Niels J. Gimsing fortsatte i samme logiske spor:

Transkript

1 Gimsings manifest Længe før nogen overhovedet havde nærmet sig vandkanten i Storebælt med skovl og en flaske god startskudschampagne, stod det klart, at projektet drejede sig om langt mere end blot økonomi, ingeniørarbejde og infrastruktur. Det handlede i lige så høj grad om de værdier, som byggeriet symboliserede. Nogle kaldte det et prestigeprojekt. Folkevalgte politikeres håbløse ambitioner om at lave et bygningsværk, der kunne stryge direkte i Guinness Rekordbog. En tåbelig indsigelse, mente civilingeniøren Niels J. Gimsing, som allerede mens de politiske debatter for og imod en fast storebæltsforbindelse var blusset op på ny, sad og finpudsede en bog, der kort og godt fik titlen Storebæltsbroen/tunnelen (1984). Et regulært kampskrift for en fast forbindelse over Storebælt. Udarbejdet, efter at han i 1983 var blevet udnævnt til formand for den teknikergruppe, som Arne Melchior havde nedsat med henblik på at få ajourført det tekniske grundlag, som kunne danne grundlag for de igangsatte politiske drøftelser. Af særlig interesse var det at få klarlagt, i hvilket omfang den faste forbindelse kunne opføres i to etaper. 163

2 »Jeg var alvorligt bange for, at storebæltsprojektet aldrig ville blive til noget,«siger Niels J. Gimsing, der både havde fungeret som broteknisk konsulent i Teknisk Udvalg i og i Statsbroen Store Bælt Niels J. Gimsing havde ikke meget tilovers for modstandernes føleri og politiske motivanalyser og affejede enhver tanke om prestigeprojekt med en civilingeniørs rationelle logik:»når broen bliver så lang, skyldes det jo udelukkende, at naturen har adskilt Sjælland og Fyn af et stræde med en bredde på ca. 18 km, og ikke et ønske om at tilrane sig en eller anden europa- eller verdensrekord for brolængder.«niels J. Gimsing fortsatte i samme logiske spor:»når de store pyloner, som skal placeres ved gennemsejlingsfaget, får en højde på over 200 m, er det heller ikke for at skabe et prestigeobjekt i stil med funktionelt svagt begrundede tårne, som rådhustårne og kirketårne, men for at kunne give broen en så stor åbning, at sejladsen kan foregå aldeles sikkert og ubesværet under broen.«det stod klart for alle tilhængere og modstandere at en fast forbindelse ville få gennemgribende betydning for samfundet, og der ville blive sat nye Jeg kender ikke til eksempler andre steder i verden, hvor man har oplevet blot tilnærmelsesvist så følelsesladede og massive former for protester som dem, der blev rettet mod storebæltsprojektet. Niels J. Gimsing 164

3 standarder for mobilitet og dermed også for mange menneskers levevilkår. Men projektet rummede også, mente skeptikerne, en række mulige konsekvenser, som ingen kendte omfanget af. Det handlede på den måde ikke blot om at være for eller imod, men fremfor alt om betydning så kunne Niels J. Gimsing og andre ligesindede tale nok så meget om trafikal nødvendighed. Hvad ville en fast forbindelse over Storebælt betyde for Danmark og danskerne? I dag næsten tre årtier efter Gimsings kamp mod folkestemningen har den pensionerede professor fra DTU stadig svært ved at begribe de argumenter og betydningslag, Storebæltsforbindelsen blev tillagt:»når der andre steder i verden opstår protester mod infrastrukturelle tiltag, så handler de som oftest om rent æstetiske udfordringer. Jeg kender ikke til eksempler andre steder i verden, hvor man har oplevet blot tilnærmelsesvist så følelsesladede og massive former for protester som dem, der blev rettet mod storebæltsprojektet,«siger professoren.»det bliver aldrig til noget«så massiv var modstanden i midten af 1980 erne, at CD s leder, Erhard Jacobsen, en dag kaldte sin storebæltsglade trafikminister, Arne Melchior, ind til en snak. Erhard Jacobsen, der selv var svoren tilhænger af byggeriet, mente, at sagen var tabt. Han rådede Arne Melchior til at nedtone al snak om en fast storebæltsforbindelse, så projektet til sidst kunne glide helt ud i glemslen.»det bliver aldrig til noget,«slog Erhard Jacobsen fast over for Arne Melchior. Tiderne var hårde. En af Danmarks største banker, Kronebank, balancerede på randen af konkurs. Arne Melchior nægtede at give sig. Han ville ikke bøje sig for folkestemningen. Også i LO sad en mand og pressede på for at få den faste forbindelse tilbage på den politiske dagsorden. En cheføkonom ved navn Poul Nyrup Rasmussen. 165

4 166

5 167

6 »I LO var der stor interesse og opbakning til gennemførelsen af en fast storebæltsforbindelse. Det handlede om at sikre arbejdspladser i en tid, hvor der var stor ledighed. Derudover handlede det om at få moderniseret landets infrastruktur, så vi kunne få sat yderligere gang i samfundshjulene. Jeg satte mig allerede dengang hurtigt ind i de centrale argumenter for en fast forbindelse og svarede igen, når den massive propaganda mod en fast forbindelse buldrede derudaf.«de stærke kræfter og velvillige intentioner til trods, så var modstanden i 1985 så stor, at mange skønnede, at den faste forbindelse over Storebælt for altid ville forblive et stykke infrastrukturelt fantasteri. Samme år åbnede Farøbroen mellem Sjælland og Falster, der af de hårdeste broskeptikere blev betegnet som et seks kilometer langt»herresving«til en milliard kroner. Kløften mellem befolkningen og de statslige projekter var stor. Det var nemlig også i 1985, at regeringen greb ind i arbejdsmarkedets overenskomstforhandlinger med storkonflikt, voldsomme demonstrationer de største siden EF-valget i 1972 og arbejdsnedlæggelser til følge. Der herskede en udbredt modvilje mod den Schlüter-regering, som havde siddet ved magten siden Da statsministeren skulle holde en stor tale på Rådhuspladsen i København i anledning af 40-året for Befrielsen, skete det i dækning af politi og skjold, som skulle beskytte Poul Schlüter mod den byge af æg, som blev kastet mod ham. Som det så ud i sensommeren 1985, var det vanskeligt at forestille sig, at Fyn og Sjælland nogensinde skulle bindes sammen. 168

7 Det forekom nogenlunde lige så absurd som den tids form for tv-morskab»brødrene Øbberbøv«i skikkelse af Jarl Friis-Mikkelsen og Ole Stephensen da Poul Schlüter i dette turbulente år dristede sig til udtalelsen:»det bobler af optimisme i Danmark, og folk har fået lyst til at skabe noget.«i så fald var det en optimisme, som var til at tage og føle på. 169