- 1 - Lungholm. Fra undseelig forpagtergård til herskabeligt hovedsæde. Herregårdslandet Lolland

Transkript

1 - 1 - Lungholm Fra undseelig forpagtergård til herskabeligt hovedsæde

2 - 2 - Formidlings- og landskabsprojektet Rapporten er udarbejdet af Museum Lolland-Falster i samråd med ejerne af de deltagende herregårde. Ud fra et fastlagt fokus indeholder rapporten oplæg til nedslagspunkter i formidlingen af herregårdens nærområde. Rapporten om Lungholm er en videreførelse af Landskabs- og formidlingsprojektet, en del af partnerskabsprojektet Mulighederne Land, og danner grundlag for en stander ved herregården, som er en del af formidlingsprojektet Herregård & Landskab Lolland, der åbnede 20. juni Mulighedernes Land Mulighedernes Land er et partnerskabsprojekt mellem Lolland Kommune, Thisted Kommune, Bornholms Regionskommune og Realdania om udvikling af Danmarks yderområder. Projektet skal udvikle og afprøve nye strategier til positiv udvikling i landdistrikter og landsbyer i Danmarks yderområder. De nye strategier udvikles og afprøves gennem en række konkrete demonstrationsprojekter i Lolland Kommune, Thisted Kommune og Bornholms Regionskommune. Landskabs- og formidlingsprojektet er et ud af fire demonstrationsprojekter i Lolland Kommune. Øvrige demonstrationsprojekter er Energi til lokal udvikling Horslunde som energilandsby, Porten til Lolland og Bedre boliger færre boliger. Mulighedernes Land gennemføres mellem 2007 og Læs mere om projektet på

3 - 3 - Historisk rids Ved sammenlægning af de to Olstrupgårde, nedlæggelse af den lille landsby Pugerups tre gårde samt erhvervelse af omkringliggende strøgods skabte Palle Rosenkrantz ( ) i 1639 hovedgården Lungholm af sine sydlige jorder navngivet efter hans tredje hustru Lisbeth Lunge ( ). De to Olstrupgårde, der i 1650 blev omtalt som to skønne gårde med herligt tillæg, kendes i kilderne tilbage fra 1434, hvor Herman von Hafn skrev sig til stedet. Hvorvidt der har været tale om en hovedgård eller blot en godssamling på dette tidspunkt, lader sig ikke afgøre. I 1568 boede en bonde i den ene halvpart af Olstrupgårde, hvilket indikerer, at en eventuel hovedgård på dette tidspunkt var blevet afløst af to store bondegårde. Lungholms etablering i 1639 skal formentlig ses i tilknytning til Palle Rosenkrantzs generelle jordpolitik på Lolland. Med udgangspunkt i hovedsædet Krenkerup indledte han en samling og omlægning af sine jordbesiddelser, der medførte anlæggelsen af Lungholm samt udvidelse af hovedgården Gjeltoftegård, der efter ham omdøbtes til Rosenlund. Det kunne tyde på, at to gårde, bedømt ud fra overleverede arkivalier og ældre billedmateriale, begge har haft en mindre bygningsmasse reserveret til Palle Rosenkrantz i jagttiden og således ikke blot har udfyldt en produktionsmæssig rolle, men også en herskabelig funktion i jagtperioderne. Trods en stor investering i etableringen af hovedgården og rejsningen af nye bygninger blev der i de følgende årtier ført en stille tilværelse på Lungholm, der fungerede som forpagtergård under Krenkerup med fire marker i trevangsbrug. Den stille tilværelse på gården fastholdtes helt frem til 1680 erne, om dog Lisbeth Lunge i sin enkestand løbende udvidede fæstegodset. I 1649 blev Lungholm opgjort til 60 tdr. hartkorn hovedgårdsjord og med 48 fæstegårde, en vejrmølle, et vænge og 16 huse under sig, mens det underliggende gods i 1688 efter gården ved arv i 1684 var blevet udskilt definitivt fra Krenkerup fordelte sig på 55 gårde fra Vejleby i vest til Sjælstofte i øst. Ved skiftet 1711 efter Margretha Rodsteen ( ) i der sammen med sin ægtefælle Flemming greve Holck ( ) som de første ejere boede på Lungholm blev bøndergodset opgjort til 42 gårde, to ødegårde, en vejrmølle samt 31 huse fordelt indenfor den tomils grænse, der krævedes for at fastholde skattefrie hovedgårdsmarker efter de nye hovedgårdsbestemmelser fra I 1723 blev Lungholm erhvervet af Christian Ditlev greve Reventlow ( ), som i 1729 indlemmede gården i det nyoprettede grevskab Christiansborg fra 1741 omdøbt til Christianssæde. Lungholm blev igen udlagt til forpagtergård i 1776 beskrevet af præsten P. Rhode som en gård bestående af 3 i hinanden byggede grundmurede Fløie, som holdes i god stand, men haven kan ikke passere uden som en Kaalhave. Hele Bygningen omgives af Grave og indesluttes rundtomkring af større og mindre Skove. Karakteristisk for 1700-tallets lollandske hovedgårde var der på Lungholm indrettet et mejeri, der af præsten blev betegnet som et godt Hollænderi, som indbringer aarlig over 100 Daler. I april 1784 blev Lungholm udskilt fra grevskabet og solgt til ejeren af Højbygård, Poul Abraham baron Lehn ( ), for rigsdaler. Til trods for at Poul Abraham Lehn ad åre skulle sætte markante spor på Lungholms omkringliggende landskab, lagde han stilfærdigt ud efter overtagelsen. Forpagter Christen OIsen, som under C.D.F. Reventlow ( ) i 1782 var kommet til fra Gjedsergård, fik fornyet sin forpagtningskontrakt i en række mindre ændringer var nu blevet indført i kontrakten bl.a. blev jorden fra en nedlagt gård i Hyldtofte lagt under Lungholm ligesom forpagtningsafgiften var blevet sat op fra rigsdaler til rigsdaler årligt. Med undtagelse af nogle få rum i forpagterboligen og den Hauge som ligger sønder for

4 - 4 - sidstnævnte Hauge samt den derved liggende liden Gaardsplads og de 4 Frugttræer som staar inden for Grøften [der] forbeholdes Herskabet blev gården overladt til forpagteren, der samtidig fik råderet over de tilknyttede hovbønders arbejdskraft. Gårdens hovbønder havde pligt til at vedligeholde hegn og gærder rundt om gårdens hovedgårdsjorder under tilsyn af ladefogeden, der formentlig også holdt opsyn med bønderne, der endnu som det fremgår af forpagtningskontrakten i 1782 skulle køre årets høst til udskibning i Nysted, Kragevig eller Rødby. Med baron Lehn kom landboreformerne for alvor til Lungholm. Tirsdag d. 14. juli 1796 blev der afholdt hoverikommissionsmøde på gården med henblik på udarbejdelse af en hoveriforening mellem baron Lehn og Lungholms 48 hovninger. Af de mange paragraffer og bestemmelser fremgår det tydeligt, at baron Lehn havde iværksat en betydelig omlægning af driften på Lungholm. Af hensyn til Beqvemmelighed ved Hoveriets Forrettelse havde han ladet udføre en mindre omlægning af jorderne under Højbygård og Lungholm, hvorved 14 tdr. hartkorn fra Lungholm blev lagt til Højbygård. Foruden en omlægning af jorderne havde han også indledt en driftsomlægning fra den hidtidige praksis med firevangsbrug til over en periode på ni år at få udlagt syv marker, der alle blev indhegnet med jordvolde og grøfter, og på hvilke fæstebønderne nu havde pligt til at vedligeholde de levende hegn. Høstens udskibning foregik ikke længere fra Rødby, men derimod fra Nysted, Bandholm, Kragevig og ikke mindst fra baron Lehns egen havn ved Oreby Ladested. Lungholm blev under baron Lehns ejerskab i stigende grad knyttet sammen med Højbygård, der blev administrationscentrum for hans sydlige besiddelser. Højbygård dominerede de efterfølgende to årtier ikke blot Lungholm som administrationscenter, men også gennem sin størrelse 166 tdr. hartkorn med 106 hoveripligtige fæstegårde under og qua sin beliggenhed centralt mellem Rødby og Maribo. Samhørigheden med Højbygård blev yderligere understreget året før Poul Abraham Lehns død, da de to gårde sammen med Råhavegård d. 1. juli 1803 blev ophøjet til stamhuset Sønderkarle for datteren på Søholt Cathrine Elisabeth Lehn ( ) og ægtefællen F.J.C. von Bertouchs ( ) efterkommere uden dog at forandre Gaardenes Navne Høibygaard og Lungholm. Navnet menes valgt fordi baron Lehn kaldte sine fæstebønder på de sydlige besiddelser for de Søndre Karle. Stamhusbestemmelserne medførte umiddelbart ikke de store ændringer på Lungholm, idet stamhuset ved baronens død i 1804 gik i arv til den mindreårige Poul Godske von Bertouch ( ), der boede på Søholt og som først i 1821, to år efter stamhuset var blevet ophøjet til baroni og slægtsnavnet ændret til Bertouch-Lehn, aktivt engagerede sig i sine besiddelser. Samtidig valgte Poul Godske Bertouch-Lehn at bosætte sig på Lungholm, hvorved gården blev ophøjet til hovedsæde for baroniet. Lungholms nye status medførte en del mindre byggerier, ligesom halvdelen af den tidligere forpagterbolig i østfløjen nu blev reserveret herskabet. De øvrige værelser tillige med havestuen i midtfløjen blev endnu overladt til forpagteren. Dette fremgår af udbudsmaterialet forud for auktionen i august 1820, hvor forpagtningen blev auktioneret bort til højstbydende. I forpagtningskontrakten fra 1827 fremgår det, at herskabets pladsbehov var steget, idet Den hele øster Fløi af Waaningshuset nu alene blev forbeholdt til Beboelse af Baroniets Besidder, mens forpagteren måtte tage til takke med de gamle økonomirum i den vester Fløi af Waaningshuset [ ] til brug for sig og familien. Frem til bortforpagtningen i 1852 fik forpagteren sammen med driften overdraget to huse på Hyldtofte Fæland, hvori det var ham tilladt at holde to familier, der kunne benyttes til at vogte forpagterens kvæg på øerne Hyllekrog og Brunddragene, der ligeledes blev overladt til forpagteren. Med i forpagtningskontrakterne fulgte nøje tilrettelagte driftsplaner for Lungholms syv marker, mens driften på de resterende

5 - 5 - eng- og markområder såvel som i skovene blev holdt uden for forpagtningen. Til trods for at skovdriften fra begyndelsen af 1800-tallet oplevede en generel opkvalificering på de lollandske hovedgårde, og der allerede i folketællingen i 1787 nævnes en skovrider og en skovfoged på Lungholm, var driften af de nærved liggende skove endnu i 1809 delvis overladt til fæstebønder som Hans Sørensen i Hyldtofte, der jævnfør fæstebrevet for gård nr. 8 skulle føre tilsyn med en skovpart mod at få tilladelse til at hugge i underskovens elle-, hassel- og tørnebeplantning. Fæstebønderne var stadig den primære arbejdskraft på Lungholm. Først ved bortforpagtningen i 1852 fremgår det, at gården ikke længere blev drevet med hoveri. Forpagteren fik nu overdraget alene til afbenyttelse tvende Familiehuse til Tjenesteshuse, hvilke han samtidig fik vedligeholdelsesansvaret for. Afskaffelsen af hoveriet faldt sammen med, at Johan Julian Sophus Ernst baron Bertouch-Lehn ( ) året før d. 8.juli 1851 af Frederik VII have modtaget tilladelse til at afhænde de til Baroniet hørende Gaarde og Huse samt 3 Møller. I perioden overgik 82 af baroniets 133 fæstegårde til fri ejendom, og efter at baronen kunne inddrage den 1/10 Deel hvorover jeg ifølge Lov af 18. februar erholder Dispensationsret naar det øvrige er solgt, blev yderligere 43 gårde i 1860 erne afhændet til arvefæste. Fæstegodset medførte således ikke blot en udvidelse af baroniets jorder men også en tilføring af kapital, der bl.a. blev omsat i opførelsen af en ny hovedbygning på hovedsædet Lungholm. Den nye statelige hovedbygning, den samtidige anlæggelse af en ny park samt opførelsen af en ny forvalterbolig vest for hovedsædet i 1853 cementerede tydeligt, at Lungholm nu både var bolig for baronen og centrum for baroniets administration. Højbygård fungerede derefter alene som forpagtergård. Det herskabelige løft på Lungholm kastede ikke blot en opkvalificering af bygningsmassen og omgivelserne af sig, men lod sig også aflæse i voksende udgifter til bl.a. jagtvæsnet, hvor baron Bertouch-Lehn gik foran i bl.a. fasanopdrættet på Lolland, ligesom Studehave Skov i 1869 indrettedes til dyrehave. I hverdagen på Lungholm kunne baronens standsmæssige livsførelse aflæses i en stigende adskillelse af herskabets liv fra forpagterens hverdag, til trods for at de beboede i hver deres fløj af hovedbygningen. Allerede i 1840 præciseres det i forpagtningskontrakten, at porten i den store lade ud mod landevejen, gennembrudt omkring 1800, ikke måtte benyttes af forpagter og hovbønder i høsttiden. Løsgående svin måtte forpagteren heller ikke længere holde i borggården foran hovedbygningen, hvor baronen også frabad sig opstilling af brænde. Ønsket om at adskille forpagterens hverdag fra herskabets liv fremgår også af forpagtningskontrakten fra 1852, hvori forpagteren til Brug og Beboelse i Forpagtningsaarene [fik stillet] samtlige nye Bygninger som er opførte til Forpagtergaarden og som saaledes særskilt er fraskilt den herskabelige Gaard til rådighed, indtil baronen saa hurtigt det er ham muligt [fik opført en ny] Bygning til Waaninghuus for Forpagteren. Hensigten noteredes også i de efterfølgende forpagtningskontrakter, uden at byggeriet fandt sted. Først ved avlsgårdens brand og efterfølgende flytning i 1922 blev der opført en ny forpagterbolig på afstand af hovedbygningen, hvilket førte til en definitiv adskillelse mellem forpagterens bolig fra herskabets hjem. Den økonomiske gevinst afledt af fæstegårdssalget og landbrugets fremgang i perioden medførte, at baroniet fra midten af 1800-tallet indledte en opkvalificering af de underliggende avlsgårde med flere nybyggerier bl.a. på Højbygård, ligesom forpagtergården Saxfjedgård i 1865 blev oprettet ved sammenlægning af en række mindre lodder langs kysten. Efter stormfloden i 1872 stod det klart, at kystlinjen mod syd måtte sikres med nye og forbedrede diger. Baroniet indledte samtidig en undersøgelse af mulighederne for indvinding af nyt land i området. På den baggrund igangsattes et større landindvindingsprojekt, der skulle skabe et nyt stort dyrkningsområde. Tanken kan ikke have været helt ny, for allerede i 1852 fik forpagteren ikke længere stillet Hyllekrog og Brundengene til rådighed, idet

6 - 6 - Herskabet forbeholder sig [området] for at tage under en Kulturforbedring. Indvindingseventyret mod syd skulle vise sig at blive en økonomisk stor belastning for baroniet, der i 1878 blev sat under administration. Som driftsenhed under baroniet blev hverdagen på Lungholm kun i mindre grad påvirket af inddæmningsarbejdet mod syd og den medfølgende økonomiske belastning. Driften på gården var endnu i høj grad præget af den store omlægning og driftsplaner, som var blevet indført tidligere i århundredet. På de syv marker blev der i 1840 erne dyrket afgrøder som havre, vintersæd, byg og kløver, ligesom der årligt blev udlagt en mark til blandingsdrift med ærter, vikke og kartofler. I 1880 erne skete der ændringer i afgrøderne, da en mark blev udlagt med Bælgsæd, Blandsæd og Roer, og først i 1890 erne blev en hel mark alene tilsået med roer. Hermed var sukkereventyret indledt på Lungholm, hvor driften i 1891 for en foreløbig trettenårs periode blev bortforpagtet til De Danske Sukkerfabrikker, som i en årrække havde drevet Højbygård og sukkerfabrikken i Holeby. I årtierne efter blev roebanen til sukkerfabrikken anlagt nord og vest for gården samtidig med, at polakkasernen mellem Tågerup og Lungholm blev rejst. I 1905 gik Johan Julius Sophus Ernst Bertouch-Lehn bort efter at have besiddet baroniet i mere end 50 år, og sønnen Poul Abraham baron Bertouch-Lehn ( ) kunne tage over. Efter en større udbygning og renovering af Lungholm samme år kunne han i 1906 flytte ind. Sideløbende fandt en udvidelse af godsets funktionærhuse sted, ligesom en ny tidssvarende herskabsstald blev opført. Der opretholdtes fortsat en herskabelig tilværelse på baroniet, der i 1925 blev afløst, tre år efter at avlsgården på Lungholm pga. brand var blevet nyopført på afstand af hovedbygningen efter arkitekt Axel Jørgensens tegninger. Lungholm i dag

7 - 7 - Den nye avlsgård efter Rødby Lokalhistoriske Arkiv Tegning af Lungholm i arkitekt L.A. Winstrups skitsebog. Danmarks Kunstbibliotek Asylet i Tågerup, opført i 1850 erne. Rødby Lokalhistoriske Arkiv Skoven omkring Lungholm har til alle tider skjult hovedgården i landskabet. Set fra Olstrup Kirke

8 - 8 - Hoveriforretningen mellem baron Lehn og Lungholms 48 hovbønder fra Rigsarkivet

9 - 9 - Originalkortet over Lungholm Kort & Matrikelstyrelsen

10 Olstrup Kirke Først i 1803 blev den lille ensomt beliggende Olstrup Kirke, der havde sin oprindelse i et kapel ved den hellige Sankt Olufs kilde hvoraf der endnu er spor i beplantningen i marken nordvest for kirken formelt koblet til Lungholm ved stamhuset Sønderkarles oprettelse. Siden 1726 havde kirken været knyttet til Højbygård, hvorunder den kom til at høre, da kronen solgte ud af sine lollandske besiddelser efter nedlæggelsen af ryttergodset samme år. Olstrup Kirke på Originalkortet fra K & M Til trods for at Lungholm lå i Olstrup sogn og i umiddelbar nærhed af Tågerup Kirke der siden 1725 hørte under Aalholm var det den fjernereliggende Errindlev Kirke, der i århundreder fungerede som gårdens hovedkirke. I 1699 modtog daværende ejere af Lungholm, Flemming Holck og Margretha Rodsteen, patronatsretten til Errindlev Kirke, som blev ægteparrets sidste hvilested ved deres død i 1701 og Ved boopgørelsen efter Margretha Rodsteen samme år hun gik bort, var Errindlev Kirke den eneste kirke under Lungholm og blev da takseret til 377 rigsdaler 4 skilling 14 mark. Familiegravstedet på Errindlev Kirkegård Ved oprettelsen af stamhuset Sønderkarle i 1803 fulgte seks kirker med Torslunde, Nebbelunde, Ringsebølle, Sædinge, Olstrup med Højbygård og Errindlev Kirke med Lungholm. I de følgende generationer fungerede Errindlev Kirke endnu som hovedkirke for baroniet, som også foretrak denne som begravelseskirke i første omgang lagt til hvile i tårnrummet og fra 1872 i et muret familiegravsted ved indgangen til kirkegården. Kun i spørgsmål om reparationer og årlige syn fik Olstrup Kirke i perioden opmærksomhed fra baroniets side. I 1856 opførtes et lille nyt hus til aftrædelse for præsten ved kirkegården, formentlig samme hus som i 1892 omtales som Huset ved Olstrup Kirke [med] Kjøkken, Stue, Sovekammer og Entreen samt Præstens Stue. Det kneb bl.a. med varmen i kirken, og i maj 1882 ansøgte 43 husstande i sognet baroniet om at faae anbragt en Kakkelovn eller Varmeapparat i Olstrup Kirke til brug under Gudstjenesten paa Søn- og Helligdagene om Vinteren. I den Forventning at vort Andragende bliver bevilget af Vedkommende, har man i Sognet indsamlet den Capital, som man anseer for tilstrækkeligt til Anskaffelsen af Brændematerialet for den kommende Vinter, og som er tilstede med et Beløb af 31 Kr., og desuden er samme Beløb sikkert aarlig indtil videre. Ovnen må være blevet bevilliget, for i baroniet Sønderkarles Kirkeprotokol fra synet i 1898 fremgår det, at Olstrup Kirke fik sit nuværende udseende ved arkitekt H.C. Glahns ombygning i 1890 erne

11 kakkelovnen var efterset og rørene fornyet. Det fremgår af samme syn, at arkitekt H.C. Glahn, der samtidig stod for opførelsen af flere funktionærhuse og få år senere skulle projektere udvidelsen af hovedbygningen, havde udarbejdet et overslag for en større renovering af kirken, som må være igangsat i årene umiddelbart før og efter Familien Bertouch-Lehns gravkapel på Olstrup kirkegård opført i 1920 erne Den sidste større udbygning af Lungholm omkring 1900 satte således også sine spor på Olstrup Kirke. I 1928 blev kirken valgt som det sidste hvilested for Poul Abraham Bertouch-Lehn, der her have ladet opføre et privat gravkapel i det område af kirkegården, som i 1882 var projekteret udvidet. Efter mere end 100 års ejerskab og over 300 års naboskab blev Olstrup Kirke endelig hovedkirke for Lungholm.

12 Hovedbygningen Omgivet af skov giver hovedbygningen på Lungholm sig først til kende, når man står umiddelbart foran den. Den snorlige landevej mellem Errindlev og Rødby, der går forbi gården, har aldrig, som normen ellers er på hovedparten af de lollandske hovedgårde, løbet igennem gårdsrummet. Placeringen i skoven ud til landevejen indikerer, at gårdens historie i herregårdssammenhæng er ganske ung først etableret i Lungholms tidligste bygningshistorie kan ikke klart udredes, men det kunne tyde på, at gården blev Lungholm indtegnet på Sognekortet fra K & M opført i to etaper i årtierne mellem 1622 og ca Den første kendte beskrivelse af byggeriet findes i skifteprotokollen efter Margretha Rodsteen i 1711, hvor gårdens bygninger gennemgås. Hovedbygningen bestod på dette tidspunkt af de to sidefløje, hvoraf østfløjen havde været indrettet til herskabsbolig, mens vestfløjen rummede økonomirum og værelser. Mellem de to skråtstillede, fuldmurede fløje lå et mindre byggeri bestående af to fløje på en etage med kældre under på henholdsvis otte og ni fag, opført i Tømmer Bulværk, uden til forklæd med en Halvsten Muur, Taget med Skiælning samt et mindre tårn. Hvordan disse bygninger indbyrdes var placeret, er ikke muligt at bestemme. Adskilt med en grav fra avlsgården i gavlene dekoreret med jernankre P.R. L.L. og J.R. (Palle Rosenkrantz, Lisbeth Lunge og sønnen Jørgen Rosenkrantz) samt årstallet 1639 lå hovedbygningen isoleret fra driften. De to skrå sidefløje, den symmetriske avlsgård og udlægningen af voldgrave rundt om både hovedbygning, avlsgård og den bagvedliggende kålhave tyder på, at bygherren Palle Rosenkrantz har fundet inspiration til gårdens udformning i tidens arkitektoniske lærebøger og i normen for periodens hovedgårdsbyggeri. Ikke utænkeligt har Philibert de l Ormes arkitekturbog fra 1567 dannet grundlaget for hans byggeri i 1639, hvor han med den symmetriske avlsgård og de skråtliggende sidefløje tilførte et eksisterende, irregulært anlæg bestående af to fløje og tårn renæssancens yndede geometri og herskabelige iscenesættelse. Voldgravene udfyldte fra starten ikke en forsvarsfunktion. Når de alligevel blev anlagt, skyldes det uden tvivl en norm i tidens hovedgårdsbyggeri, ligesom de udfyldte den Lungholm gengivet i 1830 erne før den nye hovedbygning kom til. Nationalmuseet

13 praktiske funktion at holde vildtet ude fra avlsgården og kålhaverne samt sikre afvandingen af området. Igennem 1700-tallet mistede det lille anlæg i midten sin funktion, og i 1758 blev tårnet og formentlig den ene af de to små fløje revet ned. Det tilbageværende byggeri husede i østfløjen bolig for forpagteren og værelser for herskabet, mens vestfløjen i 1805 rummede en sammenblanding af bolig og økonomirum Borgestue, Køkken, Spise- og Tjener[?]kammer, Dagligstue, Sovekammer, Forstue, Havestue, Storstue, Gæstekammer, Mælkestue og Bryggers. Den tilbageværende midterfløj var indrettet til forpagterens havestue med hvælvet kælder under. De to sidefløje der daterer tilbage til Palle Rosenkrantz byggearbejde i 1630 erne Ved ophøjelsen til hovedsæde for baroniet i 1820 erne skete der en gradvis ændring i brugen af hovedbygningens fløje. Mens herskabet etapevis inddrog østfløjen og midterfløjen til sin bolig, blev forpagteren flyttet over i vestføjen, hvor han samtidig fik udlagt en mindre have bagved. For at adskille de to husholdninger og formentlig for at imødekomme herskabets behov for at besidde en ophøjet status fik forvalteren i 1830 erne udlagt en selvstændig ankomstvej til sig på ydersiden af avlsgårdens vestlige længe, hvor møddingen ligeledes var placeret, og hvor der rejstes en række staldlænger. Den nuværende statelige hovedbygning blev opført i perioden efter stadsbygmester i Flensborg L.A. Winstrups tegninger ved nedrivning af den lille midterfløj og forkortelse af de to sidefløje. Dermed opnåede Johan Julius Sophus Ernst baron Bertouch-Lehn endelig passende rammer for det herskabelige liv, som nu blev levet på Lungholm, ligesom baroniet fik et hovedsæde, der svarede til gårdens velstand og status. Samtidig undergik de to sidefløje en renovering og fik tilføjet de to centrale kviste midt for. Den nye hovedbygning blev opført i den i tiden moderne historicistiske stil med inspiration fra de to sidefløjes gavle og L.A. Winstrups udlandsrejser. Den nye hovedbygning blev indrettet efter moderne forskrifter for bekvemmelighed og komfort jævnfør taksationsforretningen fra 1875 med indlagt vand på alle etagerne. Samtidig blev den gamle østfløj indrettet til 10 gæsteværelser, en Stryggestue, en Rullestue, et Vaskehuus, en lang Gang og 2de Trappegange samt et Værelse på Loftet. Også haven gennemgik fra ca og frem store ændringer med en udvidelse og anlæggelse af nye partier i tidens landskabelige parkstil. Lungholm i slutningen af 1800-tallet med de originale vinduer og indgangstappe med gelænder. Rødby Lokalhistoriske Arkiv.

14 Skitse af vinduespartierne i Palazzo Vecchio i Firenze i arkitekt L.A. Winstrups skitsebog i 1848 og et vinduesparti på Lungholm. Danmarks Kunstbibliotek I blev hovedbygningen efter Poul Abraham Bertouch-Lehns overtagelse udvidet efter arkitekt H.C. Glahns tegninger og forskønnet, idet der er tilbygget en Fløj og et Taarn med højt Spir og indrettet brandfri Rum for det store Bibliotek. Lungholm Slot afgiver i sin nuv. Skikkelse en meget stor, herskabelig og fortrinlig indrettet Bolig med indlagt elektrisk Lys; desuden har den nuværende Besidder opført den smukke Herskabsstald. Lungholms tårn signalerede på lang afstand, at der blev ført en fornem tilværelse på baroniet, og at de økonomisk hårde år efter indvindingsprojektet var overstået. Efter store dele af den gamle avlsgård i 1922 nedbrændte, blev de resterende fløje fjernet og en ny avlsgård rejst vest for forvalterboligen. Arealet foran hovedbygningen blev udlagt til plæner afgrænset mod vejen af den gamle lades ydermur. I blev indgangstårnet revet ned. Lungholm efter ombygningen i ved arkitekt H.C. Glahn. Det store tårn blev revet ned i 1950 erne. Rødby Lokalhistoriske Arkiv

15 Alléen til Højbygård Samhørigheden med Højbygård efter Poul Abraham Lehns overtagelse af Lungholm i 1784 lader sig fysisk aflæse i den snorlige vej, som i dag løber mellem de to gårde, og som må være anlagt umiddelbart efter overtagelsen i 1780 erne. På et kort fra 1772 opbevaret på Lungholm er vejen til Højbygård ikke indtegnet. Når hovbønderne skulle transportere årets høst til udskibning i Kragevig som det fremgik af forpagtningskontrakten i 1782 gik turen formentlig over Rødby og derfra videre nordover. Ved hoveriforeningen i 1796 fremgår det imidlertid, at bønderne nu også skulle udskibe fra Oreby Ladeplads ved Sakskøbing Fjord, hvor baron Lehn havde ladet opføre et pakhus, og det er sandsynligt at antage, at vejen mellem de to nabogårde på det tidspunkt var anlagt bl.a. for at lette transporten dertil. Vejnettet på baronens andre besiddelser, bl.a. på Guldborgland, blev i samme periode reguleret og nyanlagt og fremstod ligesom den rette vej mellem Højbygård og Lungholm som sindbilledet på landboreformernes rationelle tankegang, samtidig med at lette transporten og dermed hoveribyrden for fæstebønderne blev lettet. Kort over Sydlolland 1772 hvor vejen mellem Højbygård og Lungholm endnu ikke er indtegnet. Lungholm symmetri og tilføre området et herskabeligt udtryk, blev vejen til Højbygård ikke anlagt med samme formål. Vejen blev ikke forsøgt sammenkoblet med gårdens symmetriakse, som det eksempelvis var sket omkring baron Lehns anden lollandske besiddelse Berritsgård, der fungerede som hans lollandske bolig, hvilket tydeligt indikerer, at Lungholm endnu ikke have tiltrukket sig herskabets opmærksomhed eller var tænkt ind i en større landskabelig iscenesættelse. Vejen til Højbygård indtegnet på Originalkortet fra K & M Vejens irregulære placering i forhold til Lungholms bygningsmasse understreger, at den ikke blev anlagt med henblik på at understrege en herskabelig iscenesættelse, men derimod ud fra praktiske og driftmæssige hensyn. Mens den snorlige akse delvist tilplantet med allétræer udhugget omkring år 1800 ud fra avlsgårdens centrale port i laden mod syd alene havde til formål at understrege gårdens Den regulære vejstrækning til Højbygård koblede Lungholm på det større vejnet ved denne gård, der i 1833 blev prist for sin gode tilstand Nye chausseformige Veie ere anlagte fra Gaarden til Maribo, Bandholm og Rødby. Udsigt fra den snorlige vej mod Højbygård

16 Fra Højbygård kunne områdets hovedbyer nås og væsentligt for den voksende eksport o så øens vigtigste kornudskibningssted i Bandholm. Hvornår vejen blev tilplantet med allétræer af kastanje vides ikke, men formentlig er det sket i løbet af 1800-tallet sideløbende med, at der skete et generelt herskabeligt løft på Lungholm. Funktionen som bindeled mellem de to nabogårde blev understreget i 1853, hvor baroniet rejste en ny forvalterbolig overfor alléens udmunding umiddelbart vest for Lungholm. Godsforvalterboligen som blev rejst i 1853 vest for Lungholm ved vejen til Højbygård Udsigten gennem alléen fra Lungholm med Tågerup Kirke i baggrunden

17 Arbejderhuse De tidligste spor efter arbejderhuse ved Lungholm findes ved hovedgårdsjordens grænser. Pugerup Hus, Tågerup Hus og Lungholm Huse der er indtegnet på Originalkortet fra 1807 har formentlig deres oprindelse i en række ledvogterhuse, hvori gårdens tidligst tilknyttede arbejdskraft boede. I Folketællingen fra 1801 nævnes kun et af husene under Lungholm, Taugerup Huseet, som blev beboet af ledvogter og husmand Peder Pedersen, der formentlig foruden at vogte overgangen til hovedgårdsjorderne også gik til hånde på gården. 49 år senere nævnes i Folketællingen fra 1850 fem huse under Lungholm, hvor bl.a. gartneren og fire daglejerfamilier boede. Det voksende antal arbejderhuse under hovedgården skal ses i forlængelse af afviklingen af hoveriet omkring 1850, der medførte opførelse af tvende Familiehuse til Tjenesteshuse som det nævnes i forpagtningskontrakten i 1852 til gårdens nye arbejdskraft. I Folketællingen fra 1860 gennemgås fire huse i Lungholm Mark, hvori tre dagelejerfamilier og undergartneren boede, mens gartneren residerede i en selvstændig gartnerbolig i haven. Antallet af underliggende huse på Lungholm lå tilsyneladende fast i perioden I 1875 omtales de to arbejderhuse i Lungholm Mark igen som I Marken sydøst for Gaarden findes tvende Arbeiderboliger, opført af Egebindingsværk, hvert hus indrettet til to familier, ligesom gartnerboligen ligeledes omtales også opført i bindingsværk. I taksationsforretningen fra 1892 var gartnerens bolig blevet udvidet med vin- og blomsterbakker samt en mur omkring en del af gartneriet. De to arbejderhuse i marken omtales endnu, nu benævnt henholdsvis Østre og Vestre Bjernæshus, ligesom huset ved Olstrup Kirke var kommet til, hvori der er indrettet en mindre bolig samt nogle værelser til præsten. Baroniets sociale stiftelser blev samtidig også gennemgået. Tågerup asyl opført i 1854 i et arkitektonisk formsprog i overensstemmelse ved hovedbygningen på Lungholm ved hjælp fra midler fra baronen og distriktets fattigkasse der husede syv beboere og den Bertouch-Lehnske stiftelse i Rødby oprettet i 1847 som aftægtsbolig for baroniets afgående skolelærere eller deres enker hvor Madame Knudsens Gaarddør skulle efterses. Det relativt begrænsede antal huse kan ikke alene have rummet hovedgårdens samlede arbejdskraft. De 29 udlejningshuse, som omtales i taksationen fra 1895, har formentlig også huset arbejdskraft tilknyttet gården. I Lungholm Huse findes endnu resterne af et af de tidligste arbejderhuse, som blev rejst efter hoveriets afløsning omkring 1850 De endnu eksisterende huse rundt om Lungholm daterer sig fra 1890 erne og frem til ca Det lille rødstenshus med stråtag ved indgangen til parken fra Det lille charmerende funktionærhus til tjeneren blev i 1890 erne opført ud til ankomstvejen fra Højbygård med udsigt til hovedbygningen gennem parken

18 Arkitekt H.C. Glahns udkast til tjenerboligen ved vejen til Højbygård. Det valgte udkast nr. 1 til venstre kostede kr. og var dermed 300 kr. billigere end udkast nr. 3 til højre. Rigsarkivet Højbygårdvej blev rejst efter tegninger af arkitekt Glahn omkring Forud for opførelsen af et hus for tjeneren paa Lungholm havde arkitekten i januar 1894 sendt baroniet tre forslag til husets udseende, der kunne vælges imellem, og valget faldt på forslag nr. 1, der var 300 kr. billigere end de to andre udkast. Mens de tidligere arbejderhuse der alene husede daglejere og undergartnere havde været opført i bindingsværk uden større arkitektoniske overvejelser, blev de nyopførte funktionærhuse fra 1890 erne der var opført som bolig for baronens særlige personale og placeret umiddelbart op til gården udført efter tegninger af tidens anerkendte arkitekter eller baroniet selv. De tilkomne funktionærhuse er således også et vidnesbyrd om den voksende herskabelige levevis, der udfoldede sig i hovedbygningen i perioden. Efter Poul Abraham baron Bertouch-Lehns overtagelse af baroniet i 1905 skete der en yderligere udbygning af Lungholms funktionærhuse ved opførelse af tre nye huse umiddelbart øst for hovedindkørslen i , hvoraf Fasanjægerboligen skulle være udført efter tegninger af baronessen selv. En af de funktionærboliger som blev rejst øst for gården i 1910 erne i forbindelse med den sidste større udbygning af Lungholm Efter opførelsen af Tågerup polakkaserne i 1911 stilnede byggeriet af nye arbejder- og funktionærboliger af. I 1927 blev antallet af arbejderhuse til avlsgården opgjort til fem, mens der til selve Lungholm hørte seks huse, en godsinspektørbolig, et beboelseshus formentlig polakkasernen og to skovfogedboliger til. Efter Anden Verdenskrig kom et par enkelte huse ved avlsgården til, og andre huse som f.eks. gartnerboligen blev nedrevet.

19 Inddæmningen Lungholms mest markante spor i landskabet findes i det store inddæmningsområde ved Saxfjed mod syd. Her rejstes med midler fra baroniet i det 10 km lange dige, der endnu sætter sig tydelige præg på området, og som kastede hen ved tdr. nyt land af til baroniet. Motiveret af periodens stigende efterspørgsel på korn og foranlediget af en bundundersøgelse udarbejdet af kaptajn R. Carstensen, der havde påvist fortrinlig landbrugsjord, igangsatte baroniet i 1874 arbejdet med opførelse af diger og afvanding af det inddæmmede land. Baroniet havde store forventninger til indvindingen godsforvalter Kragelund skulle ligefrem have forudset afsætningsproblemer med den store produktion. Som redegørelsen fra kaptajn R. Carstensen i juli 1878 angående status Den første mølle på Billitze der skulle afhjælpe med udpumpningen af andet fra det inddæmmede område. Rødby Lokalhistoriske Arkiv og udfordringer med det store inddæmningsprojekt skulle vise, var forventningerne allerede fire år efter blevet afløst af skuffelse samtidig med, at udgifterne eksploderede. Medvirkende til den dårlige økonomi var bl.a. udgifterne til etableringen af digerne, visse steder næsten 7 m høje fra bund til krone. R. Carstensen havde i det oprindelige overslag budgetteret med, at baroniet selv skulle stå for opførelsen med økonomisk tilskud fra Digevæsnet. Da digerne under Lungholm imidlertid indgik i et samlet digeværk langs kysten, blev det i 1875 vedtaget, at det nationale digevæsen selv skulle rejse digerne med tilskud fra de private lodsejere deriblandt Lungholm. En ændring, der alene kom til at koste baroniet kr., som baronen måtte finansiere gennem lån i baroniets båndlagte kapital. Da det samtidig ikke lykkedes at isolere Arealet fra det Landvand, der kommer fra det tilgrænsende Opland, måtte udgifterne til rørlægning og pumper bl.a. ved Billitze forøges, hvilket samlet set medførte en kraftig budgetoverskridelse, som baroniet havde svært ved at løfte, og samme år som redegørelsen forelå, blev det sat under administration. Det indvundne land skulle vise sig langt fra at kunne leve op til bundundersøgelserne fra I 1880 var området endnu præget af store områder med betydelig Sandmasse..., der lå ubeplantet hen ligesom sandflugt og oversvømmelser prægede området. Hurtigt stod det klart, at det store landbrugseventyr udeblev, og Kort over det inddæmmede område med afvandingskanalerne indtegnet. Rødby Lokalhistoriske Arkiv

20 baroniet måtte se sig om efter alternative indkomstmuligheder. Løsningen lød i første omgang på fåreavl, og til formålet blev afgivet et overslag på opførsel af en schæferbolig ved inddæmningen til 1.490,27 kr., der rejstes sammen med to stalde. I februar 1880 indstillede skovrider Schröder til baroniet, at jyske Hedefaar kjøbes, idet de var billige og måtte antages [ ] haardføre Faar [ ] der egner sig langt bedre til den paagjældende Græsning og vil være taknemmelig for den rigeligere Næring. Fårene skibedes ind fra Kolding til Bandholm, hvorfra de blev transporteret til inddæmningen. Fåreavlen skulle imidlertid vise sig at være urentabel og blev efter et par år igen opgivet. I det inddæmmede område findes stadig mange spor efter det store arbejde. Bl.a. den lange afvandingskanal der føre ud til Billitze pumpe og gården Lyttesholm, hvor staldene efter fåreeventyret endnu kan opleves. Frem til midten af 1900-tallet blev der regelmæssigt forsøgt opdyrkning af de sandede jorder uden det store held. Baroniet måtte sande, at indvindingseventyret mod syd ikke gav økonomisk overskud. Til gengæld kunne området benyttes til rekreative fornøjelser som jagt, hvilket allerede Johan Julian Sophus Ernst Bertouch-Lehn kunne sande få år efter digernes færdigetablering. I september 1879 blev der ved den nybyggede Billitze Mølle rejst en staldbygning, der bl.a. skulle indbefatte den Hestestald som er aproberet opført til Hr. Lehnsbarons private Brug til opstaldning af heste i jagttiden.