Klagerne har et sommerhus på en ejendom, der ligger sydøst for det nyopførte hus. De har i 2000

Transkript

1 NATURKLAGENÆVNET Frederiksborggade 15, 1360 København K Tlf.: Fax: X.400: S=nkn; P=sdn; A=dk400; C=dk nkn@nkn.dk 11. februar 2003 J.nr.: 03-31/ kpa i sagen om anmodningen om at få genoptaget sagen om opførelse af et helårshus på matr.nr. 4c Anholt By, Anholt, i Grenaa Kommune Advokat Birgitte Refn Wentzel har den 29. juli 2002 for Charlotte og Kim Reinhardt, der ejer et sommerhus på ejendommen matr.nr. 15q Anholt By, Anholt, beliggende Sønderstrandvej 2, 8592 Anholt, anmodet Naturklagenævnet om at genoptage sagen om opførelse af et helårshus på ejendommen matr.nr. 4c Anholt By, Anholt, beliggende Under Bakkerne 10, 8592 Anholt. Efter klage fra en nabo, der bor i et helårshus lige øst for den omhandlede ejendom, stadfæstede Naturklagenævnet den 28. december 1999 Århus Amts landzonetilladelse af 29. april 1999 til opførelse af et enfamiliehus på 200 m² på ejendommen matr.nr. 4c, Anholt By, Anholt, i stedet for et hus, der var nedbrændt i Der var i afgørelsen fastsat vilkår om, at huset skulle opføres højst 20 m fra et eksisterende udhus, og at overkanten af huset ikke måtte overstige kronekanten på skrænten op mod naboejendommen mod vest. Huset blev ikke blevet opført, og i stedet blev der ansøgt om tilladelse til at opføre et helårshus på 143 m², som i udformning afveg væsentligt fra det hus, der tidligere var blevet meddelt tilladelse til. Århus Amt fandt, at projektet krævede en ny landzonetilladelse, og meddelte den 24. september 2001 tilladelse til det nye byggeprojekt. Århus Amt lagde i tilladelsen vægt på, at der er tale om en bygning, som blev placeret på samme sted som det oprindelige projekt, at der på ejendommen tidligere har været et enfamiliehus, som nedbrændte i 1995, og at ejendommen ligger i et område, der ifølge rammebestemmelserne i kommuneplanen for Grenaa Kommune agtes overført til byzone.

2 Anholt Borgerforening klagede til Naturklagenævnet over placeringen af huset ved grundens nordvestlige hjørne, som ifølge foreningen er en meget høj og synlig placering, som bør undgås af landskabelige grunde. Det blev oplyst i klagen, at borgerforeningen ikke havde klaget i 1999, fordi foreningen gik ud fra, at det nye hus skulle ligge samme sted, som det nedbrændte hus. Foreningen anmodede Naturklagenævnet om at ændre tilladelsen, så det nye hus blev placeret på samme sted som det nedbrændte hus. Naturklagenævnet stadfæstede den 29. november 2001 amtets tilladelse bl.a. under henvisning til, at der i klagen ikke var fremført væsentligt nye argumenter, der kunne føre til en ændring af den i 1999 tilladte placering af huset på grunden. Klagerne har et sommerhus på en ejendom, der ligger sydøst for det nyopførte hus. De har i 2000 købt en grund vest for sommerhuset, som støder op til den omhandlede ejendom, og de har en forventning om at kunne udstykke ejendommen i flere sommerhusgrunde. Det nyopførte hus vil ifølge klagerne forringe udsigten fra deres ejendom og medføre indbliksgener. Dette vil nedsætte ejendomsværdien væsentligt. Klagerne har gjort gældende, at de er parter i sagen, så de burde have været hørt forud for amtets afgørelse, at de ikke er blevet underrettet om afgørelserne, herunder fået oplysning om klage- og søgsmålsfristen, at tilladelserne ikke er korrekt annonceret, idet de er offentliggjort i Grenaa Bladet, der er en lokal ugeavis, som ikke bliver husstandsomdelt til sommerhusejerne, at der er fremkommet nye væsentlige oplysninger i sagen om, at huset er placeret øverst på ejendommen, så det flugter med bakketoppen med væsentlige indbliksgener for de omkringliggende ejendomme, herunder klagernes ejendom, hvilket efter klagernes opfattelse er i strid med de oplysninger, som Grenaa Kommune har givet Naturklagenævnet, at Naturklagenævnet formentlig ikke har været opmærksom på, at huset skulle opføres ca. 12 m højere end det nedbrændte hus, hvilket ændrer landskabsbilledet i forhold til tidligere, og i øvrigt bevirker en forringelse af landskabet.

3 Grenaa Kommune har i et brev af 6. september 2002 oplyst, at bygherren oprindeligt ansøgte om at måtte placere huset så langt mod nord som muligt, dvs. 2,5 m fra naboskellet. Denne placering blev ikke godkendt, da huset så ville blive for markant placeret i landskabet. I stedet blev godkendt en afstand til naboskellet på ca. 4 m fra husets nordøstlige hjørne og ca. 7 m fra husets nordvestlige hjørne. Huset blev dermed væsentligt sænket i forhold til den placering, der ikke blev godkendt. Afgørelse I sagens behandling har deltaget 8 af Naturklagenævnets 10 medlemmer: Lars Busck (formand), Ole Pilgaard Andersen, Marie-Louise Andreasen, Peter Christensen, Mogens Mikkelsen, Jens Steffensen, Poul Søgaard og Jens Vibjerg. Genoptagelse af en sag forudsætter, at den, der begærer genoptagelse, er part i sagen. Det gælder navnlig i et tilfælde, som det foreliggende, hvor der er nogle begunstigede parter, nemlig adressaterne for afgørelsen (ejerne), og hvor disse igennem længere tid har indrettet sig i tillid til den trufne afgørelse. Det bemærkes, at der blev givet endelig tilladelse til den omhandlede placering i december 1999 og endelig tilladelse til en ændret udformning af huset, men med samme placering, i november Huset er nu opført og var det allerede i store træk, da klagen blev indgivet i juli Det fremgår ikke af forvaltningsloven, hvem der er part i lovens forstand. Efter forarbejderne til forvaltningsloven samt administrativ praksis omfatter partsbegrebet navnlig ansøgere og klagere. Andre, som efter en konkret vurdering findes at have en individuel interesse i sagens udfald, må efter omstændighederne også anses for parter. Det er således en forudsætning for partsstatus, at resultatet er mere vigtigt for den, der påberåber sig at være part, end for en større, mere ubestemt kreds af borgere. En person kan endvidere kun anses for part, hvis dennes interesse er væsentlig. Det vil sige, at afgørelsens udfald skal angå den pågældendes forhold med en vis styrke eller intensitet. Inden for en afstand af m fra det nyopførte hus ligger der 6 helårshuse og 4 sommerhuse, herunder klagernes sommerhus, der ligger godt 100 m sydøst for det nyopførte helårshus. Efter at klagerne i 2000 har købt engarealet på m² vest for sommerhuset, grænser en lille del af

4 deres ejendom op til den omhandlede ejendom, dog med vejen, Under Bakkerne, imellem. Det bemærkes, at de ikke var naboer, da den første afgørelse blev truffet i Selve naboskabet i betydningen tilgrænsende grundstykke er ikke i sig selv tilstrækkeligt til at konstituere en partsinteresse i forvaltningslovens forstand. Afgørende er, hvor bolig- /opholdsarealerne er placeret. Den tilgrænsende grund, som klagerne ejer, udgør ikke en selvstændig ejendom, og der er efter det oplyste ingen aktuelle planer om udstykning og salg. Det må herefter lægges til grund, at den særlige partsinteresse i givet fald må være baseret på afstanden på godt 100 m fra klagerens sommerhus til det nye hus, med de heraf følgende mulige indbliks- og udsynsgener. Ser man bort fra de konkrete topografiske forhold, beplantningen mv., vil en eventuel partsstatus for klagerne betyde, at alle ejere af beboelser inden for en afstand på m skal betragtes som parter i tilsvarende sager om landzonetilladelse til opførelse af et nyt hus. Påvirkningens intensitet, dvs. interessens væsentlighed, bør konkret vurderes i forhold til, at der har ligget et helårshus på ejendommen indtil 1995, hvor det nedbrændte. Efter en mangeårig praksis meddeles der normalt tilladelse til genopførelse af et nedbrændt hus, når tilladelse søges inden rimelig tid efter branden, og der ikke foreligger særlige omstændigheder, der klart taler imod en tilladelse, fx at huset var i så dårlig stand, at det under alle omstændigheder ville have haft en begrænset levetid. Da der blev ansøgt om tilladelse til at genopføre huset i 1998, dvs. ca. 3 år efter at det tidligere hus var nedbrændt, må det betragtes som rimelig tid. Den daværende ejer af ejendommen har således haft en form for retskrav på, at der kunne opføres et nyt hus på ejendommen med nogenlunde samme placering som det brændte hus. Dette måtte ejerne af de omliggende ejendomme derfor tåle. Det gamle hus lå i øvrigt tættere på klagernes ejendom. Selv om det nye hus er placeret højere oppe på grunden, finder Naturklagenævnet det ikke godtgjort, at klagerne vil blive berørt væsentligt anderledes end de øvrige ejere af huse i nærheden. Samlet set er det Naturklagenævnets vurdering, at klagerne i denne sag ikke kan betragtes som parter i forvaltningslovens forstand. For så vidt angår klagepunktet om forkert annoncering af afgørelserne, kan det oplyses, at en tilladelse efter planlovens 35, stk. 1, ifølge planlovens 35, stk. 7, skal offentliggøres. Det angives ikke nærmere i bestemmelsen eller i lovbemærkningerne til bestemmelsen, hvordan en

5 sådan offentliggørelse skal foregå. Det oplyses alene, at formålet med bestemmelsen er at gøre klageberettigede opmærksom på afgørelser, der eventuelt ønskes påklaget. Offentliggørelsen er sket i Grenaa Bladet, der er en gratis, husstandsomdelt ugeavis, der uddeles til helårsbeboerne i Grenaa Kommune. Århus Amt har i en årrække anvendt denne avis til annoncering af landzonetilladelser. Uanset Grenaa Bladet ikke uddeles til sommerhusejerne, ses der ikke at være grundlag for - sådan som bestemmelsen i planlovens 35, stk. 7 er formuleret - at forkaste den offentliggørelsesmåde, som amtet havde valgt for annoncering af de pågældende tilladelser. Annonceringen af landzonetilladelserne var derfor i overensstemmelse med planlovens krav, og der kan ikke gives klagerne medhold i, at annonceringen ikke var korrekt. På denne baggrund afviser Naturklagenævnet at genoptage sagen, da klagerne ikke kan anses som parter i sagen, og da afgørelserne har været korrekt offentliggjort. På Naturklagenævnets vegne Karen Paabøl Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. planlovens 58, stk. 3. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. planlovens 62, stk. 1.