Danskernes retsfølelse og retsfornuft et forspil

Transkript

1 Danskernes retsfølelse og retsfornuft et forspil Af Flemming Balvig 10 9,5 9 8,5 8 7,5 7 6,5 6 5,5 5 4,5 4 3,5 3 2,5 2 1,5 1 0,5 0 MAX/MIN DOMMERPANEL VURDERING AF PRAKSIS $ EGEN HOLDNING + VURDERING AF BEFOLKNING + + $ $ + $ + $ + $ + $ + $ + $ Trafikvold Partnervold(06) Myndighedsvold Simpel gadevold Narkotikasalg + $ Hensynsløs kørsel Uagtsomt manddrab Alvorlig gadevold Voldtægt + + $ $ Røveri Narkotikasmugling + $ + $ Pædofili Økon. kriminalitet 10 9,5 9 8,5 8 7,5 7 6,5 6 5,5 5 4,5 4 3,5 3 2,5 2 1,5 1 0,5 0 August 2010 Det Juridiske Fakultet Københavns Universitet ISBN

2 Så længe en mening er dybt rodfæstet i følelsen, styrkes den, snarere end den svækkes, ved de mest afgørende beviser mod den 1 1 Her citeret efter direktøren for kriminalforsorgen, der citerer departementschefen i undervisningsministeriet, som på sin side citerer John Stuart Mill med en mig ubekendt taxachauffør som vidne på strækningen mellem lufthavnen i Kastrup og Hellerup (Rentzmann, 2001). Hvis der er sket ændringer i citatet undervejs i denne rækkefølge af gode mennesker, der citerer efter hinanden, er der forhåbentlig tale om forbedringer. 2

3 SAMMENFATNING Undersøgelser I perioden fra 2006 til 2010 er der gennemført en serie af undersøgelser af de årige danskeres holdninger til straf. Det drejer sig om 3 repræsentative telefoninterviewundersøgelser med fra 985 til svarpersoner, 2 repræsentative postspørgeskemaundersøgelser med fra til svarpersoner og 24 fokusgruppemøder af hver 3 timers varighed med fra 8 til 12 repræsentativt udvalgte personer som deltagere i hvert møde. I tillæg er der gennemført en række mindre undersøgelser, primært med metodiske formål. I alt indgår der mere end svarpersoner i det samlede sæt af undersøgelser. I 2009 er der foretaget tilsvarende undersøgelser i de andre nordiske lande: Norge, Sverige, Finland og Island. To paneler af bestående af retspræsidenter og byretsdommere har i henholdsvis 2006 og 2009 givet deres bud, hvad de efter bedste overbevisning og viden, har ment var retspraksis i de sager, som befolkningens på forskellig måde er blevet bedt om at forholde sig til. Danskernes syn på straf Herved er det belyst, hvordan den danske befolknings generelle holdninger til straf er, befolkningens viden om hvordan der straffes i Danmark, hvordan man ville dømme i en række forskellige konkret beskrevne sager vedrørende især personfarlig kriminalitet, og hvordan man ville dømme i retssager vist på film og med mulighed for efterfølgende at votere sammen med andre mennesker. Straffene i Danmark Danmark havde 1. januar ,5 mill. indbyggere, hvoraf de 4,5 mill. var over den kriminelle lavalder, som på det tidspunkt var 15 år. 2 De senere år har det årlige antal straffe ligget på omkring en halv million, altså i gennemsnit 1 straf for hver 9 indbyggere. Man 2 Pr. juli 2010 er den kriminelle lavalder i Danmark 14 år. 3

4 kan også se på tallene på den måde, at inden for en 10-års periode vil gennemsnitsdanskeren blive straffet for en eller flere lovovertrædelser mindst én gang efter al sandsynlighed i form af en bøde. Den hårdeste almindelige straf, vi har i det danske straffesystem, er fængselsstraf. Fængselsstraf kan idømmes fra minimum 7 dage til livstid. Godt af de årlige straffe var i 2009 fængselsstraffe. Internationalt er det karakteristik for Danmark som for det øvrige Norden at fængselsstraffe bruges relativt hyppigt, mens de til gengæld er relativt korte. Mere end hver fjerde af de idømte fængselsstraffe i 2009 var på mindre end en måned (27 pct.), mens kun omkring 1 pct. var på 5 år og derover i idømt straflængde, svarende til godt 100 domme. Samlet set er 2 ud af 3 af de idømte fængselsstraffe 4 måneder eller mindre, 3 ud af 4 er på 6 måneder eller mindre, og tæt ved 9 ud af 10 på et år eller mindre. Straf og demokrati Danmark bekender sig til en demokratisk samfundsmodel og samfundsopfattelse ofte med tilføjelserne liberal og oplyst. I et sådant samfund er det afgørende, at befolkningsflertallet står bag de mulige tvangsindgreb og tvangstiltag, som man giver repræsentanter for fællesskabet ret til og mulighed for under bestemte betingelser at anvende over for én selv og over for medborgerne. Man kan tillægge, at vigtigheden heraf stiger proportionalt med, hvor indgribende og belastende tvangstiltag, der er tale om. Det følger heraf, at den strengeste straf, vi lader vore repræsentanter råde over fængselsstraffen og den måde den anvendes på af disse repræsentanter, bør have befolkningens opbakning. Man kan også tillægge, at det er en vigtig forudsætning for dette demokratiske ideal, at befolkningen er oplyst om og ved hvor og hvordan og over for hvad de mest indgribende og belastende tvangstiltag foretages. Uagtet om man deler disse høje demokratiske idealer, er der også rent nyttemæssige synspunkter, der taler for vigtigheden af et samsvar mellem hvilket straffesystem man har og befolkningens holdninger hertil. Hvis straffene, og den måde de anvendes på, afviger for 4

5 meget fra befolkningens holdninger, så vil befolkningen i mindre grad anvende det strafferetlige system og i højere grad tage sagen i egen hånd. Synes en mulig anmelder, at den forventede straf er latterlig lav, tilskyndes han til at finde andre løsninger. Synes han den forventede straf er alt for hård, vil han kvie sig ved at anmelde. Der vil opstå bløde eller hårde parallelsamfund; demokratiet og staten vil i værste fald bogstavelig talt gå op i limningen. Befolkningen og fængselsstraffene Der er derfor særligt gode grunde til at interessere sig for befolkningens viden om og holdninger til specielt den strengeste straf, vi har fængselsstraffen. Undersøgelsernes fokus har da også været især at afdække befolkningens generelle holdninger til fængselsstraf, og i særdeles at se, hvornår og hvordan og hvor længe danskernes selv ville bruge fængselsstraffen, hvis de var dommere. Det centrale i undersøgelsen er 26 sager, som danskerne har skullet vær dommere i. De 26 sager er en række typesager, der ifølge dommerpanelerne alle ville betyde en ubetinget fængselsstraf ved en dansk domstol, fra 40 dage og op til mindst 3 år. Vi har herved fået belyst danskernes holdning til omkring tre-fjerdedele af det område, fængselsstraffene placerer sig inden for i Danmark, idet vi først og fremme ikke har sager med, der vedrører de helt korte fængselsstraffe, men altså heller ikke området med de meget lange (jf. ovenfor). De sager vi har med i undersøgelserne ville ifølge dommerpanelernes bedømmelse af de enkelte sager, i gennemsnit ved en domstol udløse en ubetinget fængselsstraf på godt 1 år; halvdelen af dem ville give en straf på mindre end 7 måneders ubetinget fængselsstraf, den anden halvdel en ubetinget fængselsstraf på mere end 7 måneder. Det er henholdsvis dobbelt og mere end dobbelt så højt som niveauet for de faktisk forekommende fængselsstraffe i Danmark. 5

6 De fleste af sagerne drejer sig om, hvad man vanligvis betegner som personfarlig kriminalitet. En række af dem vedrører forskellige former for gadevold, der er en sag om hustruvold, flere sager om farlig adfærd i trafikken, herunder sager om uagtsomt manddrab. Flere sager handler om narkotika, dels om salg af kokain på et diskotek, dels om indsmugling af en stor mængde heroin. Endvidere er medtaget sager om røveri, og om voldtægt og pædofili. Endelig indgår der sager om økonomisk kriminalitet i millionklassen. Det grundlag, danskerne har skullet bedømme de 26 sager ud fra, er et skriftligt resumé af hver af sagerne på omkring en A4-side. Herudover er 8 af sagerne tillige blevet spillet og filmet som retssager, hver af en varighed på mellem et kvarter og en halv time. Sagerne er filmet uden procedure og uden retsbelæring, og det er disse filmede sager, man har haft som grundlag for at dømme i fokusgrupperne. Hver sag er blevet set af 3 fokusgrupper. Retsfølelsen De gennemførte telefoninterviews viste, at 59 pct. af danskerne syntes, at straffene gennemgående var for milde i Danmark, 55 pct. gik ind for længere fængselsstraffe og 73 pct. mente, at voldsforbrydelser burde straffes langt hårdere, end tilfældet er (marts 2010). Det er færre end tidligere, men dog stadig et klart befolkningsflertal, der trods mange strafskærpelser de senere år, umiddelbart stadig mener, at der ikke straffes strengt og hårdt nok i Danmark, specielt for personfarlig kriminalitet. Lidt flere kvinder end mænd gik ind for hårdere straffe, en del flere af de yngre end af de ældste, en del flere med bopæl uden for københavnsområdet end med bopæl i hovedstaden, flere med kort end med lang skoleuddannelse og særdeles mange flere med en borgerlig politisk holdning end med en radikal/social/socialistisk politisk orientering. Er retsfølelsen informeret? Selv om langt de fleste således har en følelse omkring og en mening om, hvordan der skal straffes, viser det sig at være langt de færreste, der har nogen form for konkret viden om, hvornår og hvordan specielt fængselsstraffen bruges i Danmark. Et par eksempler: 6

7 En sag om simpel gadevold, begået af en hidtil ustraffet person, blev af dommerpanelerne vurderet til at ville udløse 60 dages ubetinget fængsel. Kun 8 pct. af danskerne havde en forestilling om, at straffen ville ligge på dette niveau. 2 pct. forestillede sig, at straffen ville være strengere, mens hele 90 pct. forestillede sig, at der slet ikke ville blive tale om fængselsstraf. En anden af de belyste sager ligner i beskrivelsen ovenstående sag til forveksling, men her er der tale om alvorlig gadevold. Gerningspersonen slår med flaske, sparker til og tramper på hovedet af et sagesløst offer, som får brækket sin næse, sit kindben, får hjernerystelse mv. Dommerpanelerne vurderet denne sag til at ville udløse 1 års ubetinget fængsel ved en domstol. Der var imidlertid kun 6 pct. af danskerne, der forestillede sig, at straffen ville ligge på dette niveau (mellem 1 år og 1 år og 11 måneder), 3 pct. forestillede sig, at straffen ville være strengere (2 år eller mere), 29 pct. var af den formening, at straffen ville være en ubetinget fængselsstraf på under 1 år, mens flertallet de resterende 62 pct. forestillede sig, at der ville blive tale om en betinget dom, samfundstjeneste el.lign., altså ikke ubetinget fængselsstraf i det hele taget. Befolkningen er ikke blot uvidende om, hvordan og hvor hårdt der straffes for relativ alvorlig personfarlig kriminalitet, der er tillige en bestemt tendens i uvidenheden, som også de to eksempler klart illustrerer: Man undervurderer i markant grad strengheden i de straffe, der udmåles ved vore domstole, og denne undervurdering er systematisk. Befolkningsflertallet har således undervurderet domstolenes faktiske strenghed i samtlige de i visse henseender meget forskellige 26 sager, man har fået forelagt. For alle 26 sager under ét er det gennemsnitligt 11 pct. af forestillingerne, der svarer til domstolspraksis, 10 pct. forestiller sig strengere straffe end tilfældet er, 27 pct. forestiller sig en kortere ubetinget frihedsstraf end retspraksis, mens flertallet 52 pct. ikke forestiller sig, at der vil blive anvendt ubetinget frihedsstraf i det hele taget. Deler vi det op efter de sager, hvor retspraksis er mindre end 1 års ubetinget fængsel (sager som blev belyst i 2006-undersøgelsen), og de sager, hvor retspraksis tilsiger 1 års fængsel eller mere (sager som blev belyst i 2009-undersøgelsen), er gennemsnitsbilledet følgende: 7

8 Befolkningen tror, at straffen Sager hvor praksis Sager hvor praksis ALLE er < 1 års ubetinget er >= 1 års ubetinget fængsel fængsel Ikke vil være ubetinget fængselsstraf Vil være en kortere ubetinget fængselsstraf end retspraksis Vil være på niveau med retspraksis Vil være en længere ubetinget fængselsstraf end retspraksis I ALT Selv ved sager, hvor praksis er fra 1 års ubetinget fængsel og op til 3 år eller mere, er det gennemsnitligt mere end hvert tredje af danskerne, der forestiller sig, at disse sager ikke betyder, at man kommer ind og sidde. Den totale systematik, der er i undervurderingen af strengheden i domstolspraksis og som i øvrigt ikke er noget specielt for Danmark; den findes også i andre lande viser to ting. For det første viser den, at danskerne har en forholdsvis korrekt oplevelse af selve strafhierarkiet, dvs. hvad der straffes hårdere end andet. Den rangorden efter strenghed, der følger af dommerpanelernes vurdering af retspraksis, svarer ganske nøje til den forestillede rangorden blandt danskerne. For det andet viser den, at der er tale om en undervurdering af ikke blot enkelte sager, men af selve strafniveauet for relativ alvorlig personfarlig kriminalitet. Man forestiller sig simpelthen ikke, at der straffes så hårdt for disse forbrydelser, som tilfældet faktisk er. Undersøgelserne har vist, at den gennemgående holdning eller forestilling blandt mange af de mennesker, der synes, at straffene er for milde, og at der skal straffes med (længere) 8

9 fængselsstraffe og især for vold, er, at der jo ikke rigtig sker noget og hvis der sker noget, så ikke ret meget og med ikke rigtig noget mener de, at man ikke kommer i fængsel - og med ikke ret meget at man slipper med en kort fængselsstraf. Ud fra undersøgelsesresultaterne må dette siges mere at være en holdning end viden, for det er i hvert fald ikke korrekt for de sager og sagskomplekser, vi har belyst. De mennesker, der synes at strafniveauet i Danmark er passende ser i mange tilfælde heller ikke ud til at basere deres overbevisning på konkret viden om, hvordan der straffes. Holdningen er her mere baseret på en anden holdning, nemlig en skepsis over for nytten af og det rigtige i at anvende fængselsstraf så det synes man i hvert fald i al almindelighed ikke, vi skal have mere af i Danmark end vi allerede har. Danskernes forestillinger om hinanden I de gennemførte undersøgelser er danskerne ikke blot blevet bedt om at gætte på retspraksis, men også på hinanden. Hvordan tror man i de 26 sager, at folk flest her i landet ville ønske, der blev straffet? Ikke helt uventet viser det sig, at man tror folk flest er meget strengere, end man tror domstolene er. Danskerne har altså en oplevelse af en ikke ubetydelig afstand mellem, hvad folk synes, og hvad der faktisk sker ved domstolene. Hvad der måske derimod er uventet, og i hvert fald svært at gætte sig til på forhånd, er, at de forestillinger, man har om, hvordan folk flest ville dømme, reelt er mildere end den faktiske domstolspraksis! Her er der dog et par enkelte undtagelser: Ved pædofili forestiller danskerne sig folk flest værende lige så strenge eller lidt strengere end den faktiske retspraksis, og det samme gør sig gældende ved voldtægt. Fra retsfølelse til retsfornuft På det mentale landkort ser danskerne typisk sig selv holdningsmæssigt placeret mellem domstolene og folk flest. Man ser sig selv som strengere end den måde, man tror 9

10 domstolene dømmer på straffesystemet er for slapt men på den anden side som mildere end man oplever folk flest. Folk flest, opleves det som om, er for hævntørstige og unuancerede. Tendensen kan bl.a. ses af nedenstående opstilling: Gennemsnitsprocent at anvende ubetinget frihedsstraf Sager hvor praksis Sager hvor praksis ALLE er < 1 års ubetinget er >= 1 års ubetinget fængsel fængsel Tror om domstolene Egen mening Tror om folk flest For de 26 sager under ét tror gennemsnitligt 48 pct. af danskerne, at domstolene ville idømme en ubetinget fængselsstraf af en eller anden længde, men 65 pct. forestiller sig, at sådan ville folk flest dømme og herimellem har vi så, at gennemsnitligt 56 pct. af danskerne selv ville idømme en ubetinget frihedsstraf. Der forekommer dog en enkelt større bemærkelsesværdig undtagelse fra dette billede. I en sag om indsmugling af en betydelig mængde heroin (førstegangstilfælde), er danskerne ikke blot mildere i deres holdninger, end de oplever folk flest er. De er her også mildere, end de oplever domstolene er: - Dommerpanelerne var vurderet, at sagen ved en dansk domstol ville blive afgjort med en ubetinget fængselsstraf på 2-2½ år - Hovedparten af danskerne tror, at folk flest ville idømme omkring 1 års ubetinget fængsel i sagen - Hovedparten af danskerne tror, at domstolene ville idømme omkring 11 måneders ubetinget fængsel i sagen. - Hovedparten af danskerne ville selv personligt på grundlag af at have læst en skriftlig opsummering af sagen idømme omkring 6 måneders ubetinget fængsel i sagen 10

11 - Hovedparten af danskerne ville selv personligt på grundlag af at have set selve retssagen på film med vidneafhøringer osv., men uden kendskab til retspraksis, idømme samfundstjeneste. - Hovedparten af danskerne ikke blot fastholder denne dom i forlængelse af efter retssagen at have haft mulighed for at høre lidt mere (formelt) om straffene i Danmark og have haft lejlighed til at diskutere sagen med andre almindelige mennesker i et par timer: De bliver gennemgående endnu mildere, og de fleste samler sig herefter om, at dommen børe være en betinget dom. Uanset hvordan man vender og drejer det, kan dette vel næppe tolkes på anden måde, end at hovedparten af danskerne synes, at strafniveauet i sådanne ellers alvorlige narkotikasager som denne er alt for højt i Danmark. Når danskerne selv skal dømme i konkrete sager, kan det gå begge veje i forhold til deres generelle holdninger. De kan generelt set være strammere, men alligevel dømme meget mildt i en konkret sag og omvendt. Totalt set har det dog vist sig, at man tenderer til at være mildere, når man skal forholde sig til en konkret sag, end man er i sine generelle holdninger (retsfølelsen). Det er der formentlig især to delvist sammenhængende grunde til For det første er det billede, man har af især personfarlig kriminalitet, og som er det, der understøtter ønsket om strengere straffe, et billede af villet ondskab, total følelseskoldhed, kynisme, egoisme, voldsomme skader, sår, blod, forrevent tøj et monsterbillede af gerningspersonen så at sige og af et i alle henseender totalskadet sagesløst offer. Der forekommer givetvis sager, der nærmer dette billede, og man kan være sikker på, at disse sager vil blive omfattende og langvarigt eksponeret i medierne. Denne eksponering i medierne vil på sin side understøtte og bekræfte billedet af, at det er sådant det foregår, og sådan det forholder sig. I langt de fleste konkrete sager, i de typiske sager, vil man imidlertid stå over for et billede, der er temmelig eller meget forskelligt og sat op imod det billede, man har som udgangspunkt, indeholder en række forsonende elementer. Hvor monsterbilledet er domineret af selve handlingerne og skaderne, er den virkelighed, man møder i den konkrete sag, primært personer en person der i den situation, man møder ham, ikke er voldelig el.lign., men måske oven i købet ked af det og angerfuld og skaderne på offeret er helet og lægt og ikke længere synlige. I forhold til det billede af personfarlig 11

12 kriminalitet, man ellers bærer rundt på, vil man opleve den typiske sag som en slags undtagelse, og vil begrunde en mildere reaktion for sig selv og andre med netop denne sags særligt specielle omstændigheder. Det er samme mekanismer, der ligger bag, som når en efterforskningschef siger noget i retning af: Man jager et monster, og finder et menneske Ofte vil man være sig bevidst, at den måde, man i den konkrete sag vil straffe på, afviger fra ens generelle overbevisning om, hvordan man synes der skal straffes. Fordi man oplever den konkrete sag som en undtagelse, vil den måde, man vælger at straffe på her, formentlig ikke efterfølgende påvirke det indre billede af personfarlig kriminalitet eller de generelle holdninger til, hvordan man synes, der bør straffes i den slags sager. For det andet og her tænker vi primært på de reaktioner, man har med hensyn til, hvordan der skal straffes i overværede retssager påvirkes det konkrete valg af straf af selve nærheden til den tiltalte. Det er ikke så let at være ond og straf er jo et tilsigtet onde, en tilsigtet lidelse over for en person, man skal se i øjnene, som når det ikke er tilfældet. Det er lettere at give en student en dårlig karakter ved en anonym skriftlig eksamen end ved en mundtlig eksamen; det er nemmere at afskedige en medarbejder i et brev (eller en SMS) end i en samtale osv. Det er lettere at sende en person i fængsel, når det eneste, man kender til, er hans handlinger beskrevet på et stykke papir, end når man har oplevet ham som et levende menneske, og han har siddet få meter foran en. Det forholder sig ikke sådan, at der bare sker en parallelforskydning i mildere retning, når man bevæger sig fra retsfølelsen og de generelle holdninger til, hvordan man vil dømme i konkrete sager, altså at man så at sige kan trække X strenghedsgrader fra. Hvordan man vil dømme i konkrete sager, viser sig kun i meget begrænset udstrækning overhovedet at være forudsigelig ud fra generelle holdninger. Det er andre følelser, andre formål, andre problemløsningsmetoder, man åbenbart trækker ind og benytter sig af, når man skal tage stilling til, hvordan der skal dømmes i en konkret sag, sommetider omtalt som konkret fornuft eller praktisk fornuft. Vi benævner den som retsfornuft: den måde, man vil dømme på i konkrete sager, når man har tid til at overveje sagen, og er velinformeret om forbrydelsen, forbryderen, offeret og hvad eventuelle vidner har at sige. 12

13 Mens danskernes retsfølelse er stærkt forudsigelig ud fra partipolitisk overbevisning, er dette ikke tilfældet med retsfornuften. Det er ifølge tidligere undersøgelser kun i ekstremerne, vi i konkrete sager kan se en tendens til, at politisk holdning betyder noget. Ellers kan en borgerlig vise sig i konkrete sager ligeså tit at dømme mildere end en socialist, eller omvendt. Og hvilken vej, det går, kan variere fra sag til sag. På samme måde med baggrundsfaktorer. Det varierer fra sag til sag, om kvinder gennemgående er strengere end mænd, eller omvendt; det varierer fra sag til sag, om yngre, midaldrende eller ældre er de strengeste osv. Ved retsfølelsen er det i meget høj grad selve graden af fordømmelse af handlingerne, der sidder ved roret, når man skal give udtryk for, hvad man føler. Når man derimod skal dømme i konkrete sager, er man mere styret af nytteovervejelser: Hvordan kan man bedst muligt gøre det skete godt igen? Hvordan kan man skabe oprejsning for offeret? Hvordan kan man undlade at gøre ondt værre for gerningspersonen, og især prøve at sikre eller bidrage til, at han ikke gør det igen. Hvor danskerne i deres retsfølelse ofte ser behandling som alt for blødsødent, fordi man tænker moralsk, optræder behandling i de samme danskeres retsfornuft ofte som nærliggende og fremtrædende i hvad man vil gøre, fordi det kan være nyttigt. Hvor fængsel i retsfølelsen ofte optræder som en nærliggende reaktion på en forkastelig handling, optræder fængsel i retsfornuften ofte som et tiltag, man skal være meget forsigtig med at bruge, fordi det kan skade mere end det gavner. Retsfornuften Det er naturligvis ingen naturlov, at flertallet af danskere i deres holdninger til, hvordan der burde dømmes, ikke er strengere end domstolene er. Der er da også i tidligere undersøgelser i Danmark fundet enkelte eksempler på konkrete sager, hvor befolkningsflertallet har været strengere end domstolene, f.eks. i 1974 i en sag vold mod barn og i 1997 i en sag om biltyveri. Imidlertid viser det sig, at flertallet af danskere ikke i en eneste af de 26 sager, vi har forelagt dem, har været strengere end domstolene. I sagerne om pædofili i 13

14 førstegangstilfælde og om voldtægt i flergangstilfælde er tyngden i danskernes holdning lige så streng som domstolene, og i samtlige de resterende 24 sager er flertallet mildere. Sådan ville hovedparten af danskerne personligt dømme eventuelt mildere i sager hvor gerningspersonen ikke er tidligere straffet: 3 SAG Dommerpanelets vurdering af domstolspraksis Danskerne grundlag for deres dom Trafikvold 40 dg. s ubet. fængsel Partnervold (06) dg. s ubet. fængsel Myndighedsvold 50 dg. s ubet. fængsel Simpel gadevold 60 dg. s ubet. fængsel Narkotikasalg 80 dg. s ubet. fængsel Hensynsløs kørsel 4-6 mdr. s ubet. fængsel Uagtsomt 6 mdr s. ubet. manddrab fængsel Alvorlig gadevold 1 års ubet. fængsel Voldtægt 1 års ubet. fængsel Røveri 1 år 6 mdr. s ubet. fængsel Narkotikasmugling 2-2½ års ubet. fængsel Pædofili 2-2½ års ubet. fængsel Økonomisk 2½-3 års ubet. kriminalitet fængsel Skriftligt opsummerede sager Ikke ubetinget fængsel Ikke ubetinget fængsel Ikke ubetinget fængsel Ikke ubetinget fængsel Ikke ubetinget fængsel 2-3 mdr. s ubet. fængsel 2-3 mdr. s ubet. fængsel 2-3 mdr. s ubet. fængsel Ca. 6 mdr. s ubet. fængsel Godt 6 mdr. s ubet. fængsel Ca. 6 mdr. s ubet. fængsel Omkring 2 års fængsel Omkring 1½ års ubet. fængsel Retssager vist på film (uden procedure) Ikke ubetinget fængsel Ikke ubetinget fængsel Ikke ubetinget fængsel 2-3 mdr. s ubet. fængsel Ikke ubetinget fængsel Ikke ubetinget fængsel - 2 mdr. s ubet. fængsel Ikke ubetinget fængsel Retssager vist på film (uden procedure) + efterf. diskussion med andre almindelige mennesker Ikke ubetinget fængsel Ikke ubetinget fængsel Ikke ubetinget fængsel Ikke ubetinget fængsel Ikke ubetinget fængsel Ikke ubetinget fængsel Ikke ubetinget fængsel Ikke ubetinget fængsel 3 De resultater, der gengives her og i den følgende tabel, repræsenterer tyngdepunktet i befolkningens holdninger, målt ved medianen se nærmere herom i selve rapporten. De anførte straffe skal læses som en påpegning af det strenghedsområde, som fleste danskere synes burde anvendes eller mildere. 14

15 Og sådan ville hovedparten af danskerne personligt dømme eventuelt mildere - i sager hvor gerningspersonen tidligere straffet for noget lignende: SAG Dommerpanelets vurdering af domstolspraksis Danskerne grundlag for deres dom Trafikvold 3 mdr. s ubet. fængsel Partnervold (06) 4 mdr. ubet. fængsel Myndighedsvold 3-4 mdr. s ubet. fængsel Simpel gadevold 3-4 mdr. s ubet. fængsel Narkotikasalg 3-5 mdr. s ubet. fængsel Hensynsløs kørsel 6-9 mdr. s ubet. fængsel Uagtsomt 6 mdr. s ubet. manddrab fængsel Alvorlig gadevold 1 år 6 mdr. s ubet. fængsel Voldtægt 1 år 6 mdr. s ubet. fængsel Røveri 2 års ubet. fængsel Narkotikasmugling Mindst 3 års ubet. fængsel Pædofili 2½-3 års ubet. fængsel Økonomisk 2½-3 års ubet. kriminalitet fængsel Skriftligt opsummerede sager Ikke ubetinget fængsel 2-3 mdr. s ubet. fængsel Ikke ubetinget fængsel Ikke ubetinget fængsel - 2 mdr. s ubet. fængsel Godt 3 mdr. s ubet. fængsel Ca. 3 mdr. s ubet. fængsel 2-5 mdr. s ubet. fængsel Ca. 1 år 6 mdr. s ubet. fængsel Mellem 1 og 1½ års ubet. fængsel Godt 1 års ubet. fængsel 2-2½ års ubet. fængsel Mellem 1 og 1½ års ubet. fængsel Retssager vist på film (uden procedure) Retssager vist på film (uden procedure) + efterf. diskussion med andre almindelige mennesker En så massiv og tilnærmelsesvis konsistent forskel, som der her gør sig gældende, tyder på, at danskerne langt hen ad vejen for personfarlig og også økonomisk kriminalitet synes at anvende sig af en strafskala, der ligger på et væsentligt lavere niveau end domstolene. Man er klart betydeligt mere tilbageholdende med at anvende fængselsstraf, og når det er tilfældet med at anvende lige så lange fængselsstraffe som domstolene. For alle former for 15

16 gadevold, som er det mest velbelyste område i undersøgelserne, er dette særdeles tydeligt. Det er også særdeles markant for området vedrørende narkotikakriminalitet. Derimod er det som fremhævet ikke sikkert, at det er tilfældet for en del af de alvorlige sædelighedsforbrydelser. Derimod ser der ud til at være tilnærmelsesvis overensstemmelse mellem befolkningen og domstolene med hensyn til selve strafskalaen eller strafhierarkiet, således som det tager sig ud på baggrund af stillingtagen i konkrete sager. Man er stort set enige om, hvad der skal straffes hårdere end hvad, og man ser også ud til at være enige om, at tidligere kriminalitet er en skærpende omstændigheder, der i almindelighed skal betyde en hårdere straf. Desværre har der ikke i projektet været ressourcer til i samtlige 26 sager at kortlægge, hvordan befolkningen ville dømme ved som en slags lægdommere at overvære retssagen (på film). Det er jo ellers her, man pr. definition kommer tættest på retsfornuften og på en virkelighedsnær sammenligning mellem, hvordan en domstol dømmer, og hvordan danskerne ubesmittet af kendskab til og ubundet af kendskab til retspraksis vil dømme. Det har alene været muligt i 8 af de 26 sager. Til gengæld må det betragtes som et et metodisk gennembrud, for det har ikke været gjort før med repræsentative udsnit af befolkningen, det være sig i Danmark eller andre steder i verden selv om det ofte er blevet fremhævet som en ideel metode. De 8 sager, som repræsentative udsnit af befolkningen har haft mulighed for at overvære på film som retssager, strækker sig alvorlighedsmæssigt fra en domstolspraksis på godt en måneds ubetinget fængsel til flere års ubetinget fængsel. I de 6 af sagerne synes danskerne efter at have overværet dem på film, at de burde afgøres uden brug af ubetinget fængselsstraf. I de 2 resterende syntes flertallet, at der maksimalt skulle straffes i form af en relativ kort ubetinget frihedsstraf (< 2 mdr. i sagen og røveri, og 2-3 mdr. i sagen om uagtsomt manddrab). Når man efterfølgende i et par timer havde diskuteret sagen med andre almindelige mennesker, syntes flertallet i disse 2 sager ligesom i de øvrige 6 sager, at der 16

17 ikke burde anvendes ubetinget frihedsstraf overhovedet. Det skal understreges, at der i alle 8 sager er tale om hidtil ustraffede gerningspersoner. Befolkningsflertallets enighed om ikke at anvende ubetinget fængselsstraf i samtlige sager efter at have overværet dem på film og voteret betyder ikke, at man har vurderet dem alle på samme måde. Man genfinder således stadig en strafskala eller et strafhierarki, der i store træk svarer til domstolenes, men vi skal dels ned i området for ikke-frihedsberøvende tiltag for at se forskellene, og der skal meget større forskelle til i forbrydelsernes alvorlighedsgrad til for at give udslag i befolkningsdommenes strenghed. Det første kan illustreres ved at nævne, at i de ifølge domstolspraksis relativt milde af sagerne (< 1 års ubetinget fængsel) ville op til 30 pct. afgøre disse sager med en bøde, mens det i de relativt alvorlige sager (1 års ubetinget fængsel eller mere) maksimalt var 15 pct. Det andet kan man bedst se, hvis man lader en computer beregne den bedst mulige rette linje for såvel domstolspraksis som befolkningens domme i et diagram, hvor sagerne er ordnet efter strenghed i domstolspraksis (som f.eks. på forsiden af nærværende publikation). Her viser der sig nemlig en næsten horisontal linje for befolkningsdommene, men dog med en signifikant hældning: Jo mere streng domstolspraksis er, desto strengere er også befolkningen i deres domme. Leg eller virkelighed Der eksisterer naturligvis mange mulige faldgruber og nærmest uendelig mange metodiske problemer af større eller mindre art ved så omfattende og komplicerede undersøgelser, som de her gennemførte, og i den efterfølgende analyse og fortolkning af data. Der er især tre grunde til, at vi til trods herfor betragter hovedkonklusionerne som velfunderede. For det første ligger de på linje med den forskning, der inden for det seneste halve århundrede tidligere er gennemført i Danmark, herunder forskning vedrørende faktiske lægdommere. For det andet ligger de på linje med international forskning på området, herunder de aktuelt gennemførte parallelle undersøgelser i de andre nordiske lande og herunder også de i andre lande gennemførte lægdommerundersøgelser. For det tredje vurderer vi, at vi har fundet relevante og acceptable løsninger på de vigtigste metodiske problemer, herunder som 17

18 nævnt via metoden med filmede sager at komme tættere og bedre ind på en kortlægning af en befolknings retsfornuft end gjort før. Har folk virkelig taget det alvorligt, kunne man spørge? Ville det ikke være noget andet, hvis de sad og skulle dømme virkelige mennesker? Vi har fået det klare indtryk, at svarpersonerne i langt overvejende grad har taget det særdeles alvorligt, og efter bedste evne har prøvet at indleve sig i at skulle være dommere. Ved fokusgruppemøderne var der mange, der tydeligt helt glemte, at det blot var en undersøgelse, og nærmest blev skuffede, når de kom i tanke om, at resultaterne ikke skulle bruges i virkeligheden. Selvfølgelig ville det på en del måder være anderledes at skulle dømme i virkeligheden, først og fremmest fordi man her skulle forholde sig til den retspraksis, man ville blive orienteret om og den eller de juridiske dommere. Det er dog langt fra givet, i hvilken retning det ville trække, hvis vi forudsætter, at man stadig kunne dømme uden kendskab til og uden at forholde sig til retspraksis. Meget kunne tale for, at man i så fald ville være mildere, fordi det trods alt er lettere at være streng, når det er en leg, og det ikke er rigtige mennesker, man skal dømme, jf. forklaringerne på, hvorfor mennesker tenderer til at dømme mildere under bestemte forhold. Da undersøgelsen i 2006 var gennemført, og rapporten herom blev publiceret, var det særligt spørgsmålet om de medtagne sagers alvorlighedsgrad, der kom til debat. Der blev af enkelte rejst spørgsmål om, hvorvidt dommerpanelet havde ret i deres vurdering af retspraksis i en eller to af de 14 sager. Spørgsmålet vedrørte, om domstolene i disse sager ikke snarere ville idømme en betinget dom end en ubetinget. Fra især politisk hold syntes en del, at de sager, der var undersøgt, ikke var alvorlige nok, og generelt var der politisk interesse, ikke mindst fra justitsministerens side, for også at få et indblik i, hvordan danskerne ville forholde sig til alvorlig personfarlig kriminalitet som samtidig også ville være sager, hvor der ikke kunne herske den mindste tvivl om, at taksten ved en domstol ville være en (lang) ubetinget fængselsstraf. Det var da også baggrunden for, at daværende justitsminister Lene Espersen, ved en ekstrabevilling skabte det økonomiske grundlag for, at undersøgelserne i 2009 og 2010 har kunnet gennemføres. Nu ved vi så også noget om, 18

19 hvordan danskere ville dømme i sager som voldtægt, røveri, pædofili osv., hvis de var dommere i sådanne alvorlige sager. Vi ved nu primært, at danskerne også i de alvorlige sager som helhed ikke har nogen anelse om, hvordan der straffes, at danskerne gennemgående og markant undervurderer domstolenes strenghed, og at danskerne i de fleste tilfælde i konkrete sager er meget mere tilbageholdne med hensyn til at anvende fængselsstraf, og i særdeleshed lange fængselsstraffe, end de danske domstole måske med undtagelse af visse sædelighedsforbrydelser. På falderebet kan vi tilføje, at vi ikke i undersøgelserne er stødt på danskere, der har fundet de vise sten med hensyn til, hvad man så skal gøre, hvis man ikke skal bruge (lange) fængselsstraffe. Alternativerne, som danskerne vælger i højere grad end domstolene, er til dels bøde, men især betinget dom og samfundstjeneste og i tilfælde af fængsel, en kort fængselsstraf. Elektronisk fodlænke, der i dag kun forefindes i det danske straffesystem som mulig alternativ afsoningsform af fængselsstraf under visse betingelser, er der begrænset interesse for som mulig selvstændig sanktion. Behandling, når dette er relevant og muligt, herunder beskæftigelse og uddannelse det være sig i frihed eller under et eventuelt fængselsophold har høj prioritet for mange. 19

20 INDHOLDSFORTEGNELSE Sammenfatning Indledning Måling af retsfølelse og retsfornuft Måling af retsfølelse Måling af retsfornuft Valg af cases, straffe og strafskema Undersøgelser baseret på beskrevne cases Undersøgelser baseret på beskrevne, viste og voterede cases Danskernes retsfølelse Retsfølelse og retspolitik Er retsfølelsen informeret? Danskernes retsfornuft Papirsager: Forestillinger om domstolspraksis og folk flest Retssager: Hvordan vil danskerne dømme? Sædelighedsforbrydelser Økonomisk kriminalitet Narkotikakriminalitet Farlig adfærd i trafikken Vold mod partner Gadevold Røveri

21 6.3. Det er mennesker der mødes Begrundelser for straf Referencer Appendiks: Spørgeskemaer Eksempel på spørgeskema anvendt i postenqueteundersøgelsen i Eksempel på spørgeskema anvendt i postenqueteundersøgelsen i

22 1. Indledning Retsfornuft! Retsfornuft? Det er et ord, der ikke findes. Det er mærkeligt, at dette ord ikke findes. For retsfølelse det findes jo. Der er næppe mange, der præcis ved, hvad retsfølelse betyder, men alle har sikkert en fornemmelse: Noget med, hvad man synes om, hvordan der straffes. Retsfølelsen kræver = befolkningen synes, der skal straffes hårdere. De sidste par årtier har retsfølelsen fået en meget central placering i den almindelige diskussion om straffesystemet, og i særdeleshed om straffenes strenghed eller hårdhed. Følelse og fornuft taler vi gerne om, somme tider som en modstilling, men altid som to måder at se på det samme emne ud fra. Følelsen er vor umiddelbare, nærmest refleksagtige holdning til, om noget er godt eller ondt, og hvor godt eller ondt, vi synes det er. Fornuften er den besindige eftertanke, dvs. den holdning vi kommer frem til efter at have haft tid og mulighed for at tænke os om, at skaffe os viden om det vi vil vurdere. Fornuften kommer ind, når det bliver muligt at se det, der skal vurderes, i perspektiv af andre forhold, at overveje et bredt spektrum af forudsætninger og konsekvenser, at overveje såvel de kortsigtede som de langsigtede virkninger mv. Det er underligt, at når vi nu engang har ordet retsfølelse, at vi så ikke også har ordet retsfornuft. Så dette være hermed indført! Hvis man ikke vil vælge helt at undgå begrebet retsfølelse og det kan der ikke mindst på grund af begrebets uklarhed være særdeles gode grunde til så er det analytisk nødvendigt, at vi også har begrebet retsfornuft. Vi kan som udgangspunkt ikke vide, om der er forskel, men der kan være forskel. Det er ikke sikkert, man mener det samme om, hvordan der skal straffes, når man refleksagtigt skal tage stilling uden at vide ret meget om sagen/forholdet og uden mulighed for at tænke nærmere efter eller diskutere det med andre, end når man kommer tættere på og bliver informeret dybere og grundigere om, hvad det drejer sig om, hvad straffene indebærer og indeholder, hvad konsekvenserne kan være osv. I og med, at det kan tænkes, at det falder forskelligt ud, afhængig af, om det er befolkningens retsfølelse eller retsfornuft, der er tale om, kan man vel også mene, at denne sondring er politisk nødvendig. Befolkningens retsfølelse kræver ja, men hvad kræver befolkningens retsfornuft? 22

23 Nærværende rapport er et bud på, hvad der karakteriserer den voksne danske befolknings retsfølelse og retsfornuft: Danskernes syn på straf når (rets)følelsen styrer og når (rets)fornuften får mulighed for at gøre sig gældende. Undersøgelsen blev initieret og påbegyndt i 2006 som led i et arbejde, som en gruppe nedsat af Advokatrådet gennemførte vedrørende straffesystemets udformning med specielt fokus på anvendelsen af de relativt korte ubetingede fængselsstraffe. 4 Også ved fortsættelsen i 2009 har Advokatrådet været inspirator for og samarbejdspartner i projektet. For fortsættelsen og udbygningen af projektet i 2009 har tillige daværende justitsminister Lene Espersen været en helt central person. Undersøgelserne i 2006 blev muliggjort af bevillinger fra Margot og Thorvald Dreyers Fond, Justitsministeriets Forskningspulje og Hotelejer Andreas Harboes Fond. Undersøgelserne i 2009 har været finansieret via en bevilling fra Justitsministeriet. Trygfonden har via dets finansiering af Videncenter for Social Pejling gjort det muligt i nærmere at analysere forestillinger om andre menneskers holdning til straf. For har Nordisk Samarbejdsråd for Kriminologi ved bevillinger endvidere muliggjort, at helt eller delvist tilsvarende undersøgelser har kunnet igangsættes og gennemføres i Norge, Sverige, Finland og Island. Projektet er som nævnt støttet økonomisk af Justitsministeriet (Justitsministeriets Forskningspulje). Projektets gennemførelse og resultater er alene forfatternes ansvar. De vurderinger og synspunkter, der fremsættes i rapporten, er forfatternes egne og deles ikke nødvendigvis af Justitsministeriet. 4 Der er tidligere udarbejdet og publiceret en selvstændig rapport om resultatet af undersøgelserne foretaget i 2006 (Balvig, 2006). Det væsentligste i denne rapport er medtaget i nærværende afrapportering, idet 2006-materialet dog er videreanalyseret, og resultaterne opgjort på en måde, der bedst muligt kan sammenholdes med resultaterne af undersøgelserne i 2009 og Metodisk set er flere af de gennemførte undersøgelser af ganske kompliceret karakter. For så vidt angår undersøgelsen er der andetsteds redegjort udførligt for de anvendte metoder (Balvig, 2006). Det er de samme metoder, der er anvendt i 2009/10, men også de vil blive udførligt omtalt i en kommende bog om hele projektet (Balvig, 2011). I nærværende afrapportering omtales de anvendte metoder og fremgangsmåder alene i et omfang og på en måde, der skønnes nødvendig for grundlæggende at forstå og fortolke resultaterne. 23

24 Der er mange personer, der på hver sin måde har ydet afgørende og vigtige bidrag til projektets opstart, gennemførelse og færdiggørelse, især tak til (i alfabetisk orden): Søren Axelsen, Linda Christensen, Charlotte Demant, Thomas Elholm, Anette Esdorf, Katrine Gillman, Helgi Gunnlaugsson, Torkel Hagemann, Anne Marie Heckscher, Gunnar Homann, Ole Ingstrup, Nicolai Jandorf, Kristina Jerre, Aarne Kinnunen, Janne Kivivuori, Thomas Knuth, Søren Kuhn, Britta Kyvsgaard, Tapio Lappi-Seppälä, Lisbeth Larsen, Mads Bundgaard Larsen, Peter Linde, Helle Lokdam, Rasmus Møller Madsen, Maja Fromseier Mortensen, Beth Grothe Nielsen, Maria Pi Højlund Nielsen, Claus Nørøxe, Leif Petter Olaussen, Majbrit Petersen, Jakob Lund Poulsen, Hanne Rahbæk, Anna Rasmussen, Mads Riisom, Henrik Rothe, Sys Rovsing, Eva Smith, Lene Storgaard, Henrik Tham, og Merete Vestergaard. Sidst, men ikke mindst, tak til de for mig helt anonyme og ukendte borgere i Danmark, der har ladet sig interviewe personligt eller telefonisk, har udfyldt skemaer tilsendt med posten og/eller har brugt timer på at deltage i krævende fokusgruppemøder. Værdifuldheden af deres bidrag understreges af, at de hver for sig gennem de brugte udvælgelsesmetoder i gennemsnit har repræsenteret mellem 500 og 600 andre borgere, og således har muliggjort, at vi med deres svar og reaktioner med rimelig stor sikkerhed kan konkludere, hvordan det er fat med hele den voksne danske befolknings retsfølelse og retsfornuft. Nærværende rapport har fået undertitlen et forspil. Den er et forspil i den forstand, at det er en forløber til en bog, der vil udkomme primo 2011 med titlen Retsfølelse og retsfornuft. Om danskernes syn på straf på Jurist- & Økonomforbundets Forlag. Det er først og fremmest det metodiske grundlag, der i denne bog vil blive præsenteret, analyseret og diskuteret dybtgående. I valg af undertitlen et forspil ligger imidlertid også en forhåbning om, at resultaterne af de gennemførte undersøgelser vil give anledning til vigtige (kriminal)politiske overvejelser. Det drejer sig i særdeleshed om følgende spørgsmål: 1) Bør vi ændre de mål eller grunde, vi anvender som baggrund for straf, således at de bliver bedre i overensstemmelse med befolkningens værdier og retsfornuft?, 2) Bør vi forsøge at informere befolkningen bedre om straffesystemets måde at virke på og i særdeleshed den måde, der straffes på, for at sikre at de nødvendige forudsætninger eksisterer for en folkelig demokratisk 24

25 debat om fællesskabets tvangsmæssige indgreb over for borgerne?, 3) Bør vi ændre på den måde, der straffes på, for i højere grad at bringe straffene i overensstemmelse med den fremherskende retsfornuft i befolkningen, og 4) Bør vi finde bedre, bredere og sikrere måder, hvorpå kendskabet til befolkningens holdninger og retsfornuft kan registreres og aflæses i det politiske system for således at opkvalificere den politiske debat og de kriminalpolitiske beslutninger? Sidst men ikke mindst: Det foreløbige skal tages meget alvorligt. Omend det vurderes, at der er rimelig stor sikkerhed om hovedkonklusionerne, skal der således tages et stort forbehold for mulige fejl, fejlfortolkninger mv. Det er ikke den endelige og autoritative afrapportering den kommer i begyndelsen af Påvisninger af større og mindre fejl, mistanker om fejl, synspunkter, ideer vil være meget velkomne. Södra Äskeryd, 16. august 2010 Flemming Balvig 25

26 2. Måling af retsfølelse og retsfornuft Retsfølelse og retsfornuft er komplicerede begreber, ligesom det endnu mere overordnede retsbevidsthed. Når man vil forsøge at måle disse begreber, tvinges man til at forsøge at præcisere, og det er ved så generelle begreber, som der her er tale om, kun praktisk muligt ved at skære af og skære væk. Vi har således indskrænket os til at forsøge at afdække retsfølelsen og retsfornuften blandt voksne danskere, de årige. Det er det meste af vælgerbefolkningen, men der mangler jo de ældste, de 75-årige og opefter. Vi ville meget gerne have haft dem med, men praksis viser, at det af en række forskellige grunde er meget vanskeligt, hvis overhovedet muligt, at opnå repræsentativitet for de ældste. Da et andet hovedkriterium end voksne netop har været repræsentativitet, har vi valgt hellere at forsøge at sige noget sikkert om de årige end alle voksne vælgere. Pr. 1. april var der årige i Danmark, mens der var i aldersgruppen år. 5 Selvfølgelig er børns og unges holdninger til straf også interessant. Der var 1. april i aldersgruppen 0-17 år i Danmark, heraf var over den kriminelle lavalder. 6 Michael Bang Petersen offentliggjorde i 2007 resultater fra en forholdsvis omfattende undersøgelse af unges holdninger til straf (Petersen, 2007). Retsfølelse og retsfornuft er ikke begreber, der kan afgrænses fast i forhold til hinanden. Det fælles er, at begge vedrører holdninger til kriminalitet og straf. Retsfølelsen er den umiddelbare, refleksagtige holdning til begreberne eller fænomenerne som sådan, retsfornuften er den reflekterede holdning baseret på i princippet fuldstændig information om den kriminalitet (hvad, hvem, hvordan, hvornår osv.), der er i fokus, og de tænkelige/mulige reaktioner. Der indgår mange dimensioner i belysning af retsfølelse og retsfornuft, men de to centrale er tid fra stimulus (det man skal forholde sig til) til respons (holdning) samt informationens mængde og detaljeringsgrad. Disse to vil selvfølgelig være indbyrdes afhængige, idet den påkrævede tid øges med den informationsmængde, man skal 5 6 De ældste i befolkningen var på registreringstidspunktet 108 år. Der var i alt 3 i denne alder. Den kriminelle lavalder var på det tidspunkt 15 år. Den er senere blevet nedsat til 14 år. Pr. 1. april 2010 var der i aldersgruppen år. 26

27 forholde sig til. Det er klart, at der på alle dimensioner er tale om glidende overgange og konitnua. Det er meningsløst at tale om retsfølelse og retsfornuft som enten-ellerfænomener. 2.1 Måling af retsfølelse Det nærmeste, man formentlig kan komme til en målemetode for retsfølelse som idealtype, dvs. som en holdning baseret på minimal information og med kortest muligt tid mellem stimulus og respons, er de såkaldte IAT test, Implicit Association Test (Greenwald, McGhee, & Schwartz, 1998). Disse test bygger på den grundlæggende observation, at vi er hurtigere til at forbinde begreber/fænomener med hinanden, når disse allerede er etableret i vort tankesæt, end hvis dette ikke er tilfældet (Gladwell, 2005). Denne måde at måle de umiddelbare følelser og holdninger på til generelle fænomener har vist sig helt eller delvist at kunne eliminere det lag af tænkning, der ellers kommer ind, og som i større eller mindre grad kan få os til at svare socialt eller politisk korrekt, f.eks. på spørgsmål om diskrimination og mulige fordomme. Vi har ikke gennemført IAT test på repræsentative udsnit af den voksne befolkning, men vi har tilnærmet os den på følgende måde: Udvalg af befolkningen er uden forudgående varsel blevet ringet op og bedt om at deltage i et kort interview. Her er de så blevet bedt om deres holdninger til generelle retlige fænomener som straf, fængsler, kriminalitet og vold uden nærmere forklaringer på, hvad der lå i disse begreber. I sagens natur har der i disse interviews ikke været meget tid til at tænke sig om, men det har jo så også været formålet. Svarpersonerne har været garanteret anonymitet, og de har ikke skullet se en anden person i øjnene endsige stå til regnskab over for andre, når de svarede. Det er dog klart, at fordi der trods alt er mere tid, og fordi man trods alt er blevet spurgt af et andet mennesker og ikke af en computer som ved IAT test, 7 så kan man ikke se bort fra, at svarene i en eller anden udstrækning kan være påvirket af ønsker om at svare, hvad man kan have oplevet som socialt forventet eller socialt acceptabelt, enten i forhold til intervieweren og/eller i al almindelighed. 7 IAT test foretages også på en sådan måde, at man skal svare hurtigst muligt. 27

28 De væsentligste mere tekniske aspekter ved de gennemførte telefoninterviewundersøgelser fremgår af oversigt Basisundersøgelserne er foretaget i 2006 og 2009 med henholdsvis og svarpersoner. I 2010 er der foretaget en opfølgende undersøgelse med 985 svarpersoner. I tilknytning til 2010 undersøgelsen blev der endvidere foretaget en mindre undersøgelse med 532 svarpersoner. Disse svarpersoner var udvalgt på samme måde som i hovedundersøgelsen (16-74-årige) og blev kontaktet telefonisk. Ved den første telefoniske kontakt blev de stillet nogle korte spørgsmål om noget helt andet end kriminalitet og straf. De fik herefter fortalt, at man var ved at forberede en anden lille undersøgelse, og at denne skulle handle om kriminalitet og straf: Spørgsmålene vil være noget i retning af., og så refererede man den præcise ordlyd af det spørgsmål om den generelle holdning til straf, der blev stillet i basisundersøgelsen. Afslutningsvis blev de spurgt, om man måtte ringe dem op om nogle dage (evt. endnu senere hvis det passede bedst) og stille dem disse spørgsmål. Man garanterede, at det kun ville være et enkelt eller i hvert fald nogle ganske få spørgsmål, og at det kunne gøres på 1 minut. Kun 1 (ud af 564) ønskede ikke dette dage efter forsøgte man så at få gennemført det opfølgende interview, hvilket som nævnt lykkedes med 532 (94 pct.). Formålet med denne supplerende undersøgelse var at se, om det gjorde en forskel, at man fik tid til eventuelt at tænke over spørgsmålene eventuelt diskutere dem med andre, eventuelt opsøge information også når det var spørgsmål af helt generel art. 8 8 Populationen var på 868 personer, hvoraf det som nævnt lykkedes at få det første interview med 564 (svarprocent 65) og tillige det andet interview med 532 (svarprocent 61). Frafaldet ved andet interview beroede i samtlige tilfælde på personer, som det ikke lykkedes at få kontakt med. Der er en svag tendens til overrepræsentation af de yngste i frafaldet, men ellers ikke forskel på en række baggrundsvariable. Der er heller ingen betydende forskelle i svarfordelingerne vedrørende spørgsmålene i det første interview for de svarende og ikke svarende i andet interview. 28

29 Opstilling De gennemførte telefoninterview undersøgelser, 2006, 2009 og Forestået af Synovate/Vilstrup Nielsen a/s Danmarks Statistik Interviewform Telefonisk (CATI) Interviewvarighed Få minutter Få minutter Del af omnibus Population 18 år -, hele landet 18 år -, hele landet år, hele landet Udvalgsmetode Randomiserede tlf.numre, mobil og fast Folkeregisterdata Udvalgsstørrelse Opnåede interviews i alt Opnåede interviews med årige Svarprocent Vægtning Ja, foretaget af Synovate/ Vilstrup: Køn, alder, geografi Ja, foretaget af Nielsen a/s: Køn, alder, geografi Ja, foretaget af Danmarks Statistik. Vægtvariable baseret på regressionsanalyse af folkeregisterdata 2.2 Måling af retsfornuft At forestille sig en blot tilnærmelsesvis måling af retsfornuft som idealtype er fuldstændig utopisk, fordi det pr. definition ville forudsætte, at de udspurgte fik uendelig tid til rådighed og uendelig information om kriminalitet og straf. Mere realistisk er det at forsøge at måle retsfornuften ved de holdninger, man måtte vise sig at have til straf, hvis man selv skulle være dommer, dvs. have samme tid til rådighed og samme mængde og type af information. Det er jo for så vidt den situation lægdommere befinder sig i, og netop fra visse studier af lægdommere kan man få en vis fornemmelse af, i hvilken retning hvis nogen overhovedet det peger med hensyn til befolkningens retsfornuft. Studieobjektet i lægdommerundersøgelser er de sager, hvor der er uenighed mellem fagdommere og lægdommere. Ifølge ældre undersøgelser findes en sådan uenighed i undersøgelsen er sammensat af to undersøgelser. Den første vedrørte et udvalg på personer, forsøgt truffet og interviewet i perioden til Her lykkedes det at interviewe 42 pct. (1.000). Den anden vedrørte et udvalg på personer, forsøgt truffet og interviewet i perioden til Her lykkedes det at interviewe 50 pct. (1.000). Den højere svarprocent i den sidstnævnte periode kan tilskrives den længere interviewperiode og de hermed forbundne flere forsøg på at træffe folk samt muligvis et stærkere forsøg på at overtale trufne til at lade sig interviewe. Forskellene mellem svarfordelingerne i de to undersøgelser på de centrale variable om generelle holdninger til straf er meget små og langt fra statistisk signifikans, hvorfor det er valgt at medtage dem som én undersøgelse, med en svarprocent på 46 pct. 29

30 15-25 pct. af de sager, hvor der medvirker lægdommere (Ruby, 1971, s. 377 f.; Wilhjelm, 1988, s. 67 f.). En undersøgelse gennemført i 1987 byggede ikke på en gennemgang af konkrete sager/dissenser, men på en postenqueteundersøgelse, hvor lægdommere blev stillet følgende spørgsmål: Når De selv har været i mindretal, gik deres opfattelse da i en strengere eller mildere retning end flertallets?. Svarene omfatter altså ikke de situationer, hvor den eller de juridiske fagdommere har udgjort mindretallet. 8 pct. svarede altid strengere, 31 pct. oftest strengere, 38 pct. oftest mildere og 22 pct. altid mildere (Wilhjelm, 1988, s. 213): Når lægdommere har dissentieret, sker det væsentlig oftere i mildere end i strengere retning i forhold til flertalsafgørelsen ( ). Det gælder alle undergrupper undtagen CD og KrF, men med betydelig variation. Tendensen er en smule stærkere i Østre end i Vestre landsretskreds, noget stærkere for kvinder end for mænd. Væsentlig stærkere for yngre (op til 40 år) end blandt de ældre, og meget stærkere i venstrefløjspartierne end i de øvrige partier (Wilhjelm, 1988, s. 74). I en senere undersøgelse, fra 1997, er et udvalg af fagdommere og lægdommere blevet bedt om at vurdere, hvordan de ville dømme i en række kort beskrevne cases. Fagdommerne lægger sig i deres personlige holdninger meget tæt op af den faktiske retspraksis, mens lægdommerne typisk var mildere. I denne undersøgelse kunne man ikke påvise nogen sammenhæng mellem alder og strenghed (Goul Andersen, 1998). På grund af forskellige opbygninger af retssystemer og i særdeleshed med hensyn til anvendelse af lægdommere, hvor nogle lande slet ikke har et lægdommersystem, kan det være svært at overføre og bruge erfaringer og undersøgelser fra andre lande. En gennemgang af dissenser i en del af år 2000 i Norge viste, at når begge lægdommere var uenige med fagdommeren, så ønskede tre ud af fire mildere straf (Olaussen, 2005). Den norske domstolsstyrelse har undersøgt dissenser i 2004 ved Trondheim tingrett, Sørtrøndelag tingrett og Stjør- og Verdal tingrett. Når lægdommerne her dissentierede var det i 64 pct. af tilfældene i mildere retning. Det var specielt i trafiksager, lægdommerne var mildere. I samtlige trafiksager, hvor der var dissens, ønskede lægdommerne mildere straf end fagdommerne. Derimod var lægdommerne i voldssager lige så ofte mildere som strengere (Ski, 2005, s. 2). Samme domstolsstyrelse har tillige gennemført en undersøgelse af straffesagerne ved Oslo tingrett i de første to måneder af Der var i alt tale om

31 domme, og fagdommerne og lægdommerne var enige i langt de fleste af disse. I 17 af sagerne ønskede lægdommerne en mildere straf, i 9 af sagerne en strengere straf. I 36 af sagerne var der uenighed og dermed tvivl om selve skyldsspørgsmålet. Lægdommerne dissentierede oftest i sager om berigelseskriminalitet, trafik og narkotika. Som målestok for befolkningens retsfornuft er undersøgelser af lægdommeradfærd under alle omstændigheder ikke nødvendigvis ideelt, selv om vi bruger den tid og information disse lægdommere får til rådighed, som en slags kriminalpolitisk model for retsfornuftens grundlag. Det skyldes for det første, at lægdommerafgørelser må antages i en eller anden udstrækning at være underkastet og underlagt gældende ret, således som den præsenteres for dem under sagen, i retsbelæringen og under voteringen. Stærkt sammenhængende hermed er den juridiske fagdommers autoritet som ekspert på området, og udsigten til at (stærkt) afvigende domme vil blive appelleret til en højere retsinstans. For det andet skyldes det, at lægdommere i Danmark ikke udgør et repræsentativt udsnit af befolkningen, heller ikke af den voksne befolkning. Justitsministeriet har gennemført en undersøgelse af repræsentativiteten for de lægdommere, der er udpeget for perioden 2008 til 2011, i alt knapt personer. Personer, der udtages til lægdommere, skal være mellem 18 og 65 år ved lægdommerperiodens start. Der viser sig blandt de udpegede lægdommere at være en kraftig overrepræsentation af de ca. 50-årige til 65 år, mens der er underrepræsentation af borgere mellem 16 og ca. 40 år. De udpegede lægdommere var ca. 6 år ældre i gennemsnit end befolkningen. Kun personer med dansk statsborgerskab kan blive udtaget til lægdommere. Selv om der med årene er sket en stigning i andelen af lægdommere med dansk statsborgerskab, men som er af fremmed herkomst, er personer med anden etnisk herkomst stadig noget underrepræsenterede. De udpegede lægdommere har gennemgående en højere uddannelse end befolkningen, og de har også en højere socioøkonomisk position. Mennesker udelukkende med folkeskoleuddannelse og/eller som er lønmodtagere på grundniveau eller helt uden for arbejdsstyrken er underrepræsenterede 31

32 (Justitsministeriets Forskningsenhed, 2007). 10 For det tredje er de sager, lægdommere medvirker i, i en række henseender langt fra repræsentative for alle sager. For at undgå påvirkning fra autoriteter og i særdeleshed fra gældende ret er der valgt en fremgangsmåde, hvor tilsigtet repræsentative udvalg af befolkningen anmodes om at at tage stilling til, hvordan de personligt synes der burde straffes i en række henholdsvis beskrevne og fremviste konkrete cases. Det har været diskuteret, om man skulle give svarpersonerne en eller anden indikation af, hvad straffen kunne være i de enkelte sager (og her kunne man så eventuelt vælge retspraksis uden at berette dette for svarpersonen). Resultatet af disse overvejelser er blevet, at det blev fravalgt. For det første ville det gøre det vanskeligere at få svarpersonernes bud på, hvordan de mente retspraksis ved sådanne cases faktisk var, et forhold som også ønskedes belyst. For det andet ville man ikke kunne undgå at indbygge en eller anden form for autoritet i et strafforslag. Svarpersonen må tænke, at et sådant forslag ikke er fuldstændig tilfældigt. For det tredje tydede en forprøve foretaget i Sverige af netop denne mulighed på, at man herved snarere kommer til at aflæse retsfølelsen end retsfornuften. Der er en tendens til, at mange vil have højere straf inden for visse grænser naturligvis uanset hvad man foreslår, formentlig fordi de grundlæggende føler, at de ønsker strengere straffe og opfatter forslagene som retspraksis. (Kvist, 2009; Magnell, 2008). Fremgangsmåden med at bede befolkningen om at forholde sig til rimeligheden af specifikke straffe i nærmere beskrevne sager blev anvendt i en lille undersøgelse foretaget i en dansk provinsby i 1974 (Balvig, 1978, s ). Kriminaliteten og sagerne var alene beskrevet i form af nogle få stikord. De straffe, man bad de udspurgte forholde sig til, var retspraksis, men dette blev ikke fortalt de udspurgte. Af de i alt seks sager viste majoriteten af de udspurgte sig at være mildere end det foreslåede i tre, og strengere i de øvrige tre Ud fra de data, der længere fremme præsenteres vedrørende befolkningens retsfølelse, kunne lægdommernes faktiske overrepræsentativitet med hensyn til de ældre, de højt uddannede og de socioøkonomisk bedst stillede tyde på, at de på det generelle plan (retsfølelsen) har en gennemgående mildere strafindstilling end den voksne befolkning som helhed. 11 Undersøgelses resultater er nærmere beskrevet i afsnit 6. 32

33 2.2.1 Valg af cases, straffe og strafskema Det kunne være ideelt, om et repræsentativt udsnit af befolkningen fik forelagt et repræsentativt udsnit af domme. Af praktiske grunde har dette imidlertid selvfølgelig været urealistisk, og det ville i øvrigt også betyde, at det næsten udelukkende blev domme, hvor retspraksis er bøde i og med, at bøde er langt den mest udbredte sanktion for lovovertrædelser i Danmark. I 2009 blev der truffet/afsagt omkring en halv million fældende strafferetlige afgørelser i Danmark, hvoraf omkring 9 ud af 10 var bøder (hovedsagelig bødevedtagelser og hovedsagelig for overtrædelser af færdselsloven). Vi har valgt at lade fokus for afdækningen af befolkningens retsfornuft være relativt alvorlige personforbrydelser (vold, voldtægt mv.) samt relativt alvorlige såkaldt moderne forbrydelser, narkotikakriminalitet og økonomisk kriminalitet. Det ligger i sagens natur, at fokus hermed også bliver den strenge del af strafskalaen. dvs. fængselsstraf. Det er de forbrydelser, der til stadighed er mest i fokus i den kriminalpolitiske debat, og man kan argumentere for, at det er for de mest alvorlige forhold og især for de mest indgribende straffe, at det ud fra en demokratisk grundopfattelse er vigtigst, at der er overensstemmelse med befolkningens holdninger. 33

34 Opstilling De i 2009 i Danmark idømte ubetingede frihedsstraffe opdelt efter idømt straflængde. Idømt straflængde Antal Procentfordeling Kumuleret pct. 30 dage dage >2 3 mdr >3 4 mdr >4 6 mdr >6 9 mdr >9 mdr. 1 år >1 2 år >2 3 år >3 5 år >5 12 år >12 år Livstid 0-99 Samfundssanktion, forvaring, straflængde uoplyst I ALT Note: De mørkere felter er dem, der er dækket af cases i postspørgeskemaundersøgelserne. Ud af den halve million fældende strafferetlige afgørelser, der blev truffet i 2009, havde godt ti tusinde karakter af ubetinget frihedsstraf 12 helt præcist , jf. opgørelser foretaget og publiceret af Danmark Statistik. Opstilling viser, hvordan de fordelte sig efter udmålt straflængde. Halvdelen af de udmålte straffe var på 60 dage eller mindre og mere end tre ud af fire på et halvt år eller mindre. Den i international sammenhæng danske og nordiske i det hele taget model for brug af ubetinget frihedsstraf er at bruge frihedsstraffen relativt ofte, men til gengæld i form af relativt korte straffe. Den mediane udmålte straflængde i 2009 for fængselsstraffene var knapt 2 måneder, mens den gennemsnitlige var ca. 6 måneder. Som udgangspunkt for måling af befolkningens retsfornuft er der udvalgt og beskrevet i alt 26 cases. De deler sig i to halvdele, hvor sagerne to og to har nøjagtig ens handlings- og forløbsbeskrivelse, men hvor gerningspersonen i den ene halvdel er en hidtil ustraffet person, mens gerningspersonen i den anden halvdel er en person, der tidligere er blevet 12 Omkring tre ud af fire af disse var rene ubetingede frihedsstraffe, mens de resterende i forskellig udstrækning var kombineret med bøde, betinget dom og samfundstjeneste. 34

35 dømt for ligeartet kriminalitet (recidivist). 13 Samtlige cases er beskrevet med udgangspunkt i faktiske sager, men sløret 14 af anonymitetsmæssige grunde og for ikke at få en folkedomstol over allerede afgjorte sager. Der er en sag om vold i trafikken, en sag om vold mod en parkeringsvagt, en sag om vold mod hustru/partner og to sager om gadevold. De to sager om gadevold er identiske, bortset fra, at der i den ene (2009-sagen) anvendes mere graverende vold end i den anden. Hertil kommer en sag om hensynsløs kørsel og farefremkaldelse i trafikken og en sag om uagtsomt manddrab, ligeledes i trafikken. Narkotikakriminalitet er belyst ved to sager, en vedrørende salg af kokain og en vedrørende indsmugling af heroin. Også sædelighedskriminalitet er søgt belyst ved to sager, en om kontaktvoldtægt, og en om pædofili hvor misbrugeren er en barnet nærtstående person. Endelig er økonomisk kriminalitet inddraget i form af en enkelt sag, der drejer sig om meget store beløb, og et forløb der strækker sig over en årrække. To delvist overlappende dommerpaneler, bestående af byretsdommere og byretspræsidenter, har i henholdsvis 2006 og 2009 givet deres bud på, hvad de har ment på de tidspunkter var retspraksis i de beskrevne sager. Deres bud på retspraksis og en kort oversigt over sagerne findes i oversigt og Den ene af sagerne er af metodiske grunde anvendt ved flere af målingerne. Desuden er der ved nogle af sagerne anvendt mere end to variationer af gerningspersonens tidligere kriminalitet, samt variationer af sociale forhold, køn, alder og etnicitet, således at det samlede antal forskellige cases er betydeligt større end de 13 grundcases. 14 Sløringerne vedrører forhold, der ifølge retspraksis ikke har betydning ved strafudmålingerne. 35

36 Opstilling Dommerpanelets vurdering af retspraksis i 7 sager, afhængig af om tiltalte er tidligere ustraffet eller straffet for noget lignende inden for det seneste år Sag Sagsforløb Tiltalte idømmes ubetinget frihedsstraf Ikke tidligere Tidligere straffet straffet Trafikvold T føler sig i sin bil generet af en forankørende, F, på 40 dage 3 mdr. en lille vej. T kører op foran F og blokerer. Stærkt ophidset skælder T F ud og spytter F i hovedet. I forlængelse heraf slår T F to gange med knytnæve. F bliver ramt på kæben og i tindingen. Partnervold T og F er gift, og har boet sammen i 6 år. Den seneste tid har de skændtes oftere og oftere. En nat ender skænderiet med, at F siger hun vil skilles. T bliver nu så ophidset, at han sparker F to gange i ryggen. Efterfølgende sparker T også F i siden og over hænderne, og T tildeler F et knytnæveslag i baghovedet. Udover mærker på brystet og på ryggen har T smerter i nakken, ryggen, ribbenene og nyrerne de følgende dage. T har desuden brækket 2 fingre på højre hånd. Parret bliver siden skilt dage 4 mdr. Myndighedsvold Simpel gadevold Salg af narkotika T ser sig sur på en parkeringsvagt, F, der er ved at skrive en P-bøde på T s bil. T forsøger at overtale F til at undlade at skrive bøden, men da det er forgæves, kalder T F for Nazisvin. T spytter efter F, som bliver ramt på overarmen, og T giver F en lussing med højre hånd og et knytnæveslag i brystet med venstre. T er om natten på vej hjem fra en fest, hvor T har haft et opgør med sin kæreste. Foran en grillbar føler T sig provokeret af F, der sidder på en bænk i samtale med en anden. T tager fat i F s arm. F forsøger at vride sig løs, hvorefter T slår F med knytnæve på den ene side af hovedet og på skulderen. F pådrager sig et sår ved mundvigen, som må syes med 2 sting. T køber en pose med 3,5 gram kokain, og fordeler kokainen i 10 salgsbreve. T forsøger at sælge dem til bekendte, men ingen har lyst. Derefter sælger T to breve på et diskotek, og er ved at sælge to yderligere, da politiet, som har overvåget T på diskoteket, griber ind. 50 dage 3-4 mdr. 60 dage 3-4 mdr. 80 dage 3-5 mdr. 36

37 Hensynsløs kørsel Uagtsomt manddrab T kører om kap med en anden bil inde i en by, hvor der er 50 km/t. På et tidspunkt kommer T op på 130 km/t, og overser her et kryds med rødt lys. I krydset rammer T en anden bil og en cyklist. Bilerne bliver totalskadede. Den sagesløse bilist får punkteret en lunge og får snitsår i ansigt og på kroppen. Cyklisten brækker skinnebenet og pådrager sig desuden en hjernerystelse. Efter en fest er T på vej fra Y-by til Z-by med tre venner som passagerer i bilen. T kører km/t på en landevej, hvor hastighedsgrænsen er 80 km/t. Der opstår problemer med CD-spilleren, og T forsøger at justere afspilleren mens T fortsætter med at køre 120 km/t. T overser herved en forankørende bil, og da T forsøger at undgå den, mister T herredømmet over sin egen bil. Den ene passager bliver dræbt på stedet og en anden alvorligt kvæstet. T selv og den tredje passager i bilen slipper med overfladiske skræmmer. Tiltalte idømmes ubetinget frihedsstraf 4-6 mdr. 6-9 mdr. 6 mdr. 6 mdr. Note: De mørkere felter er de cases, hvor der tillige er udarbejdet videofilm, jf. omtale heraf længere fremme. 37

38 Opstilling Dommerpanelets vurdering af retspraksis i 6 sager, afhængig af om tiltalte er tidligere ustraffet eller straffet for noget lignende inden for det seneste år Sag Sagsforløb Tiltalte idømmes ubetinget frihedsstraf Ikke tidligere Tidligere straffet straffet Alvorlig gadevold Voldtægt Røveri Narkotikasmugling T er om natten på vej hjem fra en fest, hvor T har haft et opgør med sin kæreste. Foran en grillbar føler T sig provokeret af F, der sidder på en bænk i samtale med en anden. T tager fat i F s arm. F forsøger at vride sig løs, hvorefter T slår F med knytnæve på den ene side af hovedet og derefter på den anden side med en colaflaske, der knuses. F falder, hvorefter T sparker F i ansigtet og tramper F på den ene side af hovedet. F får brækket sin næse og et kindben og pådrager sig endvidere hjernerystelse. F får ingen varige mén. T og F, som ikke kender hinanden, arbejder i samme firma. De møder hinanden på et firmakursus på et hotel og danser et par gange sammen. Herunder aftales det at tage en drink sammen i baren, når musikken stopper. Da baren viser sig at være lukket, går F med T op på værelset for at få en øl der. Trods F s protester og modværge begår T fuldbyrdet voldtægt. T dækker sit hoved med en elefanthue og går ind i en kiosk. Fremme ved disken trækker T en brødkniv frem og siger Jeg vil have pengene. Da ekspedienten F ikke straks reagerer, holder T kniven op foran F og skubber F hen mod disken. Efter at have fået pengene griber T fat i overarmene på F og tvinger F stadig med kniven i hånden ind i baglokalet til et pengeskab. T får F til at afsløre koden, og T bemægtiger sig kr. i alt som udbytte ved røveriet. T. får et tilbud om at tjene kr. T skal rejse til Madrid i Spanien og hente et parti heroin til Danmark. T hat store økonomiske problemer. I Madrid henter han 250 gram heroin, svarende til ca brugerdoser, og fordeler det i fire poser (to i hver sko). En af tolderne i Kastrup fatter mistanke til ham og finder de fire poser heroin i skoene. 1 år 1 år 6 mdr. 1 år 1 år 6 mdr. 1 år 6 mdr. 2 år 2-2½ år Mindst 3 år 38

39 Pædofili Økonomisk kriminalitet T udvikler et fast seksuelt forhold til sin samboers datter, især efter at T er flyttet fra samboen. Forholdet bliver indledt, da datteren er 10 år gammel og fortsætter over flere år, idet T dog aldrig bruger vold eller trusler. I den sidste del af de i alt 5-6 år, forløbet strækker sig over, indgår der også samleje i det seksuelle forhold. T har begået mandatsvig over for den bank, han arbejdede i, ved at oprette fiktive omprioriteringskonti, hvorfra han har hævet knapt 28 mill. kr. til sig selv. Banken har lidt et tab på 5 mill. kr. I to tilfælde har T begået underslæb af særlig grov beskaffenhed ved at hæve og bruge penge fra konti tilhørende personer, han har været privatrådgiver for. Endelig har han over en længere periode uretmæssigt hævet og brugt gebyrer fra forskellige konti. Note: De mørkere felter er de cases, hvor der tillige er udarbejdet videofilm. Tiltalte idømmes ubetinget frihedsstraf 2-2½ år 2½-3 år 2½-3 år 2½-3 år I opstilling er de grå felter dem, der dækkes af cases i undersøgelsen med en eller flere sager. Man kan se, at vi således ikke har sager med, hvor der er tale om meget korte frihedsberøvelser (under 40 dage), selv om dette i praksis er en ganske stor del af frihedsberøvelserne, og at vi heller ikke har sager med, hvor der er tale om meget lange frihedsberøvelser (over 4 år). Dette er sager, der på grund af deres alvorlighed, eksempelvis drab, påkalder sig og bør påkalde sig stor samfundsmæssig opmærksomhed, men det er til gengæld lykkeligvis må man have lov at sige ret få sager på årsbasis, i alt godt 100. Skulle man udbygge undersøgelserne af befolkningens retsfornuft yderligere, kunne det være interessant såvel at inddrage de helt korte frihedsstraffe som de alvorligste forbrydelser. Det kunne også være interessant at se på nogle af de sager, hvor retspraksis i dag ikke er ubetinget frihedsberøvelse, men f.eks. bøde, betinget dom eller samfundstjeneste. De 26 cases i undersøgelsen repræsenterer samlet set de tidsrammer, hvorunder omkring 75 pct. af fængselsstraffene i Danmark befinder sig. 15 Casene har en gennemsnitlig udmålt ubetinget fængselsstraf på godt 1 år, mens den mediane udmålte fængselsstraf er ca. 7 måneder. Det er henholdsvis dobbelt og mere end dobbelt så højt som niveauet for de 15 Dette er dog til en vis grad allerede gjort i en undersøgelse foretaget i 1997 (Goul Andersen, 1998). 39

40 faktisk forekommende fængselsstraffe i Danmark, så der er altså som helhed tale om sager i den relativt alvorlige ende af kriminalitetsspektret, og den ende hvor de relativt strenge straffe idømmes Undersøgelser baseret på beskrevne cases Tilsigtet repræsentative udvalg af befolkningen er af to omgange, 2006 og 2009, blevet opfordret til at være dommere, og for hver af sagerne dels give et bud på, hvordan de tror domstolene ville dømme, dels hvordan de selv ville dømme. Man er også blevet bedt om at gætte på, hvordan man tror folk flest ville dømme. De 22 af de 26 cases er hver blevet bedømt af repræsentativt udvalgte svarpersoner, mens de resterende 4 er blevet bedømt af repræsentativt udvalgte svarpersoner. 16 Opstilling De gennemførte postenquete undersøgelser, 2006 og Forestået af Socialforskningsinstituttet (SFI) Interviewform Postenquete Interviewvarighed Individuelt Population år -, hele landet Udvalgsmetode Simpel tilfældig udvælgelse fra CPR-register Udvalgsstørrelse Opnåede interviews Opnåede årige Svarprocent Vægtning Ja, foretaget af Kbh. s Universitet: Køn, alder, geografi Ja, foretaget af Danmarks Statistik: Køn, alder, geografi m.fl. Bedømmelsen er foregået på basis af et spørgeskema, Hvordan vil du dømme?. Hvert skema indeholder en beskrivelse af 7 cases. De enkelte cases er beskrevet på ca. en A4-side med en tilhørende side, hvorpå man har kunnet afgive sine svar og domme. Indledningsvist indeholder skemaerne udover en instruktion om, hvordan skemaet skal besvares, en omtale af de forskellige former for mulige straffe. To eksempler på de anvendte spørgeskemaer er 16 Hver svarperson har bedømt 7 cases. Forskellen i antal svarpersoner ved de enkelte cases for de 22 og de 4 beror på, at der ved de 4 cases er blevet udformet yderligere varianter af disse cases med hensyn til beskrivelse af gerningspersonerne (tidligere kriminalitet mv.). 40

41 givet i appendiks A. Det ene er et eksempel fra 2006-undersøgelsen, det andet fra undersøgelsen i For at give svarpersonerne al den tid, de måtte have behov for med henblik på at foretage bedømmelserne, og for at give dem mulighed for at opsøge den information, de måtte ønske herunder diskussion med andre mennesker er undersøgelserne gennemført som postspørgeskemaundersøgelser, jf. opstilling Det anses i almindelighed for et problem ved postspørgeskemaundersøgelser, at man ikke kan være sikker på, om svarpersonen har udfyldt skemaerne alene og uden påvirkning fra andre, men som grundlag for en kortlægning af retsfornuften er det en fordel med denne undersøgelsesform. Det har således heller ikke været indskærpet, som man ellers sædvanligvis gør, at besvarelsen skal være personlig og ikke bør diskuteres med andre mv. Svarpersonerne har haft op til omkring to måneder til at bedømme sagerne. Ved den anonyme postspørgeskemaform har man mindsket risikoen for oplevet autoritetspres og pres i retning af socialt acceptable svar set i forhold til telefoninterviews og især personlige interviews. I et ukendt omfang kan svarpersonerne have rådspurgt sig hos eksperter området, eller for den sags skyld selv være det. Dette er en integreret del af, at det er et repræsentativt befolkningsudsnit, der er spurgt Undersøgelser baseret på beskrevne, viste og voterede cases I et forsøg på at aflæse retsfornuften i den danske befolkning så dækkende og gyldigt som muligt har vi suppleret postspørgeskemaundersøgelserne med fokusgrupper. Tanken har været at forsøge at komme så tæt på den situation, hvor et almindeligt menneske skal dømme i en konkret sag og under samme omstændigheder og betingelser som dette faktisk foregår, som muligt. Det er nærliggende at antage, at det kan gøre en forskel, om man skal afgøre en sag beskrevet på en enkelt side hjemme i sin sofa omgivet af familie og andre, man kender, eller man skal møde op i en domstol eller på et domstolslignende sted, og her sammen med andre fremmede mennesker dømme i en sag, hvor man kan se og høre dem, det drejer sig om, dvs. primært tiltalte, men også vidner, anklager osv. Netop muligheden for at se og/eller høre tiltalte kan tænkes at gøre en forskel sammenlignet med blot at læse om ham/hende. En undersøgelse foretaget i Grønland har eksempelvis vist, at den grønlandske landsret havde en tendens til alt andet lige at idømme strengere straffe, når 41

42 tiltalte ikke personligt var til stede under retsforløbet, end når tiltalte var til stede i retssalen (Balvig, 1998). Opstilling De gennemførte fokusgruppe undersøgelser, 2006 og Forestået af Synovate Nielsen a/s Interviewform Telefonisk (CAT) + 12 fokusgruppemøder Interviewvarighed Få minutter + 3 timer Population år -, Storkøbenhavn Udvalgsmetode Randomiserede telefonnumre (mobil og fast) Udvalgsstørrelse? Opnåede interviews Opnåede årige? + 12 grupper med i alt 116 personer (8-11 i hver) Svarprocent? Vægtning 17 Nej Nej? + 12 grupper med i alt 125 personer (8-12 i hver) Fokusgruppedeltagerne udgør dels som helhed, dels i de grupper, de har deltaget i, tilstræbt repræsentative udsnit af den voksne danske befolkning mellem 18 og 74 år. De anvendte udvalgsmetoder er de samme som ved telefoninterviewundersøgelserne. Det er imidlertid klart, at når man kommer ned på gruppestørrelser på omkring 10, og for så vidt også på omkring 30, som er det antal, der har bedømt de enkelte sager, så kan det blive vanskeligt at opnå repræsentativitet i alle tilfælde, selv når man holder sig stringent til tilfældighedsprincipper for sammensætning af grupper. Derfor har der været ekstra påpasselighed med at sikre, at fordelingen af de generelle holdninger til straf retsfølelsen var fordelt samme måde blandt gruppedeltagerne i de enkelte grupper, som telefoninterviewundersøgelserne havde vist tilfældet var i hele befolkningen, hvilket primært vil sige med et flertal af deltagere, der på det generelle plan ønskede strengere straffe. For 8 af de 26 sager, der indgik som cases i postspørgeskemaundersøgelserne, blev beskrivelsen af de enkelte sager udvidet til, hvordan man måtte forestille sig disse sager forløbe under en retssag frem til (men uden) den afsluttende procedure og retsbelæring. Fokusgruppedeltagerne er således hverken under sagsfremstillingen eller på anden måde det være sig af forsvarer, anklager, dommer eller andre blevet orienteret om eller 17 Der er dog ved visse opgørelser og sammenligninger foretaget en vægtning, således at aldersfordelingen for fokusgrupperne bliver identisk med aldersfordelingen i befolkningen. 42

43 præsenteret for en mulig dom i den sag, de har skullet tage stilling til. Sagerne blev spillet og filmet i et retslokale under medvirken af dommer, anklager og forsvarer (de samme i alle sager) fra det virkelige liv, mens tiltalte og vidner var professionelle skuespillere (se opstilling ). Det filmede sager er sagerne om simpel og alvorlig gadevold, sagen om partnervold, sagen om uagtsomt manddrab, de to sager om henholdsvis salg og smugling af narkotika, sagen om røveri og sagen om voldtægt. Tiltalte er i alle 8 sager ikke tidligere dømt for kriminalitet, om end tiltalte på spørgsmål om tidligere kriminalitet utilsigtet får svaret, at han ikke tidligere er dømt for kriminalitet. 18 Selv om der i nogle af sagerne kan være i hvert fald delvist tvivl om tiltalte skyld, så er det ved de efterfølgende diskussioner blevet lagt til grund, at tiltalte er skyldig i det skete Af mange fokusgruppedeltagere blev dette fortolket som om, at han tidligere havde lavet kriminalitet, men ikke var blevet opdaget herfor. Af nogle blev dette videre tolket som ensbetydende med, at han holdt på hemmeligheder og ikke var til at stole på. 19 Sagerne er opført som lægdommersager, hvilket dog blot betyder, at der har siddet to tavse lægdommere ved siden af den juridiske dommer. På dommerpodiet. I praksis ville hovedparten af sagerne næppe blive gennemført som lægdommersager, fordi der i al væsentlighed er tale om tilståelsessager. Det er svært at vurdere, om den måde, man har ment, der skulle straffes på, ville have været anderledes, hvis det havde drejet sig om benægtelsessager. På den ene side kunne man forvente, at det ville betyde nogle frifindelser, og også nogle bud på kortere straffe, hvor tvivlen på denne måde ville komme tiltalte til gode. På den anen side kunne man forestille sig, at man i nogle tilfælde ville straffe hårdere, fordi tiltalte benægtede det skete og herunder altså ikke viste angerfuldhed. 43

44 Opstilling Billede fra de filmede retssager. Hvordan den tiltalte er og virker kan naturligvis være kritisk for, hvordan man vil dømme, og i en forhåbentlig videreførelse af de gennemførte undersøgelser, er det et stærkt ønske at få mulighed for via forskellige sags- og filmversioner at variere netop tiltaltes udseende, væremåde osv. I de indspillede film fremstilles han med forhånd givne personlige forhold (vedrørende tidligere kriminalitet, arbejde mv.), der varierer noget fra sag til sag. Erfaringerne er, at det indtryk, han giver som tiltalt, dels varierer fra sag til sag og dels opleves forskelligt fra den ene fokusgruppedeltager til den anden. Sagsvariationerne har formentlig mere at gøre med kriminalitetens art end med variationer i tiltaltes væremåde mv. Der er en tendens til, at jo mere alvorlig kriminalitet, der er tale om, desto mere negativ opleves tiltaltes væremåde. Handlingen smitter af på personen, uanset hvordan han inden for vide rammer gebærder sig. Der er ikke grundlag for at vurdere, hvad forskellene i vurderinger af tiltalte blandt de, der har overværet sagerne, beror på, men nogle finder ham lidt sympatisk, mens andre finder ham usympatisk. Især i de alvorligste sager har det skubbet i retning af et usympatisk indtryk, at tiltalte selv om der i hovedsagen er tale om 44

45 tilståelsessager ikke i sin optræden er angerfuld (nok). Generelt har det også skubbet i retning af det usympatiske, at han som nævnt i de fleste sager på spørgsmålet om, hvor vidt han tidligere har lavet kriminalitet, svarer, at han ikke tidligere er blevet straffet. Det opfattes og opleves som et tegn på utroværdighed, og et tegn på at han skjuler noget, ligesom når et sportsidol svarer, at han aldrig er blevet testet positiv, når han adspørges, om han har brugt doping, i stedet for blot at svare nej. I opstilling gives en oversigt over fokusgruppeforløbene. Opstilling Fokusgruppeforløb Fase I II Aktivitet Udvælgelse af telefonnumre med henblik på at kontakte et repræsentativt udsnit af befolkningen i aldersklassen år. Telefonisk screenings-interview, hvor der spørges om generelle holdninger til straf, baggrundsforhold (alder, erhverv, uddannelse osv.) og om lyst til at deltage i et fokusgruppemøde om straf. III Fordeling af de villige deltagere til fokusgruppemøder på i alt 24 aldersopdelte grupper (8 grupper årige, årige og årige) med hver ca. 10 deltagere, således at hver af de 8 cases kan behandles/bedømmes af 3 grupper ( år, år og år) med sikring af i hvert fald nogenlunde lige kønsfordeling og et flertal der på det generelle plan går ind for strengere straffe i hver enkelt gruppe. Jurister og andre, der arbejder med eller har professionelt forstand på emnet, frasorteres. IV V VI VII Hvert møde indledes med en kort optakt ved en mødeleder, der ikke har professionelt forstand på emnet, og som ikke er informeret om retspraksis mv. i de cases, der diskuteres. Deltagerne informeres om, at man garanterer fuld anonymitet, men at man for at få det bedst mulige referat har en referent til stede, optager mødet på video og eventuelt har nogle fra opdragsgiveren ( Københavns Universitet ) siddende bag et envejs-spejl. Herefter bedes deltagerne om at udfylde et spørgeskema (SKEMA 1). Dette spørgeskema svarer til de skemaer, der er anvendt i postspørgeskemaundersøgelserne. Skemaet påføres ikke navn, men et nummer som kun svarpersonen kender. Ca. 30 minutter. Man orienteres om, at man nu skal se en retssag (frem til umiddelbart før proceduren) på video, og at den kan have visse ligheder med en eller flere af de sager, man lige har bedømt i skemaet. Reelt ER det en af disse sager. Videoerne varer minutter. Efter videoen udfyldes et nyt spørgeskema (SKEMA 2). Det svarer til det første skema, men drejer sig udelukkende om, hvordan man ville dømme i den sag, man lige har set. Svarpersonen påfører skemaet sit nummer. Ca. 10 minutter. 45

46 Fase VIII IX X Aktivitet Man orienteres om, at man resten af de i alt ca. 3 timer (typisk ca. 1½ time), som mødet varer, alene skal diskutere den sag, man netop har set. Diskussionen skal foregå på den måde, at man tager de mulige straffe en for en bøde, betinget dom, samfundstjeneste osv. og diskutere henholdsvis fordele og ulemper ved at anvende netop disse straffe i sagen. Der skal ikke tages stilling til, om man ville anvende de pågældende straffe. Deltagerne har via informationer i skema 1 fået en kortfattet grundlæggende forklaring på de enkelte straffe, men det suppleres forud for hver strafmulighed, der indledes med et kort videoklip (2-3 minutter) om, hvad denne straf går ud på. Når man har været alle de mulige straffe igennem, udleveres påny et spørgeskema, SKEMA 3. Det svarer helt til skema 2, men man opfordres til i skemaet at svare på, hvordan man nu ville dømme efter at have fået mere tid og haft lejlighed til at snakke de mulige straffe igennem, hørt de andre synspunkter osv. Svarpersonen påfører skemaet sit nummer. Ca. 10 minutter. Afslutningsvis spørger mødelederen: Hvis I nu var en jury, tror I så, at I kunne blive enige om, hvordan der skulle straffes i sagen? Og hvad skulle straffen i så fald være? Deltagerne bliver endvidere opfordret til at tilkendegive, om de har skiftet holdning undervejs, og i bekræftende fald, i hvilken retning og hvorfor. Ca. 10 minutter. Det skal fra oversigten fremhæves, at fokusgruppedeltagerne besvarer i alt tre anonyme spørgeskemaer under forløbet. Under bevarelse af den garanterede anonymitet er det efterfølgende muligt at sammenholde de tre skemaer for den enkelte fokusgruppedeltager. Det første indledende skema er identisk med de skemaer, der er blevet anvendt i postspørgeskemaundersøgelserne, og her vurderes således i alt syv sager. Det andet spørgeskema ufyldes efter, at en konkret sag er vist på film. Det vedrører alene denne sag (som også er bedømt i det første skema). Det tredje og sidste skema er identisk med det andet, og har som formål at afdække, om de enkelte har skiftet mening efter at have diskuteret sagen med de andre fokusgruppedeltagere. Opstilling giver en oversigt over de 24 gruppers sammensætning og størrelse i forhold til de cases, man har fokuseret på. Det fremgår, at fokusgrupperne har været aldersopdelte, idet de, der forestod afviklingen af fokusgruppemøderne, havde erfaringer for, at aldersopdelte grupper hurtigere gav de enkelte tryghed i grupperne, og at det lettede den indbyrdes diskussion, bl.a. i form af at flere ytrede sig og deltog aktivt. Der er nogenlunde lige mange mænd og kvinder i samtlige grupper, og som nævnt er det sikret, at der på det generelle plan i hver eneste gruppe er et flertal, der på det generelle plan går ind for strengere straffe. 46

47 Oversigt Fokusgrupperne Sag Simpel gadevold Partnervold Uagtsomt manddrab Narkotikasalg Narkotikasmugling Røveri Voldtægt Alvorlig gadevold I ALT Aldersgruppe Antal Antal mænd kvinder n = år år år I alt år år år I alt år år år I alt år år år I alt år år år I alt år år år I alt år år år I alt år år år I alt år år år I alt Opsamlende kan man sige, at man med fokusgrupperne får et bud på, hvordan et repræsentativt udvalg af almindelige danskere ville dømme og votere i en række relativt alvorlige sager, der dækker det meste af området for hvordan fængselsstraffe anvendes og 47

48 udmåles i Danmark, hvis de frit og uden kendskab til retspraksis osv. kunne vælge den straf, de personligt ville mene var den rigtige. Fokusgruppemøderne fortæller os i tillæg hertil, hvilken forskel det gør for lægdommerne, om den sag, de skal tage stilling til, er en papirsag (sagen beskrevet og opsummeret relativt kort i et spørgeskema) eller en sag de overværer på tilnærmelsesvis samme måde som en rigtig lægdommer i en retssal gør det frem til proceduren. Fokusgruppemøderne giver tillige et bud på, hvad det i sidstnævnte tilfælde indebærer for den enkelte lægdommer sammen med andre lægdommere og en neutral mødeleder at få mulighed for at diskutere og overveje for og imod anvendelse af bestemte straftyper i den konkret sag, de i fællesskab har set på film. 48

49 3. Danskernes retsfølelse Det er velkendt, at retsfølelsen trækker i retning af strengere straffe. De flestes umiddelbare reaktion, når de hører ordet straf og især straf for vold, er, at det vil man have mere af. Sådan har det været i Danmark i alle de målinger, der har været gennemført heraf i tidens løb og sådan er det i alle andre lande, hvor dette er målt. 20 Typisk er det pct., der ønsker strengere straffe, og pct. der ønsker strengere straffe specielt for vold. Næsten ingen ønsker på dette generelle plan mildere straffe. I marts 2010 var det 59 pct. af de årige, der mente, at straffene i Danmark gennemgående var for milde (opstilling 3.1), 55 pct. der generelt gik ind for længere fængselsstraffe (opstilling 3.2), og 73 pct. der mente, at voldsforbrydelser burde straffes langt hårdere end i dag (opstilling 3.3). Opstilling 3.1. Procentfordeling vedrørende åriges svar på spørgsmålet: Mener du, at straffene i Danmark gennemgående er passende, for strenge eller for milde? marts Antal udspurgte = 985. Passende 33 For strenge 3 For milde 59 Ved ikke/uoplyst Vil ikke svare 5 I ALT Så vidt mit kendskab rækker, og det skal på ingen måde hævdes, at kendskab foreligger til samtlige undersøgelser, som nogensinde gennemført i samtlige lande i verden. 49

50 Opstilling 3.2. Procentfordeling vedrørende åriges svar på spørgsmålet: Er du enig eller uenig i følgende udsagn: Jeg går generelt ind for længere fængselsstraffe? marts Antal udspurgte = 985. Enig 37 Overvejende enig 18 Neutral (altså hverken enig eller uenig 18 Overvejende uenig 11 Uenig 15 Ved ikke/uoplyst Vil ikke svare 1 I ALT 100 Opstilling 3.3. Procentfordeling vedrørende åriges svar på spørgsmålet: Er du enig eller uenig i følgende udsagn: Voldsforbrydelser bør straffes langt hårdere end i dag? marts Antal udspurgte = 985. Helt enig 51 Nærmest enig 22 Hverken enig eller uenig 11 Nærmest uenig 8 Helt uenig 7 Ved ikke/uoplyst Vil ikke svare 1 I ALT 100 Ud fra et evolutionspsykologisk synspunkt er reaktionen meget forståelig, og kan opfattes som en grundlæggende overlevelses- og forsvarsmekanisme. Umiddelbart forbindes ordet kriminalitet og vold i særdeles med noget ondt og truende, og den umiddelbare reaktion er at ønske dette farlige fuldstændig uskadeliggjort og fjernet her og nu. Ud fra dette perspektiv er det i virkeligheden mere overraskende, at en rimelig stor majoritet ikke generelt ønsker straffene skærpet, ej heller for vold. Hvis den evolutionspsykologiske fortolkning er korrekt, skulle man forvente, at jo mere svagelig og problematisk en situation, et menneske selv befinder sig i, desto større behov for og ønske om kort proces, mens en stærk personlig og samfundsmæssig position kan give overskud til at tåle flere og større risici. Dette er da også, hvad man finder. Den generelle holdning til straf er stærkt afhængig 50

51 af, hvem man er, og hvilken situation, man befinder sig i: Blandt de midaldrende og ældre velstillede og veluddannede i storbyen er der ikke et flertal, der ønsker strengere straffe, mens et stort flertal blandt yngre, uden uddannelse og med lav indkomst uden for de store byer gør dette. De specifikke sammenhænge mellem forskellige baggrundsfaktorer og den generelle holdning til straf fremgår af opstilling 3.4. Der er tillige gennemført en såkaldt logistisk regressionsanalyse med de medtagne baggrundsvariable for at belyse, hvorvidt de enkelte sammenhænge også gør sig gældende, hvis man holder de øvrige baggrundsfaktorer konstant. 51

52 Opstilling 3.4. Procent årige der mener, at straffene i Danmark gennemgående er for milde, set i forhold til en række baggrundsfaktorer, Procent der ønsker strengere Antal udspurgte i gruppe straffe ALLE KØN Mænd Kvinder ALDER år år år BOPÆL Storkøbenhavn By, By, HØJESTE DDANNELSE BESKÆFTIGELSE ÅRLIG INDKOMST FØR SKAT I KR: By, Landsby, landdistrikt Folkeskole Erhvervsuddannelse Studentereksamen/HF Videregående kort/mellemlang Videregående, lang Selvstændig Funktionær, tjenestemand Arbejder, faglært/ufaglært Studerende/elev Pensionist, efterlønsmodtager Øvrige uden erhverv Regressionsanalysen viser, at også når vi korrigerer for eventuelle aldersforskelle, beskæftigelsesforskelle osv., så er der et mere udbredt ønske om strengere straffe blandt kvinder end blandt mænd, mere blandt yngre end blandt ældre, mere i provinsen end i det storkøbenhavnske område og mere blandt de lavt uddannede end blandt de højt uddannede, jf. opstilling 3.5. De med gult markerede felter i opstillingen indikerer, hvor der forekommer statistisk signifikante forskelle fra den førstnævnte undergruppe for hver af de enkelte faktorer, eksempelvis kvinder sammenholdt med mænd. Sammenhængen med politisk holdning kommenteres længere fremme. 52

53 Opstilling 3.5. Resultaterne af logistisk regressionsanalyse af generelt ønske om strengere straffe set i forhold til forskellige baggrundsfaktorer samt politisk holdning. Procent 21 OR Sig. Antal Total År ,92 0, Køn Civilstand Bopæl Højeste uddannelse Aldersgruppe Beskæftigelse Mand Kvinde 64 1,64 0, år år 61 0,63 0, år 55 0,36 0, Gift Samboende 67 1,25 0, Enlig 59 0,97 0, Bor hos forældre 75 0,87 0, Storkøbenhavn By, ,34 0, By, ,44 0, By, ,47 0, Landsby, landdistrikt 65 1,43 0, Folkeskole Erhvervsudd. 69 0,77 0, Stud.eks./HF 66 0,56 0, Videregående, 51 0,42 0, kort/mellemlang Videregående, lang 37 0,27 0, Selvstændig Funktionær, tjenestemand 50 0,87 0, Arbejder, faglært/ufaglært 70 1,26 0, Stud./elev 70 1,02 0, Pensionist, efterlønsmodtager 63 1,25 0, Arbejdsløs 60 0,74 0, Øvrige uden erhverv 73 1,54 0,272? 21 Disse procenter er baseret på det uvægtede materiale, hvorfor der forekommer afvigelser fra procenterne i opstilling 3.4. En regressionsanalyse baseret på et vægtet materiale har ingen mening. 53

54 Årlig indkomst før skat i kr. Stemme på hvis folketingsvalg i morgen Procent 21 OR Sig. Antal ,09 0, ,05 0, ,97 0, ,84 0, ,84 0, Vil ikke svare mv. 62 0,92 0, Enhedslisten Socialistisk Folkeparti 48 3,46 0, Socialdemokraterne 56 4,50 0, Radikale Venstre 35 2,39 0, Konservativt Folkeparti 60 6,96 0, Venstre 67 7,84 0, Dansk Folkeparti 83 14,99 0, Ved ikke mv. 70 8,26 0, Cox & Snell R 2 = 0,156; Nakelkerke R 2 = 0,211. Retsfølelsen i form af den generelle holdning til straf har en nær sammenhæng med, hvordan man grundlæggende ser på og forholder sig til andre mennesker: Ser man i almindelighed umiddelbart andre mennesker som venligtsindede eller som potentielle fjender? Blandt den lille gruppe, der synes at straffene er for strenge, var det i marts pct., der gav udtryk for, at man i almindelighed ikke kunne være for forsigtig, når man havde med andre mennesker at gøre, og at de fleste andre mennesker ikke var til at stole på. Blandt de, der mente, at straffene i Danmark gennemgående var passende, var det 23 pct., mens det blandt de, der mente, at straffene var for milde, var tæt ved hver anden, 43 pct. Tilsvarende var det 15 pct., der mente, at man ikke kunne være forsigtig nok blandt dem, der var uenige i udsagnet om generelt at gå ind for længere fængselsstraf over for 49 pct. af dem, der var enige. Endvidere er den personlige angst for at blive udsat for kriminalitet noget mere udbredt blandt mennesker, der ønsker strengere straffe, end når dette ikke er tilfældet. Blandt de, der i marts 2010 ønskede strengere straffe, var det 15 pct., der næsten hele tiden eller ofte gik rundt og tænkte på deres personlige risiko for at blive offer for kriminalitet såsom at blive overfaldet eller udsat for tyveri, hærværk el.lign. Blandt de, der mente strafniveauet var 54

55 passende, var det 8 pct., og blandt de, der mente straffene gennemgående var for strenge, ligeledes 8 pct. Blandt de, der mente, at fængselsstraffene generelt burde være længere, var næsten hver femte meget ængstelig (19 pct.), over for 6 pct. af dem, der ikke syntes, fængselsstraffene burde være længere. Hver sjette (17 pct.) af de udspurgte årige i marts 2010 havde inden for det seneste år forud for udspørgningstidspunktet været udsat for en eller flere af følgende forbrydelser. Vold, trusler om vold, tyveri, hærværk, røveri og/eller voldtægt (seneste 5 år). Det er i overensstemmelse med formodningen om betydningen af det enkelte individs umiddelbare generelle overlevelsesforsvar og syn på andre mennesker for den generelle holdning til straf, at denne holdning ikke synes at bero på egne aktuelt oplevede overgreb mv. Den generelle holdning til straf er således ikke afhængig af, hvad man selv personligt på egen krop eller ejendom har været udsat for i nyere tid. Blandt de 17 pct., der personligt havde været udsat for kriminalitet, syntes 57 pct. at straffene generelt var for milde, mens det var 60 pct. blandt dem, der ikke havde været udsat. Blandt ofrene var 50 pct. helt enige i, at voldsforbrydelser burde straffes langt hårdere, blandt ikke-ofrene 51 pct. 37 pct. af ofrene var enige i, at fængselsstraffene generelt skulle være længere, hvilket var nøjagtig den samme andel som blandt ikke-ofrene Af en europæisk offerundersøgelse foretaget i 2000 fremgår det, at 20 pct. af den danske befolkning syntes, der burde anvendes fængselsstraf i følgende sag: Man kan jo have forskellig opfattelse af, hvilke straffe lovbrydere bør have. Lad os som et eksempel tage en mand på 21 år, som for anden gang er fundet skyldig i indbrud. Denne gang har han stjålet et farve-tv. Hvilken af de straffe, jeg nævner nu, kan efter Deres mening være passende? 50 pct. ville give samfundstjeneste, 20 pct. ubetinget frihedsstraf, 13 pct. betinget dom, 9 pct. bøde og 8 pct. tiltalefrafald/anden sanktion/ved ikke. Også her finder man, at den andel, der vil give den hårdeste straf ubetinget fængsel samvarierer med en række forskellige baggrundsvariable såsom køn og alder. Imidlertid er der nøjagtig som vi i de aktuelt gennemførte undersøgelser kan se det ved den generelle holdning til straf, ingen sammenhæng med, om man selv har været udsat for kriminalitet, heller ikke med om man har selv har været udsat for indbrudstyveri. Endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at det for indbrudstyveriofrene ikke gør nogen forskel med hensyn til den ønskede straf, hvor alvorligt, man har oplevet det indbrud, man har været udsat for, som værende.. Til gengæld er der en stærk sammenhæng med, hvordan man har det med sit eget liv. Mere end hver tredje (35 pct.) af de mennesker, der var meget utilfredse med deres husstands indkomstniveau, ønskede fængselsstraf til indbrudstyven, mens det var mindre end hver femte af de øvrige. Denne sammenhæng var specielt stærk for mænd, hvor det var dobbelt så mange af de meget utilfredse, der ønskede fængselsstraf i forhold til de øvrige der ikke var meget utilfredse med husstandens økonomi: Sammenfattende ser det altså ud til, at vore holdninger til straf i højere grad er 55

56 Retsfølelsen er givetvis ikke alene et evolutionspsykologisk anliggende. Den er også kulturelt påvirket. Den har en ideologisk/moralsk dimension i den forstand, at den har nær sammenhæng med, hvordan man i øvrigt generelt ser på samfundet, og hvordan man ønsker samfundet udformet. Det ses bedst af den nære sammenhæng, der eksisterer mellem den generelle holdning til straf og politisk orientering. Blandt mennesker med såkaldt borgerlig observans er der klart flere med ønske om strengere straffe, end blandt mennesker med en social-liberal eller socialistisk orientering, jf. opstilling 3.6. Mens der blandt mennesker, der ville stemme på Enhedslisten eller Radikale Venstre ved et folketingsvalg, var omkring en fjerdedel, der generelt ønskede strengere straffe, var det 84 procent af dem, der ville stemme på Dansk Folkeparti. Opstilling 3.6. Procent årige der mener, at straffene i Danmark gennemgående er for milde, set i forhold til partipolitisk holdning, Procent der ønsker strengere Antal udspurgte i gruppe straffe ALLE STEMME PÅ HVIS Enhedslisten FOLKETINGSVALG I Socialistisk Folkeparti MORGEN Socialdemokraterne Radikale Venstre Konservativt Folkeparti Venstre Dansk Folkeparti Ved ikke mv Det har ikke blot interesse at vide i hvilken retning retsfølelsen går, men også hvor vigtig den er, dvs. denne følelses intensitet og betydning for dem, der har den. Af opstilling 4.6 kan man se, at selve temaet kriminalitet og straf er et emne, som langt de fleste danskere følger en del eller meget med i. Hver tredje (32 pct.) følger dette stof i medierne i temmelig høj eller meget høj grad, og op mod halvdelen (43 pct.) følger en del med. Mindre end hver påvirket af, hvordan vi generelt har det med os selv og med hinanden i det daglige liv, end med hensyn til, hvor meget»trivialkriminalitet«vi udsættes for. (Balvig, 2001). Undersøgelsen er nærmere omtalt i afsnit 6, hvor fokus er på sammenligning med andre tilsvarende undersøgelser, udviklingen fra 2000 til 2005 samt sammenligninger med andre lande. 56

57 tiende (9 pct.) følger ikke eller næsten ikke med i mediernes stof om politi, straf og kriminalitet. Det er interessant, at der ikke umiddelbart er nogen særlig sammenhæng mellem, hvor meget man følger med i kriminalstoffet i medierne på den ene side og den generelle holdning til strafniveauet i Danmark på den anden. Det er der derimod mellem personlig ængstelse for at blive udsat for kriminalitet og eksponering for kriminalstoffet. Blandt de mennesker, der næsten hele tiden går rundt og tænker på deres personlige risiko for at blive udsat for kriminalitet, er der flere end i nogen anden gruppe, der i meget høj grad følger stof om kriminalitet, straf og politi i medierne (37 pct.). Problemstillingen om, hvorvidt der så er tale om en årsagssammenhæng, og hvad det så i givet fald er, der påvirker hvad, skal ikke tages op her. Opstilling 3.7. Procentfordeling vedrørende åriges svar på spørgsmålet: Det næste spørgsmål handler om kriminalitet og politi i virkeligheden og IKKE f.eks. krimier: I hvilken grad følger du med i, hvad der vises, skrives eller fortælles i medierne om kriminalitet, straf og politi? marts Antal udspurgte = 985. I meget høj grad 14 I temmelig høj grad 18 En del 43 Ikke så meget 16 Kun sjældent 6 Stort set aldrig 3 Ved ikke/uoplyst Vil ikke svare 0 I ALT 100 Ellers synes det så at sige at forene befolkningen i en vis eller betydelig udstrækning at følge med i mediernes kriminalstof. Der er således ingen forskel mellem mænd og kvinders følgen med, det gør ikke nogen forskel hvor i landet man bor, og det har heller ikke sammenhæng med, hvilken skoleuddannelse man har fået. Aldersmæssigt er der dog flere blandt de ældre, der følger med end blandt de unge. 64 pct. af de årige fulgte en del eller meget med i medierne, 77 pct. af de årige og 81 pct. af de årige. 57

58 Hvor på en liste over, hvad der anses for de vigtigste problemer i samfundet, kriminalitet befinder sig, er ikke så ligetil at sige. Dels varierer det over tid, og er givetvis påvirket af aktuelle problemstillinger samt den dagsorden politikere og medier sætter og eksponerer, og dels synes det at afhænge af, hvordan det måles. Når kriminalitet nævnes som et muligt vigtigt samfundsmæssigt problem blandt andre, optræder kriminalitet typisk blandt de tre problemer, der anses for de største og vigtigste. Skal befolkningen derimod spontant selv nævne, hvad der anses for de vigtigste samfundsproblemer, er det ret få, der nævner vold, kriminalitet mv. Det kunne tyde på, at kriminalitetsproblemer for mange mennesker er et forhold, som man synes, det er en forpligtigelse som borger at prioritere højt, mens det for dem selv personligt betyder mindre i dagligdagen og langt fra er det, som man synes samfundet først og fremmest skal gøre noget (mere) ved. Nogle eksempler: I hvert af årene 1980, 1982, 1984 og 1986 gennemførte AIM undersøgelser, hvor befolkningen blev stillet følgende spørgsmål: Hvilke tre ting mener De, er de alvorligste problemer for landet i øjeblikket? (10 svarmuligheder vistes på et kort). I 1980, 1982 og 1984 kommer vold ind som nummer tre, og i 1986 som nummer to. I 1997 stillede SONAR spørgsmålet: Hvilket eller hvilke af disse problemer mener De, at det er mest presserende at få løst? (9 mulige problemer nævnes for svarpersonen). Vold kommer ind som nummer to, lige før ventelister på hospitalerne og lidt foran arbejdsløsheden (der toppede i første del af 1980-målingerne). Året efter, i 1998, spurgte VilstrupResearch, om der var nogle af syv nævnte problemer, man de seneste 5 år var blevet mere bekymret for. Det var 41 pct. for sygehusvæsenet og 36 pct. for henholdsvis Kriminalitet og Flygtninge og indvandrere. Heroverfor står så bl.a. en undersøgelse, som Gallup foretog for Berlingske Tidende. Spørgsmålet lød: Hvilket eller hvilke problemer mener De, det er vigtigst at politikerne beskæftiger sig med? og her skulle svarpersonerne så selv nævne, hvad der faldt dem ind. 47 pct. nævnte arbejdsløsheden, 22 pct. ældres vilkår og 16 pct. flygtninge- og indvandrerproblemer. Kun 2 pct. nævnte kriminalitet, hvilket placerede kriminalitet som nr. 20 på listen. Undersøgelsen blev gentaget i 1998, og nu var det flygtninge- og indvandrerpolitik, der suverænt toppede listen som det mest bekymrende i samfundet (47 pct.). Herefter kom miljøet (16 pct.), ældres vilkår/ældrepolitik (13 pct.), økonomien (10 pct.) og sundhedspolitik/ventetider (8 pct.). Man har alene afrapporteret de ti forhold, som 4 58

59 pct. eller flere pegede på, så kriminalitet, vold mv. må være nævnt af færre end 4 pct. og er placeret i opsamlingskategorien Andet. Op til folketingsvalget i 2001, tog Gallup for Berlingske Tidende påny pulsen på, hvilke samfundsproblemer, der optog danskerne mest, men nu igen med foreslåede givne emner (i alt 14), som man skulle forholde sig til: Her er nogle emner som eventuelt vil blive diskuteret i den kommende valgkamp. Hvor stor betydning har partiernes holdning til disse emner for Dem, når De skal vælge, hvilket parti De vil stemme på? Flest pegede på hospitaler og sundhedsvæsen (57 pct.), men dernæst kom Lov og orden (56 pct.). I marts 2010 var det 38 pct. af de årige, der gav udtryk for, at de aldrig i det daglige skænkede deres personlige risiko for at blive udsat for kriminalitet en tanke, og yderligere 34 pct., der kun sjældent gjorde det. Det er vel i og for sig bemærkelsesværdigt i betragtning, at de fleste mennesker næsten dagligt må formodes at se eller høre/læse om en eller flere nyheder mv., der har med kriminalitet at gøre. Indtil år 2000 var det et flertal af befolkningen, der i undersøgelser tilkendegav, at de bekymrede sig meget for vold og kriminalitet i samfundet, men siden da har det været mindretallet. I 2009 var det 38 pct. (Justitsministeriets Forskningskontor, 2010). I forbindelse med telefoninterviewundersøgelserne er der gennemført en lille follow up, idet 23 personer, der ved det primære interview gav udtryk for, at straffene i Danmark var for milde, er blevet re-interviewet. Der viste sig her en klar tendens til, at det først og fremmest var personfarlig kriminalitet (vold, voldtægt m.v.), man tænkte på. Der sker jo ikke noget en idiot voldtager en lille pige eller slår en gammel dame ned og dagen efter er de på gaden igen var en typisk kommentar. Adspurgt om, hvorfra de havde dette indtryk, henviste samtlige til medierne, de fleste blot til medierne i al almindelighed, 3 til en alvorlig sex-sag, som på det tidspunkt fik stor mediedækning (og dette selv om den mistænkte sad fængslet og sagen ikke var afgjort endnu). Ikke en eneste henviste til personlige erfaringer eller oplevelser. Denne fornemmelse af, at der ikke sker noget, viste sig ved efterfølgende spørgsmål at være en central baggrund for ønsket om strengere straf. For ikke så få syntes det vigtigste i virkeligheden at være, at der bliver gjort noget (mere). Det kan være strengere straf og/eller noget andet: Men nu var det jo straf, du spurgte om Disse svarpersoner svarede ja til alt, eller næsten alt, hvad de blev foreslået som reaktioner over for 59

60 kriminaliteten: Bedre støtte til familie, mere politi, flere jobmuligheder, bedre skoler, behandling i fængslerne osv. osv.: Der skal gøres noget, man skal ikke bare se til og affinde sig med volden.!. En undersøgelse, der peger i samme retning, dvs. at ønsket om strengere straf mere grundlæggende er et ønske om, at der bliver gjort noget (mere), og at der måske faktisk ikke er et flertal af befolkningen, der ønsker strengere straf, hvis de skal tage stilling til dette inden for en ramme af andre muligheder, blev foretaget af Sonar for Berlingske Tidende i januar Spørgsmålet, befolkningen blev stillet, var: Hvilken eller hvilke af følgende metoder bør efter Deres mening tages i brug ved bekæmpelse af vold? (6 muligheder blev præsenteret). Det var karakteristik, at mange valgte flere af mulighederne, men også at kun 38 pct. ønskede strengere straffe, selv om valg af dette alternativ jo altså ikke udelukkede valg af et eller flere af de andre. De 38 pct. var omtrent den samme andel, som ønskede forebyggende hjælp til belastede familier (36 pct.) og mere politi på gaden (35 pct.) Flest samlede sig om at ønske hurtigere rettergang (61 pct.). Undersøgelsen blev gennemført den 13. januar, hvilket var knapt to uger efter, at den daværende socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen havde holdt en nytårstale, hvor han gav voldsbekæmpelsen høj prioritet, og bl.a. om (gade)volden sagde: Vi vil ikke finde os i det. Vi vil den vold til livs. 23 I en undersøgelse fortaget i forbindelse med den europæiske offerundersøgelse i 2000 (ICVS) blev befolkningen stillet følgende spørgsmål: Man taler meget om kriminaliteten begået af unge. Hvad er efter Deres opfattelse den bedste fremgangsmåde til at mindske ungdomskriminaliteten? Jeg læser fem muligheder op, og De kan sige ja til én, to eller tre af dem, som De finder rigtigt. Heller ikke her, hvor man altså i en vis udstrækning er tvunget til at prioritere, var der et flertal, der pegede på det alternativ, der hed strengere straffe. 80 pct. sagde familieforhold, 41 pct. skoleforhold, 34 pct. økonomi/beskæftigelsesforhold, 28 pct. længere og strengere straffe og 25 pct. bedre/mere politi. Mens det store flertal, 85 pct., pegede på tiltag i forhold til familie og/eller skole, var det et mindretal, 42 pct., der pegede på strafferetlige tiltag, dvs. tiltag i forbindelse med politi og/eller straffesystem. Der var en markant sammenhæng med alder. Mens der for de helt unge, de årige, var omtrent lige mange, 23 SONAR-undersøgelsen for Berlingske Tidende viste, at 78 pct. af befolkningen erklærede sig tilfredse med, at statsministeren i sin nytårstale gav voldsbekæmpelsen høj prioritet. Kun 3 pct. var utilfredse. 60

61 der pegede på sociale tiltag og retlige tiltag, steg andelen, der pegede på sociale tiltag, kraftigt med alderen, og andelen der pegede på retlige tiltag faldt. Blandt de ældste (70 år og opefter) var der fem gange flere, der pegede på sociale tiltag end på retlige tiltag. Det er uomtvisteligt, at et flertal af den danske befolkning ønsker strengere og hårderes straffe, og i særdeleshed for personfarlige kriminalitet såsom vold. Det er væsentligt at tillægge, at sådan ser det også ud til at være i alle andre lande, uanset om man der straffer (meget) hårdere eller (meget) mildere end i Danmark og sådan har det altid vist sig at være i Danmark i det mere end et halvt århundrede, hvor undersøgelser af befolkningens retsfølelse har været gennemført her i landet. Opsummerende kan man på denne baggrund med et afsæt i evolutionspsykologien og biologisk funktionalisme hævde, at den umiddelbare naturlige retsfølelse hos et menneske den instinktive, ureflekterede her-ognu reaktion på mødet med det onde og truende er, at denne fjende skal uskadeliggøres, fordi dette umiddelbart forekommer som det, der bedst bidrager til ens egen overlevelse såvel på kort som på lang sigt. I en omgivelse eller et samfund, hvor fællesskabet kun i ringe grad de facto foretager en total uskadeliggørelse (f.eks. i form af dødsstraf eller livstidsstraf), vil den naturlige følelse være et ønske om strengere straffe, især i form af at fængselsstraf bruges oftere, og at fængselsstraffene bliver længere. Den naturlige retsfølelse er pr. definition ikke repressiv for repressionens (hævnens) skyld, men primært på grund af dens nyttemæssige funktion (egen og andres (bedst mulige) overlevelse). Når den umiddelbart peger på (længere) indespærring, er det fordi dette så at sige forestilles at være et sikkert kort : Så længe han sidder inde, kan han i hvert fald ikke på ny voldtage eller overfalde andre uskyldige mennesker. På grund af dens nyttemæssige grundlag er den naturlige retsfølelse imidlertid også åben over for andre alternativer end indespærring (og dødsstraf) så længe de er effektive. Det centrale er, at der bliver gjort noget effektivt. Det kan f.eks. være behandling hvis dette er effektivt, eller i det mindste lige så effektivt som indespærring. Den naturlige retsfølelse i form af ønsket om mere og længere indespærring af især mennesker, der begår personfarlig kriminalitet, er stærkest og mest udbredt i de dele af befolkningen, der især reelt løber en risiko for at blive udsat for denne form for kriminalitet (de unge) og/eller som generelt subjektivt oplever, at de lever i en truende omverden (hvor 61

62 man ikke kan stole på mennesker, man ikke kender). Der er en klar tendens til, at jo længere væk fra samfundets centrum, man befinder sig, og jo færre sociale ressourcer, men besidder (bopæl i provinsen frem for i København, lav uddannelse frem for høj uddannelse, lav indtægt frem for høj indtægt, utilfredshed med ens livssituation frem for tilfredshed mv.), desto mere udbredt og desto stærkere er ønsket om strengere straffe for kriminalitet. Retsfølelsen viser sig ikke kun at være bestemt af evolutionspsykologiske/biologiske behov og ens egen (oplevede) livs- og samfundssituation. Den er også påvirket af de personlige erfaringer, man har gjort tidligere i livet og de påvirkninger, man har været udsat for, således som disse har afsat sig i bestemte former for moral, livssyn og ideologi. Der er således mere end med noget andet en overordentlig stærk sammenhæng mellem retsfølelse og politisk holdning. Blandt mennesker med en samfundspolitisk holdning, der ligger til venstre, er der kun et lille flertal eller slet ikke noget flertal for strengere straffe, mens der blandt mennesker med en politisk holdning, der ligger til højre på den traditionelle venstrehøjre skala, er et massivt flertal, der ønsker hårdere og strengere straffe. Der skal ikke gives megen tid til refleksion, før det umiddelbare flertalsønske om strengere straffe mildnes. Det gør således en signifikant forskel, om man udbeder sig danskernes holdning til strafniveauet i Danmark her og nu, eller om man giver dem lidt tid til at reflektere over spørgsmålet: Mener du, at straffene i Danmark gennemgående er passende, for strenge eller for milde?, jf. opstilling Opstilling 3.8. Procentfordeling vedrørende åriges svar på spørgsmålet: Mener du, at straffene i danmark gennemgående er passende, for strenge eller for milde?, set i forhold til hvor lang tid, man har haft til at reflektere over, hvad man ville svare marts/april Umiddelbare svar i telefoninterviews Svar i telefoninterviews efter 3-33 dages betænkningstid Passende For strenge 3 4 For milde Ved ikke/uoplyst/vil ikke svare 5 17 I ALT n = Fremgangsmåden i undersøgelsen er nærmere beskrevet i afsnit 2 vedrørende måling af retsfølelse og retsfornuft. 62

63 Blandt det repræsentative udsnit af årige danskere, der i marts 2010 blev ringet op og umiddelbart bedt om at svare på spørgsmålet, var det 59 pct., der svarede, at de syntes, at straffene gennemgående var for milde i Danmark. Inkluderer vi den statistiske usikkerhed, kan det beregnes, at det med 95 procents sikkerhed var mellem 56 og 62 pct. Anderledes forholdt det sig med det repræsentative udsnit årige danskere, der omkring samme tidspunkt (marts/april 2010) ligeledes blev ringet op, og fik spørgsmålet men hvor det blev aftalt, at man ville vende tilbage for at få svaret hvilket man så gjorde efter 3-22 dage. Blandt disse danskere var det kun 41 pct. med usikkerhed, pct. der syntes, at straffene i Danmark gennemgående var for milde. Det er interessant i sig selv, at omkring en tredjedel helt havde glemt, at de tidligere var blevet ringet op, og for denne tredjedel må man formode, at deres svar ikke har været meget anderledes, end hvis vi havde bedt dem om umiddelbart at svare ved første kontakt. Set på denne baggrund bliver forskellene mellem de umiddelbare og de reflekterede svar markante. De fleste af dem, der kunne huske aftalen, havde til gengæld en historie at fortælle. De ville således meget gerne fortælle om, hvorfor de mente, som de mente. Det var åbenlyst, at de havde tænkt over spørgsmålet. Vi havde lovet, at det kun ville tage 1 minut, men i praksis blevt det vort tidsmæssige og ressourcemæssige problem at få mange af samtalerne afsluttet. Et par tjek-spørgsmål taget fra postenquete undersøgelserne viste, at svarpersonerne ikke mellem de to telefonopringninger var blevet klogere på, hvordan der faktisk straffes ved danske domstole. Man havde i al almindelighed ikke gjort sig nogen anstrengelser overhovedet for at få noget mere at vide om straf i Danmark men man var i sine refleksioner blevet klogere på, at man ikke var så klog på området. Rigtig mange sagde, at de jo måtte erkende, at de stort set ikke vidste noget om straf i Danmark. Det er givetvis på denne baggrund, den langt større procent ved ikke mv. blandt de, der har fået længere tid til at svare, skal ses (17 over for 5 pct.). Svarene var netop ved ikke og ikke vil ikke svare. Der var også mange af dem, der svarede relativt flest blandt dem der svarede for milde, men også enkelte blandt dem, der svarede passende, hvor det var dem meget om at gøre at understrege, at de reelt ikke vidste noget om det, men når du nu spørger, så må jeg jo svare!. 63

64 Blandt mangfoldigheden af forklaringer og historier var det gennemgående og hyppigt forekommende, at svarpersonerne direkte på eget initiativ sagde, at hvis de skulle have svaret med det samme første gang, de blev ringet op, så havde de svaret for milde men nu svarede de passende : Man tænker jo på, hvad man lige har set i fjernsynet mord, massevoldtægter, børnelokkere og alt det der og det svarer man ud fra men så ved man jo egentlig godt, at det er ikke sådan det går for sig her i byen og byen her er vel hverken værre eller bedre end andre steder. Virkeligheden er vel den sølle narkoman, der stjæler, fulderikken der går amok osv. og det hjælper vel ikke noget at putte dem i spjældet. Man skal jo også tænke re-socialisering så alt i alt er det nok meget passende hvad man gør. Dette er et direkte referat af en enkelt historie, men i en række henseender er den dækkende for essensen af, hvad mange forklarede og berettede. Især er det straffens andre mulige formål end det rent hævn- og retfærdighedsmæssige, der kommer ind og modererer, hvad man mener. Man udtaler sig på et fornuftigere grundlag i den forstand, at man har fået tid til at vurdere spørgsmålet på baggrund af nogle mere komplekse forudsætninger, som man hele tiden har kendt til og ment, men som ikke får lov at komme til, når man skal reagere og svare her-og-nu. Disse tendenser kan vel ikke andet end skærpe appetitten på at få at vide, hvad danskerne så mener, hvis de ikke blot får tid, men også får konkretiseret, hvad det er for en forbrydelse, og hvad det er for straffe, vi gerne vil høre om deres holdninger til altså befolkningens retsfornuft. Første tager vi dog lige som baggrundstæppe en omvej over retsfølelsens politiske betydning i Danmark (afsnit 4) og spørgsmålet om befolkningens faktiske kendskab til, hvordan der straffes (afsnit 5) inden vi gengiver resultaterne af de gennemførte undersøgelser vedrørende befolkningens retsfornuft. 64

65 4. Retsfølelse og retspolitik Selv om retsfølelsen i den danske befolkning næppe grundlæggende har ændret sig gennem de seneste årtier, i den forstand at der hele tiden har været en betragtelig stor del af befolkningen, der på det generelle plan har ønsket strengere straffe, så er der sket en fundamental ændring i retsfølelsens betydning for retspolitikken. Retsfølelsen er fra at spille en mindre eller slet ingen rolle for større retspolitiske beslutninger og ændringer overgået til at spille hovedrollen. Det fremgår bl.a. tydeligt af karakteren af og indholdet i Folketingets kriminalpolitiske debatter gennem det sidste halve århundrede (Wolffhechel, 2006): 1961 I 1961 diskuteres et lovforslag, der bl.a. indeholder forslag om en ændret form for betinget dom, og et system hvor unge lovovertrædere op til 23 år behandles under et socialretligt reaktionssystem snarere end et strafferetligt. Der er stort set konsensus partierne imellem. Begrundelserne, der anvendes, er primært af nyttemæssig art og forebyggelsesorienteret. Enkelte gange kommer spørgsmål om straffenes strenghed op, men i så fald er det politikernes egne personlige holdninger, der tilkendegives Justitsministeren fremsætter et lovforslag om at gennemføre en almindelig sænkning af strafudmålingsniveauet inden for strafferetten, bl.a. ved at mindske betydningen af tidligere domme samt inddrage hensyn til gerningspersonens almindelige personlige og sociale forhold. Samtlige partier hilser en reduktion i brugen af frihedsstraf særligt i forbindelse med mindre alvorlig kriminalitet velkommen. Mest afmålt er Nathalie Lind (V), der understreger, at man skal være opmærksom på ikke at krænke befolkningens retsbevidsthed, ligesom vi også skal tage hensyn til offeret for forbrydelserne. Generelt har alle fokus på det forebyggende, og der er enighed om at berigelseskriminalitet ikke bekæmpes med hårde repressive straffe I 1982 diskuteres først og fremmest et lovforslag om sænkning af strafferammerne for de almindelige berigelsesforbrydelser med en tredjedel samt en udvidet anvendelse af betinget domme og bøder. Mens konsensus prægede debatterne i 1961 og 1973, er uenigheden i 1982 påfaldende, og det ender da også med, at mens 79 stemmer for, så stemmer 65 imod. For første gang i nyere tid ser man i diskussionen en mere almen brug af henvisninger til befolkningens retsfølelse og retsbevidsthed som begrundelse for en bestemt retstilstand. I alt ni gange falder der direkte henvisninger hertil. Hagen Hagensen (K) siger bl.a.: Vores retssystem og dermed vores straffesystem skal være i overensstemmelse med retsbevidstheden, som den er i folket. og jeg tror, at retsbevidstheden siger, at dette skal vi ikke gøre. Henvisninger til egen opfattelse af folkestemningen foretages af såvel tilhængere som modstandere af mildning af straffene I 1993 er der af den socialdemokratiske regering fremsat et forslag om strengere straffe. Forslaget går ud på at skærpe strafudmålingen med en tredjedel i tilfælde af gentagen voldskriminalitet og ved vold over for særligt udsatte personer. Ifølge Holger Graversen (S) er S fortsat af den overbevisning, at hårde straffe ikke hjælper, hvorfor antivoldspakken tager fat i at forebygge og begrænse volden. Alligevel siger [det] sig selv, at samfundet er nødt til at bruge strafmidlet af hensyn til den almindelige retsbevidsthed og for at undgå selvtægt. Også i denne debat er der ni gange henvisninger til retsbevidstheden og retsfølelsen, og herudover er der elleve gange henvisninger til hensynet til ofrene. Kun Socialistisk Folkeparti ender op med at stemme mod forslaget. 65

66 1997 Den socialdemokratiske regering foreslår, at domstolene søges instrueret om at lægge 1 år mere oven i straffene for alvorlig vold. Lovforslaget lægger også op til en styrkelse af ofrenes retsstilling, ligesom der skal sættes ind med hurtig og konsekvent reaktion over for unge kriminelle. Retsfølelse og retsbevidsthed nævnes kun eksplicit fire gange under debatten om lovforslaget. Til gengæld er der 76 direkte henvisninger til ofrene. Som den eneste i debatten beklager Jette Gotlieb (EL) lovforslaget: Jeg synes, at det, der foregår, er et populistisk spil, som vi i hvert fald ikke vil deltage i.. Vold er simpelhen for alvorligt til valgflæsk og hovsa-løsninger Den nye borgerlige regering fremsætter lovforslag om forhøjede straffe for vold og voldtægt og andre forbrydelser af personfarlig karakter. Formålet eller visionen med dette forslag er ikke at forsøge at mindske voldskriminaliteten mv. Såvel i forbindelse med lovforslagets fremsættelse som under dets behandling samt efter dets vedtagelse har justitsministeren ved flere lejligheder understreget hensynet til befolkningens retsfølelse. Forslaget har været båret frem af den forestilling, at straffene for vold mv. var kommet i utakt med befolkningens holdninger og synspunkter på dette område, og at der med lovændringen kunne rådes bod på dette. Lovforslaget blev begrundet på følgende måde: Forbrydelser mod personer er langt alvorligere end forbrydelser mod penge. Overgreb mod et andet menneske er en forbrydelse mod det helt fundamentale i det danske samfund: Respekten for det enkelte menneske. Enhver form for personfarlig kriminalitet er derfor helt uacceptabel. Det nuværende strafniveau i sager om personfarlig kriminalitet afspejler efter regeringens opfattelse ikke i tilstrækkelig grad den krænkelse af ofret, der finder sted. Det er vigtigt, at straffeloven angiver, hvordan samfundet ser på sådanne krænkelser, og samfundets klare afstandtagen fra disse handlinger skal afspejles i straffelovens strafferammer. 25 I et indlæg i pressen om lovændringerne dagen før den lov, der kom ud af det, trådte i kraft, skrev justitsministeren: Lovforslaget er således først og fremmest båret af hensynet til ofrene og befolkningens retsfølelse. 26 I et interview omtales justitsminister Lene Espersen og hendes retspolitik på følgende måde i forbindelse med strafskærpelserne: Danmark har allerede fået en forsmag på, hvad det er for en retspolitik, der følger med Lene Espersen. Den er lige på, hård og konsekvent. Ikke kriminologernes kop te. Men det er hun sådan set ligeglad med. Lene Espersen styrer med sin indre sans for retfærdighed, som hun efter eget udsagn deler med den helt almindelige befolkning. Hun mener, at danskerne er blevet grundigt trætte af at høre eksperternes dybe suk, hver gang det trækker op til debat om forbrydelser og hårdere straffe. Folks retsbevidsthed bliver krænket i det inderste, når forbryderne slipper for let. Det har de borgerlige partier sagt i årevis. Men nu er det slut med at vende den anden kind til. Arvesølvet i en borgerlig retspolitik er ifølge Lene Espersen den personlige frihed og det enkelte menneskes ukrænkelighed. Og det er derfor, at forbrydelse mod liv og legeme vejer tungere end for eksempel økonomisk kriminalitet. I de seneste par år har der været stor fokus på den økonomiske kriminalitet. Samtidig har man været meget mere optaget af, at de kriminelle skulle bringes ud af deres kriminelle tilværelse, end om strafferammerne var i overensstemmelse med det, som almindelige mennesker nu engang mener er ret og rimeligt, 25 Forslag til Lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og færdselsloven (L 118, fremsat den 26. februar 2002 af justitsministeren (Lene Espersen)), s Justitsminister Lene Espersen (K): Hårdere straffe en konsekvent kriminalpolitik. Indlæg i pressen, 5. juni 2002 (her iflg. Justitsministeriets hjemmeside, 66

67 siger Lene Espersen, der beskriver regeringens retspolitik som hård, men retfærdig. Kriminologerne siger, at strengere straffe ikke hjælper? Det er fordi, kriminologerne som udgangspunkt spørger, om straf vil få forbryderen til at opføre sig værre eller bedre. Det spørgsmål er bare ikke det væsentligste for mig. Når en person har banket et andet menneske til lirekassemand, så er det først og fremmest ikke forbryderen, der optager min retfærdighedssans, så er det rent faktisk ofret. Derfor skal vi både kompensere ofret for den fysiske og psykiske smerte og udsende et klart signal om, at forbrydere vil blive straffet hårdt. Jeg er fuldstændig klar over, at man også skal tage nogle resocialiserings-initiativer, blandt andet i form af behandlingstilbud. Men når nogen begår grov kriminalitet mod andre, må det være samfundets første pligt at tage stilling til, hvor lang tid forbryderen skal spærres inde, frem for straks at springe til stykke to og spørge, hvordan man kan få bragt den kriminelle på ret køl igen. Men det er meget med en fordobling? Det er det, men efter min mening er det også nødvendigt. Det niveau, vi ligger på i dag, er uacceptabelt lavt. Men hvordan lander man lige på en fordobling? Der er ganske enkelt tale om en politisk stillingtagen, der hviler på det synspunkt, at strafferammerne skal afspejle samfundets forventninger til straffeniveauet. 27 Under førstebehandlingen af lovforslaget motiverede Venstres ordfører, Birte Rønn Hornbech, lovforslagets fremsættelse og indhold på følgende måde:.. det er såmænd ikke, fordi vi tror, at menneskeheden i al almindelighed bliver bedre af det, men vi har det helt grundlæggende synspunkt i Venstre, at straffeloven skal afspejle det til enhver tid værende samfundssyn. Og det er vores opfattelse, at det er samfundssynet i år 2001, at specielt de personlige krænkelser, krænkelser imod en andens legeme, hvad enten det nu er vold eller voldtægt eller de uagtsomme forbrydelser i trafikken, skal straffes højere, fordi den beskyttelsesinteresse, der ligger bag, altså offerets frihed og integritet og ære, betyder mere i dag end tidligere. Dette indlæg gav anledning til følgende bemærkning og spørgsmål fra Det Radikale Venstres retspolitiske ordfører Elisabeth Arnold: Venstres ordfører sagde i sin ordførertale, at loven skulle afspejle samfundsudviklingen, samfundsstemningen, sådan omtrent hørte jeg det, og derfor vil jeg gerne spørge fru Birthe Rønn Hornbech, hvilken rolle lægdommere spiller i udmøntningen af straffens størrelse. Hertil svarede Birthe Rønn Hornbech: Det er klart, at domsmænd spiller en meget stor rolle for os, og det, som domsmænd jo henholder sig til, er den retspraksis, de bliver gjort bekendt med af den juridiske dommer. Det er den retspraksis, vi ønsker ændret, og den retspraksis kan nu engang kun ændres ved, at strafferammerne ændres. Elisabeth Arnold fortsatte: Men jeg stillede egentlig spørgsmålet om lægdommernes rolle, fordi fru Birthe Rønn Hornbech sagde i sin første forelæggelsestale, at de skulle afspejle samfundssynet. Jeg kan så forstå, at fru Birthe Rønn Hornbech mener, at lægdommerne alene skal rette sig efter de juridiske dommere og skal afspejle retspraksis. De skal ikke selv bidrage med nogen form for sund fornuft eller fornemmelse af, hvad der rører sig ude i det virkelige liv. Vil det sige, at vi stort set kan undvære lægdommere, fordi de alligevel blot retter sig efter de juridiske dommeres anvisninger? 27 DJØFBLADET, nr. 7, 2002, s. 4. Interviewet er foretaget af Carsten Juul, cand.jur., freelancejournalist. 67

68 Og Line Barfod, Enhedslistens retspolitiske ordfører, fortsatte i samme spor: For det første håber jeg, at fru Birthe Rønn Hornbech vil besvare fru Elisabeth Arnolds spørgsmål om lægdommere. Det er et spørgsmål af meget stor rækkevidde. Lidt senere i debatten rykkede Elisabeth Arnold for et svar: Jeg skulle bare minde fru Birthe Rønn Hornbech om det spørgsmål, jeg stillede før, og som jeg ikke fik svar på, nemlig om lægdommeres rolle i straffesager. Og så svarede Birthe Rønn Hornbech: Så må jeg igen sige om domsmænd, jeg har svaret på det én gang: Vi anser i Venstre lægdommersystemet for helt grundlæggende i dansk ret. Domsmændene er som de juridiske dommere bundet af den retspraksis, som man kan diskutere, om har fået for stor betydning i dansk ret, man kunne jo næsten få fornemmelsen af, at den en gang imellem står over loven, når domstolene ikke har været til at drive til at give højere straffe for vold, til trods for at der er mulighed for det allerede i dag. Det er jo kendsgerningerne, og det retter domsmændene altså ind efter, fordi det er en meget vigtig retskilde, og det er også det, de får at vide af den juridiske dommer. Det er der altså kun én måde at råde bod på, og det er ved at sætte strafferammerne i vejret. Under sin ordførertale tog den retspolitiske ordfører fra Dansk Folkeparti Per Dalgaard tråden op: De domme, der de sidste år er afsagt i voldssager, specielt i voldtægtssager, viser med al tydelighed, at dommerne lever i en anden verden end den, vi almindelige danskere befinder os i. Også til ham havde Elisabeth Arnold et spørgsmål: Jeg vil så i øvrigt spørge hr. Per Dalgaard, som sagde, at de dommere, der dømmer i voldtægtssager, lever i en helt anden virkelighed, hvilken rolle han mener lægdommere har i disse strafferetssager, hvor der altså også bliver dømt under medvirken af såkaldt forholdsvis almindelige mennesker. Og Per Dalgaard svarede: Angående lægdommernes indflydelse på domsafsigelserne undrer det mig egentlig også somme tider, at de dømmer, som de gør, det må jeg tilstå, men om det skyldes ja, jeg ved ikke, hvad man kan kalde det en eller anden form for ydmyghed over for en dommerstand, der sidder over dem, at de ikke tør gå imod dem, det ved jeg ikke, det tør jeg ikke sige. Lægdommernes begrundelse for de lavere straffe kender jeg desværre ikke. Hertil replicerede Line Barfod: Hr. Per Dalgaard talte om lægdommere, der ligger under for juridiske dommere. Nu ved jeg ikke, hvor hr. Per Dalgaard har den opfattelse fra. De fleste af de undersøgelser, der er lavet, og de udtalelser, der er kommet fra lægdommere selv osv. for den votering, der foregår mellem lægdommere og juridiske dommere, er jo hemmelig viser, at det ofte er lægdommerne, der trækker ned i straffen. De meningsmålinger, der er lavet af, hvordan folk gerne vil have straffene, viser desuden, at hvis man giver folk et mere detaljeret kendskab til, hvad der er foregået, til gerningsmandens baggrund og til hele forholdet omkring sagen, jamen så går folk generelt ind for en del lavere straffe end det, de siger, når de kun hører selve beskrivelsen af forbrydelsen ganske kort refereret, som man som regel ser den refereret i pressen. Er Per Dalgaard bekendt med det forhold, der er omkring lægdommere? Har han sat sig ind i, hvordan forholdet er for lægdommere? 68

69 Og Per Dalgaard svarede: Til fru Line Barfod: Fru Line Barfod er jo jurist og advokat osv. og har sikkert meget bedre kendskab til lægdommernes bevæggrunde og deres motiver, end jeg har. Jeg må indrømme, at hvordan og hvorledes de forholder sig til de enkelte domme, og hvad motiverne er dér, kender jeg ikke noget til, det er fuldstændig korrekt, så det vil jeg ikke kunne komme nærmere. Line Barfod: Jeg kan oplyse, at jeg som advokat ikke har nogen større indsigt i lægdommeres motiver, end alle andre kan få ved at læse de undersøgelser, de redegørelser osv., der er lavet omkring lægdommere. Det, der kalder mig herop i forhold til hr. Per Dalgaards indlæg er, at hr. Per Dalgaard udtaler sig om, hvordan dommerne og lægdommerne dømmer, og hvad der er afgørende for dem, men tilsyneladende uden overhovedet at have sat sig ind i, hvordan ordningen fungerer, og tilsyneladende uden overhovedet at have sat sig ind i de undersøgelser og redegørelser, der er lavet på området, og som viser, at lægdommerne faktisk udfører et kæmpe arbejde og lever op til den opgave, de har med at sikre, at opfattelsen i den almindelige befolkning også afspejler sig i de domme, der bliver afsagt ved de danske domstole. Elisabeth Arnold fulgte op: Når nu hr. Per Dalgaard får denne her beskrivelse af fru Line Barfod, som jo kender systemet indefra, vil hr. Per Dalgaard så ikke godt erkende, at netop anvendelsen af lægdommere i retssystemet er en eller anden form for omsorg for, at domstolene lever i den samme verden, som vi andre gør, netop ved at inkludere personer, som ikke er fuldstændig hundrede procent absorberede af domstolssystemet? Per Dalgaard svarede: Jeg vil svare begge de to spørgere fælles: Det jeg oplever, og det, jeg hører og erfarer fra de mennesker, jeg færdes blandt og det er ikke kun én bestemt gruppe er, at de domme, der afsiges for voldsforbrydelser, er for små, er for ringe, og folk kan simpelt hen ikke forstå, at de skal være så lave. Så kan der komme nok så mange undersøgelser af lægdommeres motiver og andre dommeres også, af hvad de gør og ikke gør osv. Det, Dansk Folkeparti forholder sig til, er den realitet, vi ser i samfundet, hvor domme for alle former for voldsforbrydelser er alt for lave. Det er det, vi forholder os til, og det er derfor, vi gerne vil have dem hævet. Dette gav anledning til følgende bemærkning og spørgsmål fra Elisabeth Arnold: Når nu hr. Per Dalgaard kommer så mange steder og snakker med så mange mennesker, vil han så ikke godt gøre os den tjeneste, næste gang han kommer ud i sådan en diskussion, at fortælle disse mennesker, at der faktisk sidder almindelige mennesker med ved disse domsafsigelser, som med deres sunde fornuft og deres fornemmelse af sagens forskellige omstændigheder er med til at afsige dommene? Det er altså ikke alene jurister, der kun befinder sig i retssystemet, der er med til disse domsafsigelser; der sidder altså lægfolk med. Vil hr. Per Dalgaard ikke godt love mig at fortælle det, næste gang han kommer ud i sådan en diskussion? Også Line Barfod havde en bemærkning og et spørgsmål: Hr. Per Dalgaard taler om, at straffen for vold er for lav det kan man selvfølgelig diskutere men for lav i forhold til hvad? Hr. Per Dalgaard var i sit ordførerindlæg inde på, at der var et misforhold omkring straffen. Det er jo den diskussion, der har været længe, og den diskussion, der har ført til, at Straffelovrådet er blevet bedt om at komme med en samlet 69

70 gennemgang af strafferammerne for at se på, om man kan gøre noget ved det misforhold, som de fleste er enige om, der er mellem straffen for forbrydelser mod personer og straffen for forbrydelser mod penge. Hvad er det, der gør, at det er så vigtigt at gå ind og se på lige præcis straffen for vold uden at afvente det samlede billede, så man netop kan sikre, at vi kommer ud af det her misforhold, at vi får en samlet afvejning af straffen for forskellige typer forbrydelser over for hinanden, som det er blevet efterlyst? Hvad er det, der gør, at det pludselig haster så meget at få det på det ene område uden at afvente afvejningen i forhold til andre områder? Og Per Dalgaard svarede: Det, der er Dansk Folkepartis motiv til at forholde sig til de sager, som vi gør, er, at i vores kultur har vi respekt for det enkelte menneske, og det er det, der afspejler den holdning, der siger, at vi ikke vil acceptere, at folk ikke kan få lov til at færdes frit og fredeligt, som de altid har kunnet. Vi vil ikke acceptere, at nogle mennesker finder på måske i en eller anden form for affekt umotiveret at overfalde andre. Det vil vi simpelt hen ikke finde os i. Så det er den holdning, som samfundet har i almindelighed, der gør, at vi synes, de straffe skal stige. De er for små i dag, og folk kan ikke forstå det, og det vil vi ikke acceptere, at de er. Under sin ordførertale for de Konservative fremkom Helge Adam Møller med følgende indlæg i debatten: Jeg kan ikke lade være med at starte med at sige lidt om lægmænd, for jeg synes jo, det er så dejligt, at denne her debat ikke kun føres blandt juridiske eksperter også i form af folketingsmedlemmer. Her har vi en lægmand, hr. Per Dalgaard, som er kommet ind som det, der er kernen i folkestyret, nemlig at vi har nogle repræsentanter, mænd og kvinder, som kommer fra Jylland, Fyn og nogle som mig nede fra Sydsjælland, og som ikke behøver at have været herinde i 18 år og have læst hele den juridiske litteratur og sat sig ind i alle de juridiske professorers hvoraf enkelte af dem indimellem sidder i nogle juridiske elfenbenstårne synspunkter, men man kan komme ud og sige på almindelig klart og letforståeligt dansk, hvad det store flertal af alle danskere, hvad enten de er fra Enhedslisten, SF, Socialdemokratiet eller De Radikale, i virkeligheden mener om lov og ret. Tak for det, hr. Per Dalgaard. Hertil sagde Line Barfod: Selvfølgelig har hr. Helge Adam Møller ret i, at lovene ikke netop kun skal afgøres af eksperter. Det er ikke kun jurister, der skal lave love; det er ikke kun læger, der skal sidde og se på, hvilke love der skal være på det sundhedsfaglige område osv. Men Folketinget har jo netop gjort meget for at sikre, at man kan få høringssvar, at det er forskellige instanser, man skal høre. Jeg vil gerne høre, om det, hr. Helge Adam Møller nu lægger op til, er, at fremover skal lovforslagene sendes til høring hos hr. Per Dalgaard med al respekt for hr. Per Dalgaards valg og baggrund og at vi skal nedlægge Straffelovrådet. Er det, hr. Helge Adam Møller foreslår, at vi ikke længere har behov for Straffelovrådet, for juridiske professorer osv.? Og Helge Adam Møller svarede: Til Enhedslistens ordfører vil jeg bare sige, at jeg slet ikke snakkede om høringssvar, det nævnte jeg overhovedet ikke. Jeg syntes bare, det var dejligt, at der var en lægmand, der optrådte som lægmand med nogle gode og velnuancerede synspunkter synspunkter, som en meget, meget stor del af befolkningen har. Det synes jeg er godt at have i en samling af mange andre folketingsmedlemmer, hvor der er nogle, der i kraft af enten deres uddannelse, eller fordi de har været her i mange år, også har en stor teknisk viden. Samlet giver det jo den bedste afbalancering. Derfor synes jeg, det var så pragtfuldt at høre hr. Per Dalgaard. Det hjælper jo selvfølgelig også lidt, når man er enig i de synspunkter, der bliver fremført. Så jeg vil altså ikke nedlægge Straffelovrådet eller andre ting, nej. Men jeg vil godt have, at lovforslagene sendes ud til høring hver eneste gang, også hos hr. Per Dalgaard. Det sendes ud til alle 179. Det er jo derfor, vi sidder her. Vi skal alle 179 læse dem igennem, alle 179 tage stilling, alle 179 kan gå op og blande os i debatten, ikke bare ordførerne. Så det er jo til høring hos hele Folketinget, og det er pragtfuldt. 70

71 Debatten gav anledning til følgende kommentar fra Jesper Langballe, Dansk Folkeparti: Det, der kalder mig herop, er diskussionen mellem hr. Helge Adam Møller og fru Line Barfod og de fortræffelige svar, som hr. Helge Adam Møller gav fru Line Barfod. Jeg kunne godt tænke mig at spørge hr. Helge Adam Møller, om ikke hr. Helge Adam Møller drager den samme konklusion af den debat, som jeg gør, nemlig at venstrefløjens retorik, som traditionelt har været at tale i folkets navn, er en retorik, der i virkeligheden dækker over et ønske om et elitært samfund. Jeg hæftede mig ved, at fru Line Barfod sagde, at lovene ikke kun skal laves af jurister. Det er en meget afslørende formulering. Lovene skal overhovedet ikke laves af jurister. De skal laves af repræsentanter for befolkningen, og juristerne er kun underordnede redskaber. Og Helge Adam Møller svarede: Til hr. Jesper Langballes spørgsmål kunne jeg sige meget, men jeg vil nøjes med at sige: Jo, jeg er enig. Så lagde jeg mærke til, at fru Line Barfod igen og hun har gjort det et par gange sagde: Hver eneste undersøgelse viser, at Jamen se, én ting er undersøgelser, noget andet, der er interessant indimellem, er også at snakke med almindelige mennesker. I forlængelse af denne folketingsdebat vedtog Folketinget en række strafskærpelser specielt vedrørende personfarlig kriminalitet, og siden hen er fulgt en række yderligere strafskærpelser især på dette, men også på andre områder: Skærpede straffe for vold - Skærpede straffe for voldtægt - Skærpede straffe for uagtsomt manddrab - Skærpede straffe for uagtsom betydelig legemsbeskadigelse - Skærpede straffe for forsætlig fareforvoldelse - Skærpede straffe for biltyveri - Skærpede straffe for deltagelse i grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted - Ny bestemmelse i straffeloven om menneskehandel - Skærpede straffe for menneskesmugling under skærpende omstændigheder - Strafbart at undvige fra afsoning Muligt at straffe danske statsborgere og herboende personer, som i udlandet foretager eller medvirker til at foretage omskæring af kvinder, selv om den pågældende handling ikke er strafbar efter lovgivningen i det land, hvor den er begået - Skærpede straffe for overtrædelse af hastighedsgrænserne - Lavere grænser for frakendelse af kørekort ved kørsel på motorvej 28 Den følgende oplistning er næppe komplet. Den er dels baseret på et notat, som regeringen selv (Justitsministeriet) offentliggjorde i november 2008 ( Væsentlige resultater siden 2001 ) og som har overskriften Resultattavle ( resultattavle_nov._08.pdf, og dels Nyhedsbreve fra Justitsministeriet for perioden november 2008 til juli

72 - Skærpede straffe for overtrædelser af dyreværnslovgivningen Politiet får mulighed for at fjerne en voldelig ægtefælle eller samlever fra familiens hjem i en periode, hvis der er begrundet frygt for, at den pågældende vil begå nye overgreb mod sin ægtefælle/samlever eller børn - Bødestraf som hovedregel, når personer pågribes med ulovlige euforiserende stoffer (tidligere: advarsel) - Skærpede straffe for udbredelse af ulovlige euforiserende stoffer i festmiljøer - Skærpede straffe for grov narkotikakriminalitet - Skærpelse af straffelovens regler om gentagelsesvirkning - Skærpelse af våbenlovens regler om knive - Skærpede straffe for ulovlig besiddelse af kniv - Hårdere kurs over for gentagne grovere overtrædelser af færdselsloven ( klippekort ) - Nedsættelse af den generelle grænse for betinget frakendelse af førerretten ved hastighedsoverskridelser - Skærpede straffe for grovere hastighedsovertrædelser på andre veje end motorveje Skærpede straffe for fupafsonere (falske afsonere) - Skærpede straffe for uagtsomt manddrab/betydelig legemsbeskadigelse i forbindelse med særlig hensynsløs kørsel - Skærpede straffe for overgreb, der har baggrund i offerets lovlige ytringer - Skærpede regler for transport af dyr - Skærpede straffe for spirituskørsel og kørsel i frakendelsestiden. Tillige udvidet adgang til at konfiskere spiritusbilisters bil ved gentagne tilfælde af spirituskørsel - Skærpede straffe for overtrædelse af køre- og hviletidsreglerne Personer, der udebliver fra afsoning uden lovlig grund, fratages automatisk muligheden for at få udgang i de første 3 måneder af deres afsoningsperiode (udgangskarantæne) - Udvidelse af dansk strafmyndighed i forhold i forhold til seksuel udnyttelse af børn i udlandet - Skærpede regler om sikkerhedsseler og sikkerhedsudstyr til børn i biler Skærpelse af (bøde)straffene for ulovlig besiddelse af euforiserende stoffer til eget forbrug - Skærpede straffe for kørsel under påvirkning af andet end alkohol Skærpede straffe ved tvangsægteskaber - Bedre muligheder for at retsforfølge ved danske domstole i forhold til krigsforbrydelser og anden grov kriminalitet begået i udlandet - Forstærket indsats over for uroligheder i forbindelse med fodboldkampe, bl.a. en generel karantæneordning for den hårde kerne af hooligans - Skærpede straffe for tortur - Skærpede straffe for at bære ulovlige skydevåben og knive på offentligt tilgængelige steder - Udvidelse af mulighederne for retshåndhævelsesarrest i bl.a. sager om seksuelt misbrug af børn under 15 år - Skærpede straffe for seksuelt misbrug af børn - Skærpede straffe for flugtbilister - Øget adgang til konfiskation af ulovlige knallerter - Skærpede regler vedrørende transport af dyr Skærpelse af straffene for at lægge hindringer i vejen for bl.a. politiets arbejde - Skærpelse af straffene for hærværk begået mens eller i umiddelbar forlængelse af, at der i området foregår grov forstyrrelse af ro og roden på offentligt sted - Forlængelse af fristen for administrativ frihedsberøvelse - Forbud mod hold af ræve - Mulighed for i en retskendelse om telefonaflytning at give politiet muligheder for at aflytte alle de telefoner, en navngiven person benytter - Forbud mod udstilling af ørekuperede hunde 72

73 - Skærpede straffe og øgede politimæssige efterforskningsmuligheder i forbindelse med bandekriminalitet ( bandepakken ) - Politiet gives adgang til at udstede zoneforbud, hvorved en person, der har udvist en særlig utryghedsskabende adfærd, forbydes at færdes frem og tilbage eller tage ophold inden for en radius af 500 meter fra det sted, hvor adfærden har fundet sted - Skærpede straffe for bilejere, der ikke efterkommer politiets anmodning om at oplyse identiteten på den person, som typisk i forbindelse med en konstateret færdselslovsovertrædelse har været fører af bilen - Forsøgsordning med magtanvendelse ved brug af peberspray i visse af kriminalforsorgens institutioner - Det gøres strafbart at rekruttere eller i øvrigt medvirke til eller udnytte, at en person under 18 år deltager i en forestilling med utugtig optræden, f.eks. striptease. Det gøres endvidere strafbart som tilskuer forsætligt at overvære sådanne forestillinger Nedsættelse af den kriminelle lavalder fra 15 til 14 år - Skærpede straffe for medvirken til kriminalitet begået af børn under den kriminelle lavalder - Øgning af strafmaksimum for gerningspersoner under 18 år fra 8 til 16 års fængsel - Udvidelse af mulighederne for tv-overvågning - Adgang for myndigheder i stater uden for den europæiske union til at søge i de danske registre over dna-profiler, fingeraftryk og køretøjer - Skærpede straffe for hensynsløs kørsel - Udvidet adgang til konfiskation af køretøjer - Forbud mod besiddelse og avl af bestemte hunderacer - Udvidelse af de typer pålæg, politiet kan meddele efter hundeloven - Skærpede straffe for ulovlig tvang i forbindelse med brug af ansigtstildækkende beklædning samt ansigtstildækkende beklædning under vidneforklaring - Udvidelse af våbenlovens anvendelsesområde - Udvidelse af den maksimumtid, børn og unge kan placeres på sikrede institutioner Yderligere vedrørende kriminalforsorgen og fængslerne: Fra 2001 til 2008 er antallet af fængselspladers blevet øget med ca. 540 pladser. I blev der tillige etableret ca. 170 midlertidige afsoningspladser. Ved en flerårsaftale gældende for perioden tildeltes kriminalforsorgen et bevillingsløft på knap mill.kr., og ved en tilsvarende aftale vedrørende mill. kr. til en række nye initiativer og 200 mill. kr. til bygningsforbedringer og ny teknologi m.v. Der er bl.a. sket en stramning af reglerne vedrørende udgang under afsoningen, indført nul-tolerance i forhold til narkotika mv., stramninger vedrørende rockernes afsoningsforhold, skærpelse af straffene over for kriminalitet begået under afsoning og af tidligere indsatte over for institutionen eller personalet, hjemmel til generelt at begrænse de indsattes fællesskab til cellefællesskab, sektionering af fængselsafdelinger. Yderligere vedrørende politiet og politirelaterede forhold: Ved en flerårsaftale vedrørende tildeltes politiet et bevillingsløft på ca mill. kr. I 2007 iværksattes en større reform af politiet, hvor et af formålene var i sammenhæng med bevillingsløftet at skaffe flere hundrede flere betjente på gaden. Ved en ny flerårsaftale gældende for fik politiet og anklagemyndigheden et bevillingsløft på godt 2 mia. kr. i aftaleperioden. I 2002 vedtog folketinget, at man i særlige tilfælde kan hemmeligholde identiteten på vidner navnlig i sager om grovere og mere organiseret kriminalitet. Året efter gennemførtes en række lovændringer, der bl.a. betød, at politiet fik bedre mulighed for at modtage bistand fra civile personer i begrænset omfang, at betingelserne for agenter blev lempet, at der blev skabt adgang til at hemmeligholde identiteten på meddelere og visse polititjenestemænd, samt at forsvarerens aktindsigt i baggrundsmateriale om rockermiljøer m.v. blev begrænset. Politiets efterforskningsmuligheder vedrørende IT-kriminalitet er blevet udvidet, der er sket en udvidelse af politiets muligheder for at anvende dna-registret som led i efterforskning af kriminalitet og i den forbindelse også en udvidelse af adgangen til at videregive oplysninger fra Det Centrale DNA-profilregister til udenlandske myndigheder. I 2007 udvidedes adgangen til tv-overvågning. Et helt særligt kapitel er bekæmpelsen af terrorisme, hvor der i såvel Antiterrorpakke I (vedtaget 2002) og Antiterrorpakke II (vedtaget 2006) er vedtaget omfattende ændringer af det strafferetlige værn mod denne form for kriminalitet og udvidelser/styrkelser af politiets efterforskningsmuligheder, herunder i forbindelse med indgreb i meddelelseshemmeligheden og indhentelse af passageroplysninger fra flyselskaber. Via en bekendtgørelse er teleudbydere blevet forpligtet til en omfattende registrering og opbevaring af oplysninger om teletrafik til muligt brug for politiets efterforskning og retsforfølgning af strafbare forhold. 73

74 Der er også i perioden vedtaget og gennemført tiltag, der almindeligvis betragtes som lempelser, eksempelvis indførelse af konfliktråd (kun som supplement) og mulighed for hjemmeafsoning af korte frihedsstraffe, ligesom der er taget en række initiativer på det forebyggelsesmæssige område. Langt overvejende har der dog været tale om tiltag, der har tilsigtet øget overvågning, kontrol og strengere straffe. Det er en markant ændring, der det sidste halve århundrede er sket i det kriminalpolitiske paradigme. Fra hovedsageligt at være nytte- og forebyggelsmæssigt forankret, har forankringen udviklet sig til i dominerende grad at være (oplevelsen af) befolkningens retsfølelse. Paradigmeskiftet er omfattende og markant, idet det ikke kun omfatter omprioritering af nytte og retsfølelse, men også omprioritering af betydningen af eksperter, ændringer i hvordan kriminalitet grundlæggende forstås og forklares o.m.a. (Balvig, 2003). Det er muligt, at der i skrivende stund (2010) er en opbremsning eller ændring på vej. En ny justitsminister har understreget, at de gennemførte strafskærpelser har været nødvendige, men at man nu bør fokusere mere på forebyggelsen. I juli 2010 formidlede nyhedsbureauet Ritzau en opgørelse fra Justitsministeriet, der viste, at den siddende regering siden dens tiltræden i 2001 havde hævet straffene 47 gange. Samme Ritzau indhentede følgende kommentar hertil fra retsordføreren fra det største oppositionsparti (jf. politiken.dk, 28. juli 2010): Mange af regeringens skærpelser af straffene for en række forbrydelser gennem de seneste år har været nødvendige. Men til gengæld har regeringen fuldstændig forsømt forebyggelsen og indsatsen for at forberede de indsatte til et bedre liv efter fængslet. Det siger Socialdemokraternes retspolitiske ordfører, Karen Hækkerup, som reaktion på en opgørelse fra Justitsministeriet. Den viser, at regeringen siden 2002 har hævet straffene 47 gange. Mange af stramningerne er vedtaget med socialdemokratisk støtte, for der var opstået et svælg mellem befolkningens retsfølelse, som var uholdbart. Da en voldtægt kun gav seks måneders fængsel, var der noget galt, siger Karen Hækkerup. Men samtidig lover hun, at den nuværende opposition vil gennemføre en gennemgribende reform på området efter et regeringsskifte. Den skal blandt andet øge forebyggelsen af kriminalitet og uddannelsesindsatsen over for de indsatte. Straffene har nu et acceptabelt niveau. Men det hjælper jo ikke i sig selv at spærre folk inde, hvis vi som regeringen glemmer resocialiseringen og ikke forbereder de dømte til et andet liv 74

75 efter fængslet, siger hun og fortsætter: Vi skal ikke løslade folk til gaden uden uddannelse og træning under afsoningen og en plan for, hvad der skal ske, når de kommer ud. Under alle omstændigheder, kan man over for disse tydelige tendenser, der hidtil har gjort sig gældende til at bruge og fundere strafferetlige ændringer på retsfølelsen, eller oplevelsen af hvad retsfølelsen er, anføre, at det på grund af retsfølelsen generelle karakter på længere sigt må være/blive vanskeligt at drage virksomme praktiske konsekvenser af denne følelse. Det skyldes især to forhold. For det første viser den universelle karakter, som tilstedeværelsen af en betydelig del af befolkningen, der ønsker strengere straffe, har, at den logiske konsekvens generelle strafskærpelser (og især for personfarlig kriminalitet) et langt stykke ad vejen synes at kunne sammenlignes med danaidernes kar. Ved forholdsvis drastiske ændringer kan man tilsyneladende godt påvirke andelen, der synes, at straffene burde skærpes. F.eks. har man i USA efter de enorme strafskærpelser de senere årtier kunne iagttage en mindskning i andelen, jf. opstilling 4.4, og også i Danmark synes der efter skærpelserne de senere år (især på voldsområdet) at være sket en mindskning i andelen, der ønsker strengere straffe, herunder for vold, jf. opstillingerne 4.1, og 4.3. Der er imidlertid indtil videre ikke noget, der tyder på, at man noget steds er nået til et punkt eller et niveau, hvor et klart flertal i befolkningen nu synes, at strafniveauet er passende (eller for strengt). Når sammenhængen mellem det faktiske strafniveau og holdningen til dette over tid og mellem lande er så begrænset som tilfældet er, må det antages at skyldes, retsfølelsens evolutionspsykologiske og ideologiske islæt. 29 Den beror kun, er påstanden, i meget begrænset omfang på faktisk 29 Et dramatisk eksempel på konsekvenserne af umiddelbart at reagere på dramatiske hændelser ved den form for selvforsvar, der her og nu uden indflydelse fra overordnede og informerede tankegang, er reaktionerne på terrorangrebet mod World Trade Center i New York, 11. september 2001, hvor næsten mennesker blev dræbt. Selv om det formentlig aldrig i nyere tid på grund af alle sikkerhedsforanstaltningerne har været sikrere at flyve i USA i månederne efter, begyndte et stor antal amerikanere så vidt det var dem overhovedet praktisk muligt at bruge deres bil i stedet for at tage fly. Ofte har dette betydet store omkostninger i penge, og ikke mindst tid. Men det paradoksale er, at denne omlægning efter foretagne beregninger i det første år efter terroristangrebet har kostet amerikanere livet. Det er det ekstra antal døde i trafikken, der blev forårsaget af den øgede biltrafik på vejene (Gardner, 2009). 75

76 viden. Derfor kan retsfølelsen leve sit forholdsvis uafhængige liv uanset tingenes faktiske tilstand og ændringer heri. Opstilling 4.1. Andel af den voksne befolkning i Danmark, der mener, at straffene gennemgående er for milde, Kilde: 1989: (Bondeson, 2003). 2008: Undersøgelse foretaget af Flemming Balvig og Lars Holmberg via SFI i forbindelse med undersøgelse af politireform. Øvrige: De aktuelt gennemførte retsbevidsthedsundersøgelser. 76

77 Opstilling 4.2. Andel af den voksne befolkning i Danmark, der generelt går ind for længere fængselsstraffe, Kilder: De aktuelt gennemførte retsbevidsthedsundersøgelser. 77

78 Opstilling 4.3. Andel af vælgerbefolkningen i Danmark, der mener, at voldsforbrydelser bør straffes langt hårdere end i dag, Kilder: : Undersøgelser foretaget af Jørgen Goul Andersen, Ålborg Universitets Center, i forbindelse med valganalyser. 2008: Undersøgelse foretaget af Flemming Balvig og Lars Holmberg via SFI i forbindelse med undersøgelse af politireform. Øvrige: De aktuelt gennemførte retsbevidsthedsundersøgelser. 78

79 Opstilling 4.4. Andel af den voksne befolkning i USA, der synes at domstolene i USA gennemgående udmåler for milde straffe, Kilder: General Social Survey, For det andet, og det er sammenhængende hermed, men af mere principiel karakter, er det en grundstamme i den almindelige samfundsopfattelse, at centrale beslutninger ikke blot skal være demokratiske, men oplyst demokratiske. Beslutninger skal træffes på grundlag af viden. Viden betyder her viden om straffene og viden om kriminaliteten, og man kunne også tilføje: Viden om alternativer. Hvor meget ved mennesker, der mener, at straffene for kriminalitet skal være strengere (eller for den sags skyld at de er passende eller skal være mildere) om straf og kriminalitet? Der skal ikke pirkes meget i disse holdninger, før det afdækkes, at der i laget lige under den generelle holdning til straf befinder sig et langt mere nuanceret sæt af holdninger, og at den generelle holdning som antydet er temmelig uinformeret. Hvis man således beder befolkningen tage stilling til ikke blot kriminalitet i almindelighed, men en række forskellige former for kriminalitet, så viser det sig, at det langt fra er alle former for kriminalitet, et flertal i befolkningen ønsker straffene skærpet for. Især forbrydelser, som mange almindelige mennesker begår (i trafikken og nogle af økonomisk art) har ikke flertal bag sig for strafskærpelse. En undersøgelse foretaget af Observa for BT i 1989 viste, at 93 pct. ønskede strengere straffe for vold mod sagesløs, 90 pct. strengere 79

80 straffe for fuldbyrdet voldtægt, 89 pct. for salg af narkotika, 81 pct. for overlagt mord, 80 pct. for gidselstagning, 72 pct. for spirituskørsel, 59 pct. for menneskesmugling, 49 pct. for uagtsomt manddrab, 43 pct. for dokumentfalsk, 41 pct. for skatteunddragelse, 34 pct. for hastighedsoverskrivelser og 18 pct. for smugling. Mens der for rækken af forbrydelser fra vold mod sagesløs til dokumentfalsk kun var fra 0 til 4 pct., der ønskede mildere straffe for disse forbrydelser, så var det 13 pct. for skatteunddragelse, 16 pct. for hastighedsoverskridelser og 17 pct. for smugling. En undersøgelse gennemført knapt 10 år senere, i 1997, viste tilsvarende tendenser. Her ønskede 94 pct. strengere straffe for vold mod sagesløs, 74 pct. for spirituskørsel, mens der kun var 42 pct., der ønskede strengere straffe for skattesnyderi, 36 pct. for snyderi over for et forsikringsselskab, 27 pct. for overtrædelser af fartgrænser og 7 pct. for ulovlig parkering. 13 pct. ønskede mildere straffe for hastighedsoverskridelser og hver fjerde, 25 pct., for ulovlig parkering (Goul Andersen, 1998, s. 369). Om retsfølelsen som muligt styrende kraft for lovgivning mv. gjorde afdøde professor Alf Ross sig følgende betragtninger (Ross, 1953, s. 462): Har man først indset, at retsfølelsen ikke er en åbenbaring af en oversanselig gyldighed, retfærdighedens evige principper eller Guds vilje, men blot en empirisk, psykisk kendsgerning blandt andre; at den er et historisk produkt presset frem gennem et spil af kræfter, blandt hvilke magtfulde gruppeinteresser, primitive instinkter og nedarvede magiske og religiøse forestillinger har spillet en rolle; og at retsfølelsen, selv om den ændrer sig med ændrede samfundsforhold, dog ofte, på grund af traditionens træghedsmoment, sakker bagud i forhold til samfundsforholdenes udvikling har man indset alt dette, mister retsfølelsen sin motiverende kraft. På dette grundlag konkluderer Ross, at den i befolkningen fremherskende retsfølelse alene kan tages i betragtning som en åndelig-klimatisk omstændighed, der tæller med blandt de faktorer, hvoraf en retsforms praktiske gennemførlighed er afhængig (Ross, 1953, s. 465). Desuagtet skal det hævdes, at straffesystemet bør afspejle befolkningens holdninger og værdier. Man bør ikke have straffe, der ikke har en solid støtte i befolkningen. Det samme bør gøre sig gældende for udmålingen af straffene, og i det hele taget den måde straffene bliver anvendt på. 80

81 Dette er ikke et forskningsresultat, men et standpunkt. Det kan begrundes på i hvert fald to forskellige måder. Den ene er retssystemets og dermed også samfundets effektivitet. Man må regne med, at hvis straffene, og den måde de anvendes på, afviger for meget fra befolkningens holdninger, så vil befolkningen i mindre grad anvende det strafferetlige system og i højere grad tage sagen i egen hånd. Synes en mulig anmelder, at den forventede straf er latterlig lav, tilskyndes han til at finde andre løsninger. Synes han den forventede straf er alt for hård, vil han kvie sig ved at anmelde. Den anden grund er demokratiets karakter. Demokrati er et folkestyre, og folkets røst og mening er ikke mindst vigtig, når det drejer sig om tiltag, der er forbundet med lidelse og smerte, og som er tvangspålagte. Der kan være og er i praksis mange mulige modeller for, hvordan befolkningens holdninger til straf sættes igennem i praksis. Skal det være almindelige mennesker, der er dommere (som f.eks. i kredsretten i Grønland), skal de kunne være meddommere (lægdommere, som f.eks. i Danmark) eller slet ikke have denne mulighed (som f.eks. i Island)? Skal domstolene uanset deres sammensætning have stort råderum for, hvad de tager hensyn til og/eller deres valg af straf, eller skal vi f.eks. have computer-domme, hvor der tages hensyn til meget få forhold, og hvor straffene er bestemt ved repræsentative udspørgninger af befolkningen? Det er ikke disse vigtige politiske spørgsmål, der skal belyses eller diskuteres her. Der skal alene tages afsæt i det samfundspolitiske valg, der består i, at der ikke blot ønskes et demokratisk samfund, men et oplyst demokratisk samfund. Oversat til spørgsmålet om forholdet mellem befolkningens holdninger til straf og straffesystemets karakter og udformning betyder det, at der skal være overensstemmelse mellem befolkningens informerede retsfølelse eller retsfornuft, som vi har valgt at kalde det og straffesystemet. Vi skal derfor i det følgende se nærmere på befolkningens retsfornuft, men først skal vi søge at vurdere det vidensgrundlag, retsfølelsen er baseret på. Et flertal i befolkningen ønsker strengere straffe, og især for personfarlig kriminalitet men ved befolkningen hvordan der faktisk straffes bl.a. for personfarlig kriminalitet? 81

82 5. Er retsfølelsen informeret? Helt tilbage i 1954 forsøgte man gennem en mindre undersøgelse at få et indtryk af befolkningens viden om og kendskab til lov og ret (Kutschinsky, 1970). Undersøgelsen omfattede kun København, antallet af udspurgte var beskedent (137), og udvalget ikke repræsentativt men det var et pionerarbejde på området. I alt blev der stillet 11 spørgsmål. Kun 3 pct. viste sig at kunne give det helt korrekte svar på, hvem der giver lovene, og mindre end halvdelen vidste, hvor lang tid politiet måtte holde en anholdt tilbage, uden at den anholdte fremstilledes for en dommer. En ud af tre vidste ikke, hvad en betinget dom var, og endnu flere var ikke klar over, hvad en mentalundersøgelse var. Alt i alt får man det indtryk af undersøgelsen, at det generelle kendskab til lov og ret for store grupper i samfundet var temmelig begrænset. Undersøgelsen tydede på, at kendskabet til lov og ret var noget mindre blandt kvinder end blandt mænd, og en opfølgende undersøgelse foretaget i 1964 viste en klar sammenhæng med udannelse: Jo lavere uddannelse, desto mindre kendskab til lov og ret (Kutschinsky, 1968). Det er ikke så enkelt at udspørge folk om deres viden, og det er måske en af forklaringerne på, at vi i det mere end halve århundrede, der er gået siden den første undersøgelse i 1954, ikke er blevet beriget med nyere og mere dybtgående undersøgelser. Folk bryder sig i almindelighed ikke om at skulle besvare spørgsmål, hvor de risikerer at udstille sig selv som uvidende og dumme. Måske er dette også noget af baggrunden for, at vi i de nu i 2006 og 2009 gennemførte undersøgelser har en relativt lav svarprocent. I så fald kan vi sige, at de svar, vi har fået, formentlig er afgivet af mennesker, der i højere grad mener at kende til lov og ret end gennemsnitsdanskeren. Vi har ved den anvendte fremgangsmåde beskyttet svarpersonerne ved at svarene har skullet afgives anonymt, og vi har i øvrigt givet svarpersonerne mulighed for at tage den tid til besvarelse, som de måtte ønske. De har også haft mulighed for, hvis de ville, at konsultere andre om spørgsmålene eller søge information på anden vis. Vi har ikke stillet spørgsmål om lov og ret i almindelighed, men fokuseret på at få et billede af, i hvilken udstrækning befolkningen ved, hvordan der straffes for konkrete relativt alvorlige forbrydelser, primært personfarlig kriminalitet. På baggrund af den anvendte metode er det 82

83 vor opfattelse, at det billede, vi herved får frem, snarere overdriver end underdriver befolkningens reelle viden om disse forhold. Opstilling 5.1. Procentfordelinger vedrørende befolkningens forestillinger om, hvordan domstolene ville dømme i 7 konkrete sager, hvor gerningspersonen ikke tidligere er straffet (2006). Sag Maksimal straf valgt: Partner -vold Trafikvold Myndighedsvold Simpel gadevold Narkotikasalg Hensynsløs kørsel Uagtsomt manddrab Ingen straf (0) Bøde, komp. el.lign. (1) Betinget fængsel (2) Samfundstjeneste (3) Ubet. fængsel, < 2 mdr. (4) Ubet. fængsel, 2-3 mdr. (5) Ubet. fængsel, > 3 mdr. (6) I ALT n = GMedian 1,8 2,2 2,2 1,8 2,3 2,7 2,9 De grå felter i opstilling 5.1 viser, hvordan et dommerpanel i 2006 vurderede straffene ville være i syv forskellige sager, hvor det i alle tilfælde drejede sig om en voksen hidtil ustraffet person. I alle disse syv sager var det dommerpanelets vurdering, at straffen ville blive en kort eller kortere ubetinget frihedsstraf. Heroverfor står, at hovedparten af befolkningen (55-90 pct.) i samtlige syv sager forestiller sig, at der ikke ville blive tale om en ubetinget frihedsstraf overhovedet. De største grupper, pct. tror, at der ville blive idømt en betinget frihedsstraf (46-58 pct. hvis vi inkluderer samfundstjeneste). I flere af sagerne er det betydelige mindretal, der tror, at en domstol enten slet ikke ville straffe, eller alene straffe økonomisk el.lign. Såvel i trafikvoldssagen som i sagen om simpel 83

84 gadevold er det mere end hver tredje, og selv i de to alvorligste sager, sagen om hensynsløs kørsel og sagen om uagtsomt manddrab, er det hver tiende, eller tæt herved. På den anden side er der også mennesker, der tror, at straffen ville blive strengere end tilfældet er, mest markant ved sagen om partnervold, hvor tæt ved hvem femte tror, at der ville blive idømt en ubetinget frihedsstraf på 2 måneder eller mere, og færrest ved sagerne om trafikvold og simpel vold, hvor næsten ingen tror, at straffene ville blive strengere, end det faktisk er tilfældet. På grund af de anvendte svarmuligheder lader det sig ved sagerne om hensynsløs kørsel og uagtsomt manddrab ikke afgøre, hvor mange der har en forestilling, der svarer til retspraksis, og hvor mange der overvurderer domstolenes strenghed for disse forbrydelser. Den generelle tendens er altså, at de fleste mennesker i Danmark undervurderer domstolenes strenghed. Man tror ikke, at domstolene idømmer ubetingede frihedsstraffe for de tilfælde af personfarlig kriminalitet, vi har bedt dem vurdere. På baggrund af, at vi finder den samme tendens for alle 7 sager, og at den forestillede rækkefølge af sagerne efter strenghed i store træk svarer til retspraksis, synes det også at kunne konkluderes, at det er selve strafniveauet, befolkningen undervurderer. Trafikvold forestiller man sig får den relativt mildeste straf og uagtsomt manddrab den relativt strengeste og sådan er det også i retspraksis. Afvigelsen fra dette mønster er simpel gadevold, som hovedparten af befolkningen forestiller sig pådømt på niveau med trafikvold. Det er en mulighed, at undervurderingen af straffens faktiske strenghed i Danmark beror på, at det ganske vist drejer sig om sager, hvor der idømmes ubetinget frihedsstraf, men at samtlige sager trods alt ligger i den relativt milde ende med hensyn til frihedsstraffens længde. Opstilling 5.2 vedrører de 6 sager, der er blevet belyst i 2009-undersøgelsen, og som alle vedrører forhold, hvor retspraksis af dommerpanelet er vurderet til at ligge på 1 års ubetinget fængsel op opefter. 30 Også her viser der sig imidlertid en generel og ganske stærk tendens til en undervurdering af domstolenes strenghed. Kun 6-19 pct. har forestillinger, der niveaumæssigt svarer til retspraksis pct. overvurderer domstolenes strenghed mens pct. undervurderer den. 30 Sagen om partnervold skal ikke kommenteres nærmere her. Den er medtaget i 2009 af metodiske grunde, jf. nærmere herom i kommende bog. 84

85 Opstilling 5.2. Procentfordelinger vedrørende befolkningens forestillinger om, hvordan domstolene ville dømme i 6 konkrete sager, hvor gerningspersonen ikke tidligere er straffet (2009). Sag Maksimal straf valgt: Alv. gade vold Røveri Voldtægt Narkotikasmugling Pædofili Økono -misk kriminalitet Ingen straf (0) Bøde, komp. el.lign. (1) Betinget fængsel (2) Samfundstjeneste (3) Ubet. fængsel, < 2 mdr. (4) Ubet. fængsel, 2-5 mdr. (5) Ubet. fængsel, 6-11 mdr. (6) Ubet. fængsel, 1 år 1 år mdr. (7) Ubet. fængsel, 2 år 2 år mdr. (8) Ubet. fængsel, 3 år 4 år mdr. (9) Ubet. fængsel, 5 år (10) I ALT n = GMedian 2,7 3,6 5,1 6,3 5,8 7,4 Til trods for, at der er tale om en retspraksis, der tilsiger 1 års ubetinget fængsel eller lignende, er der flere af sagerne, hvor et flertal af befolkningen eller tæt herved tror, at der ikke vil blive idømt ubetinget frihedsstraf overhovedet. I sagen om alvorlig gadevold, hvor retspraksis er 1 års ubetinget fængsel, er det 62 pct. af befolkningen, der ikke tror, at der ville blive idømt ubetinget fængselsstraf. I sagen om voldtægt, hvor retspraksis ligeledes er 1 års ubetinget fængsel, er det 49 pct., der ikke tror, at en dom ville lyde på ubetinget fængselsstraf. De tilsvarende procenter er ved kioskrøveri, hvor der trues med kniv, 39 pct., indsmugling af en 85

86 større mængde heroin 29 pct., pædofili 35 pct. og økonomisk kriminalitet i millionklassen mere end hver fjerde, 26 pct. Igen kan vi ses, at rækkefølgen i, hvad befolkningen forestiller sig med en enkelt undtagelse er identisk med den af domstolene anvendte strenghed. Undtagelsen er pædofili, som befolkningen i modsætning til hvad tilfældet er vurderer til at ville blive pådømt mildere end indsmugling af narkotika. På basis af svarskemaet og besvarelserne er der dannet to strafskalaer, en for 2006 og en for Opbygningen af disse strafskalaer fremgår af opstilling 5.3. Begge disse strafskalaer er rangordningsskalaer og kan i sagens natur ikke være andet. Det er strenghedsskalaer, dvs. hensigten er at rangordne reaktioner efter, hvordan man mener, der bør dømmes i konkrete sager, fra relativt milde til relativt strenge. Basis for skalaernes rangordningsstruktur er den pønale værdi i strafferetlig henseende. Bøden ligger lavest, derefter kommer den betingede fængselsstraf, så samfundstjeneste, som er et alternativ til ubetinget fængselsstraf, og så fængselsstraffen. For de lavere niveauer (under fængselsstraf) er der ikke differentieret yderligere i strenghedsgrad. Det betyder eksempelvis, at en bødestraf på over kr. rubriceres som mildere end en betinget fængselsstraf på under 2 måneder. Det er ikke sikkert, at de, der idømmes sådanne straffe, vil opleve det på denne måde, og det er heller ikke sikkert, svarpersonerne de facto har oplevet det på denne måde, når de har skullet finde en passende dom eller gætte på, hvordan domstolene ville dømme. I hvert fald er det vel ganske sandsynligt, at der har været forskelle i, hvordan svarpersoner har opfattet strenghedsgraden af forskellige specifikke reaktioner/straffe som baggrund for deres valg. Der er blevet foretaget et mindre metodestudie, hvor 400 repræsentativt udvalgte svarpersoner har skullet rangordne forskellige straffe og kombinationer heraf. Dette metodestudie tyder på, at de opstillede og anvendte strafskalaer har høj grad af gyldighed, dvs. de afspejler også befolkningsflertallets strenghedsvurderinger. Først og fremmest opleves fængselsstraf kontra ikke-fængselsstraf af den danske befolkning som en markant skillelinje. For de fleste anses ikke-frihedsberøvende tiltag og kombinationer heraf som mildere end selv en kort fængselsstraf. Som forventeligt er der ingen slinger i valsen med hensyn til, hvor strenge forskellige udmålinger af fængselsstraffe betragtes som værende: Jo længere, desto strengere. Noget større usikkerhed 86

87 uenighed knytter sig til, hvordan de ikke-frihedsberøvende tiltag skal rangordnes efter strenghed. Også af fokusgruppernes diskussioner kan det udledes, at der især findes forskelle mellem mennesker med hensyn til, hvordan samfundstjeneste vurderes. Mens de fleste anser samfundstjeneste for strengere end en betinget dom, er der et forholdsvis stort mindretal, der synes, at samfundstjeneste må anses for mildere. Selv med et forsøg på juridiske/strafferetlig stringens i klassifikationen, er det ikke indlysende, hvor reaktioner som behandling, konfliktråd og kompensation til ofre skal placeres. I begge skalaer er de klassificeret som strengere end ingen straf, men som mildere end betinget fængselsstraf. Det er vel dog afklarende og forholdsvis plausibelt, når det tillægges, at svarene er indplaceret efter det strengeste svar, svarpersonerne har afgivet i forhold til skalaen, hvis de har peget på to reaktioner. Svarer man f.eks. betinget dom og behandling, er svaret klassificeret som betinget dom. Svarer man 1 års fængsel og konfliktråd, er svaret klassificeret som 1 års fængsel. Det betyder, at de svarpersoner, hvis svar er givet 1 rangpoint, er dem, der højest har svaret bøde og/eller kompensation til offer og/eller konfliktråd og/eller behandling. Da vi i analyserne for langt de flestes vedkommende slet ikke interesserer os for de finere gradueringer af de ikke-ubetingede fængselsstraffe, har det under alle omstændigheder ringe betydning for de konklusioner, der er draget. 31 Et potentielt lidt større muligt problem er mennesker, der ikke peger på en ubetinget frihedsstraf, men på en behandling, og som mener, at der bør vare tale om tvangsbehandling på en fængselslignende institution. Fokusgruppeundersøgelserne viser imidlertid, at der er gode grunde til at antage, at dette drejer sig om meget få besvarelser, som ikke nævneværdigt influerer på det samlede billede. Af de flere hundrede fokusgruppedeltagere var der kun 2, der havde en vis tiltro til 31 Strafskalaerne er også konstrueret med henblik på at kunne danne basis for sammenligning med tilsvarende undersøgelser i de andre nordiske lande i Her har vi bl.a. det problem, at såvel samfundstjeneste som elektronisk fodlænke har en anden strafferetlig position og status i nogle af de andre nordiske lande. F.eks. har samfundstjeneste i Norge en status, der placerer den mellem bøde og betinget dom. Så længe problemerne har denne karakter, er det dog uproblematisk, dels fordi der til formålet kan konstrueres og udregnes formelt sammenlignelige mål og dels fordi hovedinteressen især er knyttet til, om man vil anvende fængsel eller ej (og i givet fald hvor lang fængselsstraf, man vil anvende), og her er målene umiddelbart sammenlignelige. 87

88 tvangsbehandling, ligesom man overvejende var af den opfattelse, at behandling primært burde være ambulant behandling og ikke institutionsbehandling. Et andet muligt problem er svarpersoner, der har udnyttet deres maksimale to svarmuligheder til at pege på såvel elektronisk fodlænke som ubetinget frihedsstraf. Her kan vi ikke vide, om svarpersonen mener, at noget eller hele den ubetingede frihedsstraf skal afsones med elektronisk fodlænke, eller om man mener, det skal adderes. Igen er der tale om få, der i praksis vælger denne kombination (og ret få der vælger elektronisk fodlænke i det hele taget), så i den større sammenhæng er det uden væsentlig betydning for konklusionerne. Opstilling 5.3. Strafskala for konkrete sager, 2006 og RANG- POINT RÆKKE- VIDDE* ,0 til 0,5 Ingen straf Ingen straf 1 0,5 til 1,5 Bøde; økonomisk kompensation; behandling; konfliktråd Bøde; økonomisk kompensation; behandling; konfliktråd 2 1,5 til 2,5 Betinget fængsel Betinget fængsel 3 2,5 til 3,5 Samfundstjeneste Samfundstjeneste 4 3,5 til 4,5 5 4,5 til 5,5 6 5,5 til 6,5 7 6,5 til 7,5 8 7,5 til 8,5 9 8,5 til 9,5 10 9,5 til 10 Ubetinget fængsel < 2 mdr.; elektronisk fodlænke < 2 mdr. Ubetinget fængsel fra 2 til 3 måneder; elektronisk fodlænke fra 2 til 3 mdr. Ubetinget fængsel > 3 måneder; elektronisk fodlænke > 3 mdr. Ubetinget fængsel < 2 mdr.; elektronisk fodlænke < 2 mdr. Ubetinget fængsel fra 2 til 5 mdr.; elektronisk fodlænke fra 2 mdr. til 3 mdr. Ubetinget fængsel fra 6 til 11 mdr.; elektronisk fodlænke > 3 mdr. Ubetinget fængsel fra 1 år til 1 år 11 mdr. Ubetinget fængsel fra 2 år til 2 år 11 mdr. Ubetinget fængsel fra 3 år til 4 år 11 mdr. Ubetinget fængsel fra 5 år og opefter 88

89 Som man kan se, kan man ikke umiddelbart sammenligne 2006-og 2009-skalaen skalaen slutter ved 6, mens 2009-skalaen går op til 10. I praksis er der dog ikke de store problemer, hvis man ved sammenstillinger gør sig klart, at der kan være niveauforskelle, og at det ikke kan hævdes, at denne niveauforskel er målt med stor præcision. Ser man på sagen om partnervold, som er med i begge undersøgelser, fremgår det, at forskellen mellem medianerne målt ved en 0-5-skala, der er identisk og korresponderende mellem 2006 og 2009 (3,94 3,34 = 0,60), og stort set er den samme, som hvis vi måler 2006 på 6-skalaen og 2010 på 10-skalaen (3,86 3,30 = 0,56). Forskellen ligger på anden decimal, en forskel der er helt uinteressant for vore analyser. De grå felter i opstilling 5.3 er de områder af skalaerne, hvor retspraksis i de medtagne og belyste sager i intet tilfælde placerer sig. I 2006 er der i alle sager tale om en retspraksis fra 3,5 og opefter på skalaen, idet 3,5 er det punkt på skalaen, der adskiller ubetinget fængsel fra ikke fængsel. I 2009 er skæringspunktet 6,5, idet 6,5 er identisk med 1 års ubetinget fængsel. 32 Skalaer, som de her opstillede, er i sagens natur rangordningsskalaer, hvilket betyder, at det ikke giver mening at beregne gennemsnit. Derimod kan der beregnes og er beregnet medianer, som er de skalaværdier, hvor halvdelen giver mindre strenge svar og den anden halvdel mere strenge For 2009 har vi det problem, at der kun har været papirplads nok til at spørge om elektronisk fodlænke på samme måde som i 2006, dvs. at den strengeste variant er åben og omfatter elektronisk fodlænke i mere end 3 måneder. Desuden passer grænserne ikke sammen med ubetinget fængsel. Det er i denne situation valgt at følge 2006-klassificeringen. For skalatrin 5 og 6 betyder det en for streng placering i forhold til den ubetingede frihedsstraf, og specielt er det diskutabelt at placere elektronisk fodlænke i 3 mdr.- sammen med ubetinget fængsel i 6-11 måneder (skalatrin 6), fordi de fleste mennesker nok har en forestilling om, at det ikke kan fungere med elektronisk fodlænke i alt for lang tid. Måske kommer vi derfor på denne måde til i 2009 at gøre placeringen af de, der peger på en længerevarende elektronisk fodlænke for strenge i deres holdninger og vurderinger, men i praksis er udslagene på vore skalaer, uanset hvad vi vælger omkring elektronisk fodlænke, minimale og uden analytisk betydning. 33 Den median, der benyttes i analyserne, er ikke helt den traditionelle median, men en variant heraf, der kaldes for den grupperede median eller GMedian. Den grupperede median opfattes ofte som den måde, et gennemsnit beregnes på for en rangordningsskala. Dette er imidlertid ikke rigtigt. Det aritmetriske gennemsnit, der forudsætter en intervalskala, kan ligge langt væk fra GMedianen. Pointen i GMedianen er, at den beregner medianen på en skala, der har lige langt til hver af de 89

90 Opstilling 5.4. Befolkningens forestillinger om, hvordan domstolene ville dømme i 13 konkrete sager, hvor gerningspersonen ikke tidligere er straffet, sammenholdt med dommerpanelernes vurdering af retspraksis (GMedianer). 10 9,5 MAX/MIN DOMMERPANEL VURDERING AF PRAKSIS 10 9, ,5 8, ,5 7 7,5 7 6,5 6 5,5 5 6,5 6 5,5 5 4,5 4,5 4 3,5 4 3,5 3 2,5 2 1,5 3 2,5 2 1, ,5 0,5 0 0 Trafikvold Partnervold(06) Myndighedsvold Simpel gadevold Narkotikasalg Hensynsløs kørsel Uagtsomt manddrab Alvorlig gadevold Voldtægt Røveri Narkotikasmugling Pædofili Økon. kriminalitet nærmeste rangordningstrin. Hvis medianen på strafskalaen er 5 og de nærmeste rangordningstrin er 4 og 6, så beregnes GMedianen ud fra den forudsætning, at 5 er midtpunktet på et interval, der går fra 4,5 til 5,5, og at observationerne med værdien 5 er jævnt spredt udover dette interval. På en vis måde snyder man sig til lidt intervalegenskaber, og træder derved alligevel over i et forbudt område, men pointen er, at man alene gør det for det område på skalaen, hvor medianen ligger. Det, man opnår ved GMedianen, er at forsyne den traditionelle median med en retningspil: Trækker fordelingen i retning af den næste rangordningstrin, trækker den i retning af det forudgående eller ligger tyngdepunktet i fordelingen solidt placeret omring den værdi, medianen udsiger. Hvis man eksempelvis har en rangordningsskala, der går fra 1 til 3, og 1 observation placerer sig på trin 1, 50 på trin 2 og 49 på trin, så er den traditionelle medianen i så fald 2. GMedianen er 2,48 og fortæller os således, at medianen er tæt ved at tippe over til 3. GMedianen giver os på denne måde en tillægsoplysning om tyngdepunktet og fordelingen i forhold til den traditionelle median. Det kan formodes, at anvendelse af GMedianen i de aktuelt gennemførte analyser gennemgående giver os et noget overdrevent billede af strenghedsniveauet. Det skyldes, at det for alle niveauer på strafskalaerne, bortset fra det laveste Ingen straf i princippet er rimeligt at tale om, at rangordningsværdiernes repræsenterer et interval. F.eks. repræsenterer 7 i 2009 ubetingede fængselsstraffe fra 1 år til lige under 2 år. Det, overdrivelsen af strengheden beror på, er, at det sjældent vil være rimeligt at antage, at de, der har svaret 7, ville fordele sig jævnt i intervallet mellem 1 og 2 år i deres svar. Der er flere, der ville være nærmere 1 end 2, for ellers ville man vælge 8 ( = fra 2 år til 2 år og 11 måneder). To af de gennemførte forstudier til undersøgelsen har da også vist, at de fleste, specielt når det drejer sig om fængselsstraffenes længde, har straffe i tankerne, der ligger lige i intervallets begyndelse. 90

91 Med afsæt i strafskalaerne giver opstilling 5.4 en samlet grafisk afbildning af, hvordan befolkningen forestiller sig, der straffes i 13 sager, hvor pådømte er en voksen ikke tidligere straffet person, sammenholdt med, hvordan dommerpanelet har ment retspraksis er. Den lodrette linje midt i figuren deler figuren op i de to undersøgelser, foretaget i henholdsvis 2006 og De røde vandrette streger er dommerpanelets vurdering af retspraksis. Hvor denne vurdering er et interval, er dette interval angivet med blå søjler. Den nederste vandrette linje i figuren angiver grænsen mellem ubetinget fængselsstraf og ikkefrihedsberøvende tiltag (3,5) og den øverste grænsen mellem ubetingede fængselsstraffe på under og over 1 år (6,5). Det fremgår tydeligt, at der er tale om en konsekvent og gennemgående meget betydelig undervurdering af, hvor strengt der straffes, samt at det er selve strafniveauet, man gennemgående undervurderer, mens der er forholdsvis stor overensstemmelse med hensyn til rækkefølgen i, hvor strengt de enkelte forhold forventes straffet og hvordan de faktisk straffes. En mulig fortolkning af befolkningens undervurdering af domstolenes strenghed kunne være tilstedeværelsen af en om end i så fald fejlagtig forestilling om, at domstolene ikke bruger fængselsstraf over for mennesker, der dømmes første gang, næsten uanset, hvad de har gjort eller, alene, ved de mest alvorlige forhold, en kort fængselsstraf. Vi har derfor også set på, hvordan befolkningen tror domstolene dømmer i sager, hvor den dømte inden for det seneste år forud for dommen tidligere er dømt for ligeartet kriminalitet, jf. opstillingerne 5.5, 5.6 og 5.7. I de gennemførte undersøgelser er svarpersonerne ikke blevet bedt om at skulle tage stilling til, hvad de eventuelt forestillede sig alt andet lige tidligere kriminalitet kunne eller ville betyde for straffene ved en domstol. Ud fra et tilfældighedsprincip har halvdelen af svarpersonerne skulle tage stilling til en sag, hvor gerningspersonen ikke var tidligere straffet, mens den anden halvdel har fået sagen beskrevet på fuldstændig samme måde, men med den forskel at der her var tale om en person, der havde været straffet for ligeartet kriminalitet inden for det seneste år. 91

92 Sammenholder man opstilling 5.1 med 5.5, 5.2 med 5.6 og 5.3 med 5.7 kan man se, at der er en klar tendens til, at de, der har fået sagerne med en tidligere straffet person, forestiller sig, at domstolene vil straffe strengere, end de, der har fået sagerne med en hidtil ustraffet person med variation fra sag til sag, men typisk omkring et halvt trin på strafskalaerne. I henseende til betydningen af kriminel fortid er der således god overensstemmelse mellem, hvad befolkningen forestiller sig, og retspraksiss. Opstilling 5.5. Procentfordelinger vedrørende befolkningens forestillinger om, hvordan domstolene ville dømme i 7 konkrete sager, hvor gerningspersonen tidligere er straffet for ligeartet kriminalitet (2006). Sag Maksimal straf valgt: Partner -vold Trafikvold Myndighedsvold Simpel gadevold Narkotikasalg Hensynsløs kørsel Uagtsomt manddrab Ingen straf (0) Bøde, komp. el.lign. (1) Betinget fængsel (2) Samfundstjeneste (3) Ubet. fængsel, < 2 mdr. (4) Ubet. fængsel, 2-3 mdr. (5) Ubet. fængsel, > 3 mdr. (6) I ALT n = GMedian 2,2 2,7 2,7 2,4 2,8 3,8 3,9 Sammenholder man i stedet retspraksis i sagerne vedrørende tidligere straffede personer med befolkningens forestillinger, kan man se, at befolkningen er akkurat lige så uvidende om retspraksis som i sagerne vedrørende hidtil ustraffepersoner og at de i lige så betydelig og udstrakt grad undervurderer domstolenes strenghed. I 2006-sagerne, hvor retspraksis typisk er 3-9 måneders ubetinget fængsel, er det pct. af befolkningen, der forestiller sig, at der ikke vil blive anvendt ubetinget fængselsstraf i det hele taget. I 2009-sagerne, hvor retspraksis 92

93 er fængselsophold, der udmåles i år, er det pct. af befolkningen, der forestiller sig, at der ikke vil blive anvendt ubetinget fængsel i det hele taget. Opstilling 5.6. Procentfordelinger vedrørende befolkningens forestillinger om, hvordan domstolene ville dømme i 6 konkrete sager, hvor gerningspersonen tidligere er straffet for ligeartet kriminalitet (2009). Sag Maksimal straf valgt: Alv. gade vold Røveri Voldtægt Narkotikasmugling Pædofili Økono -misk kriminalitet Ingen straf (0) Bøde, komp. el.lign. (1) Betinget fængsel (2) Samfundstjeneste (3) Ubet. fængsel, < 2 mdr. (4) Ubet. fængsel, 2-5 mdr. (5) Ubet. fængsel, 6-11 mdr. (6) Ubet. fængsel, 1 år 1 år mdr. (7) Ubet. fængsel, 2 år 2 år mdr. (8) Ubet. fængsel, 3 år 4 år mdr. (9) Ubet. fængsel, 5 år (10) I ALT n = GMedian 3,8 5,1 5,8 6,5 5,9 7,1 Igen tegner der sig et billede af, at det ikke blot er straffene i enkelte sager, hvis strenghed undervurderes, men at det er selve straffeniveauet, fordi der er omtrent sammen rangorden 93

94 mellem sagerne med hensyn til, hvor streng retspraksis er og hvad befolkningen forestiller sig, jf. opstilling 5.7. Opstilling 5.7. Befolkningens forestillinger om, hvordan domstolene ville dømme i 13 konkrete sager, hvor gerningspersonen tidligere er straffet for ligeartet kriminalitet, sammenholdt med dommerpanelernes vurdering af retspraksis (GMedianer). 10 9,5 MAX/MIN DOMMERPANEL VURDERING AF PRAKSIS 10 9, ,5 8, ,5 7 6,5 7,5 7 6,5 6 5, ,5 5 4,5 4,5 4 3,5 4 3,5 3 2, ,5 2 1,5 1, ,5 0,5 0 0 Trafikvold Partnervold(06) Myndighedsvold Simpel gadevold Narkotikasalg Hensynsløs kørsel Uagtsomt manddrab Alvorlig gadevold Voldtægt Røveri Narkotikasmugling Pædofili Økon. kriminalitet At befolkningen i væsentligt omfang og i væsentlig grad undervurderer domstolenes strenghed, i hvert fald inden for det område, hvor der anvendes ubetinget frihedsstraf, og tilsyneladende uanset forbrydelsens og forbryderens karakter, viser sig ingenlunde at være et specifikt dansk fænomen. Det genfindes således også i andre samfund, herunder samfund med ganske anderledes strafniveauer end det danske. I 2003 sammenfattede den canadiske forsker Julian V. Roberts og den engelske forsker Mike Hough hovedresultaterne af den 94

95 internationale forskning på følgende måde (Roberts, Stalans, Indermaur, & Hough, 2003, s. 25): 34 Surveys have been conducted on public knowledge of punishment trends. We summarize some of these findings here. Several selection criteria have been applied. First, we include only representative, large-scale surveys of the public. Second, we include surveys conducted in at least two countries. Third, we include only issues in which the views of the public have been compared to verifiable statistics, in other words, questions to which there is a right and wrong answer. The public - have little accurate knowledge of statutory sentencing; few people, for example, know which offences carry a minimum penalty or have any idea of the severity of these mandatory minima; - know little about the many sentencing alternatives (such as probation and community service) and focus exclusively on imprisonment when thinking about sentencing; - underestimate the severity of maximum penalties; The public also - underestimate the severity of sentencing practises (e.g., the incarceration rate for specific offenses); - overestimate the percentage of offenders released on parole; - overestimate the proportion of prison terms served in the community on parole - overestimate the percentage of parolees who will reoffend while on parole. I en anden oversigt, der er udarbejdet af The Sentencing Project i Washington, D.C., USA, sammenfattes resultaterne af forskningen på området i bl.a. følgende punkter (The Sentencing Project, 2000): 34 Det angives her, at de primære kilder til denne opsummering er: J. Mattinson & C. Mirrlees-Black: Attitudes to crime and criminal justice: Findings from the 2000 British Crime Survey. Home Office, London, 2000; Mike Hough & Julian v. Roberts: Attitudes toward punishment: Findings from the British Crime Survey, Home Office Research Study no. 179, Home Office, Research and Statistics Directorate, London, 1998; A. Doob & Julian V. Roberts: Public punitiveness and public knowledge of the facts: Some Canadian Surveys, i Nigel Walker & Mike Hough (red.): Public Attitudes to Sentencing: Surveys from Five Countries. Gower, Aldershot, 1988; Julian V. Roberts: Public knowledge of crime and justice: An inventory of Canadian Findings, Department of Justice Canada, Ottawa, 1994; D. Indermaur Public perceptions of sentencing in Perth, Western Australia, Australian and New Zealand Journal of Criminology, 20, 1987, s

96 - The public consistently misjudges trends in crime - The public tends to underestimate the severity of sentencing 35 - Public attitudes are strongly influenced by mistaken beliefs 36 - Public opinion is more complex than policymakers assume 37 - Policymakers do not accurately perceive public opinion 38 - Public support for rehabilitation is greater than political rhetoric would indicate - Public embraces alternative sentencing options when offered - Numerous studies in recent years have established that the better educated people are about the issue, the more supportive they are of alternative sentencing - People acknowledge that the flexibility allowed by sentencing alternatives makes for a more just system - Public support for addressing crime through social intervention is very strong. 35 Der gives her følgende eksempel: A 1997 survey conducted by the Florida Department of Corrections revealed that Florida residents assumed inmates served on average 40 of their original sentence, while in actuality inmates are expected to serve 85 of their original sentence. (Corrections Journal, Florida Department Survey Resident s Views on Its Prisons, 7. august, 1997, s. 5-6). 36 Der gives her følgende eksempel: A 1994 survey on public opinion about crime and corrections in Oregon conducted by Doble Research Associates showed that citizens believed half of those convicted of violent crime are not incarcerated, and also that large numbers of both violent and non-violent prisoners are released early due to prison overcrowding. In stark contrast to these beliefs, data from Oregon Criminal Justice Council shows that of all convicted offenders, violent and non-violent, 77 receive jail or prison time, while none are released early due to prison overcrowding (Doble Research Associates, Inc., Crime and Corrections: The Views of the People of Oregon, april 1995, s. 5). 37 Der gives her følgende eksempel: A study of Ohio residents conducted in 1995 revealed that while a majority of respondents indicated they were in favour of passing three-strikes law, when they were confronted with specific situations, only a small minority believed a life sentence was appropriate for the described offender. While 88 of the respondents expressed strong or moderate support for threestrikes laws, 95 favored allowing exceptions in one or more instances.(brandon K. Apllegate et al.: Assessing Public Support for Three-Strikes-and You re-out Laws: Global versus Specific Attitudes, Crime & Delinquency, vol. 42, no. 4, oktober 1996, s ). Three-strikes law requires mandatory twenty-five year or life sentences for any previously convicted felon on a third conviction. While the covered offenses vary by state, this research sought responses to a hypothetical three-strikes law based on pending legislation in Ohio at the time. Covered offenses were primarily violent, but also included burglary and attempted burglary.) 38 Der gives her følgende eksempel: For example, a 1985 study by the Michigan Prison and Jail Overcrowding Project revealed that policymakers, when asked to estimate public support for alternative sentencing, grossly underestimated this support to be 12, compared to the actual level of 66 (Patricia M. Clark: Perception of Criminal Justice Surveys. Executive Summary, Michigan Prison and Jail Overcrowding Project, 1985). Det anføres videre: The Survey revealed that decisionmakers overestimated the proportion of all crime that is violent or person-related. This kind of information suggests that policymakers are misinformed in ways that may bias them against alternative sentencing and reforms which reduce reliance on incarceration. 96

97 Det tilsyneladende universelle i tendensen til at undervurdere ikke blot domstolenes, men også retssystemets strenghed i det hele taget, tyder på, at vi mere end konkret viden har at gøre med en generel holdning, der så at sige er en del af eller en tvillingeholdning til retsfølelsen: Ønsket om strengere straffe og ønsket om at straffenes indhold bliver hårdere. Selv for jurister kan det være svært at finde frem til retspraksis på et bestemt område, bortset fra de helt takstbestemte områder som f.eks. bødestraffene for hastighedsoverskridelser. Det er således ikke så mærkværdigt, at almindelige mennesker har særdeles svært ved nå frem til viden om, hvornår der anvendes fængselsstraf og i givet fald i hvor lang tid. Det må bero på usystematiske indtryk og fornemmelser. I en sådan situation kommer almene holdninger til at spille en stor rolle. Det almindelige indtryk, der øjensynligt har bundfaldet sig hos mange i moderne samfund er, at der ikke rigtig sker noget: At man i hvert fald ikke kommer ind og sidde, og hvis man gør det, er det for en (meget) kort tid. Det er det image domstolene og straffesystemet får i moderne samfund uanset hvad der faktisk foregår. Vi ved for lidt om betydning af medier og den måde dagsordenen bliver sat i det politiske liv. Måske er der en tendens til, at medierne på mange forskellige måder mere orienterer sig mod belysningen af sager, hvor der straffes for lidt og at dette bidrager til befolkningens oplevelse af, at der ikke rigtig sker noget. Måske er de enkeltsager, der tages op i det politiske liv, eksempelvis som baggrund for netop en diskussion af strafniveau, i højere grad sager, hvor politikerne mener, at der straffes for lidt end sager, hvor politikerne mener, at der straffes for meget. Den generelle politiske, og derved også mediemæssige (eller er det omvendt?) dagsorden de seneste år i Danmark, som de fleste andre steder i verden, har jo i hvert fald været, at der ikke straffes hårdt nok ved domstolene, jf. den tidligere omtale heraf. Uanset hvad årsagen og baggrunden er for den udbredte uvidenhed om, hvordan de hårdeste indgreb fra fællesskabets side i særdeleshed fængselsstraffen anvendes, er det et demokratisk problem, og derved en væsentlig samfundsmæssig udfordring. Befolkningens retsfølelse er uinformeret: Folkeflertallet ønsker strengere (fængsels)straffe - men langt de flestes forestillinger om, hvordan der straffes, er forkerte. I meget betydelig grad undervurderer folkeflertallet i markant grad, hvor ofte fængselsstraffen anvendes og hvor lang den i givet fald udmåles til at være i konkrete sager. 97

98 6. Danskernes retsfornuft Mens der er foretaget ganske mange målinger, indenlands som udenlands, af befolkningens retsfølelse med hensyn til straf, finder der mærkværdigvis meget få undersøgelser af befolkningens retsfornuft, det der sommetider også omtales som den informerede retsfølelse : Holdningen til, hvordan man synes, der skal straffes/reageres over for en forbrydelse, når der foreligger beskrivelser af forbrydelses karakter, forbryderen og indholdet og karakteren af de straffe eller andre reaktioner, der kan komme på tale samt tid til at overveje sin holdning på dette grundlag. Pionerarbejdet med hensyn til at forsøge at afdække danskernes retsfornuft er foretaget af Berl Kutchinsky i form af en lille undersøgelse i København. Denne undersøgelse viste, at mens der på generelle spørgsmål om straffenes strenghed var mange, der gav udtryk for, at de mente, at straffene var for strenge, så var der på noget mere konkrete spørgsmål om særlig økonomisk bistand og anvendelse af flere betingede domme en ikke helt ringe venlighed over for lempelse af straffene (Kutschinsky, 1970, s. 72). Kutchinsky forelagde svarpersonerne to konkrete sager på bånd. I begge sager fremtrådte de anklagede som ganske sympatiske personer, ingen af dem var tidligere straffet, og der var diverse formildende omstændigheder. I den ene sag, der omhandlede arbejdspladstyveri, gengav båndet (10 min.) politiafhøringer i sagen. Man hørte direktøren, der havde indgivet politianmeldelsen, dernæst arbejdsformanden og til sidst en af arbejderne, der tilstod at have fjernet metalaffald fra fabrikken og solgt det. I 1962 var retspraksis i en sådan sag betinget dom, som også 37 pct. af svarpersonernes syntes skulle være straffen. 7 pct. ville frifinde, 33 pct. give bøde, 10 pct. hæftestraf og de resterende 13 pct. ubetinget fængselsstraf. Den anden sag var en voldssag, hvor retspraksis dengang som i øvrigt også i vore dage var en ubetinget frihedsstraf. På båndet (15 min.) blev der beskrevet en ung mand, der stod anklaget for at have slået en beruset kammerat i ansigtet en sen aften uden for en restaurant. I faldet pådrog kammeraten sig et kraniebrud, og der opstod lammelser. Slagsmålet fandt sted efter et skænderi, hvorunder kammeraten bl.a. havde fornærmet anklagedes forlovede. Det viste sig, at kun 18 pct. ville idømme ubetinget frihedsstraf. 23 pct. ville idømme en betinget dom, 9 pct. en hæftestraf, 27 pct. bøde og hele 23 pct. ville frifinde. 98

99 Ved to senere undersøgelser, hvor oplysningsgraden har været betydeligt mindre end i Kutchinsky s undersøgelse beskrivelser ved hjælp af enkelte stikord eller højest et par linjer har det vist sig, at befolkningens holdninger kan gå begge veje i forhold til den juridiske retspraksis såvel mellem forskellige forbrydelseskategorier som for sager inden for samme forbrydelseskategori. Den ene er den tidligere omtalte undersøgelse fra 1974, hvor svarpersonerne var et repræsentativt udsnit af indbyggerne i en større dansk provinsby. Her skulle man tage stilling til, om man syntes en foreslået straf var for mild, for streng eller tilpas. Uoplyst for svarpersonerne var, at den foreslåede straf var identisk med retspraksis. Hovedparten af svarpersonerne ville dømme mildere end domstolene i tre sager: I en sag om en tobaksarbejder, der havde stjålet fra sin arbejdsplads (retspraksis: 30 dages ubetinget fængsel), en sag om en kontormedarbejder, der havde foretaget underslæb over for sin arbejdsplads (retspraksis: 3 mdr. ubetinget + 3 mdr. betinget) og en 18-årig, der havde begået vold under en fest (retspraksis: 14 dages hæfte). Strengere ville man dømme i en sag, om en mejeribestyrer, der havde begået bedrageri (retspraksis: 8 mdr. betinget), en forretningsindehaver, der ligeledes havde begået bedrageri (retspraksis: 9 mdr. betinget), og en 32-årig mand der havde begået vold mod et barn (retspraksis: 60 dages hæfte) (Balvig, 1978, s. 161). Den anden undersøgelse, som gennemførtes i 1997, har et stort antal svarpersoner, og svarene kan betragtes som repræsentative for hele den voksne danske befolkning (Goul Andersen, 1998). Der var i alt ti sager, der skulle bedømmes af svarpersonerne, i de fleste tilfælde (syv) sager, hvor retspraksis var betinget dom eller bøde. I to af sagerne ville flere af svarpersonerne idømme en strengere end en mildere dom i forhold til retspraksis. Det drejede sig i begge tilfælde om 17-åriges tyveri af bil, men sagerne adskilte sig ved, at det i det ene tilfælde var en førstegangsovertræder (retspraksis: bøde under kr.), mens det i det andet tilfælde var en tredjegangsovertræder (retspraksis: betinget dom). Der var dog i begge tilfælde få eller forholdsvis få (4 pct. og 19 pct.), der ville idømme biltyven ubetinget fængselsstraf. En stor del af svarpersonerne ville idømme enten en betinget dom eller samfundstjeneste (43 pct. ved førstegangsovertræderen og 58 pct. ved tredjegangsovertræderen). 99

100 I én af sagerne, en sag om butikstyveri (retspraksis: bøde under kr.), var der stor overensstemmelse mellem retspraksis og befolkningens holdning til, hvordan man syntes, der burde straffes. I de resterende syv sager var der flere af svarpersonerne, der ville idømme en mildere straf end domstolene, end der var svarpersoner, der ville idømme en strengere straf. Det var således tilfældet i en sag om sort arbejde (retspraksis: bøde > kr.), en sag om civil ulydighed (retspraksis: bøde < kr.), og en sag om graffitimaling (hvor det anvendte dommerpanel dog ikke var helt enig i vurdering af retspraksis). To sager handlede om villaindbrud, hvor det i det ene tilfælde var en førstegangs indbrudstyv (retspraksis: betinget dom), mens det i det andet var en erklæret narkomisbruger, der gentagne gange tidligere havde været straffet for lignende indbrud (retspraksis: betinget fængselsstraf). I førstegangstilfældet ville 32 pct. dømme mildere end domstolen, 28 pct. strengere (14 pct. ville idømme ubetinget fængselsstraf). I flergangstilfældet ville kun 38 pct. dømme på samme måde som domstolene, dvs. ubetinget fængsel, mens sammenlignet med svarene for de andre sager usædvanligt mange ville idømme anden straf, hvilket formentlig især er mennesker, der har hæftet sig ved, at der var tale om en narkotikamisbruger, og som primært ville pege på behandling. I en sag om brugstyveri af en cykel ville 40 pct. straffe mildere end retspraksis (som var en bøde < kr.) og kun 13 pct. strengere. En sag om arbejdspladstyveri (ting fra en byggeplads til en værdi af ca kr.) mente et massivt flertal af de adspurgte burde afgøres helt uden politiets indblanding eller højest ved en advarsel (retspraksis: bøde). Den syvende og sidste sag, som befolkningen så mildere på end retspraksis, var en sag om vold. Den minder indholdsmæssigt en del om den sag, Kutchinsky anvendte i 1964, bortset fra at de opståede skader på offeret er mindre alvorlige: Sagsfremstillingen var følgende: (A) på 22 år bliver anholdt for vold uden for et værtshus. Den overfaldne har fået en del blå mærker efter slag og spark i ansigtet og på kroppen, men kunne tage hjem efter et check på skadestuen. Vidner har forklaret, at (A) mente, den overfaldne havde taget hans plads i køen. (A) havde drukket tæt og kunne næsten intet huske. Han er ikke tidligere dømt. Kun 21 pct. af svarpersonerne ville idømme ubetinget frihedsstraf, som var retspraksis. Den største gruppe (modalprocenten) ville idømme en betinget dom, 38 pct., 10 pct. samfundstjeneste, 9 pct. bøde, 11 pct. tiltalefrafald, advarsel 100

101 eller at sagen klares uden politiindblanding og 4 pct. anden straf end de her nævnte, herunder ubesvaret. Også udfaldet i sagen om arbejdspladstyveri er helt overensstemmende med Kutschinky s måling af befolkningens retsfornuft i I voldssagen udnyttede man i 1997 en såkaldt split-half teknik, hvor halvdelen af svarpersonerne blev forelagt sagen som netop beskrevet, mens der for den anden halvdel var tilføjet, at (A) var studerende ( En studerende (A), og den studerende (A). 39 Når tiltalte alene blev omtalt som (A) var det 69 pct. af befolkningen, der ønskede en mildere straf end domstolspraksis, mens det når tiltalte blev omtalt som studerende (A) var 81 pct. Man kan kun gisne om årsagen til denne forskel. Én mulighed er, at man har sværere ved at se en studerende som en rigtig kriminel end en person (A). Måske ser man derfor dette som i højere grad en uheldig engangsforeteelse, som følgelig er mindre klandreværdig. En anden mulighed, der ligger i forlængelse af de observationer, vi har gjort i de aktuelt gennemførte fokusgruppeundersøgelser er, at befolkningens fokus i høj grad er af nyttemæssig karakter, og et man er optaget af at mindske de opståede/konstaterede skader for alle parter og at mindske risikoen for fremtidig kriminalitet. For en studerende kunne en fængselsstraf i højere grad ses som skadelig for den dømte på længere sigt end for (A). Også reaktionerne på villaindbrudstyven, der var narkoman, tydede jo på en stærk fokusering hos mange på det nytteorienterede. 39 Samme teknik blev anvendt i sagerne om butikstyveri og cykeltyveri, men her således at han blev erstattet med hun. I butikstyverisagen viste der sig at være 15 pct., der ville straffe mildere end domstolene, når gerningspersonen var en mand, mens det var 26 pct., når gerningspersonen var en kvinde. Tendensen var helt tilsvarende i cykeltyverisagen: 35 pct. ville straffe mildere end domstolene, når cykeltyven var en mand, mens det var 45 pct., når gerningspersonen var en kvinde. Tendensen til åbenbart at se mildere på lovovertrædelser begået af kvinder end mænd er også konstateret i en tidligere undersøgelse, foretaget blandt studerende på et kollegium (Lillegaard, 1995, jf. Balvig, 1995, ss ). 67 pct. ville idømme en mand ubetinget frihedsstraf for vold, mens dette kun var tilfældet for 20 pct. for den samme handling, når gerningspersonen blev omtalt som en kvinde. En anden sag handlede om indbrud. Her ville 51 pct. idømme ubetinget frihedsstraf, når det var en mand, over for 25 pct. når gerningspersonen var en kvinde. I en tredje sag, som omhandlede en 43-årig bogholder og regnskabschef i et større firma, der havde begået underslæb for 5,5 mill. kr., gjorde det ingen forskel, om bogholderen var en mand eller en kvinde. De udmålte straffe havde dog en tendens til at være lidt længere, når bogholderen i sagsfremstillingen blev omtalt som en mand. Mest bemærkelsesværdigt var det, at 13 pct. af de adspurgte bemærkede, at de mente kvinden burde have psykologisk eller psykiatrisk behandling, mens kun 2 pct. kom på denne tanke i forhold til, når det var en mand. 101

102 Vi har tidligere peget på retsfølelsens evolutionspsykologiske baggrund, der på sin side er influeret af kulturelle påvirkninger, der bl.a. giver sig udslag i en tæt sammenhæng mellem retsfølelse og politisk overbevisning. Et af de mest bemærkelsesværdige resultater i 1997-undersøgelsen er påvisningen af, at retsfornuften dels ikke kan afledes af retsfølelsen hvilket er identisk med hvad Kutchinsky fandt i 1964 og dels langt hen ad vejen ikke har sammenhæng med politisk overbevisning eller generelle og principielle moralske holdninger. Goul Andersen skriver herom (Goul Andersen, 1998, s ): Man kunne tro, bedømmelsen af sanktionernes størrelse ville følge borgernes moral, således at de mere moralske ville straffe strengere, og de mindre moralske ville straffe mildere. Overraskende nok synes dette faktisk ikke at være tilfældet. Vi har forsøgt at danne skalaer for strengheden i almindelighed og for tilbøjeligheden til at ville uddele fængselsstraffe. Men det samvarierer ikke systematisk med moralen eller kun i ringe grad. Det samme kan siges om de sociale variationer: Der er ingen klar tendens til, at de ældre vil straffe hårdere end de unge, at storbyboere vil straffe mildere end landsbyboere, etc. Mere overraskende finder vi ikke engang en sammenhæng med skole- og erhvervsuddannelse, når det gælder strafudmåling i konkrete situationer. De eneste signifikante forskelle er mellem mænd og kvinder, hvor mænd er lidt mere til hårde straffe end kvinderne; forskellen er dog meget beskeden I lyset af den retspolitiske diskussion kan det også være interessant at se, om der er nogen forskel mellem partierne. Det viser sig faktisk at være tilfældet, men forskellene er netop meget små, når det kommer til konkrete situationer. I sagen om vold, fandtes der ikke nogen signifikant sammenhæng mellem, hvor strengt man ville dømme, og partipolitisk holdning i det hele taget. Goul Andersen kommenterer dette på følgende måde (Goul Andersen, 1998, s. 392): Ikke mindst de beskedne partipolitiske forskelle er bemærkelsesværdige: Politikere og borgere på venstre og højre fløj i dansk politik kan tordne mod hinanden om retspolitiske principper, men når de skal træffe konkrete afgørelser, er de næsten enige. Og mere generelt kan mere moralske og mere moralsk afslappede mennesker diskutere, hvor slemt det står til med moralen i samfundet, men stillet ansigt til ansigt med konkrete sager synes deres indstilling at være stort set ens. Det er usikkert, hvor langt perspektiverne rækker det ville kræve en nærmere undersøgelse at fastslå men faktisk ser det umiddelbart ud til, at der hersker en slags konkret fornuft, som i meget vid udstrækning er fælles gods for borgerne i det danske samfund på tværs af alle skel, når de skal forholde sig konkret til spørgsmål om forbrydelser og straf. Den fjerde og seneste undersøgelse forud for de aktuelt gennemførte undersøgelser af befolkningens retsfornuft baserer sig som 1997-undersøgelsen på repræsentative 102

103 befolkningsudsnit. Den omfatter kun befolkningens holdning til en enkelt sag, et indbrudstyveri, men er til gentaget gennemført to gange, henholdsvis i 2000 og 2005, begge gange i forbindelse med de såkaldte ICVS-undersøgelser. 40 Sagsfremstillingen var her følgende: Man kan jo have forskellig opfattelse af, hvilke straffe lovbrydere bør have. Lad os som et eksempel tage en mand på 21 år, som for anden gang er fundet skyldig i indbrud. Denne gang har han stjålet et farve-tv. Hvilken af de straffe, jeg nævner nu, kan efter Deres mening være passende?. Sagsfremstillingen minder en del om den, der blev anvendt i 1997-undersøgelsen, men er ikke fuldstændig identisk. Den største forskel er, at der i 2000/2005 ikke siges noget om eventuelle narkotikaproblemer. På den baggrund kunne man umiddelbart forvente, at relativt flere ville gå ind for ubetinget fængselsstraf i 2000/2005- undersøgelserne end i 1997-undersøgelsen. Dette er imidlertid ikke tilfældet. Hvor det i 1997 var 38 pct., der ville idømme ubetinget fængselsstraf, var det i pct. (Balvig, 2001, s. 6) og i pct. (Van Dijk, 2008, s. 379). I begge år er det først og fremmest samfundstjeneste, som en stor del af befolkningen, synes burde pådømmes i sådan en sag. I modsætning til en række andre lande er der altså ikke noget der tyder på, at den danske befolkning er blevet strengere eller mere punitiv i sin holdning til, hvordan man burde straffe en recidiverende indbrudstyv. Samtidig placerer den danske befolkning sig i så henseende blandt de mindst punitive befolkninger i verden. Af de 75 lande, hvori undersøgelserne er gennemført, befinder den danske befolkning sig i den femtedel af disse, hvor mindre end 20 pct. ville idømme en ubetinget frihedsstraf. Den danske befolkning er her i selskab med dels den finske befolkning, hvor kun 13 pct. ville idømme ubetinget frihedsstraf, og den islandske hvor 18 pct. ville gøre det. I Norge var det 24 pct. af befolkningen og i Sverige 28 pct. Mediantallet er ca. 40, dvs. at i halvdelen af de undersøgte lande er der mindre end 40 pct., der ville idømme ubetinget frihedsstraf og i den anden halvdel mere end 40 pct. I den sidstnævnte halvdel befinder bl.a. englænderne (44 pct.) og amerikanerne (47 pct.) sig. Det mest udbredte og næsten entydige ønske om at anvende ubetinget fængselsstraf i indbrudssagen fandtes i den kinesiske befolkning (84 pct.). 40 ICVS står for International Crime Victim Survey. 103

104 6.1. Papirsager: Forestillinger om domstolspraksis og folk flest De i 2006 og 2009 gennemførte undersøgelser af den danske befolknings retsfornuft er ikke blot de i skrivende stund nyeste. Det er også de undersøgelser, hvor man har belyst holdningen til flest forskellige sager, og til de mest alvorlige sager. Sagerne kan ikke i traditionel forstand hævdes at være sagsrepræsentative, men de er i vid udstrækning typiske og dækkende for et demokratisk og kriminalpolitisk særdeles centralt område: De personfarlige forbrydelser, der ifølge domspraksis straffes med en kortere (bortset fra de allerkorteste) eller længere (bortset fra de allerlængste) ubetinget fængselsstraf. De aktuelle undersøgelser udmærker sig endvidere ved, at man er tættere end tidligere ved idealet om at prøve at afdække, hvordan man ville dømme, hvis man var oplyst om sagen, gerningspersonen og strafmulighederne i samme udstrækning som en lægdommer i en rigtig sag bortset fra orientering om retspraksis, bortset fra mulig påvirkning eller direkte (oplevet) pres fra professionelle samt sidst, men ikke mindst, tid til at overveje sit valg. Af opstilling 6.1.1, og fremgår, hvordan befolkningen ville dømme i de 13 sager, de via et postspørgeskema er blevet bedt om at tage stilling til. I alle disse sager er gerningspersonen beskrevet og omtalt som en hidtil ustraffet person. Opstillingerne 6.1.6, og er de tilsvarende identiske sager, men her er gerningspersonen beskrevet som en person, der inden for det seneste år forud for den aktuelle sag er blevet dømt for ligeartet kriminalitet (recidivist). De anvendte strafskalaer og medianberegninger (GMedian) er nærmere beskrevet i forrige afsnit (afsnit 5). De grå felter i tabellerne og de røde/blå markeringer i figuren er dommerpanelernes bud på domspraksis i sagerne. Opstilling 6.1.3, 6.1.4, og viser, hvordan befolkningen forestiller sig, at folk flest ville dømme. De mediane strafværdier af disse forestillinger er medtaget i graferne og hvor der endvidere er medtaget de mediane forestillinger om, hvordan man tror sagerne ville blive afgjort ved en domstol (jf. forrige kapitel). 104

105 Opstilling Procentfordelinger vedrørende, hvordan befolkningen ville dømme i 7 konkrete sager, hvor gerningspersonen ikke tidligere er straffet (2006). Sag Maksimal straf valgt: Partner -vold Trafikvold Myndighedsvold Simpel gadevold Narkotikasalg Hensynsløs kørsel Uagtsomt manddrab Ingen straf (0) Bøde, komp. el.lign. (1) Betinget fængsel (2) Samfundstjeneste (3) Ubet. fængsel, < 2 mdr. (4) Ubet. fængsel, 2-3 mdr. (5) Ubet. fængsel, > 3 mdr. (6) I ALT n = GMedian 2,3 3,1 2,5 2,2 3,0 4,8 5,0 105

106 Opstilling Procentfordelinger vedrørende, hvordan befolkningen ville dømme i 6 konkrete sager, hvor gerningspersonen ikke tidligere er straffet (2009). Sag Maksimal straf valgt: Alv. gade vold Røveri Voldtægt Narkotikasmugling Pædofili Økono -misk kriminalitet Ingen straf (0) Bøde, komp. el.lign. (1) Betinget fængsel (2) Samfundstjeneste (3) Ubet. fængsel, < 2 mdr. (4) Ubet. fængsel, 2-5 mdr. (5) Ubet. fængsel, 6-11 mdr. (6) Ubet. fængsel, 1 år 1 år mdr. (7) Ubet. fængsel, 2 år 2 år mdr. (8) Ubet. fængsel, 3 år 4 år mdr. (9) Ubet. fængsel, 5 år (10) I ALT n = GMedian 4,2 5,9 6,1 5,5 7,5 7,2 106

107 Opstilling Procentfordelinger vedrørende, hvordan befolkningen tror folk flest ville dømme i 7 konkrete sager, hvor gerningspersonen ikke tidligere er straffet (2006). Sag Maksimal straf valgt: Ingen straf (0) Bøde, komp. el.lign. (1) Betinget fængsel (2) Samfundstjeneste (3) Ubet. fængsel, < 2 mdr. (4) Ubet. fængsel, 2-3 mdr. (5) Ubet. fængsel, > 3 mdr. (6) Partner -vold Trafikvold Myndighedsvold Simpel gadevold Narkotikasalg Hensynsløs kørsel Uagtsomt manddrab I ALT n = GMedian 2,5 3,7 2,4 2,4 3,1 5,1 5,3 107

108 Opstilling Procentfordelinger vedrørende, hvordan befolkningen tror folk flest ville dømme i 7 konkrete sager, hvor gerningspersonen ikke tidligere er straffet (2009). Maksimal straf valgt: Ingen straf (0) Bøde, komp. el.lign. (1) Betinget fængsel (2) Samfundstjeneste (3) Ubet. fængsel, < 2 mdr. (4) Ubet. fængsel, 2-5 mdr. (5) Ubet. fængsel, 6-11 mdr. (6) Ubet. fængsel, 1 år 1 år 11 mdr. (7) Ubet. fængsel, 2 år 2 år 11 mdr. (8) Ubet. fængsel, 3 år 4 år 11 mdr. (9) Ubet. fængsel, 5 år (10) Alv. gadevold Sag Røveri Voldtægt Narkotikasmugling Pædofili Økono -misk kriminalitet I ALT n = GMedian 5,2 6,2 6,5 6,5 8,2 7,5 108

109 Opstilling Befolkningens forestillinger om, hvordan folk flest ville dømme og hvordan domstolene ville dømme, samt egne holdninger til, hvordan man synes, der bør dømmes, i 13 konkrete sager, hvor gerningspersonen ikke tidligere er straffet, sammenholdt med dommerpanelernes vurdering af retspraksis (GMedianer). 10 9,5 9 MAX/MIN DOMMERPANEL VURDERING AF PRAKSIS $ EGEN HOLDNING + VURDERING AF BEFOLKNING 10 9,5 9 8,5 8 7,5 7 6,5 6 5,5 5 4,5 4 3,5 3 2,5 2 1,5 + $ + $ + $ + $ + $ + $ + + $ $ + $ + + $ $ + $ + $ 8,5 8 7,5 7 6,5 6 5,5 5 4,5 4 3,5 3 2,5 2 1, ,5 0,5 0 0 Trafikvold Partnervold(06) Myndighedsvold Simpel gadevold Narkotikasalg Hensynsløs kørsel Uagtsomt manddrab Alvorlig gadevold Voldtægt Røveri Narkotikasmugling Pædofili Økon. kriminalitet 109

110 Opstilling Procentfordelinger vedrørende, hvordan befolkningen ville dømme i 7 konkrete sager, hvor gerningspersonen tidligere er straffet for ligeartet kriminalitet (2006). Sag Maksimal straf valgt: Partner -vold Trafikvold Myndighedsvold Simpel gadevold Narkotikasalg Hensynsløs kørsel Uagtsomt manddrab Ingen straf (0) Bøde, komp. el.lign. (1) Betinget fængsel (2) Samfundstjeneste (3) Ubet. fængsel, < 2 mdr. (4) Ubet. fængsel, 2-3 mdr. (5) Ubet. fængsel, > 3 mdr. (6) I ALT n = GMedian 2,9 4,4 3,3 2,9 3,8 5,4 5,2 110

111 Opstilling Procentfordelinger vedrørende, hvordan befolkningen ville dømme i 6 konkrete sager, hvor gerningspersonen tidligere er straffet for ligeartet kriminalitet (2009). Sag Maksimal straf valgt: Alv. gade vold Røveri Voldtægt Narkotikasmugling Pædofili Økono -misk kriminalitet Ingen straf (0) Bøde, komp. el.lign. (1) Betinget fængsel (2) Samfundstjeneste (3) Ubet. fængsel, < 2 mdr. (4) Ubet. fængsel, 2-5 mdr. (5) Ubet. fængsel, 6-11 mdr. (6) Ubet. fængsel, 1 år 1 år mdr. (7) Ubet. fængsel, 2 år 2 år mdr. (8) Ubet. fængsel, 3 år 4 år mdr. (9) Ubet. fængsel, 5 år (10) I ALT n = GMedian 5,1 7,0 6,7 6,6 7,6 6,8 111

112 Opstilling Procentfordelinger vedrørende, hvordan befolkningen tror folk flest ville dømme i 7 konkrete sager, hvor gerningspersonen tidligere er straffet for ligeartet kriminalitet (2006). Sag Maksimal straf valgt: Ingen straf (0) Bøde, komp. el.lign. (1) Betinget fængsel (2) Samfundstjeneste (3) Ubet. fængsel, < 2 mdr. (4) Ubet. fængsel, 2-3 mdr. (5) Ubet. fængsel, > 3 mdr. (6) Partner -vold Trafikvold Myndighedsvold Simpel gadevold Narkotikasalg Hensynsløs kørsel Uagtsomt manddrab I ALT n = GMedian 3,4 4,6 3,7 3,5 4,0 5,4 5,4 112

113 Opstilling Procentfordelinger vedrørende, hvordan befolkningen tror folk flest ville dømme i 7 konkrete sager, hvor gerningspersonen tidligere er straffet for ligeartet kriminalitet (2009). Sag Maksimal straf valgt: Ingen straf (0) Bøde, komp. el.lign. (1) Betinget fængsel (2) Samfundstjeneste (3) Ubet. fængsel, < 2 mdr. (4) Ubet. fængsel, 2-5 mdr. (5) Ubet. fængsel, 6-11 mdr. (6) Ubet. fængsel, 1 år 1 år 11 mdr. (7) Ubet. fængsel, 2 år 2 år 11 mdr. (8) Ubet. fængsel, 3 år 4 år 11 mdr. (9) Ubet. fængsel, 5 år (10) Alv. gade vold Røveri Voldtægt Narkotikasmugling Pædofili Økono -misk kriminalitet I ALT n = GMedian 5,6 7,2 7,1 6,8 8,2 7,1 113

114 Opstilling Befolkningens forestillinger om, hvordan folk flest ville dømme og hvordan domstolene ville dømme, samt egne holdninger til, hvordan man synes, der bør dømmes, i 13 konkrete sager, hvor gerningspersonen tidligere er straffet for ligeartet kriminalitet, sammenholdt med dommerpanelernes vurdering af retspraksis (GMedianer). 10 9,5 9 MAX/MIN DOMMERPANEL VURDERING AF PRAKSIS $ EGEN HOLDNING + VURDERING AF BEFOLKNING 10 9,5 9 8,5 8 7,5 7 6,5 + $ + $ + $ + $ + $ 8,5 8 7,5 7 6,5 6 5,5 5 4,5 4 3,5 3 2,5 2 + $ + $ + $ + $ + $ + $ + $ + $ 6 5,5 5 4,5 4 3,5 3 2,5 2 1,5 1, ,5 0,5 0 0 Trafikvold Partnervold(06) Myndighedsvold Simpel gadevold Narkotikasalg Hensynsløs kørsel Uagtsomt manddrab Alvorlig gadevold Voldtægt Røveri Narkotikasmugling Pædofili Økon. kriminalitet Først kan man bemærke sig, at i 24 ud af de 26 sager er der en tendens til, at befolkningen vil dømme strengere, end de tror domstolene vil dømme. Dette er helt i overensstemmelse med retsfølelsen, hvor det jo viste sig, at hovedparten af befolkningen syntes, straffene i Danmark gennemgående var for milde. Ved sagen om økonomisk kriminalitet er forskellen mellem, hvad man selv mener, og hvad man tror domstolene vil gøre, ikke statistisk signifikant. Det er den derimod ved den anden undtagelse, som er indsmugling af en større mængde heroin fra Spanien, begået af en hidtil ustraffet person. Her forholder det sig omvendt: Befolkningen har en tendens til i denne narkotikasag at dømme mildere, end de tror tilfældet ville være ved en domstol. 114

115 Når tendensen er så konsistent, som tilfældet er, bliver det ikke kun de enkelte klare undtagelser, der er interessante, men også hvor stærk tendensen er for forskellige former for forbrydelser. Den største afstand mellem egne holdninger og oplevelsen af, hvordan domstolene ville dømme, findes ved sædelighedsforbrydelserne voldtægt og pædofili, uagtsomt manddrab og hensynsløs fareforvoldende kørsel i trafikken samt for partnervold og alvorlig gadevold for partnervoldens vedkommende, især i gentagelsestilfælde. Omvendt er forskellene relativt små og i nogle tilfælde ikke statistisk signifikante ved især narkotikasmugling i gentagelsestilfælde, økonomisk kriminalitet og andre former for simpel vold end partnervold i førstegangstilfælde. Dernæst kan man bemærke sig, at i 24 ud af 26 sager er der en tendens til, at de enkelte svarpersoner har en tendens til at ville dømme mildere, end de tror folk flest ville dømme. Med andre ord: Danskerne tenderer til at opleve sig som strengere end domstolene, men dog ikke så strenge som folkeflertallet. Og med endnu andre ord, og sat på spidsen: Danskerne oplever på den ene side domstolene som (for) slappe, men på den anden side oplever danskeren også en strammer-stemning i befolkningen, som man synes er at gå for langt. Ingen af de to undtagelser, som vedrører henholdsvis vold mod myndighed og hensynsløs kørsel, er signifikante afvigelser. Der findes altså i undersøgelsen ikke et eneste eksempel på, at danskerne tenderer til at opleve sig som strengere end folk flest. Til gengæld er forskellene gennemgående små og adskiller sig ikke markant fra hinanden fra sag til sag. Størst forskel findes ved alvorlig gadevold, begået af en hidtil ustraffet person. Den samlede effekt af de to her nævnte tendenser er et billede af danskere, der systematisk har en oplevelse af en betydelig afstand mellem, hvordan domstolene dømmer, og hvordan man opfatter folk flest synes, der bør straffes. Denne tendens gør sig gældende i 25 af de 26 sager, idet der ikke er nogen forskel i sagen om økonomisk kriminalitet (gentagelsestilfælde). Den mediane forskel er omkring 1½ trin på de anvendte strafskalaer. Mere end to trins forskelle på strafskalaerne oplevedes ved hensynsløs kørsel og uagtsomt manddrab, ved voldtægt og pædofili samt ved alvorlig gadevold (førstegangstilfælde). Tæt ved to straffetrins forskelle oplevedes i sagen om partnervold (gentagelsestilfælde) og i sagen om alvorlig gadevold (gentagelsestilfælde). 115

116 6.2. Retssager: Hvordan vil danskerne dømme? Som den opmærksomme læser vil have bemærket, har vi undladt at kommentere det mest interessante i opstillingerne , nemlig hvordan danskerne selv ville dømme sammenholdt med domstolspraksis. Det er fordi vi ved 8 af de 26 sager har et endnu bedre grundlag for at vurdere danskernes retsfornuft, og det er mest hensigtsmæssigt at opsummere også holdningerne i de øvrige 18 sager i sammenhæng hermed. Postspørgeskemaernes funktion har ikke primært været at afdække danskernes retsfornuft, men at gøre det muligt at kontrollere repræsentativiteten af fokusgrupperne. Hovedkonklusionen er, at fokusgrupperne udgør et repræsentativt udsnit af den danske befolkning mellem 18 og 74 år med hensyn til såvel de generelle holdninger til straf som med hensyn til deres holdninger i konkrete på papir beskrevne sager. Opstilling Procentfordelinger vedrørende, hvordan fokusgrupperne ville dømme i 4 konkrete sager, hvor gerningspersonen ikke tidligere er straffet (2006). Partnervold Simpel gadevold Narkotikasalg Uagtsomt manddrab Efter video Efter votering Efter video Efter votering Efter video Efter votering Efter video Efter votering Ingen straf (0) Bøde, komp. el.lign. (1) Betinget fængsel (2) Samfundstjeneste (3) Ubet. fængsel, < 2 mdr. (4) Ubet. fængsel, 2-3 mdr. (5) Ubet. fængsel, > 3 mdr. (6) I ALT n = GMedian 2,47 2,25 1,71 1,83 2,58 2,21 5,00 2,86 116

117 Opstilling Procentfordelinger vedrørende, hvordan fokusgrupperne ville dømme i 6 konkrete sager, hvor gerningspersonen ikke tidligere er straffet (2009). Alv. gadevold Voldtægt Røveri Narkotikasmugling Efter video Efter votering Efter video Efter votering Efter video Efter votering Efter video Efter votering Ingen straf (0) Bøde, komp. el.lign. (1) Betinget fængsel (2) Samfundstjeneste (3) Ubet. fængsel, < 2 mdr. (4) Ubet. fængsel, 2-5 mdr. (5) Ubet. fængsel, 6-11 mdr. (6) Ubet. fængsel, 1 år 1 år mdr. (7) Ubet. fængsel, 2 år 2 år mdr. (8) Ubet. fængsel, 3 år 4 år mdr. (9) Ubet. fængsel, 5 år (10) I ALT n = GMedian 2,89 3,09 2,56 2,56 3,71 3,00 3,00 2,72 117

118 Opstilling Fokusgruppedeltagerne holdning til, hvordan de ville dømme i 8 sager, efter at have set video og efter votering. Af opstillingerne 6.1.5, og fremgår det, at hovedparten af danskerne ikke i en eneste af de 26 sager ville idømme en straf, der var strengere end den faktiske retspraksis, hvad enten det så var ud fra sagerne beskrevet forholdsvis kort på papir eller baseret på overværelse af sagerne på video. I 24 af de 26 sager er befolkningen gennemgående mildere i deres holdninger end retspraksis Sædelighedsforbrydelser I 2 af de 26 papirsager er tyngden i befolkningens holdninger (medianen) sammenfaldende med retspraksis. Det drejer sig i begge tilfælde om sædelighedsforbrydelser, henholdsvis pædofili i førstegangstilfælde og voldtægt i gentagelsestilfælde. Pædofili er den af de medtagne forbrydelser i undersøgelserne, som befolkningen ser relativ strengest på. Ved 118

119 pædofili i flergangstilfælde og voldtægt i førstegangstilfælde er hovedparten af befolkningen noget mildere end retspraksis, men ikke meget (i papirsagerne omkring et halvt straffetrin på den anvendte strafskala). Holdningen til, hvordan der skal dømmes i pædofilisagerne samt ved voldtægt i gentagelsestilfælde kan vi i den gennemførte undersøgelse ikke komme nærmere end papirsagerne, mens voldtægt i førstegangstilfælde tillige også er belyst ud fra, hvordan man ville dømme ved en retssag. Her viser det sig (opstilling og 6.2.3), at i denne sag, hvor retspraksis er 1 års ubetinget fængsel, ville hovedparten af befolkningen ikke idømme ubetinget frihedsstraf overhovedet (median 2,6). 6 pct. ville idømme en ubetinget fængselsstraf på mere end 1 år, 12 pct. på 1 år (svarende til retspraksis) og 18 pct. en ubetinget fængselsstraf på mindre end et år. Tilbage bliver 64 pct., der ikke ville idømme en ubetinget frihedsstraf, men for de flestes vedkommende, 43 pct. en betinget frihedsstraf, 15 pct. en bøde, økonomisk kompensation, konfliktråd eller behandling og 6 pct. samfundstjeneste. Man er således betragteligt mildere i sin holdning, når sagen skal bedømmes under omstændigheder, der tilnærmelsesvis svarer til at fungere som lægdommer i en rigtig retssag, end når den bedømmes ud fra et forholdsvis kortfattet resumé på papir Økonomisk kriminalitet Af de 26 sager har det været dommerpanelets vurdering, at vi ved en domstol ville få den strengeste straf i sagen om økonomisk kriminalitet (førstegangstilfælde) eller i hvert fald en strenghed i straffen der lå på niveau med de i øvrigt strengest pådømte (gentagelsestilfælde). Ved sagerne om økonomisk kriminalitet skal man være opmærksom på, at gentagelsestilfældet her ikke implicerer en tidligere dom for økonomisk kriminalitet, men alene, at den tiltalte tidligere har fået en alvorlig advarsel i den bank, vedkommende var ansat i. Dommerpanelet har vurderet, at dommen ville blive tilnærmelsesvis den samme med og uden denne advarsel, og vi finder heller ikke nogen statistisk signifikant forskel med hensyn til, hvordan danskerne synes, der bør dømmes. Danskernes synes, at den forbrydelse af alle de belyste, der skal straffes hårdest, er pædofili, men økonomisk kriminalitet følger lige herefter, og i førstegangstilfældene er der ikke nogen statistisk signifikant forskel. Som ved langt de fleste af sagerne er tyngden i 119

120 danskernes holdning dog noget mildere end retspraksis, dvs. en noget kortere fængselsstraf. Samtidig er det påfaldende, hvor store forskelle, der eksisterer med hensyn til, hvordan man synes, der skal dømmes i sagerne om økonomisk kriminalitet. Retspraksis er 2½-3 års ubetinget fængsel. Medianen i befolkningens holdninger placerer sig omkring knapt 2 års ubetinget fængsel, men 30 pct. ville slet ikke idømme en ubetinget fængselsstraf, og andre 30 pct. ville idømme en ubetinget frihedsstraf på 3 år eller mere. Som tidligere nævnt gør der sig den særlige tendens gældende ved økonomisk kriminalitet, at befolkningen her gennemgående personligt ville dømme noget mildere, end de tror ikke blot folk flest, men også domstolene ville dømme. Dette kan vel kun fortolkes som et ønske om at reducere længden af frihedsstraffene noget i disse sager. Sagerne om økonomisk kriminalitet er alene blevet belyst ved befolkningens pådømmelse i papirsager og ikke ved retssager Narkotikakriminalitet Der er fire sager om narkotikakriminalitet, der er blevet bedømt. Henholdsvis salg af kokain på et diskotek (førstegangs- og gentagelsestilfælde) og indsmugling af et større kvantum heroin (ligeledes førstegangs- og gentagelsestilfælde). Der er i alle fire sager en klar tendens til, at tyngden i befolkningens holdninger er mildere end retspraksis. Gentagelsestilfældene kan vi alene belyse ud fra pådømmelse af papirsagerne. Dommerpanelet vurderede sagen om salg af narkotika til i gentagelsestilfælde at ville give 3-5 måneders ubetinget fængselsstraf. 49 pct. af befolkningen ville imidlertid ikke idømme ubetinget frihedsstraf overhovedet, heraf 22 pct. samfundstjeneste. Yderligere 27 pct. ville idømme en ubetinget fængselsstraf på mindre end 3 måneder. Tilbage bliver 24 pct., der ville dømme som domstolene eller strengere. Opsummerende kan man sige, at det for hovedparten af befolkningen står som et grænsetilfælde mellem ikke at anvende ubetinget fængselsstraf eller en meget kort sådan (median 3,8). Sagen om indsmugling af heroin vurderede dommerpanelet i gentagelsestilfælde til ved en domstol at ville give en ubetinget fængselsstraf på mindst 3 år. Det samme ville godt hver fjerde danske idømme (27 pct.), men noget flere næsten hver tredje (31 pct.) mente ikke, at der skulle idømmes en ubetinget frihedsstraf i det hele taget. De resterende 42 pct. mente, at der skulle idømmes en ubetinget frihedsstraf på mindre end 3 år, heraf de 25 pct. mellem 1 og 3 år og de 17 pct. 120

121 mindre end et år. Tyngdepunktet i befolkningens holdning (medianen) er en ubetinget frihedsstraf med en længde på omkring en tredjedel af retspraksis. Ved førstegangstilfældene peger tendenserne for papirsagernes vedkommende i præcis samme retning som ved gentagelsestilfældene. Her bemærker man sig specielt det tidligere omtalte, at ved indsmugling af narkotika i førstegangstilfælde er befolkningen ikke blot meget mildere i deres holdning end retspraksis de tror her også, at de er mildere end domstolene, hvilket på samme måde som ved økonomisk kriminalitet må fortolkes som et ønske om at reducere straffenes strenghed i disse sager. Ved førstegangstilfældene kan vi tillige belyse befolkningens holdning som dommere i retssager, jf. opstilling 6.2.1, og Dommerpanelet har vurderet, at retspraksis i sagen om salg af narkotika i førstegangstilfælde er 80 dages ubetinget fængsel. Heroverfor står, at hele 86 pct. af fokusgruppedeltagerne efter at have set sagen på video ikke ville idømme en ubetinget fængselsstraf, men fortrinsvis samfundstjeneste. Kun 3 pct. ville idømme samme straf som domstolene, og ikke en eneste en strengere straf. De resterende 11 pct. ville idømme en ubetinget fængselsstraf på mindre end 2 måneder. Sagen om indsmugling af narkotika vurderede dommerpanelet til ved en domstol at ville koste 2-2½ års fængsel. Det ville mindre end hver tiende (9 pct.) af befolkningen idømme, og igen var der ikke en eneste, der ville dømme strengere end domstolene. Hovedparten 57 pct. ville ikke idømme ubetinget frihedsstraf overhovedet, og i stedet fortrinsvis en betinget dom. Af fokusgruppemøderne fremgik det, at man især forestillede sig en betinget dom med et vilkår om at følge en ambulant behandling. 15 pct. ville idømme en ubetinget fængselsstraf på mindre end 1 år og 19 pct. en ubetinget fængselsstraf på mellem 1 og 2 år. I såvel sagen om salg af narkotika som om indsmugling kan man se, at der sker en forskydning i endnu mildere retning, når folk efter at have set filmen om sagen efterfølgende får mulighed for at diskutere ( votere ) den. De 86 pct., der i sagen om salg af narkotika ikke ville idømme ubetinget fængselsstraf, bliver til 89 pct. I sagen om indsmugling af narkotika er de tilsvarende procenter 57 og 69. Her kommer vi altså op på, at mere end 2 ud af 3 danskere ikke ville idømme ubetinget frihedsstraf i en sag der ellers ved de danske domstole står til 2-2½ års ubetinget fængsel. 121

122 Det synes at kunne konkluderes, at der ved de danske domstole anvendes fængselsstraf (af en længde), som er endog meget langt fra at have dækning i, hvordan hovedparten af danskernes synes, der skal reageres i sådanne sager Farlig adfærd i trafikken I det forslag, der i begyndelsen af 2002 blev fremsat vedrørende en lang række strafskærpelser, gjorde den daværende justitsminister sig følgende overvejelser: Hensynsløs og farlig adfærd i trafikken medfører ofte meningsløse dødsfald og meget alvorlige skader. Når et menneske bliver dræbt eller kommer alvorligt til skade i trafikken, er det en menneskelig tragedie for både ofret og dets pårørende. 41 Siden strafskærpelsen på dette område er der forekommet en række spektakulære og stærkt medieomtalte sager af, ledsaget af diskussion om yderligere skærpelser, 42 eksempelvis en sag, hvor en 18-årig bilist på toppen af en bakke uden for Århus kørte ind i ni cykelryttere, et sammenstød der resulterede i to døde og fire hårdt kvæstede cyklister. Med henblik på at få en fornemmelse af, hvordan befolkningen syntes, der burde reageres ved denne form for kriminalitet, er befolkningen blevet bedt om at dømme dels i en sag om hensynsløs kørsel og dels i en sag om uagtsomt manddrab i trafikken. Ifølge dommerpanelerne er retspraksis i de to sager omtrent den samme, og befolkningen holdninger til dem viser sig da også at være nogenlunde ensartet. Derfor skal alene sagen om uagtsomt manddrab (førstegangstilfælde 43 ) omtales nærmere her, en sag der ikke blot er blevet bedømt som papirsag, men også i forlængelse af at have overværet på film. Det uagtsomme manddrab har dommerpanelerne vurderet til ved de danske domstole at ville udløse en straf på 6 måneders ubetinget fængselsstraf. Det viser sig, at der som noget helt særligt ved denne sag ikke er større forskelle mellem, hvordan befolkningen vurderer den, om den forelægges resumeret på et stykke papir eller den forelægges filmet som retssag. I 41 Forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og færdselsloven (L118, fremsat den 26. februar 2002 af daværende justitsminister Lene Espersen). 42 Straffene på dette område er faktisk sidenhen blevet skærpet igen. 43 I gentagelsestilfældet er der ikke tale om tidligere dom for uagtsomt manddrab, idet dette må antages at være meget sjældent forekommende i virkeligheden, men om tidligere en tidligere dom for ikke at have respekteret en ubetinget vigepligt. 122

123 begge tilfælde ville noget under halvdelen 44 pct. idømme samme straf som domstolene, eventuelt en strengere. Omkring den samme andel, 4 ud af 10, ville ikke idømme en ubetinget fængselsstraf, men fortrinsvis en betinget dom, og de resterende pct. en ubetinget fængselsstraf på under 3 måneder. Af fokusgruppemøderne kan man se, at muligheden for efterfølgende at diskutere ( votere ) sagen med andre, ikke gjorde nogen synderlig forskel for størrelsen af den andel, der ville dømme som domstolene eller strengere, men at det fik de 16 pct., der ville idømme en ubetinget fængselsstraf på mindre end 3 måneder, til at tilslutte sig dem, der ville afgøre sagen på anden måde end ved en ubetinget frihedsstraf. Totalt var der efter voteringen 57 pct., der syntes, at det uagtsomme drab i et førstegangstilfælde skulle afgøres med betinget dom, samfundstjeneste el.lign Vold mod partner På i hvert fald to vigtige områder er vold i parforhold helt eller delvist modsætningen til gadevold. Vold i parforhold foregår oftest usynligt for offentligheden på en privat bopæl, og parterne har altid et tæt kendskab til hinanden. I den opdeling af vold i forskellige typer, som anvendtes i betænkning nr fra 1987 om strafferammer mv., betegnes vold i parforhold for familievold: Når vold mod børn udskilles som en særlig gruppe (se pkt. 5), omfatter familievold navnlig tilfælde, hvor vold udøves over for en hustru, samlever, kæreste el.lign., eventuelt en person som gerningsmanden tidligere har haft et forhold til og nu har opsagt. 44 Det kerneområde, der fremhæves i denne definition, kan vel mere præcist betegnes som partnervold eller hustruvold. Partnervold har den fordel, at det er kønsneutralt og således også omfatter kvinders vold mod deres mandlige partnere. Hustruvold har den fordel, at det reelt oftest netop er mænds vold mod deres kvindelige partnere, der fokuseres på således som det også er tilfældet i den sag, vi har med i de gennemførte undersøgelser. Ulempen ved dette begreb er, at volden ikke nødvendigvis er rettet mod en hustru. Det kan også være en kæreste, samlever el. lign. Ulempen ved begge begreber er, at de ikke umiddelbart fortæller, at det også kan dreje sig om vold mod tidligere partnere/hustruer. 44 S

124 Vold i nuværende og tidligere parforhold er en fuldt dækkende overskrift for de voldshandlinger, der tænkes på. Hustruvold, som det altså drejer sig om i den belyste sag, er i Danmark kommet senere i offentlighedens fokus end gadevold. Det er der mange grunde til, herunder selvfølgelig voldens private karakter, men muligvis også, at agenda for, hvad der sættes lys på i offentligheden, har været langt mere styret og reguleret af mænd end af kvinder. Den måde, hustruvold er kommet og er i offentlighedens søgelys på, har endvidere haft en anden karakter end gadevolden. Hvor det populære fokus for debatten om gadevold i høj grad har været straf i form af et ønske om at uskadeliggøre, skræmme og behandle voldsmændene, har fokus i debatten om hustruvold for det første i højere grad været socialt og har sigtet mod at hjælpe og bistå de kvinder, der udsættes for denne form for vold. For det andet har den kriminalpolitiske del af debatten i Danmark ikke så meget været rettet mod straf som mod det eller de første led i retsprocessen, dvs. spørgsmålet om overhovedet at få voldsramte kvinder til at anmelde, dernæst få politiet til at tage anmeldelserne alvorligt og dernæst igen at finde frem til de rette virkemidler ved politiindgreb (anholdelse, ikkeanholdelse osv.). Ikke blot i politimæssig, men også i straffemæssig henseende, er hustruvold typisk en langt mere kompliceret form for vold at reagere på end gadevold. Der mangler ofte vidner, forhistorien er ofte lang og kringlet, parternes lyst til at berette om hændelsesforløbet er ofte begrænset og ikke vedvarende, den tidsmæssige udstrækning er ofte lang osv. I bund og grund kan man vel sige, at kompleksiteten især udspringer af, at det i hustruvold er en social relation, der er i fokus, og ikke blot nogle konkrete fysiske handlinger, mens dette i højere grad er tilfældet ved gadevold. For de samme fysiske voldshandlinger forholder det sig formentlig sådan, at straffen af domstolene traditionelt er blevet udmålt på et lavere niveau end for andre former for vold, i hvert fald indtil for forholdsvis nylig. I en redegørelse fra Rigsadvokaten om virkningerne af strafskærpelserne i 2002 skrives der: Det må formodes, at vold i familieforhold i hvert fald mellem parter i samlivsforhold forud for lovændringen har medført straffe, der ligger under det niveau, der har været anvendt for tilsvarende vold i andre relationer. Baggrunden for disse lavere straffe er oftest, at vold over for en samlever udøves som en reaktion i 124

125 anledning af sårede følelser, jalousi eller en længerevarende uoverensstemmelse. 45 I samme redegørelse anføres det, at strafudmålingerne generelt i sager vedrørende familievold er meget konkret begrundede, og at der navnlig i denne form for sager lægges betydelig vægt på omstændighederne i forbindelse med voldsudøvelsen, herunder om voldsudøvelsen har fundet sted på grund af jalousi, eller om voldsudøvelsen sker samtidig med eller i forlængelse af samlivsophævelse. Ud fra en gennemgang af domme i almindelige sager om familievold (dvs. sager vedrørende straffelovens 244, eventuelt jf. 247, stk. 1) fremgik det af en redegørelse fra 2004, at straffen blev fastsat til mellem 20 dages fængsel og fængsel i 4 måneder. 46 De fleste straffe var udmålt til fængsel i 40 dage. Dommerpanelet vurderede i 2006 retspraksis til at være dages ubetinget fængsel i førstegangstilfælde og 4 måneders ubetinget fængsels i gentagelsestilfælde, i den sag om hustruvold, vi har bedt befolkningen være dommere i. Først kan vi konstatere, at befolkningen ud fra pådømmelsen af papirsagerne at dømme, deler domstolenes praksis med at dømme betydeligt strengere i gentagelsestilfælde. Hvor tyngden i befolkningens bedømmelser i partnervoldssagen i førstegangstilfælde ligger på en betinget dom el.lign. (median 3,1), så ligger tyngden i gentagelsestilfælde på omkring 2 måneders ubetinget fængsel (median 4,4). Dernæst kan vi konstatere, at befolkningen gennemgående er mildere end retspraksis, uanset om det er førstegangstilfælde eller gentagelsestilfælde. Det hører dog også med i billedet, at partnervold især i førstegangstilfælde umiddelbart har en tendens til at polarisere holdningerne. Når den vurderes som papirsag, er der således 53 pct., der vil idømme betinget dom el.lign., men mere end hver tredje 38 pct. ville idømme en længere ubetinget fængselsstraf end de dage, der var retspraksis. De resterende 9 pct. ville dømme på samme måde som domstolene. Noget anderledes forholder det sig, når man får sagen at se. Efter at have set en film om retssagen ville hele 79 pct. idømme en betinget dom el.lign., 14 pct. en strengere dom og 7 pct. ville dømme som domstolene og efter votering var de 79 pct. blevet til 89 pct. Ikke en eneste ville her dømme strengere end 45 Rigsadvokatens redegørelse om virkningerne af strafskærpelserne fra 2002, afgivet 11. juli 2006, s Udsendt ved Rigsadvokaten Informerer nr. 7/

126 domstolene, hvilket betyder, at de resterende 11 pct. ville dømme på samme måde som retspraksis Gadevold Alle voldshandlinger er forskellige. Volden udøves på forskellig måde, den foretages af forskellige mennesker med forskellig baggrund, går ud over forskellige ofre. Alligevel er det muligt at klassificere og gruppere: at beskrive og tale om typetilfælde, dvs. hændelsesforløb som ikke i detaljer svarer til et eneste konkret hændelsesforløb i virkeligheden, men som ligner et givet antal faktiske hændelsesforløb på centrale områder. Med centrale områder tænkes her på de områder, der har afgørende betydning for, hvordan et bestemt hændelsesforløb kan eller vil resultere i en bestemt form for straf ved en domstol. Således også med gadevold. Det er denne form for kriminalitet, der har været mest i centrum for de kriminalpolitiske debatter og de ændringer, der er sket i det sidste kvarte århundrede. Det er især denne form for overgreb, vi med en tidligere statsministers udsagn ikke vil finde os i. Vi vil have lov til og mulighed for at færdes i det offentlige rum uden at risikere, at nogen finder på at slå løs på os. At færdes i det offentlige rum er en nødvendighed i et moderne samfund, samtidig med at vi formentlig mere end nogensinde før lægger vægt på beskyttelsen af den personlige integritet. Vi skal kunne færdes i det offentlige rum trygt og sikkert. Vi skal kunne have tillid til, at vore medborgere i det offentlige rum opfører sig anstændigt og ordentligt over for os. Befolkningens holdning til, hvordan man synes, der skal straffes i tilfælde af gadevold, er søgt belyst ved 8 af de i alt 26 sager, og er derfor det mest velbelyste område i de gennemførte undersøgelser.. 2 af dem vedrører vold i trafikken hvor en bilist overfalder en anden trafikant, og 2 vold mod myndighedsperson, hvor en parkeringsvagt overfaldes af en utilfreds bilist. Retspraksis i disse sager ligger ifølge dommerpanelerne, hvad enten det drejer sig om førstegangstilfælde eller gentagelsestilfælde, fuldstændig på niveau med to sager om simpel gadevold, hvor en person overfalder en anden person udenfor en grillbar en sen aften. Der er i alle tilfælde tale om relativt korte ubetingede fængselsstraffe, noget længere i gentagelsestilfældene end i førstegangstilfældene. Også befolkningens holdninger 126

127 til, hvordan der skal straffes, er stort set den samme for disse sager, herunder den vurdering at gentagelsestilfældene skal straffes hårdere. Vi kan derfor bruge bedømmelserne af sagen om simpel gadevold som repræsentativ for bedømmelse af simple gadevoldssager i bredere forstand. Med simpel tænkes på, at voldsudøvelsen er forholdsvis begrænset, at der ikke er anvendt våben eller lignende, samt at de eventuelle skader er af forholdsvis begrænset karakter. Dommerpanelerne har vurderet, at sagen om simpel gadevold ville resultere i en dom på 60 dages ubetinget fængsel i førstegangstilfælde og 3-4 måneders ubetinget fængsel i gentagelsestilfælde. Denne retspraksis ligger ganske langt fra, hvordan befolkningen synes, der burde dømmes retspraksis er betydeligt strengere end befolkningsflertallets holdning. Hvor domstolene således ville straffe med 3-4 måneders ubetinget fængsel i gentagelsestilfælde, ville 59 pct. af befolkningen ikke idømme ubetinget fængsel overhovedet, men fortrinsvis en betinget frihedsstraf. Kun 14 pct. ville gøre som domstolene (eller idømme en endnu strengere straf), mens de resterende 27 pct. ville idømme en ubetinget frihedsstraf på mindre end 3 måneder. I førstegangstilfældet er det 8 ud af 10 (79 pct.) af den voksne danske befolkning, der hvis de selv skulle dømme ville idømme en betinget dom eller lignende i sagen om simpel gadevold vel at mærke, når den skal pådømmes ud fra et kortere skriftligt resumé. Når den bedømmes på baggrund af overværelse af sagen på film, er det mere end 9 ud af 10 (91 pct.) og har man herefter haft yderligere mulighed for at diskutere sagen med andre ( votere ), er det næsten alle: 94 pct. I sidstnævnte tilfælde ville halvdelen af de resterende dømme som domstolene (3 pct.) og den anden halvdel lidt strengere end domstolene (3 pct.), idet de ville straffe med 2-3 måneders ubetinget fængsel. Der er så tæt, man næsten kan komme det tilnærmelsesvis enighed i den danske befolkning om, at sager om simpel gadevold uanset om det er de klassiske sager eller foregår i trafikken eller finder sted over for en myndighedsperson skal afgøres på anden måde end ved ubetinget fængselsstraf. Man kan tillægge: Sådan var det i 1964, da man undersøgte det første gang i Danmark sådan var det i 1974 da man undersøgte det anden gang her i landet sådan var det i 1997 da man undersøgte det for tredje gang og nu viser det sig at være tilfældet for fjerde gang (i 2006). Tiden har ændret sig, 127

128 undersøgelsesmetoderne er forskellige men konklusionen er den samme. De forskellige metoder, herunder den specifikke udformning af og beskrivelse af sagerne, bevirker, at vi ikke har noget grundlag for at vurdere, om der er sket ændringer. Vi kan sige, at disse ændringer i hvert fald ikke vedrører, hvad befolkningsflertallet synes. Vi kan videre sige, at 2006-undersøgelsen specifikt viser, at befolkningsflertallet ikke kun eksisterer ved førstegangstilfælde, men også gør sig gældende i gentagelsestilfælde, samt at det øges i takt med, at det grundlag, man skal tage stilling på, får mere og mere lighed med det grundlag en dommer har at tage stilling ud fra bortset fra juridisk viden og især bortset fra kendskab til og bundethed af retspraksis. I 2009 har vi på ny undersøgt befolkningens holdning til, hvordan man mener, der burde straffes i sager om gadevold, men denne gang alvorlig gadevold i den forstand, at den anvendte vold er langt mere graverende (der slås med flaske, der sparkes til og hoppes på hovedet af et offer, der er faldet om, og skaderne er brækket næse, brækket kindben, hjernerystelse mv.). Bortset herfra er sagen, der af dommerpanelet er blevet vurderet til at ville betyde en straf på 1 års ubetinget fængsel i førstegangstilfælde og 1 år og 6 måneders ubetinget fængsel i gentagelsestilfælde, beskrevet på helt identisk med sagen om simpel gadevold. Befolkningen følger domstolene i disses vurdering af, at den langt mere graverende vold og de alvorligere skader skal betyde en strengere straf. Stadig er det dog betydelige dele af befolkningen, der ikke selv ville idømme en ubetinget frihedsstraf overhovedet, det være sig især i førstegangstilfældene, hvor det er næsten halvdelen (48 pct.), men også i gentagelsestilfældene, hvor det er mere end hver tredje (39 pct.). I gentagelsestilfældene ligger tyngden i befolkningens syn på, hvordan der skal dømmes, på omkring 6 måneders ubetinget fængsel, hvilket jo kun er godt en tredjedel af domstolspraksis. I gentagelsestilfældene var der 11 pct., der ville dømme som domstolene, og 21 pct. der ville dømme strengere end domstolene. De 48 pct., der ville idømme betinget dom el.lign. i førstegangstilfælde af alvorlig gadevold, når de forholder sig til en skriftligt resumeret sag, bliver til 63 pct., når baggrunden er sagen vist på video. I de fleste af sagerne har vi kunnet registrere, at efterfølgende diskussion og votering betyder endnu en mildning i holdningerne, men dette 128

129 er ikke tilfældet ved førstegangstilfælde af alvorlig gadevold. Det er stadig de fleste, der efter votering vil idømme betinget dom eller lignende, men nu kun 58 pct. Andelen, der vil dømme som domstolene eller strengere falder (fra 19 til 10 pct.), men andelen, der vil idømme en ubetinget frihedsstraf på mindre end 1 år, øges fra 18 til 32 pct Røveri Ifølge dommerpanelerne ville taksten ved danske domstole i den sag omfattende røveri, vi har med i de gennemførte undersøgelser, være 1 år og 6 måneder i førstegangstilfælde og 2 år i flergangstilfælde, altså strengere straffe end for alvorlig gadevold. Det vil her bl.a. blive tillagt stor betydning, at der er blevet truet med kniv. Når det grundlag, befolkningen skal vurdere ud fra, er et skriftligt resumé af sagen, deler befolkningen domstolenes vurdering af, at der skal straffes strengere end i sagen om alvorlig gadevold, og befolkningen er i deres holdninger tættere på retspraksis end i gadevoldssagen men dog også her gennemgående mildere. I gentagelsestilfælde ligger tyngden i befolkningens holdninger på omkring det halve af retspraksis, dvs. 1 år og 1-2 måneder. 20 pct. ville idømme samme straf som domstolene, 19 pct. en endnu længere ubetinget fængselsstraf. 35 pct. ville idømme en kortere ubetinget fængselsstraf end domstolene. Tilbage bliver omkring hver fjerde danske 26 pct. der i gentagelsestilfælde af røveri ikke synes, der skal idømmes ubetinget fængselsstraf. Andelen, der ikke synes, der skal idømmes ubetinget fængselsstraf øges til knapt hver tredje 32 pct. når det drejer sig om førstegangstilfælde, hvor tyngden i befolkningens holdninger til, hvordan der skal straffes, ligger på omkring måneders ubetinget frihedsstraf. Er grundlaget for bedømmelsen en filmisk gengivelse af retssagen, er det lige præcis halvdelen 50 pct. der vil straffe på anden vis end ved ubetinget fængselsstraf. Gives der efter overværelsen af den filmede retssag efterfølgende mulighed for diskussion og votering, kommer man op på tæt ved 3 ud af 4 72 pct. der vil idømme andet end ubetinget fængselsstraf i en røverisag, hvor tiltalte ved en dansk domstol ellers står til ubetinget fængsel i 1 år og 6 måneder. Efter votering er der ikke en eneste, der ville dømme ligesom domstolene, 7 pct. ville idømme en strengere straf, mens de resterende 21 pct. ville idømme en ubetinget fængselsstraf på mindre end 1 år. 129

130 6.3. Det er mennesker der dømmes Den model, vi i det danske samfund har valgft for, på hvilket grundlag, mennesker skal idømmes en straf især en alvorlig straf såsom fængselsstraf er, at dette skal ske ved mundtlighed. Den eller de, der skal dømme, skal mødes med den eller de, der skal dømmes samt forurettede og eventuelle andre vidner. Via udspørgning og ved gennemgang/brug af andre akter mv. skal alt, hvad der er retligt relevant søges fremlagt og klarlagt. Det er med udgangspunkt i dette grundlag og denne model, det mest centrale i de foretagne undersøgelser, er gennemført med henblik på afdækning af danskernes retsfornuft. Vi har ikke kunnet invitere et repræsentativt udvalg af danskere med ind i danske retssale, men vi har på film kunnet vise et antal spillede realistiske sager, som man så har skullet dømme i dog uden procedure og retsbelæring. Det har næppe undsluppet læseren opmærksomhed, at danskerne, når de på denne måde med udgangspunkt i en filmet retssag og derved et personligt møde med tiltalte, forurettede og andre vidner har skullet tage stilling til, hvordan de syntes, der burde straffes, har en tendens til at være mildere i deres holdninger, end når de skal tage stilling til en skriftligt resumeret sag. I opstilling og kan man opsummerende se, hvordan dette er tilfældet for henholdsvis samtlige sager under ét i 2006 (opstilling 6.3.1) og samtlige sager i 2009 (opstilling 6.3.2). I 2006 ændres tyngdepunktet i danskernes holdning fra at ligge lige før ubetinget fængselsstraf (median 3,3, hvor ubetinget fængselsstraf starter ved 3,5 på strafskalaen) til at ligge klart under (median 2,6 = betinget fængselsstraf), når vi bevæger os fra SKEMA 1 (før visning af retssag) til SKEMA 2 (efter visning af retssag) i fokusgrupperne. Dette skal sammenholdes med, at tyngdepunktet for domstolspraksis i de 4 sager, der er tale om, ifølge dommerpanelerne er godt 2 måneders ubetinget fængselsstraf. For de alvorligere sager i 2009 ændres tyngdepunktet i danskernes holdning til, hvordan der skal straffes, fra at ligge omkring 4-5 måneders ubetinget fængselsstraf (median 5,2) til samfundstjeneste (median 2,9). Tyngdepunktet for domstolspraksis i de fire 2009-sager er 1 år og 3 måneders ubetinget fængselsstraf. 130

131 Opstilling Fokusgruppedeltagernes holdning til, hvordan de synes, der bør straffes i 4 sager (2006), før og efter visning af retssagen på film.* Ubet. > 3 mdr Ubet. 2-3 mdr. 7 6 Ubet. < 2 mdr. 7 6 Samfundstjeneste Betinget dom Bøde m.fl Ingen straf FØR EFTER * n = 116. GMedian-før: 3,3, GMedian-efter: 2,6; z = -3,932p = 0,004. Opstilling Fokusgruppedeltagernes holdning til, hvordan de synes, der bør straffes i 4 sager (2009), før og efter visning af retssagen på film.* Ubet. 5år - Ubet. 3-4 år Ubet. 2 år - 2 år 11 mdr. Ubet. 1 år - 1 år 11 mdr. Ubet mdr. Ubet. 2-5 mdr. Ubet. < 2 mdr. Samfundstjeneste Betinget dom Bøde m.fl. Ingen straf FØR EFTER * n = 125. GMedian-før: 5,2, GMedian-efter: 2,9; z = -5,139, p = 0,

132 Opstillingerne viser, at tendenserne gør sig gældende for såvel mænd som kvinder, idet den dog ikke i alle tilfælde er statistisk signifikant. Hvor komplekse problemstillinger, vi har med at gøre, illustreres af de forskelle der findes og ikke findes mellem, hvordan mænd og kvinder tenderer til at ville straffe. For de generelle holdningers vedkommende fandt vi, at der var en svag men statistisk signifikant tendens til, at flere kvinder end mænd ønskede strengere straffe. Af opstillingerne fremgår det imidlertid, at når det drejer sig om at dømme i skriftligt opsummerede konkrete sager, så er mænd gennemgående og statistisk signifikant strengere end kvinder. Og så, når det drejer sig om at tage stilling til straf i de samme, men filmede retssager, så eksisterer der ikke længere statistisk signifikante forskelle mellem, hvordan mænd og kvinder vil dømme. Opstilling Fokusgruppedeltagernes holdning til, hvordan de synes, der bør straffes, før og efter visning af retssagen på film Mænd, 2006.* Ubet. > 3 mdr Ubet. 2-3 mdr Ubet. < 2 mdr Samfundstjeneste Betinget dom Bøde m.fl Ingen straf FØR EFTER * n = 58. GMedian-før: 3,7, GMedian-efter: 2,9; z = -2,535, p = 0,

133 Opstilling Fokusgruppedeltagernes holdning til, hvordan de synes, der bør straffes, før og efter visning af retssagen på film Kvinder, 2006.* Ubet. > 3 mdr Ubet. 2-3 mdr. 3 7 Ubet. < 2 mdr. 7 2 Samfundstjeneste Betinget dom Bøde m.fl Ingen straf FØR EFTER * n = 58. GMedian-før: 2,9, GMedian-efter: 2,3; z = -3,002, p = 0,002. Opstilling Fokusgruppedeltagernes holdning til, hvordan de synes, der bør straffes, før og efter visning af retssagen på film Mænd, 2009.* Ubet. 5år - Ubet. 3-4 år Ubet. 2 år - 2 år 11 mdr. Ubet. 1 år - 1 år 11 mdr. Ubet mdr. Ubet. 2-5 mdr. Ubet. < 2 mdr. Samfundstjeneste Betinget dom Bøde m.fl. Ingen straf FØR EFTER * n = 63. GMedian-før: 6,1, GMedian-efter: 2,8; z = -5,198, p = 0,

134 Opstilling Fokusgruppedeltagernes holdning til, hvordan de synes, der bør straffes, før og efter visning af retssagen på film Kvinder, 2009.* Ubet. 5år - Ubet. 3-4 år Ubet. 2 år - 2 år 11 mdr. Ubet. 1 år - 1 år 11 mdr. Ubet mdr. Ubet. 2-5 mdr. Ubet. < 2 mdr. Samfundstjeneste Betinget dom Bøde m.fl. Ingen straf FØR EFTER * n = 62. GMedian-før: 3,9, GMedian-efter: 3,1; z = -1,911, p = 0,056. Opstillingerne viser tilsvarende, hvordan det forholder sig for de forskellige aldersgrupper. I samtlige aldersgrupper er man i såvel 2006 som i 2009 gennemgående klart mildere i sin holdning (5 af 6 forskelle er statistisk signifikante) efter at have set retssagen på film sammenlignet med at have vurderet og dømt på basis af et skriftligt sagsresumé. I de generelle holdninger til straf har vi set, at de unge var de strengeste og de ældre de mildeste. Billedet viser sig at være betydeligt mere komplekst og varieret, når vi ser på de forskellige aldersgruppers holdninger i konkrete sager. Efter at have set filmede konkrete sager er de ældre stadig de klart mildeste, men nu er det de årige, der er de strengeste. Pladsen er her ikke til at se på alders- og kønsforskelle for de enkelte sager, men generelt forholder det sig sådan, at hvem der gennemgående er strengest, og hvem der gennemgående er mildest, ikke blot afhænger af, om sagen er bedømt på basis af skriftligt resumé eller en forevist retssag på film, men også af selve sagens karakter. 134

135 Opstilling Fokusgruppedeltagernes holdning til, hvordan de synes, der bør straffes, før og efter visning af retssagen på film årige, 2006.* Ubet. > 3 mdr Ubet. 2-3 mdr. 7 5 Ubet. < 2 mdr. 3 7 Samfundstjeneste Betinget dom Bøde m.fl Ingen straf FØR EFTER * n = 42. GMedian-før: 2,9, GMedian-efter: 2,6; z = -1,835, p = 0,067. Opstilling Fokusgruppedeltagernes holdning til, hvordan de synes, der bør straffes, før og efter visning af retssagen på film årige, 2006.* Ubet. > 3 mdr Ubet. 2-3 mdr Ubet. < 2 mdr. 8 8 Samfundstjeneste Betinget dom Bøde m.fl Ingen straf FØR EFTER * n = 38. GMedian-før: 3,8, GMedian-efter: 2,7; z = -2,375, p = 0,

136 Opstilling Fokusgruppedeltagernes holdning til, hvordan de synes, der bør straffes, før og efter visning af retssagen på film årige, 2006.* Ubet. > 3 mdr Ubet. 2-3 mdr. 3 6 Ubet. < 2 mdr Samfundstjeneste Betinget dom Bøde m.fl Ingen straf FØR EFTER * n = 36. GMedian-før: 3,2, GMedian-efter: 2,4; z = -2,611, p = 0,008. Opstilling Fokusgruppedeltagernes holdning til, hvordan de synes, der bør straffes, før og efter visning af retssagen på film årige, 2009.* Ubet. 5år - Ubet. 3-4 år Ubet. 2 år - 2 år 11 mdr. Ubet. 1 år - 1 år 11 mdr. Ubet mdr. Ubet. 2-5 mdr. Ubet. < 2 mdr. Samfundstjeneste Betinget dom Bøde m.fl. Ingen straf FØR EFTER * n = 42. GMedian-før: 5,2, GMedian-efter: 3,0; z = -3,201, p = 0,

137 Opstilling Fokusgruppedeltagernes holdning til, hvordan de synes, der bør straffes, før og efter visning af retssagen på film årige, 2009.* Ubet. 5år - Ubet. 3-4 år Ubet. 2 år - 2 år 11 mdr. Ubet. 1 år - 1 år 11 mdr. Ubet mdr. Ubet. 2-5 mdr. Ubet. < 2 mdr. Samfundstjeneste Betinget dom Bøde m.fl. Ingen straf FØR EFTER * n = 41. GMedian-før: 4,6, GMedian-efter: 4,0; z = -2,097, p = 0,0035 Opstilling Fokusgruppedeltagernes holdning til, hvordan de synes, der bør straffes, før og efter visning af retssagen på film årige, 2009.* Ubet. 5år - Ubet. 3-4 år Ubet. 2 år - 2 år 11 mdr. Ubet. 1 år - 1 år 11 mdr. Ubet mdr. Ubet. 2-5 mdr. Ubet. < 2 mdr. Samfundstjeneste Betinget dom Bøde m.fl. Ingen straf FØR EFTER * n = 42. GMedian-før: 5,8, GMedian-efter: 2,7; z = -3,423, p = 0,

138 Oversigt Oversigt over effektstørrelser ved visning af retssager på film. Vurdering af praksis Egen holdning Vurdering af folk 2006: ALLE - 0,30-0,42-0,25 Mænd - 0,15-0,33-0,15 Kvinder - 0,25-0,39-0, år - 0,12-0,15 0, år - 0,15-0,33-0, år - 0,39-0,53-0,15 Partnervold - 0,38-0,47-0,25 Simpel gadevold 0,03-0,33 0,05 Narkotikasalg - 0,19-0,29-0,20 Uagtsomt drab - 0,15-0,31-0, : ALLE - 0,37-0,46-0,36 Mænd - 0,62-0,65-0,64 Kvinder - 0,08-0,24-0, år - 0,24-0,49-0, år - 0,43-0,33-0, år - 0,43-0,53-0,22 Alvorlig gadevold - 0,38-0,63-0,60 Voldtægt 0,03-0,35-0,22 Røveri - 0,19-0,39-0,18 Narkotikasmugl. - 0,15-0,50-0,38 I oversigt gives en samlet oversigt over effektstørrelser, 47 der er en udregning af, hvor store ændringer der sker fra at have vurderet en sag på basis af et skriftligt resumé til at have vurderet den på basis af en forevisning af retssagen på film. 0 er ensbetydende med ingen forskydning, 1 er ensbetydende med maksimal forskydning i strengere retning, og -1 er ensbetydende med maksimal forsydning i mildere retning. I oversigten er medtaget ikke 47 Beregningsmetoden vil blive nærmere forklaret i den kommende bog. 138

139 blot de ændringer, der sker i egne holdninger, men også de ændringer, der sker i opfattelsen af, hvordan domstolene ville dømme, og i opfattelsen af hvordan folk flest ville dømme. Det ses, at samtlige forskelle vedrørende egen holdning går i mildere retning. Ved bedømmelsen af, hvordan man tror domstolene ville dømme, går 18 i mildere retning, mens 2 går i strengere retning. De 2 sidstnævnte er dog tæt ved 0, hvilket er ensbetydende med, at der ikke er sket nogen statistisk signifikant ændring. Det er simpel gadevold og voldtægt, man ikke ændrer opfattelse af med hensyn til, hvordan man tror domstolene ville dømme. Ved bedømmelsen af, hvordan man tror folk flest ville dømme, er der også 18 effektstørrelser, der går i mildere retning, mens 2 går i strengere. Det er igen simpel gadevold, men her ikke voldtægt: Det er de årige. Begge ændringer i strengere retning er meget svage og ikke statistisk signifikante. Effekten i mildere retning på egne holdninger og bedømmelser er ikke blot mere konsistent end effekten på opfattelsen af, hvordan domstolene og folk flest ville dømme, den er også kraftigere. Hvor den gennemsnitlige effektstørrelse på egne holdninger er -0,41, er den -0,25 på opfattelsen af, hvordan domstolene ville dømme, og -0,24 på hvordan man oplever folk flest ville dømme. Sagsmæssigt findes de største effekter i formildende retning på egne holdninger og bedømmelser for alvorlig gadevold, smugling af narkotika og partnervold. Der er ingen af sagerne, hvor effekten ikke er statistisk signifikant. Effekten er af samme størrelsesorden for de relativt mindre alvorlige sager (2006-sagerne) som de relativt mere alvorlige sager (2009-sagerne). Som det måske allerede er fremgået er effekten for mænd og kvinder omtrent den samme for de mindre alvorligere sager (2006-sagerne), mens mænd i klart højere grad end kvinderne har ændret sig i mildere retning vedrørende de mere alvorlige sager (2009- sagerne) under ét. For såvel de mindre alvorlige som for de mere alvorlige sager, er det de ældste de årige der har ændret sig mest. Når vi taler om ændringer, er det vigtigt at understrege, at der er tale om nettoændringer. Der er nogen, der ændrer sig i mildere retning, og der er nogen der ændrer sig i strengere 139

140 retning men gennemgående har det altså vist sig, at der er langt flest, der ændrer sig i mildere retning. Det ligger uden for nærværende fremstillings rammer at forsøge at gå i dybden med, hvorfor man gennemgående er mildere, når man skal dømme under retssagslignende forhold, end når man skal dømme på baggrund af et skriftligt resumé. Vi formoder, at en væsentlig del af forklaringen ligger i det personlige møde. Jo større nærhed, desto større tilbageholdenhed med straf og omvendt, jo større fjernhed, desto mindre tilbageholdende med straf og andre lignende negative reaktioner. At sådanne mekanismer gør sig gældende er påvist i mange studier, herunder ikke mindst Stanley Milgrams berømte studier af straf. Delvist indbygget heri og delvist som forklaring herpå ligger den øgede personlige identifikationsmulighed, der typisk er en følge af øget nærhed og øget information i det hele taget. De øgede informationer, der ligger i en retssag, øger typisk muligheden for at forklare det passerede. Forbrydelsen kommer ikke til i samme grad som den kortfattede nøgterne beskrivelse af handlingerne til at fremstå som forvoldt af et ondt menneske, der har villet det onde. Forklaringerne kan oven i købet i nogle situationer betyde, at man (ind)ser, at det skete kan ske for enhver i en tilsvarende situation, så det man skal straffe i virkeligheden er almindelighed. Så længe man bare har stikord eller korte beskrivelser udfylder man med og danner sig billeder, formentlig umiddelbart ofte af en ond gerningsperson og et mishandlet, ødelagt offer. Netop billedet af offeret kan have selvstændig stor betydning, og det kan tænkes, at der ofte vil være stor kontrast mellem det billede, man har dannet sig ud fra nogle få stikord, og det offer man faktisk oplever i en retssag. Man vil i en del sager kunne opleve, at forurettede måske ikke var helt så megen uden skyld i det skete, som handlingsbeskrivelserne og ikke mindst skaderne umiddelbart kunne tyde på. Retssagen finder ofte først sted betydeligt senere end forbrydelsen. Mange skader kan i mellemtiden helt eller delvist blevet være blevet helet. Sårene er ikke længere åbne, blodet er væk, hjernerystelsen er væk, den brækkede arm kan bruges igen osv. Tøjet er ikke længere flænset i stumper og stykker. Forurettede fremstår i retssagen som helt eller delvist 140

141 ubeskadiget, og derved i større eller mindre kontrast til de skader, man læser om i et skriftligt resumé og de billeder, man her danner sig af offeret. Afslutningsvis skal vi forsøge at bidrage til en dybere forståelse af de mulige og faktiske ændringer, der er sket i holdningen til, hvordan der skal straffes fra at læse en skriftligt resumeret sag, over at se samme sag som retssag på en film og frem til at have diskuteret ( voteret ) sagen med andre, der har været igennem det samme. Det skal vi gøre ved at tage afsæt i og referere den afsluttende diskussion i den gruppe årige, der havde sagen om simpel gadevold med en retspraksis på 60 dages ubetinget fængsel i fokus. Denne gruppe bestod af 9 personer plus mødeleder (moderator): 48 Birgit: Arbejdsløs 57 år Bente: Sygeplejerske 56 år Grethe: Laborant 52 år Ulla: Hjemmehjælper 54 år Jørgen: Pensioneret skoleinspektør 67 år Anette: Konsulent 58 år Erik: Pensioneret frisør 74 år Kurt: Lagerekspedient 51 år Egon: Pensioneret maler 63 år Der erindres om, at fokusgruppemødedeltagerne på intet tidspunkt er blevet informeret om retspraksis, det være sig i den aktuelle sag eller i det hele taget heller ikke som afslutning på eller efter mødet. 48 Deltagerne i det konkrete møde vil givetvis kunne genkende sig selv og hinanden i de følgende referater, men for at maksimere anonymiseringen uden for denne gruppe er der anvendt andre navne og en vis sløring med hensyn til alder og beskæftigelse. Udover bordplanen og mødedeltagernes fornavne har der i observationslokalet været en deltageroversigt til rådighed. En sådan deltageroversigt har indeholdt deltagernes rigtige fornavne, et nummer for hver af dem (der bruges af referenten i hendes referat af forløbet), alder, køn, postnummer, beskæftigelse samt mødedeltagernes svar på de to screeningsspørgsmål vedrørende generelle holdninger til straf. 141

142 Egon, Birgit, Kurt og Erik er ifølge de screenings-spørgsmål, der blev stillet i forbindelse med rekrutteringen generelt set af den overbevisning, at straffene i Danmark burde være længere ( strammere ). Bente, Grethe og Ulla er generelt set uenige heri ( slappere ). Efter at deltagerne anonymt havde udfyldt og afleveret det tredje og sidste skema om, hvordan man personligt ville dømme Hans for gadevold, spurgte moderator: Moderator: Nå, nu kunne jeg godt tænke mig at høre nu skal I altså ikke føle jer forpligtet til at sige, hvordan I har dømt i sagen men er der nogen, der har ændret holdning her i løbet af diskussionen? Bente: Jeg ved ikke om det er så meget i diskussionen, men jeg synes, jeg ændrede holdning, da jeg så ham, altså - det har jeg også sagt før, det virkede som om han ikke var helt psykisk stabil, det synes jeg, og så får man et andet syn på det, end da jeg ikke kendte noget til sagen, og bare skulle kigge på det sådan rent objektivt, det der: (hun slår i bordet og signalerer på denne måde, hvad hun tænkte da hun umiddelbart læste sagen: Han skulle bare have en over fingrene ). Det gør noget andet, når man ser ham. Jørgen: Vi er enige om, det er en skuespiller ikke? Bente: Jo, jo, men altså hvis vi prøver at leve os ind i, at det var en person, der var sådan, ikk? 142