Et sundhedsvæsen i verdensklasse

Transkript

1 liba Kontakt: lisbeth baastrup - [email protected] - Tlf: Et sundhedsvæsen i verdensklasse Det danske sundhedsvæsen står overfor store udfordringer. Behov og muligheder for behandling og forebyggelse øges, men samtidig er økonomien presset. Der er således brug for gennemtænkte løsninger, hvis kravet og ønsket om et sundhedsvæsen i verdensklasse skal efterkommes. _ Behov for en sammenhængende og holdbar sundhedspolitik Danskernes sundhed og mulighederne for gode og effektive behandlingstilbud er af helt central velfærdspolitisk betydning. Et velfungerende sundhedsvæsen er en vigtig faktor i forhold til, at den danske arbejdsstyrke er sund og velfungerende og har en meget høj erhvervsdeltagelse. Et sundhedsvæsen i verdensklasse er således et nødvendigt fundament for et rigt samfund med en velkvalificeret arbejdsstyrke og et velfærdsamfund på højt kvalitativt niveau. Samtidig kan det konstateres, at det sundhedspolitiske område står overfor store udfordringer, og der er behov for, at der politisk tages initiativ til at få sikret en sammenhængende og holdbar langsigtet løsning på de nødvendige prioriteringer på området. Grundlæggende skal organiseringen og økonomien i forhold til de danske sundhedstilbud indrettes så borgerne og patienterne får den behandling, de har behov for - og til rette tid. Men lige så væsentligt er det at fokusere på forebyggelse og sundhedsfremme hele livet -, som et grundliggende element i et sundhedsvæsen, der samlet set skal sikre og forbedre borgernes sundhed til gavn for både den enkelte og samfundet som helhed. Det er et væsentligt grundelement i det danske sundhedsvæsen, at der skal være lige adgang, således at der ikke bliver social ulighed i sundhed og sygdom. Sundhedsfremme og forebyggelse prioriteres i dag for lavt og for usystematisk i det danske sundhedsvæsen. Sundhedsvæsenet skal fremme borgernes sundhed og forebygge sygdomme langt mere systematisk end tilfældet er i dag. Der skal opstilles nationale, forpligtende mål for kommunernes og regionernes indsats, hvis den danske folkesundhed skal forbedres. Sundhedspolitikken skal være mere proaktiv. Der er Notat Side 1

2 ikke kapacitet, hverken når det gælder økonomi eller personale, til at behandle os ud af folkesygdommene. Den medicinske og teknologiske udviklingen går meget stærkt. Det betyder bedre behandlings muligheder for mange sygdomme, men også en række udfordringer. Høj kvalitet, som bygger på nyeste viden, skal være nøgleord i behandling og pleje. FTF ønsker: At det danske sundhedsvæsen er i verdensklasse, med fri og lige afgang for alle og som primært er finansieret via skatten. At sundhedsvæsenet primært skal være styret af det offentlige. Det danske sundhedsvæsen består af offentlige og private sundhedstilbud fx i form af privat praktiserende læger, apoteker, tandlæger, fysioterapeuter mv., hvor ydelserne i vidt omfang reguleres af det offentlige sundhedsvæsen. Den balance bør fastholdes. At de private og offentlige tilbud skal være ligestillet, hvad angår økonomi og forpligtigelser. At det sikres ressourcer til forskning og udvikling. At medarbejderne i sundhedsvæsnet skal have de nødvendige grunduddannelser og løbende kompetenceudvikling samt efter- og videreuddannelse. At der sikres rammer for et stærkt samspil mellem sygehusene og de øvrige sundhedstilbud i kommuner og regioner og at behandling sker efter LEON-princippet. 1 At der arbejdes målrettet med sundhedsfremme og forebyggelses, så flere borgere tilbydes forebyggelse, og kronisk syge bliver tilbudt den nødvendige patientrettede forebyggelse. At der arbejdes efter samme krav om kvalitet, patientsikkerhed og evidensbasering m.v. i hele sundhedsvæsenet At sundhedsvæsenet fungerer koordineret, og patienterne sikres sammenhæng i hele forløbet. 1 LEON-princippet betyder at behandling altid bør tilbydes på det Laveste Effektive OmkostningsNiveau. Konkret indebærer det, at behandlingen altid skal udføres på et niveau, der er fuldt fagligt forsvarligt, men at behandlingen på den anden side ikke skal udføres på et mere specialiseret niveau end nødvendigt. Behandlingen skal således ske på det mindst specialiserede niveau, der kan tilbyde en fuldt faglig forsvarlig behandling. Notat Side 2

3 At der fortsat skal arbejdes for at styrke patientsikkerheden og udbredelse af den danske kvalitetsmodel. Udfordringer for det danske sundhedsvæsen Det danske sundhedsvæsen står både nu og i de kommende år overfor en række udfordringer. Det er udfordringer der dels retter sig mod sundhedssektoren generelt, som en del af vores generelle økonomi dels retter sig mod indretningen af sektoren for at få optimale sundhedsydelser til befolkningen og gode arbejdsvilkår til sektorens beskæftigede. Udfordringerne skal imødegås så sektoren samlet kan opfylde befolkningens krav om et sundhedsvæsen i verdensklasse. De væsentligste udfordringer er: Langt de fleste borgere i Danmark er på et eller andet tidspunkt i kontakt med sundhedsvæsenet. Borgerne har store forventninger og krav til høj kvalitet i sundhedstilbuddene. Der er stor social ulighed i sundhed og sygdom. Det er uacceptabelt i et velfærdssamfund som det danske hvor lige adgang til sundhed er en hjørnesten i velfærden. Befolkningsudviklingen og de sundhedsfaglige fremskridt medfører, at der kommer flere ældre og flere patienter med kroniske sygdomme, hvilket øger presset på de eksisterende regionale og kommunale sundhedsydelser samt presset for at udvikle nye tilbud. Antallet af kronisk syge vil stige fra 1,7 millioner i dag til 2 millioner i 2020 ifølge Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet. Behovet for forebyggelse er stort. Verdenssundhedsorganisationen WHO s analyser har peget på, at 50 pct. af alle indlæggelser i Danmark skyldes folkesygdomme, der kunne være forebygget. Om bare 10 år forventes antallet af indlæggelser som følge af folkesygdommene at stige til 70 pct. Væksten i antallet af kronisk syge og livsstilsrelaterede indlæggelser vil dermed øge presset på kapaciteten på sygehusene, de sundhedsprofessionelle og dermed sundhedsvæsenets økonomi uanset hvor meget sygepleje og behandling samtidig bliver udviklet, og hvor mange medicinske og teknologiske fremskridt, der skabes i de kommende år. Fokus på forebyggelse gælder både patientrettet og borgerrettet forebyggelse i balance med de nødvendige tilbud til behandling, pleje og genoptræning af de syge.. Nye medicinske og teknologiske landvindinger, samt den hastighed, hvormed udviklingen sker, stiller krav til, at sundhedsvæsenet og de sundhedsfaglige medarbejdere løbende formår at omstille sig og har de rette kompetencer til at tage nye pleje- og Notat Side 3

4 behandlingsmetoder og nyt udstyr i brug. Dette forhold forstærkes af globaliseringen, der er medvirkende til at lægge pres på sundhedsvæsenet for hele tiden at tilbyde de nyeste behandlingsmetoder og at anskaffe sig det nyeste udstyr. Sundhedsvæsenet arbejder på evidensbaseret grundlag, og stadigt flere sygdomsområder omfattes af fagligt fastsatte retningslinjer/guidelines. Det er en udvikling, som er udtryk for et stigende vidensniveau, der kommer patienterne og behandlerne til gavn, men som kolliderer med ønsket om kommunalt selvstyre også på sundhedsområdet. Et højtspecialiseret sygehusvæsen med stadig kortere indlæggelsesforløb stiller nye krav til det kommunale sundhedsvæsen, der skal kunne imødekomme nye behov for pleje, behandling, træning og rehabilitering. Der vil på trods af krisen og de aktuelle fyringer i hospitalssektoren fremover være mangel på kvalificerede sundhedsfaglige medarbejdere til at imødekomme den øgede efterspørgsel. Allerede i dag er der generel mangel på sundhedspersonale inden for FTF-området. FTF-fremskrivningerne viser, at denne udvikling vil blive yderligere skærpet de næste 10 år. Således vil der i 2015 komme til at mangle yderligere blandt sundhedsgrupperne på FTF-området. Heraf vil sygeplejerskemanglen alene blive forøget med personer. Herudover vil der være stigende mangel på læger og social- og sundhedsassistenter inden for sundhedsområdet. De økonomiske rammer for den offentlige sektor er presset og den aktuelle økonomiske krise øger dette pres. Politikerne er tvunget til at foretage skrappe prioriteringer, der også vil kunne presse finansieringen af sundhedsudgifterne. Den pressede økonomi, der blandt andet fører konstante krav om produktivitetsstigninger med sig, fordrer økonomistyringssystemer, der er gennemskuelige og enkle også for medarbejderne. Den sideløbende opbygning af en privat sygehussektor, som styrkes af det udvidede frie sygehusvalg, afslører uigennemtænkte mekanismer, idet den offentlige sektor er underlagt rammer og aktivitetsstyring, mens den private sektor styres af efterspørgslen. De to meget forskellige styringssystemer fungerer dårligt sammen. Udviklingstræk i den danske sundhedssektor Stigende udgifter i dansk sundhedssektor Udgifterne til den danske sundhedssektor er vokset fra ca. 8 pct. af BNP i 2000 til godt 9,6 pct. i En del af forklaringen på udgiftsløftet i sundhedsudgifterne kan findes i, at der i Notat Side 4

5 samme periode har været tale om et regimeskift i styringen af sundhedssektoren. Før 2002 blev de offentlige sundhedsudgifter styret via rammestyring, hvor der blev afsat en ramme for sundhedsudgifterne og oversteg efterspørgslen efter sundhedsydelser det, der kunne produceres indenfor rammen, blev resultatet ventelister. Der var ikke på det tidspunkt nogen privat sygehussektor af betydning, hvorimod de praktiserende læger er private selvstændige, men med aftaler med den offentlige sygesikring. Antallet af sundhedsforsikringer udover fortsættelsessygekassen Danmark var forsvindende få. Der var i 2001 ca danskere med sundhedsforsikringer udover sygesikringen Danmark. Tallet var i 2009 vokset til ca. 1 million. Private og offentlige aktører Selvom det danske sundhedsvæsen grundlæggende fremstår som et offentligt sundhedsvæsen er der reelt tale om, at der er både private og offentlige aktører, men at finansieringen overvejende er offentlig. Det danske sundhedsvæsen har altid været opbygget med en række private aktører som leverandører af en række ydelser, hvoraf nogle er fuldt offentligt finansierede, mens andre har været omfattet af hel eller delvis brugerbetaling. Således er tandlægers ydelser delvis brugerfinansieret. Ligeledes er en række af forskellige sundhedsydelser varetaget af private leverandører fx indenfor fysioterapiområdet. Sammenblandingen af offentlige og private aktører har historisk set været uden de store problemer. De praktiserende læger er private selvstændige erhvervsdrivende, der endog varetager gate-keeper -funktionen til store dele af det offentlige sundhedsvæsen, uden at det har givet anledning til væsentlige diskussioner om deres økonomiske ansvarlighed overfor det skattefinansierede system. Med indførslen af det udvidede frie sygehusvalg 1. juli 2002 ændredes den styrerform, som har været anvendt i forhold til sygehusydelser, idet diagnosticerede patienter fik krav på behandling inden for de første 8 uger efter diagnose. Fra 1. oktober 2007 blev fristen nedsat til 4 uger. Fra at kunne styre det samlede forbrug ved at udbyde det antal ydelser, der var ressourcer til, blev det nu muligt for patienterne at påberåbe sig krav om behandling for en række diagnoser. Det skabte en efterspørgsel efter private sygehusbehandling, fordi det offentlige sygehusvæsen ikke kunne efterkomme efterspørgslen og antallet af private klinikker og sygehuse steg voldsomt fra 14 i 1999 til 200 i De private sygehuse stod således for 2,5 pct. af den samlede offentlige sygehusaktivitet målt som andel af DRG-produktionsværdi i Det var en stigning fra 0,2 pct. i Notat Side 5

6 Antallet af patienter, der blev henvist til offentligt finansieret behandling på et privat sygehus, var i personer og steg til personer i Det svarer til en 20-dobling på 6 år. Danmark ligger lavt i forhold til udlandet Internationalt set ligger de danske sundhedsudgifter lavt i forhold til en række af de lande vi normalt sammenligner os med. De internationale sammenligninger viser også, at det forhold at Danmark har haft lavere stigninger i sundhedsudgifterne fra 1970 erne og frem kan begrundes med, at vores sundhedsudgifter i 1970 ernes start var på et højere niveau, og der har derfor været en række lande der har skullet indhente det niveau og som følge deraf har større stigninger gennem 1970 erne og 1980 erne. Der er nemlig også en tydelig sammenhæng mellem velstandsstigninger og stigning i udgifter til sundhed. Pres på sundhedsudgifterne Der er en række faktorer der driver udviklingen i sundhedsudgifterne. Først og fremmest den demografiske udvikling: Notat Side 6

7 længere levetid betyder flere år som ældre, hvor sundhedsudgifterne er størst. ændring i aldersfordelingen ændret sygelighed Men også en række ikke-demografiske faktorer påvirker udgiftsudviklingen: den øgede velstand øger efterspørgslen efter sundhedsydelser der er flere behandlingsmuligheder produktivitetsudviklingen, der fra 2000 til 2006 var på 2 pct. pr. år, hvilket er højere end produktivitetsudviklingen i den private sektor. Det økonomiske råd har i efteråret 2009 analyseret sammensætningen af væksten i sundhedsudgifterne. De fordeler væksten i udgifterne på det der stammer fra ændret alderssammensætning, dvs. at der bliver flere ældre, den vækst der stammer fra indkomstudvikling, fordi jo rigere vi bliver, jo flere ydelser kræver vi fra sundhedsvæsenet, og sidst, det der kaldes mervækst, forstået som den vækst i sundhedsudgifterne, som ikke kan forklares med demografi eller indkomstudvikling. Mervæksten er derfor udviklingen i behandlingsformerne eller kvaliteten. Sund aldring Det Økonomiske Råd leverede også i sin efterårsrapport 2009 en analyse af aldring og betydningen heraf for sundhedsudgifterne. De kommer frem til, at med sund aldring vil det ikke Notat Side 7

8 påvirke sundhedsudgifterne nævneværdigt, at vi bliver ældre og ældre. Det skyldes, at det tidspunkt, hvor sundhedsudgifterne stiger for den enkelte, forskydes. Selve terminalperioden forlænges ikke. Tværtimod er der undersøgelser der viser en omvendt sammenhæng mellem patienten alder og terminalperiodens længde, dvs. at der kan være tegn på, at jo ældre patienten er i terminalperioden jo hurtigere opgives behandling. Dansk sundhedsvæsen effektivt i international sammenligning Det danske sundhedsvæsen vurderes i internationale sammenligninger som meget effektivt. Således er den gennemsnitlige liggetid for akutte patienter blandt de laveste i OECDsammenligninger. Højere levealder, men social ulighed Generelt er danskernes sundhed målt ved levealder forbedret. Danskernes middellevealder i år 2008var 76,3 år for mænd og 80,7 år for kvinder ifølge Danmarks Statistiks seneste tal for middellevetid. På trods af en stigning i middellevealder ligger Danmark dog stadig under gennemsnittet for middellevealder i EU-landene. Der er også fortsat store sociale forskelle i dødelighed for forskellige grupper i Danmark og dermed også store sociale forskelle i middelleveal- Notat Side 8

9 der. I 2000 viste Det Økonomiske Råds rapport, at der var op til 7 års forskel i levealderen for forskellige gruppe i Danmark afhængig af uddannelsesniveau, indkomst, køn og civilstatus. Da disse faktorer også påvirker, hvor man bosætter sig, er levealderen væsentlig lavere for personer bosat København, specielt Nørrebro, end i provinsen, specielt de nordsjællandske velhaverkommuner. Notat Side 9