HØJESTERETS DOM afsagt tirsdag den 15. september 2015

Transkript

1 HØJESTERETS DOM afsagt tirsdag den 15. september 2015 Sag 92/2014 (1. afdeling) Jordemoderforeningen som mandatar for A (advokat Finn Schwarz) mod B og C (advokat Carlo Siebert for begge) I tidligere instanser er afsagt dom af Københavns Byret den 5. oktober 2009 og af Østre Landsrets 16. afdeling den 4. december I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Jytte Scharling, Poul Dahl Jensen, Michael Rekling, Oliver Talevski og Jan Schans Christensen. Påstande Appellanten, Jordemoderforeningen som mandatar for A, har nedlagt følgende påstande: 1. Indstævnte B idømmes straf efter straffelovens 268, subsidiært 267, og indstævnte C idømmes straf efter straffelovens 267, for at være ansvarlige for a) at B i Avisen den 23. juli 2008 fremsatte følgende udtalelse og sigtelse: A, den jordemor, der i september sidste år sendte en ung kvinde og hendes ufødte barn i døden

2 - 2 - b) at B i Avisen den 25. juli 2008 fremsatte følgende udtalelse og sigtelse: De ansvarlige for morfin-drabet på en gravid kvinde på X Sygehus slipper i værste fald med en bøde. Det vurderer Han har netop sigtet jordemor A og Den højgravide og hendes ufødte barn døde i september, efter at jordemor A fejlagtigt havde givet hende 2. a) Følgende udtalelse fremsat i Avisen den 24. oktober 2007 under overskriften: Jordemor kan gå fri Det såkaldte morfin-drab på en højgravid kvinde på X Sygehus ender næppe nogensinde med en straffesag. kendes ubeføjet og mortificeres. b) Følgende udtalelse fremsat i Avisen den 23. juli 2008: A, den jordemor, der i september sidste år sendte en ung kvinde og hendes ufødte barn i døden kendes ubeføjet og mortificeres. c) Følgende udtalelse fremsat i Avisen den 25. juli 2008: De ansvarlige for morfin-drabet på en gravid kvinde på X Sygehus slipper i værste fald med en bøde. Det vurderer Han har netop sigtet jordemor A og Den højgravide og hendes ufødte barn døde i september, efter at jordemor A fejlagtigt havde givet hende kendes ubeføjet og mortificeres. 3. B og C skal solidarisk betale A en godtgørelse for tort på kr., subsidiært et mindre beløb. B og C har påstået stadfæstelse. Supplerende sagsfremstilling Retslægerådet har i erklæring af 11. februar 2013, udover det, der fremgår af landsrettens dom, bl.a. besvaret følgende spørgsmål således:

3 - 3 - Spørgsmål 5: Retslægerådet bedes oplyse om behandlingen og den efterfølgende indgivelse af modgift og observationen af K i den periode, hvor indstævnte havde vagt, efter injektion af 200 mg morfin var sufficient. Såfremt Retslægerådet finder at behandlingen og observationen af K i det angivne tidsrum ikke var sufficient, anmodes Retslægerådet om at oplyse om en anden behandling og observation af patienten ville have været sufficient, om en sådan behandling efter de foreliggende journaloplysninger mv. med rimelighed kunne antages at have været iværksat og i bekræftende fald om en anden behandling end den der fandt sted var indiceret på baggrund af de foreliggende lægelige oplysninger og journalmateriale mv. Såfremt Retslægerådet finder, at behandlingen og observationen af K i det angivne tidsrum ikke var sufficient, anmodes Retslægerådet om at oplyse, om der findes lægefaglige regler, sædvaner mv. angående, hvem der havde ansvaret for, at den sufficiente behandling og observation blev gennemført (den ordinerende lægelige forvagt og/eller den tilstedeværende jordemoder), og i givet fald hvem der ifølge de anførte lægefaglige regler, sædvaner mv., havde ansvaret for, at den sufficiente behandling og observation blev gennemført (den ordinerende lægelige forvagt og/eller den tilstedeværende jordemoder). Sidste journalnotat ved A er fra kl Næste notat er fra kl ved anden jordemoder. Retslægerådet antager derfor, at As vagt ophørte imellem disse to klokkeslæt. Retslægerådet finder, at behandlingen med Naloxon minutter efter indgift af 200 mg morfin var sufficient. Retslægerådet finder derimod ikke, at observationen af afdøde i den efterfølgende periode frem til kl , da det konstateres, at hun ikke kan vækkes, var sufficient. Det alvorligste symptom på morfinforgiftning er sædvanligvis svækkelse af vejrtrækningen. Retslægerådet finder derfor, at afdøde burde være overvåget mere intensivt med henblik på dette. En sådan overvågning vil sædvanligvis ikke kunne finde sted på en fødegang, hvor personalet ikke er uddannet hertil, og hvor man ikke har de nødvendige ressourcer og det nødvendige apparatur. Da afdøde tilmed var meget vanskelig at overvåge på grund af sin ekstreme overvægt og fordi hun sov tungt, finder Retslægerådet, at hun burde være overført til intensivafdeling eller anden afdeling, hvor overvågningen kunne gennemføres sufficient. Retslægerådet finder, at da der ikke var tale om håndtering af en problemstilling, der falder under jordemoderens ansvarsområde, hvilket som udgangspunkt vil sige normal graviditet og fødsel, var ansvaret for håndtering af afdøde efter indgift af 200 mg morfin lægelig. En jordemoder ville kunne bidrage til den efterfølgende observation, men hun vil ikke kunne tillægges ansvaret for planlægningen af denne endsige for tolkningen af observationerne. Spørgsmål 6: Retslægerådet bedes oplyse, om observationen af det ufødte barn er eller har været sufficient, herunder med hensyn til tidspunktet for undersøgelse af hjertelyd etc. i forhold til injektionstidspunktet og den efterfølgende indgivelse af modgift.

4 - 4 - Såfremt Retslægerådet ikke finder at observation af det ufødte barn var sufficient anmodes Retslægerådet om at oplyse, hvilken observation der ville have været sufficient. Såfremt Retslægerådet ikke finder, at observationen af det ufødte barn var sufficient, anmodes Retslægerådet om at oplyse, om der findes lægefaglige regler, sædvaner mv. angående, hvem der havde ansvaret for, at observationen var blevet gennemført sufficient (den ordinerende lægelige forvagt og/eller den tilstedeværende jordemoder), og i givet fald hvem der ifølge de anførte lægefaglige regler, sædvaner mv., havde ansvaret for, at observationen var blevet gennemført sufficient (den ordinerende lægelige forvagt og/eller den tilstedeværende jordemoder). Retslægerådet finder, at observationen af det ufødte barn var sufficient efter indgiften af 200 mg morfin til afdøde. Baggrunden for denne vurdering er, at det var meget vanskeligt at observere det ufødte barn på grund af afdødes vægt, og at der ikke var betydelig risiko for skade på barnet, blot afdødes almene tilstand sikrede god vejrtrækning og dermed god iltning af hendes blod. Spørgsmål 7: Retslægerådet bedes oplyse, om K og det ufødte barn henholdsvis morfinpåvirkningen af det ufødte barn er blevet observeret og behandlet sufficient, herunder behandlet sufficient med Naloxon (dosis og antal behandlinger) i den periode, hvor indstævnte havde vagt, efter moderen, K, fik injektion med 200 mg morfin. Såfremt Retslægerådet ikke mener at behandlingen og observationen af K og det ufødte barn var sufficient, anmodes Retslægerådet om at oplyse, hvilken behandling og observation der ville have været sufficient. Såfremt Retslægerådet ikke mener, at behandlingen og observationen af K og det ufødte barn i det angivne tidsrum var sufficient, anmodes Retslægerådet om at oplyse, om der findes lægefaglige regler, sædvaner mv. angående, hvem der havde ansvaret for, at observationen var blevet gennemført sufficient (den ordinerende lægelige forvagt og/eller den tilstedeværende jordemoder) og i givet fald hvem der ifølge de anførte lægefaglige regler, sædvaner mv., havde ansvaret for, at observationen var blevet gennemført sufficient (den ordinerende lægelige forvagt og/eller den tilstedeværende jordemoder). Retslægerådet vurderer, at den umiddelbare behandling af afdøde med Naloxon efter indgift af 200 mg morfin var sufficient, idet afdøde på dette tidspunkt havde normal vejrtrækning. Retslægerådet finder ikke den efterfølgende observation af afdøde sufficient (se besvarelsen af spørgsmål 5). Retslægerådet finder den efterfølgende observation af fosteret sufficient (se besvarelsen af spørgsmål 6). Da der ikke foreligger beskrivelse af sufficiente observationer af afdøde frem til kl kan Retslægerådet ikke vurdere, om der i denne periode burde være givet yderligere behandling. Retslægerådet henviser til besvarelse af spørgsmål 5 med hensyn til hvilken observation Retslægerådet finder burde være iværksat og ansvaret for iværksættelsen af denne observation.

5 - 5 - Spørgsmål 11a: I en obduktionserklæring af 14. september 2007 angives dødsårsagen for moderen til at være den påviste svære betændelse i galdeblæren med perforation til bughulen og bughindebetændelse med heraf udløst choktilstand. Kan Retslægerådet tilslutte sig denne dødsårsag, eller er dødsfaldet forårsaget af andre forhold i givet fald hvilke? Retslægerådet finder, at dødsårsagen var den påviste svære betændelse i galdeblæren med perforation til bughulen. Spørgsmål 11b: Såfremt Retslægerådet kan angive dødsårsagen til svær betændelse i galdeblæren med perforation til bughulen og bughindebetændelse med heraf udløst choktilstand, anmodes rådet om hvis muligt at angive, på hvilket tidspunkt i behandlingsforløbet der er opstået 1) perforation til bughulen og 2) bughindebetændelse med heraf udløst choktilstand. Retslægerådet finder det ikke muligt at skønne over tidspunktet for perforationen af galdeblæren, idet det kliniske billede er præget af både grundsygdommen og morfinoverdoseringen. Retslægerådet finder det dog mest sandsynligt, at den har fundet sted i perioden efter afdødes ankomst til X sygehus kl , men før overflytningen til Rigshospitalet samme dags eftermiddag. Retslægerådet vurderer, at bughindebetændelsen begynder umiddelbart efter perforationen og gradvist udvikler choktilstand. Spørgsmål 11c: Hvis Retslægerådet kan angive tidspunktet for 1) perforation til bughulen og 2) bughindebetændelse med heraf udløst choktilstand, bedes rådet angive, om muligheden for diagnosticering af de under 1) og 2) nævnte tilstande konkret var reduceret i den periode, hvor indstævnte havde vagt, som følge af injektion af 200 mg morfin og indgivelse af modgift. Retslægerådet finder det sandsynligt, at injektionen af 200 mg morfin har reduceret muligheden for at diagnosticere perforationen af galdeblæren og den efterfølgende bughindebetændelse. Højesterets begrundelse og resultat Sagen angår, om B og C har overtrådt straffelovens 267 og for Bs vedkommende tillige 268 i forbindelse med udsagn, som B fremsatte i artikler i Avisen den 23. og 25. juli Sagen angår endvidere, om disse udsagn samt udsagn i en artikel i Avisen den 24. oktober 2007 kan kræves mortificeret og danne grundlag for krav om godtgørelse.

6 - 6 - Når det skal fastlægges, hvordan udsagnene skal forstås, skal der som anført af landsretten lægges vægt på, hvordan en almindelig læser vil opfatte udsagnene ud fra deres indhold og kontekst. Af de grunde, som landsrettens flertal har anført, tiltræder Højesteret, at de pågældende udsagn bedømt ud fra deres indhold og sammenhæng bibringer en almindelig læser den opfattelse, at A som led i sit arbejde havde begået en alvorlig faglig fejl ved indgivelse af morfin og derved havde været medvirkende til, at patienten og dennes ufødte barn døde. Højesteret finder således ligesom landsrettens flertal, at det under de foreliggende omstændigheder, hvor der er tale om korte, overskuelige og letlæselige artikler, ikke kan føre til en anden forståelse, at der i de pågældende udsagn, som er anbragt i begyndelsen af artiklerne, indgår visse sproglige stramninger og forenklinger f.eks. i form af udtrykket morfin-drab. Beskyldningerne om alvorlige faglige fejl ved indgivelse af morfin og om medvirken til, at patienten og dennes ufødte barn døde, er omfattet af straffelovens 267 som en sigtelse, der er egnet til at nedsætte A i medborgeres agtelse. Højesteret tiltræder af de grunde, som landsrettens flertal har anført, at udsagnene er straffri efter straffelovens 269, stk. 1, 1. led. Højesteret stadfæster herefter landsrettens dom. Thi kendes for ret: Landsrettens dom stadfæstes. I sagsomkostninger for Højesteret skal Jordemoderforeningen som mandatar for A betale i alt kr. til B og C. De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens 8 a.