Tale til repræsentantskabet

Transkript

1 Tale til repræsentantskabet Kære venner Vi er samlede i dag, fordi vi har de seneste måneder har været deltagere i et helt aparte aftaleforløb. Et aftaleforløb, som på ingen måder kan sammenlignes med noget, som vi har prøvet før, og som på ingen måder har levet op til vores forventninger om reelle forhandlinger. Vi har skullet honorere et krav om en normalisering af vores arbejdstid på trods af, at ingen har kunnet fortælle os, hvor det normale findes. Vi har skullet honorere et krav om at levere mere undervisning på trods af at Moderniseringsstyrelsen ikke har kunnet pege på, hvad det så er, vi skal gøre mindre af. Og vi har skullet forhandle, mens de har lænet sig tilbage og stillet ultimative krav. Det er derfor, vi er her i dag. Vi er samlede, fordi vi er blevet fanget i en arbejdskamp, som i bund og grund ikke har en pind med os at gøre. Vi er blevet fanget i en kamp, som handler om en underfinansieret folkeskolereform og et politisk system, som har behov for at knægte en ellers stærk lærerfagbevægelse for at skaffe penge i kassen til fremtidens folkeskole. Moderniseringsstyrelsens krav Allerede da vi i begyndelsen af december udvekslede krav med Moderniseringsstyrelsen, havde vi en klar fornemmelse af, hvordan det her ville ende. Det virkede, som om at Moderniseringsstyrelsen havde låst lasersigtet fast på et bestemt resultat, og uanset hvad vi gjorde, uanset hvad vi foreslog, forsatte de ad den planlagte vej. Og allerede den gang var der mange, som sagde: De går hele vejen. Uanset hvad det koster, uanset hvad de mister undervejs, vil de have deres vilje. Denne gang skal det ske. Lærerne skal knægtes. Fra den allerførste dag har arbejdsgiverne haft to mål, og de har sat alt ind på at nå dem: 1) De vil fjerne vores ret til at indgå kollektive aftaler 2) De vil have os til at undervise mere Kravet om at fjerne alle kollektive aftaler, alle arbejdstidsbestemmelser og indføre 1924-timers fuld ledelsesret var et krav, som vi fejlvurderede fra starten. Da jeg første gang hørte arbejdsgiverne sige, at de krævede fuld og uhæmmet ledelsesret, tænkte jeg: Right! Jeg troede ikke på det. Jeg opfattede det som teatertorden, som først og fremmest skulle fortælle os og omverdenen, at de kommunale og statslige arbejdsgivere var sultne. De ville have noget ud af forhandlingerne. Og de spillede med musklerne. Jeg var længe overbevist om, at arbejdsgiverne i løbet af forhandlingerne ville droppe kravet om fuld ledelsesret og acceptere en løsning, som gav dem flere undervisningstimer og mulighed for bedre kvalitet i skolen. Men jeg tog fejl. Og jeg var ikke alene om det. Forløbet har vist, at regeringen vil af med de kollektive aftaler. Regeringen vil fjerne alle aftaler og alle regler, som 1

2 begrænser ledelsens udfoldelsesret. Regeringen er ikke interesseret i at inddrage lærerne i den gode skole, den har tilsyneladende nok i sine egne overvejelser. Jeg forstår stadig ikke, at en S-SF-R-regering i den grad hopper op på skødet af arbejdsgiverne. Og at de sætter alle kræfter ind på at gennemføre et krav, som er udtryk for et antikveret ledelsessyn. Og at de samtidigt gør det på en måde, som spiller hasard med den danske model og hele forhandlingssystemet. Som skoleleder Morten Bay udtrykte det i en kronik i Politiken bygger moderne ledelse på samarbejde og aftaler. Moderne ledere motiverer deres medarbejdere det er kernen i moderne ledelse, skrev Morten Bay, som mente, at arbejdsgiverne med deres ultimative krav mister en platform for udviklingen af skolerne. Vi kan ikke være mere enige. Nogle taler for stenalderkost. Regeringen indfører stenalderledelse. Moderniseringsstyrelsen kræver flere timers undervisning Kravet om flere undervisningstimer per lærer har i virkeligheden meget lidt med os på de frie skoler at gøre. Det handler om folkeskolen og kommunerne. Kun ved at presse ekstra undervisning ud af den enkelte lærer kan regeringen finansiere sin store folkeskolereform. Regeringen har bundet et af sine allerstørste politiske prestigeprojekter op på, at det lykkes de kommunale arbejdsgivere at nå et ganske bestemt resultat ved forhandlingsbordet. Og ved at knytte de to projekter så tæt sammen suspenderede regeringen reelt den danske model. Frie forhandlinger er ikke mulige, når dem, som sidder med den trumf, som til sidst kan rydde hele bordet, så tydeligt fortæller, hvordan kortene skal spilles. Arbejdsgiverne har på intet tidspunkt haft behov for at forhandle. Forhandling handler om at give og tage, men i denne situation har arbejdsgiverne intet ville give. De har stået fast på deres ultimative krav, og de har lænet sig mageligt tilbage i stolene, for de har hele tiden vidst, at hvis de ikke får deres vilje ved forhandlingsbordet, så får de den i folketingssalen. Undervejs i forhandlingerne sad jeg på et møde og causerede over, at det var underligt, at jeg havde fået tur-pas til alle de kørende forlystelser i disse mine første rigtige aftaleforhandlinger. Fra en af de andre lød det tørt og konstaterende: Ja, det eneste, du ikke får prøvet, er at forhandle!. Det har været et surrealistisk forløb, hvor man ikke på noget tidspunkt har fornemmet åbninger for egentlige forhandlinger. Det er fuldkomment uacceptabelt. Og det er uforståeligt, at en regering, som gik til valg på at styrke den danske model, at en regering, hvis toneangivende parti gav udtryk for, at de lytter til lærerne, vil lægge navn til det her. Vores krav til overenskomsten De overenskomstkrav, vi afleverede til Moderniseringsstyrelsen 17. december, var noget mere beskedne, end dem vi modtog. Vi vil have et nyt lønsystem. Det, vi har i dag, fungerer ikke, og det har aldrig fungeret. Det kan selv Moderniseringsstyrelsen se. Derfor vil vi have et nyt system, som er enkelt og retfærdigt, og som sikrer den løn, vi har aftalt. Ingen af disse punkter er opfyldt i dag. Skolerne udbetaler ikke de lokale lønkroner, som vi har kunnet forvente ifølge aftalen med Moderniseringsstyrelsen, og det betyder, at vi lønmæssigt halter efter kollegerne i folkeskolen. Samtidigt er lønsystemet så svært at forstå, at det ikke er hensigtsmæssigt for hverken ledere eller lærere. 2

3 Det vil vi fortsat have en løsning på. Og så vil vi rigtig gerne have lavet en kortlægning af arbejdsmiljøet på de frie skoler. Vi vil vide, hvorfor så mange lærere bliver langtidssygemeldt eller går ned med stress og andre arbejdsrelaterede sygdomme. Dette vil ikke mindst blive aktuelt, såfremt vi får stoppet en ikke-aftale ned i halsen. Vi synes, at vi på skolerne har en fælles interesse i undgå, at lærerne lægger sig syge. Vi synes, at det er et rimeligt krav. Kravet er blevet afvist, ligesom det også blev det i Lidt mere held har vi haft med lønkravet. Her har vi faktisk haft reelle forhandlinger med Moderniseringsstyrelsen. De har lyttet til vores forslag, de er kommet med indvendinger, som det sig hør og bør, når man forhandler. Vi er klar over, at der ikke er en eneste krone at forhandle om, så derfor er udgangspunktet, at der skal ske en omlægning af lønsystemet. Der forhandles derfor ikke om store lønstigninger, men mere om en måde at rode bod på nogle af de ulemper, som det eksisterende system har. Men vi får måske alligevel ikke løst lønspørgsmålet. Det er nemlig sådan i Moderniseringsstyrelsens optik, at der ikke kan findes en løsning på lønspørgsmålet med mindre arbejdstidsspørgsmålet også løses Jeg forstår godt, at det for dem er en samlet pakke det ville vi sikkert også selv have krævet, hvis det var os, der havde noget i klemme. Så naturligvis kan de ikke godkende et nyt lønsystem før, de arbejdstidsmæssige knaster er høvlet væk. Vi stillede ikke krav til arbejdstidsaftalen ved overenskomstforhandlingerne. Vi mente og mener stadig, at den arbejdstidsaftale, vi har, fungerer efter hensigten. Vi kan lave aftaler På det frie skoleområde er vi vant til at lave gode og konstruktive løsninger. Og vi har under forhandlingerne gentagne gange sagt, at vi gerne vil være med til at diskutere og ændre på vores arbejdstidsaftale. Vi er kommet med forslag til, hvordan det kunne ske, vi har ændret kurs undervejs, og vi har prøvet andre muligheder. Men Finansministeriet har blot meddelt os, at hvis vi ikke kunne forhandle ud fra deres udgangspunkt, om at arbejdstidsaftalen skal afskaffes, så kunne vi ikke lave en aftale. Og vi vil ikke smide alle regler og aftaler på historiens mødding. I Frie Skolers Lærerforening finder vi det helt afgørende, at der fortsat findes reguleringer for arbejdet på de frie skoler. Det er et gode med kollektive aftaler, så lederne ikke skal bruge deres tid på forhandlinger med den enkelte lærer, og sådan at lærernes arbejde kan begrænses af regulerende ordninger på den enkelte skole. Også lærere har krav på at vide, hvornår de skal være på arbejde, og hvornår de holder fri. Også lærere er ansat med en arbejdstid på 37 timer om ugen eller 1924 timer om året. Også lærere har krav på at vide, hvornår de har overtid, og dermed krav på overarbejdsbetaling. Også lærere har krav på i god tid at vide, hvornår skoleledelserne regner med at disponere over deres arbejde. Og det er det, som lærernes arbejdstidsaftale regulerer. Ligesom den gør det for sygeplejersker, politiet, lufthavns personale og mange flere. Vi kan derfor ikke gå ind på tankegangen om, at ledelserne på den enkelte skole er de eneste som ved, hvordan arbejdet skal tilrettelægges. Overenskomster er lavet af primært to grunde: for at give ledelserne et godt planlægningsværktøj, og for at sikre den ansatte et fornuftigt arbejdsliv. Ingen af disse opfyldes i Finansministeriets forslag til en ny aftale. 3

4 Det er skræmmende at tænke på det misforhold, der er mellem finansministeriets stålsatte vilje og den opbakning, som de ultimative krav finder på skolerne. Det her er et politisk soloprojekt. Jeg ved godt, at Bjarne Corydon ikke står helt alene med sit ønske om fjerne arbejdstidsaftalen. Sidst vi skrev, at han stod alene, var der en, som gik ind på foreningens Facebook-side og skrev, at det var forkert. Bjarne Corydon stod ikke alene. Hun støttede ham. Det var Tina Nedergaard, den tidligere Undervisnings- og Venstreminister. Så lad mig moderere mit udsagn: Bjarne Corydon og Tina Nedergaard står rimelig alene. For de finder ikke mange støtter på skolerne. En undersøgelse, som Frie Skoler lavede, viser, at 84 % af lederne på de frie skoler ønsker, at der fortsat skal være en central eller lokal aftalemulighed. Efterskoleforeningens årsmøde sendte et klart signal: Naturligvis skal vi indgå aftaler om arbejdstiden med lærerne. Formanden for Danmarks Privatskoleforening sagde det samme om end han sagde det lidt mere forsigtigt. Det er også det, vi hører, når vi besøger jer og jeres skoler. Inden for de sidste 14 dage har vi afholdt TR-møder i hele landet. På samtlige møder har vi spurgt, om der findes skoler, som slet ingen lokale aftaler har. Det findes selvfølgeligt ikke. For det er helt afgørende, at der med udgangspunkt i en central aftale kan laves lokale aftaler, som den enkelte skole og lærerne kan se sig selv i. Det er lokalt, man ved, hvad for en skole der er brug for at lave, og derfor skal der også være en lokal aftalemulighed, som kan sikre, at aftalerne på skolerne er forankret hos både ledelse og lærere. Det er det vi kæmper for. Det er målet: samarbejde og aftaler. FSL ruller ikke om på ryggen Som det fremgår og som jeg også nævnte det i indledningen var vores krav langt mere forsigtige og moderate end arbejdsgiverne. Vi vurderede ikke, at tiden var til mange og voldsomme krav. Det lå lige som ikke rigtig i luften. Frie Skoler bragte i nummer 10 et interview med Eva Sahl fra Sejergaardsskolen. Eva var vred ja, faktisk var hun så vred, at hun ringede til sekretariatet for at melde sig ud. Eva mente ikke, at FSL gjorde nok for hende. Hun syntes, at vi rullede om på ryggen og spillede døde. Vi burde, sagde hun, kæmpe for lærernes sag. Som medlem forventede hun, at hendes fagforening stod på mål for hendes og kollegernes interesser det var lige som det, vi er der for, sagde hun. Jeg forstår godt, Evas spørgsmål. Jeg forstår godt hendes tvivl. Udefra set er der ingen tvivl om, at vi fra starten har været i defensiven. Arbejdsgiverne rullede frem med så massive krav, med en så åbenlys kampvilje og en så voldsom sejrsikkerhed, at vi blev blæst et par skridt tilbage. Det var dem, der satte dagsordenen, de havde vinden i ryggen, og vi havde en klar fornemmelse af, at de lugtede blod. Lærerblod. Jeg svarede Eva i bladet. Og svaret lyder: Jo, vi kæmper. Og jeg håber og tror, at Eva vil give mig ret i, at vi er kommet rigtig godt igen. Ja, jeg vil endda gå så langt, at jeg vil sige, at forståelsen fra offentligheden er vendt, så der er betydeligt mere forståelse for lærernes sag i dag, end for bare få uger siden. Vi har taget ved lære, og vi har udviklet os. Og meter for meter tager vi mediemæssigt terræn på arbejdsgiverne. Det har krævet hårdt arbejde. Af jer. Af jeres kolleger. Af vores politikere. Af sekretariatet. Og om det er nok til, at vi kan få en reel forhandling det er nok mere tvivlsomt. 4

5 Det kan godt være, at vores forhandlinger også bryder sammen ligesom på KL s område, men så skal vi fortsætte med at kæmpe. Det er ikke vores konflikt, og vi nægter at tage ansvar for den. Der er aldrig blevet forhandlet med udgangspunkt i, hvordan man laver god skole, men udelukkende ud fra et ideologisk eller økonomisk krav om, hvordan fremtidens folkeskole skal se ud. Kære regering - det er bare ikke godt nok! Vi har kæmpet hårdt Og FSL har aldrig før kæmpet så indædt og over en så bred kam, som i disse overenskomstforhandlinger. Vi har holdt møder med politikerne og talt vores sag. Vi har skrevet med politikere på Christiansborg og i kommunerne for at påvirke dem. Vi har sunget for finansministeren og præsenteret ham og hans embedsmænd for vores synspunkter. Vi har givet samtlige medlemmer af Folketinget et brev, som beskriver vores synspunkter og informeret dem om, hvordan vi ser sagen. Vi har rykket annoncer i de store blade. Vi har stillet op til interviews i radio- og tv-indslag. Aldrig nogensinde har Frie Skolers Lærerforening været så meget i medierne, som i de sidste par måneder. Der er skrevet spaltevis af læserbreve til allehånde forskellige og lokale aviser. Et læserbrev, en annonce og en demonstration vinder ingen arbejdskonflikt. Der skal mere til end en sang på Finansministeriets trappe. Men de utallige små initiativer har sammen med tilsvarende initiativer fra Danmarks Lærerforening og de andre underviserorganisationer været med til at sætte en anden dagsorden end den, regeringen ønsker. Og det er det, der er sket. En ny meningsmåling, som DR offentliggjorde, viser, stemningen svinger til vores side. I januar var der fuld folkelig opbakning til regeringens projekt. Målingerne gav arbejdsgiverne carte blanche til at køre lærerne over. Sådan er det ikke i dag, og jeg er fuldkommen sikker på, at regeringstoppen er alt andet end tilfreds med den udvikling, de oplever i øjeblikket. Regeringens toppolitikere, som sidder og trækker i alle trådene, ved godt, at de er ved at tabe småkagerne. Og værre endnu: De frygter, at det ikke alene bliver svært at nå deres mål med arbejdstiden og aftaleretten, men at de også risikerer at miste folkeskolereformen i forsøget på at presse lærerne tilbage til enevælden. Regeringen mister momentum. Det er dem, som skal forsvare sig nu. Og det er ikke længere dem, som definerer dagsordenen. Hvor det i starten handlede om, at de forkælede lærere bare skal bankes på plads og normaliseres, får flere og flere øje for, at det her handler om noget andet og meget større: om lønmodtagernes ret til at indgå kollektive aftaler. Men hvis krigen skal vindes må vi ikke hvile et øjeblik. For selv om tingene i øjeblikket går vores vej, kan det stadig ende med det politiske indgreb, som der var lagt op til fra starten. Hold dampen oppe I de kommende dage og uger handler det for os derfor kun om en eneste ting: at gøre det svært for arbejdsgiverne at nå deres mål. Vi skal fortsætte med at påvirke politikerne lokalt og centralt. Vi skal gøre det klart for dem, hvad prisen for det, de har gang i netop nu, er. Vi skal sikre os, at ingen putter sig. Og vi skal gøre dem klart, at hvis de stopper deres rådne aftale ned i halsen 5

6 på os, så kan det godt være, at de kan tvinge os til at synke, men der er ingen garanti for, at vi ikke brækker det hele op igen! Hvis I selv er medlemmer af et parti, så skriv til jeres vælger- og partiforeningen og bed dem tage stilling. Skriv på foreningens postkort og fortæl dem, at forberedelse fremmer forståelsen. Fortæl dem, at vi ønsker aftaler og samarbejde - fortæl dem, at vi siger nej til indgreb og ultimative krav. Og bed de kolleger, som er medlemmer, gøre det samme. Fortsæt med at skrive læserbreve. Og fortsæt med at lægge pres på skoleforeningerne, som hverken i ord eller tekst kan finde ud af at sige noget om situationen de har ganske enkelt fået mundkurv på. Få skolebestyrelserne til at tage afstand fra konflikten, men uden at sætte jeres loyalitet på spil. Meget tyder på, at vi får den konflikt, som vi aldrig har ønsket måske får vi det allerede i dag. Hvis det sker, venter der jer, som sidder her i salen, en kæmpeopgave. Hvis vi bliver lockoutet, er alle de lockoutede lærere ansat af os. Og vi skal naturligvis bruge dem til at fremme vores sag. Og det er jeres opgave. Det er jeres opgave at sørge for, at vi kan udnytte den situation maksimalt til at komme ud med vores budskab. Når vi ikke længere sidder ved forhandlingsbordet så skal vi styrke vores interne alliancer, og vi skal med ord og handling vinde folkets hjerter. Derfor skal I være parate til lave aktioner, demonstrationer, happenings alt, hvad I kan finde på som på en god, sjov, humoristisk, fantasifuld måde fremmer vores sag og sender det centrale budskab: Lad os nu få en aftale. Kom nu ned fra det træ, Bjarne. Og husk, at det er svært at kræve engagement og selvstændighed af nogen, man lige har trynet. Vi skal genopdage den faglige kamp Så I og vi skal højst sandsynligt til at genopdage, hvad faglig kamp, solidaritet og sammenhold betyder i Danmark anno Vi står overfor en historisk lockout. For første gang har en offentlig arbejdsgiver valgt at lockoute sine ansatte uden et forudgående strejkevarsel. Og kampen er vigtig. Den vigtigste vi har udkæmpet de seneste 100 år. Vi kæmper mod politiske diktater og ultimative krav. Vi kæmper mod politisk indblanding i overenskomstforhandlingerne. Vi kæmper for aftaleretten og de kollektive aftaler. Vi kæmper for kvaliteten i lærerarbejdet. Vi kæmper for samarbejde og dialog. Men ikke mindst kæmper vi for, at bevare god og ordentlige forhold for både lærere og ledere på de frie skoler. Tak for ordet. Uffe Rostrup 25. marts