Den sårbare sundhed...

Transkript

1 Rapport fra New Zealand: Verdens største privatiseringsforsøg og de fatale følger. Den sårbare sundhed...

2 Anita Yorke medvirker i filmen, Den sårbare sundhed. Det er noget, der kendetegner maori-kulturen. Familien og gruppen kommer før den enkelte. Hvis nogen er i nød, træder de heldigere stillede til. Indhold Forord Den sårbare sundhed Medvirkende i filmen Sygehuse skulle drives som benhård business Efter 1999 fik New Zealand en ny dagsorden Den sårbare sundhed. Udgivet af Kvindeligt arbejderforbund i Danmark (KAD) og Specialarbejderforbundet i Danmark (SiD). August Redaktion: Kai Vangskjær, Hans Kragh-Jacobsen, Lennart Weber. Lay-out: Open design/advertising. Varenr.: 9027

3 Forord Den sårbare sundhed. Det er katastrofalt, hvis vi ikke forstår at lære af andres fejl. Det er en af de centrale grunde til, at KAD og SiD igen sætter fokus på New Zealand. Vi gør det, fordi vi føler, at netop den skandinaviske samfundsmodel kan lære så utroligt meget af New Zealand, der i gennemførte verdens hidtil største privatiseringsforsøg. Stærke liberale kræfter fik i den periode held til at sælge ud af velfærden, foretage udlicitering i bundter og gennemføre privatisering. Projektet forandrede fundamentalt det newzealandske samfund, og New Zealand er derfor på godt og ondt et nærmere studium værd. Fra at være et velfungerende velfærdssamfund, der på mange måder ligner den nordeuropæiske samfundsform, blev New Zealand på kort tid omdannet til et samfund præget af social nød og stærkt stigende afstand mellem rig og fattig. Til SiD s kongres i 2001 udarbejdede vi to rapporter om det newzealandske eksperiment. I 2002 producerede vi den første film, som er blevet set af titusinder af vores medlemmer og tillidsrepræsentanter, mange politikere og folk med interesse i den danske samfundsmodel. Ja, selv fra udlandet har der været stor interesse for at se filmen og høre mere til problemerne i New Zealand. DEN SÅRBARE SUNDHED 3 Igen og igen har vi hørt bemærkningen: Jamen det her er jo forfærdeligt I må da gøre noget mere for at forklare danskerne, hvor galt det kan gå! Derfor besluttede SiD og KAD, at vi i forbindelse med vores kongres i efteråret 2004, hvor vi stifter Fagligt Fælles Forbund 3F, på ny ville sætte fokus på New Zealand. Vi gør det med specielt fokus på sundhedssektoren. Det er der flere grunde til: Erfaringer fra New Zealand viser, at det er utroligt svært at genskabe et velfærdssamfund, hvis først centrale dele er nedbrudt, som tilfældet var på New Zealand. Netop i Danmark er der grund til at være særlig opmærksom på dette område. Den borgerlige regering har med strukturreformen ændret fundamentalt på styringen af vores sundhedssektor. Nu er det ikke længere 14 amter, der styrer sundhedsområdet nu er det blot fem regioner. Bag forandringerne i Danmark ligger der et borgerligt ønske om at markedsgøre og privatisere sundhedsområdet. Derfor er det så utroligt vigtigt, at vi lærer af andres fejl. Se Hans Kragh-Jacobsens nye film og læs videre her i dette hæfte, der giver et supplerende indblik i filmens baggrund. Lillian Knudsen KAD Poul Erik Skov Christensen SiD

4 Vi talte med mange mennesker, der havde deltaget i den håbløse karruseltur omkring privatiseringen af hospitalerne. Fælles for dem alle var en åbenhed og villighed til at fortælle om deres kamp og frustrationer.

5 Allerede første gang jeg var i New Zealand i 2002, blev jeg hurtigt klar over, at der var nogen, der havde hevet bundproppen ud af det tidligere velfærdssamfund. Markedsvarylerne havde haft frit spil. Det skræmte mig at opleve, hvor nemt det er at flå et samfund, der tager hensyn til de svageste, op i sømmene. Den sårbare sundhed New Zealand På New Zealand havde de solgt godt og grundigt ud af arvesølvet, og der var kun ganske få, der havde fået glæde af rovet. Mange af de nye ejere af de nu privatiserede skove, jernbaner, energiselskaber og så videre bor ikke engang på New Zealand. Af dem forventes der ikke særlige hensyn over for befolkningen. Det eneste offentlige område, det aldrig lykkedes at privatisere, var sundhedssektoren. I New Zealand Eksperimentet, den første film, jeg lavede for SiD fra down under, siger en møbelhandler, der opgav sit job som hospitalsleder, fordi han ikke kunne forlige sig med businessideologien: Den fejltagelse har kostet millioner, og nu er vi nået full circle." Det vil sige, at newzealænderne nu er tilbage, hvor de begyndte i erkendelse af, at det er en offentlig, social opgave at varetage befolkningens helbred. Det vidste de fleste af de mennesker, der havde helbredelse som profession, godt i forvejen, men de pengetænkende politikere ville ikke lytte til dem. Først da det viste sig, at markedsvejen hverken førte til bedre service eller kortere ventelister - tværtimod - måtte de give sig og indse, at et humant sundhedssystem skal betales over skattebilletten. Den negative erfaring kan vi danskere godt være foruden. Men hvordan fortæller man om noget, der er gået skævt, uden at det virker bedrevidende eller forhenværende? Jeg besluttede at kontakte mennesker, der havde forholdene tæt inde på livet. Folk, der har noget personligt i klemme, er altid mere levende på film end folk, der har en overordnet indsigt. Jeg valgte desuden at vende tilbage til to af de personer, der var med i New Zealand Eksperimentet. Den første var manden med hatten Cliff Robinson. Da vi for to år siden filmede omkring den skrottede jernbanefabrik, havde vi hele tiden hans to voksne, mentalt handicappede børn, Marita og John, med bag kameraet. De er begge to født med for små hjerner og kan aldrig være alene. Cliff er altid hos dem. Da jeg nu skulle lave en film om at tage sig af de svageste, var det indlysende at høre Cliffs mere personlige historie. For mig er det er vigtigt, at dokumentarfilm ikke blot rummer facts. Vi skal ind på livet af mennesker, der har deres egen, særlige historie. Det sker bedst ved at folk befinder sig i situationer, de er trygge ved. Cliff og hans voksne børn tog mig med ned til havet, hvor de fiskede nogle aflange, grønlige muslinger, som Cliff senere dampede. De smagte himmelsk. Skrønen om at folk, der anskuer samfundet fra en social vinkel, tit er nogle indædte og halsstarrige starutter, bliver klart dementeret af Cliff. Midt i sin indignation har han en varme og et overskud, der virker smittende. Den anden genganger, vi besøger, er maorikvinden Anita Yorke. Selv om filmen beskæftiger sig med mennesker, der har haft afsavn og smerte inde på livet, så er det vigtigt, at sammenhængene vises uden jammer og selvmedlidenhed. I lighed med Cliff betragter Anita ikke sin tilværelse med bitterhed. Selv om hun er ramt af alskens ulykker fra knogleskørhed til en skizofren datter, hvis tre børn hun tager sig af, er hun meget nøgtern og beskeden i beskrivelsen af sin virkelighed. I de to år, der er gået, siden jeg så hende sidst, er Anita blevet mindst ti år ældre at se på. Hun har mistet alle tænderne, men er stadig lige lattermild. Desuden er hun taknemlig over, at den nye regering har gjort det gratis for børn at gå til lægen. Trods sine handicap har hun i mellemtiden været aktiv med at oprette en lokal lægeklinik i det område af Whangerei, hvor hun bor. Det gamle udsagn om, at hvor der er hjerterum, er der husrum, er noget Anita efterlever rent bogstaveligt. Fra at de var fire, der boede i hendes hus, er beboernes antal for tiden oppe på 15. Det er noget, der kendetegner maorikulturen. Familien og gruppen kommer før den enkelte. Hvis nogen er i nød, træder de heldigere stillede til. Derfor finder man ikke mange maorier, der støttede de DEN SÅRBARE SUNDHED 5

6 Brian en patient. 6 DEN SÅRBARE SUNDHED superindividualistiske bestræbelser, der fandt sted i 1990 erne. I Den Sårbare Sundhed medvirker to danskere, Anne og Ove Kjær. Jeg havde hørt om dem ad omveje. De har deres Bed and Breakfast Totaranui lige uden for byen Whangerei, hvor Anita bor. Fra deres hus ser man ud over bugten mod havet. Neden for skrænten løber en bæk gennem vildnisset. Høns går frit ud og ind i stuerne i Totaranui. Græshopperne filer skævt døgnet rundt, og blomster og planter er bag net, for at den vilde, altædende possum ikke skal fortære dem. Det er en pungræv, der blev importeret fra Australien med pelsavl for øje. Nu er der cirka 90 millioner af dem, og det er nærmest blevet en nationalsport at køre possumer over, fordi de er så grådige. Som gamle ulandsfrivillige havde Ove og Anne svært ved at vende tilbage til det velfriserede Danmark. Ove havde et pædagogjob, hvor han blev stukket ned med kniv af en junkie. Så besluttede de at flytte teltpælene til New Zealand. Ove og Anne beskriver landet som en blanding af vestlig eller britisk kultur og noget 3. Verden-agtigt. Mange newzealændere oplever stadig sig selv som en slags pionerer og tager afstand fra statens regler og indblanding. Ikke desto mindre var der almindelig chokerethed over, hvor mange ting, de havde taget som en selvfølge, der forsvandt, efter man gik over til at betale langt mindre i skat. For sagen er, at New Zealand oprindeligt hørte til et af foregangslandene, når det gælder demokrati og social velfærd. Eksempelvis var New Zealand det første land i verden, der indførte valgret for kvinder. I lighed med mange newzealændere må Anne og Ove have flere job for at få det til at løbe rundt. De er udpræget overlevere, der er vant til at klare sig for små midler. Der er ikke meget klynk med dem, men derfor kan det godt gibbe i deres danske velfærdsbevidsthed, når de oplevet, hvor vigtigt overskuddet er for de kommercielle behandlere, de arbejder for. Selv om New Zealand kun har knap 4 millioner indbyggere, så er landet syv-otte gange så stort som Danmark. Afstandene er lange, og vi fløj både til hovedstaden Wellington nederst på Nordøen og til Christchurch på Sydøen. Vi talte med mange mennesker, der havde deltaget i den håbløse karruseltur omkring privatiseringen af hospitalerne. Fælles for dem alle var en åbenhed og villighed til at fortælle om deres kamp og frustrationer. Nogle af dem gav ligefrem udtryk for taknemlighed over, at vi på den anden side af kloden ville høre om deres forhold. Så kunne jeg fortælle dem, at der er en pæn portion egeninteresse fra vores side, fordi vores danske højreregering rumsterer med planer om at markedsgøre vores sundhedssektor. Deres forfærdelse var ægte og uforstilt. Advarslerne var klare og utvetydige. Nok har vores to lande Danmark og New Zealand i tidens løb sammenlignet sig med hinanden, men der er ingen grund til, at vi begge begår de samme fejltagelser. Selv om vi de fleste steder blev mødt med velvilje, så er det ikke et uproblematisk område at beskæftige sig med. Vores største problem var at komme ind og filme på de offentlige hospitaler. Alle på billederne skal spørges først. Mange ønsker forståeligt nok ikke at blive gengivet i deres elendighed. Det hospital, der var nemmest at komme ind og filme på, var privathospitalet St. George i Christchurch. Dels var de meget stolte af deres nye smagfulde indretning, dels var der næsten ingen patienter at spørge om tilladelse. Så vi fik herlighederne vist frem af bestyrelsesformanden. Selvfølgelig er det mere luksus at blive indlagt på et sted som St. George, men hvis man kommer akut til skade, så er det mondæne hospital ikke meget bevendt. Ofre for biluheld kommer for eksempel altid på de offentlige hospitaler, hvor lægerne er i beredskab. De private hospitaler er mere indrettet på ting, der kan planlægges. Hofteoperationer, bypass, fødsler og så videre kan man få ordnet, hvis den dyre forsikring er i orden, eller hvis man har råd til det. Bestyrelsesformanden Cilla Glasson påstod, at alle på New Zealand havde råd til at komme på privathospital, blot familien skillingede sammen. Selv er hun gift med en velhavende forretningsmand og var ikke helt klar over, hvor meget familiens forsikring koster. De patienter, vi talte med uden for Christchurchs offentlige hospital, havde en anden mening. For virkeligheden er den, at New Zealand i dag er det land i verden, hvor forskellen mellem rig og fattig vokser hurtigst. Det er noget, der kan mærkes, hvis man befinder sig nederst i samfundets pyramide. Vi må her i Danmark holde fast ved, at velfærd koster. Hvis vi går med på den galej af et kræmmersamfund, der er i støbeskeen lige nu, så vil vi kunne gøre uoprettelig skade på noget, som det har taget generationer at bygge op. Så vil vores sundhed for alvor blive sårbar. Hans Kragh-Jacobsen Filminstruktør

7 Hans Kragh-Jacobsen, filminstruktør. Vi må her i Danmark holde fast ved, at velfærd koster. Hvis vi går med på den galej af et kræmmersamfund, der er i støbeskeen lige nu, så vil vi kunne gøre uoprettelig skade på noget, som det har taget generationer at bygge op.

8 New Zealand - Den sårbare sundhed 8 DEN SÅRBARE SUNDHED Medvirkende i filmen Cliff Robinson er i dag 67 år og pensionist. Han blev som ung uddannet som maskinarbejder på den store lokomotivfabrik Otahuhu Railroad Works i det sydlige Auckland. I Hans Kragh-Jacobsens første New Zealand-film "New Zealand Eksperimentet" viste han os rundt i ruinerne af sin gamle læreplads. Her kunne vi se, hvordan en af de arbejdspladser, der uddannede folk inden for alskens håndværk, var blevet til skrot, efter at jernbanerne var blevet privatiseret og for det meste nedlagt. Cliff sejlede som ung i mange år på New Zealands handelsskibe. Da hans irske kone forlod ham, påtog han sig at passe sine to mentalt handicappede børn. Det har dog ikke forhindret Cliff i at være politisk aktiv.

9 New Zealand - Den sårbare sundhed DEN SÅRBARE SUNDHED 9 Medvirkende i filmen Jane O'Malley er uddannet sygeplejerske. Hun har med årene specialiseret sig i den pskykiatriske del af sygeplejen og har opnået en PhD-grad, så hun i dag forelæser om det i Christchurch på Sydøen, hvor hun bor. Jane har siden 2001 været leder af NZNO, New Zealand Nurses Organisation, sygeplejerskernes fagforening, hvor hun har været med til at kæmpe imod de økonomisk baserede beslutninger på sundhedsområdet. Sammen med sine kolleger har hun i årevis opponeret imod den opsplitning af sygeplejerskerne, der fandt sted under den neoliberalistiske reform. NZNO-kampagnen hedder Fair Pay, og det tegner til, at den har båret frugt, så at der nu efter mange års ulighed atter bliver ligeløn blandt sygeplejersker, uanset hvilket hospital de er ansat på.

10 New Zealand - Den sårbare sundhed 10 DEN SÅRBARE SUNDHED Medvirkende i filmen Jan Dobson er først uddannet som sygeplejerske og blev derpå jordemor, hvilket hun stadig fungerer som på kvindehospitalet i Christchurch. Hun har siden 1970'erne været fagligt aktiv i NZNO og har således taget hele turen med, da sundhedsreformen i starten af 1990'erne forsøgte at tvinge alle, der arbejdede inden for sundhedsvæsnet til at tænke i markedsmæssige baner. Hun har bekæmpet tendenserne med næb og kløer og har siddet i forskellige udvalg og bestyrelser. Jan har i flere omgange siddet med ved bordet, når der skulle forhandles løn og vilkår for de ansatte på hospitalerne.

11 New Zealand - Den sårbare sundhed DEN SÅRBARE SUNDHED 11 Medvirkende i filmen Barry Gribben er uddannet læge. Han arbejdede i 15 år i Fagforbundets Helsecenter i Otahuhu i det sydlige Auckland. Et halvt år var han assistent for Helen Clarke, New Zealands nuværende premierminister, der tidligere var New Zealands sundhedsminister. Barry var i fem år formand for sammenslutningen af New Zealands praktiserende læger. I de sidste fem år har han ledet sit eget firma, der arbejder med helbredsstatistikker og foretager research og evaluering af sundhedstilstanden hos New Zealands forskellige befolkningsgrupper.

12 New Zealand - Den sårbare sundhed 12 DEN SÅRBARE SUNDHED Medvirkende i filmen Sue Radford er sygeplejerske med speciale inden for børne- og familieplejen. Hun leder i Auckland en afdeling af Plunket, der er en helseorganisation med klinikker over hele New Zealand. Egentlig er Plunket privat og sponsorstøttet, men staten yder gradvist organisationen mere og mere tilskud til, at Plunket-folkene med deres rullende klinikker kan opsøge de dårligst stillede. Det drejer sig i høj grad om maorier - New Zealands oprindelige befolkning - og tilflyttere fra stillehavsøerne Fiji, Samoa og Tonga. Mange af dem er børnerige og har ingen tradition for at opsøge lægehjælp. Den markedsgjorte boligpolitik medførte, at mange familier måtte flytte sammen. Resultatet var, at ellers sjældne sygdomme som meningitis, engelsk syge og tuberkulose begyndte at florere. Plunket har i de seneste år ændret policy fra at være en middelklasseorienteret organisation til at opsøge de mindrebemidlede for at forhindre, at eventuelle sygdomme hos børn kan blive til større skader. Plunket ansætter gerne indvandrere som for eksempel ægypteren Nagiba Mohamed, der i "New Zealand - Den Sårbare Sundhed" er chauffør og medhjælper, fordi hun har erfaring med børnepleje.

13 New Zealand - Den sårbare sundhed DEN SÅRBARE SUNDHED 13 Medvirkende i filmen Anita Yorke er genganger fra "New Zealand Eksperimentet." Denne varme, favnende maorikvinde påtog sig at passe sin skizofrene datters tre børn. Hun bor i Whangerei et par timers kørsel nord for Auckland. I mellemtiden har Anita været med til at oprette en lokal klinik i et område, hvor fattigdom gjorde det umuligt for de børnerige familier at betale for lægehjælp. Skønt Anita lider af knogleskørhed, klager hun aldrig, men har åbnet sit beskedne hjem for kusinen, hendes mand og børn, sådan at der for tiden bor 15 mennesker i hendes hus og garage.

14 New Zealand - Den sårbare sundhed 14 DEN SÅRBARE SUNDHED Medvirkende i filmen Lajla Harré arbejder som organisator i NZNO og er en af de ledende drivkræfter for at skaffe ligeløn for sygeplejersker samt organisere det plejepersonale, der arbejder i den privatiserede sektor - især inden for ældreplejen. Hun er sagfører af uddannelse og sad fra 1996 til 2002 i det newzealandske parlament, dels som minister for kvinde- og ungdomsanliggender, hvor hun var med til at gennemføre 12 ugers barselsorlov og var med til at hæve mindstelønnen betragteligt. Lajla var også med til at ændre den forhadte Employment Contracts Act, hvor arbejdsgiveren dikterede betingelserne til den mere lempelige Employment Relations Act.

15 New Zealand - Den sårbare sundhed DEN SÅRBARE SUNDHED 15 Medvirkende i filmen Phil Bagshaw er professor i mave- og tarmkirurgi. Skønt han er en af New Zealands førende specialister inden for området, har han til forskel fra de fleste af sine kolleger aldrig opereret på et privathospital. Som en af "sundhedsreformens" skarpeste kritikere har han i årenes løb markeret sig gennem sin kompromisløse påpegning af markedstænkningens sociale slagsider. Phils modstandere har aldrig kunnet sætte en finger på hans kompetence. Dels har han en imponerende uddannelse bag sig, blandt andet i England, dels har han udgivet en mængde litteratur om sit område. Phil underviser stadig og er i flere omgange af de studerende valgt som årets bedste lærer i kirurgi. Hans ubestikkelighed blev i 1999 belønnet med, at han blev valgt til Årets newzealænder som en af dem der gjorde en forskel."

16 New Zealand - Den sårbare sundhed 16 DEN SÅRBARE SUNDHED Medvirkende i filmen Cilla Glasson er bestyrelsesformand for privathospitalet St. George i Christchurch. Hun er oprindelig uddannet skolelærer, men har ikke undervist i mange år. Cilla er svoren tilhænger af privathospitaler og påstår, at alle newzealændere har råd, hvis familien blot skillinger sammen. Hun er gift med en velhavende forretningsmand og var ikke helt klar over, hvor meget hendes familie betalte for deres sygeforsikring.

17 New Zealand - Den sårbare sundhed DEN SÅRBARE SUNDHED 17 Medvirkende i filmen Anne og Ove Kjær slog sig ned på New Zealand i 2000, da de købte et penisonatet Totaranui, en såkaldt Bed and Breakfast lige uden for Whangerei på Nordøen. De har kendt hinanden, siden de var børn på Mols og har tilbragt cirka ti år i Afrika som ulandsfrivillige for Mellemfolkeligt Samvirke, hvor de har opholdt sig i Zambia, Tanzania og Lesotho. Efter nogle år tilbage i Danmark fik de lyst til at prøve noget nyt. De forsøgte først at slå sig ned i Australien, men var for gamle til at kunne immigrere. New Zealand havde en mere åben indvandringspolitik, så det blev dér, de slog sig ned. Udover at drive deres pensionat arbejder de med genoptræning af hjerneskadede, der skal lære det, der kaldes for social skills. Det vil sige evnen til at foretage sig så almindelige ting som for eksempel at gå igennem en dør og lignende, som det var den beskadigede del af hjernen, der dirigerede. Så skal den tilskadekomne lære at bruge raske dele af hjernen for at klare de daglige færdigheder. Ove og Anne har på New Zealand haft den forretningsorienterede del af patientbehandlingen inde på livet, hvor der skal tages større hensyn til overskud end til den enkelte klient.

18 Sygehuse skulle drives 18 DEN SÅRBARE SUNDHED

19 Fra 1993 blev der gennemført en omfattende reform af sundhedssektoren i New Zealand, som introducerede et kontraktbaseret marked. Sundhedssektoren skulle markedsgøres for at skabe konkurrence mellem de, der producerer sundhedsydelser, (hospitaler) og de, der efterspørger sundhedsydelser. som benhård business Sygehuse skulle drives som benhård business... Der skulle altså etableres et marked for sundhedsydelser, og hver ydelse skulle prisfastsættes. Indførelse af et sundhedsmarked ville medføre, at sektoren blev mere effektiv og kvaliteten bedre det var påstanden. Sygehusene, der hver fik en bestyrelse med personer fra erhvervslivet, skulle drives som enhver anden forretning, hvor målet er overskud. Labour, som genvandt regeringsmagten i 1999, afskaffede køber-sælgermodellen, men de private aktører har fastholdt den øgede indflydelse. Der er stadig en væsentlig offentlig finansiering af sundhedssektoren, selv om andelen er faldet fra godt 86 procent i 1989 til knap 78 procent i Til gengæld er brugerbetaling og private forsikringer steget i andel af de samlede sundhedsudgifter. DEN SÅRBARE SUNDHED 19 Sygehusene blev omdannet til aktieselskaber, ejet af staten, med henblik på en egentlig privatisering. Konkurrencen mellem sygehusene medførte, at samarbejde mellem sygehusene om forbedrede behandlingsmetoder skulle ophøre. Forbedringer i et sygehus skulle forblive en forretningshemmelighed, der ikke skulle komme andre til gode, da målet var at tjene penge. De oprindelige forventninger om besparelser på procent - senere modereret til 11 procent - som følge af markedsgørelsen og den heraf følgende forventede effektivisering, blev aldrig indfriet. Tværtimod blev det dyrere, samtidig med at ventelisterne blev længere. Sundhedsreformen, som indebar - markedsgørelse og fri prisfastsættelse og introduktion af køber-sælger modellen, - forøgelse af de administrative byrder, på grund af omfattende afrapporteringer og ny regnskabspraksis, - at erhvervslivets ledelsesstil medførte et kultursammenstød med det sundhedsfaglige personale ernes radikale nyliberale sundhedsreformer kostede det newzealandske samfund dyrt sundhedssektoren er fortsat præget heraf. Eksperiment med samfundet New Zealand oplevede det mest omfattende liberalistiske samfundseksperiment som endnu er set blandt de udviklede lande. Ross Wilson, LO-formand i New Zealand formulerede det i et interview den 1. marts 2004: Det, der skete i New Zealand, er formodentlig det mest ekstreme liberalistiske eksperiment i verden, i den finansielle sektor, i erhvervslivet og på arbejdsmarkedet. Disse elementer har modvirket fornyelse og større effektivitet. I stedet skabte det kaotiske tilstande.

20 En ny Labourledet regering blev valgt i november Den politiske dagsorden blev ændret som en følge af, at de nyliberale reformer de foregående 15 år ikke havde givet en stærkere økonomi eller forbedret arbejdsproduktiviteten, men i stedet for havde skabt alvorlige uligheder og et ringere fungerende samfund. Sammenhængskraften forsvandt. Som Margaret Thatcher engang formulerede det: Samfundet eksisterer ikke. Der er kun individer. Efter 1999 fik New Zealand en ny dagsorden Efter 1999 fik New Zea 20 DEN SÅRBARE SUNDHED Det nyliberale eksperiments massive deregulering slog fejl. Den nye regering handlede hurtigt efter valget ved at forbedre folkepensionen, nedsætte huslejen i de sociale boliger, øge midlerne til udvalgte operationer og nedsætte renten på lån til studerende. Senere - også efter valgsejren i juli har regeringen igen nationaliseret ulykkesforsikringen, som blev privatiseret i Der er genindført begrænsede engangsudbetalinger i forbindelse med arbejdsulykker. Der er gennemført ny lovgivning vedrørende sundhed og sikkerhed på arbejdspladserne, som fremmer arbejdernes og fagforeningernes indflydelse. Regeringen har gennemført en bedre ferielovgivning, forhøjet mindstelønnen og forbedret ungarbejdernes lønforhold. Den har gennemført en lov om lige løn for lige arbejde, forbedret betalt forældreorlov, jernbanerne er overtaget af et statsligt selskab og er igen underlagt det offentlige, med videre. Og den har afskaffet den forhadte ECA-lov, som gjorde op med de kollektive forhandlinger, og indført en anden lov om forholdet mellem arbejdsgivere og ansatte, som overholder ILO-normerne. Der er således gennemført mange forbedringer af Labour-regeringen. Men der resterer mange og store problemer, som skal løses. Vigtigst er de meget store indkomstforskelle og den fortsatte tyngende fattigdom i visse sektorer. En løsning her vil tage meget lang tid. I perioden steg de 20 procent, rigestes indkomster med 26 procent, som kan sammenlignes med, at de 20 procent fattigste kun havde en stigning på 3 procent. Hertil kommer store udfordringer i relation til den fysiske infrastruktur, som blev slidt helt ned i 1990 erne. - det voksende finansielle pres i relation til især sundhed og uddannelse. - ordblindhed og mangel på talforståelse hos mange. New Zealand oplever fortsat lav vækst, lave reallønninger, et investeringsunderskud og mange borgere udvandrer til Australien. Det er et problem, at det især er den uddannede arbejdskraft, der forlader New Zealand. Der er ingen tvivl om, at regeringen har forkastet den tidligere borgerlige regerings deregulerings politik og i stedet for har tilrettelagt en langsigtet investeringsstrategi hvor statens rolle er vital og central. Der satses på en aktiv erhvervspolitik i samarbejde med erhvervene og efter pres fra de faglige organisationer også med de ansatte og fagforeningerne. Men i praksis kniber det med forståelsen i erhvervslivet om at de faglige organisationer skal medvirke i dette samarbejde. Fra regeringens og fagbevægelsens side prioriteres uddannelse meget højt, herunder genindførsel af

21 land en ny dagsorden DEN SÅRBARE SUNDHED 21

22 lærlingeuddannelser. Bedre uddannet arbejdsstyrke og mere videnbaseret produktion er forudsætningen for, at New Zealands økonomi kommer op på et højere niveau. Men efter år, hvor markedsideologien herskede, skal mange holdninger overvindes. Ikke mindst erhvervslivets liberale ideologer har svært ved at se det fornuftige i at samarbejde med såvel regeringen som fagbevægelsen. Og uagtet de mange forbedringer, der er gennemført, så vil det tage mange år at restituere samfundet efter de ødelæggende virkninger, som den ekstreme nyliberalisme medførte. Velfærdssamfundet kan hurtigt brydes ned. Når det er brudt ned, så tager det til gengæld meget lang tid at opbygge et nyt. 22 DEN SÅRBARE SUNDHED Fra socialstat til minimalstat Ved udgangen af 1990 erne var det newzealandske velfærdssamfund forsvundet og erstattet af en minimalstat. Det konservative regeringsparti i 1990 erne havde gennemført en liberalistisk revolution. Et velfærdssamfund kan hurtigt rives ned, men det vil tage mange årtier at genopbygge et nyt. I november 1999 vandt Labour regeringsmagten og blev yderligere styrket ved valget i juli Den lange vej til en genopbygning af et velfærdssamfund er begyndt. Ross Wilson: Genopbygning med en socialdemokratisk dagsorden, som omfatter gode boligforhold, god sundhedsservice, gode uddannelsesmuligheder med videre, som er hovedbidragydere til økonomisk vækst og bedre leveforhold, vil tage lang tid og bliver betragtet selv med moderate fremskridt som meget vidtgående, fordi den gamle dagsorden var så ekstremt højreorienteret. Der er lang vej tilbage Der er ingen tvivl om, at valget af den Labourledede regering i 1999 virkelig løftede en tung byrde fra newzealændernes skuldre. Det betød et stærkt ønsket løft i optimismen, som i sig selv medførte positive effekter. Labour-regeringen har regelmæssigt forhøjet mindstelønnen for arbejdere. I 1990 erne blev mindstelønningerne ikke reguleret. Jeg tror ikke, at der på noget tidspunkt er blevet sagt, at det vil blive nemt at genintroducere en socialdemokratisk dagsorden, efter 1990 ernes nyliberale eksperiment. Jeg tror, de fleste af os føler, at det går endnu langsommere og er endnu hårdere, end hvad vi forventede. Det vil tage lang tid.

23 Skattelettelser til de rige Markedsgørelse, privatiseringer, skattelettelser til de rigeste, dramatiske nedskæringer i det sociale niveau og indgreb på arbejdsmarkedet, som gjorde det muligt for arbejdsgiverne at undgå kollektive aftaler, blev katastrofale for et stort flertal af befolkningen. Ross Wilson: Deregulering betyder, at man overlader beslutninger til markedet. For de ansatte i virksomhederne betød deregulering, at chefen fik al magt. Bossen kunne ensidigt bestemme løn- og arbejdsbetingelser. I New Zealand har vi haft den kraftigste vækst i ulighed i 1990 erne, når vi sammenligner med alle andre lande. Den borgerlige regerings prioritering af skattelettelser til de rige betød, at der var færre skatteindtægter til finansiering af sundhed og uddannelse.

24