STRATEGISK OMRÅDESTUDIE

Transkript

1 FORSVARSAKADEMIET Fakultet for Strategi og Militære Operationer VUT II/L-STK 2003/2004 KN P.O. Holck KL B.N. Madsen OLG E. Thornval 22 OKTOBER 2003 STRATEGISK OMRÅDESTUDIE LIBYEN UKLASSIFICERET

2 FORSVARSAKADEMIET Fakultet for Strategi og Militære Operationer VUT II/L-STK 2003/2004 KN P.O. Holck KL B.N. Madsen OLG E. Thornval OKTOBER 2003 STRATEGISK OMRÅDESTUDIE LIBYEN På baggrund af en analyse af Libyens strategiske kapacitet og landets sikkerhedspolitiske situation vurderes Libyens fremtidige sikkerhedspolitiske muligheder. Strategisk områdestudie UKLASSIFICERET

3 INDHOLDSFORTEGNELSE Forside Titelside Indholdsfortegnelse Side Resumé Indledning Opgave Opgavediskussion Metode Kilder Redegørelse og analyse Den historiske faktor Den fysisk-geografiske faktor Den kommunikationsmæssige faktor Den sociologiske faktor Den økonomisk-videnskabelige faktor Den militære faktor Den indenrigspolitiske faktor Den udenrigspolitiske faktor Vurdering Forudsætninger for udviklingsperspektiver Udviklingsperspektiver Uddybning af scenario Uddybning af scenario Afslutning...18 Tillæg A Bibliografi. Bilag 1 Landkort over Libyen. Bilag 2 Libyens Great Man-made River projekt. Bilag 3 Libyens primære handelspartnere. Bilag 4 Økonomiske nøgletal for Libyen kontra andre lande i Mellemøsten og Nordafrika. Bilag 5 Økonomiske nøgletal for Libyen i perioden Bilag 6 Libyens militære organisation, teknologi, doktrin og uddannelse. Bilag 7 Tidslinie over Libyens historie. UKLASSIFICERET

4 RESUMÉ Libyen er det fjerde største land i Afrika, og landet har en central placering på Afrikas nordlige kyst med ca km. kystlinie ud til Middelhavet. De sparsomme frugtbare jordområder findes ved kysten, hvor klimaet er tempereret, og hvor størstedelen af befolkningen på i alt 5,6 mio. mennesker, derfor også har valgt at bo. Landet fik selvstændighed i 1951, og nationalflaget der er islams hellige farve, helt ensfarvet grønt, blev indført så sent som i Libyens politiske system er demokratisk af udseende men reelt i styreform et militærdiktatur, der siden 1969 enevældigt har været ledet af oberst Muammar Gaddafi. Set med vestlige øjne er Libyen et land, der har gjort sig bemærket ved antivestlig indstilling. Op gennem 1980 erne blev et antal terroraktioner tilskrevet landet. Kulminationen var terrorbombningen af det amerikanske Pan Am-fly over den skotske by Lockerbie i Fra slutningen af 1980 erne har Gaddafi imidlertid ført en væsentlig mere afdæmpet udenrigspolitik. I de seneste år har Gaddafi åbenlyst forsøgt at komme Vesten i møde og bl.a. indvilget i at betale erstatning til de efterladte for terrorangrebene. Den seneste udvikling har medført, at FN sanktionerne mod Libyen blev ophævet d. 12. september Et af de væsentligste problemer i Libyen vurderes således at være, hvorvidt Libyen for alvor vil bryde ud af isolationen og forsøge at opnå en international rehabilitering. Analysen af Libyens strategiske kapacitet peger på, at det er den sociologiske, den økonomisk-videnskabelige, den militære faktor samt de politiske faktorer, der har størst betydning for Libyen på kort og mellemlangt sigt. Analysen har vist, at de strategiske faktorer generelt virker stabiliserende på Libyens sikkerhedspolitiske situation på kort sigt. På længere sigt er udviklingen mere usikker og afhænger bl.a. af, om Libyen anskaffer sig masseødelæggelsesvåben, hvordan Gaddafi håndterer den voldsomme befolkningstilvækst samt dilemmaet mellem et øget samarbejde med den vestlige verden kontra islamiseringen af landet. Sammenfattende vurderes det, at Libyens situation på kort sigt vil være stabil, og at der kan være to overordnede forskellige scenarier for udviklingen i Libyens sikkerhedspolitiske situation. Det ene peger på en fortsat rehabilitering af landet og kontrolleret demokratiseringsproces. Det andet peger på et internt kaos, der udspringer af de muslimske problemer, dvs. konfrontationen mellem vesten og islam. Libyens nuværende udenrigspolitik synes at støtte en stabil udvikling af den sikkerhedspolitiske situation. Den er præget af en rehabilitering af Libyen, at Gaddafi har vendt blikket mod Afrika (frem for mod den arabiske verden) samt at afsætningen af olie kan medføre fornuftsægteskaber med den vestlige verden. Militært har Gaddafi ikke evnen til at støtte en mere konfronterende udenrigspolitik, og for nærværende vil en konstateret tilknytning til terrorisme medføre en stor risiko for intervention og afsættelse af Gaddafi. Det er således mindre sandsynligt, at Gaddafi ændrer holdning og genoptager en mere konfronterende udenrigspolitik. Det vurderes derfor, at en fortsat rehabilitering af landet og en kontrolleret demokratiseringsproces vil være det mest sandsynlige scenario på kort og mellemlang sigt. UKLASSIFICERET 3

5 1. INDLEDNING 1.1. Opgave. Opgaven er at udarbejde et strategisk områdestudie for Libyen. Områdestudiet er udarbejdet efter følgende problemformulering 1 : På baggrund af en analyse af Libyens strategiske kapacitet og landets sikkerhedspolitiske situation vurderes Libyens fremtidige sikkerhedspolitiske muligheder. 2. OPGAVEDISKUSSION Den seneste udvikling har medført at FN sanktionerne mod Libyen blev ophævet d. 12. september Et af de væsentligste problemer i Libyen vurderes således at være, hvorvidt Libyen for alvor kan bryde ud af isolationen og opnå en international rehabilitering. Libyens økonomi er fuldstændig afhængig af olieeksportindtægterne, eftersom ca. 95 % af eksporten består af råolie og olieprodukter 3. Et isoleret Libyen vil således være meget følsom overfor de svingende oliepriser. Situationen i Libyen har tidligere været præget af de FN sanktioner, der blev indført i 1992, efter at Libyen indledningsvis havde nægtet udlevering af de to libyske agenter, der blev beskyldt for at være ansvarlige for nedstyrtningen af henholdsvis et amerikansk Pan Am-fly i 1988 over Lockerbie og af et fransk UTA fly i 1989 over Niger. Endvidere er Libyen på USA s liste over Rogue States samt under mistanke for at udvikle biologiske og kemiske våben. Efter at Libyen i 1999 accepterede en udlevering af de to terrorister blev FN sanktionerne suspenderet, idet våbenembargoet fortsat blev opretholdt. Libyen tilkendegav samtidigt, at landet ville udbetale erstatninger til de efterladte fra attentaterne. Dette har medført, at Libyen er begyndt at bevæge sig ud af isolationen og har nærmet sig flere at de store vesteuropæiske lande, idet forholdet til USA fortsat er på lavt blus 4. Et andet nøgleområde er, at Libyen, efter Gaddafis mislykkede forsøg på at danne en samlet arabisk blok, nu har indledt en omfattende diplomatisk aktivitet i Afrika syd for Sahara Metode. Områdestudiet vil tage udgangspunkt i en redegørende analyse af de otte strategiske faktorer 6. Der foretages en adskilt analyse af hver faktor med henblik på at vurdere, om den enkelte faktor er stabiliserende eller destabiliserende på Libyens sikkerhedspolitiske situation. Herefter gennemføres en analyse af, hvorvidt der er nogle betydende sammenhænge mellem de enkelte faktorer. Denne afsluttes med en vurdering af om den enkelte faktor og evt. identificerede sammenhænge virker fremmende eller hæmmende på udviklingen samt om landets situation kan betragtes som stabil eller ustabil. På baggrund af denne vurdering skitseres overordnede perspektiver for den sikkerhedspolitiske udvikling i Libyen med henblik på at identificere positive og negative udviklingstendenser. Med udgangspunkt i dette opstilles to forskellige scenarier. Gennem en vurdering af de to scenarier beskrives slutteligt den efter forfatternes opfattelse mest sandsynlige sikkerhedspolitiske udvikling på kort (1-2 år) og mellemlang sigt (3-5 år). På baggrund af den usikkerhed og de forandringer, der præger Libyens indenrigs- og udenrigspolitik, er det fravalgt at se på udviklingen på lang sigt (5-8 år). 1 FSMOVEJSAM. Fakultet for Strategi og Militære Operationer. Forsvarsakademiet, JUN Berlingske Tidende. lokaliseret d. 12 SEP Udenrigsministeriet. lokaliseret d. 08 SEP Libyen. lokaliseret d. 22 AUG Ibid. 6 FSMOVEJSAM. Fakultet for Strategi og Militære Operationer. Forsvarsakademiet, JUN UKLASSIFICERET 4

6 De strategiske faktorer er vægtet forskelligt, idet der fokuseres på at fremhæve de forhold, der virker stærkest fremmende eller hæmmende for den sikkerhedspolitiske situation. På baggrund af de i punkt 2. nævnte problemstillinger, er der lagt størst vægt på: Den sociologiske faktor. Den økonomisk-videnskabelige faktor. Den militære faktor. Den indenrigspolitiske faktor. Den udenrigspolitiske faktor Kilder. Bibliografien fremgår af tillæg A. Der er overordnet lagt vægt på en kritisk stillingtagen til informationer fra Internettet og for øvrige kilder på en selektiv afvejning af de enkelte kilders troværdighed. Der er således ikke gennemført en egentlig kildekritik af de enkelte kilder. Kildeindhentningen er afsluttet den 1. oktober. Endvidere er der, som det fremgår af bibliografien, udelukkende anvendt åbne kilder til udarbejdelsen af områdestudiet. Dette sammenholdt med en forholdsvis ukontroversiel vurdering gør, at områdestudiet er uklassificeret. 3. REDEGØRELSE OG ANALYSE 3.1. Den historiske faktor. Libyen blev først selvstændigt i 1951 og nationalflaget i islams hellige farve - helt ensfarvet grønt blev indført så sent som i 1977, derfor har befolkningen ikke en egentlig Libysk nationalfølelse, selvom den i 1000 år har været i det samme geografiske område. Det har til gengæld medført, at befolkningen i denne periode har udviklet sig til et homogent sunnimuslimsk arabisk-berberisksamfund. Fra begyndelsen af 1970 erne og frem til midten af 1980 erne var der et stort provenu ved salget af landets olie, som blev investeret i landbrug, industri og infrastruktur samt til etableringen af et omfattende sundheds- og uddannelsessystem. Den historiske udvikling medfører derfor intern stabilitet, da landets beboere er en del af en homogen kultur. Eksternt vurderes historien ligeledes at medføre stabilitet, da befolkningen ikke har nogen national identitetspolitik 7 at kæmpe for. En lokal emir indførte i 1049 sunniislam i Cyrenaika og Tripolitania og Fezzan, de områder svarer i dag til Libyen. Befolkningen bestod dengang af en blanding af indvandrede nomadestammer fra Den Arabiske Halvø og de overvejende fastboende berbere. Den har udviklet sig til en homogen sunnimuslimsk befolkningsgruppe selvom det libyske område stort set har været besat og ledet af ude fra kommende magthavere i de sidste 1000 år. Det har hørt under Romerriget, Vandalerne har hærget, det har været erobret af araberne, senere i aghlabidernes besiddelse, herefter under osmannisk kontrol. Først i 1711 fik en lokal slægt med Ahmad Uaramanli i spidsen magten over landet. Familien dominerede politisk til 1835, hvor området atter kom under kontrol af det osmanniske sultanat. I 1912 overgav osmannerne magten til Italien. Sanusiordnen ledede en betydelig modstand mod italienerne, der først i 1931, ved henrettelsen af lederen Omar Mukhtar, fik direkte kontrol over Libyen 8. Under 2. verdenskrig var de tre Libyske landområder okkuperet, i det Storbritannien besatte Cyrenaika og Tripolitania, mens Frankrig besatte Fezzan. I december 1951 besluttede FN, at området skulle være selvstændigt, som et forenet kongedømme under kong Idris 1.. Ifølge forfatningen skulle de tre provinser have udstrakt selvstyre, kun udenrigspolitikken og den økonomiske politik skulle styres centralt. Vestlige olieselskaber lokaliserede de første oliefel- 7 National Identity. Anthony D. Smith. London, Libyen Lande i lommeformat. Udenrigspolitisk Selskab, UKLASSIFICERET 5

7 ter af betydning i 1959 og der blev hurtigt produceret en betydelig mængde olie. Indtægterne herfra gav basis for politiske reformer og i 1963 førte det til at den føderale stat blev omdannet til en centralt styret stat med et fælles politisk system 9. Korruptionen voksede og utilfredsheden bredte sig i landet samtidig med, at visionerne om en arabisk enhed spredtes fra den ægyptiske leder Gamel Abdel Nasser. Regeringens vest-venlige holdning førte til uroligheder, som kulminerede i 1967 efter Seksdagskrigen mellem Israel og de arabiske lande 10. Under en udenlandsrejse i september 1969 blev kongen afsat af en gruppe officerer, 12 af dem dannede et revolutions råd med Muammar Gaddafi som leder af den Libyske Arabiske Republik 11. I 1977 blev rådet erstattet af den mere demokratiske Folke Kongres men stadig med Gaddafi som statsleder 12. De nye magthavere har siden flere gange ført landet på en kollisionskurs med vestlige interesser. Gadaffi og hans tilhængere har været erklærede panarabister og de har flere gange forsøgt at indgå et tæt overnationalt samarbejde med en række forskellige lande, bl.a. Ægypten, Syrien, Sudan, Malta og Tunesien 13. Den efter Libyens opfattelse helt uacceptable fredsaftale mellem Ægypten og Israel medførte, at der også i 1977 blev indført et nyt nationalflag. Det er helt ensfarvet grønt svarende til islams hellige farve og erstattede flaget fra 1972, der var identisk med Ægyptens og Syriens flag Den fysisk-geografiske faktor. Libyen har med sin placering ved Middelhavet og sin infrastruktur gode forbindelser til Tunesien og Ægypten og til søvejen. Middelhavskysten giver også et stort potentiale indenfor turismen. Samlet medfører det gode mulighed for økonomisk vækst. Det store ørkenområde og bjergene mod syd minimerer truslen om en konventionel invasion fra nabolandene mod syd. Den fysisk-geografiske faktor vurderes samlet at virke stabiliserende på Libyens sikkerhedspolitiske situation. Libyen ligger i Nordafrika og har en ca km lang kyst ud til Middelhavet 15. Libyens naboer er Tunesien og Algeriet mod vest, Tchad og Niger mod syd, Sudan mod sydvest og Ægypten mod øst 16. Libyens geografi fremgår af bilag 1. Landet er med sine godt 1,7 mio. km 2 det fjerdestørste land i Afrika og ca. tre gange så stort som Frankrig 17. Landet består af tre regioner: Tripolitanien i vest, Cyrenaica i øst og Fezzan i syd. Tripolitaniens kyst er flad, men landskabet rejser sig gradvist mod syd, hvor det går over i en højslette. I det sydlige Libyen, på grænsen til Tchad og Niger er der bjerge på over 2000 meter 18. Libyen har således en central placering på Afrikas nordkyst og til lande som Tunesien og Ægypten. En placering der har vanskeliggjort en 100 % håndhævelse af FN sanktionerne mod landet, men samtidig kan støtte Gaddafis planer om at spille en central rolle i Afrika. Bjergene i syd begrænser adgangsvejene til og fra landet. Et forhold der vanskeliggør handel, men samtidig også reducerer truslen om en konventionel invasion mod landet samt mulighederne for at invadere nabolandene mod syd. 9 Den Store Danske Encyklopædi. Danmarks Nationalleksikon A/S. Gyldendal, Libyen Lande i lommeformat. Udenrigspolitisk Selskab, The Statesman s Yearbook Barry Turner. Pelgrave Publishers, Ibid. 13 Mellemøst håndbogen. Hvidt, Martin & Sørensen, Ivar H. Syddansk universitetsforlag, Den Store Danske Encyklopædi. Danmarks Nationalleksikon A/S. Gyldendal, Jane s Sentiel Security Assesment. lokaliseret d. 08 SEP Libyen Lande i lommeformat. Udenrigspolitisk Selskab, Jane s Sentiel Security Assesment. lokaliseret d. 08 SEP Ibid. UKLASSIFICERET 6

8 Den lange kyststrækning kan også støtte en udviklingen af turismen i landet, som det for eksempel ses i Tunesien og Ægypten. 95 % af Libyen er en del af Sahara ørkenen. De sparsomme frugtbare jorde befinder sig i kystområdet, hvor klimaet er tempereret og hvor hovedparten af befolkningen bor. Inde i landet hersker der et ørkenklima med temperaturer op til 50 grader celsius og med jævne tørkeperioder på op til 2 år. Ørkenvinde kan påvirke temperaturerne i nordregionen med op til 20 grader celsius i løbet af få timer. Det er en konstant trussel mod landbrugets afgrøder 19. Der findes ingen floder, kun store, tørre floddale (wadier), der opfyldes under regnskyl, men hurtigt udtørrer igen. Jorddyrkning i områderne uden for kystområdet er derfor afhængig af kunstvanding. Undergrunden rummer store grundvandsmagasiner og reserver af fossilt vand fra tidligere tiders fugtige klima. Libyen udnytter dette gennem verdens største vandindvindingsprojekt Den Store Menneskeskabte Flod 20. På den ene side har Libyen således et frodigt klima i Tripolitanien i nord og et stort projekt for vandvinding til bl.a. kunstvanding, der kan virke stabiliserende for landet. Omvendt kan klimaet med sine ørkenvinde have negativ indflydelse på landbruget i nord og derved skabe stor usikkerhed. Landets vigtigste infrastruktur er koncentreret om kystområdet. Her er bl.a. udenrigslufthavnene i Tripoli og Banina (nær Benghazi) samt den vigtige kystvej fra Tunesien gennem Libyen via Tripoli og Benghazi til den ægyptiske grænse 21. Der er adgang til Libyen ad søvejen via havnene i Tripoli, Benghazi, Mersa Brega, Misurata og as-sider. Havnen i Tripoli er ofte overbelastet og Libyen er således afhængig af de tunesiske havne i Sfax og Gabes 22. Libyen har god adgang til søhandelsvejene og til især Tunesien og Ægypten. Et nyligt iværksat jernbaneprojekt 23 vil endvidere forbedre dette forhold og samtidig øge muligheden for transport til Chad og Niger. Transportmæssigt er Libyens infrastruktur således god og giver mulighed for økonomisk vækst i landet. På den anden side er Libyen derved også udbredt afhængig af naboerne Tunesien og Ægypten og af udenlandske entreprenører til jernbaneprojektet Den kommunikationsmæssige faktor. Libyen har mange muligheder for forbindelser internt såvel som eksternt. Et forholdsvist stort antal havne og lufthavne samt et veludbygget vejnet gør, at transport af varer m.v. i høj grad er mulig. Dog besværliggør den totale mangel på jernbaner transporten af råstoffer og tungt gods. Telekommunikationen er med de forholdsvis få telefonlinier i landet langt efter internationale såvel som regionale standarder 24. Hertil skal bemærkes, at kun ca. 11 % af alle opkald på det faste telefonnet og kun 1 % af samtlige opkald på mobiltelefonnettet lykkes 25. Telekommunikationen i Libyen er således langt fra effektiv. Set ud fra et militært synspunkt er forbindelserne i landet gode henset til de mange gode vejforbindelser og lufthavne i landet. De relativt mange havnefaciliteter giver ligeledes et godt udgangspunkt for så vidt angår den sømilitære dimension. Politisk og administrativt vil den relativt gode infrastruktur ligeledes være et plus, idet denne skal være med til at danne grundlag for øget økonomisk vækst i landet. Fraværet af jernbanen som transport-middel er her eneste faktor, som trækker i negativ retning. Den dårlige telekommunikation i landet påvirker samtlige aspekter i negativ retning, og vurderes i særlig høj grad at indvirke på de administrative aspekter. 19 Mellemøst håndbogen. Hvidt, Martin & Sørensen, Ivar H. Syddansk universitetsforlag, Libya s Great Man-made River project se bilag 2 og afsnit 3.5. om den økonomisk-videnskabelige faktor. 21 Mellemøst håndbogen. Hvidt, Martin & Sørensen, Ivar H. Syddansk universitetsforlag, Country Profile Libya. The Economist Intelligence Unit, Ibid. 24 Ibid. 25 Ibid. UKLASSIFICERET 7

9 I fremtiden må, efter al sandsynlighed, forventes en genetablering af jernbanen som transportmiddel i Libyen. Dette vil være en positiv faktor, der vil kunne skabe øget økonomisk vækst i landet. Med hensyn til telekommunikationens dårlige standard i landet er der ikke lyse udsigter. Skal telekommunikationen forbedres, er der brug for en organisationsforandring samt investeringer således, at det ledelsesmæssige og tekniske niveau kan løftes mærkbart. Idet der ikke er indikationer på, at dette vil ske, må telekommunikationen også i fremtiden siges at være en faktor, som trækker i negativ retning, hvad angår økonomisk vækst. Libyens vejnet udgør totalt km. 26, hvoraf km. er asfalteret. De bedste veje går langs middelhavskysten gennem landet, og forbinder i vest Tunis (Tunesien) med Tripoli og i øst Benghazi samt Tobruk med Alexandria (Ægypten). Fra Tripoli går endvidere en hovedfærdselsåre til Sabha i syd. Libyen har ikke haft et operativt jernbanenet siden 1965, og det tidligere jernbanenet er i dag sløjfet 27. Libyen har større havne i byerne Al Khums, Banghazi, Darnah, Marsa al Burayqah, Misratha, Ra s Lanuf, Tobruk, Tripoli og Zuwarah 28. Handelsflåden råder over i alt 21 skibe over BRT 29. Landet har i alt 136 lufthavne. Heraf er 23 asfalterede og over m 30. For så vidt angår telekommunikation har Libyen ca operative telefonlinier 31. Systemet er under stadig modernisering. Libyen fik opbygget et mobiltelefonnet i Nettet har en kapacitet på ca linier. I landet findes endvidere fire internetudbydere med ca brugere tilkoblet 33. Telekommunikation i Libyen er statsejet, og lider under dårlig ledelse. Der er for nærværende ingen overvejelser om at privatisere eller åbne markedet for andre operatører. Der er planer om at anlægge en jernbanelinie gennem hele landet fra den tunesiske grænse i vest via Tripoli og langs kysten til Ægypten i øst. Desuden er der planlagt en jernbane mellem Tripoli og Sabha i syd, hvor der findes store mineralforekomster 34. Et antal europæiske firmaer har således i år givet tilbud på den første fase, hvor der skal anlægges jernbanespor fra Tripoli til den tunesiske grænse Den sociologiske faktor. Befolkningen på i alt 5,6 mio. mennesker har en lav gennemsnitsalder; så stor en del som ca. 45 % er under 15 år. Befolkningstilvæksten var på 3,9 % i og senest opgjort til 3,3 % 37 er blandt det højeste i Afrika. FN s prognose for befolkningstallet i 2010 er så stort som 8,72 mio. mennesker 38. En forøgelse af befolkningen på 50 % vil give myndighederne meget store udfordringer bare for sikre de nuværende gode bolig forhold, det fine uddannelse niveau og den acceptable sundhedstilstand. Ligeledes vil myndighederne inden for de næste 10 år, hvor de ca. 1 mio. nuværende årige indgår i arbejdsstyrken, blive mødt af kravet om øget beskæftigelse af landets egne borgere. Det vil givet kunne medføre problemer for Libyens store minoritet af gæstearbejdere 39 og dermed på Libyens forhold til gæstearbejdernes 26 CIA - The World Factbook Libya. lokaliseret d. 06 SEP Country Profile Libya. The Economist Intelligence Unit, CIA - The World Factbook Libya. lokaliseret d. 06 SEP Ibid. 30 Ibid. 31 Country Profile Libya. The Economist Intelligence Unit, Ibid. 33 Ibid. 34 Libya. lokaliseret d. 06 SEP Country Profile Libya. The Economist Intelligence Unit, Libyen Lande i lommeformat. Udenrigspolitisk Selskab, Mellemøst håndbogen. Hvidt, Martin & Sørensen, Ivar H. Syddansk universitetsforlag, The Stateman s Yearbook Barry Turner. Pelgrave Publishers, Mellemøst håndbogen. Hvidt, Martin & Sørensen, Ivar H. Syddansk universitetsforlag, UKLASSIFICERET 8

10 hjemlande. Såvel in- som eksternt kan det altså om 10 år medføre ustabilitet, hvis myndighederne ikke får tilført yderligere ressourcer til bolig-, undervisnings- og sundhedssektoren samt sikre beskæftigelsen. Det vil give in- og ekstern stabilitet indenfor de kommende 3-5 år, når myndighederne investerer og øger beskæftigelsen ved at iværksætte forberedelserne med at løse de infrastrukturelle opgaver, som den ventede befolknings eksplosionen medfører. Ligeledes vil det af samme grund på endnu længere sigt give stabilitet, hvis befolkningen lever under acceptable sociale forhold og er i beskæftigelse. Næsten hele befolkningen er bosat i et smalt område langs Middelhavet og har traditionelt tætte forbindelser til den øvrige Middelhavskultur. 90 % 40 af befolkningen bor i byer. 95 % af landet er ørken og stort set ubeboet. Landet har en af verdens laveste befolkningstætheder på kun 3,2 per km 2. Gæstearbejdernes antal har gennem årene været støt stigende. I starten af 1980 erne mener man at halvdelen af den libyske arbejdsstyrke bestod af ca. 0,5 mio. gæstearbejdere. I dag bor der sandsynligvis mellem 1 og 2,5 mio. gæstearbejdere i landet 41. Det anslås at der bor mellem og 1 mio. ægyptiske gæstearbejdere i Libyen. Desuden er der også store grupper af andre nationaliteter, eksempelvis ca sudanere 42. Den libyske befolkning er præget af de forskellige stammekulturer, hvor loyaliteten ligger hos stammen og ikke hos staten 43. Muammar Gaddafi er meget opmærksom på, at en fraktion ikke skal få for stor indflydelse, så ofte bliver der ændret på stammernes indflydelses i regeringen ved at ændre på antallet af repræsentanter fra de enkelte stammer. Gaddafis stamme, Qadhafiya, er særlig godt repræsenteret i de højere grader i regeringen, hæren og sikkerhedsstyrkerne. Forholdet til den stærke Warfala stamme har været anspændt siden 1997, hvor otte medlemmer fra stammen blev henrettet efter et kup forsøg. Mange medlemmer fra Warfala og Maqaraha stammerne er blevet udrenset fra hæren og sikkerhedsstyrkerne. I dag er 98 % 44 af befolkningen er sunnimuslimer. Der er små grupper af kristne, der tilhører den romersk katolske eller den koptiske kirke. Der er endvidere efterkommere af sorte slaver og i de sydlige oaser små grupper af tuareger. Der er et stort, men variabelt antal gæstearbejdere overvejende fra nabolandene. Jøder og europæere forlod mere eller mindre frivilligt landet lige efter militærkuppet i Det officielle sprog er standard arabisk, der hovedsageligt anvendes i skrift. Der tales libysk arabisk, som overvejende består af beduindialekter (af maghrebinsk arabisk). Der findes stadig berberiske sprog som nefusi, gadamsi og tuaregisk. Sundhedssektoren modtog op igennem 70 erne og 80 erne store ressourcer til at gennemføre udvidelser og forbedringer af sundhedsvæsnet. Lægehjælpen er gratis og på et sundhedsfremmende niveau. Efterfølgende nedskæringer i sundhedsbudgettet, som en reaktion på FN s sanktioner, har medført flere alvorlige sundhedsskandaler samt at befolkningens generelle sundhedstilstand ikke er så god som den kunne være 46. Libyens myndigheder har hævdet, at FN s sanktioner er årsagen til at alvorligt syge ikke har kunnet rejse til udlandet for at få behandling, men denne følge af sanktionerne har ingen andre konstateret 47. Ifølge UNDP Human Development Report er dødeligheden for børn under fem år faldet fra 160 per 1000 fødsler i 1970 til 20 i år Ligeledes gennemføres der et omfattende vac- 40 Mellemøst håndbogen. Hvidt, Martin & Sørensen, Ivar H. Syddansk universitetsforlag, Ibid. 42 Ibid. 43 Libyen Lande i lommeformat. Udenrigspolitisk Selskab, Mellemøst håndbogen. Hvidt, Martin & Sørensen, Ivar H. Syddansk universitetsforlag, Den Store Danske Encyklopædi. Danmarks Nationalleksikon A/S. Gyldendal, Country Profile Libya. The Economist Intelligence Unit, Ibid. 48 Ibid. UKLASSIFICERET 9

11 cinations program for børn, hvor mere end 90 % vaccineres mod tuberkulose og mæslinger 49. Antallet af malaria tilfælde er reduceret men andre alvorlige sygdomme som tyfus, rabies, meningitis og stivkrampe er stadig et stort problem 50. I 2002 blev de offentlige sundhedsbudgetter væsentligt forøget, men resultaterne heraf er det endnu for tidligt at registrere 51. I perioden med underbudgetteringen kunne sundhedspersonalet på grund af manglende ressourcer ikke opretholde kvaliteten af sundhedsydelserne. Det fik mange af de erfarne udenlandske læger og sygeplejersker til at forlade landet. De kom overvejende fra Østeuropa og forlod også Libyen fordi de fandt at lønnen ikke længere var attraktiv. Yderligere satte en skandale i 1999, hvor 393 børn blev smittet med HIV, fokus på myndighedernes forsøg på at lægge ansvaret for standarden på sundhedsområdet over på andre, når det ikke var FN s sanktioner så måtte det være personalet fra udlandet. Der blev nemlig rejst sigtelse mod nogle Bulgarske sygeplejersker og en palæstinensisk læge. De blev anklaget for med fortsæt at have udført smitten af børnene 52. I 1990 var der læger, 686 tandlæger og sygeplejersker. Der var 41 hospitalssenge per indbygger. For at sikre befolkningen rent drikkevand påbegyndtes i 1980 erne verdens største vandindvindingsprojekt, Den Store Menneskeskabte Flod (se bilag 2), der skal føre ferskvand til husholdningerne og landbrugene i de tæt befolkede områder langs kysten fra de store grundvandsreserver under Sahara 53. Allerede fra 1957, da de første olieindtægter kom til landet blev der indført et socialt sikringsprogram, der tilbød en beskyttelse som overgik andre udviklingslande. Der gives erstatning ved arbejdsskader, sygdom og invaliditet. Der udbetales støtte til barselsorlov og til pensioner. Alle får statsstøttede fødevarer og billige boliger 54. Faldet i oliepriserne i 1980 erne og FN s sanktioner fra 1992 til 1999 har medført nedskæringer i de sociale ydelser 55. Olieindtægterne er også blevet anvendt til at gennemføre udvidelser og forbedringer af uddannelserne på alle niveauer. Libyen har den laveste rate af analfabeter og den højeste rate af akademikere i Nordafrika 56. I var der skoleelever på basalt niveau og i i alt elever på sekundært niveau 57. I 1995 var der tre universiteter samt et medicinsk og et teknologisk universitet. Desuden yderligere tre højere læreanstalter. Der var i alt studerende og den akademiske stab var på Gaddafi har i årenes løb indført mange reformer og gennemført mange eksperimenter inden for uddannelsessektoren. Det har bevirket, at det akademiske kompetenceniveau er lavt og på grund af sikkerhed i ansættelsen er arbejdsomheden tillige for lav 59. Derfor er man i Libyen alligevel meget afhængig af udenlandsk ekspertise. De senere års gradvise integration med international økonomi og lempelser af restriktionerne mod private virksomheder har medført, at der nu er startet flere private skoler og etableret trænings kurser inden for handel, informations teknologi og sprog Country Profile Libya. The Economist Intelligence Unit, Mellemøst håndbogen. Hvidt, Martin & Sørensen, Ivar H. Syddansk universitetsforlag, Country Profile Libya. The Economist Intelligence Unit, Ibid. 53 Den Store Danske Encyklopædi. Danmarks Nationalleksikon A/S. Gyldendal, Libyen Lande i lommeformat. Udenrigspolitisk Selskab, Mellemøst håndbogen. Hvidt, Martin & Sørensen, Ivar H. Syddansk universitetsforlag, Den Store Danske Encyklopædi. Danmarks Nationalleksikon A/S. Gyldendal, The Stateman s Yearbook Barry Turner. Pelgrave Publishers, Ibid. 59 Country Profile Libya. The Economist Intelligence Unit, Ibid. UKLASSIFICERET 10

12 3.5. Den økonomisk-videnskabelige faktor. Libyens ambition om at gøre landet selvforsynende med fødevarer er ikke umiddelbar realistisk i nær fremtid. Skal situationen ændres i positiv retning, må græsningsarealer i større målestok inddrages til opdyrkning, og mere vand til overrisling tilvejebringes. Til trods for at Libyens Great Man-made River projekt endnu ikke er fuldt udbygget (se bilag 2), bør projektets potentiale ikke overvurderes, idet grundvandsressourcerne ikke er ubegrænsede. Endvidere er der i årenes løb sket en forskydning af arbejdskraften fra landområderne til byerne 61. Den ønskede ekspansion inden for landbrugsproduktionen, der vil gøre landet bare tilnærmelsesvis selvforsynende, virker derfor ikke sandsynlig i den nærmeste fremtid. Fiskeriet er et område, der med fordel kunne udnyttes langt bedre, end tilfældet er i dag. En udbygning af fiskerierhvervet kræver dog i høj grad investeringer, hvilket regeringen ikke har vist vilje til at gennemføre 62. Herudover gør befolkningens traditionelle nomadekultur, at efterspørgslen på fisk er meget lille 63. Det må konstateres, at Libyen er meget afhængig af importerede fødevarer og at situationen næppe vil ændre sig markant i positiv retning i fremtiden. Der er således ikke umiddelbart grundlag for en større økonomisk vækst i fødevaresektoren nu eller i fremtiden. Set ud fra et sikkerhedspolitisk synspunkt er det selvfølgelig også langt fra optimalt for landet at være næsten fuldstændig afhængig af importerede fødevarer. Grundlaget for økonomisk vækst er i høj grad til stede. Libyen står stærkt for så vidt angår energiproduktion og svær industri. Landet er selvforsynende med el og eksporterer i stor udstrækning olie og naturgas. Sikkerhedspolitisk giver det ligeledes Libyen en god position. Det er for nærværende ikke lykkedes for Libyen at få omsat landets forekomster af jernmalm til økonomisk vækst. Der er dog et potentiale for økonomisk vækst på dette felt, såfremt det engang i fremtiden lykkes at få anlagt en jernbaneforbindelse mellem mineområderne i syd og forarbejdningsindustrien i nord. Libyens industri har i høj grad har lidt under FN s sanktioner, og trænger til omfattende modernisering. Efter sanktionerne er blevet suspenderet, er der dog skabt grundlag for en opblomstring inden for den energikrævende sværindustri henset til landets adgang til billig energi. Libyen befinder sig i en forholdsvis gunstig økonomisk situation med et af de højeste BNP 64 pr. indbygger i Afrika 65. Den forholdsvis gode økonomi med lav inflation, overskud på handelsbalancen m.v. må forventes at kunne holde i den nære fremtid, ikke mindst henset til at FN s sanktioner, som blev suspenderet i 1999, nu endelig er blevet hævet d.å. Libyens gode økonomiske situation skyldes dog udelukkende landets olieindustri. Det er imidlertid nødvendigt at mindske den totale afhængighed af olie i fremtiden, da landets oliekilder jo ikke er en uudtømmelige ressource. Dette vil kræve en fuldstændig omlægning af landets økonomiske struktur fra den nuværende ineffektive statsstyring til fri markedsøkonomi. Der er dog kun spinkelt håb om en sådan udvikling i nær fremtid. En stor arbejdsløshed kombineret med det store antal gæstearbejdere i landet må vurderes at være en kraftig destabiliserende faktor for landet, hvilket bl.a. også understøttes af det faktum, at mindst 50 gæstearbejdere blev dræbt under uroligheder i landet i slutningen af Den generelle mangel på know-how må vurderes at være en destabiliserende faktor for landet, henset til behovet for det store antal gæstearbejdere og de deraf følgende spændinger. 61 Country Profile Libya. The Economist Intelligence Unit, Ibid. 63 Mellemøst håndbogen. Hvidt, Martin & Sørensen, Ivar H. Syddansk universitetsforlag, BNP = bruttonationalprodukt. 65 CIA - The World Factbook Libya. lokaliseret d. 06 SEP Country Profile Libya. The Economist Intelligence Unit, UKLASSIFICERET 11

13 Udbygningsmulighederne for landbrugssektoren er i høj grad begrænsede, idet 95 % af Libyen er ørken 67. Af de sidste 5 % bruges størstedelen til græsning, 1,4 % er opdyrket, og heraf er kun 0,1 % kunstvandet. Hovedproblemet for landbruget er manglen på vand. En måde at løse problemet på har været at bruge af de sparsomme grundvandsressourcer i den nordlige kystregion, hvilket har bevirket, at grundvandsspejlet nogle steder er faldet 3-5 meter pr. år. Et andet forsøg på at afhjælpe problemet er Libyens Great Man-made River projekt. Visionen var oprindeligt, at 80 % af projektets vand skulle bruges til overrisling, men en opprioritering af byernes drikkevandsforsyninger har gjort, at Gaddafis drøm om den grønne revolution der skulle gøre Libyen selvforsynende med fødevarer, fortsat har lange udsigter. 80 % af Libyens fødevarer må for nærværende importeres 68. De hidtidige tiltag til at opbygge et bæredygtigt landbrug har desuden været kraftigt understøttet af oliepenge. Trods store fiskeforekomster af bl.a. tun og sardiner ud for landets kystlinie, har fiskeri aldrig været et stort erhverv i Libyen. Fiskeri er således en ressource, der næsten ikke udnyttes på trods af et stort potentiale 69. Libyen producerer 20,18 mia. kwh pr. år via oliefyrede kraftværker, og er selvforsynende for så vidt angår elproduktion 70. Landet har en stor olieproduktion på knap 1,4 mio. tønder pr. dag, og det anslås, at der findes oliereserver til endnu ca. 56 års produktion 71. Foruden olie har Libyen en undergrund, der er rig på naturgas, der dels eksporteres og dels anvendes på hjemmemarkedet. Eneste råmateriale af betydning i Libyen er jernmalm, som findes ved Wadi shatti i den sydlige del af landet. Regeringens planer om udnyttelse af denne ressource afhænger i høj grad af etableringen af en 900 km. lang jernbaneforbindelse fra mineområderne i Wadi shatti til et stålværk i Misurata ved middelhavskysten 72. Regeringen har, indtil videre, dog uden held, forsøgt at få udenlandske investorer til at finansiere jernbaneforbindelsen. Af mindre vigtige råmaterialer kan nævnes salt, sten, kalksten samt gips som hovedsageligt benyttes i bygningsindustrien. Udviklingen af Libyens industrielle sektor tog sin start i 1970 erne, hvor man satsede på energikrævende sværindustri, herunder fremstilling af stål og cement 73. Industrien har i høj grad lidt under manglen på reservedele samt opdateret teknologi pga. FN s sanktioner. Regeringen har, siden FN s sanktioner blev suspenderet i 1999, gjort mange tiltag til at få moderniseret industrien ved hjælp af udenlandske firmaer. Libyen har for nærværende og med få undtagelser haft overskud på handelsbalancen siden midten af 1960 erne. Økonomien er stort set fuldstændig kontrolleret af staten og helt domineret af oliesektoren, der står for 95 % af den samlede eksport 74. Olieindustrien bidrager således til 41 % af BNP 75. Regeringen kontrollerer endvidere importen, således at kun det allermest nødvendige importeres. Desuden har Libyen devalueret landets valuta (den libyske dinar) adskillige gange gennem de seneste år. Libyens vigtigste handelspartnere fremgår af bilag 3. Som så mange andre oliebaserede økonomier i Mellemøsten har Libyen gjort en stor indsats for at udvikle sin økonomi væk fra afhængigheden af olien. Man har bl.a. gjort meget for at udvikle landbruget med henblik på selvforsyning, hvilket som tidligere nævnt langt fra er en realistisk vision. Libyens oliepriser og BNP følges ad, idet langt den overvejende del af eksporten er olie. BNP er faldet kraftigt i Libyen siden indførelsen af FN s sanktioner i 1992, 67 Mellemøst håndbogen. Hvidt, Martin & Sørensen, Ivar H. Syddansk universitetsforlag, Country Profile Libya. The Economist Intelligence Unit, Ibid. 70 CIA - The World Factbook Libya. lokaliseret d. 06 SEP Mellemøst håndbogen. Hvidt, Martin & Sørensen, Ivar H. Syddansk universitetsforlag, Country Profile Libya. The Economist Intelligence Unit, Ibid. 74 Mellemøst håndbogen. Hvidt, Martin & Sørensen, Ivar H. Syddansk universitetsforlag, Country Profile Libya. The Economist Intelligence Unit, UKLASSIFICERET 12

14 men har de seneste år stabiliseret sig, og forudses nu at ville stige svagt de næste par år 76. Efter nogle år med deflation ligger inflationen på forbrugspriserne for nærværende på 1,1 % og forudses at ville stige svagt til ca. 2 % de næste par år 77. De økonomiske nøgletal fremgår af bilag 4 og 5. Ved udgangen af 2002 udgjorde valutareserverne i Libyen ca. 14,8 mia. US $, hvilket er mere end en fordobling siden I det Libyen har en forholdsvis lille befolkning, er det nødvendigt for landet at betjene sig af gæstearbejdere i stor stil. I dag befinder der sig sandsynligvis mellem 1 og 2,5 mio. gæstearbejdere i landet 79 bl.a. fra Ægypten og Sudan. Paradoksalt nok anslås det, at landet samtidig har en arbejdsløshed på mindst 30 % 80. Libyen er i høj grad nødsaget til at importere knowhow fra udlandet, primært til olieindustrien samt til andre større projekter som fx landets Great Man-made River projekt og de fremtidige jernbaneprojekter Den militære faktor 81. Libyens militær er ikke så stort som det ser ud til på papiret. Evnen til at udgøre en konventionel trussel i regionen vurderes ikke at eksistere på kort sigt. Libyen har en strategisk våbenkapacitet, men det vurderes ikke at landet vil kunne anvende denne kapacitet til at fremføre masseødelæggelsesvåben på kort sigt. Der er stor usikkerhed om, hvorvidt Libyen har eller er i gang med at erhverve sig masseødelæggelsesvåben. Internt i militæret er situationen stabil og det vurderes at Gaddafi har fuld kontrol med militæret. Den militære faktor vurderes at være stabiliserende på den sikkerhedspolitiske situation internt i Libyen. På kort sigt vurderes den også at være stabiliserende eksternt, men vil kunne blive destabiliserende såfremt, der dokumenteres en udvikling og/eller produktion af masseødelæggelsesvåben i landet. Libyens militære doktrin er baseret på nationalt selvforsvar. Gaddafis tidligere strategisk planer om at forene den arabiske verden er på grund af Libyens politiske og økonomiske situation ikke længere realiserbare 82. Der findes ikke præcise oplysninger om landets kommandoforhold. Efter det mislykkede militære kup mod Gaddafi i 1993 indsatte han personer fra sin egen stamme på nøglepositioner i forsvaret 83. Chefen for forsvaret er Abu Bakr Younis Jaber har i en lang årrække været en del af Gaddafis inderkreds. Kontrollen med landets strategiske våben er placeret hos Gaddafi 84. Militærets tidligere utilfredshed med Gaddafi er efter suspenderingen af FN sanktionerne mindsket betydelig, idet dette muliggør indkøb af nyt materiel 85. Kombinationen af sidstnævnte og placeringen af Gaddafi-tro personer på de væsentligste poster i forsvaret peger på, at der er en stabil situation i landets militær og at nye forsøg på militærkup på kort sigt ikke vurderes sandsynlige. Libyen er opdelt i syv militærdistrikter. Militæret råder over ca mand inkl værnepligtige. Styrkerne er fordelt med i hæren, i flyvevåbnet og i flåden. Tjenesten i militæret indledes med en værnepligt med en varighed på op til to år 86. Landets sikkerhedsstyrker inkluderer en folkemilits (People s Militia) på ca aktive reservepersonel, en livgarde (Revolutionary Guards Corps) på ca mand og efterretningstjenesten (Jamahiriya Security Organisation) Country Report Libya. The Economist Intelligence Unit, Ibid. 78 Country Profile Libya. The Economist Intelligence Unit, Mellemøst håndbogen. Hvidt, Martin & Sørensen, Ivar H. Syddansk universitetsforlag, Country Profile Libya. The Economist Intelligence Unit, En detaljeret oversigt over organisation, teknologi, doktrin og uddannelse fremgår af bilag Jane s Sentiel security Assesment. lokaliseret d. 08 SEP Ibid. 84 Country Profile Libya. The Economist Intelligence Unit, Ibid. 86 Jane s Sentiel security Assesment. lokaliseret d. 08 SEP Ibid. UKLASSIFICERET 13

15 Libyen råder over store mængder militært materiel, der hovedsaligt er importeret fra Rusland og tidligere fra Sovjetunionen, samt Nordkorea og Kina. FN sanktionerne og Sovjetunionens sammenbrud samt en stor gæld til Rusland (4 mia. US $) har vanskeliggjort import af reservedele og nyindkøb. Materiellet er således af ældre dato og store dele af materiellet er oplagret 88. Det vurderes, at under halvdelen af materiellet er operativt. Suspenderingen af FN sanktioner muliggør nu, at Libyen kan begynde og betale af på sin gæld til Rusland. Dette har medført, at Libyen har indledt en dialog med Rusland om indkøb af nyt militært materiel 89. Landet råder over en strategisk våbenkapacitet, der indeholder ballistiske missiler af typen SCUD A, B og C samt Tochka. Der er formodninger om, at Libyen i 2015 kan implementere et operativt system, således at missilerne kan medføre masseødelæggelsesvåben og række mål i fx London, Paris og det tyske Ruhr-distrikt. CIA mener, at Libyen er i besiddelse af 100 tons kemiske våben 90. Uddannelsen af de militære styrker er middelmådig og for nedadgående. Der foregår ingen uddannelse på tværs af tjenestegrene og værn 91. Størrelsen af Libyens militær kan synes voldsomt stort i forhold til en befolkning på ca. 5,6 mio. mennesker. Men størrelsen er ikke atypisk for landene i regionen og kan også have rod i de historiske mange konflikter i området. Samtidigt er militæret et indenrigspolitisk magtmiddel, der skal sikre Gaddafis position. Størrelsen kan pege på, at det libyske militær kan udgøre en konventionel trussel i regionen. Omvendt er under halvdelen af materiellet operativt og samtidig af ældre dato. Endvidere er uddannelsesniveauet meget ringe, og der foregår stort set ingen uddannelse på tværs af tjenestegrene og værn. Dette peger på, at Libyen ikke er i stand til at gennemføre offensive operationer og udgøre en konventionel trussel i regionen på kort sigt, idet det vil tage en årrække at modernisere militæret og hæve uddannelsesniveauet. Der er ingen kendt militærindustri i Libyen. Dette gælder både produktion og forskning. USA mener dog, at Gaddafi er i gang med at opføre en underjordisk kemisk våbenfabrik sydøst for Tripoli, herunder at der findes udviklingsprogrammer for masseødelæggelsesvåben. Disse forhold benægtes af Libyen og kan heller ikke dokumenteres 92. Der er således stor usikkerhed om, hvorvidt der foregår udvikling og produktion af masseødelæggelsesvåben, der bl.a. vil kunne fremføres med de rådige strategiske våben. Dette peger på, at Libyen ikke vil have evnen til på kort sigt at anvende sine strategiske våben til at fremføre masseødelæggelsesvåben. På længere sigt er det usikkert og kan dermed ikke udelukkes, at Libyen vil erhverve sig evnen til denne kapacitet Den indenrigspolitiske faktor. Gaddafis værdigrundlag for Libyen som nation er i stærk kontrast til de traditionelle værdier, der præger den vestlige verden. Som følge heraf har det været uundgåeligt for Libyen, under Gaddafis styre, ikke i større eller mindre grad at være i opposition til den vestlige verden, herunder specielt USA. At Libyens politiske system har et demokratisk udseende, men reelt er et militærdiktatur, kan kun skyldes, at Gaddafi ønsker en folkelig legitimering af sit diktatur. Ved opdelingen af landet i mahallat (kommuner) undgår Gaddafi opbygningen af større magtkoncentrationer i landet, og dermed vanskeliggøres eventuelle oprørsforsøg. Henset til den udemokratiske styreform med heraf følgende uro i landet, må Libyen betegnes som værende ustabilt. Gaddafi kan aldrig vide sig sikker, og selv hæren har vist sig uberegnelig. Dette til trods kan det konstateres, at siden 1969 har Gaddafi vist evnen til at bevare sin magtposition som landets ubestridte leder. Det faktum blev yderligere funderet i 1999 af FN s su- 88 Libyen lande i lommeformat. Udenrigspolitisk Selskab, Jane s Sentiel security Assesment. lokaliseret d. 08 SEP Ibid. 91 Ibid. 92 Ibid. UKLASSIFICERET 14

16 spendering af sanktionerne og endelig fastslået ved ophævelsen i år. Gaddafi må således forventes at kunne holde sin magtposition i årene fremover. Siden monarkiets fald i 1969 er Libyen blevet ledet af oberst Muammer Gaddafi. I 1973 publicerede han sin Grønne Bog. Han afviser både kapitalismen og marxismen, og skitserer i stedet en islamisk socialisme, som er stærkt religiøst betonet og har Koranen som vejleder 93. Libyen følger den traditionelle muslimske lovgivning. I 1977 blev der vedtaget en erklæring om overgang til folkemagt. Landet kaldte sig nu det folkelige, arabiske og socialistiske Yamahiriya 94. Ifølge Gaddafi var der tale om et enestående eksperiment, som skulle indlede massernes epoke. Det er medlemmerne af de lokale Folkekomiteer, der udpeger deres repræsentant til Folkekongressen, som er landets øverste politiske organ. Medlemmerne af Folkekongressen udpeger derpå sekretærerne (ministrene) til Folkekongressens Komite, som er landets regering, der har i alt 23 medlemmer 95. I teorien har libyere mulighed for at deltage i den politiske proces, men i praksis er muligheden begrænset. Det politiske system er demokratisk af udseende, men reelt har Folkekongressen ingen magt, og er helt kontrolleret af Gaddafi samt hæren 96. Landet er endvidere siden 1992 blevet inddelt i mahallat (kommuner) med egne budgetter m.v. som hovedsageligt regeres af folk fra Gaddafis egen stamme. Libyen har intet valgsystem, ligesom politiske partier er forbudt. Gaddafis egen stamme (Qadhafiya) har stor politisk magt, hvilket til tider har givet ham et anstrengt forhold til de konkurrerende stammer. Den eksil-libyske opposition til Gaddafi findes dels i Vesten og dels i Libyens nabolande. Den amerikansk-bosatte oppositionsgruppe NFSL 97 foretog et mislykket kupforsøg mod Gaddafi i Intern opposition bekæmpes voldsomt af styret. Der har således op gennem 1990 erne været flere sammenstød mellem libyske styrker og oppositionsgrupper. I 1993 forsøgte højtstående officerer i hæren et kupforsøg, der mislykkedes. Efter et påstået attentatforsøg i 1998, sendte Gaddafi flere tusinde soldater til området omkring Benghazi for at rense ud i blandt oprørsgrupperne 98. De mest aktive oppositionsgrupper er LIFG 99 og LMM Den udenrigspolitiske faktor. Helt op til midten af 1990 erne har Muammar Gaddafi i taler fordømt og aktivt støttet handlinger vendt mod, hvad han betegnede som vestlig kapitalisme og imperialisme. Han støttede terror handlinger vendt mod USA, Storbritannien, Frankrig og Tyskland og så sent som i 1999 sammenlignede Gaddafi USA med nazi-tyskland. Siden 1996 har Europa og USA dog ikke været enige om den politiske håndtering af Libyen. De europæiske lande har været ledende i den proces, der i september 2003 fik hævet FN s-sanktioner. Det betyder at Libyen kan få tilført know-how og materiel til atter at kunne åbne for handlen med landets olie. Det vil så medføre, at den amerikanske olielobby vil lægge et pres på den amerikanske regering for at få hævet de amerikanske sanktioner inden Gaddafi arbejder nu målrettet på at rehabilitere Libyen internationalt 102. Derved vil landet få yderligere økonomiske og materielle fordele med mulighed for at forbedre de sociologiske faktorer som igen vil medvirke til indenrigspolitisk stabilitet. Det vil vestlige lande også støtte 93 Libyen. lokaliseret d. 22 AUG Yamahiriya er et nyt ord, der betyder Massestaten. 95 Mellemøst håndbogen. Hvidt, Martin & Sørensen, Ivar H. Syddansk universitetsforlag, Ibid. 97 Den Nationale Front til Libyens Frelse. 98 Country Profile Libya. The Economist Intelligence Unit, Libyan Islamic Fighting Group. 100 Libyan Martyrs Movement. 101 Country Report Libya. The Economist Intelligence Unit, Ibid. UKLASSIFICERET 15

17 for derved at modvirke dannelsen af terror-celler i landet. Gaddafi forsøger på den internationale scene at spille en aktiv rolle i udviklingen af politikken på det Afrikanske kontinent. Gaddafi mener at de tidligere koloniherrernes grænser skal ophæves og hele kontinentet ledes som De Forenende Afrikanske Stater 103. Aktivt intervenerer Gaddafi nu i løsningen af konflikter på det afrikanske kontinent og virker derfor som freds formidler frem for som konflikt skaber. Kovendingen inden for det udenrigspolitiske område er grundlaget for den positive dialog med omverdenen, der har medført at Libyens sikkerhedspolitiske situation nu går i en positiv retning. I 1970 erne var Libyen ledende i de arabiske oliestaters bestræbelser på at overtage kontrollen med olieindustrien fra de multinationale selskaber. Libyen havde også en markant antiisraelsk politik og modsatte sig alle mæglingsforsøg, kompromiser og fredsprocesser. Gaddafi var en markant talsmand for arabisk nationalisme samt inspirator og sponsor for revolutionære bevægelser og terrorgrupper over hele verden som De Røde Brigader, IRA, Abu Nidal, Carlos (alias Sjakalen) og mange andre. I samme periode blev den anti vestlige interesse understreget af, at Libyen havde meget nære forbindelser til Sovjetunionen, der tilmed forsynede landet med våben. Gaddafis agitation for den panarabiske idé ophørte, da den Afrikanske Enhedsorganisation i 1998 ensidigt ophævede FN s fly boykot af Libyen, mens den Arabiske Liga ligesom resten af verden fastholdt FN-sanktionerne. Det ministerium der havde til opgave at fremme arabisk enhed, blev også lukket. I 1981 åbnede libyske fly ild mod amerikanske fly over Middelhavet ud for Libyens kyst. Libyerne havde forinden fremført krav om, at store dele af Sidrabugten skulle betragtes som Libysk territorialfarvand. Under en demonstration i 1984 i London vendt mod Gaddafis regime dræbes en politibetjent, da libyske ambasadevagter åbner ild. Libyere står i 1986 bag den bombe, der sprænges i et diskotek i Berlin, hvor to amerikanske soldater og en tyrkisk kvinde bliver dræbt og mange såres 104. Støtten til den internationale terrorisme fik i 1986 USA til at indføre en handelsblokade af Libyen 105. Samme år gennemførte amerikanerne et bombardement af mål i Libyen efter libyske angreb på den amerikanske Middelhavsflåde. USA bombede libyske lufthavne, regeringsbygninger og formodede træningslejre for terrorister i Tripoli og Benghazi. Landet blev internationalt isoleret på grund af libyeres meddelagtighed i sabotagerne i henholdsvis 1988 mod et amerikansk passagerfly, hvor 270 blev dræbt over Lockerbie og i 1989 mod et fransk passagerfly over Niger, hvor 170 blev dræbt. Da Libyen til med nægtede at udlevere de mistænkte for terrorhandlingerne til retsforfølgelse indførte FN s sikkerhedsråd i marts 1992 sanktioner mod landet. Det medførte at al flytrafik til og fra landet blev stoppet og eksport af militært udstyr blev forbudt. FN skærpede sanktionerne ved at indefryse libyske konti i udlandet 106. I de seneste år har Gaddafi åbenlyst forsøgt at komme Vesten i møde. En holdning der er blevet positivt modtaget af EU landene, hvor nu Gaddafis fortsatte kompromisløse holdning til Palæstina-spørgsmålet er den alvorligste hindring for et samarbejde. I 1999 betalte Libyen erstatning til slægtningene til betjenten, der blev dræbt i London. Libyen har desuden trukket støtten til mange radikale grupper tilbage for at vise, at landet ikke længere støtter terrorisme. Endelig har Libyen i 2003 indvilget i at betale en erstatning på i alt 2,7 mia. dollars til ofrene fra Lockerbie og 11 mio. dollars til de efterladte efter attentatet i Niger. På den baggrund besluttede FN s sikkerhedsråd den 12. september 2003 at ophæve sanktionerne mod Libyen. 103 Country Report Libya. The Economist Intelligence Unit, Ibid. 105 The Stateman s Yearbook Barry Turner. Pelgrave Publishers, Country Profile Libya. The Economist Intelligence Unit, UKLASSIFICERET 16

18 Det er endnu usikkert om USA vil ophæve sine sanktioner mod Libyen samt om amerikanerne vil slette Libyen af listen over slyngelstater 107. Det der vækker størst bekymring i Vesten er mistanken om, at Libyen producerer biologiske og kemiske masseødelæggelsesvåben 108. Gaddafi har også rettet sin udenrigspolitiske opmærksomhed mod landene syd for Sahara. Gaddafi er formand for Sahara- og Sahelstaternes Fællesskab (COMESSA) og han har været fredsmægler i Congo-Kinshasa og Somalia samt i konflikterne mellem Etiopien og Eritrea og mellem Eritrea og Sudan VURDERING 4.1. Forudsætninger for udviklingsperspektiver. Analysen af Libyens strategiske kapacitet peger i retning af, at det er den sociologiske, den økonomisk-videnskabelige, den militære faktor samt de politiske faktorer, der har størst betydning for udviklingen af Libyen på kort og mellemlang sigt. Analysen har vist, at de strategiske faktorer generelt virker stabiliserende på Libyens sikkerhedspolitiske situation på kort sigt. På længere sigt synes det mere usikkert og afhænger især af, om Libyen anskaffer sig masseødelæggelsesvåben, hvordan Gaddafi håndterer den voldsomme befolkningstilvækst samt dilemmaet mellem et øget samarbejde med den vestlige verden kontra en øget islamisering internt i landet Udviklingsperspektiver. Den telekommunikationsmæssige infrastruktur er meget ringe udviklet og dårligt fungerende i Libyen. Dette medfører, at magthaverne kan styre og kontrollere informationerne og nyhedsstrømmen til befolkningen samt at befolkningen kan have vanskeligt ved at udveksle utilfredshed og fx organisere protester og lign. mod regimet. Samtidigt har Gaddafi indenrigspolitisk valgt en opdeling af landet i kommuner, hvilket bl.a. medfører, at det er vanskeligt at organisere større enheder mod Gaddafi. Sammenhængen her medvirker således til at skabe en sikker position for regimet og virker således stabiliserende. Inden for den sociologiske faktor er der især tre væsentlige problemstillinger: Den voldsomme befolkningstilvækst, gæstearbejderne og det lave uddannelsesniveau, der medfører en afhængighed af ekstern know-how. Problemstillinger der kan medvirke til uro i landet. Dette har en sammenhæng til den økomisk-videnskabelig faktor, hvor der er et potentiale til økonomisk vækst ikke mindst efter ophævelsen af FN sanktionerne og den øgede handel med Vesteuropa. En økonomisk vækst der vil støtte Gaddafis muligheder for at håndtere ovennævnte problemstillinger. Libyens udenrigspolitik påvirkes også af dette, idet Gaddafi således er afhængig af Vesteuropa for at få skabt forudsætningerne for bl.a. investeringer i landet samt vestlig know-how til støtte for en økonomisk vækst. En ændring af udenrigspolitikken, hvor der genoptages en mere konfronterende holdning til den vestlige verden vil således stærkt medvirke til at fjerne fundamentet for økonomisk vækst i landet. Det vurderes, at Libyen ikke råder over den nødvendige militære kapacitet til at støtte opposition mod vesten. De strategiske våben som landet råder over har ikke den nødvendige kvalitet til at udgøre en større trussel mod vesten. Samtidig vil en anvendelse af terrorangreb med for eksempel masseødelæggelsesvåben i høj grad medføre en risiko for en intervention i Libyen, der formentlig ville medføre at Gaddafi ville blive fjernet fra magten. Sammenhængen her synes således umiddelbart at virke stabiliserende for udviklingen i Libyen. På den anden side er der risiko for at en øget handel med den vestlige verden og en øget aktivitet af vestlige firmaer i 107 Country Profile Libya. The Economist Intelligence Unit, Ibid. 109 Ibid. UKLASSIFICERET 17

19 Libyen vil kunne medføre en konfrontation i forhold til den islamiske kultur, der grundfæstet i landet. Et forhold der kan virke destabiliserende. Sammenfattende vurderes det, at Libyens situation på kort sigt vil være stabil, men der kan være to overordnede forskellige scenarier for udviklingen i Libyens sikkerhedspolitiske situation. Det ene peger på en fortsat rehabilitering af landet og kontrolleret demokratiseringsproces. Det andet peger på et internt kaos, der udspringer af de muslimske problemer, dvs. konfrontationen mellem vesten og islam Uddybning af scenario 1. Gaddafi's politiske hovedmål er stadig en fremgang for den Libyske befolkning. Erfaringen har vist ham, at den ikke fremmes med støtte til den arabisk funderede kamp mod amerikanske og europæiske interesser. Efter ophævelsen af FN-sanktionerne vil den Libyske ledelse i de kommende 3-5 år etablere et samarbejde med specielt europæerne med henblik på at få tilført kapital og ekspertise til at udbygge landets produktionsapparat, infrastruktur og udannelsesinstitutioner samt for at kunne forbedre sundhedsvæsnet. Der opnås herved indenrigspolitisk stabilitet i takt med, at befolkningen mærker fremgangen og forbedringerne af de sociologiske værdier. Det vil også imødegå de sociale uligheder, som den ventede befolkningstilvækst ellers ville kunne medføre. Forsvaret vil blive moderniseret til defensive opgaver og der vil ikke blive produceret masseødelæggelsesvåben. Samarbejdet med vesten vil også forbedre regeringens muligheder for at kontrollere og bekæmpe de fundamentalistiske islamiske terrorgrupper. Den indenrigspolitiske stabilitet og den sociale fremgang vil styrke samarbejdet med de afrikanske lande mod dannelsen af en Afrikansk Union. Den inden- og udenrigspolitiske stabilitet samt den sociale fremgang i befolkningen kan anvendes til en demokratisk udvikling i landet med henblik på at forberede afløsningen af den nuværende 62 år gamle leder Gaddafi Uddybning af scenario 2. Gaddafi fortsætter sine bestræbelser på at få opbygget en tilstrækkelig stæk opposition mod vestlige interesser ved at styrke fundamentet for sin magtbase. Ophævelsen af FNsanktionerne giver mulighed for en udbygning og effektivisering af olieindustrien samt en modernisering af militæret og udvikling af masseødelæggelsesvåben. Det vil forøge den udenrigspolitiske spænding og usikkerhed i regionen, hvorved de voksende indenlandske sociologiske problemer ikke kan imødegås. Det vil medføre en tiltagende utilfredshed i befolkningen, der med udgangspunkt i de eksisterende fundamentalistiske islamiske grupper vil danne en slagkraftig opposition mod regimet. Med eller uden støtte fra udlandet vil denne opposition kunne sætte Gaddafi og hans regering fra magten. Forløbet efter systemskiftet er uforudsigeligt i et land uden demokratiske traditioner eller på nuværende tidspunkt kendt opposition Afslutning. Libyens nuværende udenrigspolitik synes at støtte en stabil udvikling af den sikkerhedspolitiske situation. Den er præget af en rehabilitering af Libyen, at Gaddafi har vendt blikket mod Afrika frem for mod den arabiske verden samt at afsætningen af olie kan medføre fornuftsægteskaber med den vestlige verden. Militært har Gaddafi ikke evnen til at støtte en mere konfronterende udenrigspolitik og for nærværende vil en konstateret tilknytning til terrorisme medføre en stor risiko for udenlandsk intervention og afsættelse af Gaddafi. Det er således mindre sandsynligt, at Gaddafi af hensyn til sit eget liv og det libyske folks velfærd vil ændre holdning og genoptage en mere konfronterende udenrigspolitik. Det vurderes derfor, at scenario 1 vil være det mest sandsynlige på kort og mellemlang sigt. UKLASSIFICERET 18

20 Tillæg A Primære kilder: UKLASSIFICERET BIBLIOGRAFI Strategisk områdestudie Libyen CIA The World Factbook Libya. lokaliseret d. 06 SEP Country Profile Libya. The Economist Intelligence Unit, Country Report Libya. The Economist Intelligence Unit, Den Store Danske Encyklopædi. Danmarks Nationalleksikon A/S. Gyldendal, FSMOVEJSAM. Fakultet for Strategi og Militære Operationer. Forsvarsakademiet, JUN Jane s Sentiel Security Assesment. lokaliseret d. 08 SEP Libyen Lande i lommeformat. Udenrigspolitisk Selskab, Mellemøst håndbogen. Hvidt, Martin & Sørensen, Ivar H. Syddansk universitetsforlag, The Statesman s Yearbook Barry Turner. Pelgrave Publishers, Sekundære kilder: Berlingske Tidende. lokaliseret d. 12 SEP Libya. lokaliseret d. 06 SEP Libya. lokaliseret d. 06 SEP Libyen. lokaliseret d. 22 AUG National Identity. Anthony D. Smith. London, Udenrigsministeriet. lokaliseret d. 08 SEP UKLASSIFICERET