Postersession III. Abstract 4. Korresponderende forfatter Afdeling Hospital/institution Medforfattere Titel

Transkript

1 Postersession III Abstract 4 Nikolaj Rongsted Milandt, MD Nikolaj.Rongsted.Milandt@rsyd.dk Department of Anesthesia and Intensive Care Medicine Kolding Hospital, Sygehusvej 24, DK-6000 Kolding Rasmus W Hauritz, MD Anesthesia strategies for internal fixation of distal radial fractures in adults - A retrospective comparison of postoperative outcomes Introduction Distal radial fractures (DRF) are common in adults, especially among the elderly. Osteosynthesis (OS) with internal fixation is often necessary for acceptable orthopedic outcomes. To ensure surgical anesthesia, several strategies are available: Most common is ultrasound guided regional anesthesia (UGRA) of the brachial plexus, either alone or in combination with sedation or general anesthesia (GA). If GA is chosen, alone or combined with UGRA, a period of postoperative observation in a post-anesthetic care unit (PACU) is mandatory to monitor vital organ function and postoperative pain and nausea. At our department, patients are eligible for return to the surgical wards if they are sufficiently awake, free of nausea and with pain scores NRS < 3 (Numeric Rating Scale). In this retrospective study of patients with DRF, we aimed to investigate if OS done by UGRA compared to GA resulted in reduced postoperative pain, nausea or stay in the PACU. Method We reviewed the Danish Anesthesia Database (DAD), identifying adult patients (age >= 18 years) receiving DRF OS at Kolding Hospital, Denmark from February 2015 to May Patients were excluded if they received regional anesthesia apart from brachial plexus blocks (n = 14) or had PACU observation periods exceeding 300 minutes (n = 2). All nerve blocks were single-shot UGRA procedures performed or supervised by skilled regional anesthetists prior to surgery. All types of GA were included in the analysis. Patients were grouped into a UGRA only (n = 68), UGRA+GA (n = 300) or GA only group (n = 81). The observation period in the PACU (PACU time, minutes), maximal postoperative nausea score (0-3) and pain scores (NRS 0-10) were reviewed in DAD. Patients returning to the ward immediately following surgery was assigned an observation period of 0. Results We included 449 cases of DRF OS, 78% were female, median age 65 years. The majority was anesthetized with a UGRA+GA approach. Infraclavicular UGRA technique was dominating (65%). The UGRA group had significantly reduced PACU time when compared to the GA groups (median 0 vs. 60 and 66 min, p < 0.001). This reduction was affected by eligibility for immediate discharge to the ward in 79% of patients. Postoperative nausea scores were significantly lower in the UGRA group when compared to UGRA+GA. Opioid-demanding pain (NRS > 3) was significantly more frequent in the GA group. Discussion For short PACU stay with low incidence of nausea and pain, we found surgical anesthesia with UGRA alone superior to GA or combination techniques. Patients with DRF scheduled for OS is likely to benefit from less nausea, pain and a short PACU stay. However, prospective studies are needed to verify long term outcomes and whether reduced PACU time can benefit the hospital organization. Conclusion Adult patients given UGRA as only surgical anesthesia for OS of DRF had shorter observation periods in a PACU and less nausea and pain compared to patients receiving GA. 1

2 Abstract 14 Ida Guldberg Anæstesiologisk afdeling Hvidovre Hospital Mikkel Elvekjær, Christopher Clemmensen og Lars Møller Pedersen Tidlig epidural kateter hos den svært overvægtige fødende - En hjælp ved akut sectio? Et kvalitetssikringsprojekt Introduktion Tidligt anlagt epidural kateter på svært overvægtige fødende har længe været anbefalet mhp at undgå generel anæstesi grundet øget risiko for akut sectio samt obstetriske og anæstesiologiske komplikationer (1-3). Aktuelt findes der kun ganske få studier omhandlende anvendelse af epidural anæstesi til svært overvægtige ved akut sectio. Vi ønskede ved et kvalitetssikringsprojekt at undersøge, om tidligt anlagt epidural kateter hos svært overvægtige blev anvendt succesfuldt ved akut sectio samt at identificere prædiktorer for manglende anvendelse. Metode Patienter der fik anlagt fødeepidural kateter og efterfølgende fik foretaget akut sectio i perioden på Hvidovre Hospital blev opdelt i 2 grupper ud fra BMI ved 1. jordemoderkonsultation, hhv. BMI<35 (BMInorm) og BMI 35 (BMIlhøj). Data blev hentet fra Dansk Anæstesi Database samt journalen. Resultater 1007 patienter fik anlagt fødeepidural kateter og fik efterfølgende foretaget akut sectio i perioden på Hvidovre Hospital (30,1% af alle akutte sectio i samme periode). 93,5% tilhørte gruppen BMInorm (Tabel 1). I gruppen BMInorm fik 35 (5,2%) generel anæstesi ved akut sectio mod 0 i gruppen BMIhøj (p=0,16). Hos gruppen BMInorm fik 645 patienter (68,5%) gennemført akut sectio i epidural anæstesi mod 52(78,8%) hos gruppen BMIhøj (p=0,08). Begge grupper havde øget sandsynlighed for epidural anæstesi ved hastegrad 3 versus hastegrad 1 og 2 (BMInorm: OR 2,0; CI95% [1,5;2,6]; BMIhøj: OR 4,1; CI95% [1,1;14,0]). For gruppen BMIhøj fandtes ingen signifikant association mellem andre faktorer og anden anæstesi end epidural anæstesi ved sectio (Tabel 2). Konklusion Over tre fjerdedele af svært overvægtige gennemførte akut sectio i epidural anæstesi ved hjælp af tidligt anlagt kateter. Der kunne ikke identificeres procedurerelaterede prædiktorer for manglende brug af epidural kateter ved akut sectio hos denne gruppe. Neuroaxiale procedurer er vanskeligere hos svært overvægtige gravide; at det i perioden lykkedes helt at undgå generel anæstesi til svært overvægtige ved akut sectio tilskrives protokolleret håndtering samt tværfagligt samarbejde. Referencer 2

3 1. Managing anesthesia for cesarean section in obese patients: current perspectives. Lamon AM, Habib AS. Local Reg Anesth Aug 16;9: Anaesthetists experiences with the early labour epidural recommendation for obese parturients: a qualitative study. Elay VA, Callaway LK, van Zundert AA, Lipman J,Gallois C. Anaesth Intensive Care Sep;44(5): Obesity in obstetrics. Liat S, Cabero L, Hod M, Yogev Y. Best Pract Res Clin Obstet Gynaecol Jan;29(1)79-90 Finansiering: Ingen Abstract E Thomas Damgaard Jessing thomjess@rm.dk Anæstesiologisk afdeling Regionshospitalet Randers Theis Chang Gielstrup Antikoagulerende behandling hos patienter med akut kritisk blødning på regionshospitalet Randers INTRODUKTION Blødning hos patienter i antikoagulerende behandling er en hyppig udfordring indenfor kirurgi og anæstesiologi og øges af et voksende antal patienter i AK-behandling og nye præparater på markedet(1). Brugen af systemiske hæmostasefremmende midler kræver særlig opmærksomhed på grund af den øgede tromboserisiko. Meget af den viden vi har om dette felt hidrører fra forskning på større og specialiserede enheder, mens problematikken på mindre enheder er mindre velbelyst. Dette studie er lavet med henblik på at karakterisere den lokale forekomst af patienter med akut kritisk blødning med særligt fokus på patienter i antikoagulerende behandling. METODE Vi har defineret akut kritisk blødning som infusion af 5 SAG-M eller mere på under 12 timer. Kun patienter behandlet i anæstesiologisk regi indgår. Studiet dækker perioden Der er gjort relevante opslag i journalerne ved forfatterne. Vores fund gjorde det praktisk at inddele patienterne med akut kritisk blødning i 6 hovedgrupper. Brugen af AK- behandling er vurderet ud fra journal-gennemgang og vurderet separat af hver forfatter og herefter diskuteret. Kun de patienter, hvor vi mener, der fortsat er klinisk effekt af AK- behandling er anført som værende i AK-behandling. Dette studie er udført og godkendt som et lokalt kvalitetssikrings-projekt med henblik på ovenstående formål. Der er foretaget anmeldelse til datatilsynet Region Midt. RESULTATER 118 patienter indgår i studiet. Gennemsnitsalder 69,97 år. 36/118 kvinder(30,5%), 82/118 mænd(69,5%). TABEL 1 viser inddeling i hovedgrupper og andelen af patienter i AK-behandling indenfor hver gruppe. Der er stor repræsentation af patienter med øvre GI- blødning(42%) og en stor del af disse er i AK-behandling(69,4%). Samlet andel i AK-behandling er 56%. Hertil kommer, at 15/118(12,7%) havde verificeret levercirrose. TABEL 2 viser de aktuelle præparater eller kombinationer af disse og antal pat. i behandling med disse. 3

4 DISKUSSION En del litteratur omhandler forekomst og behandling af specifikke diagnoser, men fx kan øvre GI-blødning have flere årsager(2). Vores studie kobler et bredt udsnit af diagnoser til forekomsten af akut kritisk blødning og kommer således tæt på den daglige klinik, hvor diagnosen ved indlæggelse ofte er uafklaret. Vi har samtidig et fokus på AK-behandlingen som det er nødvendigt at forholde sig til ved blødning. Ud fra vores studie kan vi ikke vurdere om AK-behandlingen i sig selv førte til den større transfusion. Studiet afspejler lokale forhold på RRA og er begrænset af det retrospektive design. KONKLUSION Vi har fundet, at andelen af patienter med GI-blødning ved akut kritisk blødning er ganske stor. En betragtelig andel af disse er i samtidig AK-behandling. Fremtidige studier kunne have fokus på denne gruppe og yderligere tiltag måske iværksættes med henblik på at reducere blødningsmængden og den heraf følgende blodtransfusion. REFERENCER 1, Perioperativ behandling af antikoagulerende behandling Tilgængelig på 2. Laursen SB, Jørgensen HS, Schaffalitzky de Muckadell OB. Management of bleeding gastroduodenal ulcers. Dan Med J 2012;59(7):C4473 Abstract F Theis Chang Gielstrup thegie@rm.dk Anæstesiologisk afdeling Randers Sygehus Thomas Damgaard Jessing Akut kritisk blødning på Regionssygehuset Randers for perioden INTRODUKTION Patienter med akut kritisk blødning er en blandet patientgruppe, som udover traumepatienter også inkluderer f.eks. postpar- 4

5 tum-(pph), perioperativ-(op) og gastrointestinal blødning(gi). Akut kritisk blødning er forbundet med høj mortalitet, hvor der kræves øjeblikkelig og målrettet behandling. Formålet med dette studie var at undersøge sammensætningen af patienter med akut kritisk blødning på et Regionshospital (Regionshospitalet Randers (RRA)), da vi gerne vil belyse om nuværende håndtering af denne patientgruppe eventuelt kan optimeres. Fordelingen af akut kritisk blødning er ikke tidligere beskrevet i Danmark. METODE Studiet er et lokalt kvalitetssikringsprojekt udgået fra anæstesiologisk afdeling(rra). I studiet defineres akut kritisk blødning som infusion af 5 SAG-M(sv.t. ca. et halvt blodvolumen hos en gennemsnitsperson) eller mere, på mindre end 12 timer. Med ovenstående transfusionsbehov antager vi, at patienten i en periode har været hæmodynamisk påvirket. Der blev i perioden identificeret ved journaludtræk patienter, der opfylder ovennævnte krav for blødning samt har været behandlet på anæstesiologisk afdeling, RRA. Der er herefter gjort opslag i de relevante dele af patientjournalen. RESULTATER Der blev identificeret 118 patienter i studiet. Gennemsnitsalder 70år (16 95 år). 69,5% er mænd. Fordelingen af blodtransfusioner ses i tabel 1. Tabel 2 viser fordelingen af blødningstilfældene, hvor GI blødning repræsenterer den største andel med 71 patienter( 60%), heraf 49 var øvre GI( 42%). Traumepatienter udgør en mindre andel med i alt 6 patienter( 5%). 19 patienter havde blødning i ifm ortopæd- og mavetarmkirurgisk indgreb(16%). Anden blødninge inkluderer bl.a. rumperet aortaaneurismer(14patienter/12%) samt blødning ved multiorgansvigt og kar-abnormaliteter(7patienter/6%). DISKUSSION Studiet inkluderer et forholdsvist stort antal patienter over en årrække, og vi forventer at observationerne afspejler den kliniske dagligdag på et Akutsygehus som RRA. KONKLUSION Vi konkluderer på baggrund af dette studie, at den altdominererende gruppe af blødningspatienter udgøres af GI-blødningerne, specielt de øvre. Det er bemærkelsesværdigt set i lyset af, at litteraturen generelt er præget af opgørelser og intervention i forbindelser med akut kritisk blødning hos traumepatienter(1). Disse var relativ sjældne på RRA. GI blødninger er en heterogen gruppe præget af en høj mortalitet, som har været uændret gennem årene( 2). En øget indsats med hurtigere intervention og behandling herunder målrettet transfusionsterapi kunne muligt nedbringe transfusionsbehov hos denne gruppe patienter. En kortlægning af og kontrol med AK behandling hos denne patientgruppe vil muligt yderligere kunne nedbringe blødningsepisoder i gruppen. 1. Vejledning om transfusionsmedicinsk behandling og monitorering af blødende patienter Behandling af blødende gastroduodenale ulcera. 5

6 Abstract 19 Damir Salskov Obad Operation og Intensiv Øst Aarhus Universitetshospital Birgitte Brandsborg, Janne S. Jensen, Tommy K. Nielsen, Ole Graumann Lejringsskader i forbindelse med CT-vejledt cryoablation i bugleje INTRODUKTION CT-vejledt cryoablation af nyretumorer kræver oftest bugleje med begge arme over hovedet i generel anæstesi (GA). Behandlingsmæssige krav og fysiske forhold umuliggør en lejring efter de accepterede standarder for bugleje (armabduktion <90 gr, anterofleksion af armen) [1,2]. Afvigelsen fra standardlejringen udsætter især plexus brachialis og n. ulnaris for tryk [3]. Der findes ingen systemiske opgørelser af lejringsskader efter CT-vejledte procedurer i GA. Formålet med dette studie er at opgøre lejringsskader efter CT-vejledte cryoablation i GA med patienter i bugleje. METODER Nyretumorpatienter som i GA blev behandlet med CT-vejledt cryoablation på Aarhus Universitetshospital i en seks måneders periode blev interviewet inden proceduren mhp. eksisterende muskuloskeletale eller neurologiske lidelser. På 2. og 7. postoperative dag blev patienterne telefonisk kontaktet og adspurgt om smerter eller neurologiske udfald i overekstremiteter (OE), nakke eller ansigt. Patienter med neurologiske symptomer blev fulgt yderligere indtil symptomophør. RESULTATER 38 patienter blev inkluderet. Patientkarakteristika og resultater er fremstillet i tabel 1. Skuldresmerter debuterede gennemsnitligt 2 dage efter proceduren; fem pt. havde fortsat smerter efter syv dage. Ingen havde varige neuropatier. Paræstesier i OE debuterede gennemsnitlig to dage efter proceduren. Én patient havde hævelse og nedsat følelse i overlæben. To patienter havde svien i øjnene som varede hhv. fem og seks dage. Ingen patienter havde symptomer som forstyrrede deres søvn. To patienter anvendte kortvarigt håndkøbsanalgetika. DISKUSSION Fundene i dette studie tyder på en relativ høj forekomst af forbigående påvirkning. Der er tale om alvorlige symptomer, som potentielt kunne give alvorlige varige skader. Kohorten er for lille til at kunne vurdere en eventuel sammenhæng mellem tid i bugleje og forekomst af lejringspåvirkning. Endvidere tillader materialets størrelse ikke nogen entydig konklusion om, hvorvidt patienter med præoperative smerter er mere udsatte for lejringsskader i forbindelse med denne lejring. Det vil være relevant at undersøge om andre lejringsmuligheder eller lejringsudstyr kunne være mere skånsomme for patienterne, herunder udførelsen af proceduren i sedation eller lokal anæstesi. Selvom ingen patienter fik varige mén, er stor opmærksomhed påkrævet 6

7 ved lejring. Patienterne skal informeres grundigt ved den præoperative samtale omkring mulig forekomst af disse ska der, der es symptomer og prognose. KONKLUSION Hos nyretumorpatienter behandlet med CT vejledt cryoablation i bugleje i GA fandt vi relativt høj forekomst af lejringsrelateret smerter- og føleforstyrrelser. Ingen patienter havde varige neuropatier. Større studier er nødvendige for at kunne finde en real sammenhæng. Præoperativ oplysning om risiko for lejringsrelateret skader er påkrævet og der bør være mere opmærksomhed på opsporing af disse i den postoperative periode. Abstract 24 Sine A. N. Eriksen sine.alette.nogel.eriksen.01@regionh.dk Anæstesiafdelingen Bispebjerg og Frederiksberg Hospital Lisa B. Harms, Dorthe Wiinholdt, Jørgen B. Dahl, Christian S. Meyhoff Uhensigtsmæssig opvågning -hvor stort er problemet? Introduktion Opvågningsforløbet efter operation og anæstesi foregår typisk uden komplikationer, men for enkelte patienter er denne periode præget af uro, aggressivitet og rastløshed eller en modsat reaktion præget af sedation og initiativløshed, hvor patienten kun reagerer på opfordring. Fænomenet kaldes uhensigtsmæssig opvågning (UHOP) (1) og øger risikoen for postoperativt delir, som 7

8 er forbundet med forlænget indlæggelse og øget mortalitet (2). Formålet med dette studie var at undersøge forekomsten og konsekvenserne af UHOP samt at identificere risikofaktorer. Metode Vi gennemførte et observationelt kohortestudie, som inkluderede 1000 konsekutive elektive og akutte ortopæd- og mave/ tarm-kirurgiske patienter, opereret på Bispebjerg Hospital i perioden okt.-dec i dagtid. Patienterne blev screenet med Nursing Delirium Screening Scale (Nu-DESC) før og efter anæstesi samt ved udskrivning fra opvågningen. Nu-DESC scoren består af fem domæner (desorientering, nedsat psykomotorik, illusioner/hallucinationer, upassende adfærd og kommunikation), som hver kan tildeles 0-2 point (3). Vi definerede forekomst af UHOP som en Nu-DESC score på mindst 2 enten ved ankomst til eller ved udskrivelse fra opvågningen. Data om operationstype, anæstesiform og-varighed, alder, ASA-score, køn, postoperative smerter og postoperative outcomes blev indsamlet. Risikofaktorer og outcomes association med UHOP blev vurderet med justeret logistisk regressionsanalyse og Wilcoxon rank sum test. Resultater UHOP forekom hos 103/1000 patienter, 10,3% (95% CI: 8,6-12,3%) i opvågningsforløbet. Vi fandt en signifikant association mellem UHOP og hhv. inhalationsanæstesi (justeret odds ratio (OR) 2,65; 95% CI:1,57-4,46), anæstesivarighed over 2 timer (OR 1,98; 95% CI:1,14-3,44) og ASA-score 3 (OR 2,74; 95% CI:1,64-4,57), hvorimod køn, alder, kirurgitype og smerter ikke var signifikant associeret til UHOP. 30-dages mortaliteten var 2,9 vs 1,0% (P=0,92) og behov for intensiv indlæggelse opstod hos 1.0 vs 0.9% (P=0.66) af patienter hhv. med og uden UHOP. Postoperativ hospitalisering var median 2 dage [IQR 0-5 dage] vs. 1 dag [IQR 0-3 dage], gennemsnitlig forskel 1,3 (SD 6,2) dage, P= Diskussion Nu-DESC identificerede en anselig forekomst af UHOP, hvor længere eksponering for anæstesi, særligt inhalationsanæstesi, og betydelig comorbiditet var associeret til udvikling af UHOP. Vores studie har ikke tilstrækkelig styrke til at vurdere, om UHOP er forbundet med øget dødelighed og intensiv indlæggelse, men indlæggelsestiden synes forlænget. Fremtidige studier bør undersøge en eventuel kausalitet nærmere, samt betydningen af UHOP for det postoperative forløb. Konklusion Uhensigtsmæssig opvågning har et betydeligt omfang og potentielle kliniske konsekvenser, hvor inhalationsanæstesi, ASA-score og anæstesivarighed fremstår som risikofaktorer. 1 Xará et al. J Clin Anesth 2013;25: Stucknberg et al. Minerva Anestesiol 2016;82: Grover S. World J Psychiatry 2012;2:58 Abstract 28 Ebbe Lahn Bessmann Ebbebessmann@gmail.com CAMES Herlev Center for HR, Enhed for Uddannelse 2. Helle Thy Østergaard, 3. Bjørn Ulrik Nielsen, 4. Lene Løvbjerg Russell, 5. Charlotte Paltved, 6. Karen Lindorff-Larsen, 7. Doris Østergaard, 8. Lars Konge, 9. Leizl Joy Nayahangan Anæstesiologisk proceduretræning i et dansk perspektiv: Ny national konsensus for fremtidens simulationstræning Introduktion Ofte er simulationstræning baseret på lokale interesser el. tilgængeligt udstyr. Udviklingen af et curriculum for simulationsbaseret træning af procedurer bør foretages systematisk med udgangspunkt i det aktuelle behov (1) med en anerkendt metode til opnåelse af konsensus (2). Formålet med undersøgelsen er at afklare hvilke anæstesiologiske procedurer som bør trænes vha. simulation. Metoder En styregruppe definerede inklusionskriterierne og medvirkede til udvikling af spørgeskemaer, dataindsamling og bearbejdelse. Figur 1 er et flowchart over de tre Delphi-runder. I runde 1 brainstormede nøglepersonerne over procedurer en nyuddannet speciallæge bør beherske. I runde 2 vurderede nøglepersonerne vha. spørgeskema følgende: 8

9 1) hyppigheden af udførslen af procedurerne, 2) antallet af speciallæger som bør beherske procedurerne og 3) hvor ubehagelig og/eller farlig procedurerne er hvis udført af en ikke-kompetent læge. Styregruppen vurderede procedurernes gennemførlighed vha. simulation, som sammen med resultaterne fra de 3 spørgsmål blev vægtet ligeligt. I runde 3 gennemgik nøglepersonerne listen og fjernede proceduregrupper, som ikke bør trænes vha. simulation, og re-prioriterede de resterende. Resultater Svarprocenten var høj (hhv. 79%, 77% og 75%), og samtlige afdelinger med uddannelseslæger var repræsenteret i alle 3 runder, hvilket understreger resultatets brede nationale forankring. Runde 1 identificerede 138 procedurer, der af styregruppen blev grupperet til en liste med 51 proceduregrupper, som i runde 2 blev foreløbigt prioriteret. I runde 3 blev 21 proceduregrupper elimineret, hvormed den endelige prioriterede liste indeholdte 30 proceduregrupper, se tabel 1. Diskussion Luftvejshåndtering dominerer listens øverste pladser. I begyndelsen af hoveduddannelsen indgår allerede et 4-dages hands-on luftvejskursus, hvor de fleste af de identificerede teknikker undervises. Den efterfølgende træning og vedligeholdelse af kompetencer foregår dog altovervejende på patienter, hvilket modsiges af listens høje prioritering af simulationstræning af luftvejsprocedurer. Særligt de sjældne el. avancerede luftvejsprocedurer bør prioriteres som simulationstræning. ALS-relaterede procedurer er ligeledes højt prioriterede og behovet for simulationstræning understøttes af en ny dansk undersøgelse (3). Ikke alle speciallæger mestrer fokuseret diagnostisk ultralyd (FAST, FATE, Lunge-UL), hvilket gør klinisk oplæring og supervision udfordrende dette problem kan afhjælpes vha. simulationstræning. Konklusion Undersøgelsens resultat udgør en nationalt forankret konsensus om curriculum for procedurer, som egner sig til simulationstræning. Den prioriterede liste bør være en del af fremtidig planlægning og prioritering indenfor træning af procedurer i anæstesiologi. 1. Khamis NN et al. Surg Endosc Other Interv Tech. 2016;30(1): Waggoner et al. Acad Med May;91(5): Lauridsen KG et al. Open Access Emerg Med. 2017;9:

10 Abstract 23 Cornelius Helbo Jakobsen Thoraxanæstesiologisk Klinik 4141 Rigshospitalet, Hjertecentret Kristian Kandler, Rikke V. Nielsen, Nikoline N. Knudsen, Jens Christian Nilsson, Hanne B. Ravn 1Department of Cardiothoracic Anaesthesiology, Rigshospitalet, Denmark. 2Deptartment of Cardiothoracic Surgery, Rigshospitalet, Denmark 3National Institute of Public Health, University of Southern Denmark, Denmark Duration of low oxygen delivery and acute kidney injury after cardiac surgery 10

11 Introduktion Acute kidney injury (AKI) is a frequent and serious complication following cardiac surgery. Among intraoperative risk factors, restricted oxygen delivery (DO₂) has gained attention due to its association with AKI. The aim of this study was to re-evaluate the importance of a low DO2 level to the kidneys (< 272 ml/min/m2), with specific emphasis on the duration of a critically low DO2. Method Among 2290 patients who underwent coronary artery bypass graft ± aortic valve repair between 2012 and 2014 at Rigshospitalet, Denmark, 1969 patients were included, as 328 had missing data. For each patient was recorded: oxygen delivery (DO2 (ml/ min/m2)), mean arterial pressure (MAP, mmhg), reoperation (within 48 hours), CPB duration (minutes), nadir haematocrit, and transfusion of red blood cells (RBC yes/no). Data were explored using univariate and multivariate analyses with respect to dialysis dependent renal failure (DDRF), AKI using the RIFLE (stage 1 3) classification and postoperative peak serum creatinine (PPSC). Results Four hundred and seventy (23.8%) patients developed AKI and 57 (2.8%) required dialysis. PPSC, the incidence of AKI and the need for dialysis were significantly higher in patients with a DO2 below 272 ml/min/m2 for 5, 10, 15 and 30 minutes (Figure 1 & 2). In multiple regression analysis a mean DO2 < 272 ml/min/m2 regardless of duration was significantly associated with a higher PPSC. Furthermore, 30 minutes with a low DO2 was independently associated with AKI development (p=0.024) and DDRF (p= 0.036). Conclusion Exposure to a DO2 below 272 ml/min/m2 for just 5 min minutes was associated with an increased risk of postoperative AKI and need for dialysis. These results indicate that the kidney is sensitive to a low DO2 of no more than 5 minutes. Furthermore, a prolonged ischaemic duration increased the likelihood of jeopardizing normal kidney function. References 1. Ranucci M, Romitti F, Isgrò G, et al. Oxygen delivery during cardiopulmonary bypass and acute renal failure after coronary operations. Ann Thorac Surg. 2005;80(6): doi: /j.athoracsur de Somer F, Mulholland JW, Bryan MR, Aloisio T, Van Nooten GJ, Ranucci M. O2 delivery and CO2 production during cardiopulmonary bypass as determinants of acute kidney injury: time for a goal-directed perfusion management? Crit Care. 2011;15(4):R192. doi: /cc

12 12