Oversigt over domme om medvirkensansvar

Transkript

1 Bilag 1 Oversigt over domme om medvirkensansvar 1. Indledning I dette bilag beskrives de domme, der indgår i redegørelsen. Dommene er af hensyn til overskueligheden inddelt i en række tilfældegrupper og kriminalitetstyper. 2. Bande-relateret kriminalitet Dom nr. 1: Østre Landsrets dom af 30. marts 2010 Besiddelse af skydevåben i Hells Angels klubhus T1-T4 var bl.a. tiltalt for i forening i Hells Angels klubhus at have været i besiddelse af 2 pistoler, et haglgevær, 5 baseballkøller og diverse former for ammunition. Alle de tiltalte nægtede sig skyldige og forklarede, at de ikke havde noget kendskab til, at der blev opbevaret våben i klubhuset. I retten forklarede to polititjenestemænd, at våbnene blev fundet under en ransagning af Hells Angels klubhus, hvor de var skjult forskellige steder. De fire tiltalte havde som de eneste fra Hells Angels været til stede under ransagningen. Der blev endvidere fremlagt en retsgenetisk erklæring, der dokumenterede, at der på den ene af pistolerne var fundet tilstedeværelse af DNA, som med en stor sandsynlighed kunne henføres til T1. Der blev endelig dokumenteret en politirapport, hvoraf det fremgik, at der dagen forinden var blevet affyret flere skud i retning mod rockerborgen, ligesom der havde været uro i byen som udløbere af bandekonflikten. T1 blev fundet skyldig i at have været i besiddelse af den pistol, hvorpå der var fundet DNA. T1-T4 blev imidlertid frifundet for i forening at have været i besiddelse af våbnene. Landsretten anførte, at skydevåbnene mv. lå skjult i klubhuset, og at det efter omstændighederne ikke kunne anses for bevist med den til domfældelse i en straffesag fornødne sikkerhed, at de tiltalte indså og accepterede en fælles besiddelse af våbnene, eller at de på anden måde havde forsæt til en fælles våbenbesiddelse. Dom nr. 2: Retten i Odenses dom af 24. august 2011 Bandeleder givet ordre til afpresning T1 var tiltalt for at have beordret T2-T4 til at begå henholdsvis afpresning og vold mod F1 og F2, mens T2-T4 var tiltalt for at have udøvet afpresning og vold mod F1 og F2. Alle tiltalte nægtede sig skyldige. De tiltalte var alle tilknyttet Bandidos i Odense og politiet var af den opfattelse, at T1 var højere rangeret end de øvrige og derfor havde beordret afpresningen og volden mod F1 og F2. T1 blev dømt for medvirken til afpresning mod F1. Retten fandt, at der var ført bevis for, at T1 havde været med at bestemme, at F1 skulle betale en dumme-bøde, og endvidere havde været med til at fastsætte beløbet, som F1 skulle betale. Derudover lagde retten vægt 1

2 på, at T1 havde sendt T2 til et møde med F1, og at T1 måtte have indset, at betaling af dumme-bøder kun kunne opnås ved direkte eller indirekte trusler om vold. Derimod blev T1 frifundet for vold og afpresning i forhold til F2. Retten fandt, at selvom det måtte kunne lægges til grund, at T1 indtog en position som leder af gruppen i Odense, og at der dermed var en formodning for, at han deltog aktivt i de beslutninger, der blev truffet i klubben, kunne denne formodning ikke i sig selv udgøre tilstrækkeligt bevis for, at han havde tilskyndet T2-T4 til at begå de øvrige forhold, for hvilke han var tiltalt. T2-T4 blev alle dømt for afpresning og vold mod F1 og F2. Dom nr. 3: Retten i Lyngbys dom af 7. oktober 2011 Mellemmand i forbindelse med afpresning T1 og T2, der var medlem af Bandidos, var tiltalt for at have afpresset F1 og F2 for 1,7 mio. kr., hvoraf der blev betalt ikke under kr. T1 og T2 nægtede sig begge skyldige. På baggrund af bevisførelsen fandt retten det bevist, at F1 og F2 på et tidspunkt betalte ikke under kr. til T2, som umiddelbart efter afleverede pengene til T1. Retten fandt endvidere, at pengene blev leveret som følge af trusler, og uden at der forelå et reelt gældsforhold til T1. På denne baggrund fandtes T1 skyldig i afpresning og T2 skyldig i medvirken til afpresning, idet han havde modtaget pengene på vegne af T1, selvom han vidste, at pengene blev leveret som følge af trusler, og uden at der forelå et reelt gældsforhold. Dom nr. 4: Retten i Roskildes dom af 11. oktober 2011 Besiddelse af skydevåben i bil med 4 passagerer T1 T4 var tiltalt for besiddelse af skydevåben under særlig skærpende omstændigheder, jf. straffelovens 192 a, stk. 1, idet de i forbindelse med, at deres køretøj blev bragt til standsning af politiet, kastede flere skydevåben med tilhørende ammunition ud af vinduet. T1 og T2 var eller havde været tilknyttet Bandidos. Alle tiltalte nægtede sig skyldige og forklarede, at de havde været ude at køre i den bil, der blev standset af politiet, men at ingen af dem havde set våben i bilen eller havde set våben blive kastet ud af bilen. Det fremgik af sagen, at alle de tiltalte var iført skudsikre veste, da de blev standset af politiet, ligesom flere af dem havde dothandsker på, og mindst en havde en røverhue på. Endvidere forklarede en polititjenestemand i retten, at han havde set, at der blev kastet ting ud af den bil, som de tiltalte blev standset i, umiddelbart inden den blev bragt til standsning. Politiet havde efterfølgende fundet skydevåben og ammunition i vejkanten. Retten fandt alle de tiltalte skyldige i besiddelse af skydevåben under særlig skærpende omstændigheder. Retten lagde vægt på, at alle de tiltalte var iført skudsikre veste, da de blev standset, at flere af dem var iført dothandsker, og at mindst en var iført røverhue, på trods af at det var april måned. Retten fandt på denne baggrund, at turen havde haft et kriminelt formål, som alle de fire tiltalte kendte og havde accepteret, hvorfor de alle kunne dømmes for i forening at havde været i besiddelse af skydevåben under særlig skærpende omstændigheder jf. straffelovens 192 a, stk. 1. 2

3 Dom nr. 5: Østre Landsrets dom af 11. maj 2012 Deltagelse i straffeaktion T1-T3, der alle var tilknyttet Bandidos, var tiltalt for i forening og efter forudgående aftale på en tankstation at have skudt efter flere personer tilhørende Black Cobra. De nægtede sig alle skyldige. T1 forklarede, at han var kørt forbi en tankstation, hvor han havde bemærket, at der var nogle personer fra Black Cobra, og at han i den forbindelse havde råbt til dem, at de ikke hørte til der. Han havde ikke bemærket, at der kom en bil umiddelbart bag ham, og at en af personerne i bilen havde skudt. Han forklarede endvidere, at han ikke kendte de to medtiltalte. T2 nægtede at udtale sig, mens T3 nægtede at have været på stedet. Ingen af de forurettede medlemmer af Black Cobra kunne i retten huske særlig meget omkring episoden. Det kom frem under sagen, at T1 var et ledende medlem af Bandidos, mens T2 var hang-around og T3 prospect. På baggrund af vidneforklaringer og masteoplysninger om de tiltaltes placering omkring gerningstidspunktet kunne det lægges til grund, at alle de tiltalte havde forladt Bandidos klubhus samtidig, således at T1 var kørt på motorcykel, og T2 og T3 var kørt i bil. På baggrund af billeder fra overvågningskameraet på tankstationen og vidneforklaringer kunne det endvidere lægges til grund, at de var ankommet samtidig til tankstationen, ligesom de 30 sekunder senere havde forladt den samtidig. Om episoden på tankstationen forklarede vidner, at T1 umiddelbart efter ankomsten til tankstationen havde givet et signal til T2, før denne steg ud af bilen og begyndte at skyde mod personerne fra Black Cobra. T3 havde ikke foretaget sig andet end at sidde i bilen. På baggrund af bevisførelsen blev alle tre tiltalte i byretten dømt for grov vold efter straffelovens 245, stk. 1. T2 og T3 ankede dommen til landsretten med påstand om frifindelse. Landsretten stadfæstede byrettens dom. Såvel byretten som landsretten fandt, at det måtte lægges til grund, at T2 var den person, der havde skudt. For så vidt angår T1 lagde byretten vægt på, at han vidste, der var medlemmer af Black Cobra på tankstationen, at han fulgtes med bilen, hvori T2 og T3 var, til tankstationen, at han gav tegn til T2, og at han overværede det efterfølgende forløb, inden han samtidig med T2 og T3 forlod tankstationen. På denne baggrund fandt byretten, at han kunne dømmes for medvirken til T2 s handlinger. For så vidt angår T3 lagde landsretten vægt på, at T1-T3 alle tilhørte Bandidos, og at de, der blev beskudt, tilhørte Black Cobra, og at skyderiet startede efter signal fra T1. Landsretten lagde derfor til grund, at der var tale om et opgør mellem de to grupperinger, og at T3 måtte have været klar over og indforstået med, hvad der skulle ske. På denne baggrund fandtes han også at kunne dømmes for medvirken til T2 s handlinger. Dom nr. 6: Vestre Landsrets dom af 23. november 2012 Bandeleder ikke dømt for medvirken til medtiltaltes kriminalitet i det ikke erkendte omfang 3

4 T1-T4 var tiltalt for en række forhold af besiddelse af amfetamin, kokain og hash med henblik på videresalg. T1-T3 var hovedsagligt tiltalt for henholdsvis besiddelse og videreoverdragelse af de nævnte stoffer, mens T4, som var et højtstående medlem af Hells Angels, var tiltalt for at have instrueret og styret de medtiltalte i relation til afhentning og videreoverdragelse. T4 nægtede sig skyldig i medvirken til T1-T3 s kriminalitet, men erkendte at have været involveret i ét forhold vedrørende en leverance på 11 kg hash. T1-T3 erkendte sig delvist skyldige i en række forhold, men kunne ikke udtale sig vedrørende T4 s rolle, idet de enten helt nægtede kendskab til T4 eller afviste, at han skulle have været involveret i videre omfang, end det T4 selv forklarede. Gennem talrige telefonaflytninger og observationer tegnede der sig imidlertid et billede af en meget intens kontakt mellem særligt T1 og T4, ligesom kontakten ifølge anklagemyndigheden afspejlede et over-underordnelsesforhold de to tiltalte imellem. Landsretten dømte T4, i det omfang han selv erkendte, men frifandt ham for medvirken til de øvrige tiltaltes kriminalitet. Landsretten fandt ikke, at den omstændighed, at der havde været en lang række korte telefonsamtaler og møder mellem T1 og T4 i sig selv kunne udgøre bevis for T4 s medvirken til T1 s kriminalitet. Landsretten lagde i denne forbindelse vægt på, at der ikke var fremkommet oplysninger om, hvornår og hvordan T1 var kommet i besiddelse af de stoffer, som tillige T4 var tiltalt for at have besiddet med henblik på videreoverdragelse. Der var heller ikke observationer eller andet der kunne indikere, at T1 havde afregnet betaling for stoffer til T4, eller at T4 i øvrigt havde forbindelse til udlevering eller salg af de nævnte stoffer. Dom nr. 7: Østre Landsrets dom af 20. december 2012 Sagen mod 15 medlemmer af rockergruppen Hells Angels forhold 5 T1-T5 med tilknytning til Hells Angels var bl.a. tiltalt for som led i et bandeopgør at have overfaldet F1 og F2, idet T3-T5 i forening med 5 yderligere medlemmer af Hells Angels (som tidligere var dømt for forholdet) og efter ordre fra T1 og T2 kørte af sted i biler og ved Brorsons Kirke spærrede vejen for F1 og F2, hvorefter de overfaldt F1 og F2 med køller, andre slagvåben og spark, hvorved F1 bl.a. pådrog sig en alvorlig nakkefraktur. T1-T5 nægtede sig skyldige. T1 forklarede kort, at han intet havde med forholdet at gøre. Flere af de øvrige tiltalte nægtede at udtale sig. En person (V), som selv havde deltaget i overfaldet og som tidligere var dømt for forholdet, afgav vidneforklaring under sagen mod T1-T5. V forklarede, at T3 på vegne af T1 havde kontaktet ham og de øvrige tiltalte og givet dem besked på at møde i Hells Angels klubhus kl. 13. Telefonaflytning understøttede denne forklaring, hvoraf det fremgik, at T1 sagde til T3: I er blevet kaldt ind i klubben klokken et alle sammen. Her blev der ifølge V afholdt et møde, hvor T2 havde givet T3-T5 og 5 øvrige medlemmer af Hells Angels ordre om at køre ud og lave et hævnangreb mod indvandrerne. T1 havde siddet i baggrunden og overhørt ordren. Der var ikke telefonoplysninger eller videoovervågning, der bekræftede denne forklaring om T2 s medvirken. Der var derimod videooptagelser ude foran Hells Angels klubhus, der viste, at T1 befandt sig 4

5 på parkeringspladsen foran klubhuset iført skudsikker vest, da de øvrige tiltalte medbringende slagvåben steg ind i biler, der efterfølgende blev observeret ved Brosons Kirke i forbindelse med voldsudøvelsen. Videooptagelser viste i øvrigt, at T1 kørte fra stedet ca. 2 min. før de øvrige, ligesom det fremgik af en aflyttet telefonsamtale mellem T1 og et andet højtstående medlem af Hells Angels, at T1 udtalte: vi kører rundt hele tiden og vi er hele tiden i området. Landsretten lagde på baggrund af bevisførelsen til grund, at T1 på gerningstidspunktet havde en ledende rolle i Hells Angels og var overordnet de øvrige tiltalte. Landsretten fandt det på baggrund af videoovervågningen og telefonaflytningerne, der underbyggede V s forklaring, bevist, at den af T3-T5 og de øvrige dømte medlemmer af Hells Angels udøvede vold skete efter ordre fra T1. Voldsudøvelsen fandtes ikke at have oversteget, hvad der måtte anses for at have været forudsat, hvorfor T1 blev fundet skyldig i medvirken til grov vold efter straffelovens 245, stk. 1. T2 blev frifundet, da V s forklaring om hans rolle i voldsudøvelsen havde været skiftende og ikke i øvrigt var støttet af andre oplysninger, der med den til domfældelse i en straffesag fornødne sikkerhed godtgjorde, at T2 havde medvirket til forholdet ved at give ordre til at udføre overfaldet. T3-T5 blev alle fundet skyldige i voldsudøvelsen. Dom nr. 8: Østre Landsrets dom af 20. december 2012 Sagen mod 15 medlemmer af rockergruppen Hells Angels forhold 6 T1-T5 med tilknytning til Hells Angels var tiltalt for som led i et bandeopgør at have forsøgt at dræbe F i forening med en sjette person (V), som tidligere var dømt for forholdet, idet T3 og T4 efter ordre fra T1 og T2 transporterede T5 og V til en brugsstjålet bil, hvorefter T5 og V kørte til Skelbækgade, hvor V gik ind i en kiosk og affyrede 7 skud mod F, der blev ramt af 2 skud men overlevede de deraf følgende livstruende læsioner. T1-T5 nægtede sig skyldige. De nægtede endvidere at udtale sig om forholdet. V, der afgav vidneforklaring under sagen mod T1-T5, forklarede, at der havde været afholdt et møde ved Emdrup Sø, hvor T1 og T2 havde givet instruks om, at der skulle begås et drab i Skelbækgade, og hvor V var blevet udpeget til at udføre det i forening med T3-T5. Der havde endvidere været gennemført en påvisningstur, hvor T1 havde udpeget gerningsstedet over for T5 og V. På gerningsdagen havde T3 kontaktet V og bedt ham komme ind i Hells Angels klubhus sammen med T5. V oplyste endvidere, at T4 havde fået til opgave at stjæle den bil, han sammen med T5 kørte i på turen til kiosken i Skelbækgade, og som efterfølgende blev brændt af. V s forklaring vedrørende T3-T5 var underbygget af teleoplysninger og videoovervågning samt den omstændighed, at bilen, de var kørt i, rent faktisk var stjålet. T3- T5 blev på denne baggrund fundet skyldige i medvirken til drabsforsøget. Landsretten fandt imidlertid ikke, at V s forklaring vedrørende T1 og T2 i fornødent omfang kunne underbygges af teleoplysninger, ligesom der ikke var andre oplysninger af betydning, der kunne understøtte V s forklaring om T1 og T2 s medvirken til drabsforsøget. Landsretten fandt derfor ikke, at det med tilstrækkelig sikkerhed var bevist, at T1 og T2 havde medvirket til drabsforsøget ved at afgive ordre, hvorfor de blev frifundet. 5

6 Dom nr. 9: Vestre Landsrets dom af 7. marts 2013 Spontant bandeopgør T1-T14 var tiltalt for i forening at have udøvet grov vold mod F1-F3, idet de stak F1 med en kniv i lænden og slog ham adskillige gange blandt andet med diverse genstande, ligesom de overfaldt F2 og F3 med adskillige spark og slag på kroppen og i hovedet, herunder med redskaber som en donkraft og diverse værktøjsdele. T1-T14, der alle var relaterede til gruppen Guardias Diablo, nægtede sig skyldige og ville ikke udtale sig om deres egen eller andres rolle i det voldelige overfald. Flere af de tiltalte oplyste dog, at der var et anspændt forhold mellem AK81/Hells Angels og Guardias Diablo/Bandidos på gerningstidspunktet, og at det bl.a. havde resulteret i et voldeligt sammenstød de to grupperinger imellem en måned forinden. To af de tiltalte forklarede endvidere, at de tidligere på dagen var blevet forfulgt af aggressive og bevæbnede personer fra AK81/Hells Angels. Endelig forklarede flere af de tiltalte om selve episoden, at de havde været ude at køre, og at personer med tilknytning til AK81 på et tidspunkt havde blokeret vejen for den bil, hvori en af de tiltalte befandt sig, hevet ham ud af bilen og blandt andet stukket ham med en kniv. Herefter var de andre tiltalte kommet til stede, og et slagsmål havde udviklet sig. F1-F3, der var medlemmer af AK81, kunne ikke nærmere huske episoden. I retten blev der afspillet en video fra et overvågningskamera fra baggården til Guardias Diablos klubhus. Det kunne på videoen ses, at alle de tiltalte tog af sted fra klubhuset inden for et kort tidsrum få minutter før episoden. Det fremgik endvidere af videoen, at der i løbet af eftermiddagen var blevet lagt en donkraft og diverse redskaber ind i en af bilerne, og at flere af de tiltalte havde skudsikre veste på. I retten blev der endvidere afspillet en overvågningsvideo fra en tankstation meget tæt på gerningsstedet, hvoraf fremgik, at F1 blev slået i hovedet med en donkraft. Endelig forklarede flere vidner om episoden, at de havde set et sammenstød mellem to biler, og at der herefter var opstået et slagsmål, mellem hvad der mindede om to grupperinger. I denne forbindelse havde personer fra den ene gruppering forsøgt at flygte, men var blevet overfaldet af en større gruppe fra den modsatte gruppering. Det var efter bevisførelsen kun i begrænset omfang muligt at knytte de enkelte tiltalte til konkrete voldshandlinger. Retten lagde efter bevisførelsen til grund, at volden startede, da der var et sammenstød mellem en af de tiltalte og en gruppe fra AK81. Herefter var de øvrige tiltalte kommet til stedet, og F1-F3 var blevet overfaldet. Retten fandt, at oplysningerne om, at der i løbet af eftermiddagen var blevet lagt diverse slagvåben i en af bilerne, at flere af de tiltalte bar skudsikre veste, samt at de alle tog af sted fra klubhuset samtidig, måtte ses som et udtryk for Guardias Diablos generelle færden i den periode på grund af den anspændte situation mellem dem og AK81/Hells Angels. Det kunne således ikke lægges til grund, at opbruddet fra klubben var sket med henblik på et planlagt konkret voldeligt sammenstød. Som følge af den anspændte situation måtte de tiltalte imidlertid anses for at have været forberedt på en konfrontation og accepteret, at personer i deres gruppe i givet fald ville anvende 6

7 våben, hvorfor overfaldet måtte betragtes som en forventet om end ikke konkret planlagt konfrontation i bandemiljøet. Alle de tiltalte blev på denne baggrund fundet skyldige i den samlede vold udøvet mod F1-F3. De tiltalte ansås for at have handlet som en gruppe og udøvet den samlede vold i forening, selvom de ikke var ankommet helt samtidig til pladsen, og selvom ikke alle havde udøvet vold eller deltaget i de samme dele af episoden. Retten lagde i denne forbindelse vægt på, at de alle havde tilknytning til den samme gruppering, og at de tiltalte enten selv havde udøvet vold eller placeret sig tæt på konkrete voldsepisoder og derved været med til at forværre situationen for de forurettede. Endelig fandt retten, at volden ikke efter sin karakter var gået ud over, hvad de tiltalte måtte have forventet og accepteret. 3. Vold begået af grupper, hvor den enkeltes færden ligger forholdsvist fast Dom nr. 10: Retten i Hernings dom af 25. juni 2009 Fælles forståelse om, at der skulle udøves vold T1-T8 var tiltalt for at have overfaldet F med knytnæveslag, spark og slag med et aluminiumsbat. Baggrunden for overfaldet var ifølge de tiltalte, at T1 var sur på F på grund af nogle SMS-beskeder, som F havde sendt til ham. De tiltalte tog alle ud til F s adresse sent på aftenen kørende i to biler. De havde ikke talt om, hvad der skulle ske, når de kom frem. Der blev ikke medbragt våben. På adressen fandt T1 og T2 F på 1. sal. F var stået op af sin seng og stod uden for soveværelset med et aluminiumsbat i hånden, som han forsøgte at skræmme de tiltalte væk med. T2 fik imidlertid fat i battet, alt imens T3-T7 kom til stede på 1. salen. F blev herefter slået med battet af T2 og slået og sparket af flere af de tiltalte. På et tidspunkt råbte T7, at T2 skulle tage det roligt, idet han syntes, at 2-3 slag var nok, når F lå ned. T3, T5 og T6 forlod 1. salen, da de så, at der blev slået med et bat. T8 var ikke gået med op på 1. salen, men var i stedet gået ud på gårdspladsen. T8 forklarede i retten, at han var bange for, hvad en anden beboer på F s adresse kunne finde på at gøre. Alle de tiltalte forlod adressen samtidig i de biler, de var ankommet i. T1, T3 og T4 erkendte at have medvirket til at begå vold efter straffelovens 244, men nægtede at have deltaget i grov vold efter straffelovens 245, stk. 1. De øvrige tiltalte nægtede sig skyldige. Retten fandt alle tiltalte skyldige i at have overfaldet F i forening. Retten lagde til grund, at alle de tiltalte på forhånd var klar over, at T1 forinden havde haft en kontrovers med F. Med henvisning hertil fandt retten det bevist, at de tiltalte vidste eller bestemt måtte formode, at baggrunden for, at de henvendte sig på F s bopæl, var, at der skulle ske et overfald. Retten fandt ikke, at den vold, der på forhånd var aftalt eller forudsat, lå ud over vold omfattet af straffelovens 244, da der ikke fra starten havde været medbragt våben. Retten fandt imidlertid, at overfaldet udviklede sig til grov vold, da T2 slog med et aluminiumsbat. Ved at have accepteret dette og ved at have undladt at gribe ind over for T2 s slag med battet, var alle de tiltalte, der var forsamlet på 1. sal, ansvarlige for den samlede voldsudøvelse, idet deres passivitet og manglende afstandtagen under deres tilstedeværelse efter rettens vurdering medførte, 7

8 at de stiltiende havde accepteret overfaldet. De blev derfor dømt for overtrædelse af straffelovens 245, stk. 1. T8, der ikke havde været til stede på 1. salen i forbindelse med selve overfaldet, blev dog alene dømt for overtrædelse af straffelovens 244, da han ikke havde haft noget kendskab til, at der blev slået med et aluminiumsbat. Dom nr. 11: Østre Landsrets dom af 1. februar 2011 T2 og T3 frifundet for medvirken til T1 s knivstikkeri som følge af manglende forsæt T1-T3 var tiltalt for grov vold ved at have stukket F1 og F2 flere gange med en kniv. De tiltalte nægtede sig skyldige, idet T1 dog erkendte at have ramt de forurettede med kniven i selvforsvar. T1 forklarede, at baggrunden for episoden var, at de forurettede et par dage forinden havde kaldt T2 noget nedsættende. På dagen for episoden havde han hørt nogle af de forurettede sige noget om T2 igen, hvorfor han var gået over til dem. Der var herefter opstået slagsmål, og han var kommet ned at ligge på jorden. Her så han en kniv på jorden, som han samlede op og fægtede med. Han var ikke klar over, om han ramte nogen. T2 forklarede, at han havde været til stede, da T1 begyndte at diskutere med de forurettede og deres venner. Da det begyndte at udvikle sig til slagsmål, havde T2 gentagne gange sagt, at de skulle stoppe, ligesom også T3 havde forsøgt at få parterne til at stoppe. Da T1 var løbet fra stedet, var T2 og T3 kørt væk i en bil og samlede lidt senere T1 op. T2 forklarede videre, at han ikke havde set, om T1 havde en kniv. T3 forklarede, at han havde siddet i en bil, da han observerede, at der var optakt til et eller andet mellem T1 og gruppen med de forurettede. Han var herefter løbet hen til dem og havde råbt, at de skulle stoppe. Han havde imidlertid ikke ønsket at blande sig, hvorfor han var gået fra stedet. Han havde ligesom T2 heller ikke set, om T1 havde en kniv. Han havde heller ikke været klar over, at der havde været en forudgående uoverensstemmelse mellem T2 og de forurettede. F1 forklarede, at da T1 var gået hen imod dem, havde der været to personer, som gik tæt bag ved T1. Der opstod herefter slagsmål mellem gruppen med de forurettede og T1. På et tidspunkt var han blevet stukket med en kniv, og han havde set T1 stikke F2. Det kom i øvrigt frem, at hverken de forurettede eller vidner havde set T2 og T3 være aktive under tumulten, ligesom flere forklarede, at T2 havde forsøgt at skabe ro. Landsretten fandt på baggrund af vidners og forurettedes forklaringer T1 skyldig i grov vold, mens T2 og T3 blev frifundet for medvirken hertil. Retten lagde vægt på, at ingen af vidnerne havde set T2 eller T3 deltage direkte i slagsmålet. Retten lagde for så vidt angår T2 endvidere vægt på, at han havde forsøgt at stoppe slagsmålet og havde trukket sig tilbage. For så vidt angår T3 lagde retten endvidere vægt på, at han ikke havde nogen forudgående viden om uoverensstemmelsen mellem T2 og de forurettede. Dom nr. 12: Vestre Landsrets dom af 26. maj 2011 T2 og T3 frifundet for medvirken til vold som følge af manglende forsæt 8

9 T1-T3 var tiltalt for grov vold mod F, idet de opsøgte F i hans lejlighed, hvorefter T1 slog F adskillige gange i ansigtet med knytnæveslag, ligesom T1 slog F flere gange mod ansigtet med en stegepande og derefter med et kosteskaft. De tiltalte nægtede sig alle skyldige. T1 forklarede, at han den pågældende dag havde været meget fuld og på et tidspunkt havde sat sig på en trappesten. Her var han blevet overfaldet af F med adskillige knytnæveslag. Han var herefter fulgt efter F, fordi han var ophidset efter overfaldet. Næsten samtidig med havde han mødt T2 og T3 og fortalt dem, at han var blevet overfaldet af F, og de fulgte med ham ind i opgangen til F s lejlighed. Han kunne imidlertid ikke huske noget af, hvad der var sket inde i F s lejlighed. T2 forklarede, at han var på vej til at mødes med T1 på et værtshus, da han mødte T1 på gaden. Han havde kort forinden mødt T3, som gerne ville med på værtshus, og de var herefter fulgtes ad. Han kunne se, at T1 havde fået nogle slag og var ophidset. T1 var gået ind i en opgang, og T2 var fulgt efter, men ikke ind i lejligheden. Han kunne ikke se alt, hvad der foregik i lejligheden, men kunne høre, at der var tumult, og at T1 og F skændtes. Han havde ikke forsøgt at lægge sig fysisk imellem T1 og F, da han ikke ville blandes ind i noget. T3 forklarede, at han og T2 mødte T1 på gaden, hvor T1 fortalte, at han var blevet slået og sparket af F. T1 var herefter gået ind i F s opgang og op til F s lejlighed. T2 og T3 gik med, men blev stående på trappen. Han havde på fornemmelsen, at T1 ville konfrontere F med det passerede. Inde i lejligheden var der opstået tumult, men han kunne ikke præcis se, hvad der skete. Han gjorde ikke noget for at hjælpe F, da han ikke ville blande sig, og fordi han var bange for T1. F forklarede, at han havde mødt T1 uden for opgangen til hans lejlighed, hvor T1 havde opført sig provokerende og havde skubbet til F. F var blevet sur over dette og havde slået T1 tre gange i ansigtet med knyttet hånd samt givet ham to knæspark, da T1 var knækket sammen. Herefter var F gået op i sin lejlighed. Efter ca. 5 minutter var T1 kommet op til lejligheden med to venner. De to venner havde stået ved trappen, mens T1 havde slået F med knytnæveslag og herefter med en stegepande og et kosteskaft. Han havde ikke gjort modstand, fordi T1 var sammen med sine to venner, og de derfor var i overtal. Byretten fandt alle tiltalte skyldige i grov vold. For så vidt angår T2 og T3 lagde retten vægt på, at de var fulgt med T1 op til F s lejlighed, selvom de vidste, at han netop havde været i slagsmål med F, og selvom T1 var meget ophidset. Endvidere lagde byretten til grund, at T2 og T3 havde været placeret således på trappen, at de kunne høre og se, hvad der foregik mellem T1 og F. Da ingen af dem forsøgte at forhindre den igangværende voldsudøvelse, fandt byretten, at T2 og T3 i hvert fald stiltidende havde accepteret den voldsudøvelse, F blev udsat for, hvorfor de fandtes skyldige i medvirken til grov vold. Dommen blev af de tiltalte anket til landsretten med påstand om frifindelse. Landsretten lagde efter bevisførelsen til grund, at T1, efter at den forudgående episode med F var afsluttet, havde opsøgt F i dennes hjem og tildelt ham adskillige slag. Landsretten lagde endvidere til grund, at T2 og T3 var kommet til stedet som følge af en telefonsamtale med T1, der havde fundet sted, før T1 var blevet overfaldet af F. Landsretten fandt på denne baggrund T1 skyldig i vold, men fandt ikke grundlag for at tilsidesætte T2 og T3 s forklaringer 9

10 om, at de ikke havde forsæt til at medvirke til T1 s voldsudøvelse, hvorfor de blev frifundet for at have medvirket til T1 s voldsudøvelse. Dom nr. 13: Vestre Landsrets dom af 15. juni 2011 Passiv deltagelse i voldeligt overfald T1-T3 var tiltalt for at have slået F adskillige gange på kroppen med en kroketkølle, samt slået ham flere gange i ansigtet med knytnæver og sparket ham i hovedet. De tiltalte nægtede sig skyldige. T1 forklarede, at han slet ikke havde været på gerningsstedet på gerningstidspunktet. T2 forklarede, at han var taget med T3 ud til klubhuset, hvor de skulle mødes med F og snakke om noget, som F havde sagt tidligere om T3. De havde ikke snakket om, at F skulle have tæsk eller lignende. F var kommet kort tid efter, at de var ankommet til klubhuset, og han og T2 havde snakket lidt sammen. Pludselig havde T3 slået F med en kroketkølle. T2 var blevet meget chokeret og havde stillet sig med ryggen til 7-8 meter derfra. Kort tid efter var han løbet fra stedet sammen med T3. T3 forklarede, at han sammen med T2 mødtes med F i klubhuset for at snakke med F om noget, F havde sagt. T3 var i løbet af samtalen blevet meget vred, og havde slået F én gang med en kroketkølle, og herefter var der ikke sket mere. F forklarede, at han mødtes med T2 og T3 i klubhuset, hvor også T1 var til stede. I klubhuset havde han stået og snakket lidt med T2, da T3 pludselig uden varsel slog ham flere gange på kroppen med en kroketkølle. Da kroketkøllen brækkede, fortsatte T3 med at slå F i ansigtet med knytnæve samt sparke ham på armene. Herefter havde T1 taget fat i F, der nu var kommet ned at ligge, og slået ham med knyttede næver og sparket ham i hovedet. F forklarede endvidere, at T2 ikke deltog i volden, men forholdt sig passiv under hele forløbet. Alle de tre tiltalte blev fundet skyldige i vold. Retten fandt det bevist, at T1 og T3 havde udøvet vold som forklaret af F og fandt, at T1 ved at slå og sparke F i forlængelse af T3 s voldsudøvelse måtte anses for at have accepteret T3 s forudgående voldsudøvelse, herunder slagene med kroketkøllen. På denne baggrund blev T1 og T3 fundet skyldige i den samlede voldsudøvelse. For så vidt angår T2 lagde retten vægt på, at han og T3 var kammerater, og at de var fulgtes til klubhuset den pågældende dag. Retten lagde til grund, at T2 ikke havde deltaget aktivt i voldsudøvelsen, men at han havde overværet dele af den, uden at han udtrykkeligt tog afstand herfra. Under disse omstændigheder fandtes T2 efter stiltiende aftale at have medvirket til voldsudøvelsen. Retten fandt imidlertid ikke, at T2 s medvirken kunne udstrækkes til at omfatte grov vold efter straffelovens 245, stk. 1, idet slagene med kroketkøllen kom pludseligt og uventet. Dom nr. 14: Retten i Sønderborgs dom af 22. september 2011 Rolle som hjælper til vold og afpresning T1og T2 var bl.a. tiltalt for i forening at have udøvet grov vold, afpresning og trusler mod F, idet de foranledigede, at F kom til stede i en lejlighed, hvorefter T1 tildelte F adskillige knytnæveslag i ansigtet, truede F med at slå ham med en lægtehammer, 10

11 som T2 rakte til T1, snittede F bag øret med en kniv, ligesom T1 truede F med at klippe F s finger af med en rosensaks, mens han forlangte, at F skaffede ham kr. T1 erkendte at have slået F med knytnæveslag, men nægtede sig ellers skyldig. T2 nægtede sig i det hele skyldig. T1 blev dømt for grov vold, trusler og afpresning. T2 blev i det hele dømt for medvirken, idet han var til stede under hele afstraffelsen af F og på T1 s forlangende rakte ham en lægtehammer, som derefter blev brugt til at true F med. T2 fandtes herved som fuldt bekendt med situationen og formålet med at fremtage lægtehammeren at have gjort sig medskyldig. Da han ikke trak sig ud af situationen eller på anden vis lagde afstand til sin rolle som hjælper, havde han i det hele gjort sig delagtig i volden, afpresningen og truslerne. Dom nr. 15: Retten i Helsingørs dom af 16. december 2011 Timelang vold dømt for passiv medvirken T1-T3 var tiltalt for at have udøvet grov vold mod F, idet de over en periode på 2 timer havde tildelt F adskillige knytnæveslag og spark i hovedet og på kroppen, flere slag i ansigtet med et brusehoved, ligesom de havde brændt ham i skridtet med en lighter. De nægtede sig alle skyldige. T1 og T2 forklarede, at de havde været til stede, mens T3 havde overfaldet F, men at de ikke havde turdet blande sig eller kontakte politiet. Retten lagde til grund, at alle de tiltalte og F havde været særdeles berusede under og forud for voldsudøvelsen. Det blev endvidere lagt til grund, at volden helt overvejende var blevet udøvet af T1, mens T2 og T3 kun i begrænset omfang havde deltaget. T2 havde således sparket F en enkelt gang, ligesom han havde hjulpet T3 med at bære F rundt mellem husets forskellige rum. T2 havde slået F tre gange i hovedet. Efter en samlet bevisbedømmelse fandt retten T1 skyldig i overtrædelse af straffelovens 245, stk. 1. T2 og T3 blev dømt for medvirken. Retten fandt således, at den omstændighed, at de havde været til stede under hele forløbet, at de i begrænset omfang havde deltaget, at de ikke havde sagt fra eller søgt hjælp, og at de heller ikke, da volden var afsluttet, og T3 ikke længere var til stede, havde reageret ved at skaffe hjælp, gjorde, at de kunne dømmes for passiv medvirken til den samlede vold. Dom nr. 16: Retten i Glostrups dom af 24. januar 2012 T anset for at tilslutte sig vold begået af en anden T var tiltalt for i forening med en kammerat, der var under den kriminelle lavalder, at have sparket F1 flere gange i ryggen og nikket F2 en skalle. T nægtede sig skyldig. På baggrund af vidneforklaringer fra F1 og F2 lagde retten til grund, at det var T s kammerat, der havde taget kontakt til F1 og F2 og truet dem med tæsk, ligesom han var fulgt efter F1 og F2, da disse havde forsøgt at ignorere ham, og herefter havde sparket F1 flere gange. T havde under dette forløb befundet sig ved siden af kammeraten, men ikke foretaget sig noget. Kammeraten fortsatte med at følge efter F1 og F2 og sparkede i denne forbindelse atter F1, mens T nikkede F2 en skalle. Retten fandt, at T s kammerat kun var i stand til at føre sig frem med trusler og spark på grund af T s tilstedeværelse. Retten lagde vægt på, at T vedvarende fulgte med 11

12 kammeraten, da denne udøvede vold og endvidere tog over, da han nikkede F2 en skalle. T fandtes på denne baggrund medskyldig i den af kammeraten udøvede vold. Dom nr. 17: Retten i Næstveds dom af 7. februar 2012 Bistand til at finde forurettede, der skjulte sig T1-T3 var blandt andet tiltalt for forsøg på grov vold efter straffelovens 245, stk. 1, idet T1, der tidligere havde været gift med F1, anskaffede sig et våben, så han kunne skyde mod F1 og F2 (F1 s nye kæreste), og idet han opfordrede T2 og T3 til at lede efter F1 og F2, der angiveligt havde skjult sig i Tyrkiet, ligesom de fandt en person, der mod betaling ville skyde mod F1 og F2. De tiltalte nægtede sig skyldige. Det kom frem under sagen, at T2 og T3 sammen var rejst til Tyrkiet, ligesom der blev dokumenteret flere telefonsamtaler mellem T1 og T2. Samtalerne drejede sig om, at T2 under sit ophold i Tyrkiet skulle forsøge at finde F1 og F2. T1 nævnte endvidere i samtalerne, at han ønskede, at F1 og F2 skulle udsættes for vold, ligesom han nævnte, at han havde anskaffet et våben. Der blev ligeledes talt om, at de skulle hyre en person til at slå F1 og F2 ihjel. Det fremgik endelig af telefonsamtalerne, at T2 under opholdet i Tyrkiet havde forhørt sig om, hvor F1 og F2 befandt sig. For så vidt angår T3 havde denne muligt befundet sig i baggrunden i forbindelse med nogle af telefonsamtalerne mellem T1 og T2, men han havde ikke selv taget del i samtalerne. Retten fandt T1 skyldig i forsøg på at udøve grov vold mod F1 og F2. Retten fandt endvidere T2 skyldig i medvirken til forsøg på grov vold, mens retten ikke fandt, at T3 kunne dømmes for medvirken til volden. Retten fandt det således ikke bevist, at T2 og T3 var taget til Tyrkiet med det formål at lede efter de forurettede, ligesom retten ikke fandt det bevist, at T2 havde haft til hensigt selv at begå vold mod F1 og F2. Retten fandt imidlertid, at T2 ved at forsøge at hjælpe T1 med at finde F1 og F2, velvidende at T1 var fast besluttet på at udsætte parret for grov vold, hvis han fandt dem, havde gjort sig skyldig i medvirken til T1 s forsøg på at begå grov vold. For så vidt angår T3 fandt retten ikke, at den omstændighed at han havde været sammen med T2 i Tyrkiet og muligvis havde overhørt en af telefonsamtalerne mellem T1 og T2, i sig selv kunne anses for strafbar medvirken, hvorfor T3 blev frifundet. Dom nr. 18: Københavns Byrets dom af 15. februar 2012 T3 filmede voldsofferet og lagde filmen på facebook T1-T4 var bl.a. tiltalt for at have udøvet grov vold mod F, der var delvist lam i venstre side af kroppen. Volden var udøvet, mens de tiltalte og F befandt sig i F s lejlighed. Retten lagde til grund, at T1-T3 havde slået F adskillige gange i ansigtet og på kroppen med knytnæveslag og en marmor pokalfodstøtte, ligesom de havde slået ham i hovedet med en flaske og stukket ham adskillige gange med en steakkniv på arme og ben. Endelig havde de hældt vand og madvarer ud over ham, brændt ham på øret og forsøgt at sætte ild til hans hår og ansigt. Baggrunden for overfaldet var, at de tiltalte havde fået den opfattelse, at F havde sladret om dem til politiet. T4 havde været til stede under hele voldsudøvelsen, men ikke selv deltaget. Efter 12

13 voldsudøvelsen og efter at T1-T3 havde forladt lejligheden, havde T4 filmet F, mens T4 udtalte: sådan ser man ud, når man stikker. T4 havde efterfølgende lagt filmklippet på sin Facebook-profil. Retten fandt T4 skyldig i medvirken til den udøvede vold. Retten lagde vægt på, at han var til stede under voldsudøvelsen uden at gribe ind eller i øvrigt forsøge at stoppe det skete, og at han efterfølgende filmede forurettede og lagde filmklippet på Facebook. Han havde herved tilsluttet sig den udøvede vold. Dom nr. 19: Retten i Helsingørs dom af 16. februar 2012 Vold under indtrængen i F s hjem - T1 og T2 dømt for den samlede vold T1-T3 var tiltalt for at være trængt ind i F s hjem og slået ham med knytnæver, et baseballbat, en vodkaflaske og en fiskestang. Alle tre tiltalte nægtede sig skyldige. T1 forklarede, at han sammen med de øvrige tiltalte var kørt til F s adresse, fordi F skyldte ham penge. Umiddelbart efter ankomsten havde F imidlertid stukket ham med en kniv i maven, hvorfor han ikke havde deltaget i voldsudøvelsen. T2 og T3 nægtede at have været med hos F. F og to tilstedeværende vidner forklarede, at der havde været tre gerningsmænd, som alle havde været aktive i voldsudøvelsen. De kunne dog ikke forklare, hvem der havde gjort hvad. F kunne udpege T1 og T2 som værende gerningsmænd til overfaldet, men kunne ikke udpege T3. T1og T2 blev fundet skyldige i grov vold efter straffelovens 245, stk. 1. T3 blev frifundet, da det ikke med den fornødne sikkerhed kunne fastslås, at han var en af de gerningsmænd, der havde indfundet sig på gerningsstedet. Retten lagde til grund, at T1 opsøgte F, fordi F skyldte ham penge. Retten lagde endvidere til grund, at T1 startede med at slå F med knytnæver og baseballbat, og at T1 i denne forbindelse blev stukket i maven med en kniv af F. De to andre gerningsmænd, herunder T2, fortsatte herefter voldsudøvelsen mod F, mens T1 forblev på stedet. Under de omstændigheder og henset til at alle tre gerningsmænd havde deltaget aktivt i volden, fandt retten, at volden måtte anses for at være udøvet af alle tre gerningsmænd i forening og efter en fælles forståelse. Retten fandt ikke, at volden var gået ud over, hvad der fra starten var påregneligt. For så vidt angår T1 bemærkede retten, at han ved sin tilknytning til voldsudøvelsen, som han påbegyndte og var initiativtager til, og ved sin fortsatte forbliven på stedet, fandtes at have understøttet medgerningsmændenes fortsatte voldsudøvelse mod F. I forhold til T2 bemærkede retten, at han ved at forsætte T1 s forudgående voldsudøvelse måtte anses at have tilsluttet sig denne, således at han også var skyldig i T1 s del af volden. 4. Vold begået af grupper, hvor den enkeltes deltagelse i det voldelige overfald er uklar Dom nr. 20: Retten i Aalborgs dom af 8. oktober 2008 Vold begået af større gruppe 2 frifundet problemer med identifikation 13

14 T1-T5 var tiltalt for legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter under skærpende omstændigheder, jf. straffelovens 246, jf. 245, stk. 1, idet de på gaden havde omringet F og slået ham i hovedet og på kroppen med flasker, stole og knytnæveslag, ligesom de fastholdt ham og på et tidspunkt tildelte ham 14 knivstik, herunder et knivstik i leveren, hvilket medførte, at F kort efter døde. Alle tiltalte nægtede sig skyldige. Forud for overfaldet havde F været en del af en gruppe, som på en bar havde deltaget i et slagsmål med en gruppe omfattende de tiltalte og flere andre uidentificerede personer. Efter slagsmålet i baren opstod der uden for baren flaskekasteri mellem de to grupper. I denne forbindelse kom F på et tidspunkt til at stå alene og blev overfaldet af en række personer, som slog ring omkring ham. Der blev rejst tiltale mod T2-T5 primært på baggrund af signalementer af gerningsmændene afgivet af vidner til overfaldet. For så vidt angår T1 havde politiet desuden fundet en kniv, hvorpå der foruden at være blod fra F tillige var blod hidrørende fra T1. Retten dømte T1, T2 og T3 men frifandt T4 og T5. For så vidt angår T1 lagde retten afgørende vægt på blodet fundet på kniven. For så vidt angår T2 og T3 lagde retten vægt på, at flere vidner havde navngivet disse som værende gerningsmænd til overfaldet, og at andre vidner havde givet signalementer, som passede på beskrivelsen af de tiltalte. For så vidt angår T4 og T5 fandt retten ikke, at de signalementer, der var givet af vidner, med tilstrækkelig sikkerhed passede på disse to tiltalte, hvorfor de blev frifundet. T1-T3 blev dømt for den samlede voldsudøvelse, herunder den vold der havde forårsaget F s død, uanset det ikke kunne lægges til grund, præcis hvem der havde gjort hvad. Retten lagde herved vægt på, at de tiltalte slog ring om F, at alle var aktive og herunder forblev på stedet, samt at volden blev begået over et vist tidsrum. Dom nr. 21: Retten i Odenses dom af 11. marts 2010 Mange uidentificerede gerningsmænd vidner usikre på identitet T1-T3 var tiltalt for i forening med flere uidentificerede personer i tidsrummet fra kl. ca i fem adskilte tilfælde at have overfaldet 7 forskellige forurettede. Forhold 1 vedrørte vold, idet de tiltalte med et koben havde smadret en siderude i en bil, bag hvilken rude der sad en person. Forhold 2 vedrørte ligeledes vold, idet de tiltalte med en kølle havde smadret sideruden i en bil, hvor der sad en person bag ruden. Forhold 3 og forhold 4 vedrørte trusler mod tre forskellige personer. Forhold 5 vedrørte vold, idet de tiltalte havde tildelt en person 11 knivstik rettet mod skulder, øre, arme og ben, og idet de havde smadret sideruden i en bil, hvor der sad en person bag ruden. I forbindelse med bevisførelsen i retten havde mange vidner svært ved at erindre antallet af tilstedeværende personer og identiteten på disse. Vidnernes forklaringer viste i øvrigt, at episoderne var foregået meget hurtigt, at flere personer fra et eller flere køretøjer var strømmet ud, og havde begået overfald, og at de havde været væk forholdsvis hurtigt igen. Retten fandt ikke, at anklagemyndigheden havde godtgjort, at de tiltalte havde indgået en forudgående aftale om at begå rækken af trussels- og voldsforhold. Retten fandt derfor, at der alene kunne ske domfældelse, i det omfang de tiltaltes tilstedeværelse var fastlagt af vidner eller ved fingeraftryk eller 14

15 DNA. T1 og T2 blev herefter dømt i forhold 2 og 5, men frifundet i de øvrige forhold, mens T3 blev dømt i forhold 1, men frifundet i de øvrige forhold. I de forhold, hvor der skete domfældelse, fandt retten, at de tiltalte skulle dømmes for den samlede vold, idet denne ikke var gået ud over, hvad de tiltalte måtte forvente og havde accepteret. Dom nr. 22: Østre Landsrets dom af 10. maj 2010 Flere voldsepisoder samtidig på diskotek T1-T5 var tiltalt for grov vold ved i forening at have angrebet gæster og ansatte på et diskotek med slag, spark, skaller og slag med flaske. De tiltalte nægtede sig skyldige. T1 og T2 forklarede, at de havde set, at der havde været slagsmål på diskoteket, men at de ikke havde deltaget. T3 forklarede, at han havde været involveret i en enkelt voldsepisode, idet han havde forsøgt at skille to parter ad. Han havde herefter forladt stedet sammen med de medtiltalte og var gået hjem til T2. T4 forklarede, at han på et tidspunkt var blevet skubbet omkuld på diskoteket, og at det havde fløjet omkring ham med glas og flasker. Han havde ikke set, hvem der gjorde hvad, men havde forsøgt at stoppe det. T5 forklarede, at han havde set, at der var opstået slagsmål mellem nogle personer, han ikke kendte, men at han ikke selv havde deltaget. Han havde efterfølgende forladt stedet sammen med de medtiltalte og var gået hjem til T2. F1 forklarede, at han havde bemærket en gruppe udlændinge, der ankom til diskoteket. Efter deres ankomst var der opstået en trykket stemning på stedet. Der var opstået tumult, i hvilken forbindelse gruppen af udlændinge havde deltaget. Han kunne ikke huske så mange detaljer, fordi han havde været meget beruset, men han var blevet slået med knytnæveslag og havde fået en flaske i hovedet, ligesom han var blevet sparket. Han var ikke i stand til at sige, hvem der havde gjort hvad. Ved vidneforklaringer og fotokonfrontationer var T1 blevet udpeget som den person, der havde slået og forsøgt at slå med en flaske. Vidner forklarede endvidere, at de havde set T2 og T3 slå med knyttede næver, ligesom de havde set T4 nikke en skalle. Endelig havde vidner set T5 sparke F1, da denne lå på gulvet. Retten lagde til grund, at de tiltalte i overvejende grad handlede i forening. Retten lagde herved vægt på, at de i samlet flok havde indfundet sig på diskoteket, på de mange tilfælde af voldsudøvelse der fandt sted samtidig, og på at en eller flere af de tiltalte var involveret i alle tilfældene. De tiltalte blev derfor alle dømt for i forening at have nikket skaller, slået mod hoved og krop og sparket mod personer, der lå ned. Retten fandt imidlertid, at det lå uden for det påregnelige, at der ville blive slået med en flaske, hvorfor kun T1 blev anset for skyldig heri. Dom nr. 23: Østre Landsrets dom af 9. august 2010 Vold udøvet af flere usikkert hvem der gjorde hvad T1-T5 var tiltalt for i forening med flere uidentificerede personer at have udøvet vold mod to gymnasieelever (F1 og F2) foran et gymnasium, hvor der var fest. F1 og F2 var blevet slået og sparket i ansigtet og på kroppen, mens de lå ned, ligesom F1 fik knust flere flasker i hovedet. T1-T2 nægtede sig skyldige, mens T3-T5 erkendte sig 15

16 delvist skyldige. Alle nægtede at have handlet i forening. Det var ikke muligt at bevise, hvem af de tiltalte der havde gjort hvad. Det måtte imidlertid efter bevisførelsen lægges til grund, at de tiltalte var ankommet samlet i en gruppe til pladsen foran gymnasiet, efter at en af de tiltalte havde modtaget en telefonbesked om, at en af deres venner var blevet overfaldet under festen på gymnasiet. Endvidere måtte det lægges til grund, at de tiltalte samlet, da voldsudøvelsen var forbi, fulgte efter de to forurettede, og at de tiltalte efterfølgende indfandt sig samlet som en gruppe på nærmeste S-togsstation. T1-T5 blev alle dømt, idet retten fandt det godtgjort, at de havde handlet i forening, i det mindste i form af gensidig forståelse. Retten fandt det herefter ikke fornødent at tage stilling til, i hvilket omfang hver af de tiltalte havde udøvet vold. Dom nr. 24: Retten i Esbjergs dom af 22. marts 2011 Vold begået af flere på skift T1-T7 var tiltalt for grov vold, idet de i forening havde slået og sparket F i ansigtet og på kroppen, ligesom de havde nikket ham adskillige skaller, hvorved F pådrog sig flere brud på kæben, tandskader, nedsættelse af synet på det ene øje og sprængte trommehinder. T1-T4, T6 og T7 erkendte, at de hver især på skift havde slået F, men nægtede, at dette var sket samtidigt samt som følge af en fælles aftale. T5 nægtede at have udøvet nogen form for vold mod F, men erkendte at have været til stede, mens F blev slået af nogen af de andre tiltalte. På baggrund af de tiltaltes egne samt vidners forklaringer lagde retten til grund, at F sammen med T4 havde været til stede hos en bekendt, hvor de havde siddet og drukket øl. Herefter var T1-T3 ankommet til stedet. De var sure på F på grund af hans manglende indsats i forbindelse med en flytning, og ønskede at tale med ham om dette. Da de ankom, slog de på skift F med knytnæveslag i ansigtet og på kroppen, ligesom de nikkede ham en skalle og sparkede ham. På et tidspunkt havde også T4, som havde været til stede under hele forløbet, tildelt F nogle knytnæveslag i ansigtet. Efter at der er blevet udøvet nogen vold mod F, var T5 og T6 kommet til stedet for at inddrive en gæld, som F havde til T6. De havde forinden talt om, at hvis ikke F betalte, skulle han have nogen på hovedet. De kunne på dette tidspunkt se, at F havde været udsat for vold. Herefter slog T6 F i ansigtet, ligesom også T1-T4 tildelte F yderligere spark og slag. T7 var på et tidspunkt i forløbet ankommet fra lejligheden ovenover og havde tildelt F 2-3 knytnæveslag i ansigtet. Retten fandt alle tiltalte skyldige i at have begået vold i forening. For så vidt angår T1-T3 lagde retten vægt på, at de havde haft en forudgående snak om, at de var sure på F, og at de sammen havde indfundet sig på stedet og herefter på skift udøvet vold mod F. På denne baggrund fandt retten, at de kunne dømmes for den samlede vold. For så vidt angår T4 fandt retten, at den omstændighed, at han havde været til stede i lejligheden under det meste af voldsudøvelsen og også selv havde udøvet vold, gjorde, at han kunne dømmes for at have begået volden i forening med de andre tiltalte. Det samme gjorde sig gældende, for så vidt angår T7. For så vidt angår T5 og T6 fandt retten, at den omstændighed at 16

17 de forinden havde talt om, at hvis ikke F betalte sin gæld, skulle han have nogen på hovedet, gjorde, at T5 måtte have indset og accepteret det som en nærliggende risiko, at F kunne blive udsat for vold. Selvom de kom efter, at der allerede var blevet udøvet en del vold mod F, fandtes de skyldige i den samlede vold, idet det var tydeligt, at F på dette tidspunkt havde været udsat for vold, og idet F fortsat blev udsat for vold. De fandtes således at have været indforstået med den begåede vold. Dom nr. 25: Østre Landsrets dom af 24. august 2011 (TfK ) Mange uidentificerede gerningsmænd T dømt for den samlede kriminalitet T var tiltalt for grov vold, ulovlig tvang, røveri og forsøg på manddrab begået i forening med ca. 8 uidentificerede personer. T var således tiltalt for at have truet F1 og F2 med en pistol, tvunget dem til at udlevere nøglen til F1 s bil og herefter tvunget dem til at forlade bilen og følge med ind i en baggård. Han var ligeledes tiltalt for i baggården og i forening med 8-10 uidentificerede personer at have overfaldet F1 og F2, idet F1 og F2 begge blev slået i hovedet med knytnæveslag og en glasflaske og sparket på kroppen, ligesom F2 blev stukket i ballen, på armen og i ryggen med en kniv. T var endvidere tiltalt for at have skudt F2 i ballen, da denne forsøgte at flygte fra baggården. Endelig var han tiltalt for at have stjålet værdier fra F1 s bil. T var en del af en gruppe fra bandemiljøet, og den eneste fra gruppen det var lykkedes at få identificeret. T nægtede sig skyldig og forklarede, at han slet ikke havde været i den baggård, hvor overfaldet havde fundet sted. Begge de forurettede forklarede, at de var blevet kontaktet af T, mens de sad i F1 s bil. T havde spurgt, om de var AK81 ere, hvilket de benægtede. T havde med en pistol truet dem til at udlevere bilnøglen til bilen. Herefter var han cyklet rundt om hjørnet, og var kommet tilbage med 8-10 andre. Disse personer og T havde sammen og under anvendelse af tvang ført F1 og F2 til en baggård, hvor de samme personer i forening begik vold og røveri mod dem. I forbindelse med, at de forurettede flygtede fra baggården, skød T mod F2, der blev ramt i ballen. Det var ikke muligt at fastlægge, hvilken rolle T havde haft i baggården, men formentlig havde han holdt sig lidt i baggrunden. T havde med sikkerhed ikke været med til at tømme F1 s bil for værdier. Retten fandt det bevist, at T havde deltaget i de handlinger, de forurettede beskrev. Retten fandt på denne baggrund T skyldig i samtlige af de forhold, gruppen havde begået. Retten fandt dog ikke, at der var ført bevis for, at T havde haft til hensigt at dræbe F2, da han skød ham i ballen, da det af vidner var blevet beskrevet, at han havde sigtet efter benene. På denne baggrund blev T frifundet for drabsforsøg, men dømt for grov vold. Dom nr. 26: Østre Landsrets dom af 1. maj 2012 Ikke bevis for vold og vidnetrusler i forening frifundet T1-T3 var tiltalt for i forening at have udøvet vold og vidnetrusler mod F, idet de havde tildelt F flere slag i ansigtet og efterfølgende taget hans mobiltelefon og udtalt, at han ikke skulle ringe til politiet. T1 erkendte sig skyldig, men forklarede, at han 17

18 havde været alene om at slå F. T2 og T3 nægtede sig skyldige. I retten forklarede F, at han havde mødt tre personer på vej hjem fra byen, som han havde stået og snakket lidt med. Da han herefter var gået et par meter videre, havde han fået flere slag i nakken af den ene, mens de to andre var blevet stående. Den samme person, som havde slået ham, var efter kort tid vendt tilbage og havde taget hans telefon. Han kunne ikke huske, om der havde været flere omkring ham, da han fik taget sin telefon. Et vidne forklarede i overensstemmelse med F s forklaring og tilføjede, at de tre personer efter kort tid kom løbende tilbage i flok eller enkeltvis, hvorefter de overmandede F. En af personerne havde i denne forbindelse taget F s mobiltelefon og sagt, at han ikke måtte melde overfaldet til politiet. Landsretten fandt T1 skyldig i vold og vidnetrusler. Landsretten fandt imidlertid på baggrund af T1 s forklaring om, at han havde været alene om handlingerne samt F s og vidnets forklaring om, at det var den samme person, der havde slået ham og taget hans mobiltelefon, ikke, at T2 og T3 kunne dømmes for medvirken, hvorfor de blev frifundet. Dom nr. 27: Retten i Århus dom af 9. september 2011 Ikke fælles forståelse om, at der skulle udøves vold - frifundet T1-T7 var tiltalt for i forening at have opsøgt F på hans bopæl og slået ham med knytnæveslag og spark for at straffe ham for et påstået strafbart forhold begået over for T1. De tiltalte nægtede sig alle skyldige. T1 forklarede, at hun sammen med de medtiltalte og flere andre var til en fest. Til festen talte de om, at T1 var blevet voldtaget af F flere år tidligere. T1 forklarede, at nogle af de tilstedeværende syntes, at F skulle give hende en undskyldning, mens andre syntes, at F skulle have nogle tæsk. Herefter havde en større flok blandt festdeltagerne besluttet at gå over til F. T1 var fulgt med, men havde sagt til de andre, at de skulle lade være. Da F havde åbnet døren, havde han set hende og givet hende et knytnæveslag i ansigtet. Hun havde herefter slået ham med knytnæve, hvorefter hun var gået tilbage til festen sammen med nogle af de andre. Der var blandt de øvrige tiltalte divergerende forklaringer omkring formålet med at gå hen til F. Nogle forklarede, at de tog hen til F for at skælde ham ud. Andre forklarede, at de opsøgte F, fordi de syntes, at T1 skulle have en undskyldning. Endelig forklarede nogle af de tiltalte, at de bare fulgte med de andre, uden at vide hvad de skulle. Ingen af de tiltalte kunne erkende, at de havde slået eller sparket F. F forklarede, at der ca. kl var blevet banket på hans dør. Da han åbnede, stod der ca. 10 personer udenfor, hvoraf han kendte T1, men ikke nogle af de andre. Han var herefter blevet slået mange gange med knytnæveslag i ansigtet og på kroppen. Der havde været 3-4 personer, der slog ham, og nogle der holdt ham. Han kunne med sikkerhed udpege T1 som en af dem, der havde slået ham. Han havde på politistationen udpeget fotos af to af de øvrige tiltalte og mente i retten, at han endvidere kunne genkende en tredje som en af dem, der havde været inde i hans lejlighed. Retten lagde til grund, at T1 havde overfaldet F, og fandt på denne baggrund hende skyldig i vold. For så vidt angår T2-T7 fandt retten det ikke bevist, at der på forhånd havde været en udtrykkelig eller stiltiende aftale om, at F skulle 18

19 udsættes for vold. Retten fandt, at situationen havde udviklet sig, efter at gruppen var ankommet til F s bopæl. Retten fandt endvidere ikke, at F med tilstrækkelig sikkerhed havde kunnet genkende de øvrige tiltalte som nogle af dem, der havde slået ham eller været til stede i hans lejlighed. Som følge af usikkerheden herom og usikkerheden om, hvad der var aftalt eller forudsat, fandt retten det ikke bevist, at disse havde været medvirkende til udøvelsen af volden enten direkte eller indirekte via deres tilstedeværelse. Dom nr. 28: Retten i Viborgs dom af 1. november 2011 Medskyldig i vold ved at lokke F til at møde op i en park T1-T3 var tiltalt for grov vold mod F1-F5, idet T1 telefonisk lokkede F1 til at indfinde sig i en park, hvorefter han, da han ankom sammen med F2-F5, blev overfaldet af T2 og T3 samt flere uidentificerede medgerningsmænd, som slog såvel F1 som F2-F5 med køller og jernrør i hovedet og på kroppen, ligesom de efterfølgende i bil påkørte F1-F5. Det kom i forbindelse med bevisførelsen frem, at T1 telefonisk havde kontaktet F1 og anmodet ham om at mødes med hende i en park. T1 forklarede om baggrunden herfor, at hun ville bede F1 om at lade hende og hendes kæreste være i fred. Hun var imidlertid ikke selv mødt op i parken, men havde sendt T2 og T3 af sted, for at se om F1 kom alene. Det kom endvidere frem, at F1-F5 efter T1 s telefonopkald indfandt sig i parken, hvor de blev mødt af en gruppe på 8-12 personer, hvoraf flere var bevæbnede med køller. F1-F5 var herefter blevet overfaldet og slået i hovedet og på kroppen, ligesom de umiddelbart efter overfaldet var blevet påkørt af en bil, mens de gik på fortovet. Retten fandt alle de tiltalte skyldige i grov vold. For så vidt angår T2 og T3 fandt retten, at selvom der ikke var fremkommet præcise oplysninger om, hvorvidt de havde deltaget i alle dele af voldsudøvelsen, så var den omstændighed, at de havde været en del af en større gruppe af personer, der udøvede vold, samt den omstændighed, at der ikke var noget, der tydede på, at de tog afstand fra voldsudøvelsen, medvirkende til, at de måtte anses for strafferetligt ansvarlige for i forening med de ukendte gerningsmænd at have overfaldet og forsøgt at overfalde F1-F5. For så vidt angår T1 fandt retten, at det måtte have indgået i hendes overvejelser, at forurettede ikke nødvendigvis ville komme alene, ligesom det måtte være aftalt eller forudsat af hende, at der ville indfinde sig en række gerningsmænd til at klare situationen for det tilfælde, at F1 ikke kom alene. Retten fandt på denne baggrund, at det måtte anses påregneligt for T1, at ikke blot F1, men også de andre personer, han medbragte, i fornødent omfang skulle overfaldes med vold, og det fandtes ikke upåregneligt for hende, at volden eventuelt skulle ske i form af slag med køller. Selvom hun ikke selv havde deltaget i voldsudøvelsen, fandtes hun således skyldig i medvirken til den samlede vold. 5. Forældres vold mod børn eller stedbørn Dom nr. 29: Vestre Landsrets dom af 23. april 2009 (TfK /2) 19

20 Dømt for den samlede vold udøvet af T1 og T2 T1 (mor) og T2 (stedfar) var tiltalt for overtrædelse af straffelovens 245, stk. 1, jf. 23 og 261, stk. 1, ved at have mishandlet og frihedsberøvet F (T1 s datter) fra hun var ca. 9 til 13 år, idet de talrige gange hver især udøvede vold mod hende eller overværede eller accepterede dette, ligesom de talrige gange låste hende inde i et lille badeværelse uden lys i op til 6 timer. Begge de tiltalte nægtede sig skyldige. Efter bevisførelsen måtte det lægges til grund, at F var tilføjet et større antal skader på kroppen, og at disse var tilføjet over en længere periode, der kun i mindre omfang kunne tilskrives fald eller støden ind i genstande. Begge de tiltalte blev i landsretten, på baggrund af F s og andre vidners forklaring, dømt for mishandling og frihedsberøvelse. Ved afgørelsen af, om de tiltalte hver især kunne dømmes for medvirken til den vold, som den anden tiltalte havde begået, lagde landsretten vægt på, at volden var begået talrige gange over en flerårig periode, at begge tiltalte havde udøvet en del af volden, og at ingen af de tiltalte havde reageret eller søgt at stoppe den vold, som den anden begik over for F. T1 og T2 blev på denne baggrund dømt for den samlede vold begået mod F, i perioden fra hun var 9 til 13 år. Dom nr. 30: Vestre Landsrets dom af 25. juni 2010 (TfK ) Vold mod eget barn (0-9 uger) T1 (mor) og T2 (far) var tiltalt for omfattende vold mod F (ca. 0-9 uger gammel). Volden var udøvet ad flere gange og havde medført, at F pådrog sig brud på venstre overarm, begge nøgleben, ribben, mindre afrivning af hofteskålen og brud på begge skinneben. Begge de tiltalte nægtede sig skyldige og forklarede, at F ikke havde været udsat for vold eller andet, der kunne have forårsaget skaderne. De forklarede endvidere, at det ikke havde virket som om, F havde haft smerter. Såvel T1 som T2 havde gået hjemme sammen med F, siden F blev født. Retsmedicinsk Institut udtalte, at knoglebruddene var fremkommet som et resultat af forskelligartede kraftpåvirkninger, der alle lå væsentlig over, hvad der var nødvendigt ved normal pleje af og omgang med spædbørn. Det var ikke muligt at bevise, hvem af de tiltalte, der havde udøvet volden mod F, men retten fandt, at det kunne udelukkes, at volden var begået af andre. Retten fandt, at det efter bevisførelsen var godtgjort, at skaderne var påført ved flere forskellige tilfælde, i perioden fra F var 2 uger gammel og ca. 1 måned frem. Efter skadernes karakter og omfang måtte det endvidere antages, at F havde reageret på volden og været smertepåvirket, hvilket måtte have været tydeligt for de tiltalte i forbindelse med deres daglige pasning af ham. Retten fandt herefter, at den af de tiltalte, som ikke selv havde udøvet volden, havde haft mulighed for at hindre en del af volden, som var udøvet i mindst to tilfælde. Da der havde påhvilet de tiltalte en særlig omsorgspligt over for F, fandtes de begge skyldige i omfattende vold. Dom nr. 31: Vestre Landsrets dom af 25. juni 2010 Vold mod eget barn (0-7 uger) 20