Dansk byudvikling i lyset af byplanlægning, boligpolitik og byfornyelse

Transkript

1 Dansk byudvikling i lyset af byplanlægning, boligpolitik og byfornyelse Paper, Det 27. Nordiske Historikermøde, august 2011 i Tromsø. Af Kristian Buhl Thomsen, ph.d.-studerende, Institut for Historie og Områdestudier, Aarhus Universitet og Dansk Center for Byhistorie Ved Anden Verdenskrigs afslutning var danske byer præget af forværrede boligforhold og levevilkår som følge af den tyske besættelse og økonomisk afmatning. Siden fremkom gennem de følgende 50 års byudvikling en markant øget velfærd. Dette paper gennemgår dansk byudviklings historie fra 1950 til 2000 og sætter fokus på byplanlægningen, boligpolitikken og byfornyelsespolitikken, der i disse årtier gennem et omfattende lovgivningsarbejde blev etableret som moderne offentlige styringsinstrumenter og afspejlede en øget erkendelse af, at befolkningens velfærd så afgjort skulle være et offentligt politisk anliggende. De danske velfærdsbyer år 2000 Hvis man omkring årtusindeskiftet betragtede en hvilken som helst dansk by, ville man ikke være i tvivl om, at den danske bybefolkning generelt havde gode bolig- og levevilkår. I år 2000 boede 61 % af danskerne i funktionelle enfamiliehuse 1 dvs. parcelhuse af en høj bygningsmæssig standard og med moderne faciliteter samt med luft og grønne haver omkring. Boede man som dansker ikke i et parcelhus, så boede man sandsynligvis i en lejlighed i en etageejendom (29,8 %) 2, og her ville der ofte være tale om en offentligt støttet boligforeningslejlighed, der var bygget efter nogle fastsatte standarder for, hvad en god og sund bolig som minimum skulle rumme. Ved årtusindeskiftet ville man også se et bybillede præget af en segregering, hvor bolig og arbejdssted var adskilt, så larmende og forurenende virksomheder var placeret på steder fjernt fra, hvor byens mennesker boede og opholdt sig, så virksomhederne dermed på ingen måde kunne være til gene. Man ville derudover se, hvordan handel, service og kultur primært var placeret på handelsstrøgene og torvene i byernes summende bykerner, og man ville se, hvordan grønne rekreative områder og sportsfaciliteter i andre dele af byerne gav mulighed for, at bybefolkningen kunne udfolde sig, hvor der var plads, lys og luft. Kort sagt så var livet i byerne i år 2000 præget af en høj velfærd. Det var en velfærd, som var sikret gennem en politisk erkendelse af, at det entydigt var et offentligt anliggende at sikre befolkningen gode levevilkår gennem reguleringer af byplaner, boligmarked og byfornyelse. Den danske velfærdsby, som var solidt etableret i år 2000, er imidlertid et fænomen, som langtfra altid har eksisteret. Den moderne byplanlægnings fødsel 50 år tidligere omkring 1950 var billedet af danske byer et helt andet. Fem år efter afslutningen af Anden Verdenskrig boede langt hovedparten af bybefolkningen i de tæt bebyggede og tæt befolkede bykerner, der var kommet alvorligt under pres gennem de foregående årtiers økonomiske krise og fortsatte befolkningsvandring fra land til by. Under den økonomiske afmatning i mellemkrigstiden og under den tyske besættelse af Danmark var alt nybyggeri og

2 istandsættelser næsten gået helt i stå pga. krigstidens manglende leverancer af byggematerialer, og det havde fået katastrofale følger for boligforholdene. I den situation var alle tænkelige rum blevet inddraget til beboelse såsom kælderrum, loftskamre, hønsehuse og skurvogne. Det var i lyset af disse forhold, at den moderne byplanlægning blev født i Danmark. I 1938 havde Rigsdagen (den daværende betegnelse for det danske parlament) vedtaget en byplanlov 3 og en lov om statslige lån til boligbyggeri, 4 og i 1939 havde Rigsdagen tillige vedtaget en lov om sanering af usunde bydele. 5 Disse tre love blev siden grundlaget for den udvikling, der gennem de kommende årtier etablerede den høje velfærd, som var synlig i det før beskrevne tidsbillede af byerne i år Det havde været hensigten med byplanloven fra 1938, at enhver by med mere end 1000 indbyggere inden fem år skulle udarbejde en såkaldt dispositionsplan for byens fysiske udvikling. Imidlertid betød besættelsestidens stilstand, at arbejdet først for alvor kom i gang efter krigens afslutning. Blandt de første byplaner var Dispositionsplan for Herning fra 1944 og Dispositionsplan for Viborg fra 1947 samt den banebrydende københavnske Fingerplan ligeledes fra Sidstnævnte plan skitserede, hvordan Storkøbenhavn skulle vokse som fem fingre langs de vigtigste indfaldsveje og S-togslinjer, imellem hvilke der skulle anlægges store grønne rekreative områder. I midten af 1950 erne var der vedtaget eller arbejdedes på dispositionsplaner i 350 af landets dengang 1400 kommuner. 6 Grønne idealer Boligmarkedet havde under den økonomiske krise været overladt til markedskræfternes tilfældige konjunkturer. Men med de nye dispositionsplaner ville man nu fra offentlig side afhjælpe boligmanglen og sikre nogle minimumskrav for, hvad en god bolig skulle indeholde. Nogen længtes i tiden efter det landbosamfund, som mange havde forladt gennem vandringen fra land til by, der havde stået på siden industrialiseringens begyndelse i midten af 1800-tallet, og der opstod ambitioner om at bringe den grønne natur helt ind i byen. Allerede i 1898 havde den britiske byplanteoretiker Ebenezer Howard fremlagt sin drøm om det, som han kaldte garden cities på dansk havebyer hvor han forestillede sig, at byernes almindelige jævne mennesker som et alternativ til den industrielle tidsalders tætpakkede byer skulle bo i små huse på egen haveparcel. Dermed var begrebet parcelhus for første gang blevet formuleret. Lovene fra 1938 og 1939 understøttede sådanne bestræbelser på at bringe det grønne ind i byen. Ingen forestillede sig dog for alvor, at befolkningen i massevis nogensinde skulle få råd til at bo i parcelhuse. Den nævnte dispositionsplan for Viborg fremskrev eksempelvis, at kun 19 % af befolkningen i år 2000 ville bo i parcelhuse, 7 hvilket står i skærende kontrast til det faktiske tal på 61 % på landsplan. De fleste byboere måtte efter tidens tanker nøjes med et kolonihavehus på lejet jord med en nyttehave, hvor kartofler, gulerødder, jordbær og andet kunne dyrkes som et supplement til den daglige husholdning. I markante byplaner fra tiden var det i stedet blokbebyggelser med lejligheder i store parkområder, der havde førsteprioritet. For på den måde kunne befolkningen gennem boligforeningslejligheder til en rimelig leje få sunde boliger med nem adgang til parkens grønne glæder. 3 Lov om Byplaner, 1938, Rigsdagstidende, Tillæg C, , s og Lov om Laan til Boligbyggeri, Lov om sanering af usunde bydele, 5. juni 1959, Lovtidende for Kongeriget Danmark 1959, s Gaardmand s Sådan skabtes det moderne Viborg, 2009, s

3 Digterparken i Viborg her vist som et udsnit fra byens dispositionsplan fra 1947 var en af tidens store parkbebyggelser, som skød op gennem 1950 erne. Boligudvikling Loven om statslige lån til boligbyggeri gav mulighed for to typer af lån. Den første type lån kunne gives til almennyttige boligselskaber også kaldet boligforeninger der på non-profit basis ville stå for opførelsen af lejligheder målrettet den mindrebemidlede befolknings behov, som det blev formuleret i loven. Den anden type lån kunne optages af private familier til byggeri af enfamiliehuse til dækning af % af udgifterne, såfremt byggeriet opfyldte nogle fastsatte krav om maksimale håndværkerudgifter, byggematerialer og husets størrelse. 8 Selve ideen om boligforeninger var væsentlig ældre end statslånsloven. Den var udtænkt hos fagbevægelsen og socialdemokratiske kredse, der havde stået bag oprettelsen af Danmarks første boligforening i København i De samme kredse, hvis vælgergrupper særligt led under boligmanglen, havde siden stået bag oprettelsen af lignende foreninger i navnlig landets største byer såsom København og Aarhus (1919). Andre steder tog andre initiativtagere i bl.a. borgerlige kredse under ledelse af byernes erhvervsråd også ideen til sig. Det skete bl.a. i Ribe (1941) 9 og Viborg (1942). 10 Gennem 1950 erne afhjalp opførelsen af boligforeningslejligheder i stor stil bolignøden, men det skulle dog gradvist vise sig, at boligforeningslejligheder ikke på langt sigt som ventet ville blive den dominerende boligform. Byggeriet af enfamiliehuse kom også godt i gang og blev gennem 1950 erne så populært, at mange byer omkring 1960 måtte korrigere deres byplaner for at skabe yderligere plads til parcelhuse, der bredte sig ud i det åbne land og udfordrede byplanlæggernes oprindelige idealer om kompakte byer med etageejendomme. Årsagen til denne uventede udvikling skulle findes i industriens vækst, der fra 1957 betød, at industrifagenes bidrag begyndte at udgøre en større andel af bruttonationalproduktet end den traditionelle primære landbrugssektor. Der var pludselig brug for flere og flere hænder, og kvinderne søgte derfor ud på arbejdsmarkedet i stort tal og kom derved i større grad til at bidrage til de enkelte husstandes økonomier. Med industrialiseringen og den 8 Lov om Laan til Boligbyggeri, 1938, 2, 5 og 7. 9 Ribe Bys Historie 3, 2010, s Sådan skabtes det moderne Viborg, 2009, s

4 efterhånden fulde beskæftigelse fulgte en velstand, som aldrig før var set, og mange ville nu ikke bare nøjes med en lejlighed, når økonomien var til, at man kunne erhverve eget hus. 11 Muligheden for at optage statslige lån til opførelsen af private enfamiliehuse blev afskaffet 1958, idet højkonjunkturen betød, at de fleste nu havde råd til at låne på almindelige vilkår. De mange parcelhuse, der var opført i 1950 erne, havde ofte været selvbyggerhuse, og jorden havde ofte været udstykket af en fælles forening, som de enkelte familier var medlem af. Nu i 1960 erne fulgte en mere individualistisk fremgangsmåde, hvor private typehusfirmaer på markedsvilkår efter tidens rationelle idealer hurtigt kunne opføre huse af industrielle præfabrikerede bygningsdele til en stor og købedygtig kundegruppe. Saneringspolitik Udgangspunkter for saneringsloven fra 1939 var, at når byplanloven og loven om lån til boligbyggeri havde sat sig deres spor og skabt en befolkningsvandring væk fra de tætte usunde midtbykvarterer til nye sunde boliger i nye byområder, måtte der i byernes midte blive et overskud af forladte saneringsmodne boliger, som ikke pyntede i bybilledet. Saneringsloven gav mulighed for, at disse huse kunne fjernes fra bybilledet gennem nedrivninger, men også som et alternativ for, at de kunne istandsættes. Det sidste blev dog i begyndelsen sjældent aktuelt, idet de fleste kommuner fra starten lagde ud med en totalsaneringsstrategi bestående af omfattende nedrivninger af de ofte meget faldefærdige huse efterfulgt af et massivt nybyggeri, der skulle forny bymidterne og skabe plads til nye funktioner, hvor der før var boliger, såsom gadegennembrud, institutioner, kontorer og parkeringspladser m.m. Til formålet kunne Indenrigsministeriet yde kommunerne et lån til dækning af 75 % af udgifterne ved saneringer. Og når saneringerne var gennemført via køb og nedrivning af huse, anlæg af veje og udstykning og videresalg af grundene, kunne en femtedel af det eventuelle tab, som kommunerne måtte have, gives som et egentligt tilskud. Senere øgedes lånepuljerne og tilskudsmulighederne med vedtagelsen af nye saneringslove i 1959 og Blandt tidens saneringer kan man nævne de københavnske totalsaneringer af 1600-talskvarteret ved Borgergade og Adelgade (1940 erne) og af arbejderkvarteret ved Nørrebros Sorte Firkant (1970 erne), og man kan nævne aldrig realiserede planer fra 1960 erne om massive nedrivninger på det københavnske Vesterbro for at skabe plads til modernistiske kontorhøjhuse og vejføringer, der skulle bringe motorvejsnettet helt ind til de fire københavnske søer og promovere København som en moderne metropol. I provinsen kan man nævne Thomas B. Thriges Gade der anlagdes som en tæt befærdet trafikal korridor via et gadegennembrud i hjertet af Odenses midtby tæt på kvarteret, hvor H.C. Andersen i 1800-tallet voksede op. Man kan ligeledes nævne Ll. Sct. Mikkels Gade saneringen i Viborg, der i 1950 erne fjernede slumlignende forhold i et af Viborgs ældste kvarterer og skabte plads til en trafikal korridor tæt på den middelalderlige bykerne Lind og Møller 1996 s Sådan skabtes det moderne Viborg, 2009, s Viborg Bogen 2009, s

5 Modreaktion og lavkonjunktur Selvom byplanlægningen i de første to årtier efter Anden Verdenskrig viste succes med at skabe bedre levevilkår og boligforhold for bybefolkningen, så begyndte politikere og planlæggere så småt i 1960 erne at møde kritik af fremgangsmåden. Trods saneringspolitikkens logik om at fjerne åbenlyst dårlige og umenneskelige boligforhold i nedslidte midtbykvarterer blev de massive nedrivninger eksempelvis ofte mødt af folkelige protester. For ofte opstod det dilemma, at bygninger, der ganske vist var faldefærdige, også kunne rumme en kulturhistorisk og æstetisk værdi og derfor i folkelige kredse blev anset som bevaringsværdige. Saneringspolitikken blev derfor over tid præget af en kamp mellem to ideologiske grupper. På den ene side stod totalsaneringsstrategiens tilhængere, som man kan kalde den modernistiske gruppe, der snævert så moderne faciliteter og funktionalitet som de vigtigste skabere af livskvalitet. På den anden side stod dem, man kan kalde den romantiske gruppe, der havde fokus på bestående bymiljøers æstetik og historie som skabere af livskvalitet og derfor var fortalere for bevaring og istandsættelser. 14 De modernistisk tænkende byplanlæggere og politikere blev dermed udfordret gennem saglige debatindlæg fra byernes borgerskab i 1950 erne og gennem slumstormeres og BZ eres direkte konfrontationer med myndighederne og ordensmagten særligt på det københavnske Nørrebro fra 1960 erne til 1980 erne. Samtidig med den øgede kritik indtraf oliekrisen i Krisen førte til økonomisk afmatning og betød, at antallet af nyopførte enfamiliehuse styrtdykkede, og at byernes arealmæssige vækst gik i stå. Derudover viste det sig under de nye vilkår bekosteligt at gennemføre flere totale saneringer i bykernerne, idet det ofte krævede et omfattende nybyggeri for at genskabe bymæssigheden. Den nye situation gav medvind til romantikerne, og i 1970 erne oplevede sanerings- og byfornyelsespolitikken et ideologisk skift. Det tidligere fattigkvarter ved Møllestien i Aarhus fremstår i 2011 idyllisk og indbydende uden mange spor af det forfald og slum, som prægede gaden frem til 1960 erne. Et eksempel, der illustrerer dette skift, kan man finde i den lille gade Møllestien i Aarhus midtby. Gaden, der traditionelt gennem århundreder havde huset Aarhus fattigste, var i 1960 udset til at skulle bortsaneres, og som en følge deraf var de små og faldefærdige huse i halvdelen af gaden i løbet af 1960 erne blevet nedrevet. Da næste etape omkring 1970 skulle have været igangsat i den anden halvdel af gaden, var mange af de tilbageværende huse i mellemtiden blevet købt af højtuddannede og ressourcestærke grupper, der så en charme i at bo i de små huse, hvis potentialer de udnyttede gennem istandsættelser, der gav det tidligere fattigkvarter et nyt og idyllisk præg. 14 Jf. Harm Kaals lignende tilgang til sanering og byfornyelse i Amsterdam. 5

6 I Helsingør trængte det nye ideologiske skift helt ind på det politiske niveau, idet byrådet i 1972 fremlagde en centerplan, der opprioriterede boliger og istandsættelser i bykernen og placerede pladskrævende service og handel i byens udkant, så byens værdifulde historiske bymidte kunne bevares og give livskvalitet til beboerne. 15 Postindustrielle byer 1960 erne havde været præget af en decentral byvækst med forstæderne som et dynamisk element, og vækstgrundlaget var baseret på industrialiseringen, der havde bredt sig fra København og de største byer ud til tidligere lavt industrialiserede egne i bl.a. Vestjylland, Sønderjylland og Østjylland. Det var en udvikling, der havde styrket provinsbyerne og mindsket deres afhængighed af København erne blev imidlertid præget af oliekrisen i 1973 og af den deraf følgende økonomiske afmatning og lavkonjunktur, der skabte arbejdsløshed. Forud for den økonomiske opbremsning i 1973 gennemførtes en kommunalreform, der gennem sammenlægninger begrænsede antallet af kommuner fra ca til 275. Baggrunden var et behov for en større offentlig forvaltning, der kunne matche velfærdssamfundets krav til den offentlige service, og en situation, hvor byernes bymæssige bebyggelse ofte havde bredt sig ind i mindre nabokommuner. Med krisen fulgte for første gang siden industrialiseringens begyndelse i 1800-tallet en opbremsning i byernes befolkningstilvækst, og byplaner, der lagde op til yderligere anlæg af store boligområder, måtte stærkt korrigeres. I den vestjyske by Herning, der for alvor havde været præget af industriens vækst i 1960erne og herunder særligt tekstilindustrien, oplevede man f.eks., at meget optimistiske byplaner om en stor ekspansiv vækst ud i det åbne land omkring byen måtte nedjusteres, og at den stort tænkte bydel Gullestrup, der allerede var under anlæggelse, måtte blive liggende som en ø omgivet af marker fjernt fra den egentlige Herning by. Byernes stagnation bundede også i en begyndende afindustrialisering gennem nedlæggelse af produktionsanlæg og etablering af minde og mere specialiserede virksomheder med færre ansatte. 16 I de postindustrielle byer har det fortsat været byplanlægningens hensigt at sikre befolkningen gode levevilkår, men den økonomiske opbremsning, der varede frem til 1990 ernes begyndelse, betød, at man måtte tænke i alternative baner. I 1983 vedtog Folketinget eksempelvis en ny byfornyelseslov 17 til afløsning for den hidtidige saneringslovgivning. Introduktionen af begrebet byfornyelse betød et opgør med den hidtidige riv ned og byg nyt strategi, og var en sejr for de romantiske gruppers interesse for at udnytte bykvarterers bestående potentialer, idet fokus nu for alvor var rettet mod at istandsætte og lave boligforbedringer, der sikrede kvarterernes kulturhistorie og æstetik. Gennem de følgende årtier gennemførtes markante byfornyelsesprojekter bl.a. på Vesterbro i København, hvor gårdrydninger og istandsættelser af randbebyggelsen mod gaden har bevaret det bestående bymiljøs karakter, og på Christianshavn, hvor lignende tiltag ligeledes har forhindret tidligere tiders planer om totalsaneringer af det historiske københavnske kvarter. Perioden bød også på en øget kritik af det hidtidige store arealudlæg til parcelhuskvarterer, der i nogles øjne havde skabt en irriterende byæstetik og manglende bymæssighed. I arkitektkredse opstod eksempelvis i 1970 ernes begyndelse en såkaldt tæt-lav-offensiv, der lagde op til et øget byggeri af tætte og lave rækkehuse, som ville begrænse arealudlægget til byggeri, og som pga. 15 Harild s Danske byers historie gennem 1300 år, 2009, s Lov om byfornyelse,

7 tætheden ville give en øget social kontakt mellem beboerne samtidigt med, at boligerne ville rumme alle parcelhusets moderne faciliteter og funktionalitet. 18 Tæt-lav-offensiven slog dog aldrig for alvor massivt igennem, og efter, at arbejdsløsheden havde toppet i 1993, forbedredes de økonomiske konjunkturer, så byerne igen oplevede befolkningsvækst, hvilket satte gang i et fornyet parcelhusbyggeri. Service som vækstgrundlag Til trods for den industrielle omlægning, så har udviklingen været kendetegnet ved, at tidligere stærkt industrialiserede byer har været i stand til at skabe nye arbejdspladser inden for andre sektorer. I tekstilklyngen omkring Herning og Ikast sås f.eks., hvordan tabet af arbejdspladser gennem tekstilindustriens flytning af produktionsanlæg til Polen efter 1989 blev opvejet gennem etablering af nye funktioner inden for marketing, administration, kvalitetssikring og design. Dermed fulgte en forskydning i erhvervssammensætningen, så administration og servicefag i stedet blev et vækstgrundlag for de postindustrielle byer. Selvom traditionelle embedsmandsbyer som Viborg og Ribe har fastholdt og forøget deres i forvejen meget høje andel af beskæftigede inden for administration og service, der i 2002 lå på knap 60 procent af de to byers arbejdsstyrke, så har andre tidligere stærkt industrialiserede byer som København, Aarhus, Odense og Aalborg udbygget deres universitets- og vidensmiljøer og har derved også placeret sig med lige så høje andele af beskæftigede inden for administration og service. 19 Servicefagenes fremkomst som nye væksterhverv har stillet nye krav til uddannelsesniveau, og det har koncentreret virksomhederne omkring universitetsbyerne. Det overraskende er i den forbindelse, at befolkningen med den øgede mobilitet ikke i samme grad er blevet koncentreret. I stedet er antallet af folk, der dagligt pendler til og fra arbejde, og antallet af kilometer, der dagligt pendles, blevet forøget i helt markant grad. Ved årtusindeskiftet er det derfor for byerne blevet afgørende at have en tiltrækningskraft over større afstande for at skabe bosætning, hvilket har givet sig udslag i såkaldt city brandings fremhævelse af byidentitet og byens goder. Derudover har flere byer søgt at styrke udbuddet af attraktive boliger. 20 Gennem byfornyelse er tidligere industriarealer og havneområder eksempelvis blevet omdannet til boligområder ofte med en attraktiv bynær eller sønær beliggenhed, der har appelleret til ressourcestærke grupper, som har kunnet give byerne et godt skattegrundlag. Mest markante har denne form for byfornyelse været på de enorme københavnske havnearealer, der er blevet ryddet for tidligere tiders erhverv. Men også i provinsbyerne er lignende planlægning efter årtusindeskiftet begyndt at slå igennem. Udfordringer efter årtusindeskiftet I begyndelsen skitseredes det, hvordan en hvilken som helst dansk by i år 2000 kunne karakteriseres som en velfærdsby. Siden år 2000 synes denne byvelfærd at være kommet under pres. Det postindustrielle bysamfunds koncentration af arbejdspladser i og nær universitetsbyerne har eksempelvis betydet fremkomsten af et bymønster med to centerdannelser 1) København som det store center i Østdanmark og 2) Østjylland med Århus og Trekantsområdet 21 ved Lillebælt som det store center i Vestdanmark. Det var en tendens, der bl.a. blev slået fast i Miljøministeriets landsplanredegørelse fra 2006, som udover at se København som et center også så byerne langs 18 Gaardmand s Danske byers historie gennem 1300 år, 2009, s Danske byers historie gennem 1300, 2009, år s Fælles betegnelse for byerne Vejle, Kolding og Fredericia. 7

8 motorvejen fra Århus over Horsens og Vejle og videre til Kolding som et sammenhængende bybånd af nogle kaldet Den østjyske millionby eller 100 km byen. 22 Uden for de to centre synes der gradvist at opstå en udkant præget af lavvækst og stagnation. Udkanten er blevet døbt det ikke særligt flatterende navn Den rådne banan, da den følger et bananformet bælte fra Bornholm i øst over Lolland-Falster og Sydfyn og videre langs den jyske vestkyst til Nordjylland. En af udfordringerne for dansk byplanlægning synes i fremtiden at ligge i at medvirke til at begrænse den skævvridning, som man her begynder at kunne ane konturerne af. 23 Landsplanredegørelsen 2006 har defineret to storbyregioner, der trækker den økonomiske vækst i Danmark: Østjylland/Aarhus og Hovedstaden. Kilder og litteratur Christensen, Søren Bitsch (red.): Ribe Bys Historie , Dansk Center for Byhistorie og Esbjerg Kommune, Gaardmand, Arne: Dansk byplanlægning , Arkitektens Forlag, Harrild, Jens: Den hidtidige byfornyelse, Byplan: Vore byer og deres planlægning nr. 4, 1980, s Kaal, Harm: The quest for livability: Amsterdam 1950s 1970s, Paper Stockholm Workshop, November Lind, Olaf og Jonas Møller: Bag hækken det danske parcelhus i lyst og nød, Arkitektens forlag, Danske byers historie gennem 1300 år, 2009, s

9 Thomsen, Kristian Buhl: Danske byers historie gennem 1300 år, 38 sider, 2009, netpublikation: Thomsen, Kristian Buhl: Gaden, der forsvandt : Saneringen af Ll. Sct. Mikkels Gade, Viborg Bogen 2009, s Thomsen, Kristian Buhl: Sådan skabtes det moderne Viborg : byplanlægningen, boligudviklingen og bosætningsmønstrene , Fra Viborg-egnen, 2009, s Internettet DR TV tema: Statistikbanken: Lovgivning Lov om Byplaner, 1938, Rigsdagstidende, Tillæg C, , s og Lov om Laan til Boligbyggeri, Lov om sanering af usunde bydele, 5. juni 1959, Lovtidende for Kongeriget Danmark 1959, s Lov om byfornyelse,