Rehabilitering kan løse sammensatte problemer

Transkript

1 December 2010 MEB Fremtidens rehabiliteringsindsats: Rehabilitering kan løse sammensatte problemer Resume Et stigende antal borgere har sammensatte problemer af både helbredsmæssig, social og beskæftigelsesmæssig karakter. Denne udfordring kræver nytænkning og en ny bred, sammenhængende rehabilitering, der kombinerer en sundheds- og genoptræningsindsats med løsningen af sociale problemer og relevante tilbud i forhold til tilknytningen til arbejdsmarkedet. Dansk Socialrådgiverforening foreslår en bred rehabiliteringsstrategi, der kan sikre, at indsatsen overfor syge borgere sammentænkes med en social og beskæftigelsesrettet indsats. Den socialfaglige indsats i rehabiliteringen skal styrkes og socialrådgiverne skal inddrages i højere grad. Der skal indføres en formel koordinatorfunktion som en del af Sundhedsaftalerne, og borgerne skal have ret til en forløbssamtale, der kan føre til en rehabiliteringsplan. Ved overgangen fra sygehus til den kommunale indsats skal sygehussocialrådgivere inddrages som brobyggere. Sundhedscentrene skal udvikles, så den socialfaglige indsats får en naturlig plads og kan supplere den sundhedsfaglige. Jobcentrenes rammer skal løsnes, så de i højere grad kan bidrage med de nødvendige beskæftigelsesmæssige elementer i rehabiliteringen. Dansk Socialrådgiverforening foreslår også, at den psykosociale rehabilitering styrkes. Unges psykiske problemer skal afdækkes tidligere og psykisk syge borgeres netværk skal inddrages mere. Detaljerne i Dansk Socialrådgiverforenings forslag kan læses på de følgende sider. 1

2 December 2010 MEB Fremtidens rehabiliteringsindsats En 50-årig kvinde er efter udskrivning fra hospitalet blevet langtidssygemeldt med en alvorlig rygskade. Hun har arbejdet i ældresektoren, men kan ikke længere varetage dette job, da det nu er for fysisk krævende. Kvinden er overvægtig og har svært ved at komme i gang med den nødvendige genoptræning. Siden rygskaden har hun haft en dårlig økonomi og har bl.a. en alvorlig huslejerestance. Hun er enlig mor til to store drenge, som hun har svært ved at styre den ene er netop droppet ud af sin uddannelse. Kvinden er bekymret, da hun aldrig selv har fået en uddannelse, og derfor ønsker sig en anden situation for sine drenge. Men pga. smerter fra sin rygskade har hun ikke overskud til at sætte ind overfor dem. Skal denne kvinde hjælpes optimalt, er hospitalets rygoperation ikke nok hele den sundhedsmæssige og sociale palet må sættes i spil. Udover den medicinske behandling har kvinden brug for fysisk genoptræning, et kost- og motionstilbud, der kan mindske overvægten, en socialfaglig indsats, der kan styrke samværet med drengene samt en beskæftigelsesindsats med f.eks. relevant revalidering og uddannelsestilbud, der kan kvalificere kvinden til andre jobs end det fysisk krævende arbejde i ældresektoren. Eksemplet er illustrativt for den stigende gruppe af borgere i lignende situationer. De sundhedsudfordringer, samfundet står overfor, er markante, og der er behov for nye løsninger. Langt flere borgere end tidligere lider af kroniske sygdomme samtidig med, at stadigt flere ældre lægger pres på social- og sundhedsvæsenet. Hertil kommer, at mange har sammensatte problemer af både helbredsmæssig, social og beskæftigelsesmæssig karakter, hvilket kræver nye former for indsatser. Efter kommunalreformen er en sådan sammenhængende indsats blevet endnu mere oplagt, fordi så mange opgaver er blevet samlet i kommunen. Desværre har reformen også betydet, 2

3 at den kommunale indsats er spredt på flere forvaltninger, sundhedscentre, socialforvaltning, jobcenter osv., som ikke umiddelbart arbejder sammen, og der er stadig en opsplitning af det behandlende og rehabiliterende arbejde mellem kommuner og regioner. Derfor er der et påtrængende behov for, at der skabes sammenhængende indsatser overfor syge borgere. Socialrådgiverne er oplagte til at sikre denne sammenhæng, da vi historisk altid har stået for koordinering og samordning af sagsarbejdet, ligesom vi med den uddannelsesmæssige basis for at arbejde helhedsorienteret med borgerne har et klart udgangspunkt for arbejdet. Rehabilitering svaret på fremtidens sundhedsudfordringer En bred og sammenhængende rehabiliteringsindsats, der kombinerer en helhedspræget sundheds- og genoptræningsindsats, løsning af belastende sociale problemer, samt beskæftigelsestilbud som revalidering, kompetenceudvikling og støttet beskæftigelse mv. er nødvendig for at hjælpe borgere med sammensatte problemer. Sektoropdelte og partielle tiltag kan hver for sig være udmærkede, men hvis ikke de kobles op på en integreret sundhedsmæssig og socialfaglig sammenhæng, risikerer de at være spildt arbejde og dermed spildte dyrebare ressourcer. Derfor er en bred rehabiliteringsstrategi nødvendig, hvis vi skal tackle fremtidens sundhedsudfordringer. En bred rehabiliteringsstrategi skal sigte efter: At de nuværende indsatser overfor syge borgere i langt højere grad kobles til og sammentænkes med en social og beskæftigelsesrettet indsats. At den socialfaglige indsats i rehabiliteringen styrkes og, at socialrådgiverne i højere grad inddrages i det rehabiliterende arbejde. At der sikres sammenhængende forløb, der adresserer borgerens samlede situation, så vi undgår, at borgeren falder mellem flere stole ved overgangen mellem forskellige sektorer. Der er store samfundsøkonomiske og individuelle gevinster at hente. En sammenhængende rehabiliteringsindsats kan sikre bedre udskrivelser fra hospitalerne, færre genindlæggelser, færre sygedage, løsning og i bedste tilfælde også forebyggelse af sociale problemer, samt en sikrere placering af borgeren i uddannelse og arbejde alt sammen forhold, som kan spare samfundet milliarder af kroner 1. Samtidig får den enkelte bedre livskvalitet og mindre sygelighed. Omkostningerne ved at løfte de store sundhedsmæssige og sociale problemer, kan umiddelbart synes store, men de er på længere sigt en vigtig og givtig investering i fremtidens samfund. 1 En rapport fra Mandag Morgen (2004) viser, at det er muligt at påvirke 145 mia. kr. på det offentlige budget i en positiv retning ved at satse på rehabilitering. 3

4 Rehabilitering er en løsning med et stort potentiale. Nedenfor præsenteres Dansk Socialrådgiverforenings visioner for en bred og sammenhængende rehabiliteringsindsats. Behov for sammenhængende forløb En 38-årig kvinde indlægges pga. stærke smerter i maven. Hun har to børn på hhv. 3 og 6 år og er gift med en mand, der er sygemeldt på 3. år efter en ulykke, og hvis arbejdsevne er uafklaret. Der er i den forbindelse massive konflikter med kommunen. Kvinden får diagnosen depression, hvilket antages at være en følge af psykisk overbelastning i forbindelse med mandens sygdom. Børnene sendes ofte ikke i daginstitution og skole, da begge forældre mangler overskud. Kvinden sygemeldes pga. depressionen, men kommunen vurderer, at kvinden på sigt kan vende tilbage til sit arbejde, om muligt på halv tid. En bred rehabiliteringsindsats forudsætter, at mange forskellige sektorer og faggrupper samarbejder. Kvinden i eksemplet har både kontakt til hospitalet, egen læge, kommunens børnefamilieafdeling og jobcentret. Manden har ligeledes både en lægelig kontakt, en kontakt til jobcentret og en sagsbehandler i børnefamilieafdelingen. Dertil kommer eventuelle kontakter i daginstitution og skole, som udvides med kontakt til PPR, hvis børnene udviser tegn på mistrivsel på grund af forældrenes vanskelige situation. Skal familien opleve indsatserne som sammenhængende, er der behov for koordinering og klar kommunikation om, hvem der er ansvarlig for de enkelte dele i den brede indsats både mellem regionen og kommunen og internt mellem kommunernes forvaltninger og institutioner. En formel koordinatorfunktion I ethvert rehabiliteringsforløb skal der formelt udpeges en forløbskoordinator fra forløbets start. Koordinatorfunktionen kan varetages af forskellige faggrupper og udpeges ud fra, hvilke problemstillinger hos borgeren, der er mest dominerende. Koordinatorfunktionen skal ind i Sundhedsaftalerne For at gøre koordinatorfunktionen forpligtigende skal den skrives ind i Sundhedsaftalerne mellem regionerne og kommunerne. Det sker allerede nogle steder, men det skal indgå som et fast element i samtlige Sundhedsaftaler. Forløbssamtale som en rettighed for borgeren For at sikre optimal koordination af et forløb, skal borgeren som en rettighed kunne få en afklarende samtale i forløbets start. Samtalen skal munde ud i en plan for rehabiliteringsforløbet, der på baggrund af borgerens mål og ønsker opstiller indsatsområder, tidsfrister for de enkelte dele og angiver relevant faglig ekspertise. 4

5 Fleksible og individuelle forløb Borgerne har forskellige problemstillinger og har derfor behov for forskellige indsatser. Forløbene skal derfor tilpasses borgerens situation nogle borgere har udelukkende brug for genoptræning, mens andre har brug for en bredere vifte af sundhedsmæssige, sociale og beskæftigelsesmæssige tilbud. Det skal i alle tilfælde være en samlet social- og lægefaglig vurdering der afgør, hvilken indsats den enkelte har brug for. Socialfagligt element i sundhedsindsatsen En kvinde på 39 år med brystkræft bliver i forbindelse med ambulant strålebehandling indlagt, da hun er fysisk dårlig og næsten ikke kan hænge sammen længere. Kvinden er enlig mor og har 2 mindreårige børn. Hun modsætter sig indlæggelsen, da hun ikke har noget netværk, der kan tage sig af børnene. Hun har ikke selv nogen kontakt til de kommunale myndigheder. Kvindens kræft skønnes at være alvorlig, i værste tilfælde terminal. Det største potentiale ved en bred rehabiliteringsindsats er, at både den sundhedsmæssige og socialfaglige indsats overfor borgeren sikres. I eksemplet er behandling af kvindens kræft ikke nok der skal også tages vare på hendes børn nu og i fremtiden. I mange år har rehabilitering været på den sundhedsmæssige dagsorden, og den er derfor i dag præget af en sundhedsfaglig tankegang. Hvis en bred rehabiliteringsindsats skal sikres, så er det nødvendigt, at den socialfaglige indsats i sundhedssektoren opprioriteres og forankres. Sygehussocialrådgivere som brobyggere Socialrådgivere på sygehuse er afgørende for at sikre gode og sammenhængende patientforløb. Ud fra deres kendskab til både hospitalsvæsenet og kommunernes tilbud er de ideelle til at bygge bro mellem den primære og sekundære sundhedssektor ved udskrivning fra hospitalet. De kan sikre, at patienten allerede ved sygdomsforløbets start rådgives om sine muligheder både under og efter indlæggelsen, hvilket sikrer, at borgeren hurtigere kan vende tilbage til sit arbejds- og hverdagsliv. En større social indsats i sundhedscentrene En af de sundhedsmæssige udfordringer er den voksende ulighed i sundhed og de mange sociale problemer, der kan være knyttet til et sygdomsforløb. En socialfaglig indsats i sundhedscentrene er derfor nødvendig, hvilket kræver en øget inddragelse af socialrådgivere. De kan sørge for, at der tages hånd om den del af borgerens situation, der rækker udover de sundhedsmæssige problemstillinger ved at henvise borgeren til de rette instanser og koordinere den sociale indsats. På denne måde kan det sundhedsfaglige personale også få ro til at re- 5

6 servere deres indsatser til det helbredsmæssige, i forvisning om, at socialrådgiverne tager hånd om bekymringerne omkring det sociale. Rehabilitering skal kobles til beskæftigelsesindsatsen En 51-årig mand henvises til det kommunale sundhedscenter med diabetes type II. Indtil for fem år siden har han arbejdet i en stor virksomhed. I forbindelse med flytning af firmaaktiviteter til udlandet, bliver han arbejdsløs for første gang i sit liv og kommer, efter 3 måneder med ekstra løn, på dagpenge. Han har ikke haft et arbejde siden. Han er begyndt at udvikle psykiske problemer, herunder depression, som bl.a. er medvirkende årsag til, at han bliver skilt. Han flytter ind i et lille værelse og ser i flere år ikke sine børn eller andre mennesker. Han kan ikke overskue noget og slet ikke at få ændret sine kost- og motionsvaner, som han godt ved er uhensigtsmæssig for hans sygdom. For at sikre, at hele paletten inddrages i rehabiliteringen, skal beskæftigelsesindsatsen også kobles på. Mange sygdomsramte borgere har svært ved at varetage deres job på samme måde som før sygdommen. Det er afgørende, at de hjælpes tilbage til deres arbejdsliv både for den enkeltes livskvalitet og for samfundet. Skal det lykkedes, er det nødvendigt, at kommunernes sundhedsindsats og beskæftigelsesindsats i langt højere grad arbejder sammen om at skabe helhedsorienterede rehabiliteringsforløb for borgerne. En fleksibel beskæftigelsesindsats Jobcentrenes mandat skal gøres fleksibelt, så de kan indgå i rehabiliteringsforløb med beskæftigelsestilbud, revalidering, aktivering, kompetenceudvikling, job med støtte mm., når borgeren har brug for det. Der er behov for en udvikling af metoder og indsatser overfor borgere med sammensatte problemer, hvilket kræver fleksible rammer til at kombinere sundheds-, social- og beskæftigelsesindsatser, som ikke fungerer tilstrækkeligt godt i dag. Sats på systematiske forløb Kommunerne må på tværs af forvaltningerne udarbejde samlede strategier for en helhedsorienteret indsats. Systematiske forløb for sygemeldte, der kan danne klarhed over opgavedelingen og kommunikationen mellem jobcentret og sundhedsforvaltningen er en af mulighederne. Der skal igangsættes tværfagligt udviklingsarbejde for at sammensætte systematiske forløb for at give sygemeldte borgere kvalificeret hjælp. Gør op med organisatoriske barrierer Indsatsen for borgere med andre problemer end ledighed hæmmes tit af, at den opbygges af elementer med hver sit regelgrundlag og hver sit finansieringssystem i beskæftigelses-, social- 6

7 og sundhedslovgivningen. Hvis en helhedsorienteret rehabiliteringsindsats skal blive en realitet, skal de nuværende skarpe organisatoriske opdelinger fjernes. Der bør iværksættes en undersøgelse af barrierer i lovgivningen med henblik på at sikre en sammenhængende indsats. Fokus på psykosocial rehabilitering En ung mand i slutningen af 20 erne indlægges på psykiatrisk afdeling pga. en forværring af hans skizofreni. Han har kun folkeskolens afgangsprøve og har aldrig været i fast arbejde pga. sin psykiatriske diagnose. Han er derfor på kontanthjælp. Han har et alvorligt misbrugsproblem og isolerer sig ofte på sit klubværelse. Han har ikke kontakt med sin familie, som han brød med for flere år siden. Han tager ikke altid sin medicin og bliver ofte genindlagt. Rehabilitering af psykisk syge forudsætter en særlig form for sensitivitet i arbejdet. Borgerens egen proces med at håndtere sine psykiske og sociale udfordringer samt med at komme videre i livet skal understøttes, frem for det nuværende benhårde fokus på at få den psykisk syge i arbejde. Der skal tages realistiske skridt og alle livsområder skal med i det rehabiliterende arbejde. Det er tit de mest basale ting i borgerens liv, eksempelvis et velegnet boligtilbud, der skal på plads, før f.eks. en arbejdsmarkedsrettet indsats kan iværksættes. Tidlig indsats overfor unge med psykisk sygdom Opdages unges psykiske sygdom ikke i tide, kan det have alvorlige konsekvenser for den unges fremtidige liv. Mange dropper ud af uddannelser som en konsekvens af deres sygdom og forbliver herefter uden uddannelse eller arbejde. For at undgå sådanne situationer, bør der være socialrådgivere eller ungdomsvejledere på alle uddannelsesinstitutioner, der kan opfange de unges psykiske problemer tidligt og sikre henvisning til behandling samt hjælpe de unge tilbage til uddannelse og sociale netværk efter længere perioders sygefravær. Inddragelse af borgerens netværk Netværket er en afgørende ressource for psykisk syge borgeres bedring. Mange psykisk syge er ensomme og isolerede, hvilket ofte forværrer tilstanden. Den psykisk syges netværk skal derfor hjælpes og støttes til aktivt at deltage i sygdomsforløbet. Derfor skal der udarbejdes en pårørendepolitik, der beskriver, hvordan de pårørende aktivt kan inddrages som ressourcepersoner i et rehabiliteringsforløb. Den skal indeholde klare ansvarsfordelinger mellem professionelle og pårørende det skal aldrig udelukkende blive de pårørendes ansvar at sikre bedringen. 7