Velfærd, solidaritet og fællesskab

Transkript

1 Velfærd, solidaritet og fællesskab Landsbrancheklubben 3F kommunale/regionale specialarbejdere Af Anne Brædder, Arne Hansen og Peter Jonassen

2 Klubbens kontaktoplysninger Landsbrancheklubben for 3F kommunale/regionale specialarbejdere Kongevejen 425 D, 3490 Kvistgård Tlf.: Indhold Forord... 4 Jens Vejmand og andre kommunale arbejdsmænd... 7 Landsbrancheklubben for 3F kommunale/regionale specialarbejdere Til kamp for bedre løn (ca ) Kriseårene (ca ) Borgerlig oprustning arbejdere under pres (ca ) Til kamp for velfærdsamfundet (ca ) Arbejdslivserindringer og hilsener Alsidigt arbejde hos kommunen i erne Gasværksarbejde i erne Fra arbejdsmand til bestyrelsesformand for Landsbrancheklubben år i Helsingør kommune Faglige kampe i Greve de sidste 30 år Lidt om Grenås lokalhistorie og den videre kamp Sammenlægninger i Esbjerg kommune Hvor kommer vi fra og hvor er vi på vej hen? Vokseværk Udviklingen inden for sikkerhed og arbejdsmiljø i den kommunale verden Vej og Park i Favrskov Kommune Efterskrift pjo59@helsingor.dk 3

3 Forord Da landsbrancheklubben fejrede 50 års jubilæum, var der nogen, der spåede, at den ikke ville overleve 10 år merė Det har den gjort! Med dette jubilæumsskrift fejrer vi klubbens 60 år lange rejse, der vidner om en klub, som altid har været i bevægelse og forsøgt at være på forkant med udviklingen. Klubbens historie viser, hvordan Danmark har forandret sig fra eftertidskrigens krav om en velfærdsstat baseret på det kollektive ansvar og en stærk fællesskabsfølelse til det seneste borgerlige, liberalistiske og individualistiske samfund. Vi har været hele turen igennem, og det skulle fortælles. Det er også historien om udviklingen i den kommunale/regionale struktur fra hvor den enkelte kommune havde egne lokale overenskomster og stor grad af selvstyre til en udvikling med mere og mere central styring. De første 30 år var det meget løn og arbejdsforhold, klubben beskæftigede sig med. De sidste 30 år har liberaliseringen af den offentlige sektor fyldt mere og mere i klubbens arbejde, og det har været op ad bakke med at finde forståelse for, at opgaverne er både bedre og billigere, hvis det offentlige selv udfører drift og vedligeholdelse. Historien viser også klubbens betydning for, at specialarbejderens valgte repræsentanter har haft sit samlingssted, hvor der kunne udveksles erfaringer og sammen kunne sættes den dagsorden, der har haft betydning for den kommunale/regionale specialarbejder. Klubben har gennem 60 år værnet om og videreudviklet sin kultur og brancheidentitet i et forbund, der i samme periode har været i stadig fusion og samlet flere og flere brancher. Klubben har som et andet langvarigt ægteskab haft sine kriser, som er blevet overvundet, og som klubben er kommet styrket ud af. Der var en lang periode, hvor man syntes, at der ikke blev taget nok hensyn til de offentligt ansattes interesser. Men med en aktiv indsat fra klubben lykkes det i SiD at få et offentligt sekretariatet med egen bestyrelse og daglig ledelse som en naturlig forløber for den senere offentlige gruppe, der kom med 3Ffusionen. Landsbrancheklubben har i hele denne udvikling været godt repræsenteret i ledelse og bestyrelse. Landsbrancheklubben har med den øgede indflydelse rejst mange forslag, som er blevet gennemført til gavn for specialarbejderen. Det gælder fx overenskomstkrav, uddannelsestiltag samt informationer og pjecer omkring udbud og udliciteringer og særlige faglige politiske initiativer omkring fremtidens udfordringer. Klubben står i dag over for en af de største Det meste arbejde foregik med håndkraft i 1942, da kommunale arbejdsmænd lavede en større byggemodningsopgave i Hvidovre. Kommunen indkøbte dog vejtromlen først i 1930erne. 4 5

4 Jens Vejmand og andre kommunale arbejdsmænd udfordringer i dens levetid, hvor fire år mere med den nuværende regeringspolitik kan blive afgørende for kommunal/regional udførelse af drift og vedligeholdelsesopgaver med eget ansat personale. Klubben står styrket med sine 60 års erfaring i bagagen og en erfaren klubledelse, som er dækkende for alle regioner og landsdele, et godt samarbejde og støtte fra forbundets offentlige gruppe samt velfungerende regionsudvalg med god opbakning fra forbundets afdelinger. Klubbens fremtidige vigtigste kerneopgaver vil som førhen være løn og arbejdsforhold med baggrund i overenskomsterne og arbejdsmiljøet. I jubilæumsskriftets gennemgang af klubbens historie lader vi først klubbens støvede protokoller og tidligere bestyrelsesmedlemmers krøllede kragetæer fortælle om klubbens udvikling fra 1951 til Klubbens arbejde og betydning sættes her ind i en større arbejderhistorisk kontekst for at vise, hvordan klubben sammen med den øvrige politisk aktive fagbevægelse har kæmpet for gode vilkår for arbejderklassen og for et stærkt velfærdssamfund. Bagefter giver vi ordet til hovedpersonerne i historien. I personlige arbejdslivserindringer og hilsner fra tidligere kommunale arbejdsmænd og andre fagligt aktive berettes om udviklingen på de kommunale arbejdspladser, som den blev oplevet af medlemmerne på gulvet. Klubbens 60 år lange historie fortælles dermed på flere niveauer dels den interne historie om klubbens udvikling, dels den store fortælling om fagbevægelsens og arbejderklassens visioner og kampe for et bedre samfund og dels den personlige oplevelse af den rivende udvikling de seneste 60 år. På den måde håber vi at komme godt omkring i krogene i Landsbrancheklubbens historie, for med et 60 års jubilæum fortjener klubben at få belyst dens betydning og blive fejret. God læselyst og tillykke! Arne Hansen, pensioneret kommunal specialarbejder og bestyrelsesformand for Landsbrancheklubben Peter Jonassen, repræsentantskabsformand i Landsbrancheklubben Anne Brædder, cand.mag. i historie Jeppe Aakjærs Jens Vejmand er nok den mest berømte kommunale arbejdsmand i danmarkshistorien. Men der har været tusindvis som ham: Kommunale arbejdere der har udført et stykke arbejde til gavn for samfundet og til glæde for dem selv og deres medborgere. I det førindustrielle samfund var kommunalarbejdsmanden fx beskæftiget som rakker eller natmand, og arbejdet bestod bl.a. i at tømme latrintønderne og køre indholdet bort og i at holde gaderne rene. Der fandtes ikke kloaksystem i byerne, og gader og stræder flød med affald og ådsler, så der var nok at gøre. Med urbaniseringen og industrialiseringen i sidste halvdel af 1800tallet blev der brug for mange flere kommunale arbejdsmænd, fordi byerne blev betydeligt udvidet med den store folkevandring fra land til by. Det medførte i sagens natur en stigning i omfanget af kommunale arbejdsopgaver. Det drejede sig især om at forbedre vandforsyning, kloakering og renovation for at undgå sygdomsepidemier. Infrastrukturen fik også større betydning vejnet blev konstant op gennem 1900tallet udvidet og skulle vedligeholdes. I landkommunerne var vejene jord- og slaggeveje, der især om vinteren krævede stor vedligeholdelse, fordi de mudrede til. I byområder var gaderne brostensbelagte, og en stor del af vedligeholdelsesarbejdet gik ud på at efterstampe brostenene, så vejene var nogenlunde jævne og tålelige for de hestetrukne køretøjer. Der skulle også modtages sten, som senere skulle hugges til og anvendes til vejbelægning. Om vinteren skulle gaderne ryddes for sne, og om sommeren skulle de fejes og vandes, så det ikke støvede for meget. Den sparsomme gadebelysning skulle vedligeholdes, og gangstier gruses. Kanaler, grøfter, søer og vandløb skulle renses og opmudres, og dæmninger, bolværk, hegn og broer skulle vedligeholdes. Nogle kommunale arbejdere var også beskæftiget i havnevæsnet, på kirkegårde, på gasog senere elværker og med at forskønne byerne. Store anlægsarbejder beskæftigede mange ufaglærte arbejdere i kommunalt regi. Arbejdsmænd har gravet mange kubikmeter jord, og langt op i 1950erne foregik det udelukkende med skovl og trillebør. Jordsjak havde sin egen struktur. Der var altid en fortriller og en bagtriller de to dygtigste i sjakket. Fortrilleren skulle sørge for, at trillebøren hurtigt blev fyldt, for når han gik, skulle de øvrige også være klar med deres fyldte trillebør. Bagtrilleren skulle sørge for, at man ikke faldt i snak ved aflæsningen. En god fortriller og bagtriller var nødvendige for, at et jordsjak kunne tjene penge på akkord. Mekaniseringen af fx vejarbej- 6 7

5 Landsbrancheklubben for 3F kommunale/regionale specialarbejdere Arbejdsmænd stillet op foran det kommunale cementstøberi i Bredgade i Grenå, ca Her blev der støbt fortovsfliser, m.m. det begyndte så småt først i 1930erne. Nogle kommuner anskaffede sig en vejtromle eller måske en traktor med tilhørende fejemaskine og vandvogn. Op gennem 1900tallet blev flere og flere altså beskæftiget som kommunale arbejdsmænd, men deres ansættelsesforhold var vidt forskellige. Nogle steder var der fx ansat én vejmand, som ansatte og afskedigede mandskabet efter behov i forhold til arbejdsopgavernes omfang. Efterhånden blev der dog mere faste kommunale arbejdsstyrker rundt omkring i kommunerne. Men forholdene i de over 1000 kommuner kunne være vidt forskellige, for hver enkelt fagforening måtte selv indgå aftaler med de enkelte kommuner. Det ukoordinerede overenskomstområde var bl.a. et af motiverne bag oprettelsen af Kommunale Arbejdsmænds Landssammenslutning i Samfundet har ændret sig markant de sidste 60 år, og Landsbrancheklubbens historie afspejler denne udvikling. Klubbens historie handler nemlig ikke kun om klubbens udvikling fra 1951 til Klubbens historie er en del af danmarkshistorien særligt den politiske danmarkshistorie, som i dette tilfælde handler om fagbevægelsens, arbejdernes og velfærdssamfundets historie. Landsklubben blev stiftet i en tid, hvor Danmark og resten af verden sundede sig oven på anden verdenskrig. Særligt de europæiske økonomiske og produktionsmæssige forhold var meget anstrengte, og det betød bl.a., at der var høj arbejdsløshed, reallønnen faldt, og at der var blokeret for at igangsætte store velfærdsreformer, selvom de lå på tegnebrættet. Landsklubben stiftes I Landsklubbens protokoller gives der ikke noget klart svar på, hvorfor landsklubben blev stiftet i 1951, eller hvad den direkte anledning var. Grundlæggende var der dog et ønske om at samle kommunale arbejdsmænd for at stå stærkere i samlet flok. Konkret set spillede flere ting formentlig ind. Fx at der ikke var nogen koordinering eller samarbejde på tværs af de mange små kommuner, og at arbejdsforholdene for kommunale arbejdsmænd derfor var vidt forskellige landet over. Desuden var arbejdsløsheden blandt arbejdsmændene høj, ca % var uden arbejde. Det samlede arbejdsløshedstal i Danmark lå på ca. 10 %. Desuden var der medlemsflugt fra Dansk Arbejdsmandsforbund (DAF nu Fagligt Fælles Forbund, 3F) blandt de kommunale arbejdsmænd. Gasværksarbejderne meldte sig i 1949/50 ud for at gå ind i en nyoprettet gul fagforening, og pga. en uklar grænseaftale med Dansk Kommunal Arbejderforbund (DKA nu Forbundet af Offentligt Ansatte, FOA), der gav mulighed for at flytte fagforening, hvis man blev mere fast tilknyttet kommunen, rykkede mange fra DAF til DKA. Stiftelsen af Landsklubben skal derfor formentlig også ses som et forsøg på at holde de kommunale arbejdsmænd samlet i DAF. Landsklubbens stiftende generalforsamling blev afholdt d. 15. september 1951 i Belysningsarbejdernes Fagforening København. Poul Foss, afdelingsformand for belysningsarbejderne, var den store initiativtager til mødet og havde brugt meget tid på at få mødet i stand. Han indledte mødet med at begrunde ønsket om at oprette en 8 9

6 Landsklubbens første mødereferat fra den stiftende generalforsamling 15. september Landsklubben har skiftet navn flere gange. Fra starten hed klubben Kommunale Arbejdsmænds Landssammenslutning, og da forbundet i 1974 skiftede navn til Specialarbejderforbundet i Danmark (SiD), ændrede klubben navn til Kommunale Specialarbejderes Landssammenslutning. I 1995 ændredes det til Kommunale Specialarbejderes Landsbrancheklub. I daglig tale og i klubbens protokoller er landsklub og landssammenslutning blevet brugt i flæng gennem tiden. landssammenslutning med, at der kunne laves et snævert samarbejde afdelingerne imellem op til overenskomstforhandlingerne, og at sammenslutningen kunne dæmme op for flere udmeldelser af DAF i stil med gasværksarbejdernes. Poul Foss forslog desuden, at Landsklubben skulle ledes af et forretningsudvalg på tre personer, som skulle udarbejde vedtægter og derefter indkalde alle de afdelinger, der havde kommunalt ansatte til et orienterende møde. Han understregede, at dette skulle ske i samarbejde med DAF. Herefter overgav han spørgsmålet om en landssammenslutning til debat. Her er nogle af debatindlæggene, som de er refereret i Landsklubbens protokol fra den stiftende generalforsamling: Peter Ravn, Kolding A.: En af de opgaver landsklubben burde tage op, var kontingentforholdet til arbejdsløshedskassen. Han anbefalede oprettelsen af en landsklub. Formand, Odense G.: Kunne man opnå bedre forhold at arbejde under ved en sådan landssammenslutning, var den berettiget. Marius Aakjær Sørensen, Århus: Kunne man samle samtlige afdelinger landet over, kunne han ikke se andet, end at man her igennem kunne støtte Forbundet. Han understregede, at det var ud fra særlige forhold til hovedforbundet, at man så en ny landsklub starte. Blandt de fremmødte var der var kun positive tilkendegivelser om Poul Foss forslag om en sammenslutning inden for det kommunale område. Forslaget blev enstemmigt vedtaget, og deltagerne råbte et trefoldigt hurra for den nye landssammenslutning. Herefter skulle den nyudklækkede landsklub sammensætte sin ledelse. Poul Foss forslog, at Marius Åkjær Sørensen blev formand, og Marius Åkjær Sørensen foreslog Poul Foss som næstformand. Jens Erik, Frederiksberg kommunale, blev forslået som sekretær. Alle blev enstemmigt valgt. Det nyudnævnte forretningsudvalg påbegyndte et stort arbejde sammen med DAF, hvor der blev udarbejdet forslag til Landsklubbens vedtægter, kontingent og formål. Om formålet stod der, at det handlede om at samle alle kommunale arbejdsmænd i amter og kommuner til fælles kamp og samarbejde for bedre løn og arbejdsvilkår. Skrivelserne blev udsendt til 45 afdelinger af DAF sammen med en invitation til at deltage i sammenslutningens første repræsentantskabsmøde i Folkets hus i Århus d. 29. november Repræsentanter fra 23 afdelinger mødte op til det indbudte repræsentantskabsmøde. For

7 Til kamp for bedre løn (ca ) mand Marius Åkjær Sørensen gav en mundtlig redegørelse for sammenslutningens formål og sluttede med at anmode deltagerne om at melde sig ind. Herefter blev ordet givet frit. Her er et lille udsnit fra mødets referat: Gentofte: Man havde indtil videre stillet sig på den linje at afvente formålet med sammenslutningen, men da det her på mødet tydeligt fremgår, at samarbejde og solidaritet står i forgrunden, vil man gå hjem og anbefale indmeldelse. Formanden Marius Åkjær Sørensen: Dette møde har langt oversteget forventningerne for forretningsudvalget og takkede for den måde forretningsudvalgets arbejde var modtaget på. Kontingent blev aftalt til at være 0,75 kr. pr. medlem pr. år. På forretningsudvalgsmødet nogle måneder efter meddelte Poul Foss, at af de 23 afdelinger, som var fremmødt på det første repræsentantskabsmøde, havde 14 indmeldt sig i sammenslutningen, der nu havde et medlemstal på medlemmer. De økonomiske anstrengende efterkrigsår blev i 1958 afløst af et økonomisk opsving, der varede i år og var med til at bringe arbejdsløsheden i bund og forbedre arbejdernes arbejdsforhold ikke mindst lønnen. Opsvinget blev grundlaget for opbygningen af den danske velfærdsstat i erne, hvor Socialdemokratiet i størstedelen af tiden havde regeringsmagten nogle år sammen med Hvidovre kommunes første sneslynge er i gang i Fredericia: Takkede Poul Foss og belysningsarbejderne, fordi de havde påtaget sig arbejdet og det økonomiske med det første møde på en sådan måde, at det fortjente alt mulig anerkendelse. Kunne på sin afdelings vegne give tilmeldelse, som man så hen til med store forventninger. Forretningsfører Peter Andersen: Oplyste om sine opgaver i forretningsudvalget, som var af rådgivende karakter, men også garanti for, at der ikke kommer til at foregå begivenheder, som kunne svække Forbundet

8 Erik Hurup, kaldet Vimmer, er i gang med at lave fodgængerovergang, på Brostykkevej i Hvidovre i Radikale Venstre og andre med Socialistisk Folkeparti. Frem til midten af 1970erne blev der vedtaget velfærdsreformer inden for bl.a. social- og sundheds-, uddannelses-, miljø-, arbejdsmarkeds- og pensionsområdet. Reformerne skulle via skatten omfordele samfundets goder, så arbejdere og funktionærer kunne leve en ordentlig og tryg tilværelse. 1960ernes fulde beskæftigelse og høje vækst gav fagbevægelsen styrke til at få indfriet mange af de krav, som arbejderne havde rejst i efterkrigstiden. Ud over generelle forbedringer af lønnen, arbejdede fagbevægelsen for en solidarisk lønpolitik, hvor lønforskelle mellem forskellige arbejdsgrupper skulle udlignes, bedre sygelønsordning, mere ferie og kortere arbejdstid, demokratisering af arbejdspladser, økonomisk demokrati, m.m. Lønfremgang Det arbejde man først kastede sig over i landssammenslutningen var at forsøge at forbedre lønnen for kommunale arbejdere. Da klubben holdt landsmøde i 1953 i Folkets hus på Jagtvej i København fremsattes følgende udtalelse over for DAF s forestående kongres: De kommunale arbejdsmænd i Danmark aflønnes hovedsagelig med almindelig timeløn, idet kun en meget lille del har anledning til at supplere deres indtægter med arbejde på akkord. Afgørelsen af overenskomstforhandlingernes generelle spørgsmål, herunder timelønnen, træffes med de nuværende forhandlings- og afstemningsformer af alle Forbundets medlemmer, hvoraf størstedelen i bygningsgruppen, hvortil vi hører, næsten altid arbejder på akkord. Da arbejds- og indtjeningsmulighederne således er vidt forskellige, anmoder vi den kommende hovedbestyrelse om ved overenskomstforhandlingerne at søge nye forhandlings- og afstemningsformer, således at det virkeligt kan lykkes at hæve de lavtlønnede, de der altid arbejder på almindelig timeløn. Som støtte for en forhøjelse af timelønnen kan anføres den udvikling, vor branche i de senere år har gennemgået. Rationalisering og indførelse af mekaniske hjælpemidler har bevirket, at det nu er maskinerne, der bestemmer farten, tempoet er forøget i høj grad. Vor eneste mulighed for at få erstatning for denne forøgede arbejdsbyrde er en forhøjelse af vore timelønninger, og med den øgede produktion pr. arbejder må dette vel siges at være et ret rimeligt krav. Rationalisering og mekanisering af arbejdsprocesserne prægede generelt set arbejdspladserne i 1950erne. Mange steder blev timeløn erstattet med akkordløn, som gav betydeligt mere i løn

9 ningsposen, men arbejdet blev også mere specialiseret og ensformigt, og tempoet blev skruet betydeligt op. I 1950erne var der mange strejker pga. tidsstudier og rationaliseringer. På trods af strejkerne var fagbevægelsen stadig positiv over for mekanisering og rationalisering, fordi det kunne fjerne noget af det hårde slid ved arbejdet og give en højere løn. Der kunne altså være stor forskel på lønnens størrelse afhængigt af, om man var akkord- eller timelønnet, og derfor ønskede klubben, at dem, der var timelønnede, fik en højere løn, så lønforskellene mellem de akkord- og timelønnede kunne udlignes. I 1959 skete der gode lønmæssige fremskridt for mange af landssammenslutningens medlemmer. På landsmødet kunne formanden Marius Åkjær Sørensen oplyse, at der havde været ført forhandlinger med Købstadsforeningen om kvota-aflønnede medlemmer i samarbejde med DKA og Gartnernes Forbund. Trods den vedtagne lønningslov var det lykkes at ændre hele lønsystemet, så der blev opnået en lønfremgang på indtil 878,04 kr. pr. år på sidste løntrin for ikke udlærte, og slutlønnen blev på ,00 kr. pr. år. For de tillærte var der opnået en lønfremgang på 957,00 kr. pr. år, og slutlønnen blev på ,00 kr. pr. år. På årsmødet takkede formanden DAF for den gode støtte, der var ydet ved forhandlingerne. To år efter i 1961 kunne der på landsmødet igen berettes om gode lønmæssige resultater. Godt nok havde forhandlingerne med Købstadsforeningen været lange og træge, men de havde givet et fantastisk resultat. Bedre end jeg i første omgang havde forventet, udtalte Marius Åkjær Sørensen, og han fortsatte: Vi havde krævet kvotaløn, det har vi opnået. Vi har arbejdet på at ensarte lønningerne. Det her er et skridt på vejen, det er kun lykkedes, fordi vi har haft hjælp fra vort forbund. Overenskomsten fra 1961 blev kaldt Den store Lønfest og fik et dramatisk forløb, der endte i en storstrejke og et politisk indgreb. Inden for LO-området gav forhandlingerne lønforhøjelser på 8-10 %, herunder ekstra til de lavtlønnede, forbedring af tillidsmandsreglerne og af individuelle opsigelsesvarsler. Ikke kun Landsklubbens formand var begejstret for overenskomstens resultater. Her er et uddrag af referatet fra landsmødet i 1961: Peter Larsen, Skive: Vi har i mange år ligget nede i bunden. Vi er glade for det resultat, der er opnået, og takker de kammerater, som ved at stå stille hjælper os opad. Peter Kjær, Skagen: Takkede for det store arbejde klubben havde gjort under forhandlingerne, og for den indsats de gjorde for kommunale arbejdsmænd. Vi kan diskutere resultaterne, men stillingen er bedre, end den var for et år siden. Vi har fået en landsoverenskomst, og det er vi glade for. Kai Ibsen, Kolding: Takkede udvalget for veludført arbejde, men lidt malurt må jeg komme i bægeret. Jeg kan ikke se, hvorfor vi skal stå stille, indtil de andre når op. Dette er tilbagegang. Gruppeformand Rich Eriksen: Der er mange, som har fået fordele, der er skabt noget at arbejde videre på. Lønklasser, løntrin og anciennitet kunne vi ikke løse i denne omgang, men vil blive løst ved de kommende forhandlinger. Som det også ses i uddraget gav forhandlingerne også det resultat, at der blev oprettet en landsoverenskomst med de fleste kommuner på nær 14 som stadig ønskede at bevare deres suverænitet. Med indgåelsen af landsoverenskomsten var et stort ønske opfyldt. En fælles landsoverenskomst havde jo 10 år tidligere været et af formålene med at stifte landsklubben. Der var nu forbedret basis for fælles solidariske aktiviteter for at forbedre løn og arbejdsvilkår for alle. At det især var sidst i 1950erne og først i 1960erne, der blev opnået gode resultater på lønområdet, hang sammen med det økonomiske opsving Danmark i 1958 gik ind i, som varede indtil oliekrisen i Opsvinget betød også meget lav arbejdsløshed. I 1960erne lå arbejdsløsheden på 2-4 %. Især for de ufaglærte gav det mere stabilitet, fordi de i 1950erne havde været hårdest ramt af arbejdsløsheden. Også ved overenskomsterne i 1965, 1967 og 1969 blev der forhandlet gode lønforhøjelser igennem. For kommunale arbejdsmænd blev skalatrinssystemet med lønrammer og stedtillæg indført i 1960erne. Desuden blev arbejdstiden generelt for arbejdsmarkedet nedsat fra 45 timer til 41,5 timer. De gode tider med fuld beskæftigelse, stor efterspørgsel, stigende produktion og produktivitet smittede af på arbejderklassen. Arbejdsvilkårene for klubbens medlemmer blev ikke kun bedre på løn- og arbejdstidsområderne i erne. Landsklubben arbejdede også for, at kommunale arbejdere fik mere indflydelse på deres arbejdsforhold, og at tillidsrepræsentanterne blev bedre rustet til deres arbejde. I 1960 blev det fx diskuteret om sikkerhedsorganisationen var bedst placeret i Samarbejdsudvalgene (SU) eller i Sikkerhedsudvalgene (SIU). Ansvaret for velfærdsforanstaltningerne var placeret i Samarbejdsudvalgene, mens sikkerhed og beskyttelse var placeret i Sikkerhedsudvalgene. Op gennem årene mundede diskussionen ud i en sammenlægning af de to udvalg det vi i dag kalder Medbestemmelse- og medindflydelsesudvalg (MED). I 1966 blev det første tillidsmandskursus for kommunale arbejdsmænd afholdt på Roskilde Højskole. På kurset var der emner som fx overenskomstfortolkning, forhandlingsteknik, tillidsmandsarbejde, samarbejdsudvalgsregler, fagforening og klubarbejde. 60 var tilmeldt, så det tyder 16 17

10 på, at tillidsrepræsentanterne følte behov for uddannelse inden for tillidsmandshvervet. Bedre vilkår for arbejderklassen Landsklubben var ikke kun engageret i at forbedre forhold, der konkret kom deres medlemmer til gode som fx løn, medindflydelse, tillidsmandskurser, etc. Klubben udviste et bredere politisk engagement i arbejderklassen og støttede fagbevægelsen generelt set og arbejderpartierne. Da klubben holdt landsmøde i Århus i 1954, kom den med følgende udtalelse: Vi tilsiger vort hovedforbund, De Samvirkende Fagforbund og det danske Socialdemokrati vor fulde støtte i deres bestræbelser på at forbedre og konsolidere stillingen for den danske arbejderstand og dermed den ligestillede del af den danske befolkning. Vi er fuldt ud klar over den vanskelige stilling, som den nuværende socialdemokratiske mindretalsregering er ude i, med hensyn til den øjeblikkelige valutastilling, hvor alle kræfter, som ikke fuldt ud er under samfundets kontrol, spiller højt spil. Vi opfordrer den socialdemokratiske regering til forsat at stå fast på kravet om fuld beskæftigelse og et omfattende boligbyggeri, gående ud fra, at landets vanskeligheder ikke kan løses gennem arbejdsløshed og boligmangel. De byrder, der må pålægges landets borgere, må fortrinsvis lægges på de skuldre, der økonomisk bedst kan bære dem. Dansk arbejder- og sociallovgivning bør forsat ligge i spidsen i international henseende, og hertil tilsiger vi vor fulde støtte. Danske kommunalarbejdere under Dansk Arbejdsmands Forbund kender deres plads i rækkerne og skal forsat på linje med de øvrige danske organiserede arbejdere stå vagt om disse goder. I efterkrigstiden var fagbevægelsens strategi sammen med Socialdemokratiet at gennemføre en langsigtet reformpolitik til forbedring af arbejderklassens leve- og arbejdsvilkår. Det indebar, at fagbevægelsen måtte slække på kravene til overenskomstforhandlingerne, når samfundsøkonomien strammede til. Til gengæld skulle Socialdemokratiet levere den politiske vare i form af sociale og arbejdsmarkedspolitiske reformer, som fagbevægelsen ikke selv kunne gennemføre. Før krigen havde folketinget kun i mindre omfang taget initiativ til lovgivning på arbejdsmarkedet, som fx ferieloven og arbejderbeskyttelsesloven. Efter krigen blev der i meget højere grad tale om en integreret reformudvikling, der forbedrede arbejderklassens levevilkår enten gennemført via overenskomsterne eller gennem lovgivningen. Landsklubbens første formand Marius Åkjær Sørensen var formand fra sammenslutningens stiftelse i 1951 til Som det allerede fremgår opnåede klubben mange resultater i hans formandsperiode, og der var et højt aktivitetsniveau. I 1955 blev forretningsudvalget også udvidet med en redaktør, fordi det blev besluttet at udgive et blad til klubbens medlemmer seks gange årligt. Bladet blev finansieret af annoncer i bladet. Men i beretningen fra årsmødet i 1969 får man fornemmelsen af, at alting ikke var fryd og gammen i klubben. Der står bl.a.: Formanden gav en meget uklar og tåget fremstilling af den manglende udgivelse af bladet [det var ikke udkommet hele året]. Man fik en meget usammenhængende redegørelse for sammenlægningsplanerne i storkommunerne samt Sognerådsforeningens rolle i de forhandlinger, der foregår i Købstadsforeningen. Efter formandens redegørelse gav forretningsfører Ove Kristensen oplysning om de forhandlinger, der havde været ført om den nye tjenestemandsreform; det var her, de skævheder med stedtillæggene kom ind, der var opstået i forhold til København og det øvrige land. Da dirigenten ville sætte formandens beretning under afstemning, blev der fra salen foreslået, at man skulle stemme for henholdsvis formandens og Ove Kristensens beretning hver for sig. Forslaget om de særskilte afstemninger fik dog ikke den nødvendige opbakning. Mødet endte med, at 15 stemte for, og 9 stemte imod beretningen fra formanden og Ove Kristensen, men nogle måneder efter landsmødet fik sagen den konsekvens, at Marius Åkjær Sørensen fratrådte formandsposten i utide. Ifølge mødereferatet ønskede han ikke at diskutere eller undskylde sin optræden på landsmødet og nedlagde på stedet sin formandspost og forlod mødet. Forretningsudvalget konstituerede Holger Larsen, Aalborg, som formand og Poul Foss, København, som næstformand frem til årsmødet i Desuden vedtog man at søge kontakt til bladudgiveren for at få gang i bladet igen, der var gået i stå af økonomiske årsager pga. de manglende annonceindtægter til bladudgiveren

11 Kriseårene (ca ) Den høje vækst og de gode konjunkturer fortsatte først i 1970erne, men fik en brat afslutning sidst i 1973, bl.a. fordi konflikten i Mellemøsten fik oliestaterne til at hæve prisen på olie. Det kastede de vesteuropæiske industrilande ud i en stor økonomisk krise. I Danmark kom der høj inflation, prisstigninger, stor udlandsgæld og arbejdsløshed. Det betød store udgifter til arbejdsløshedsunderstøttelse, men pga. et ringere skattegrundlag og de øvrige velfærdsforpligtigelser var der færre midler i statskassen at gøre godt med. De skiftende Venstre-/Socialdemokratiske regeringer forsøgte at løse problemerne ved at lave besparelser og optage lån i udlandet. Rentebyrden ville snart udvikle sig til at være en for stor belastning af den danske økonomi, og med dette hovedtema vandt de borgerlige magten i Regeringerne måtte ikke bare tumle med svære økonomiske problemer. Med jordskredsvalget i 1973 så det politiske spektrum helt anderledes ud, og de politiske forhandlinger og løsninger blev vanskeliggjort, og den økonomiske situation gjorde det vanskeligt at gennemføre flere store reformer. Tværtimod indgik den socialdemokratiske regering adskillelige økonomiske kriseforlig og greb ind i overenskomsterne. Kommunalreform og EF-afstemning Med velfærdsstaten voksede det offentlige apparat. Kommunerne stod for betydelige dele af de offentlige opgaver, men især de mindre landkommuner havde efterhånden problemer med at løse de mange nye opgaver. Det er i det lys kommunalreformen under VKR-regeringen i 1970 skal ses. Her blev 22 amter og 1064 kommuner sammenlagt til henholdsvis 14 og 277. Med sammenlægningerne forestillede man sig både at kunne effektivisere og forbedre de lokale forvaltninger. Kommunernes Landsforening (KL) blev stiftet i kølvandet på kommunalreformen. Kommunalreformen fik naturligvis betydning for de kommunale specialarbejdere. I begyndelsen var der problemer med at få overenskomsterne på plads efter sammenlægningerne. Det skyldtes ikke mindst, at der var forskel på, hvornår tjenestemændenes aftale udløb, og hvornår de overenskomstansattes overenskomst udløb. På årsmødet i 1970 beklagede landsklubbens formand Holger Larsen de langsommelige forhandlinger over for medlemmerne. Han forklarede, at der var mange andre organisationer med ved forhandlingerne, og han bad medlemmerne acceptere nogle forhindringer på vejen, når Sognerådsforeningens, Købstadsforeningens og Kommunalforeningens overenskomster skulle skrives sammen til én. I starten af 1970erne var det for ikke kun kommunalpolitiske ændringer, der optog klubben. Også storpolitiske emner som Danmarks eventuel- Strandmarksvej i Hvidovre istandsættes,

12 Vejarbejde i midten af 1970erne. le indmeldelse i EF blev diskuteret blandt medlemmerne. På landsmødet i 1971 blev følgende udtalelse til DASF s (DAF skiftede i 1959 navn Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejder Forbund) forestående kongres vedtaget: Vort land befinder sig i en økonomisk krise, og det ser ud til, at sådanne kriser med jævne mellemrum vender tilbage. Vi mener, at disse kriser vil blive stærkere og hyppigere ved landets indmeldelse i EEC, og vi mener, at arbejderklassens vilkår vil blive forringet, ikke mindst ved at fødevarerne vil stige med mindst 15 pct. Også af den grund vil det være en skæbnesvanger ting at foretage en indmeldelse, og vi må kræve, at D.A.S.F. gør sin indflydelse gældende for at forhindre en sådan. Op til folkeafstemningen om Danmarks tilslutning til EF i 1972 anbefalede Landsklubbens forretningsudvalg DASF at arbejde for et nej til EF, hvilket forbundet også gjorde. Afstemningen gav dog et klart flertal for Danmarks medlemskab. 63,4 % af danskerne stemte ja, mens 36,6 % af vælgerne hellere havde set Danmark udenfor. Modstanderne tilhørte først og fremmest venstrefløjen og begrundede ofte deres modstand med, at det ville blive vanskeligt at opretholde den danske velfærdsstat, at fagbevægelsen ville blive svækket, og at de politiske beslutninger ville blive flyttet fra folketinget til Bruxelles. Landsorganisationen Danmarks (LO s) kongres, Socialdemokratiets kongres og ledelse og ikke mindst statsminister Jens Otto Krag var for Danmarks tilslutning til EF og argumenterede for, at medlemskabet var en sikring af den danske økonomi og dermed en sikring af den danske velfærdsstat. Dagen efter folkeafstemningen chokerede Krag de fleste ved at gå af som statsminister og overgive posten til DASF s formand Anker Jørgensen, som tilhørte venstrefløjen i Socialdemokratiet og gav partiet en arbejderprofil. Uro på arbejdsmarkedet Anker Jørgensens regeringstid ( og ) var ikke en nem periode at være statsminister i, for sidst i 1973 blev de gode tider afløst af krisetider bl.a. pga. de stærkt stigende verdensmarkedspriser på olie, som påvirkede den internationale handel og økonomi drastisk. Den danske økonomi var plaget af betalingsbalanceproblemer, for høj inflation og for få investeringer. Mange mistede deres arbejde under krisen. Fra 1973 til 1975 steg arbejdsløsheden i Danmark fra 2,4 % til 11,1 %. Efter mange år med mangel på arbejdskraft var krisen et chok. Landsklubben kom adskillelige gange op gennem 1970erne med resolutioner om, hvordan de økonomiske problemer skulle løses, og hvordan arbejdsløsheden blev nedbragt. På landsmødet i 1974 vedtog klubben på vegne af medlemmer følgende udtalelse: Den stadig voksende arbejdsløshed, der snart truer med katastrofe og gør vore hjem mere og mere utrygge, kan efter vor mening ikke længere tolereres i det moderne samfund. Stående over for de beklagelige kendsgerninger må vi kræve: At der føres en politik, der tager hensyn til de svage i samfundet og sætter en stopper for den vanvittige spekulation, der til stadighed øger inflationen i landet og udhuler vore lønninger. At prisstigninger, lejeforhøjelser og offentlige afgifter bremses, så vore lønninger beholder deres værdi. At regering og folketing på ingen måder griber ind i de lønforhandlinger, der skal føres, og heller ikke bruger truslen om arbejds

13 løshed som et våben i den politiske kamp. Resolutioner i samme dur kom som perler på en snor fra Landsklubben, mens krisen stod på op gennem 1970erne og først i 1980erne. Fra landsmødet i 1975 lød det sådan: Til regering og Folketing ønsker Kommunale Arbejdsmænds Landssammenslutning forsamlet til landsmøde i Randers oktober 1975 at udtale følgende: Det er med bekymring, vi ser, at arbejdsløsheden stadig stiger, og at vi nærmer os tredivernes tilstand. Vi har ingen tiltro til, at Det sorte forlig i september vil hjælpe på denne ledighed. De stigende arbejdsløshedstal giver os desværre ret i denne antagelse. Der må ved lovgivning gives tilskud til nødvendige anlægs- og bygningsarbejder, da Septemberforliget slet ikke kan løse denne opgave. Vi må henstille, at man ikke gentager statsindgrebet i vore lønninger, men overlader hele dette kompleks til frie forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter. Det samme må være gældende for blokader og andre aktioner på arbejdspladser. Såfremt man fra lovgivningsmagtens side prøver at forringe de muligheder, vi har ifølge vore aftaler og den gældende arbejdsret, må vi forudse, at den herskende fred på arbejdspladserne afløses af det rene anarki. I 1970erne kom kampen for bedre arbejdsmiljø på dagsordenen, men det var endnu ikke vedtaget at stille ordentligt arbejdstøj til rådighed. Det sorte forlig, som Landsklubben i udtalelsen fra 1975 henviste til, var et forlig om afgiftsforhøjelse, Venstre gennemførte i 1974, der udhulede overenskomsten fra året før. Arbejderne tog de offentlige besparelser som et frontalt angreb på dem og deres organisationer, og i maj 1974 førte Det sorte forlig til en kæmpe strejke, hvor op mod arbejdere protesterede mod Hartling-regeringens asociale og arbejderfjendtlige politik. I 1979 vedtog Landsklubben igen en udtalelse rettet mod politikerne: Kommunale Arbejdsmænds Landssammenslutning samlet til landskonference i Odense november tilsiger i lighed med den øvrige fagbevægelse sin medvirken til foranstaltninger, der kan imødegå den økonomiske krise. Men vi gør det klart, at dette kun kan ske, såfremt vores betingelser overholdes. Vi afviser løsninger, hvis resultater endnu en gang udelukkende er rettet mod lønmodtagerne. Det er også landskonferencens opfattelse, at den kommende lovgivning nu for alvor må sætte ind mod den store arbejdsløshed, blandt andet ønsker vi gennemført en såkaldt ungdomsgaranti for arbejde eller uddannelse. En omfattende byfornyelse må sættes i gang som led i en ny beskæftigelsesplan, og vi kræver statslig overtagelse af hele olie- og gasforsyningen og indvinding af disse forekomster i Nordsøen. Som resolutionerne giver indtryk af var arbejdsmarkedet i 1970erne præget af uro og direkte eller indirekte politiske indgreb. Konfliktniveauet var højt og præget af mange uvarslede arbejdsnedlæggelser pga. kriseforlig som led i offentlige besparelser og regeringsindgreb både i overenskomstforhandlingerne og i lovgivningen på arbejdsmarkedet. Foranlediget af en del arbejdsnedlæggelser for mere i løn blandt kommunale specialarbejdere udsendte forretningsudvalget for Landsklubben i februar 1980 følgende pressemeddelelse: Med det formål at få vore lønforhold bragt på linje med andre tilsvarende beskæftigelsesgrupper oplever vi i denne tid en tendens til aktioner over for de enkelte kommuner. Vi tror disse aktioner vil brede sig i stigende grad, idet vi mener, de er forståelige. Den forfejlede lønpolitik, der igennem halvfjerdserne 24 25

14 er ført fra de skiftende finansministre og Kommunernes Landsforening, måtte give udslag i sådant. Denne lønpolitik har medført, at kommunale specialarbejdere er sakket så langt agter ud i forhold til tilsvarende grupper på det private arbejdsmarked, at der nu må en ændring til. Vi skal opfordre kommunalpolitikerne, især de med tilknytning til arbejderbevægelsen, om at gøre den indflydelse, som de absolut besidder, gældende over for finansministeren og Kommunernes Landsforening. Både under overenskomstforhandlingerne i 1975, 1977 og 1979 var konflikterne på arbejdsmarkedet så store, at LO og Dansk Arbejdsgiverforening (DA) ikke kunne forhandle sig frem til nogle resultater. Den socialdemokratiske regering greb til indkomstpolitiske løsninger og gennemførte selv overenskomsterne ved lov. Det er formentlig i det lys, de kommunale specialarbejderes trussel om strejker først i 1980erne skal ses. Regeringsindgrebene skabte stor mistillid i samarbejdet mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen. Ikke alle lovindgrebene som følge de økonomisk anstrengende tider var dog skidt og kanel. I 1978 blev loven om efterløn vedtaget, og gjorde det muligt for årige at gå på efterløn, hvis de havde været medlem af en a-kasse i ti år. Ideen til loven var oprindeligt udformet i Specialarbejderforbundet i Danmark (DASF skiftede i 1974 navn til SiD), for mange af forbundets medlemmer var Retablering af fortov. Det kontrolleres, om vejkasserne kommer til at ligge i vater. fysisk nedslidte, når de nåede op i 50erne. Ved at indføre efterlønnen kunne ældre nedslidte arbejdere undgå førtidspension eller arbejdsløshed, samtidig med at unge arbejdsløse kunne komme i arbejde. På Landsklubbens landsmøde i 1979 var der overvejende tilfredshed med loven om efterløn. Men der var betænkeligheder ved loven om langtidsledige, da medlemmerne ikke følte, at der blev givet mulighed for indflydelse på arbejdspladserne. Man frygtede også, at ansatte kunne blive presset ud af deres stillinger, da det også var blevet vedtaget, at arbejdsgivere modtog 28 kr. for hver person, der blev ansat til ekstraordinært arbejde arbejde der ellers ikke ville blive udført. Løn, arbejdstid og arbejdsmiljø Lønområdet var naturligvis også påvirket af krisen i 1970erne og først i 1980erne. Arbejdsgiverne førte en hård politik for at få sænket lønomkostningerne særligt ville de have afskaffet dyrtidsreguleringen, der automatisk gav lønforhøjelse, når pristallet steg. Inden krisen indtraf sidst i 1973 havde overenskomstforhandlingerne givet formel ligeløn mellem mænd og kvinder, nedsættelse af arbejdstiden til 40 timer om ugen, uddannelsesfond og lønreguleringer med særligt tillæg til de lavtlønnede. I 1973 blev basislønnen for kommunale specialarbejdere afskaffet efter lange forhandlinger, og der blev indført starttrin 7 i provinsen med en lønramme 7 til slutløn 14, og taktreguleringen forblev i Københavnsområdet. Dette betød, at arbejdsmændene blev mere fast tilknyttet kommunen, hvilket gav Forbundet for Offentligt Ansatte (DKA skiftede i 1964 navn til FOA) endnu en anledning til at kræve dem overført i deres forbund. DASF fastholdt, at de goder forbundet var med til at skaffe medlemmerne også måtte betyde, at de blev i DASF. Efter lange drøftelser mellem de to forbund blev man enig om en ny grænseaftale. Afskaffelse af dyrtidsregulering var noget af det, der blev diskuteret mest i 1970erne i forbindelse med lønområdet under overenskomstforhandlingerne. Der var kraftige prisstigninger på både råvarer og færdigvarer under krisen, og derfor ønskede arbejdsgiverne at afskaffe dyrtidsreguleringen, så de ikke skulle bære de økonomiske byrder. Regeringen indefrøs den automatiske dyrtidsregulering i Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD) fra 1976 til Da Landsklubben i sin resolution fra sidst i 1978 op til overenskomstforhandlingerne i 1979 truede med storkonflikt var spørgsmålet om dyrtidsportionerne også helt centralt. Resolutionen sluttede med: Vi betragter dyrtidsportioner som tilhørende os og kan ikke acceptere, at de indefryses, men kræver dem udbetalt nu. Det lykkedes dog ikke at få kravet igennem. Trods krisen i sidste halvdel af 1970erne blev der vedtaget reformer til gavn for arbejderne. Fx var arbejdsmiljøloven fra 1975 et stort fremskridt. Den nye lov fokuserede ikke kun på beskyttelse af arbejderen, men på forebyggelse og på at sundhedsbegrebet blev udvidet, så fx både det fysiske og psykiske arbejdsmiljø skulle tages i betragtning, når nye arbejdsprocesser blev sat i gang. Der skulle også oprettes en Bedriftssundhedstjeneste til støtte for arbejdspladsernes arbejdsmiljø. Sideløbende med loven blev der udarbejdet en række arbejdsmiljørapporter i samarbejde mellem akademikere og arbejdere, som belyste det dårlige arbejdsmiljø, der var mange steder. Også fagbevægelsen satte arbejdsmiljø og uddannelse på dagsordenen. Der 26 27

15 Kommunale specialarbejdere begyndte at fremsætte kravet om en offentlig gruppe i SiD i sidste halvdel af 1970erne. Udtalelsen blev bragt i Medlemsblad for Kommunalarbejdsmanden i skulle være sikkerhed, sundhed og trivsel på arbejdspladserne. På Landsklubbens landsmøde i Randers i 1975 diskuterede man især de usunde områder som kloakker, rensningsanlæg med farlige stoffer og bakterier og vejarbejdernes arbejdsforhold i den stigende trafik. Landsklubbens ønske om en anden struktur i SiD Ved siden af kampene mod arbejdsgiverne og til dels mod regeringen for bedre vilkår for klubbens medlemmer og arbejderklassen i det hele taget var Landsklubben i sidste halvdel af 1970erne også meget optagede af en kamp inden for egne række. På landsmødet i 1977 blev forretningsudvalgets ønske om en ændring af SiD s struktur fremlagt. Forretningsudvalget stillede krav om en gruppe for offentligt ansatte under SiD. Formand Frits Beckmann sagde: Hvorfor er Forbundets hovedbestyrelse og forretningsførere modstandere af oprettelsen af en gruppe for offentligt ansatte under SiD? En sådan gruppe forekommer mig logisk, rationel og hensigtsmæssig, da arbejdet inden for den offentlige sektors område vil blive koordineret i videst muligt omfang. Ifølge formanden ville en offentlig gruppe stå stærkere over for KL og Amtsrådsforeningen med sine krav. Et andet argument for at oprette en offentlig gruppe, som formanden fremførte, var at FOA med næb og kløer forsøgte at hverve SiD s kommunale arbejdsmænd og havde succes med det, fordi det havde fået en statsanerkendt arbejdsløshedskasse. Landsklubben mente, at hvervningen kunne stoppes, hvis de kommunale arbejdsmænd fik en offentlig gruppe i SiD. Også Landsklubbens egen struktur blev diskuteret. I 1981 vedtog medlemmerne på landsmødet et forslag om at oprette lokale kontaktudvalg. Udvalget og medlemmerne mente, at der på landsplan var behov for en større koordinering af det lokale arbejde, fordi det kneb med aktiviteter i de mindre befolkede områder. Det skulle de lokale kontaktudvalg råde bod på. Der skulle være kontakt mellem kontaktudvalgene og landsklubbens forretningsudvalg og udveksles mødereferater og meddelelser. Mindst en gang om året skulle der afholdes fællesmøder for kontaktudvalgene. Med den nye struktur og et tættere internt samarbejde stod klubben bedre rustet til et nyt kapitel i dens historie og det var der behov for. I 1982 overtog de konservatives Poul Schlüter regeringsmagten, og op gennem 1980erne blev det ikke nemmere at være (kommunal) arbejder end i de kriseramte 1970ere

16 Borgerlig oprustning - arbejdere under pres (ca ) Renovationsarbejde. I Danmark var de økonomiske problemer med høj inflation og stigende underskud på statsbudget og betalingsbalance ikke til at komme uden om i sommeren Anker Jørgensen havde svært ved at forene venstrefløjen og Det radikale Venstre om en fælles økonomisk strategi, så han så sig nødsaget til at overlade statens ror til de borgerlige. Ingen i Socialdemokratiets top havde formentlig forestillet sig, at en borgerlig regering ville få så lang levetid, som tilfældet blev. Schlüter regerede Danmark i 11 år ( ). 1980erne blev brydsomme for Socialdemokratiet og venstrefløjen Socialistisk Folkeparti undtaget. Godt hjulpet på vej af et internationalt fald i inflationen og ved ophævelse af dyrtidsreguleringen for løn og dagpenge fik Schlüter gang i den økonomiske aktivitet. Den sociale ulighed voksede dog i takt med den økonomiske fremgang. I 1984 stod 20 % af specialarbejderne uden job. Fra midt i 1980erne var forbrugsdæmpende indgreb, en skattereform og kartoffelkur en del af regeringens økonomiske strategi. Inflationen blev tæmmet, men arbejdsløsheden nåede gennem den borgerlige æra hele tiden nye højder og toppede i 1993 med 12,2 %. Borgerlige indgreb Schlüters borgerlige firkløverregering var kun lige kommet til fadet i efteråret 1982, før den lavede en række gennemgribende indgreb, der fik store konsekvenser for arbejderne. Den automatiske dyrtidsregulering blev suspenderet indtil 1. marts 1985 (og året efter blev ordningen helt afskaffet), de offentligt ansattes taktregulering blev ophævet, der blev dekreteret lønstop frem til 1. marts 1983, indført egenbetaling ved første sygedag, dagpengesatserne for arbejdsløse, syge- og efterlønsmodtagere blev fastfrosset i to år, a-kassernes medlemmer fik forhøjet medlemsbidraget, og supplerende dagpenge blev beskåret. Indgrebene fik naturligvis folk til at demonstrere og protestere i sidste halvdel af oktober, og da Landsklubben holdt det årlige landsmøde tidligere på måneden, udsendtes denne omfattende advarsel til folketinget: Vi advarer kraftigt Folketinget mod at vedtage regeringens forslag, som skal bruges til at fratage arbejderne deres tilkæmpede rettigheder. Det vil være en hån mod en i forvejen hårdt ramt arbejderbefolkning. Vi forlanger, at der føres en anden politik arbejderklassen har betalt nok af kapitalens krise vi vil derfor pege på andre muligheder for en sådan politik: Banker og forsikringsselskaber skal nationaliseres. Udvindingen af de danske energiressourcer skal forestås af den danske stat, således at indtægterne tilfalder det danske samfund. Vi forlanger en retfærdig skattereform NU, og at fonde og pensionskasser beskattes. Kapitalflugten og de multinationale selskabers spekulation i danske arbejdspladser skal stoppes øjeblikkelig. Den uoverskuelige beskæftigelsessituation må bedres ved, at arbejde i Danmark bevares på danske hænder

17 Cykelstien repareres. Det offentlige skal direkte gå ind i produktion for at øge beskæftigelsen. Der skal gives kommunerne mulighed for at igangsætte nødvendige anlægs- og vedligeholdelsesarbejder finansieringer sker gennem øgede statsrefusion og kurssikrede udlandslån. I den forbindelse skal kommunerne indskærpes, at jobtilbudsordningernes krav om merbeskæftigelse skal opfyldes, så misbrug stoppes. Arbejdsmiljølovens intention og mål skal opfyldes. Fuld dækning af indtægtstab ved sygdom og arbejdsløshed. Forbedring af arbejdsskadeloven med henblik på større erstatning og hurtigere afgørelser ved arbejdsskader samt anerkendelse af alle erhvervssygdomme. De unge er hårdt ramt, senest af sultecirkulæret og løntrykkercirkulæret, som vi kræver fjernet. De unge skal ligestilles med alle andre på arbejdsmarkedet og i samfundet, både med hensyn til løn og sociale ydelser. Det skal vore ældre kammerater også, og vi afviser ethvert angreb på efterlønsordningen. Vi gør regeringen og Folketinget klart, at de skal holde fingrene væk fra overenskomsterne og overenskomstforhandlingerne i Vi vil også gøre klart, at vi fastholder vore krav ikke mindst af hensyn til beskæftigelsen: 35 timers arbejdsuge med fuld lønkompensation. 30 timer ved skiftehold. Mindstelønnen skal være kr. 55 pr. time, dog mindst kr. om ugen. Dyrtidsreguleringen forbedres, så den giver fuld dækning. Taktreguleringen bevares og udbygges. Ret til betalt uddannelse i arbejdstiden. Alt overarbejde skal afspadseres. Forbud mod dobbelt beskæftigelse og deltidsarbejde. Reel medbestemmelse ved indførelse af ny teknologi. Vore krav, som en samlet fagbevægelse står bag, er ufravigelige. Vi advarer regeringen og Folketinget mod at overhøre disse krav. Kommunale arbejdsmænd ønsker ikke konflikt, men gennemføres overenskomstindgreb, vil vi føle os løst af fredspligten. Opråbene fra Landsklubben og andre protesterende fik dog ikke den nyudklækkede regering til at omstøde dens beslutninger og lovændringer. Fagbevægelsen sloges med stigende arbejdsløshed, og Socialdemokratiet slikkede sine sår, mens de borgerlige målrettet og viljefast forfulgte ønsket om økonomisk opretning gennem indgreb i overenskomstspørgsmål. Der var dog rimelig roligt på arbejdsmarkedet frem til 1985, men så var der også fyret op under kedlen til en af de største arbejdskonflikter i danmarkshistorien. Påskestrejkerne 1985 Ved overenskomstforhandlingerne mødte LO frem med krav om en årlig lønstigning på 6 %, mens DA stod fast på 2 % om året. Forhandlingssituationen var fastlåst og blev ikke løst med forligsmandens forslag. Der blev herefter varslet konflikt fra d. 24. marts. Regeringen kom under lønforhandlingerne med meldinger om, at lønudviklingen skulle holdes under 4 %, og det var dermed antydet, at regeringsindgreb kunne komme på tale. Men det påvirkede ikke strejkeviljen. Strejken kom til at vare tre uger, og ca deltog i den. Allerede to dage efter strejken var trådt i kraft, vedtog folketinget et indgreb, som betød en lønstigning på 2 % det første år, 1,5 % det næste år og en forkortelse af den ugentlige arbejdstid til 39 timer ved udgangen af 1987 tre måneder før overenskomstens udløb. Hertil kom kravet om bunden opsparing for alle med en skattepligtig indkomst på over kr., nedsættelse af arbejdsgiverafgifter og forhøjet selskabsskat. Regeringsindgreb var efterhånden blevet hverdagskost i løbet af 1970erne, men det nye ved indgrebet i 1985 var, at indgrebet var langt skrappere end det forkastede forslag fra forligsmanden og endda end arbejdsgivernes oprindelige udspil. Morgenen efter blokerede 2000 aktivister de ni broer, der gav adgang til Christiansborg. Senere på dagen fulgte en stor demonstration, hvor kravene om Schlüters afgang, 35 timers arbejdsuge og nej til indgreb gjaldede. Aktionerne bredte sig i de følgende dage Slamsugeren og fire kommunale specialarbejdere er rykket ud

18 Vejarbejde på en villavej. til andre store byer, men d. 12. april ebbede aktiviteterne ud. Da Landsklubben var samlet til landsmøde et halvt års tid efter forårets storkonflikt, bar mødets udtalelse tydeligt præg af, at konflikten nok var afsluttet, men ikke glemt: Endnu et år har Schlüter-regeringen kunnet holde sig på taburetterne efter at have gennemført det groveste indgreb i overenskomstforhandlingerne siden krigen. Forårets mange aktioner viste, at der kan skabes tværfaglig og tværpolitisk sammenhold i arbejderbevægelsen. Vi fik ikke fjernet den reaktionære regering i første omgang, men kampen er ikke slut, og vi glemmer ikke, hvad vi kæmpede for i påskedagene. Landsmødet opfordrer til, at der på alle fronter føres en konsekvent kamp imod det borgerlige sammenrend. Det første slag skal kæmpes ved kommuneog amtsrådsvalget 19. november, hvor stemmerne skal kastes på de opstillede SiD ere og på arbejderpartierne. Regeringen blev slagets vinder ved Påskestrejkerne i 1985, men konflikten bidrog alligevel til bedre forhold for arbejderne efterfølgende. Ved overenskomstforhandlingerne i 1987 blev mindstelønnen forhøjet, og arbejdstiden nedsat til 37 timer over de følgende fire år. Kommunale specialarbejdere fik et generelt lønløft, og tilpasningsklausulen (forløberen for hvad vi i dag kalder reguleringsordningen) blev indført. Den skulle sikre, at offentligt ansatte ikke sakkede bagud lønmæssigt i forhold til privatansatte, eller at de offentlige blev lønførende. I 1988 blev kommunepuljen indført i lønsystemet. Den fik hurtigt navnet fedterøvpuljen, idet den betød, at der lokalt kunne stilles krav om løntillæg til den enkelte, men at arbejdsgiveren uden begrundelse kunne afvise kravet, og der altså ikke var nogen fagretlig behandling af afslaget. Lønsystemet med lønrammer, skalatrin og stedtillæg blev videreført, men blev ændret og moderniseret løbende op gennem tiden. Kloakarbejdere som spydspidser Også kampen for et bedre arbejdsmiljø, der var blevet sat på dagsordenen i 1970erne, fortsatte op gennem 1980erne. For de kommunale specialarbejdere skete der særligt noget på kloak- og asfaltområdet. I samarbejde med forskere fra Københavns Universitet blev der lavet en helbredsundersøgelse af kloakarbejderne i Københavns kommune, som viste, at kloakarbejderne var udsat for store miljømæssige problemer og havde større dødelighed end andre grupper. Resultaterne medførte en alvorlig kritik af sikkerhedsforholdene og af ledelsens manglende evne til eller modstand mod at anerkende de dårlige forhold og ikke mindst gøre noget for at løse dem. På rensningsanlæg og i kloakkerne var bl.a. spørgsmålet om vagtmænd ved nedstigning i kloakkerne et stort stridspørgsmål. Det endte med, at der skulle være vagt, og der blev også udarbejdet tekniske løsninger og krav om, at der skulle stilles særligt arbejdstøj til rådighed. De københavnske kloakarbejdere blev spydspidser mht. at skaffe bedre forhold i landets øvrige kommuner. Arbejdsmiljø i forbindelse med asfaltering blev på baggrund af asfaltarbejdernes beretning om dødsfald også undersøgt i 1980erne. Kræftlæge Eva Støttrup lavede en rapport om overdødelighed i 1988, der bekræftede asfaltarbejdernes mistanke og anklage. I denne kamp var man ikke kun oppe mod arbejdsgiverne, men hele asfaltindustrien, som ikke mente, at problemet havde at gøre med asfaltprodukterne. Det var en lang kamp at få overbevist arbejdstilsyn og de ansvarlige politikere om, hvor farligt arbejdet med asfalt og især bitumen var, og at det derfor krævede strammere regler, som dog endelig udmøntede sig i en ny bekendtgørelse om asfaltarbejde. Som en udløber af denne sag blev også spørgsmålet om de mange ulykker i forbindelse med arbejdet på gader og veje senere taget op. Et af kravene var, at der skulle være mindst 1 meter fri afstand fra trafikken til arbejdsstedet, ellers skulle der være fast afspærring. Også dette krævede en lang, sej kamp for at få gennemført disse sikkerhedsforanstaltninger. Der kom nye og bedre regler samt en kampagne, Pas på min far. Han arbejder her, som i dag igen er blevet taget op. Af mindre kampe for et bedre arbejdsmiljø, kan det også nævnes, at skurvognsproblematikken, hvor der blev krævet bedre skurforhold, blev taget op i 1980erne. De blev efterhånden løst på en tilfredsstillende måde, men den slags mindre arbejdsmiljøkampe krævede også vedvarende ihærdighed fra tillidsmændenes side. Kommunale privatiseringer Formentlig den største udfordring, Landsklubben er blevet stillet over for i sin levetid, tog sin begyndelse i 1980erne. Selvom Schlüter i 1983 med

19 delte partifællen Henning Dyremose, da denne kom anstigende med en privatiseringsrapport fra folketingsgruppen, at tiden ikke var moden til privatisering, indkøbte Landsklubben i klistermærker med teksten SiD nej til privatisering. Det tyder altså på, at problemet med privatiseringer og udliciteringer var under opsejling. Firkløverregeringen lavede som sagt mange offentlige besparelser. I den forbindelse formindskede den bl.a. statens overførsler til kommunerne, der gjorde, at kommunerne måtte foretage en række stramninger. Dette var formentlig grunden til, at de kommunale specialarbejdere allerede i 1980erne kom til at smage bitterheden ved udliciteringer af hidtil offentlige opgaver. I mødereferatet fra landsmødet i 1984 er det anført, at der var stor nervøsitet for stigende privatiseringer/udliciteringer på klubbens område. Også på landsmødet i 1988 var problemet på dagsordenen, ses det i protokollerne: Formanden Ejner Sørensen frygter for de kommunale arbejdsmænds fremtid med de evige krav om nedskæringer, privatiseringer og udlicitering da det altid er arbejdsmanden og rengøringskonen det går udover. Når Ejner Sørensen ser tilbage på sin formandsperiode erindrer han også privatiseringsbølgen som det, de arbejdede allermest med i forretningsudvalget i de seks år, han var formand.: Fra landsklubbens side fastholdt vi meget stærkt, at kommunale arbejdsmænd sagtens kunne klare sig over for private hvis blot vilkårene var de samme. Kommunale arbejdsmænd havde ekspertisen i det daglige arbejde, og hvis bare samme vilkår og betingelser var til stede, så kunne vi sagtens klare os. Intern krise i klubben Den borgerlige æra var en kras tid for Landsklubben. På linje med andre arbejdere sloges klubbens medlemmer med Schlüter-regeringernes indgreb, og dertil kom også, at de kommunale specialarbejdere måtte slås med udliciteringer og privatiseringer i kommunalt regi. Da landsklubben havde eksisteret i 40 år udspillede der sig oven i købet også en intern krise. Landsklubben havde op til overenskomstforhandlingerne i 1991 udgivet en overenskomstavis, der anbefalede medlemmerne at stemme nej til overenskomsten. Det udløste nogle kritiske henvendelser fra et par store afdelinger i klubben og et ekstraordinært forretningsudvalgsmøde i april Flertallet af medlemmerne ønskede at stemme nej til overenskomsten, og derfor havde et ikke fuldtalligt forretningsudvalg besluttet at støtte avisen med kr. Det fik nogle af jastemmerne til overenskomsten i forretningsudvalget til at fare i flint faktisk i så høj grad at forretningsudvalgsmedlem Jørgen Frank, meldte sig selv og Århusafdelingen ud, og at Evald Larsen meddelte, at han ville gå tilbage til sit bagland og arbejde på, at også Odenseafdelingen blev meldt ud. Det blev dog ikke realiseret. Århusafdelingen vendte tilbage til klubben, da den i 1995 blev til Landsbrancheklubben. Formanden Bendt Ole Rasmussen, som kun havde været formand i et halvt års tid, da de interne stridigheder opstod, ønskede herefter ikke at forsætte som formand, da han ikke havde opbakning i sin afdeling, og skaden af klubben ville blive for stor. Han anbefalede næstformand Hans Larsen, Korsør, som sin efterfølger indtil landsmødet i oktober. Hans Larsen mente bestemt ikke, at det var sagen at overtage roret på den måde, og han ville kun konstitueres som formand, hvis afdelingerne og forretningsudvalget ville gå ind for ham til landsmødet. Herefter blev Hans Larsen enstemmigt konstitueret. Det første år for den nye formand blev dog ikke problemfrit. Eftersom der havde været meget kritik af annoncetegningen i Landsklubbens medlemsblad, ikke mindst fordi der havde været bragt en annonce for Kristelig Fagforening, opsagde klubben bladudgiveren. Det resulterede i 1992 i, at bladudgiveren indbragte sagen for retten angiveligt pga. forkert opsigelse i henhold til kontrakten. Landsklubben indgik forlig med bladudgiveren. Dommen lød på kr., som klubben skulle betale til bladudgiveren. Klubben fik lavet en aftale med SiD om, at forbundet betalte forliget, og at klubben skulle afdrage gælden til forbundet over to år. For at have penge til at betale gælden, hævede klubben kontingentet med 10 kr. til 30 kr. pr. år pr. medlem. Oven på de kriseramte 1970ere og den borgerlige æra i 1980erne så mange af klubbens medlemmer formentlig frem til lidt luftforandring, da Poul Nyrup Rasmussen i 1993 kunne sætte sig i statsministerstolen. 1980ernes privatiseringer og udliciteringer var dog kun toppen af isbjerget, så Landsklubbens medlemmer fik på ingen måde mulighed for at puste ud op gennem 1990erne og slet ikke videre op gennem 2000 erne under Anders Fogh Rasmussens og siden Lars Løkkes styre. Vejsjak (Henrik Andersen, Jørgen Carlsen, Hans Jørgen, Peter Jonassen, Lennart Larsen) ved kantstensarbejde, ca

20 Fronterne var trukket skarpt op mellem den borgerlige Schlüter-regering og arbejderne i 1980erne. Denne udtalelse stammer fra klubbens protokol