Oversigt over domme om medvirkensansvar

Transkript

1 Bilag 1 Oversigt over domme om medvirkensansvar 1. Indledning I dette bilag beskrives de domme, der indgår i redegørelsen. Dommene er af hensyn til overskueligheden inddelt i en række tilfældegrupper og kriminalitetstyper. 2. Bande-relateret kriminalitet Dom nr. 1: Østre Landsrets dom af 30. marts 2010 Besiddelse af skydevåben i Hells Angels klubhus T1-T4 var bl.a. tiltalt for i forening i Hells Angels klubhus at have været i besiddelse af 2 pistoler, et haglgevær, 5 baseballkøller og diverse former for ammunition. Alle de tiltalte nægtede sig skyldige og forklarede, at de ikke havde noget kendskab til, at der blev opbevaret våben i klubhuset. I retten forklarede to polititjenestemænd, at våbnene blev fundet under en ransagning af Hells Angels klubhus, hvor de var skjult forskellige steder. De fire tiltalte havde som de eneste fra Hells Angels været til stede under ransagningen. Der blev endvidere fremlagt en retsgenetisk erklæring, der dokumenterede, at der på den ene af pistolerne var fundet tilstedeværelse af DNA, som med en stor sandsynlighed kunne henføres til T1. Der blev endelig dokumenteret en politirapport, hvoraf det fremgik, at der dagen forinden var blevet affyret flere skud i retning mod rockerborgen, ligesom der havde været uro i byen som udløbere af bandekonflikten. T1 blev fundet skyldig i at have været i besiddelse af den pistol, hvorpå der var fundet DNA. T1-T4 blev imidlertid frifundet for i forening at have været i besiddelse af våbnene. Landsretten anførte, at skydevåbnene mv. lå skjult i klubhuset, og at det efter omstændighederne ikke kunne anses for bevist med den til domfældelse i en straffesag fornødne sikkerhed, at de tiltalte indså og accepterede en fælles besiddelse af våbnene, eller at de på anden måde havde forsæt til en fælles våbenbesiddelse. Dom nr. 2: Retten i Odenses dom af 24. august 2011 Bandeleder givet ordre til afpresning T1 var tiltalt for at have beordret T2-T4 til at begå henholdsvis afpresning og vold mod F1 og F2, mens T2-T4 var tiltalt for at have udøvet afpresning og vold mod F1 og F2. Alle tiltalte nægtede sig skyldige. De tiltalte var alle tilknyttet Bandidos i Odense og politiet var af den opfattelse, at T1 var højere rangeret end de øvrige og derfor havde beordret afpresningen og volden mod F1 og F2. T1 blev dømt for medvirken til afpresning mod F1. Retten fandt, at der var ført bevis for, at T1 havde været med at bestemme, at F1 skulle betale en dumme-bøde, og endvidere havde været med til at fastsætte beløbet, som F1 skulle betale. Derudover lagde retten vægt 1

2 på, at T1 havde sendt T2 til et møde med F1, og at T1 måtte have indset, at betaling af dumme-bøder kun kunne opnås ved direkte eller indirekte trusler om vold. Derimod blev T1 frifundet for vold og afpresning i forhold til F2. Retten fandt, at selvom det måtte kunne lægges til grund, at T1 indtog en position som leder af gruppen i Odense, og at der dermed var en formodning for, at han deltog aktivt i de beslutninger, der blev truffet i klubben, kunne denne formodning ikke i sig selv udgøre tilstrækkeligt bevis for, at han havde tilskyndet T2-T4 til at begå de øvrige forhold, for hvilke han var tiltalt. T2-T4 blev alle dømt for afpresning og vold mod F1 og F2. Dom nr. 3: Retten i Lyngbys dom af 7. oktober 2011 Mellemmand i forbindelse med afpresning T1 og T2, der var medlem af Bandidos, var tiltalt for at have afpresset F1 og F2 for 1,7 mio. kr., hvoraf der blev betalt ikke under kr. T1 og T2 nægtede sig begge skyldige. På baggrund af bevisførelsen fandt retten det bevist, at F1 og F2 på et tidspunkt betalte ikke under kr. til T2, som umiddelbart efter afleverede pengene til T1. Retten fandt endvidere, at pengene blev leveret som følge af trusler, og uden at der forelå et reelt gældsforhold til T1. På denne baggrund fandtes T1 skyldig i afpresning og T2 skyldig i medvirken til afpresning, idet han havde modtaget pengene på vegne af T1, selvom han vidste, at pengene blev leveret som følge af trusler, og uden at der forelå et reelt gældsforhold. Dom nr. 4: Retten i Roskildes dom af 11. oktober 2011 Besiddelse af skydevåben i bil med 4 passagerer T1 T4 var tiltalt for besiddelse af skydevåben under særlig skærpende omstændigheder, jf. straffelovens 192 a, stk. 1, idet de i forbindelse med, at deres køretøj blev bragt til standsning af politiet, kastede flere skydevåben med tilhørende ammunition ud af vinduet. T1 og T2 var eller havde været tilknyttet Bandidos. Alle tiltalte nægtede sig skyldige og forklarede, at de havde været ude at køre i den bil, der blev standset af politiet, men at ingen af dem havde set våben i bilen eller havde set våben blive kastet ud af bilen. Det fremgik af sagen, at alle de tiltalte var iført skudsikre veste, da de blev standset af politiet, ligesom flere af dem havde dothandsker på, og mindst en havde en røverhue på. Endvidere forklarede en polititjenestemand i retten, at han havde set, at der blev kastet ting ud af den bil, som de tiltalte blev standset i, umiddelbart inden den blev bragt til standsning. Politiet havde efterfølgende fundet skydevåben og ammunition i vejkanten. Retten fandt alle de tiltalte skyldige i besiddelse af skydevåben under særlig skærpende omstændigheder. Retten lagde vægt på, at alle de tiltalte var iført skudsikre veste, da de blev standset, at flere af dem var iført dothandsker, og at mindst en var iført røverhue, på trods af at det var april måned. Retten fandt på denne baggrund, at turen havde haft et kriminelt formål, som alle de fire tiltalte kendte og havde accepteret, hvorfor de alle kunne dømmes for i forening at havde været i besiddelse af skydevåben under særlig skærpende omstændigheder jf. straffelovens 192 a, stk. 1. 2

3 Dom nr. 5: Østre Landsrets dom af 11. maj 2012 Deltagelse i straffeaktion T1-T3, der alle var tilknyttet Bandidos, var tiltalt for i forening og efter forudgående aftale på en tankstation at have skudt efter flere personer tilhørende Black Cobra. De nægtede sig alle skyldige. T1 forklarede, at han var kørt forbi en tankstation, hvor han havde bemærket, at der var nogle personer fra Black Cobra, og at han i den forbindelse havde råbt til dem, at de ikke hørte til der. Han havde ikke bemærket, at der kom en bil umiddelbart bag ham, og at en af personerne i bilen havde skudt. Han forklarede endvidere, at han ikke kendte de to medtiltalte. T2 nægtede at udtale sig, mens T3 nægtede at have været på stedet. Ingen af de forurettede medlemmer af Black Cobra kunne i retten huske særlig meget omkring episoden. Det kom frem under sagen, at T1 var et ledende medlem af Bandidos, mens T2 var hang-around og T3 prospect. På baggrund af vidneforklaringer og masteoplysninger om de tiltaltes placering omkring gerningstidspunktet kunne det lægges til grund, at alle de tiltalte havde forladt Bandidos klubhus samtidig, således at T1 var kørt på motorcykel, og T2 og T3 var kørt i bil. På baggrund af billeder fra overvågningskameraet på tankstationen og vidneforklaringer kunne det endvidere lægges til grund, at de var ankommet samtidig til tankstationen, ligesom de 30 sekunder senere havde forladt den samtidig. Om episoden på tankstationen forklarede vidner, at T1 umiddelbart efter ankomsten til tankstationen havde givet et signal til T2, før denne steg ud af bilen og begyndte at skyde mod personerne fra Black Cobra. T3 havde ikke foretaget sig andet end at sidde i bilen. På baggrund af bevisførelsen blev alle tre tiltalte i byretten dømt for grov vold efter straffelovens 245, stk. 1. T2 og T3 ankede dommen til landsretten med påstand om frifindelse. Landsretten stadfæstede byrettens dom. Såvel byretten som landsretten fandt, at det måtte lægges til grund, at T2 var den person, der havde skudt. For så vidt angår T1 lagde byretten vægt på, at han vidste, der var medlemmer af Black Cobra på tankstationen, at han fulgtes med bilen, hvori T2 og T3 var, til tankstationen, at han gav tegn til T2, og at han overværede det efterfølgende forløb, inden han samtidig med T2 og T3 forlod tankstationen. På denne baggrund fandt byretten, at han kunne dømmes for medvirken til T2 s handlinger. For så vidt angår T3 lagde landsretten vægt på, at T1-T3 alle tilhørte Bandidos, og at de, der blev beskudt, tilhørte Black Cobra, og at skyderiet startede efter signal fra T1. Landsretten lagde derfor til grund, at der var tale om et opgør mellem de to grupperinger, og at T3 måtte have været klar over og indforstået med, hvad der skulle ske. På denne baggrund fandtes han også at kunne dømmes for medvirken til T2 s handlinger. Dom nr. 6: Vestre Landsrets dom af 23. november 2012 Bandeleder ikke dømt for medvirken til medtiltaltes kriminalitet i det ikke erkendte omfang 3

4 T1-T4 var tiltalt for en række forhold af besiddelse af amfetamin, kokain og hash med henblik på videresalg. T1-T3 var hovedsagligt tiltalt for henholdsvis besiddelse og videreoverdragelse af de nævnte stoffer, mens T4, som var et højtstående medlem af Hells Angels, var tiltalt for at have instrueret og styret de medtiltalte i relation til afhentning og videreoverdragelse. T4 nægtede sig skyldig i medvirken til T1-T3 s kriminalitet, men erkendte at have været involveret i ét forhold vedrørende en leverance på 11 kg hash. T1-T3 erkendte sig delvist skyldige i en række forhold, men kunne ikke udtale sig vedrørende T4 s rolle, idet de enten helt nægtede kendskab til T4 eller afviste, at han skulle have været involveret i videre omfang, end det T4 selv forklarede. Gennem talrige telefonaflytninger og observationer tegnede der sig imidlertid et billede af en meget intens kontakt mellem særligt T1 og T4, ligesom kontakten ifølge anklagemyndigheden afspejlede et over-underordnelsesforhold de to tiltalte imellem. Landsretten dømte T4, i det omfang han selv erkendte, men frifandt ham for medvirken til de øvrige tiltaltes kriminalitet. Landsretten fandt ikke, at den omstændighed, at der havde været en lang række korte telefonsamtaler og møder mellem T1 og T4 i sig selv kunne udgøre bevis for T4 s medvirken til T1 s kriminalitet. Landsretten lagde i denne forbindelse vægt på, at der ikke var fremkommet oplysninger om, hvornår og hvordan T1 var kommet i besiddelse af de stoffer, som tillige T4 var tiltalt for at have besiddet med henblik på videreoverdragelse. Der var heller ikke observationer eller andet der kunne indikere, at T1 havde afregnet betaling for stoffer til T4, eller at T4 i øvrigt havde forbindelse til udlevering eller salg af de nævnte stoffer. Dom nr. 7: Østre Landsrets dom af 20. december 2012 Sagen mod 15 medlemmer af rockergruppen Hells Angels forhold 5 T1-T5 med tilknytning til Hells Angels var bl.a. tiltalt for som led i et bandeopgør at have overfaldet F1 og F2, idet T3-T5 i forening med 5 yderligere medlemmer af Hells Angels (som tidligere var dømt for forholdet) og efter ordre fra T1 og T2 kørte af sted i biler og ved Brorsons Kirke spærrede vejen for F1 og F2, hvorefter de overfaldt F1 og F2 med køller, andre slagvåben og spark, hvorved F1 bl.a. pådrog sig en alvorlig nakkefraktur. T1-T5 nægtede sig skyldige. T1 forklarede kort, at han intet havde med forholdet at gøre. Flere af de øvrige tiltalte nægtede at udtale sig. En person (V), som selv havde deltaget i overfaldet og som tidligere var dømt for forholdet, afgav vidneforklaring under sagen mod T1-T5. V forklarede, at T3 på vegne af T1 havde kontaktet ham og de øvrige tiltalte og givet dem besked på at møde i Hells Angels klubhus kl. 13. Telefonaflytning understøttede denne forklaring, hvoraf det fremgik, at T1 sagde til T3: I er blevet kaldt ind i klubben klokken et alle sammen. Her blev der ifølge V afholdt et møde, hvor T2 havde givet T3-T5 og 5 øvrige medlemmer af Hells Angels ordre om at køre ud og lave et hævnangreb mod indvandrerne. T1 havde siddet i baggrunden og overhørt ordren. Der var ikke telefonoplysninger eller videoovervågning, der bekræftede denne forklaring om T2 s medvirken. Der var derimod videooptagelser ude foran Hells Angels klubhus, der viste, at T1 befandt sig 4

5 på parkeringspladsen foran klubhuset iført skudsikker vest, da de øvrige tiltalte medbringende slagvåben steg ind i biler, der efterfølgende blev observeret ved Brosons Kirke i forbindelse med voldsudøvelsen. Videooptagelser viste i øvrigt, at T1 kørte fra stedet ca. 2 min. før de øvrige, ligesom det fremgik af en aflyttet telefonsamtale mellem T1 og et andet højtstående medlem af Hells Angels, at T1 udtalte: vi kører rundt hele tiden og vi er hele tiden i området. Landsretten lagde på baggrund af bevisførelsen til grund, at T1 på gerningstidspunktet havde en ledende rolle i Hells Angels og var overordnet de øvrige tiltalte. Landsretten fandt det på baggrund af videoovervågningen og telefonaflytningerne, der underbyggede V s forklaring, bevist, at den af T3-T5 og de øvrige dømte medlemmer af Hells Angels udøvede vold skete efter ordre fra T1. Voldsudøvelsen fandtes ikke at have oversteget, hvad der måtte anses for at have været forudsat, hvorfor T1 blev fundet skyldig i medvirken til grov vold efter straffelovens 245, stk. 1. T2 blev frifundet, da V s forklaring om hans rolle i voldsudøvelsen havde været skiftende og ikke i øvrigt var støttet af andre oplysninger, der med den til domfældelse i en straffesag fornødne sikkerhed godtgjorde, at T2 havde medvirket til forholdet ved at give ordre til at udføre overfaldet. T3-T5 blev alle fundet skyldige i voldsudøvelsen. Dom nr. 8: Østre Landsrets dom af 20. december 2012 Sagen mod 15 medlemmer af rockergruppen Hells Angels forhold 6 T1-T5 med tilknytning til Hells Angels var tiltalt for som led i et bandeopgør at have forsøgt at dræbe F i forening med en sjette person (V), som tidligere var dømt for forholdet, idet T3 og T4 efter ordre fra T1 og T2 transporterede T5 og V til en brugsstjålet bil, hvorefter T5 og V kørte til Skelbækgade, hvor V gik ind i en kiosk og affyrede 7 skud mod F, der blev ramt af 2 skud men overlevede de deraf følgende livstruende læsioner. T1-T5 nægtede sig skyldige. De nægtede endvidere at udtale sig om forholdet. V, der afgav vidneforklaring under sagen mod T1-T5, forklarede, at der havde været afholdt et møde ved Emdrup Sø, hvor T1 og T2 havde givet instruks om, at der skulle begås et drab i Skelbækgade, og hvor V var blevet udpeget til at udføre det i forening med T3-T5. Der havde endvidere været gennemført en påvisningstur, hvor T1 havde udpeget gerningsstedet over for T5 og V. På gerningsdagen havde T3 kontaktet V og bedt ham komme ind i Hells Angels klubhus sammen med T5. V oplyste endvidere, at T4 havde fået til opgave at stjæle den bil, han sammen med T5 kørte i på turen til kiosken i Skelbækgade, og som efterfølgende blev brændt af. V s forklaring vedrørende T3-T5 var underbygget af teleoplysninger og videoovervågning samt den omstændighed, at bilen, de var kørt i, rent faktisk var stjålet. T3- T5 blev på denne baggrund fundet skyldige i medvirken til drabsforsøget. Landsretten fandt imidlertid ikke, at V s forklaring vedrørende T1 og T2 i fornødent omfang kunne underbygges af teleoplysninger, ligesom der ikke var andre oplysninger af betydning, der kunne understøtte V s forklaring om T1 og T2 s medvirken til drabsforsøget. Landsretten fandt derfor ikke, at det med tilstrækkelig sikkerhed var bevist, at T1 og T2 havde medvirket til drabsforsøget ved at afgive ordre, hvorfor de blev frifundet. 5

6 Dom nr. 9: Vestre Landsrets dom af 7. marts 2013 Spontant bandeopgør T1-T14 var tiltalt for i forening at have udøvet grov vold mod F1-F3, idet de stak F1 med en kniv i lænden og slog ham adskillige gange blandt andet med diverse genstande, ligesom de overfaldt F2 og F3 med adskillige spark og slag på kroppen og i hovedet, herunder med redskaber som en donkraft og diverse værktøjsdele. T1-T14, der alle var relaterede til gruppen Guardias Diablo, nægtede sig skyldige og ville ikke udtale sig om deres egen eller andres rolle i det voldelige overfald. Flere af de tiltalte oplyste dog, at der var et anspændt forhold mellem AK81/Hells Angels og Guardias Diablo/Bandidos på gerningstidspunktet, og at det bl.a. havde resulteret i et voldeligt sammenstød de to grupperinger imellem en måned forinden. To af de tiltalte forklarede endvidere, at de tidligere på dagen var blevet forfulgt af aggressive og bevæbnede personer fra AK81/Hells Angels. Endelig forklarede flere af de tiltalte om selve episoden, at de havde været ude at køre, og at personer med tilknytning til AK81 på et tidspunkt havde blokeret vejen for den bil, hvori en af de tiltalte befandt sig, hevet ham ud af bilen og blandt andet stukket ham med en kniv. Herefter var de andre tiltalte kommet til stede, og et slagsmål havde udviklet sig. F1-F3, der var medlemmer af AK81, kunne ikke nærmere huske episoden. I retten blev der afspillet en video fra et overvågningskamera fra baggården til Guardias Diablos klubhus. Det kunne på videoen ses, at alle de tiltalte tog af sted fra klubhuset inden for et kort tidsrum få minutter før episoden. Det fremgik endvidere af videoen, at der i løbet af eftermiddagen var blevet lagt en donkraft og diverse redskaber ind i en af bilerne, og at flere af de tiltalte havde skudsikre veste på. I retten blev der endvidere afspillet en overvågningsvideo fra en tankstation meget tæt på gerningsstedet, hvoraf fremgik, at F1 blev slået i hovedet med en donkraft. Endelig forklarede flere vidner om episoden, at de havde set et sammenstød mellem to biler, og at der herefter var opstået et slagsmål, mellem hvad der mindede om to grupperinger. I denne forbindelse havde personer fra den ene gruppering forsøgt at flygte, men var blevet overfaldet af en større gruppe fra den modsatte gruppering. Det var efter bevisførelsen kun i begrænset omfang muligt at knytte de enkelte tiltalte til konkrete voldshandlinger. Retten lagde efter bevisførelsen til grund, at volden startede, da der var et sammenstød mellem en af de tiltalte og en gruppe fra AK81. Herefter var de øvrige tiltalte kommet til stedet, og F1-F3 var blevet overfaldet. Retten fandt, at oplysningerne om, at der i løbet af eftermiddagen var blevet lagt diverse slagvåben i en af bilerne, at flere af de tiltalte bar skudsikre veste, samt at de alle tog af sted fra klubhuset samtidig, måtte ses som et udtryk for Guardias Diablos generelle færden i den periode på grund af den anspændte situation mellem dem og AK81/Hells Angels. Det kunne således ikke lægges til grund, at opbruddet fra klubben var sket med henblik på et planlagt konkret voldeligt sammenstød. Som følge af den anspændte situation måtte de tiltalte imidlertid anses for at have været forberedt på en konfrontation og accepteret, at personer i deres gruppe i givet fald ville anvende 6

7 våben, hvorfor overfaldet måtte betragtes som en forventet om end ikke konkret planlagt konfrontation i bandemiljøet. Alle de tiltalte blev på denne baggrund fundet skyldige i den samlede vold udøvet mod F1-F3. De tiltalte ansås for at have handlet som en gruppe og udøvet den samlede vold i forening, selvom de ikke var ankommet helt samtidig til pladsen, og selvom ikke alle havde udøvet vold eller deltaget i de samme dele af episoden. Retten lagde i denne forbindelse vægt på, at de alle havde tilknytning til den samme gruppering, og at de tiltalte enten selv havde udøvet vold eller placeret sig tæt på konkrete voldsepisoder og derved været med til at forværre situationen for de forurettede. Endelig fandt retten, at volden ikke efter sin karakter var gået ud over, hvad de tiltalte måtte have forventet og accepteret. 3. Vold begået af grupper, hvor den enkeltes færden ligger forholdsvist fast Dom nr. 10: Retten i Hernings dom af 25. juni 2009 Fælles forståelse om, at der skulle udøves vold T1-T8 var tiltalt for at have overfaldet F med knytnæveslag, spark og slag med et aluminiumsbat. Baggrunden for overfaldet var ifølge de tiltalte, at T1 var sur på F på grund af nogle SMS-beskeder, som F havde sendt til ham. De tiltalte tog alle ud til F s adresse sent på aftenen kørende i to biler. De havde ikke talt om, hvad der skulle ske, når de kom frem. Der blev ikke medbragt våben. På adressen fandt T1 og T2 F på 1. sal. F var stået op af sin seng og stod uden for soveværelset med et aluminiumsbat i hånden, som han forsøgte at skræmme de tiltalte væk med. T2 fik imidlertid fat i battet, alt imens T3-T7 kom til stede på 1. salen. F blev herefter slået med battet af T2 og slået og sparket af flere af de tiltalte. På et tidspunkt råbte T7, at T2 skulle tage det roligt, idet han syntes, at 2-3 slag var nok, når F lå ned. T3, T5 og T6 forlod 1. salen, da de så, at der blev slået med et bat. T8 var ikke gået med op på 1. salen, men var i stedet gået ud på gårdspladsen. T8 forklarede i retten, at han var bange for, hvad en anden beboer på F s adresse kunne finde på at gøre. Alle de tiltalte forlod adressen samtidig i de biler, de var ankommet i. T1, T3 og T4 erkendte at have medvirket til at begå vold efter straffelovens 244, men nægtede at have deltaget i grov vold efter straffelovens 245, stk. 1. De øvrige tiltalte nægtede sig skyldige. Retten fandt alle tiltalte skyldige i at have overfaldet F i forening. Retten lagde til grund, at alle de tiltalte på forhånd var klar over, at T1 forinden havde haft en kontrovers med F. Med henvisning hertil fandt retten det bevist, at de tiltalte vidste eller bestemt måtte formode, at baggrunden for, at de henvendte sig på F s bopæl, var, at der skulle ske et overfald. Retten fandt ikke, at den vold, der på forhånd var aftalt eller forudsat, lå ud over vold omfattet af straffelovens 244, da der ikke fra starten havde været medbragt våben. Retten fandt imidlertid, at overfaldet udviklede sig til grov vold, da T2 slog med et aluminiumsbat. Ved at have accepteret dette og ved at have undladt at gribe ind over for T2 s slag med battet, var alle de tiltalte, der var forsamlet på 1. sal, ansvarlige for den samlede voldsudøvelse, idet deres passivitet og manglende afstandtagen under deres tilstedeværelse efter rettens vurdering medførte, 7

8 at de stiltiende havde accepteret overfaldet. De blev derfor dømt for overtrædelse af straffelovens 245, stk. 1. T8, der ikke havde været til stede på 1. salen i forbindelse med selve overfaldet, blev dog alene dømt for overtrædelse af straffelovens 244, da han ikke havde haft noget kendskab til, at der blev slået med et aluminiumsbat. Dom nr. 11: Østre Landsrets dom af 1. februar 2011 T2 og T3 frifundet for medvirken til T1 s knivstikkeri som følge af manglende forsæt T1-T3 var tiltalt for grov vold ved at have stukket F1 og F2 flere gange med en kniv. De tiltalte nægtede sig skyldige, idet T1 dog erkendte at have ramt de forurettede med kniven i selvforsvar. T1 forklarede, at baggrunden for episoden var, at de forurettede et par dage forinden havde kaldt T2 noget nedsættende. På dagen for episoden havde han hørt nogle af de forurettede sige noget om T2 igen, hvorfor han var gået over til dem. Der var herefter opstået slagsmål, og han var kommet ned at ligge på jorden. Her så han en kniv på jorden, som han samlede op og fægtede med. Han var ikke klar over, om han ramte nogen. T2 forklarede, at han havde været til stede, da T1 begyndte at diskutere med de forurettede og deres venner. Da det begyndte at udvikle sig til slagsmål, havde T2 gentagne gange sagt, at de skulle stoppe, ligesom også T3 havde forsøgt at få parterne til at stoppe. Da T1 var løbet fra stedet, var T2 og T3 kørt væk i en bil og samlede lidt senere T1 op. T2 forklarede videre, at han ikke havde set, om T1 havde en kniv. T3 forklarede, at han havde siddet i en bil, da han observerede, at der var optakt til et eller andet mellem T1 og gruppen med de forurettede. Han var herefter løbet hen til dem og havde råbt, at de skulle stoppe. Han havde imidlertid ikke ønsket at blande sig, hvorfor han var gået fra stedet. Han havde ligesom T2 heller ikke set, om T1 havde en kniv. Han havde heller ikke været klar over, at der havde været en forudgående uoverensstemmelse mellem T2 og de forurettede. F1 forklarede, at da T1 var gået hen imod dem, havde der været to personer, som gik tæt bag ved T1. Der opstod herefter slagsmål mellem gruppen med de forurettede og T1. På et tidspunkt var han blevet stukket med en kniv, og han havde set T1 stikke F2. Det kom i øvrigt frem, at hverken de forurettede eller vidner havde set T2 og T3 være aktive under tumulten, ligesom flere forklarede, at T2 havde forsøgt at skabe ro. Landsretten fandt på baggrund af vidners og forurettedes forklaringer T1 skyldig i grov vold, mens T2 og T3 blev frifundet for medvirken hertil. Retten lagde vægt på, at ingen af vidnerne havde set T2 eller T3 deltage direkte i slagsmålet. Retten lagde for så vidt angår T2 endvidere vægt på, at han havde forsøgt at stoppe slagsmålet og havde trukket sig tilbage. For så vidt angår T3 lagde retten endvidere vægt på, at han ikke havde nogen forudgående viden om uoverensstemmelsen mellem T2 og de forurettede. Dom nr. 12: Vestre Landsrets dom af 26. maj 2011 T2 og T3 frifundet for medvirken til vold som følge af manglende forsæt 8

9 T1-T3 var tiltalt for grov vold mod F, idet de opsøgte F i hans lejlighed, hvorefter T1 slog F adskillige gange i ansigtet med knytnæveslag, ligesom T1 slog F flere gange mod ansigtet med en stegepande og derefter med et kosteskaft. De tiltalte nægtede sig alle skyldige. T1 forklarede, at han den pågældende dag havde været meget fuld og på et tidspunkt havde sat sig på en trappesten. Her var han blevet overfaldet af F med adskillige knytnæveslag. Han var herefter fulgt efter F, fordi han var ophidset efter overfaldet. Næsten samtidig med havde han mødt T2 og T3 og fortalt dem, at han var blevet overfaldet af F, og de fulgte med ham ind i opgangen til F s lejlighed. Han kunne imidlertid ikke huske noget af, hvad der var sket inde i F s lejlighed. T2 forklarede, at han var på vej til at mødes med T1 på et værtshus, da han mødte T1 på gaden. Han havde kort forinden mødt T3, som gerne ville med på værtshus, og de var herefter fulgtes ad. Han kunne se, at T1 havde fået nogle slag og var ophidset. T1 var gået ind i en opgang, og T2 var fulgt efter, men ikke ind i lejligheden. Han kunne ikke se alt, hvad der foregik i lejligheden, men kunne høre, at der var tumult, og at T1 og F skændtes. Han havde ikke forsøgt at lægge sig fysisk imellem T1 og F, da han ikke ville blandes ind i noget. T3 forklarede, at han og T2 mødte T1 på gaden, hvor T1 fortalte, at han var blevet slået og sparket af F. T1 var herefter gået ind i F s opgang og op til F s lejlighed. T2 og T3 gik med, men blev stående på trappen. Han havde på fornemmelsen, at T1 ville konfrontere F med det passerede. Inde i lejligheden var der opstået tumult, men han kunne ikke præcis se, hvad der skete. Han gjorde ikke noget for at hjælpe F, da han ikke ville blande sig, og fordi han var bange for T1. F forklarede, at han havde mødt T1 uden for opgangen til hans lejlighed, hvor T1 havde opført sig provokerende og havde skubbet til F. F var blevet sur over dette og havde slået T1 tre gange i ansigtet med knyttet hånd samt givet ham to knæspark, da T1 var knækket sammen. Herefter var F gået op i sin lejlighed. Efter ca. 5 minutter var T1 kommet op til lejligheden med to venner. De to venner havde stået ved trappen, mens T1 havde slået F med knytnæveslag og herefter med en stegepande og et kosteskaft. Han havde ikke gjort modstand, fordi T1 var sammen med sine to venner, og de derfor var i overtal. Byretten fandt alle tiltalte skyldige i grov vold. For så vidt angår T2 og T3 lagde retten vægt på, at de var fulgt med T1 op til F s lejlighed, selvom de vidste, at han netop havde været i slagsmål med F, og selvom T1 var meget ophidset. Endvidere lagde byretten til grund, at T2 og T3 havde været placeret således på trappen, at de kunne høre og se, hvad der foregik mellem T1 og F. Da ingen af dem forsøgte at forhindre den igangværende voldsudøvelse, fandt byretten, at T2 og T3 i hvert fald stiltidende havde accepteret den voldsudøvelse, F blev udsat for, hvorfor de fandtes skyldige i medvirken til grov vold. Dommen blev af de tiltalte anket til landsretten med påstand om frifindelse. Landsretten lagde efter bevisførelsen til grund, at T1, efter at den forudgående episode med F var afsluttet, havde opsøgt F i dennes hjem og tildelt ham adskillige slag. Landsretten lagde endvidere til grund, at T2 og T3 var kommet til stedet som følge af en telefonsamtale med T1, der havde fundet sted, før T1 var blevet overfaldet af F. Landsretten fandt på denne baggrund T1 skyldig i vold, men fandt ikke grundlag for at tilsidesætte T2 og T3 s forklaringer 9

10 om, at de ikke havde forsæt til at medvirke til T1 s voldsudøvelse, hvorfor de blev frifundet for at have medvirket til T1 s voldsudøvelse. Dom nr. 13: Vestre Landsrets dom af 15. juni 2011 Passiv deltagelse i voldeligt overfald T1-T3 var tiltalt for at have slået F adskillige gange på kroppen med en kroketkølle, samt slået ham flere gange i ansigtet med knytnæver og sparket ham i hovedet. De tiltalte nægtede sig skyldige. T1 forklarede, at han slet ikke havde været på gerningsstedet på gerningstidspunktet. T2 forklarede, at han var taget med T3 ud til klubhuset, hvor de skulle mødes med F og snakke om noget, som F havde sagt tidligere om T3. De havde ikke snakket om, at F skulle have tæsk eller lignende. F var kommet kort tid efter, at de var ankommet til klubhuset, og han og T2 havde snakket lidt sammen. Pludselig havde T3 slået F med en kroketkølle. T2 var blevet meget chokeret og havde stillet sig med ryggen til 7-8 meter derfra. Kort tid efter var han løbet fra stedet sammen med T3. T3 forklarede, at han sammen med T2 mødtes med F i klubhuset for at snakke med F om noget, F havde sagt. T3 var i løbet af samtalen blevet meget vred, og havde slået F én gang med en kroketkølle, og herefter var der ikke sket mere. F forklarede, at han mødtes med T2 og T3 i klubhuset, hvor også T1 var til stede. I klubhuset havde han stået og snakket lidt med T2, da T3 pludselig uden varsel slog ham flere gange på kroppen med en kroketkølle. Da kroketkøllen brækkede, fortsatte T3 med at slå F i ansigtet med knytnæve samt sparke ham på armene. Herefter havde T1 taget fat i F, der nu var kommet ned at ligge, og slået ham med knyttede næver og sparket ham i hovedet. F forklarede endvidere, at T2 ikke deltog i volden, men forholdt sig passiv under hele forløbet. Alle de tre tiltalte blev fundet skyldige i vold. Retten fandt det bevist, at T1 og T3 havde udøvet vold som forklaret af F og fandt, at T1 ved at slå og sparke F i forlængelse af T3 s voldsudøvelse måtte anses for at have accepteret T3 s forudgående voldsudøvelse, herunder slagene med kroketkøllen. På denne baggrund blev T1 og T3 fundet skyldige i den samlede voldsudøvelse. For så vidt angår T2 lagde retten vægt på, at han og T3 var kammerater, og at de var fulgtes til klubhuset den pågældende dag. Retten lagde til grund, at T2 ikke havde deltaget aktivt i voldsudøvelsen, men at han havde overværet dele af den, uden at han udtrykkeligt tog afstand herfra. Under disse omstændigheder fandtes T2 efter stiltiende aftale at have medvirket til voldsudøvelsen. Retten fandt imidlertid ikke, at T2 s medvirken kunne udstrækkes til at omfatte grov vold efter straffelovens 245, stk. 1, idet slagene med kroketkøllen kom pludseligt og uventet. Dom nr. 14: Retten i Sønderborgs dom af 22. september 2011 Rolle som hjælper til vold og afpresning T1og T2 var bl.a. tiltalt for i forening at have udøvet grov vold, afpresning og trusler mod F, idet de foranledigede, at F kom til stede i en lejlighed, hvorefter T1 tildelte F adskillige knytnæveslag i ansigtet, truede F med at slå ham med en lægtehammer, 10

11 som T2 rakte til T1, snittede F bag øret med en kniv, ligesom T1 truede F med at klippe F s finger af med en rosensaks, mens han forlangte, at F skaffede ham kr. T1 erkendte at have slået F med knytnæveslag, men nægtede sig ellers skyldig. T2 nægtede sig i det hele skyldig. T1 blev dømt for grov vold, trusler og afpresning. T2 blev i det hele dømt for medvirken, idet han var til stede under hele afstraffelsen af F og på T1 s forlangende rakte ham en lægtehammer, som derefter blev brugt til at true F med. T2 fandtes herved som fuldt bekendt med situationen og formålet med at fremtage lægtehammeren at have gjort sig medskyldig. Da han ikke trak sig ud af situationen eller på anden vis lagde afstand til sin rolle som hjælper, havde han i det hele gjort sig delagtig i volden, afpresningen og truslerne. Dom nr. 15: Retten i Helsingørs dom af 16. december 2011 Timelang vold dømt for passiv medvirken T1-T3 var tiltalt for at have udøvet grov vold mod F, idet de over en periode på 2 timer havde tildelt F adskillige knytnæveslag og spark i hovedet og på kroppen, flere slag i ansigtet med et brusehoved, ligesom de havde brændt ham i skridtet med en lighter. De nægtede sig alle skyldige. T1 og T2 forklarede, at de havde været til stede, mens T3 havde overfaldet F, men at de ikke havde turdet blande sig eller kontakte politiet. Retten lagde til grund, at alle de tiltalte og F havde været særdeles berusede under og forud for voldsudøvelsen. Det blev endvidere lagt til grund, at volden helt overvejende var blevet udøvet af T1, mens T2 og T3 kun i begrænset omfang havde deltaget. T2 havde således sparket F en enkelt gang, ligesom han havde hjulpet T3 med at bære F rundt mellem husets forskellige rum. T2 havde slået F tre gange i hovedet. Efter en samlet bevisbedømmelse fandt retten T1 skyldig i overtrædelse af straffelovens 245, stk. 1. T2 og T3 blev dømt for medvirken. Retten fandt således, at den omstændighed, at de havde været til stede under hele forløbet, at de i begrænset omfang havde deltaget, at de ikke havde sagt fra eller søgt hjælp, og at de heller ikke, da volden var afsluttet, og T3 ikke længere var til stede, havde reageret ved at skaffe hjælp, gjorde, at de kunne dømmes for passiv medvirken til den samlede vold. Dom nr. 16: Retten i Glostrups dom af 24. januar 2012 T anset for at tilslutte sig vold begået af en anden T var tiltalt for i forening med en kammerat, der var under den kriminelle lavalder, at have sparket F1 flere gange i ryggen og nikket F2 en skalle. T nægtede sig skyldig. På baggrund af vidneforklaringer fra F1 og F2 lagde retten til grund, at det var T s kammerat, der havde taget kontakt til F1 og F2 og truet dem med tæsk, ligesom han var fulgt efter F1 og F2, da disse havde forsøgt at ignorere ham, og herefter havde sparket F1 flere gange. T havde under dette forløb befundet sig ved siden af kammeraten, men ikke foretaget sig noget. Kammeraten fortsatte med at følge efter F1 og F2 og sparkede i denne forbindelse atter F1, mens T nikkede F2 en skalle. Retten fandt, at T s kammerat kun var i stand til at føre sig frem med trusler og spark på grund af T s tilstedeværelse. Retten lagde vægt på, at T vedvarende fulgte med 11

12 kammeraten, da denne udøvede vold og endvidere tog over, da han nikkede F2 en skalle. T fandtes på denne baggrund medskyldig i den af kammeraten udøvede vold. Dom nr. 17: Retten i Næstveds dom af 7. februar 2012 Bistand til at finde forurettede, der skjulte sig T1-T3 var blandt andet tiltalt for forsøg på grov vold efter straffelovens 245, stk. 1, idet T1, der tidligere havde været gift med F1, anskaffede sig et våben, så han kunne skyde mod F1 og F2 (F1 s nye kæreste), og idet han opfordrede T2 og T3 til at lede efter F1 og F2, der angiveligt havde skjult sig i Tyrkiet, ligesom de fandt en person, der mod betaling ville skyde mod F1 og F2. De tiltalte nægtede sig skyldige. Det kom frem under sagen, at T2 og T3 sammen var rejst til Tyrkiet, ligesom der blev dokumenteret flere telefonsamtaler mellem T1 og T2. Samtalerne drejede sig om, at T2 under sit ophold i Tyrkiet skulle forsøge at finde F1 og F2. T1 nævnte endvidere i samtalerne, at han ønskede, at F1 og F2 skulle udsættes for vold, ligesom han nævnte, at han havde anskaffet et våben. Der blev ligeledes talt om, at de skulle hyre en person til at slå F1 og F2 ihjel. Det fremgik endelig af telefonsamtalerne, at T2 under opholdet i Tyrkiet havde forhørt sig om, hvor F1 og F2 befandt sig. For så vidt angår T3 havde denne muligt befundet sig i baggrunden i forbindelse med nogle af telefonsamtalerne mellem T1 og T2, men han havde ikke selv taget del i samtalerne. Retten fandt T1 skyldig i forsøg på at udøve grov vold mod F1 og F2. Retten fandt endvidere T2 skyldig i medvirken til forsøg på grov vold, mens retten ikke fandt, at T3 kunne dømmes for medvirken til volden. Retten fandt det således ikke bevist, at T2 og T3 var taget til Tyrkiet med det formål at lede efter de forurettede, ligesom retten ikke fandt det bevist, at T2 havde haft til hensigt selv at begå vold mod F1 og F2. Retten fandt imidlertid, at T2 ved at forsøge at hjælpe T1 med at finde F1 og F2, velvidende at T1 var fast besluttet på at udsætte parret for grov vold, hvis han fandt dem, havde gjort sig skyldig i medvirken til T1 s forsøg på at begå grov vold. For så vidt angår T3 fandt retten ikke, at den omstændighed at han havde været sammen med T2 i Tyrkiet og muligvis havde overhørt en af telefonsamtalerne mellem T1 og T2, i sig selv kunne anses for strafbar medvirken, hvorfor T3 blev frifundet. Dom nr. 18: Københavns Byrets dom af 15. februar 2012 T3 filmede voldsofferet og lagde filmen på facebook T1-T4 var bl.a. tiltalt for at have udøvet grov vold mod F, der var delvist lam i venstre side af kroppen. Volden var udøvet, mens de tiltalte og F befandt sig i F s lejlighed. Retten lagde til grund, at T1-T3 havde slået F adskillige gange i ansigtet og på kroppen med knytnæveslag og en marmor pokalfodstøtte, ligesom de havde slået ham i hovedet med en flaske og stukket ham adskillige gange med en steakkniv på arme og ben. Endelig havde de hældt vand og madvarer ud over ham, brændt ham på øret og forsøgt at sætte ild til hans hår og ansigt. Baggrunden for overfaldet var, at de tiltalte havde fået den opfattelse, at F havde sladret om dem til politiet. T4 havde været til stede under hele voldsudøvelsen, men ikke selv deltaget. Efter 12

13 voldsudøvelsen og efter at T1-T3 havde forladt lejligheden, havde T4 filmet F, mens T4 udtalte: sådan ser man ud, når man stikker. T4 havde efterfølgende lagt filmklippet på sin Facebook-profil. Retten fandt T4 skyldig i medvirken til den udøvede vold. Retten lagde vægt på, at han var til stede under voldsudøvelsen uden at gribe ind eller i øvrigt forsøge at stoppe det skete, og at han efterfølgende filmede forurettede og lagde filmklippet på Facebook. Han havde herved tilsluttet sig den udøvede vold. Dom nr. 19: Retten i Helsingørs dom af 16. februar 2012 Vold under indtrængen i F s hjem - T1 og T2 dømt for den samlede vold T1-T3 var tiltalt for at være trængt ind i F s hjem og slået ham med knytnæver, et baseballbat, en vodkaflaske og en fiskestang. Alle tre tiltalte nægtede sig skyldige. T1 forklarede, at han sammen med de øvrige tiltalte var kørt til F s adresse, fordi F skyldte ham penge. Umiddelbart efter ankomsten havde F imidlertid stukket ham med en kniv i maven, hvorfor han ikke havde deltaget i voldsudøvelsen. T2 og T3 nægtede at have været med hos F. F og to tilstedeværende vidner forklarede, at der havde været tre gerningsmænd, som alle havde været aktive i voldsudøvelsen. De kunne dog ikke forklare, hvem der havde gjort hvad. F kunne udpege T1 og T2 som værende gerningsmænd til overfaldet, men kunne ikke udpege T3. T1og T2 blev fundet skyldige i grov vold efter straffelovens 245, stk. 1. T3 blev frifundet, da det ikke med den fornødne sikkerhed kunne fastslås, at han var en af de gerningsmænd, der havde indfundet sig på gerningsstedet. Retten lagde til grund, at T1 opsøgte F, fordi F skyldte ham penge. Retten lagde endvidere til grund, at T1 startede med at slå F med knytnæver og baseballbat, og at T1 i denne forbindelse blev stukket i maven med en kniv af F. De to andre gerningsmænd, herunder T2, fortsatte herefter voldsudøvelsen mod F, mens T1 forblev på stedet. Under de omstændigheder og henset til at alle tre gerningsmænd havde deltaget aktivt i volden, fandt retten, at volden måtte anses for at være udøvet af alle tre gerningsmænd i forening og efter en fælles forståelse. Retten fandt ikke, at volden var gået ud over, hvad der fra starten var påregneligt. For så vidt angår T1 bemærkede retten, at han ved sin tilknytning til voldsudøvelsen, som han påbegyndte og var initiativtager til, og ved sin fortsatte forbliven på stedet, fandtes at have understøttet medgerningsmændenes fortsatte voldsudøvelse mod F. I forhold til T2 bemærkede retten, at han ved at forsætte T1 s forudgående voldsudøvelse måtte anses at have tilsluttet sig denne, således at han også var skyldig i T1 s del af volden. 4. Vold begået af grupper, hvor den enkeltes deltagelse i det voldelige overfald er uklar Dom nr. 20: Retten i Aalborgs dom af 8. oktober 2008 Vold begået af større gruppe 2 frifundet problemer med identifikation 13

14 T1-T5 var tiltalt for legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter under skærpende omstændigheder, jf. straffelovens 246, jf. 245, stk. 1, idet de på gaden havde omringet F og slået ham i hovedet og på kroppen med flasker, stole og knytnæveslag, ligesom de fastholdt ham og på et tidspunkt tildelte ham 14 knivstik, herunder et knivstik i leveren, hvilket medførte, at F kort efter døde. Alle tiltalte nægtede sig skyldige. Forud for overfaldet havde F været en del af en gruppe, som på en bar havde deltaget i et slagsmål med en gruppe omfattende de tiltalte og flere andre uidentificerede personer. Efter slagsmålet i baren opstod der uden for baren flaskekasteri mellem de to grupper. I denne forbindelse kom F på et tidspunkt til at stå alene og blev overfaldet af en række personer, som slog ring omkring ham. Der blev rejst tiltale mod T2-T5 primært på baggrund af signalementer af gerningsmændene afgivet af vidner til overfaldet. For så vidt angår T1 havde politiet desuden fundet en kniv, hvorpå der foruden at være blod fra F tillige var blod hidrørende fra T1. Retten dømte T1, T2 og T3 men frifandt T4 og T5. For så vidt angår T1 lagde retten afgørende vægt på blodet fundet på kniven. For så vidt angår T2 og T3 lagde retten vægt på, at flere vidner havde navngivet disse som værende gerningsmænd til overfaldet, og at andre vidner havde givet signalementer, som passede på beskrivelsen af de tiltalte. For så vidt angår T4 og T5 fandt retten ikke, at de signalementer, der var givet af vidner, med tilstrækkelig sikkerhed passede på disse to tiltalte, hvorfor de blev frifundet. T1-T3 blev dømt for den samlede voldsudøvelse, herunder den vold der havde forårsaget F s død, uanset det ikke kunne lægges til grund, præcis hvem der havde gjort hvad. Retten lagde herved vægt på, at de tiltalte slog ring om F, at alle var aktive og herunder forblev på stedet, samt at volden blev begået over et vist tidsrum. Dom nr. 21: Retten i Odenses dom af 11. marts 2010 Mange uidentificerede gerningsmænd vidner usikre på identitet T1-T3 var tiltalt for i forening med flere uidentificerede personer i tidsrummet fra kl. ca i fem adskilte tilfælde at have overfaldet 7 forskellige forurettede. Forhold 1 vedrørte vold, idet de tiltalte med et koben havde smadret en siderude i en bil, bag hvilken rude der sad en person. Forhold 2 vedrørte ligeledes vold, idet de tiltalte med en kølle havde smadret sideruden i en bil, hvor der sad en person bag ruden. Forhold 3 og forhold 4 vedrørte trusler mod tre forskellige personer. Forhold 5 vedrørte vold, idet de tiltalte havde tildelt en person 11 knivstik rettet mod skulder, øre, arme og ben, og idet de havde smadret sideruden i en bil, hvor der sad en person bag ruden. I forbindelse med bevisførelsen i retten havde mange vidner svært ved at erindre antallet af tilstedeværende personer og identiteten på disse. Vidnernes forklaringer viste i øvrigt, at episoderne var foregået meget hurtigt, at flere personer fra et eller flere køretøjer var strømmet ud, og havde begået overfald, og at de havde været væk forholdsvis hurtigt igen. Retten fandt ikke, at anklagemyndigheden havde godtgjort, at de tiltalte havde indgået en forudgående aftale om at begå rækken af trussels- og voldsforhold. Retten fandt derfor, at der alene kunne ske domfældelse, i det omfang de tiltaltes tilstedeværelse var fastlagt af vidner eller ved fingeraftryk eller 14

15 DNA. T1 og T2 blev herefter dømt i forhold 2 og 5, men frifundet i de øvrige forhold, mens T3 blev dømt i forhold 1, men frifundet i de øvrige forhold. I de forhold, hvor der skete domfældelse, fandt retten, at de tiltalte skulle dømmes for den samlede vold, idet denne ikke var gået ud over, hvad de tiltalte måtte forvente og havde accepteret. Dom nr. 22: Østre Landsrets dom af 10. maj 2010 Flere voldsepisoder samtidig på diskotek T1-T5 var tiltalt for grov vold ved i forening at have angrebet gæster og ansatte på et diskotek med slag, spark, skaller og slag med flaske. De tiltalte nægtede sig skyldige. T1 og T2 forklarede, at de havde set, at der havde været slagsmål på diskoteket, men at de ikke havde deltaget. T3 forklarede, at han havde været involveret i en enkelt voldsepisode, idet han havde forsøgt at skille to parter ad. Han havde herefter forladt stedet sammen med de medtiltalte og var gået hjem til T2. T4 forklarede, at han på et tidspunkt var blevet skubbet omkuld på diskoteket, og at det havde fløjet omkring ham med glas og flasker. Han havde ikke set, hvem der gjorde hvad, men havde forsøgt at stoppe det. T5 forklarede, at han havde set, at der var opstået slagsmål mellem nogle personer, han ikke kendte, men at han ikke selv havde deltaget. Han havde efterfølgende forladt stedet sammen med de medtiltalte og var gået hjem til T2. F1 forklarede, at han havde bemærket en gruppe udlændinge, der ankom til diskoteket. Efter deres ankomst var der opstået en trykket stemning på stedet. Der var opstået tumult, i hvilken forbindelse gruppen af udlændinge havde deltaget. Han kunne ikke huske så mange detaljer, fordi han havde været meget beruset, men han var blevet slået med knytnæveslag og havde fået en flaske i hovedet, ligesom han var blevet sparket. Han var ikke i stand til at sige, hvem der havde gjort hvad. Ved vidneforklaringer og fotokonfrontationer var T1 blevet udpeget som den person, der havde slået og forsøgt at slå med en flaske. Vidner forklarede endvidere, at de havde set T2 og T3 slå med knyttede næver, ligesom de havde set T4 nikke en skalle. Endelig havde vidner set T5 sparke F1, da denne lå på gulvet. Retten lagde til grund, at de tiltalte i overvejende grad handlede i forening. Retten lagde herved vægt på, at de i samlet flok havde indfundet sig på diskoteket, på de mange tilfælde af voldsudøvelse der fandt sted samtidig, og på at en eller flere af de tiltalte var involveret i alle tilfældene. De tiltalte blev derfor alle dømt for i forening at have nikket skaller, slået mod hoved og krop og sparket mod personer, der lå ned. Retten fandt imidlertid, at det lå uden for det påregnelige, at der ville blive slået med en flaske, hvorfor kun T1 blev anset for skyldig heri. Dom nr. 23: Østre Landsrets dom af 9. august 2010 Vold udøvet af flere usikkert hvem der gjorde hvad T1-T5 var tiltalt for i forening med flere uidentificerede personer at have udøvet vold mod to gymnasieelever (F1 og F2) foran et gymnasium, hvor der var fest. F1 og F2 var blevet slået og sparket i ansigtet og på kroppen, mens de lå ned, ligesom F1 fik knust flere flasker i hovedet. T1-T2 nægtede sig skyldige, mens T3-T5 erkendte sig 15

16 delvist skyldige. Alle nægtede at have handlet i forening. Det var ikke muligt at bevise, hvem af de tiltalte der havde gjort hvad. Det måtte imidlertid efter bevisførelsen lægges til grund, at de tiltalte var ankommet samlet i en gruppe til pladsen foran gymnasiet, efter at en af de tiltalte havde modtaget en telefonbesked om, at en af deres venner var blevet overfaldet under festen på gymnasiet. Endvidere måtte det lægges til grund, at de tiltalte samlet, da voldsudøvelsen var forbi, fulgte efter de to forurettede, og at de tiltalte efterfølgende indfandt sig samlet som en gruppe på nærmeste S-togsstation. T1-T5 blev alle dømt, idet retten fandt det godtgjort, at de havde handlet i forening, i det mindste i form af gensidig forståelse. Retten fandt det herefter ikke fornødent at tage stilling til, i hvilket omfang hver af de tiltalte havde udøvet vold. Dom nr. 24: Retten i Esbjergs dom af 22. marts 2011 Vold begået af flere på skift T1-T7 var tiltalt for grov vold, idet de i forening havde slået og sparket F i ansigtet og på kroppen, ligesom de havde nikket ham adskillige skaller, hvorved F pådrog sig flere brud på kæben, tandskader, nedsættelse af synet på det ene øje og sprængte trommehinder. T1-T4, T6 og T7 erkendte, at de hver især på skift havde slået F, men nægtede, at dette var sket samtidigt samt som følge af en fælles aftale. T5 nægtede at have udøvet nogen form for vold mod F, men erkendte at have været til stede, mens F blev slået af nogen af de andre tiltalte. På baggrund af de tiltaltes egne samt vidners forklaringer lagde retten til grund, at F sammen med T4 havde været til stede hos en bekendt, hvor de havde siddet og drukket øl. Herefter var T1-T3 ankommet til stedet. De var sure på F på grund af hans manglende indsats i forbindelse med en flytning, og ønskede at tale med ham om dette. Da de ankom, slog de på skift F med knytnæveslag i ansigtet og på kroppen, ligesom de nikkede ham en skalle og sparkede ham. På et tidspunkt havde også T4, som havde været til stede under hele forløbet, tildelt F nogle knytnæveslag i ansigtet. Efter at der er blevet udøvet nogen vold mod F, var T5 og T6 kommet til stedet for at inddrive en gæld, som F havde til T6. De havde forinden talt om, at hvis ikke F betalte, skulle han have nogen på hovedet. De kunne på dette tidspunkt se, at F havde været udsat for vold. Herefter slog T6 F i ansigtet, ligesom også T1-T4 tildelte F yderligere spark og slag. T7 var på et tidspunkt i forløbet ankommet fra lejligheden ovenover og havde tildelt F 2-3 knytnæveslag i ansigtet. Retten fandt alle tiltalte skyldige i at have begået vold i forening. For så vidt angår T1-T3 lagde retten vægt på, at de havde haft en forudgående snak om, at de var sure på F, og at de sammen havde indfundet sig på stedet og herefter på skift udøvet vold mod F. På denne baggrund fandt retten, at de kunne dømmes for den samlede vold. For så vidt angår T4 fandt retten, at den omstændighed, at han havde været til stede i lejligheden under det meste af voldsudøvelsen og også selv havde udøvet vold, gjorde, at han kunne dømmes for at have begået volden i forening med de andre tiltalte. Det samme gjorde sig gældende, for så vidt angår T7. For så vidt angår T5 og T6 fandt retten, at den omstændighed at 16

17 de forinden havde talt om, at hvis ikke F betalte sin gæld, skulle han have nogen på hovedet, gjorde, at T5 måtte have indset og accepteret det som en nærliggende risiko, at F kunne blive udsat for vold. Selvom de kom efter, at der allerede var blevet udøvet en del vold mod F, fandtes de skyldige i den samlede vold, idet det var tydeligt, at F på dette tidspunkt havde været udsat for vold, og idet F fortsat blev udsat for vold. De fandtes således at have været indforstået med den begåede vold. Dom nr. 25: Østre Landsrets dom af 24. august 2011 (TfK ) Mange uidentificerede gerningsmænd T dømt for den samlede kriminalitet T var tiltalt for grov vold, ulovlig tvang, røveri og forsøg på manddrab begået i forening med ca. 8 uidentificerede personer. T var således tiltalt for at have truet F1 og F2 med en pistol, tvunget dem til at udlevere nøglen til F1 s bil og herefter tvunget dem til at forlade bilen og følge med ind i en baggård. Han var ligeledes tiltalt for i baggården og i forening med 8-10 uidentificerede personer at have overfaldet F1 og F2, idet F1 og F2 begge blev slået i hovedet med knytnæveslag og en glasflaske og sparket på kroppen, ligesom F2 blev stukket i ballen, på armen og i ryggen med en kniv. T var endvidere tiltalt for at have skudt F2 i ballen, da denne forsøgte at flygte fra baggården. Endelig var han tiltalt for at have stjålet værdier fra F1 s bil. T var en del af en gruppe fra bandemiljøet, og den eneste fra gruppen det var lykkedes at få identificeret. T nægtede sig skyldig og forklarede, at han slet ikke havde været i den baggård, hvor overfaldet havde fundet sted. Begge de forurettede forklarede, at de var blevet kontaktet af T, mens de sad i F1 s bil. T havde spurgt, om de var AK81 ere, hvilket de benægtede. T havde med en pistol truet dem til at udlevere bilnøglen til bilen. Herefter var han cyklet rundt om hjørnet, og var kommet tilbage med 8-10 andre. Disse personer og T havde sammen og under anvendelse af tvang ført F1 og F2 til en baggård, hvor de samme personer i forening begik vold og røveri mod dem. I forbindelse med, at de forurettede flygtede fra baggården, skød T mod F2, der blev ramt i ballen. Det var ikke muligt at fastlægge, hvilken rolle T havde haft i baggården, men formentlig havde han holdt sig lidt i baggrunden. T havde med sikkerhed ikke været med til at tømme F1 s bil for værdier. Retten fandt det bevist, at T havde deltaget i de handlinger, de forurettede beskrev. Retten fandt på denne baggrund T skyldig i samtlige af de forhold, gruppen havde begået. Retten fandt dog ikke, at der var ført bevis for, at T havde haft til hensigt at dræbe F2, da han skød ham i ballen, da det af vidner var blevet beskrevet, at han havde sigtet efter benene. På denne baggrund blev T frifundet for drabsforsøg, men dømt for grov vold. Dom nr. 26: Østre Landsrets dom af 1. maj 2012 Ikke bevis for vold og vidnetrusler i forening frifundet T1-T3 var tiltalt for i forening at have udøvet vold og vidnetrusler mod F, idet de havde tildelt F flere slag i ansigtet og efterfølgende taget hans mobiltelefon og udtalt, at han ikke skulle ringe til politiet. T1 erkendte sig skyldig, men forklarede, at han 17

18 havde været alene om at slå F. T2 og T3 nægtede sig skyldige. I retten forklarede F, at han havde mødt tre personer på vej hjem fra byen, som han havde stået og snakket lidt med. Da han herefter var gået et par meter videre, havde han fået flere slag i nakken af den ene, mens de to andre var blevet stående. Den samme person, som havde slået ham, var efter kort tid vendt tilbage og havde taget hans telefon. Han kunne ikke huske, om der havde været flere omkring ham, da han fik taget sin telefon. Et vidne forklarede i overensstemmelse med F s forklaring og tilføjede, at de tre personer efter kort tid kom løbende tilbage i flok eller enkeltvis, hvorefter de overmandede F. En af personerne havde i denne forbindelse taget F s mobiltelefon og sagt, at han ikke måtte melde overfaldet til politiet. Landsretten fandt T1 skyldig i vold og vidnetrusler. Landsretten fandt imidlertid på baggrund af T1 s forklaring om, at han havde været alene om handlingerne samt F s og vidnets forklaring om, at det var den samme person, der havde slået ham og taget hans mobiltelefon, ikke, at T2 og T3 kunne dømmes for medvirken, hvorfor de blev frifundet. Dom nr. 27: Retten i Århus dom af 9. september 2011 Ikke fælles forståelse om, at der skulle udøves vold - frifundet T1-T7 var tiltalt for i forening at have opsøgt F på hans bopæl og slået ham med knytnæveslag og spark for at straffe ham for et påstået strafbart forhold begået over for T1. De tiltalte nægtede sig alle skyldige. T1 forklarede, at hun sammen med de medtiltalte og flere andre var til en fest. Til festen talte de om, at T1 var blevet voldtaget af F flere år tidligere. T1 forklarede, at nogle af de tilstedeværende syntes, at F skulle give hende en undskyldning, mens andre syntes, at F skulle have nogle tæsk. Herefter havde en større flok blandt festdeltagerne besluttet at gå over til F. T1 var fulgt med, men havde sagt til de andre, at de skulle lade være. Da F havde åbnet døren, havde han set hende og givet hende et knytnæveslag i ansigtet. Hun havde herefter slået ham med knytnæve, hvorefter hun var gået tilbage til festen sammen med nogle af de andre. Der var blandt de øvrige tiltalte divergerende forklaringer omkring formålet med at gå hen til F. Nogle forklarede, at de tog hen til F for at skælde ham ud. Andre forklarede, at de opsøgte F, fordi de syntes, at T1 skulle have en undskyldning. Endelig forklarede nogle af de tiltalte, at de bare fulgte med de andre, uden at vide hvad de skulle. Ingen af de tiltalte kunne erkende, at de havde slået eller sparket F. F forklarede, at der ca. kl var blevet banket på hans dør. Da han åbnede, stod der ca. 10 personer udenfor, hvoraf han kendte T1, men ikke nogle af de andre. Han var herefter blevet slået mange gange med knytnæveslag i ansigtet og på kroppen. Der havde været 3-4 personer, der slog ham, og nogle der holdt ham. Han kunne med sikkerhed udpege T1 som en af dem, der havde slået ham. Han havde på politistationen udpeget fotos af to af de øvrige tiltalte og mente i retten, at han endvidere kunne genkende en tredje som en af dem, der havde været inde i hans lejlighed. Retten lagde til grund, at T1 havde overfaldet F, og fandt på denne baggrund hende skyldig i vold. For så vidt angår T2-T7 fandt retten det ikke bevist, at der på forhånd havde været en udtrykkelig eller stiltiende aftale om, at F skulle 18

19 udsættes for vold. Retten fandt, at situationen havde udviklet sig, efter at gruppen var ankommet til F s bopæl. Retten fandt endvidere ikke, at F med tilstrækkelig sikkerhed havde kunnet genkende de øvrige tiltalte som nogle af dem, der havde slået ham eller været til stede i hans lejlighed. Som følge af usikkerheden herom og usikkerheden om, hvad der var aftalt eller forudsat, fandt retten det ikke bevist, at disse havde været medvirkende til udøvelsen af volden enten direkte eller indirekte via deres tilstedeværelse. Dom nr. 28: Retten i Viborgs dom af 1. november 2011 Medskyldig i vold ved at lokke F til at møde op i en park T1-T3 var tiltalt for grov vold mod F1-F5, idet T1 telefonisk lokkede F1 til at indfinde sig i en park, hvorefter han, da han ankom sammen med F2-F5, blev overfaldet af T2 og T3 samt flere uidentificerede medgerningsmænd, som slog såvel F1 som F2-F5 med køller og jernrør i hovedet og på kroppen, ligesom de efterfølgende i bil påkørte F1-F5. Det kom i forbindelse med bevisførelsen frem, at T1 telefonisk havde kontaktet F1 og anmodet ham om at mødes med hende i en park. T1 forklarede om baggrunden herfor, at hun ville bede F1 om at lade hende og hendes kæreste være i fred. Hun var imidlertid ikke selv mødt op i parken, men havde sendt T2 og T3 af sted, for at se om F1 kom alene. Det kom endvidere frem, at F1-F5 efter T1 s telefonopkald indfandt sig i parken, hvor de blev mødt af en gruppe på 8-12 personer, hvoraf flere var bevæbnede med køller. F1-F5 var herefter blevet overfaldet og slået i hovedet og på kroppen, ligesom de umiddelbart efter overfaldet var blevet påkørt af en bil, mens de gik på fortovet. Retten fandt alle de tiltalte skyldige i grov vold. For så vidt angår T2 og T3 fandt retten, at selvom der ikke var fremkommet præcise oplysninger om, hvorvidt de havde deltaget i alle dele af voldsudøvelsen, så var den omstændighed, at de havde været en del af en større gruppe af personer, der udøvede vold, samt den omstændighed, at der ikke var noget, der tydede på, at de tog afstand fra voldsudøvelsen, medvirkende til, at de måtte anses for strafferetligt ansvarlige for i forening med de ukendte gerningsmænd at have overfaldet og forsøgt at overfalde F1-F5. For så vidt angår T1 fandt retten, at det måtte have indgået i hendes overvejelser, at forurettede ikke nødvendigvis ville komme alene, ligesom det måtte være aftalt eller forudsat af hende, at der ville indfinde sig en række gerningsmænd til at klare situationen for det tilfælde, at F1 ikke kom alene. Retten fandt på denne baggrund, at det måtte anses påregneligt for T1, at ikke blot F1, men også de andre personer, han medbragte, i fornødent omfang skulle overfaldes med vold, og det fandtes ikke upåregneligt for hende, at volden eventuelt skulle ske i form af slag med køller. Selvom hun ikke selv havde deltaget i voldsudøvelsen, fandtes hun således skyldig i medvirken til den samlede vold. 5. Forældres vold mod børn eller stedbørn Dom nr. 29: Vestre Landsrets dom af 23. april 2009 (TfK /2) 19

20 Dømt for den samlede vold udøvet af T1 og T2 T1 (mor) og T2 (stedfar) var tiltalt for overtrædelse af straffelovens 245, stk. 1, jf. 23 og 261, stk. 1, ved at have mishandlet og frihedsberøvet F (T1 s datter) fra hun var ca. 9 til 13 år, idet de talrige gange hver især udøvede vold mod hende eller overværede eller accepterede dette, ligesom de talrige gange låste hende inde i et lille badeværelse uden lys i op til 6 timer. Begge de tiltalte nægtede sig skyldige. Efter bevisførelsen måtte det lægges til grund, at F var tilføjet et større antal skader på kroppen, og at disse var tilføjet over en længere periode, der kun i mindre omfang kunne tilskrives fald eller støden ind i genstande. Begge de tiltalte blev i landsretten, på baggrund af F s og andre vidners forklaring, dømt for mishandling og frihedsberøvelse. Ved afgørelsen af, om de tiltalte hver især kunne dømmes for medvirken til den vold, som den anden tiltalte havde begået, lagde landsretten vægt på, at volden var begået talrige gange over en flerårig periode, at begge tiltalte havde udøvet en del af volden, og at ingen af de tiltalte havde reageret eller søgt at stoppe den vold, som den anden begik over for F. T1 og T2 blev på denne baggrund dømt for den samlede vold begået mod F, i perioden fra hun var 9 til 13 år. Dom nr. 30: Vestre Landsrets dom af 25. juni 2010 (TfK ) Vold mod eget barn (0-9 uger) T1 (mor) og T2 (far) var tiltalt for omfattende vold mod F (ca. 0-9 uger gammel). Volden var udøvet ad flere gange og havde medført, at F pådrog sig brud på venstre overarm, begge nøgleben, ribben, mindre afrivning af hofteskålen og brud på begge skinneben. Begge de tiltalte nægtede sig skyldige og forklarede, at F ikke havde været udsat for vold eller andet, der kunne have forårsaget skaderne. De forklarede endvidere, at det ikke havde virket som om, F havde haft smerter. Såvel T1 som T2 havde gået hjemme sammen med F, siden F blev født. Retsmedicinsk Institut udtalte, at knoglebruddene var fremkommet som et resultat af forskelligartede kraftpåvirkninger, der alle lå væsentlig over, hvad der var nødvendigt ved normal pleje af og omgang med spædbørn. Det var ikke muligt at bevise, hvem af de tiltalte, der havde udøvet volden mod F, men retten fandt, at det kunne udelukkes, at volden var begået af andre. Retten fandt, at det efter bevisførelsen var godtgjort, at skaderne var påført ved flere forskellige tilfælde, i perioden fra F var 2 uger gammel og ca. 1 måned frem. Efter skadernes karakter og omfang måtte det endvidere antages, at F havde reageret på volden og været smertepåvirket, hvilket måtte have været tydeligt for de tiltalte i forbindelse med deres daglige pasning af ham. Retten fandt herefter, at den af de tiltalte, som ikke selv havde udøvet volden, havde haft mulighed for at hindre en del af volden, som var udøvet i mindst to tilfælde. Da der havde påhvilet de tiltalte en særlig omsorgspligt over for F, fandtes de begge skyldige i omfattende vold. Dom nr. 31: Vestre Landsrets dom af 25. juni 2010 Vold mod eget barn (0-7 uger) 20

21 T1 (mor) og T2 (far) var tiltalt for omfattende vold mod deres fælles søn F begået i perioden fra fødslen og ca. 7 uger frem, hvor F blev bragt på skadestuen. Ved volden pådrog F sig talrige knoglebrud flere steder på kroppen. T1og T2 nægtede begge at have begået vold mod F og forklarede, at de begge havde varetaget pasningen af F siden fødslen, og frem til han blev bragt på skadestuen. De forklarede endvidere, at de på intet tidspunkt havde bemærket noget særligt ved F. De havde ingen forklaring på, hvordan de mange skader kunne være opstået. Det fremgik af de lægelige oplysninger, at de mange knoglebrud hver især måtte have krævet nogen kraft at frembringe som ved klem, stød, slag, træk og vrid. Det fremgik videre, at bruddenes antal, deres spredte placering på kroppen, forskellige alder og art tydede på, at bruddene var påført over længere tid og på forskellige måder. Retten fandt, at de mange skader på F var opstået som følge af vold. Retten fandt endvidere, at det måtte udelukkes, at volden kunne være begået af andre end de tiltalte. På baggrund af oplysningerne om, at F måtte have været tydeligt smertepåvirket af skaderne, blev de tiltaltes forklaringer om, at de ikke havde bemærket noget særligt ved F s adfærd, tilsidesat som utroværdige. Retten fandt herefter, at det måtte lægges til grund, at de tiltalte i forbindelse med deres daglige pasning og pleje af F havde indset, at F blev udsat for omfattende vold med mange forskellige skader, som han havde reageret spontant på. På denne baggrund fandtes de begge skyldige i den samlede vold, idet retten fandt, at den af de tiltalte, som ikke selv måtte have udøvet volden, havde haft mulighed for at hindre en del af volden. Retten henviste til den særlige omsorgspligt, som de begge havde haft over for barnet, og til, at volden havde strakt sig over en vis periode. Dom nr. 32: Retten i Roskildes dom af 16. august 2010 Stærk basisk væske hældt ud over barn (2½ år) begge tiltalte frifundet T1 (stedfar) og T2 (mor) var tiltalt for at have hældt en stærk basisk væske ud over F (T2 s barn på 2½ år), hvorved F pådrog sig alvorlige ætsningsskader på kroppen og i ansigtet. De tiltalte nægtede sig begge skyldige. De forklarede, at F var blevet lagt til at sove i sin barnevogn på altanen på 2. sal af T2. F havde da ifølge T2 været upåfaldende og uden skader på huden. På et tidspunkt havde T1 åbnet altandøren og flyttet barnevognen lidt, da barnevognens håndtag ramte ruden. T2 havde stået lige ved siden af, da han gjorde dette. Efter ca. 2 timer vågnede F og græd. Da T2 tog tøjet af F, havde F ætsningsskader på kroppen og i ansigtet. De tog herefter med det samme på skadestuen. Ingen af de tiltalte kunne give nogen forklaring på, hvordan skaderne kunne være opstået, ligesom T2 forklarede, at der ikke blev opbevaret stærke basiske væsker som afløbsrens eller ovnrens i hjemmet. Det var endvidere ikke muligt at få adgang til altanen på anden måde end gennem altandøren i lejligheden. Retten lagde til grund, at ætsningsskaderne var tilføjet F, mens F lå og sov i barnevognen som følge af, at en stærk basisk væske havde været i kontakt med F s hud. Retten lagde endvidere til grund, at ætsningsskaderne ikke var opstået ved et ulykkestilfælde, ligesom det blev lagt til grund, at kun de tiltalte havde haft adgang til 21

22 altanen, mens F lå derud og sov. Retten fandt imidlertid ikke, at der forelå omstændigheder eller forhold, der pegede særligt på, at en af de tiltalte med eller uden den anden tiltaltes accept havde hældt en stærk basisk væske ud over F, eller at de tiltalte i forening havde gjort dette. Retten fandt herefter ikke, at det med den til domfældelse fornødne sikkerhed var bevist, at det var de tiltalte i forening eller en af dem, der havde tilføjet F ætsningsskaderne. Begge de tiltalte blev derfor frifundet. Dom nr. 33: Retten i Sønderborgs dom af 26. maj Vold mod eget barn (0-3 mdr.) T1 (far) og T2 (mor) var tiltalt for legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter under skærpende omstændigheder ved at have udsat F, der var ca. 0-3 måneder gammel, for tryk og slag mod ansigt, krop, arme og ben, kraftig klemning af brystkassen, arme og ben samt vrid, træk og knibning i arme og ben med omfattende synlige blå mærker og knoglebrud til følge. Begge de tiltalte nægtede sig skyldige. De forklarede begge, at de alene havde varetaget omsorgen for F. Ingen af dem havde bemærket, at F skulle have klaget eller ømmet sig. Det fremgik af de lægelige udtalelser, at skaderne måtte antages at være opstået som følge af vold, og at F måtte have reageret på volden og været tydeligt smertepåvirket. Retten fandt, at det efter bevisførelsen var godtgjort, at skaderne var påført ved flere forskellige tilfælde i perioden fra fødslen og 3 måneder frem. Selvom det ikke kunne godtgøres, hvem af de tiltalte, der havde udøvet volden eller hvordan, fandtes de begge skyldige. Retten lagde herved vægt på, at der havde påhvilet de tiltalte en særlig omsorgspligt over for F, og at de på baggrund af de lægelige oplysninger om, at F måtte have været tydeligt smertepåvirket, ikke kunne antages ikke at have været bekendt med volden, der havde strakt sig over en periode. De burde således hver især have grebet ind over for volden, og ved at undlade dette var de begge strafferetligt ansvarlige for den vold, der blev udøvet mod F. Dom nr. 34: Vestre Landsrets dom af 31. august 2011 Vold mod stedbarn (3 år) T1 (mor) og T2 (stedfar) var tiltalt for i forening at have udøvet grov vold mod T1 s barn F (3 år), idet de slog ham, greb ham om halsen og trak ham mod et ru underlag eller sand med omfattende hudafskrabninger og hævelser i ansigtet og på kroppen til følge. Begge de tiltalte nægtede sig skyldige og forklarede, at de ikke kendte baggrunden for, hvorledes skaderne var opstået. De forklarede begge i retten, at de havde overnattet på stranden sammen med F. T1 forklarede videre, at hun vågnede om natten ved, at F råbte på hende. Han var da ca meter væk, og T2 var sammen med ham. F var hævet i ansigtet. T2 ringede herefter til vagtlægen, men fandt ikke grundlag for at tage til sygehuset med F, hvilket T1 accepterede. Næste morgen var F stadig hævet i ansigtet, og T1 tog herefter til sygehuset med ham. T2 forklarede, at han var vågnet ved, at F havde klynket. T2 havde herefter fundet ham ca meter væk, hvor han lå med hovedet ned i sandet. Kort efter kom T1 hen til 22

23 dem. I retten forklarede flere vidner, at F på sygehuset havde givet udtryk for, at det var T2, der havde slået ham. Det fremgik endvidere af de lægelige oplysninger, at F s skader var følger af stumpe traumer, der bl.a. kunne være slag eller anslag mod fast genstand, tryk mod fast underlag og slibelæsioner som skrub mod ru underlag (sand), og at F måtte have reageret ved volden og været smertepåvirket. Både byretten og landsretten lagde til grund, at F havde været udsat for vold i form af slag, træk, greb om krop og hals og skub/trækning mod ru underlag, samt at det måtte udelukkes, at volden kunne være begået af andre end de tiltalte. Begge de tiltalte blev i byretten fundet skyldige i volden, idet byretten på baggrund af vidnernes forklaringer lagde til grund, at det var T2, der udøvede volden, men at T1 ikke kunne have undgået at have hørt F s reaktioner under voldsudøvelsen. T1 blev derfor fundet skyldig i medvirken til volden ved at have undladt at gribe ind. Landsretten fandt alene T2 skyldig i volden. Landsretten fandt det efter F s udsagn på hospitalet ubetænkeligt at lægge til grund, at det var T2, der udøvede volden mod F. Landsretten anså det imidlertid ikke for bevist, at volden var udøvet under sådanne omstændigheder, at T1 var blevet opmærksom på denne i tide til, at hun havde mulighed for at gribe ind og forhindre yderligere voldsudøvelse. T1 blev derfor frifundet. Dom nr. 35: Østre Landsrets dom af 25. november Vold mod eget barn (3 mdr.) Shaken baby-syndrom T1 (mor) og T2 (far) var tiltalt for legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter under skærpende omstændigheder ved i flere tilfælde at have udsat F, der var ca. 3 mdr. gammel, for ryste- eller ruskevold og klemning af brystkassen eller lignende, hvorved F tilføjedes Shaken-baby syndrom (blødninger i hjernen), brud på flere ribben samt synlige blodansamlinger på arme, ben og fødder. Begge de tiltalte nægtede sig skyldige. De forklarede begge, at de alene havde varetaget omsorgen for F, og at de i lige høj grad havde deltaget i pasningen. Efter bevisførelsen måtte det lægges til grund, at F havde pådraget sig Shaken Babysyndrom, uden at dette dog kunne konstateres i form af ydre tegn eller symptomer. Det måtte endvidere lægges til grund, at F havde talrige blodudtrædninger på kroppen af varierende størrelse og alder, samt at skaderne var påført F over en længere periode. Såvel T1 som T2 blev i landsretten dømt for vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter. Landsretten fandt ikke, at det var muligt at sige, hvem af de tiltalte der havde udøvet volden, eller at de begge aktivt i forening havde udøvet volden mod F. Landsretten fandt på denne baggrund, at de tiltalte alene kunne dømmes for voldudøvelsen i forening i det omfang, den af de tiltalte, der ikke havde udøvet volden, havde kendskab til voldsudøvelsen eller måtte have anset det for overvejende sandsynligt, at den anden tiltalte udøvede volden. Da det efter de lægelige oplysninger ikke var muligt at konstatere ydre tegn på ruskevold ( Shaken Babysyndrom ), fandt landsretten ikke, at de tiltalte kunne dømmes for denne del af den udøvede vold. Derimod fandt landsretten, at det henset til de tydelige tegn på vold i 23

24 form af blodudtrædninger og til, at volden var foregået over længere tid, måtte have været klart for den af de tiltalte, der ikke selv havde udøvet volden, at F blev udsat for vold. Den pågældende tiltalte fandtes som forælder til F at have tilsidesat sin omsorgspligt over for F ved ikke at have hindret volden. Landsretten fandt på denne baggrund, at begge de tiltalte kunne dømmes for i forening at have udøvet vold mod F. Dom nr. 36: Vestre Landsrets dom af 15. december 2011 Mangeårig mishandling ( Brønderslev-sagen ) T1 (far) og T2 (mor) var bl.a. tiltalt for over en periode på ca. 4 år at have udsat flere af deres 7 børn samt 3 stedbørn for omfattende vold, mishandling, frihedsberøvelse og ulovlig tvang, idet T1 gennem hele perioden ugentligt tildelte børnene slag og spark i hovedet og på kroppen, ligesom han i en periode på ca. 1 år udsatte det ene barn (T1 s særbarn) for grov vold ved at slå hende med metalrør og træpæle på kroppen og i hovedet, ligesom han bl.a. tvang hende til at slikke dyreekskrementer op fra gulvet, og rydde sne i tynde sko, ligesom han i en periode på ca. en måned beordrede hende til at tage ophold i et loftsrum uden isolering, lys eller varme, og som var låst med en krog. Endelig tvang han flere af de andre børn til at slå hende og udsætte hende for nedværdigende behandling. T2 var tiltalt i samme omfang som T1 ved at have overværet eller været vidende om T1 s behandling af børnene og have ladet det passere. T1 og T2 nægtede sig begge skyldige, og beskyldte gensidigt hinanden for at have udøvet volden. Retten lagde særligt på baggrund af vidneforklaringerne fra børnene til grund, at det var T1, der var den udøvende part, mens T2 primært havde ladet stå til, idet hun dog i to tilfælde selv havde udøvet mild vold over for et af børnene, ligesom hun i enkelte tilfælde havde anstiftet volden mod T1 s særbarn. Retten fandt herefter T1 skyldig i vold, tvang og frihedsberøvelse. Retten fandt T2 skyldig i medvirken til T1 s handlinger. For så vidt angår volden med deres fælles børn udtalte retten, at hun ved at have overværet den vold, T1 udøvede og ved at blive i samlivsforholdet og i hjemmet gjorde sig strafferetligt ansvarlig for den samlede vold, der havde karakter af mishandling. For så vidt angår forholdene vedrørende vold, tvang og frihedsberøvelse af T1 s særbarn fandt retten, at T2 var klar over, at T1 s særbarn blev udsat for systematisk og omfattende vold. Ved at undlade at tage afstand fra og forsøge at hindre forholdene, som gik ud over hendes steddatter, der var en del af husstanden, pådrog hun sig et strafferetsligt medvirkensansvar. Dom nr. 37: Vestre Landsrets dom af 12. december 2012 (U ) Stedfars vold mod 15 måneder gammel dreng - mor dømt for passivitet T1 (stedfar) var tiltalt for i forhold 1 at have udsat F (T2 s barn på 15 måneder) for daglig vold gennem to måneder, hvilket bl.a. havde til følge, at F fik revet en tand ud og fik brud på den ene arm og det ene lårben. T1 var endvidere tiltalt for i forhold 2 at have udsat F for flere minutters kolde overbrusninger, rystevold samt slag mod 24

25 hovedet, ligesom han havde svinget F rundt, mens han holdt F i arme og ben, hvorved der fremkom blodunderløbne mærker i hovedet og på kroppen, brud på højre halvdel af kraniets nakkeben, og udbredte blødninger under den hårde hjernehinde. Som følge heraf afgik F få timer senere ved døden. T2 (mor) var tiltalt for medvirken til T1 s handlinger ved at have undladt at gribe ind over for T1 s behandling af F. T1 nægtede sig skyldig i begge forhold. T2 nægtede sig skyldig i forhold 1, men erkendte sig skyldig i forhold 2. T2 forklarede i retten, at T1 havde svært ved at acceptere, når F græd, og at T1 var voldsom over for F. Også andre vidner beskrev, at T1 udsatte F for en meget hårdhændet behandling. T2 forklarede om forhold 2, at T1 om aftenen havde taget F med ned i kælderen, og at hun på et tidspunkt havde hørt et dunk, hvorefter T1 kom op fra kælderen med F, der var fuldstændig livløs og med hovedet hængende slapt ud over T1 s arm. T1 havde herefter slået F hårdt i ansigtet og svinget ham rundt med hovedet nedad. De havde endvidere begge overbruset F med koldt vand, hvorefter han var kommet til bevidsthed og var blevet lagt i seng. T2 havde ikke foretaget sig andet end at råbe til T1, at han skulle stoppe med at svinge F, og at han skulle passe på F s nakke. Ingen af de tiltalte havde tilkaldt hjælp, før de næste morgen fandt F, som lå død i sin seng. Retten fandt det på baggrund af de lægelige oplysninger og T2 s forklaring bevist, at T1 havde vanrøgtet og mishandlet F, og han blev på denne baggrund fundet skyldig i vold med døden til følge. For så vidt angår T2 fandt retten, at hun havde en særlig omsorgspligt over for F, idet hun var indehaver af forældremyndigheden og sammen med T1 havde F i sin varetægt. Hun var på denne baggrund forpligtet til efter bedste evne at beskytte F mod vold og andre overgreb. Retten fandt, at hun havde flere muligheder for at hindre T1 s forsatte voldsudøvelse og krænkende behandling af F, herunder ved at flytte væk fra T1 sammen med F. Ved at undlade dette og ved i flere tilfælde direkte at have udtrykt accept af T1 s behandling af F fandtes T2 at have medvirket til den samlede vold. 6. Vold i drikkelag Dom nr. 38: Østre Landsrets dom af 8. september Vold i drikkelag T1 og T2 var tiltalt for drab efter straffelovens 237 ved i forening at have dræbt F med adskillige slag, spark og tramp mod krop og hoved. Begge de tiltalte nægtede sig skyldige. T1 erkendte alene at have givet F to knytnæveslag og forklarede, at T2 gentagende gange havde sparket og trampet på F, der lå værgeløs på gulvet. T2 nægtede at have udøvet vold og forklarede, at det alene var T1, der udøvede vold ved slag, samt at hun i medfør af sit alkoholindtag sov under store dele af episoden og derfor ikke havde set alt, hvad der foregik. Der var ikke andre til stede i lejligheden under episoden end de to tiltalte og F. Der var fundet DNA fra F på begge de tiltaltes sko. Såvel T1 som T2 blev i landsretten dømt for overtrædelse af straffelovens 246, men frifundet for overtrædelse af 237. Landsretten tilsidesatte begge de tiltaltes forklaringer om egen voldsudøvelse og lagde til grund, at begge havde udøvet vold, 25

26 uden at omfanget af slag og spark, som hver tiltalte havde givet, kunne fastlægges. Landsretten lagde særlig vægt på, at begge de tiltalte havde været til stede i lejligheden i tidsrummet, hvor volden blev udøvet, uden at have sagt fra over for den udøvende vold, samt at der var fundet DNA svarede til F på begge de tiltaltes fodtøj. Landsretten fandt det imidlertid ikke godtgjort, at de tiltalte havde forsæt til overtrædelse af straffelovens 237, men at det under hensyn til karakteren af den udøvede vold, fandtes påregneligt og forudsigeligt for de tiltalte, at F ville blive påført alvorlige skader. Forholdet blev derfor henført under straffelovens 246. Dom nr. 39: Retten i Odenses dom af 6. maj 2011 Vold i drikkelag T1 og T2 var tiltalt for legemsangreb under særdeles skærpende omstændigheder efter straffelovens 246, jf. 245, ved i forening at have tildelt F adskillige slag og spark mod kroppen og i hovedet, ligesom de slog ham adskillige gange med en guitar og en stol, skar ham i ansigtet med en kniv samt strammede en guitarstreng om F s hoved ved munden. F blev herved påført svære skader, herunder perforering af tyktarmen, hvilken skade medførte, at F ca. 40 dage senere afgik ved døden. Begge de tiltalte nægtede sig skyldige. T1 erkendte at have givet F to knytnæveslag i hovedet og 3-4 slag med guitaren. Derudover forklarede han, at han havde set T2 ligge bag ved F og holde noget om F s hoved, som denne forsøgte at fjerne, ligesom han så T2 sparke F i siden. T2 nægtede at have udøvet vold og forklarede, at han så T1 slå F i hovedet med en guitar, indtil guitaren gik i stykker, men at han fik et blackout og derfor ikke kunne huske meget af, hvad der herefter skete, udover at han på et tidspunkt så T1 forsøge at kvæle F med en guitarstreng. Begge tiltalte forklarede, at de ikke på noget tidspunkt tilkaldte hjælp eller en ambulance, samt at de forlod lejligheden sammen. Der var ikke andre til stede i lejligheden under episoden end de to tiltalte og F. I forbindelse med bevisførelsen i retten forklarede et vidne, som havde fundet F stærkt forkommen i lejligheden dagen efter, at F til en falckredder, som vidnet tilkaldte, havde fortalt, at det var de to tiltalte, der havde gjort det. Dette blev ligeledes bekræftet af pågældende falckredder. Endvidere forklarede T1 s kæreste, at begge tiltalte var kommet hjem midt om natten efter at have besøgt F og talt om, at de havde givet F nogen bank. Endelig viste en lægeundersøgelse af T1, at denne ved undersøgelse 4 dage efter overfaldet på F havde læsioner på venstre hånd, der meget vel kunne være opstået ved, at han havde viklet en guitarstreng om hånden. Såvel T1 som T2 blev i retten dømt for overfaldet på F. Retten lagde til grund, at det var T1, der havde været den mest udøvende part, men at T2 havde medvirket til den samlede vold. Retten lagde i denne forbindelse vægt på, at han forblev i lejligheden under voldsudøvelsen, der havde varet i flere timer, at han ikke ringede efter hjælp eller på anden måde tog afstand fra T1 s voldsudøvelse, og at han forlod lejligheden sammen med T1. Retten fandt, at T2 derved dels havde gjort situationen vanskeligere for F, dels af T1 måtte opfattes som en opbakning og tilskyndelse til at fortsætte voldsudøvelsen. 26

27 7. Drab og forsætlig fareforvoldelse Dom nr. 40: Østre Landsrets dom af 23. januar 2008 Røveri udviklede sig til forsøg på manddrab T1 og T2 (begge 16 år) var tiltalt for at have begået røveri af særlig grov beskaffenhed og forsøg på manddrab mod F, idet de truede ham med en skarpladt pistol og udtalte hit med pengene og bilnøglerne, hvorefter T1 skød F, der blev ramt af fire skud i ballen og i halsen. T1 og T2 erkendte begge at have begået røveri, men nægtede forsøg på manddrab. T1 forklarede, at de dagen forinden havde talt om at begå røveri. På dagen for røveriet var de mødtes, og T2 havde i denne forbindelse medbragt en pistol, som T1 herefter havde puttet ammunition i. Under røveriet havde T1 peget på F med pistolen og skudt i lav højde. Da F kom hen mod ham, havde han skudt igen, idet han ville stoppe F. T2 havde under hele forløbet være bag ved T1. T1 forklarede, at det var tilfældigt, at det var ham, der havde pistolen under røveriet. T2 forklarede, at han på dagen for røveriet havde taget pistolen med hen til T1, der herefter satte ammunition i. Under røveriet var han hele tiden bag T1. Han havde ikke forsøgt at stoppe T1, idet det hele gik meget hurtigt. Han forklarede, at det ikke havde været aftalen, at der skulle affyres skud med pistolen. F forklarede om røveriet, at der var kommet to personer hen imod ham, hvoraf den ene havde en pistol. De råbte begge, at de ville have hans penge, hvorefter manden med pistolen havde skudt efter ham. Begge de tiltalte blev dømt for røveri og forsøg på manddrab. Landsretten lagde for så vidt angår T2 vægt på, at det var ham, der havde skaffet pistolen og ammunitionen, og at han havde set T1 sætte ammunitionen i pistolen umiddelbart inden røveriet. Landsretten fandt på den baggrund, at forløbet ikke var gået ud over, hvad der for T2 fra starten havde været påregneligt. Ved herudover at have forholdt sig passivt efter det første skud, fandtes T2 medskyldig i drabsforsøget. Dom nr. 41: Vestre Landsrets dom af 28. januar 2010 (TfK V) Drab - ikke muligt at fastslå, hvem der havde tilføjet F de dødbringende læsioner T1-T3 var tiltalt for overtrædelse af bl.a. straffelovens 237 om manddrab ved i forening at have dræbt F (T1 s ægtefælle), idet de i løbet af ca. 1½ time påførte hende i alt 48 læsioner med knive, knuste flasker og en kapselåbner, hvoraf flere læsioner medførte så kraftige blødninger, at hun kort efter afgik ved døden. De tiltalte nægtede sig alle skyldige i manddrab. T2 og T3 erkendte sig dog skyldige i vold. De forklarede samstemmende, at de en nat var trængt ind i en lejlighed, hvor T1 s ægtefælle F opholdt sig hos en veninde. Om baggrunden for indtrængningen forklarede de, at de ville give F en lærestreg, fordi hun havde fået en ny kæreste. Efter bevisførelsen lagde retten til grund, at de tiltalte havde maskeret sig og ved hjælp af et koben havde brudt døren til venindens lejlighed op. De havde umiddelbart herefter bundet veninden til sin seng og udsat F for massiv vold. Efter ca. 1½ time havde de tiltalte forladt lejligheden efterladende F på gulvet i et værelse med 48 læsioner. 27

28 Blandt de alvorligste læsioner var bl.a. en opskåren underarm, dybe snitsår i halsen samt nedpresning af en kapselåbner i tindingen. F var død som følge af forblødning, uden at det var muligt at henføre forblødningen til en enkelt læsion. Det kunne ikke fastslås, hvem af de tiltalte der havde påført F de enkelte læsioner. Retten fandt alle tre tiltalte skyldige i manddrab begået i forening. Retten lagde vægt på, at alle havde været til stede i den forholdsvis lille lejlighed, og at de alle havde deltaget i voldsudøvelsen, der stod på over et længere tidsrum. Retten fandt endvidere, at de tiltalte ikke havde kunnet undgå at være klar over, at der blev udøvet grov vold mod F, og at der var tale om vold, der medførte kraftige blødninger. De tiltalte måtte herefter have indset det som overvejende sandsynligt, at F ville dø af forblødning som følge af de læsioner, hun blev påført. Retten bemærkede afslutningsvis, at de tiltalte oprindeligt kun havde haft forsæt til at udøve almindelig vold, men at de tiltaltes oprindelige forsæt var blevet afløst af et videregående forsæt til manddrab. Dom nr. 42: Vestre Landsrets dom af 5. august 2011 Manglende bevis for at T1 havde viden om, at der ville blive skudt mod F - frifundet T1-T3 var tiltalt for at have forvoldt nærliggende fare for F s liv eller førlighed og for ulovlig våbenbesiddelse ved fra en bil på gaden at have affyret skud gennem vinduet til et soveværelse, hvor F befandt sig. De tiltalte nægtede sig skyldige. T2 og T3 erkendte dog, at de havde skudt mod F s vindue, men at de var sikre på, at der ikke var nogen hjemme. T1 forklarede, at hun havde en konflikt med sin eksmand (F s ven), som flere gange havde truet hende på livet. Under en fest, hvor T2 og T3 også deltog, havde eksmanden ringet igen og truet T1. Han ringede også og truede T2. Senere på aftenen havde hun lånt T kr., ligesom hun lånte ham sin bil. Hun vidste ikke, hvad pengene skulle bruges til, eller hvor han skulle hen i bilen. Dagen efter havde T2 og T3 fortalt hende, at de havde skudt mod F s lejlighed. T2 forklarede, at T1-T3 aftenen forinden skyderiet havde været sammen, hvor de havde talt om de trusler, som T1 blev udsat for fra sin eksmands side. På et tidspunkt havde de talt om at anskaffe et gevær, hvilket imidlertid ikke lod sig gøre. T2 og T3 skaffede i stedet nogle køller, som T1 kunne forsvare sig med i tilfælde af angreb fra hendes eksmand. Det var dog ikke noget, T1 havde bedt dem om. Den næste aften under festen, anskaffede T2 et gevær med de penge, som han havde lånt af T1, fordi eksmanden igen havde truet T1 og også T2. Han besluttede sammen med T3 at tage ud til F s hjem. De troede, at F og eksmanden var sammen og ønskede at give dem en forskrækkelse. De lånte derfor T1 s bil, men T1 var ikke med, og T2 forklarede, at T1 ikke vidste, at de havde et gevær med, da de kørte fra festen. Det var T3, der skød mod huset fra bilen, og skuddet gik gennem vinduet i huset. T3 bekræftede T2 s forklaring og anførte videre, at det var T2, der havde sagt, de skulle køre ud for at stoppe truslerne. Landsretten udtalte, at det var et afgørende bevistema, om T1 vidste eller med overvejende sandsynlighed gik ud fra, at T2 og T3 havde et gevær, og at de medbragte det under køreturen. Landsretten fandt efter bevisførelsen ikke grundlag 28

29 for at fastslå, at T1 havde aftalt med T2, at der skulle anskaffes et gevær, eller at hun på anden måde forsætligt havde medvirket til at anskaffe geværet. Retten fandt det heller ikke bevist, at T1 vidste, at pengelånet skulle anvendes til køb af et gevær. Retten lagde vægt på, at geværet blev leveret til T2, mens T1 var i et andet rum, og at der ikke var grund til at tilsidesætte hendes forklaring om, at hun ikke var klar over, at T2 og T3 medbragte et gevær under køreturen. Herefter kunne den omstændighed, at hun havde lånt sin bil ud til de to andre tiltalte ikke medføre, at hun kunne dømmes for medvirken til at have forvoldt nærliggende fare for F s liv eller førlighed eller for ulovlig våbenbesiddelse. T1 blev derfor frifundet. Dom nr. 43: Vestre Landsrets dom af 4. januar 2012 Medvirken til drab ved at have været chauffør i en bil, hvorfra der blev skudt - frifundet T1 og T2 var tiltalt for at have affyret fem skud fra en bil mod F, der opholdt sig i sit hjem, hvorved F blev ramt af et projektil i hovedet og afgik ved døden. De tiltalte nægtede sig skyldige i manddrab. T1 erkendte, at han havde affyret flere skud med en revolver mod F s hus, mens han var passager i en bil, men nægtede at have haft forsæt til at dræbe F. T1 forklarede, at han havde lånt T2 s bil, hvorfra der blev skudt, men at T2 ikke havde været i bilen. Det var ifølge T1 en anden af hans kammerater, der havde ført bilen, men som han ikke ville ikke oplyse navnet på. T1 havde alene affyret skuddene for at skræmme de tilstedeværende i huset og havde i øvrigt ikke kunnet se, om der var nogen derinde. Efter at have affyret skuddene havde T1 afleveret bilen tilbage til T2 og sagt, at den skulle afbrændes, idet bilen havde været brugt til noget skidt. T2 forklarede, at han havde kendt T1 et stykke tid, men at han ikke kendte F. Han havde lånt bilen ud til T1, men havde ikke vidst, hvad den skulle bruges til. Han havde ikke efterfølgende ønsket at brænde bilen af, men var gået med til det alligevel, fordi T1 havde sagt, at han havde været ude at lave noget skidt med bilen. Herefter havde han sammen med T1 købt tændvæske og var kørt til et afsides beliggende sted og havde brændt bilen af. Vidner forklarede, at de havde set en bil køre forbi F s bopæl og vende om og igen køre forbi huset, hvorefter der fra bilen var blevet affyret flere skud mod huset, i hvilken forbindelse F blev ramt i hovedet. Såvel byretten som landsretten lagde til grund, at det var T1, der havde affyret skuddene og T2 der havde ført bilen. Retten lagde endvidere til grund, at der fra vejen kunne ses personer inde i huset, og at T1 var klar over, at der var personer i huset. Herefter fandt retten det bevist, at T1 måtte have indset og accepteret det som en mulighed, at nogen kunne blive ramt og dræbt af skuddene, da han skød. T1 blev på denne baggrund fundet skyldig i drabet. For så vidt angår T2 fandt byretten, at han sammen med T1 havde været ude i en fælles aktion rettet mod F, og at han også måtte have været bekendt med, at T1 ville anvende den medbragte revolver, som det faktisk skete. På denne baggrund fandt byretten, at også han havde accepteret muligheden for, at en person kunne blive ramt og dermed dræbt af skud. Hans forsæt til drab blev ifølge byretten understøttet af, at han efterfølgende havde skaffet bilen af vejen, utvivlsomt 29

30 for at slette spor. I landsretten fandt 5 nævninger og 3 dommere med samme begrundelse som byretten, at T2 havde indset det som en mulighed, at nogen kunne blive dræbt af skud, og at T2 havde accepteret dette, hvorfor han blev fundet skyldig i drab. 2 nævninger fandt det ikke bevist, at T2 havde været med i bilen, og 2 nævninger fandt det ikke bevist, at T2 havde haft forsæt til drab. Efter udfaldet af stemmeafgivningen blev T2 herefter frifundet for drab. Et flertal i landsretten fandt det imidlertid bevist, at T2 havde gjort sig skyldig i på hensynsløs måde at have voldt nærliggende fare for F s liv, jf. straffelovens 252. Dom nr. 44: Vestre Landsrets dom af 6. januar 2012 (TfK ) Medvirken til hævndrab T1 og T2 var tiltalt for at have dræbt F1 og F2 (en midaldrende kvinde og hendes voksne søn) midt om natten i deres fælles hjem. T1 erkendte sig skyldig, mens T2 nægtede. T1 forklarede, at han om aftenen havde været sammen med T2, hvor de havde drukket tæt. Han havde ud på natten fortalt T2, at han som barn var blevet seksuelt misbrugt af F2 (søn), og at F1 (mor) havde opdaget det og sagt, at han skulle glemme det. T1 og T2 var blevet meget vrede, og T2 havde i denne forbindelse spurgt, om de skulle køre ned og gøre noget ved det. Ifølge T1 var der en fælles forståelse om, at F1 og F2 skulle slås ihjel. De kørte af sted i T2 s bil. T2 medbragte en riffel og en kniv. Da de ankom til de forurettedes hjem, bankede T2 på døren, og F1 åbnede. Der opstod herefter tumult, og han så blandt andet, at T2 stak F2 med en kniv i ryggen. På et tidspunkt, da F1 og F2 begge lå på gulvet, gik T1 hen til dem og skar halsen over på dem. Herefter kørte de begge hjem til T2 og gik i seng. T2 bekræftede, at han og T1 havde været sammen om aftenen, hvor de havde drukket, og at T1havde fortalt om et seksuelt overgreb, han havde været udsat for som barn. Han forklarede endvidere, at de var kørt af sted til de forurettedes hjem i hans bil, men at han alene var taget med for at forhindre T1 i at gøre noget alvorligt. T1 gik først ind i huset. Da T2 kom derind, lå F1 og F2 på gulvet. T2 løb hen til F1 for at se, hvad der var sket. F1 begyndte da at slå løs på T2, hvorefter han trådte tilbage mod døren. Han så herefter, at T1 skar halsen over på F1 og F2, men gjorde ikke noget for at stoppe ham. T2 havde efterfølgende bortskaffet kniven og vasket sit tøj. T2 benægtede, at de forinden havde talt om, at F1 og F2 skulle slås ihjel, ligesom han benægtede at have taget en kniv og et gevær med i bilen. Han havde slet ikke set geværet i forbindelse med episoden. Der blev fundet kradsemærker på T2 s arm og håndryg, og DNAanalyser af negleskrab fra de forurettede viste, at kradsemærkerne måtte stamme fra dem. Der blev desuden fundet blodspor på T2 s tøj, ligesom der blev fundet spor af blod fra F1 på T2 s riffel. Obduktionserklæringen viste, at F1 var død af to knivstik i brystet og F2 af adskillige knivstik i ryggen. De forurettede havde således været døde, da de blev skåret i halsen. Såvel byretten som landsretten fandt begge de tiltalte skyldige i manddrab. Retten lagde vægt på, at de tiltalte havde medbragt en riffel med ammunition, da de tog hen til de forurettede, hvorfor det måtte have været påregneligt for begge de tiltalte, at straffeaktionen kunne ende med drab. For så vidt angår T2 30

31 blev der lagt vægt på, at han ikke kunne give nogen rimelig forklaring på, at han tog med på turen til gerningsstedet. Desuden fandt retten, at den omstændighed, at han efterfølgende havde vasket sit tøj og skaffet sig af med kniven, samt at han havde lagt sig til at sove og i øvrigt opført sig, som om intet var hændt, bekræftede hans deltagelse i og accept af de begåede drab. Endelig lagde retten vægt på, at det var T2 og ikke T1, der efterfølgende havde blod på tøjet. Retten fandt på den baggrund ikke, at der var rimelig tvivl om T2 s ligeværdige deltagelse i drabene. 8. Demonstrationer mv. Dom nr. 45: Østre Landsrets dom af 5. november 2008 Demonstration i forbindelse med rydning af Ungdomshuset T1-T5 var bl.a. tiltalt for grov forstyrrelse af den offentlige orden, jf. straffelovens 134 a, og medvirken til vold mod tjenestegørende polititjenestemænd i forbindelse med politiets rydning af Ungdomshuset. Alle tiltalte forklarede, at de befandt sig på Jagtvej som deltagere i en demonstration foran Ungdomshuset, men de nægtede alle at have deltaget i grov forstyrrelse af den offentlige orden, ligesom de alle nægtede at have deltaget i udøvelse af vold mod tjenestegørende polititjenestemænd. Retten fandt det bevist, at demonstrationen på et tidspunkt havde udviklet sig til grov forstyrrelse af den offentlige orden, og at dette måtte have stået klart for de tiltalte. Retten fandt endvidere, at de tiltalte havde tilsluttet sig gruppen af uromagere og fredsforstyrrere, og at de med sikkerhed kunne udskilles fra tilskuere, forbipasserende og andre, der blot var til stede. De tiltalte blev på denne baggrund dømt for overtrædelse af 134 a. For så vidt angår tiltalen for vold mod tjenestegørende polititjenestemænd fandt retten det imidlertid ikke bevist, at de tiltalte havde udøvet vold eller befundet sig i umiddelbar nærhed af personer, der udøvede vold. Retten fandt herefter ikke, at de tiltalte ved deres blotte tilstedeværelse under demonstrationen, havde pådraget sig et strafferetligt medvirkensansvar i forhold til andre demonstranter. På denne baggrund blev alle tiltalte frifundet for vold mod tjenestegørende polititjenestemænd. Dom nr. 46: Retten i Hillerøds dom af 24. august 2009 Lovligt anmeldt demonstration T1 og T2 var tiltalt for grov forstyrrelse af den offentlige orden, maskering, ulovlig indtrængen og hærværk efter straffelovens 134 a og b, 264 og 291. Begge de tiltalte havde deltaget i en lovligt anmeldt demonstration ved Sandholmlejren med deltagelse af ca personer, men nægtede at have foretaget sig noget ulovligt i denne anledning. Efter bevisførelsen kunne det lægges til grund, at en mindre gruppe med tilknytning til det autonome miljø brød ud af demonstrationen, maskerede sig og begyndte at klippe i hegnet ind til Sandholmlejren. I alt blev 43 personer anholdt i forbindelse med aktionen. Der blev imidlertid alene rejst tiltale mod to personer, som tilstedeværende polititjenestemænd havde identificeret som personer, der havde deltaget i forsøget på at trænge ind i Sandholmlejren. I retten blev T1 dømt for 31

32 hærværk, mens T2 blev frifundet. Retten lagde ved sin afgørelse vægt på, at T2 alene havde været til stede ved hegnet, og ikke ved sin blotte tilstedeværelse fandtes at have tilsluttet sig hærværksaktionen. T1 blev dømt, bl.a. fordi en polititjenestemand havde set hende rive og flå i hegnet, ligesom hendes rygsæk indeholdt en bidetang og et par dothandsker. Dom nr. 47: Højesterets dom af 5. november 2010 (U ) Rydningen af Ungdomshuset T1-T3 var bl.a. tiltalt for i forening med 12 andre at have forberedt grov vold mod politiet, når/hvis politiet skaffede sig adgang til Ungdomshuset, samt for at have medvirket til og forsøgt at medvirke til den grove vold, som faktisk blev udøvet mod politiet i forbindelse med politiets rydning af Ungdomshuset. De tiltalte erkendte at have været til stede i Ungdomshuset såvel før rydningen som i forbindelse med rydningen, men nægtede at have deltaget i planlægningen af det voldelige overfald eller i selve voldsudøvelsen. Det kunne på baggrund af landsrettens bevisresultat lægges til grund, at ingen af de tiltalte havde deltaget aktivt i voldsudøvelsen i forbindelse med rydningen, men at de havde været klar over, at domstolene havde truffet afgørelse om, at brugerne ikke længere var berettiget til at benytte ejendommen, og at brugerne i konsekvens heraf skulle udsættes af ejendommen. Det kunne endvidere lægges til grund, at de tiltalte i tiden op til rydningsaktionen havde befundet sig i Ungdomshuset og herunder deltaget i møder i huset, hvor der var blevet talt om, hvad der skulle ske i forbindelse med den forventede rydning (mandagsmøder), ligesom de måtte have bemærket, at der i huset og på taget af huset befandt sig store mængder af våben og kasteskyts, ligesom der var beskyttelsesudstyr i form af gasmasker, hjelme og skjolde. På denne baggrund fandt Højesteret, at T1-T3 ved deres tilknytning til Ungdomshuset og deres ophold og færden i bygningen havde understøttet den planlagte og udøvede vold således, at de på strafbar måde havde medvirket til såvel forsøg på grov vold mod politiet som til den samlede vold, som blev udøvet mod politiet i forbindelse med rydningsaktionen. Dom nr. 48: Østre Landsrets dom af 1. juni 2011 (TfK ) Talskvinder opfordrede til at skubbe politiet under en lovlig anmeldt demonstration T1 og T2 var tiltalt for overtrædelse af straffelovens 119, stk. 1, om vold og trussel om vold mod tjenestemand i funktion ved at have opfordret demonstranter under COP15 til i samlet flok at skubbe kraftigt mod politiet, der dannede kæde for at forhindre, at uvedkommende skaffede sig adgang til Bella Centret, hvorved polititjenestemændene blev trængt og havde svært ved at få luft, ligesom der opstod buler, ridser og sprængning af sidespejle på politiets køretøjer. T1 og T2 nægtede sig begge skyldige og forklarede, at de begge var talspersoner for en klimaorganisation, og at de havde deltaget i planlægningen og udførelsen af en lovlig anmeldt demonstration under COP15. Der var under forberedelserne af demonstrationen 32

33 enighed om, at civil ulydighed var acceptabelt, men ikke vold. De understregede begge, at demonstrationen var fredelig, og at de ikke havde set nogen blive mast eller set materiel, der blev ødelagt. Som led i bevisførelsen blev der forevist videoklip fra demonstrationen samt afgivet forklaring af flere polititjenestemænd, som havde været til stede. På denne baggrund fandt retten det bevist, at de tiltalte under demonstrationen råbte fra en højtalervogn ud til forsamlingen, at de skulle forsøge at komme igennem afspærringen af polititjenestemænd, ligesom de fra højtalervognen talte ned fra 10 til 1 og derefter råbte push, hvilket havde til følge, at adskillige demonstranter i kæde skubbede særdeles kraftigt til de politifolk, der ligeledes dannede kæde og forsøgte at forhindre demonstranterne i at trænge ind på det afspærrede område. Retten udtalte herefter, at demonstranternes skub var af ekstra styrke, idet demonstranterne handlede i forening, og at der således var tale om vold omfattet af straffelovens 244. Det blev endvidere lagt til grund, at demonstranternes skub var en direkte følge af de tiltaltes udtalelser fra højtalervognen. Da formålet var at komme ind på det afspærrede areal, fandt retten det utvivlsomt, at de tiltalte havde tilstræbt, at demonstranterne skulle skubbe og dermed udøve vold mod politiet, ligesom de måtte have indset, at politifolk kunne blive mast. De tiltalte blev derfor fundet skyldige i medvirken til vold mod politiet. 9. Narkotikakriminalitet Dom nr. 49: Vestre Landsrets dom af 11. oktober 2011 Samlevers medvirken til narkotikakriminalitet T1-T3 var tiltalt for over en længere årrække at have indført og videresolgt flere tons hash samt adskillige kilo amfetamin, idet T1 (hollandsk statsborger) indførte stofferne til Danmark og overdrog dem til T2, som herefter videresolgte dem til såvel identificerede som uidentificerede personer. T3 (T2 s samlever) var tiltalt for medvirken ved at have stillet sin ejendom til rådighed som base for T1 og T2 s handlinger. Hun var således tiltalt for at have ladet T1 bo fast på adressen, når han var i Danmark for at aflevere hash eller amfetamin, ligesom hun havde ladet T2 opbevare sine narkoregnskaber og penge hidrørende fra salg af narkotika, herunder 2 millioner kr. i kontanter, som blev opbevaret i en nedmuret pengeboks på hendes ejendom. T3 var endvidere tiltalt for i flere tilfælde at have ladet T2 opbevare hash og amfetamin på ejendommen. T1 og T2 erkendte sig skyldige i et vist begrænset omfang, mens T3 nægtede sig skyldig i det hele. T1 forklarede, at han typisk boede hos T2 og T3, når han var i Danmark, samt at han havde nøgle til deres hus. Dette blev bekræftet af T2, som dog i øvrigt nægtede at have involveret T3 i sine aktiviteter. T3 forklarede, at hun havde kendt T2 i knap 20 år. I dette tidsrum havde han afsonet to domme på henholdsvis 4 og 8 års fængsel for narkotikakriminalitet. Hun forklarede endvidere, at hun ikke vidste, hvad T2 beskæftigede sig med, eller hvordan han tjente sine penge, idet de økonomisk levede hver deres liv. Hun nægtede endelig at have noget kendskab til de 2 millioner kr., der blev fundet i pengeboksen i hendes hus, idet det 33

34 længe kun havde været T2, der havde nøgle til boksen. Der blev i forbindelse med bevisførelsen afspillet et stort antal aflyttede telefonsamtaler mellem T2 og T3, hvori T2 omtalte pengebeløb, som det ud fra den resterende efterforskning måtte antages at hidrøre fra salg af narko. Det kom endvidere frem, at der i forbindelse med ransagninger på T3 s bopæl havde ligget store kontantbeløb fremme samt en pengetællermaskine. Retten fandt på baggrund af oplysninger om T2 s store pengeforbrug sammenholdt med indholdet af telefonsamtalerne samt den omstændighed, at T2 tidligere var straffet for narkotikakriminalitet, at T3 måtte have indset, at T2 var involveret i narkotikakriminalitet i et ikke ubetydeligt omfang. Retten udtalte herefter, at det ikke i sig selv er en strafbar medvirken til narkotikakriminalitet at være samlevende med en narkohandler eller omgås en narkohandler, men at T3 ved at lægge hus til T1 s overnatning i forbindelse med indsmugling af narkotika og ved at indvillige i, at T2 opbevarede narkoudbytte og narkoregnskaber i en boks i hendes hus, havde medvirket til T1 og T2 s narkotikakriminalitet og herunder accepteret risikoen for omfanget heraf. Dom nr. 50: Retten i Sønderborgs dom af 1. februar 2012 Varebil og ledsagerbil fælles om at hente khat i Holland T1-T6 var bl.a. tiltalt for i forening at have indført 672,50 kg khat fra Holland til Danmark med henblik på videreoverdragelse. T1-T4 erkendte sig skyldige, mens T5 og T6 nægtede. T1 forklarede, at han sammen med T2 var kørt til Holland i en varebil for at hente khat. Han forklarede videre, at T3-T6 også havde været med i Holland. De var kørende i en anden bil, og deres opgave i forbindelse med turen til Holland havde været at køre et stykke foran varebilen for at tjekke, om der var kontrol ved grænsen til Danmark. T2 bekræftede, at han havde været med T1 i Holland for at hente khat. Der var blandt T3-T6 divergerende forklaringer om, hvad formålet havde været med at tage til Holland. T3 og T4 forklarede begge, at de havde hentet khat i Holland, mens T5 og T6 forklarede, at formålet med turen til Holland alene havde været, at de skulle ned og tygge khat. De benægtede begge ethvert kendskab til varebilen, ligesom de ikke havde hørt andre snakke om at hente khat på turen. Turen til Holland var foretaget i T6 s bil. T3-T6 blev anholdt i forbindelse med grænsekontrollen ved den dansk-tyske grænse. Der blev i retten dokumenteret en omfangsrig SMS-korrespondance mellem personerne i de to biler både før og under turen fra Holland til Danmark. Retten fandt alle de tiltalte skyldige i tiltalen. Retten fandt det således bevist, at også T5 og T6 vidste, at der i forbindelse med turen samtidig i en varebil blev indført khat til Danmark, og at de kørte i en ledsagerbil. De måtte således anses for at have været klar over formålet med turen til Holland og fandtes herved skyldige i at have deltaget i indførslen af khat. Dom nr. 51: Vestre Landsrets dom af 30. april 2012 Fælles opbevaring af amfetamin hos tredjemand 34

35 T1 og T2 var tiltalt for i forening med A, hvis sag var afgjort, at have opbevaret ca. 3 kg amfetamin på A s bopæl. Begge de tiltalte nægtede sig skyldige. A forklarede i retten, at T1 og T2 tidligere på året havde henvendt sig på hans bopæl sammen. T1 havde spurgt ham, om de måtte lave en gemmer hos ham. T1 havde ikke talt om, hvad der skulle gemmes, men de havde talt om garagen som et muligt gemmested. T2 havde under samtalen stået ved siden af T1, men havde ikke deltaget i samtalen. A forklarede videre, at han en uges tid efter besøget opdagede en plasticpose med pakker med hvidt pulver i sin garage. Endelig forklarede A, at han flere gange bemærkede, at T2 ankom til hans bopæl og gik ind i garagen og forsvandt igen efter kort tid. Denne forklaring understøttedes af GPS-oplysninger og telefonaflytninger. Retten fandt, at begge tiltalte skulle dømmes for i forening at have anbragt eller foranlediget anbragt amfetaminen i A s garage. Retten lagde vægt på, at selvom der ikke under mødet med A blev talt om, hvad der skulle gemmes i garagen, fandtes det efter en samlet bevisbedømmelse godtgjort, at begge havde været involveret i, at den nævnte mængde amfetamin blev anbragt i A s garage. 10. Berigelse - røverier Dom nr. 52: Retten i Koldings dom af 21. april 2010 Indbrudstyveri udviklede sig til hjemmerøveri T1-T5 var tiltalt for røveri ved i forening at have skaffet sig adgang til F s bopæl og tildelt ham adskillige slag og spark på kroppen og i ansigtet samt flere slag med en lægtehammer, hvorefter de fratvang F et pengeskab, en DVD-afspiller, en scooter og diverse andre effekter. T1 erkendte sig skyldig i vold mod F, men nægtede sig skyldig i tyveri. T2-T5 nægtede sig skyldige i vold, men erkendte tyveri fra F. De tiltalte afgav i forbindelse med straffesagen på flere punkter modstridende forklaringer. F forklarede, at han alene havde set to personer i sin lejlighed, og at begge disse havde udsat ham for vold. F udpegede T1 som den ene af de personer, der havde været i hans lejlighed, men kunne ikke udpege den anden. Retten dømte T1 for røveri begået i forening med en ukendt person, men fandt at T2-T5 alene kunne dømmes for tyveri fra F s lejlighed. Retten fandt, at eftersom alle de tiltalte havde været samlet i den samme lejlighed forud for tyveriet og måtte antages alle at have været vidende om, at der i denne forbindelse var blevet pakket en rygsæk med bl.a. en hammer, en skruetrækker og handsker, havde de et fælles forsæt om sent på natten at tage på et tyvetogt. Retten fandt imidlertid ikke, at det det med den tilstrækkelige sikkerhed var bevist, at alle de tiltalte havde været inde i F s lejlighed, og at de således vidste eller havde måttet indse, at F blev udsat for vold. Retten lagde i denne forbindelse vægt på, at F udelukkende havde set to personer, og at kun den ene af disse med sikkerhed kunne identificeres som den ene af de tiltalte. På denne baggrund fandt retten, at T2- T5 kunne dømmes for tyveri, idet de alle på den ene eller anden måde havde været involveret i, at effekter blev bortfjernet fra F s lejlighed, hvorimod de ikke kunne gøres strafferetligt ansvarlige for, at indbruddet havde udviklet sig til et røveri. 35

36 Dom nr. 53: Retten i Hillerøds dom af 9. marts 2011 Medvirken til røveri mod tankstation T1-T3 var tiltalt for at have begået to røverier med få dages mellemrum, idet T1 og T2 i begge forhold havde truet en ekspedient på en tankstation til at udlevere sig penge, alt imens T3 i begge forhold havde befundet sig udenfor. T1 og T2 erkendte sig skyldige og forklarede, at det første røveri var en pludselig indskydelse, da de befandt sig på tankstationen, ligesom de forklarede, at T3 ikke havde deltaget i nogen af røverierne. T3 nægtede sig skyldig og forklarede for så vidt angår det første røveri, at hun troede, de to andre tiltalte skulle ind på tankstationen og købe cigaretter. Hun var først efterfølgende blevet klar over, at de havde begået røveri. For så vidt angår det andet røveri forklarede hun, at hun sammen med de to medtiltalte havde kørt rundt i området i en bil, som T3 kort forinden havde stjålet fra sin mor. T1 og T2 havde i bilen talt om at begå røveri mod samme tankstation, som de få dage i forvejen havde røvet. Hun forklarede endvidere, at T1 og T2 havde forsøgt at maskere sig inden de gik ind på tankstationen, ligesom de forinden havde bedt hende om at sætte sig bag i bilen og holde motoren i gang, mens de medtiltalte var væk. Retten fandt T1 og T2 skyldige i begge røverier. For så vidt angår T3 fandt retten det ikke bevist, at T3 havde medvirket til det første røveri. For så vidt angår det andet røveri fandt retten, at T3 på strafbar måde havde medvirket til røveriet. Retten lagde vægt på, at hun havde hørt, at T1 og T2 aftalte at begå røveriet, imens hun var til stede i bilen, at hun havde set, at T1 og T2 havde forsøgt at maskere sig, at hun var blevet bedt om at sætte sig på bagsædet og sikre, at bilens motor kørte, mens T1 og T2 var væk, ligesom hun var blevet siddende i bilen og havde kørt med de andre, efter at røveriet var begået. Endelig lagde retten vægt på, at bilen, som blev benyttet under kørslen til og fra tankstationen, var en, hun tidligere på dagen havde stjålet fra sin mor. På denne baggrund fandt retten, at T3 kunne dømmes for medvirken til det andet røveri. Dom nr. 54: Retten i Hillerøds dom af 2. november 2011 Stærkt divergerende vidneforklaringer T2 frifundet T1 og T2 var tiltalt for røveri i forening, idet de havde tildelt F tre knytnæveslag i ansigtet, udtalt: giv mig hvad du har og herefter frataget F en mobiltelefon og kr. T1 og T2 nægtede sig skyldige og forklarede, at de ikke havde været til stede på gerningsstedet på gerningstidspunktet. På baggrund af teleoplysninger kunne det imidlertid lægges til grund, at begge de tiltalte havde været på gerningsstedet på gerningstidspunktet. F og et vidne (V) afgav i retten stærkt divergerende forklaringer om T2 s adfærd under episoden. F forklarede således, at T2 ikke havde været med til røveriet, men befundet sig 10 meter væk sammen med V. V forklarede, at T2 havde stået tæt sammen med T1 i forbindelse med overfaldet på F. Retten dømte T1 for røveri, men frifandt T2. Retten fandt på baggrund af de divergerende vidneforklaringer ikke, at der var det til domfældelse fornødne bevis mod T2, selvom 36

37 denne havde befundet sig på gerningsstedet på gerningstidspunktet, og selvom han havde forladt stedet sammen med T1. Dom nr. 55: Retten i Glostrups dom af 4. januar 2012 T1 og T2 dømt for røveri ved med deres tilstedeværelse at have underbygget den i situationen liggende trussel om anvendelse af vold T1- T3 var tiltalt for røveri ved med trussel om vold at have frataget F en knallert. T1 erkendte sig skyldig i tyveri af knallerten, men nægtede, at der var tale om røveri. T2 og T3 nægtede sig skyldige. T2 og T3 forklarede begge, at de vidste, at T1 havde til hensigt at tage F s knallert, idet han ville forsøge at narre den fra F ved at sige at knallerten var stjålet. De forklarede videre, at T1 tog kontakt til F, mens de selv stod ca. 15 meter derfra, fordi de ikke ønskede at være med. F samt et vidne forklarede imidlertid, at alle tre tiltalte var kommet hen til F, og at T1 havde råbt noget i retning af, at han vidste, at knallerten var stjålet. De havde herefter alle stået omkring F og forsøgt at forhindre ham i at komme op på knallerten, ligesom to af de tiltalte havde skubbet til ham. Herefter havde T1 taget knallerten fra F og var kørt. T2 og T3 havde stået ca. 2 meter fra T1, da denne havde taget knallerten. Retten lagde til grund, at T2 og T3 var klar over, at T1 havde tænkt sig at sætte sig i besiddelse af knallerten, og at de ved deres tilstedeværelse medvirkede til at underbygge den trussel om anvendelse af vold, der lå i situationen. De blev på denne baggrund alle fundet skyldige i røveri. Dom nr. 56: Påtaleopgivelse af 12. januar 2012 T2 kunne ikke forventes i situationen at have handlet anderledes T1 (17 år) og T2 (16 år) var sigtet for at have begået røveri mod F, idet de var kørt ud til F s bopæl, hvor T1 havde taget fat om nakken på F og truet ham til at udlevere 400 kr. T1 erkendte sig skyldig. T2 nægtede sig under grundlovsforhøret skyldig og forklarede, at han sammen med T1 var taget ud til F, som de kendte fra et scooterkørekorthold. Da de var hos F, havde T1 pludselig taget fat i F og sagt til F, at han skulle åbne et pengeskab eller give dem nogle penge, hvorefter F havde givet T1 400 kr. T2 forklarede, at han var blevet meget bange og chokeret. Han havde tænkt på at ringe til politiet, men turde ikke, da han var bange for, at T1 ville gøre ham noget. Han forlod stedet sammen med T1 og lånte efterfølgende 200 kr. af ham. T2 blev løsladt under grundlovsforhøret, og påtalen mod ham blev efterfølgende opgivet. Begrundelsen for at opgive påtalen mod T2 var, at det måtte lægges til grund, at han ikke vidste, at T1 ville skaffe sig penge ved vold, og at det henset til hans alder og den måde, situationen udviklede sig på, ikke kunne forventes, at han handlede anderledes under episoden. T1 blev efterfølgende dømt for røveriet. Dom nr. 57: Vestre Landsrets dom af 18. januar 2012 Passiv under røveri T1-T3 var tiltalt for røveri ved i forening at være trængt ind i F s kollegielejlighed, hvor de udøvede vold i form af slag og spark mod F, hvorefter de tog to computere og 37

38 andre effekter. De tiltalte nægtede sig alle skyldige. T2 erkendte dog at have været til stede i F s lejlighed, men nægtede at have udøvet vold mod F eller at have taget effekter fra F s lejlighed. T1 og T3 havde ingen erindring om, hvad der var sket den pågældende aften, idet de havde været meget fulde. F forklarede, at der havde været tre personer inde i hans lejlighed, hvoraf de to havde udøvet vold, mens den tredje havde forholdt sig passiv. Computerne blev efterfølgende fundet i T3 s lejlighed. På baggrund af F s forklaring samt de øvrige beviser i sagen fandt retten det godtgjort, at T1 og T2 havde været de mest aktive i røveriet, og at T3 havde været til stede under hele episoden uden dog at foretage sig noget aktivt. Retten fandt det bevist, at de tre tiltalte havde handlet i forening og at de alle tre havde haft forsæt til røveri. Retten lagde i den forbindelse vægt på forløbet og varigheden af røveriet, samt at alle de tiltalte var til stede under hele episoden. T3 ankede dommen til landsretten. Landsretten tiltrådte byrettens afgørelse og udtalte, at T3 ved at forblive i lejligheden og forholde sig passiv under voldsudøvelsen, efter at han sammen med de to medgerningsmænd var trængt ind i lejligheden, var strafferetlig ansvarlig for røveriet. Dom nr. 58: Retten i Odenses dom af 25. januar 2012 Narkokøb udviklede sig til røveri T1-T3 var tiltalt for i forening og efter forudgående aftale at have begået røveri mod F, idet de sent om natten skaffede sig adgang til F s lejlighed ved at knuse en dør, hvorefter de gennem en time bl.a. truede ham med et baseballbat og en økse og tvang ham til at aflevere diverse effekter fra lejligheden til dem. Alle tre tiltalte nægtede at have begået røveri. T1 erkendte dog at have været til stede. Han forklarede endvidere, at han sammen med de medtiltalte var kørt til F s adresse for at købe kokain. Da F ikke havde åbnet, var T3 hoppet over porten og var gået ind i opgangen. Herefter havde T3 åbnet døren for T1 og T2. T1 havde bemærket, at døren ind til lejligheden var smadret. Indenfor havde stemningen udviklet sig negativt, da F sagde, at han ikke havde noget kokain. T1 havde truet F ved at slå et baseballbat ud i luften, og T3 have truet med at hugge F s fingre af med en økse. T1 forklarede videre, at han herefter var gået ned i bilen. Kort tid efter var F kommet med et TV, som han satte ind i bilen. De tre tiltalte var efterfølgende kørt fra stedet sammen. F forklarede, at den mest aktive under episoden havde været T3, men at alle tre tiltalte havde taget ting med fra hans lejlighed, ligesom de havde forladt lejligheden samtidig. Ingen af de tiltalte havde forsøgt at stoppe episoden. Retten fandt alle tre tiltalte skyldige i røveri, uanset om en eller to af de tiltalte ikke havde været inde i lejligheden under hele forløbet, hvor T3 havde været mest aktiv. Retten lagde vægt på, at de alle var kommet til stedet samtidig, ligesom de havde forladt stedet samtidig medbringende effekter fra F s lejlighed. Retten lagde endvidere vægt på, at ingen af de tiltalte havde forsøgt at stoppe episoden. Alle de tiltalte måtte herefter anses for at have haft forsæt til eller accepteret, at F blev truet, og at effekterne blev fjernet fra ham. Dom nr. 59: Østre Landsrets dom af 25. januar

39 Røveri mod Dansk Værdihåndtering (DVH-sagen) Ved Glostrup Rets domme af 15. september 2010 og 14. april 2011 blev i alt 15 personer fundet skyldige i at have begået røveri mod Dansk Værdihåndtering. De var alle tiltalt for røveri af særlig grov beskaffenhed ved i forening med flere ukendte medgerningsmænd og efter fælles aftale at have begået røveri af særlig grov beskaffenhed. De var herunder tiltalt for gennem en længere periode forud for røveriet nøje at have planlagt forløbet af røveriet, herunder brugsstjålet flere personbiler samt 11 last- og skraldebiler. På selve dagen for røveriet blev last- og skraldebilerne placeret på indfaldsvejene til området og for en dels vedkommende ildspåsat, ligesom der blev spredt partisansøm på vejene alt med det formål at hindre politiets adkomst til området omkring Dansk Værdihåndtering. Selve røveriet blev udført ved, at de tiltalte skaffede sig adgang til Dansk Værdihåndtering ved med en 22 tons tung gummiged at gennembryde en mur til det lokale, hvor de ansatte optalte penge. Herefter indfandt de tiltalte sig bevæbnede med automatvåben i optællingslokalet og tog ikke under 62 mio. kr. Alle tiltalte nægtede sig skyldige, ligesom de i det store og hele ikke ønskede at udtale sig. Det var for de fleste af de tiltaltes vedkommende ikke muligt at føre bevis for de pågældendes nærmere rolle under røveriet. Overvågningsoptagelser fra Dansk Værdihåndtering viste, at seks af røverne var inde i værdihåndteringen under røveriet. Sammenholdt med de øvrige handlinger med tilknytning til røveriet lå det derfor fast, at en del af de tiltaltes medvirken bestod i at køre last- og skraldebilerne i position samt yde bistand af mere praktisk og logistisk karakter. Seks af de domfældte ankede dommen til landsretten, der stadfæstede byrettens domme med ganske få ændringer for så vidt angår skyldsspørgsmålet. Landsretten fandt det bevist, at samtlige de tiltalte havde haft en rolle i forbindelse med planlægningen og udførelsen af røveriet. Landsretten udtalte herefter, at det efter røveriets karakter og de nærmere omstændigheder ved forberedelseshandlingerne måtte lægges til grund, at de medvirkende som udgangspunkt havde kendskab til i hvert fald de overordnede rammer i planen, herunder at der skulle ske indtrængen ved hjælp af en gummiged, og at våben skulle medbringes, samt at flugten blandt andet skulle sikres ved hjælp af strategisk placerede last- og skraldebiler, ildspåsættelse og partisansøm. Landsretten fandt det på denne baggrund godtgjort, at de medvirkende på forhånd måtte have haft kendskab til eller indset det som overvejende sandsynligt, at der var tale om et større røveri, og at aktionen ikke gik udover det, der på forhånd var påregneligt. Selvom det således ikke var muligt at fastlægge de enkeltes roller, herunder de enkeltes kendskab til detaljerne i den større plan, blev de alle fundet skyldige i røveriet i dets fulde omfang. 11. Omfattende organiseret indbrudskriminalitet Dom nr. 60: Retten i Viborgs dom af 5. december 2011 Omfattende organiseret indbrudskriminalitet 39

40 T1-T10 var tiltalt for i forening at have begået omfattende organiseret indbrudskriminalitet over en periode på ca. 2 måneder. De tiltalte nægtede sig skyldige. Bevisførelsen viste bl.a., at alle 10 tiltalte havde haft tilknytning til et sommerhus, hvor et stort lager af tyvekoster var blevet fundet. Retten fandt det godtgjort, at de tiltalte var klar over, at der var tale om tyvekoster, og at kosterne var stjålet af de tiltalte, uden at det dog var muligt i fuldt omfang at afgøre, hvem der direkte havde begået de konkrete forhold. Retten fandt det endvidere godtgjort, at de tiltalte ikke havde andet formål med at komme til Danmark end at begå berigelseskriminalitet, og at de var bekendt med, at også de andre tiltalte var i Danmark og opholdt sig i sommerhuset i den hensigt at begå berigelseskriminalitet. Ved de tiltaltes tilknytning til sommerhuset samt deres ophold og færden i Danmark fandt retten herefter, at de havde handlet som en gruppe, og at de i fælles forståelse havde begået indbrudskriminalitet. De blev herefter alle dømt, selv om der ikke i de enkelte forhold var ført bevis for, hvem der havde gjort hvad, herunder hvem der konkret havde været på gerningsstederne. Dom nr. 61: Retten i Hernings dom af 21. februar 2012 Omfattende organiseret indbrudskriminalitet T1-T5 var tiltalt for i forening at have begået omfattende organiseret indbrudskriminalitet. De tiltalte nægtede sig i det væsentligste skyldige. Bevisførelsen viste, at de tiltalte havde haft forskellige roller, eksempelvis med at deltage i planlægning og afsætning, ved at være chauffør og ved at have indgået lejemål i falsk navn for så vidt angår den lejlighed, gruppen havde tilknytning til. Retten fandt, at samtlige tiltalte i forening med en eller flere personer, efter forudgående aftale eller efter fælles forståelse, aktivt havde deltaget i berigelseskriminalitet som gruppe. Retten lagde herved vægt på, at de tiltaltes respektive bidrag var en nødvendighed for at opnå det tilsigtede formål at begå berigelseskriminalitet. Alle de tiltalte var således strafferetligt ansvarlige for samtlige indbrud, der blev begået af gruppen, selv om der ikke i de enkelte forhold var ført bevis for, hvem der havde gjort hvad, herunder hvem der konkret havde været på gerningsstederne. 12. Anden kriminalitet Dom nr. 62: Østre Landsrets dom af 14. september 2009 Medvirken til børnebortførelse T1 (mor), T2 (far) og T3 (T2 s ekskone) var tiltalt for at have bortført F (T1 og T2 s fælles barn), der var tvangsfjernet fra hjemmet og anbragt i en plejefamilie, idet de foranledigede, at F blev ført ud af landet med henblik på et længerevarende ophold i Ukraine. T1 nægtede sig skyldig, mens T2 og T3 erkendte sig delvist skyldige. T1 nægtede ethvert kendskab til det passerede. T2 erkendte at have taget datteren med på en ferie sammen med T3, men nægtede, at der var tale om bortførelse, eller at det var noget, de tre tiltalte havde planlagt på forhånd. T3 erkendte, at hun havde været med 40

41 til at hente F på den skole, hvor hun gik, men at T2 havde sagt til hende, at han havde fået tilladelse til at tage F med. I retten forklarede F s søster, at T2 også før havde forsøgt at tage F væk fra skolen, og at T1 havde kendt til planen og været med på ideen. Omkring den konkrete sag forklarede F s søster, at hun sammen med T2 og T3 var taget hen til F s skole, hvor hun sammen med T3 s børn havde fået F til at komme med ud til T3 s bil. Herefter var de alle på nær T2 kørt hjem til T3, hvor de havde opholdt sig, indtil de sammen med T2 var rejst af sted i en autocamper til Ukraine. Mens de havde befundet sig hos T3, havde T3 farvet deres hår mørkt. I retten blev der fremlagt teleoplysninger, der dokumenterede, at der på dagen for F s forsvinden fra skolen havde været en tæt kontakt mellem de tre tiltalte. Endelig forklarede en polititjenestemand, at politiet i forbindelse med, at de havde søgt efter F havde lavet en aftale med T1 om, at hun skulle ringe til sin far i Ukraine for at spørge, om F befandt sig hos ham. Telefonopkaldet blev gennemført på politistationen med telefonen på medhør og under medvirken af en tolk. I denne forbindelse havde tolken oplyst, at T1, da der var blevet skabt kontakt til faren, havde råbt til ham, at han ikke måtte udlevere børnene. Såvel byretten som landsretten fandt det efter en samlet bevisvurdering ubetænkeligt at anse det for bevist, at alle de tiltalte havde fuldt kendskab til og deltog i planlægningen af bortfjernelsen af F. Retten lagde vægt på oplysningerne om, hvordan F var blevet hentet i skolen, at hun havde fået farvet hår, den tætte telefonkontakt der havde været mellem alle de tiltalte, samt at T1 havde råbt advarende til sin far, da hun kom i telefonisk kontakt med ham. Retten fandt således alle de tiltalte skyldige i efter fælles aftale i forening at have forsøgt at bortføre F til Ukraine. Dom nr. 63: Østre Landsrets dom af 18. januar 2011 T1 misbrugte børn med T2 s viden og accept T1 (18 år) og T2 (69 år) var bl.a. tiltalt for at have haft analt samleje med F1 (6 år), F2 (9 år) og F3 (9 år), idet T1 gennemførte analt samleje med F1-F3 i T2 s hjem med T2 s viden og accept. De tiltalte nægtede sig begge skyldige. T1 forklarede, at han havde set pornofilm og onaneret i T2 s stue foran børnene, men han bestred at have haft analt samleje med børnene. T2 forklarede, at han vidste, at T1 interesserede sig en del for sex, men at han ikke vidste, at T1 havde forbrudt sig mod børnene. Begge tiltalte forklarede, at T1 var kommet i T2 s hjem hele sin barndom, og at de på T1 s initiativ havde haft analt samleje talrige gange. Som led i bevisførelsen blev der i retten afspillet videooptagelser af F1-F3 s forklaringer til politiet. Retten fandt bl.a. på baggrund videoforklaringerne, at T1 var skyldig i at have forsøgt at gennemføre analt samleje med F1-F3. Retten fandt T2 skyldig i medvirken hertil. Retten lagde for så vidt angår T2 vægt på, at han vidste, at T1 var sexfikseret, og at han vidste, at børnene, der var nøgne, befandt sig sammen med T1 på kontoret, ligesom han vidste, at der blev vist pornofilm på kontoret. Retten fandt det på baggrund af F1-F3 s forklaringer endvidere bevist, at T2 på et tidspunkt var kommet ind på kontoret med kondomer, mens der blev vist pornofilm. På den baggrund lagde retten til grund, at T2 41

42 havde tilskyndet til, at der skete anden kønslig omgængelse end samleje, og at han på den baggrund kunne dømmes for medvirken. Dom nr. 64: Østre Landsrets dom af 7. februar 2012 Deltagelse i brandstiftelse T1-T3 var tiltalt for brandstiftelse ved om natten at have sat ild til en bil og en ejendom, hvorved beboerne, herunder F (T1 s ekskæreste), blev udsat for overhængende fare. De tiltalte nægtede sig skyldige. T1 forklarede, at han om aftenen havde været sammen med T2 og T3 til en byfest. Han var blevet meget fuld og kunne ikke huske særlig meget fra om aftenen og natten, udover at han havde været ude at køre i bil sammen med T2 og T3. T2 forklarede, at han sammen med T1 og T3 havde været til byfest, og at de ca. kl var kørt hjem. På turen hjem var T1 blevet meget ophidset på grund af noget med F og ville sættes af, fordi han ville hen og smadre F s bil. T2 satte ham af, hvorefter han og T3 kørte hjem. Da de kom hjem, stod T1 imidlertid foran lejligheden og ville køres af sted igen. Han havde her talt om at futte det hele af og havde hentet en dunk med petroleum, hue og handsker. T2 forklarede, at han var træt af T1 og kørte ham af sted for at få fred. I bilen havde T1 spurgt T2, om han kunne vente på ham, for han ville brænde F s bil af. T2 havde herefter bedt T1 om at stige ud ca. 500 meter fra F s hus, fordi han ikke ville være en del af det. T3 forklarede, at han den pågældende aften havde været meget fuld. Han bekræftede, at han havde været med i bilen, da T2 kørte af sted med T1, men at han ikke vidste, hvad de skulle, ligesom han ikke havde hørt, hvad der blev talt om i bilen. Efter at de havde sat T1 af, var han og T2 kørt hjem. F forklarede i retten, at hun efter bruddet med T1 var blevet truet på livet, og at T1 forfulgte hende. Flere vidner forklarede endvidere, at T2 og T3 forud for ildspåsættelsen havde været med til at lede efter F. T1-T3 blev alle anholdt på deres fælles bopæl senere på gerningsdagen. På bopælen blev der fundet camouflagebukser og sweatshirt svarende til det signalement, vidner havde givet af gerningsmandens tøj. På T1 s værelse blev der yderligere fundet noget papir, der lugtede af brandbar væske, ligesom der blev fundet spor af en brandbar væske på T1 s sko. Retten fandt det bevist, at det var T1, der havde sat ild til huset og bilen, og han blev fundet skyldig i brandstiftelsen. Retten fandt det ikke bevist, at T2 og T3 havde været med, da T1 satte ild på huset og bilen, men retten fandt det bevist, at de havde kørt T1 i retning mod F s hjem og havde sat ham af ca. 500 meter derfra. Retten fandt efter en samlet vurdering af oplysningerne om forløbet, at T2 og T3 i det mindste måtte have indset og accepteret muligheden for, at T1 skulle til F s adresse for at starte en ildebrand, og de blev derfor dømt for at have medvirket til T1 s brandstiftelse. De blev frifundet for at have bragt andres liv i overhængende fare med ildebranden, idet de ikke havde været til stede under ildspåsættelsen. T3 ankede som den eneste byrettens dom til Østre Landsret, som under henvisning til byrettens begrundelse også fandt ham skyldig i medvirken til brandstiftelse. 42

43 Dom nr. 65: Retten i Viborgs dom af 8. februar 2012 Besiddelse af skydevåben på fælles bopæl T1 og T2 var tiltalt for i forening at have været i besiddelse af tre skydevåben under særlig skærpende omstædigheder. Våbnene blev fundet af politiet i forbindelse med to forskellige ransagninger på deres fælles bopæl. T1 erkendte at have anskaffet det ene våben, men nægtede kendskab til de to andre våben. T2 erkendte at have anskaffet de to våben, som T1 nægtede kendskab til, og erkendte at have kendskab til, at det tredje våben var på bopælen. De forklarede begge, at de havde anskaffet sig våbnene for at kunne forsvare sig mod personer, de var bange for. Retten fandt, at eftersom våbnene blev fundet på steder på deres fælles bopæl, som var frit tilgængelige, og som begge de tiltalte disponerede over, og eftersom de var anskaffet og besiddet med henblik på at kunne forsvare sig imod trusler, der var fremsat mod dem begge, kunne de begge dømmes for at have besiddet våbnene i forening. 43