Prædiken til 2. søndag efter helligtrekonger, Joh. 4, tekstrække.

Transkript

1 1 Grindsted Kirke. Søndag d. 19. januar 2014 kl Egil Hvid-Olsen. Prædiken til 2. søndag efter helligtrekonger, Joh. 4, tekstrække. Salmer. DDS 411 Hyggelig, rolig. Dåb: DDS 447 Herren strækker ud sin arm. DDS 448 Fyldt af glæde over livets under. DDS 417 Herre Jesus, vi er her DDS 582 At tro er at komme (gerne Astrups mel.). Altergang: DDS 596 Kender du den livsens kilde. DDS 7 Herre Gud! Dit dyre navn og ære. Tekstlæsninger. 1. Kong. 8, ; 1. Joh. 2,28-3,3; Joh. 4,5-26.

2 2 Prædiken. Størrelse er noget underligt noget. Et lille barn bliver stolt, når man siger: Hvor er du stor!. Siger man det samme til en fuldvoksen mand, risikerer man at få et blåt øje. I renæssancen skulle kvinder gerne være i den størrelse, der i vore dage ville kræve, at de fandt deres tøj i butikker, som reklamerer for et udvalg til store piger. Sådan er det ikke længere. I dag skal fotomodeller helst ligne hungerofre. Forholdet til størrelse varierer fra person til person og fra periode til periode. I vore dage er synet på størrelse gået amok. Arbejdspladser med fysisk krævende arbejde er skrumpet ind, hvilket medfører, at vi, der har stillesiddende erhverv, buler ud, hvis vi ikke brænder alt det ophobede fedt af. Livsstilslidelser som diabetes og hjertekarsygdomme truer, hvilket naturligvis ikke er rart. Men frygten for disse lidelser nærmer sig panik. I hvert fald er en stor del af den vestlige verdens befolkning blevet grebet af en sundhedsfeber. Vi forsøger at spise sundt og dyrke mest mulig motion, men samtidig fristes vi af det enorme udbud af lækkerier, vi tilbydes, hver gang vi køber ind. Mange får derfor et næsten fanatisk forhold til en sund livsstil med nøje afmålte portioner fedtfattig kost og hård træning i det lokale fitnesscenter. Det minder om en forskruet religionsudøvelse. Derfor udgør de mest rabiate sundhedsapostle da også vor tids bud på dem, der tidligere gik rundt med et forklaret blik i den overbevisning, at de i modsætning til de fleste andre - var frelst fra verdens synd. Andre har et mere afslappet forhold til kalorier og løber ikke en maraton i panik, hvis de har taget hundrede gram på i julen. Atter andre kan meget vel være opmærksomme på, hvad der er sundt, og hvad der ikke er, men de magter hverken at holde sig til det sunde eller til afmålte portioner. Desværre medfører dette, at der opstår en opdeling mellem dem, der lever sundt og dem, der lever usundt. Nogle af dem, der lever sundt, lægger afstand til dem, der ikke gør det. Der har oven i købet været røster oppe om, at stærkt overvægtige ikke skal have de samme

3 3 rettigheder til hjælp fra sundhedssystemet som andre. Nogle repræsentanter for den veltrænede elite anser sig altså ikke blot for at være bedre, men også for at være mere værd end de mere fyldige. Det er ikke en holdning, der gavner den sidstnævnte gruppe, hvis repræsentanter ofte ikke blot er overvægtige, men også lider af manglende selvtillid. Med denne cocktail er det dobbelt så svært for dem at ændre deres spisevaner, og når de tilmed får at vide, at de ligger samfundet til last, får selvtilliden yderligere et dyk. De befinder sig altså i en ond cirkel, der konstant kredser omkring deres størrelse. Størrelse spiller også en rolle i dåben. Nogle kirkesamfund mener, at dem, der døbes, skal være voksne, så de er bevidste om, hvad det er, de går ind til. I vores evangelisk-lutherske kirke døber vi også gerne voksne hvis de altså ikke er døbt før. Allerhelst døber vi børn, fordi dåben lægger et fundament for det liv, de lige har påbegyndt. At være voksen og indsigtsfuld er ofte et plus, men ikke når det gælder dåben. Dåben er en gave, som det lille, nye menneske får af Gud; en gave i form af et løfte om, at Gud vil være med barnet livet igennem og tilmed også på den anden side af døden. Den gave har Livia og Iulian lige fået, dels som et fundament, der kan give dem ro og tryghed i hverdagen, dels som en livline, de kan klamre sig til, hvis de på et tidspunkt føler sig svigtede, ensomme eller fortvivlede. Dåben er altså Guds eviggyldige løfte til barnet. I vores tid, hvor vi fokuserer på materielle goder, kan det lyde fattigt med et løfte som gave. Vi vil hellere have noget, der kan pakkes ud jo større, des bedre. Gavens størrelse er imidlertid ikke proportional med dens værdi. Den kostbareste gave, vi kender til, kan end ikke ses. Der findes nemlig ikke noget mere værdifuldt end en kærlighedserklæring. Sådan en kan skabe glæde nok til resten af livet. Derfor er det vigtigt at være sig bevidst, at det netop er en kærlighedserklæring, Gud giver udtryk for i dåben. Han lover de små børn, at han vil blive ved med at holde af dem, selvom han ved, at de bliver lige så lidt perfekte som alle os andre.

4 4 I forhold til os voksne er Livia og Iulian ganske små, og dog er størrelse et relativt begreb. I forhold til en myre er de to børn jo kæmpestore. Hvordan størrelsesforhold kan ændre sig alt efter, hvilken synsvinkel man anlægger, handlede den første bibeltekst om. Den indeholdt kong Salomos betragtninger over det tempel, han havde ladet bygge til Gud. Det giver sig selv, at det var en stor bygning. Sammenlignet med et almindeligt beboelseshus var templet enormt, men det var også en enorm beboer, det skulle huse. Så stor er Gud, at Salomo fra begyndelsen af erkender, at templet faktisk er for småt til ham. Himlen og himlenes himle kan ikke rumme dig; hvor meget mindre da dette hus, som jeg har bygget!, udbryder han. Templet er altså ikke bygget i et forsøg på at presse Gud ind i det, men for at vise ham ære. Det er meningen, at templet skal virke så enormt, at det får dem, der ser det, til at gispe efter vejret. Selvom Gud er langt større, kan templet få folk til at spekulere over Guds enorme størrelse. Et ordsprog siger, at man ikke kan se skoven for bare træer. Dermed konstateres det, at man af og til kan stå overfor noget, der er så stort, at man mister overblikket. Det er netop, hvad vi gør, når vi konfronteres med Guds størrelse. Hans magt er så enorm, at vi ikke kan overskue den. Vi må nøjes med at gispe efter vejret i erkendelse af, at der her er noget, der er meget, meget større end os. Det manglende overblik medfører, at det guddommelige altid forbliver mystisk. Der er indsigter, der fortaber sig, fordi vi ikke kan overskue Gud. Det var, hvad apostlen Johannes sagde i gudstjenestens anden læsning: Vi er Guds børn nu, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi skal blive. Som regel vil man blive skræmt fra vid og sans, når noget enormt tårner sig op over en, men det er ikke tilfældet for Johannes. Vi er Guds børn nu, siger han trygt og overlader det til Gud, hvad han skal blive, når han engang dør og forenes med sin skaber. Apostlen er overbevist om, at der venter ham noget godt, fordi Gud også er til stede efter døden. Det er han nemlig stor og magtfuld nok til at sikre.

5 5 I dagens evangelietekst er Gud blevet lille, for det er kristendommens påstand, at Gud blev menneske i Jesus. Guds størrelse har ændret sig, idet han har givet afkald på sin almagt. Han er blevet mindre og kan derfor åbenbare sig i et menneske. Alligevel er Jesus større end den samaritanske kvinde, han taler med i hvert fald hvis man tænker på de etniske opdelinger, man gjorde brug af dengang. Samaritanere var nemlig anset for at være en slags undermennesker. De anerkendte kun en del af de gamle helligskrifter. Derfor anså landets jødiske majoritet samaritanerne for kun at være en slags halvjøder. Selvom jøder af den grund så vidt muligt undgik samaritanerne, går Jesus ikke op i den slags. Han er stor nok til at møde kvinden fordomsfrit. Det er han, selvom han kan gennemskue hende og ved, at hun lever et moralsk angribeligt liv. Kvinden derimod aner ikke, hvem det er, hun taler med. Hun kan ikke i sin vildeste fantasi forestille sig, at det er Gud, der står overfor hende i mennesket Jesus og det kan man ikke bebrejde hende, for det er vitterlig underfuldt. I kraft af at kvinden ikke kan gennemskue, hvem hun taler med, bliver deres samtale absurd. De taler fuldstændig forbi hinanden. Jesus taler om sig selv som livets vand, men kvinden tænker stadig på det vand, der er nede i brønden. Herre, du har ingen spand, og brønden er dyb; hvor får du så levende vand fra?, spørger hun og latterliggør ganske ufrivilligt sig selv. Men selvom kvinden virker tungnem, forlader Jesus hende ikke. Tværtimod lirker han lidt efter lidt en forståelse af, hvem han er, ind i hende. På den måde kan han til sidst afsløre sin identitet for hende og tilmed blive troet. At Jesus repræsenterer den umådeligt store Gud, og at den samaritanske kvinde i sammenligning hermed er ganske lille og endda indleder deres samtale med en lige så begrænset indsigt, betyder ikke noget. Gud insisterer på at møde hende på det plan, hun befinder sig. Han gør sig mindre, end han er, fordi hans kærlighed er større end alt andet. Guds kærlighed er stor nok til at favne selv det mindste menneske.

6 6 I Guds øjne er der ikke forskel på os. I hans øjne er vi alle små. Det var for vores skyld, han kom til verden, for derved fik vi indsigt i, at han vil os det bedste. Han åbenbarede, at han elsker os. Hans kærlighedserklæring hører vi første gang ved dåben. Den rækker ikke alene gennem hele livet og videre ind i det evige liv. Den rækker også til alle typer - både små og store, tykke og tynde, sundhedsfreaks og livsnydere for I hans øjne er vi alle lige. Amen.