kan spinde 50 m. garn i timen. Huldremosekvindens dragt. Dragtens brunlige farve skyldes opholdet i mosevand. På billedet til højre ses de farver, forskernes analyser viser dragten sandsynligvis havde, da kvinden blev anbragt i mosen. Foto Roberto Fortuna. Farvemanipulation Marianne Bloch Hansen. Danmarks Grundforskningsfonds Center for Tekstilforsknings bevilling løber frem til Hvad der sker herefter er endnu uklart. Platformen for et stærkt, kreativt og solidt forskningsmiljø er skabt og der er knyttet bånd til et bredt internationalt netværk af bl.a. historikere, arkæologer, tekstilhåndværkere, filologer, geokemikere, mikrobiologer og geologer.

6