Forholdene for piger og kvinder i Indien Af Tine Elisabeth Larsen

Transkript

1 Forholdene for piger og kvinder i Indien Af Tine Elisabeth Larsen Første gang jeg besøgte Indien var i Under mit ophold hørte jeg mange kvinder fortælle om deres liv og de udfordringer de som kvinder stod overfor i det indiske samfund. Det var problemer med at få lov til at uddanne sig, ægteskab, medgift, retten til at bestemme over sit eget liv, overgreb og drab på pigebørn. Året efter søgte jeg og fik Danidas rejsestipendium for at studere forholdene for piger og kvinder ved besøg på danskstøttede ulandsprojekter, en række NGOér og institutioner, landsby- og kvinderåd. Konklusionen dengang var nedslående. Drab på pigebørn var udbredt i visse dele af Indien, ligesom medgiftdrab og brudebrændinger. Mange steder var den generelle opfattelse af piger, at de var en byrde for familien, fordi der ved indgåelse af ægteskab skal betales medgift. 12 år senere i foråret 2010, fik jeg igen via Danidas rejsestipendium mulighed for at foretage en lignende undersøgelse for at følge op på den jeg tidligere havde foretaget. Og spørgsmålet var om der er sket en forbedring i piger og kvinders forhold eller om situationen er blevet værre. Områderne der var udvalgt til denne undersøgelse var steder i Tamil Nadu, Bangalore og Delhi. Ligesom i 1998 besøgte jeg mange forskelligartede organisationer (børnehjem, skoler, ældrehjem, rådgivningscentre etc.), og havde talrige samtaler med folk på gaden, i busser og forretninger. I kraft af Indiens økonomiske udvikling er landet i vækst. Denne vækst går meget hurtigt indenfor teknologi, biotek, byggeri og infrastruktur. Hvad der derimod går knap så hurtigt er ændringen af holdningen til piger og kvinder, som værende andet end mødre og hustruer. Indien vil gerne være en supermagt, men iflg. journalisten Subodh Varma bliver Indien det ikke før landets millioner af kvinder får medbestemmelse, og som det er i dag har de det langt fra. Det er stadigvæk gamle patriarkalske traditioner og nedarvede overbevisninger og ikke mindst penge der spiller ind i synet på og i opdragelsen af piger. Indien har fortsat en meget skæv kønsfordeling, og det er et alvorligt problem. UNICEF anslog, at Indien i 2001 manglede 35 millioner piger og kvinder, i 2005 blev der talt om 50 millioner. I 2008 sagde FN, at tallet var steget til 62 millioner. Hvor mange piger og kvinder der mangler i dag, er vanskeligt at svare på, og først ved den næste folketælling i 2011, kan vi få et billede af, hvor (grelt) det står til. Men der er ingen tvivl om, at det at få en pige, ligesom det var tilfældet i 1998, for mange stadig er forbundet med bekymringer, sorg og ærgrelse. Medgift Den altovervejende grund til, at der ikke er den store jubel ved fødslen af en pige, skyldes, iflg. dem som jeg har talt med, traditionen med medgift. At betale og modtage medgift blev forbudt i 1961, men er stadig ganske almindelig praksis, når der skal indgås ægteskab. Indien oplever en stadig voksende uddannet middelklasse og som følge heraf kunne man foranlediges til at mere, at uddannelse og et større perspektiv ville føre til et stop i udbetalingen af medgift, men mange steder er det ikke tilfældet. Medgiften er en mulighed, ligesom det var tidligere, for at opnå materielle varer og anden luksus og som 1

2 følge deraf er drengebørn mere velkomne - og ikke piger - da det er pigens familie der skal betale. Set i det lys er medgiftsproblematikken ikke et fattigdomsproblem, men snare et udtryk for ren og skær kynisme og grådighed, og ud fra den betragtning vælges piger fra de er simpelthen en økonomisk omkostning og ikke en gevinst. Forfølgelse Forfatteren og kvindesagsforkæmperen Rita Banerji fra Kolkata lancerede i 2006 sin kampagne 50 million mission for at gøre verdenssamfundet opmærksom på den vedvarende forfølgelse af piger og kvinder der finder sted i Indien. Ordet mangler definerer hun som udryddet og bruger bevidst i sin kampagne ordet folkedrab og henviser til FNs folkedrabskonvention, hvor definitionen på folkedrab er, et bevidst forsøg helt eller delvist at tilintetgøre en specifik gruppe her piger og at tilføje medlemmer af gruppen betydelig legemlig eller åndelig skade, og med forsæt at påføre gruppen levevilkår, beregnede på at bevirke gruppens fuldstændige eller delvise fysiske ødelæggelse, og at gennemføre forholdsregler, der tilsigter at hindre fødsler inden for gruppen. I årevis har Rita Banerji forsøgt at råbe befolkningerne i Øst og Vest op, og få den indiske regering til at skride ind overfor de umenneskelige forhold som mange piger og kvinder hver eneste dag bliver udsat for. Når verdenssamfundet ikke berører dette emne, skyldes det iflg. Rita Banerji, at vi i Vesten har et fastlagt billede af Indien, som landet med Gandhi, Buddha, yoga og spiritualitet. Derfor fremstår Indien, som et fredselskende og ikke-voldeligt samfund, hvor det for et vestligt publikum, er utænkeligt at et folk er i stand til at slå nyfødte piger ihjel eller dræbe kvinder, hvis familien ikke har kunnet betale medgift. For hende er det den største udfordring for den kampagne hun har iværksat, at få ændret dette stereotype billede af Indien. I hendes kampagnemateriale skriver hun, at Hvert 5. minut dør en kvinde i barselssengen, drab på pigebørn efter fødslen er i stigning. Pigerne bliver hængt, forgiftet, druknet el. begravet levende. Hvert 20. minut dør en kvinde på grund af medgift, og pigefostre bliver hver dag fjernet, nogle gange, hvor kvinden er gravid i 8. måned. Dette dystre billede bekræftes, da jeg besøger organisation CRY (Child Rights and You) i Delhi. Ved mødet er der fire repræsentanter tilstede for organisationen, og i et to timers langt møde fortæller de og viser en PowerPoint præsentation om forholdene for piger og kvinder i Indien. Præsentationen er fyldt med billeder, der fortæller om overgreb, spædbørnsdrab og kvinders manglende viden om rettigheder og lovgivning. Konklusionen og det dystre billede er den samme som Rita Banerjis udtalelser. Senere samme dag møder jeg Malay Kumar, leder af organisationen Prayatn, der arbejder i delstaterne Rajasthan, Orissa, Madhya Pradesh og i Uttar Pradesh. Også han medbringer stakke af rapporter, fra organisationens mangeårige arbejde med piger og kvinder, og disse rapporter giver alle det samme enslydende billede af piger og kvinders situation, nemlig at antallet af piger og kvinder i Indien er faldende, selv en delstat som Kerala, der hidtil har stået som lidt af en rollemodelstat, melder om flere tilfælde af drab på pigebørn efter fødslen. Der er således ikke meget der indikerer, at de indtryk jeg fik i 1998 og som jeg senere har skrevet om, bl.a. i min kronik "I faderens skygge" fra 1998, og i artiklen National Girl Child Day fra 2010, er ændret i positiv retning. Til trods for lovforbud, er kønsselektive aborter ikke dalende. Tværtimod virker det som om mange benytter scanninger, som en hel bevidst familieplanlægning, der stræber mod at få en søn. Desuden udtrykte flere af 2

3 de organisationer jeg besøgte bekymring over, at drab på pigebørn efter fødslen nogle steder er i stigning frem for aborter udelukkende, fordi det er billigere at slå barnet ihjel end at få foretaget en abort. Barneægteskaber Ægteskabet opfattes stadig som en hellig begivenhed, der ses frem til og som en handling, der hører med til at være en del af det indiske samfund. Mange bliver stadig gift, mens de kun er store piger. Både i Nord- og Sydindien har der i flere år været kampagner mod barneægteskaber. Biler og lastbiler kører rundt med plakater, hvor der står, at piger ikke skal lade sig gifte før de er 21 år, men det er et mål, ikke virkeligheden. Virkeligheden er iflg. en af de organisationer jeg talte med, at hver tredje kvinde bliver gift mens hun aldersmæssigt stadig er en pige. Sammen med Dansk Indisk Børnehjælps partner WCDS lavede jeg en spørgeskema-undersøgelse i Kalambur. Formålet var at undersøge hvornår de 116 udvalgte kvinder var blevet gift. 32 svarede over 21 og 84 var under 21, da de blev gift. På landsplan bliver mere end 65 % af pigerne gift før de er 18 år. Netop barneægteskaber er en stor forhindring for pigers skolegang og uddannelse. En undersøgelse foretaget af NSSO (National Statistical Commission) anslår at 41 % af alle piger forlader skolen før de bliver 19 år, mange af dem for at blive gift. I artiklen, "Shadow over Venus" fra Times of India, 6. marts 2010 af Subodh Varma, fremgår det, at 200 millioner piger og kvinder i Indien er analfabeter, det højeste antal i verden. Når man ikke kan læse og skrive har man heller ingen viden om hvad der står i lovgivningen og dermed ikke kendskab til ens rettigheder. Derfor har Dansk - Indisk Børnehjælp også af flere omgange afholdt oplysningsmøder, senest sammen med WEEDS, for at gøre kvinder bekendt med hvilke rettigheder de har. Plakat fra Pondicherry i Tamil Nadu. Det manglende selvværd En af de helt store udfordringer for at synet på piger og kvinder bliver ændret, er piger og kvinders manglende selvværd. Iflg. psykologen Meena Prashantham, der leder Institute For Human Relations, Counselling and Psychotherapy i Vellore i Tamil Nadu, er det allerstørste problem for piger og kvinder, at de ikke har noget selvværd og lider af mindreværdskomplekser. Dette manglende selvværd influerer på pigen og kvindens opfattelse af sig selv og spreder sig videre ud i familien og i samfundet. Selvværdet skulle gerne grundlægges i barndommen, men hvis pigerne vokser op med følelsen af at de er uønskede, siger det sig selv at selvværdet ikke følger med. I Tamil Nadu er det stadig helt almindeligt at give en af sine piger det skrækkelige navn Venda, der betyder uønsket. Mange kvinder giver også udtryk for at den største fjende i deres ægteskab ikke er manden, men hans mor, som ved sønnens ægteskab, føler sig tilsidesat af den nye hustru. Overalt i det offentlige rum udsættes piger og kvinder for et sandt bombardement fra medierne om den perfekte kvinde, hustru og mor. Jeg har hverken i Tamil Nadu, Bangalore eller Delhi fundet en eneste plakat med en kvinde der foretog sig andet end at reklamere for et mad-, børne- eller skønhedsprodukt. Jeg har heller ikke på noget tidspunkt set en mørkglødet kvinde på disse plakater. Alle vegne er skønhedsidealet en hvid nordindisk kvinde. Det kan ikke undre, at over halvdelen af Indiens kvinder, der bl.a. tilhører den mørkglødede dravidiske gruppe, må føle sig særdeles uvelkomne i det indiske samfund med deres mørkere hud. Der er overalt et stort salg af afblegningsprodukter og skønhedsklinikker, der tilbyder hudafblegningsbehandlinger. Kvinderne er på vej Og når dette er sagt lever Indien til fulde op til, at det er et kæmpe land med enorme kontraster og forskelle. I 3

4 Bangalore møder jeg Krupa Dass, en 41-årig højtuddannet kvinde, der sammen med sin familie leder organisationen SUKRUPA. Da jeg spørger om medgift kigger hun på mig med stor undren og svarer: Hvorfor skulle jeg der både ser godt ud, har et godt hoved og en lang uddannelse betale medgift? Krupa udstråler i den grad selvtillid og den bliver givet videre til de børn hun og hendes familie arbejder med i Bangalores slum. Organisationen driver bl.a. en skole, og forsøger på bedste vis at give børnene både selvværd og selvtillid ved at pleje børnenes talenter indenfor musik, sprog, sang, syning og sport. I Chennai besøger jeg kvinden Alekhya Banarjee, der stolt fremviser en billede af hende og Indiens tidligere præsident APJ Abdul Kalam siddende side om side. Til daglig læser hun til ingeniør og i sin sparsomme fritid er hun leder af paraplyorganisationen Sakral. Hun fortæller, at mange studerende er aktivt involveret i at skabe et bedre samfund ved at engagere sig i at forbedre forholdene for de mange der har det svært. Da jeg besøger hende har hun udarbejdet en rapport til mig, som bekræfter udtalelserne fra de andre organisationer og rapporter jeg har læst om piger og kvinders forhold. Som veluddannet indisk kvinde, mener hun at der er håb for Indiens fremtid, når det gælder om at sikre bedre kår for piger og kvinder. En af de helt store glædelige begivenheder for kvinders frigørelse og ligeret, fandt sted mens jeg var i Indien. Efter 13 års arbejde lykkedes det den 9. marts at få et lovforslag igennem i Lok Sabha (Parlamentets Underhus). Det blev vedtaget at 33 % af pladserne i parlamentet skal besættes med kvinder. Vedtagelsen af denne lov er historisk og vil, hvis den bliver godkendt i Rajya Sabha (Parlamentets Overhus), forhåbentlig give endnu flere kvinder mulighed for fremover at deltage aktivt i politik og dermed mulighed for yderligere indflydelse i beslutningsprocesserne samt det offentlige liv. Det var en stor oplevelse at være i Delhi på det tidspunkt, hvor lovforslaget blev vedtaget. At mærke euforien og engagementet i dagene op til og den 8. marts (Kvindernes Internationale Kampdag) var stort. Happy Women's Day sagde folk til hinanden og overalt i hovedstaden hang der bannere med emner knyttet til Women's Day, og dagen efter blev der, som beskrevet, taget et skridt i den rigtige retning. Der er rigtig mange organisationer der arbejder på at forbedre forholdene for piger og kvinder. Det altafgørende for at situationen bliver bedre er - siger alle dem som jeg har talt med - at holdningen til piger og kvinder ændres, sådan at piger vokser op med troen på, at de er noget værd. Vigtige redskaber til dette er at de får lov til at komme i skole og får en uddannelse. Når de kan læse og skrive har de også adgang til at kende deres rettigheder. Organisationen Prayatn har for eksempel lavet små hæfter om hvad der konkret står i den indiske lovgivning vedr. kvinders rettigheder. Disse små hæfter har de delt ud i de byer og landsbyer de arbejder i, og det at få kendskab til lovgivningen har haft stor betydning for de grupper af kvinder som organisationen er i berøring med. "Kend dine rettigheder", står der på disse små hæfter, som Prayatn deler ud. Indien er både Gandhi, Buddha, yoga og spiritualitet, og mange andre fantastiske ting, men det er også et land, hvor piger bliver valgt fra, dagligt udsættes for overgreb, får mindre mad og kommer mindre i skole - udelukkende fordi de er piger og dermed ikke har samme værdi som drenge. Der er håb forude, men det kræver en holdningsændring til kvindekønnet fra alle niveauer i det indiske samfund. 4

5 I 2010 markerede Dansk - Indisk Børnehjælp sammen med flere af vores partnere National Girl Child Day den 24. januar. Det gør vi også i år, hvor der er iværksat møder og workshops om værdien af piger og kvinder, rettigheder, skolegang og uddannelse. Her kan du også hjælpe ved at støtte Dansk - Indisk Børnehjælp og vores samarbejdspartnere. Rent konkret kan du indbetale din støtte på vores konto Mrk. Piger og kvinder. 5