Peripeti tidsskrift for dramaturgiske studier

Transkript

1 Peripeti tidsskrift for dramaturgiske studier Instruktion og iscenesættelse

2 Peripeti Instruktion og iscenesættelse Indhold 3 Redaktionelt forord TEMAARTIKLER 7 Iscenesættelse som tilsynebringelse Martin seel 19 Den gjenoppståtte teatermaskin Knut ove arntzen 29 At spille på den store scene solveig gade 43 Remedierede iscenesættelser Falk heinrich 61 Teknologien som medspiller Mette Risgård Tranholm 75 Den faustiske maske Annelis Kuhlmann 93 Bare interior Grey light Erik Exe Christoffersen essays 110 Kollektivvældet Cecilie Ullerup Schmidt 117 Another view Julie Achton Nikolajsen 123 Auteur, instru-auteur eller coach? Elin Andersen 130 Iscenesættelse et subjektivt og ufuldstændigt alfabet anno 2008 Ditte Marie Bjerg 132 Danmark og Mefisto jokum rohde Anmeldelser 137 En kanonpræstation Elin andersen 140 Ny svensk teaterhistoria annelis kuhlmann 143 Gyldendals Teaterleksikon Jeppe hemdorff nissen 147 Glimrende grundbog jørn langsted 149 I god teatertro Jens christian lauenstein led 153 Anmeldelse udi det marginale Thomas rosendal nielsen 156 Samtidskunst og teater Erik Exe Christoffersen 161 English Summaries

3 Peripeti Peripeti og forfatterne TEMAREDAKTION Erik Exe Christoffersen, Thomas Rosendal Nielsen, Jens Christian Lauenstein Led. REDAKTION Erik Exe Christoffersen (ansv.), Janicke Branth, Falk Heinrich, Mads Thygesen, Thomas Rosendal Nielsen, Birgitte Hesselaa, Laura Schultz, Solveig Gade, Michael Eigtved, Jens Christian Lauenstein Led og Malene Rostgaard Chrestensen (PR). Layout: Christian Brink Christensen, Thomas Rosendal Nielsen og Mads Thygesen Omslag: Et Drømmespil (Betty Nansen, 2007, Forside: Sofie Gråbøl og Olaf Johannessen, Bagside: Sofie Gråbøl, foto: Natascha Thiara Rydvald). Korrektur: Maiken Brøndum Ravn, Thomas David Kragebæk, Silja Løvik, Kjersti Hustved Tryk: Werks Offset Oplag: 500 ISSN: Peripeti udgives af Afdeling for Dramaturgi (Aarhus Universitet) i samarbejde med Teatervidenskab (Københavns Universitet) og Dramatikeruddannelsen (Aarhus Teater). Tidsskriftet udgives med støtte fra Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation. Alle temaartikler er fagfællevurderede. RedaktionsADRESSE Peripeti Afdeling for Dramaturgi Institut for Æstetiske Fag, Aarhus Universitet, Langelandsgade 139, DK 8000 Århus C. aekexe@hum.au.dk BESTILLING OG ABONNEMENT peripeti@hum.au.dk Abonnement (to numre): 150 kr. Løssalg 100 kr. Internet: Peripeti udkommer to gange om året. Planlagte udgivelser: Dramaturger og dramaturgier (nr. 10 Efterår 2008). Tidligere udgivelser: Jon Fosse (nr ), Why a Theatre Laboratory? (nr ), Ny dansk dramatik (nr ), Dogmer og dramaturgi (nr ), Ny Fransk Dramatik (særnummer 2005), Henrik Ibsen (nr ), Performativitet (nr ), Teatralitet (nr ), Teatertekster (nr. 8 Efterår 2007), Serendipitet (særnummer 2007).

4 Redaktionelt forord Udover skuespilleres kroppe og stemmer, scenografers visuelle design og dramatikeres tekster hører også funktionen instruktion til enhver teaterproduktion. Den instans, der har ansvaret for gesamtværkets iscenesættelse. Denne funktion som i reglen varetages af én person står i centrum af dette nummer af Peripeti, hvor en del af artiklerne kredser om forskellige strategier: instruktøren som iscenesætter og fortolker dramatiske tekster, iscenesætteren som skaber sceniske billeder, instruktører som arbejder med skuespillerne som ensemble, som iscenesætter prøveprocessens elementer eller måske endda det derude i samfundet, som omgiver teaterkunstinstitutionerne; det vi plejer at benævne»virkeligheden«. For er instruktion overhovedet sagen er det ikke snarere realitets-iscenesættelser, der sætter dagsordenen? Instruktøren arbejder under alle omstændigheder på mange forskellige felter og iscenesætter både skuespillere, processer, begivenheder og tilskuere og profilerer teatret som kunstnerisk virksomhed. Det betyder naturligvis, at der er forskellige instruktørtyper og mange strategier i forhold til teatermediet. På Århus Teater afholdt Peripeti og Dramatikeruddannelsen i forbindelse med nærværende udgivelse seminaret Instruktørens teater: Traditioner og nye strategier, og her blev der fra forskellig side budt ind på hvilke instruktionsstrategier, der er eller burde være fremherskende i det danske teater. Flere påpegede, at den danske tradition tenderer til at være stjerneskuespillerens teater, hvor tilskuere og anmeldere har hoveddelen af deres opmærksomhed rettet ind på supernavne, mens dramatikeren og instruktøren er underordnede funktioner. Omvendt afslørede seminaret en potentiel konflikt om den fremtidige magtfordeling i teatret: på den ene side den altdominerende dramatiker, hvis tekster spilles og følges til punkt og prikke (en angelsaksisk tradition), på den anden side ambitionen om (omsider) at indføre en dansk version af instruktørteatret (med tyskland som forbillede), måske endda potenseret til et teater for»instrukauteurer«, der helt kan selv og end ikke har behov for en dramatiker. Denne kamp om scenen får også plads og stemmer i flere af nummerets artikler. Et mere teoretisk stridspunkt drejer sig om anvendelsen og afgrænsningen af selve begrebet iscenesættelse. Hvad kan iscenesættes, og hvornår giver det mening at kalde noget for en iscenesættelse? Et hurtigt google-tjek afslører bredden i begrebets anvendelse alene på dansk: ledelse som iscenesættelse af organisatoriske processer, undervisning som iscenesættelse af læreprocesser, selviscenesættelse som redskab for identitetsprocesser, interviews som iscenesættelse, styring af pressen som iscenesættelse, og man kunne blive ved Men har iscenesættelse noget særligt med teater eller kunst at gøre? Og mister eller vinder videnskaben noget ved en så omfattende brug af begrebet? Et bud på en teoretisk afgrænsning og diskussion af begrebet har vi

5 4 Redaktionelt forord fundet hos den tyske filosof Martin Seel i artiklen»inszenieren als Erscheinenlassen«, som vi derfor bringer her på dansk, og flere af de øvrige artikler berører problemet i mere specifikke sammenhænge. Temaartikler Martin Seel fremlægger i»iscenesættelse som tilsynebringelse«(oprindeligt:»inszenieren als Erscheinenlassen«, i Früchtl og Zimmermann (red.): Ästhetik der Inszenierung, 2001) en forståelse af iscenesættelse, der indbefatter en ganske kompakt definition, hvormed han afgrænser det som et særligt æstetisk fænomen, der dog ikke er forbeholdt kunsten eller teatret alene. Knut Ove Arntzen peger i artiklen»den Gjenoppståtte Teatermaskin«på det paradoksale i modsætningen mellem det han kalder kunstteatret og teatermaskinen. Det paradoksale ligger ifølge Arntzen i, at kunstteatret, dvs. avantgarden, på den ene side i forlængelse af romantikkens originalitetstanke står i modsætning til teatermaskinen, dvs. kunst som håndværk; men på den anden side genopstår teatermaskinen i samtiden inden for kunstteatrets rammer. I»At spille på den store scene«demonstrerer Solveig Gade de analytiske gevinster ved at inddrage performativitetsteori og teatralitetsteori til at beskrive to forskellige iscenesættelsesniveauer og deres samspil i Christoph Schlingensiefs aktion Bitte liebt Österreich Auslander Raus. Særligt betones den analytiske anvendelighed i forhold til en kunstpraksis, hvor publikum adresseres som offentlighed og iscenesættes som medspillere på»den store scene«.»kan eller skal MMORPG (Massively Multiplayer Online Role-Playing Games) forstås som teatrale iscenesættelser?«spørger Falk Heinrich i artiklen»remedierede iscenesættelser.«svaret er ifølge Heinrich: nej! Med de virtuelle online verdner Second Life og World of Warcraft som eksempler argumenterer Heinrich for, at sådanne verdner ikke skal ses som adskilte, mimetiske fordoblinger af verden, men som udvidelsen af sociale domæner. I»Den Faustiske Maske«reflekterer Annelis Kuhlmann over, hvordan instruktøren Sam Besekow iscenesætter sig selv i sit kunstneriske arbejde. Hun viser, hvordan instruktøren i sin»maskering«af sig selv knytter sig til udvalgte mytologiske figurer og derved skaber billeder, der dels tjener som inspiration i skuespillernes arbejde, dels afslører instruktørens særlige professionelle identitet. Mette Risgård Tranholm præsenterer under overskriften»teknologien som medspiller«en række overvejelser over teknologiens rolle i The Wooster Groups arbejde med Hamlet (2007), som hun har observeret i forbindelse med et praktikforløb. Hun argumenterer for, at deres sammenstilling af det teknologiske og det levende på scenen åbner op for en kritisk refleksion af iscenesættelsens produktion af tegn og billeder, der hverken fejrer tegnets henvisning til en oprindelig virkelighed eller begræder tabet af en sådan.

6 Instruktion og iscenesættelse 5 I sin artikel,»bare Interior Grey Light«, diskuterer Erik Exe Christoffersen et forsøg på at iscenesætte en spaltning mellem det teatrale og det performative niveau i Becketts Slutspil ved hjælp af et særligt greb, som han benævner den vertikale optik. Spaltningen, der med dette greb markeres i opførelsen, står i kontrast til det sammenfald mellem niveauerne, der ifølge Christoffersen ligger i tekstens iscenesættelsesvision. Forsøget udgør derfor en særlig versionering af Slutspil, der går i dialog med fortællekonstruktionen i teksten ved at vende den på hovedet i iscenesættelsen. Essays I»Kollektivvældet«beretter Cecilie Ullerup Schmidt fra sit ophold på teaterlaboratoriet ved Institut for Anvendt Teatervidenskab i Giessen. Derudover har vi to aktuelle rapporter fra nyligt afholdte teaterseminarer: Julie Achton Nikolajsen fremlægger Andrew Quicks og Tim Etchells bidrag på et seminar om postdramatisk teater (ved CampX og Statens Teaterskole, december 2007), og Elin Andersen rapporterer fra ovennævnte seminar om instruktion (arrangeret af Peripeti i samarbejde med Aarhus Teater, april 2008). Endelig bringer vi to debatterende indspil fra henholdsvis CampX s kurator Ditte Marie Bjerg og dramatiker Jokum Rohde. Anmeldelser Elin Andersen anmelder Exe Christoffersens Teaterhandlinger, Annelis Kuhlmann anmelder Ny svensk teaterhistoria af Sven Åke Heed og Tomas Forser (red.), Jeppe Hemdorff Nissen anmelder Gyldendals Teaterleksikon, Jørn Langsted anmelder Michal Eigtveds Forestillingsanalyse en introduktion, Jens Chrisian Led antologien Tro på teater redigeret af Bent Holm, Thomas Rosendal Nielsen anmelder Knut Ove Arntzens Det Marginale Teater, og Erik Exe Christoffersen diskuterer hhv. Merete Sanderhoffs Sorte billeder Kunst og kanon og Scenekunst nå af Ine Therese Berg, Elin Høyland og Elisabeth Leinslie.

7 > Mark Linn i Beach Boys (Aarhus Teater, 2008, Foto: Jan Jul)