Jeg følte mig virkelig blottet. Det tog noget fra mig. Noget jeg følte jeg ikke skulle have taget fra mig som 15-årig.

Transkript

1 12 /// udsatte unge / danske kommuner / no.4 / 2015 Jeg følte mig virkelig blottet. Det tog noget fra mig. Noget jeg følte jeg ikke skulle have taget fra mig som 15-årig.

2 danske kommuner / no.4 / 2015 / udsatte unge /// 13 Jeg fik bekræftet mit had Han har været kriminel det meste af sit liv. Og kom i fængsel første gang kort tid efter sin 15- års fødselsdag. Men i dag er Markus gift og lever takket være en mentor et liv uden kriminalitet. tekst Ole Obitsø foto jacob carlsen Det er den 2. juni En dag, Abd al-salam Markus aldrig glemmer. Solen skinner, og han glæder sig, fordi han senere skal ud at køre gokart med sine venner og foreningen Gadepiloterne. Markus er lige blevet 15 år og er vild med fart og spænding. Det skal nok blive fedt. Men han kommer aldrig ud at køre gokart. I stedet drejer Abd al-salam Mar - kus liv den dag endegyldigt over i en vejbane, han med over 130 kilometer i timen bliver på de næste ni år. En vejbane, han allerede har bevæget sig i nærheden af flere gange på trods af kraftige advarsler fra politiet, pædagoger, skolelærere og familie. Han er flere gange flygtet fra politiet med sine venner, har været oppe at slås og lavet masser af ballade. Sammen med kammeraterne ryger han også hash. Markus var den første af dem, som købte det på Christiania, fordi han er højest. I skolen har han i flere år følt, at han ikke passer ind. At lærerne konstant ser ned på ham og har stemplet ham som en ballademager. Nogle dage forinden har Markus fået et brev fra politiet. Han skal til afhøring, fordi han har været i konflikt med en anden dreng, som anklager ham for at have slået ham. Markus er ikke bekymret. Han mener ikke, at han har gjort noget særligt. Sammen med sin mor tager han på politista - tionen på Frederiksberg. Jeg har jo bare snittet den anden dreng med en flad, tænker han. Det kan de da ikke sende mig fængsel for. har sin mor med til afhøring hos en politibetjent. De kender i forvejen hinanden fra gaden. Under afhøringen er det Markus, der siger det meste, mens betjenten nikker og svarer med et uhum her og der. Betjenten sidder bag et skrivebord med en computer, som han for det meste kigger ned i. Kontoret er tætpakket med sagsmapper. Der lugter af sved. Lugten af panser, tænker Markus. Da afhøringen er slut, fortæller betjenten Markus, hvad klokken er, og at han er anholdt og skal i retten. At han kan forvente at komme i Vestre Fængsel. Men hvorfor? spørger Abd al-sa - lam Markus. Det kan du tage i retten, svarer betjenten. Markus lægger mærke til politibetjentens sorte bælte, da de går ned ad trapperne fra afhøringen. De kommer ned til Markus mor og for - tæller hende, at han er blevet sigtet for vold. Hun begynder at græde. Det er okay, mor, jeg er jo ude lige om lidt, siger. Han tror stadig ikke på, at han kan komme i fængsel. Han mener, at han ikke for alvor har gjort noget, selv om han indrømmer at have slået den anden dreng. I retssalen går tingene hurtigt. Dø-

3 14 /// udsatte unge / danske kommuner / no.4 / 2015 rene bliver lukket, og dommeren afsiger sin dom. Markus skal ind at sidde. Politibetjenten kører Abd al-salam Markus mod fængslet. Ved Rådhuspladsen ser han tre af sine venner. De skulle have været med til at køre gokart senere. Markus er irriteret over, at han går glip af det. Han fan - ger deresopmærksomhedigennem politibilens klare ruder. Stikker to fingre op. To uger i Vestre. storbyens beduin historie er én, mange andre unge mennesker, der er blevet kriminelle, vil kunne nikke genkendende til. At føle sig uden for det normale samfund. At blive peget ud, fordi han har en anden hudfarve. At blive venner med andre unge, der også har problemer og begår kriminalitet. At begynde at ryge hash og hade samfundet. Men det er også en historie om, hvordan man kommer til at føle sig som en del af det normale igen. Noget, der for Markus først begyndte at ske, da Frederiksberg Kommunes jobcenter satte ham i kontakt med en mentor, Signe Grønbæk. Kort før han får sin første dom i 2005, er hans far død. Faren er fra Jamaica, mens Markus mor er dansk. Men farens død var langt fra årsagen til, at Markus liv røg af sporet. Det var blot endnu et skridt på vejen. Selv hvis min far ikke var død, og jeg ikke var kommet i fængsel, havde mit liv dengang alligevel ikke været godt. Der var en masse turbulens, og jeg havde det ikke godt, siger Markus. Han sidder over for mig i en simpel, hvid undertrøje med tre knapper. Den øverste er knappet op. Han havde et løst tørklæde lagt henover hovedet og en jakke på, da jeg fik øje på ham nede på gaden for et kvarter siden. Han havde lige været til bøn, fortalte han mig, og jeg bemærkede, at han haltede, da vi begyndte at gå ned ad Gammel Kongevej. Tørklædet fik ham til at ligne en beduin i storbyen. Jeg havde også et autoritetsproblem. Allerede i 6. klasse slogjeg mig sammen med de andre udstødte, dem, der også var ballademagere. Vi lærte hurtigt politiet at kende. En dag, da jeg sad på McDonald s, kom der en politimand forbi. Hey, Markus, sagde han. De ting I går og laver ender jo ikke godt. I kommer snart ind at sidde. Jeg var 14 år der, siger han og holder en pause. Drejer hovedet til venstre og bliver fjern i blikket, hvorefter han hurtigt kører sine hænder henover ansigtet. Det ser ud, som om han kaster en usynlig håndfuld vand i hovedet. De prøvede at skræmme os meget med Vestre. nat i celle 347 Markus har set de grå- og rødstribede murstensmure mange gange før, men aldrig har han skullet ind bag dem. Ind bag tremmerne og pig - trådshegnet i Vestre Fængsel. Han og vennerne har frygtet det. Rum efter rum bliver han sluset ind i fængslet. Først sidder han ved en skranke og venter. Dernæst bliver han ført ind i et mindre rum, hvor to fængselsbetjente venter på ham. De beder ham om at tage tøjet af. Nej, jeg vil ikke, siger Markus, der håber, at han kan undgå det, fordi han er 15 år gammel. Nu tager du tøjet af, siger de. Nej. Hør her, enten tager du selv tøjet af, eller også gør vi det for dig, kom - manderer de. Det er første gang ud af ni gange i sit liv, at han stripper foran betjentene i et fængsel. Følelsen, der følger med, er ydmygelse. Hver gang. Jeg forstod ikke hvorfor først. Jeg følte mig virkelig blottet. Det tog noget fra mig. Noget, jeg følte, jeg ikke skulle have taget fra mig som 15-årig, siger han. Cellen Markus får har nummeret 347. Han bliver låst ind. Kigger sig omkring. Som det første ser han fjernsynet. Derefter tremmerne. Shit, tænker han. Så sengen, håndvasken og et lille spejl. Derudover er rummet bart og småt og lugter af pis og nikotin. Gulvet er koldt. Det er som et toilet, hvor nogen skødesløst har stillet en seng. I første omgang bliver Markus ind - logeret i kvindeafsnittet i Vestre Fængsel. Ude i gården kommer de ud og snakker med ham. Og kan knap BlåBog Abd Al-SAlAm markus. 25 år. Født og opvokset på Frederiksberg, københavn. Har en dansk mor og en jamaicansk far. er gift og har to sønner. sammen med sin kone venter han et tredje barn. deltager i oplæg og debatter med projektet Fortællinger fra gaden. Har bidraget til projektets bog, der også hedder Fortællinger fra gaden. En dag, da jeg sad på McDonald s, kom der en politimand forbi. Hey, Markus, sagde han. De ting I går og laver ender jo ikke godt. I kommer snart ind at sidde. Jeg var 14 år der. tro, at han er i fængsel. Det bør han da ikke være allerede, husker han, at de siger til ham. Én giver ham en lille klump hash til natten. Låst inde bag døren i celle 347 tæn - der Markus for tv et. Han prøver at falde i søvn, men kan ikke sove. Tan - kerne kaster sig rundt i det lille rum. Tanker om hans grædende mor, om politiet, om at være i fængsel. Han kan ikke holde tårerne inde. Jeg var vred. På panserne, gadepi - loterne, mine skolelærere. Alt, der havde noget med kommunen og sta - ten og alt offentligt at gøre. De havde altid behandlet mig dårligt, følte jeg. Jeg fik bekræftet mit had, siger han. Markus står op igen og tænder for tv et. De viser The Godfather. Han tager halvdelen af hashen og ruller en skolejoint. Tænder den og forsvinder ind i røgen. ren dumhed Markus kan ikke tro sine egne ører. Han går ved en af de store søer i midten af København. Ved siden af ham er en kvinde. Hun hedder Signe Grønbæk og er ansat som konsulent og mentor ved Væksthuset, som er tilknyttet jobcentret i Frederiksberg Kommune. Hvorfor halter du? har hun lige spurgt ham. Det er der aldrig nogen, der har gjort før. Han fortæller hende, at det er,

4 danske kommuner / no.4 / 2015 / udsatte unge /// 15 fordi han har smerter i kroppen. Hele tiden. At han tror, at han har gigt, men at folk bare siger, at han piver. Det er en sommerdag i 2013, han mødes med Signe. De sidste ni år, efter han kom ud af Vestre Fængsel første gang og færdiggjorde folke - skolen, har hans liv centreret sig om fængslet, og hvorvidt han sad i det eller ej. Indtil han besluttede sig for, at han ikke længere ville være kriminel. I fængslet begyndte han at læse. Særligt Koranen. I 2012 møder han en kvinde, som også interesserer sig for Islam. De bliver gift og får hurtigt det første barn. Markus har fået nok af, at alting er det samme hele tiden. Tro var et fundament, jeg kunne forholde mig til, som ikke var skade - ligt for mig selv eller andre. Jeg skadede mig selv. Jeg levede om natten, spiste ikke ordentligt. Kaos. Efter - lyst af politiet, efterlyst af motherfuckers rundt i byen. Jeg ville gerne lave om på mit liv, siger han. Hvis jeg havde vidst noget om religion, da jeg var ung, havde jeg måske haft en anden tilgang til tingene. Jeg var ung og dum. Det var ren dumhed. Nu har jeg ikke så meget dumhed tilbage. langt fra det hele Det er derfor, han og Signe går ved søerne. Han har allerede været oppe på kommunen og været i praktik. Så han kunne blive en del af systemet. Men han føler sig ikke velkommen og meget langt væk fra det. Det ændrer Signe på. I modsætning til mange andre oplever han, at hun ikke er bange for ham. At hun rent faktisk lytter til, hvad han siger. Og ikke presser ham, når han fortæller, at han gerne vil lave noget, men slet ikke føler sig parat til det. Jeg kan mærke, at det er lettere at snakke med hende. At jeg siger nogle dybere ting, end jeg ellers ville gøre. Hun går på niveau med mig, siger han. Når Markus og Signe mødes, foregår det aldrig på kommunen. Det kan være ved søerne eller ude ved en sha - warma-biks på Vesterbro. Markus får tillid til Signe. Signe kan jo ikke gå uden om reg -

5 16 /// udsatte unge / danske kommuner / no.4 / 2015 Signe har hjulpet mig med at få et håb, fordi hun kom med projektet. Det føltes som en besked fra Gud. Jeg skulle bare holde ud. lerne, men hun kan hjælpe mig med at forklare, hvordan jeg har det over for kommunen. De forstår min situation meget bedre, når Signe er inde over det. Ikke en eneste gang er hun kommet med et katalog fra kom - munen. Hun arbejder på en anden måde. Hun er cool, siger han. Men tingene går ikke perfekt i Markus liv. Hverken hans kone eller han selv har arbejde. Pengene er små. Han overvejer nogle gange, om han skal stjæle igen, så de har flere penge til børnene. Men lader være. Det er ikke det værd, minder han sig selv om. et bedre sted En dag i midten af 2014 præsenterer Signe Grønbæk et projekt for ham, hvor unge mænd fortæller deres historier om, hvordan de gled ud af samfundet. Fortællinger fra gaden, hedder det. Det bliver senere til en bog med samme navn rettet mod kommuner, institutioner og mennesker, der arbejder med udsatte unge. Projektet glider ind som den første meningsfulde ting i Markus liv ud over familien og troen. Det, som han lige nu har at holde fast i, imens han forsøger at skabe sig en ny tilværelse. Første gang jeg møder Markus, har han et videokamera i hånden. Det er til lanceringen af bogen Fortæl - linger fra gaden, som er et projekt, han er blevet en del af. Til stede er også andre unge mænd fra projektet, der har levet et liv med stoffer og kriminalitet og har været med til at lave bogen, samt Københavns overborgmester Frank Jensen (S). Markus er rolig og koncentrerer sig om at filme dagens oplæg og debatter. Enkelte gange undervejs ryger koncentrationen alligevel en lille smule; når han kigger rundt på de andre fra projektet og smiler. Af stolthed. Det har taget lang tid, før han er nået hertil. Signe har hjulpet mig med at få et håb, fordi hun kom med projektet. Det føltes som en besked fra Gud. Jeg skulle bare holde ud. Men jeg havde ikke noget at brænde for. Nu brænder jeg for at gøre verden til et bedre sted for mine børn. Og det føler jeg, at pro - jektet kan gøre. olo@kl.dk