Brigadens. Opklaringseskadron. Personlige indtryk

Transkript

1 Brigadens Opklaringseskadron Personlige indtryk ved H.F.Moth

2

3 Brigadens Opklaringseskadron Forord. I dette skrift vil jeg forsøge at beskrive moderne panseropklaring gennem det, jeg har lært i Rytteriet, dels som lærer på PBS, Pansertroppernes Befalingsmandsskoler, dels som næstkommanderende i en genindkaldt 3. Opklarings-eskadron og endelig som chef for 2. Opklaringseskadron/2. Jyske Brigade. Regimentets historie er godt beskrevet, først i bogen i anledning af regimentets 250- års fødselsdag i 1929 og igen opfølgningen af historien ved 300 års dagen i I den seneste bog, der udkom midt under den kolde krig, blev regimentets krigsopgaver ikke behandlet, fordi det ikke var muligt på grund af klassificeringen. Der er senere skrevet bøger om den kolde krig, men det er på det overordnede plan og af folk, der ikke fik mudder på støvlerne. Her vil jeg prøve at fortælle om min egen og mine soldaters uddannelse og hverdag, sommer og vinter, dag og nat. Det er et forsøg på at fortælle om de daglige problemer og oplevelser. Og et forsøg på også at sætte det i relation til tiden, dens politik og tidens holdninger. Jeg skriver på min egen og på vore soldaters vegne. Og soldater er der mange af. Ikke bare opklaringsfolk men den lange række af unge mænd, der fra aftjente deres værnepligt for en ringe løn og afbræk i deres uddannelse. For manges vedkommende op til 2 år. Et groft overslag giver, at det drejer sig om over 1 million danskere. Og det er da ganske mange. Jeg har ikke haft hjælp udefra i diverse arkiver, men har brugt mine egne notater, min hukommelse og mine egne og andres billeder samlet sammen i tidens løb. Der kan derfor være mange fejl om tider og steder og mange andre ting, og det er man velkommen til at fortælle mig. Med en PC er det let at indføje rettelser og tilføjelser samt billeder. En tak til alle dem, der allerede har hjulpet med oplysninger, billeder og korrektur. Ingen nævnt, ingen glemt. Vi kom aldrig i kamp, men den dag i dag er jeg overbevist om, at soldaterne var rede til at gå i krig, bl.a. fordi de vidste, at de var godt forberedte, med de midler vi kunne give dem. Og som aldrig gjorde vrøvl. Det skulle da lige være, når køkkenvognen først nåede ud til de fjerneste grupper ved midnatstid. At vore resultater oftest var rigtig gode skyldes mest, at danske værnepligtige er gjort af godt stof, deres skoleuddannelse er i orden, og der var gode befalingsmænd, der evnede at være taktiske førere og instruktører i alle mulige fag lige fra hygiejne under feltforhold til skydning med kampvogn. Historien om brigadens opklaring vedrører naturligvis de tre opklaringseskadroner, men af gode grunde har jeg brugt 2. OPKESK som udgangspunkt. Der var hele tiden en naturlig konkurrence mellem de to stående eskadroner, 1. og 2. OPKESK, men samtidig også et sammenhold som var forbilledligt. I skrivende stund er det 20 år siden, at muren om Berlin blev åbnet. For mig var den 9 november 1989 lige så stor, som da jeg som gymnasieelev i 1. G oplevede Danmarks befrielse den 4 maj Nazismen blev nedkæmpet med store tab, men Stalinismen, som i 70 år truede verdensfreden og underkuede og myrdede løs i Østeuropa, faldt sammen som et korthus på få måneder. Og uden at det kostede én NATO soldat livet. Befriet for to tyrannier, begge europæiske, kunne verden kun se frem til fred og fremgang. Tiden siden 1989 har desværre vist, at sådan gik det ikke. Hans Frederik Moth Mailadr.: [email protected] 2.udgave maj

4 3

5 Grunduddannelse i hæren Rekrut For at blive officer i den danske hær skal man gennemføre en uddannelse, der starter helt nede ved bunden. Jeg har af flere grunde valgt at fortælle om min egen uddannelse, mest fordi jeg her kan holde mig til det rent faktiske forløb, som jeg har oplevet det. Efter studentereksamen fra Nykøbing M. Gymnasium og nogle års studier ad en helt anden løbebane, blev jeg rekrut ved 8. Regiment på Fynsgades Kaserne i Aalborg i maj Vi var ca. 400 mand fordelt på tre rekrutkompagnier. Efter tre måneder blev jeg sammen med andre rekrutter optaget på Fodfolkets Sergentskole på Kronborg, hvor jeg i 8. Deling fik en grundig uddannelse i skydning med 81 mm Morter. Hele holdet var på ca. 175 elever, der kom fra alle infanteriregimenter. Det var en dejlig tid på Kronborg. Det kan man naturligvis bedst se bagefter. Gode lærere, rimelig beboelse, svenske piger i Stengades mange værtshuse (Hold Danmark rent, følg en svensker til færgen ). Og en dygtig kostforplejningsforvalter, der leverede god og rigelig mad. Nu skal det her ikke være et Koplevs Køkken,men jeg bruger endnu hans opskrift på reven gulerod: 3 gulerødder, et par æbler, gerne Belle Boscoop. En håndfuld rosiner og saften af en citron, rives groft i køkkenmaskinen. Det er nemt nok at lave til to personer. Hvordan han bar sig ad at lave noget, så 175 unge mænd syntes det var en delikatesse, er godt gået. Med et godt helbred og en god fysik og et eksamensbevis i hånden, bestået som nr. af 10 af 175, og underskrevet af oberst A.Mygind den 3 februar 1954, kom jeg som nyudnævnt sergent efter eget valg til Den Kgl. Livgarde og blev næstkommanderende i Morterdelingen i Tungt Kompagni/I/ Livgardebataljon. At jeg havnede i Sandholmlejren skyldtes private årsager. Min forlovede var blevet ansat på Landbohøjskolen, og så var Aalborg lidt langt væk. I november 1954 indtrådte jeg, omtrent samtidig med oberst A. Mygind på Hærens Officersskole, Frederiksberg Slot, han som chef og jeg som kadet. Optagelsen på Hærens Officersskole. Der var blevet brug for flere officerer efter vor tilslutning til NATO, hvorfor kadetholdene var blevet noget større. Man skulle have en matematisk studentereksamen for at blive optaget, men da mange egnede ansøgere uden en sådan kunne søge Forsvarets gymnasium, der var to årig, kom der ganske mange den vej. Jeg tror, at halvdelen af mit hold kom ind via dette Gymnasium. Selvom der var gået 9 år siden krigen sluttede, var der folk, der ikke kunne lide uniformer, og officerer blev ofte henregnet til at stamme fra adel eller højere borgerskab. En senere undersøgelse over, hvor officerer stammer fra, viste, at vore forældre var et bredt udsnit af landets befolkning. Det var arbejdere, landmænd, funktionærer, skolelærere og højere uddannede. Jeg tror formålet med undersøgelsen var at vise, at officerer var sønner af godsejere og anden lavadel, men det blev grundigt modgået i den undersøgelse, formentlig til stor overraskelse for fordomsfyldte venstrefløjsfolk. Men det kan vel ikke overraske de samme mennesker, at der blev stillet særlige krav til kadetterne ud over gode skolekundskaber. Man skal være straffri, sikkerhedsgodkendt og have en god fysik og et godt helbred. Og så skal man kunne tænke indenad. Og optagelsesprøverne erindrer jeg som meget grundige. Havde man søgt om optagelse på en skole, hvad enten det var Hærens Officersskole, Fenrikskolen eller Reserveofficersskolen, gennemgik man en hel dags prøver, skriftlige som praktiske, på Frederiksberg Slot, styret af en flok militæpsykologer. Det var meget sjovt og en god afveksling fra den daglige tjeneste i Sandholmlejren. 4

6 På mit hold. Hold II, var vi tre klasser. Første år hed de B 1, 2 og 3. Og andet år hed de A 1, 2 og 3. Vi var fra begyndelsen i nærheden af 60 elever, men det faldt noget efterhånden. Og som nævnt af bred afstamning. Der var kun en kongelig, nemlig Jørgen Frederik Aage Erik Helge Castenskjold fra Kongstedlund. Hans mor var prinsesse Dagmar, han var altså fætter til Kong Frederik den IX. Han var ikke nogen stor matematiker, men han var en utrolig god og hjælpsom kammerat, som jeg ikke mindst lidt senere i min Næstvedtid fik et fint forhold til. Han var en meget dygtig rytter. Hans tragiske død i 1962 og årsagen til, at han skød sig selv, er ikke noget, husarerne skal have ros for. Tværtimod. Der var overordentlig mange fag på skolen og lige så mange eksamener. Det skal ikke specificeres her. Kun eet fag vil jeg nævne. Ridning. Dels fordi det er helt udgået af skolens pensum, dels fordi vi gennem dette fag fik lejlighed til at konkurrere i den olympiske disciplin Moderne Femkamp. Her indgår disciplinerne Ridning, Fægtning, Skydning med pistol, Svømning og 4000 m Terrænløb. Altså gamle og hæderkronede militære færdigheder. Efter eksamen fik jeg for øvrigt et legat som bedst beståede elev, der var søn af en lærer. Kr Det dækkede noget af udgiften til en gallauniform. Om der var andre lærersønner vides ikke Jydske Dragonregiment. Jeg havde point nok til at komme til Jydske Dragonregiment, der var det første ønske hos en tredjedel af holdet på i alt 54 elever, incl. fire intendanter. 1. November 1956 meldte jeg mig sammen med K.J. Funch til oberst Aage Jansen og blev godt modtaget. Forud havde regimentschefen sendt et personligt brev til os, hvor han ønskede os tillykke med eksamen og takkede os for, at vi havde valgt JDR. Sådan var han. Flyttelæsset med vore møbler blev læsset af i Nordkap 22, 2 tv, i Holstebro, også Funchs, hvor det stod i tre måneder, mens vi var på kursus på Kampvognsskolen, der dengang var underlagt PBS i Næstved. Tilbage i Holstebro var jeg ved 2. Rekruteskadron i 7 måneder, de sidste 4 mdr. som NK. Vi uddannede rekrutter efter Personelerstatningssystemet, hvor der mødte et hold rekrutter i Januar, Maj og September. Efter 4 måneder gik de i dækningsstyrkens eskadroner, som derved kom til at bestå af tre forskellige indkaldelseshold. Må opfinderen af dette system hvile i fred, Han får ingen roser af mig for sin indsats. Fra den 1. sep var jeg NK i Stabseskadron/I/JDR efter dog først at opleve en genindkaldelse af et Korpsstabskompagni/Vestre Korps. Det varede hele september, kompagniet var på 225 mand (gamle dragoner), og vi deltog i en øvelse på Sjælland kaldet Bold Guard. General Erik Kragh var Korpschef, men selv om mit kompagni bevogtede ham, lavede mad til og transporterede ham og hans stab, kampdommere og kompagniet, i alt ca mand (med en køkkengruppe på 12 mand og 20 kvindelige lotter fra DKB), så jeg ham aldrig. Der var 90 køretøjer i kompagniet. Det var en forrygende oplevelse, men mig bekendt er kompagniet aldrig senere blevet opstillet. STESK/I/JDR. I de tider var en kampvognseskadron på 17 kampvogne, Centurion. I en bataljon var der altså 51 kampvogne. Plus en til bataljonschefen og en til hans NK. Derfor var STESK tilsvarende stor. Der var en masse forsyningskøretøjer, GMC, 6x6 med et tilsvarende stort antal kørere, som i daglig tale hed skubbere vistnok fordi de tit måtte skubbe de tunge 1 t påhængsvogne ind i skjul. Og udover Stabsdeling, Kommandodeling, Forsyningsdeling, Vedligeholdelsesdeling og Sanitetsdeling var der altså også en Opklaringsdeling, udrustet som Opklaringseskadronernes med M/24 Chaffee. Der mødte jeg en Opklaringsdeling første gang. En kort tid hed delingsføreren Jørgen Lerhøj. 5

7 Ham kendte jeg, idet han også kom fra Nykøbing Gymnasium og var student 2 år efter mig. Han lærte mig lidt om sådan en deling. Han var i øvrigt dyrlæge og blev senere en anerkendt forsker. Under mit ophold i denne eskadron var vi på flere øvelser, dels i Klosterheden, hvor vi vistnok lavede en masse markskade på skovvejene, dels i det midtjyske omkring Frederikshaab Plantage. Det var en stor øvelse med deltagelse af de andre enheder i Brigaden. Under sammendragning til øvelsen, som var en kontrolleret motormarch husker jeg en episode, hvor det hele var gået i stå, og enhederne var håbløst viklet ind i hinanden. Jeg holdt i lang tid i min Panservogn 4x4, kaldet mosegrisen, bag en kanontraktor med en 105 mm kanon, som ikke gjorde tegn til at flytte sig. Det var en grusom kold vinter, men til sidst kom jeg ud af vognen for at se hvad der skete. I kanontraktoren sov de alle, tilsyneladende, men det var værre. De var kulilteforgiftede. Vi fik dem ud af vognen og jeg tilkaldte over radioen vor læge, der fik dem indlagt på Varde Sygehus. De overlevede alle. Årsagen var et utæt udstødningsrør Senere under samme øvelse blev besætningen på et halvbæltekøretøj af mine egne udsat for det samme. Utæt udstødning og hul i bunden af karosseriet. De kom også ud i tide. Siden den oplevelse har jeg været allergisk over køretøjer, der stod med motoren i tomgang. Som nævnt var det koldt, og folkene specielt i de åbne køretøjer fik problemer med forfrysninger. Det hjalp, da vi kom til en gård, hvor vi boede i en grisestald. Der var varme fra grisene, og det var godt, selv om de jo lugter lidt anderledes end en kold skovbund.. Adjudant Efter et halvt år i STESK blev jeg adjudant ved II/JDR. Det var hos OL Adam Møller, der senere blev regimentschef og derefter medlem af Folketinget. I denne bataljon indgik opklaringseskadronerne og de to rekruteskadroner. 1. OPKESK var netop i marts 1958 vendt hjem fra Tyskland (Itzehoe). 2. OPKESK var endnu ikke opstillet. Men vi havde også ansvaret for 3 OPESK. Det var en mobiliseringseskadron, og dens materiel, der endnu bestod af Staghound og Humber panservogne, var opmagasineret på gården Mariegaard i Haderslev. Det var en meget lærerig tid hos Adam M. Ikke bare administrativt men i høj grad hans rent menneskelige synspunkter, som afveg utrolig meget fra mange af de ældre officerer, der blot videreførte tidligere tiders kadaverdisciplin. 1 jan 1959 blev Adam Møller afløst af OL Otto M. Achton, og 1 oktober samme år befandt jeg mig med familie i Næstved på Pansertroppernes Befalingsmandsskoler. På dette tidspunkt var OL K.A. Krarup skolechef, og husaren KN Thorkil Bûlov næstkommanderende. Der var 4-5 premierløjtnanter, der var holdførere og en del hjælpelærere. Skolen og dens historie er fremragende beskrevet i bogen Pansertroppernes Befalingsmandsskoler, udgivet af skolen i 1968 og redigeret af oberstløjtnant Preben Stoltze. Jeg fik jeg kommandoen over Korporalskolen, hvor jeg afløste Jens Nygaard. Udannelsen til korporal varede 4 måneder, og holdene fulgte indkaldelsesholdene ved de to panserregimenter. Der var vel hver gang 8 10 elever fra hvert regiment, hvortil kom ca. 6 beredne fra GHR s hesteskadroner. De fik samme uddannelse som de andre, men herudover havde de staldtjeneste og rideundervisning. Og de var altid gode folk. I undervisningen var jeg overordentlig frit stillet. Der var en plan for, hvilke fag eleverne skulle have, men hvad vi lærte dem, var vor sag. Med baggund i Feltinstruktion for enkeltmand og hvad jeg ellers havde lært begyndte jeg så at uddanne spejder -, panserskytte - og mortergruppeførere. Lektionerne lavede jeg selv, efterhånden som tiden gik, og min fordel var dog, at jeg altid var nogle dage forud for eleverne, som jo også skulle lære alle de andre fag som våbenlære, eksercits, 6

8 signaltjeneste osv. Og samtidig opdrages til at være befalingsmænd. Jo, det var faktisk meget lærerigt. Vi var tre lærere ved Korporalskolen, idet jeg som hjælpere havde Fenrik S.E.Olsen og Overfenrik S.C.Sørensen, begge husarer. Og tager man den korte tid i betragtning fik vi også gode korporaler ud af eleverne. De klarede sig godt til eksamen, og det var hver gang en fornøjelse at se hvordan bare 4 mdr. påvirkning kunne ændre de unge mennesker. De blev lidt mere frie, kunne tale højt. Uniformen sad bedre på dem. Det blev i øvrigt endnu tydeligere, da jeg senere havde sergentelever, der fik 6 mdr. uddannelse. Vi havde mange oplevelser med eleverne. De fleste gode, men engang vi var i Melbylejren ved Sjællands badekyst mod nord for at skyde, gik det galt. Det var en varm forårsdag i 1960, og alting var knastørt. S.E.Olsen skød med morter (81mm), og vi andre havde nogle skydninger med håndvåben. Under skydning med fosfor (røggranater) gjorde skytten den fejl, at han skruede sideskruen den forkerte vej, og så faldt røgtæppet mod venstre kant af skydeområdet i stedet for ind mod midten. Fosfor tænder let ild, og pludselig stod det hele i flammer. Først prøvede vi med branddaskere, men enden på det hele blev, at lejren tilkaldte Civilforsvaret fra Frederiksværk. Der kom en masse køretøjer med en masse CFere, og ilden blev slukket uden at brede sig til sommerhusene uden om, og dem er der rigtig mange af deroppe. Jeg blev kaldt ind til lejrchefen, en oberstløjtnant, der lovede mig al landsens ulykker, straf og forbedringshus. Men da jeg kom hjem til Næstved og forklarede sagens omstændigheder for skolechefen, OL K.A.Krarup, der var en klog chef, faldt det hele til jorden, og jeg hørte ikke mere til den sag. Det var nok heller ikke første eller sidste gang der har været brand i et skydeterræn. Almindeligt kursus og Taktisk kursus. Midtvejs i mit ophold i Næstved var jeg på Almindeligt kursus i 3 mdr., dels på Kampvognskolen i Oksbøl, dels i Næstved. Det var hovedsagelig repetition af vor grunduddannelse tidligere, og vi kunne vist bagefter kalde os skydeinstruktører på Centurion og M24 Chaffee. I fortsættelse heraf kom Taktisk Kursus ved Forsvarsakademiet i København. Det varede 6 mdr. Vi havde kaptajn Hieronymus Thomassøn Havning i faget Taktik. Han var rasende dygtig, og hans gennemgang af vore skriftlige opgaver var grundige og ikke uden humor en gang imellem. Her fik vi for første gang undervisning i brug af taktiske atomvåben, granater med en sprængvirkning på fra 2 kilotons og opad. Samt opgaver i beregning af sådanne våbens virkninger, herunder det radioaktive nedfalds fordeling efter vindretning og vindstyrke. Som specialopgave skulle vi skrive og holde et foredrag om et selvvalgt emne. Nogle valgte et emne fra 2. Verdenskrigs krigshistorie. Mit emne hed Udenlandske anskuelser vedrørende organisation og anvendelse af opklaringsenheder. Det blev et værk på ca. 40 sider + 9 bilag. Og stoffet hentede jeg i danske og udenlandske fagblade (Kentaur, Armor, Panzer, Tashenbuch der Panzer, Soldat und Technik og flere andre kilder, f.eks artikler af E.Mitteldorf: Taktik in Russlandfeldzug). I hæren bruger man ikke så meget at rose folk, men i dette tilfælde fik jeg dog megen ros for min indsats. Havning blev naturligvis generalmajor og bl.a. chef for Jydske Division. Han var meget speciel. Og jeg lærte ved den lejlighed en masse om opklaring. Jeg tror nu ikke det var derfor, jeg blev udtaget til tjenesten som NK i den genindkaldte 3. OPKESK. Personelafdelingers veje var dengang og vel stadigvæk uransagelige. Genindkaldt 3. OPKESK. Men 1 september 1961 mødte jeg i Haderslev sammen med de øvrige befalingsmænd i eskadronen. Ritmester Per Schmidt var chef. Som delingsførere kom Per Pries Sørensen, Jespersen og J. Walmar (den eneste delingsfører jeg har haft, der altid havde sin paraply med), og 7

9 forbindelsesofficer var J. Mols, alle kendt med funktionen fra tidligere tjeneste. Eigil Hjelmager var kommandobefalingsmand, og fenrik Peder Bo Frederiksen garagemester. Han kom sammen med mig fra PBS. Og samtidig også alle sektionsførere og gruppeførere. De næste dage brugte vi på at repetere nødvendig viden samt forberede modtagelsen. Sammen med depotfolkene fra Holstebro lagde vi så meget frem som muligt, undtagen uniformer og støvler, da vi jo ikke kendte deres skonummer. På mødedagen hentede vi i lastbiler de folk, der kom med toget på Haderslev Hovedbanegård, og det var vist de fleste. I modsætning til mine tidligere erfaringer fra sådan en indkaldelse var de faktisk ædru, og navneopråb og opstilling i de rigtige delinger samt udlevering af alt grej, incl. kampvogne og andre køretøjer blev udført på nogle få timer. Så blev køretøjerne gjort klar, og fundne fejl afhjulpet. Det skal lige indskydes her, at ESK 2. Echelon blev ledet af en Overfenrik fra Aalborg, der aldrig havde set en kampvogn før undtagen på billede. Men han og hans folk holdt os rullende i de følgende tre uger, lige til vi kørte ind i teltlejren i Holstebro. Da vi var klar, kørte eskadronen til Oksbøl, hvor vi i de næste dage skulle gennemføre diverse skydninger med alle våben. Efter korte repetitioner af skydeteori mm. gik vi i gang med at skyde med skarpt, og det var en fornøjelse at se disse gamle soldater, der kunne faget uden fejltagelser. Men de havde da også alle 18 mdr. værnepligt bag sig. Færdig i Oksbøl kørte ESK til Filskov, hvor vi gik i kantonnementsbivuak. Det vil sige at indkvartere det hele hos egnens beboere. Mod betaling selvfølgelig. Jeg husker ikke alle taksterne, men det var sådan noget som 15 øre pr. mand pr. døgn i halm. Officerer kunne anvises kvarter i eget værelse for 1 kr. pr. nat. Det var Fenrik Hjelmager assisteret af vistnok LT Mols, der havde forberedt dette store projekt. Vi var ca. 160 mand og ca. 40 køretøjer. Jeg fik anvist kvarter i et loftsværelse hos byens barber i hovedgaden, og RM Schmidt selvfølgelig hos sognerådsformanden. Delingerne var indkvarteret ved omegnens bønder i rimelig afstand. Der var vi så en uges tid, og nu blev vi forplejet af køkkenvognen. Det var den bedste køkkenkorporal, jeg nogensinde har mødt. Han kunne lave mad i store portioner, og den blev fordelt til tiden, hvad der ofte var problemet. Og så tror jeg nok han var ret kreativ med de madvarer, han fik fra intendanturen. Noget byttede han bort for f.eks. grønsager og kunne så levere en oksekødsuppe med grønsager. Og hans stegte torsk smagte ganske godt. Om det skyldtes, at min appetit aldrig fejlede noget, og at vi var i gang hele dagen, kan da godt være. Jeg tror korporalen var slagter af profession. Mens vi var i Filskov, havde vi nogle indledende øvelser på delingsplan. Én af dem foregik om natten, hvor delingerne på skift gennemførte en øvelse i bl.a. stillingsindtagelse i mørke i en bagskråningsstilling og derpå ved daggry opklarede frem mod fjenden. Under én af øvelserne var jeg til fods i den mørke nat på vej fra delingen nedad bakken til min jeep, da jeg mødte en herre i uniform og med kasket. Da der ikke skulle være nogen der, spurgte jeg ham, hvad f han lavede der. Han svarede høfligt: Jeg er generalmajor Skriver Jensen, og jeg vil gerne se på øvelsen. Han fik selvfølgelig de nødvendige oplysninger, men han ville ikke ledsages op til delingen. Jeg har for øvrigt aldrig fået at vide, hvad delingen gjorde ved besøget, og om det faldt ud til generalens tilfredshed. Han var chef for 3. Division i Aabenraa, og det er den eneste gang i min tjenestetid, jeg har mødt en general klokken 3 om morgenen. Som det vil fremgå af det foregående, var han noget for sig selv. Han var født i 1911, premierløjtnant i 1934, og var netop udnævnt til generalmajor i Jeg har ikke mødt ham siden. Ikke alle syntes om hans facon, men jeg fik et godt indtryk af ham den morgen. Kort efter at han var gået af med pension i 1976, druknede han sammen med sin broder, der var pensioneret overlæge. De var på en fisketur ud for Løjt Strand og blev fundet omkomne ved siden af båden tæt ved land. Så blev det lørdag, og man fremførte ønsker om at komme til bal på Filskov Kro. Det var der ikke nogen grund til at forhindre, men vi skulle starte en øvelse om søndagen, så jeg satte sluttidspunktet til klokken For at få tropperrne helskindet hjem mødte jeg med 6 MP korporaler på kroen. 8

10 Der blev stillet to mand ved døren ind til salen, to mand ved en mellemdør og to mand ude på trappen. Og der holdt delingernes køretøjer med ædru folk ved rattet, og som kørte dem ud i bivuakkerne. Der var ingen særlig vrøvl, den meste støj kom fra de piger, der pludselig gik glip af nattens fortsatte underholdning. Deres udtalelser var ikke noget de havde lært i konfirmandstuen. Så vidt jeg husker, havde jeg tilbragt aftenen hos sognerådsformanden sammen med P.Schmidt og Hjelmager, hvor vi spillede kort og drak kaffe og/eller øl. Tryms Kvide. Det hed den øvelse, vi skulle deltage i, efter at den indledende træning var overstået. Trym var den jætte, der stjal Thors Hammer, men hvordan navnet Tryms Kvide var opstået, har jeg aldrig fået opklaret. Men vi indgik nu i 3. Jyske Brigade sammen de andre genindkaldte enheder fra brigaden. Brigadechefen hed oberst Ib Hoffmann, der var regimentschef i Tønder, men jeg tror overhovedet ikke, jeg så ham under denne øvelse. Brigadestaben var sammensat til lejligheden, og den fungerede ikke som de stabe jeg senere mødte i 1. og 2. JBDE. Min forbindelse til staben var O sektionens lille O. Han var hjælper for CH/O og hed Gunnar Kjær Kristensen, premierløjtnant og tjenstgørende ved Skydeskolen for Håndvåben. GK havde jeg mødt året før, da han læste korrektur på et reglement for skydning med 81 mm Morter fra halvbæltekøretøj, som jeg havde skrevet i Næstved. Vi fik det til at køre, og da alt det faglige som forplejning og drivmidler også kørte, havde jeg ikke brug for brigadestaben. Ritmester Per Schmidt og ego ved papirarbejdet. 9

11 Under øvelsen blev vi indsat som opklaring/sikring fra Borris og mod nord, hvorfra den onde fjende i form af 1. OPKESK skulle komme. Den fase varede et par dage, og mod aften blev vi trukket ud og sendt i bivuak syd for Skydeterrænet. Jeg husker en forvirret periode under tilbagegangen mod syd. Ved et mindre vandløb var der gået mudder i marchen, da overkørslen var smadret. Der var nogle køretøjer fra infanteriet, der var kommet rigtig på spanden. Det kunne vi ikke vente på, så fik jeg organiseret vores M/24 som trækdyr for jeeps osv. Der kom 4-5 jeeps efter hver kampvogn, og så var den klaret. Overkørslen blev ikke bedre af den passage, men over kom vi. Det havde vist sig, at det område, vi var tildelt som bivuak var totalt uegnet. Med kort varsel fandt vi - det var vist igen Hjelmager og Mols et nyt område med nogle gårde og husmandssteder. Hen på aftenen kom jeg i hvert fald til ro i soveposen på stuegulvet hos en husmand. Stedet vil jeg aldrig kunne finde igen, men det var flinke folk. Sammen med mig var også Ritmester E.K.Carlsen, der var ESK kampdommer. Det var altid en fornøjelse at være i hans selskab. Han havde godt humør og lune, og det faldt vi så i søvn på. Han blev kort efter lærer i Ridning på Hærens Officersskole og dermed udnævnt til Oberstløjtnant (R). Jeg havde haft hans forgænger, OL Boye i dette fag, og de to lignede hinanden meget lidt. Øvelsen sluttede da til sidst, og vi samledes og gjorde klar til hjemmarch. For at spare tid fik jeg lov til at køre ad landevejen til Holstebro. Marchvejen var over Ringkøbing Ulfborg til Holstebro, det var en march, hvor alting virkede, og vi ankom ud på eftermiddagen til Kasernen og blev indkvarteret i Teltlejren. Og så gik hele holdet i gang med at gøre tab og skader op, varte køretøjer og gøre klar til aflevering. Skal jeg bagefter give en bedømmelse af forløbet, tror jeg nok, at den eskadron bestod til topkarakter. Der var ingen vrantne folk, hverken ved dag eller nat, alt gik på skinner. Det præmierede vi nok folkene for ved at udstede tabsattester i noget større målestok end sædvanligt. At alt gik så nemt skyldes i høj grad, at det var gode delingsførere, og alt fagligt personel var rutinerede og erfarne folk. Det hele sluttede med en parade for regimentschefen, oberst Aage Jansen, på den store plæne ved flaget, og så trådte eskadronen af til civil, og jeg rejste hjem til Næstved. Det var den 1 oktober Tilbage i Næstved var jeg det næste års tid holdfører for et par sergentelevhold. De blev også uddannet som spejdere og panserskytter. Det ene hold var til eksamen i april 1962.og det sluttede med en festmiddag på Mogenstrup Kro. Når jeg mener at kunne huske det, er det fordi vi efter middagen og festtalerne sammen så finalen i fodbold mellem Benfica og Real Madrid, spillet i Amsterdam. Benfica vandt 5-3, men Europas store helt dengang, Puskas, scorede hattrick for De Kongelige. Men i oktober 1962 blev jeg forfremmet til kontorslave i Forsvarsministeriet i København Og i 1966 kom jeg efter ansøgning på det et årige motorsagkyndigkursus på Motorskolen. Chef for Motorskolen var oberst, greve J.J.Scheel. Han var Motorsagkyndig og Våbenteknisk uddannet (civilingeniør) og underviste i kemi (oliekemi). Han var desuden en verdenskendt opdrætter og forsker i akvariefisk, doktor ved Universitetet i Giessen, Tyskland, forsker i snyltedyr i afrikanske søer og floder. (Se mere på nettet). Efter eksamen fik eleverne bestalling som militær motorsagkyndig, og med den i lommen ankom jeg til Holstebro i juli I det foregående har jeg beskrevet, hvordan vejen til underafdelingschef kan være. Der kan være mange omveje, men for mit vedkommende var det med min baggrund helt naturligt at sætte mig ind som chef for en opklaringseskadron. Og det blev jeg så i

12 Efterkrigstiden. Den kolde krig. Inden jeg kommer til sagens kerne, Opklaringseskadronen, er det nødvendigt at sige noget om, hvad det var for en verden. vi levede i. Siden NATO blev oprettet i 1949 havde der været en balance i magtforholdene mellem NATO og Warschawa pagten. Den kolde krig havde medført en enorm oprustning på begge sider af jerntæppet, men heldigvis blev hærene aldrig sat ind imod hinanden. I stedet for blev materiellet afprøvet i de mange krige, der blev ført verden rundt De største var Koreakrigen ( ) og Vietnamkrigen ( ), men de tre mellemøstkrige (1956, 1967 og 1973), hvor Sovjetunionen havde stået som leverandør af krigsmateriel til alle de arabiske stater og USA m.fl. havde leveret materiel til Israel, tjente i høj grad til at få afprøvet isenkrammet, en afprøvning, som nok faldt ud til de vestlige produkters fordel. Som medlem af NATO forsøgte Danmark at følge med i den teknologiske udvikling ved anskaffelse af nye våben, men set fra min plads i systemet haltede vi uhjælpelig bagud hele tiden. Det var let at se under de store øvelser, vi deltog i, dels i Tyskland, dels når tyske, engelske, hollandske og sågar styrker fra Italien og Luxembourg var i Danmark. Lige efter NATO s oprettelse i 1949 fik vi amerikanske våben i hobetal. Det skete gennem Våbenhjælpsprogrammet styret af MAAG ( Military Assistance Advisory Group), der hørte hjemme på USA s ambassade i København. Alt fra håndvåben til kampvogne, fly og skibe. Meget af materiellet havde allerede været i brug enten reelt eller som type under 2. Verdenskrig. Det blev hæren så udrustet med, og det varede længe inden der begyndte en modernisering. I min tid i den stående styrke havde vi aldrig et bare nogenlunde anstændigt panserværn eller våben mod fly. I stedet for at anskaffe disse våben, bredte vi de eksisterende ud. Et af de værste eksempler var, da man i tredserne reducerede panserbataljonen. Den var oprindelig som den amerikanske på tre kampvognseskadroner á 17 kampvogne (med 5 Centurionkampvogne pr. deling). I alt 51 kampvogne pr. bataljon. Først blev eskadronen reduceret til 14 og senere til 10 kampvogne. Dermed var bataljonen nede på 30 kampvogne. Og da infanteriet stadig ikke havde fået et moderne panserværn, tog man en kampvognseskadron fra panserbataljonen og gav den til panserinfanteribataljonen som denne bataljons panserværnskompagni i bytte med et panserinfanterikompagni. Tilbage stod panserbataljonen med nu kun to kampvognseskadroner (i alt 20 kampvogne) og et panserinfanterikompagni. Altså en reduktion på i alt 31 kampvogne pr. bataljon. Der blev altså brugt meget elastik for at få bukserne til at nå rundt. Her skal retfærdigvis indskydes, at der i tredserne blev indgået et forsvarsforlig, som efter aftale med USA gennemførte den såkaldte 375 mill. plan. USA betalte for nye fly til Flyvevåbnet (det var vist Draken eller var det F-100), og Danmark anskaffede for et tilsvarende beløb pansrede mandskabsvogne M 113 m.m, som blev leveret, først med en benzinmotor og fra 1966/67 med.dieselmotor. I den amerikanske panserbataljon er der stadigvæk 5 kampvogne pr. deling og 17 pr. Eskadron. Og sammenlignede man den danske division med den tyske, var der en meget stor forskel på styrken, selvom den tyske endnu havde den endnu ældre amerikanske kampvogn af typen M/48 Patton. Sammenligningen er måske ikke helt rimelig, idet 6 GE DIV blev anset for at være Vesttysklands stærkeste. Alt dette var Russerne selvfølgelig godt klar over, det er også blevet bekræftet efter murens fald. Der er ingen, der kan bilde mig ind, at man i NATO ikke var klar over det forhold, at de danske brigader var et svagt led i kæden, men man sagde ingenting - officielt. Til forstærkning af det Slesvig-Holstenske forsvar var der yderligere en britisk, den lette UKMF, men om denne kunne nå at komme i tide vides ikke, og jeg har aldrig set den under øvelser i det tyske. På dette sted bør jeg måske lige sige lidt om den tyske 6. Division, som vi ofte mødte, enten på øvelse i Tyskland eller også mange gange i Jylland. 11

13 Den bestod af tre brigader, 16, 17. og 18. Brigade. De to første var panserinfanteribrigader og den tredje en ren panserbrigade. Soldaterne var værnepligtige, 16 eller 18 mdr. værnepligt, som var veluddannede, og jeg har aldrig set eksempler på dårlig disciplin. Og brigaderne var fuldtallige, brigadecheferne var ikke en dag ældre end en dansk kompagnichef, og han sad selv i sin førings PMV. Vore enheder med stampersonel manglede hele tiden folk, der var på civile kurser foranlediget af folkenes uddannelseskontrakter. Det var dybt utilfredsstillende at deltage i øvelser, hvor en kampvognseskadron mødte med én deling eller se en panserinfanterigruppe sidde af med tre mand i spredt orden. Vi mødte naturligvis mange af de tyske officerer. Enkelte af de ældste havde været med i Wehrmacht, men det var ikke at mærke, og de talte aldrig om det. Da kommandosproget var engelsk, var det i begyndelsen lidt svært, da de ældste kun talte tysk, men de yngre blev meget snart i flertal. Under en øvelse i Bergen Hohne i 1967 oplevede jeg dog, at en tysk oberst ved et møde bestemte, at sproget skulle være tysk. Dog først da den danske chef havde forladt stedet, og vi andre sad tilbage. 6. Division var garnisoneret i hele Slesvig Holsten. Der kom noget fra Hamborg, men kampvognsenhederne kom alle fra egnen omkring Rendsburg (Boostedt), hvor der var et stort øvelsesområde for kampvogne. Og ingeniørenhederne kom fra søområdets byer, Plön og Eutin. Sammenlignet med Jyske Division var den tyske en talstærk og materielmæssigt en umådelig kampkraftig enhed. Og den var under stadig modernisering. Der var et godt panserværn udrustet med Kanonenjagdpanzer, og allerede i begyndelsen af halvfjerserne havde man pansrede luftværnskanoner (40 mm firlinge) med styringssystemet Super Fledermaus og lidt senere mandskabsvogne af typen Marder samt Leopard kampvogne. Den fik vi dog også med begyndende levering i Man kan vist roligt betvivle, om Jyske Division ville nå frem i tide. Det var ikke muligt at flytte divisionen fra de jyske garnisoner til terrænet vest for Travefloden på mindre end 48 timer, og det er meget tvivlsomt, om alle enheder kunne være klar til kamp på den tid. Vi prøvede i min tid (Øvelse Brick Stone i 1971) at flytte to brigader, og da tog sammendragningen ca. tre døgn, fra vi gik i overlevelseskantonnement i terrænet syd for Struer til vi var i området syd for Rendsburg. Og sådan en øvelse var forberedt gennem måneder. Forlægningen foregik med tog for de tunge køretøjers vedkommende. Det var en meget stor opgave for DSB. For at illustrere hvor meget det fylder, kan oplyses, at min eskadron brugte 48 godsvogne og et par personvogne (96 aksler sagde DSB folkene), men så var vi der også alle sammen. Den øvelse kommer jeg meget tilbage til. Tilbage i Jylland ville der så være enheder af krigsreserven. Dvs. mønstringsbataljoner af infanteriet, artilleriet osv. Og efter anskaffelse af Leopard kampvognen var der jo også nogle Centurioneskadroner fra mobiliseringsdepoter i Jylland og på Fyn. Hvis de kunne nå at blive køreklar. Og så selvfølgelig Jyske Kampgruppe (opstillet af JDR), samt OPKBTN/JDIV, da den blev klar i Men kunne disse enheder gøre noget ved en polsk division, som let kunne sejle gennem Storebælt og gå i land på Djursland?? At forlægge en brigade, som i fredstid var fordelt på næsten alle jyske kaserner, var besværligt. Den middeltunge kampvogn Centurion med et benzinforbrug på 10 l /km pr. kampvogn, ville være slemt medtaget, hvis den skulle køre 300 km ad landevejen. Og den politiske vilje til at skaffe den fornødne transportkapacitet ved hjælp af kampvognstransportere var ringe. Det kan måske forstås af følgende eksempel på dansk egenart. Med våbenhjælpen i havde vi fået en amerikansk transporter, der blev trukket af en 12 ton Diamond, som var af GMC familien. Den indgik i et Bjærgningskompagni i Jyske Trænregiment. Kompagniet var dog stationeret i Holstebro, da vi i sagens natur var størstebruger. Det var et langsomt vogntog, der efterhånden var meget dyr i drift og vedligeholdelse. I midten af tredserne var der et forslag om anskaffelse af et antal nye transportere. 12

14 HMAK havde flere typer til afprøvning, bl.a. den tyske Faun Blumhardt. Så kom der et brev til Victor Gram (forsvarsministeren) fra Den stærke Smed Hans Rasmussen ( formand for Dansk Metal). (Kære Victor. Jeg har hørt, at I vil købe en.) Han meddelte, at sådan en transporter nemt kunne laves i Danmark. Han anviste også, at den kunne laves på Aabenraa Karossefabrik, og så ville den jo give arbejde til danske arbejdere. Der blev lavet en prototype i Aabenraa, og sagen var ikke afsluttet, da jeg forlod ministeriet. Den danske udgave ville imidlertid blive dobbelt så dyr som den tyske, og så blev projektet opgivet. Omkring 1975 blev der købt en tysk type (så vidt jeg husker er det af typen Mercedes). Den anskaffelse tog altså ca. 10 år. Man kan selv vurdere, om danske politikere gjorde en hæderlig anstrengelse for at skaffe os moderne udstyr. Jyske Division i Slesvig - Holsten. Grænsen mellem DDR og Vesttyskland gik ved Travefloden gennem Lübeck og mod syd. Et WAPA angreb var planlagt at skulle stoppes ved grænsen. Til rådighed havde COMLANDJUT i første omgang Jyske Division og 6. Tyske. De to divisioner kunne støttes af nogle enheder fra det tyske regionalforsvar, der lignede vort Hjemmeværn, men var noget bedre udrustet. En af disse enheder var Heimatschütz BDE 5, som havde både Leopard kampvogne og Marder, men den kom først senere. Desuden var der jo det tyske Grenzschütskommando, dem i de mørkegrønne køretøjer, som alle turister til Tyskland må have set. Og som nævnt tidligere kunne en britisk enhed forventes indsat i regionen, men hvornår? I 2004 har Generalløjtnant Kjeld Hillingsø, der sidst i 80-erne var chef for de nordlige NATO styrker (Karup), udgivet en bog (Trusselsbilledet). Jeg tror, det er den eneste danske bog endnu, der beskriver de nøgne facts om den røde trussel mod Vesteuropa fra ca og indtil murens fald. den 9. november Muren mod Vestberlin blev bygget i august 1961 for at forhindre at østtyskerne skulle flygte til vest. DDR kunne ikke holde til den udvandring. Når man taler om muren tænker de fleste mest på muren omkring Berlin, men det var jo det mindste af bygningsværket, og det var egentlig kun omkring Berlin, der var en egentlig mur. Grænsen mellem Øst og Vesttyskland blev markeret med en kæmpemæssig forhindring bestående af et bredt område med flere hegn med alskens djævelskab som f.eks. selvskudsindretninger, strømførende ledninger m.m. Mellem hegnene var der felter med miner og spanske ryttere og patruljeveje, og med mellemrum stod der vagttårne. I alt ca km fra Traveflodens udmunding til den tjekkiske grænse. Det var bl.a. det, jeg kunne se fra min del af fronten ved Trave. På den vesttyske side lå badegæster i tusindvis på stranden om sommeren, og på den østtyske side var der, sommer og vinter, kun udsigt til en trøstesløs bar strand med pigtråd, spanske ryttere og vagttårne. Min nabo mod vest var én af de danske brigader. Da operationsplanen var hemmelig, har jeg den kun i hukommelsen. Vil man se den, skal man omkring hærens arkiver. Efter murens fald blev hegn og miner ryddet af østtyskere under ledelse af tidligere østtyske officerer. Logisk nok, de vidste hvordan det var indrettet. Det var dyrt og tog lang tid. Hvem var det nu, der ryddede de tyske minefelter langs vores vestkyst efter 2. Verdenskrig? Det var tyskere. Efterretningstjenesten. Vi blev løbende orienteret om østblokkens tropper øst for grænsen gennem de periodiske (månedlige) rapporter fra FET (Forsvarets Efterretningstjeneste), f.eks oplysning om, at der i flere år måske permanent var 4 russiske Gardepanserdivisioner (med ca. 100 kampvogne pr. division) på kaserner i og syd for Schwerin lige øst for Lübeck At sovjethæren havde en styrke med ca kampvogne og ca kampfly var vistnok alment kendt fra aviserne. Østtysklands NVA (Nationale Volksarme) var på ca. 500,000 mand. Sammen med Den Røde Hær og polakkerne var det alt i alt en kolossal styrke, som var skabt til at angribe Vesten, idet intet (jfr. GL Hillingsø) tyder på, at der var forberedte forsvarsstillinger nogetsteds. Tværtimod tydede oplagt bromateriel og 13

15 depoter med drivmidler m.m. helt fremme ved den vesttyske grænse på, at der var forberedt angreb overalt, formentlig med mål dybt inde i Vesttyskland, Holland og Jylland. At de østtyske og polske styrker også var øvet i landgangs-operationer i Østersøområdet var vi allerede bekendt med i 70 erne. F.eks. fandt jeg en film i Forsvarets Filmstjeneste, som var optaget fra østtysk fjernsyn. Filmen viste jeg for eskadronen engang i en chef time. Den viste en stor landgangsøvelse med infanteri, kampvogne, artilleri og fly, som fandt sted i et stort øvelsesområde i DDR ved Østersøen, hvor stranden grangiveligt lignede en dansk strand. At målene var danske strande i Køge Bugt og ved Fakse på Sjælland og ved f. eks. Glatved på Djursland, var vi ganske klar over, og der blev da også indøvet forsvar herimod, dels ved større øvelser, dels ved brigadernes stabs og signaløvelser. At det var rigtigt gættet er til overmål blevet bekræftet efter murens fald. Vi betragtede nok opgaven i Slesvig som noget, vi var uddannet til at tage os af. Og selvom vi haltede noget bagud i forhold til tyskere og briter, var vi overbevist om, at danske soldater var veluddannede og velmotiverede Lidt om tidens politiske holdninger. De borgerlige politiske partier og en del af Socialdemokratiet var tilsyneladende positive overfor forsvaret. Alligevel var bevillingerne til forsvaret blevet mindre og mindre set over perioden fra ca og op i firserne. Således nåede Danmark aldrig NATO s ønske om, at det militære budget var 3 % af nationalbudgettet. I den sidste del af VKR - regeringens levetid ( ), havde Socialdemokraterne nogle ideer om modernisering af forsvaret. Disse ideer blev ført i marken af bl.a. Kjeld Olesen. Han var søn af Ib Anker Olesen, der er kendt for en stor indsats i Modstandsbevægelsen, og han var den første Civil- kommitteret i Hjemmeværnet. Kjeld Olesen MF, kom i perioden omkring 1970 til et møde arrangeret af SU i Struer. Jeg blev spurgt, om det ikke var noget for mig at deltage, og det gjorde jeg så. Det var en noget ensidig forestilling, da de unge DSU er ikke ligefrem var forsvarspositive, og det hele osede af mangel på kendskab til, hvad der egentlig foregår i hæren. Jeg sluttede i hvert fald mine indlæg med at invitere Kjeld Olesen til at besøge min eskadron, gerne over et par dage, så han kunne se, hvad der egentlig foregik. Han kom naturligvis aldrig, men han blev kort efter Forsvarsminister i J.O.Krag - regeringen i som belønning for den store indsats. Han blev senere udenrigsminister, men herefter viste han en anden side af sin natur, da han i 80 erne sluttede sig til Lasse Budtz og Poul Nielson og foretog de velkendte rejser til Sovjet for uden om Schlüter regeringen at forhandle atomnedrustning med sovjetterne. Det var i fodnote tiden. Og endnu senere skred han helt ud til venstre, da han blev miljøpacifist, tog skibsførereksamen og gik ind i organisationen Green Peace. Venstrefløjen var vel i grunden forsvarets egentlige fjende. Min årgang var godt vaccineret mod ideologiske krigsmagere som nazisterne, og vi vidste nok om Sovjetunionen til at gå uden om kommunisme. En stat, der trods store naturlige rigdomme, store landbrugsområder etc, trods de mange 5 års planer, havde sultkatastrofer værre end nutidens afrikanske, summariske henrettelser af dissidenter styret af et hemmeligt politi, NKVD, GPU og hvad de nu hed efterhånden, som var værre end GESTAPO. Og alligevel var der tilslutning til Venstrefløjen i Vesteuropa, også i smørhullet Danmark. Måske mest tydeligt under og efter Vietnamkrigen Da blev USA fjenden, og den gamle devise: Din fjendes fjende er din ven, kom til sin ret igen. Unge piger havde Che Guevara plakaten hængende på pigeværelset, en mand der var rejsende i mord i Sydamerikas jungle. Man skreg i kor: Ho, Ho Chi Minh under demonstrationer mod USA foran den amerikanske Ambassade og demonstrerede mod NATO s atomvåben, ikke de sovjettiske. Engang i mine yngre dage låntejeg Karl Marx på Biblioteket og begyndte at studere ham. Jeg nåede ikke så langt, idet jeg fandt hans bøger uendeligt kedelige, uinteressante og dybt forældede. Og hvordan samme skribent blev et hit på Universiteter er lige så uforståeligt, som at begavede unge mennesker brugte deres liv på at hylde Mao og hans kulturrevolution og rejste til DDR på film og sprogkurser. 14

16 Jeg har aldrig fattet, hvordan det kan lade sig gøre at indoktrinere ungdommen i den grad. Men flertallet af forfattere hyldede i artikler bøger og tidsskrifter Mao og Sovjet. Jeg kan forstå, hvorfor Aksel Larsen som født i 1897 og uddannet maskinarbejder blev socialist efter 1. Verdenskrig, først socialdemokrat og året efter kommunist, men at Gert Petersen, som er født i 1927, først blev nazist (efter Hitlers angreb på Sovjet 21 juni 1941) og derefter kommunist, må skyldes en medfødt genfejl med hang til at tilslutte sig ideologiske stormagter. Danske værnepligtige voksede op i et land, hvor et pænt flertal alligevel gik ind for tilslutningen til NATO, men hvor kendskabet til forsvaret mest hidrørte fra filmene Soldaterkammerater optaget i Sandholmlejren. Og de var under stadig påvirkning fra en venstrefløj, som ikke var karrig med propaganda og misinformation fra øst samt ikke mindst påvirkning gennem skolen, hvor adskillige lærere var røde. Uden at hovere er det alligevel en glæde for mig at kunne medtage et billede af en af Sovjetmagtens ca kampvogne under en fremvisning af bl.a. russisk panser i Holstebro. Det er en T/62, og vognkommandøren er den danske forsvarsminister, major af Jydske Dragonregiment Søren Gade. Foto Henning Madsen

17 Kort 1: Traveflodens munding 16

18 Brigaden. Brigadens historie. I det følgende skal jeg redegøre for brigadens forhold, bl.a. historie, organisation og opgaver. At hærens opklaring i mange år blev udført af Rytteriet, er vist alment kendt. Man behøver kun at nævne dragon Ullerup eller Niels Kjeldsen, som han hed. Han var patruljerytter og indgik i en rytterpatrulje på 6 mand. Sådan en patrulje var hurtig, lydløs og kunne slå fra sig, både med sabel og karabin. De var det syttende, attende, nittende og første del af det tyvende århundredes spejdere. Brigaden som enhed har været anvendt tidligere. Vi kender alle udtrykket: han er gået til Ryes brigade. Så var han faldet, ligesom den norske general Rye, der faldt under udfaldet fra Fredericia den 6 juli Helt nøjagtig hvornår Brigaden som enhed blev afskaffet har jeg ikke undersøgt. Efter 2. Verdenskrig havde hæren, også Rytteriet, gennemgået store ændringer. Mange af disse skyldtes krigen, hvor hestens æra uigenkaldeligt forsvandt. Hesteskadronerne blev til Cyklisteskadroner og Panservogneskadroner. Og det er den sidstnævnte type, der fra 1947 indgik i Brigaden i Tyskland. Danmark havde påtaget sig at deltage i besættelsen af Tyskland. Fra 1947 til 1958 havde vi Den danske Brigade i Slesvig Holsten. Den var i begyndelsen på 5000 mand og fordelt i flere garnisoner som, Jever, Aurich og Vilhelmshafen. Heri indgik en Panservognseskadron. Det sluttede med en styrke, der hed Det Danske Kommando i Tyskland, som lå i Itzehoe. Det var på ca mand og bestod af en infanteribataljon og en opklaringseskadron. Sidstnævnte blev på skift opstillet af GHR og JDR. De hjemmeværende bataljoner fra de forskellige regimenter indgik efter rekrutuddannelsen i Regimentskampgrupper, men i 1960 oprettedes med den nye hærordning 6 Brigader, 3 i Jylland/Fyn og 3 på Sjælland. Det tog nogle år, inden disse brigader var opstillet. 1 Jyske Brigade med hjemsted i Fredericia kom først, og 2 JBDE i Aalborg var på plads i JBDE s historie er jeg mere usikker på. Den var kun opstillet af mønstringsenheder. Jeg kan dog henvise til mine oplevelser beskrevet foran under Øvelse Tryms Kvide i september 1961 med den genindkaldte 3. OPKESK. Det var 3. JBDE s stab, der styrede øvelsen. Så den eksisterede altså mere eller mindre allerede fra starten af tredserne. 3. PNBTN blev opstillet og bemandet af personel fra Hærens Kampskole. Brigadens organisation En brigade består af et Stabskompagni, to Panserinfanteribataljoner, en motoriseret Infanteribataljon, en Panserbataljon, en Opklaringseskadron, et Ingeniørkompagni, en Artilleriafdeling, et Panserværnskompagni og en Trænbataljon (Forsyning, Sanitet og Vedligeholdelse (et Værkstedskompagni)). Desuden indgik der et MP-detachement og en Telegrafdeling. I alt med en krigsstyrke på ca mand. En brigade føres af en brigadechef med brigadestab bestående af A, E, O, og T sek. (Personel, Efterretning, Operation og Forsyningssektion). Chefen for 2. JBDE var i 1969 oberst Herman Berg. født 1916, premierløjtnant (Livgarden) 1941 og oberst i Han blev senere afløst af OB Jørgen Andreassen (Jørgen Nifinger, han havde engang mistet en finger). Han blev senere generalmajor og chef for Hjemmeværnet. Af sektionscheferne, der med sædvanlig militær rundhåndethed ofte blev udskiftet, havde jeg mest kontakt med CH/O, major Kai Leth Nielsen, født i Reelt var det CH/O, der sad ved radioen og styrede enhederne, så vi har talt meget sammen, såvel ved dag som ved nat. Brigadens opgaver. Som en del af Jyske Division (JDIV) indgik brigaderne i Jyllands forsvar. Og JDIV var igen sammen med 6. Tyske Division de væsentlige enheder i COMLANDJUT (Commando Land Jutland) med hovedkvarter i Rendsburg. 17

19 2. Opklaringseskadron. Historien Som nævnt var Opklaringseskadroner oprettet allerede i 1945 som Panservognseskadroner. Det var den type eskadron, der var i Tyskland fra OPKESK nedstammer fra 2. PVGESK og blev videreført i 1962 med kaptajn(r) Harry Ebert Jensen som chef. De følgende chefer var majorerne Niels Aage Jensen, Jørgen Wrist Meedom, Henry Brandt Nielsen og Jens Sørensen Nygaard, hvorefter jeg overtog posten i Jeg kender ikke meget til tiden forud, da jeg i den tid var på Sjælland. Det kan dog nævnes, at det var J.W.Meedom, der fik fremstillet og indført eskadronens trofæ, Den sorte panter, og bomærket med indskriften Videre sine videri, og vist nok også eskadronens egen sang. Designet af DG Sønderland, Kaj Damgaard Jørgensen (se note) Note. Som den første eskadron ved Jydske Dragonregiment fik 2 OPKESK i 1965 sit eget ærmemærke. Efter feltøvelsen Sort Springer i foråret 1965 blev eskadronen kåret som bedste deltagende eskadron og fik tilladelse til at bære eget mærke. Eskadronchefen Kaptajn J.W. Meedom opfordrede/beordrede herefter dragon Sønderland, der er uddannet dekoratør, til at komme med forslag. Med en tegning af panteren fra skofirmaet Fjeldsted og udkast i linoleumssnit fremkom mærket, som blev godkendt og produceret og fordelt i såvel stof som klistermærker samt fremstillet i sterlingsølv som manchetknapper og solgt for 3o kr. Videre sine videri er latin og betyder Se uden at blive set. Gode dragoner. Dem er der mange af. Når jeg her omtaler to, er det for at vise forskellen mellem to korporaler. Den ene er den korporal, der var gruppefører for patruljerytteren dragon Ullerup. Patruljen som stødte sammen med nogle husarer den 28 februar 1864 lidt syd for Højen Kro. På sin hurtige hest red korporalen mod nord og hjem til eskadronen. De 5 andre dragoners heste var noget tungere, og 18

20 træfningen endte som bekendt med, at Ullerup (Niels Kjeldsen) blev skudt. Og så frem til Korporal Sejs, vognkommandør på en kampvogn M/41 i min eskadron. Jeg har kendt ham gennem tre år. Han var en typisk god dragon. Pligtopfyldende og rolig i den daglige færden. Og han udviklede sig til en soldat, der kunne alt, hvad enten det var som kanonskytte, vognkommandør eller fører af en snigpatrulje under feltøvelse i Oksbøl eller andre steder. Omsorgsfuld over for sin besætning, og loyal over for sin chef. Han ville aldrig have forladt sin besætning under nogen omstændigheder. Niels Kjeldsens korporal blev efter krigen i 1864 ansat på Valdemar Slot på Tåsinge og døde i 1933 over halvfems år gammel. Sejs døde for egen hånd. Jeg ved ikke hvorfor han valgte denne udvej, men det gjorde virkelig ondt. Tiltrædelsen. Jeg overtog 2. OPKESK den 1. august Forud var gået nogen tid med at forberede den nye tjeneste. Jeg var bl.a med på en stabs og signaløvelse, der foregik sidst i Juli i terrænet nær kysten mellem Horsens og Aarhus. Det var en rigtig varm periode med temperaturer nær 30 grader. Vejene var fyldt af feriegæster fra de mange sommerhuse på egnen, og på grund af varmen var det vanskeligt at køre på landevejene med bæltekøretøjer. Asfalt bliver som varmt tyggegummi eller lakrids, og der er rigtig varmt inde i en PMV en solskinsdag. Min forgænger var Jens Sørensen Nygaard. Han sørgede for, at jeg blev ført ind i mysterierne på en god og hjælpsom måde. Men ham havde jeg jo afløst føri Næstved, så det gik fint. Ved en parade den 1. august blev eskadronen af J.S. Nyegaard afleveret til Bataljonschefen, OL V.V. da Costa Carneiro, som takkede ham for hans indsats, hvorefter den gamle chef træder ud og den nye chef bliver fremstillet for eskadronen. Derpå overtager man kommandoen, lader eskadronen præsentere gevær, og chefen hilser med sablen, og så går bataljonchefen, og seancen er slut. Jeg skal her indskyde, at det var ikke bare arbejde. Jens gav en frokost i messen, der startede klokken 1200 og sluttede ca.12 timer senere. Jeg blev fulgt hjem til Dragonvej 4 af Niels Wester, og nær smidt ud af min hund, der ikke ville kendes ved de to sære gæster. Opklaringseskadronen. Historie Eskadronen har fået den nuværende organisation (se bilag 2) gennem den udvikling, der er foregået efter 2. Verdenskrig. Det begyndte med en panservognseskadron organiseret og udrustet med britiske panservogne (Scout car, Humber med 37 mm kanon og Staghound med 75 mm kanon). Dem fik vi lige efter krigen, da en rytterofficer tilfældigt fandt materiellet fra et britisk Opklaringsregiment opstillet på en flyveplads ved Hamborg. Det blev købt af Generalmajor C.A.Friis, Generalinspektør for Rytteriet, for 5 mill. kr. og fordelt mellem GHR og JDR med to panservognseskadroner og en halv stabseskadron til hver. Det var sådan en eskadron, der indgik i Kommandoet i Tyskland fra Med våbenhjælpen efter 1949/50 blev panservognene skiftet ud med M 24 Chaffee og spejdervognene blev til jeeps. Men som omtalt under 3 OPKESK s genindkaldelse i 1961 var der stadigvæk panservogne i denne eskadron frem til omkring Da 1. OPKESK vendte hjem fra Itzehoe den 28. Marts 1958 var det med det nye materiel. Det var dog endnu med mosegrisen, GMC 4x4 Panser som gruppevogn. Den udgik først midt i tredserne, da vi fik PMV M 113, diesel. 19

21 1.OPKESK hjemkomst fra Itzehoe den 28 marts 1958 med march gennem Holstebro. Chef var major E.Falk Petersen, bag ham løjtnant H.B.Nielsen Organisation Brigadens opklaringseskadron består af en kommandodeling, tre opklaringsdelinger og en forsynings- og vedligeholdelsesdeling. I hver OPKDEL er der en kampvognssektion med to kampvogne, en spejdersektion med to spejdergrupper, en panserinfanterigruppe og en mortergruppe. Eskadronens krigsstyrke er på 160 mand. I alt er der altså 6 kampvogne M/41, Walker Bulldog med 76 mm kanon, et 7.62 mm tårngevær og et 12.7 mm maskingevær, 10 pansrede mandskabsvogne, M 113 til forskellige opgaver, maskingeværer samt de personlige våben som geværer, maskinpistoler og pistoler. En EC har som personligt våben kun en pistol. Det var den pistol, jeg fik udleveret den 1. november 1956, 9 mm Neuhausen, lbnr. 8444, og som tjente mig trofast, indtil den blev afleveret den 31 juli Uden nogensinde at blive anvendt mod noget levende mål. Derimod blev den brugt til at hente adskillige præmier, dels ved de årlige duelighedsskydninger, dels ved deltagelse i mange nationale og enkelte internationale militære konkurrencer. Og så fulgte den mig på alle øvelser. Den er også blevet glemt nogle gange, men hver gang kommet igen hjulpet af hjælpsomme folk. En gang fik jeg den tilbage fra det årlige våbeneftersyn afleveret af regimentets faggruppeleder (våben) med den svada, at han havde skiftet piben ud på grund af rust. Det var lidt uheldigt for mig, der da sad som chef for al vedligeholdelse ved regimentet. Forsynings og Vedligeholdelsesdelingen er en meget vigtig del af eskadronen og hele forudsætningen for, at det i det hele taget kan fungere. Det er oftest en motormekaniker (løjtnant eller premierløjtnant) der er delingsfører, og delingen består af en Forsyningssektion og en Vedligeholdelsessektion. Sidstnævnte har en motormakeniker, en våbnemekaniker og en 20

22 radiomekaniker, alle med de organisatoriske hjælpere. Da eskadronen er en selvstændig underafdeling, er dens vedligeholdelseselement ligestillet med bataljonens og benævnes 2. echelon. 1. echelon er på kompagni/eskadronstrin, og 3. echelon er regiments/brigadetrin. Og for at gøre det helt færdigt, er 4. Echelon = Hærens Materielkommando. Eskadronen var med hensyn til uddannelse, forvaltning af materiel og personel i fredstid underlagt Jydske Dragonregiment og indgik derfor sammen med 1. OPKESK og skiftende rekruteskadroner i IV/JDR, der havde ovennævnte OL Carneiro som chef. Han er af portugisisk afstamning og født i 1914, blev premierløjtnant i Efter den 29 august 1943, da hæren blev afvæbnet af tyskerne, flygtede han sammen med mange andre officerer til Sverige, hvor han meldte sig til Den danske Brigade ( Danforce). Han er den eneste danske officer, jeg har mødt, der har været på panserkursus i Frankrig i 6 mdr. Han talte derfor perfekt fransk. Han blev oberstløjtnant i Han var en markant person. Sammen med Ritmester S. Kiærskou byggede han et dobbelthus i Holstebro ved Storåen. Et hus de to familier stadig (i 2009) bebor. Byggeriet blev tegnet og opført af arkitekt Jørn Utzon (kendt fra det senere byggeri af operahuset i Sidney). Det fortælles, at Utzon senere har udtalt, at han aldrig mere vil bygge huse for en fattig dansk officer. Opgaver. Som tidligere nævnt står der ikke noget om opklaringseskadronerne i de reglementer, der anvendes i taktisk uddannelse på de forskellige kurser. I organisationskemaet (tillæg 2, del 1) er der anført lidt om eskadronens opgaver, tilhørsforhold og muligheder. Men herudover er der opstået forskellige principper for eskadronens anvendelse. Principper som har tilknytning til de kampformer, der er angivet for bataljonen. Altså angreb, forsvar og henholdende kamp. I disse kampformer kan eskadronen gives selvstændige sikrings og opklaringsopgaver. Og desuden kan den indsættes som selvstændig kampenhed, forstærket med andre enheder fra Brigaden eller Divisionen. Mere detaljeret kan opgaverne opstilles således: - Opklaring over bred front og i stor dybde. - Udføre sikringsopgaver mellem to større enheder. - Udføre flankesikring af én større enhed. - Optræde som fremskudt styrke, alene eller sammen med en anden kampenhed - Udføre sikring af bagterræn. - Samt spore og afmærke kemiske, biologiske eller radioaktive kampmidler. Hertil kan sikkert føjes flere opgaver. Og eskadronen forventedes altså at være uddannet til at løse dem. Det var en stor opgave, og den havde nok været lettere med stampersonel hele vejen eller i det mindste en eskadron med folk, der var indkaldt samtidig. Altså uden det besværlige PE system. Men miraklernes tid var ikke forbi. Med jævne mellemrum blev vi inspiceret af Generalinspektøren for Kamptropperne, og her fik såvel 1. Som 2. OPKESK altid pæne bedømmelser. Uddannelse i eskadronen Starten. Der var gået 10 år, siden jeg sidst havde haft med rigtige soldater at gøre. Og det var til at mærke. Ikke sådan at forstå, at eskadronerne var blevet bedre eller ringere uddannet. Men der var sket en ændring af omgangstonen. I 1959 var man som næstkommanderende altid Des med sine løjtnanter, og selvfølgelig sagde man De til sin eskadronchef. Og over for mandskabet var tiltaleformen meget konservativ. I 1969 var dette ændret. Årsagen var nok meget, at der nu indgik stampersonel med langtidskontrakter på pladser i ESK, der kræver en længere uddannelse (kampvognspersonel f.eks.). Så lærer man folk bedre at kende, og det giver en god omgangsform. Og så var der kommet ordnede forhold for militærnægtere, dvs., at de ikke længere blev indkaldt til hæren, men aftjente 21

23 værnepligten i militærnægterlejre. Der er ingen tvivl om, at disciplin og omgangsform blev forbedret uden disse mennesker, som ofte kunne være temmelig provokerende. Det er altid svært at efterfølge en chef, der som Jens Nygaard var afholdt og velfungerende, så den første tid gik med, at vi lærte hinanden at kende. Min næstkommanderende var PRLT Gunnar Lange, født Han blev PRLT i 1967, og han var en meget dygtig og ambitiøs ung mand, og han fik da også en strålende karriere i hæren. Han blev skiftet ud med holdkammeraten, Jørgen Jensen, født 1944 og premierløjtnant 1967, også en meget dygtig ung mand. Han var senere sagsbehandler i 4 år på Hærens kampskole, hvorefter han søgte sin afsked, tog juridisk embedseksamen på 2 år og blev ansat i det private erhvervsliv. Og for dem begge gælder, at de med flid og entusiasme uddannede soldaterne og var gode og loyale officerer, som jeg med sindsro kunne overlade kommandoen under alle forhold. Også når jeg var til befalingsudgivelse ved brigaden på steder, der ofte lå langt fra vor stilling. Og så skal dette skrift ikke være en personelbeskrivelse, dels fordí det vil blive meget omfattende, dels fordi det vil blive fyldt med fejl og erindringsforskydninger, så det næste bliver en gennemgang af, hvad vi lavede. Og også noget om hvorfor. Uddannelsens overordnede mål. Formålet med uddannelsen var kort sagt at gøre eskadronen til en krigsmaskine, som brigaden kunne sætte ind og anvende i de forskellige kampformer, som er omtalt i afsnittet foran. Nu er OPKESK s organisation jo meget forskellig fra de andre kampenheder i brigaden, og derfor var det ikke altid let at se visdommen i de opgaver, vi fik under de større øvelser. De lignede tit noget man kunne bruge et infanterikompagni til. Af og til blev eskadronen sat på en fløj eller ligefrem indsat i en opgave, som var en bataljonsopgave. Det var sjældent man virkelig udnyttede vor hurtighed, bevægelighed og ret store ildkraft., og jeg oplevede kun én gang at blive indsat i ren opklaringsopgave foran brigadens forreste linje, og det var under øvelse Brick Stone i Til overmål var her også 1. OPKESK indsat foran 1 JBDE, der var til venstre for 2. JBDE. Det var opklaring i bredde og i dybde, og det var meget usædvanligt og formentlig ikke set hverken før eller siden i brigadesammenhæng. Daglig uddannelse. Med signalbefalingsmanden som lærer brugte jeg nogen tid på at lære at betjene radioerne. Det var ret nyt materiel af typen VRC 12 og meget mere handy end det materiel vi brugte 10 år før. Intet er så træls at se og høre på end en chef, der hverken kan betjene en radio eller kan huske ICAO-alfabetet, men bruger sit eget og taler i radioen, som om det var en telefon. Eller klumrer i brugen af punktreferencer. I princippet kunne enhver signalmand gå ind på nettet og tale med alle andre i ESK, og så er det nødvendigt at kunne lige så meget signalsprog som alle de andre. Så vi sad i en PMV og øvede mig i ret mange timer. Hovedankret i det daglige arbejde var Øvelseslisten. Det har altid været NK opgave at lave den, og sådan var det også her. På grundlag af øvelseskalendere fra Brigade, Regiment, Bataljon og med henvisninger til diverse reglementer skulle der komme et brugeligt resultat hver uge. Og det kom der. For det meste var der ingen indvendinger mod den, det var indviklet nok i forvejen. Vi fik jo værnepligtige til en deling med 4 mdr. mellemrum, så enkeltmands og gruppeuddannelse skulle indpasses gennem året med tre forskellige årgange. Det gav mange hold undtagen i enkelte fag som gymnastik, orienteringsløb og cheftimer. Men på skydebanen var der hele tiden tale om at gennemføre standardskydninger i overensstemmelse med mandens uddannelsestrin. Jo, PE systemet gav meget administration. Da jeg tilgik styrede eskadronen (NK) uddannelsen på tavler, hvor den 22

24 enkelte mands uddannelsestrin blev indført. Det var et stort stykke arbejde, men samtidig overskueligt. Vinteren var meget forskellig fra andre år. Der kom sne og frost tidlig, allerede sidst i november lukkede hele landet i en mægtig snestorm. Alle PMV erne blev udstationeret hos Falck i Holstebro, Struer og Ulfborg, hvor de hjalp ambulancerne gennem terrænet. Og vinteren varede med uændret frost og sne indtil den 28 marts. I november var der rekordnedbør, 155 mm, og temperaturen var nede på minus 14 grader. De næste 4 måneder var snerige og kolde, helt ned til minus 26 grader i februar og minus 12 i marts. Sidst i marts kom tøvejret med overvældende kraft. Storåen løb over, og de nu historiske oversvømmelser af bydelen nærmest åen fandt sted.så kom PMV - erne ud igen, de nærmest svømmede rundt i de vandfyldte gader og reddede beboerne ud af husene. Igen gav det en masse omtale i pressen med billeder og beskrivelser af dragonernes heroiske indsats. Det skal her i skrivende stund (vinteren 2010) indføjes, at der skulle gå 40 år inden der kom en vinter af tilsvarende længde. I sådan en vinter var der frit slag til at indøve delingens kamp. Alle marker var bundfrosne og eneste hindringer var trådhegn og andre kunstige hindringer. Vi brugte meget vejen fra Videbæk og mod nord til Sørvad op over Trehøje. Alle disse øvelser i hård frost havde sine bivirkninger. Det gik mest ud over spejderne, som ustandselig kom hjem med forfrysninger, mest i ansigtet, men også andre steder. Vor udrustning var endnu ikke tilpasset den slags taktik. Med nedslåede vindspejle og maskingeværet stillet på kølerhjelmen. Jeg rejste sagen overfor regimentet, og der blev sendt et forslag om, at vi bl.a. fik koreahuer udleveret. Vore venner på kontorerne i Hærkommandoen gav afslag og fortalte os, at det udleverede var godt nok (halsedisser og den slags). Det havde vi allerede beviser nok på var Sløret spejdervogn foto. J.P.Møller, 3. OPKESK noget sludder. Så fik jeg Sadelmageren til at fremstille nogle skærme af vinyl, men det var ikke særlig godt. Mange havde allerede købt en koreahue, også jeg selv, og den brugte vi ganske åbenlyst. For ikke at tirre unødigt, blev det dog fastsat, at ved passage af Hovedvagten skulle alle bære baret. Jeg tror nok, at alle eskadroner brugte private koreahuer, og det var klogt, for der gik 10 år inden den blev indført som standard sammen med de nyeste uniformssystemer. Og det skete ikke før engang i firserne. 23

25 Spejdere under ophold foto: J.P.Møller, 3.OPKESK Der kan siges en del om jeepens egnethed som spejdervogn. Den havde i hvert fald én fordel: den var lav. Sløret med gran var det en bunke grene, der uset og lydløst kunne liste frem. Men den var farlig, idet den væltede ret let, og så var der ingen beskyttelse i form af styrtbøjler. Det kom senere med en vognaffutage til maskingeværet. Så var der dog et fast punkt, som gav lidt luft over sæderne, når affutagen ramte vejen. Og endnu senere kom der en slags styrtbøjle, og derpå blev køretøjet udfaset og erstattet af en Mercedes. Men det tog mange år. Resten af året 1970 var opfyldt af uddannelse af vidt forskellig karakter. Vi var i Hevring i februar og i Oksbøl sidst i marts. I juni skete noget ret usædvanligt. Dels mønstrede vi de tre mortergruppers mandskab fra den 1 6 juni, og dels var der VM i fodbold i Mexico. I den uge havde vi en eskadronsøvelse i terrænet. Jeg syntes dog ikke, vi skulle gå glip af fodbolden, så der blev rekvireret et stort telt, og så besøgte jeg radiomanden Per B. som jeg kendte godt. Han leverede/lånte os to stk. TV som radiomekanikeren, Sergent Risom stillede op og forsynede med strøm fra en generator. Og så så vi fodbold, når vi var færdige med dagens øvelser. Den eneste, der var utilfreds med ideen, var bataljonschefen, OL V.V. da Costa Carneiro, der i første omgang beordrede teltet nedtaget, men vi fik en mindelig ordning, da han havde set, hvad der foregik. Brasilien vandt i øvrigt VM med 4 1 over Italien, men det foregik søndag den 30 juni med tilskuere, men da var vore øvelser slut, og folk på orlov. Capricorn Kid. Uden sammenhæng med andre enheder men formentlig fordi det var vores tur til at prøve en transport til søs, blev eskadronen forlagt til stranden ved Rosenvold Slot ved Vejle Fjord, hvorfra vi skulle indøve søtransport. Transporten til Rosenvold skete ad landevejen over Nr.Snede Horsens. Det skete 8 9 juni, altså i fortsættelse af ovenfor omtalte øvelse i terrænet, og vi kørte hjemmefra søndag morgen den 7. Juni. Hvorfor den type øvelser hed Capricorn Kid er jeg ikke helt klar over. Men på dansk er det Stenbukkens barn, og det kan man finde beskrivelser af i leksika og på nettet. 24

26 Det var sjældent, at eskadronen havde mulighed for at foretage så lang en kørsel som en samlet march. Det rakte de tildelte kørepenge ikke til. Når vi var i Oksbøl, blev bæltekøretøjer flyttet med Bjærgningskompagniets transportere og hjulkøretøjerne ad landevejen. I dette tilfælde fik vi, på grund af øvelsens karakter, tildelt ekstra midler fra Vestre Landsdelskommando, og derfor kunne vi foretage kørslen som en motormarch. I marchbefalingen, som følger det normale skema i 5 punktsbefalinger, får delingerne alle detaljer for motormarchen, såsom endemål, marchvej, marchorden, kørehastighed, tid for afgang forreste deling, mellemrum mellem delinger, mellemrum mellem køretøjerne, forhold under hvil. Og navn på sluttende befalingsmand. Og så selvfølgelig faglig tjeneste og signaltjeneste. Uden andre uheld end et sammenstød med en civil vogn i nærheden af Nr. Snede kom vi ud på eftermiddagen til en skov med en lysning med græsmark lidt nord for Rosenvold. Der gik vi i bivuak, installerede vore fjernsyn på græsmarken/engen, forplejede og vartede køretøjer og så fodbold. Og sov i sommernatten. Capricorn Kid, alle ombord, klar til afsejling fra stranden. Her ses OS J.H.N.Jensen, Foto: J.H. Nygaard Jensen Næste morgen kørte kolonnen ned til stranden lidt vest for Rosenvold. Her lå de tyske landgangsbåde, formentlig en LCT type, klar til at tage os ombord. Det var noget vanskeligere end at køre ombord på en Storebæltsfærge. Dirigeret af folk fra den tyske besætning blev køretøjerne pakket meget tæt, men alle kom om bord, og så var der afgang. Jeg husker ikke så meget af sejladsen fordi den første tid gik med at skaffe hjælp til en kampvognskører, der af vanvare var kommet til at tage fat om udstødningsrøret på kampvognen, da han skulle op på vognen. 25

27 Landgangen i Juelsminde. Fotograf ukendt Han fik en grim forbrænding. Jeg fandt kaptajnen på skibet og bad om læge eller anden hjælp. Det havde de faktisk ikke, så vore egne sanitetsfolk måtte klare sagen med en foreløbig behandling. Vi sejlede i klart dagslys rundt om pynten Bjørnsknude og ind i Sandbjerg Vig nord for Juelsminde og direkte op på stranden nord for færgelejet. Og så angreb vi Juelsminde fra bådene uden at de mange sommergæster på stranden kom til skade. Og så var øvelsen faktisk slut, og vi var eksperter i søværts transport. Vi gjorde klar til afmarch og kørte hjem til Holstebro. I august var der en ARMFELT øvelse i Oksbøl. Det var en brigadeøvelse, der altid foregik i Obøl. Desværre er mine notater og erindring mangelfulde, så mere bliver det ikke til. Men én oplevelse står klart for mig. Det er Folketingets Forsvarsudvalgs besøg ved regimentet en gang i Vi fik den opgave at lave en demonstrationsøvelse med en deling samt at forestå en rundvisning i terrænet. Øvelsen foregik nord for Harrestrup. Tingets medlemmer var opstillet med ryggen mod bevoksningen om gården, og delingen foretog en fremrykning/opklaring fra betonvejen mod syd, øst om gården med ildstøtte fra KVG og fremrykning forbi tilskuerne som sluteffekt. Det var en rigtig god øvelse. Signalmæssigt havde vi opstillet CH og NK PMV er med lastelugen nede og radioen indstillet på delingsnettet. Jeg tror nok, det gjorde et vist indtryk, ikke mindst, fordi de to PMV kørere var blændende dygtige. Jeg vil igen gøre en undtagelse og nævne, at min kører hed Vegger og den anden hed Vemb (Tage Skydsgaard). Bagefter var de rundvisning i terrænet. Gæsterne blev læsset op i vore PMV, og så kørte de en tur. Det gjorde også indtryk, og der var flere der var noget blege, da de kom retur. Jeg mindes i øvrigt ikke, at eskadronen fik en hilsen fra Forsvarsudvalget med tak for dagens oplevelser. Men udvalget har vel heller ikke Emma Gad på timeplanen. Patruljeuddannelse. I november 1970 deltog vi i en øvelse i terrænet nord forgrindsted Give op omkring Omme Å, Det var en øvelse med vægt på patruljetjeneste, og som modstander deltog II/JDR. Det lokale Hjemmeværn var med på begge sider. Eskadronen skulle sende en hel del snigpatruljer ind mod bataljonens stillinger. Det blev til mange patruljer af såvel dragoner som hjemmeværnsfolk. For at se det på nærmeste hold, lavede jeg en med NK, Gunnar Lange og OS Bundgård (tidligere Jægerkorpset). Vi skulle danne en patrulje og finde Bataljonens kommandostation. Det lykkedes, og vi fjernede et antal nr. plader fra køretøjer. Men så blev vi opdaget af en vagt og måtte forsvinde. OS Bundgaard tog nærmeste vej ned i engen og krydsede Omme Å med maskinpistolen overhængt. 26

28 Da vi mødtes ved vor jeep sad han og rystede af kulde. Det var i november, og der så var meget vand og strøm i åen at han drev langt, før han nåede den anden bred. Ret godt gjort. Hvor meget Hjemmeværnet havde ud af øvelsen vides ikke, men det fortaltes, at den ældste i kompagniet var ca.75 år og på post med sit maskingevær et sted langs åen. Og nummerpladerne. Dem afleverede jeg efter hjemkomsten til bataljonschefen på hans kontor Dette år var fyldt med øvelser og oplevelser. Det startede med et møde ved 3, Jyske Brigade i Aalborg, Det eneste, jeg kan erindre er, at brigadechefen bød velkommen og sagde, at han var glad for, at vi alle var mødt, til trods for det elendige føre med sneglatte veje. Sidst i januar deltog regimentet i DM i indefodbold i Vojens, (Flyvestation Skrydstrup)afholdt af Dansk Militært Idrætsforbund. Det foregik på Flyvestation Skrydstrup, og vi blev nr. 2. Ud over mig selv deltog KN Hjelmager, de andre er ude af min erindring. Det blev overværet af GM Niels Holst Sørensen, chef for Flyvevåbnet og Europamester i 800 m i 1946 samt Danmarksmester i 400 og 800 m løb utallige gange. Og senere Danmarks repræsentant i IOC, Internationale Olympiske Komite. Kloster 71 I marts måned havde jeg sagt ja til at deltage i en øvelse med Hjemmeværnet, distrikt Holstebro. Det var den 18 marts om aftenen, og øvelsen hed Kloster 71 og foregik i terrænet nord for Vinderup, hvor distriktet skulle forsvare de tyske depoter i Klosterheden Pl,. Jeg tror nok at Hjemmeværnet fik en del ud af det, men det var nok begrænset, hvad mine folk lærte. I det ene øjeblik var en patrulje fjende, og i næste øjeblik passerede de i en privat vogn og blev på ny fjende længere vest på. Men signalmæssigt levede den fuldt ud op til vort høje stade,. Den sluttede med et mægtigt slag i vestkanten af skoven ved de derværende depoter, og bagefter mødtes vi med distriktschefen, Ritmester Svend Kiærskou og hans kompagni inde i en hal i depotområdet og fik pølser og øl på HJV regning. Det var vist henad midnatstid. Øvelse med Hærens Officersskole. Ugen efter var vi med i en øvelse i Himmerland. Denne øvelse blev nærmest standard hvert år, og formålet var at øve kadetter fra Hærens Officersskole i at virke i de forskellige funktioner i en Infanteribataljon. Det var I/Prinsens Livregiment, der agerede øvelsesstyrke, og vi var den onde fjende. OL E.B.Herlevsen (Den Kgl..Livgarde), som var min gamle bekendt fra flere andre steder, var som lærer i taktik øvelsesleder. Det var altid en god øvelse. Måske fordi vi havde frie hænder til at sætte delingerne ind. Og måske også, fordi vore spejdersektioner var hurtigere og mere rutinerede end de unge kadetter, der var på fremmed ager. Og så er Himmerland i øvrigt særdeles velegnet til at indøve kamp over vandløb, idet de mange åer (Simested, Lerchenfeld og Bjørnholm Å, gav mange muligheder for at indsætte patruljer i fjendens bagland. Der var en sådan øvelse i både 1970 og 71. Hvornår følgende begivenhed er fra, er lidt usikkert, men da jeg mødte brigadechefen, der var i området for at se på øvelsen, fortalte han, at han havde fulgt en spejdersektion, som havde opklaret i rummet bag fjendens forreste linjer. Han var meget imponeret over sektionens brug af terrænet. Og det er jo rart at få at vide. Og det blev også nogle gange på overbevisende måde vist, at opklaringsdelinger er meget bevægelige, hurtige og i stand til at improvisere. Fik jeg en ordre om i mørke at lægge tyngde i en anden retning og reagerede ved at flytte en deling bagom, kunne vi læne os tilbage og vente. Snart kunne lyden af bælter fortælle, at de var på vej. Ingen lange forklaringer, kun en kort melding om opgave, mål og rute ved et par punktreferencer. 27

29 Fra disse øvelser har jeg følgende tre oplevelser. Under øvelserne var der indlagt pauser af nogle timers varighed, så kadetterne kunne skifte funktion og den slags. Jeg dirigerede PMVén ind til vejsiden for at stoppe, men køreren fortsatte videre til et hegn ved en gård og standsede under et træ. Så krøb han op og rystede træet, og så havde vi mirabeller nok den dag. Det hedder initiativ. Og en major fra ingeniørerne var med som kampdommer/markskadeofficer. Han havde hjemsøgt mig et par gange og bedt om indberetninger om nogle skader lavet af bælter. Det kunne vi ikke rigtig kende. Så kom han senere til vor position. Vi havde en af de ovennævnte pauser, og jeg lå oven på PMV en i solen, og folkene lavede noget tilsvarende eller passede deres køretøjer og udrustning. Han fortalte, at han havde fundet synderne og tilføjede, at han syntes eskadronen var meget professionel, både i aktion og under hvil. Det luner også. Og den tredje. NK (det var Gunnar L.)og jeg aftalte over radioen at mødes ved en stor gård angivet med punktreference. Det var en klar solskinsdag. Da jeg efter ankomst til gårdens lange udbygning og havde ventet en rum tid, kaldte jeg op og spurgte om det behagede NK at komme. Svaret var, at han havde været der længe. Efter lidt snak viste det sig, at vi holdt i hver sin PMV på hver sin side af laden. Historien blev bragt i Dragonavisen. Hevring. Uddannelse i skydning foregik i grunduddannelsen på skydebanen ved kasernen. Den videre uddannelse foregik enten i Oksbøl, Borris, Nymindegab eller i Hevring. På disse områder kan der skydes forskellige former for feltskydning, og i tidens løb blev anlæggene bedre og bedre i teknisk henseende. En udvikling, der er fortsat op til i dag, hvor al markering foregår elektronisk. Men vore soldater blev faktisk ret gode skytter, trods det oldnordiske anlæg. Og så var det ret hyggeligt at være udstationeret i en skydelejr, væk fra regimentets skærmende tilsyn. Selve skydningerne var standardskydninger, så de gav ingen problemer. I sommeren 1970 fik vi en særlig øvelse indlagt på vejen hjem. Vi lånte et stykke skov syd for Hammershøj, som tilhørte gårdejer Aage Koch Jensen, der også var premierløjtnant og adjudant for regimentschefen. Vi boede på hans gårde mellem Hammershøj og Tindbæk, og næste morgen gennemførte vi uddannelse i sprængning, idet der blev brugt udvalgte træer og stubbe som objekter. Hele dagen genlød skoven af råbet her sprænges. Hvor meget der blev detoneret den dag, ved jeg ikke, vi var jo flere, der havde certifikat. Men jeg ved, at det var lidt før høst, og jeg husker endnu Aage K. udtalelser efter høst, hvorunder mejetærskeren flere gange stødte på træstykker langt ude i kornet. Og i sommeren 1971 faldt en skydeperiode i Hevring sammen med Sankt Hans. Efter dagens skydninger var der fælles middag for alle. Gule ærter med flæsk og pølser og dertil øl og brændevin. Ad libitum. Og så blev vi i lastvogne og af ædru kørere kørt ned på stranden, hvor der var samlet et bål sammen af godt tørt træ. Sankt Hans blev fejret, som man nu fejrer Sankt Hans, med et par ord, og midsommervisen og mange andre sange. De unge mennesker kan en masse sange, og jeg har mange gange fortrudt, at vi ikke sang noget mere. Vi sang også We shall overcome. Det var jo kun to år siden Martin Luther King var blevet myrdet i USA, så det var egentlig meget naturligt. Da bålet var brændt ned, blev vi kørt til lejren, og da jeg og NK senere gik gennem nogle stuer, var der ikke et vågent øje. Næste morgen skød vi videre. Patruljeøvelser. En opklaringsmand skal være veluddannet i enhver form for patruljetjeneste, hvad enten det er snigpatrulje eller kamppatrulje. Meget af tiden gik med at indøve delingens kamp. Men vi prøvede ofte at øve enkeltmand og grupper under særlige patruljeøvelser, såvel ved dag som nat. I sommeren 71 havde vi således en dagøvelse. Vi blev udlagt i Nymindegablejren med kun de nødvendige køretøjer. Først gennemførte vi forskellige skydninger i klitterne ud mod havet. Og så 28

30 var der forskellige andre øvelser, hvor vi lånte Hjemmeværnsskolens forskellige installationer. F.eks. øvede vi kamp om huse. Det var kun muligt ganske få steder, i mange år var det nærmeste sted i Tønder. Hjemturen var planlagt som en gruppeøvelse fra Nymindegab til Dejbjerg Plantage ad en angivet rute med indlagte forhindringer. Planen var at slutte med at gå i bivuak i plantagen og der indtage aftensmaden, som skulle være håndfangede ørreder fra et dambrug undervejs. Moment undervejs, passage af Lydum Å nord for Nr. Nebel.. foto: Hans Moth Det var én af opgaverne. Det gik fint i begyndelsen, men så begyndte det op ad dagen at regne. Og det blev faktisk ret vådt overalt. Da ruten gik ind over nogle enge og marker, var det som at gå i vand til knæene. Sidst på eftermiddagen begyndte grupperne at nå til Lønborg Kirke efter en fodtur på godt 20 km. Tilfældigvis havde vi vor egen reservelæge med, og han fik nu travlt med at se på fødder og andre skavanker. Jeg så selv nogle af fødderne. De lignede meget bølgepap med vabler hist og her. Lægen gjorde det han skulle og fritog dem i så stort tal, at det var meningsløst at fortsætte. Fangsten af ørreder måtte så udgå, dem måtte jeg afbestille på vejen hjem, og det var dambrugsejeren ked af. Han havde glædet sig til at hjælpe soldaterne med at fange fisk. Eskadronen blev hentet af nogle køretøjer, som blev rekvireret pr. telefon. 29

31 En gruppe undervejs foto: Hans Moth Gummibåd til passage af Skjern Å, lånt af IGKMP. Men grupperne nåede aldrig hertil Båden afprøves her af Klaus Moth, der var med som praktikant. 30

32 Den eneste der gjorde vrøvl over aflysningen var NK, der syntes det var noget pjat. Han gik selv med som gruppefører, og han og hans gruppe fejlede ikke noget undtagen Våbenmesteren, der havde visse prekære problemer. Da jeg gik gennem nogle af stuerne senere på aftenen sammen med lægen, blev det igen konstateret at beslutningen var rigtig. Patruljeøvelse om natten. I november samme år arrangerede vi en anden øvelse. Det var en natpatruljeøvelse. Den udgik fra et teglværk ved Nørreå syd for Hammershøj. Nætterne var nu blevet lange, og øvelsen gik ud på gruppevis ad en bestemt rute langs Nørreå over Rindsholm på 2 nætter at nå frem til Stendal Plantage, der ligger sydvest for Viborg. Fremrykning kun om natten. Ved daggry skal gruppen gå i skjul, forpleje og sove. Ved ankomst til plantagen den tredje aften gik alle i bivuak, for at blive transporteret hjem næste morgen. Der var på gode steder udsat poster, som patruljerne skulle forsøge at opdage og undgå. Det er et overmåde smukt terræn langs denne å. Og der er masser af steder, man kan gå i skjul. Jeg kørte rundt til posterne hver nat og prøvede at holde øje med patruljerne. Men det var kun lidt jeg så. Og det samme med sovepladserne. Jeg fandt, så vidt jeg, husker kun én gruppe i en beplantning på toppen af en bakke syd for Løvskal. De andre så vi først, efterhånden som de dukkede op i Stendal Plantage. Og jeg husker tydeligt den hund, en stor sort krabat, der modtog mig ved en gård, patruljerne måtte passere. Jeg var ikke velkommen, så jeg lukkede jeepens lærredsdør og forlod stedet. Gad vide, hvad gutterne gjorde ved den? Alle kom hjem i god behold, og efter en nats søvn forlod vi skoven. Jeg var lige inde omkring Skovriderboligen og melde fra med tak for husly. Skovrideren, der betænksomt lod mig stå pænt op under visitten, og som med betænkelighed havde sagt ja til at huse os, roste os for god ro og orden. Eneste misstemning var vist, da nogle af mine folk mødte nogle militærnægtere, der opholdt sig i skoven. Men selv om nægterne prøvede at provokere dem, kom det ikke til andet end verbale udgydelser, selvom flere bagefter mente, at det havde været på sin plads at give dem nogle øretæver. Helikoptere. I forsommeren fik vi en speciel opgave. Der var netop blevet anskaffet et større antal helikoptere af typen Hughes 500, en maskine med plads til 4 personer og egentlig velegnet til opklaring. De hørte til under Artilleriflyverne i Vandel. Som et led i uddannelse af piloterne fik vi ca. 10 maskiner stillet til rådighed i en uge, og det var noget helt nyt. At løbe et orienteringsløb var en kendt sag, der kan man da nå at følge med på kortet. I en helikopter kan det gå stærkt, og så mister man stedsansen. Som kommende helikopterobservatører deltog så mange som muligt i flyvningerne. De fleste klarede det fint, men nogle måtte have brækposerne frem. Og de meget nyuddannede helikopterpiloter havde forhåbentlig også noget ud af det. Overvågningsradar. I en lang periode i havde eskadronen en overvågningsradar til forsøg. Selve forsøget blev styret af I/JDR på foranledning af Hærinspektøren og Hærens Kampskole. Den praktiske leder var PRLT(R) K.E.Pallesen, og forsøget foregik dels ved I/JDR dels ved 2. OPKESK. Radaren var monteret på en M/113 og havde en rækkevidde på nogle kilometer. Det var altså et godt supplement til eskadronens egne sparsomme observationsmidler. Gruppen deltog da også i flere øvelser både lokalt og i feltøvelser i brigaderegi. Resultatet af forsøget var set med vore øjne ret godt, da vi havde megen gavn af den, men jeg blev aldrig spurgt om min mening og mig bekendt er der ikke blevet anskaffet materiel af den type til anvendelse i opklaringsenheder. 31

33 Vedligeholdelse. Eskadronens egen Forsynings og Vedligeholdelsesdeling bestod af en Forsyningssektion, en Våbensektion, en Motorsektion og en Radiosektion. Delingen var bemandet med fast personel på alle lederposter. Alle øvrige var værnepligtige mekanikere af alle slags. Når en brugsgenstand, hvad enten det var en kampvogn eller en maskinpistol, gik i stykker, skrev man en reparationsseddel, og tingen blev afleveret og derefter repareret eller byttet hos Våbenmesteren. Alle soldaters værste oplevelse i tidens løb er nok eftersyn og optælling af personligt udstyr. Jeg tror, det foregik ens ved alle regimenter. Alt grej blev båret ud på stillepladsen, lagt på regnslaget, og så gennemgik Våbenmesteren alle materiellister fra spisebestik og to par støvler til specialværktøj til gevær M/50. Når en dims var råbt op, kontrollerede gruppeførere at hver mand var i besiddelse af den dims. Og når det hele var overstået og mangellister afleveret til Våbenmesteren, blev hele gøjemøjet, som det kaldtes slæbt ind og lagt på plads. Morsomt? Næppe. Men jeg har aldrig mødt nogen, der havde en bedre måde at kontrollere det på. Mangler blev bagefter afgjort ved en erstatningsattest eller en tabsattest. Den første attest betalte brugeren, den sidste skulle bære min underskrift, og så var det skatteyderne, der betalte. At der forsvandt ting under øvelser eller dagligbrug er naturligt, og så var det sjældent svært at træffe en afgørelse. En gang kom der en tabsmelding på et helt sæt basis. Det er livrem, seler, patrontasker, spade, feltflaske osv. Borte. Det undrede os, at han ikke havde den fjerneste anelse om, hvor det var blevet af, kun at det var forsvundet under en øvelse. Jeg sendte ham ud i området for øvelsen det var vist i Idom - sammen med hans gruppefører, for at gennemgå gruppens færden, og hvor de havde været i stilling. De kom en time efter med hele sættet. Det lå, hvor han havde været alene ude med spaden ved et hegn på naturens vegne. Tingene er ofte ret enkle. Det var ikke nyt materiel, vi kørte i. De fleste køretøjer stammede fra våbenhjælpen, som kom fra 1950 og senere. Og det var simpelthen et kunststykke, at vore spejderjeeps stadigvæk kunne laves. Motorerne var ikke det værste, der kunne man få nye reservedele. Men karossen. Den rustede og revnede. På 3. Ech havde man en hel garage afsat til den slags reparationer, hvor en seniorsergent og hans svejsere flikkede sammen på stumperne. Men vi fik det til at køre med gode folk. Hvem der lavede mottoet, vides ikke med bestemthed, men det lød.: Det daglige laver vi med det samme. Det umulige tager et kvarter. Og Willys General Purpose (GP(dje pe) - kaldet jeep) blev holdt i live ved kunstigt åndedræt over 20 år, hvorefter den blev udfaset og i bundter med Justitsministeriets tilladelse, eksporteret til Filippinerne, hvor man stykkede to til tre sammen og brugte som Taxa. Øvelser i brigade og Divisionsramme. Samarbejdet mellem brigadens enheder blev hvert år indøvet under øvelser af forskellig art. De kan lettest inddeles i følgende typer øvelser: - STØV eller Stabs og signaløvelser. Deltagere: brigadestab og enhedernes føringselementer - FELT eller feltøvelser i civilt terræn. Det var uden middeltunge kampvogne men med Kampvogn M/41 - ARMFELT eller øvelse i militære øvelsesterræner med deltagelse af alle kampvognestyper. Udover disse øvelser var der signaløvelser og sanitetsøvelser, hvor personel med disse specialer deltog i øvelser ledet af brigaden. Og Opklaringseskadronerne havde altid deres kampvogne med på feltøvelser. I forbindelse med ovennævnte øvelsesformer bør også nævnes de alarmeringsøvelser, der blev iværksat NATO eller på national foranledning, f.eks BDE, DIV eller Landsdelskommando. De startede gerne med Klar til Befalingsmodtagelse. Her mødte regimentets chefer for afdelinger og 32

34 selvstændige underafdelinger. Når de var mødt, kunne øvelsen afblæses eller udvikle sig til hvad som helst, lige fra at alarmere den stående styrke og fortsætte med udrykning i overlevelsesrum. Sådanne øvelser kunne suppleres med visse faglige øvelser som f.eks at udlevere Normalbeholdning af krigsammunition til én eller flere kampenheder. Det var tidsrøvende, realistisk og arbejdskrævende, og det må have været en dyr øvelse, når ammunitionen skulle tilbage og efterses inden ny magasinering. Artilleristøtte. Brigadens Artilleriafdeling kan levere den ildstøtte med sin tre batterier, som bliver rekvireret. Sådan noget blev indøvet under feltøvelserne. I sandhedens interesse skal det nu siges, at det var sjældent der var artilleri til os. Hvorfor vides ikke. Men det hændte da, at der kom en OBO, en observationsofficer, som så sad og fyldte op i min PMV, indtil der var en skydning til rådighed, så kom han ud i terrænet og ledede skydningerne. Af og til afholdt artilleriet demonstrationskydninger i Oksbøl. Så blev vi alle anbragt på en klit, hvorfra vi kunne se nedslagene. Hvis det ikke blev aflyst på grund af tåge. Flystøtte. Af og til er der under øvelser i brigaderamme også mulighed for at rekvirere flystøtte. Det blev eskadronen ret god til. Efter en øvelse blev det under øvelsesgennemgangen fremhævet, at 2. OPKESK havde rekvireret 80 % af alle de fly, der blev tildelt brigaden under øvelsen. Det skal dog ikke forstås sådan, at det var en først til mølle foreteelse. Det kan have været brigadens ønske at give opklaringen en fortrinsstilling. Det var nu ikke sådan, at jagerne sværmede om ørerne af os. Det kunne blive til nogle få flights i løbet af en tredages øvelse. Når en rekvisition var godkendt kom der en FAC med et køretøj med radio. Altså en Forward Air Controller. Det var altid en jagerpilot, ofte en indkommanderet reserveofficer, der var pilot i SAS. Da han fulgte chefen, fik vi ofte snakket meget om hans tilværelse, Engang var det BLO, hans kaldenavn fra Flyvevåbnet. Han fløj på orienten og var lige hjemkommet, da han mødte op. Når en tildelt Flight (4 maskiner) meldte klar i baglandet, var det FAC, der ledede angrebene mod målene. Under sådan en støtte var det BLO, der udpegede målene og styrede angrebet, det var F 100. De første to var i en rimelig højde, den tredje noget lavere, og den fjerde så langt nede, at den forsvandt bag nogle klitter, hvor målene (nogle kampvogne) var i stilling. BLO ikke bare løb, men styrtede til radioen og sagde noget meget hurtigt efter hinanden. Maskinerne var bagude og vende, og næste gang de angreb målene, var de noget højere oppe. Dengang mistede Flyvevåbnet ofte maskiner, når piloterne var for overmodige. BLO havde ikke lyst til at skulle vende hjem uden alle 4 jagere. ABC øvelser. For at være forberedt på atom, biologisk og kemisk krigsførelse blev alle rekrutter uddannet i disse fænomener. Mærkeligt nok mest de to sidstnævnte, for der blev i disse år mest talt om atomvåben. Man lærte brugen af regnslaget og gasmasken, og alle var en tur i gaskamret med tåregas for at bl.a. øve sig i at skifte filter. Men skrækken for atomvåben smittede og blev til en tilsvarende skræk for atomenergi i det hele taget. Hvem husker ikke atommarcherne i 70-erne, Ryesgade Atomfri Zone, kvindelejre i hvert land, også i Danmark og mange andre utroligt naive opvisninger fra venstrefløjen godt støttet af de Radikale. Vistnok i firserne var der en teltlejr ved øvelsesterrænet i Finderup, hvor man protesterede mod de A våben, man mente var oplagret i den nye NATO bunker? Det siger måske lidt om, hvad vi i almindelighed og regimentschefen i Viborg, Henry Sørensen i særdeleshed, mente om disse foreteelser. Han inviterede dem ind i lejren for at de kunne få et bad. Og de sagde sgu ja tak. 33

35 På Forsvarsakademiets taktisk kursus lærte vi (1961) de mest elementære beregninger ved anvendelse af mindre taktiske atomvåben. Og i Artilleriet fik man ca indført raketsystemet Honest John. Den havde en rækkevidde på ca. 25 km og kunne afskyde mindre atomvåben. Den indgik aldrig i de øvelser, jeg deltog i, og jeg har ikke oplevet, at der i stabs eller feltøvelser indgik A våben. Men jeg så artilleristerne fra Holbæk skyde et par raketter ud over Storebælt ved Stold i Lærerne på PBS var inviteret til at se skydningen. Foto: Hans Moth, 1961 På billedet herover ses en skydning med Honest John. Det foregik på stranden ved Stold syd for Kalundborg. Et kik ned i NK PMV under en ABC øvelse. Det er PRLT Gunnar Lange under baret og headset. (foto: V.Jørgensen). 34

36 ABC øvelse, rensning af PMV M/113 på rensestation foto Viggo Jørgensen Ingeniørstøtte. Det var ikke så meget tid, vi brugte på IGKMPéts kunnen. Billedet på næste side er fra en tur til Randers, hvor man fremviste IGKMP materiel. Under en feltøvelse i Himmerland (brigadeøvelse) fik vi lejlighed til at øve passage af vandløb over en feltbro. Det var en tysk ombygget M/48, en Brückenlegepanzer, der pr. hydraulik kunne folde en bro ud på ganske kort tid. Vi var tidlig morgen klar nord for Simested Å. Klokken H var vist Brolæggeren kørte frem kort før, men så brast et hydrolikrør, og olien flød ud. Men der var to, så vi måtte vente på den næste. Så rykkede vi frem. Jeg fik bagefter en reprimande af stabschefen ved Brigaden, fordi kampvognene efter hans mening kørte for hurtigt. Det var en rigtig god og realistisk øvelse. 35

37 Ingeniørtroppernes demonstration af udlægning af en måtte til bløde områder. foto: Viggo Jørgensen Recognoscering i Slesvig Holsten, Ca. en gang om året var brigaden i Slesvig Holsten for at se på de reelle krigsopgaver i det terræn, hvor vi skulle sættes ind, hvis/når WAPA angreb Vesteuropa. Deltagere i udflugten var brigadechefen og hans stab, chefer for bataljoner med hjælpere og chefer for de selvstændige underafdelinger uden hjælper. Hver dag var vi ude i terrænet for at lægge planer for stillinger, se på tilbagegangsveje osv. I en militær VW 1200, bevæbnet med pistol og med mappen fuld af papirer med røde streger. Og så mødtes vi hen på dagen for at redegøre for planerne. Pistol og papirerne blev hver aften afleveret til brigaden. Og senere mødtes vi så igen for at indtage dagens hovedmåltid. Og det var ofte det morsomste, hvor selv brigadechefen afslørede sig som en rigtig lun fyr. I året 1970 var det fra 7 12 sep. Et andet år var det i juni. Jeg boede hele ugen på Hotel Jensen i Lübeck. Det var et hotel, der oprindeligt var oprettet eller købt af en dansker, hvorfor det hed Jensen. Det ligger tæt ved Lübecker Tor. Da jeg sad ved morgenmaden studsede jeg over, at der ingen mennesker var på gaden. Da jeg spurgte tjeneren om hvorfor, satte han sig ned og forklarede, at det var den 17 juni, og det var national fridag i Vesttyskland for at mindes massakren i Berlin den 17 juni 1953, hvor Sovjethæren nedkæmpede opstanden, og som kostede ca. 50 østtyskere livet. Den episode i historien kendte jeg godt, men jeg var ikke klar over, at tyskerne virkelig højtideligholdt dagen. I dag er denne mindedag bortfaldet og slået sammen med den 3. Oktober, den tyske genforeningsdag. Øvelser i Vesttyskland Selv om alle planer for de jyske og tyske styrkers indsats i Slesvig var hemmelige, blev der alligevel afholdt øvelser dernede, der lignede vore planer så meget, at man skulle være nærmest tonedøv, hvis man ikke forstod meningen. Disse øvelser startede tidligt. I 1960 hed den HOLD FAST. Man kan læse herom i heftet Jyske Dragonregiment. Kampvogne og fodfolk, , hvori kaptajn C.Hildebrandt har beskrevet 1. OPESK indsats. (Udgivet af JDR i Oktober 2009). 36

38 Klargøring til jernbanetransport. Februar 1969 Foto: DG Tilsted Disse øvelser blev gennemført ca. hvert tredje år. I 1969 hed øvelsen BESK MOST/BOLD ADVENTURE og varede fra 28/2 til den 7/3. Dragon Tilsted har sendt nogle fotos herfra, Og den sidste øvelse i Tyskland med brigadens egen opklaringseskadron fandt sted i fra 16. til 24 september Danske soldater i tysk halm. foto Tilsted 37

39 På vej hjem med tog. Stående P.B. Frederiksen, siddende Gunnar Lange, NK. Foto Tilsted. Øvelse Brick Stone, september Forberedelsen. Brick Stone (mursten) var en temmelig stor øvelse, idet der deltog i alt ca mand. Fra Danmark deltog Jydske Division med de to stående brigader og divisionens støtteenheder samt fly fra Flyvevåbnet, vel op i nærheden af mand. Vi var de blå. Orange styrker var tyske, som bl.a. kom helt ned fra det sydlige med 3. tyske DIV. JDR havde to PNBTN, to OPKESK og snesevis af kampdommere og markskadeofficerer med kørere og køretøjer i felten på én gang. En meget stor opgave for depoter, værksteder etc. 2. JBDE varmede op til øvelsen ved en ARMFELT i april og en SIGØV og en STØV i august. De praktiske forberedelser er mange, og det er vi heldigvis mange om. Garagemesteren tæller op, hvad der skal bruges af grej til togtransporten. Det er træklodser og søm, tråd og kæder til at spænde køretøjerne fast.og fylder op i beholdningerne af blår, klude og olie og hvad der ellers hører til i hans pakninger. Våbenmesteren gør tilsvarende forberedelser inden for hans domæne, og det alt lige fra spisebestik til maskingeværer. Og så er der kommandobefalingsmanden. Hans opgaver tør jeg ikke remse op, det vil blive mangelfuldt. En ting skal dog med, og det er vore rationer under øvelse i Tyskland. Hver officer kunne tilkomme et vist mål spiritus pr. dag og cigaretter eller cigarer. De menige fik også en ration spiritus og cigaretter, men hvor meget har jeg glemt. Alt dette skulle tælles op, rekvireres, opmagasineres sikkert og medtages lige så sikkert. Så var der orientering om øvelsen. For at slippe for at få en eller anden generals historie om, at han havde talt med en soldat, som havde fortalt, at han ikke anede noget om, hvad der foregik, sendte jeg en indkommanderet løjtnant, der var skolelærer, ned på Biblioteket for at indsamle oplysninger om Slesvig Holsten. Og så underviste han os alle i geografi og samfundsforhold. 38

40 Tyske kort fik vi til fordeling i god tid. Og ikke bare de sædvanlige 1 og 2 cm, men også et specielt miljøkort. Det var et 2 cm kort, hvor begrænsninger og forbud mod miljøsvineri var afmærket med farver. Det har vi vist ikke i DK endnu. Om selve øvelsen fik alle naturligvis alt at vide. Dog gjaldt fortsat, at eskadronens krigsopgaver var hemmelige. Men enhver opvakt knøs kunne formentlig både stave og lægge sammen, idet frontlinien mod Orange blot var flyttet nogle km vest for Zonegrænsen. Transporten. Alle disse panserenheder skulle transporteres med DSB. Holstebro Station slog ikke til, så der blev indladet enheder i Struer, Holstebro, Vemb og Herning. Den 2. Sep.1971 begyndte øvelsen ret realistisk med at vi rykkede i kantonnement, 2. OPKESK omkring Handbjerg lige syd for Vinderup. Det er det ringeste kvarter, jeg nogensinde er blevet budt. Så hellere en granskov. Men vi overlevede, og næste dag rullede eskadronen til Struer Banegård, hvor alle køretøjer blev kørt op på godsvognene og spændt fast med klodser og tråd. Det tager tid, men jeg mener, at vi havde afgang mod Fredericia midt på aftenen. Alle soldaterne havde et par personvogne, hvor vi var under kørslen. Køreturen ned gennem Jylland til Neumünster tog sin tid, lang tid. Og vi gjorde holdt mange steder. Da ikke alle danskere var vore venner, tværtimod, blev der sendt en patrulje ned langs vognene på begge sider for at undgå hærværk. Ingen fandt dog på slige sager, og vi nåede Neumünster om morgenen. Afmontering af køretøjerne tager ikke så lang tid, og de enkelte delinger kørte direkte ud i vort anviste område sydøst for Boostedt ad vejen mod Bad Segeberg. Det var tæt på, at vi kunne have startet krigen i øvelsesterrænet ved Boostedt. Den indledende stilling var i det lavere terræn lige øst for Boostedt. Adskillelsen mellem Blå og Orange var angivet ved en rød streg på kortene. Det var en lidt tyk streg, og det medførte med det samme problemer, idet en af delingsførerne og nogle spejdere blev taget til fange af en tysk løjtnant, han hed Rix. Det skete en times tid før øvelsen officielt startede, så det var en noget uortodoks situation. Min kører og jeg kørte straks over i fjendeland og fandt noget, der lignede en tysk kommandostation med en oberst, og der var også kampdommere tilstede. Det var lidt svært at få dem fri, jeg var faktisk rasende og brugte mange tyske ord, man normalt ikke bruger over for ældre officerer. Men det lykkedes dog, og vi kunne begynde øvelsen med fuld styrke. Ved øvelsens begyndelse mødte en tysk flyverløjtnant fra FSN HUSUM op. Han skulle være vor forbindelsesofficer hvad angår forbindelse til tyske enheder. Og han var både en flink fyr og gjorde gavn. Derudover havde vi en dansk markskadeofficer/kampdommer. Den tyske løjtnant glædede os alle en dag med at komme med friskbagt rugbrød fra 6. DIV Fältbäckerei. Efter flere dage på feltrationer smagte det vidunderligt. Øvelsen. For så vidt var der ikke forskel på denne øvelse og en almindelig ARMFELT øvelse. Og dog. Der er stor forskel på terrænet i Jylland og i Slesvig. Der er mange skove og plantager begge steder, men de ligner ikke helt hinanden. Gårdene er meget anderledes, og markerne er, i hvert fald i egnen vest og sydvest for Neümünster, flade, lavtliggende og tit meget vandholdige. Tit var det kun bæltekøretøjer, der kunne passere. Og så er der hegnene. Mange marker var omgivet af brede diger, hvorpå der vokser hegn af løvtræer, som i øvrigt bliver skåret ned af og til og hugget til kvas til brændsel. Sådan et hegn kunne passeres af en kampvogn dog ikke alle steder. Jeg har senere læst en beskrivelse af en træfning den 23 apr. 1848, hvor Ritmester W.Würtzens eskadron fra 6. Dragonregiment i galop og med dragne sabler angreb preusserne for at undsætte nogle danske artillerister. Her bliver de mange diger med bevoksning beskrevet som en stor hindring for at føre kommando over større troppeenheder og som gode skjul for fremrykning med mindre styrker. 39

41 Vandløbene hedder som i Jylland stadigvæk åer, og de er for det meste impassable, også for bæltekøretøjer. Stör var én af dem. I den nævnte frontlinie opnåede vi hurtigt kontakt med Orange forreste enheder. I denne fase var 2. OPKESK foran de øvrige enheder i brigaden. Efter en rolig nat skete der det yderst usædvanlige, at de to brigader begyndte en fremrykning (1.JBDE til venstre ) og med hver sin OPKESK i front. Altså opklaring i rum. Meget usædvanligt. Hen på dagen fik vi så føling med fjendens kampvogne (M/48) samt besøg af brigadechefen. Vi udlagde helikopter - flager, tydeligt afmærket og bevogtet, men han landede 500 m foran vore grupper og tæt ved ORANGE kampvogne. Han blev reddet i tide. Senere på dagen blev vi afløst og sendt langt tilbage i BSO. Undervejs passerede vi over den nye endnu ufærdige motorvej vest for Neümünster. Selvfølgelig over en af de færdige broer. Og gik i BSO i en skov syd for Nindorf. På det tidspunkt var vi ret trætte. En nat i toget og så i gang siden tager på kræfterne. NK og jeg deltes om nattehvilet. Jeg sov først og blev vækket efter en passende tid. NK gjorde sin drømmeseng klar under et træ og gik i soveposen. 5 minutter efter kom der over radioen ordre om ny indsats. Denne gang var det ham, der var uheldig. Denne del af øvelsen sluttede med Blå tilbagegang bag Stör. Pause. Der blev et ophold af et døgns varighed. Folkene udnyttede bl.a. pausen til at efterkomme en blændende ide fra kommandobefalingsmanden. De gik i bad i svømmebadet i den nærliggende by. Sammen med NK og et par stykker mere efterkom jeg en invitation til at overvære 18. BDE s demonstrationsøvelse: overgang over Kielerkanalen. Først et angreb over kanalen af en styrke i hurtige både, etablering af brohoved støttet af fly, jeg tror det var både tyske og danske. Derpå kom pontonbroen sejlende vest fra i flere sektioner. De blev koblet sammen, drejet og gjort landfast. Kanalen er vel på dette sted ca. 100 m bred. Og så begyndte overgangen af brigadens enheder. Marder med infanteri og panserbataljonerne med M/48. Det varede 3 timer og forekom endeløst. Kampvogn M/48 Patton fra 17 Brigade. 40

42 Slutfasen. Næste dag gjorde BLÅ klar til det store angreb over Stör for at kaste fjenden. Efter nogen rokeren i dagens løb som sikring mod åen, gjorde vi næste morgen klar til gå over åen efter en broslagning i nærheden af Hohenaspe. Vi ventede og ventede på signalet, og vi nærmede os hurtigt ENDEX, Jeg var lige bag CH/O (Leth Nielsen) og pressede ham for et svar, fordi sådan en overgang med hele eskadronen ville vi aldrig komme ud for igen. Bag mig holdt 17 BDE s kampvogne og panserinfanteri tæt opsluttet inde i vejsiden, klar til at følge op. Endelig kom signalet, og vore delinger passerede feltbroen, foldede ud på den anden side og dannede et brohoved. Det nåede jeg ikke selv at se, for så sluttede øvelsen. ENDEX. Klar til hjemturen. I løbet af eftermiddagen samledes vi alle på en græsmark vest for Neümünster. Omgivet af høje diger med træer og buske var det et fortræffeligt sted at koble af fra øvelsens forvirring. Der blev lavet bivuakker, vartet køretøjer og udstyr, tændt bål i pæne rækker ned over marken. Jeg håber at jeg en dag møder en, der har et billede af sceneriet. Mens vi indtog vore feltrationer blev lægen rekvireret. Der var én, der var blevet forbrændt på armen. Det forlød, at det var over bålet, men det var senere oplysninger siger, at det var letsindig omgang med noget fyrværkeri eller kanonslag. Men ellers forløb aftenen rolig, vist nok under indtagelse af fortrinlig tysk øl. Og dagen efter læssede vi køretøjer på Neümünster Bahnhof. Og da det var gjort, var der nogle timer til afgang ud på aftenen. Så spredtes hele flokken til beværtninger omkring i byen. Vist nok mest for at få rigtig mad med kniv og gaffel. Det lykkedes godt for dem, jeg fulgtes med. Det var mørkt, da vi startede hjemturen. Og der faldt hurtigt ro over det hele. Jeg husker kun en enkelt ting. Da vi havde passeret grænsen, blev jeg vækket, da der var en tolder, der ville tale med mig. Han ville gerne have at vide, om vi havde noget at fortolde. En dragon havde før afgang spurgt mig, om det gjorde noget, han havde en æske cerutter eller cigarer. Det fortalte jeg den lysvågne mand, og så opgav han at få noget ud af den bunke sovende. Han skulle bare vide, hvor meget der kan være i de tomme ammunitionsmagasiner på en M/41 Walker Bulldog. Oksbøl Om morgenen ankom vi til skydelejren i Oksbøl. Vi læssede af, indkvarterede og tog søndagen fri. Mandag morgen var der skydning med alle våben. Da jeg overtog eskadronen var det min hensigt at prøve de forskellige kombinationer, som organisationen bød på. Det normale var ESK indsat delingsvis alene eller under gensidig støtte. En anden var eskadronen indsat delt op i en kampvognsdeling (6 kampvogne), en panserinfanterideling, en spejderdeling og en mortersektion med tre morterer (som jo ikke var der i fredstid). Den organisationsform hed KOLIBRI. Det blev sjældent anvendt t under feltøvelser, men én gang gennemførte vi en skydning i Oksbøl. Hvornår det var, har jeg glemt, men min jeepkører hed Randers og var rødhåret. Vi angreb Bunker Syd. Ildstøtte fra spejdernes mange 7.62 M/62 fra vestkanten af Bordrup Pl. Angrebsstyrken med kampvogne og panserinfanteri til højre herfor. Det var en fantastisk god skydning, som til fulde viste ESK ildkraft og folkenes professionelle stade. Alene spejdernes 12 stk. maskingeværer og kampvognenes 6 kanoners viste betydningen af god måludpegning og en samlet ildåbning. Og vi havde sikkerhedsmæssigt styr også på den form for skydníng. Og vi havde afsat rigelig ammunition. Midt under det hele sagde Randers de vise ord: Hvem har ansvaret for det her. Det er jo farligt. Tænk over det. 41

43 Klargøring Skydning m. M/41. foto: J.H.N.Jensen Resten af dette år gik med daglig tjeneste, en enkelt udrykning til Oksbøl i oktober, en SIGØV fra 30 nov 3 dec for signalfolk. Den blev afholdt i Holstebro, og derefter en tur til Hevring fra 5 til 8 december. Og så var der vel juleorlov Allerede den 4 6 jan var der atter en SIGØV i Holstebro, men så var der ingen fremmede indgreb før en ARMFELT fra 8 13 februar. Der var stadigvæk vintre med frost, sne og kulde. Januar var temmelig kold, men kun lidt nedbør. Februar var knap så kold, dog nede på 19 grader, men stadig uden ret meget nedbør. Vi var fjenden, der var gået i land ved Blåvand og var nået frem i den sydlige kant af Kallesmærsk Hede, hvor vi var i stilling i nordkanten af Hornsbjerge. I februar er nætterne mørke, og når der samtidig kommer en tyk tåge ind fra havet, så man ikke kan se en meter frem, så bliver det svært. Blåvand Fyr, som normalt er vejviser overalt i området, var forsvundet. For at undgå at folk forsvandt i tågen, trak vi minestrimler ud mellem køretøjerne. Det elendige vejr til trods lykkedes det delingerne at opnå kontakt med fjenden, I/Fynske Livregiment. Øvelsen sluttede med os i en stilling oppe omkring Børsmose Kirke. Og så var det denne øvelse, der endte med en mægtig parade for OB Herman Berg, der skulle afløses af OB Jørgen Andreassen. Alle enheder kørte forbi obersten, der stod med nogle ledsagere på en platform ved betonvejen ind mod Oksbøllejren. Med alle radioer på chefnettet havde vi forberedt, at når forreste vogn, det var min PMV, var næsten fremme ved platformen, kommanderedes TÆND. Og så tændte man lyset på vognene. Hvordan det blev opfattet vides ikke. Man kan godt kaste noget mudder efter sådan en parade. Kilometerprisen for en Centurion var vist ca. 60 kr. og dem var der ca. 40 stk af. Og de andre køretøjer kørte heller ikke gratis. Men vi skulle jo alligevel ud af terrænet og ind i lejren til transporterne, så det var nok ikke så dumt alligevel. Og imponerende og et pænt farvel til en afholdt brigadechef var det under alle omstændigheder. Sidste del. Vinteren var kold og våd helt fra november med sne og frost. Det fortsatte til hen i april med megen regn. Efter en skydeperiode i Hevring fulgte en lang påskeorlov. Derefter skydning i Borris og Oksbøl sidst i april, en STØV 21/72 midt i maj, årets præmieskydning for befalingsmænd sidst i maj. 42

44 Ellers gik tiden med daglig uddannelse, orienteringsløb og mindre øvelser ved dag og ved nat. Under en sådan øvelse skete et af de færdselsuheld, som man helst er foruden. Under en øvelse ved Hover Pl. skred en spejdervogn ud i et sving på en grusvej og væltede. Det var sket før, men for det meste var der ikke voldsomme personskader, og i min tid aldrig dødsfald, måske fordi besætningerne var forberedte og havde en god fysik, så man kunne komme fri af vognen. I dette tilfælde ramte en dragon vejen med hovedet og fik grimme sår. Der blev ringet efter en ambulance og han blev kørt til Ringkøbing Sygehus. Da jeg nåede uheldsstedet var der ryddet op, og jeg kørte derfor til Ringkøbing. Det var vel hen ad midnat, og jeg mødte en reservelæge, der var i gang med at behandle dragonen, der lå på briksen. Jeg fik demonstreret, hvordan hovedbunden var flænget op og nu lå renset og klar til at blive syet på igen. Nogle dage efter kom han forbi os på vej til et par ugers sygeorlov, og han fik vist ingen men af uheldet. Og fra juni kom så min sidste feltøvelse med eskadronen. Det var FELT 21/72, og den fandt sted i Vendsyssel - Thy i det kønne terræn omkring Tømmerby Fjord og Hjardemål Kirke. En nat tilbragte jeg i min sovepose opad denne kirkes stendige. Øvelsen sluttede et sted i nærheden af Østerild Pl. nord for Thisted med en gravøl sammen med DF, NK m.fl. idet min tid i eskadronen nu uigenkaldeligt lakkede mod enden. Efter 3 år som selvstændig opklaringschef, skulle jeg fra 2 juli 1972 tiltræde som OO/I/JDR. Min afløser var major Søren Eibye Nielsen, der i 1977 overlod eskadronen til major L.F.Schroll Nielsen. Og i 1979 kom major J.S. Nyegaard for anden gang. Han var derefter chef indtil 1984, hvor han blev afløst af major Gunnar Lange. I 1985 gik OPKESK ud af brigadernes organisation og blev samlet i V/JDR, OPKBTN. I alle disse år blev de tre OPKESK ført videre. Ustandselig med skiftende personel og også nyt materiel. En modernisering af KVG M/41 var uden succes, men nye håndvåben og uniformer blev dog indført. Og dermed slutter historien om Brigadens selvstændige underafdeling, Opklaringseskadronen, og for sidste gang har kommandoerne i en KVG M41 lydt: LAD KANON ---- LUKKET --- SKYD --- SKUD KOMMER. 43

45 Epilog Efter tilværelsen som selvstændig underafdelingschef i 2. JBDE blev jeg OO (operationsofficer) i I/JDR, der indgik i 1. JBDE. Det var noget helt andet, og dog ikke så forskelligt Skal man skrive noget om, hvad der drev folkene i disse enheder, kan man måske nå helt tilbage til Gøngehøvdingen, Svend Poulsen, som med fantasi, vovemod og hurtige indfald gjorde helvede hedt for svenskerne i 1600-tallet. Og senere Rytteriets patruljer som var eksponenter for regimentets motto: Fortes Fortuna Juvat: Lykken står den kække bi. At dragoner også i kamp kunne slå til som en større enhed er set i flere slag. Jeg skal kun nævne træfningen ved Aarhus den 29 juni Efterkrigstidens opklaring har vel også lært meget af krigstidens erfaringer. Måske stammer noget fra General Patton, som selv om han var infanterist, troede på det djærve fremstød og udnyttelse af enhver mulighed. Brigadens opklaringseskadrons mandskab bestod fra starten sidst i fyrrerne til slut i 1985 af værnepligtige og stampersonel. Var der kommet et sovjetisk angreb mod Vesteuropa i den periode, var de blevet indsat i kamp, hvad enten de kunne lide det eller ej. I dag er den form for angreb mod landet utænkeligt. Men i dag er vore folk så kommet rigtig i kamp. Det er en kamp mod terror, som foregår langt fra landets grænser. Den er nødvendig, men man skal alligevel have i erindring, at det er en kamp, man melder sig til frivilligt. Brigadens Opklaringseskadron havde god ildkraft og stor bevægelighed. Og så gjorde forskellen mellem infanteriets langsommelighed og grundighed og Pansertroppernes udnyttelse af ildkraft og bevægelighed nok sit til, at man kan tale om, at Brigadens Opklaringseskadron var en enhed med Rytterånd. Mejdal anno 2010 Hans Frederik Moth Regimentets urhøns Foto: H.Moth 44

46 Indholdsfortegnelse Forsiden side 1 Forord side 2 Grunduddannelse i hæren side 4 5 Jydske Dragonregiment side 5 6 Pansertroppernes Befalingsmandsskoler side 6 10 Efterkrigstiden side Traveflodens munding, Lübeck. Kort 1: side 16 Brigaden. Historie, organisation og opgaver. Side Opklaringseskadron Indledning med historie side Opklaringseskadron. Historie og organisation side Uddannelse i eskadron side Øvelser i Brigade og Divisionsramme. Side Epilog Side 44. Indholdsfortegnelse side 45. Tillæg 1. Forkortelser side 46 Tillæg 2. OPKESK organisation, del 1 og 2 side Tillæg 3. Opklaringskanoner side 49 Bagsiden side 51 45

47 Tillæg 1. Forkortelser ABC Atom, Biologisk og Kemisk PMV Pansret mandskabsvogn BDE Brigade PNBTN Panserbataljon CH Chef PRLT Premierløjtnant CH/O Chef for Operationssektion WAPA Warschawapagten CF DDR DKB ICAO IGKMP Civil Forsvaret Deutsche Demokratische Republik Danske Kvinders Beredskab International Civil Aviation Organisation Ingeniørkompagni INFBTN Infanteribataljon JDR JBDE KN MAAG MAJ NATO NK OL PBS Jydske Dragonregiment Jyske Brigade Kaptajn Military Assistance Advisory Group Major North Atlantic Treaty Organisation Næstkommanderende Oberstløjtnant Pansertroppernes Befalingsmandsskoler 46

48 Tillæg 2. OPKESK organisation, del 1 Næste side OPKESK organisation, del 2 47

49 48

50 Tillæg 3 Opklaringskanoner Staghound. Tung panservogn, USA , 15 tons, 75 mm kanon M24 Chaffee. Let kampvogn. Cadillac, USA , 18 tons, 75 mm kanon M41 Walker Bulldog, let kampvogn, Cadillac USA fra tons, 76 mm kanon 49

51 50

52 Udgivet af Jydske Dragonregiment Maj 2010